normalized/1871_AndersenMS_Viggo.txt

Som bekendt er vestkysten af den jyske 
halvø bedækket af en langs med Vesterhavet 
løbende sandstrækning , de såkaldte klitter , 
hvilke strække sig mee ' r eller mindre , dog kun 
i det højeste en mil ind i landet . Klitterne 
bestå as flyvesand i form as bjærge , der 
enten ligge i grupper eller kæder , hvilke sidste 
som oftest løbe parallele med hverandre og 
og stå lodrette på kysten . Flyvesandet er 
en uvelkommen gave fra havet ; i flodtiden 
er det nemlig skyllet op på kysten formedelst 
den stærke bølgegang , og i ebbetiden er det 
blevet tilbage og af de stærke vestenvinde ført 
ind over halvøen . Imidlertid har man dæmpet 
denne sandflugt ved hjælp af flere slags 
sandplanter som marehalm , klittetag og 
gråriis ; disse planter næres af den fugtighed , 
sandet indeholder , og deres lange rødder 
tjene til at gøre det ellers så let bevægelige 
sand fast . Denne plantning står 
under offentligt tilsyn og hvert efterår forsynes 
de nøgne pletter med tag , som tilføres 

fra de bedre beplantede steder . Hvor klitterne 
nu befinde sig , have engang været store 
landsbyer ; disse ' byer er imidlertid af 
flyvesandet drevne længere og længere 
ind i landet , efterladende deres frugtbare 
marter , søer og moser til frit spillerum for 
denne havets ville gave . Sandbjærgene afveksle 
med Dale eller sletter , hvilke i reglen 
ere bevoksede med lyng , græs og siv ; disse 
sletter afgive græsning til klubbernes kreaturer , 
navnlig fårene , ligesom de også yde 
overflødighed af brændsel . 
Det er et smukt syn , når man fra en af 
sandbankerne en sommerdag seer ud over en 
sådan sandflette ; den sparsomme vegetation 
af de smukke lyse lyngblomster , det blege græs 
og det grønne siv frembyde dog en afveksling , 
der fryder øjet . Her seer man de voksne 
kli ' tboer at arbejde med deres hø- og lyngleer , 
medens grupper af børn er i færd med 
at sanke blåbær , som på disse sletter vokse 
i stor mængde , og som de sælge til landboerne ; 
her møder øjet en stor skare af forskellige 
fugle , som skrigende flyve frem og 
tilbage for at søge noget til føden for sig 
selv eller deres unger , som de udruge mellem 
lyngen ; her er kortsagt et liv og en travlhed , 
som man ikke skulle tiltroe disse øde 
egne . 
Undertiden møder øjet også menneskelige 
boliger , hvilke fordetmeste ligge samlede i 
byer , i reglen opførte as træ og så nær 

ved havet som mulig , da deres indvånere 
hovedsagelig ernære sig af fiskeri . Vintertiden 
er den bedste tid før fiskeriet , thi på denne 
tid af året er fiskene federe og bedre end om 
sommeren , medens havet da er forholdsvis 
roligere på grund af de hyppigere østvinde . 
Fiskerne er sædvanlig flere med en båd . 
Om morgenen før daggry samles de på 
stranden ved deres båd , som de , efter at de 
have betragtet vind og vejr , flyde ned i vandet ; 
derpå knæle de ved siden af den og 
bede til ham , der både på land og vand 
har deres liv i sin hånd , dernæst et rask 
tag i båden , og straks flyder den på det 
ville hav , denne store og våde grav , som 
gemmer så mange af deres slægtninge og 
venner i sin kolde favn , og som hvert øjeblik 
kan være rede til at lade dem dele skæbne 
med deres hedengangne . I sandhed ! det er en 
møjsommelig og farlig Gjærning , hvortil disse 
klitboer er henviste . Havet er deres forrådskammer , 
og de fleste , som ved egen hjælp ville ernære 
sig selv og deres familier , må såvel i 
regn og slud som frost og kulde „ på havet “ , 
når det bare er nogenlunde roligt . Når 
man derfor fra et af de store sandbjærge 
udenfor et fiskerleje seer ud over havfladen , 
kan man undertiden gennem seerøret tælle 
10—20 både fulde af fiskere , som have 
travlt med enten at sætte deres kroge , som de 
meest have bedet hjemme fra , eller de er i færd 
med at drage dem op for i båden at indsamle 

den velsignelse , Vorherre har formået deres 
rige nabo til at give dem . 
En anden om end noget uvissere indtægtskilde , 
som beboerne på vesfkysfen have , er 
strandingerne . Som bekendt er Jyllands 
vestkyst et farligt sted for de søfarende , da 
der fra Skagen til blåvandshuk ikke findes 
en eneste god havn , medens der langs med 
kysten strække sig 3 parallele sandrevler , 
hvorimod bølgerne idelig brydes . Fra havstokken 
tiltager grunden , som væsenlig består 
af grus og sand , jævnt i dybde udefter ; 
men denne jævne udgående skråning forstyrres 
af revlerne , hvilke er sandforhøininger 
på havets bund med dybt vand 
imellem . Den yderste af disse revler har 
omtrent en afstand af 400—450 favne fra 
havstokken , og vandstanden på denne er omtrent 
18 fods dybde . Den mellemste revle , 
hvis vandstand kan antages at være 12 fods 
dybde , ligger 120—180 favne fra strandbredden . 
Den inderste har 4—6 fod vand 
og ligger tæt udenfor havstokken , undertiden 
løber den også helt sammen med denne . 
Udenfor revlerne har havet straks en dybde 
af 8 favne vand ; herfra står i vestlige 
storme en voldsom brænding ind imod land , 
og bølgerne brydes uophørlig mod revlerne 
og kysten . Skønt sandet på revlerne er 
løst , er det dog for skibe , som af stormen 
kastes herind , hårdt af støde på , og for det 
meste knuses de i den stærke brænding . Det 

er i almindelighed på den mellemste revle , 
af skibene støde , da landet på den yderste 
er så dybt , af selv dybtgående skibe i de 
fleste tilfælde kunne gå over ; derimod er 
det sjældent , af et skib kommer over den mellemste 
revle uden af sønderflåes . 
På grund af sådanne kystforhold har 
mangen sømand fundet sin grav i de 
vrede bølger , da kystboerne med deres små 
fiskerbåde , ikke er i stand til af kunne komme 
de skibbrudne til hjælp . De have ofte set 
sådanne ulykkelige fra det grundstødte skib 
eller fra master og vragstumper af samme 
bedende af strække hænderne ud mod land , 
det velsignede land , der var dem så nær , 
men som de dog aldrig skulle nå ; de have 
hørt deres råb om hjælp , uden af være 
i stand til af kunne bibringe dem en sådan , 
men har måttet nøjedes med af være tavse 
tilskuere ved de frygtelige sørgespil . 
Imidlertid har regeringen givet kystboerne 
midler i hænde fil for det meste at kunne 
redde de skibbrudne , ved på vestkysten af 
Jylland ligesom også på Bornholm at anlægge 
redningsstationer med passende mellemrum 
og forsynede med de fil de skibbrudnes 
frelse nødvendige apparater . Disse bestå 
af et raketkasteapparat og en redningsbåd , 
der er indrettet således , at den ikke 
kan synke i vandet . Når et skib støder på 
en af revlerne , hentes så snart som mulig 
raketapparatet fra stationen ; dette består 

af en buk , der på stranden under en passende 
vinkel stilles i læ af det strandede skib ; 
dernæst tages en raket , i hvis hylsters to 
bøjler er indskudt en Stang , som er fastgjort 
fil enden af en smal Line på omtrent ' 500 
M . Længde ; denne raket lægges på bukken , 
antændes og fører linen ud over skibet ; fil 
denne Line sastgjøres en 3 1/2 tommers tyk 
trosse , som skibsmandskabet haler ud fil sig 
og fastgør helst et sted oppe på masten , 
for at redningsstolen , som skal bevæge sig 
frem og tilbage på den , kan holde sig fri as 
bølgerne . Til denne trosse er henimod den 
udadgående ende fastgjort en anden , men 
som er kort , og til hvis fri ende er føjet en 
blok . Om denne blok bevæger sig en Line , 
hvis to ender besinde sig på stranden og 
der betjenes af det på land værende mandflab ; 
endvidere er denne Line gjort fast til 
redningsstolen , som ved hjælp af en kovse 
om touget og ved hjælp af linen kan bevæge 
sig frem og tilbage over brændingen , 
idet en del af det betjenende mandskab på 
stranden ved at hale ind på trossen holder 
den så meget som mulig i en lige linie . 
Selve stolen er kun indrettet for en person 
ad gangen , og den består af ringe , der er 
forbundne på samme måde som hylderne 
i en reol ; på den nederste ring er der anbragt 
et brædt , hvorpå den skibbrudne 
hviler , medens han med hænderne holder fast 
ved de trosser , hvori selve stolen hænger . 

da strandingerne på Jyllands vestkyst 
ske så tæt ind under land , vil det ses , at 
et sådant apparat , som det her beskrevne , er 
godt slikket til at frelse de skibbrudne ; men 
det vil tillige ses , at , hvis de skibbrudnes 
antal er stort , vil det på denne måde tage 
temmelig lang tid at redde dem alle , eftersom 
redningsstolen kun kan betjene en mand ad 
gangen , og skibet ville i de fleste tilfælde 
sønderslåes , inden dets besætning er fuldkomment 
bjerget ; endvidere ville raketapparaterne 
være ubrugbare , hvor kystforholdene 
forårsage strandinger så langt ude , af raketten 
ikke kan nå det grundstødte skib . 
For af afhjælpe dette savn og for så vidt 
mulig af skaffe de skibbrudne en sikker hjælp , 
har man ved de fleste stationer ved siden 
af raketapparaterne anskaffet redningsbåde , 
hvilke er indrettede således , af de ikke kunne 
synke i vandet , ligesom de på grund af deres 
stive bygning heller ikke have let ved af kæntre 
i den stærke søgang . Hvert enkelt af 
mandskabet , som betjene båden , er forsynet 
med et svømmebælte , medens båden udenpå 
er forsynet med stormliner , som mandstabef 
kan holde sig fast ved , hvis båden 
skulle kæntre . Når båden skal bruges , føres 
den fra stationen på en undervogn 
trukken af 4—6 heste , hen til strandingsstedet , 
og da færdselen , formedelst den løse grund 
på de fleste steder er besværlig , har man 

ved bådens bygning lagt an på af gøre 
den så let som mulig . 
Disse apparater , som nu i omtrent 20 år 
have viist sig så heldbringende ved strandingerne , 
opbevares i egne dertil anbragte 
skur i nærheden af havet . Bestemmelserne 
for , hvorledes selve apparaterne skulle være 
indrettede , hvorledes det mandskab , der betjener 
dem , skal være indøvet , samt før det 
vederlag , det skal have før arbejdet ved 
strandingerne , er alle sammen stadfæstede ved 
lov . Ved hver station er der ansat en stationstilsynsmand , 
der har af lede de årlige 
øvelser med apparaterne , ligesom han også 
årlig til overopsynet har af indgive beretninger 
angående apparaternes virksomhed . 
Vi sagde , af strandingerne vare en indtægtskilde 
før havboerne ; delte er dog ikke 
således af forstå , af denne fortjeneste indvindes 
ved redningsapparaternes betjening , 
thi den godtgørelse , vedkommende få før 
deres så ofte livsfarlige arbejde , hvilket de 
til deres roes udføre med et mod og en 
selvopofrelse , der søge deres lige , er forholdsvis 
ringe , og det var af ønske , af disse arbejdere 
måtte erlægges med en betaling , 
der stod i et mere passende forhold til deres 
møjsomme og farefulde Gjærning . En bedre 
fortjeneste derimod erholdes ved af bjærge 
i land af skibsladningen , hvis denne ikke 
forinden går i havet , ligesom også ved af 
„ brække “ Skibet , når delte er erklæret før af 

være vrag . Ved sådanne tilfælde affalde 
også mange ting til havboerne , som de 
siden sælge med god fortjeneste til landbefolkningen . 
Vist er det , at de år , der 
have været mange strandinger , er der mere 
liv og velstand blandt havboerne , end når 
det modsatte er tilfældet . 
Med hensyn til dannelse og oplysning 
står befolkningen i fiskerlejerne ved vestkysten 
på de fleste steder en del tilbage 
for landboerne , hvad der er en naturlig 
følge af det ensomme liv , de føre inde 
mellem klitterne . Med deres gerning er 
de henviste til havet på de fleste steder , og 
de have i reglen kun liden omgang med 
landbefolkningen . Derimod medfører deres 
Gjærning et stærkt helbred og en kraftig og 
veludviklet legemsbygning , og de fleste af dem 
opnå en temmelig høj alder , hvorfor man 
på disse steder finder langt flere gamle 
folk end blandt landboerne . Imidlertid ville 
disses antal vel endnu være større , hvis ikke 
drikfældigheden havde sneget sig ind hermed 
sine ødelæggelser . At drikfældighed er en 
almindelig last blandt fiskerne , forklares let 
ved deres Gjærning på havet , hvor de som 
oftest må tåle megen kulde , som de i almindelighed 
søge at dæmpe ved stærke drikke . 
Af naturen er havboerne endvidere tilbøjelige 
til tyveri ; det skal dog ikke forstås 
således , at de bryde ind og stjæle , hvadsomhelst 
de trænge til , men det er derimod ved 

havet , de udøve deres tyveri ; det er nemlig 
sjældent , af de , når de på stranden se 
noget ilanddrevet gods , kunne bare sig for at 
tage det hjem og holde det hemmelig , idet de 
have den dårlige mening , af alt sådant tilhører 
den første den bedste ; dette kalde de af 
„ bjærge “ , og de have ondt ved af forstå , 
af enhver , der over denne gerning , er en 
tyv . 
Det var iblandt sådanne mennesker , af 
Viggo , hvis historie i det følgende skal fortælles , 
var fød og tilbragte de første ti år 
af sit liv . Midt i byen s— ved Vesterhavet 
ligger et hus , der adskiller sig fra de fleste 
andre bygninger i byen derved , af det er 
opført af brændte sten , har forholdsvis 
høje vinduer og hvidtkalkede vægge ; men 
manden , som har ladet huset bygge , var 
imidlertid ingen indfødt Havbo , thi han var 
i sin tid kommen fra en af de nærmeste byer 
oppe i landet og havde faget bolig her som 
omgangsskolelærer for fiskerlejets børn . 
Hans fader ejede en god gård hjemme i 
hans fødeby , og da der ikke var andre børn 
end Jørgen og en søster , var det fra først 
af bestemmelsen , af Jørgen skulle have gården 
hjemme , medens søsteren var tillavet en 
arv på 100 rdlr . , som faderen havde indestående 
i en gård ved siden af . Men da 
sønnen gik hen og fæstede sig en fattig tjenestepige 
til brud mod faderens villie , og 
da han ikke ville afsfåe hende for af gifte 

sig med en anden , som faderen havde udset 
til ham , blev denne så vred , af han tilskjødede 
datteren gården og gjorde sønnen 
arveløs , medens han lod ham forstå , af 
han ulydig og genstridig som han var , for 
eftertiden kunne skøtte sig selv , og af han 
ikke mere ville se ham for sine øjne . 
Udenfor Jørgens fødeby , men i samme 
sogn ligger gården t— . Den har i forrige 
tider været en stor herregård , og der 
har tilhørt den et areal af flere hundrede 
Tønder land , af hvilke nu næppe 70 Tønder 
ere tilbage som agerland ; resten er overføget 
med sand eller bevokset med lyng . Flyvesandet 
er således skyld i , af gårdens ejer , 
hr . Povlsen , egentlig ikke er herremand , medens 
det dog har været så artigt af skåne 
netop så meget af hans ejendom , af han til 
nød kan kaldes proprietair og hans kone 
frue . Da vi imidlertid i det følgende af og 
til komme i berøring med denne familie , 
ville vi nævne hr . Povlsen for herremand , 
eftersom han selv holder meget af at blive 
kaldt således , og så kunne vi desuden med 
større grund kalde hans kone frue , hvilken 
benævnelse hun for enhver pris vil have . 
Hr . Povlsen er fød på gården og har 
fået den i arv efter sin fader . Han er 
en høj og svær bygget mand men med ligegyldige 
og intetsigende ansigtstræk , der vidne 
om , at han ikke er vant til at tage sig verden 
for nær . Sin gårds drift skænker han ikke 

synderlig opmærksomhed , og indtægterne indvindes 
meest ved salg af ildebrændsel , hvoraf 
heden og klitten afgive en stor mængde . 
Derimod har han større lyst til enten at sidde 
hjemme i sofaen og ryge sin pibe eller 
også at fare omkring i landet uden egentlig 
at have noget andet ærinde end at få tiden 
slået ihjel . Fruen , hvis navn forresten 
er Karen , og som er en bondedatter fra nabosognet , 
er omtrent et sidestykke til hendes 
mand ; hun kan slet ikke lide at have nogen 
omgang med de udannede bønder , som hun , 
Fru Poulsen , i sine egne tanker er højt ophøjet 
over ikke alene ved sin stilling som 
borgfrue , men også ved sin overlegne åndsdannelse ; 
imidlertid er det hendes mening , af 
det er alt andet end fornemt af udrette noget 
i sit hus , hvorfor hun enten sidder hjemme 
med hænderne i skødet eller også lader 
spænde for sin vogn for af køre hen og besøge 
præstens , de eneste , hun i reglen kan 
være bekendt af have nogen omgang med . 
Hendes fader var i sin tid sognefoged i 
nabosognet ; han var en af de såkaldte kalkunske 
bønder , dertil havde han penge som 
græs , og da han kunne give sine børn en 
stor arv , havde herremanden kastet sine øjne 
på hende og giftet sig ikke med hende men 
med hendes penge . Hun havde født sin 
mand to døtre , som begge havde arvet både 
faderens dyder og moderens skønne egenskaber . 


