Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
text
Languages:
Danish
Libraries:
Datasets
License:
Corpus-v1.1 / normalized /1870_Friis_MagnusHeinesen.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
raw
history blame
248 kB
Første kapitel .
Venskabspagten .
År 1579 gik den myndige lehnsmand Christoffer
Walckendorff med et fortrydeligt udtryk
i sit åsyn op og ned i sin „ Skrivestue “ på bergenhus
slot , medens hans sekretær , hans Lindenow ,
sad ved et bord i et hjørne af værelset , ivrig beskerftiget
nied at åbne og gennemløbe en del
brevskaber , der vare ankomne den samme morgen
både fra Danmark og det øvrige Norge og
udgjorde en meget betydelig masse dokumenter ,
eftersom der var gået flere uger hen , siden lehnsmanden
havde modtaget en lignende sending .
Af og til kastede han et blik i et åbent papir ,
han holdt i hånden , men til sidst smed han det med
en fortrydelig mine på bordet , hvor skriveren sad
og udbrød , idet han atter begyndte sin vandring
omkring i værelset :
„ Hvor kan hs . Nåde , kongen , dog forlange , at jeg
skal kunne standse fribytteriet ved de færøifle kyster ,
når han ikke sender mig et krigsskib herop til hjælp .
Garperne * ) kan jeg nok holde i øren , thi dem
har jeg omkring mig ; men fribytterne , der er i dag
her og i morgen der , kan jeg umulig få fat på ,
uden et vel armeret skib . De må bjerge sig selv
derovre , i det mindste indtil videre som de bedst kan
og vil folk besejle disse eilande , må de tage
mandskab med fil af forsvare skib og ladning . “
„ Jeg ser , af hs . Nåde kongen , giver edermyndighed
fil selv af udruste et vel bemandet skib
for af krydse imod fribytterne “ , bemærkede sekretæren ,
idet han gennemløb kongebrevet , „ det var dog altid
værd , af gøre et forsøg dermed . Idetmindste vil
det indjage disse skarnsmennesker en gavnlig skræk ,
ja , måske endog helt forjage dem af farvandet . “
„ Men hvor skal vi få et sådant skib fra og
hvor skal vi sinde en mand heroppe , der er dygtig
nok fil af føre det og gøre virkelig nytte med det ? “
Spurgte lehnsmanden utålmodig . — „ Nej , vi få
af skrive tilbage og forestille hs . Majestæt , af der
må snarest mulig sendes et skib herop . Så kan
det blive fil noget . “
* ) et spotnavn ti ! Lybekkerne .
„ Men inden det sker kan mangen ulykke foranlediges “ ,
indvendte hans Lindenow . „ Færingernes
klager blive stedse mere lydelige . Præsten på
syvers er jo flygtet og de øvrige beboere må
skjule sig som de bedst kan i huler og kløster og fra
bjergtoppene se , hvorledes man afbrænder deres
huse , slagter fårene , som ikke er drevne til fjælds ,
og bringer alt deres rsrlige gods ombord . Fiskeri
og handel ligger så godt som stille og vi blokeres jo
næsten her i Bergen af en eneste lumpen sørøver . “
„ Alt dette behøver i ikke at opregne for mig
da jeg jo ved det ligeså godt som i “ , svarede
Walckendorff halv fortrydelig , „ kunne jeg få den
skælm til clerck , hængt , som forøvede den skarnstreg
på østers og nu ligger her udenfor , skulle jeg
ikke spare en god skilling . “
„ Jeg kender en mand her i Bergen , “ bemærkede
sekretæren , uden som det lod at lægge mærke til
sin herres voksende onde lune , „ og han ville snart feje
farvandet rent for alverdens clercke , om i ellers ville
betro ham dertil . Kun ved jeg ikke , om han har
evne til at udruste et skib og endnu mere frygter
jeg for , at i , herre , tykkes om mit forslag , da i
ofte har ladet ham søle eders retfærdige fortsrnelse .
Jeg mener Mogens Heinesen , “ skyndte han sig
at tilføje , da han så , at lehnsmanden hørte på
Hain med opmærksomhed .
„ Hvad for noget ! den liderlige fugl , den
drukkenbold og slagsbrøder , der giver bysvendene
mere af bestille end alle Bergen » Indvånere tilsammen
- hvor kan i finde på af nævne ham ? “
Spurgte lehnsmanden hæstig . „ Men , nu husker jeg
det , i har jo et par gange bedet godt for ham ,
uden af jeg kunne forstå hvorfor . “
„ Mogens Heinesen er ganske vist et menneske
med tøjlesløse lidenskaber , som end mere er blevne
udviklede på hans tidligere kapertog i spansk
tjeneste ; thi det er ikke på slige rejser , af nogen
fial lære dyd og gode sæder ; men “ , vedblev hans
Lindenow , da han bemærkede , af Walckendorff
hørte roligere på ham , „ han er alligevel i besiddelse
af mod og en snarrådighed , som gør ham selvskreven
til en så farefuld post . At han har gjort
mange gale streger her i Bergen , er vel sandt , men
lediggang er djcrvelens hovedpude , siger ordsproget
og en mand som Mogens gør spektakel af hare
tidslede , når han intet bedre har af fordrive
dagen med . Desuden er det jo kun garperne , han
er på nakken — landets egne børn rører han
aldrig , uden af de holde med dem . “
Hans Lindenow bemærkede straks det gunstige
indtryk , hans forestillinger havde gjort på hans
herre så snart han nævnede garperne ; thi var der
nogen , Christoffer Walckendorff var forbitret
på og lod søle sin myndighed så var det netop dem
og ganske vist er det , at sekretærens tidligere fordønner
for Mogens Heinesen ikke ville have
frugtet så godt , dersom det ikke havde været
de lybske i Bergen , de såkaldte „ Contoirske , “ han
havde ladet søle sine nævers kraff .
„ Hvoraf kommer al eders godhed for denne
vildkat ? “ spurgte Walckendorff synlig mere velstemt .
„ Jeg har oftere tænkt derpå ; thi jeg kan ikke forstå ,
hvorledes i kan have godhed for en mand af hans
sæder . Jeg mødte eder jo også engang sammen
med ham på bryggen * ) . Sig mig det oprigtig ,
hans Lindenow ! det vil have megen indflydelse
på min beslutning . “
„ Jeg skal sige eder det ligeså oprigtigt som i
spørger mig derom , herre , “ svarede Lindenow med
synlig forlegenhed . „ Uagtet jeg ikke har nogen
grund til at glæde mig ved mit skriftemål , skal i
dog åbent og ærligt få det at høre . Men det må
jeg først sige eder , at jeg ville have anbefalet ham
til denne post , selv om jeg ikke på en måde stod i
* j havnen .
gjceld til ham , fordi han engang frelste mig af en
selvforskyldt nød . Derimod er det ganske vist , at jeg
ofte har bedet godt for ham hos eder af taknemmelighed
for den hjælp , han i sin tid ydede
mig . “
„ I ved herre “ , vedblev sekretæren , „ at jeg for
nogle år siden rejste udenlands med den unge
Jørgen fris , der døde i drysset . Jeg rejste
derefter til antverpen , for at trceffc et skib , med
hvilket jeg kunne gå tilbage til Danmark ; men her
blev jeg bekendt med en usling , jeg tidligere havde
mødt i drysset . Han var en mand af et behageligt
vasen og vandt i . få dage min tillid og fortrolighed .
Da jeg kedede mig i byen , drev jeg med
ham om på de offentlige steder og han førte mig
en aften ind i et spillehus , hvor vi først drak en
del vin , men derefter kom vi til at spille og jeg
tabte snart alt , hvad jeg ejede . Da jeg ikke havde
flere penge , ville jeg låne hos min formentlige ven ,
men nu viste han sig i sin sande skikkelse og sagde ,
at han ikke lånte noget til en prakker . Ophidset
af spil og vin gav jeg et heftigt svar , men nu
gav han mig et slag så jeg tumlede og et par
andre af komplottet rejste sig med det udråb : sund
ham ud , smid ham ud !
„ Først tage hans penge og så banke ham , ret
er før grov en spøg , hørte jeg i det samme en dansk
eller rettere en norsk stemme lyde og aldrig har jeg
hverken før eller siden hørt en lifligere røst .
Jeg stod aldeles målløs , langt mere ved at høre
denne stemme end ved den forsmædelse , jeg havde
lidt , men i samme øjeblik så jeg en ung , kraftig
mand i sømandsklæder springe som en tiger ind
på mine angribere . Der blev et forfærdeligt røre ,
i hvilket bordene væltedes , lysene slukkedes og brøl
og støj lød fra hver krog i det store værelse .
Hvorledes jeg kom udenfor ved jeg ikke ; men næppe
var jeg på gaden før min ubekendte ven også
kom springende ud , blodig både i ansigtet og på
hænderne .
„ De slyngler vare før mange , “ sagde han atter
på dansk „ nå , der er han “ , vedblev han i samme
sprog : „ Løb din vej før vagten kommer “ , udbrød
han på dårlig hollandsk og begyndte selv at løbe
ned ad gaden .
Nu fik jeg min samling og mæle igen . Jeg
kaldte på ham i vort fælles modersmål og han
standsede ligeså lynskagen som jeg før . Snart var
jeg ved hans side og vi løb nu ned ad gaden
igennem flere stræder til vi nåde havnen .
„ Nå , så du er en landsmand , “ sagde han ,
„ det må jeg have haft på følelsen , ellers
havde jeg vel ikke bundet an med hele stuens besætning .
— hold bare op med din taksigelse , men
hvem er du egentlig og hvordan er du kommen
på den galej ? “
Vi gik nu roligere ned ad havnen og jeg fortalte
ham alt . — han sagde mig til gengæld , at
han hedte Mogens Heinesen , var fra Færøerne ,
var kommen med et norsf skib hertil , men at
skipperen havde jaget ham fraborde her i byen ,
fordi han ikke kunne enes med det øvrige mandskab .
Da det var langt ud på aftenen skiltes vi nu ,
men satte hinanden stæevne til næeste dag ; — vi
mødtes på den bestemte tid og begyndte da at
rådslå om vor fælles fremtid , medens vi gik ind i
et vinhus og drak os et krus , som han betalte , da
jeg aldeles ingen penge havde .
Jeg var meget nedtrykt , uden penge og hjælpemidler
i et fremmed land ; hvorledes kunne jeg vcrre
anderledes ?
„ Ikke forknyt , gode herre , “ sagde min beflytter
leende ; „ tabe vi modet , tabe vi alt . Se , her er hele
min rigdom og den vil vi nu drikke op , go før jo
heller ; thi jeg får aldrig penge før jeg har givet
den sidste skilling ud . “
Retsom han udtalte disse ord , kom en flok vildt
udseende sømænd , der åbenbart hørte til et kaperflib ,
ind i stuen med stor larm og skrål . Den ene
af dem , der siden viste sig at være deres fører , tog
en nævefuld guldmønter op af lommen og forlangte
i en bydende tone kryddervin til ham og hele
banden .
Derefter kastede han sine dine på os og efter
at have sendt mig et flygtigt blik , fæstede han sine
gennemborende dine på min kammerat .
„ Se ! sådan leve vi kapergaster . Altid lystighed
både tillands og tilsøs og have vi sat vore penge
overstyr , så en rask fægtning på liv og død og
vi styre da iland igen med fulde lommer . Kom og
drik med , min gut “ , vedblev han og rakte Mogens
et fuldt krus ; „ jeg skulle fejle meget , om du ikke er
en mand før mig . Her er vin og mangler du
penge , så hold din hånd ud , og flere kan du
få , om du går med på „ Seierskrandsen , “ hvis
bedste blomster du her ser for dig . “ — Mogens
lod sig ikke dette sige to gange ; han tog imod det
rakte krus og tømte det til bunden , under de ville
mænds jublende bifaldsråb . Han sad snart iblandt
den larmende skare , der pluddrede i ethvert tungemål ,
og syntes aldeles af have glemt mig , ligesom
jeg for længst var glemt af den hele flok . Støjen og
latteren blev stedse højere ; krusene fyldtes og tømtes ;
terningerne rullede på bordet ; snart kivedes man ,
snart var man gode venner ; latteren og lystigheden
nærmede sig højdepunktet .
Jeg ville bort medens det endnu var tid ; men
forlade min landsmand uden af advare ham og i det mindste
uden af sige farvel , var mig umuligt .
Forsigtigt nærmede jeg mig den ville klynge , da
en af de stærkeste mænd greb mig og smed mig op på
bordet imellem krus , penge og terninger , idet
han svor på , af jeg skulle sige ham , om jeg virkelig
var et mandfolk , eftersom jeg var så spinkel af
vækst . Den ville flok tiltordnede ham bifald ; men
nu rev Mogens en kniv fra kaptajnen , ved hvis
side han sad , og svor på , af den første , der vovede
af lægge hånd på mig , skulle høre ham til .
„ Det er talt som en vordende mand af „ Seierskrandsens “
Brave gutter , “ råbte kaptajnen , der
åbenbar havde herredømmet over sig . „ Enhver
ærekær gut forsvarer sine venner med sit hjerteblod “ ,
og uden videre greb han mig i brystet og det ene
ben og satte mig ned på gulvet igen ved siden
af sig . —
„ Pil nu af så godt dine ben have lært dig !
Du duer ikke engang til af pudse solvtøiet ombord i
„ Seierskrandsen “ , tilføjede han leende .
„ Stop lidt “ råbte nu Mogens , der havde
givet kaptajnen sin kniv tilbage og bemærkede de
afskedsblik , jeg tilkastede ham . „ Du tilbød mig før
penge , kaptajn seierscel , thi det navn bør
„ Seierskranlsms “ Fører alene bære ; ræk mig en
ncevefuld i navnefæste og jeg er lin mand på
tre togter . “
„ Her har du guldstykker og flere kan du få ,
du guldfisk , som jeg i dag har kapret “ , råbte kaptajnen ,
synlig smigret ved det ham tildelte navn ;
„ men hust på , af her drikker du frit - i dag er du
min gjcest . “
„ Se beder , hans “ udbrød nu Mogens uden at
sige så meget som tak før de modtagne penge . „ Nu
kan vi begge klare os . Hils gamle Danmark og så
en skål før kaptajn seierscrl . “
Jeg var så fortumlet ved alt , hvad der var
mødt mig og må have set halvfjantet ud . Da jeg
kom lidt til mig selv , puttede jeg mine penge i
lommen og bestræbte mig før idetmindsle at sige nun
brave landsmand tak ; men han havde øje og øre
før alt andet og da der i det samme opstod et
frygteligt klammeri og jeg på flere steder så
knivene blinke over bordet , ilede jeg ud af dette
forfærdelige hus .
Næste dag gik jeg derhen igen , uden at træffe
min landsmand og derpå skyndte jeg mig ned til
havnen før at sinde ham der ; men „ Seierskrandsen “
Var lettet om morgenen og jeg traf ham først her i
Bergen igen , ligeså blottet før penge som han var
i antverpen , men ligeså ligegyldig før den dag
imorgen som den gang . “
Christoffer Walckendorff havde hørt på
sin sekretærs fvrtæelling med stigende deltagelse .
„ Er i kommen ud af eders gjceld til ham ? “
Spurgte han endelig .
„ Hvad venskabsgjæelden angår , da kan jeg aldrig
så den afbetalt , “ svarede Lindenow , med et udtryk
af følelse , der gjorde ham megen sere ; „ men , hvad
pengene betrceffer , da ligner han heri sig selv .
Jeg tilbød ham ved vort første møde , at afgøre alt ,
selv om jeg skulle have faget forskud hos eder ,
herre , men han sagde leende , at jeg måtte afgøre
det med „ salig seierscrls retmæssige arvinger ,
når jeg engang finder dem — ham flyldte jeg intet ;
men ville jeg give et krus kryddervin for gammelt
bekendtskabs skyld , da han selv hverken havde penge
eller kredit , så ville han med fornøjelse tømme det
med mig . “
„ Jeg vil straks sende bud efter ham “ sagde nu
lehnsmanden efter nogen betænkning „ og kan han
skaffe sig skib og mandflab , skal han også blive
sendt ud efter fribytterne — om blot for at fjerne
ham fra byen for eders skyld . Hænger han ikke
clerck så hænger denne ham og i begge tilfælde er
intet tabt . “
andet kapitel .
Magnus Heinesen og „ Harperne “ .
Vi vende os nu til et uanseeligt hus i et af
de mange små strider , som findes i Bergen , næer
ved havnen og fil et endnu uanseeligere værelse i
samme hus .
Værelset havde kun en dør , der oven i købet hang
på sin ene hængsel og dannede den umiddelbare
udgang fra stuen fil stræedet , samt et eneste vindue ,
der ville have afgivet en endnu tarveligere gennemgang
for lyset , dersom ikke to af le fire hørnruder
vare slagne ud , så der var frisk luft nok i
samme værelse .
Møblementet var — endog når man tager
hensyn fil datidens tarvelighed hos småfolk —
højst ufuldstændigt .
Et stærkt bord på fire råt tilhugne stolper ,
der vare rammede ned i jorden , med en bordplade
endnu med Barken på undersiden , en større og
mindre bænk , samt tvende stole , hvoraf den ene
kun havde tre ben — både bænke og stole ligeså
ufuldstændig udgangne fra deres mesters hånd som
bordet —- om rygstød var naturligvis ikke at tale —
et bredt , ligeså råt tildannet sengested af uhsvlede
brædder — om dette model for øvrigt kunne fortjene
navn af sengested — opfyldt med gamle seilstumper
istedetfor sengeklæder og tjenende fil leje , fil sofa ,
fil spisekammer og fil gud ved ellers hvad , fuldendte
hele dette jammerlige opholdssteds udstyrelse .
I værelset befandt sig to mænd ; den ene lå
med hovedet på begge sine arme , der hvilede på
bordet og syntes af sove . Den anden lå på
sengestedet , slettende sit hoved på sin hånd og
så på sin kammerat .
Den første var en hej , svær mand med lyst
hår , men ansigtstrækkene kunne man naturligvis
ikke få af se — ham i sengen var mindre , men
undersætsig , med merkt krøllet hår , en bred , hverken
hej eller lav pande , en let opadgående næse , en
lille mund og et par blå øjne , hvori bestemthed
og kløgt åbenbar udtalte sig . Begge vare de i
uldne undertroier , medens overtrøierne hang over
sengestedets fodende .
„ Jonas ! “ råbte den yngre i sengen „ Jonas ! “
Gentog han , „ hører du ikke , din fyldevom ! “
en grynten fra ham ved bordet var dennes
eneste svar .
„ Jeg er intet svin og forstår ikke dit grisesprog “ ,
vedblev han i sengen . „ Men fyld mig
kruset og ræk mig det fluks , så kan du fortsætte
med din slægts mæle for mig så længe du vil . “
„ Fylde kruset ! Hvormed ? “ spurgte nu Jonas og
vendte sit brede ansigt , der forresten fremviste en
blanding af rå , men godmodige træk . „ Hvormed
skal jeg fylde det ? “
„ Med godt , gammelt øl , naturligvis “ , svarede
hans kammerat ; „ men skal du af vanvare tage fejl og
komme kryddervin i det , skal det ikke være dig til
fortræd ! “
„ Fyld det selv , du praler , om du ellers kan , “
Brummede Jonas atter med næsen mod bordpladen .
„ Gå hen og borg en tønde rostocker øl eller
pryssing hos karperne og lov dem bestemt betaling
når månen falder ned , “ vedblev han i sengen leende .
„ Gå selv , du spottefugl ! og velbekomme
traktementet “ , gryntede atter den anden .
— „ Ja , øl må vi have , hvor vi ^å skal hente
det “ , svarede den unge mand og sprang ad af sengen .
„ Om jeg så skal hente det i garpernes egen ølkjelder
med en knippel i hånden , må oi have noget .
Siden iaftes har vi hverken fået vådt eller tørt . “
„ Du mener nok : siden i morges , “ bemærkede
Jonas tort og køstede atter hovedet op fra bordet ,
„ thi efter min regning var solen oppe før vi kom
hjem . “
„ Det er en forbandet by “ , mumlede den unge
mand ; „ her i Bergen ligger alt stille undtagen jeg
og derfor kan jeg ingen vej komme . Således kan
det ikke gå . Tungen hænger tør i halsen på mig ;
der må vædelse til , om jeg ellers skal leve til
aften . “
„ Hvor vil du hen , Mogens “ , spurgtejonas ,
uden af svare på sin vens bemærkning , da han så
ham trække i sin trøje . —
„ Hen til karperne , naturligvis “ , svarede denne
kort ; „ vi må have noget af drikke . “
„ Du henter dig kun et blåt øje og buler i
hovedet “ , indvendte den anden . „ Gå heller ud
til cleru herudenfor , som jeg stadig har rådet
dig . “
„ Ikke et ord mere herom , Jonas , hverken for
spøg eller alvor , om vi ellers skal vedblive i vort
venskab “ udbrød Mogens , som læseren allerede
har gjettet af være Magnus Heinesen . „ Ikke et
ord mere derom .
Mødes clerck og jeg nogensinde bliver det ikke
gammensord , vi skifte , såsandt som jeg er en god
2
færing og han har bragt stor ulykke over Færøerne ,
ja brandskatter dem endnu den dag i dag . Heller
går jeg med fiskerskuderne til vestfjorden og lever af
rådent vand og fiskerogn “ , tilføjede han .
„ Gå hvorhen satan du vil , når du blot
skaffer øl i kruset “ , svarede Ionas , åbenbar fortrydelig
over hans vens tilrettevisning . „ Men du
må have ham i lommen , om du presser så meget
som en slurk af nogen garpe her i hele Bergen ,
med mindre du lover dem , at de må hænge dig
bagefter . “
„ Det lover jeg dem gerne , om de så kan få
fat på mig “ , råbte Heine sen med munterhed .
„ Det kommer an på en prøve ! Farvel , Ionas ,
din dsdbider , og på glædeligt gensyn . “
Retsom han åbnede døren for at træde ud i
strædet stod en af Christoffer Walckendorffs
velbekendte drabanter udenfor , åbenbar med det
forsæt , at se indenfor til ham . Dette syn gjorde
ingenlunde noget behageligt indtryk på he in es en ,
men han lod sig ikke forknytte : „ Hvad godt nyt , min
gode Andreas ? “ udbrød han ; „ kom kun indenfor , min
ven ! det sømmer sig ikke , at du står længer herudenfor ,
om du ellers har budskab til mig eller
Ionas Maibom . “
„ Det er dig , mit budskab gjelder , Mogens “ ,
svarede drabanten med en vis vigtighed . „ Den
nådige hr. Lehnsmand , Christoffer Walckendorff ,
stævner dig til at møde hos sig , når først
du kan og jeg vil råde dig til , at skynde dig
noget . “
„ Tak for god underretning , Andreas , og for
dit gode råd “ , svarede Heinesen , med påtagen
munterhed . „ Havde jeg øl i kruset , skulle jeg have
rakt dig det ; men Jonas derhenne drak resten ud ,
ret som han hørte , at nogen rørte ved døren . Det
er så hans vane — intet at levne til gode
venner . “
„ Ja , nu god dag , Mogens , og lyd kun mit
råd og lad den nådige herre ikke vente , om du
ellers vil vel fare . “
Med disse trøstelige ord forlod den værdige Andreas
de to venner .
„ Det var det øl , du skulle hente hos garperne ,
Mogens “ , bemærkede Jonas med et ironisk smil
på sit brede åsyn .
„ Ingenspot , du tørvetriller ! “ udbrød Magnus
Heinesen næsten i komisk fortvivlelse . „ Det er galt
nok , at komme til lehnsmanden efter en sådan
kaldelse ; men komme til ham på fastende hjerte ,
det er aldeles fortvivlet . “
„ Du glemmer nu igen , at du havde en god
rus inde ved daggry “ , trøstede hans ven ham .
„ Å , den er jo for længst sovet ud ! men hvad
troer du egentlig han vil tiltale mig for denne
gang , Jonas “ , spurgte Heinesen . „ Er det for
det lapperi med de to Garver næstførleden nat hos
Chrisfoffer øltapper , eller for den dukkert , Heckel
fik eller for den flænge , bysvenden fik forrige
tørsdag — eller ,
„ Eller , eller , eller “ , vrængede i o n a s ; „ Du kan
blive således længe ved , Mogens . Det er ikke
værd , af du piller dig med disse betragtninger .
Lehnsmanden har dem vist alle på papiret og han
vil næppe glemme nogen af dem , når du kommer
op til ham . “
„ Ja , men hvad kommer det alt sammen lehnsmanden
ved “ , spurgte Heinesen . „ Vi have jo
borgemestre og råd , for hvem jeg skal stande til
rette . “
„ Lehnsmanden ved sagtens , af du kun lidt
bryder dig om de fårehoveder ; men forresten kan
du jo sige ham det selv , så får du det nok af
vide “ , trøstede Jonas ham .
„ Ja , hvordan det er , eller ikke er , så må jeg
nu til ham , thi med alt det , er hanikke af spøge med “ ,
bemærkede Heinesen ; „ men forresten vil jeg sige dig ,
at jeg heller var med at entre et kaperskib med
huggerten i hånden . — og så ikke så meget
som et krus øl at styrke mig på forinden !
Nå , farvel , Jonas , ligeså godt hoppe i det
som krybe i let ! gå du om lidt hen til Thomas
brakncese og beholder lehnsmanden mig ikke , flat jeg
gerne tomme alle de kruse , som du i dit venskab
vil unde mig , når vi atter ses . “
Medens Magnus Heinesen med så tungt et
hjerte , som hans lette sind kunne tillade ham ,
vandrede til lehnsmandens bolig , skal vi se , hvad
der imidlertid er foregået , ja endnu tildrager sig der .
Umiddelbart efter drabantens afsendelse vare
tre tyske handlende blevne meldte for lehnsmanden
og efter en passende stunds forløb tilstedte adgang
til ham . Disse lybske købmænd havde endnu i
Bergen bevaret en del af deres gamle myndighed ,
dels på grund af deres rigdomme og dels
formedelst deri viklieloshed , borgemestere og råd
samt le tidligere lehnsmcmd vare optrådte med
ligeoverfor dem . Christoffer Walckendorff var
en ganske anden mand . Han ville ikke vide af
anden selvrådighed end hans egen . Det måtte
derfor snart komme til sammenstød imellem de
mægtige handelsherrer og den myndige lehnsmand ,
ler imidlertid snart viste dem tilbage inden så snever
grændser , at deres anseelse fra den stund lev et
uopretteligt knæk og de indfødte handelsmænd begyndte
at udvikle en vis selvstændig virksomhed .
Denne lehnsmandens store uvilje mod de „ Contoirfle “
Var Magnus Heinesens store held ; thi selv hans
Lindenows mellemkomst ville — som tidligere bemærket
— intet have udrettet , dersom det havde været
landets egne børn og ikke de lybske pebersvende , med
hvem han så ofte ragede sammen , at der nasten var
åbenbar krig mellem ham og disse .
„ Hvad er eders begjering , i gode mænd “ ,
spurgte Walckendorff på dansk ; thi ville de høres
af ham , måtte de også betjene sig af samme sprog
— idet ban mynstrede dem med et mere alvorligt end
strengt blik .
„ Vi bede i den hele lybske handelsstands navn
her i den gode stad Bergen — eder , nådige hr.
Lehnsmand ! “ begyndte den ene af dem , idet de alle
tre atter bukkede dybt— „ at i vil forskaffe os nogen hjælp
og lindring i den store ulempe , som vederfares vor
handel , derved at den grumme fribytter clerck har
iagt sig i skærene her udenfor fjorden og optager
det ene skib efter det andet , både dem , der skulle
hertil og dem , der afgå , af hvad nation de end er
og til hvilke havne , være sig inden- eller udenlandske ,
de end henrejse , til allerstørste molest , tab og hindring
for alle handlende , men mest for os , som findes her
på pladsen og knn have handelen af leve af . “
„ Jeg har allerede taget denne sag under fornøden
overvejede “ , svaredelehnsmandenimødekommende , „ og
vor allernådigste arveherre og konge ikke mindre .
Det er hans som mit alvorlige ønske , af der skal
gøres afbrcrk , ej alene på clercks sørøverier ,
men også på alle de fribytteres dumdristige og
flammelige gerninger , som i den sidste tid have
hjemsøgt disse farvande og til den ende har allerhoist '
samme givet mig myndighed til af udstede et brev
til en eller anden habil mand , der vil krydse efter og
opbringe disse skarnsmennesker og vil siden selv
' allernådigst stadfæste mit valg . Manden har jeg
vel funden , og han skal være her om en føje stund ,
men der rester midler til udrustningen af skib ,
mandflab , proviant og krigsfornødenheder . Kan
dette ikke bringes tilveie , vil der gå lang tid hen
før et krigsskib kan sendes herop , og imedens kan der
ske store tab og ulykker for eder og eders handelsvenner .
Jeg formener derfor , af det vil være eder
selv bedst tjenlig , om i udstyrede ham med de fornødne
midler , imod af han efter nærmere overenskomst
svarede eder en passende afgift og afbetaling
af det forstrakte beløb , af de indvundne prispenge
og « fler nu eders mening herom . “
de tre pebersvende så noget førlegne på
hinanden , men da Walckendorff til sidst gjorde en
utålmodig bevægelse , vovede de ikke af tie længer .
„ Det er et alvorligt spørgsmål , i har forelagt
os til besvarelse , nådige herre “ , begyndte endelig
den , der førte ordet , „ og i må undskylde , af vi
ikke kan give noget bestemt svar før vi have rådført
os med handelslauget her i byen . Imidlertid tvivler
jeg ikke på “ , tilføjede han hurtig , da han så et uvejr
trælle op på Walckendorffs ansigt , „ af handelslauget
vil bidrage sit til , af få denne store ulykke
standset jo før jo heller , om i vil være så nådig
af sige os , hvem i har tiltænkt af føre skibet . “
„ Jeg kender kun en , der er habil dertil i hele
Bergen og det er Mogens Heinesen , som i jo
også kender noget til “ , svarede lehnsmanden ,
imedens et ironisk smil spillede om hans læber .
„ Mogens Heinesen ! “ udbrød lybekkeren
aldeles forfældet — „ den — den . “
„ Jeg kender ligesågodt som i hans gal flader
vi tilbøjeligheder og har , som i vel ved , også
draget ham adskillige gange til ansvar derfor “ , svarede
lehnsmanden meget alvorlig , „ men giv ham noget at
bestille , og han vil anvende sin kraft og sit mod i
en bedre gerning , derom er jeg overbevist . Han er
øvet på kapertogter , og denne kaldelse vil netop
være en virksomhed for ham . “
„ Eders strenghed må alligevel ikke vente , at
vi betro denne mand skib og gods “ , svarede en
anden nu med stor bestemthed , „ thi det er vor tro ,
at han snarere gør fælles sag med fribytterne end
han jager efter dem og navnlig hvad os tre angår ,
da tør jeg sige , at vi aldeles intet vil have med
ham at skaffe ; thi mig har han kastet ud i havnen
så jeg var nær . ved at drukne ; burckart der overfaldf
han en aften udenfor sit eget hus , som han
måtte frelse sig ind i , og Hermann Wulfs væltede
han sig en anden gang ind på hos Christoffer
øltapper , og tilføjede ham og andre gode venner
megen overlast . Der er næsten ingen lybsk købmand
her i Bergen uven af han har dette , ja hvad
værre er , af beklage sig over — alt sammen forårsaget
af dette ville menneske , uden nogen skjellig
grund . “
Før lehnsmanden endnu fik tid til af svære
meldtes Magnus Heinesen , som han øjeblikkelig
befalede af indlades .
Såsnart Heinesen var trådt indenfor gjorde
han etdybtbukfor lehnsmanden , men da han fikøie på
de tre lybske pebersvende , kom der et udtryk i hans
ansigt som ville han sige : tænkte jeg det ikke nok !
„ Du ser på disse tre mænd , Mogens , og
ved vel så med det samme , hvad jeg kan have af
sige dig “ , begyndte Walckendorff , idet han
besvarede sømandens hilsen med et let nik . „ De
føre svære beskyldninger mod dig for alskens overlast ,
ja forsøgt drab , idet du endog har villet drukne
heckei , som her står . “
„ Med gunst af melde , strenge hr. Lehnsmand ,
så har jeg aldrig fankt på en så gruelig gerning
som af drukne den agtbare hr. Heckel fra Lybek “ ,
begyndte Magnus Heinesen med al frimodighed ,
„ og det beviste jeg i samme øjeblik som jeg pirrede
ham i vandet ; thi jeg sprang selv ud efter ham og
bjergede ham iland . “
„ Men , hvorfor pirrede du ham i vandet , som
du siger “ , spurgte den noget formildede lehnsmand .
