Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
text
Languages:
Danish
Libraries:
Datasets
License:
Corpus-v1.1 / normalized /1870_Gerson_AfDetDagligeLiv.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
En lille fejltagelse .
Det er en ved tal godtgjort erfaring , at der
i vore dage rejses meget mere end for en del
år tilbage . Måske har den tiltagende higen
efter adspredelser sin del deri , måske den med
en stadig voksende kundskab og dannelse sorøgede
trang til med egne dine at se og kende alt
sin endnu større . Væsenligst må dog grunden
dertil søges i , at det i de senere år er blevet
langt lettere og billigere at rejse , og det er næsten
utroligt , hvad jernbanerne i den henseende have
virket . Også i Fyen , hvor jernbanen endnu er
i sin barndom , have rejseforholdene forandret sig
ikke lidet , og de smukkere punkter besøges nu ,
navnlig i sommertiden , af en mængde mennesker ,
der tidligere ville have betragtet det som en for
dem uoverkommelig opgave at gøre en sådan
udflugt . Fremfør alle er det da det yndefulde
hindsgavl med dets omgivelser , man søger hen
til , og det ikke blot fra Fyen selv , men også fra
hele det øvrige Danmark , og den velvilje , hvormed
dets ejer , hofjægermester Fønss , lader selv de
hans bolig nærmest liggende og dejligste partier
af sin lund og have åbne for det store publikum ,
kan ikke noksom påskønnes af alle dem , der ad
den fyenske jernbane gøre udflugter til middelfarf ,
for at glæde sig ved en rig naturs skønhed .
Blandt dem , der i sommer besøgte stedet for
kortere eller længere tid , var også en fabrikant
Dinesen med datter . Forskellige sorger havde
i den senere tid rammet hans huns ; at han
mistede en trofast hustru , datteren en kærlig
moder , var den største af dem , om end datteren
havde haft en anden sorg , der vejede tungt i
vægtflålen ved siden af den nævnte . Han besluttede
derfor at gøre en udflugt til det for sin
skønhed så berømte sted , på en otte dages
tid at tage bolig i det så fordelagtig bekendte
berendtsfe hotel i middelfarf , hver morgen at
benytte de fortrinlige søbade der ved byen og
derefter tilbringe resten af dagen dels ved
spadseretoure i den tæt op til staden liggende
grimerhuusskov , dels ved småudflugter til
den lille granskov mellem kongebroen og hindsgavl ,
til hindsgavls lund og vidunderlig dejlige
have og endelig til den smukke , lille ø Fænø
samt alt , hvad deromkring findes af tiltalende
naturskønhed . Datteren , en pige på atten år ,
der sjælden , på grund af moderens sygdom i
længere tid før hendes død , havde nydt glæden
af varigere udflugter , havde længe imødefeet denne
lille rejse med forventning om en større nydelse ,
og kort efter pintsen begave da fader og datter
sig til Københavns banegård , — thi de hørte
hjemme i København , — for efter kun en halv
dags forløb at nå til bestenimelsesstedet .
Rejsen gennem Sjælland havde for dem intet
mærkeligt . Fraregnet den hurtighed , hvormed
man bringes fra sted til sted , er al jernbanekjørsel
lidet fornøjelig ; selv om man har opnået
en sordeelagtig plads ved et vindue , er udbyttet
kun ringe , thi de landskaber , man føres igennem ,
veksle så hurtigt , at man ikke får noget klart
overblik over det , man seer , endsige at man skulle
opnå nogen stemning derved , og rejselivets
pointe er dog de vekslende stemninger , sjælen
under det gennemlever . Over beltet gik rejsen
behageligt , en let luftning krusede vandet , og det
var , som om Sjælland og Fyen på den klare ,
milde sommerdag søsterlig vare rykkede hinanden
nærmere . Under overfarten stod den unge pige
længe og så ned i det dybe hav . Var det de
på oversladen legende solstråler , hun betragtede ,
eller hvilede kun det ydre øje på de solbeskinnede
vande , medens det indre var fæstet på en sorg ,
på et savn dybt inde i hendes bryst , der måske
ikke var mindre dybt end det hav , damperen gled
hen over . Hvo kan til ethvert oieblik se , hvad
der bevæger et menneskes indre ? Var det et
savn , der boede forinden , da var den smuktformede
kind bieg nok , det mørkeblås øje alvorligt nok
til at være udtryk derfor .
I Nyborg måtte de rejsende finde sig i et
kort ophold , så trådte de atter ind i jernbanecoupsen ,
for med damp at føres forbi den fyenske
hovedstad , der er så stolt af at kaldes Danmarks
anden stad , til Fyens vestligste by . Men
havde farten gennem Sjælland været uden særlig
interesse for de tvende rejsende , kunne det samme
dog ikke siges om rejsen gennem Fyen , thi i
samme oieblik , som toget fluide til at afgå
fra Nyborg , steg en ung mand ind i den coupse ,
hvor de vare , og tog , uden ret at få tid til
at se , hvem der blev hans rejsefæller , den eneste
endnu åbne plads , der var , ved siden af fabrikantens
unge datter . I det samme han satte
sig , ville han tage hatten let as og hilse flygtigt ,
som man hilser fremmede , med hvem man kommer
i en kort berøring ; men det var næsten , som om
armen var bleven til sten i det samme , hans
ansigt skiftede farve , og , idet han ligesom med
lidt anstrengelse endelig tog til hatten , satte han
sig tavs og næsten forlegen på sin plads . Også
med den unge pige var der foregået en pludselig
forandring , over det blege ansigt havde der lagt
sig en stærk rødme , og de ellers talende Oine
så ndtryksløst ned i hendes skød . Kun fabrikanten
forblev , fljøndt også han syntes noget
overrasket , dog i det hele taget uforandret ; han
gjengjeldte den unge mands hilsen svagt og sænkede
derpå coupsevinduet ned , for at ånde friere .
Banetoget var kommet forbi Ullerslev og havde
nærmet sig Marslev , men endnu var der ikke blevet
vekslet noget ord mellem de tre nævnte rejsende ,
fader og datter og den syvogtyveårige , unge
mand , der efterhånden syntes at være bleven aldeles
uden øre for sin omgivelse og kun at være
optagen af , hvad der rørte sig i hans indre . I
Marslev gik et ungt menneske , der sad ved siden
af fabrikanten , ud af coupeen , og hans plads
blev indtagen af en snaksom handelsrejsende , der
var i en uafbrudt bevægelse og havde noget at
spørge om til alle sider . Så kunne de tre tavse
rejsende da ikke mere tie aldeles stille , og nu og
da måtte øjet løftes , om det endogså stundom
skete lidt uvilligt .
„ Fortsætter de touren ad hele den fyenske
linie ? “ spurgte den handelsrejsende , der nu sad
ved siden af fabrikanten og lige overfor den nnge
mand , sin nabo .
„ Ja ! “ var det korte , men derfor ingenlunde
uhøfligt betonede svar .
„ Og de , frøken , bliver de også ved lige til
baneenden ? “
„ Det er min fader , der sidder ved siden af
dem ; vi følges ad ! “ lød det svagt og ligesom
lidt fremtvungent fra deu unge piges mund .
Den handelsrejsende nikkede , foreløbig tilfredsstillet
ved det udbytte , hans nysgerrighed havde
fået , og en stund herskede der atter taushed i
den ende af coupden , hvor fader og datter fade .
Pludselig syntes dog tausheden at blive selv
fabrikanten for pinlig , og idet han bøjede sig
over mod sin datter , sagde han : „ Hvordan har
du det , Margrethe ? “
„ Godt , kære fader ! kun er varmen mig lidt
trykkende i dag . Men det hjelper betydeligt , at
vinduet er åbent . “
„ Jeg frygter for , at de er lidt generet i deres
bevægelser ved mig “ , sagde den unge mand pludselig ,
og ligesom overvindende sig selv ; „ hvis
så er , beklager jeg det meget og vil ikke vide
tilfældet tak derfor . Coupeen er desværre så
fyldt , at jeg næppe kan andet end gøre dem
pladsen her ulidelig . “
Den unge pige bøjede hovedet lidt til siden
som for at svare , men idet en del af forstemningens
vægt , der lige siden afrejsen fra Nyborg
havde ligget på hendes bryst , ved denne kun af
hende til fulde fattede undskyldning faldt af , listede
der sig fra hjertet og op til øjet en tåre , der
trådte perlende ud under det smukt formede låg ,
og undseelsen tvang det svar tilbage , som allerede
var undervejs .
„ Agter de dem langt bort ? “ sagde fabrikanten ,
for ligesom at befrie datteren fra det
svar , han følte , at hun ikke kunne overkomme .
„ Er det en længere rejse , de tilsigter , eller er det
kun et besøg her i nærheden , de vil foretage ? “
„ Det er min hensigt at tage ophold i Middelfart
i nogle dage . Jeg vil besøge hindsgavl
igen , som jeg ikke har set siden min barndom . “
Den unge pige kastede et hurtigt blik til sin
fader , som denne søgte at fortolke , som han bedst
kunne , og det var ikke utydeligt på hendes ansigt ,
at det tidligere tryk atter lagde sig fordoblet på
hendes bryst .
„ Jeg går også til Middelfart “ , sagde den
handelsrejsende , uden at dog nogen syntes meget
begærlig efter at erfare det ; „ jeg har endeel forretninger
at afgøre der , så gør jeg med det
samme en lille svingom også til det dejlige
hindsgavl . Det er en prægtig ejendom , og det
er herlige folk , som bo der . “
„ De kender ejeren og hans frue ? “ sagde en
stemme pludselig fra den anden ende af coupeen .
„ Nej , jeg har min erfaring på anden hånd , “
Lød svaret ; „ men det er derfor ikke mindre vist ,
hvad jeg siger . “
„ Ah , således ! “ sagde stemmen atter i den
anden ende af coupeen , og et ironisf smil gik
hen over dens ansigt , der havde gjort spørgsmålet .
Det var åbenbart en mand , der var
godt kendt på det omtalte sted , og som ville
straffe den handelsrejsende for den mine , han
gav sig af at kende , hvad han ikke kendte .
Atter indtrådte en lang pause , og banetoget
holdt ved Odense station . I flere af coupeerne
vekslede rejsende , men i det rejseselskab , som var
der , hvor fabrikanten sad , fandt ingen forandring
sted . Kun trådte den urolige handelsrejsende
et par minuter udenfor , og fabrikanten rejste sig
et dieblik , for at strække sine lemmer . Dette korte
nu benyttede den unge mand til ganske sagte at
tilhviske fabrikantens datter et par ord .
„ Tilgiv , “ sagde han langsomt og kun hørligt
for hende , „ seer de hellere , at jeg forlader
coupeen ? “
„ Jeg har i den henseende intet dnske , “ lød
det dæmpede svar . Og den unge mand forblev
på sin plads .