Jørgens fader havde en gang tjent på 
herregården , det var under hr . Povlsens 
fader , og da han havde været særdeles dygtig 
og tro i sin tjeneste , havde han , også 
siden han var bleven gift og bosat , blevet ved 
af holde et slags forbindelse ved lige med 
herregården , og han havde nydt mange goder 
derfra , endog siden hr . Povlsen var kommen 
til styret . Da Jørgen nu var udjagen 
af fædrenehjemmet og ingen steder havde 
af være , rettede han sin gang mod herregården , 
for der foreløbig af finde et slags 
tilholdssted , indtil der kunne åbne sig en 
vej for ham , og han kunne komme ind i en 
selvstændig virksomhed . 
Jørgen var den gang i en alder af tyve 
år . Han var spinkel af legemsbygning men 
havde et tiltalende ydre og godhedsfulde ansigtstræk ; 
derhos besad han en sjælden god 
forstand og var i stand til med lethed af 
kunne sætte sig ind i mange ting . Han havde 
meget gøde skolekundskaber , og efter sin konfirmation 
havde han udvidet disse ved læsning 
af gøde og nyttige bøger ; især havde 
han ved egen hjælp drevet det temmelig vidt 
i regning og skrivning , hvilke fag han havde 
sær forkærlighed for , og til hvis indøvelse 
han anvendte en stor del af sine fritimer . 
Undertiden knnrrede faderen vel og mente , 
af han nok kunne tage sig noget nyttigere for , 
og de andre unge karle i byen spottede ham 
og spurgte , hvad gavn han havde af alt dette 

arbejde , da han jo dog hverken skulle være 
præst eller degn . Disse spottetaler afviste 
han imidlertid gerne med den bemærkning , 
af det var nyttigt for enhver mand , til hvilken 
gerning i livet , han endog var henvist , at 
have læst noget og at det vist både ville 
være godt og glædeligt , om bonden i almindelighed 
var i besiddelse af nok så gode 
kundskaber , end det nu var tilfældet . I hvert 
fald vidste han , at det dog altid var bedre 
at beskæftige sig med sådanne ting end at 
ligge og sove på bænkene eller at løbe omkring 
i byen , som så mange have for skik , 
enten for at føre sladder eller at drive et 
letfærdigt væsen . Imidlertid kom disse kundskaber 
ham nu især til gode , da han var udjagen 
fra sit hjem ; thi da der i ovennævnte 
fiskerleje var trang fil en lærer , fik herremanden 
udvirket , at han efter at have bestået 
et slags eksamen hos sognepræsten blev 
ansat her som omgangsskolelærer . I førstningen 
så befolkningen noget skævt fil 
„ Landboen “ , der , som de sagde , var dem påtvungen 
af præsten , men det varede ikke 
længe , inden såvel han som hans unge kone 
ved deres blide og ligefremme væsen blev 
alles yndlinger . 
Imidlertid voksede familien , og efter ti Års 
ægteskab havde Jørgens kone skænket ham 
syv børn . Da lærerlønnen kun var lille , 
var denne ikke tilstrækkelig fil såmanges underhold , 
hvorfor Jørgen ved siden af sin 

skolegjærning allerede i lang tid havde 
måttet tage sin tilflugt fil andet arbejde for 
af fortjene føden fil de mange munde . Han 
bandt således fiskergarn for fiskerne , roede 
også undertiden med dem ud af fiske , ved 
hvilke leilgheder han også fik sin andel af 
fangsten . 
Hans helbred havde imidlertid altid været 
svagt , og hvad der længe havde været af forudse , 
indtraf snart , han kastedes på sygelejel , 
og lægen opgav alt håb om hans liv . 
Det var ikke blot i familien , af dette voldte 
stor sorg ; enhver , der kendte Jørgen , tog 
inderlig del i familiens sorg og havde 
ondt af , af den stræbsomme og venlige mand 
skulle så tidlig gå bort , og alle ville 
være hos ham og pleje ham fil det sidste . 
Lille Viggo var aldeles ikke fil af trøste ; 
han kunne ikke afse fader et eneste øjeblik , 
han stod bestandig udenfor sengen med øjnene 
fæstede på den kære syge , medens han slet 
ikke kunne lade være af skænde på den slemme 
dokter , der ville tage livet af hans elskede 
fader med alt det , han kom med fil ham . 
En dag , som han stod ved faderens leje 
med dennes ene hånd i begge sine , sagde 
han : „ Det passer vist slet ikke , hvad dokteren 
siger , af du ikke kan blive rask mere ; thi den 
kære gud , om hvem du har fortalt os så meget , 
og som er så god og kærlig imod 
os , kan ganske bestemt ikke nænne af gøre os 

den store sorg af tage dig bort fra os og 
fra moder . “ 
„ Kære barn ! “ svarede faderen , „ Du ved 
jo nok , af guds veje ikke er vore veje , og 
af hans tanker ikke er vore tanker ; hvad 
han gør , er altid vel gjort , og hans villie 
er altid den bedste , thi den er , af vi alle skulle 
komme til ham og blive salige . Men det forholder 
sig med os mennesker som med de små 
børn , vi ville helst råde os selv , vi ville 
gå efter vore egne tanker og følge vore 
egne veje , fordi vi synes , af de er de behageligste 
og letteste af gå på ; derfor tager 
den kære gud undertiden lidt hårdt på os 
for af drage os bort fra det , der er os kærest 
her i verden , af vi med vort hele hjerte 
kunne være hos ham og ret fornemme , hvor 
god han er . Når han nu vil , af jeg skal 
forlade eder , så er det jo flet ikke for at 
gøre enten mig eller eder fortræd , men fordi 
det er således bedst for os alle sammen . Vi 
skulle derfor ikke sørge og klage men være 
glade ved , at han også er så nådig , at 
han vil lade sin villie ske med os , og vi sknlle 
takke ham meget derfor , selv når han bøjer 
os allerdybest , thi du ved jo nok , at vi 
sknlle sige ham , vor kære gud og fader , tak 
for alle ting i Vorherres Jesu navn , sige 
ham tak endog for det , der synes at gøre os 
allermeest ondt “ . 
„ Ja , når du nu er gået op til Vorherre , 
kære fader ! så får du det jo nok så 

godt hos ham , for du har altid været så 
rar og god , men så have vi jo ingen fader 
mere , og hvem skal så sørge for os og for 
moder og give os føde og klæder ? “ 
„ Den kære gud skal selv sørge for eder ; 
thi han kalder jo sig selv de faderløses fader 
og enkers forsørger ; han vil aldrig lade dem 
lide nød , der ret kunne have tillid til ham . 
Han skal derfor , når i ikke have mig mere , 
sørge for eder alle sammen , når i blot blive 
ved med af holde allermeest af ham og bede 
flittig til ham . Nu må du ikke græde , kære 
Viggo , thi så gør du mig forknyt ; jeg går 
jo hen til Vorherre og hen til ham skulle jo 
både du og dine små søskende og moder 
også en gang komme , når i blot ville 
blive ved af være gode venner med ham alle 
tider ; hos ham skulle vi samles for aldrig 
mere af adskilles ; og når jeg nu er død , så 
skal du hjælpe moder , alt hvad du kan , 
både med af arbejde og med af bede , og hver 
gang du seer , af hun er forknyt , fordi hun 
savner mig , så skal du minde hende om disse 
ord af den tålmodige job , som du jo holder 
så meget af : Herren gav , Herren tog , 
Herrens navn være lovet ! “ 
Disse ord havde udtømt hans sidste kræfter , 
og han mærkede nu , af hans lidelser snart 
vare forbi . Han kaldte sin kone hen til sig , 
fæstede sine brustne blik på hende og sagde : 
„ Kære himmelske fader ! antag du dig disse 
kære og vær min sjæl nådig for Jesu skyld ! “ 

med disse ord bøjede han sit hoved ned 
mod sin kone og sov ind . Viggo græd og kaldte 
på den kære hensovede med de ømmeste navne 
for om mulig al kalde ham til live igen ; men 
moderen greb den hånd , som Viggo havde 
sluppet , foldede sine hænder om denne , og medens 
tårerne randt ned over hendes kinder , 
sukkede hun : „ Herren gav , Herren tog , Herrens 
navn være lovet ! “ 
Ligesom lille Viggo bestandig stod ved sin 
faders dødsleje , således veg han nu næsten 
aldrig fra hans lig , men stod og betragtede 
den kære døde , ligesom om han ret ville indprænte 
sig de kære ansigtstræk for aldrig al 
glemme dem . „ Ja , kære fader ! “ sagde han , 
„ Du havde ret , da du sagde , al når gud 
vil have os til al elske sig , så fører han os 
ind i sorg og nød ; jeg synes aldrig , al jeg 
har holdt så meget af den kære gud som just 
nu , og jeg kan fornemme , al når han revser 
mig , gør han det ene af sin store kærlighed . 
Jeg har ikke rigtig kunnet forstå det før , 
men nu mærker jeg , “ al det er sandt , hvad der 
står i de smukke Vers , som du så lidt læste , 
mens du var syg ; nu vil jeg synge dem før 
dig , og du vil vist glæde dig derover oppe 
i din dejlige himmel “ hos den kære gud . “ 
Og den lille dreng stod ved sin faders lig 
og sang : 
når modgangs tåge om mig ruger , 
og torne såre vil min fod , 

når trængslens kolde arm mig knuger 
og ængster mig til hjærterod , — 
da gjor det ondt , skønt godt jeg ved , 
det er guds faderkærlighed . 
Guds kærlighed , som vil mig drage 
op over verdens lave lyst , 
mig lære alt før at forsage 
for ret at smage nådens trøst 
og dele Jesu herlighed — 
det er guds faderkærlighed . 
Så lidt jeg døjer savn og møje , 
mig jorden brænder under fod , 
at himmeriges lyse høje 
jeg ret kan stræbe op imod . 
Hvor der er evig fryd og fred 
ved guds , min faders kærlighed . 
Ja , gud min eviggode fader , 
mit Skjold og megen store løn ! 
Du aldrig dine børn forlader , 
men favner dem i lys og løn ; 
tidt er dit favntag hårdt , dog ved 
jeg , det er idet kærlighed . 
Så før mig , som dig mon behage ; 
lad torne såre foden her , 
det leder til , at jeg skal smage , 
hvor ejegod min fader er . 
Før mig hvorhen du vil , jeg ved , 
din vej er idet kærlighed . 

da Jørgens støv var stædet til hvile , og 
de første udbrud af sorgen havde lagt sig , 
begyndtes der at tænke på den hjælpeløse 
families fremtid . De to mindste børn beholdt 
moderen hos sig , medens de øvrige blev 
satte ud til slægtninge og venner . Jørgens 
fader , som for længe siden havde tilgivet sin 
søn , tog et af dennes børn , og da Viggo 
var så gammel , at han kunne begynde at 
arbejde for sin føde , tog herremanden ham 
og lovede at give ham føde og klæder mod , 
at han i den tid , han var fri for skolen , 
skulle vogte fårene i klitten . 
Ved denne tid var Viggo omtrent ti år , 
lille af alder og af et bly og undseeligt væsen . 
Dette barn var nu på en gang fra 
det stille fædrenehjem , hvor det af fromme 
forældre hidtil var opdraget i tugt og Herrens 
formaning , kastet ud i den verden , derer 
så fuld af synd og ondskab , og hvoraf 
der ikke findes mindst på sådanne steder , 
hvor der mellem herskab og tjenerskab er et 
svælgende dyb befæstet , idet tjenestefolkene , 
som det jo er skik eller rettere uskik , på 
større gårde er i deres fritid aldeles overladte 
til sig selv , medens herskabet forskandser 
sig indenfor lukkede døre og tilskoddede vinduer , 
ret som de frygtede , at deres helligdomme 
skulle besmittes ved „ Folkenes “ Nærværelse . 
Viggos ny hjem var et af de værste 
steder i denne henseende ; thi som før er bemærkæt 
tog dets ejer sig ikke synderlig af 

folkene ved arbejdet og altså endnu mindre 
i deres ledige timer , i hvilke de vare aldeles 
uden opsigt , og som de kunne skatte og 
valte med efter eget behag . På grund heraf 
var herregården efterhånden bleven et valfarfssted 
for den udsvævende del af byens 
ungdom , og i dens folkestue kunne man blive 
vidne til den skammelige råhed , som desværre 
en stor del af vor ungdom er nedsunken 
i , idet nogle nemlig sagde der og svirede 
og spillede kort til langt ud på natten , 
medens andre enten førte løsagtig tale og 
sang utugtige viser eller bedrev uterlighed 
med kvinderne . Under sådanne forhold 
skulle det vise sig , om den gode plantning , 
som i hjemmet var nedlagt i vor lille vens 
sjæl , skulle visne og dø , eller om den trods 
uveiret , skulle udfolde sig rigere og skønnere 
og stå som et dejligt træ midt i ørkenen for 
med sin Duft af virke forædlende , på dem , 
som kom i dens nærhed . 
Det var ikke med moderens villie , af Viggo 
var kommen på dette sted ; men nød bryder 
alle love . Det var hende nemlig umulig selv 
af opholde ham hjemme , og da der for øjeblikket 
ikke kunne åbne sig nogen anden plads 
for ham , gav hun skønt ugjærne efter for 
herremandens flere gange gentagne begæringer 
om af tage ham . Imidlertid havde 
hun et godt håb til Vorherre og troede , af 
han nok ville bevare hendes kære Viggo ; og 
da han i enhver henseende var faderens udtrykte 

billede og ligesom denne i høj grad 
havde lyst til af læse , mente hun , af denne 
hans forkærlighed for bogen ville bidrage 
sit til af holde ham ubesmittet af det onde . 
I arbejdstiden var han sjælden sammen 
med tjenestefolkene , eftersom han da enten 
var i skolen eller med fårene i klitten . 
Når han vogtede fårene , læste han i de 
bøger af sin faders , som han havde medbragt 
hjemmefra , ligesom han også her læste 
sine lektier til skolen ; i førstningen turde 
han ikke lade sig se med bøger i folkenes 
nærhed , da han var bange for , at de ville 
spotte ham derfor ; men da vinteren kom , 
blev han nødt fil at læse om aftenen i 
folkestuen . 
At der blev gjort forsøg på at bibringe 
Viggo noget af det uvæsen , som øvedes blandt 
tjenestefolkene på herregården , følger af 
sig selv . Hertil var ingen bedre stikket end 
Jens røgter , en forfalden person mellem de 
fyrgetyve og halvtreds ; han gik altid lurvet 
klædt , og hans blå næse vidnede noksom om , 
at han ikke svigtede et godt lag , hvor det kom 
an på at tømme brændevinsflasken , ligesom 
han også var den fremmeligste fil at bande 
og fil at snyde i kortspil . De fleste af gårdens 
folk havde han meer eller mindre bibragt 
disse skønne egenskaber ; den eneste , hvorpå 
alle hans forsøg strandede , var Viggo , uagtet 
han opbød alle sine kræfter , navnlig for at 
lære ham at bande . 