„ Sagen er simpelthen den “ , svarede Magnus ,
„ af jeg bad ham om af låne mig halvdelen af de
penge , jeg så han stod med i en pung for af
betale nøgen fisk , men da han så sagde , af fanden
kunne låne mig penge for den nattesvarmer og
ødeland jeg var , gav jeg ham et ganske lille skup ,
uden af jeg betænkte , af han var vandet så nær og
stod så ilde på sine fødder . “
„ Dær var ellers ikke meget lejet i det , Heckel
sagde . Mogens ! “ bemarkede Walckendorff med
et let smil .
„ Det kan måske næk vare så- strenge hr.
Lehnsmand “ , indrømmede Magnus Heinesen i al
oprigtighed , „ men enten det nu er løgn eller
sandhed , hvad der således siges , så kan dog ingen
mand , der har hjertet på det rette sted , lide af
høre det sagt , allermindst lige i hans egne øjne , og
jeg gad vel se , hvordan i selv ville tage det , om
disse garper nu ville sige eder , hvad enhver
kan høre , af de snakke om eder på alle ølhusene ,
når de få lov til at lade munden løbe . “
„ Stille “ , udbrød Walckendorff med en
myndighed , der ikke tålte nogen modsigelse , da han
bemærkede , at alle tre lybekkere ville tage til gjenmcele :
„ Jeg kender enhver sådan wring , men
foragter al ølhussnak . Men hvad enten der nu er
løjet lidt eller meget i Heckels udtalelser , så vare
de døg flemme ukvemsord , der måtte tirre et sind
som det Mogens har , og da han selv fik sig en
våd trøje for sin idræt , så mener jeg , at dette kan
gå lige op . De andre klagemål kan i fremføre
for borgemestere og råd , det er jo ikke lerfor i er
komne her ; men det hvorfor du er stevnet hid ,
Mogens , er det , at jeg vil give dig brev på at
jage efter de flcendige sørøvere , som gøre farvandene
heromkring usikkre og især er en ødelæggelse for
Færøerne , hvorfra du jo selv stammer , og har anmodet
de contoirske om at udstyre dig med skib og midler
dertil . Kan du påtage dig denne gerning ? thi
lover du det , ved jeg , at du holder dit løfte , hvad
ondt godtfolk ellers sige om dig . “
Magnus Heinesen blev blussende rød og
hans øjne strålede af glæde .
„ Jeg både kan og vil , nådige herre , og hverken
i eller nogen skal fortryde den tillid , man viser
mig . Men vil de contoirske hjælpe mig fil et skib ,
som kan bruges , så må de være anderledes folk
end jeg anser dem for , uagtet jeg ærlig skal give
dem part i fortjenesten og det vil være fil deres
eget store gavn , at jeg løber ud . “
„ I høre , hvad Mogens siger “ , bemærkede
Walckendorff , idet han vendte sig fil de lybske .
„ Hvad er eders mening ? Vil i tro ham på hans
ord og tage mig god for hans oprigtighed ? “
„ Som vi engang har sagt ; nådige herre , vi
må først høre laugets mening “ , svarede ordforeren
for de lybske og bukkede dybt , „ vi have aldeles
ingen myndighed fil at love noget på de andre
kjobmænds vegne , og det , vi selv kan tilflyde , bliver
for intet at regne . “
„ Nu vel da “ , udbrød Walckendorff med en
flet dulgt lergrelse , „ lad mig så eders mening at
vide endnu inden solnedgang ; thi hvad der skal
udføres , må begyndes jo før jo heller . I ville
imidlertid selv have barsk af , om i ikke høre mit
råd og glemme eders fjendskab mod Mogens
Heines en . “
Han afskedigede de tre købmænd med en høflig
bevægelse med hånden , hvorefter de , under dybe
skrabud forlod hans værelse .
„ Hvad tænker du , at de bestemme sig til ,
Mogens “ , spurgte lehnsmanden , efter at han var
bleven ene med denne .
„ Det er let at sige , hvad de ville gøre , nådige
herre “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige
frimodighed . „ De vil heller se mig hængt end betro
mig så meget som en jolle , ikke for mistvivls skyld ,
men for det store nag , de bære til mig . Da de
imidlertid holde meget af en sikker handel og tillige
vil gøre noget for at behage eders nåde , som de
ellers ikke holde stort mere af end af mig , vil de
måske udruste et skib under en selvvalgt skipper ,
der imidlertid intet vil udrette . “
„ Hvorfor tror du , at han intet vil udrette “ ,
spurgte lehnsmanden .
„ Fordi de hverken vil udruste ham helt eller
halvt “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige oprigtighed ,
„ dertil er de for gerrige , selv om de kunne
finde en habil skipper , hvilket jeg meget betvivler .
Netop for deres gerrigheds skyld , vil jeg heller
ikke gerne have med dem at gøre ; thi det vil blive
til klammeri imellem os , uden ende og uden nytte . “
„ Og du kan ikke selv finde på midler til at
få et skib “ , spurgte Walckendorff . „ Du er jo
ellers en snarrådig mand , har man fortalt mig , og
det er en hæderlig gerning hvortil jeg har udset
dig . “
„ Hvorledes skal jeg kunne det , nådige herre ,
uden penge , uden kredit , og kan vel også tilføje :
uden godt navn og rygte “ , svarede Heinesen ,
halvt i spøg og halvt i alvor . „ Havde jeg endda
blot 100 kroner i lommen til at rasle med og kaste
på bordet i ølhusene , fik jeg nok mandskab , og
havde jeg det mandskab , jeg ønsker , fik vi nok et
skib fat — det havde gode veje . “
„ Nu vel , Mogens “ , svarede Walckendorff
efter nogen betænkning , idet han gik hen til et skab ,
hvoraf han udtog en vægtig pung . „ Jeg er ikke den
mand , der gjor noget halvt , og jeg vil derfor heller
ikke have halv tillid til dig . Her er netop 150
kroner i denne pung , altså en halv gang flere
end du ønsker . Benyt dem i den gernings tjeneste ,
hvorpå du her har et åbent brev , som hs .
majestæet , vor allernådigste arveherre og konge ,
senere vil give sin stadfæstelse . Drikker du dem op til
unytte , gør du ej alene dig selv , men også mig
til spot for garperne ; men bringer du en fribytter
iland , vil det blive den cergerligste streg , du endnu
har spillet dem , ikke at tale om , at du bereder dig
en stor sere og mig en glæede derved . “
„ Tak , nådige herre , tusind tak “ , råbte
Heinesen , og kyssede i sin henrykkelse den hånd
der rakte ham brevet . „ Eders tillid til mig skal
ikke vorde befljcemmet . Garperne skal blive grågule
af wrgrelse og i redelig få eders penge igen ved
den første prise , jeg gør . “
„ Jeg tror dine forsikkringer , Mogens Heinesen “ ,
svarede Walckendorff venlig „ og venter
mig meget af dit mod og din rådsnarhed . Hvornår
tror du , at du kan løbe ud ? '
„ I morgen “ , svarede Heinesen rafl .
„ Hvad for noget ! alt i morgen ! primer du ? “
Spurgte lehnsmanden overrasket .
„ Jeg kan ligeså godt sige i morgen som om otte
dage , thi jeg er i øjeblikket lige næer derved “ , svarede
Heinesen « åbenhjertig ; „ men skal der gøres noget ,
må det ske sfrax . Jeg kan ikke ret længe gå med
så mange penge i lommen og clercken ligger
herudenfor . Hos ham må jeg først fil messe , for
af se , om Vorherre vil være med mig på mine
togter . “
Med disse ord gjorde han et rask buk for
lehnsmanden og var i næste oieblik ude af Deren .
Walckendorff stod en stund i dybe tanker , med
dinene fæstede på døren , hvorigennem Magnus
Heinesen var forsvunden . Derpå rystede han
betænkelig på hovedet og gik langsomt hen fil sit
skrivebord , hvor han , siddende i sin lænestol , syntes
af fordybe sig i alskens betragtninger .
tredie kapitel .
„ Messen “ hos clerck .
Et par mil syd for mundingen af den fjord ,
der fører ind fil Bergen , lå dagen efter Magnus
Heinesens møde med Walckendorff en lille brig
for Anker bag en hej klippeø . Skønt den kun var
armeret med fire små kanoner , var den dog
åbenbar udrustet fil krigsbrug , og et erfarent øje
så desuden sfrax , ar den lå parat fil af lette
Anker ved første lejlighed , som tilbød sig .
Ombord på skibet slentrede en snes mand af
vildt , forvovent udseende enten omkring uden bestemt
beskæftigede , eller de toge sig en eller anden let
bestilling for . På et sted under stormasten lå
fem andre matroser og spillede terninger , idet de af
og til vædede læberne af de to store kruse , som stod
ved dem , medens to mænd agter ude sad i en fortrolig
passiar med et sølvkrus imellem sig , som ingen af
dem undlade af lette på .
skjøndt man dengang næppe var vant til den
properhed og orden , som findes nutildags på alle
europæiske skibe , men især på orlogsskibene , ville
enhver sømand , som betrådte briggens dæel , dog
finde , af dette gode skib stod langt tilbage , hvad
hine to egenskaber angår , endog for datidens
kjobmandsskibe , og mandskabet selv havde intet
tilfælles med den flinke , renlige Matros ombord på
et orlogsskib .
„ Jeg siger dig for sidste gang , clerck ! “
Begyndte den ene af de to mænd agter ude , „ af vi
komme til af ligge her til dommedag før vi får
nøgen prise ; thi kjobmcendene i Bergen må have
signaler ude syd på , og selv sende de intet skib
ud så længe de se , af vi er her . Og når ollet er
forbi , så er også mandskabets tålmodighed ude . “
Ham , hvem ordet var rettet fil , svarede intet ,
men gav sig fil at fløtte , idet han så ud over
skibets ræling ad syd fil .
„ Det var forbandet , at vi fluide jage den hamborger ,
uden at tage ham “ , vedblev den første efter
en pause , „ thi det er ham , der har advaret folk i
Bergen . Jeg forstod mig heller ikke på „ Falken “
Den dag . “
„ Er det en bebrejdelse imod mig ? “ spurgte den ,
hvem bemærkningen var rettet fil , og så sin kammerat
i øjnene med et megetsigende blik .
„ Du kan tage det for hvad du vil , clerck “ ,
svarede denne studs , „ forresten mente jeg kun , at
„ Falken “ den dag ikke sejlede så godt som den
plejer , hvad nu grunden kunne væere . “
„ Hvad mener du egentlig med al den snak “ ,
spurgte skipperen igen i al ligegyldighed .
„ Jeg mener , at vi bør lette og stå et par dage
tilsos , så vil i det mindste alle skibene i Bergen søge
ud , og vi behøve da ' blot at vælge iblandt dem ,
hvilket vi synes bedst om . Ia , måske kan vi endog
nå at kapre to i stedet for et — og jo flere jo bedre . “
„ Og hvad vandt vi så derved ? “ spurgte clerck ,
idet han tog sig en slurk af kruset . „ En ladning
tømmer , eller , når det blev højt , nogle Tønder
tjæere og tør eller saltet fisk ! Puh ! Nej , vi må have
en tysker med roslokker øl , vine , silke og
sådanne gøde sager , og for at så ham , kan vi ikke
ligge bedre end vi gør . Forresten er det bedst , at
du gemmer dine gøde råd fil jeg beder dig om
dem , eller du selv får „ Falken “ at føre . Det er
dumt vrøvl , at ler er sendt advarsler fil skibene
syd fra . Hvorledes skulle det gå fil ? I din visdom
har du overset , at alle skibene syd fra have haft
modvind al den tid vi have ligget her , på en
enkelt dag nær , og da stod vinden for kort fil at
de kunne komme op . Vi må snart få søndenvind ,
og så vil alle dine sorger for mig og mandskabet
være forbi . “
Med disse ord rettede skipperen sig i sin
hele størrelse og viste en kæmpehoide og muskelkraft ,
der rimeligvis havde bidraget fil at forskaffe
ham den plads , han indtog ; men heller ikke styrmanden
var en Karl at kimse af , og i det hele faget var det
velvoksne , stærkbyggede mænd , som fandtes ombord .
Kaptain clerck var en franskmand af fsdsel ,
medens styrmanden var en svensker . Sproget , de
og mandskabet talte , var en jargon af alle mulige
sprog , hvoraf dog hollandsk var det fremherskende .
„ Mon virkelig den jolle vil ud til os ? “ bemærkede
clerck efter den lille pause , som hans ord til
styrmanden havde fremkaldt . „ Lad os holde en
båd klar til at tage ham , om han vil sejle forbi .
Det er mig magtpåliggende , at jeg får underretning
om , hvordan det står til i Bergen . “
Disse ord gjaldt en lille jolle , der virkelig
syntes at styre hen imod skibet , som om den ville
til det . Da folkene ombord i en uge ikke havde
set noget fartøj i sin nærhed , stort eller lidet ,
endsige noget , der lod til , at ville til det , vakte dette
hele mandskabets opmærksomhed , og selv terningkasterne
standsede med deres spil , for at se , hvorhen
jollen styrede .
Da den kom nærmere så man en mand sidde
til rors ; men jollens fart var så uregelmæssig ,
at alle sømændene ombord let kunne indse , at det
ikke var nogen kyndig hånd , der styrede det lille
farten , hvis eneste sejl heller ingenlunde stod efter
kunstens regler tilsøs .
Naturligvis fremkaldte alle disse iagttagelser
alskens vittige bemærkninger , medens jollen nærmede
sig briggen , og alle imødeså både med glæde og
spændt forventning dens ankomst . Meget rigtig
vedblev også jollen sin fart hell fil fribytteren ;
men da manden var kommen skibet på siden ,
sfete hans manøvre så kejtet , af han ville
være dreven agter ud , dersom man ikke havde tilkastet
ham et toug , hvorved han endelig halede sig hen
fil det . “
„ Hvad er du for en fist “ , råbte styrmanden
ned fil ham , idet han og mandskabet kastede spørgende
blikke ned i jollen , eller sagde vittigheder på den
ankomnes bekostning .
Denne var en ung mand under middelhøjde og
af et meget enfoldigt udseende , klædt i de norske
landboeres almindelige dragt .
„ Jeg har ingen fisk , men jeg har lammekød ,
om i vil købe det “ , sagde bonden og så op fil de
mange ansigter , der stirrede ned på ham .
„ Ja vel vil vi det “ , svarede styrmanden , „ kom
kun op med det . Hvad fanden er det , du tager
dig for “ , spurgte han forundret , da han så bonden
fylde sine lommer med en mængde stene , der lå
i bunden af jollen , fra en valnøds størrelse fil en
knyttet næves .
„ 3h , jeg vil have mine skydevåben med mig .
Det er ikke så lige , af gå ubevæbnet ombord fil
jer med sådanne brumbasser på siderne . “
Dette indfald fremkaldte naturligvis en skraldende
latter ombord , og alle glædede sig fil en udmærket
spas med deres gjcest .
Endelig syntes denne , af være bleven vel forsynet
med sine primitive skyderedskaber , thi hans store
koftelommer struttede ud fil begge sider som om det
havde været kornsække , og nu langede han først sit
kød op på skibet , hvorefter han blev stående og
gloede opad .
„ Ih , for fanden , hvorfor flynder du dig
ikke “ , spurgte styrmanden .
„ Ih , for fanden “ , vrængede han efter ham ,
„ hvorfor stikker du ikke en tougsfige ned fil mig ,
som man har på andre store skibe . Tror du , af
jeg kan kravle som en flue op ad en væg ? “
„ Vi har ingen stiger her ornbørd “ , svarede
styrmanden leende , idet han nu og siden forklarede
sine kammerater , hvad le ikke forskede af bondens
tale , „ men hold nu dygtig fast ved denne ende , så
skal vi hale dig ombord . “
„ Men hvad skal jeg gøre ved jollen imedens ? “
Spurgte bonden betænkelig .
„ Ih , kast linen til os , så skal vi gøre den fast
i vanterne “ , svarede styrmanden .
„ Vanterne ! “ udbrød bonden forundret , „ det
skulle hjælpe godt ! I kunne ligeså godt binde den
om jerre huer . Her er linen og hid den om
brumbassen over mit hoved ; han kan bedre holde
på en jolle end alle jerre vanter tilhobe , og vent
så til jeg har spyttet i nærverne . Så , hal nu til ,
au , au , mine skinneben . Det var dog fanden til
rejse . “ Lystigheden var nu bleven almindelig ombord
og alle bød ham velkommen , da han trillede ind på
dækket , hvorved flere stene rullede ud af hans
lommer .
Bonden puttede disse ivrig ned igen , hvor de
vare komne fra ; derpå rejste han sig møjsommelig
op , omringet af hele skibets bescetniug .
„ Å , mine arme skinneben “ , gentog han igen ,
idet han heftig gned dem med begge hæenber . „ Er
det en måde , at hjælpe folk ombord på ? Du kan
vide , at jeg skal huske dig det “ , vedblev han , vendende
sig til styrmanden , „ hvor lang du så er , og om
du så ti gange er skipper ombord . “
Alle lo og beklagede styrmanden .
„ Men , hvor er min krop ? “ spurgte bonden
pludselig og så sig forskrækket om i kredsen .
„ Fol på dig selv , så finder du den nok “ ,
bemærkede en af mandskabet leende .
„ Føle på mig ! har jeg lammekroppen hos mig ?
I har jo taget imod den og enten skal i give mig
den igen eller penge før den . “
„ Er det før at sælge den , du er kommen herud ? “
Spurgte styrmanden .
„ Ja , hvorfor ellers og i skal så den før godt
kjob , før jeg selv har ingen nytte af den “ , svarede
bonden .
„ Kan du da ikke spise lammekød ligeså godt
som vi andre , “ spurgte styrmanden forundret .
„ Io , men jeg spiser aldrig kjod af selvdøde lam “ ,
svarede bonden oprigtig .
„ Hvad før noget ! Er du gal ! døde fåret af
sig selv ? Og det vover du at sælge til os ? “ udbrød
styrmanden med forstilt vrede , medens hele mandskabet
skoggerlo .
„ Er det at tage på vej før ? “ spurgte bonden
uforfærdet . „ I kan jo lade være at købe den , før
så smider jeg den i søen . Jeg vil ikke sejle hjem
med den igen . “
„ Men hvorledes kunne du tro , at vi ville spise
kødet af dit selvdøde får “ , indvendte atter styrmanden ,
tilsyneladende lige vred .
„ Å , jeg har set jer ligge så længe herude , at
jeg tænkte , at i vare svært lystne efter fersk kød ,
selv om det var af et selvdødt lam “ , svarede bonden ;
„ men ærlig ville jeg være og sige det forud .
Vil i så have den eller ikke ? “
„ Hvad hedder du ? “ spurgte kaptajnen .
„ Christian Olesen “ , svarede bonden ; „ men
man kalder mig også Christian degn , før jeg
synger godt . “
„ Syng os en vise “ , sagde styrmanden .
„ Ia giver i et krus dl , til at væde halsen
med ? “ spurgte bonden . „ Ih , se hvilket fint krus .
Jeg har aldrig drukket af tin før . Mig forlov . “
„ Hold dine fingre fra det krus og ræk ham
et af dem derhenne “ , sagde styrmanden barsk .
„ Jeg beder mange gange om forladelse “ , sagde
bonden betuttet . „ Ja , jeg tænkte nok , af det var forfint
før mig ; men er øllet bare godt , så er det
mig lige et , hvoraf jeg drikker det . —tak , tak ! å ,
hvor det qvæger ! men må jeg virkelig drikke det
altsammen ? Tak , mange tak ! Ja , så gør jeg det
også “ , vedblev han , da man havde betydet ham , af
han gerne måtte tømme kruset . „ Sådant øl har
jeg aldrig drukket før . “
„ Kunne du have lyst til et krus til “ , spurgte
en af mandskabet , der så , af det stærke øl havde
begyndt af gøre virkning på bonden .
„ Om jeg har ? “ svarede han ivrig . „ Jeg sætter
gerne min mund til tappen og lader det løbe .
Sådant øl får jeg ikke hver dag . Men hvor meget
koster det ? “ spurgte han forsigtig .
„ Å , du kan jo give os lidt køb på dit
lammekød “ , svarede styrmanden , „ så er det betalt ! “
„ Jeg drikker det gerne op , før så har jeg jo
nogen fornøjelse deraf . O , Sidsel , Sidsel “ , vedblev
han triumferende , idet han svang et nyt krus
over sit hoved : „ Du kaldte mig et fæ , fordi jeg
ville herud — nu skulle du se mig , hvilken Karl
jeg er ! “
Han trallede en vise og dansede rundt med
kruset i begge hæeuder . Så drak han lidt , dansede
og sang igen -- bestandig under mandskabets
ustandselige latter , indtil han også havde tømt dette
krus .
„ Hej , hvormange master har denne skude ? “
Råbte han som det synes mere end halvdrukken . „ Er
der to eller tre eller sire ? og sikke noget deroppe !
må jeg krybe op ad stigen . Jeg kan ganske vist se
Sidsel deroppe . “
Med glæede gav man ham den attråede tilladelse ,
da man nu først ventede rigtige løjer af
ham .
Han dinglede hen til vantet og begyndte at
kravle op med en drukken mands hele ubehæendighed .
Da man straks så , at han var ubevandret med flig
klattren , fremkaldte hans keitethed endog et smil
på den alvorlige fribytterkaptains ansigt , medens
mandskabet skoggerlo ligeså ustandselig som bonden
brugte munden .
„ I må have eders flag hsiere op “ , råbte han
ned til dem , da han midt på vantet så en af
kaptajnens røde trøjer , som var hængt derop til
tørre og løste den af .
„ Hold nu op med den kommers , i grinebidere ! “
Vedblev han atter , „ eller i skal få lidt af grine af ,
når jeg først er deroppe . “
„ Hurra ! her er jeg ! “ vedblev han : „ Å hvor i er
små mod mig . Kom herop med et krus dl , så
skal jeg flage for eder . Hvad griner du af , dit
lange spektakkel ! Tag den til din fornøjelse ! “ og
dermed kastede han en sten ned i hovedet på
styrmanden , hvem den traf midt i ansigtet så han
tumlede .
da mandskabet undte ham det vel , blev latteren
endnu højere . „ Nå , i vil også have noget af
grine af ! “ skreg han . „ I har nok glemt , af jeg tog
mine pistoler med mig . “ Og nu begyndte han af
kaste stene ned i hovedet på mandskabet , som vel
sprang til side for enkelte , men også fik flere alvorlige
contusioner .
„ Hold op dermed , i djævelens skind og ben ! “
Skreg styrmanden , der ligesom det øvrige mandskab
blev ked af dette bombardement , „ eller vi kaste dig
på din Hals i havet . “
„ Kom herop om i kan ; jeg skal snart få filet
tougstigen over “ , svarede bonden forbitret og svang
en kniv i luften . „ Hvad gaber du efter ? “ skreg han
ned til kaptajnen , som han hidtil havde forskånet .
„ Kan du gabe over denne roe “ , og dermed kastede
han en sten efter dennes hoved , men da kaptajnen
gjorde en rask bøjning med dette , undgik han at blive
ramt .
Lystigheden var nu bleven forandret til forbittrelse
hos mandskabet , men ligeså vildt dette
bandede og støjede , ligeså ivrig blev Christian
degn , som man nu så var overstadig drukken og
den ene sten efter den anden fløt ned i hovederne
på matroserne , hver gang ledsaget af en strøm af
hans skældsord og forbandelser .
„ Lad os få ende på dette spil , kaptajn , og
lad et par mand gå tilveirs og hive den ondskabsfulde
knegt overbord “ , sagde styrmanden forbitret ,
efter at bonden havde ramt ham med en ny sten .
„ Så ødelægger han os vanterne , i det mindste
på den ene side , og det kan blive os en slem
historie , om et skib kom i det samme “ , svarede kaptajnen ,
„ det ville heller ikke være løn til ham som
forsfyldt .
Hej , Robert , hiv hans jolle los ! og gå alle
mand ned at skaffe . Han bliver så snart ked af at
være deroppe og når vi så få ham ned , kjølhale
vi ham et par gange , at han kan få øllet af
hovedet og beholde ham som dcekspuler . Det er
meget bedre . “
„ Hej , min iolle “ , streg Christian , da han
så jollen drive . „ Ser i ikke , hun driver , vil i
hundetampe ikke efter den . Herud , herud “ , og nu
begyndte bombardementet igen til der ikke var flere
folk på tækket .
„ Hurra , sejr , sejr ! “ streg han nu , „ Seirsflaget
op ! “ og snart udfoldede kaptajnens unævnelige sig i
den friske vind . Han tog nu en pibe op af lommen ;
dansede , blæste og streg „ Sejr “ , uafbrudt , men havde
altid en sten på rede hånd , hver gang nogen
lod sig se enten i kahytskappen eller i forlugen .
„ Hvorlænge mon den slyngel således kan skabe
sig ? “ spurgte kaptajnen , der havde sat sig til at spise
med styrmanden i kahytten .
„ Jeg tænker , det ender med , at han dratter ned “ ,
svarede denne .
„ Han måtte selv suste , at han gjorde det “ ,
bemærkede kaptajnen koldt — „ men hvad i hede
helvede er det ? “ råbte han , da han pludselig så en
flok ubekendte mænd , bevæbnede med huggerter og
dxer , foran kahytskappen .
Larmen i Merset var også i samme nu hørt
op og ligeså uventet stod den drukne Christian
degn og kiggede ind fil ham med en lang kniv i
sin hånd .
— „ Velbekomme middagsmåltidet , kaptajn
clerck ! “ råbte han muntert ned fil ham . „ Bliv bare
ved af spise ; thi op kommer i ikke alligevel . Ingen
vrsvl , styrmand , ellers bliver det dig , der kommer
overbord og ikke mig . Skuden er min ! Mandskabet
forude er spærret inde , ligesom i ; men i skal inden
aften komme ud igen . “
„ Vi sprænge skibet i luften “ , råbte styrmanden
med et truende blik .
„ Somi behager , gode ben “ , svarede Heinesen
leende , „ så har i alle sammen hurtig og sikker ende
på det . Vi skal nok bjerge os heroppe tænker
jeg . “ -
dermed smykkede han døren fil kahytten i og
overlod kaptajnen og styrmanden fil deres ingenlunde
lystelige betragtninger .
fjerde kapitel .
Før og siden .
Medens „ Falken “ med alle sejl fil scettcr kurs
efter Bergen , kunne læseren måske ønske af vide , hvad
der var gået forud for overrumplingen af soroverflibef ,
hvilken vi have søgt af gengive i overenstemmelse
med historiens beretning om denne virkelige
begivenhed .
Efterat Magnus Heinesen havde forladt
Christoffer Walckendorff , indfandt han sig efter
aftale hos Thomas braknæse , hvor han traf
sin ven Jonas tilligemed nogle andre ligesindede
kammerater , der havde anvendt tiden inden hans
ankomst fil af drøske det højst vigtige spørgsmål ,
om de ville få ham af se eller ikke ; thi de vidste
alle , af Mogens havde meget af svare fil og af
lehnsmanden ikke var fil af spege med .
Da de havde ventet en times tid og i dette
mellemrum indgået adskillige væddemål , om han
kom eller ikke , så endelig Jonas sin ven , hurtig
af bøje om hjørnet og ile ind fil dem . Et almindeligt
frydeskrig modtog ham , da han åbnede Deren
og da det dl , hvorom der var væddet , var opdrukket
på det sidste krus nær , tøvede Jonas ikke med af
forlange dette af værten .
Før Heinesen endnu havde fuldendt sin hilsen
fil de tilstedeværende , stod kruset på bordet og
han gjorde det så god besked som en mand burde
gjore , der med en tørstig sjæl som hans , endnu
klokken fire om eftermiddagen hverken havde nydt
vådt eller tørt den hele dag .
„ Hej , braknæse , lad os få en kande af den
bedste kryddervin , du kan lave , og resten af den
svinesteg , som jeg lugtede i går , men ikke smagte og
så min regning for det gamle — men snyd mig
ikke mere end sædvanligt , du røver ! her er penge
for mine venner og mig . Nap dig så noget , du
kamel ! “ Med disse fyndige ord slængte Heinesen
en håndfuld gode nye kroner på bordet .
Det er ikke let af sige , hvis forbavselse , der
blev størst , værtens eller gæsternes ; overraskelsen
var så grundig , af hvert glædesudbrud hendøde på
læberne , medens værten ikke glemte af skrabe pengene
til sig , idet han lovede hurtigst mulig ekspedition .
„ Men “ , udbrød endelig Jonas , da Heinesen
fiuppede sig ind ved hans side og slog ham glæededrukkxn
på skulderen , „ men hvorledes ? “ begyndte han
igen .
„ Hvorledes jeg er kommen til disse penge , kan
jeg tænke , du vil have af vide “ , svarede Heinesen ,
idet han afbrød sin ven , „ det er snart fortalt .
Hej , b r akn ce se ! lad os så noget øl til vinen
og stegen bliver færdig . Oppe hos lehnsmanden
traf jeg Heckel og to andre garper og lehnsmanden
forligte os således , at jeg fik disse penge og løfte
om flere til , når jeg altid ville vise mig søm disse
brave mænds sande ven , således søm jeg hidindtil
bestandig har haft før skik . —-thi ave skal der til ! “
„ Ja , det er nu en tyveløgn “ , udbrød Jonas ;
„ men det er det samme . Pengene har du og mad
og drikke få vi ; lad så fanden spørge , hvor de
kom fra . “
„ Det bedste ved det hele er , at i alle kan få
ligeså mange penge søm jeg har “ vedblev Heinesen
„ og det er ikke så få endda — se her “ , og nu lagde
han den ene håndfuld kroner på bordet efter den
anden , „ det kommer bare an på , om i vil
gribe til . “
Nu kom forundringsudbrudene først frem , ledsagede
af de ivrigste forsikkringer om , at det ikke skulle
mangle på god villie dertil hos nogen , når det
ikke kom an på andet .
„ Såmeget desto bedre “ , svarede Mogens og
puttede igen pengene i lommen , „ men nu skal vi
spise og drikke ; husk på , at jeg er fastende endnu ,
på de par mundfulde nær , jeg drak før . Når vi
så har spist , forlader jeg eder igen og dem , som så
vil med på det eventyr , jeg har for , møder hos mig
iaften kl . 8 . Der skal ikke mangle godt øl og
godt selskab . Her har du penge fil indkjobet ,
Jonas “ , vedblev Heinesen og rakte ham en håndfuld
kroner , „ lad der heller være for meget end for
lidet ; træffer i sammen med en brav Karl af eders
bekendtskab undervejs , så tag ham kun med ; thi
der bliver nok fil os alle alligevel , om Jonas ikke
kniber på skillingen . “
I det samme kom værten med maden og nu
sysselsatte denne de mere eller mindre hungrige gæster ,
medens Heinesen med en spøg eller en vittighed
undgik at svare på de mange nysgerrige spørgsmål ,
som rettedes fil ham under måltidet .
Såsnart dette var fil ende , rejste også
Heinesen sig og bød selskabet „ Farvel indtil siden “
Og forlod hurtig stuen , idet han endnu engang lagde
Jonas på sinde , „ ikke at spare på nogen ting “ ,
hvilket denne samvittighedsfuld lovede .
tilses . Alt er parat fil afrejsen . Kan jeg stole på
eder som i på mig . skal vi gøre en udmærket
prise . “
Da Heinesen mente , at mandskabet havde så meget
inde , som det vel kunne bære , gav han tegn
til opbrud og bød dem , af iagttage den dybeste
taushed for ikke af vække nogen opsigt . Han førte
dem nu ned til havnen , hvor de fandt en sforre og
en mindre jolle liggende , som han bød dem af fordele
sig i og gik imidlertid med et par mand hen i
et nærliggende ølhus , hvor der henlå en del
okser og huggerter , hvoraf enhver kunne vælge sin
efter bebag .
Han befalede af sætte fra land og under den
spænding , som det usædvanlige i den hele situation
fremkaldte hos mandskabet og den dermed i forbindelse
slående taushed , roede de ud af fjorden .
Da de havde forladt fjordmundingen , satte de
kurs imod syd og efter et par Miles sejlads ,
kom de henimod daggry til en lille klippes , hvor de
støde iland .
Heinesen førsamlede nu sit mandskab , fortalte
dem , af den berygtede fribytter clerck lå bagved
øens modsatte kyst , tæt ved land og af det var
hans hensigt , af overmande ham ; men da han ikke
kunne gøre det ved magt , måtte han bruge list .
han fortalte dem sin plan , som han indrømmede ,
ville blive for ham et spil på liv og død , uden
fare for dem .
Men han tænkte , det gik nok , såfremt de ville
være parate til at ile ham til hjælp , når de så et
signal i vantet over Merset og som rimeligvis blev
en bondekofte , som han til den ende havde ført med
sig , foruden andre klædningsstykker og en lammekrop ,
som mandskabet fra først af troede , var bestemt for
dem ; desuden lovede han , at give signal med en pibe ,
hvorfor de måtte bruge både dren og dine .