Og atter rullede toget afsted , dampende hen
mod de smukke , skovrige egne , der tiltage i afveksling
af høj og Dal , altsom man kommer videre
og videre mod vest .
Det vil ved hver enkelt begivenhed i livet
være vanskeligt at sige , hvad der er tilfældets
værk og hvad der er styrelsens , skillelinien
mellem begge er det ikke givet det menneskelige
øje at erkende tydelig . Det går med styrelse
og tilfælde som med guds villie og menneskets ,
hvo kan sige , hvor guds villie begynder , og hvor
menneskets frie villie flipper op ? Men vist er
det , at , hvad vi helst antage som styrelse , ofte
for vort svage blik seer ud som tilfælde , medens
det , vi troede at burde charakterisere som tilfælde ,
udøver på os en virksomhed , som var det en
styrelse fra oven . En lille , tilsyneladende tilfældig
bemærkning af en for fabrikantens datter
aldeles fremmed , af den travle handelsrejsende ,
blev således også her den første anledning til ,
at den sorg , som hvilede på hendes sind , i en
ikke fjern fremtid skulle finde sin lettelse . Ville
man senere have spurgt hende , om hun troede , det
var en tilfældig bemærkning , da ville hun visselig
på det bestemteste have benegtet det og kun i
den set guds egen styrelse ; men for den handelsrejsende
selv og enhver udenforstående måtte
bemærkningen kun synes en tilfældig , den fremkom
hos ham som så mange andre , for at han kunne
stille sit kjendfkab til alt i et så klart lys som
muligt .
De rejsende havde endnu kun et par stationer
tilbage , før de vare ved baneenden , da faldt det
pludselig den handelsrejsende ind , at han havde
set den unge mand sør , uden at han dog ret
huskede hvor . Idet han derpå forskellige gange
lod sine øjne mønstre hans hele personlighed ,
sagde han pludselig :
„ Jeg har haft den fornøjelse at rejse med
dem før , jeg erindrer det nu tydelig . “
„ Det er nok muligt , “ lød det korte svar , „ jeg
mindes nu også at have rejst med dem . “
„ Ja , det er ganske vist ! vi vare på dampskib
sammen fra London . De havde deres unge kone
med . “
En almindelig taushed påfulgte , fabrikanten
så ud af vinduet , den unge pige så ned i
sit skød , candidat Johnsen , thi dette var den
unge mands navn , lod et uvilligt blik strejfe hen
over den snaksomme fremmede .
„ Jeg har aldrig været gift , “ sagde han , „ den
dame , de formodentlig har antaget derfor , var
ikke min kone . “
„ Med deres tilladelse , “ vedblev den ufortrødne
handelsrejsende , „ jeg tiltalte hende flere
gange som Fru Johnsen , og hun gjorde ingen indsigelse
derimod . Er deres navn ikke Johnsen ? “
„ Et svar herpå behøver jeg vel næppe at
give her til en mig ganske fremmed . Dem , der
kunne have nærmere interesse af at få noget
at vide i den henseende , skal det være mig kært
at give det til anden tid og på andet sted . “
Den handelsrejsende tang og så sig betydningsfuldt
om , men ingen uden den elegante
rejsende , der tidligere havde tilrettevist sladdreren ,
syntes at agte videre på ham , og denne
kun for atter at vise ham et ironisk smil , der
straffede ham for hans påtrængenhed . Men to
var der dog tilstede , der fulgte den unge mands
ord med spændt opmærksomhed , og det var fabrikanfen ,
men især hans smukke datter . Over
hendes pande gled der som et flygtigt solglimt ,
men kun for at efterlade en endnu stærkere skygge .
Taus vendte hun sit ansigt mod det åbne vindue ,
og et dybt suk skaffede sig luft fra det fyldte
bryst .
En panse fandt sted på ny , så lukkede den
handelsrejsende sine øjne for at slumre lidt . Fabrikanfen
tog sin datters hånd og holdt den
mellem sine , og den unge mand lod tanken atter
søge indad , derind , hvor alle vore glæder og bekymringer
have deres uafbrudt vældende , usynlige
kilde .
Da toget ankom til banegården ved Middelfart ,
satte fabrikanfen og hans datter sig i
den omnibus , der fra hotellet afsendes , for at
hente rejsende , som mulig ville tage ind der ; den
handelsrejsende kørte bort i en anden vogn .
Hans strenge censor i den anden ende af coupeen
forblev på banegården , for at oppebie en
ekvipage , der skulle afhente ham , men som endnu
ikke var kommen . Kun candidaten gik tilfods fra
banegården , medens hau lod sin kuffert følge
med omnibussen , og det var et langt , glædeløst
blik , hvormed han fulgte fabrikanten og hans
datter på deres Bei .
Den næste morgen oprandt smuk og lys . Sagte
vuggende slog vandet imod skibsbroen , og på
det bugtede lille-bell kom og gik både , hver
med sit hverv . Ude på en galease , der lå og
lossede , stod en Matros og sang ; det var en
munter vise . Men en glad sang er på sin Viis
en pris af den guddommelige styrelse , og det var
nu den unge sømands måde at takke vor herre
på , at synge frejdigt ved sit arbejde som fuglen
på grenen . Fra hotellets dør kom en enlig
skikkelse , for at nyde den friske søluft ; det var
candidaten , der var stået tidlig op , og som
trængte til i guds frie natur igen at ånde lidt
lettere op efter mangehånde tyngende tanker , der
havde optaget endeel af hans for søvnen bestemte
tid . At der ved et af vinduerne ovenpå stod
en ung pige og lod niet tankefuldt glide ud over
stranden , så han ikke , han var for optagen af
det friske naturbilled , der , idet han trådte udenfor ,
oprulledes for hans Nie .
Vil man nu spørge , hvad det var , der beskæftigede
de tvende unge menneskers sind så alvorligt ,
da kan der foreløbig kun svares : erindringen
om en brudt forbindelse . Fabrikantens
datter og candidaten havde været forlovet i over
et år , og det var ikke engang et siden , at
forlovelsen var blevet hævet . Det var den unge
pige , som havde hævet den . Men hun havde ikke
gjort det , fordi hendes kærlighed til den unge
mand var sluppen op , hun havde gjort det med
hjertet fuldt af hengivenhed for ham , fordi hun
endnu ikke noksom var kommen til erkendelse af ,
at meget i verden synes anderledes , end det i
virkeligheden er , og at selv de tilsyneladende
uomstødeligste beviser kunne være så svage , at det
mindste sandhedens vindpust kan omstøde dem .
Klokken havde nylig slået syv i kirketårnet
nær ved hotellet , da trådte fabrikanten og hans
datter ud på den høje stentrappe udenfor .
Den unge pige bar en let morgenkjole og fra
den lille stråhat flagrede der sorte bånd , symbolet
på , at det sår , der var slået hende ved en
kær moders død , endnu var åbent . For det
sår af en anden natur , hun , i tro på nødvendigheden
deraf , havde slået sig selv , var der
intet symbol at se , det bar hun skjult i sit indre .
Begge stod de en tidlang på trappen og lod
niet gå over mod den jydfke kyst , der lå i
fuld solbelysning , så gik de i modsat retning
af havnen ad grimerhuusskov til , for under
træernes skygge , på Toppen af en eller anden
høj , at hvile lidt endnu med åbne nme .
Til grimerhuusskov , men ad en anden vej , var
også candidaten gået . Ventede han at træffe
fabrikantens datter der ? Hvo ved ? Tænkt sig
det klart havde han ikke ! Men hvor lidt er der
ikke også i os et håb eller en forventning , soni
ikke har nået fødslens nieblik i tanken , men kun
embryonisk , uset af os selv , ligger i vor sjæl !
Hvor er nu den handelsrejsende ? Han sover på
sit grønne nre . Før han gik til sengs har han i
gjestestuen ved et glas punsch givet den tålmodige
unge hotelejer et bevis på , hvor velbevandret
han er i politik og personalhistorie , og
da hans forelæsning har trukket lidt sent ud på
natten , sover han endnu de retfærdiges søvn .
Gid han må tove godt , han har haft sin mission
i verden og fuldendt den . Den lille historie om
candidatens giftermål , han gav tilbedste i jernbanecoupeen ,
er mulig den største nytte , han
endnu , skønt sig selv uafvidende , har gjort noget
af sine medmennesker , på den ham ubevidste
eftervirkning kan han nu hvile ud .
Fabrikanten og hans datter havde vel siddet
en halv times tid og indåndet de friske pust
fra havet , så besluttede den førstnævnte at gå
i bad ; men da datteren ikke ville slippe den
stemning , hvori hun var kommen , så hurtigt ,
bestemte hun sig til at blive tilbage og oppebie
faderens tilbagekomst på den høj , hvor hun
sad . Så forlod han hende da , efter først at
have kysset hende på panden og lovet hende ikke
at lade vente længe på sig . Lidt efter lidt så
hun hans skikkelse tabe sig iblandt træerne , så
bøjede hun sig tilbage mod en green , og medens
hun vuggede sig i vågne drømme , sang fuglene
ovenover hende om kærlighed og om , hvor smukt
livet kan leves , når man kun nøjsom ikke alt for
meget fordrer ud over øjeblikket .
Lidt efter nærmede sig skridt nede fra stranden ,
en ung mand med sin stok i hånden steg
op ad højen , og — for første gang i hen ved et
år vare de to , der engang havde tilhørt hinanden ,
atter sammen .
Ikke straks dog nærmede candidaten sig helt
hen til den unge pige . Da han ved foden af
højen så hende , uden at hun endnu havde fået
vie på ham , blev han stående et øjeblik ligesom
rådvild . Han betragtede den lette skikkelse ,
han engang havde haft net til at kalde sin , de
hvide hænder , der foldede sig andægtig , som var
det store , solbeskinnede rum over hende den af
usynlige magter byggede kirke , hvori hendes
skaber kaldte hende til andagt , det runde barneansigt ,
der så ofte tillidsfuldt og trygt havde
hvilet op til hans skulder , medens niet sorgløst
havde lukket sig for enhver tvivl og enhver bekymring ,
og en flok af minder rejste sig og hviskedee
omkring ham om kap med det af morgenvinden
bevægede løv . Da satte han pludselig stokken
fast mod jorden , kastede tvivlrådigheden af sig
som en kappe , der ved det skridt , han ville
gøre , var ham for tyngende , og gik op ad højen ,
tæt hen til stedet , hvor den , hans tanker beskæftigede
sig med , sad .