„ Du bliver aldrig nogen Karl ! “ sagde han 
en aften fil Viggo , medens de andre karle 
fniste , „ Du bliver aldrig nogen rigtig Karl , 
sålænge du hverken kan tage din dram eller 
sætte en ordenlig trumf på . “ 
„ Ja , men det er synd at bande , svarede 
Viggo undseelig . 
„ Jeg tror , satan plager dig , dreng ! kalder 
du det synd af flide djævelen ? “ 
„ Fader sagde altid , af Vorherre ikke kan 
lide den , der tager djævelens navn i sin 
mund . “ 
„ Vorherre ! Ja , jeg tror nu hverken , af 
der er nogen gud eller djævel , og for resten 
mener jeg da ikke noget ondt med det , når 
jeg bander “ , svarede røgteren , idet den spottende 
mine begyndte af forlade ham ; » det 
er nu sådan en vane , jeg er kommen i med , 
og som jeg ikke tænker noget ved . “ 
„ Hvad hjertet er fuldt af , løber munden 
over med “ , svarede Viggo , som nu var bleven 
mere frimodig ; „ det er det samme , som jeg 
har læst i faders ny testamente , hvor der 
står , af af hjærtets overflødighed taler munden ; 
og lige så vist som det er , af Vorherre 
er til , lige så vist er det også , hvad fader 
så ofte sagde , af ethvert menneske , i hvis 
hjærte han ikke får lov til af leve , kan 
aldrig blive rigtig lykkelig her på jorden , 
langt mindre salig , når han er død . “ 
„ Fandenselv kan ikke snakke med sådant noget 
pak ! “ brummede røgteren ; „ ja jeg ved 

nok , af din fader var hellig , og det lader til , 
af du slægter ham godt på med hensyn til 
hængehovedriet . Hvem i hede helvede mener 
af blive salig , når han er død , den mening 
lader jeg præsten beholde ; min mening er , 
-af når jeg dør , går det mig som alle andre 
kreaturer ; det er nu min religion . “ Med 
disse ord vendte han sig bort fra Viggo og 
begyndte af blande kortene , som lå på 
bordet . 
Imidlertid havde Viggo fået mere mod , 
og han var nu ikke længere bange for af sidde 
i folkestuen og læse sine lektier , ligesom han 
også , uagtet Jens røgters spot , af og til 
lod se en og anden af de bøger , som han 
havde fået efter sin fader ; under ordskiftet 
med røgteren , havde han , uagtet denne beholdt 
det sidste ord , ligesom fået en fornemmelse 
af , af når sandhed og løgn gå i 
kamp med hinanden , har løgnen tabt ; det 
var bleven ham bevidst , når en gør noget 
godt , behøver han ikke af skamme sig derved 
eller skjule sig dermed i krogene . Iøvrigt 
var der mange af gårdens folk , som begyndte 
af fatte godhed for den opvakte dreng , 
og flere af dem , som i begyndelsen havde moret 
sig kostelig , når røgteren gjorde nar ad 
ham , begyndte nu af tage ham i forsvar mod 
dennes drillerier , medens de efterhånden fik 
større lyst fil af høre ham læse og synge 
for dem om aftenen end fil af spille kort og 
svire med røgteren og andre , som kom i dette 

ærinde . Inden den halve vinter var fil 
ende , var al svireri og kortspil forsvundne 
af folkestuen for fortællinger og sange . 
Siden vi sidst omtalte herskabet , er det 
blevet forøget med en tredje datter ved navn 
Christine . Medens de to ældste , som før er 
fortalt , havde arvet alle forældrenes høje 
dyder , tegnede det fil , af Christine aldeles 
var bleven arveløs i denne henseende . Til 
gjengjæld var hun bleven i besiddelse af et 
åbent øje for alt , hvad der er stort og ædelt , 
og når dette naturlige gode hos hende kunne 
blive udviklet i en rigtig retning , ville det 
være af forudses , af hun kunne blive et tro 
billede på en ægte dannekvinde . Medens 
hendes ældre søstre mente , af det var langt 
under deres værdighed af omgås tjenestefolkene 
og have nogen fortrolighed med dem , 
var det Christines største fryd , når hun 
kunne være hos dem og se , hvorledes drengene 
tumlede med kalvene på vangen eller 
fårene i heden . Hun var derfor også tilsidesat 
af moderen og søstrene , der lods hende 
høre , at hun aldrig blev andet end en bondeklods . 
Men var hun udskudt af familien , 
var hun des mere yndet af folkene , især af 
Viggo ; disse to kunne altid så godt sammen ; 
deres alder var omtrent ens ; deres sang 
gik i samme retning ; de havde så meget tilfælleds , 
og Viggo forstod på den ham egne 
måde at anslå de strænge i den lille piges 
sjæl , der ret kunne finde genklang i hans 

egen . Disse to blev snart udadskillige . Hele 
timer i rad kunne man se dem gå sammen 
ved fårene i heden udenfor gården , 
medens Viggo sang sine viser for hende , fortalte 
hende sine historier , falede om sin kære 
fader og om sit hjem , om den store sandbanke 
udenfor huset , hvor han så mangen 
gang havde leget med sin søster , og hvor 
de havde bygget huse af sand , i hvilke han 
var mand og hun kone ; og ved alle hans 
fortællinger strålede Christines øjne af fryd . 
En dag . som hun efter sædvane kom ud 
til Viggo , forekom det hende , at han var bedrøvet . 
„ Hvad fejler du , kære Viggo ? “ 
Spurgte hun , „ har du måske længtes efter 
mig ? Nu vil jeg hjælpe dig at bygge huse 
her i heden , og da du ikke har din søster 
her , vil jeg være din kone i dem ; der ville 
vi så sidde sammen , mens du synger og 
fortæller historier ; men så må du ikke 
være bedrøvet . “ 
„ Jeg er heller ikke bedrøvet “ , svarde Viggo , 
„ men i dag er det et år siden fader døde , 
og så kom jeg til at tænke så meget på 
ham , og jeg kunne da ikke lade være at græde “ . 
„ Ja , nu skal du ikke græde over , at din 
fader er død , thi han sagde jo , at du , når 
du var rar og god , også en gang skulle 
komme op til ham hos Vorherre ; jeg vil også 
stræbe at være rigtig gode venner med 
Vorherre , at jeg kan være hos dig og din 
fader oppe i den dejlige himmel altid ; men 

kom nu og hjælp mig at bygge et hus her 
på denne bakke , her fra kunne vi ses 
ud over hele heden , og her ville vi så 
sidde og se , de små lam hoppe omkring i 
lyngen , og høre , lærkerne synge . “ 
Da huset var færdigt , og de havde sat 
sig på den lille bænk oppe på højen , sagde 
Christine : „ Når du en gang bliver stor 
og ikke længere skal vogte får eller gå i 
skole , skal du så hjem til din moder igen 
og fiske ude på det store hav ligesom de andre 
voksne folk der ude i din fødeby ? “ 
„ Nej “ , svarede Viggo , „ jeg ville rigtignok 
helst være hjemme hos moder , for hende holder 
jeg mest af , men jeg er ked af at være 
fisker på det vrede hav ; når jeg bliver 
stor , vil jeg være skolemester ligesom fader . “ 
„ Ja , men moder siger , at det er så simpelt 
at være skolemester ; du kan vist heller 
ikke styre sådanne slemme drenge som dem , 
du taler om her i skolen , der rækker tungen 
ud ad degnen og gør nar ad ham , når 
han vender sig fra dem . “ 
„ Jo , det kan jeg nok , for jeg vil bede Vorherre 
om , at han vil hjælpe mig dermed . 
Jeg vil heller ikke slå de uartige børn så meget , 
som degnen gør her . Fader sagde , 
at der var noget i ethvert barn , som hedder 
æresfølelse , og som kan slås ihjel med 
tamp og ris . Denne æresfølelse , sagde 
han , bør læreren stræbe af opelske hos børnene , 
hvilket bedst kan ske , når man i stedet 

for af blive vred på dem med alvor og 
kjæerlighed forestiller dem , hvor slet deres opførsel 
er ; hvor meget de synde imod sig selv 
ved på så skammelig en måde af spilde 
den tid , hvori de skulle lære noget for af de , 
når de blive ældre , kunne blive agtede og 
nyttige i verden , og en gang , når de dø , 
salige i himlen ; hvor meget de synde imod 
deres kære forældre , hvis omhu og store 
kærlighed er spildt på sådanne slemme 
børn , der ved en slet opførsel ikke gøre dem 
andet end sorg ; hvor meget de synde imod 
deres lærer , der hver dag fra morgen til 
aften slider sine kræfter alene for deres 
skyld , og som er bedrøvet , hver gang han 
seer , af børnene ikke blot er uagtsomme og 
dovne , men endog er så slette , af de lønne 
hans stræben med lige frem af drille ham , 
og endelig hvor meget de synde imod den kære 
gud , der også har skabt dem og forsørger 
dem og har ladet sig pine fil døden også 
for deres skyld , men som nu sidder oppe i 
himlen og græder for sådanne slemme børn , 
fordi af alt , hvad han har gjort og endnu 
gør for deres skyld , er fil ingen nytte . 
Således gjorde fader altid , og således vil 
jeg også gøre ; derved komme de slemme 
børn fil af skamme sig og blive bedre . Og 
så vil jeg fortælle dem historier og synge 
psalmer og sange for dem ; derved ville de 
blive glade ved mig , fordi de er glade ved 
det , jeg fortæller for dem ; og ikke blot blive 

glade ved mig , men også ved den kære 
gud og alt det skønne , som han har givet et 
menneske af glæde sig ved her på jorden . “ 
„ O , hvor det dog ville blive langt skønnere 
af gå i skole fil dig end fil den gamle 
jomfru Petersen , som aldrig gør os glade , 
men bestandig piner os med hug og lange 
lektier ; hun fortæller os aldrig noget morsomt , 
og vi må aldrig synge ; det er så 
kedeligt . Hvorlænge kan det vare , inden du 
kan blive skolemester ? “ vedblev Christine , 
„ Tror du , af jeg kan få lov fil af gå 
i skole hos dig , så kunne jeg da lidt få 
den dejlige sang at høre , som du synger 
så lidt , og , som du siger , passer så godt 
på dig selv ? Prøv en gang , hvorledes 
den kan lyde fra denne bakke “ . Og Viggo 
sang : 
hvor Vesterhavet skyller 
sin bølge op på strand 
og skærer dybe furer 
i det snehvide sand ; 
hvor bølgerne vemodig 
kysse sandbankens fod , 
der bag de hvide bakker 
min barndoms vugge stod . 
Der var jeg tryg og rolig 
udi min moders arm ; 
og sorgen var mig fremmed 
ved hendes hulde barm . 

jeg kendte ej til andet 
end smil og glade hop ; 
jeg red på knæ hos fader 
til mølle i galop . 
Der voxed jeg fortrolig 
med havbølgens larm ; 
der svandt min barndom stille 
hen uden savn og harm ; 
der legede jeg med blomsten 
ved sandbankens fod , 
mens lærken sang , og storken 
på tagets rygning stod . 
Der jeg så lidt fra bakken 
udover havet så , 
når månens glans afspeiled 
sig i det klare blå ; 
der så jeg , solen stige 
i Østen purpurrød , 
og sig om aftnen sænke 
i havets våde skød . 
Jeg mindes vel min Tue , 
hvor lidt jeg sad og sang 
og fleltede til kranse 
småblomsterne i Vang ; 
jeg mindes grant hver genstand , 
som dyrebar mig blev , 
og bjælken i vor lade , 
hvorpå mit navn jeg skrev . 

her er vel også bakker , 
og her er solskin nok . 
Og her er nok af blomster , 
af fugle og en flok ; 
men her er ikke hjemmet 
med hver en elsket plet , 
hvorfor jeg disse steder 
ej elske kan som det . 
„ O , hvor sangen lyder smukt her ! “ udbrød 
Christine , da Viggo havde endt , „ og hvor 
skønt det er af hore dig synge . Det er kedeligt , 
af du vil være skolemester ; kunne du 
ikke ligeså godt blive præst ? Det var da 
mere fornemt ; og så kunne vi da nok få 
lov til af køre hen af besøge dig , ligesom 
vi nu køre hen af besøge præsten her . Bliv 
derfor præst ! kære Viggo , for jeg kan jo nok 
tænke , af jeg ikke får lov af moder til af 
gå i skole hos dig alligevel ; det er jo ikke 
fornemt og det siger hun dog så lidt , af jeg 
skal være . Men hør , hvor lærkerne synge , 
og se , hvor glade lammene hoppe om i lyngen ! 
Det er dog en yndig morgen ! Solen 
skinner så varmt og dens stråler glinse i 
sandet på de hvide bakker imod vest ; vil 
du ikke , kære Viggo ! tillige synge den morgensang , 
du har lært af din moder ? “ 
Viggo lod sig ikke bede to gange , når man 
bad ham om at synge , især når det var Christine . 
„ Når jeg har været henne “ , sagde 
hans , „ at møde den stumphalede bede , den er 

altid så slem til at trække efter Marken , så 
skal jeg synge den , så snart jeg kommer tilbage “ . 
Da han atter sad hos Christine på 
højen , sang han : 
solen rinder op i glans , 
stråler i sin lue ; 
og dens stråler gå i Dans 
under himlens bue . 
Duggens perle på sit blad 
gynger sig i vangen ; 
og den lille fugl så glad 
synger morgensangen . 
Og småblomsterne i eng 
bægeret oplukke ; 
selv op fra den våde seng 
de småfiske dukke . 
Lammet hopper nok så glad 
til og fra sin moder ; 
kreaturerne på rad 
nyde Markens goder . 
Bien summer , morgenluft 
viffer gennem livet ; 
alt småkryb den milde Duft 
rejser op af støvet . 
Og smådrengen titter op 
fra sin hovedpude , 

spejder efter bakkens top 
gennem klaren rude . 
Fro han springer af sin seng , 
til sit dagværk iler ; 
ude snart i mark og eng 
glad som alt han smiler . 
Alt begyndes lystelig , 
fryd har hver i eje ; 
kun den syge vånder sig 
på sit smertensleje . 
Alt dit værk højtidelig , 
skaber , pris dig sjunge . 
Herre ! til at prise dig 
giv mig og en tunge . 
Da skal jeg få lykke til 
alt , hvad jeg skal gøre ; 
thi til held for mig du vil , 
herre ! alting føre . 
Til mit værk jeg går da med 
morgensang på læben . 
Fader , du med salig fred 
signer da min stræben . 
Så skal også denne dag 
mig til lykke blive : 
gud , han fremmer selv min sag , 
han mig kraft vil give ! 

da Viggo havde endt sin sang , sagde 
han : „ Nu skal jeg med det samme synge 
dig en anden morgensang , som jeg har lært 
af fader , og som han holdt så meget af . 
Øen lærer os , at vi , som kende Vorherre af 
hans ord , tillige i naturen kunne skne hans 
evige kraft og guddommelige herlighed og 
således lære ham af kende også af hans 
Gjærning “ . Sangen lyder således : 
som en yndig brud 
træder solen ud 
af sit Kammer , smykket skjon ; 
og jeg synes , af 
dagens dronning brat 
hilser mig fra gud i løn . 
Hoit fra skov og Vang 
fuglens glade sang 
luller hjertet til sin fred . 
Kære sjæl ! syng med 
om den stille fred 
og guds faderkærlighed . 
Friste morgenluft ! 
Som en yndig Duft 
kvæger du mit stille sind ; 
og det synes mig , 
som om jeg ved dig 
kaldes til guds glæde ind . 
Duggens perlerad ! 
Gyngende på blad , 

venlig smiler du til mig ; 
og det synes mig . 
Som om jeg i dig 
spejler lidt af himmerig . 
Blide morgenstund ! 
Du af letten blund 
dækker op naturens søn ; 
ham du taler med 
om guds herlighed , 
lærer ham en stille bøn . 
Friske morgenstund ! 
Du gør stedse sund 
mig til legeme og sjæl ; 
altid leder du 
hen til ham ham min hu , 
som mig gjorde alt så vel . 
Livets høje lyst 
bæver i mit bryst : 
jeg i alt kan min skaber se . 
Jeg vil i hans favn 
glemme alt mit savn 
og som barn til fader se . 
Giv , af hver en dag , 
gud , til dit behag 
jeg må leve lykkelig , 
så skal jeg en gang 
bedre morgensang 
synge dig i himmerig ! 

omtrent otte år efter denne dag trådte 
en ung mand ind i herskabets dagligstue på 
herregården . Læsæren vil i denne kende 
Viggo Jørgensen . Han er i dag kommen 
hjem fra seminariet , hvor han i tre år har 
opholdt sig for af læse til skolelærerexamen , 
som han nu har bestået med første charakfeer . 
Det var kendeligt , hvor alle ansigter 
opklaredes ved hans indtrædelse . I den tid , 
han tjente på herregården , var familien 
efterhånden bleven opmærksom på den sjældne 
dreng , og han havde i den grad vundet 
dennes yndest , af herremanden havde understøttet 
ham med de penge , der behøvedes til 
hans uddannelse . Da han nu var vendt tilbage 
efterat have bestået sin eksamen så 
godt , vare alle glade ved ham , og enhver 
ville være den første til af byde ham velkommen 
og vise ham sin glæde . Den eneste , der 
følte sig noget tvungent over for ham , var 
Christine . I de fem år , han havde været 
borte fra herregården for af uddanne sig til 
sin Gjærning , var han bleven udviklet til en 
sjælden smuk yngling ; og når Christine så 
hen til ham , bankede hendes bryst , og hun 
følte en for hende uforklarlig bevægelse i sit 
indre , medens hun , hver gang hans blik 
mødte hendes , undseelig slog øjnene ned . 
Indtil Viggo kunne få en ansættelse som 
lærer , delte han sin tid mellem herregården 
og sit hjem . Imidlertid varede det ikke 
længe , inden han følte sig mere og mere knyttet 

til herregården , og , uagtet han elskede 
sin moder højt , blev dog opholdet i hjemmet 
sjældnere . Christine var nemlig i hans fraværelse 
bleven til en dejlig pige , og hun gav 
ikke Viggo noget efter i skønhed og unde , 
ligesom også hendes åndelige egenskaber 
havde udviklet sig i den heldigste retning , 
hvortil Viggo i sin tid vel havde bidraget 
det meste . Ved atter af omgås med Viggo 
vendte efterhånden den gamle fortrolighed 
tilbage , og atter vare disse to nadskillige . 
Deres barndoms dage , da de gik med fårene 
ude i heden , levede de nu om igen ; 
de talte om deres hus henne på højen , 
hvor de så lidt havde siddet sammen , og i 
forening gjorde de ofte valfarter hen til dette 
kære sted for atter af sidde sammen der , 
medens Viggo fortalte hende om sit liv ved 
seminariet . Og ligesom fordum tindrede 
hendes dine af glæde , når hun hørte på 
ham . 
En yndig morgen i efterhøsten sagde de to 
efter sædvane på deres høj . Denne morgen 
lignede hin for otte år siden , da Christine , 
opmuntret af fuglesangen og morgensolen , 
havde bedet Viggo at synge sin moders 
morgensang . Længe sagde de der henrykte af 
den yndige natur og ingen af dem talte 
et ord . Omsider brød Viggo tausheden , og 
idet han tog Christines hånd i sin , sagde 
han : „ Kære Christine ! kan du huske en dag , 
mens jeg vogtede fårene her i heden , at 