Da det imidlertid var for tidlig , at begynde på
vovestykket , udstillede han et par skilvagter for uformærket
at holde øje med sørsveren og lagde sig
derefter med det øvrige mandskab til at sove nogle
timer .
Hen på formiddagen bød han kammeraterne
farvel , formanede dem endnu engang til årvågenhed ,
hurtighed og mod , klædte sig i hast i den medførte
bondedragt , sprang i den mindste jolle , som han
iforveien havde ladet mandskabet kaste en del småsten
i og stod med et sorglest sind ud i søen . Det
dvrige er bekendt .
Vi ville antage , at „ Falken “ under denne meddelelse
er kommen ind i Bergens havn . Da byen
havde været som blokeret i et par uger på grund
af sørøverens næervcerelse , opvakte skibets ncærmelse
et vist røre og dette voksede ikke lidet derved , at
man så , at det var et bevæebnet skib , der styrede
ind i havnen og alle vegne fra stimlede man til for
at se , hvem det kunne væere , hvad han førte med sig
og hvorfra han kom .
Det varede ikke læenge , før man fra land kendte
flere af skibets besætning , som nogle af byens
værste spektakkelmagere og mest forvovne krabater ,
men der hengik længere tid , før man i bondemanden
genkendte den ikke mindre velrenomerede Magnus
Heinesen og nu løb hans navn om fra mund til
mund , idet alle følte , at han var mesteren for det
hele . At det imidlertid skulle være den berygtede og
almindelig frygtede sørøver clerck , som han bragte
til byen ligesom en Bjørn i sit bur og hele hans
ville mandflab med ham , overgik selv den drisfigsfe
tanke .
Christoffer Walckendorff var netop gået
sig en spadseretur med hans Lindenow og kom
tilfældigvis til havnen , da rygtet om Magnus
Heinesen og hans kammeraters ankomst var på
alles læber . Dreven af en letførståelig nysgerrighed ,
gik lehnsmanden hen imod bolværket , hvor
enhver , trods træengselen cerbodig gav plads for
den højt ansete herre og således stod disse tre
mænd , der spille så mærkelige roller i Magnus
Heine se ns sørgelige drama , foranlediget ved opbringelsen
af hans sidste prise , ansigt til ansigt
ligeoverfor hinanden , da den første indbragtes i den
selvsanime havn af den kække eventyrer .
„ Velkommen i Bergens havn , Mogens
Heinesen “ , råbte Walckendorff ud til skibet ,
da han så , at han var bleven bemærket af dets
fører , der crrbødig havde blottet hovedet før den
høje herre , så snart han blev ham og hans
Lindenow var : „ Hvilket skib er det , du fører
herind til os og hvad består ladningen af ? “
„ Ladningen består af lutter fribyttere , strenge
Herr lehnsmand , og fremmest blandt disse er clerck
selv , på sit eget skib „ Falken “ , råbte Magnus
Heinesen lystig ; men næppe var dette kommen til
alles kundskab , før et vældigt hurra rystede luften
langs hele bryggen , ja selv tyskerne stemmede i med ,
i deres første glædelige overraskelse .
„ Har du så vigtig og uregerlig en last ,
Mogens , er det nok berst , at jeg hjælper dig at
losse den , “ svarede Walckendorff muntert . „ Tillykke ,
tappre , unge mand ! og tillykke enhver , der har
hjulpen til med denne berømmelige gerning ! Jeg
går nu hjem før at sende dig en Trup knæegte og
selv venter jeg dig i morgen ved denne tid , for af
børe beretningen om dit eventyr af din egen
mund . “
Efterhånden samledes en mængde mennesker
nede i havnen , der snart opfhldtes af folk af enhver
alder , stand og køn , så af kncægtene havde ondt
nok ved af bane sig vej igennem trængselen hen til
skibet .
Såsnart de vare nåde derhen , fordelte anføreren
sit mandflab dels på dette og dels på
bryggen udenfor det og nu åbnede Heinesen
forlugen , for af lade de fangne sørøvere komme op .
De adløde nden vcrgring ; nogle med et trodsigt
mod , andre med tilsyneladende lystighed , men
enkelte også i indædt harme , der tydelig udtalte sig
i det blik , hvormed de så på Heinesen , der
imidlertid ikke lod til af lægge mærke dertil . Efter
af disse vare blevne forsvarlig bagbundne , kom raden
til gæsterne i kahytten ; men her iagttog man en
større forsigtighed og stod nied sværdene rede til
slag , da Heinesen lod kahytskappen åbne og
befalede de indespærrede af komme op .
Ingen svarede .
„ De er da ikke slupne v « k “ , spurgte høvidsmanden
urolig .
„ Å , kom nu bare op uden videre vrøvl “ , sagde
Heinesen i kapersproget og kiggede forsigtig ned i
kahytten : „ vil du skjule dig styrmand , må du
trække dit ene ben til dig . “
Den samme taushed .
„ Hvad fanden skal vi gøre for at få dem ud ? “
Spurgte høvidsmanden igen .
„ Å , vi finde vel på råd “ , mumlede h eine sen .
„ De vil mig tillivs , det er det hele , og for øvrigt
gøre den ulykke , de kan , da de nok kan indse , at
det koster lige meget . „ Nå , har i ikke betænkt eder
endnu ? “ spurgte Heinesen atter i kapersproget og
stak hovedet hen til kahytsåbningen , „ eller skal jeg
vise eder , hvorledes man ryger rotter ud af et
skib ? “
Med disse ord stak Heinesen hovedet lidt
længere frem , rimeligvis for at se , hvad virkning
hans sidste ord havde gjort ; men i samme øjeblik
sprang clerck til og greb Heinesen med begge
hænder i koftekraven for at hale ham længere
ned , medens styrmanden stod parat med en lang
kniv bagved , for at slode den i Heinesen ved
første lejlighed , forudsat man ikke ville bemægtige
sig ham levende , for at have ham som et gidsel ,
hvorved de håbede at kunne slippe for bedre køb .
Heinesen gjorde et kraftigt ryk tilbage og heldigvis
var koften , han havde på , så gammel af
dens skrøbelighed ganske vist blev hans frelse .
Heinesen faldt tilbage ved sin hæstige anstrengelse
og clerck behøldt kun stumperne af
køftekraven i sine hændet ; men førend han endnu
kunne træekke sig tilbage igen , havde jvnas maibøm
slået sin vældige ncæve øm sørøverens ene håndled
og nu begyndte en ny træekkekamp på liv og død .
Clerck stred naturligvis imød af alle kræefter
og hans styrmand høldt øgså på ham søm en
brav Karl , med kniven mellem tæenderne , men
kampen var altfør ulige til af den kunne vare længe
og efter nøgen rykken frem og tilbage , blev clerck
ved førenet bistand halet øp på dækket og i en
håndevending bagbunden .
„ Nu nok af det gjøglespil “ , sagde Heinesen
vred : „ En øm en og tø øm fanden “ , og med
disse ord var han , før nøgen anede det , nede i
kahytten hos den tilbageværende styrmand .
„ Er det mig , du venter på , så har du mig
her “ , udbrød Heinesen og svang sin kniv i en
ubehagelig nærhed af sørøverens næse . „ Bliv kun
deroppe “ råbte han op til Jonas Maibom , da
ban bemærkede , af denne ville stige ned til ham , „ vi
kan nok afgøre vort mellemværende alene . “
Styrmanden var bleven aldeles slået af
Heinesens mod .
„ Må jeg beholde livet ? “ spurgte han .
„ Det råder lehnsmandenfor “ , svaredeheinesen ;
„ men gør du mere vrøvl , skal du klæede stejle og
hjul , hvad du så ellers kan flippe med .
Nu straks kniven på gulvet og op til de
andre , om du ellers vil dit eget vel “ — og så
kraftig virkede he ine tens uforfærdethed og bydende
ord på denne rå natur , at den kæmpestore mand
adlød som et barn og lod sig rolig binde .
Høvidsmanden stillede nu en fange imellem to
og to knlgte og snart førsvandt den hele ræelle i det
bølgende mennefkehav , af hvilket en stor del fulgte
bag efter den børtdragende skare , under huien ,
forbandelser og ville skrig .
femte kapitel .
Et nyt kapertog .
Hein es ens beboelseslejlighed tilbød så
få bekvemmeligheder for ham , er det intet under ,
at han og hans ven , Jonas maib om , flyttede
ombord på „ Falken “ , hvor le toge fast ophold , og
vi sinde dem således , -nogle dage efter skibets
erobring ' , en morgen ved frokostbordet i skibets
lille kahyt , samtalende om gårsdagens , inklusive
den sidste nats begivenheder , og liggende planer
for den kommende tid .
„ Har du ellers lagt mærke til , Mogens ,
hvor flittig borgens kvinder nu vandre op og ned
ad bryggen— ved du , hvoraf det kommer ? “ spurgte
styrmanden under denne passiar .
„ Bryggen har jo altid været det mest besøgte
sted både af mænd og kvinder i deres ledige
timer “ , bemærkede Heinesen ligegyldig .
„ Jamen , nu er den bleven det endnu mere “ ,
førsikkrede Jonas , „ og årsagen dertil er alene den ,
at alle kvindfolk er så forhippede på at se dig ,
så der ingen ende er dermed . “
„ Jeg tror , duprimer “ , sagde Heinesen leende .
„ Å , det ved du bedre , at jeg ikke gør “ , vedblev
styrmanden , „ og vil du have yderligere vidnesbyrd
herom , så kunne du tjene Børge med at sige ham ,
hvornår du engang vil være at se på dækket
eller et andet sted . “
„ Hvad i alverden kommer det Børge ved “ ,
udbrød Heinesen forundret , „ jeg ved da , at han
intet kvindfolk er , og tilmed ser mig hver evige
dag . “
„ Det er naturligvis heller ikke ham , der vil se
dig “ , svarede Jonas leende ; „ men han har en
kæreste , der tjener hos en fornem mand , ved navn
Aksel Gyntelberg , og hans døtre er så forgabede
i dig siden historien med cl erck , af de endelig
vil se dig , og da de nu er gåde forgæves to
gange , have de anmodet Børge om , af lade dem en
tid vide , hvor han tror , du er af træffe . “
„ Gud velsigne de søde pigebørn “ , svarede
Heinesen smilende , „ jeg vil ikke alene vise mig for
dem i min bedste stads , men også byde dem
ombord med , og de må endda selv bestemme tiden . “
„ Såmeget desto bedre “ , svarede Jonas ; „ hvornår
må så Børge sige , af de kan komme ? “
„ Lad mig se “ , svarede Heinesen eftertænksom ,
„ i dag kan det nu ikke fle ; thi skal jeg have dem
ombord , vil jeg også have flere , og derfor skal jeg
nærmere bestemme dagen . Jeg har desuden nogle
sager af afgøre hist og her i byen , så jeg ved
ikke , når jeg kommer tilbage på „ Falken “ igen .
Men alligevel ønsker jeg , af mødes med dig oppe i
byen , og vil du være klokken fire ved — lad mig
se — indgangen til domkirken , så skal du straks
træffe mig der . “
„ Hvad for noget ! ved domkirken ! hvad stikker
dig nu , Mogens ? “ spurgte Jonas forundret .
„ Er ler ikke øltappere i den kant af byen , må
jeg spørge ? “
„ Vi ville også siden besøge øllapperne ,
Jonas “ , svarede Heinesen ; „ men nu vil vi døg
mødes der — du ved , af jeg altid har mine egne
veje . “
„ Du skal da aldrig ind af have bryllup ,
Mogens ? “ spurgte Jonas , som ikke kunne få
denne indgang til domkirken ud af sit hoved .
„ Ja , hvem kan vide det , Jonas “ , svarede
Heinesen leende , „ det er derfor også bedst , af du
isører dig den bedste stads , du har . “
dermed forlod de gode venner kahytten for af
gå hver til sin gerning , idet Jonas mumlede ved
sig selv : „ Den kirkeport , den kirkeport ! der stikker
ganske bestemt noget under , hvad det så er . “
„ Nu er en af Mogens Heinesens folk herude
og hilser fra Børge , af jomfruerne kan få hans
kaptain af se om en times tid “ , rapporterede Aksel
Gyntelbergs tjenestepige igennem den åbne dør
-ind til husets damer , som rimeligvis befandt sig
derindenfor .
„ Det var dog yndigt “ , lød det fra en kvindelig
stemme , „ lad manden komme ind til os , at vi kan få
nærmere besked . “
„ Vil i virkelig være så ufornuftige , børn “ ,
hørte man nu en mandlig stemme udtale sig ; „ indser
i dog ikke det upassende i , at unge piger gå på
gaden , blot for at møde en fremmed mand , og den
ilde omtale , i derved udsætte vort hus for ? “
„ Gud ! Fader “ , svarede nu en anden dame , „ hvad
ondt er der dog deri ? Vi gøre jo kun , hvad alle
kvinder gøre i Bergen . Desuden ved ingen ,
hvorfor vi gå ud , og en vandring skal vi jo dog
foretage os alligevel . “
„ Men , når i gå ned på bryggen , sige straks
alle , at det er for Mogens Heinesens skyld “ ,
svarede Herren igen . „ Jeg talte i går med slotsskriveren
og han sagde , at der nu findes fast flere
kvinder på bryggen end søfolk , hvad tid man
end kommer der . “
„ Å , det er blot fordi han er bange for , at
Mogens Heinesen skal snappe Cecilie fra Hain “ ,
svarede den af damerne , der først havde talt ; „ det
kan vi sket ikke regne . “
„ Peder Hansen bor da også ved havnen ,
og det kan vel være , af det er ligeså meget for hans
skyld som for kaptajnens , af Inger er så ivrig
for af komme derned “ , hørte man nu en fredie
stemme bemærke , hvilken formodentlig lithørte den
omtalte Cecilie .
Nu blev døren skudt langsomt op , og en ung
sømand viste sig i dens åbning .
„ Med forgunst af melde “ , sagde han , idet han
bukkede let for fire unge damer og en aldrende
herre , som befandt sig i værelset , „ så er det ikke i
havnen , de kan træffe Mogens Heinesen i dag ;
men om de vil ulejlige dem hen forbi indgangen
til domkirken , så kan de finde ham der — nu om
et qvarterstid . “
„ Gud , nu har bestemt Børge fladdret af skole ,
og dertil forstået os galt “ , udbrød den ene dame ,
ker siden viste sig , atvcære den omtalte Cecilie , „ og
kaptajnen har opfattet det som et stævnemøde . “
„ På ingen måde , crrede jomfru “ , skyndte
sømanden sig af berolige hende , idet han atter
bukkede , „ Børge har luret ham af , af han netop
har et stævnemøde med en ung , skøn jomfru , som
faderen nægter , af give sit samtykke til af indgå
wgteskab med kaptajnen , og så mente Børge , af
jomfruerne havde dobbelt fornøjelse af turen . “
„ Ja , det har han rigtignok ret i “ , svarede den
søster , der kaldtes Inger , ivrig . „ Skynd eder og
lad os komme afsted . “
Nu gjorde også de tvende søstre sig rede til
af tage deres tøj på .
„ Men vil du ikke med , Sophie ? “ spurgte
Inger , „ vil du nu være sncerpet igen ? “
„ Jeg vil ikke gå et fjed for et mandfolks
skyld “ , svarede Sophie bestemt , „ og har som i
ved , haft nok imod , af blive slæbt ned ad bryggen ,
dengang i andre gik derned for af se kaptajnen . “
„ Du er den fornuftigste af alle dine søskende ,
mit barn “ , bemærkede den gamle herre , der siden viste
sig , af være avelsmanden Aksel Gyntelberg selv ,
en velstående mand , men en svag fader lige overfor
sine børn , „ og det har du altid været , skønt du
er den angste af eder alle fire . Gå du nu ud og
5 '
sat mad og drikke på bordet før den unge mand
hist . Kom kun nærmere , min gut , og fortæl mig
lidt om din kaptajn og hans bedrift . Jeg er lam
og kan ingenvegne komme , og derfor hører jeg ikke
stort andet fra dderverdenen end hvad jeg kan opfange
af mine børns muntre samtaler . “
„ Lad blot tøjet ligge på bordet , Sophie ; vi
komme straks igen ; ellers blive vi aldrig færdige til
imorgen “ , udbrød Inger , da hun så , at hendes
søster ville flytte noget sytøj bort fra den ene
ende af bordet . „ Farvel , farvel så længe “ , med
disse ord ilede de tre unge piger , under spøg og
latter , ud af huset .
„ Sæet dig nu ned her , min gut , og fortæl
mig lidt , — var du selv med , da Mogens tog
„ Falken ? “ , spurgte Aksel Gyntelberg . „ Nå , der
er Sophie allerede med maden ! tag nu for dig ,
som du har lyst til . “
Den unge sømand lod sig ikke indbyde to
gange , og imedens tog Sophie atter fat på sit
sytøj .
„ Det er enmangde stads , her ligger udbredt “ ,
bemæerkede sømanden ; „ jeg kan tænke , at jomfruerne
skal med til ballet i morgen på rådhuset . “
„ Ja vist skal de det “ , svarede den gamle herre ,
„ de unge piger skal jo dog have nogen fornøjelse
af og til , og da det er tvende brave unge mæend ,
som have indbudt dem , har jeg heller intet
derimod . “
„ Det er sagtens Peder Hansen og slotsskriveren ,
som har budet dem “ , bemærkede sømanden
med et smil .
„ Hvoraf ved du dog det , min gut “ , spurgte
den gamle herre forundret .
„ Ih , jeg gjæetter mig til det efter det , jeg hørte
før “ , svarede den unge mand ; „ men de to andre
jomfruer er virkelig for smukke til af skulle gå i
købet med deres to søstre , og var jeg blot fin
nok dertil , ville jeg øjeblikkelig bede begge jomfruerne ,
af være mine damer ; men en simpel kapergast kan
aldrig få den 2ere , af komme på et så fint bal ,
endsige danse med så fornemme jomfruer . “
„ Enhver er god for sig , min gut “ , svarede
Aksel Gyntelberg godmodig , „ og hvad du ikke
nu kan nå , kan måske lykken bringe dig sidenhen ,
når du stræber ærlig efter den . “
„ I ethvert tilfælde takker jeg på min søster
Annas og egne vegne for din gode villie “ , sagde
Sophie venlig ; „ men vi kunne jo ej engang have
modtaget tilbudet , da vi alt er indbudne , hver af
sin kavaler , der flet ikke har behøvet at byde os med
for vore søstres skyld , så jeg ikke kan erkende , at
Anna og jeg gå i købet med som du sagde .
Vidste jeg det , tog jeg ikke med “ bemærkede hun
lidt spidst .
„ Jomfruen må virkelig tilgive mig denne bemærkning “ ,
svarede sømanden , der i samtalens
løb havde kaldt sig Rasmus og som var bleven rød i
hovedet ved denne velfortjente tilrettevisning ; „ jeg
talte af bare misundelse , da det fortrød mig , at to
herrer kunne hver få to så skønne jomfruer at
danse med i morgen aften , medens jeg må nøjes
med , at stå udenfor og kige op til vinduerne , indenfor
hvilke de svinge sig . “
Retsom Sophie ville til at svare , kom de unge
piger tilbage og idet de toge tøjet af , udbrød jomfru
jnger : „ Nej , gud ! hvor han er ækel , og den
skønne , han ventede på , så vi ikke noget til . “
„ Jomfruerne skulle blot have givet tid “ , bemærkede
sømanden ført .
„ Jeg havde nu tænkt mig ham ganske anderledes “ ,
begyndte Cecilie , „ og navnlig blev jeg forundret
over , at han er så høj og svær , da de andre har sagt ,
at han var en mand af middelhøjde . “
„ Å , meningen om højde og drøjde er jo
højst forskellig “ , bemærkede sømanden atter , „ en
kaperkaptajn skal være stor og stærk , må jomfruerne
tro , da han ellers ikke kan magte sit mandflab . “
„ Og så dum , han så ud “ , tog nu Anna
ordet ; „ denne store mund og dette brede ansigt ,
tykke hænder og kluntede fødder — ja , han er
rigtignok ækel , så det kan forslå . “
„ Jeg kan ikke få i mit hoved , at den mand
kan se så dum ud , der kunne fange clerck , på den
måde , som Mogens Heinesen gjorde “ , undskyldte
Sophie ; „ men sagen er , at i har haft for høje
tanker om ham — og så må han nu lide derfor . “
„ Ja , jeg må nu byde farvel og takke for denne
gang “ , sagde den unge sømand og rejste sig fra
sin stol . „ Jeg gjorde denne afstikker for min
kammerats skyld , som ikke selv kunne komme , og
træffer kaptajnen mig ikke ombord , kunne jeg vente
mig en alvorlig lussing . “
Den næste morgen overraskedes de unge damer
ikke lidet , da en ung sømand , ved navn Einar ,
lod sig melde , med „ en flittig hilsen “ fra sin kaptajn ,
Mogens Heinesen , som indbød de to jomfruer ,
Sophie og Anna Gyntelberg , til af følge med
ham til ballet på rådhuset samme aften .
Damerne blev langt mere forlegne end glade
ved denne indbydelse , og den unge mand , en knøs
med et opvakt ansigt , måtte ind til den gamle
herre for af gentage indbydelsen .
„ Hvorfra kender din kaptajn mig og mit hus ?
min gut “ , spurgte Aksel Gyntelberg ; „ det overrasker
mig , af han viser os så megen opmærksomhed . “
„ Det ved jeg ikke “ , svarede Einar rask ; „ jo
stop lidt ! han lod et par ord falde om , af han
havde set dem i går . “
De tre søstre , der havde været så længselsfulde
efter af se kaptajnen , blev endnu mere forlegne ;
Sophie kunne derimod ikke undertrykke en munter
bemærkning , idet hun lo højt over deres forlegenhed .
„ Tænkte jeg det ikke nok “ , sagde den gamle
herre helt gnaven ; „ det er følgen af eders usalige
lyst fil at løbe på gaden ; men jeg vil før fremtiden
heller ikke vide deraf at sige . Nå , sig nu , at han er
— er — ikke kan bruge sine dine , skulle jeg sige .
Nej , hils din kaptajn “ , vedblev Aksel Gyntelberg ,
„ og sig ham , at mine døtre alt have modtaget en
indbydelse fil i aften , men at han vil glæede mig ved
at besøge mig , da jeg ikke kan komme fil ham , før
at takke ham , eftersom jeg er lam på begge mine
ben . “
„ Jamen , så skulle jeg også hilse fra kaprainen ,
om han måtte have den lere , at træde den første
Dans med jomfru Sophie “ , sagde Einar , der
lod ul at være vel instrueret .
Nu steg forbavselsen endnu højere , og raden
kom fil Sophie at blive drillet .
„ Det må være en fejltagelse , min ven “ , sagde
hun smilende , „ Du husker bestemt fejl . Jeg har
aldrig set din kaptajn eller han mig , hvorimod han
meget rigtig har set min søster Anna , så det er
rimeligvis hende , du skal bede fil dansen . “
„ Nej det var jomfru Sophie “ , påstod knøsen ;
„ Jomfruen må tro , af Mogens Heinesens folk
nok husker , hvad han siger dem . “
„ Det er mig aldeles ubegribeligt og jeg vedbliver af
påstå , af du husker fejl ; men det er det samme :
hils kun din herre og sig , af kan han passe på af blive
den første , som byder , skal han også få den første
Dans i aften med hvem det nu er , han har ment ,
min søster Anna eller mig “ , og da Sophie
Gyntelberg havde givet Einar denne hilsen til
sin herre , forlod han med et buk familiens
dagligstue .
„ Nå , Vorherre bevare dine fødder , min kære
Sophie “ , bemærkede Inger , da Einar havde
forladt dem „ og dine hænder med , når han kryster
dem i dansen ; thi kan den mænd danse , så kan
en kamel det lige så godt . “
„ Å , jeg frygter ikke så meget for mit vedkommende “ ,
svarede s ophie ; „ Du må heller henvende
din bekymring på søster Anna ; men pas kun på !
han er mere beleven end i ved første øjekast har
fået formening om . “
Under denne og lignende passiar forløb den øvrige
tid indtil de to unge mænd ankom for af afhente
jomfruerne , der vel vogtede sig før af fortælle disse
nøget om Mogens Heinesen , men derfor også
gik med en så meget større spænding aftenen i møde .
Endelig begyndte Giger , Pauker og andre datidens
instrumenter , af lade deres ncervcerelse høre
og alle danselystne begyndte , af ordne sig til af tage
del i den forestående glæde .
Inger og Cecilie stod allerede ved deres
udkårnes side og lod deres spejdende blik glide
om i alle kroge og bag de dansendes rækker før
af opdage den kæmpestore kaptajn , medens Sophie
halv af undseelse og halv af frygt holdt sig bagved
dem , ikke mindre ivrig spejdende til indgangsdøren
end hendes sosfre .
„ Er jeg så lykkelig , af være den første , fljønne
jomfru “ , spurgte en stemme halv hviskende bagved
Sophie Gyntelberg .
Forundret vendte hun sig om og en blussende
rødme udbredte sig over hendes ansigt og bedækkede
hendes Hals og barm med sit farvesfjar , da hun i
spørgeren genkendte ham , der havde bragt Børges
hilsen og som nu atter stod før hende , iført en smuk
sømandsdragt — men alt blev nu også klart før
hende i samme øjeblik .
Hendes søstres forbavselse var ikke mindre ;
men før de to elskere kunne få nogen forklaring
over den synlige overraskelse , hvormed deres udkårne
betragtede Heinesen , spillede musikken op og
Sophie Gyntelberg trådte ved Magnus
Heine sens side også ind i de dansendes rækker .
„ I tilgiver mig da min dristige spøg “ , spurgte
han ærbødig , idet han ved dansens ophor førte sin
dame tilbage til hendes plads .
„ Men hvem var det , der forestillede eder ved
kirkeporten ? “ spurgte Sophie Gyntelberg smilende .
„ Min brave styrmand , der for øvrigt endnu er
uvidende om den rolle , han spillede i går “ , svarede
Heinesen .
„ Kommer han her også i aften ? “ spurgte Anna
halv forskrækket .
„ Nej ! Jomfruen kan være aldeles rolig for
eders smukke fødder “ , trøstede Heinesen leende ,
„ Ionas Maibom passer ikke bedre for en balsal
end en elefant på et vippebræt , men hvor kluntet
han end ser ud , har han hjertet på let rette sted
og langt mere kløgt i panden end til eksempel
den garpe , som histhenne krummer ryg for borgemesterens
frue . “
skjøndt Mogens Heinesen også dansede
med andre jomfruer , var Aksel Gyntelbergs
døttre , og af disse fornemmelig jomfru Sophie ,
den , han skænkede sin udelukkende opmærksomhed under
hele ballet , og da han hen på morgenstunden
skiltes fra sin hjertes dame og hun på hans
spørgsmål , om hun ville tillade ham , at benytte
hendes faders indbydelse , havde hvisket til ham med
en yndig blufærdighed : i skal være velkommen ,
opfyldte disse ord Mogens Heinesen med en så
ren og salig glæde , som han endnu aldrig havde
felt .
Naturligvis lod Heinesen blot en passende
tid hengå , før han aflagde sit besøg og han blev
nu en daglig gæst i Aksel Gyntelbergs hus ,
indtil han efter hjemkomsten fra Færøerne førte
Sophie Gyntelberg som hustru ind i det hyggelige
hjem , han havde ladet indrette i Bergen og hvor
hun blev den gode engel , der idet mindste under
hans ophold i hjemmet , gav ham smag før en
renere glæde end den , han hidtil havde søgt i sine
rå kammeraters ville drikkelag .
Men medens Heinesen således vandt meget i
en henseende , tabte han heller ikke lidet i en anden ,
idet hans tro forsvarer , hans Lindenow , forlod
Bergen umiddelbart efter hans bryllup med Sophie
Gyntelberg , til hvilket han naturligvis havde
været en selvskreven gæst .
Det var nemlig aldeles utroligt , at en , i
grunden så vild og heftig karakter kunne oieblikkelig
omskifte sit hele væsen , fordi han var bleven lagt i
hymens kløde bånd og det manglede derfor lidt
efter lidt heller ikke på nye rivninger imellem ham
og garperne , hvem han aldrig kunne tilgive , af de
så hånligt havde afslået , af gå ind på lehnsmandens
forslag , om af udruste ham som kaper ,
ligesom de heller ikke kunne tilgive ham , af han
aldeles ikke ville træde i handelsforbindelse med dem .
Vel sloges nu ikke Heinesen mere selv med dem
på ølhuse og lignende steder , men desto ivrigere
gjorde hans folk det på hans vegne og da han
slog alle klager over dem derfor hen i vind og
vejr , fik de contoirske en til vished grænsende formodning
om , af Heinesen i hej grad begunstigede
disse angreb på dem , om han end ikke ligefrem
opfordrede dem dertil . De henvendte sig nu umiddelbart
til lehnsmanden med deres besværinger , eftersom
Heinesen som kaperfører henhørte under hans
område og da hin måtte finde , af mange klagepunkter
vare grundede , kunne han ikke andet end tilholde
Heinesen et mere skærpet tilsyn med fine folks
forhold , noget Heinesen aldeles ikke ville indlade
sig på , idet han bemærkede , af kapergaster og
garper slode udenfor de almindelige regler for ret
og lovlighed . Dette kunne lehnsmanden aldeles ikke
indse og det kom derfor stundom til heftige optrin
imellem dem , især fråden tid Lindenows mægling
ophørte , og da de udtalelser , Heinesen umiddelbart
efter slige sener lod falde på et eller andet ølhus
imellem gode venner , bragtes til lehnsmanden igen ,
spækket med de behørige overdrivelser , kom der efterhånden
et så spændt forhold imellem ham og
Walckendorff , af dette næppe har været aldeles uden
indflydelse på dennes senere forhold imod Heinesen .
I ethvert tilfælde kunne Heinesen have
erhvervet sig en kraftig skøtte i denne mægtige mand ,
om han havde behandlet ham med slorre hensynsfuldhed ,
medens han nu bragte Walckendorff til
af tro , af han var en uskjønsom og uregerlig person ,
ved hvem der i grunden intet var af gøre .
sjette kapitel
Thorshavn og skuø .
Henimod to måneder effer de i forrige kapitel
fortalte begivenheder , se vi „ Falken “ i en smuk
morgenstund krydse op imod Thorshavn under alle de
sejl , den friske kuling tillod den af fore . Da
strømmen var med , gik det , trods modvinden ,
ligeså rask fremad som det ville være gået med en
strygende medbør , når hin havde været imod , en
sådan styrke har strømmen omkring Færøerne ,
hvilken derfor også spiller en så stor rolle i samfærdselen
imellem de mange klippeøer , hvoraf denne
øgruppe består .
Altsom man nærmede sig Thorshavn , så man
ej alene hele den lille befolkning i denne bygd i
stor bevægelse , men en lignende uro viste sig også
rundt omkring på klipperne , der omgave pladsen .
Allevegne hvorhen øjet kunne nå , så man fåreflokke
drives tilfjelds , idet hyrderne søgte , ved
hundenes hjælp , af påskynde dyrenes flugt til de
frelsende fjeldkløfter . På andre steder så man
kvinder , enten belæssede med store bylter , møjsommelig
af følge fårehjordernes spor , eller føre en flok
sammenkoblede heste tilfjelds , alle med så store
byrder af det forskelligste bohave , af de små dyr
forsvandt for øjet under deres dragt , og den hele
karavane fik fra skibets dæk udseende af en
mængde vandrende løsøre .
„ Hø , hø , hø “ , lo magnusheinesen , da han
ved en ny vending af „ Falken “ fik et nyt og fyldigere
overblik over hele den nærmestliggende fjeldstrækning ,
henimod hvilken de stævnede . „ Hø , hø , hø . Jeg tør
forbande mig på , Jonas , af mine kære landsmænd
derinde ikke fro andet , end af det er clerck selv ,
som fører „ Falken “ herind . “
„ Hvorledes kan de vel fro andet “ , svarede
Jonas “ , „ Falken “ kende de nok af sørgelig
ihukommelse , og vi er sagtens de første , der bringe
dem underretning om af den har skiftet herre . “
„ Men kan de fårehoveder ikke se , af vi er
lastede så svært som den mest tykmavede koffardimand
kan være ? Hø , hø , hø , se nu engang , Jonas “ ,
vedblev Heinesen , stadig leende , „ jeg tror , gud
forlade mig , af de dumrianer endog tænke på af
forbyde os landgang . Ser du den flok hist henne
ved kirken og de andre , som løbe fil alle vegne fra .