Et udbrud af overraskelse undslap hende , og
hurtigt som den skovdue , der i samme nieblik
støt op over hendes hoved , rejste hun sig og stod
foran ham . En strøm af purpur gød sig over
hendes kind , og hendes bryst løftede sig , som
var det for trangt til at rumme , hvad der bevægede
det . Men i tamme nieblik havde også candidat
Johnsen , der følte det , grebet hendes hånd , idet
han sagde :
„ Tilgiv , at jeg denne gang nærmer mig dem ,
skjøndt det ikke er tilfældet , det skyldes , men min
egen fri drift . Men en bemærkning , der i jernbanecoupoen
blev gjort af en fremmed rejsende ,
nøder mig dertil . Hvor lidet jeg end , efter hvad
der fra deres side er sket , kan skylde dem denne
forklaring , så ville jeg dog nødig for den , jeg
engang havde kær , synes troløs mod mine blinder ,
og det er derfor , jeg nærmede mig dem , for at
vise dem , at jeg ikke er det . “
Fabrikantens datter trak sagtelig og fkjælvende
sin hånd ud af candidatens og sagde med nedslåede
Nine :
„ Jeg forstår dem ikke ret . “
„ De har engang hævet den forbindelse , der
var imellem os , men så ligegyldig for den har
jeg ikke været , at jeg allerede nu har kunnet ægte
nogen anden . Hvad den fremmede rejsende ytrede
i den henseende , var falsk . “
„ De har overfor mig ingen pligt mere . Jeg
forstår , at de i sin tid i den fremmede stad
fattede interesse for en anden , det var så lidet ,
jeg havde at byde dem . Om de alt nu har
knyttet det bånd , de dengang bandt der , fastere ,
eller først i tiden vil knytte det , bør for mig
være uden interesse , jeg har gjort det askald ,
der kan fordres af mig . “
En tåre trådte hende ved disse ord i niet ,
og hurtigt vendte hun hovedet til siden for at
fkjule den . Den unge mand lod sin stok glide
ned i græsset , blottede sit hoved og kastede hatten
hen ved siden af den , og stod nu overfor hende
smuk og åben , som da hendes hjerte første gang
havde ilet ham i møde .
„ I den fremmede stad , og jeg antager , de
mener London , hvor jeg i længere tid opholdt
mig , har jeg ikke for nogen anden fattet nogen
sådan interesse , at den kunne stride mod det
kærlighedsforhold , hvori jeg stod til dem . Jeg
har set mange unge piger , jeg har omgåedes
ikke få , men for mig er billedet af den , jeg i
mit fædreland havde ladet tilbage , aldrig blevet
fordunklet . Det blev det end ikke , da jeg modtog
det brev , hvori de løste båndet mellem os , end
ikke da , da de sendte mig det brev , hvori jeg
bad dem om forklaring af deres skridt , nåbnet
tilbage . “
Den solstråle , der i dette øjeblik ovenfra
faldt hen over den unge pige , kunne ikke være
klarere end den , som ved hans ord indenfra
lagde sig over hendes ansigt . Dog tav hun et
øjeblik stille , som om hun ikke så pludselig kunne
bringe orden i alle de betragtninger , hans ittringer
fremkaldte i hendes sjæl .
„ Jeg har måske haft uret i ikke at åbne
deres brev , “ sagde hun kort efter , „ men jeg
fulgte deri kun mine forældres råd . Hvad det
brev angår , hvori jeg løste vor forbindelse , da
var det kun frugten af lang overvejelse og bitre
tårer . “
„ Og hvorved havde jeg begrundet disse tårer ? “
„ Af min fader vil de kunne erfare , hvor megen
grund jeg havde til dem . At de meddelelser
dem angående , der kom min fader ihænde , vare
nøjagtige , kunne jeg ikke betvivle , dengang troede
jeg mig endogså « overbevist derom . Nu have
deres ord gjort mig vaklende i min tro . “
„ Og vil de åbent sige mig : hvad blev der
berettet deres fader ? “
„ En londonsk handelsven af ham , fabrikant
som han , underrettede ham om , at han havde
truffet sammen med dem i en engelsk banquiers
hus . I længere tid havde de viist datteren
stor opmærksomhed , efterhånden vandt hun også
dem kær , og til sidst blev der mellem dem og
hende knyttet et bånd , som kun kunne knyttes
hensynsløst for det , der tidligere bandt dem . “
„ Men de har jo aldrig skrevet mig til derom . “
„ Burde jeg påtrænge mig , hvor jeg følte mig
tilsidesat ? Men blindt hen ville jeg dog ikke tro ,
hvad der blev sagt . Gennem flere pålidelige
familier , min fader kender i London , forespurgtes
der dem angående , men alle vare de enige i , at
candidat Johnsen havde vundet den rige banquierdatters
hjerte og bundet sig til hende . “
„ Dette sidste er også rigtigt nok . Candidat
Johnsen har virkelig bundet sig til hende . Derer
kun en lille fejltagelse i den henseende : samtidig
med mig var der i London en anden candidat
Johnsen , han hedder Edvard , medens jeg . . . ja ,
hvad jeg hedder , ved de , mit navn er Carl . “
„ Min gud , hvad siger de ? “ udbrød den bestyrtede
og skælvende pige .
„ Sandheden ! Det var netop denne hr. Edvard
Johnsen , der tilfældig samtidig med mig rejste til
København , hvor han ville præsentere sin unge
engelsfe kone for sin slægt , netop denne hr.
Edvard Johnsen , hvis hustru den mig fremmede
rejsende i coupeen i går kaldte min . “
„ Min gud , hvor jeg dog har båret mig stygt
ad ! Hvor jeg dog føler mig dybt beskæmmet ! “
Sagde fabrikantens datter heftigt . „ Hvor uendelig
meget har jeg ikke at afbede hos dem ! “
„ Lad os et oieblik gå fammen ned til
stranden , vi trænge begge til al den kølighed ,
vi kunne få . Der skal jeg gjennemgåe vort
forhold nærmere , der skal jeg give dem den
fremstilling af mit liv i London , som deres brev
og senere afvisning afskar mig lejligheden til
tidligere at give dem . “
Og gladere i sindet , end han var kommen
hen til skoven , om end ikke endnu fuldkommen
glad , tog han den unge piges hånd og drog
hende med sig ned ad skrænten til det sagte
skvulpende vand .
Hen forbi kysten gled et dampskib , det kom
fra Kolding , fuldt af passagerer . Det danske flag
viftede ind imod stranden , det viste dem uskylds
og kærligheds farver . Om et oieblik ville på .
Skibsbroen i den lille by alt være i travl bevægelse ;
hvor mange efterretninger af vigtighed ,
hvor mangen kær ven og frænde kunne der ikke
med den hurtige damper bringes fra kyst til
kyst ! Men for ingen kunne den bringe en vigtigere
efferretning end den , hvortil den handelsrejsende
havde forhjulpet de to , som nu , uden dog egentlig
at tænke på skibet , med blikket fulgte dets fart
over det solbelyste belt .
En stund stod begge de engang forlovede
tause — der var jo for dem begge nok at tænke
på . Hvor mangen tåre kunne den unge pige
ikke have sparet sig , hvis hun havde stolet tryggere
på den , der engang havde lovet hende sin tro ,
end på alverdens beretninger ! Hvor mangen
mørk time kunne hun ikke have sparet hånt , hvem
hun gerne havde offret sit liv for at forskåne
for smerte , hvis hendes livserfaring havde lært
hende først at prøve nøje , før hun dømte . Men
således er det menneskelige hjerte , det har ikke
ro . Det kan rumme en rigdom af glæde og
lykke , og dog kan et eneste giftigt pust tilintetgøre
den ! Således er det menneskelige liv , det er en
uafbrudt veksling af blikstille og storm , og virkelig
lykkelig er kun den , der i sin faste tro på guds styrelse
eierkrasf til at lade stormen gå hen over sig .
Over en halv time sagde de tvende unge
mennesker nu ved stranden , han , gennemgående
alt , hvad der var sket med ham såvel i Englands
hovedstad som senere , efter at han var kommen tilbage
til Danmark og for at fjerne sig så vidt
muligt fra den , der havde forladt ham , havde taget
sig en plads som fuldmægtig på et herredscontoir
i en lille by i det nordlige Sjælland , hun ,
hørende på hans meddelelse med anger og glæde
kæmpende mod hinanden . Da han var færdig med
sin beretning , tog han begge hendes hænder og
betragtede hende en tidlang tavs .
„ Du har nu hørt beretningen om mit liv , “
Sagde han derpå , „ den er tillige beretningen om
min uafbrudte kærlighed til dig , og derfor tiltaler
jeg dig atter med det fortrolige du som dengang ,
da du tillidsfuldt troede på den . Her på mit
bryst bærer jeg endnu dit brev , det brev , jeg havde
bestemt at bære der for stedse som et palladium imod
nogensinde atter at lade en kvinde få indgang
deri . Jeg tager nubrevet frem og holder det hen fordig .
Vil du , at jeg skal sønderrive det og lade
stykkerne flagre for vinden , til de opløste synke
på havets bund , eller skal jeg gemme det igen ,
hvor det lå ? “
„ Har jeg vel ret til at se det sønderrevet ? “
Sagde hun , idet hun grædende bøjede sig hen imod
ham . „ Hvor meget har jeg ikke først at bede om tilgivelse
for , hvor meget har du ikke først at tilgive ? “
Et oieblik efter flød der utallige småstykker
papir hen over vandet , bølgerne legede med dem ,
og et for et samlede vind og strøm dem atter .
Men hvad der havde stået at læse , kom der dog
aldrig mere til at slå .
Da fabrikanten kom hjem fra badet , fortalte
datteren smilende den fejltagelse , der havde fundet
sted , og , beklagende det skete , hvori han selv
havde en så stor del , rakte han candidaten
hånden og havde for de tvende unge kun det
onske , at bryllupet måtte slå snart .
om aftenen var fabrikanten og candidaten nede
i hotellets gjesfesfne , hvor også den handelsrejsende
igen havde taget plads . Tæt ved gjestestuen ,
i det lille spifeværelse , stod den unge pige
i den halvtåbnede dør under kvindelig beskyttelse
af to unge damer , der hørte til huset , og en
tredie , som var der i besøg .
Fabrikanten forlangte en flaske champagne ,
og da han havde skænket i glassene , bad han den
handelsrejsende på neisecompagniskabets vegne
at tømme et glas nred ham . „ De troede at have
teet den unge mands kone på rejsen fra England , “
Sagde han , „ lad mig her ved glasset oplyse
dem om , at der ombord på skibet var to candidater
af tamme navn , og at den dame , de
få , var den andens kone . Men vil de også
fe dennes , om just ikke endnu hustru , så dog
tilkommende hustru , og det , som jeg håber , snart ,
så seer de hende her , det er min datter . “
Og dermed åbnede han døren til værelset
ved siden af , og fabrikantens datter stod , omgiven
af sin eskorte , i døren seiersglad og smuk .