du , da du kom ud til mig , syntes , at jeg 
var så forknyt ? “ 
„ Ja , jeg kan ! “ svarede Christine og fæstede 
sine venlige blå øjne på ham . 
„ For at gjorde mig glad “ , vedblev han , 
„ hjalp du mig at bygge et hus her på 
denne høj , og i dette tilbød du at ville være 
min kone . Holder du endnu i dag , hvad 
du den gang for otte år siden lovede mig ? “ 
Christine svarede intet , men slog øjnene ned . 
Viggo vedblev : „ Hidtil har den kære gud været 
med mig og kendelig velsignet min stræben ; 
ved hans hjælp får jeg vel også nu snart 
bygget et andet hus . Vil du i dette være 
min kone og dele livet med mig alle dine 
dage ? “ 
„ O , jeg har fra første færd af altid holdt 
så meget af dig , kære Viggo ! “ svarede Christine 
med blikket fremdeles rettet mod jorden , 
„ og det forekommer mig også “ , vedblev hun , 
idet hun ivrigt drejede en lyngblomst imellem 
sine fingre , „ af mit liv herefter uden dig 
vil blive fattigt på fylde og glæde ; men 
jeg tør ikke love dig det , som du her forlanger ; 
hvad ville mine forældre sige dertil , 
når de fik det af vide ! “ 
„ Dine forældre især din moder ville vel 
nok hellere se dig gift med en rigere og fornemmere , 
end jeg er ; men alligevel tror jeg 
ikke , af de ville have meget imod din forbindelse 
med mig ; de have dog altid viist , af 
de have meget tilovers for mig , og de have 

jo altid godt kunnet lide , af du var sammen 
med mig både før og nu . “ 
„ Ja “ , svarede Christine , „ det kommer af , 
af du altid har været så rar og god , og 
hidtil have vi jo ikke været andet end børn , 
og således betragte de os vel endnu ; de er 
nu en gang blevne så vante til ikke af lægge 
mærke til mig , af de ikke kunne se , om der 
er andet forhold imellem os end det , der 
kan finde sted mellem Broder og søster . 
Mine to søstre er begge gifte efter deres 
hoveder , og de ville desværre vist også råde 
for mig i denne henseende . Du har vel hørt 
fader tale om præstens søn , forvalteren ? “ 
„ Jeg ved nok “ , sagde Viggo , „ af dine forældre 
ønske en forbindelse med præstefamilien 
på denne måde ; men i en sag , der er så 
vigtig , og som der angår dig så meget , 
må der vel også blive spurgt om din mening ; 
og jeg tror næppe , af dine forældre 
ere så hårdhjertede , af de ville tvinge dig 
til af indgå en forbindelse imod din villie , 
når du “ alvorlig sætter dig derimod . “ 
„ Ja , sætte mig derimod vil jeg “ svarede 
Christine , idet hun så kærlig på Viggo ; 
„ Forvalteren vil jeg nu hverken eje eller have , 
så få de af gøre med mig , hvad de ville . 
Uden dig kan jeg aldrig blive rigtig lykkelig , 
derfor vil jeg også love dig , at blive din 
trofaste hustru , og den kære gud vil nok 
give mig nåde til alle dage at holde , hvad 
jeg i dag har lovet dig “ . „ Med disse ord 

sank hun til hans bryst ; læbe mødte læbe , 
og et brændende Kys , det første , beseglede 
den pagt , som her midt i den fri natur var 
sluttet for guds åsyn . 
Det meste af tiden vedblev Viggo fremdeles 
at opholde sig på herregården ; thi 
han kunne ikke ret længe afse sin kære Christine , 
meningen havde den mindste anelse om 
det forhold , hvori disse støde til hinanden . 
På denne måde gik det meste af efteråret ; 
men hen ad imod jul blev et lærerembede 
ledigt i en by i nabosognet ; Viggo 
søgte og fik det . Denne by ligger ude ved 
Vesterhavet , og , uagtet en stor del af dens 
indbyggere er fiskere , ville de dog ikke gerne 
høre sig kaldte havboer i den forstand , hvori 
ordet almindelig bruges , ligesom de heller 
ikke ville have , at deres by ikke skal være andet 
end et fiskerleje . Heri kunne de for så 
vidt have ret , som byen på grund af klittens 
ringe brede her støde umiddelbart op til 
hovedsognets marker , ligesom der også 
her bo flere skibsredere , hvis fartøjer 
fare på fremmede lande og ved hjemkomsten 
losse og lade ved stranden . Fra nærmeste 
købstad fører en kongelig landevej hertil , og 
for at gøre billedet fuldstændigt har byen 
sin egen skole og kro . 
I denne by begyndte Viggo altså sin 
Gjærning som lærer . Skønt han , som vi 
af det foregående have set , var et i alle 
henseender elskværdigt menneske , kunne han 

dog i begyndelsen ikke godt komme til rette 
med beboerne her , og han havde mange 
kampe at bestå med dem . Dette hidrørte 
navnlig fra skolens slette tilstand . Hans 
forgænger var en gammel mand , og det 
var dennes mening , at skolens orden ikke 
kunne håndhæves ved andre midler end riset , 
og ved at misbruge dette havde han slået 
alt godt ihjel i børnene ; da han derfor 
blev gammel og affældig , toge de aldeles 
magten fra ham i skolen , idet de skattede og 
vattede med deres læsetid efter eget behag , 
ja nogle af de værste gjorde endog flere 
gange forsøg på at tilbagebetale ham nogle 
af de hug , han i sin tid så rundelig havde 
tildelt dem . Da Viggo havde overtaget skolen , 
mente forældrene , af nu ville tingene 
komme fil af gå i en hel ny gænge , idet 
de troede , af han nok ville vide af håndhæve 
tugt og orden i skolen på en hel anden 
måde . Det var ganske vist også Viggos 
mening ; men her var det under sådanne 
forhold ingen let sag af bringe orden tilveje . 
Allerede i de første dage tillade børnene 
sig af drive deres uvæsen lige over for Viggo , 
nogle sprang på borde og bænke , andre sloges , 
atter andre bandede , og når Viggo ville tale 
dem fil rette , ledte det kun fil , af de blev værre ; 
han måtte derfor nødvendigen tage sin tilflugt 
fil legemlige straffe for således med magt af 
tilvejebringe en øjeblikkelig orden , indtil han 
kunne se af vinde dem på en anden måde , 

nemlig ved kærlighed af kalde den i barnesjælen 
hidtil af en rå behandling ihjelslåede 
æresfølelse fil live . Men for af udføre dette 
arbejde , forstod Viggo godt , af han måtte 
have hjemmet fil hjælp . Her vare imidlertid 
de fleste af forældrene imod ham , da han 
formedelst sin kraftige optræden i skolen aldeles 
havde skuffet deres forventning . 
Men hvorfor have så meget imod Viggo , 
fordi han ikke gjorde andet , end hvad de i 
forvejen vare vante til ? Ja , forældrene 
havde naturligvis også været meget misfornøjede 
med den gamle lærers strænghed ; 
men sagen var , at denne havde tiltrodset 
sig et slags herredømme over dem derved , 
at han i skolen lod børnene undgælde for , 
hvad udestående han havde med forældrene . 
For imidlertid at skåne børnene for en alt for 
hård medfart i denne henseende , havde 
de mangen gang føjet den gamle tyran , og 
således efterhånden vænnet ham til at have 
sin villie i alle stykker ; desuagtet vedblev 
han dog at tyranisere over deres børn i skolen , 
og dette dårlige forhold mellem skole 
og hjem havde til følge , at forældrene kom 
til at se således på skoletugtens håndhævelse , 
at al legemlig straf fra lærerens 
side måtte være en forbrydelse af denne 
lige over for deres børn . Vi kunne således 
godt forstå forældrenes uvilje mod Viggo , 
der , som de sagde , begyndte , som hans forgængær 
havde endt ; ja nogle af dem vare 

endog blevne så vrede over hans optræden , 
at de i deres uforstand tilskyndede deres børn 
at drille ham som en , der ikke var bedre værd , 
hvorfor også en dreng en gang , som Viggo 
ville sætte ham i rette , straks udbrød : „ Ja , 
di kan prøv å slå mæ , så skal æ snår 
hint mi få ' er ! “ med hvilke ord han , endnu 
førend Viggo rigtig kunne så betænkt sig , 
var under bordet og ude af døren for at 
udføre , hvad han havde truet med . 
Under disse forhold så Viggo nok at der 
aldrig ville komme noget godt ud af hans 
Gjærning . Disse unaturlige forhold måtte 
altså ændres , men hvorledes stod ham i begyndelsen 
ikke rigtig klart ; han var endnu 
så ung og uerfaren . Mange nætter lå 
han og grublede derover og bad til sin gud 
om råd og bistand . Imidlertid fastholdt 
han dog den tanke , at han måtte se at 
vinde forældrene . For at opnå dette brugte 
han sin fritid til at gå omkring til dem 
og tale med dem . Ved sit elskværdige væsen 
og ligefremme optræden opnåede han virkelig 
også , at de fleste af forældrene efterhånden 
fik ham kær , dermed vare også 
børnene vundne , og fra nu af var kærligheden 
det redskab der vedligeholdt ordenen 
i hans skole . 
Imidlertid var det ikke så nær alle byens 
beboere , Viggo havde vundet . „ Ve også 
det menneske , om hvem alle tale godt ! “ 
Blandt dem , der vare Viggos uvenner , var 

også en mand , der beklædte den tredobbelte 
post af strandkontroleur , forbjærger og 
stationstilsynsmand ved redningsvæsenet ; 
han kunne aldrig rigtig lide Viggo , ligesom 
han sjældent kunne lide andre end smukke 
kvinder . Ved sin indflydelse som forbjærger 
havde han opkastet sig til et slags konge 
over sine byfolk ; thi det stod nemlig til ham 
at bestemme , hvem der ved strandinger og 
lignende tilfælde skulle have noget at fortjene ; 
den , der ikke i alle stykker fandt sig 
beføjet til at danse efter hans pibe , kunne 
gjærne stole på at blive tilsidesat ved slige 
lejligheder , medens den , der forstod at gå 
ham under øjne , kunne få både i pose og 
i sæk . Iøvrigt var han et råt menneske , 
dertil havde han et sjældent greb på at 
overtræde det sjette bud , og hvor han kom 
frem , betegnede han som oftest sin vej med 
splid og uenighed mellem ægtefolk . I et 
sådant forhold stod han også til familien 
i byens kro . Da kromanden opdagede kontroleurens 
utilladelige forbindelse med sin 
kone , truede han naturligvis med , at han 
ville flå arme og ben i stykker på ham , 
det første han traf ham ; men , da han var 
meget gerrig , vidste kontroleuren nok , hvorledes 
han skulle tage ham . Ved sin indflydelse 
på folk drog han dem efter sig fil 
kroen , ligesom han også fik udvirket , at der 
hveranden søndag var Dans og sviren 
der . Da kromanden , som elskede penge meget 

højere end sin hustru , således så , at 
han fandt sin regning ved at være kontroleurens 
ven , holdt han gode miner fil slet 
spil og lod ham have sin villie . 
„ Den er let at lokke , som efter vil hoppe “ , 
siger ordsproget , og kontroleuren havde let 
ved at få sit uvæsen sat i gang med hensyn 
fil søndagsforsamlingerne på kroen , 
eftersom mange af beboerne , navnlig fiskerne , 
allerede havde ganske god smag på , hvad 
kromanden havde „ på flasken “ . Efterhånden 
var det blevet fil en uskik blandt fiskerne , 
at de sagde på kroen og svirede , hver gang 
de kom fra deres Gjærning på havet ; det 
duede nemlig ikke at gå hjem fra fiskeriet , 
førend kromanden havde fået sin part af 
fortjenesten ; og var der nogen som hellere , 
gjorde dette end at sidde på kroen , blev han 
spottet af de øvrige og kaldt for en gnier , 
der var bange for at tage sin dram og give 
sin omgang . At kromanden var vis på 
disse giæster ved sviregilderne følger af sig 
selv , og med hensyn fil de øvrige af byens 
folk blev de fleste af disse efterhånden 
dragne med dels for at følge strømmen , 
dels også fordi de ved at give møde satte 
sig mere fast i kontrolenrens yndest ; og da 
sammenkomsterne vare forbundne med Dans , 
blev også byens ungdom af begge køn 
dragen med ind heri , og efterhånden blev 
kroen skuepladsen ikke blot for drukkenskab , 

men tillige for slagsmål , uterlighed og 
andre grove laster . 
En lang tid så Viggo på alt dette med 
smerte . Imidlertid besluttede han at bruge 
det gode forhold , hvori han var kommen fil 
at stå fil beboerne , som en modvægt mod 
kontrolenrens skadelige indflydelse , og i sine 
egne tanker pønsede han på , hvorledes han 
skulle forstyrre disse sammenkomster , der 
vare en skændsel for hans byfolk og en 
skammelig vanhelligelse af Vorherres dag . 
At dette arbejde ville blive meget vanskeligt , 
indså han helt vel forud , eftersom det ville 
være det samme som at erklære kontroleuren 
krig , og ifølge det forhold , der fandt sted 
mellem ham og beboerne , måtte det være 
at forudse , at han ville få de fleste tropper 
på sin side . Imidlertid vidste Viggo , at 
det , han havde sat sig for , var noget godt , 
og til Vorherre , som ville give alt godt fremgang , 
og som en gang før havde hjulpet 
ham ved et lignende foretagende på herregården , 
satte han nu sit håb , til ham bad 
han om hjælp , og , da han var kommen på 
det rene med , hvorledes han ville bære sig 
ad med sit forsæts udførelse , skred han trøstig 
til værket . 
Viggo ville dog ikke tage noget fra beboerne , 
uden af give dem noget bedre i stedet ; 
men dette bedre mente han imidlertid , 
af han havde til sin rådighed , og deraf 
besluttede han af meddele dem så meget , som 

han havde evne til . Dog hertil fornemmede han , 
af han også behøvede menneskehjælp , hvilken 
han håbede af erholde hos sin nabo , der 
var en af dem , han stod i det bedste forhold 
til . 
„ Hør , nabo ! “ sagde han en dag til denne , 
„ kunne de ikke have lyst til af holde legeslue ? 
Det skulle da være til samme tid , 
som der danses på kroen . “ 
„ Nej “ , svarede naboen , „ jeg kan nu en 
gang ikke lide det legestuevæsen , og da jeg 
desuden ikke har ret til af sælge drikkevarer , 
vil jeg nok dårlig kunne stå mig ved siden 
af kromanden . Desuden ville jeg jo derved 
få kontrollenren på halsen , og at have ham 
fil uven ville vel fil visse tider kunne have 
sine ubehageligheder for mig . “ 
„ Det er netop , fordi at der ikke kan fås 
drik , at jeg ønsker legestue her , “ svarede 
Viggo ; „ og hvad det angår med kontroleuren , 
skal jeg fildeels tage ham på min 
regning , da det er min bestemmelse , at jeg 
vil være den ledende i de forsamlinger , der 
skulle holdes her ; og jeg er vis på , at Vorherre , 
kontrolleurens indflydelse uagtet , vil 
give mig nåde fil at få noget mere godt 
ud af sammenkomsterne her , end der kommer 
ud af kontroleurens ovre i kroen . Give de 
deres minde dertil , ved de jo , at forsøget , 
om end det mislykkes , dog er Vorherre behageligt , 
og hvad kan det så flade os , om 
også kontrollenren seer lidt skævt fil os , 

når Vorherre seer des mildere ; det er da 
alle dage bedre at være Vorherres ven og 
kontroleurens fjende end omvendt . “ 
„ Ja , det er bedre ! “ udbrød naboen , „ det 
må være rigtigt , hvad de der siger , hr . 
Jørgensen ; lader os da en gang gøre et 
forsøg ; når de tager sagen i hånd , får 
den nok fremgangs thi de har altid lykke 
med dem . Jeg kunne desuden have stor lyst 
til af spille den kæltring af kontroleur et 
ordenligt puds , for han er nu altid så vigtig 
og mener , af det tilkommer ham af råde for 
alle ting . “ 
Næste dag kom det ved skolebørnene til 
beboernes kendskab , af Viggos nabo , tømmerhandler 
strand , ville holde legestue hveranden 
søndag aften til samme tid , som der 
dansedes på kroen . Dette var en dristighed 
lige over for kontroleuren , der var aldeles 
uhørt , og folk begyndte allerede af 
ynke den stakkels tømmerhandler , der ved 
således af sætte sig op imod denne ville lave 
sig en ris til sin egen ryg . At kontroleuren 
ikke ville lade dette gå af ustraffet , 
var enhver overbevist om , og af han for af 
få sin hævn udført ikke undslog sig for 
af bruge de midler , der lå ham nærmest 
ved hånden , hvor slette de endog kunne være , 
vidste ligeledes enhver . Imidlertid var hr . 
Strand en oplyst og dannet mand , som kontroleuren 
ikke skulle løbe langt med , dertil 
var han velhavende , så det ikke kunne skade 

ham stort , om også kontroleuren unddrog 
ham fortjeneste ved det , han havde med af 
gøre . Han gav altså kontroleuren en god 
dag og var inderlig glad over , af 
han ved af opfylde Viggos forlangende 
kunne få lejlighed til af vise denne , af det 
ikke var nødvendigt for erhver mand altid 
som et siv af bøje sig i hans hånd . 
Hvad sammenkomsterne hos strand angår , 
varede det ikke længe , inden der blev 
fuldt huns , og i samme forhold som de 
besøgendes antal voksede her , svandt det i 
kroen . Viggo var sjælen i det hele . Når 
man var træt as dansen , tog han sangbøgerne 
frem , og , idet han var forsanger , 
blev den ene fædrelands- og selskabssang 
afsungen efter den anden ; imellem sangene 
lod Viggo af og til et par ord falde om hver 
enkelt sangs indhold , der , som han sagde , 
havde til hensigt af vække folk op af søvne 
og give dem syn på og Sans for , af der 
er noget helt andet af leve for her i verden 
end af spise og drikke ; af vi have et modersmål , 
som vi skulle værne om ; af vi er et 
fædreland anbetroede af Vorherre , som han 
forlanger af os , af vi skulle svare ham til , og 
af det gælder om , af vi er besjælede af en 
kærlighed til dette vort fædreland , der er 
rede til af ofre det kiæreste og bedste for dets 
frelse ; og for end mere af vække og nær 
denne fædrelandskærlighed , havde han gerne 
en eller anden fortælling af fædrelandets 

historie på rede hånd . Af og til morede 
han også forsamlingen ved af fortælle andre 
morsomme historier og eventyr , eller han 
læste op af vore bedste digtere , ligesom han 
også fik indøvet en hel del lege , hvorved 
især ungdommen kunne more sig . Af disse 
eventyr eller fortællinger , som han brugte , 
hidsættes følgende to som prøve . 
Der var engang en mand , som havde en 
eneste søn ved navn trosvend . Da manden 
lå for døden , kaldte han sin søn ind 
til sig og sagde til ham : „ Når jeg nu er 
død , er det bedst , af du drager ud i den vide 
verden for af søge dig en tjeneste . “ Som 
sagt , så gjort ; oa manden var død , solgte 
sønnen huset , tog sin faders stok i sin 
hånd og rettede sin gang mod kongens 
gård for der af søge tjeneste . Da han 
kom til slottet , gik han ind i stalden , hvor 
han traf staldmesteren , hvem han sagde sit 
ærinde . „ Om du kan få tjeneste her , 
ved jeg ikke “ , svarede denne , „ for her er 
så mange ; men hvor ti æde , kan jo den 
ellevte æde med , hvorfor du må have lov 
til at gå her i stalden hos os , indtil jeg 
en gang ved lejlighed kan få kongen i 
tale , og jeg skal da få at vide af ham , enten 
han vil have dig i tjeneste eller ej . “ 
Og således blev det , han blev gående i 
stalden og hjalp til ved , hvad der var at 
bestille . 