Måske er min egen Broder kaptajn for den hele
rejsning . Det kunne ligne ham ; thi Søren
flue * ) turde ikke begynde derpå , om han også
vidste , af han skulle hænges for alle sine kjeltringstreger ,
når vi kom iland . Hør , ved du hvad ,
Jonas ! nu vil vi også have løjer med dem fil
gjengjæld . Gjor jollen klar og gå iland med fire
mand og hils dem fra clerck , af om de ikke straks
sender ham de tolv sin ulke ste piger ud på skibet ,
fil en Dans på dækket , så skal han svie hele
Thorshavn af , og holde Dans , endnu i nat , i selve
kirken med dem alle . “
Dette var for god en spas fil af den ellers
så findige Jonas ikke med glæde skulle gå ind
derpå . Endnu et par slag , og „ Falken “ lå på
Thorshavns red , i samme øjeblik som man fra
land så en jolle , bemandet med femsomænd , støde
fra skibet og sejle ind fil dem .
Den iagttoges med lige opmærksomhed , om end
med twist forskellige følelser , både fra landet og
fra skibet , alt som den tilbagelagde det korte stykke
mellem dette og kysten . Endelig nåde den samme ,
hvor de fire mand blev tilbage i jollen , og man
' ) førden .
så nu den høje Jonas med sindige skridt , at gå
henimod den klynge mænd , der havde samlet sig
omkring det nærmeste hus ved kysten . Kun en
stund varede samtalen , da gik Jonas og flere
mænd ind i samme hus ; men kort efter kom en
mand ud af det igen , og gik med raske skridt ned
fil det sted , hvor jollen lå . Her talte han under
heftige gestikulationer med jollens besætning , hvorefter
denne slodte fra land og satte kurs efter skibet .
„ Hvad djævelen mon de have for med Jonas “ ,
spurgte Heinesen nysgerrig . „ Komedien bliver bedre
og bedre . Hvad nyt bringer du , Halfred “ , råbte
han ned fil en mand i jollen , ret som denne nærmede
sig skibet .
„ Ganske mærkelige nyheder “ , svarede denne leende .
„ Dine landsmænd er ikke børn , som man skal lege
blindebuk med ! Jeg bringer den hilsen , af Jonas
maib om vil få den løn , som han for længst har
fortjent og aldrig vil undgå , nemlig af blive hængt ,
dersom du ikke oieblikkelig letter og slår ud af
fjorden . Vil du forresten have piger af danse
med , så kan du blot komme iland med få mange
folk , du vil , vi skulle da alle få lov fil af danse
luftspring med styrmanden , dersom ikke noget værre
hændtes os forinden . “
„ Jeg tør holde et krus kryddervm mød en
pot skillingsøl , om jeg ellers drak det uden i nødstilfælde ,
af denne hilsen kommer fra min Broder
Jon , lagmanden herinde , og derfor kan heller ingen
anden end jeg binde an med ham . Det er derfor
bedst , af jeg klarer den sag “ .
Med disse ord sprang Heinesen , der iøvrigt
iforveien havde iført sig sin bedste stads , ned i jollen ,
som snart efter var ved den kyst , som han ikke i syv
år havde betrådt , hvorfor det heller intet under
var , af ingen af hans landsmænd kendte ham igen .
Ligesom styrmanden gik han sindig og ubevæbnet
hen imod den skare bevæbnede mcrnd , der ventede
på hans ankomst i en mørk , uheldspående taushed .
Såsnart Heinesen var kommen fil dem , spurgte
han med en bydende stemme : „ Hvor er føreren for
denne skare . “
„ Inde i huset , hvor du også kan sinde din
kammerat “ , svarede en mand i flokken .
„ Sig fil ham , at han kommer herud . Vejen er
ikke længer for ham end for mig “ , sagde Heinesen
i en tone , der spillede stærkt , i det uforskammede .
„ Ikke så kæphøi , slyngel “ , lød svaret , „ Lagmanden
er for god fil at gå et skridt for en Karl
som dig , uden det er for at se dig hængt , og vil
du ikke fil ham med det gode , finder jeg vel på
råd , at trække dig ind fil ham . “
„ Hvor stærk du end tykkes at være , gode ven ! “
Svarede Heinesen , og målte sin mand med
åbenbar foragt , „ så kunne måske rebet glide ud
af din hånd . En bredder er ikke altid let at holde
på . “
Denne bemærkning gjorde et højst forskelligt
indtryk på den hele skare , thi Heinesen sigtede
derved fil en ulykkelig begivenhed , der var
foregået på øen , året før hans afrejse fra
sin fcedreneo , idet en ung færing ved navn Rut * )
på en fuglejagt var forulykket derved , af rebet ,
hvori den , der holdt ham , var gledet ud af hans
hænder , en keitethed , der altid ville have fremkaldt
de skarpeste domme , men ved denne lejlighed gav
stof til endnu mere ond omtale , da det var bekendt ,
af begge bejlede til en og samme unge pige , og af
denne havde foretrukket den forulykkede .
„ Disse ord skal koste dig dit liv , om du så
er djævelen selv “ , råbte den forbittrede færing ,
den ovennæevnte , forsmåede elsfer , og hæevede sin
økse højt på skulderen , som om han alt beredte
sig til af give det drægende slag .
„ Har manden intet andet forbrudt , end det ,
han nys talte , vil din okse blive for kort til af række ham ,
dette navn betyderbredder “ .
Ketil , “ råbte nu en anden mand i skaren , og køstede
ligeledes sit værge . „ Var det halsløs gerning , af
tale om , af du ikke bedre kunne holde fast på min
Broder thorgeir , så havde mangen brav færing
alt mistet livet , og tilmed kender denne mand næppe
dig og din historie , men talte på må og få . “
Højrøstede stemmer hævede sig rundt om *
klyngen , et sandt billede på folkelivets stridbarhed
i hine tider på disse øer . Endnu flere økser
hævedes ; man talte for og imod , medens andre søgte
af mægle fred .
Midt i denne larmende hob , der syntes aldeles
af have glemt „ Falken “ og den , der havde foranlediget
det hele røre , stod Heinesen med hænderne i
trøielommerne , åbenbar gottende sig ved sin gerning ;
men retsom ordskiffet havde nået sit høldepunkt ,
og truede med af gå over fra ukvemsord fil dxeslag ,
trådte en høj , sværbygget mand ud af huset
og bød fred , med en stemme , der syntes af være
vant fil af skaffe sig lydighed ; thi lidt efter lidt
lagde sig den hele ordstrid , der til sidst tabte sig i en
sagte brummen .
„ Grib mig den mand “ , bød den ankomne , og
i en håndevending var Heinesen omringet af flere
håndfaste mænd . „ Om jeg ikke fejler meget “ , vedblev
han , idet han talte , som det sømmede sig en høvding ,
så er du en færing af fødsel ; jeg har hørt det
af dit mål , hvor godt du end har forsøgt af skjule
det , og hvad enten nu clerck byder lidt eller
meget for din Hals , så skal du dog dingle ved den
inden solens nedgang . Det er hårdt nok for os
færinger , at skulle se en nordmand som din kammerat
i ledtog med hin skurk , men den , som kan hjælpe
ham til at plyndre og håne sine egne landsmænd ,
fortjener den forsmcedeligste død . “
„ Jeg vil ikke nægte landsmandskabet , siden du
har gjcettet det “ , svarede Heinesen rolig , „ men om
landets skik ikke er forandret her på øerne , så
straffer man ingen før han er hørt og dømt . “
„ Den skik står også ved magt endnu “ ,
svarede hans modstander , og så sig om i kredsen ,
hvor man ved en mumlen tilkendegav , at man delte
hans anskuelse . „ Du skal både blive forhørt og
dømt , men begge dele vil sfe i al korthed , thi med
en sørøver gør man her på øerne kun kort
proces , og om du så var min egen Broder “ —
„ Hvad så “ — afbrød Heinesen ham , tilsyneladende
på den impertinenteste måde af verden .
„ Så skal du ligefuldt lide din velfortjente
straf , så sandt jeg er lagmand og hedder ion
Heinesen “ , svarede denne med eftertryk .
„ Så du vil virkelig hænge din egen Broder
Mogens ? “ spurgte han , og så lagmanden stift
i øjnene .
Denne tumlede tilbage , som ramt af et elektrisk
slag , og den dybeste taushed indtrådte .
„ Er du virkelig min Broder Mogens ! “
Udbrød lagmanden med fast stemme , men bleg som
et lig , „ og du har bragt en sådan skam over dine
fædreoer og din faders slægt , så vil jeg ikke
dømme dig , men loven skal dømme dig , og jeg vil
ikke gøre et skridt for din frelse , thi så måtte
jeg også foragte mig selv . “
„ Ion , min kære , ædle , brave Broder ion “ ,
råbte nu Magnus Heinesen , idet han med udbredte
arme styrtede hen til ham og omfavnede den
høje skikkelse , uden at broderen gjorde noget til
enten at forebygge eller gjengjælde omfavnelsen .
„ Ieg er vel en vild og gal færing , men endnu
kan jeg være mit fødeland og min slægt bekendt
og skal altid blive det . Skibet derude er mit . Ieg
overlistede clerck , som for en måned siden har
fået sin velfortjente straf i Bergen tilligemed alle
sine staldbrødre ; jeg er udnævnt til kaperfører for
at fri eder for de andre skjelmer , der sejle om
iblandt eder , og „ Falken “ er ladet med mange gode
ting , som to bergenske kjsbmænd tilbyder eder .
tilgiver mig alle denne streg . Det er så min
vane . “
Ved disse ord udbrød det overvejende flertal
iblandt færingerne i høje jubelråb , lagmanden
skuttede sin Broder , med glædestårer , i sine arme ,
og enkelte ilede ind for al løslade Jonas , der
hidtil havde været holdt tilbage som fange i det
nærliggende hus , medens andre sendtes tilfjelds for at
kalde de flygtende tilbage .
Men ikke nok hermed , så udbredte rygtet om al
den forhadte sørøver clerck var død og al en af
deres egne landsmænd havde hævnet al den ulykke ,
som han havde tilføjet dem , sig med lynets fart til
alle øer , så al der ikke var en nok så liden beboet
Holm , hvortil efterretningen ikke nåde inden nogle
få dages forløb , i forbindelse med , al enhver nu
kunne erholde forskellige nødvendighedsartikler tilkjøbs
i thorsyavn , hvorhen de heller ikke vare sene med al
bringe deres egne varer til forhandling .
Magnus Heinesens navn var på alles
læber og Magnus Heinesen var dagens helt i
de særøiske bygder , ligesom kort i forvejen i Bergen ;
men hans ubetænksomme ord til Ketil havde forskaffet
ham denne til sin dødsfjende , og da hans
slægt var stor på øerne , forvoldte dette Magnus
Heinesen siden mange ubehageligheder , ja bragte
ham , som vi siden skulle få af se , til sidst i den
yderste fare .
Hertil kom endnu dette , af Heinesens ville
gaster hengave sig langt friere til deres toilesløse
levnet i Thorshavn end i Bergen , hvor de på
mange måder holdtes i ave , og da færingerne
mente , af Heinesen ikke optrådte imod disse udskejelser
med den fornødne kraft , ramte beboernes
velbegrundede forbittrelse ham mest . Det viste sig
også snart , af mange af de såkaldte sørøvere ikke
vare andet end snighandlere , der førte sig det
trykkende bånd til nytte , hvori den færøiske enehandel
var lagt , og da de bragte øboerne langt
billigere , om end ikke bedre varer end dem , der filfortes
dem fra den priviligerede handels skibe , var
der mange , som hemmelig holdt til med disse , idet
de advarede dem for Heinesens efterstræbelser .
Det var især hans Broder ion , der gav ham
meddelelser om disse uhyggelige forhold , som Heinesen
nu så meget heller ønskede afskaffede , da man
ved , af han selv var med af drive enehandelen på
Færøerne , og da han af ham fik af vide , af
manden på skuø , en lille ø , beliggende imellem
syderøen og den nordlige gruppe , var anset som
den , der mest havde med smuglerne af bestille ,
bestemte han sig til selv anden af sejle ned nl ham ,
for af tage forholdene i øjesyn og undersøge , om
beskyldningerne kunne være grundede . Han beordrede
sin styrmand til imidlertid af fortsætte med skibets
ladning , men iøvrigt være parat til af stikke i søen
ved første vink , hvad enten han selv kom tilbage , for
af føre det , eller han sendte en anden med fornøden
underretning derom . Hans ledsager , Einar , som
vi kende fra forrige kapitel , var en snu knøs på
atten år , havde det hverv af bruge både øjne og
øren medens de opholdt sig på skue , men dog
iagttage den størst mulige forsigtighed ved sine
undersøgelser , som Heinesen aldeles overlod til
ham .
Det var hen på effermiddagen af Magnus
Heinesen ankom til øm , ved hvis landingssted
han modtoges af dens ejer , skjalg frille , der
bød ham velkommen , som skik er , uden først af
spørge om den rejsendes navn . Imidlertid navngav
Heinesen sig straks og ytrede , af man oppe i
Thorshavn havde sagt ham , af en sørøver krydsede
ved de sydlige øer og af han var løbet ud , for af
indhente efterretninger om ham ; men af han hidtil
ingen havde fået , hvorfor han bad bonden om ,
af give ham de oplysninger , han formåede .
Skjalg syntes ikke af blive ilde berørt ved disse
ord , men bød atter Heinesen velkommen og bad
ham og hans ledsager øm af følge med sig op til
gården , idet han førsilkrede , af han heller ikke hos
ham kunne få bedre efterretning , eftersom han ikke
vidste af nøgen sørøver af sige og heller ikke trøede ,
af der var nøgen sådan i farvandene på denne tid .
Ved indtrædelsen hos skjalg , fandt Heinesen
alt dugen bredet og børdet førsynet på det bedste
efter datidens skik og stedets lejlighed , men
desuagtet gjorde bøg skjalg undskyldning før beværtningen ,
idet han underrettede sin gjcrst øm , af
han ikke var gift og af et lejet tyende aldrig kunne
gøre besked , som en husmoder . Deri gav Heinesen
ham ret .
„ Er det længe siden din kone døde “ , spurgte
han deltagende .
„ Jeg har aldrig haft nogen “ , var skjalgs
korte svar .
„ Da er dette en dårlig handel og du er af
beklage “ , mente Heinesen . „ Kvindfolk kan mænd
ikke undvære , og derfor straffer det sig altid selv enten
på den ene eller den anden måde , når en mand
vil leve en kone foruden . “
„ Forbindelsen med en kvinde kan også føre
ulykke med sig “ , bemærkede hans bært , idet han
rakte ham kruset .
„ Meget rigtigt “ , indrømmede Heinesen leende .
„ når man er kommen på siden af en havgasse ;
men det må en rask mand altid vide råd før og
jeg vil sige dig det , skjalg , af jeg heller vil leve
ene mand med alle de rappenskralder , som findes
på Færøerne tilhobe — og deres tal skal ikke være
ringe , end have det således som du lever . “
Skjalg mente , af dette kom an på hver
mands egen tilbøjelighed og af han var tilfreds
med sine kår .
Heinesen erklærede , af dette kunne han blot
være , fordi han ikke kendte det bedre ; men nu skulle
han se , af kapre en ung , smuk kvinde til ham og
skulle det være nødvendigt , ville hall selv gøre deres
bryllup ombord på „ Falken . “
Skjalg svarede intet hertil , men blev fra den
stund endnu mere ordknap end han før havde været
og skønt modtagelsen havde været så gæstfri som
Heinesen vel kunne ønske , var der dog noget i
skjalgs og hans hussinders forhold , som sagde en
så erfaren mand som Heinesen , af han langtfra
var så velkommen , som det skulle synes , og han følte
sig stedse mere overbevist om , af der måtte være
noget , som trykkede den gode mands samvittighed
på en eller anden måde .
Det var med alt dette lakket ud ad aftenen og
Heinesen udtalte ønsket om af forblive på øen
om natten , hvortil skjalg svarede , af dette havde
han også fra først af tænkt sig , idet han tilføjede , af
han nødig ville have haft , af han havde forladt ham
samme dag , som han var kommen . Han lod efterhånden
bringe et par kruse dl til og Heinesen
fordrev tiden med af fortælle om sine eventyr ,
på sine kapertog , indtil „ Sengelags tiden “ var
kommen , hvorpå pærten selv førte sin gæst
og dennes ledsager ind i det for dem bestemte
sovekammer , hvorpå han bød dem godnat og
fjernede sig .
„ Hvad har du så opdaget , Einar ? “ hviskedee
Magnus til sin ledsager , da de vel vare komne til
sengs ved hinandens side .
„ Ikke det mindste “ , sagde denne ligeså sagte .
„ Jeg har været rundt omkring og løb også lidt til
fjelds da jeg sagde , af jeg kedede mig i gården ;
thi ingen talte til mig mere , end de vel være nødte
til ; men intet mistænkeligt er at opdage og dog er
alt ikke her som let skal være og de ønsker os begge
gerne fanden i vold . “
„ Det er også min mening “ , bemærkede
Heinesen „ og jeg må snart med „ Falken “ ned at
aflægge et nyt besøg her . Så finder jeg vel bedre
rede i det . Her er ikke mange kvindfolk på øen “ ,
vedblev han efter en pause .
„ Knn to gamle Karter “ , forsikrede knøsen „ og
de er begge mere sure end fjorgammel Balle . Men
har skjalg ikke en kone , så har han i det mindste
en søn . “
„ Hvoraf ved du det “ , spurgte Heinesen forundret .
„ De har forvaret ham i en stue ovenpå “ ,
forklarede Einar „ retsom om han kunne være
kontraband .
Jeg så ham et øjeblik , da han stak hovedet
ud af en luge , men fik ikke lov til at komme ind
til barnet , skønt jeg bad derom “ .
„ Hm , det var mærkeligt “ , mumlede Heinesen
eftertænksom .
„ Havde det været en kjon , ung kvinde kunne
jeg bedre forstå det “ , hviskedee Einar med et fiffigt
smil ; „ det skulle ikke undre mig , at den langnæsede
tværbider kunne blive nidkær , når han så eder
på øen . “
„ Måske er drengens moder også skjult et
eller andet sted på øen “ , bemærkede Heinesen
„ og vi træffe ganske andre varer end vi vente ,
når vi begynde vore randsagninger næste gang . Nu
kan du lette dig i morgen , når du hører , at folk
begynde at røre sig i huset “ , vedblev Heinesen ,
„ og medens jeg tager mig en morgensøvn , kan du
fortsætte dine undersøgelser , men så uformærkt som
mulig ligesom i dag .
Ja god nat , Einar “ , sagde Heinesen højt ,
„ Gud ved , hvorlangt Jonas er kommen i dag med
„ Falken ? “
„ Når sondensfrommen kommer i morgen , vil vi
besøge ham igen . Hvor var du ellers henne i dag ,
den meste tid ? “
„ Å , jeg løb om til fjelds , før jeg har aldrig
før været på øen “ , svarede hans ledsager ligeledes
med lydelig røst .
„ Rendte du efter kvindfolk , din spidsbub ? “
Spurgte hans sengekammerat .
„ O , nej , de vare gøde nok , dem , jeg fandt her
på gården “ , svarede denne leende .
„ Ja , jeg ved nok , at du er noisom i alle
dine ønsker , hvor ung du end er “ , svarede
Heinesen gabende . „ Nå , god nat , din skjelm .
I dag blev du altså heller ikke hængt . “
„ Heller ikke i , kaptajn “ , svarede knøsen
leende „ og det var endnu sørgeligere . Men bi
til i morgen , så vil clercks genfærd være herudenfor ,
for af spørge efter selvdøde fårekroppe .
Ha , ha , ha .
Og så god rolig nat , kaptajn . “
syvende kapitel .
Kampen på hesfø !
„ Kaptajn ! Rejs eder i en fart , skjalg er
borte , fanden er løs “ , var den behagelige morgenhilsen ,
Einar bragte sin herre ved daggry , idet han
ruflede i denne , som endnu lå i den tryggeste søv » .
„ Hvad for noget ? Hvem er borte ? Hvem er
løs ? “ spurgte Magnus Heinesen og satte sig søvndrukken
i sengen .
„ Skjalg og alle karlsolkene er borte “ , svarede
Einar ivrig , „ og de har heller ikke været til sengs
inat . “
„ Hvoraf ved du , af de ikke have været iseng
inat ? “ spurgte Heinesen , som nu var bleven aldeles
vågen .
„ Sengene vare urørte , og da jeg stak hånden
ind i dem , for af mærke om de vare varme , fandt
jeg dem helt kolde “ , forklarede Einar .
„ Godt , godt “ , svarede Heinesen og purrede
sig i håret ; „ gå ned til landingsstedet og se om
øens både ligge der ; men er der nøgen borte , så
løb tilfjelds og se hen imod Dimon eller sands ;
thi jeg antager , af den kjeltring er sejlet bort med
sine indsmuglede varer og så skader det ikke af se ,
fra hvad kant han kommer tilbage . Imidlertid står
jeg op . “
Det unge menneske forlod huset som en vind ,
og efter at Heinesen havde ordnet sin påklædning
i al sindighed , gik han ind i dagligstuen , hvor han
meget rigtig ikke traf et menneske . Lidt efter så
han imidlertid en af de gamle „ Karter “ gå ude ved
et udhus og han trådte hurtig ud til hende .
Efter af have huden hende en venlig godmorgen ,
hvilken hun besvarede med en slags knurren , spurgte
han hende om , hvor hendes husbond var henne , og
dertil bemærkede hun , af hun ikke kunne give besked
derom . Heinesen undrede sig derover , samt over
af han så tidlig var gået ' ud ; men dertil svarede
kvindemennesket , af sligt var hans skik og at han
aldrig gjorde regnskab før , hvor han gik hen .
„ Hvor er karlfolket “ , spurgte Heinesen videre
„ jeg ser ingen heromkring . “
„ De er sagtens med skjalg “ , svarede kvinden
mut , „ det er så deres skik . “
„ De er vel alle tilfjelds ? “ frittede Heinesen .
„ Troligt nok “ , svarede denne vrantne kvinde .
„ Eller tagne tilsøs før at sisfe ? “ vedblev han .
„ Også det “ , bekræftede hun .
„ Har skjalg også taget al føde med sig ? “
Spurgte Heinesen igen , „ så vil det være det
bærste , da jeg er dygtig sulten efter nattesøvnen . “
„ Jeg skal snart komme med davren “ , svarede
fruentimret . „ Jeg troede , du ville vente med den
til husbond kom . “
„ Kommer han da snart ? “ spurgte Heinesen
hastig .
„ Jeg ved det ikke “ , svarede hun tørt .
„ Ia , så er det nok bedst , at du breder dugen
jo før jo heller , min engel “ , svarede Heinesen lige
sorgfri ; men brummede i skjæget — „ den sordømte
heks ! — endnu er jeg lige klog . “
I det samme kom Einar løbende i fuld
firspring .
„ Alle bådene på firemandsfareren * ) nær er
borte “ , sagde han ganske forpustet , „ og vor egen jolle
har et hul i bunden . Også er vore økser borte ,
søm vi løve ligge i den iaftes . “
„ Og hvad så du tilfjelds “ , spurgte Heinesen ,
med uforstyrret ro .
* ) en sforre båd .
„ Jeg kom ikke så vidt . Jeg mente , at jeg
først måtte fortælle eder dette “ , bemærkede Einar .
„ Men , når jeg giver dig en befaling , udfører
du den , knægt , uden at rende efter dit eget dumme
hoved “ , svarede Heinesen forbitret . „ Afsted med
dig , slyngel , og bruger du ikke dine øjne bedre
end din dumme forstand , skal jeg vel se , at klare
begge dele ved din tilbagekomst . “
Atter ilede knøsen afsted og Heinesen gik ind
og satte sig ved davrebordet , søm om intet var
forefalden .
Han var endnu ikke kommen videre ned i davresadet ,
før Einar kom farende ind i stuen med
åbenbar uro i sit åsyn .
„ Nå , hvad så du så ? “ spurgte Heinesen ,
med munden fuld af mad .
„ En skonnert krydser op imod øen “ , rapporterede
han , „ og enten er han en smugler eller en
sørøver , for rejsningen er hverken dansk eller norsk .
„ Tag du det lammelår og det brød , samt
kruset med øl med dig og gå ned til landingsstedet ,
hvor du kan give dig til af spise og drikke til jeg
kommer til dig “ , svarede Heinesen , idet han hurtig
rejste sig fra bordet . „ Du har løbet så meget af
du nok kan trænge til noget ! jeg går nu selv op ,
for af tage sejleren i diesyn . “
med en hurtighed , som viste , af Heinesen ,
trods sin rolighed lige overfor sin undergivne , ikke
overså den kritiske stilling , hvori han mulig befandt
sig , ilede han op på en nærliggende fjeldflrænt ,
der gav ham et frit overblik ud over havet , rundt
om hele den lille o , og så også ganske rigtig det
lille fartøj , langt ude i søen , hvorom Einar
havde talt .
„ Skonnerten er ganske vist udenlandsk og Einar
skal slippe for den lnssing , jeg havde tiltænkt ham ,
fordi han har brugt sine dine så vel “ , mumlede
Heinesen . „ Den holder også ind på os og skjalg ,
den hund , har pænt fået mig i fælden . Min
jolle må kunne flyde “ , vedblev han , i det han steg
ned af fjeldtoppen , „ ellers bliver her alt for lystig en
klapjagt i dag på øen . “
Men jollen ville ikke flyde ! Dette indså
Heinesen , så snart han havde kastet et blik på
den ødelæggelse , den havde været genstand for , og
selv om dette havde været tilfældet , så ville dog
enhver flugt have været umulig med den , da den
forsynlige skjalg havde borttaget både ror , årer
og sejl .
„ Her er gode råd dyre , Einar “ , udbrød
Heinesen , og så sig om : „ En sørøver under
opseiling og to både uden årer , sejl og ror
til at flygte i , selv om vi kunne få jollen helet
eller firemandsfareren skudt i søen . “
„ Kunde vi bare få den ud “ , bemærkede Einar ,
„ så kunne jeg skaffe sejl og årer , for det er bestemt
dem , der ligge i det østre skur deroppe ved gården
— om le blot ligge der endnu . “
„ De skal ligge der og det er også troligt nok , at
de ligger der “ , udbrød Heinesen glad , „ thi skjalg
har troet , at vi ikke kunne sætte firemandsfareren i
søen . Lad os følges ad ! vor hele frelse beroer
derpå . “
De ilede begge i største hast til det betegnede
skur , hvor Einars spejdende blik havde opdaget
bådens tilbehør , og til begges fælles glæde fandt
de , hvad de søgte .
I en fart blev alle redskaber udtagne og ,
belæssede med disse , ilede begge atter ned til
landingsstedet .
„ Nu først en styrkedrik ! “ råbte Heinesen
munter , „ og så skal vi dog vise skjalg , den skalk ,
hvilke bjornekræfter mænd få , når det gælder
livet . Se her , Einar , stik du nu resten ud og
har du i denne stund kræfter for to karle , skal
jeg vise dig , at jeg har for seks . “
Nogle bældige ryk ! Nej , båden lod sig ikke
rokke !
„ Endnu engang , Einar ! Hive , hej , båden i
søen , eller strikken om halsen ! Vi har intet andet
valg ! hive , høj ! Hurra , den går ! “
Og virkelig gik den ! De to mands overmenneskelige
anstrengelser lykkedes det , hvad skjalg
selv havde anset for en umulighed , at få det store
fartøj i søen , og efter nogle øjeblikkes forløb
flød den på de gyngende vover .
„ Det var en stram tur , Einar ! men den bliver
ikke den sidste i dag “ , bemærkede Heinesen lystig , idet
han tilligemed sin ledsager bragte sejl , ror og
årer ombord . „ Vi have fortjent et krus efter den
tørn , min gut ! men det må vi have til gode fil vi
komme fil Thorshavn . Farvel skuø og tak for
denne gang ! men , hille død , iland igen , Einar ,
efter brødet og kødet ; det er synd at levne disse
guds gaver fil den skurk fil skjalg . “
I et øjeblik vare de næevnte genstande bragte
ombord og Heinesen stod nu ud fra øm , idet han
satte kursen mod nord , da øen lå imellem
Heinesen og hans forfølgere , opdagede disse ikke
straks hans flugt , hvilket gav ham et betydeligt
forspring ; men så snart man ombord på skonnerten
fik øje på ham i rum sø , forandrede også denne
sin retning . De havde næppe holdt samme kurs
begge to en føje stund , før Heinesen indså , at
han ville blive afskåren fra dansen , hvortil han i
første øjeblik troede at kunne slippe over . Hans
håb stod nu fil at nå over fil vågs , og han
forandrede også kursen efter denne 0 ; men da de
havde sejlet en stund igen , erkendte han også det
umulige deri , eftersom skonnerten sejlede bedre end
hans båd , og det stod klart for ham , af han ville
blive tagen , førend han nåde hen fil denne 0 .
Han lod imidlertid stå fil , fordi han ikke havde
andet af gøre ; men skonnerten nærmede sig med
en foruroligende hurtighed .
Pludselig forandrede Heinesen atter kurs ,
hvorved det lykkedes ham af få en rummere vind
end skonnerten , så af den ikke halede så stærkt ind
på ham , som tidligere .
„ Vi må anløbe hests “ , bemærkede Heinesen ,
„ om vi ellers kan nå dertil , og der må vi sælge
vort liv så dyrt som mulig , Einar ; men et par
dage kan vi nok holde os dem fra livet , og måske
rygtes det så fil Thorshavn , af her ligger en ssrsver
og Jonas får i hovedet af løbe ud efter ham .
De dummerhoveder fro , af jeg vil knibe langs
kysten til Thorshavn og derfor holder de stik mod
nord ; men dette vil forsinke dem nogle timer og vi
få tid fil af indrette os på øen . Skær os hver
en humpel kød og brød ; thi siden få vi ikke
megen tid fil af spise . “
Heinesen havde gj rettet skonnertens plan ; thi
neppe så den , af han var landet på hestø , før den
også satte kurs derhen ; men nu løjede vinden
af og det var først hen på eftermiddagen ,
at den nåde samme sted .
Hestø er en af de mange småøer , som udgøre
det fceroifle archipelag . Den er en høj , sleil klippeø ,
med et eneste landingssted og en eneste , meget sleil
adgang , til dens overflade . Efter at man er kommen
de to trediedele op ad øens skråning , danner
klippen en afsats , en såkaldet hylde , som fladt af
naturen til hvile for den , der vil klattre op ad
klippens stejle side ; men fra denne afsats bliver
adgangen endnu mere sleil og vanskelig . Det var
på denne afsats at Heinesen ville modtage sine
fjenders første angreb , efter at han var kommen vel
iland og givet firemandsfareren et spark ud i søen ,
en højst ufortjent tak for den gode tjeneste , den
hidtil havde ydet ham .
Han lod Einar bæere provianten op på
klippeøens , dengang ubeboede , overflade og anvendte
den øvrige tid til at samle sine gamle våben ,
en mængde store og små stene på afsatsen ,
medens han befalede sin ledsager , at gøre det
samme på klippens overflade og vedblive dermed ,
uanset hvorledes det gik ham nedenunder .
Han var netop færdig med sine forberedelser
til fjendens modtagelse , da den første båd »
Mandskab landede på øen med skjalg i deres
spidse .
Skjalg så op til Mogens og Mogens så
ned til skjalg og vil man vide , at Mogens gjorde
det , som man kalder „ Langnæse “ ad skjalg .
„ Nu er din sidste stund kommen , Mogens ! “
Råbte skjalg op til ham .
„ Troligtnok , som Åse sagde “ , svarede Heinesen
sorglos . „ Hvem er den Åse , du nævner “ , spurgte
skjalg forundret .
„ Ih , den ene af dine to skønheder på skuø “ ,
svarede Mogens leende .
„ Jeg skal selv lægge dig strikken om halsen “ ,
råbte skjalg forbitret .
„ Jeg er villig til at vise dig den samme tjeneste “ ,
forsikrede Heinesen uforsagt .
Nu sagde den fremmede kaptajn noget ti !
Skjalg , som Heinesen ikke kunne høre .
„ Skipperen her siger “ , råbte skjalg igen , „ at
om du ikke kommer godvillig ned , så skal han
sidenhen pine dig til at rede dine egne indvolde . “
„ Må de blive kogte først “ , spurgte Heinesen ,
aldeles uberørt af denne forfærdelige trusel .
Af den måde , hvorpå Heinesen besvarede
skjalgs ord , stod det klart for ham og hans
kammerater , at Heinesen i grunden drev spot med
dem ; men da de ikke vare mænd , der fandt sig rolig
i dette , beredte de sig også på af aflægge ham et
besøg oppe på klippen .
Skjalgs fire karle og fire af smuglerne skulle
foretage dette vovestykke , hver især velbevcebnet med
huggerter , der vare spændte om livet . De begyndte
af bestige klippen i en spredt række , hvilket nok
kunne lade sig gøre i begyndelsen ; men når de
vare nåde op til den halve afstand af den vej , de
havde af klavre før af nå Heinesen , blev det
nødvendigt , af de måtte følge efter hinanden i en
række .
Det var dette tidspunkt , Heinesen havde
ventet , og næppe så han dem , den ene efter den
anden , af klavre sig i møde , før han rullede et
mægtigt klippestykke ned på dem .