Den handelsrejsende rejste sig forvirret fra sin
stol , gjorde nogle skridt hen imod damerne , men
vendte så straks igen tilbage , uden at have fundet
ord til at udtrykke sig med . Så tog han glasset i
sin hånd og , idet han løftede det , sagde han :
„ En skål for det unge par ! Jeg beder dem
om overbærenhed med min lille fejltagelse ! “
hnn er brillant !
Enhver , der har kendt min svigerinde i hendes
yngre dage , vil indrømme , at hun var et brillant
fruentimmer . Ikke alene havde hun i alle henseender
herredømmet over sin ydre personlighed ,
så at den , om jeg så tør sige , til enhver tid
og under ethvert forhold slog til , men selv i det
enkelte var der hos hende næsten intet at påvise ,
hvorom man ikke kunne sige , at det var
brillant . Hnn havde et par brillante dine , store
og sorte som steenkulsperler , der , velslebne , glimre
til alle kanter ; et brillant hår , et uigennemtrængeligt
net af nøddebrun nåsilke , hvis
blødhed kunne føles med diet ; en brillant Hals ,
et af fine årer gjennemdæmret elastisk rør , som
kunne svaie for den mindste villieluftning ; en
brillant skulder , et slags konstrigt udformet
chemisk præparat as roser og elfenb en ; en
brillant hånd , letrundet og hvid som sneen på
alpetoppe , og endelig en fod så brillant , at
ingen chineserinde , hvad længden angår , skulle
gøre hende rangen stridig . Vel havde alt dette
i årenes løb tabt sig endeel ; i sin suldeste elands
var det egentlig kun , da hun var mellem sytten
og tyve år — og hun er nu fireogtredive ; men
sin bestemte holdning har hun endnu , den er selv
overfor en nok så imponerende optræden så
sikker , at hun end ikke gør situationen den ubefydeligste
indrømmelse ; endnu kunne hendes Nine
flamme trods nogen sydlænderindes , især når
hun bliver heftig , og hendes hår , er det end
ikke mere få naturligt skinnende og blødt , at
man med niet kan føle dets finhed , få har hun
dog forstået at gjennemarbeide det så godt med
duftende essenser , at det , især når den rette
belysning falder hen derover , endnu gør indtrykket
af en nigennemtrængelig silkevæv . Kun
skuldrene er ikke ganske mere , hvad de engang
vare ; det chemiske præparat , hvor stos og farve
engang vare lige fuldendte , har tabt lidt af sin
fine udmeisling i con- og excentriske Buer , og hist
og her har det fået en ganske lille gul tone ,
næsten som de ferniserede fotographiske visitkort ,
når de have henligget i nogen tid . Men el
brillant fruentimmer vil dog enhver kalde hende
og det er da også blevet erkendt til den grad ,
at en ung , smuk og formuende mand på niogtyve
år i den allerseneste tid har betragtet det som
toppunktet af al livets lykke at modtage hendes
hånd , og for omtrent fire måneder siden , netop
den første Mai , den dag pigerne skifte tjeneste ,
i holmens kirke lovede hende , hvad jo vistnok
mangfoldige brudgomme før han have lovet , uden
senere at holde , men , hvad han sikkerlig vil blive
holdt til at holde , hvis ikke alle jnlemærker slå
fejl . Hvorledes min kones søster kom i bekendtskab
med ham , hvorledes han fik øjet op for det
brillante i hendes hele fremtoning , hvorledes de
besejrede hinanden og endnu daglig , om end ikke
ganske på samme Viis , arbejde på at besejre
hinanden , det kunne jeg nok have lyst til at fortælle
lidt om , hvis jeg kunne gøre det godt .
Men derom er jeg virkelig i stor tvivl . Imidlertid ,
jeg kan jo prøve derpå ; lykkes det ikke , er der
jo ingen skade sket .
Det var i julen 1868 , altså for ikke stort over
et år siden , at min kone , min svigerinde og jeg
varebudnetil gilde hos assessormichelseus i Strandgade .
Egentlig er han kun kammerassessor , og min
kone holder mest af , at jeg giver ham titelen
helt ud . „ Man kan aldrig vide , “ siger hun , „ når
du selv får en titel ; du har længe nok tjent
din konge ærlig og tro , og ville det så være
behageligt for dig , om andre knappede af i den ? “
Men dels anser jeg det ikke for kniberi at lade
„ Kammer “ falde bort , da der i assessor uden
„ Kammer “ i grunden er meget mere smæk end
i assessor med „ Kammer “ , og dels har jeg mærket
på min i rangklassen optagne ven selv , at han
ligeså gerne , om ikke hellere , seer „ Kammer “ falde
bort , som at det tages med . At kun min kone
og jeg og min svigerinde vare budne og børnene
derimod slet ikke nævnte i indbydelsen , lå deri ,
at der ugen efter skulle være børnegilde , og hvad
vor ungdom således tabte ved ikke at være buden
sammen med os , det vandt den ved at skulle samles
med sine lige . Hos assessor Michelsens går
det nu altid meget net til . De føre intet stort
hus , hans indtægter er i grunden endogså
for små til det hus , han fører . Alen ved festlige
lejligheder , når de se venner og bekendte ,
præsenterer huset sig dog ret godt , og har ganske
charakteren af et stort hus . Jeg vil just ikke
sige , at assessorens stå i noget egentligt absolut
nærmere forhold til mere dannede familier , når
da undtages mig og mine ; dette er nu , fordi vi
engang have boet i hus sammen nred dem , før
de flyttede til den , efter min svigerindes mening ,
fuldstændige udørk , Christianshavn , hvor de urr
boe ; men når der er selskab i assessorens hus ,
træffer man dog altid familier af anseelse der ,
thi assessorens frue bærer sig så snildt ad , at
hun altid lokker justitsrådens til at komine ved
forud at fortælle dem , at capitain i linien , rosenhjelm
kominer der , og kaptajnen og hans frue
lokkes ved , at det forud meldes dem , at justitsrådens
komme der . Grosserer jenseits , som i
grunden ikke holde af Michelsens , komme der for
toldinspecteur Olufsens skyld , og Olufsens besøge
egentlig , når de komme på Christianshavn , kun
Jensens , for de ovrige , der komme , have de ingen
interesse . En sådan måde at besøge på turde
være at anbefale allerede af rent oekonomisfe
grunde . Men således er selskabet i assessorens
hus altid et meget respektabelt , og det er mig
virkelig stnndom , som om den smule betegnelse
af min stilling , jeg kan sætte foran mit navn ,
det lidt fattige „ Revisor “ , ikke ret kan slå til
der . I l ' hombren , det siger jeg rent ud , generer
det mig næsten . Det er da gerne assessoren ,
justitsråden , toldinspectenren , der oven i købet er
etatsråd in søs , og mig , der få parti sammen ,
og ved siden af alle disse værdigheder og titler
er der i betegnelsen „ Revisor “ så grumme lidt
klang . Jeg bøder da også stundom lidt derpå
ved at lade min ven Michelsen få sin titel helt
ud , så at jeg endogså betoner ordet „ Kammer “
Lidt stærkere , end det efter sprogbrugen ret vel
bør betones , endskønt , når han mærker det og
bliver lidt urolig derover , så giver jeg ham straks
titelen igen i forkortet tilstand .
Men , som sagt , det var hos Michelsens , vi
vare indbudne , og min svigerinde skulle som sædvanligt
med , thi at gå i selskab uden hende
eller at modtage besøg , når hun ikke var tilstede ,
ville vi i det hele ikke have fundet hensigtsmæssigt
eller heldigt , da der , som tidligere bemærket , selv
endnu til den seneste tid er og har været noget
brillant i hendes hele personlighed og optræden ,
der måtte være af god virkning på dem , vi kom
i berøring med . Min kone var jævnt klædt . Hnn
havde en kjole på af fmåtærnet silketøi — som
jeg forærede hende , da jeg en månedstid iforveirn
i klasselotteriets femte trækning vandt halvtresindstyve
daler , den første gevinst , jeg havde
fået i elleve år — et overkast af hvidt cashemir ,
og et slags amphibialsk hovedtøj , en mellemting
mellem kappe og hat , hvorfra der hang nogle
som mattematiske figurer dannede strimler blåt
silketøi og en hel del uvisnelige aks . Min
svigerinde var betydelig elegantere klædt . Hun
var iført en ny kornblå silkekjole , hvori boutiksfolderne
vare aldeles urørte , og på bryst og Jermer
sad der flere rækker små glasknapper , der ved en
heldig belysning blinkede og spillede og gjorde en
i sandhed magisk virkning . Nedringet kjole , som
da hun var sytten år , bar hun ikke ; men dækkedes
rosen- og elfenbeenspræparatet end nu af et højt
liv , så var dette dog foran så ejendommeligt
firkantet udskåret , atmanfra , hvad mansåe , kunne
slutte til , hvad man ikke så , og det endda med
skikkelig avance for den , der havde resigneret på
det fuldt nedringede . Over skulderen og ned til
livet bar hun et skærf , et bredt tærnet silkebånd ,
der til nød godt kunne gælde for et
ordensbånd , som ikke endnu var kendt her , og
fra livet flagrede fortsættelsen af det i to lange
ender , der tog sig maleriske ud på den kornblå
grund . På hovedet havde hun kun en blomst ,
en naturlig , og et slags gordisk knude af røde
fløjls bånd ; men to lokker lå ligesom tilfældig
løsnede ned ad nakken , en på hver side , og
fortalte den , der forstår at tyde sligt , at deres
ejerinde endnu ikke havde opgivet sit krav på at
regnes til de ungdommelige skønne , der kende
den magt , de besidde . Jeg selv havde mine sorte
klæder på , som jo vel egentlig engang vare mine
bryllupsklæder , men som dog senere sorskjellige
gange er gjorte så godt om og komne således
ud af moden og i bløden , at min kone , da jeg
var fiks og færdig , erklærede mig for meget anstændig ,
ja , for en hel cavaleer . Da det blæste
stærkt , mente min svigerinde , at vi ikke godt
kunne gå den slemme vej over Knippelsbro , og
det kunne jeg da heller ikke indvende noget imod .
Jeg lod derfor hente en droschke , og klokken syv
og tre kvart rullede vi , min kone , min svigerinde
og jeg , fra kultorvet til Christianshavn .