imidlertid havde kongen en dag været 
ude at spadsere ; da han kom hjem om aftenen , 
savnede han sin ene handske , og da han formodede , 
at han havde tabt den inde i skoven , 
befalede han sin tjener at gå ud i 
skoven for at finde ham den . Tjeneren ville 
imidlertid helst være fri for denne forretning , 
hvorfor han befalede trosvend at udføre samme . 
Denne fandt også handsken ; men da han kom 
tilbage med den , forlangte tjeneren den , for at 
aflevere den til kongen . Dette ville trosvend 
ikke vide noget af ; „ når jeg har sundet handsken “ , 
sagde han , „ vil jeg også selv give 
kongen den . “ Tjeneren truede ham med , af 
det ikke gik an , han kom ind på slottet , 
for så slog kongen ham ihjel , og da dette 
ikke hjalp , lovede han ham solen til månen 
for af udlevere ham handsken ; men det hjalp 
altsammen intet hverken truslerne eller løfterne , 
trosvend blev ved sit : han ville selv 
give kongen handsken . 
Da han så kom ind til kongen , spurgte 
denne , hvem han var , og hvor han havde 
fået hans handske fra trosvend svarede 
da , af tjeneren havde befalet ham af gå 
ud i skoven for af finde handsken ; dette 
havde han gjort og kom nu tilbage for af 
udlevere den . Da kongen havde hørt dette , 
blev han så vred , af han uden videre jog 
tjeneren på døren , hvorpå han tilbød 
trosvend dennes plads ; og dette tilbud tog 
trosvend naturligvis imod med glæde . 

„ Hvad er dit navn ? “ spurgte kongen . „ Jeg 
hedder trosvend “ . „ Det var et godt navn , 
det ! “ sagde kongen , „ mener du også , af 
du kan svare til det ? “ „ Det vil jeg prøve 
på , deres majestæt ! “ mælede ungersvenden , 
idet hans øjne tindrede af glæde . 
Nogen tid efter , at kongen havde antaget 
trosvend i sin tjeneste , fik han besøg af en 
fremmed konge . Denne lunde da aldrig blive 
træt af at rose sit rige , sine undersåtter og 
navnlig sine tjenere : mage til dem , varder 
ingen konge , som havde , så fro og underdanige 
som de vare . Da tog trosvends herre 
til orde og sagde : „ Da vil jeg svare for , 
at når alle dine tjenere lægge deres trosfab 
sammen , er de dog ikke så fro som en 
af mine ; thi jeg har en tjener ved navn 
trosvend , jeg tør vædde med dig om mit 
halve kongerige , at du ikke er i stand til at 
få ham til at lyve . — „ Top ! “ sagde den 
fremmede konge , „ det er et ord og jeg sætter 
mit halve rige mod dit , at jeg skal få 
ham til at lyve . “ — „ Ja , det er et ord “ , 
svarede trosvends herre , og dermed var væddemålet 
indgået . 
Straks derpå satte den fremmede konge 
sig til at tilskrive sin dronning et brev , hvilket 
trosvend skulle overbringe hende . I brevet 
befalede han dronningen , at hun skulle 
give trosvend at drikke af et vist slags vin , 
hvoraf han straks ville blive beruset ; derpå 
skulle hun tage både hest og mundering 

fra ham og lade ham , når han havde sovet 
rusen ud , rejse hjem tilfods . Da dronningen 
havde læst brevet , gjorde hun , som hendes 
herre befalede , og aldrig så snart havde 
trosvend smagt vinen , for han faldt beruset 
om . Dronningen befalede da sine tjenere , 
af de skulle lægge ham i hendes egen seng , 
indtil han havde sovet rusen ud , samt af de 
skulle tage hans hest og kappe og gemme 
det således , af han ikke skulle finde det igen , 
når han ville rejse . Tjenerne gjorde , som 
dronningen befalede ; og da trosvend vågnede 
og spurgte efter sin hest og mundering , 
var dette ikke til af finde , hvorfor han måtte 
begive sig hjem tilfods . 
På hjemvejen gik han og tænkte efter , 
hvorledes han skulle redde sig ud af den forlegenhed , 
han nu var kommen i , når han kom 
hjem til kongen , og hvad han skulle give til 
undskyldning for , af havde sat sin gode hest 
overstyr . I begyndelsen var han bestemt 
på af ville sige til kongen , af han var bleven 
overfalden af røvere , som havde frataget 
ham hesten og munderingen , medens han 
selv var løben fra dem og således sluppen 
med livet . For at prøve hvad tiltro dette 
hans foregivende ville finde hos kongen , 
stak han sin stok i jorden , satte sin hat på 
dens knap og fjernede sig nogle skridt fra 
den , idet den skulle forestille kongen ; derpå 
gik han atter hen imod stokken , bøjede sig 
og sagde : „ Goddag trosvend ! “ — „ Tak , 

deres majestæt ! “ — „ Hvor er hesten og 
munderingen blevne af ? “ — „ Ja , jeg er bleven 
overfalden af røvere på vejen ; disse 
fratoge mig hesten og munderingen , selv løb 
jeg fra dem og slap således med livet . “ 
Imidlertid syntes det ham ikke , at disse ord 
havde nogen rigtig vægt , hvorfor han forkastede 
den måde at redde sig ud af sin 
forlegenhed på . Han gik da videre bestandig 
grublende over , hvorledes han skulle svare 
sin herre , kongen , når han kom hjem . 
Snart var han bestemt på at sige , at han 
var reden fejl om natten og kommen ud i 
et kær , hvor hesten var sunken ned , medens 
han selv havde reddet sig derfra ; snart 
ville han sige , at hesten var bleven bange , 
havde kastet ham af og var løbet sin vej ; men 
hver gang , han gjorde forsøget med stokken 
og hatten , opgav han disse tanker . Imidlertid 
var han under alt dette kommen hjemmet 
nær , og der skulle nødvendigvis tages 
en endelig bestemmelse , og efter nogen lænken 
frem og tilbage , besluttede han at fortælle 
tildragelsen således , som den var . 
Da han kom til slottet , toge begge kongerne 
mod ham i porten , og hans herre 
hilste : „ Goddag trosvend ! “ — „ Tak , deres 
majestæt ! “ svarede denne . — „ Hvor er hesten 
og munderingen blevne af ? “ spurgte 
kongen . Trosvend svarede : „ Vinen , den var 
sød , og dronningens seng var blød , 
derfor mistede jeg min sjæl både hest og 

mundering ! “ — „ Nu , kun du se , at du 
ikke kunne få ham til at lyve “ , råbte kongen 
til den fremmede , som måtte tilstå , at 
han havde tabt væddemålet og sit halve rige , 
hvilket kongen gav trosvend som løn for 
hans sanddruhed . 
Imidlertid lakkede det ad juletid . Julekvælden 
kom og medens man på kongsgården 
sad ved julenadveren , hørte man et 
frygteligt hyl udenfor vinduerne ; alle fore 
forskrækkede op fra deres sæde , thi hylet 
skrev sig fra en troldkvinde , der havde sin 
bolig i den nærliggende skov , og hvis rettighed 
det var hver juleaften af hente den , 
som i det forløbne år sidst var kommen i 
tjeneste på slottet . At det var trosvend , 
troldkonen denne gang kom for af hente , 
blev til alles store sorg snart bekendt , og 
hvormeget kongen end bad , og hvor meget 
guld og sølv han end bød troldkonen for 
af måtte beholde ham , hjalp det dog ikke , 
hun ville ikke afstå sin ret . Alle græd 
undtagen trosvend , som sagde : „ Hvis kongen 
vil overlade mig sin hest og sit sværd , 
så skal jeg gerne følge med troldkonen , og 
håber jeg snart af komme uskadt tilbage fra 
denne færd . “ Dertil var kongen villig ; 
trosvend fik kongens egen hest sadlet , og på 
den fulgte hun heksen med kongens sværd 
i sin hånd . Da de kom udenfor gården , 
spurgte han hende , hvad vej de skulle , og da 
hun pegede på en skov mod vest , gav han 

hesten sporene og red , alt hvad hesten kunne , 
ad skoven til ; men han kunne aldrig ride 
så fort , af jo kærlingen bestandig var forude . 
Da de havde nået skoven , spurgte 
kærlingen , om han ville gennem den 
eller uden om ; trosvend svarede : „ Jeg vil 
ride gennem skoven , thi jeg rider aldrig af 
min vej ! “ Da han så kom ind i skoven , 
blev heksen borte for ham , thi hun løb så 
fort , at han ikke kunne følge hende . Omsider 
kom han til en kobberkjæde , der var flåt 
tværs over vejen , han red på , og som blev bevogtet 
af en jomfru med tre hoveder . Da 
hørte han langt borte i skoven kærlingens 
røst : „ Hvo støder kobberkjæden min , og hvo 
krænker min mø ! “ — „ Hverken støder jeg 
kobberkjæden din eller krænker din mø , 
men for mit sværd skal hun dø ! “ råbte 
trosvend , og dermed hug han hovederne af 
hende med sit sværd , hvorpå der stod for 
ham tre jomfruer så dejlige , som nogen ville 
se . Imidlertid red han videre , og da han 
kom på den anden side skoven , traf han 
her kærlingen . „ Skulle vi længere ? “ spurgte 
han , „ Ja , vi skulle et lille snup her vesten 
for endnu “ , svarede hun . Da de så havde 
rejst en tid , kom de til en anden skov ; men 
her gik det som i den første skov , kærlingen 
løb så fort , at han ikke kunne følge hende . 
Han blev da ved af ride , fil han kom fil en 
sølvkæde over vejen , som blev bevogtet af 
en jomfru med seks hoveder . Han hørte da 

atter røsten inde fra skoven : „ Hvo støder 
sølvkæden min , og hvo krænker min mø ! “ 
— trosvend svarede : „ Hverken støder jeg 
sølvkæden din eller krænker din mø , men for 
mit sværd skal hun dø ! “ dermed hug han 
hovedet af hende , og straks stod for ham seks 
jomfruer så smukke , som nogen ville se . 
Han red da videre , og da han var kommen 
ud af skoven mødte han atter troldkonen . 
„ Skulle vi endnu længere ? “ spurgte han . 
„ Ja , vi skulle et lille snup her vesten for 
endnu “ , svarede hun . Da kom de fil en tredje 
skov , og her sagde troldkonen som ved 
de to første , af han kunne råde sig selv , enten 
han ville uden om skoven eller igennem 
den . Trosvend ville ikke ride af sin vej , og 
derfor red han ind i skoven ; men kællingen 
løb atter så fort , af han ikke kunne følge 
hende . Omsider kom han fil en guldkæde 
tværs over vejen , og denne blev bevogtet af 
en jomfru med ni hoveder . Da hørte han 
kællingens røst inde fra skoven : „ Hvo 
støder guldkæden min , og hvo krænker min 
mø ! “ — hverken støder jeg guldkæden din 
eller krænker din mø , men for mit sværd 
skal hun dø ! “ svarede trosvend ; med disse 
ord hug han hovedet af hende , og lige med 
et stod for ham ni af de smukkeste jomfruer . 
Derpå red han videre , indtil han kom ud af 
skoven , hvor han atter traf heksen . „ Skulle 
vi videre ? “ spurgte han . „ Nej , nu skulle vi 
ikke videre “ , svarede hun ; „ nu kan du ride 

tilbage fil kongens gård , dig kan jeg ikke 
bruge . “ 
At der måtte være noget eventyrligt af 
møde udenfor skoven , var trosvend overbevist 
om , eftersom heksen havde givet ham 
valget mellem af ride igennem skoven og 
af ride udenom den . Da han nu havde fået 
lov fil af færdes hjem efter , besluttede han 
af ride udenom skoven for af se , hvad der 
ventede ham der . Han red da en tidlang , 
inden han opdagede noget usædvanligt ; omsider 
kom han fil et træ i udkanten af skoven , 
om hvis stamme havde snoet sig en 
lang tyk slange , der tildrog sig hans opmærksomhed 
ikke alene ved sin størrelse , men 
end mere ved sine afstikkende farver . Som 
han nu en stund havde holdt stille og betragtet 
snogen , oplod den sin mund og 
sagde : „ Å , slig af din hest og kys mig ! “ 
— tror du , at jeg er fra forstanden ! “ 
Udbrød trosvend , idet han vendte sin urolige 
hest omkring for at fortsætte hjemrejsen , 
„ Du kunne jo sluge mig på en gang , så 
lang og tyk som du er ! “ — „ Å , slig af din 
hest og kys mig , du ! Du har frelst alle de 
andre , frels nu også mig ! “ — „ Ja , siden du 
beder så mindelig derom “ , svarede trosvend , 
„ så vil jeg også føje dig “ ; og han steg af 
hesten og kyssede slangen . 
Såsnart han havde gjort dette , blev ormen 
fil en ung jomfru , der endnu var langt smukkere 
end nogen af de andre , han havde frelst 

i skovene . — „ Gud ske tak og lov , at han 
sendte dig fil at frelse mig fra troldkonens 
ondskab . Hun har hentet både mig og de 
atten , som du befriede oppe i skovene , fra 
slottet , og da vi ikke have været så gode 
som du , har hun fået magt med os og forhekset 
os alle sammen . Du var hende før stærk 
og før god ; du var hende før sandru derfor 
kunne hun ikke få magt med dig ; og nu 
har du ikke alene selv revet dig ud af hendes 
kløer , men du har tillige frelst os alle sammen . 
Lader os nu stræbe at komme tilbage 
til kongsgården , der stå de andre 
og vente på dig før at aflægge dig deres 
tak . — da tog trosvend jomfruen op til sig 
på hesten , og de rede sammen til kongsgården . 
Her kan det nok være , der blev 
en glæde ved trosvends komme ; både 
kongen og dronningen og alt tjenerskabet 
befølte ham fra top til tå før at 
blive rigtig overbeviste om , at troldkonen ingen 
skade havde gjort ham . Kongen gav 
ham nu atter det halve rige , som han en 
gang havde vundet fra den fremmede konge , 
og desuden tilbød han , at han måtte have 
lov til at vælge sig til hustru hvilken af de 
nitten befriede jomfruer , han ville . Trosvend 
forbigik ved denne lejlighed de atten , han 
havde frelst ved sværdet , og valgte den , han 
frelste ved kysset ; „ thi “ , sagde han , „ jeg vil 
ikke regere mit rige med sværd i hånd , 
men med kærlighed og sandhed i hjertet . “ 

den anden fortælling , som vi ville meddele 
er om en ridder ved navn Kalf . Efter 
Viggos beretning boede han i gamle dage 
på en stor herregård i nærheden as vestkysten . 
Han var i en ung alder bleven enkemand . 
På samme tid boede på en anden 
herregård en frue , som hed Anna , der ligeledes 
var ung og var enke . Hun nærede en 
lidenskabelig tilbøjelighed til ridder Kalf , og 
hun gjorde sig den største umage for at vinde 
hans kærlighed ; men alle hendes bestræbelser 
vare frugtesløse ; thi Kalf havde lovet 
sin unge afdøde hustru ikke at ægte nogen 
anden , og derfor viste han sig bestandig kold 
og ligegyldig overfor hendes hentydninger 
til en forbindelse imellem dem . Da hun således 
mærkede , at hun ikke kunne vinde ham , 
forvandlede hendes uærlighed sig til had , 
og hun besluttede , at Kalf skulle bøde med 
livet , fordi han havde belønnet hendes uærlighed 
med kulde og ligegyldighed . For at 
så denne sin beslutning udført , henvendte 
hun sig til en ung person , som boede på 
heden udenfor skovene ved Kalfs hjem og 
som hun vidste , ikke stod i det bedste forhold 
til ridderen , fordi denne havde ham mistænkt 
for af drive krybeskytten i skovene . Denne 
person lovede hun en stor sum penge , dersom 
han en gang ved lejlighed kunne se 
af pille ridder Kalf overrende med sin bøsse . 
I begyndelsen syntes krybeskytten ikke om af 
træffe denne handel med Fru Anna , men 