De med klavring mere fortrolige færinger fik
på en nær , tid til af rykke sig til side ; men denne
ene blev reven ned , da stenen fløj forbi ham , uden
af han dog fik anden skade af faldet end nogle
stærke kontusionen . Derimod ramte klippestykket to
af smuglerne , af hvilke den ene fik hovedet knust
og den anden begge benene brækkede . De to andre
bleve så forfærdede ved denne hilsen , af de i største
fart lod sig glide ned fil fjeldets fod .
Atter løslod Heinesen en sten , for af ramme
de tre færinger , som vare tilbage på klippen , og
det lykkedes ham også af træffe den ene af disse ,
således af han tumlede ned med et højt skrig ,
medens de to tilbageblevne søgte dækning under et
fremludende klippestykke , uden døg af turde vove på
af klavre videre .
„ Vil du ikke op af hente dine folk , skjalg “
Råbte Heinesen ned fil denne . „ Jeg har gemt
den bedste sten fil dig . “
Men skjalg svarede ikke . Han undersøgte
klippen på det nøjagtigste og fandt , af den også
kunne bestiges indtil halvveien fil afsatsen fra endnu
en side fil . Så snart skipperen havde indset det
samme , befalede han fire andre af sine folk , af
begynde igen på vovestykket og når de vare komne
fil det sted , hvor kun en ad gangen kunne krybe ,
da af forsøge det en for en , medens de andre holdt
sig dækkede , idet han lovede den en rig belønning ,
som først besteg afsatsen .
Det var åbenbart , af hans folk ikke havde
videre lyst fil denne vandring ; men de adløde døg
uden knur .
„ Hej , Einar “ , råbte Heinesen op fil sin
ledsager , „ nu kan du øve dig på de to , der
komme fra rør , så skal jeg se , om jeg kan træffe
en af dem fra sønder . “
„ Einar lod sig ikke dette sige to gange og snart
begyndte stene fra en næves størrelse indtil et
hvidkålhoveds at regne således ned over de
klavrende smuglere , at disse i al hast opgave
ethvert videre forsøg , idet de så hurtig som
mulig steg ned til det sted , hvorfra de kom .
Skjalgs forbittrelse kendte nu ingen grændser
og det var ham aldeles umuligt at skjule den .
„ Du skal ikke svinge så ivrig med huen ,
Mogens ! Enden er ikke endnu “ , råbte han ; „ vi
vil nu se , om du kan æde græs og klare dig
med det . “
„ Og jeg vil se , hvor længe du og dine folk
kan fordøje mine boller , skjalg ; halloi , Einar !
Nu ville vi slå kegler med hinanden ! to kruse dl
for nikongen og et for hver af de andre . “
Med disse ord slyngede Heinesen en sten
efter skjalg , som rimeligvis ville have gjort det af
med ham for bestandig , om denne ikke var sprungen
tilside ; men fra nu af regnede der en sådan mængde
velrettede stenkast ned over alle angriberne , af disse
indså umuligheden af af holde sig på den åbne
klippekyst , hvor ingen dækning var af finde og de
nødtes til af indskibe sig alle tilhobe på smugleren .
Da de to endnu tilbageværende færinger , som
lå bækkede oppe på klippens side , mærkede , af
kammeraterne ville bort , blev de høisf urolige ;
men ned turde de ikke slige af frygt for Heinesens
stenregn .
„ Herregud , Mogens ! “ bad den ene , idet han
kigede frem af sit skjul , „ lad os uhindrede slige ned !
Vi er dog landsmænd ! “
„ Smukke landsmænd , skal jeg svare for “ ,
bemærkede Heinesen leende , „ som gøre fælles sag
med sørøverne for af få mig hængt . Men ikke
desto mindre kryb i kun ned . Åse og Ingrid ville
græde deres smukke øjne ud , om de ikke fik eder
helskindede tilbage . “ De to færinger lod sig ikke
dette sige to gange og snart havde de forenet sig med
deres kammerater .
Såsnart Heinesen havde set dette , steg han
op til sin ledsager og lagde sig hos ham i det frodige
græs , der voksede på klippeøens overflade .
„ Belejringen er nu forandret til en blokade ,
Einar “ , udbrød Heinesen , „ oghavde skjalg ikke
selv giver proviant , kunne den være bleven besværlig
nok . Kommer tid , kommer råd og i morgen har
frelst såmangen mand . “
Om natten skiftedes Heinesen og hans ledsager
til af vagte , eftersom de ventede , af man ville forsøge
en overrumpling på den tid ; men angriberne
forholdt sig aldeles rolige .
„ Vi vil forsøge , om vi ikke kan få dem indbildte ,
af vi have benyttet natten til af svømme bort ,
skjøndt dette ville have været et livsfarligt foretagende “ ,
bemærkede Heinesen henimod dag . „ Lad
os derfor sørge for , af de ikke se os . Man må
forsøge alt muligt ; thi kommer „ Falken “ ikke , kan
het komme til af knibe nok for os i den sidste
ende . “
Heinesens plan havde ikke det sorønskede
udfald . Imidlertid vidste man dog ikke ombord på
skonnerten , hvad man ret skulle tro , efter at man
ikke havde set noget til mændene den hele formiddag ;
men på den anden side , var man for vel forsøgt
fra gårsdagen , til af man skulle vove flere
menneskeliv end helst nødvendigt . Vare de derimod
flygtede , kunne man vente „ Falken “ hver time og
det var et møde , som ingen begærede . Der måtte
altså foretages en rekognoscering .
Hen på eftermiddagen satte derfor en jolle
med skjalg og fire mand af fra skonnerten og
snart efter bemærkede Heinesen , af den ene af disse
begyndte af bestige klippen , hvilket han kunne gøre
med noget håb , da alle så , af afsatsen var
ubesat .
Efter en kort tids forløb havde han også til
de nedensfåendes glæde besteget denne , da han , ret
som han ville klavre videre , så Heinesen kige ned
på ham fra oven af .
Færingen standsede lammet af rædsel .
„ Bliv du kun trøstig ved af krybe op , orm “ ,
råbte Heinesen ned til ham , „ og du , skjalg , kom
du kun selv med ! Jeg er nu ene heroppe ; tbi
Einar er afgået efter „ Falken “ , som jeg håber
snart vil være her , for af snakke gammelt med eder ,
om i ellers ikke opfiskede ham i nat , hvilket i selv
bedst må vide . “
Ja , hør ved du hvad , orm “ , vedblev
Heinesen , idet han bøjede sig ned efter en sten ,
„ vil du ikke op , så må du ned og dersom du ikke
rapper dig lidt , skal jeg dog se , om jeg ikke kan få
dig bedre på gled med denne “ og hermed svang
han stenen over sit hoved . Skjalgs Karl lød sig
ikke råde to gange og med en hurtighed , der gjorde
hans klavredygtighed den største ære , gled han ned
ad den vej , han var kommen .
Da skjalg vidste af gårsdagens erfaring ,
hvor umuligt oet var , af holde sig på kysten , varede
det ikke længe , før alle igen satte fra land
og de havde heller ikke været længe ombord , før man
så smugleren gøre sig klar til af stikke i soen ,
i sådan grad vare de blevne betagne af rædsel
over „ Falkens “ bebudede ankomst .
Heinesens list var lykket fuldstændig .
„ Ved den store sten , hvorpå jeg står “ , udbrød
Heinesen og gav et hop i vejret af glæde , „ nu har
jeg sagt mangen god løgn i mine dage , men endnu
aldrig en , der viste sig uforvarende af være den rene
sandhed . Einar , min gut , kom kun herhen , lad
kun skonnertens mandskab se din brede næse !
Kender du de sejl hist ude , Einar ? Skonnerten
kan ikke se dem endnu . O , bare jeg ikke havde prøvst
på af narre dem ! gid de dog vil blive en halv time
endnu ! Jonas maib om ! jeg hænger dig
istedetfor skjalg , dersom du ikke først styrer til
hests . “
Disse og mange flere glædæsudbrud strømmede
fra den altid meget talende Heinesens læber , da
han havde opdaget „ Falkens “ hvide sejl i horisonten ;
men det varede heller ikke længe , fsr også skonnerten
fik die på dem og nu kan det nok være , af den fik
travlt med af gå fra land .
Imidlertid viftede både Einar og Heinesen
med deres troier , som de havde trukket af sig , for af
give „ Falken “ af forstå , af de vare på hests og til
deres glædæ så de snart , af man ombord havde
bemærket signalerne ; thi skibet lod skonnerten
skjstte sig selv og vedblev sin kurs efter hests .
I størst mulig hurtighed steg nu Heinesen og
hans ledsager ned af deres improviserede fæstning
og snart efter modtoges de ombord på „ Falken “ af
den jublende besætning .
Medens nu „ Falken “ med alt til , hvad trække
kunne , forfslger skonnerten , vil vi gribe lejligheden
til af forklare , hvorledes Jonas kunne komme så
belejlig til hests .
Dct hele gik meget naturligt til .
Da præsten på sands , havde bemærket den
iagt , en fremmed skonnert gjorde på to mand , i
en firemandsfarer , indså han , af der „ stak et eller
andet derunder “ , og af det i ethvert tilfælde måtte
være Heinesen kært , af få underretning om den
fremmede sejler , hvorfor han afsendte en pålidelig
mand med den sornsdne meddelelse , så snart
strømforholdene tillod ham af sejle til thorshavnsåfage
styrmanden fik alt dette af vide ,
antog han med en erfaren kapergasts hele kløgt , af
de to mænd , der flygtede i firemandsfareren , måtte
være Heinesen og Einar , der på en eller anden
8
måde vare blevne berøvede jollen og nu søgte af
flygte på denne måde . Han lod derfor standse
med ladningen og havde skibet klart til af løbe ud
ved første strømvending .
Skjøndt skonnerten sejlede godt , var „ Falken “
Med sin halve ladning , dog åbenbart dens overmand
også heri , og henimod solnedgang var den derfor
kommen smugleren så nær , af Heinesen kunne
sende ham sin første kugle .
Da skonnerten ikke besad skyts og besætningen ,
inklusive skjalg og hans folk , også var „ Falkens “
Mandskab underlegen i antal , kunne der ikke være
tale om nogen modstand , og der behøvedes derfor
blot endnu en kugle , for af bringe smugleren til af
lægge bi .
I næste øjeblik var „ Falken “ på siden af
ham og Heinesen med sit mandskab ombord på
det smudsige dæk .
„ Klyng mig den mand op “ , bød Heinesen og
pegede på kaptajnen ; „ men hvad eder angår “ ,
vedblev han , idet han vendte sig til mandskabet , „ så
håber jeg , at livet bliver eder skænket , om det viser
sig , at i ikke have befatter eder med fribytteri eller
øvet hærværk her på øerne “ .
Kaptainen gik sin død i møde som en mand ,
der var vant til at se den under øjne og før erfaren
i sit ville livs skole til at vente , at kunne opnå
forandring i den skrækkelige dom .
Indtil den var exeqveret , herskede en lydløs
tavshed på dækket .
„ Nu kommer dit regnskab , skjalg ! “ udbrød
Heinesen og vendte sig imod den ulykkelige mand ,
der imidlertid mødte hans truende blik med et
fast og roligt øje . „ Jeg lovede , selv at lægge
strikken om din Hals , men så megen ære er du
ikke værd , du usling , som før en lumpen vindings
skyld holder til med smuglere og forfølger landets
egne børn . “
„ Jeg har aldrig holdt til med smuglere før
i dag “ , svarede skjalg stoll .
„ Og vel heller ikke forfulgt mig ? “ spurgte
Heinesen spottende .
„ Io , Mogens “ , svarede skjalg lige uforfærdet ,
„ det har jeg og beklager jeg noget , så er det kun
det , at jeg ikke har kunnet holde mit løvte fil
dig . “
„ Men hvad er årsagen fil dette had ? “ udbrød
Mogens forundret . „ Jeg ved dog aldrig , at have
skiftet hverken ondt eller godt med dig . “
„ Kan du endnu mindes kolfinna ? “ spurgte
skjalg og så Heinesen stift i øjnene .
Magnus Heinesen studsede .
„ Jeg ser dog , du mindes hende og det var
næsten mere end jeg havde ventet “ , bemærkede
skjalg med bitterhed . „ Nu vel “ , vedblev han ,
„ hun var den eneste kvinde , jeg nogensinde har
båren kærlighed fil og jeg troede også , at hun
var mig god . Da kom du fil hendes moders
gård og du stjal den unge piges hjerte , der ikke
kendte noget fil menneskenes onde lidenskaber .
Hendes moder stødte hende fra sig , da hendes vanære
blev hende vitterlig og jeg ilede fil østers for at
tage hævn over dig ; men du var rejst bort en
kort tid forud . Jeg vendte da tilbage fil vågs
og tog hende med mig fil skue og begrov hende der
med løfte om at hævne hendes skændsel og min
ulykke , når vi nogensinde mødtes . “
„ Hvorer kolfinnas barn “ , spurgte Heinesen ,
stærkt bevæget ved disse ørd .
„ Han er min søn “ , svarede skjalg , „ bærer
mit navn og skal arve mig , fordi han er hendes
udtrykte billede . Havde han et eneste af dine træk ,
havde jeg knust hans hoved mod øens klipper . “
Der var en vis storhed i det uhyre had , som
åbenbarede sig i disse ord og den frimodighed , hvormed
skjalg udtalte det , så at sige med strikken om
halsen , var ret skikket til at gøre et dybt indtryk
på en natur , som Magnus Heinesens .
han gik nogle gange op og ned ad agterdækket ,
medens en lydløs taushed herskede på skonnertens
dæck .
Endelig standsede han foran skjalg .
„ Hvorfor myrdede du mig ikke , da jeg var i
dit hus ? “ spurgte han endelig .
„ Jeg er ingen snigmorder , “ svarede skjalg
stolt . „ Havde jeg ikke vidst , at Brooks havde ligget
ved syderø , ville jeg have udæsket dig til en kamp
på liv og død ved kolfinnas grav ; men da
jeg forudså , at du ville fælde mig , valgte jeg al
gøre det , som jeg foretøg mig . “
Atter gik Heinesen frem og tilbage på dækket .
Alle følte , at han kæmpede en voldsom kamp i sit
indre ; men til sidst fejrede hans bedre natur og idet
han igen standsede foran sin fjende , udbrød han :
„ Du skal dog vide dette , skjalg , at kolfinna
aldrig talte til mig om sit forhold til dig , ligesålidt
som jeg nogensinde hørte dit navn i hendes mund ,
eller har kendt dig før i går . Jeg kan imidlertid
forstå , at du ikke alene hader mig , men også har
grund dertil . Jeg fljcenker dig derfor livet i dag , så
kan du herefter frit forsøge din lykke imod mig fra
imorgen .
Men det siger jeg dig , at falder du en anden
gang i min magt under dit forsøg på at tage
mig af dage , så vil du ikke have skånsel at
vente . “
En svag rødme farvede skjalgs kinder , da
han hørte disse ord ; men han sagde ikke så meget
som tak før sit liv .
„ Gjor skonnertens jolle klar til skjalg og
hans folk “ , bød Heinesen .
I et øjeblik var befalingen fuldbyrdet og
skjalg gik i jollen med sine karle .
„ Lad den lemlæstede mand blive ombord , han
kan bedre plejes i Thorshavn “ , bød Heinesen
atter , da han så , at folkene ville til at bringe den
sårede ned i jollen .
„ Hils kølfinnas son “ , udbrød atterheinesen
og så ned i jollen , der gled langs skibets side .
Et par tårer perlede i hans øjne . Men han og
skjalg genså aldrig hinanden .
ottende kapitel .
„ Falken “ og „ Samson ! “
Kampen på heste forhøjede ikke lidet Magnus
Heinesens anseelse på sine fædreneoer , da enhver
måtte deromme det mod og den snarrådighed ,
han ved denne lejlighed havde lagt for dagen .
Umiddelbart efter kampen var han sejlet fra
thorsbavn til Bergen med sine to fuldtladte skibe ;
men den strenge lehnsmand ville aldeles ikke høre tale
om skånsel , så snart han erfarede , hvorledes
Heinesen , hans udkårne kaperfører , var bleven
angreben på hestø , idet han anså det for nødvendigt ,
at der blev statueret et eksempel , hvorfor også
alle smuglerne måtte bede med livet ; thi dengang
tog man det ikke så nøje med blodige straffedomme .
Da årstiden under alt dette var så langt
fremrykket , blev denne udflugt Heinesens første
og sidste rejse til Færøerne for dette år ; men
vinteren tilbragte han dog mere rolig end man
skulle have ventet , hvilket hidrørte derfra , at hans
unge kone så vel forstod af fængsle ham fil sig og
hjemmet . Denne gode indskydelse på hans ville
tilbøjeligheder udsvede Sophie Gyntelberg også
ud over deres ægteskabs første år , når han var
hos hende i Bergen ; men desto friere siger også
sagnet , af han fil gengæld derfor levede på
Færøerne , og da hans pligter holdt ham der den
største del af sommeren , kunne det ikke undgås , af
rygtet om hans forskellige udskejelser trængte over
fil Bergen , ja kom endogså ved ondskabsfulde tungers
beredvillighed fil hans ægtefælles kundskab , uden af
dette dog havde nogen synlig indskydelse på
kærlighedsforholdet imellem ægteparret . — såmeget
kan den fromme , oposfrende kvindes hjerte bære ,
når det engang har hengivet sig med hele sin
kærligheds fylde fil den elskede .
På Færøerne selv havde Heinesen sat sig i
forbindelse med beboerne på næsten alle der , for
af de kunne meddele ham underretning om , når et
fremmed skib lod sig se et eller andet sted , og da
han havde lovet den , der gav ham det første vink
om et sådant , en mands part af byttet , dersom noget
blev gjort , kunne han også gøre regning på
af blive betjent med al mulig hurtighed og pålidelighed .
Det meste af året var imidlertid gået og han
havde endnu intet hørt om noget fremmed skib , ja ,
han begyndte allerede så småt af tænke på den
sidste hjemrejse til Bergen , da en færing en
morgenstund kom ombord til ham og fortalte ham ,
af en mægtig sørøver lå imellem myggenæs og
vågø og af han den foregående dag havde
plyndret bø og midtvåg på sidstnævnte 0 , hvis
befolkning besvor ham , af komme dem tilhjælp . —
nu skulle det træffe sig så uheldigt , af hans halve
mandskab var tagen til en kammerats bryllup på
østers dagen i forvejen , hvorfra de endnu ikke vare
komne tilbage , og dette var rimeligvis også grunden
til af Heinesen den nat var forbleven på skibet .
Tisse folk måtte naturligvis først hentes ombord ,
medens Heinesen med detøvrige mandskab gjorde skibet
klar til af lette og udspurgte imidlertid færingen om sørøverens
størrelse og folkenes antal ombord . Skønt
han hørte , af han førte otte kanoner og var altså
dobbelt så stærk som han , besluttede han sig ligefuldt
til af løbe ud og idet mindste se forholdene an .
Imidlertid kom båden tilbage fra østers med
13 matroser , idet man førsikkrede , af det var til
ingen nytte , om malt havde taget de tilbageblevne
sømænd med , fordi de vare aldeles
døddrukne , som en følge af nattens orgier . Stjøndt
Heinesen mente , af nogle spande koldt vand over
hovedet nok havde bragt dem i en fart til sands
og samling , indså han dog , af der ville hengå
altfor lang tid inden ban kunne få dette eksperiment
udført og folkene ombord ; men på den anden side
kunne han heller ikke undvære så meget mandskab ,
navnlig når det gjaldt en kamp med en langt overlegen
fjende , og han bestemte sig derfor til af skaffe
sig frivillige i Thorshavn . Han var også så
heldig , af bevæge en snes unge færinger , som
rigtignok ikke vare vante til seillads med sligt et
skib og endnu mindre bekendte med kanonexereits ,
til af følge sig ombord , idet han gav dem udsigt til
et rigt bytte ; men da han så kom ombord med dem ,
var en ny ulykke brudt los .
Ved af udspørge færingen , som var forblevet :
ombord , fik mandskabet snartat vide , af sørøverens skib
idet mindste var dobbelt så stærkt som deres og
denne efterretning gav alle den største ulyst til af
binde an med ham . Ville derimod Heinesen love
dem , af sinde på en eller anden krigslist således
som med clerck , så ville alle gerne følge ham ,
hvorhen det skulle være ; men ellers ikke .
Såsnart Heinesen kom til skibet med sit
hvervede mandskab , sagde hans erfarne blik ham i
første stund , af alt ikke var som del skulle .
Imidlertid lod han som om han ikke lagde
mærke dertil , befalede af lette Anker samt sætte sejl
til og gik derpå ned i kahytten , efter af bave
tilkastet sin styrmand et meget talende blik . I
næeste minut var denne hos ham .
„ Hvad er påfcerde , Jonas , med mandskabet ? “
Spurgte Heinesen hastig .
„ Intet mindre , end af det er ifcerd med
af gøre mytteri , fordi de ikke vil imod sørøveren “ ,
svarede Jonas . „ Jeg havde endog møje med af
holde dem ombord til du kom , og det skete kun
derved , af jeg forklarede dem , af du nok fandt
på et krigspuds , om du anså ham for svær
for os . “
„ Nå , ikke andet “ , svarede Heinesen koldblodig ;
„ gå du blot op og få skibet bragt under sejl .
Er der nogen , som ikke vil lystre , kan du lade mig
det vide . “
Og det var der rigtignok ! thi næppe havde de
nysankomne unge mænd fra Thorshavn hørt
færingens beskrivelse af sørøveren og hans kanoner ,
før også de blev aldeles rædde og den ene sætte .
Som det ved slige lejligheder altid går , til overflod
endnu større s krak i den anden , end denne ellers
ville have næret .
„ Mandskabet nægter af lette “ , rapporterede
Jonas Mai bom igennem kahytskappen ned til sin
chef så højt , af alle folkene , der stod i en klynge
ved stormasten , kunne høre det .
I et øjeblik var Heinesen på dækket med en
huggert omkring livet og en entrebil i sin højre
hånd .
„ Du primer , styrmand , hvorfor vil mandskabet
ikke lette ? Sej derhenne ! “ råbte han med forhøret
stemme . „ Hvad satan stå i og glo på mig
før ? Har i ikke hørt styrmandens befaling ? Rask
til ankeret og til sejlene ! “
Men ikke en mand rørte sig .
„ Vil du lystre eller ikke , Frederik ? “ spurgte han
en af de fra østers tilbagevendte bryllupsgæster ,
der stod fremmest i flokken og syntes , af være deres
fører ; men næppe havde denne udstødt et trodsigt
„ Nej “ , før han med et kløvet hoved styrtede om på
dækket . I samme øjeblik trak flere af mandskabet
deres huggerter ; men et nyt slag og endnu et ,
lastede atter to andre af skibets besætning ned ved
siden af den faldne oprører .
„ Knivene i skeden og straks til eders gerning ,
i feige uslinger ! eller i blive huggede ned til sidste
mand ! Kast bådene los , Einar ! den , der forsøger
på , at forlade skibet er dødsens . Nå , bliver der
noget af ? “ vedblev Heinesen og svang sin blodige
økse højt over hovedet „ eller har i ikke fået nok
endnu ? “
„ Vi skal gerne feige dig “ , begyndte nu en af
„ Falkens “ faste mandskab , efter at han dog havde
været så forsigtig at følge kammeraternes eksempel
og stukken huggerten i skeden ; „ men vi mene kun , at
denne sørøver er os for mandstærk , til en åben
bataille . Men vil du forsøge at overrumple ham ,
ligesom du overrumplede clerck , skal vi følge dig ,
hvorhen du vil føre os “ — og hele mandskabet gav
sit bifald tilkende , ved forskellige udråb .
„ Nå , det vil i dog ! “ sagde Heinesen
spottende ; „ Tak skal i ha ' e ! Så jeg skal spørge eder
om , hvad i vil eller ikke vil ? og gøre eder regnskab
for , hvad jeg vil gøre eller lade . Nej ! sådan lege
vi ikke blindebuk med hinanden . Endnu engang !
Hver mand fluks til sin gerning ! Den sidste mand
hører mig til ! “
Men nu var også al modstand brudt og da
ingen skøttede om af være „ den sidste “ , flør alle
mand til den for dem bestemte gerning og „ Falken “ '
var i næste øjeblik under sejl .
„ Tror du virkelig , af du kan binde an med
sørøveren , med denne besætning ? “ spurgte Jonas
sin ven , da de med strøm og gunstig vind løbe
ud af Nolsø sund .
„ Forholdene er ikke de bedste “ , indrømmede
Heinesen , „ ogvarsf er det , af de færreste er øvede
folk ; men kommer tid , kommer råd . Lad os nu
først se , af komme henimod ham . “
Henpå eftermiddagen ankom „ Falken “ , til
midtvåg på vågø , hvor den lod falde Anker ;
men da Heinesen var kommen iland , fik han snart
underretning om , af faringen ikke havde overdreven
sørøverens størrelse , samt , af denne havde anvendt
dagen til af plyndre på den frugtbare 0
myggenæs , om ellers nogen af disse øer , kan
sortsene en sådan benævnelse . At binde an med
sin fjende i åben kamp , anså Heinesen for
aldeles ugørligt , især under de nuværende forhold ;
men på den anden sive forbød hans wre og
hensynet til vågøboernes stilling ham , af forlade
farvandet , uden af forsøge noget , og hvad dette
„ Noget “ , skulle være , blev han snart enig med sig
selv om .
Henpå aftenen syntes del , som om alle hans
forberedelser være trufne og man så ham nu fra
„ Falken “ , ro langs kysten , ad den kant , der
førte ril sørøveren , som han på grund af
strømmens magt , også snart kom på siden af .
„ Jeg ville gerne tale med kaptajnen “ , råbte
han op fil det mandskab , der hoved ved hoved
kigede ned fil barn .
„ Kom herop da “ , lød det fra en af folkene ,
hvis stemme overtydede Heinesen om , af denne
var fra et af de skandinaviske lande .
„ Vil i først tage imod disse fisk “ , svarede han
og langede nogle store torsk op fil dem , hvorpå
han selv svang sig ind på dækket .
Det syn , der beder mødte Magnus Heinesen ,
kunne nok skære en færing i hjertet og bringe
blodet i kog hos en mand som ham .
Rundt omkring stod får bundne , medens man
forude var ivrig beskæftiget , med af slagte og slå .
Sengeklæder , bohave af alle slags , især kobber- og
tinkar lå i store dynger hist og her ; men det
tungeste ved det hele var , af se en færing ligge
bunden på hænder og fødder , ved den ene kanon ,
med alle kendetegn på , af han for kort siden havde
været genstand for en rå mishandling , alt sammen
en følge af , af ban havde sat sig til
modværge , for af skaffe sin kone tid til af flygte ,
noget Heinesen fik af høre ombord , idet man tillige
fortalte ham , af han skulle hænges den næste
morgen .
„ Der står kaptajnen henne og ser på
slagtningen “ , bemærkede den mand , der først havde
talt til ham . . „ Nej , stop nu lidt ! Nu kommer han
selv hen til dig . “
Idet Heinesen mynstrede kaptajnen , da denne
slentrede tilbage fra forstavnen , så han straks , af
han havde en ualmindelig mand for sig .
Hans træk viste en blanding af råhed og list
og da han var en spinkel mand , af almindelig hvide
og dito kræfter , antog Heinesen , af han nærmest
kunne takke sin åndsoverlegenhed for den fremragende
stilling , han indtog i det ville samfund , hvortil
han horfe .
„ Hvad vil du mig ? “ spurgte kaptajnen og så
skarpt på Heinesen , der havde taget hatten af og
så helt forbløffet på sørøveren .
„ Jeg har nogle fisk , som jeg vil bede kaptajnen ,
at tage imod “ , svarede Heinesen , med boksende
forlegenhed eller frygt .
„ Hvorfor vil du give mig dine fisk ? “ spurgte
kaptajnen igen , på sit halve engelske og halve
hollandske .
Det lod ikke til , at Heinesen forstod , hvad han
spurgte om ; thi han så med et spørgende blik på
den Matros , der først havde tiltalt ham .
„ Kaptajnen vil have at vide , hvorfor du vil
give ham dine fisk “ , forklarede denne .
„ Nå , sådan “ , svarede Heinesen . „ Jeg ville
gerne sejle ud , at fifle i fred og jeg skal hver dag
bringe kaptajnen noget af fangsten , om det bliver
mig tilladt .
Det tør ellers ingen , sålcenge kaptajnen ligger
her ; men jeg har intet andet at leve af , med kone
og barn , uden denne fortjeneste . “
„ Hvad hedder du og chvor bor du ? “ spurgte
kaptainen videre .
„ Jeg hedder Rasmus og bor på sandø “ ,
svarede Heinesen .
„ Så må du vide , hvor Mogens Heinesen
ligger med sit skib “ , bemærkede kaptajnen , og så
atter fin mand stift i øjnene .
Atter lod Heinesen til at være uvidende om
hvad kaptajnen sagde ; men efter at han havde fået
meningen forklaret på den ovenomtalte måde ,
svarede han efter nogen noten : „ Ligger han der ,
hvor jeg så ham i forrige uge , så er det ved
Thorshavn . “
„ Hvad dag var det i forrige uge ? “ forhørte
kaptainen ham videre .
„ Lad mig se ! i dag er det onsdag . Det var
akkurat i onsdags “ , svarede Heinesen bestemt .
„ Hvormange kanoner fører han ? “ vedblev den
ufortrødne spørger .
„ To på hver side “ , svarede Heinesen med
lige bestemthed .
„ Og hvormange folk har han ? “ spurgte han
fremdeles .
„ Det kan jeg ikke sige , for jeg har ikke været
ombord og har ikke talt dem ; men såmange , som
her er tror jeg ikke han har , “ svarede Heinesen
idet han lod sit blik løbe hen over dæekket .
„ Det passer alt sammen med hvad jeg i forvejen
vidste og for så vidt er hancærlig nok “ , bemærkede
kaptajnen til sit omstående mandflab . „ Du kan
fiske så meget du vil “ , vedblev han , idet han igen
vendte sig til Heinesen , „ og kan du i morgen , når
du kommer med fisk , give mig sikker underretning
om , hvor Heinesen er , så skal du derhos få
nogle penge for din meddelelse .
Giv ham noget at leve af “ . Idet han henvendte
disse sidste ord , til en af folkene , gik han atter forud
for på ny , at tage slagtningen i oiesyn .
Efterat Heinesen havde fået en nøjere forklaring ,
over det , kaptajnen havde sagt ham , satte
han sig til at nyde sin mad , på den kanon ,
hvorved hans landsmand lå med lukkede dine ,
enten fordi han slumrede , eller fordi han var besvimet .
Heinesen kendte ham ikke ; men da fangen slog
øjnene op , lod denne sålcrnge og forskende sit blik
hvile på Heinesen , at han blev noget urolig
derved . Imidlertid lukkede fangen atter øjnene og
Heinesen fortsatte med større indre ro sit måltid .
Da han var bleven færdig dermed , gjorde han
en tur omkring på dæcktet , hvor han henvendte sig
især til den Matros , der forstod ham bedst , idet han
var ham behjcrlpelig , med at udspile nogle lammeskind
for vinden .
„ Kunde du ikke have lyst til at blive hos os ,
Rasmus “ , bemærkede matrosen . „ Du kan her tjene
mere i en dag , end i en måned på dine nøgne
klipper . “
„ Havde jeg ikke kone og barn , ved jeg ikke ,
hvad jeg kunne sinde på “ , svarede Heinesen
frimodig ; „ men nu måtte de dø af sult og nød ,
om jeg forlød dem . “
„ Og hvad så det ? “ spurgte den anden koldblodig .
„ Koner kan vi få alle vegne og børn må enhver
helst være fri for . “
„ Jeg ser , du er her endnu , Rasmus , oghjoælper
dertil mines folk “ , begyndte nu kaptajnen , der som
hanisagtens jtroede , » formørket af Heinesen var
kommen bagved de talende : „ Det kan jeg lide !
Hvad tale i ellers så ivrig om ? “
„ Jeg vil have Rasmus til af blive hos os “ ,
9 '
forklarede matrøsen ; „ men han siger , af han ikke kan
for kone og barns skyld , ellers ville han nok . “
„ Lad ham om det ! Du ved , af jeg kun vil
have villige folk ombord på „ Samson . “
Da kaptajnen ville til af gå , trak Heinesen
ham sagte i hans trøje . Forundret vendte sørøveren
sig om og da Heinesen følte , af han havde gjort
et brud på disciplinens love , satte han et så
forskrækket ansigt op , af det aftvang kaptajnen et
smil .