Jeg har nu engang den tro , at intet i verden
fkeer uden højere hensigt . Bliver et af børnene
forkølet og må holde stuen nogle dage , tænker
jeg , at muligheden er for , at det , hvis det ikke
holdtes inde netop i disse dage , kunne være kommet
til ulykke på en eller anden måde —-og taber
pigen , når hun sætter maden på bordet ,
skinken , vi skulle have til aftensmad , i sandet ,
og den bliver uspiselig , så tænker jeg mig muligheden
af , at den , trods alle undersøgelser , ville
have været trichinholdig , og at min familie og
jeg således måske ved dette lille uheld er
reddede fra en forfærdelig døds kvaler . Da vi
kørte i droschken til Christianshavn , tænkte jeg
ikke over sligt ; min kone og min svigerinde
havde nok at overveje med hensyn til , hvad justitsrådens
og toldinspecteurens damer kunne
have på den aften , og hvad der ville blive sat
på bordet , og jeg måtte , for at være lidt gemytlig ,
give mit besyv med derom , hvorfor jeg ,
så at sige , var utilgængelig for alle højere ideer .
Men senere , når jeg tænkte på den aften , kunne
jeg dog ikke lade være at sige mig selv , at der i
indbydelsen til os fra Michelsens , naturligvis
uden denne families vidende , har ligget en højere
hensigt , en , om jeg turde bruge det udtryk , supratellurisk
plan , den , at skaffe min svigerinde en
stilling , der passede til hendes brillante personlighed ,
og samtidig dermed at lette mine skuldre for
en kjærlighedsbyrde , der , hvor tækkeligt jeg end
må have taget mig ud med den , dog , med de
små indtægter , jeg har , til sine tider tyngede
mig b ansat .
Da vi kom udenfor Michelsens port , så vi ,
at den var mere end almindelig oplyst , og da vi
kom opad trappen , var der mellem første og anden
sal , thi assessorens bo på anden sal , over
samtlige trin lagt strimler af falmet tæppetøi ,
som jeg mindedes at have set tidligere , i dets
grønne ungdom , oppe i stadsstuen . Min svigerinde
gik foran , og da hun så dette tegn på ,
at selskabet ville blive mere end almindelig elegant ,
var det , som om hun uvilkårlig voksede en tomme
højere , og , uden at jeg egentlig overvejede det ,
hviskedee jeg sagte og i fuld beundring til min
kone : „ Er hun dog ikke brillant ? “
I entredøren kom assessoren selv os i møde
med et ansigt fuldt af strålende velvilje , viste sig
i alle måder som den belevne Vert , og trak mig ,
efter at have overgivet mine damer til sin kone ,
for at de kunne soignere deres toilet en smule ,
ind i de allerede med gjester , og det med eliten
af , hvad jeg var vant til at finde der , overfyldte
værelser .
Kort efter kom min kone og min svigerinde
ind , og det ville være uærligt at negte , at det
var et slående indtryk , det gjorde , da min kone
var trådt til side , og min svigerinde nejede for
samtlige tilstedeværende med et smil , jeg nok ,
uden at kunne beskyldes for at gentage ordet
for lidt , kan sige , var brillant . Det var produktet
af selvfølelse og nedladenhed , af mild imødekommen
og klog tilbageholdenhed , af varm interesse
for enhver , hun så , og dog en gjennemdæmrende
bevidsthed om , at alle måtte se på hende . I
stilhed spurgte jeg mig selv , hvor det dog kunne
være , at dette brillante fruentimmer endnu ikke
var bleven gift , og det er slet ikke usandsynligt ,
at dette spørgsmål også i stilhed er opstået
hos flere . Upåtvivleligt er det fremkommet hos
en ung mand , der , idet hun trådte ind , stod tæt
ved døren , og som vi ikke havde set der før ; kun
har spørgsmålet hos ham vel haft en anden
form , det har vel lydt som så : „ Mon denne
brillante dame endnu ikke er gift ? “
Efter gensidige hilsener og håndtryk præsenterede
verten den eneste af gjesterne , vi ikke kendte ,
for os som hr. Carlsen , ejeren af det dejlige
gods „ Liliendal “ , en miilsvei fra København .
Jeg rakte ham hånden , min kone gjorde en lille
ærbar bøjning og tilkastede mig i det samme et
betydningsfuldt blik , som jeg fortolkede med :
„ Ham må vi absolut indbyde til os ! “ og min
svigerinde gjorde et ganske lille skridt tilbage og
nejede , men således at jeg nok tør sige , at han
i sit hjerte gjorde to skridt frem mod hende .
Gjesterne blandede sig nu mellem hverandre ,
assessorens frue gjorde sit bedste for at stille alt ,
hvad hun havde forberedt , i det bedste lys , assessoren
selv var lutter forekommenhed og skjelmeri .
I mit hjerte gjorde jeg i stilhed det
løfte , som jeg desværre dog siden ikke fuldkomment
holdt , ikke den aften selv nok så svagt at tyde
hen på nogetsomhelst , som kunne fortolkes som
„ Kammer “ , allermindsf iforbindelse med „ Assessor “ ,
og det var åbenbart , at alle ventede sig et godt
udbytte af dette julegilde , som enhver af os for
resten dog følte langt oversteg vor Verts kræfter .
Da theen kort efter blev præsenteret , kom
Carlsen og min svigerinde tilfældigvis eller
rettere heldigvis til at sidde sammen . Han talte
til hende om landlivets fortrin for kjøbstadlivet
— jeg havde nemlig sat min stol således med
ryggen mod hans , at jeg , trods alle forstyrrelser
as toldinspecteurens frue , der konverserede mig
om den mageløse musik i „ Faust “ , som jeg desværre
endnu ikke havde hørt , dog så nogenlunde
kunne følge med alt , hvad han sagde — han talte
til hende om naturskønhederne i den egn , han
boede i , og det var ikke så , den besad , han spurgte
hende , hvad hun , hvis hun skulle vælge mellem
landliv og byliv , ville vælge . Desværre kunne
jeg ikke ret høre hendes svar , hun har vist , i
erindringen om tidligere dage , hvisket det mere
end almindelig bly . Jeg har imidlertid ingen
grund til at -troe , at hun i den situation , hun
var i — jeg mener naturligvis ikke det michelsenske
julegilde i det hele taget , men særlig
hendes stilling overfor den unge landeiendomsbesidder
— skulle have foretrukket kjøbsiadlivets
travle uro for landlivets idylliske fred . Hun
ved kun alt for vel , at der ikke fra landet ind til
byen er længere end fra byen ud til landet , og
at vejen går ligeså let ud som ind og ind som
ud , når man blot har det , hvorfor man kan
ekspederes frem og tilbage , til at hun ikke , da
spørgmålet forelagdes hende nøgent og purt ,
skulle have klaret situationen brillant ved at give
landlivet fortrin .
Da vi rejste os fra theen , tog min kone mig
under armen og førte mig en smule til siden .
„ Det var et parti for jaeobæa “ , sagde hun , „ det
kunne også vi have godt as . Tænk , hvor prægtigt
børnene kunne være derude på likiendal i
sommerferien , og hvor det ville være gavnligt
for deres sundhed ! “ Jeg indrømmede sandheden
deraf , thi jeg holder selv meget af at sluge lidt
frisk land luft ; men jeg tilføjede dog : „ Endnu ved
man imidlertid ikke , hvordan han sidder i det .
Man kan nominell eje en ejendom og dog eje
meget lidet deraf “ . Jeg brugte med villie ordet
„ nominell “ , for at give hende lidt respekt for
min indsigt i flige ting . Men det var her
aldeles ikke på sin plads . „ I den henseende “ ,
sagde hun nemlig , „ kan du være rolig , jeg har
allerede på en fin måde forhørt mig hos Fru
Michelsen og ladet et lille ord falde derom til
Jacobæa . Han har arvet stendommen i fjor efter
sin fader og er for oieblikket en mand på to
hundrede tusinde . “ Uvilkårligt tog jeg min
kones hånd og trykkede den , jeg følte , uden ret
at tænke derover , en vis beundring for kvinden ,
der så hurtigt kan orientere sig i ethvert forhold ,
og da jeg , for ikke at vække opsigt ved vor gensidige
hvisken , idet jeg igen forlod min kone
passerede min svigerinde , så jeg , at der på
hendes kinder var to roser , så brillante , at jeg
gad se den gartner , der kunne fremvise to
skønnere .
Lidt efter blev jeg sat til l ' hombrebordet . Det
var denne gang assessoren , grossereren , kaptajnen
og mig , der kom til at spille sammen —
den unge landeiendomsbesidder havde ikke lyst til
at spille , han foretrak , i det mindste den aften ,
samtale . Toldinspecteurens frue spøgede lidt
med hans valg af underholdning ; hun mente ,
at de unge mænd nutildags dog ellers er mere
end tilbørligt opsatte på at komme til spillebordet ,
og de unge mænd fra landet frem for nogen .
Hun havde en voksen datter med , der , som moden
bød , åbenbart havde gjort sit nakkehår til knudepunktet
i sit toilet , og som stadig betragtede min
svigerinde , som det syntes , halvt forundret over ,
hvad mærkeligt der dog kunne være ved hende .
Har hr. Carlsen fundet min svigerinde meer
end almindelig fmuk , så er jeg vis på , at frøken
Olufsen har fundet hende mindre end almindelig
smuk , men til gjengjeld meer end almindelig
coquet , og jeg kan ikke negte , at jeg blev frapperet ,
da jeg engang under en oasgus i hjerter , hvori
jeg forresten blev ooæillo , kastede et blik op fra
mit kårt og så de tvende unge damer stå
ansigt til ansigt overfor hinanden , medens Carlsen
betragtede dem begge . Det var noget af det
brillanteste , jeg har set , af kvindelig turnering ;
i et Nn havde den unge pige spydet i sit bryst .
Omtrent klokken halv elleve afbrøde vi l ' hombren
for at gå til bords , min Vert ikke så
munter som tidligere på aftenen , thi han havde
tabt tre bloloer i træk , og jeg var oven i købet
uheldigvis , trods mit forsæt — jeg ved ikke ,
hvad det stundom er for en ond , drilagtig ånd ,
der farer i mig — et par gange kommen til at
kalde ham : hr. Kammerassessor . Men han tog
sig dog i det , bød justitsrådens frue armen ,
bad os andre tage damer og gik så selv med
sit erobrede bytte foran og ind i spisestuen . Jeg
nølede lidt , jeg ville se , hvem den nye gest tog
tilbords . Jo , ganske rigtigt ! han tog min svigerinde .
Jeg gad engang set den franske kejserinde ,
Napoleon den 3dies foeminine medregent ! Hun
er en født spanierinde , det er bekendt nok , og
spanierinderne er stolte ; men jeg gad nok sammenligne
hende med min svigerinde i henseende til
holdningen , isæridetøieblikdenne sidste gik til bords
med Carlsen . „ Brillant ! “ sagde jeg i mit inderste ,
„ Fuldendt ! “ og bød i min glæde toldinspecteurens
frue min arm . Men hun så og hørte mig ikke ,
eller hun ville ikke bemærke det ; hun tog justitsrådens
arm , og så , ja , så tog jeg min egen
kone . Som trofaste kampfæller i , hvad vi i aften
kæmpe for , tænkte jeg , høre vi dog også egentlig
sammen . Ingen kan vide , hvad en godsejer i
vore dage kan bringe det til , man har jo i den
henseende glimrende eksempler , og du selv , du
er endnu kun revisor .