efterhånden , da han nogle gange havde set 
snart på sin hede og simple hytte snart på 
Fru Annas klingende mønt , gav han efter 
for hendes begæring og lovede af flyde ridderen , 
såsnart der gaves lejlighed dertil . 
Når gjærningen var udført , kunne han 
komme og hæve betalingen hos hende . 
Det var en søndag formiddag sidst i november 
måned ; vejret var gråt og det begyndte 
af støvregne . Kirkevejen mellem ridder 
Kalfs herresæde og kirkebyen førte den 
gang ligesom nu over en firkant af markjord 
inde i heden . Denne plet af markjord 
plejede for en stor del af være opholdsstedet 
for herregårdens får , men i dag vare 
både får og hyrde tagne i hus , og der 
var nu her ikke andet tilbage af levende skabninger 
end en enkelt hjele , hvis sørgmodige 
fløjten lød ud over den ensformige dødsstille 
hedeslette . Ridder Kalf var denne dag 
i kirke . Da vejret var dårligt , mente 
krybeskytten , at der af den årsag næppe 
ville komme folk over heden den dag , og , 
da hyrden var hjemme , kunne han i hyrdehuset 
på Marken hisfude i heden finde både 
et sikkert og et behageligt skjulested , og , da 
det lå nær ved vejen , kunne han let derfra 
skyde ridderen , når denne kom ridende hjem 
fra kirken . Og som han havde besluttet , således 
gjorde han . 
På denne måde faldt ridder Kalf for 
en af sine egne tjenere , og Fru Annas 

hævngjærrighed blev tilfredsstillet . På det 
sted , hvor man fandt hans lig , oprejste man 
et simpelt kors af træ , og derefter kaldes 
markpletten endnu den dag i dag „ Korsbærer . “ 
Såsnart 
krybeskytten havde øvet denne 
bedrift , stak han fil sig de to guldhager , som 
sammenholdt ridderens kappe under hagen , 
hvorpå han i største skynding rejste fil Fru 
Anna for at hæve sin belønning . Med denne 
rejste han over fil Norge , hvor han fik sig en 
plads som jæger , og nu troede han den 
hellige grav vel forvaret ; men skæbnen 
ville det anderledes . Det var nemlig en 
gang mange år efter , at han var kommen 
fil Norge , at der kom en fremmed jæger fil 
den egn , hvori vor krybeskytte boede ; dette 
gav anledning til af flere af egnens jægere 
kom sammen , og ridder Kalfs morder var 
da også tilstede . Under samtalen kom flere 
af de forsamlede jægere til af rose sig af 
dygtighed i deres fag samt til af nævne 
flere lejligheder , ved hvilke de havde lagt 
denne deres dygtighed for dagen . Omsider 
fremstod ridder Kalfs morder og sagde , af 
der var ingen , som kunne rose sig af så store 
bedrifter som han , såsom han en gang havde 
skudt en kalv med to guldhorn ; med disse 
ord fremtog han af sin jagttaske de to sølvhager , 
som han havde ranet fra ridderen ; 
de havde nemlig hver form af et horn . Ved 
synet af hagerne blev den fremmede så 

hvid i ansigtet som en kalket væg og gav 
sig til af betragte ham med et gennemborende 
blik . — „ Hvorfra har du fået disse to Hager ? “ 
Spurgte han barsk . Morderen , der efter 
dette uventede spørgsmål ikke straks kunne 
finde på svar , blev aldeles forbløffet . — 
„ Skal jeg svare for dig ? “ vedblev den fremmede . 
„ Du har fået dem den dag , da du 
for fem og tyve år siden skød ridder Kalf 
i Danmark ; da skar du dem af hans kappe . “ 
Og , idet han vendte sig fil de andre , råbte 
han : „ Griber ham , den usling ! han har 
myrdet min fader ! “ Morderen blev da straks 
lagt i lænker og ført fil Danmark , hvor 
både han og Fru Anna fik deres fortjente 
straf . 
Efter disse meddelelser ville vi atter optage 
tråden i vor fortælling . Enhver af disse 
sammenkomster blev snart en hel højtid for 
den største part af byens ungdom , og så snart 
flere talte sammen , var Viggo og legestuen 
hos strand genstanden for deres 
samtale . Derved blev også de ældre gjorte 
opmærksomme derpå , og efterhånden forlod 
de fleste af dem kroen for at overvære Viggos 
sammenkomster . 
Således så Viggo sine bestræbelser kronede 
med held , og i sin glæde takkede han 
inderlig sin gud , fordi han havde ladet det 
lykkes så godt for ham . Kromanden bandede 
rigtignok over Viggo og skyldte ham for at 

habe stillet ham ved sine gæster , og kontroleuren 
var så vred som en tusker ; men da 
han så , at det ikke blot var Viggo og strand , 
men tillige de fleste af byens folk , han i 
dette tilfælde havde imod sig , så var han 
klog nok fil for så vidt at holde sin vrede ved 
sig selv , som han lod sig nøje med af spotte 
over Viggos færd og så godt , han formanede , 
af sværte ham for beboerne , hvilket dog aldrig 
ville lykkes for ham . 
Da kontroleuren ikke ret kunne få hånd 
i hanke med Viggo på denne måde , beslutlede 
han af prøve en anden . Til den ende 
forbandt han sig med ligesindede af bymændene , 
og i forening med dem beslutlede han 
af overvære møderne hos tømmerhandleren 
for af imødegå Viggo og om mulig i folks 
dine af gøre det fil spot , som her blev forhandlet . 
Da han , efterdi han i sin ungdom 
havde løbet en stump af latinskolen mennem , 
troede om sig selv , af han var en mand 
med „ megen lærdom “ og tillige vidste , af 
han havde en god mund på skaft , var han 
overbevist om , af denne plan , han her havde 
lagt , var udmærket ; thi kom han og Viggo 
først fil af veksle ord sammen , var det soleklart , 
af denne sidste måtte blive fattig på 
ord og se sig nødsaget fil af rømme pladsen . 
Hvem der gik af med sejren , ville vi 
siden få af se . 
Den næste legestueaften efter , af kontroleuren 
havde fattet denne beslutning , så 

både Viggo og de forsamlede , kontroleuren i 
forbindelse med et par andre af byens mænd 
af nærme sig forsamlingsstedet . Enhver blev 
naturligvis både forundret og forbavset over 
dette uventede besøg ; men Viggo lød som 
ingen ting , og han opmuntrede forsamlingen 
til det samme og ikke lade sig forstyrre af 
disse uventede gæster . Hvad kontrolleuren 
havde lovet ved sig selv , det holdt han også 
ærlig , han opbød alle sine kræfter for af blotte 
Viggo og stille ham i et så naragtigt lys 
som mulig . Vi ville en gang høre lidt på 
ham og Viggo . 
„ Nå , det er altså her “ , begyndte kontroleuren , 
„ af der holdes legestue efter den 
ny opfindelse , hvoraf der går så megen 
berømmelse over hele byen ; herfra hedder 
det jø , af der kan fås så meget godt med 
hjem , når man f . Eksempel har et år dårlige 
øjne , behøver man jø blot af gå her 
hen med dem for af få dem så friske og 
sunde , af man for eftertiden endog kan se 
ind i den syvende himmel . Nu , jeg gratulerer , 
hr . Skolemester , med denne ny opfindelse 
i lægeknnsten , det er jø alt sammen deres 
værk . Jeg og disse to gode mænd kunne 
rigtig ønske af være med i disse mageløse 
forsamlinger ; rigtignok mangler ingen af os , 
såvidt jeg ved , noget på synet , men så 
kunne det måskæe være så heldigt , at der 
kunne falde en smule af et andet slags af 
fil os , som vi kunne tage med hjem herfra . “ 

disse ord ledsagede kontrolenren med en 
mine , der lod det udenfor al tvivl om , hvad 
han sigtede fil . „ Hvad det gode angår “ , 
svarede Viggo frimodig , „ som de taler om , 
hr . Kontroleur , der kan fås med hjem herfra , 
så har jeg den mening , at det alle dage 
er bedre , end det man tager med sig hjem fra 
forsamlingerne i kroen ; og er det Vorherres 
villie , at han vil bruge mig som et ringe 
redflab i sin hånd fil at virke noget godt 
blandt dem , han har sat mig fil at leve 
iblandt , så er det min største glæde , om jeg 
kunne hjælpe fil , at de ret kunne få øjnene 
op , om end ikke således , som de spottende 
siger , at de kunne se ind i den syvende himmel , 
så dog således , at de kunne så syn 
på sig selv og det , de have at leve for , således 
som Vorherre vil , at der skal ses derpå . 
Forresten er det mig en stor fornøjelse 
af høre , af kontroleuren aldeles intet mangler 
i denne henseende “ . 
„ Nej , ikke s ' gu da det , jeg ved ! “ svarede 
kontroleuren som sædvanlig spottende , „ og om 
så var , ville der da ingen stor fare 
være på færde for mig . så længe den , der 
er mand for af kunne helbrede mig , er så 
nær ved hånden . Men jeg har tillige hørt , 
af de er ntrættelig i af lære folk af slås 
til sidste mand for af slå tyskerne og andre 
voldsmænd , som de kalde dem , ihjel , 
fordi de komme og forlange et stykke land , 
som de siger er en del af vort fædreland , 

men som måske tilhører dem med rette . 
Enten det nu er så eller så , så ved jeg 
dog , af der står i skriften , af man skal elske 
sine fjender og gøre dem godt , som os hade 
og forfølge . Skal det altså også være noget 
godt , når de lærer det modsatte ? “ 
„ Det , jeg siger herom “ , svarede Viggo , „ kan 
meget godt forenes med disse Vorherres ord , 
som de der nævnede , når begge dele blive 
rigtig forståede . Ligesom Vorherre i fordums 
dage selv gav sit udvalgte folk deres 
jordiske fædreland , således har han også 
selv givet os vort , idet han også har bestemt 
os såvel som alle andre jordens slægter 
visse grændser for vor bolig ; men , idet han 
har givet os et fædreland , som er en af de 
bedste gaver , vi i timelig henseende have 
modtaget af ham , så har han med det samme 
pålagt enhver dansi mand og kvinde den 
forpligtelse efter evne at bevare ham denne 
gave og bruge den i hans tjeneste og efter 
hans villie . Gøre vi ikke dette , men lader 
den første den bedste tage den fra os , uden 
at vi ville så meget som at gøre modstand 
for at beholde den , så have vi kun 
dårlig opfyldt vor bestemmelse som danske , 
og Vorherre vil ganske sikkert erklære os for 
at være utro huusholdere over det , han har 
betroet os . Det gælder om her , som med 
hensyn til alt andet , han har givet os , at vi 
befindes fro , så at hans ord også en gang 
kan gælde os : „ Vel , du gøde og fro tjener ! 

du har været fro i det lidet , jeg vil 
sætte dig over meget : gak ind til din herres 
glæde ! “ Hvad der derfor egentlig fordres 
af os som danske er uærlighed til vort fædreland 
og alt det gode , som står i forbindelse 
dermed ; have vi denne uærlighed , 
vil det ikke falde os svært , af ofre det bedste , 
vi have , for dets frelse ; og for af vække og 
nære denne uærlighed , er det , af vi synge 
sange og fortælle af fædrelandets historie . 
Den , der ikke kan elske sit fædreland , kan 
heller ikke rigtig nogen tid elske Vorherre ; 
thi det er jo soleklart , af den , der ikke kan 
elske en god gave , som han hver dag seer 
og nyder godt af , heller aldrig kan elske giveren , 
som han ikke har set . “ 
„ Jeg kan ikke få andet ud af det , de 
der siger “ , svarede konfroleuren , „ end af det 
er noget vrøvl alt sammen . Jeg kan ikke forstå 
det anderledes , end af et menneske , selv 
om det også er vor fjende , dog er langt 
mere værd end et stykke land , om endogså 
det er af vort fædreland , og af man som 
følge deraf langt hellere må bortgive hele 
sit fædreland end slå et menneske ihjel , 
tilmed da det jo ikke bortgives på anden 
måde , end af vi dog alligevel må have lov 
til af bo deri og kalde det vort fædreland , 
så meget vi selv lyste . Hvad kan det gøre 
os , enten vi stå under kongen af preusen 
eller kongen af Danmark ; hvad kan det gøre 
os , enten vort fædreland hedder preusen eller 

Danmark ; enten vi tale tysk eller dansk ; 
enten vi adlyde tyske eller danske love , når 
vi alligevel kunne have det godt , derfor kunne 
vi vel lige godt elske Vorherre , som de taler 
om ; og når vi svie tysken og lade ham 
tage , hvad han vil , så have vi da ro for 
ham for eftertiden . “ 
„ Ja , dersom vi endda fik dette “ , afbrød 
Viggo , „ men det fik vi nok af se ; fik tysken 
først herredømme over os , og vi kom 
til af danse efter hans pibe , så blev vi vist 
snart kloge på , hvor godt vi fik det . Hvad 
mon de ville gøre , hr . Kontroleur , om en 
fremmed brød ind i deres hus for af røve 
og plyndre alf , hvad de ejede ? Mon de 
ville sidde stille , og lade ham handle med 
deres ejendele , som han fandt for godt , selv 
om han lovede dem , af , når de forholdt 
dem rolig , så skulle de have fred for ham 
for eftertiden ? Jeg tænker , at de ville anvende 
alle de lovlige midler , der stod til 
deres rådighed , for at hindre ham deri , 
og jeg kalder , at de gjorde ret . Men det 
lader til , at de har et helt skævt syn på , 
hvad der her tales om , og jeg er næsten ved 
at froe , at det dog ikke forholder sig så ganske 
rigtig med deres syn , som de før roste af . 
Bleve vi danske indlemmede i et andet folk , 
og kom vi til at stå nnder et andet herredømme , 
så ville vort fædreland ikke længere 
væræ et selvstændigt land , og for så vidt havde 
vi da mistet det ; et fremmed herredømme ville 

berøve os vort sprog , det eneste , der passer 
for os som danske , fordi at vi ikke så godt 
ved et fremmed sprog kan udtrykke for hinanden 
vore længsler og tanker ; det eneste , 
der kan være os kært , fordi det er vort moders 
mål , er det , vore fædre talte . Et 
fremmed herredømme ville , kort sagt , berøve 
os vor frihed og alt , hvad der er ejendommelig 
for os som danske ; men det kunne vi 
ikke undvære , thi det bruger Vorherre i sin 
tjeneste under sine førelser med os . Det er 
derfor en stor løgn , når de siger , at vi 
lige godt kunne tjene eller elske Vorherre , enten 
vi er tyske eller danske , thi det er netop 
det vi ikke kunne . Siden de er så bibelstærk , 
må det vel være klart for dem , at 
Vorherre igennem alle tider har haft for 
skik at tage det ejendommelige , såvel ved 
hele folkeslag , som ved det enkelte menneske 
i sin hånd og brugt det i sin tjeneste som 
et middel til at føre vedkommende til det 
mål , som han vil , at vi alle skulle nå , 
nemlig saligheden i hans samfund . Heraf 
bliver det vel indlysende , at for os gælder 
det om at holde fast på , hvad han fortrinsvis 
har givet os som danske , da det for så vidt 
er det højeste og bedste om at gøre ; 
slippe vi dette , leder det kun til , at det i almindelighed 
vil blive os vanskeligere at nå 
vor salige bestemmelse ; lader os derfor aldrig 
være ligegyldige derved , det kan stå sig dårlig 
nok med os endda . Hvad der gælder om 

det , Vorherre har givet os i åndelig henseende 
til vor sjæls frelse , noget lignende 
gælder også om den del af det timelige , 
hvorom her er tale ; det ene leder fil det 
andet , og i forening leder det fil samme 
mål . Lader os derfor altid værne om det 
gode , Vorherre har givet os , af vi kunne 
have det som middel fil i forening med ham 
af arbejde på vor egen saliggjørelse , så 
af vi , når vi indtil døden have været tro , 
da kunne findes værdige fil af ham af modtage 
livsens krone . “ 
„ Ja , jeg ved nok “ , fog kontroleuren ordet , 
„ af der i vore dage er visse folk , der 
have for skik ved enhver lejlighed af tale 
så meget om den såkaldte danske sag , ligesom 
om der ikke var andet , der var værd af 
tænke på og tale om end denne . Disse folk 
udmærkæ sig desuden derved , af den mening , 
de en gang have fået , er de så halsstarrige 
i af forsvare , af de ikke afstå derfra , 
selv om de endog blive overbeviste om , af den 
er aldeles fejl ; komme de for eksempel i tanker 
om , af sort er hvidt og hvidt er sort , så 
skulle de for gøre sig selv fil en „ Erasmus 
montanus “ , førend de skulle afstå fra sådan 
mening . Endvidere have disse folk for 
skik af flyve midt imellem himlen og jorden , 
menende , af de fra deres høje stade ret 
have såt syn på , hvad der er skjult for 
os andre småfolk , medens de bestandig råbe 
på frihed , mere frihed ! ret som om de 