„ Jeg beder om forladelse for min dristighed “ ,
begyndte Heinesen , med hatten i hånden ; „ men
jeg ville blot bede kaptajnen , om jeg må blive
liggende ved skibet til henimod dag , da jeg ellers
skal ro iland , hvilket jeg nødig vil , fordi man ser
mig komme herfra . “
Kaptainen nikkede nådig med hovedet , idet han
atter forlod dem og matrosen glemte ikke at tilføje :
„ Kaptajnen synes godt om dig , Rasmus . Når
han misser med øjnene , idet han ser på en , så
synes han vel om ham ; men når han ligesom
steler , sådan som han gjorde , da han første gang
tal ed e til dig , så er han ikke god at sfiffe ord
med . Du gjorde snart din lykke , om du blev her .
Hvornår kommer du igen ? “
„ Det kan jeg ikke sige bestemt “ , svarede
Heinesen ; „ men i har mig før i ved af det , især
om jeg kan få noget at vide , om Mogens
Heinesen , for det kunne smide mere af sig , end en
hel dags fiskefangst . “
Han forlod nu sin nye ven , af hvem han havde
hørt alt , hvad vi tidligere have berørt om hans
fangne landsmand og slentrede ad en omvej hen til
denne , så snart han havde overbevist sig om , at
kaptajnen havde forladt dækket .
Den fangne , så på ham , ret søm om han ville
sige noget , hvorfor Heinesen bøjede sig ned imod
ham , søm om han ville tage noget til side .
„ Frels mig , Mogens ! “ hviskedee fangen .
Skjøndt Heinesen var en mand , der førstød
at beherske sig , jog disse få ord , dog blodet op i
hans kinder ; men det var også kun en øjeblikkelig
bevægelse .
„ I morgen “ , hviskedee han .
„ Så er jeg hcrngt “ , svarede den anden lige
så sagte .
„ Jeg kommer først ! “ trøstede Heinesen .
Men i det samme kom kaptajnen op på dækket
igen og da han så Heinesens mistænkelige
nærhed ved landsmanden , gik han rask hen til ham
og spurgte med et skummelt udtryk i sine skelende
øjne , hvad de havde talt sammen om , hvortil
Heinesen svarede , at fangen kun havde bedet om
noget at drikke .
„ Kende i hinanden ? “ spurgte kaptajnen
mistæenksomt .
„ Jeg ved aldrig at have set ham før i dag “ ,
svarede Heinesen på en så oprigtig måde , at
det aldeles overbeviste den erfarne kaptajn , søm
befalede folkene , at give fangen noget at drikke og
efterse om hans bånd være uskadte , men tillige
betydede den gode Rasmus , at han kom til at
gøre fangen selskab , om han oftere kom i hans
nærhed .
Bevæget herved og tillige fordi nattevagten nu
skulle sættes på sørøveren , gik Heinesen i sin
jolle , som han lod drive agter for skibet og gjorde
fast ved roret toet ved samme og lagde sig derefter
til at sove , under et fiskegarn , som han havde
medbragt , uden at kaptajnen og de andre folk , som
i begyndelsen af og til kiggede ned til ham over
hakkebræettet , så andet af ham end hans fødder ,
der stak frem under Garnet .
Henpå morgenstunden den næeste dag , blev
der pludselig et stærkt røre ombord på sørøverens
dæk ; thi vagten havde meldt , at en brig var i
sigte , og denne brig kunne , efter alt at dømme , ikke
være nogen anden end Magnus Heinesens „ Falk . “
Kaptainen gned sine hændet af glæde .
„ Smid færingen hen ved stormasten “ , råbte
han leende ; „ han skal ikke gøre rejsen tilveirs , uden
godt selskab .
Rap jer , folk ! Hiv godset ned i lasten og
lad os få klart skib . Han skyder god fart og vi
må dog i det mindste være under sejl , når han
kommer .
„ Op med ankeret , ned med stagseilet , roret i
læ . Hvordan satan står du og vrikker , Robert ! “
Skreg kaptajnen rasende . „ Jeg skal knuse dine elendige
arme , når bataillen er forbi , dersom du ikke
rapper dig . “
„ Roret kan ikke drejes , kaptajn “ , råbte matrosen
under le hæstigste anstrengelser for at bevæge det ,
medens skibet drev villieløst for vind og strøm .
„ Fordømt vrøvl ! “ brølede kaptajnen ; „ tag i
fat Max og Antonio ! skete du din ret , knuste jeg
straks din pandeskal . “
Men hverken Max eller Antonio , formåede
mere end Robert .
„ Hurtig i en jolle , styrmand ! og se efter , hvad
der har gjort roret uklart ! “ kommanderede kaptajnen ,
og i et nu var befalingen udført .
„ Roret er førnaglet med smeltet bly og søm “ ,
råbte styrmanden op til kaptajnen , der tornede sig
ud over hakkebrættet .
Kaptajnen blegnede .
„ Fiskeren fra iaftes — og jeg dummerhoved !
Så jeg ikke snedigheden i hans øje “ , udbrød han
fortvivlet . Dernæst målte han med et prøvende
blik afstanden imellem den sig stærkt nærmende
brig og sig .
„ Samson “ må igen til Ankers , gutter ! af
manøvrere med et skib uden ror , er det samme ,
som af kæempe uden sandser . Vi vil tage tørnen
heroppe , medens i dernede se af få roret klart .
Måske lykkes det hurtigere end vi tro . Her
er redsfaber , styrmand ! Gør det umulige ,
tømmermand ! „ Samsons “ Redning beroer nu på
hammer og tang , mere end på kanoner og
entrebiler . “
Imidlertid var „ Falken “ , som skibet meget rigtigt
viste sig af være , kommen „ Samson “ på kanonsfuds
afstand og gav snart efter sørøveren sit glatte lag
forind . Derefter stod den langs ad hans side ,
hvorved de vekslede skud med hinanden ; men nu løb
Heinesen ham igen agter om og tvang ved et par
kardcetsker mandskabet i båden , der lå og hamrede
ved roret , til af forlade denne farlige plads .
Da kaptajnen nu så , af „ Falken “ vedblev af
sende kugler og kardcefster langskibs agter ind over
det værgeløse skib , stod det klart for ham , af han
måtte stryge , dersom det ikke kunne lykkes ham , af
entre sin modstander , og han befalede nu alle folkene ,
af gå i bådene , der havde ligget i søen siden
gårsdagens plyndringstog .
Dette var imidlertid et fortvivlet foretagende ,
som derfor også havde sin egen fordærvelse ifølge
med sig . Efter at den ene båd , hvori kaptajnen
selv befandt sig , var sejlet iscenk , hvorved han og den
største del af mandskabet druknede , tyede de tvende
andre tilbage til skibet , hvor styrmanden øjeblikkelig
strøg flaget .
Til Heines en s store bedrøvelse havde den
fangne færing modtaget et dødeligt sår under
den korte kamp og udåndede nogle timer , efter af
skibet var taget . Han var den eneste faldne mænd
på Heine se ns side ; men han døde , som han selv
sagde , med glæede , fordi fødelandets skændsel og
hans egen genvordighed var hævnet så glimrende .
Heinesen fik hans navn og hjemsted af vide og
lovede , af vidne for alle , af det var hans troskab ,
han skyldte sin sejr .
Havde han sagt kaptajnen , hvem „ Rasmus “
Var , ville denne upåtvivlelig have belønnet hans
meddelelse , med hans frihed og måske endnu andre
gaver ; men ædle sjæle se på fædrelandets tarv
frem for på deres eget bedste , og gud ske tak , tæller
Danmark endnu mange mænd , der heller vil se
døden under dine , end vorde forrædere imod deres
egne landsmænd og fødelandets hellige sag .
niende kapitel .
„ Gemt er ikke glemt . “
Siden den i forrige kapitel beskrevne kamp
med sørøverne , havde Færøerne været i fred for
disses og smuglernes besøg , i et par årstid , og
„ Samson “ , som Heinesen havde ombyttet med
„ Falken “ , var af den grund alene bleven benyttet i
handelens interesse , medens skibet dog altid var
klart til at tage imod fjenden , så snart nogen viste
sig . For at gøre så meget ud af sin eneret som
handlende på øerne , og for at påse , at intet
smugleri fandt sted , var Heinesen bestandig
sejlet om imellem disse om sommeren , medens
vinteren ufravigelig tilbragtes i Bergen , og vi finde
ham således i eftersommeren 1582 , med sit skib
til Ankers imellem de to små øer , svinø og
viderø , som tilligemed fuglø danne den nordostlige
del , af den færøiske gruppe .
Den lille 0 svinø , er den af den her så
stedmoderlige natur , mest begunstigede ø , idet
bjergene på nord- og sydsiden stilles fra hinanden
ved et „ frugtbart “ Dalstrøg , der giver en let adgang
til havet , både imod ost og vest , og man finder
derfor også gård ved gård , på denne af de
andre færinger , ofte misundte plet jord .
I den vestligste af disse gårde , går det lystigt
fil den dag . Store baller uld , en masse skind ,
en mæengde Tønder , dels med Tran og dels med
lammekød , en mængde sække , fyldte med fjer og
dun , foruden en hel del tørret og saltet fisk , ligge
ophobede i større eller mindre partier , enten omkring
gården , eller imellem denne og landingsstedet ; thi
beboerne fra de tre før noevnte der , vare sågodt
som alle stævnede hid , dels før af forhandle deres
varer og dels før af gøre indkøb af de artikler ,
de behøvede .
Overalt i og omkring gården , hørtes råb og
skrig , latter og banden ; der blev drukket og sungen ;
man kivedes og blev gode venner i samme øjeblik .
Ikke mindre varmt gik det fil inde i storstuen ,
hvor Heinesen , under stadig opfordring fil af
smage det stcrrke øl , der fyldte alle kruse , afgjorde
hver enkelt mands mellemværende , sågodt det lod
sig gøre i det virvar og under det drikkeri , som
gik før sig rundt omkring ham . Men iøvrigt mærkede
man tydelig , af der herskede en vis cordial stemning
i hele den larmende kreds indbyrdes ; thi Heinesen ,
var en nem mand , af komme tilrette med , når
man ikke var alt for prutten på det ; han havde
altid et godt ord på rede hånd , og var ej alene
færingernes stolthed , på grund af sine mandige
bedrifter , men beherskede dem , også ved sin åndelige
overlegenhed og bestemte optråden , når så
skulle være .
Bi skulle i al korthed sage , at give et lille
billede af det , som her foregik .
„ Hej ! Mogens “ , råbte en færing ind til
ham , igennem den åbenstående luge fra gården ;
thi dengang kendte man ikke til glasruder , på
færverne , hvor selv nu tildags , en såkaldet
„ Glasstue “ , er en stor raritet : „ Hej , Mogens !
Din bodsvend snyder mig ! “
„ Så lægger jeg til hans løn næste år ; thi
kan han tage dig ved næsen , Christen Svendsen ,
så er han den største rævepelts her på Oen , og
du har endelig truffen din overmand . “
„ Ja , ved du hvad , Jacob “ , vedblev han , vendende
sig til en anden : „ Du fik ikke såmeget for dine
uldne trøjer , dersom din smukke kone ikke havde
strikket dem ; men så venter jeg også , hun giver
mig et Kys i ligkjøb , når jeg engang kommer fil
fuglø . “
„ Kan du så det , skal det også være dit “ ,
svarede bonden leende .
„ Men er alle helvedes ånder slupne løs ! “
Udbrød han pludselig , da larmen af en mængde
vrede stemmer , der hver især søgte at overdøve
hinanden , trængte ind fil ham .
„ Det er Bjørn fra viderø , som vil slås med
„ Ulven “ fra fuglø “ , lød svaret .
Som et lyn var Heinesen oppe , greb en
nærstående Bonde om livet og bar ham , trods hans
modstand , ud i den anden stue , hvor larmen straks
standsede , da de så dette optog .
„ Er i hungrige , i glubske uhyrer ! “ råbte
Heinesen , „ så har i her en fedekalv , i kan
kede “ , — bondens navn var nemlig kalv , — „ men
vil i blot rive hinandens skind for tidsførdriv ,
tjen mig så i , at blive endnu en time , så får jeg
tiv at se derpå , og så skal jeg give den , som
bider bedst , en kande godt øl fil at lcedske sig på
bagefter . “
Ved denne spøg af Heinesen , blev hele
striden bilagt , og under latter gik hver fil sine
forretninger igen .
„ Nej , det kan ikke nytte dig noget , Harald ,
hvor venligt du end ser på mig , så husker jeg
nok dine ræevestreger fra i fjor “ , vedblev Heinesen ,
vendende sig til en anden kunne . „ Der var et
lispund sand i hver sæk fjer og det var for grovt ,
ser du . Et pund eller to , havde jeg aldrig regnet ;
thi noget må altid med i tilgift , når jeg handler
med dig . — nå , det kan du ikke forstå “ ,
fortsatte han , som svar på en bemærkning af den
uheldige spekulant : „ ja , da forstår jeg det prægtig ,
hvor tykhoved jeg end er , og kort og godt : vil du
have , hvad jeg har budt dig , kan du tage det , hvis
ikke , kan du gå ad hede helvede til , ligeså godt
først som sidst . “
„ Nå , vil du nu til at sejle hjem , min
brave Guttorm ! “ udbrød han mildere stemt , da en
færing havde rakt ham hånden til farvel .
„ Ja , så farvel da ! Du er en støt Karl ,
der hverken bryder dig om svir eller sværm ,
således som jeg og mange brave folk med mig .
Men stop lidt ! tag disse tvende tørklæder med til
dine to vakkre døtre , der lavede den velsmagende
plukfist fil mig , da jeg sidst var hos dig . “
Medens der herskede så megen støj i dens
vestligste gård , vare næesten alle le andre gårde
på øen blottede for beboerne , der vare komne
sammen på handelspladsen , ligesom folk nu alle vegne
fra , løbe fil det sted , hvor en auetion afholdes på
landet . Det var derfor intet under , af der herskede
en fuldstændig stilhed i den sydligste af dens
gårde , i hvis dagligstue vi sinde ejeren , Ketil
G ormsen , siddende for bordende med et så
mørkt udtryk i sit åsyn , af enhver ved forsle
diekast kunne se , af mandens sind i denne stund
ikke var behersket af venlige eller glædelige tanker .
I det samme åbnedes døren fra en anden
stue , og en kvinde , der snart efter viste sig af
være hans hustru , trådte ind . Hun syntes af
være midt imellem „ de tredive og fyrretyve “ og
var , uden af kunne kaldes egentlig smuk , en kvinde ,
hvis ansigtstræk gjorde et behageligt indtryk på
enhver , der så hende .
„ Du har ikke tænkt på af bryde op endnu ,
Ketil ? “ spurgte hun venlig , idet hun lagde sin
hånd på sin mands skulder .
Denne rystede på hovedet .
„ Du kan altså hverken glemme eller tilgive
hint ulykkelige ord , uagtet jeg har bedet dig om
det for min skyld “ , sagde hun vemodig ; „ og hvad
skal dog enden blive herpå , Ketil ? føler du ikke ,
at du vil styrte mig , dine børn og din hele slægt
med dig selv i grænseløs ulykke , om du vil tage
hævn over Mogens ; men vil du det ikke , hvorfor
plager du dig da selv uden mål og med . “
„ Jamen jeg vil og må hæevne mig , Kristiane “ ,
svarede hendes mand hende hæeftig ; „ Mogens
Heinesen og jeg kan ikke leve sammen på jorden . “
„ Ketil ! “ sagde hans kone og lagde sin arm
kerrlig om hans Hals . „ Du ved , hvor kær
thorgeir var mig ; men jeg skal sige dig nu , hvad
jeg aldrig troede , at jeg skulle åbenbare nogen og
allermindst dig : denne kærlighed var så inderlig ,
at jeg følte , at jeg aldrig kunne elske nogen anden — thi
en kvinde elsker kun en gang i sit liv — men da
jeg nu så din dybe bedrøvelse over den ulykke ,
hvori du var en uskyldig årsag , og mærkede , hvor
forskellige meningerne om dens grund vare i den
onde verden , så troede jeg , af jeg handlede i
thorgeirs ånd ved af give dig mit jaord ; thi
jeg antog , af lette skridt ville flade fred i dit
hjerte og bringe alle ondskabsfulde tunger fil af
forstumme .
Skjøndt min ungdomskærlighed gik i graven
med thorgeir så vil du dog vist erkende , af jeg
har været dig en kærlig og trofast wgremlæ , og
vil du nu lønne mig således , af jeg skal takke dig
sålænge jeg lever , så lad alle hcevnplaner imod
Mogens Heinesen fare !
„ Tal ikke mere derom , Kristi ane “ , afbrød hendes
mand hende heftig — „ lovede jeg dig af opgive
min hævn , lagde jeg endnu en ny pinsel fil min
sjæleqvide . “
„ Øg dog vil du komme fil af lide endnu mere ,
om du giver efter for din hævnlyst “ , bemærkede
Kristiane ; „ men gud råde derfor ! Lov mig blot ,
af du vil opgive den for dennesinde , og du skænker
mig en stor glæde og en stsrre beroligelse . “
Ketil tav .
„ I åben strid kan du jo dog intet udrette
imod Mogens “ , vedblev hans hustru , „ og blive en
snigmorder — nej ! det vil Ketil Gormsen aldrig
— men hvad anden udvej har du ellers før din
hævn , om du vil følge den . “
Ketil mumlede nogle ord , som hans hustru
åbenbart ikke forstod .
„ Du sagde nys , af jorden ikke kunne rumme
dig og Mogens “ , vedblev hun , uden af spørge ham
om , hvad han før ville have sagt ; „ men meget mindre
kan i da leve sammen , om end aldrig så kort en
stund på den lille svino . Du drage derfor
sålænge bort til min svoger på fugls , som jeg har
bedt dig om , og emstor ulykke vil dermed blive forebygget
idetmindste denne gang ; thi hvor let kan du
og Mogens ikke mødes i disse dage . “
„ Men jeg vil ikke vige en fodsbred før Mogens
Heinesen “ , indvendte Ketil trodsig .
„ Du skal heller ikke vige før ham , Ketil “ ,
svarede Kristiane kærlig ; „ men du skal vige før en
trofast hustrues bekymringer før din skyld og før de
bønner , dine børns moder i sit og deres navn
retter til dig . “
„ Nu vel , Kristiane ! jeg skal også føje dig
denne ene gang “ , svarede Ketil Gormsen og
rejste sig med hæftighed ; „ men det sker alene på det
vilkår , af du ikke oftere taler fil mig om hin
mand , der uden skjellig grund krænkede mig så
dødelig i så mange gode mænds påhsr . Sagtens
vil man fro derovre , at jeg er bleven ræd for
Mogens , og jeg skal da lide den krænkelse mere
for hans skyld “ , tilføjede han bittert ; „ men det vil
så også gøre vor afregning større og det kan
aldrig skade . “
„ Der gives ondskabsfulde mennesker alle vegne “ ,
bemærkede hans hustru med mildhed ; „ men enhver ,
som kender Ketil Gormsen ret , vil blues ved at
komme med “ flig tale .
Troer du imidlertid , at du vil få skam
deraf , så vil jeg drage med dig for at dele den
med dig . “
„ Nej , du skal blive her , Kristiane “ , svarede
im
hendes mand og så på sin kone med al den
ømhed , som en så rå natur kunne lægge i sit
blik ; „ thi vi have jo alt nogle gæster og flere
kunne komme fil . Gud velsigne dig for din
forstandighed og din trofasthed ! Du er min gode
engel her i livet . “
Met disse ord , rakte hall sin kone hånden
fil afsked og gik den lige vej ned fil øens østlige
bred , hvor han flød en jolle i søen og gled ved
strømmens magt hurtig hen imod nabooen .
Da hall havde passeret det første frenlsprillgen . de
næs af fugleoen , så han helt uventet eil sejler
som var ankret op , som han antog , fordi den ikke
kunne sejle imod den rivende strøm .
En pludselig rødme farvede Ketils kinder .
Hans øvede blik sagde ham nemlig straks , at hall havde
enten en sørøver eller en smugler for sig ; men hvilken af
dem det var , måtte være ham aldeles ligegyldigt ,
da både smuglere og sørøvere vare lige svorne
fjender af Magnus Heinesen , der havde ført
såmange af deres håndtering i døden og måtte
vente , selv at komme samme vej , om han ellers kunne
magte dem .
Hurtig var Ketils beslutning fattet — hans
„ gode engel “ var ikke længer hos ham — og efter
en halv times forløb var han på siden af det
fremmede skib , der var omtrent af samme størrelse
som „ Falken . “
Kaptainen var selv på dækket og bød ham ved
en af sine folk at komme ombord .
Da Ketil var trådt hen til ham , mynstrede
kaptajnen ham med et mistroisk blik , hvorefter han
lod ham spørge , hvad han ville .
Ketil svarede kort og godt , at Mogens
heillesen , der gik på i agt efter fremmede skibe ,
lå i et sund tæt herved og var iland på svinø ,
hvor han ville svire den hele nat , og da denne
mand var hans dødsfjende , så ville han , alene
for af få hævn over ham , overgive ham i fribytternes
hænder , om marr med nogle folk ville følge ham iland
inat . Da fribytteren havde fået dette af vide , så
han endnu engang skarpt på Ketil Gormsen ,
hvorefter han gik agter ud med sin styrmand , med
hvem han med dæmpet stemme førte en længere
ivrig samtale . Sagen var nemlig den , af man var
bleven yderlig forsigtig , efferat man havde erfaret den
list , Heinesen tidligere havde brugt for af overmande
sine modstandere , og styrmanden holdt bestandig
på , af om den fremmede mand ikke var Heinesen
selv , så var han uden tvivl en spiem fra ham eller en
forræder , der skulle føre skibets besætning i en
fætre .
kaptajnen var imidlertid af en ganske anden
mening .
Det hævnblik , hvormed færingen omtalle sit
had fil sin fjende , og tilbød af overgive Hain fil dem ,
var alt for naturligt fil af være komediespil , og han
mente desuden , af det ville være en let sag , af
sikkre sig for forræderi , da man nu engang var
på sin post .
Han gik atter hen til Ketil og spurgte ,
hvorledes man skulle bære sig ad med af gribe deres
fælles fjende .
Ketil foreslog , som den sikkreste måde , af vente
til hen ad morgenstunden , så var drikkeriet forbi og
så lå alle i deres trygge søvn på svinø , da
han ikke antog , af Heinesen ville forlade det gode
lag på denne ø for af sove rusen ud på sit
skib . Man skulle da følge ham iland med en
halvsnes mand , så ville han udpege dem den , de
søgte ; men skulle han imod forvenfning være kommen
ombord , lovede han af føre skibet hen til det sted
hvor han lå , og så kunne de gøre det af med ham
i åben kamp , om de lystede det . For af
Heinesen imidlertid ikke skulle få nys om sin
fjendes nærhed , rådede han til , af stå ud fra
land til mørket faldt på .
Det hele var så klart og tydeligt , af kaptajnen
indså , af han havde en mand for sig , der betragtede ,
dem som sit redskab for af få hævn , og han
betænkte sig ikke et øjeblik på af gribe den lejlighed ,
der tilbød sig , af få Heinesen i sin magt . Han
gav sfrax ordre til af lette , og snart vendte
sørøverskibet agterstævnen imod fugleoen og holdt
det således gående den hele nat , indtil de omtrent
kl . 3 om morgenen lod ankeret falde , ud for det
sted , hvor Ketil var gået tilsøs .
Her bemandedes storbåden med en snes
forvovne karle , som vare bevæbnede lige til tænderne ,
som man siger , og med disse roede styrmanden
iland fulgt af Ketil , der øjensynlig var i en heftig
indre bevægelse , hvor megen umage han end gjorde
sig for af stjnle den .
Da de vare komne til kysten , befalede styrmanden
den halve del af mandsfabet af blive ved jollen ,
af høre efter enhver sfoi fra den kant , de agtede sig
hen og ile derhen , så mandstærke som mulig , når
de mærkede noget mistænkeligt , hvorefter han selv
med de øvrige folk fulgte med Ketil op i landet ,
uden et eneste øjeblik af tabe føreren af sone .
Da de kom til den af Ketil betegnede gård ,
listede skaren sig på ægte stimandsvis ind i huset ,
der bar de tydeligste spor af det ville drikkelag ,
som havde fundet sted den samme nat . Allevegne
lå døddrukne mennesker , trygt sovende ligeså vel
på borde og bænke . som under disse og midt på
gulvene , medens varer , af alle sorter , opfyldte
de mellemrum , som skilte de sovende gjcæster fra
hinanden .
Fulgt af den ville flok , sneg Ketil sig ind i
storstuen , medens han med en lygte belyste ethvert
ansigtstræk af de slumrende mcænd , han kom forbi .
Endelig faldt hans blik på en løibcenk ,
hvor en mand , som man syntes at have sørget bedre
for end for nogen anden , lå i en tryg søvn .
Ketil bøjede sig over ham og et ondskabsfuldt
smil spillede om hans læber .
Ten hele scene var en malers pensel vccrdig
og kan bedre tænkes end beskrives : den slumrende
mand , hans dødsfjendes hcevnglødende blik , som
synes at dvæle en stund , for ret at nyde hævnens
sødme , idet han holder lygten hen over den
sovendes ansigt ; den ville skare bag ved og
omkring ham , det ene ansigt mere forvørpent end let
andet , med huggerter i hænderne , seende snart på
Ketil , snart på den sovende , som om le ville
spørge : „ er det ham ? “ og endelig le mange trygt
slumrende mcænd overalt i stuen , hvor der var plads
for et menneskeligt legeme enten for bohave eller
for varer - hvo kan tænke sig et mere gribende
natstykke !
Såsnart Ketil havde betegnet den på løibcenken
slumrende mand , søm den , de søgte , blev dennes
hænder og fødder sfrax bundne , med al den
hurtighed , søm en lang øvelse i slige arbejder kan
give , og fire slcerke karle vare alt i begreb med af
løste Heinesen op på deres skuldre , da denne
fuldstændig kom til sands og samling .
Hans bli : mødte Ketil s og sfrax stod alt klart
for ham ; men han indså også i samme nu . af
han intet andet havde af gøre , end af finde sig i sin
skæbnc , og den ville han gå i møde søm en
mand .
Uden af råbe om hjælp , søm han både fandt
foragteligt og tilmed forudså « , ikke kunne bringes ham ,
lod han sig i taushed bcrre bort fra huset og
ligeså lidt hørte man enten en beklagelse eller en
forbandelse komme over hans led er — hans ulykke
var for stor dertil !
Da skaren var kommen tilbage til landingsstedet
og Heinesen var bragt vel ombord i jollen ,
så styrmanden sig om efter Ketil , søm han efter
det heldige udfald af ekspeditionen ikke havde bekymret
sig videre om ; men han var forsvunden ! hans mål
var nået og nu havde han intet mere af bestille
enten på fuglø eller på sørøverskibet ; — men
fra den høiesfe fjeldtop på svins skuede en mandlig
skikkelse ud efter skibet sålceuge han kunne øjne
det ; thi næppe var båden stødt fil , før dette lettede
Anker og stak atter i søen . Opad dagen lagde
sørøveren bi og nu befalede kaptajnen , af bringe
Heinesen for sig .
Heinesen , iom var bleven løst af sine bånd ,
såsnart han var kommen ombord , trådte frimodig
freM , og de to M « ud Målte hinanden Med et fast
blik . Der var ingen bevægelse af spore i
Heinesens mandige åsyn ; men om sørøverens
mund spillede et lunt smil .
„ Er du Mogens Heinesen , der uden
barmhjertighed har h « ngt forskellige skibsmandskaber ,
som har sejlet i disse farvande ? “ spurgte endelig
kaptainen , og så atter skarpt på sin mand .
„ Jeg er den , hvis navn du nævnede “ , svarede
Heinesen i det samme „ Kapersprog , “ hvori kaptajnen
tiltalte ham : „ jeg har på mili konges befaling
opbragt forskellige skibe heromkring og siden har
løven dømt lem for deres gerninger . “
„ Nu skal du også undgjæelde for dine “ ,
svarede sørøveren ; „ gør strikken klar . Folk , og lad
os få den Karl klynget op med let samme . “
„ Da jeg ikke venter mig bedre af dig , vil jeg
også helst bave eirde på det jo før jo heller “ ,
svarede he irle sen koldblodig .
Imidlertid var strikken bleven lagt om den
ulykkeliges Hals og folkene ventede kun et tegn
af kaptajnen før af hale til , da denne endnu engang
vendte sig til Heinesen , hvis ansigtstræk bestandig
havde været genstand før hans iagttagelse .
„ Dærsom jeg nu gav dig fri , fordi jeg ser , af
du er en rask og modig mand , hvorledes ville du
så lønne mig derfor ? “
„ Jeg ville forlange af dig , af du straks skulle
forlade disse farvande “ , svarede Heinesen , idethan
løsnede strikken om halsen en kende , rimeligvis
før bedre af trække vejret ; „ men ville du ikke det ,
ville jeg slås med dig på ærlig sømandsvis , og
fangede jeg dig levende , ville jeg bise dig den
velvillie af hænge dig her ombord , før af du ikke
skulle blive til spot før børnene i Bergen , når
du og dine kammerater førtes til retterstedet . “
Kaptainen lo himmelhøjt .
„ Endnu et ord før du svinger rundt deroppe “ ,
vedblev han . „ Er det sandt , hvad jeg har hørt , af
du engang har været gast på en kaper , der barnavnet
„ Seierskrandsen “ fra antverpen ? “
„ Du er meget nyfigen , kaptajn “ , svarede
Heinesen halv ængerlig ; „ men om så var , kommer
det ikke dig ved . “
„ Jeg havde en tvillingbroder , som hed „ den
nifingrede ; “ kan du så huske ham , og ved du ,
hvorledes det er gået ham ? “ spurgte kaptajnen med
uforandret lnne .
„ Skulle jeg ikke huske ham ! Vi vare jo le
første ved hver entring “ , svarede Heinesen lige
gnaven .
„ Men hvorledes mon let senere er gået ham ? “
Vedblev den ufortrødne spørger ; „ kan du sige mig
det , skal jeg spare dit liv . “
„ Å , han er sagtens for længefiden gået den
dej , jeg nu selv ftal på “ , var Heinesens korte svar .
„ Nej , endnu ikke , lin skælm ! men kan du
forresten skaffe mig denne lillefinger igen , skal
jeg alligevel skænke dig livet , falk “ , sagde kaptajnen
leenve , idet han holdt sin venstre hånd hen under
Heinesens næse .
„ Men er det dig , Willia m ? “ udbrød Heinesen
og flød ganske ugenert strikken af sin Hals . „ Hør ,
ved du hvad , Thompson ! nu er jeg bleven spillet
mangt et puds i mine dage , og har vel også været
med af finde på adskillige ; men mage til denne
streg har jeg aldrig hørt eller set før . Hvordan
fanden har du båren dig ad , for af få fingre
i mig , du tyrepande ! Stærk ved jeg nok . Du er
som en Bjørn , men kløgten trykkede dig ikke stort ,
da vi fore sammen . “
„ Forstanden kommer med alderen , min ven “ ,
svarede kaptajnen leende ; „ men for øvrigt var det
alvorligere ment end du måske tror , og havde den
slyngel Mogens Heinesen ikke vist sig , af være
den forvovne krabat „ norske falk “ fra „ Seierskrandsen “ ,
så havde hin slyngel nu dingtet for alle
vinde . “
De to kaptajner fulgtes nu ned sammen i
kahytten , hvor de forbleve i en fortrolig passiar ,
medens de drøftede mangt et lystigt eventyr ,
de havde fristet med hinanden , og lod alle de gamle
kammerater passere revy i deres erindring .
På grund af det uventede glckdelige møde ,
fik mandskabet en „ Extrarativn “ og der herskede
den allerfornoieligste stemning ombord , både
forude og agter den hele dag .
Da mørket var falden på , bar skibet atter
imod land . Æeriks zolle blev halet frem , og
med et varmt håndtryk som farvel til hans
gamle kammerat , forlod Heinesen skibet , idet han
gled med strømmen norden omkring svino , før af
komme tilbage til sit gode skib .
tiende kapitel .
Afregningen .
„ År jeg således lært eder , i uslinger ! af
holde vagt , når en sørøver er i farvandet ! “ lød
en forbitret stemme på „ Samsons “ Dæk endnu
før solens opgang , idet den talende gav et par
sovende matroser hver sit dygtige spark .
I et øjeblik vare de på benene , medens styrmanden ,
der i samme stund kom styrtende op af kahytten ,
tog skibets dæk i et par vældige Spring og knugede
Magnus Heinesen — thi denne var naturligvis
forstyrreren af deres morgenhvile — i sine jernarme ,
som om han ville knuse ham af bare glæde , og
neppe var støjen hørt forude , før også det øvrige
mandskab tornede op , før under levende jubelråb ,
af hilse på den tilbagevendte chef .