Ved bordet blev der sagt meget morsomt , af
justitsråden endogså engang noget vittigt . Assessoren
oppede sig mere og mere igen , og hans kone
var en overmåde ferm vertinde . Toldinspecteurens
datter var ført til bords af justitsrådens søn ,
et ungt menneske , der med hensyn til , hvad han
ville foretage sig i livet , endnu stod som Herkules
på skillevejen og syntes at skulle blive stående .
Den unge pige var åbenbart lidt forstemt , og da
han tilfældig med en af sine kjoleknapper kom til
at hænge fast i sin borddames klare lermer , gav
hun , dog vist noget uoverlagt , et lille skrig , der
forresten slet ikke klædte hende ilde og drog hr.
Carlsensoinehenpå hende . Min svigerinde smilede
derover , kastede et overlegent opmuntrende blik
over til den unge pige og tog samtidigt dermed ,
da der netop blev ombåret postejer , uden fjerneste
tanke om , at det zarte silketøi i hendes kjole
skulle kunne komme til at lide ved noget uheldigt
greb , med så stor sikkerhed to postejer og lagde
dem på sin tallerken , at min kone , der iagttog
hende , ikke kunne andet end støde mig lidt på
armen og sige : „ Så du ? Var det ikke brillant ? “
Men har jeg nogensinde følt , at dette ord ,
anvendt på min svigerinde , var berettiget , så
følte jeg det , da assessoren senere ved kagen udbragte
sine gjesters skål og da navnlig Carlsens
som den , der var første gang i hans hus .
Hvordan det gik til , er mig nmuligt at forklare , men
min svigerinde forstod således , jeg antager ved et
eneste blik , at desorientere ham om skålens
virkelige natur , at Carlsen åbenbart må have
glemt , at der var flere gjester tilstede end hans
borddame og han , thi næppe havde assessoren
talt , og af en mand uden videnskabelig dannelse
at være skilte han sig virkeligt tåleligt ved sin
tale , før den unge landeiendomsbesidder , ffjøndt
skålen jo gjaldt alle gjesterne , om end fortrinsvis
ham , rejser sig og siger : „ Jeg takker for os
begge , for min borddame og mig , jeg for min
del vil aldrig glemme den behagelige aften , jeg
har nydt ! “ Fra alle kanter blev der en fuldkommen
taushed , alle vare som lynslagne . Samtlige
respektive familiefædre og mødre så betydningsfuldt
på hverandre , og jeg tror næsten ,
min kone var nærved at blive forlegen på sin
søsters vegne . Men da rejser pludseligt min
svigerinde sig , og idet hun på en ganske aparte
brillant måde svinger hovedet således på den
elastiske Hals , at hendes ord kunne synes henvendte
til alle , siger hun : „ Og jeg erklærer det
for enhver herres pligt , ligesom min bordcavaleer
at takke verten og hans frue på sin borddames
vegne . Den forekommenhed , der er viist os , kan
ikke betales med mindre . Thi det siger også jeg :
også mig vil denne aften være uforglemmelig . “
Alle så sig overraskede om , havde jeg været
maler , havde jeg malet situationen til udstillingen ,
enhver kunne da for en bagatel have fået det
hele at fe der . Så kom man lidt til ånde
igen , og i et nu rejste alle herrerne sig , jeg
naturligvis også , og takkede deres vært på
egen og dames vegne , og assessoren og hans
frue klinkede igen og takkede smilende for den
2ere , som vistes dem . Min kone så på mig ,
jeg så på min kone , den aften glemme heller
aldrig vi , den var brillant !
Man gik nu frabords , og der blev konverseret
igrupper , som man nu tilfældig kom i berøring med
hverandre . Hr. Carlsen gjorde mig den lere
at henvende sig flere gange til mig og spørge til
min familie , og jeg bad ham selv ved et lille
besøg at forvisse sig om , at , om vi end ikke vare
rige på gods , så havde vi dog hjerte nok for
folk af hans lige . Også min kone talte han
med , og jeg tror , sandt for dyden , at hun engang ,
da han gjorde hende en compliment , rødmede
som en ung pige , der endnu går i skole .
En halv time efter gav toldinspecteurens frue
signal til opbrud . Datteren var lidt svag efter
en sygdom , hun havde haft , og de turde derfor
ikke blive ude med hende længere ud på natten .
Da vi havde takket verten og vertinden — jeg
kaldte ham ved afskeden „ min kære assessor ! “
— og da vi alle havde rakt hverandre hånd til
farvel , stege vi atter tilvogns — thi droschken
havde vi igen ladet hente — og rullede hjem .
Dog nej , det er sandt , jeg glemte at sige , at den
unge landeiendomsbesidder fulgte os tilvogns og
hjalp min svigerinde , der ikke havde nemt ved at
komme over til vogntrinet , fordi der var faldet
lidt sne , og derfor måtte støttes , op i vognen .
„ Det var en prægtig aften , “ sagde min kone ,
da vi kørte , til sin søster , „ og du var i aften
brillant . “ „ Ja , brillant ! “ gentog jeg og lagde
mig så vidt muligt tilbage i vognen .
Nogle dage efter kom hr. Carlsen i visit hos
os , otte dage efter vare vi indbudne til julegilde
hos ham , fjorten dage efter var han til stort
selskab hos os , og en måned efter vare han og
Jacobæa forlovede . Da de første gang efter forlovelsen
en formiddag gik ud til assessorens , og
vi for selskabs skyld fulgte med og gik bagefter
dem på Kjøbmagergade , hviskedee jeg til min
kone : „ Det er et brillant par og et udmærket
parti . Men det bliver et hårdt pust for mine
fmå indtægter at gøre brylluppet . “
Den første Mai fandt , som sagt , bryllupet
sted i holmens kirke . Præsten talte meget smukt ,
toldinspecteurens frue , der var med til bryllupet ,
græd endogså . Jeg bør vel ikke glemme ,
at jeg netop dagen før bryllupet var bleven udnævnt
til secretair , en titel , der dog forresten
flet ikke klinger stort bedre end revisor , og som
min kone ikke er så lidt misfornøjet med . Da
brudeparret om aftenen tog fra mit huns ud til
liliendal , havde , som vi dagen efter fik at vide ,
Michelsens illumineret , og det var smukt af dem ,
det var mere end nogen af de andre , der boede
os nærmere , havde kunnet få råd til . „ Jeg
har nu gjort , hvad jeg kunne , “ sagde jeg , da de
vare borte , til min kone , medens hun lagde børnene
tilsengs , „ blot det nu må gå for dem ! “
„ Vær du kun rolig ! “ sagde hun , „ det har ingen
nød , jeg kender Jacobæa bedre , hun er brillant ! “
Da vi formiddagen efter bryllupet vare til
gratulation på liliendal , som jeg nok tør sige
af dets ejer var gjort til et lille elysium —
havestuen var navnlig noget af det nydeligste ,
jeg har set , og navnet Jacobæa var anbragt
der , konstigt dannet af blomster ved brudgommens
egen hånd -— og da vi , efter at have
gennemgået en hel del af brudegaverne ,
kastede diet ud af vinduet , så vi en vogn rulle
op i gården , og det var Michelsens , der kom
for at gratulere . Jeg må i forbigående sige ,
at assessoren og hans kone virkelig havde viist
sig meget nette ved denne lejlighed . De havde
sendt brudeparret en sølvpotageskee og seks nye
theeskeer , medens toldinspecteurens kun havde
sendt aldeles blankt seks theesfeer , hvad Jacobæa
da rigtignok også , så meget mere som hun alt
i forvejen havde et lille horn i siden på dem ,
lovede ikke at glemme dem . Og da Michelsens
kom ind , gik såvel min svigerinde som hendes
mand dem meget venligt i møde og hilste på dem
og førte denr omkring alle vegne . Da assessoren
derefter var kommen til sæde , sagde han , aldeles
uden at kende noget til vor opfattelse as min
svigerinde : „ Nå , min gode hr. Carlsen , nu
er de da rigtig tilfreds ; det er en brillant kone ,
de har fået dem ! “ Selvfølgelig spidsede jeg
' øren til , hvad den nye legtemand ville svare ;
men hvor overrasket blev jeg ikke , da han sagde :
„ Det håber jeg ! I den formening friede jeg
idetmindste til hende . “ Og så lagde han sin
hånd på hendes , ligesom for at bestyrke , at
han havde dette håb . Egentlig var der jo vel
nu ikke noget at sige dertil , det var jo slet ikke
andet , end hvad der var naturligt og sandt ; men
af en 2egtemand på en dag forekom mig dog
mtringen lovlig kølig , og selv min kone stødte
den , så at hun så vist på mig . Hvad min
svigerinde tænkte , ved jeg ikke ; men det forekom
mig dog også , at hun noget hurtigt trak
sin hånd bort fra hans . Skulle der allerede
have været en lille kurre på tråden , tænkte
jeg ; umuligt var det ikke ; thi bestemt er min
svigerinde , hun har en villie og vil have den
respekteret . Men så tænkte jeg igen : det er
umuligt , så tidligt kan der ikke have været nogen
differens , og da vi toge hjem , vare min kone
og jeg enige om , at hendes søster og Carlsen
vare lykkelige med og ved hinanden .
Ak , hvad er dog i grunden alle menneskelige
beregninger ! Jeg havde tænkt mig en højere
hensigt med dette julegilde , og det er endnu ikke
pindse , og jeg er færdig ved at tro , at hvis der
virkelig har været en højere hensigt ved de to
nygiftes møde ved dette gilde , så har alt
supra nubss ikke været ret beregnet . Ikke som om
der , os vitterligt , har været noget i vejen imellem
Carlsen og hans kone—nei ! Alt går så godt
derude på liliendal , at det er en fornøjelse ; men
det forekommer mig dog , at Carlsens ansigt er lidt
alvorligere end før , og når jeg begynder at tale
om min svigerindes udmærkede egenskaber , og
hvordan hun var , da hun var en snes år , så
søger han bestandig at undvige med sit svar , og
at tale om ganske andre ting . Hvor jeg kaster
mit oie hen derude , er det brillant allsammen ;
men siger jeg spøgende til min svigerinde , når
hun for eksempel skifter dragt et par gange i
løbet af formiddagen og kommer ind den ene
gang smukkere end den anden : „ Det må man
lade dig , du er brillant ! “ så kan jeg ikke sige
den unge legtemand fri for , at der er et ganske
lille ironisk træk om hans blnnd , og jeg er da
færdig ved ikke at få den sidste stavelse af ordet
„ brillant “ med , men bliver snnrrende på
„ brik “ , således at jeg næsten føler mig forlegen
derved . Jeg gad vidst , om der virkelig skulle
være en misvisning i , hvad jeg troede at være
en højere bestemmelse . Siden jeg blev secretair ,
er jeg begyndt at blive skeptiker . Ikke som om
de anskuelser af alt idealt og højere , jeg har
havt i min tidligste tid , er blevne rokkede ; nej !