troede , af når deres begæring blev opfyldt , 
de da kunne flyve lige ind i himlen . Disse 
grundtvigianske sværmere er imidlertid efter 
min mening grumme liden ære værd , og da 
jeg nok mærker , af de , hr . Skolemester , er 
en af dem , så betakker jeg mig for eftertiden 
for deres undervisning i grundtvigianismen “ . 
„ De 
kan have grumme let ved af blive 
fri for min undervisning , hr . Kontroleur , “ 
Svarede Viggo , „ ligesom de også meget godt 
kunne have undgået den i aften når det ikke 
havde været dem selv , der ved af komme her 
for på en spottende og drillende måde af 
blande dem ind i vore anliggender , havde 
nødet mig til af vende de våben , hvormed 
de har villet såre mig , imod dem selv . Siden 
de imidlertid for eftertiden beder dem 
fritagen for af høre mig , så skal de dog 
vide dette , af den , der deler en mening med 
grundtvigianerne , vel ikke just derfor behøver 
at høre med til partiet . Jeg er ikke grundtvigianer ; 
thi var jeg dette , måtte jeg jo 
kunne dele alle de anskuelser , som er særegne 
for dette parti ; men dette kan jeg ikke . Desuagtet 
er jeg bleven glad ved meget af det , 
grundtvigianerne lære , ligesom jeg altid har 
følt mig vel ved at komme i berøring med 
dem . Jeg kan således godt være med , når 
de elske deres fædreland frem for noget andet 
jordisk gode og ikke anse noget offer for dyrt 
for dets frelse ; ligeledes kan jeg være med , 

når de elske bort modersmål og holde det 
i ære frem for noget andet sprog ; jeg kan 
være med , når der er tale om at arbejde 
på at bevare vor frihed , og jeg kan være 
med til at dele den mening , at det er mennesker , 
Vorherre vil have i sit rige , hvorfor det 
er nødvendigt , at alt det naturlige gode , der 
er i et menneske , må udvikles og opelskes , 
for at det kan række christendommen hånd . 
Men på den anden side kan jeg ikke være 
med , når man bestandig råber om mere frihed ; 
thi det forekommer mig , at vi have frihed 
nok , eftersom vi for tiden vist ikke godt 
kunne råde med mere ; vi skulle nemlig huske 
på , af friheden nok kan gives således , af 
den er tilstede , men det er vor sag af tilegne 
os den og bruge den på den rette 
måde ; endvidere skulle vi huske på , af friheden 
ikke består i , af „ Båndene løses men 
deri , af de bindes således , af de ikke trykke . “ 
Kunne vi nogen tid nå så vidt , af der 
ingen ufuldkommenhed klæbede ved os , ja , 
så ville det for os være frihed , når alle 
bånd løstes , men så længe vi ikke er 
nåde så vidt , må vi sinde “ os i , af have 
bånd på , ja endog være glade derved ; thi 
formegen frihed i ufuldkomne hænder bliver 
tøjlesløs frihed , men det skal friheden ikke 
være . Vi skulle derfor ikke spilde tiden med 
uforstandig higen efter mere frihed , men vi 
skulle hellere stræbe efter af vokse så meget , 
af vi kunne nytte den , vi have ; når vi 

komme dertil , er det tidsnok af tænke på 
mere . Endvidere kan jeg ikke være med 
grundtvigianerne i adskillige punkter , der 
vedrøre christendommen ; jeg kan ikke være 
med til af kalde de tre Troes artikler Vorherres 
munds ord , idet der menes , at frelseren 
selv skulle have sagt dem i de fyrgetyve 
glædesdage fil sine apostle , thi det er kun 
en påstand , der aldeles er blottet for ethvert 
historisk bevis ; jeg kan ikke være med , når 
grundtvigianerne ikke ville lade deres børn 
døbe hos andre end ligesindede præster , ligesom 
de heller ikke selv ville gå fil alters 
hos andre end sådanne ; thi derved får 
det let udseende af , at de hellige handlingers 
kraft og betydning er afhængige af mennesker , 
medens det dog gudskelov alle dage er 
Vorherre , som ene døber og bespiser os med 
sit hellige legeme og blod , men mennesket , 
der forvalter den hellige handling , kun er et 
svagt redskab i hans hånd . I disse og 
flere mindre vigtige punkter kan jeg ikke følge 
grundtvigianerne “ ; jeg er således altså ikke 
grundtvigianer , og jeg kan derfor heller ikke 
holde skole på den måde , som grundtvigianerne 
bruge . “ 
Her tav Viggo . Imidlertid var det mere 
og mere gået op for kontroleuren , at han 
havde gjort regning uden vært , da han 
bildte sig ind at kunne binde munden på 
Viggo og gøre ham fil nar for forsamlingen . 
Da han fornemmede , at hans forsøg herpå 

aldeles var faldet ud fil Viggos fordel , 
gik han skamfuldt bort , og for eftertiden havde 
forsamlingen hos strand ro for ham og 
hans gode venner ; de fik nok med hjem derfra 
den ene gang , imidlertid ville vi nu 
overlade kontroleuren til sin egen skæbne , 
da det er på tide , vi vende tilbage til 
herregården . 
Det er nu omtrent tre år siden , at vi 
med Viggo forlod herregården . I denne 
tid havde Viggo af og til besøgt den , men 
kun som en , der en gang havde været godt 
kendt med gårdens beboere , ikke som en , 
der stod dem nærmere end de fleste andre . 
Der var endnu heller ingen , der vidste noget 
om forholdet mellem ham og Christine . Vi 
ville nu for en tid lade Viggo tilbage med 
sin Gjærning , medens vi vende vor gang 
mod herregården for at høre , hvad der for 
øjeblikket forhandles . I en sofa inde i 
dagligstuen sidde , i det øjeblik vi træde indenfor , 
to mænd , hver rygende på en pibe , 
og med et glas stående på bordet foran 
sig . Den ene af dem kende vi fra forrige 
tider , det er herremanden , hr . Povlsen ; den 
anden kende vi kun af omtale , og det er 
endda kun lidt , her have vi imidlertid den 
lykke at få hans velærværdige person at 
se : det er sognepræsten . 
„ Skål ! Hr . Povlsen og til lykke med avlingen 
i dette år ! “ sagde præsten , idet han 
tog sit glas og klinkede med herremanden . 

„ Nu have vi pløjet og såt , men det er 
Vorherre , som skal give vækst , “ 
„ Skål ! “ sagde herremanden , idet han 
rejste sig lidt i sædet . „ Ja , vel , hr . Pastor , 
det er et sandt ord , det ; men det har jo 
også stået sin prøve i over tusinde år , 
eller hvor længe det er , siden profeten Josva 
spåede det for Israels børn , medens det i 
mange år slet ikke regnede i deres land , 
formedelst at de vare så ugudelige , at de 
gjorde baller og sådant narreværk til deres 
gud i stedet for ham , der giver vækst . Hvad 
jeg ellers ville sige , jeg har hørt , at deres 
nabo , sognefogdens avling i det sidste år 
var så dårlig ; mon det er tilfældet ? “ 
„ Det tror jeg nok , det er , „ svarede præsten ; 
„ jeg har rigtignok ingen videre forstand 
derpå , men min søn siger , at han avlede 
ringere end de fleste andre , uagtet han , som 
min søn siger , er den dygtigste Bonde i hele 
sognet fil af drive sin gård . “ 
„ Å “ , svarede herremanden “ , af han avler 
dårlig , kommer s ' gu ene af den ny måde , 
hvorpå han driver sin gård ; sådant noget 
narreværk skulle han lade være , så avlede 
han nok ligeså godt som andre ; det er nogle 
nykker , han får på rigsdagen . Det er 
da også en tosset bestemmelse , af de dumme 
bønder skulle have lov fil af komme på 
rigsdagen ; de blive snart deraf så hovmodige , 
af de bilde sig ind af være ligeså meget 
som vi andre , og de skal nok se , hr . Pastor , 

af om få år endevende de alle ting , 
for sådant tosset kram har jo ingen forstand 
fil af gøre med sådanne ting som 
der forhandles på rigsdagen , skal jeg sige 
os . “ 
„ Ja , deri kan jeg just ikke give dem fuld 
ret “ , sagde præsten ; „ thi der er blandt vore 
bønder mange hæderlige mænd , som have 
virket meget fil gavn for landet og folket ; 
men desuagtet ved jeg godt , af der er mange 
af bønderne , der hovmode sig af den magt , 
de have fået , i stedet for at takke Vorherre for 
den og bruge den til noget godt , ligesom jeg 
også godt ved , at ordsproget : „ Penge regere 
verden “ rigtig går igen her på dette 
punkt ; thi det er som oftest tilfældet , at den 
rige Bonde , om han endog er meget dum , 
dog bliver foretrukken til de offenlige bestillinger 
frem for den fattige , selv om denne 
sidste var pladsen langt mere voksen . Heller 
ikke kan det nægtes , at det er væmmeligt at 
komme i berøring med en storsnudet Bonde , 
der , fordi han har penge som græs , seer i 
hovmod ned på andre , der er langt mere 
oplyste og langt mere nyttige end han , fordi 
de have lært noget ; seer ned på dem , ene 
fordi de ikke er rige . “ 
„ Ja således blive de , min sjæl om nogle 
år alle sammen , “ svarede Poulsen . 
„ Det er ikke værd at tale mere derom , “ 
Vedblev præsten ; thi om dette punkt kunne 
vi nu en gang slet ikke enes , hvilket kommer 

af , at vi have forskelligt syn derpå ; filmede 
var jeg også i dag kommen i et andet 
ærinde . De har sagtens hørt , at min søn 
har forpagtet Søgård ; han skal tiltræde 
gården , så snart han kan ; da han nu som 
forpagter kan have brug både for en kone 
og for penge , og da han , som de jo ved , 
i lang tid har haft et godt øje til Christine , 
og da endelig forbindelsen er efter ønske 
for vi gamle på begge sider , så mener 
jeg , af det er bedst , vi gøre alvor af det og 
få pigens mening af vide , så af de kunne 
komme sammen , førend han modtager sit ny 
hjem . “ 
„ Pigens mening “ , svarede herremanden , 
„ behøve vi ikke af spørge om , thi som en god 
og lydig pige — og det er Christine — vil 
hun naturligvis rette sig efter sine forældres 
ønster . “ 
„ Ja , det er også godt nok “ , sagde præsten ; 
„ men førend vi kunne foretage noget 
egenligt skridt mod målet , må vi dog 
have et bestemt ja eller nej af hende . “ 
„ Det kunne vi godt få “ , svarede herremanden , 
„ skønt det behøves såmænd slet 
ikke ; så snart vi begynde af lave til bryllup , 
er jeg vis på , af hun begynder af sye på 
sin brudestads ; thi nu har jeg bestandig mindet 
hende om denne forbindelse i næsten fire 
år , og hun har aldrig sagt noget derimod . “ 
„ Men vel heller ikke noget derfor “ , indvendte 
præsten . „ Tal nu med hende derom 

for af få rigtig besked , kom så enten til 
mig eller send bud , så kunne bi aftale det 
nærmere . “ 
Såsnart præsten var gået , kaldte herremanden 
sin datter ind til sig og sagde : 
„ Nu , min pige ! i dag har præsten været 
her . “ 
„ Det ved jeg nok , fader “ , afbrød Christine , 
idet hun blev blussende rød i ansigtet . 
„ Og han fortalte , af hans søn , Karl , har 
forpagtet Søgård og skal tiltræde den straks “ . 
„ Det var jo rart “ , sagde Christine . 
„ Og du kan froe , Søgård er en dejlig 
gård , sikken herlighed der er ved Søgård . “ 
„ Ja , men det er jo ikke hans egen “ , indvendte 
Christine . 
„ Det kan blive . Der er nu først det smukke 
våningshuus , som er så smukt og godt indrettet , 
af selv præsten ikke har det bedre . 
Og så den dejlige udsigt over engen og den 
smukke sø ; og endelig den dejlige have . 
Ja , du kan froe , af der er behageligt ved 
Søgård . “ 
„ Ja , jeg ved nok , af der er smukt ved Søgård “ , 
sagde pigen ; „ men det kan jeg jo 
ingen fornøjelse have af , det er jo ikke mig , 
som skal bo der . “ 
„ He , he , he ! Unge piger er altid så 
undseelige ved sådant noget , som når man 
snakker med dem om giftermål . Du ved 
jo nok , min pige , af Karl i flere år har 
havt et godt øje til dig , og da han nu snart 

trænger til en hustru , var det i dag præstens 
ærinde , af han skulle få af vide både 
din og vor mening . Din moder er jo ikke 
hjemme , men af vi gamle gerne give vort 
minde , følger af sig selv ; hvad dig angår , 
så er jeg vis på , af du er en forstandig 
og lydig pige , der vil lade dine forældre 
råde som de , der bedst forstå , hvad der 
tjener til din gavn . Du siger naturligvis 
ja med glæde . “ 
„ Jeg synes , af jeg endnu er så ung , fader ; 
jeg er ked af af blive gift nu “ , svarede 
Christine . 
„ Å snak ! “ brummede herremanden ; „ kalder 
du det så ung , du er nu over tyve 
år . Dine søstre vare vel ikke over atten 
år nogen af dem , da de blev gifte . “ 
„ Ja , men mine søstre vare også mere 
dannede end mig , siger moder . “ 
„ Å , du er s ' gu dannet nok ; når Karl 
er fornøjet med dig , kan andre da også 
være det . “ 
„ Må jeg ikke nok være fri for præstens 
søn , fader ! “ bad Christine , idet hun kærlig 
faldt sin fader om halsen ; „ jeg er så 
inderlig ked af at blive gift med ham . “ 
„ Hvad er det for noget ! “ udbrød faderen 
barsk , idet han skød datteren fra sig ; „ hvorfor 
har du så ikke sagt for længe siden , at 
du var ked af ham . “ 
„ Hvorfor skulle jeg dette ? “ Så længe han 

ikke havde forlangt mig , vidste jeg jo ikke , enten 
han ville have mig eller ej . “ 
„ Er du også gal , unge ! “ udbrød faderen , 
idet han ved at tænke på , hvor meget 
han var bleven skuffet her , blev mere og mere 
vred . „ Er du gal ; at du skyder sådant 
et tilbud fra dig ; du kunne blive præstens 
sønnekone , og nu siger du nej og gør os 
alle til narre både dine forældre og præstefamilien . 
Nu skal du have ham , enten du 
vil eller ej ! Du kan være overbevist om , at 
der ikke skal blive spurgt om dit samtykke 
tiere . “ 
„ Der skal dog til syvende og sidst spørges 
om mit samtykke i en sag , der angår mig 
så meget “ , svarede Christine og rejste sig stolt . 
„ Ja , jeg skal nok vise dig , du ulydige tøs , 
hvem der skal råde her “ , brummede herremanden , 
idet han gik ud af stuen og slog 
døren i efter sig . 
„ Uh , hvor det dog er forskrækkeligt at have 
sådanne ulydige børn . Den satans unge ! 
Ja , jeg skal lære hende noget andet end at 
gøre skikkelige folk til narre . Kan jeg være 
det bekendt for præsten , jeg , der var så vis 
i min sag . Have ham skal hun enten hun 
bliver viis etter gal ! “ Således brølede herremanden , 
idet han løb omkring inde i stald og 
lade som en gal mand søgende noget , som 
han kunne stille sin harme på . Men eftersom 
han ikke hersteds var så huusvan som i 
dagligsluen eller i sovekammeret , så kunne 

han for øjeblikket ikke træffe på noget , som 
han fandt værdig til at være genstand 
for hans vrede . Imidlertid lagde vreden sig 
lidt , og han gik tilbage til dagligstuen , tændte 
sin pibe og satte sig i sofaen i en stilling , 
som han lagde planer . Da han havde 
siddet således omtrent en halv times tid , 
nikkede han med hovedet , og idet et veltilfreds 
smil spillede om hans mund forlod han værelset 
sigende til sig selv : „ Nej , lille Christine , 
således lader herremanden sig ikke pille 
kartofler med , det kan du stole på ! “ 
Straks efter kom fruen hjem , men hun traf 
hverken sin mand eller Christine i dagligstuen . 
Christine hørte hende fra sit Kammer 
og gik derfor ind for at tage imod hende . 
At pigen var forknyt og forgrædt , ville ikke 
været undgået selv en fremmeds opmærksomhed , 
om en sådan havde været tilstede i 
det øjeblik , da hun lukkede døren op og trådte 
ind i stuen til sin moder ; men moderen var 
nu som sagt en gang så van til ikke at 
lægge mærke til hende , at hun heller ikke nu 
øpdagede det mindste usædvanligt ved Christine . 
„ Kald på din fader ! “ sagde hun til 
datteren , idet hun begyndte af løse op for en 
pakke , hun havde lagt fra sig på bordet . 
I det samme kom herremanden smilende 
ind ad døren . „ Velkommen hjem , mutter ! “ 
„ Tak ! “ svarede fruen . „ Her skal du se , 
fatter , en prøve af noget yndigt tøj , jeg 
så hos præstekonen . “ 

„ Præstekonen ! “ udbrød Povlsen ; „ har du 
talt med præstekonen i dag ? “ 
„ Ja “ , svarede fruen ; „ det var ikke min 
bestemmelse , af jeg ville have været hos 
præstens i dag ; men som jeg sad allerbedst 
og talte med sognefogdens kone , kom præstekonen 
derind , og så var der da hverken 
råd eller redning , jeg måtte da med hjem . “ 
„ Var præsten da hjemme ? “ 
„ Nej ; fruen sagde , af han var gået herop 
i et vigtigt ærinde . Har han ikke været her ? “ 
„ Jo “ . 
„ Ja , så skal der vel snart være bryllup 
her . Jeg har derfor tænkt , af en sådan kjole 
ville klæde Chrisfine nydelig på hendes bryllupsdag . 
Skulle vi derfor ikke suskribere på 
noget af det slags tøj ? “ 
„ Å snak “ , svarede herremanden , „ man 
suskriberer ikke på tøj ; det er kun på aviser . 
Forresten må i lave til med brylluppet , så snart 
i kunne ; alt er aftalt mellem mig og præsten . “ 
Men alt var ikke aftalt mellem ham og 
præsten , derfor red herremanden næste morgen 
til præstegården . Her fortalte han , at 
Christine rigtignok havde talt om , at hun var 
vel ung ; men det havde ikke noget at betyde , 
eftersom det var således hendes væsen osv . , 
hvorfor der gerne kunne begyndes med forberedelserne 
til giftermålet , og at det var 
bedst , det kom i stand jo før jo bedre . Præsten 
lod sig nu sige hermed ; alle forberedelserne 
til giftermålet mellem præstens søn 

og herremandens datter blev gjorte , der blev 
lyset fra prædikestolen første gang , og alt 
var som både klappet og klart . 
Imidlertid vidste Fru Poulsen ligesålidt 
som præstefamilien noget om Christines vægring . 
Tanken om , hvad der forestod hende , 
havde dog rystet Christine så stærkt og blegnet 
hendes smukke kinder så meget , at hendes 
moder nødvendigvis måtte lægge mærke 
dertil ; hun troede da , at det var en følge af 
tanken om det ny forhold , hun nu snart 
skulle ind i , og når hun spurgte Christine 
om , hvorfor hun var så bleg , fik hun altid 
det svar , af det havde intet af betyde . At 
hendes fader ikke ville åbenbare hendes 
vægring , fordi han så hos præsten frygtede 
af finde modstand , det kunne hun nok mærke ; 
og af hendes moder heller ikke var underrettet 
derom , kunne hun også fornemme . Flere 
gange var hun fast bestemt på af sige hendes 
moder alt og ret inderlig bede hende om 
hjælp , men ligeså mange gange opgav hun 
det igen , da hun vidste , af denne i langt 
højere grad end hendes fader holdt på forbindelsen 
med præstefamilien . Hun turde 
derfor ikke sige moderen , hvorledes det forholdt 
sig med hende , da hun var bange for 
af hende af få en prædiken af langt værre 
Art end den , hun havde fået af faderen ; 
altså tav hun . Således måtte hun gå 
ene med sin sorg , og hun havde ingen , hos 
hvem hun kunne udøse sit forpinte hjerte . 