„ Stille , børn , stille ! blot ingen alarm før min
skyld “ , bød Heinesen , idet han rev sig ud af
Jonas ' s favn og tyssede på de øvrige med
en håndbevægelse . „ Nå , det glæder mig , af se ,
af i nedenunder datlel er mere årvågne end
dem , der skulle have udkig heroppe ; lad dem så
slippe for en lussing denne gang ; men gå i kun
tilkøis igen og kommer nogen ombord , så lad blot ,
som om i endnu ikke ved , hvor jeg er støjen eller
floien . “
Med disse ord gik Heinesen , fulgt af sin
styrmand net i kahytten , hvor de gensidig meddelte
hinanden gårsdagens begivenheder .
Hvad der var bændet Heinesen selv vide vi
allerede , og det , som Jonas Mai bom havde af
berette , var kun såre lidet .
Han havde ikke selv været iland den nat ,
Heinesen blev fangen , og da ingen , mærkeligt nok ,
havde set noget til bortførelsen , havde Heinesens
forsvinden i første øjeblik ingen bekymring vakl .
Alt som dagen imidlertid skred frem og handelen
påny skulle fortsættes , begyndte man af untres over
hans udeblivelse ; men da man sorgsæmes forhørte sig
om ham i alle gårdene på øen , begyndte man
efterhånden af blive urolige og af gøre den ene
slutning efter den anden , alle lige urimelige .
Op ad dagen kom der vel bud fra fugle , af
rt fremmed skib havde ligger til Ankers udenfor
kysten sen føje tid ; men da dette atter var styret
øster efter og ikke senere var bleven set , satte ingen
Hein esc ns førsvinden i førbindelse med det , og
man var altså ligencer .
Den eneste , der havde en bange anelse øm , af
der var slet en stør forbrydelse , var Ketil
gørmsens hustru , Kristiane ; thi føruden det , af
hendes mands tilbagekomst i dagningen , samtidig
med Heine se ns førsvinden , måtte være hende yderst
påfaldende , kendte hun ham desuden altfør nøje til
af hun ikke med bekymring skulle mærke , af han
undgik enhver berørelse med hende den hele dag ,
og hun så heri et bevis før , af han måtte bccre
på en hemmelighed , søm han hverken kunne eller
ville gøre hende bekendt med . Skønt hun på
sin side var ligeså tavs og tilbagehølden søm han ,
iagttøg hun døg hans mindste bevægelse , og da hun
tillige så , af den overraskelse , han lagde før dagen ,
da rygtet kom til gården øm Heinesens førsvinden ,
var fremkunstlet , tvivlede hun intet øjeblik øm ,
af Ketil vidste mere derom end han ville være
bekendt , og ønskede bløt i stilhed , af det uvejr , som
snart ville vise sig , når efterretningen øm hin
berømte mands undergang , kom ud øver hele landet ,
måtte svinde ligeså spørløst bort før deres slægt ,
søm Mogens Heinesens førsvinden syntes at
skulle vørde før alle .
at al handel og Vandel aldeles standsede på
svinø fra nu af , var en selvfslge . Allevegne talte
man kun om denne mærkelige begivenhed , og alle
gave hver sin mening til bedste , medens „ Samsons “
Gaster drak og bandede værre end nogensinde og
Jonas Mai bom gik som et billede på stum
fortvivlelse omkring iblandt alle .
„ Så det er den fordsmte skurk , Ketil
Gorm sen herinde , som du kan takke for denne
streg ? “ udbrød styrmanden og slog med sin kraftige
næve i bordet .
„ Både jeg og flere andre tænkte hele tiden på
ham , da vi hørte , at han havde været ude samme
nat . Jeg havde heller ikke forladt øen uden først at
have set indenfor til ham , og mulig taget ham med
til Thorshavn ; men hvad havde det hjulpen alt sammen ?
Og godt var det , at det var ham med de
ni fingre , du traf på ; thi der kunne have været
en med langt færre , som ville have behandlet dig
på en ganske anden måde . “
„ Det er nu min mening , at du skal afslutte
handelen derinde på øen , tage resten af varerne
ind og når alt så er klart fil afrejsen , skal vi sige
Ketil tak for sidst “ , bemærkede Heinesen , der
forfulgte sine egne tanker i dette dieblik . „ Når
det er forbi , gå vi fil thorsbavn og derfra fil
Bergen , hvor jeg gvitterer handelen , hvortil jeg med
hver dag har fået mindre lyst , fordi færingerne
bedrage mig vel grovt , og mine medhandlende
altid klage over , af jeg ikke bringer nok ud af
trafikken . Jeg er ikke skabt fil købmand , Jonas ,
og giver gerne en hel dags fortjeneste hen for et
godt indfald eller et smukt qvindeansigt . “
„ Det erkender jeg fuldkommen sandheden af “ ,
forsikrede styrmanden i al oprigtighed ; „ men vil
du ikke vedblive med handelen , så indser jeg ikke ,
hvorledes du skal bjerge livet ved kapertet alene ,
desførmedelst her kun i sjældne undtagelser gives
ssrovere og smuglere , som vi kunne gøre fil
priser . “
„ Å , det fandt man vel udvej for , min gode
Jonas “ , svarede Heinesen , som en mand , der alt
har faget sin beslutning , „ og kort af fortælle , så
vil jeg sige dig , af jeg også har bestemt mig fil af
give den vrantne lehnsmand bestallingen tilbage , og
derefter sejle fil offende , hvor „ Nisingeren “ skaffer
mig et kaperbrev fra den burgundiske regering
og så gå vi begge ud før i forening af bjerge os
såmeget , af selv kokkene på vore to gode skibe
skal blive rige folk , før vi skilles . — hvad synes
du om det ? “
„ Det er talt som af mit eget hjerte “ , udbrød
styrmanden henrykt , „ og gutterne ombord ville ikke
blive mindre fornøjede derved end jeg ; thi denne
tuskhandel er -grunden ikke noget før gamle kapergaster ,
det har de længe ymtet vin . Men sig mig
engang , Mogens : hvad fornemmelse havde du
egentlig , dengang strikken blev i agt om din Hals ?
Man ved jo aldrig , hvorledes det sidenhcn kan gå
en brav mand “ , tilføjede han leende „ og så er
det altid godt , af kende lidt forud til sin stilling . “
„ Jeg følte blot en uhyre forbittrelse imod
Ketil Gormsen “ , svarede Heinesen i ak
oprigtighed , „ og hver gang jeg siden efter tænker på
den forræder , er det ligesom jeg atter fornemmer strikken
om min Hals . “
I det samme meldtes det , af en båd lagde
fra øen og satte kurs efter „ Samson “ , hvorpå
styrmanden hurtig gik op på tækket , hvor han endnu
engang tilholbt mandskabet , af fortie kaptajnens
tilbagekomst for alle , og have tilsyn med , af ingen
kom ned i kahytten , hvor Heinesen havde kastet
sig i sin kvie , for af nyde en højst nødvendig hvile ,
medens Jonas Mai bom fog ind fil øen , for af
få de sidste varer indslibede og afgøre det sidste
mellemvarende med de tilbageværende bønder , af
hvilke de fleste ved middagstid førlode svinø
for af bringe efferretningen om Heinesens
in
ubegribelige forsvinden omkring fil de forskellige
klippeøer . Den hele dag gik imidlertid hen for
besætningen med af bringe alle varerne ombord og
det var først langt ud på aftenen , af styrmanden
kunne melde Heinesen , af „ Samson “ var klar fil
af afgå .
Vi vende os nu fil Ketil Gorm se ns gård .
Dens ejer havde tilbragt en søvnløs nat ; thi
ej alene skal der et forstokket sind fil af kunne sove
umiddelbart efter en sådan niddingsdåd som den ,
han havde fuldført kort i forvejen , men , som han
lå allerbedst i sin seng , opstod pludselig den tanke
hos ham , af det mulig kunne lykkes Heinesen , hvis
list og talegaver være ham velbekendte , på en eller
anden måde , af slippe bort fra sørøveren og da
måtte han være forberedt på en frygtelig afregning .
Jo mere han tænkte derpå , destø sandsynligere
blev denne mulighed ham og han følte den onde
samvittigheds kvaler i alle dens rædsler , idet han
lyttede efter den mindste støj i eller ved gården ,
og forbandede sin dumhed , af han ikke var taget
med ud på skibet , for af overbevise sig om , af
hans onde hensigt var slet fyldest .
Hans hustru , som godt mærkede sin mands
urolighed , behøvede ikke sin skarpsindighed for af
indse , af hendes frygt for af Ketil til fulde kendte
sammenhængen ved Heinesens forsvinden , kun
var alt for velbegrundet , og tilbragte derfor en ligeså
søvnløs nat som han , idet bitre tårer i stilhed
vædede hendes kinder , og hun bad til gud for
hendes ulykkelige mand , sine børn og sig selv .
Da natten henrandt uden forstyrrelse , faldt en
stor sten fra Ketil s hjerte , og da man heller ikke
op ad dagen hørte noget om Heinesens
tilbagekomst , blev han endog forholdsvis veltilmode ,
idet han nu antog det for afgjort , af den mand han
hadede så bittert ikke længer var i de levendes tal , og
han trøstede sig med , af om end mistanken en stund ville
dvæle ved ham , så ville der aldeles mangle beviser imod
ham , selv om denne mistanke fremkaldte en anklage ,
hvorpå han måtte forberede sig , alene fordi han
havde været borte fra øen hin skæbnesvangre nat ,
og var bekendt som hans uforsonlige fjende .
„ Fader , ved du , hvad folk siger ? “ spurgte hans
lille seksårige datter Maren , da hun stod ved
davrebordet , hvorved Ketil indtog sit måltid .
„ De sagde såmænd i går henne i Søren laves
gård , af æu har lokket Mogens Heinesen til
dig og slået ham ihjel ! “
„ I skal aldrig høre efter , hvad onde mennesker
sige om nøgen og mindst om eders fader ! “ rettede
moderen hende .
„ Jamen , de sagde også , af folkene på
„ Samson “ ville komme og stikke ild på gården “ ,
bemærkede hendes ældre Broder , som for af give en
undskyldning for søsterens meddelelse .
„ Det er atter løs tale , børn “ , svarede moderen ;
„ Samson “ sejler jo op ad dagen , om den ikke
allerede er lettet . Desuden er her lov og ret i
landet , og de kom i stor ulykke , om de tænkte
på en sådan skarnsstreg , som af sætte ild på vor
gård . “
Dagen gled nu hen uden af Ketil døg forlod
husenes område ; men han følte tydelig , at der var
rejst mistanke imod ham ; thi de få vender , som
fra de nærliggende øer havde nydt gæstfrihed hos
ham under deres ophold på svinø , talte ikke et ord om
Heinesen eller hans forsvinden , da de kom for at
tage afsked med ham og takke ham for „ alt godt . “
Man kan nemlig være overbevist om , at det er kun
trofaste venner og hemmelige fjender , som bringe
ulykkesbudskaber fil huse . De mange , som stå i
forbindelse med en familie uden at høre enten fil
den ene eller anden af hule to kategorier , tale vel
med alle andre om hint eller dette onde rygte , der
pludselig er opdukket , og glemme heller ikke at give
deres mening tilkende , i reglen , en meget skarp
udtalelse , om dette rygtes slorre eller mindre
sandsynlighed ; men sætte den pågældende ind i
sagen , let er en ubehagelighed , de i de allerfleste
tilfælde helst skyde fra sig .
„ Fader , nu kommer folkene fra „ Samson “ og
stikker ild på gården “ , skreg den lille Ulrik , i det
han kort før middag styrtede ind i dagligstuen , hvor
Ketil sad ved sin kones side med hovedet støttet
på armene , der hvilede på bordet .
Ketil blegnede , og hans kone tilkastede ham et
blik fuldt af den inderligste bekymring , som om hun
ville spørge : „ vil du blive eller fly ? “
„ Jeg har intet af frygte for “ , svarede Ketil
Gormsen , som svar på hendes øjekast , „ og derfor
vil jeg tage imod dem her i min stue . De vil
sagtens have forklaring over min fraværelse i
forgårs , og den skal de få . Vil de forresten øve
vold imod mig , så vil det gå dem selv væerst siden
hen ; men ville de omgås mig på en tilbørlig
måde , vil du , Kristiane , forsyne dem med mad
og drikke . “
Som svar på denne opfordring ilede hans
hustru med af brede en dug på bordet , det visse
kendetegn på , af man er tilsinds , af vise de
ankommende al mulig gæstfrihed , og næppe var hun
atter trådt ind og havde sat tvende kruse øl på
bordet , før man så Jonas Mai bom og ofte
af mandskabet fra „ Samson “ komme ind i gården ,
hvor dog de seks førbleve , medens styrmanden selv
trådte ind til Ketil , der modtog dem med rolighed
og en tilsyneladende velvilje , idet han dog bemærkede ,
af det tyktes ham , af de vare komne meget mandstcerke
til hans gård .
„ Det er også alt for farlige tider fil af man
tør vove sig ud alene “ , svarede Jonas , uden af
gjengjælde Ket ils hilsen . „ Når en mand , som
Mogens Heinesen , kan forsvinde midt i en kreds
af venner og kammerater , selv om disse sov som
stene — uden af man endog kan begribe , hvorledes
dette er gået fil , så må man her på svinø tage
både våben og mandflab med , når man vil se
sig lidt om . “
Ketil bemærkede hertil , af deres kaptajn næppe
var forsvunden , som flet var , om der blot havde
stået en eneste af hans folk ved hans side ,
bevæbnet og årvågen , som de vare , Jonas havde
medbragt .
„ Å , det ville kun have fremkaldt nogen
spektakel “ , svarede styrmanden tørt ; „ en mand havde
ikke kunnet klare det , om jeg ellers har gjcettet rigtigt
med hensyn fil den måde , hvorpå han forsvandt .
Men for af gå lige fil sagen , vil jeg sige dig
rentud , Ketil , af vi lige fra først af have haft
mistanke om , af du har haft en finger med i
denne flammelige sag , og af „ Samsons “ Mandskab
har sat sig i hovedet , af ville tilbunds i den , hvorfor
vi er komne herhid , for enten med det gode eller
onde at føre dig ombord på „ Samson “ , hvor vi
alle ville forhøre dig og domfælde dig . “
„ I have ingen anden ret til at forhøre og
domfælde mig end den , i fager eder selv “ , svarede
Ketil , tilsyneladende aldeles uforfærdet , „ og vil i
overfalde mig i min egen gård , ville i derved
forbryde eder imod landets love , og pådrage eder
stort ansvar derfor . Jeg skal møde eder til ttinge ,
hvor og når i eller øvrigheden ønsker det , og vil
i ellers have noget at vide af mig , skal jeg sige
eder det her — mere eller mindre få i mig ikke
til med let gode . “
„ Det er ikke mere end vi have ventet “ , svarede
Jonas lige bestemt , „ og netop lerfor komme vi så
mandstcerke . Gå derfor heller med det gode , Ketil ,
og jeg lover dig , at du frit skal vende tilbage ,
såfremt ikke enhver , endog din kone , som slår her ,
finder dig skyldig . “
„ Hvad andet bevis har i da imod mig “ ,
spurgte Ketil , som gerne ville have sagen afgjort i
tit hus , „ uden den ulykkelige ømstcendighed , at jeg er
bekendt som Mogens Heinesens uven og at jeg
var borte medens han forsvandt . Men også derom
kan i få tilstrækkelig oplysning endog af min kone ,
som du før nævnede . Lad os dog tale om det , som
findige og rettænkende mænd ! Her er ol og mad
nok til eder alle , og vi kunne endog komme til at
stilles som gode venner . “
„ M o g e n s h e i n e s e n s fjende bliver aldrig hans
mandflabs ven “ , svarede Jonas , med stolthed ,
„ og ved en sådan mands bord spiser heller ingen
af hans folk . Gør derfor ende på den lange
tale og følg os godvillig , Ketil ; thi du får
intet andet valg . “
„ Jeg skal også følge eder , om du vil tilsværge
mig , at jeg uskadt skal komme tilbage igen “ , udbrød
Ketil , der syntes efterhånden at tabe nøget af sin
rolige holdning .
„ Om du findes uskyldig , ja ! “ var Jonas
Maiboms korte og bestemte svar .
„ Men jeg kan ikke tro , at i ville være retfærdige
mod mig , alene førdi i er Mogens Heinesens
mænd , og jeg hans erklærede uven “ , indvendte
Ketil .
„ Frygt ikke derfør “ , beroligede Jonas ham ;
„ dersom vi ikke komme med sådanne beviser imod
dig , af enhver net må fælde dig , skal du være
fri før os . “
„ Men lad da så en ordentlig ret tiltale og
dømme mig “ , bad Ketil .
„ Du har hørt vor mening derom , og den er
urokkelig “ , forsikrede styrmanden . „ Jeg siger dig
derfør før sidste gang : følg os med det gode . “
„ Jeg skal også følge eder , før jeg vil slæbes
bort som et stædigt får “ , svarede Ketil med en vis
værdighed ; „ men du , min hustru , som har set og
hørt alt , vil vidne , af jeg føres bort med vold ,
hvis disse mennesker tage mig af dage i deres blinde
had til mig . “
„ Men først vil jeg dog følge med dig , Ketil “ ,
sagde Kristiane ; „ thi du vil mindes , af jeg er
kaldet med til af udtale mig om din skyld og jeg
antager ikke , af man vil tage denne indrømmelse
tilbage . “
Jonas bed sig i læben , men bemærkede dog ,
af hun kun . de følge med , om hun ville , skjondt det
ingenlunde var ment således , som hun havde forstået
hans ord . Jøvrigt troede han , at hun helst måtte
blive , hvor hun var ; men da Ketil syntes lettet ved
at hans kone ledsagede ham , sluttede hun sig så meget
hellere til skaren .
I dyb taushed litbagelagdes det korte stykke
fra Ketils gård til kysten og fra kysten til
skibet .
såsnart Ketil og hans kone vare komne op
på tækket , kaldte Jonas maib om mandskabet
agter ud , og ægteparret så sig nu omringet af en
skare sømænd , der alle så på Ketil med mørke ,
ildevarslende blikke , trods den rå godmodighed ,
hvoraf enkelte ansigter bare præg .
„ Jeg adspørger dig nu , Ketil Gormsen “ ,
begyndte Jonas med imponerende alvor , « i hele
mandskabets navn , om du tør nægte at have del
i den ulykke , der hændies vor kaptajn næstforrige
nat ? “
„ I lovede mig beviser ; kom med dem ! “ svarede
Ketil tilsyneladende rolig . „ Om jeg siger nej , tro
i mig dog ikke alligevel . “
„ Du skal så dem “ , svarede Jonas kort . „ Vil
du nægte , at du har været ombord hos en sørøver ,
der iforgårs krydsede ost for svino ? “
„ Jeg sejlede til fugls , for at undgå et
sammenstød med Mogens Heinesen “ , forklarede
Ketil , „ og jeg vidste ikke af det fremmede skib
at sige , før jeg var kommen hinsides fuglo . Jeg
måtte da ombord , da strømmen ikke tillod mig at
vende om ; men ud på natten , da skibet passerede
svinø , gav man mig tilladelse til at gå iland
igen . “
„ Og du førte ikke sørøverne til laves gård ,
hvor de grebe vor kaptajn , bandt ham , og førte ham
bort ? “ spurgte styrmanden , og så Ketil stift i
øjnene .
„ Jeg siger igen : bevis denne beskyldning ! “
Svarede Ketil med fasthed .
„ Det skal ste således som du ønsker det “ , og med
disse ord slog Jonas døren til kahytskappen op .
Ketil Gormsen tumlede tilbage — Magnus
Heinesen stod for ham .
„ Gør strikken klar “ , befalede Jonas , og i et
nu var den slynger om Ketils Hals .
„ Nåde , Mogens Heinesen “ , bønfaldt
Kristiane , og vendte sig med foldede hænder imod
skibets fører : „ før min skyld lad ham leve ! det er
mig , som bragte faren over dig og ikke Ketil ! “
„ Dig ? “ spurgte Heinesen forundret . „ Hvad
ondt har jeg da gjort dig , kvinde , af du ville
behandle mig således ? “
„ Jeg har altid keret dig , Mogens , for dine
fappre gerningers skyld , og det gør enhver
færing , være sig mand eller kvinde , som har
hjertet på det rette sted , og da jeg nu vidste , af
Ketil hadede dig for et ords skyld , du engang
lød falde i Thorshavn “ , forklarede Kristiane videre ,
„ så besvor jeg ham , ligeså meget for din som for hans
skyld , af tage til min svoger på fuglø og blive hos
ham , indtil du var sejlet igen . Dette gjorde han også ;
men hvad der siden hændtes ham , ved jeg ikke . Kun
såmeget er sikkert , af hverken han eller jeg vidste
af nogen sørøver af sige , da han forlod sin
gård . “
„ Jeg vil tro , hvad du siger “ , svarede Heinesen ;
„ men pønsede din mand ikke på min undergang ,
havde han aldrig søgt ud til sørøveren for af få
den fuldbyrdet , og kunne thørgeir Rut træde frem
for ham , således som jeg nu kan , alene fordi
fribytterkaptainen var min gamle kammerat , ville
han måske også fortælle os noget ganske andet ,
end hvad vi hidtil have hørt om hans fald i
afgrunden . “
„ Du gør min mand heilig uret med disse ord , og
det havde jeg ikke ventet af Mo gens Heinesen “ , svarede
Kristi ane og blev blussende rød af ivrighed . „ Jeg
få Ketil straks efter hin sørgelige begivenhed , som
jeg aldrig har ophort at begræde , og jeg så ham
også efter hans hjemkomst til gården i går i
dagbrækningen ; men der var ligeså stor forskel på
Ketil dengang og Ketil i går , som der er forskel
på uskyld og brøde . “
„ Nu vel da , kone , så vil jeg for din veltalenheds
skyld og for din gode villies skyld for
mig tilgive ham for mit vedkommende “ , sagde
Heinesen ikke uden bevægelse ; „ men jeg vil lade
mandskabet dømme imellem ham og mig , og vil det
frigive ham , så skal han også gå uskadt bort med
dig , skønt det ikke er hans skyld , at jeg i dette
øjeblik ikke dingler under sørøverens storrå ,
forudsat man ikke allerede havde kastet mit arme
legeme i havet . “
„ Jeg havde aldrig tænkt , at Mogens Heinesen
gjorde noget halvt “ , udbrød den snilde kone , hvis
kvindelige skarpsyn allerede lod hende føle , at hun
begyndte at få magt med den i grunden høimodige
kaperkaptajn . „ At overgive ham til folkenes dom ,
er det samme , som at lade dem tage livet af ham ,
fordi du , som hans anklager , selv krymper dig
derved og tillige fordi det strider mod din retfærdighedsfølelse .
Jeg læser det jo tydelig på alles åsyn .
Lad derfor din nåde blive fuldsfændig , Mogens “ ,
bad hun med indsmigrende . Stemme , „ og du vil
erhverve dig en ligeså varm ben i min mand ,
som han hidtil har været dig en bitter fjende . “
„ Jeg skøtter ikke om det menneskes venskab ,
der vil betale et henkastet ord , som han dertil selv
fremkaldte ved sin uforskammethed , med en skændig
død , “ svarede Heinesen strengt ; „ men for din
skyld skal hans liv være ham skænket .
han har da også nu selv ' mærket strikkens
kildren om sin Hals og det er altid noget .
Lad ham så løbe . Folk ! jeg beder eder derom .
— hvem fanden kan sige nej fil en sådan
kvinde !
ellevte kapitel .
Magnns Heinesens sidste kamp .
Ligesom vi åbnede denne fortælling , der helt
igennem så meget som mulig har holdt sig og vil
holde sig fil de historiske kjendsgjerninger , med at
introducere Christoffer Walckendorff og hans
lind en ow for læserne , således ville også disse
tvende mænd træde frem på ny for dem i det
drama , der på en så sørgelig måde afslutter
magnns Heinesens løbebane , ja endog , ved
siden af helten selv , blive de mest fremtrædende
personer i samme .
Vi træffe Christoffer Walckendorff , der
siden vort sidste møde med ham havde forladt
Bergen og opnået den højt ansete stilling som
rigets rentemester — hvad vi nu tildags nærmest
vil kalde finantsminister — af deltage i regjeringsrådet
i kong Christian den fjerdes mindreårighed ,
fordybet i en bunke aktstykker , der lå
12
foran ham på let skrivebord ved hvilket han sad ,
da en tjener meldte landsdommer hans Lindenow
fra Jylland , ler indtrængende ønskede , af få rentemesteren
i tale .
Walckendorffs åsim formørkedes ved al høre
Lindenow » Navn og han betænkte sig en stund ,
før han svarede tjeneren , af den anmeldte kunne
indlades .
„ I være velkommen , hans Lindenow “ ,
udbrød rentemesteren , idet han , efter at have kastet
endnu et flygtigt blik i le foran ham liggende
papirer , rejste sig , retsom Lindenow trådte ind addoren
og rakte ham sin hånd .
„ Jeg ønsker eder fil lykke med eders køb af
ørslevklosfer , som ganske vist var et fordelagtigt
mageskifte . Hvornår var ellers ankomsten ? “
« iaftes , nådige herre , “ svarede Lindenow ,
idet han mel wrbødighed modtog rentemesterens
fremrakte hånd . „ Jeg er ilet over Hals og hoved
hertil , efter af den ulykkelige Mogens Heinesens
hustru havde sendt et ilbud til mig med underretning
om ben fare , hvori hendes mands liv svævede , og
jeg takker gud , allersommcegtigst , inderlig , af jeg
nåde af komme til byen , sør dødsstraffen er bleven
fuldbyrdet , da jeg således har håb om af forebygge
en stor ulykke . “
„ Om i med denne ulykke mener sørøverens
henrettelse , hvorledes tror i da , af kunne forebygge
den ? “ spurgte Walckendorff alvorlig .
„ Ved af overbevise eder om mandens uskyldighed
og om dette skulle mislykkes , da bevæge eder til af
opsætte dommens fuldbyrdelse indtil jeg erholder de
fornsdne yderligere beviser derfor fra drysse ! “ ,
svarede linden ow frimodig .
„ Skjondt retten alt har afsagt sin dom , og den
er bleven stadfæstet af mig “ , svarede rentemesteren
med effertryk , „ skulle dog intet være mig kærere ,
end om i har grunde af fremføre , som vi ikke
kende , der vil give os en anden mening om hans
strafskyldighed ; thi jeg vil ikke være uretfærdig imod
nogen , og allermindst imod en mand , hvis hoved
det gælder . I behage at tage sæde og udtale
eder frit . “
„ Desværre har jeg for tiden intet at fremkomme
med , som i , nådige herre , ikke allerede
kender “ , svarede landsdommeren ; „ men vil i tillade
mig , at sige det , så tror jeg rigtignok , at der skænkes
Heinesens påstande langt mindre troværdighed
end de burde nyde , samt at den omstændighed , at
en stor dronning optræder som anklagerinde ved sine
gesandter , to af Engellands fornemsfe herrer , har
stsrre indflydelse på hans skæbne end tilfældet
ville være , om beskyldningerne vare fremkomne fra
en mindre højtstående person . Men også hun kan
skuffe sig selv eller blive skuffet af andre og da den
anklagede , hvor forvildet et liv han end har ført ,
endnu aldrig er greben i nogen løgn , så tror jeg
også , at der bør indrømmes ham tid til at skaffe
de bevisligheder for sin uskyldighed tilstede , som han
bestandig beråber sig på . “
„ Har i læst sagens dokumenter , hr . Hans
Lindenow ? “ spurgte rentemesteren fort .
„ Jeg har ikke alene læst dem , nådige herre ,
nun jeg har endogså talt med Mogens Heinesen
selv i fængselet , umiddelbart efter min ankomst til
byen “ , svarede Lindenow , idet et fint smil spillede
om hans læber ; „ ellers kunne jeg næppe have været
berettiget til af udtale mig om sagen . Jeg finder
kun deri to ankeposter af nogen betydning imod ham :
den ene , af han ssgte af forlade byen , da sagen
indlededes imod ham , og den anden , af han sejlede
under dansk flag , uagtet han siger , af han var
spansk kaperforer . “
„ Og hvad siger i til disse lo kjendsgjerninger ? “
Spurgte rentemesteren .
„ At de meget godt lade sig forklare ved det ,
Heinesen anfører i den anledning , idet han påstår ,
af han forlod byen for af ile til Bryssel og
der skaffe de bevisligheder , han nu så hårdt savner- .
Bevis for , af ban virkelig havde bestalling , som spansk
kapcrfører , og af han blot førte dansk flag , for på den
måde , af komme de mødende skibe nærmere , da
Danmark fortiden er i fred med alle lande ; men af
han altid heffede spansk flag , når det kom til kamp ,
ligesom det også er bevist ved mandsfabets edelige
vidnesbyrd , af det engelske skib blev taget , medens
han førte spansk flag . “
„ En sørøver fører altid mange flag med sig ,
Herr hans “ , bemærkede reutemesferen . „ Jeg er
overbevist om , at han ligeså godt havde heffet franst ,
som spansk flag , dersom Engelland havde haft fred
ined Spanien og krig med Frankrig .
„ Men hvorfor tog han da ikke prisen under
dansk flag , når han i virkelighed ikke var spansk
kaperfører ? “ spurgte Lindenow .
„ Jeg antager , fordi han således troede , lettere
at kunne slippe fra sil sørøveri sidenhen “ , svarede
Walckendorff koldt , „ og hvad let angår , at han
søgte at komme fra byen , for at rejse til Bryssel
efter sine beviser , som han udtrykker sig , så kan
den tro let , der vil . Jeg betragter dette udsagn , som
en af de scedvaulige udflugter , misdædere altid pleje
at komme med , når det gjcelder , at klare et vanskeligt
spørgsmål fra sig . “
182
„ Når eders nåde har sådanne anskuelser om
Heinesen og hans sag , så indser jeg tydelig , at
ethvert forsøg på at bibringe eder en anden
mening om hans strafskyld , vil vævre spildt arbejde “ ,
bemærkede hans Lindenow , ikke uden bitterhed ,
idet han rejste sig fra sin stol , „ og jeg har nu kun
den sidste bøn til eder , at i vil opsatte dommens
fuldbyrdelse , indtil der kommer brev tilbage fra
Bryssel , hvilket jeg antager vi ! kunne ske i løbet af
en måned . Jeg beder eder derom , nådige herre ,
ligeså meget for eders egen skyld , som for den
ulykkeliges ; thi hvor meget i end tror , at jeg har
tilovers for Mogens Heinesen , så har jeg visselig
også hjertelig godhed for eders nåde . “
„ Det tror jeg også , hr . Landsdommer “ , svarede
rentemesteren , idet han også rejste sig fra sin stol ;
„ men jeg kan ikke indse , hvad den velvilje , i ncercr
for mig , kan have at gøre med hin sørøver . “
„ Så skal jeg sige eder det frit ud , herre , selv
om i vil fortørnes på mig derfor “ , svarede Lindenow
dristig . „ Det er min bestemte overbevisning , at
i begår et drab på et uskyldigt menneske , om
i i morgen tillader , at hovedet hugges af Magnus
Heinesen , og jeg skulle kende eders retfærdighedsfølelse
dårligt , om jeg ikke forudser , at det vil ryste
eder på det frygteligste og bevæege eder på det
smerteligste , når i derefter bliver overbevist om ,
at have faget fejl . Tillad mig endnu et par ord ,
nådige herre , og jeg skal ikke uterlige eder mere om
denne mand , på dette sagens standpunkt ; men
når jeg siger , af Heinesen er uskyldig i anklagen
for sørøveri , så begrunder jeg dette ej alene på
min urokkelige tro på mandens sanddruhed og
på den frimodighed , hvormed han ser sin frygtelige
død i møde , hvilken er noget ganske andet end den
forhærdelse , misdædere “ — dette ord betonede
Lindenow stærkt — „ ellers lægge for dagen i deres
sidste timer ; men jeg , der jo dog selv er retskyndig ,
turde ikke dømme denne eller nogen mand fil døden
efter det , som foreligger , uden af jeg havde en så
udmærket retslærd herre som rigskantsleren af
rådføre mig med . Lad eder dog i det mindste
bevæge fil af forelægge ham sagen , nådige herre “ ,
bad Lindenow med tårer i øjnene . „ Niels
kås er rigtignok , som jeg hører , for øjeblikket i
Jylland ; men hans mening kan i jo få af høre i
løbet af en uge , antager jeg , og lægge i så blot
en uge fil , skal jeg , næst guds hjælp , være tilstede hos
eder igen , med det manglende vidnesbyrd for hans
uskyldighed . Hvad kan det dog gøre fil eller fra ,
om den ulykkelige lever nogle få dage længer -
endog hans tidligere bedrifter i rigernes tjeneste og
ven høisalige konges velbekendte godhed for ham ,
turde gøre ham fortjent til denne nåde , ej al tale
om , al en stor ulykke for ham , en stor vanære for
retfærdigheden , og en stor hjertesorg for eder ,
derved vil vorde undgået . “
„ I er en brav mand , hans Lindenow “ ,
svarede Walckendorff , uden al det dog syntes , al
dennes bevægede ord havde gjort mindste indtryk
på ham , „ og derfor har jeg velvillig hørt på
eders dristige forbøn for hin sørøver ; men eders
venskab for dette menneske , et venskab , hvis grund
jeg iøvrigt har al agtelse for , gør eder aldeles blind for
sagens virkelige sammenhæng , og lader eder svække
de bevisers gyldighed , der gå ham imod . Jeg har
aldrig yndet denne Mogens , det ved i nok ; jeg
har i ham altid set en slagsbroder , en drukkenbold ,
en brøder liderlig , en person , der satte sit liv
ivove for et godt ord , og ikke tog det så nøje med
sine handlinger . Dette vidnesbyrd kan i heller ikke
modsige ; thi i den retning kender i ham ligeså
godt som jeg ; men hvad forslår nu et sådant
menneskes løse påstande lige overfor en så ædel ,
vis og retfærdig dronnings anklage , som dronning
Elisabeths i England , der ved sine gesandter , som
i før meget rigtig bemærkede , tvende af den engelske
adels første mænd , giver os sit ord og sin ære
på sin påstands rigtighed ? Jeg vil ikke bencegre
muligheden af , af Heinesens grunde , hvorfor han
sejlede under dansk flag , og hvorfor han søgte af
snige sig fra byen , da han blev kaldet fil af stande
fil rette før sine gerninger , kunne være sande ; men
ligeså vist tror jeg også , af det ikke er andet end
opspind af hans velbekendte snedige hoved , og jeg
kan derfor ikke andet end lade den dom fuldbyrde ,
som er bleven fældet over ham , efter den engang
tagne bestemmelse . “
„ Jeg har aldrig et øjeblik tvivlet om , af i
virkelig tror , af manden er skyldig “ , bemærkede
Lindenow , „ og lerfor forudser jeg også , hvad i
kommer fil af lide , når let modsatte bliver bevist ;
men rctfcerdigheden vil jo intet komme fil af lide
ved en kort opfattelse af dødsdommens fuldbyrdelse ,
ja vil endog blive agtet endnu højere , hvad
enten jeg forskaffer de belovede vidnesbyrd eller ikke ,
fordi den havde givet den anklagede lejlighed fil af
fremkomme med alle de beviser før sin uskyldighed ,
han beråbte sig på , en ret , der hidtil har vcerer
indrømmet enhver lilfalr , og heller aldrig kan ncegies
en sådan , hvor løse hans påstande end er , uden
af han har årsag til af beklage sig over , af han
vorder dømt uden af blive hørt til ende . “
„ Dersom jeg ikke var så overbevist som jeg er
om , af oet blot ville være en opsættelse til ingen
anden nytte for sørøveren , end af han kom til af
leve den korte tid længer , ja , dersom jeg sølle
fjendskab til ham , havde i ikke behøvet så mange
ord , for af få denne henstand bevilliget ; thi jeg
ville have givet den af mig selv “ , svarede den
urokkelige rentemester ; „ men selv om jeg havde den
godhed for ham , som eksempelvis for eder , så lød
jeg alligevel dommen fuldbyrde i morgen , eftersom
en unyttig opsættelse ville give folk formeget af
tale om , og jeg desuden har lovet gesandterne ,
af eksekutionen skal vorde fuldbyrdet i morgen , fordi
de agte af forlade byen i denne uge . “
„ Er det eders sidste ord i denne ulykkelige
sag , hr. Rentemester ? “ spurgte Lindenow
alvorlig .