Men jeg har begyndt at se alt i verden lidt
dybere ind end til skallen , at se det til kerne « ,
uden illusionens blændende slør . Det er altid ,
det seer jeg nu , de underordnede , som skulle holde
for ! Det er dem , som må trælle , og vil man
endelig engang dog lønne dem , så spiser man
dem af med mindre end intet , så sætter man
dem så lavt ned på rangens og værdighedernes
stige , at de langt hellere må blive stående frank
og frit udenfor den . Jeg tror sandelig , at den
titel , jeg har fået , har været mig mere til skade
end gavn . Før troede man på muligheden af
„ Justitsråden “ , nu er stemplet sat på mig , jeg
kunne ikke møntes ud højere end til „ Secretair “ .
Det er maksimum af , hvad jeg er værd . Carlsen ,
det er min overbevisning , overser titelen aldeles ,
han nævner den aldrig . Og så har jeg desuden
de daglige regninger i-overflod , de komme snesevis ,
skokkevis ; thi det kan ikke negtes , at bryllupet
var brillantere , end det var nødvendigt at gøre
det ; men det ene måtte jo ligne det andet , og
kunne jeg så andet for min svigerindes skyld .
Ja , det er afgjort : det er endnu de første
hvedebrødsdage for de unge folk , men fuldkommen
rent brød i posen have de næppe . Det kan nok
være , af min svigerinde gør lovlig store for ,
dringer , og af hun har viist ham sin holdning
mere end nødvendigt allerede for tidligt . Hun har
hørt det ord „ brillant “ anvendt så lidt på sig ,
af jeg frygter for , af vi selv have gjort vort til
af fordærve hende og fremkalde , hvad der nu
kominer . Det skulle gøre mig ondt , skulle toldinspeeteurens
få det af skumle over . Datteren
er i går bleven forlovet med en ung attache ved
et af de fremmede gesandtskaber , en meget net ung
mand , der påståes endogså af en af de fornemste
familier ; han har et „ van der “ foran sit
navn . Men ganfle rigtigt er det næppe gået til .
Der er nok arbejdet artigt derpå af toldinspecteuren
og hans kone , som ikke have kunnet forglemme ,
af min svigerinde snappede Carlsen bort *
for deres datters næse . De have nok lirket
ganske antageligt ved den unge mand , for af få
ham til af gå i tøjet . Det kan min kone og
jeg da fige os fri for ; alt slags lirkeri , det have
vi skyet som pest . Går det galt , så slå vi
udenfor . Ni toge forbindelsen som den kom , det
var vor skyldighed , det skyldte vi min svigerindes
fremtid , det var vor pligt , så længe vi
troede på en højere hensigt dermed . Mere have
vi ikke gjort !
Jmorgen aften skulle vi have pindsegilde . Jeg
siger „ Pindsegilde “ blot som modsætning til julegilde ,
thi egentlig give vi aldrig pindsegilde , og
dette finder kun sted , for at vi ligesom officielt
kunne modtage det unge par , der endnu ikke siden
bryllupet har været her til større selskab . Det
koster mig endeel , jeg tilstår det , det koster mig
meget , og jeg har , for at dække de mange udgifter ,
jeg har haft i den seneste tid , måttet søge mig
extrårbeide . Jeg har taget en secretairplads
hos en galanterihandler på -østergade ; inde på
hans privatcontoir fører jeg bøgerne et par timer
om dagen , naturligvis udenfor min arbejdstid
i ministeriets revisionscontoir . På en måde
er derved den titel , jeg har fået , bleven ikke blot
uheldig , men også overflødig . Hvad man i
virkeligheden er , behøver man jo ikke først at give
sig udseende af . Er man kerne , er det en tåbelighed
at ville synes skal . For mit secretairskab
hos galanterihandleren får jeg desuden
betalt — for det secretairskab , jeg fik af kongen ,
må jeg betale . Men det er nu lige meget ! Når
blot pindsegildet må spænde nogenlunde godt af ,
og alt med de nygifte må gå efter snske , så
kommer man vel ud over resten . Var det ikke
for børnenes skyld , der glæde sig til at komme
på landet i sommerferien , og for den sags
skyld også for min kones og min , thi vi have ,
med ro8a sagt , også så småt tænkt på at ligge
ude på liliendal en månedstid — det vil sige ,
jeg måtte jo køre ind hver dag , thi mine forretninger
kan jeg ikke lade skøtte sig selv — var
det ikke , siger jeg , for denne hyggelige udsigts
skyld , ville jeg foreslå Carlsen og min svigerinde
at gøre en lille udenlandsrejse et halvt
årstid . På Jacobæas livlige ånd ville det
have en brillant virkning , og jeg var i længere tid
fri for disse gilder , som jeg ikke kan negte i
længden falde mig lidt drøjt . Men det er dog nok
ikke været at tale derom , jeg tror ikke min kone
ønsker det .
Jaftes fandt da også gildet sted , og der
var ikke så få såvel af vort bekendtskab som
af Michelsens . Toldinspecteurens vare der dog
ikke , de vare budne til legationsråd Pranges , og
vi have nu foresat os at afbryde al omgang med
dem . Det varer vist ikke længe nu , inden han
bliver etatsråd . Klokken halv ni kom alle gjesterne ,
min svigerinde og Carlsen med fire for ,
og det kan ikke negtes , at det gjorde endeel opsigt
på kultorvet , da vognen rullede hen for døren .
Fattigfolk og børn stillede sig såmænd op i
Rader , medens det unge par gik over fortoget ;
der stod endogså en student . Det er lidt uheldigt ,
at vi bo i et hus og ikke i en gård ; vi have
ikke plads til hest og vogn , og kusken må da
altid , når de komme til os , holde udenfor eller
køre hen med vognen til en af Carlsens slægtninge ,
som vi kun have talt med et par gange
ved bryllupet og ude hos Carlsen , men som vi
ikke ville søge omgang med , da han forekommer
os lidt fornem på det . Rigtigst var det , om vi
flyttede til en eller anden gård ; men min lille
indtægt kan umulig slå til , lejen er så høj ,
og foreløbig — foreløbig må vi vel blive , hvor
vi er . Som sagt , klokken halv ni kom alle gjesterne ,
Carlsens iberegnede , og det var et brillant
syn , da de stege ud af vognen , og tjeneren
fulgte dem op ad trappen med nogle småting
min svigerinde havde taget med til os . Det
undgik mig imidlertid ikke , at Carlsen så temmelig
forstemt ud , og da jeg , efter at have hilst på
ham og hans kone , og yttret mig om et og
andet , der lå nær , lod indflyde en lille bemærkning
om , hvor behageligt det måtte være
at have en så brillant ekvipage , svarede han
noget but : „ Hm ! Det brillante har aldrig været
min kjephest . Vi landmænd have andet at bruge
vore heste til end kørsel af den natur . Hvor
to kunne slå til , bruger jeg kun høisf nødig
fire . “ Jeg indrømmede rigtigheden deraf , men
mente dog , at man for damernes skyld nok
kunne og burde ofre lidt . „ Nok muligt , “ sagde
han ; „ men der er et , man ikke kan og ikke bør
offre , og det er sin selvstændighed ! “ Og dermed
drejede han sig om og talte til assessoren , der
syntes at have anstillet filosophiske betragtninger
over livet efter dette ; i det mindste var han alvorlig
nok dertil . Jeg følte nu tydelig , af det nye legtepar ,
som jeg før sagde , ikke havde rent brød i
posen ; der var åbenbart i hvedebrødet kommet
bitter gær . Og et mærkede jeg , af han ved
sin attring om selvstændighed snærtede til mig . -
jeg ' skal dog skrive mig det bag oret . Det er nok
muligt , af han ikke er det brillante fruentimmer
værd , som han har fået .
Ved bordet udbragte jeg mine gjesters skål ;
men pompeust som ved julegildet spændte det ikke
af . Michelsen takkede på alles vegne og ytrede
det håb , af secretairen og hans frue ret ofte
måtte opfordre deres venner til af fornye besøget .
Carlsen sagde intet , og da jeg udbragte skålen
for ham og min svigerinde særlig og sluttede med :
„ Gid det , der er begyndt så glædeligt “ — for ikke
af bruge stærke farver , ville jeg med forsæt ikke
sige brillant — „ gid det , der er begyndt så
glædeligt , også må fortsættes glædeligt , til alle
parters held og tilfredshed ! “ nøjedes han med
ganske tørt af løfte glasset og sige : „ Jeg takker ! “
Da det var meget lummert i vejret , og varmen
i stuerne trykkede endeel , uagtet alle vinduer
støde åbne , og genboerne således kunne se
lige ind , hvad der for så vidt jo rigtignok kunne
være det samme , da vi sandelig ikke behøvede at
skamme os ved vort arrangement , skiltes man
temmelig tidlig , og klokken elleve en halv rullede
Carlsens ekvipage allerede igen ud til liliendal .
Da alle de fremmede vare borte , og min kone og
jeg vare ved at gå til sengs , udtalte jeg for hende
min frygt for , at det dog næppe ville gå i
længden med de nygifte . „ Jeg begynder selv at
få skrupler , “ sagde hun , og tog sin natkappe
på . „ Min søster er unegtelig lidt pragtsyg og
har ikke godt ved at føje sig efter andre ; men ,
fådan i et selskab , hvor det gjelder om at presenters
sig , er hun dog virkelig — det må du
tilstå — brillant . Jeg har fra barndommen
af aldrig kunnet måle mig med hende . “ Jeg
få på min kone , som hun der stod i sin natdragt ,
og jeg kunne ikke negte , at hun havde ret ;
men jeg troede det rigtigst dog ikke at sige ja til
hendes dttring , det var jo muligt , at det kun var
sagt for at modsiges , og fruentimmerne — ja det
er nu det samme , fruentimmerne har jeg altid
havt megen respekt for .
desværre har jeg dog vist ladet et ord salde
fil min svigerinde om en udenlandsrejse , og jeg
hører nu , at det har haft en uheldig virkning ,
om der end er gået over en måned , før virkningen
indtrådte . I dag kom Carlsen herop ; han
var kørt herind på en lille , simpel jagtvogn med
en fjerding smør bag i vognen ; han havde et
lerinde op fil min kone . „ Nå , “ sagde han fil
mig , „ Deres svigerinde har nu fået det indfald
at ville rejse ildenlands , og hun sætter himmel og
jord i bevægelse , for at sætte sin villie igennem .