Havde hun da slet ingen ? Jo , hun Havde to , 
Vorherre og sin kære Viggo . Men Viggo 
kunne hun ikke komme fil , ellers var hun overbevist 
om , af han straks ville åbenbare alt 
angående sit forhold fil hende og således 
skaffe hende ud af den mulige stilling , hvori 
hun befandt sig . At der ville komme fil af 
stå et hårdt slag , når grunden til hendes 
vægring blev bekendt , indså hun nok , 
men når hun havde sin kære Viggo til af 
dele følgerne af forældrenes vrede med sig , 
syntes hun , ingen så slem sag det ville 
blive . Det var derfor hendes inderligste bøn 
til Vorherre , af han ville sende Viggo inden 
præstens søn kom til gården ; thi blev 
sagens sande sammenhæng ikke åbenbaret 
forinden , hvorledes skulle hun så forholde 
sig lige overfor ham ? Dog Viggo måtte 
komme forinden , det kunne bestemt ikke fejle ; 
han kom jo dog ellers så lidt ; og når han 
fik af høre , af der var lyset fra prædikestolen , 
måtte han nødvendigvis komme og frelse sin 
kære Christine . I sådanne tanker gik hun 
hver aften ud i heden ad den kant , hvorfra 
Viggo måtte komme ; men hun gik forgæves 
mange aftener , Viggo kom ikke . Imidlertid 
blev hun ved af gå , thi han måtte dog komme ; 
og hvis han ikke kom , ja , så ville hun løbe 
over klitterne til ham om natten , når hendes 
forældre sov ; der var dog knap en mil 
imellem dem , den tur kunne hun godt gøre 
om natten ; hun måtte have talt med ham . 

og så gik hun op på den højeste bakke , 
hun kunne finde , og her sad hun og stirrede 
efter ham , så længe der var en smule daglys 
tilbage på himlen . Snart var en lyngtop 
histhenne ved vejen hendes kære Viggo ; 
snart var en tot af marehalmen ved stien , 
som hisset førte over bakken , også ham ; hun 
kunne se , hvorledes disse genstande voksede , 
som kom de stridende op bag bakkerne og ned 
på den anden side hen imod hende ; men 
de nåde hende ikke , de blev stående ubevægelige ; 
og så løb en strøm af tårer , 
savnets og forladthedens smertenstårer , 
ned over hendes blege kinder . De naturlige 
omgivelser , som ellers altid havde kunnet opløste 
hendes sjæl og kunnet stemt den til 
højtidelig glæde , syntes hendes så øde og 
sørgelige ; alle de store grå sandbakker syntes 
hende lige så mange billeder af hendes 
strenge fader , og marehalmens stride totter 
bleve til svøber i hans hånd , hvormed han 
ville drive hende bort fra hendes hjertes 
elskede hen til at leve et liv sammen med 
Karl , et liv , der syntes hende mere sørgeligt 
og øde end den sorte lyngslette , der lå bag 
hende . I hendes indre krydsede tankerne og 
forestillingerne hinanden i vild uorden ; men 
omsider vandt de skikkelse og fandt udtryk i 
følgende kvad : 
o , hvor bruser det vildt ! o , hvor hæver min ånd 
i mit indre ! 
Skal mit livs lykke briste ? Skal en iistap-hånd 
den forhindre ? 

skal da råhed opløse det fagreste bånd ? 
O , kom dog , min ven , med din frelsende hånd ! 
Ellers brister mit håb ; og ej nøjes min ånd 
med et mindre ! 
O , nej ! Barndom-drømmen så lys og så smuk 
skal ej svinde ! 
Opløft kun dit blik , il bag bakken og pluk 
dit kjærrminde ! 
Der du i skærsommer det prangende seer , 
mens solen , den skinner , og lærken , den leer , 
thi skal da dit mishåb ej gør , at du seer 
det at svinde ! 
„ Men hvad seer jeg histhenne mellem bakkerne ? 
Er det atter en lyngtop , der vil 
skuffe mig ? Nej , det kan jeg da se , bevæger 
sig . — men det er vel ikke ham . — jo , gud 
være evig takket ! det er ham . “ Og med inderlig 
glæde løb hun ham i møde og sank i 
hans favn , idet hun udbrød : „ O , gud ske 
evig lov og tak , at du kommer ! Hvor jeg 
dog har længtes efter dig , kære Viggo ! “ 
„ Men gud hvad fejler dig , elskede pige ? 
Udbrød Viggo , da han så hendes blege kinder ; 
„ og hvad er det de have for med dig ? “ 
Christine fortalte ham det hele . 
„ Så var det dog alligevel sandhed , hvad 
jeg har hørt , “ sagde Viggo , da han havde 
hørt Christines fortælling til ende . „ Folk 
have rigtignok talt om , at du snart skulle giftes 
med præstens søn , og at der allerede var 
lyset for eder ; men jeg troede det ikke ; thi 
jeg var overbevist om , at dine forældre ikke 
ville tvinge dig , og at du , min egen pige , 

ikke kunne svige mig , derom har jeg aldrig 
næret nogen som helst tvivl . “ 
„ Nej , kære Viggo , dig kan jeg ikke forlade , 
hvorledes det end så skal gå ; de få at 
gøre med mig så , hvad de ville , “ sagde hun 
og fæstede blikket på ham , idet tårerne 
randt ned på hendes blege kinder . 
„ Ja , græd nu ikke , min egen Christine ! “ 
Sagde Viggo , idet han trykkede hende nærmere 
til sig ; „ jeg skal kysse alle dine tårer bort ; 
og når du er nær hos din kære Viggo , skal 
ingen få lov fil af gøre dig fortræd , det 
kan du være vis på . Ere dine forældre 
hjemme nu ? “ 
„ Det tror jeg , “ svarede hun . 
„ Lader os da gå lidt omkring her i heden , 
af vi kunne forberede os på , hvad der vil 
møde os hjemme , “ sagde Viggo . Derpå 
vandrede de arm i arm ind over heden henimod 
deres barndoms høj . 
„ O , hvormange timer vi have tilbragt 
sammen her , min ven , da vare vi glade og 
lykkelige , men i aften — . “ 
„ Vær nu blot ikke så forknyt min pige ; 
stol kun på den kære gud , så skal sagen 
nok få et godt udfald . Jeg synes , jeg har 
godt mod på det , vi nu gå i møde ; i hvert 
fald er jeg inderlig glad over , af tiden endelig 
er kommen , da vort forhold , hvortil 
kun Vorherre nu i over tre år har været 
vidne , dog en gang kan blive åbenbaret 
også for verden . “ 

„ Under denne samtale havde de nået 
deres høj ; de satte sig på dens top , hvor 
der endnu viste sig spor af den bænk , de 
en gang i forening havde opført , og hvorpå 
de så mangen gang havde siddet sammen . 
De sagde en stund tavse , idet snart de hvide 
bakker mod vest , som mannen beskinnede med 
sit blege lys , snart herregården var genstand 
for deres stirren . Endelig sagde 
Viggo : „ Min egen Christine ! Det var her 
ved denne høj , af vore veje første gang 
mødtes ; her var det , vi en gang i guds 
navn knyttede det bånd , der skal sammenbinde 
os for hele livet ; , lader os nu herfra 
lede Vorherre , af han vil følge med os til 
dit hjem i aften for der af give vor sag et 
godt udfald . “ Og , idet Viggo trykkede Christine 
til sit bryst , foldede han sine hænder 
og bad sit fadervor . Så snart han havde 
sagt amen , rejste de sig ; månens sidste blege 
stråler faldt på sandbankerne , og tavse , 
men med hurtige skridt ilede de mod herregården . 
Da 
Viggo og Christine trådte ind i dagligstuen , 
traf de der både herremanden og 
fruen . Så snart Viggo havde hilset fortalte 
han uden mindste omsvøb sit forhold til 
Christine hvorpå han tilføjede , af han nu 
kom for af bede hendes forældre om hendes 
hånd . Ved disse ord blev herremanden 
så forbavset af han tabte sin pibe af bare 
forskrækkelse , og fruen gabede , som ville hun 

sluge både Viggo og Chrisfine , hvilken sidste 
ængstelig trykkede sig op til sin ven ventende 
på , hvad udfaldet ville blive . Herremanden 
sad et øjeblik , ligesom han tilligemed piben 
havde tabt både næse og mund ; men omsider 
sprang han op fra sofaen , idet han 
udbrød : „ Jeg tror , fanden plager — ! Nu , 
så det var derfor , du ikke ville — “ 
„ Have præstens søn “ , tilføjede Viggo , 
„ og desuagtet ville hendes fader tvinge 
hende og gøre hende ulykkelig . “ 
„ Og der var ingen ting i vejen med dig , 
lille blegnæb ! “ sagde moderen som nu endelig 
var kommen til sig selv , „ og du ville 
ikke sige — “ 
„ Hold du kæft , mutter ! “ råbte Povlsen . 
„ Ja , jeg ved nok “ , sagde Viggo , „ at vi 
burde for længe siden have gjort eder bekendt 
med vort forhold ; men det få i at 
tilgive os , da vi — “ 
„ Ja , jeg får at tilgive eder ! “ brølede 
herremanden , idet han løb frem og tilbage i 
stuen som en rasende ; — „ Ja , jeg får 
at være nar for alle mennesker ! — ja jeg 
får af tilgive dig , du kvinderøver ! — nu , 
det er lønnen , jeg skal have for alt godt , jeg 
har gjort dig ! — pak du dig bort ud af 
mit hus og det på timen , eller jeg skal 
lade — ! “ 
„ Jeg skal nok gå “ , sagde Viggo sagtmodig , 
„ skønt det gør mig ondt af skilles fra eder 
på en sådan måde ; men alligevel vil jeg 

først , af i skal love mig ikke af gøre Christine 
ulykkelig , “ 
„ Ulykkelig ! — ja , jeg skal — . Den lede 
tøs ! — rejs ad helvede til begge to ! “ 
„ Å fader ! “ stammede Christine , idet hun 
fæstede sine yndige forgrædte øjne på ham . 
„ Ti ! Du ulydige unge ! “ brølede faderen ; 
„ rejs , som jeg siger , ad helvede til med din — 
din — din — Viggo ! På døren med jer 
begge og det straks ; jeg vil ingen af jer se 
tiere for mine øjne ! “ 
Viggo , der nok mærkede , af herremanden 
ikke var til af tale til rette , forlod derfor 
øjeblikkelig stuen , fulgt af Christine . De 
standsede udenfor gården . Aftenen var klar 
og stille ; men i deres indre brusede det vildt . 
En stund stod de tavse , mens Viggo holdt 
den grædende pige i sin favn . „ Vil du 
forlade dette sted for af følge mig ? “ spurgte 
han omsider . Chrisfine svarede intet , men 
fulgle ham tavs hen ad huulveien , der fører 
til hans hjem . Inden næste aften vare Viggo 
og Chrisfine mand og kone . 
Herremanden var nalmindelig hastig til af 
blive vred , og i sin vrede var han uforstandig 
og ubillig ; det varede dog sjældent længe , 
inden de hæslige udbrud af vreden lagde sig , 
men den , han en gang var bleven vred på , 
kunne han næsten aldrig tilgive . Overfor 
Viggo og Chrisfine syntes det ham dog , da 
han havde slået sig lidt , af han var gået 
for vidt og allerede samme aften fortrød han 

sin opførsel imod dem . Når han tænkte lidt 
sundt over sagen , så havde dog ingen af 
dem gjort noget så slemt , hvorfor de fortjente 
en sådan medfart ; det var dog en 
egen sag af vise sit eget barn døren , fordi 
hun ikke ville føje sine forældre i det , hvorom 
her var tale , fruen derimod var rasende 
vred og fnyste af harme over Viggo , ver var 
skyld i , af hendes stolte drømme om forbindelsen 
med præstefamilien nu vare blevne 
til intet , da han så pludselig havde giftet sig 
med Christine . Imidlertid var der på herregården 
ingen , der brød sig noget om hendes 
vrede , hvorfor hun fik lov til at gøre sig 
selv god , og det gjorde hun da også ; dog 
ville hverken hun eller herremanden se enten 
Viggo eller Christine , langt mindre tillade , 
at de betrådte herregårdens grund . 
Imidlertid skred tiden . Et par år efter 
sit giftermål blev Viggo forflyttet til et 
bedre embede ; han og Christine besade ikke 
meget af det , denne verden kalder rigdom ; 
men desuagtet var deres hjem 
så yndigt og lyst , thi kærligheden sad 
på højsædet derinde . Hvad herregårdens 
beboere angår , så gik det med dem , som det 
kunne , men ikke altid som det skulle ; med 
Christine var ligesom lykken og velsignelsen 
flyttet bort fra gården , og det gik mere og 
mere tilbage for Povlsen , hvorfor han endog 
tænkte på at stille sig ved sin ejendom . I 
den anledning talte han med de to mænd , 

der vare gifte med hans ældste døtre , men 
ingen af dem havde lyst til at forlade deres 
gode ejendomme for at overtage den „ skarpe “ 
Herregård med de sandede jorder , ligesom 
de heller ikke gjorde sig noget ud af af have 
herremanden og fruen i huset . „ Hvad skulle 
vi så gøre ? “ tænkte Povlsen ; „ sælge gården 
til en fremmed på den betingelse , af 
køberen skal bygge os et hus her ved siden 
af og give os aftægt ? Ja , det kunne jo gøres 
således ; men det vil dog blive kedeligt ikke 
af være pleief af sin egne på sine gamle 
dage . “ 
„ Hør mutter ! “ sagde Povlsen en dag til 
sin kone , „ hvad om vi gjorde alvor af af 
sælge gården og flyttede ind til Viggo og 
Christine . “ 
„ Tror du , af de ville give deres minde 
dertil , således som vi have behandlet dem ? “ 
„ Ja , det er jeg vis på ; de have jo dog 
altid begge to været så gode ; det var blot 
denne ene gang , af — men det er jo ikke 
værd af tænke mere derpå , skulle vi nu ikke 
lade det være glemt , mutter ? — jeg tror , 
af jeg i morgen den dag rejser hen til dem , 
jeg længes så inderlig efter dem begge . “ 
„ Hvad om jeg fulgte med , lille fatter ; nu 
har jeg i hele tre år ikke set Christine ; det 
er dog kedeligt således af leve adskilt fra alle 
sine børn . Ja , lader os gøre alvor af det ; 
så meget , som vi have her , kunne vi dog ikke 
drages med , nu vi blive gamle . “ 

et par måneder efter denne samtale 
flyttede herremanden og hans kone ind til 
Viggo , der hellere end gerne tog imod dem , 
da han følte , af han havde en gammel gæld 
til dem af afbetale . Imidlertid behøvede han 
ikke af have nogen udgift på dem , thi ved 
salget af deres hjem var der blevet så meget 
tilovers , af det var meget mere end tilstrækkeligt 
til deres underholdning . Men selv om 
dette ikke havde været tilfældet , ville det 
ganske vist have været Viggos største glæde 
af forsørge dem ; nu havde han ikke lejlighed 
til andet end af gøre dem deres alderdom 
så lys og glædelig som muligt , og det gør 
både han og Christine efter bedste evne . 
Fruen er imidlertid nu for længere tid siden 
gået til hvile , men gamle Povlsen er endnu 
både rask og rørig . Han holder endnu meget 
af af sidde i sofaen og ryge på sin pibe , 
og fra denne sin yndlingsplads , medens en 
lille Povlsen gynger på hans knæ og en 
lille Karen står på sofaen ved siden 
af ham og leger med hans snehvide lokker , 
lader han af og til et ord falde om , at det 
dog var godt , han ikke blev sin beslutning 
froe , som han tog hin aften , da han i sin 
vrede truede , at han ikke mere ville se Viggo 
og Christine for sine øjne .