„ Mit sidste ord , hr. Landsdommer ! “ svarede
- rentemesteren ligeså koldt .
„ Så ske Herrens villie ! Der står altså kun
tilbage for mig , at skaffe min ulykkelige ven sit gode
navn og rygte tilbage , efter at jeg har set hans
hoved falde for bøddelens sværd og såsandt hjælpe
mig gud ! skal jeg gøre det . “
Med disse ord styrtede den ædle mand i den
heftigste bevægelse ud af rentemesterens kabinet .
læseren må nu følge os til det fængsel på
råd- og domhuset , hvor den mand , hvis minde
vi have viet disse blade , imødeså sin sidste time .
Siden vi forlod Magnus Heinesen ved
Færøerne havde han på ny fristet kaperlivets eventyr
og farer , uden at han i begyndelsen havde videre
held med sig , på grund af den engelske Marines
store udvikling , hvortil allerede begyndelsen var lagt
på Elisabeths tid , og som filfulde forklarer , hvorfor
Magnus Heinesen altid sejlede med det neutrale
danske flag på sin fortop . Overall vrimlede det
nemlig af engelske krydsere , og engang havde han
endog en skarp fægtning med en sådan , i hvilken
hans tro ven , Jonas , tilsalte livet . Han higede
derfor blot efter , at gøre en eneste god prise for
derved at gøre ende på sit privilegerede sørøverhåndværk ,
og da det efter nogle togter lykkedes ham ,
at komme på siden af et stort rigtladet skib ,
tilhørende den rige engelske købmand Santa John
i London , begav han sig med sin prise til ostende ,
hvor han selv købte den tilligemed den størfte del af
ladningen , som han derefter førte til Bergen og
solgte med stor fordel . Han bestemte sig nu til at
forlade Bergen , hvor hans fortid og hans gamle
forbindelser bragte ham forskellige ubehageligheder ,
og med hustru og børn drage til Danmark , hvor
han da ville opslå sin bolig i København , og mulig
ende sine dage som en dristig købmand , således
som Santa John selv og mangen dristig kaperfører
ser og siden have gjort ; men her var det nu , at hans
onde skæbne mødte ham , og bragte ham den død ,
han ofte forgæves havde udæsket i den ville kamp på
fribytterskibenes blodige dæk .
Fængselet , hvori Magnus Heinesen , efterven
tids barbariske sædvane , sad lænket ved hånd og
fod til den fugtige mur , var en af de „ Ulykkens
huler “ , som syntes indrettede med det bestemte
formål , om mulig at pine livet af den ulykkelige ,
som her skulle tage et midlertidigt ophold . Kun en
eneste lille , med tykke jernstænger sikkret åbning i
den flere alen tykke mur , tæt ved loftet bragte det lys
og den friske luft , som kunne trænge ind i det fra den
skumle , af skarndynger opfyldte fængselsgård ; men
- desuagtet måtte dette fængsel betragtes som et af
de bedste , da de færreste på den tid havde andet
lys end det , der en føje stund kunne stjæle sig ind
fra den altid halvmørke gang , så ofte
døren åbnedes . At bohavet , om der iøvrigt
kunne være tale om sådant , stod i forhold til
opholdsstedet , var en selvfølge ; men det syntes dog ,
af fangevogteren , rimeligvis „ for gode ord og
betaling “ , her havde gjort en undtagelse , da der
fandtes et par stole og en loibænk samt et gammelt
trcebord , på hvilket endøg stod et krus med godt
øl , naturligvis anskaffet for fangens egne penge .
I fængselet , hvis gulv bestod af rå kampestene ,
befandt sig Heinesens hustru , der sad
ved siden af sin mand på løibænken , med
hans , den højre hånd i begge sine , deres tre børn
— to sønner på otte og seks år , samt en datter
på tre — tilligemed Einar , der havde været med
på hests , og fra den tid sluttede sig til Heinesen
med urokkelig hengivenhed . Nu åbnedes tilgangen
udenfra med stor larm og hans lind enow viste
sig i den åbne dør , der atter lukkedes med lignende
støj efter ham .
„ Kan i se , kære herre , at i kunne have
sparet eders vandring til den strenge rentemester !
Jeg læser udfaldet på eders åsyn , og jeg beklager ,
at i foretog denne forgæves gang ; men ligefuldt
takker jeg eder hjertelig derfor “ , udbrød fangen , idet
han trak sin hånd ud af sin kones og rakte den til
lind en ow , som han bad tage sæde , på den ene
skrøbelige stol .
„ Der er altså intet håb ? “ spurgte hans kone
frygtsom .
Linden ow rystede vemodig på hovedet , idet
han tog plads lige overfor ægteparret .
„ Så skal i også vide det , som min wgteherre
hidtil har forbudet mig at omtale “ , udbrød hans kone .
„ Du tier , min hustru ! “ bød Heinesen med
en mine og en stemme , som om han endnu
kommanderede på „ Samsons “ Doet .
„ Jeg adlyder lig ikke , Mogens , om jeg så
selv skal åbenbare det for rentemesteren , som jeg
endnu ikke har været hos , fordi du har forbudt mig
det . Det gjalder her nun legfefalles liv og hvad
der er ligeså meget værd , hans og hans børns
gode navn og rygte . “
„ Så lad mig fortælle det selv “ , afbrød
Heinesen hende ; “ men jeg siger eder forud , af jeg
benægter alt for retten , fordi rentemesteren ligefuldt
hugger hovedet af mig i morgen , og selv om det
utrolige skete , af han skånede mit liv , ville min
brøder Jon komme fil af lide en vandrende død .
Jeg vil derfor tage min hemmelighed med mig i
graven , idet jeg forudsætter , af i ville agte en
døende mands sidste villie ; thi det er dog langt
bedre , af jeg dør uskyldig , end af min stakkels brøder ,
der elsker mig inderlig , hvilket i nok skal få af
mærke , når han erfarer min død * ) , skal lide en
der fortælles , af han blev vanvittig af sarg og døde
således samme år .
forsmædelig straf , som vil bringe uudslettelig vanære
over vor slægt , og rimeligvis også have mange
færingers ulykke fil følge .
Sagen er den “ , fortsatte Heinesen da han
bemærkede den spænding , hvori Lindenow var
kommen ved af høre denne indledning , „ af da jeg længe
havde krydset uden videre held , fik jeg nys om , af s anta
jobn , der i mange år har dreven en levende smughandel
på Færøerne , uden af jeg nogensinde kunne gøre
ham noget , fordi ban brugte falske papirer , og det altid
hedte sig , af han var kommen ud af kursen — atter
udrustede et stort skib til denne trafik . Jeg passede
ham nu op , og da hans falske papirer og andre gavtyvstreger
intet kunne nytte ham , lige overfor det spanske
flag , fik jeg dog således engang magt med ham .
Såsnart jeg fik enehandelen på Færøerne ,
opgav vel Jon denne forbindelse ; men han havde
beskyttet den tidligere som lagmand , og mange
færinger vedblev af drive den , indtil jeg nu satte
en stopper derfor , skønt det koster mig min
Lindenow betænkte sig nøget , endelig udbrød
han : „ Var jeg vis på , af en angivelse herom kunne
frugte , så ville jeg gøre endnu et forsøg hos
rentemesteren ; men han vil sige , af dette er en ganske
anden sag , som det efter mit skøn også er , og
il 62
Mogens har ret , når han mener , af han ikke vil
udrette andet end også af bringe ulykke over sin Broder
og mange landsmænd med ham , nøget , hvortil jeg
ikke er berettiget af råde , især da han jo bestemt
modsætter sig et sådant skridt ; men jeg kan desuagtet
godt forstå , af en kærlig hustru , som gerne vil
forsøge alt , for af frelse sin mands liv , ønsker af
prøve ethvert middel dertil . “
„ Nå , der fik jeg dog ret endnu engang “ , sagde
Heinesen med en vis munterhed ; „ det var mere
end jeg havde ventet så langt ude i bestikket , som
jeg er . “
„ I ser døven under øjne med stort mod ,
Heinesen “ , bemærkede Lindenow , næsten med en
bebrejdende stemme .
„ Det har jeg altid gjort , kære herre “ , svarede
fangen uforbeholden ; „ men underlig nok , har jeg
aldrig tænkt på den med så sorgløst sind , som nu ,
da jeg ved , af den bestemt forestår mig om nogle
få timer . Jeg tænker , det kommer af , af jeg
føler mig uskyldig , i det , jeg anklages for . “
„ I må dog alligevel have meget af angre
og asbede “ , sagde hans ven bekymret .
„ Det ved gud , jeg også har “ , svarede
Heinesen oprigtig ; „ menden , jeg harforsetmig mest
imod , er min hustru , som her sidder , og hun har
tilgivet mig af et godt hjerte , og det er mig en stor
trøst .
En anden stor trøst er mig nu også den , af
jeg ikke hængte skjalg frille og Ketil Gormsen ,
som begge stod mig hårdt efter livet , og så
håber jeg forresten , af Vorherre vil være mig så
nådig , af afskrive min gamle gæld i min
afregningsbog , formedelst min uskyldige død , når
jeg skal mønstre for ham . “
„ Tilgiver iwalckendorff ? “ spurgte Lindenow .
„ Det kniber det med , kære herre “ , svarede
Heinesen notende . „ Man mister kun hovedet
engang . “
„ Gjor det dog for min skyld ! Eders gamle
ven beder eder derom “ , sagde Lindenow , og så
ham frohjertig i øjnene .
„ Så skal jeg også gøre det og det af ganske
hjerte “ , svarede Heinesen og rakte Lindenow sin
hånd .
„ Der har i min hånd derpå . Det er det
mindste , jeg kan gøre for det venskabs skyld , i
har vist mig . Lad ham leve for den gamle stivnakke ,
haner — han har jo dog også engang gjort mig noget
godt . Mere kan jeg ikke sige . “
„ Det er også nok , min ven “ , udbrød landsdommeren
i dyb bevægelse , „ og da i nu har gjort
13
såmeget , fordi jeg bad eder derom , så skal jeg
love eder , ligeså hellig og oprigtig , af jeg i morgen
skal tiltræde en rejse lige til Bryssel , og når jeg
har fået de beviser før eders uskyldighed , som jeg
venter , at erholde der , heller ikke skal hvile , før jeg
har forskaffet eders navn den oprejsning , eders
uskyldige død fortjener . “
Heinesen sad som rørt af et slag . Store
tårer strømmede ned af den ellers så stærke mands
kinder og han var styrtet på knæ før sin vens
fødder , om denne ikke ved en hurtig bevægelse havde
forhindret det .
„ Hvormed har jeg fortjent denne guds nåde ,
og hvorledes skal jeg takke eder , ædle , trofaste ven .
Og du , min hustru , og i , mine elskede børn ,
tak denne herlige mand nu og altid ; thi hvad han
gør er mere til bedste før eder end før mig . Jeg
har endnu aldrig sølt mig så lykkelig til mode som i
denne stund . Rejs i kun trsstig til Bryssel ! en
doendes velsignelse ledsager eder . I vil ikke
rejse forgæves ; hvad jeg har sagt er sandhed .
Kunne jeg lyve ligeover før eder , fortjente jeg
hundrede gange døden . “
Nu raslede det ved døren og en fangevogter
viste sig , ledsaget af en mand af et uhyggeligt
udseende . Det var bøddelen , som efter datidens
skik kom for at sige Heinesen , at han ville blive
afhentet næeste morgen kl . 8 , samt spørge , om
han skulle medtage et klæede til at binde ham for
øjnene .
„ Jeg har set såmangen dragen klinge i mine
dage til at jeg skulle frygte for , at se en sådan
endnu engang “ , var Heinesens stolte svar .
„ Bliver du blot ikke ræd , når du skal hugge
hovedet af en uskyldig mand — jeg bliver det ikke . “
Derpå mindede fangevogteren de tilstedeværende
om , at han ikke længer kunne tillade dem at opholde
sig hos fangen , da fængselet nu skulle lukkes for
denne . Dag ; men at det stod enhver frit for , at
komme igen næste morgen .
Heinesen kyssede kærlig sin kone og sine
børn , idet han så længe på enhver især , som om
han ville indpræge sig deres kære ansigtstræk for
tid og evighed . Derpå rakte han hånden til
Einar , der hele tiden havde stået i taushed og
støttet sig til muren ; men da han bød Lindenow
lev vel , hviskedee han til ham : „ Endnu et eneste
ord . “
Da Lindenow så , at alle vare komne ud i
gangen , hvor fangevogteren stod i den åbne dør
for at vente på ham , vendte han sig til
Heinesen med et spørgende blik .
„ Min sidste time i morgen tilhører alene min
sjcrlesørger og min gud “ , hviskedee han . „ Bliv hos
Sophie , indtil alt er forbi , og den algode lønne
eders venskab . “ Endnu et håndtryk , endnu et
langt inderligt blik og de to venner toge afsted med
hinanden for denne verden .
tolvte kapitel .
Gjengjældelsen .
Om sommeren 1590 var der stor bevægelse i
den lille by Kolding , der var opfyldt af rejsende
næsten fra alle egne af riget , dels for den forestående
herredags egen skyld , hvor mange havde
noget at forhandle , men øgså for at se den unge
konge , Christian den fjerde , der iøvrigt endnu ikke
havde tiltrådt regeringen , men som allerede fyldte
tvillingrigerne med de gladeste forhåbninger , på
grund af de mange beviser , han alt havde givet
på fin kløgt og retfærdighedsfølelse .
Sålcenge der endnu var plads på slottet
blev der velvillig flaffet lejlighed til de ankommende
adelige herrer ; men da deres antal tiltog , måtte
der øgså læegges beslag på de fornemme borgeres
huse i byen , og således finde vi landsdommer
hans Lindenow inlogeret hos en af stadens
rådmænd , med hvilken han stod i tidligere venskabelig
forbindelse .
hans Lindenow var , sit løfte tro , ilet til
Bryssel snarest mulig efter Heinesens blodige
endeligt , og havde alt været en månedstid hjemme
på ørslevkloster , uden af nogen kunne få af vide ,
om hans rejses formål var lokket eller ikke . Han
var tavs og indesluttet og drejede stedse samtalen
hen på andre ting , han havde set eller oplevet på
sin rejse , så ofte nogen bragte dennes øjemed på
bane .
Som en følge af denne Lindenows tilbageholdenhed ,
der lettest måtte sættes i forbindelse med
en mislykket rejse , troede også mange , og deriblandt
ikke mindst rentemesteren , der havde givet en god
ven den opgave , af udforsfe , hvad udbytte landsdommeren
havde haft af den , stedse mere sikkert , af
han var bleven bedraget af „ Sørøveren “ , og af han
ville få både spot og skade formedesi sin alt for
store tillid til hans sandhedskjæerlighed .
Efter af herredagen havde væeret åbnet nogle
dage , uden af Lindenow havde overvåret noget
møde , indfandt han sig pludselig en dag på et
sådant , i hvilket en sag skulle påtales , som
Christoffer Walckendorff netop havde med
admiral Peder munk , der havde klaget over de
skibes flette udhaling , med hvilke han havde ført den
danske prinsesse Anna , der var bleven gift med den
skotske kong Jacob , til hendes nye fædreland .
Såsnart Walckendorff fik øje på Lindenow ,
lilnikkede han ham venligt , en æresbevisning , som
besvaredes med et dybt buk og dermed gik den dag .
Den følgende dag fældtes dom i sagen , og
da rentemesteren ved den aldeles blev frikendt for
admiralens tiltale , så man et triumferende smil
spille omkring den mægtige mands læber . Endnu
bleve et par mindre vigtige sager indledede eller
afgjorte , og man tænkte allerede på at hæve mødet
for denne dag , da hans Lindenow på engang
rejste sig fra sin plads , og udbad sig den unge
konges og de høje herrers opmærksomhed , i anledning
af en klage , han havde at fremføre .
Walckendorff blegnede .
„ Som det er mange af de høje herrer bekendt “ ,
begyndte landsdommeren , efter at han havde nærmet
sig den kongelige ttrones fod med et nyt ærbsdigt
buk , „ blev en færing , ved navn Mogens
Heinesen , dømt fra livet og henrettet , på grund
af en klage for sørøveri , som hendes stormægtige
majestæt , dronningen af England , ved sine gesandter
rettede imod ham for denne forbrydelse . Heinesen
forsikrede , at han , da han erobrede skibet , som skete
under spansk flag , var spansk kaperkaptajn ,
hvorfor han også sejlede til ostende og lød der
sin erobring prisdomme ; men da han på sine
kapertog benyttede sig af det danske flag , for bedre
af kunne klare sig for de engelske krydsere , da han
havde fortiet for mandskabet , på nogle enkelte nær ,
af han var spansk kaperfører , og da han , ved af forlade
den spanske eller rettere burgundiske tjeneste , måtte
give sit kaperbrev tilbage , ville man ikke fro hans
forsikkringer ligeover for en så mæegtig herskerindes
anklage , isår da han tillige havde begået den
uforsigtighed , af rejse bort fra byen , så snart han
mærkede , af sagen gik ham imod — som han stedse
påstod , alene for af rejse til Bryssel for af skaffe
bevis for , af han som spansk kaperfører havde faget
skibet .
Han bad forgæves om udsættelse af dommen
indtil han siaffede de nødvendige bevisligheder tilveie ,
og jeg forenede mine bønner med hans ; thi
Mogens Heinesen havde engang vist mig en
stor tjeneste , hvorfor jeg aldrig noksom kunne takke
ham , og da hans hustru havde underrettet mig om
den fare , hvori hendes wgtefcelle svævede , var jeg
så hurtig jeg formåede det ilet til hovedstaden .
Jeg opnåede imidlertid ikke af frelse den
ulykkelige mands liv ; dertil var rentemesteren for
sikker på dommens retfærdighed ; men mit løfte
tro til ham ved vor sidste sammenkomst , rejste jeg
selv til Bryssel og medbringer her hans højhed ,
hertugen af Parmas egenhændig skrevne tilståelse
for , af han havde givet Mogens Heinesen bestalling
som kaperfører , med rang , som spansk
søkaptajn , samt vidnesbyrd fra priseretten i ostende ,
af den lovlig har eondemneret det af Heinesen i
havnen indbragte skib , hvorom talen er . “
Her løftede Lindenow en pakke dokumenter ,
som han havde taget ud af sin brystlomme , højt i
vejret . Den dybeste taushed indtrådte og alles
blikke hæftede sig uvilkårlig på rentemesteren , der
ligbleg var sunken tilbage i sin stol — det var , som
om Magnus Heinesens ånd svævede igennem
den store forsamling .
„ Jeg kan ikke give min ven tilbage til livet “ ,
fortsatte Lindenow med dyb bevægelse ; „ men hvad
jeg formår , det vil jeg gøre , for af afvaske den plet ,
der så ufortjent er klæbet til hans navn , og give
det frigjort for skæendselens mærke i arv til hans
dybt nedbøjede efterleverske og umyndige børn . Jeg
ved , af jeg vil sinde retfærdighed her ; ja selv den
høibårne rentemester , hvis ulykkelige overilelse
ingen beklager mere end jeg , vil ikke nægte min
hedenfarne og dybt krcrnkede ven denne oprejsning . “
Imidlertid havde Walckendorff tilkcrmpet
sig sin fatning , og da han sølle , af han burde tage
ordet , gjorde han det også på en måde , der
var denne ædle mand værdig .
„ Jeg kender landsdommer hans Lindenows
retsindighed alt for nøje til , af jeg ikke må være
kommen til den sørgelige overbevisning , af jeg har
stadfæstet en dsdsdom , som har kostet en uskyldig
mand livet . Jeg skal efter af vidnesbyrdene , som
jeg desværre ikke tvivler om vil ske , er kendte gyldige
af herredagen , til hvilken jeg vil anse mig for lovlig
indvarslet , underkaste mig dens dom , uden af frem fore
noget af det , som mulig ville tjene til af
undskylde min ulykkelige gerning ; og jeg vil nu i
denne store forsamling aflægge det løfte for gud og
mennesker , af jeg skal være de efterlevende børn i
faders sted , hvad timelige goder angår , så af
hverken de eller deres moder skal komme til af savne
det fornsdne til det daglige brød , så længe jeg selv
ejer noget . Mere kan jeg arme mand ikke gøre .
Så være gud mig forresten nådig og tilgive min
store uret . “
Han sank atter tilbage i stolen og herredagen
var dermed hævet for den dag .
Nogle dage efter faldt dommen , som gik ud
på , af den Mogens Heinesen tidligere overgåede
dom skulle udflettes af rådhusprotokollen og ikke
komme den afdøde , eller hans slægt fil skade på
zere , gode navn og rygte , af Magnus Heinesens
lig skulle optages af graven på Nikolai kirkegård ,
hvor det ved enkens omhu var flædt fil jorden og
hæederligen begraves , hvor familien selv måtte ønske
af bringe ham fil hvile , samt af rentemesteren , foruden
af godtgøre enken det tab , hun alt havde haft , og
erstatte Lindenow alle omkostninger for denne
sags skyld , endvidere skulle betale en bøde af
6 , 000 dlr . , en for den tid meget betydelig sum , og
af disse penge alene skulle komme enken og børnene
tilgode .
Kort efter at Lindenow var vendt tilbage fil sin
bopæel , indfandt en tjener fra renremesteren sig
hos ham med anmodning om , af møde hos hans
herre endnu samme aften fil et givet klokkeslet .
Såsnart landsdommeren var kommen op fil
de voærelser , som på slottet vare tagne i brug af
denne vigtige statstjener , blev han ført ind fil ham
uden først af vørde meldt .
Han fandt Christoffer Walckendorff siedende
i sin læenestol , som et billede på den dybeste anger
og sønderknnselse , hvilket var så meget mærkeligere
og hæederligere , som få eller ingen i Danmark på
den tid var så myndig og tilsyneladende hårdhjertet
som denne mand .
Lindenow blev greben af den dybeste medfølelse
og Walckendorff bemærkede det snart .
„ Sæt eder hos mig , hans Lindenow “ ,
udbrød han og rakte ham sin hånd . „ I har hørt
dommen ; den er hverken streng nok eller fuldstændig . “
„ Retfærdigheden kan ikke forlange nogen bedre ,
og den afdødes venner ønske ikke nogen anden , selv
om de kunne få den “ , bemærkede landsdommeren ,
der havde taget plads i en stol lige overfor rentemesteren .
„ Den kan være fyldestgørende for eder og for
retfærdigheden , som i siger , men den er det ikke for
mig “ , indvendte Walckendorff .
Lindenow tav .
„ I talte et sandt ord , da i bad om udsættelse
af dommen , ligeså meget for min skyld , som for
den anklagedes “ , vedblev han , idet han vred sine
hænder ; „ gid jeg kunne kalde ham ud af den grav
igen , i hvilken jeg så uretfærdig har bragt ham .
Med hvilket had til mig er han dog ikke vandret
heden ! “
„ Det gjorde han langt fra “ , forsikrede landsdommeren .
„ Hvad for noget ? Gik han ikke sin sidste
vandring med forbandelse over mig på sine læber ? “
Spurgte Walckendorff ivrig .
„ Han tilgav eder , nådige herre , således som
en god Christen bør gøre “ , trøstede Lindenow .
„ Hans hustru og børn er mine vidner ; thi de
hørte det . “
„ Dette skylder jeg sagtens eder “ , bemærkede
Walckendorff .
„ Jeg bad ham rigtignok derom “ , svarede han
notende .
„ Det kunne jeg nok tænke “ , sukkede rentemesteren ,
„ Sligt var han næppe falden på af sig selv . Men
fortæl mig desuagtet alt , hvad han sagde . I ved
ikke , hvor det frosfer mig . “
„ Han anså eder for en retfærdig mand “ ,
forsikrede Lindenow , „ der blot skænkede dronningen
af England mere tiltro end ham , og det fandt han
i grunden ikke så forunderligt , og når i havde
fattet en beslutning , lod i eder ikke rokke derfra .
Derfor ville han heller ikke have , at jeg skulle gå
fil eder , fordi han påstod , at det ville blive en
forgæves gang . “
„ Han kendte mig bedre end jeg selv gjorde “ ,
mumlede Walckendorff .
„ Da jeg så kom tilbage fra eder , havde han
afgjort alt timeligt , og jeg spurgte ham derpå , om
han havde tilgivet eder , hvortil han svarede nej , og
så bad jeg ham derom . “
„ Hvad sagde han så ? “ spurgte han i næesten
åndeløs spænding ; „ skjul intet før mig , hans
Lindenow ! jeg vil vide det allermindsle ; hører i !
Jeg besværger eder ! “
„ Nu vel da , så skal i også få det at vide “ ,
svarede landsdommeren , med et let anstrøg af
forlegenhed . „ Han rakte mig sin hånd og sagde :
jeg tilgiver ham ; her er min hånd derpå . Lad
Hain leve før den gamle stivnakke , han er . Han har
dog før gjort mig godt . “
Rentemesteren sad længe i dybe tanker med bøjet
hoved . Endelig hceoede han sit åsyn igen og en
vis fred og glæde synes udbredt over det .
„ Tak ! Hanslindenow , inderlig tak før eders
christelige sind ! Gud lønne eder derfor og han være
takket før de trøstelige ord , jeg hørte ! Gud velsigne
Mogens Heinesen før dem ! “
Atter sank hovedet ned på rentemesterens
bryst og en ny pause indtrådte , som Lindenow
ikke fandt passende at afbryde .
Noget efter hævede Walckendorff atter sit blik
op til landsdommeren .
„ Jeg sagde før , at jeg ikke var tilfreds med
herredagens dom . Bøden var før liden . Jeg giver
arvingerne ligeså meget til “ , udbrød han „ og beder
eder , af modtage alle pengene , når i vil komme
til København , så snart jeg lader eder vide , af jeg
har fået dem samlede ; thi før dieblikket kan jeg ikke
udrede så stor en sum . “
„ Når i i christelig kærlighed vil forunde enken
og børnene denne gave , modtager jeg den i deres
navn med skyldig taknemmelighed “ , svarede Lindenow
ærbødig ; „ men lad blot alt bero til egen lejlighed . “
„ Jeg skal da også afgøre , hvad i med rette
bør have ; men forinden må jeg bede eder om
tilgivelse , hans Lindenow . Nu , god ! , godt ! “
Vedblev han , da han mærkede , af landsdommeren ville
afbryde ham ; „ jeg vidste forud , af jeg fik den .
Gud velsigne eder før alt ; men dog mest fordi
i bad før mig hos eders ven . Gå nu med gud ;
jeg ønsker af være ene . Ikke sandt , vi skilles som
venner ? Farvel , farvel ! “
Han vinkede med hånden af Lindenow , der
havde rejst sig fra sin stol , og da denne mærkede , af
rentemesteren høilig ønskede , af afbryde en samtale ,
der havde rystet ham så stærkt , forlod han også
den dybt nedbøjede mand , idet han tilkastede ham et
langt hjerteligt afskedsblik .
Hvor meget denne ulykkelige sag var gået
Christoffer Walckendorff fil sinde , ses bedst
derved , af dan , nærmest som en følge deraf , umiddelbart
efter udtrådte af regjeringsrådet , der styrede land
og rige i den unge konges mindreårighed og ville
også have fratrådt embedet som rentemester , om
ikke den unge konge udtrykkelig havde bedet ham om ,
af vedblive , af bestyre det .
At en så stor ulykke kunne være sket , uden af
også kong Christian den fjerde lagde sin medfølelse
for dagen , var ikke af vente , når man kendte
nøget fil dette ædle køngehjerte , og der eksisterer
endnu en skrivelse fra hans hånd fil abbedissen
i Maribo kloster , der på engang bærer vidnesbyrd
om den unge konges store medfølelse for de
efterladte , som for den kjcerlighed , hvormed Sophie
Gyntelberg omfattede sin ulykkelige mands minde .
På grund af forholdet fil sine børn kunne
hun ikke blive optaget i denne milde stiftelse ,
reformationen havde taget i arv fra de kattolske
forfædre , og man ser derfor af et senere kongebrev ,
af den unge konge , fil erstatning derfor , betænkte
hende med en gård i Bergens stift , hvor vi ville
antage , af hun har endt sine dage .
Kommer du , kære læser , nogensinde til den
gamle gård ørslevkloster i Salling land , vil du
finde et smukt epitafium over den mænd , hvis
minde disse blade er helligede ; thi Lindenow
ville selv , i sin kirke , gemme støvet af sin ulykkelige
ven og ingen var mere værtig til denne wre end
netop han .
Det er ikke her stedet , af gengive epitafiets
ord , som blev nedskrevne af hans Lindenow
selv ; men såmeget bør man dog vide , af den
engelske regering fandt sig foranlediget til af gøre
indsigelse imod enkelte udtryk , som den endog forlangte ,
af få udflettede . Dette lykkedes imidlertid ikke ;
thi nu var kong Christian selv kommen til roret
og den mæegtige engelske dronning måtte finde sig i ,
af et mindesmærke blev stående , der til de sildigste
slægter vil bære vidne , ej alene om den menneskelige
skrøbelighed , men også om , af retfærdigheden aldrig
savner sine talsmænd i Danmark , endog lige overfor
landets mægtigste mænd .
Men idet hans Lindenow således rejste en
mindesten over sin ven , rejste venskabet derved et
ligeså hædrende mindesmærke over ham selv , medens
den taknemmelige efterflægt har fljænket Magnus
Heinesen et lignende , blandt landets berømteste mænd ,
i den smukke have ved Jægerspris .