Ideen er deres , hr. Secretair , tror jeg . “ Det
var første gang , jeg havde hørt ham kalde mig
„ Hr. Seeretair ! “ det gjorde mig lidt betænkelig .
„ Men denne gang ville vi dog se , hvem der
går af med sejren ! “ vedblev han . „ Vel er der ,
at dømme efter hendes øjne , da vi talte derom ,
spansk blod i hende , men vi nordboere er heller
ikke at spøge med ! Tænk dem ! Blot for at spille
en rolle i verden vil hun , at jeg skal rejse fra
min bedrift og mit hus og lade alt sejle sin
egen sø i mindst et halvt år ! Jo , hun er
brillant ! “
Jeg sagde , da jeg begyndte min fortælling , at
jeg var i stor tvivl , om jeg kunne fortælle det , jeg
havde tænkt at ville fortælle , rigtig godt ; jeg er
nu kommen til erkendelse af , at det ikke ret vil
gå . Meget vanskeligt har det navnlig været mig
at lade præsens og præteritum veksle således , at
det gjorde den ønskelige virkning , det vil sige ,
stadig skildre det skete som forbigangent og dog
lade det fremtræde således , at det var , som om
de svundne tanker , stemninger og begivenheder
først gennemleves nu . Og så trykkede det mig
stadig lidt , at min svigerinde måske skulle komme
under vejr med , hvad jeg fortalte , og stødes ved
et eller andet udtryk . Jeg vil derfor afbryde min
fortælling her . Kun et vil jeg sige , det er siden
Carlsens meddelelse om rejsen stadig gået ned ad
bakke med harmonien imellem de nye legtefolt ,
og den synes i dag , den 2den september , i det år
efter verdens skabelse 5869 og efter Christi byrd
1869 , temmelig nær ved at briste . Jeg håber dog ,
at den alligevel holder , og at hun , som jeg sagde ,
da jeg begyndte , og som hun tidligere altid har
gjort , sluttelig nok vil sejre , hvad hun da forresten
allerede har gjort med hensyn til udenlandsrejsen ;
thi , hvad man end med rette vil kunne indvende
imod hende , det tør jeg frejdigt sige : hun er
. . . . . . . nej , jeg tror dog , at jeg ikke mere vil
bruge dette ord . Ikke , som om jeg var overtroisk !
Nej ! men man kan dog aldrig vide , hvordan man
er stillet . Til principerne for den højere styrelse
kender man så lidt ! Men — hvilket ord skulle
jeg vel foretrække ? Jeg ved sandelig ikke ! Måske
de lerede , der nu have hørt historien , selv ville
bestemme det .
hvad der gør udslaget .
Han havde nok af guld og sølv , og verdens
azre fattedes ham ikke . Men glad var han dog
aldrig , han manglede et : et hjerte at elfle , et
hjerte at slutte sig til .
Og tiden gik , og han blev gammel , hans
hår begyndte at gråne . Og da sneen en dag
faldt tæt , og vinden sufede i de nøgne træer
udenfor hans vindue , da stod han stille og så
ud , han syntes , det var koldt omkring ham , —
skjøndt ilden knittrede i ovnen , koldere end ude
i det ville vejr .
Da bankede det på hans dør , det var en
faftig kone med sit barn . Hun bad om en gave ,
for guds skyld og for sin armods . Og han
åbnede sin pung og gav hende en lille sølvmønt .
Men leilighedsviis , som han rakte hende den , så
han , at hun var smuk , og at barnet lignede sin
moder . Og han åbnede pungen på ny og gav
hende endnu det dobbelte af , hvad han havde
givet hende .
Hun takkede ham , takkede ham for , hvad hun
kunne udrette dermed , og for hans store barmhjertighed .
Og leilighedsviis som hun talte , mærkede
han , at hendes stemme var velklingende og
blød , og det syntes , som havde længe hans dine
ikke set noget så smukt , som havde længe ikke
så mild en klang klinget ind i hans sjel .
Så tog hun ved dørgrebet for at gå . Men
han standsede hende og bad hende sige ham , hvem
hun var , og hvordan hun var stillet i verden .
Og hun fortalte ham , at hun kun atten æar gammel
var bleven gift med en flink arbejder , at hendes
mand og forsørger to år efter var bleven båren
fil sin grav , en tærende sygdom havde endt hans
liv , at hun i to år derefter havde arbejdet og
kæmpet , savnet og lidt , og at kun tanken om i
hendes tresårige lille søn at se en fremtidsstøtte
holdt hende oprejst . Og han åbnede sin pung
påny , for i hendes hånd at tømme hele dens
indhold . Men leilighedsviis , som han tømte den ,
mærkede han , at hendes hånd skælvede , og han
troede , det var af taknemlighed , thi i hendes
die så han en sølvklar tåre .
Da bød han hende en stol og satte hendes
søn på en anden ved siden af . Men hun vovede
ikke at sætte sig , hun syntes , at det grønne fløjl ,
hvormed den var betrukken , var ikke bestemt fil
sæde for armod og savn . Men leilighedsviis
som hun vægrede sig , følte han tydeligere , hvad
han selv savnede , og hans opfordring fil hende
om at sidde blev næsten en bøn .
så satte hun sig , men ydmygt . Og -da han
tog hendes hånd og spurgte , om hun kunne ønske
sig en ny forsørger , betragtede hun ham forbavset
og blev hvidere end sneen udenfor . Men han
forklarede hende , hvad rigdom var , og hvor lidet
den formanede , og han fortalte hende , hvad han
savnede og hvad hun kunne have at give bort .
Og da hun så på sin lille dreng og hun så
på den alvorlige givers bekymrede ansigt , kastede
hun sig rødmende på knæ og lovede ham at være
for ham , hvad et menneske uden kundskab og
dannelse , kun med et hjerte fuldt af taknemlighed ,
kunne være .
Og fjorten dage efter stod der bryllup , den
rige herregårdseier giftede sig med den fattige
tiggerske , der havde tryglet ved hans dør .
Et år gik hen , og sneen faldt atter tæt , og
udenfor hans vinduer peb vinden atter i de nøgne
træer . Nu og da så og hørte han det vel , men
hans tanke var ikke derved . Han trykkede et
Kys på sin hnstrues pande , og når den lille
så det og legende kom hen til ham , satte han
ham på sit knæ , og glemt var stormen og
sneen udenfor .
Så gik der år , og udenfor hans vindue stod
træet med sit løv , og rosen blomstrede . Men
mere blomstrende end den stod hans unge viv
og fæstede sit Nie på den rige sommerpragt .
Og han få det , men rigtig glad var han igen
ikke . Han så , at hun havde nok af guld og
sølv , og hvad hun kunne ære og agte savnede
hun ikke , men for sin ungdom havde hun dog ikke
fået ungdom i vederlag .
Og tiden gik , det var , som om årene og de
gode dage gjorde hende yngre . Og en dag , da
båren atter klædte alt med blomsterpragt , og
hun stod ved sit vindue og betragtede den , bankede
det på hendes dør , og det var hendes rige
mand , der kom ind til hende . Han hilsede på
hende , og hun nikkede smilende igen . Og alt som
hun nikkede faldt en tyk , nøddebrun lok ned over
hendes hvide , fyldige bryst . Han så det , men
leilighedsviis så han tillige , at hans egne hår
vare ganske hvide , og skønt han i lange tider
havde vidst det , følte han sig dog netop nu så
fattig overfor hende . Og da han bad hende om
et Kys , stod han for hende , som hun den første
dag , han så hende , havde slået overfor ham .
Men hun bøjede sig henimod ham og gav ham af
sin rigdom .
Så tog han hendes hånd og trykkede den .
Men alt som han gjorde det , skælvede hans hånd
dog lidt , og da hun mærkede det , gik der gennem
hendes hjerte en anelse om , hvad der bevægede
sig i hans indre . Og hun sørgede , men vovede
ikke at sige hvorfor .
Og atter gik en tid , fra alle kanter hørtes
kun beundring af hendes skønhed . Man forbavsedes
over , hvad der i de syv år , hun havde
været gift , under et lykkeligt huuslivs ly havde
udviklet sig hos hende . De unge mænd vare begejstrede
for hende , de unge kvinder indrømmede ,
at hun var smuk . Men mere og mere følte han
sig som den fattige , og da våren på ny klædte
frugttræerne med blomster , stod han tavs ved sit
vindue og så ud , han følte , at det træ , der
havde blomst , også havde ret til frugt .
Da gik han en dag ind i sit Kammer og lukkede
sin dør . Og da han havde delt alt , hvad
han ejede , i tvende dele og givet sin gave retslig
gydighed , gik han ind til sin hustru , for at sige
hende farvel . Hun savnede ikke rigdom , hun
fluide nu heller ikke savne ungdom . Den hånd ,
hun engang havde givet ham , ville han give hende
tilbage ; når år var gået , kunne hun skænke den
fil en angre . Men hvad han tænkte på , det vidste
hun , og da han trådte ind i hendes værelse , stod
hun for ham i sin fattige tiggerdragt , som hun omhyggelig
i de år , der vare gåde , havde gemt .
Længe forbleve de tante og så på hinanden .
Men da hun nu tog sin søn i hånden og atter
bad ham for guds skyld og hendes armods at
give hende en gave , da forstod han hende , forstod ,
at gaven ikke var den , hvorom hun tidligere bad ,
forstod , at ikke rigdom og ikke ungdom er det ,
som gør udslaget , men at der er et , der gør
fyldest for alt , og det er i ve som vel : det varme
hjertes kærlighed .
del sagde jeg nok !
„ Del sagde jeg nok ! “ sagde kammerråd Rasmussen
fil sin kone , der lå besvimet i en stol
med øjnene lukkede for , hvad der foregik omkring
hende , og kastede , idet han sagde det , en Avis ,
han ufravendt havde stirret på , foran sig på
bordet ; „ Del sagde jeg nok ! Nu har du det så
godt ! “ Hun hørte imidlertid ikke , at han sagde
det , og , selv om hun havde hørt det , havde hun
ligeså godt kunnet ladet være at høre det , thi
hun vidste , at det var ikke , som han sagde , hun
vidste , at han ikke havde sagt det , der var spørgsmål
om , og hun vidste , at hun ikke havde det
godt . Men kammerråden faldt det slet ikke ind ,
at hans kone måtte tænke således . „ Det sagde
jeg nok ! “ gentog han endnu engang og kastede
sig , tilsyneladende tilfreds ved denne bevidsthed ,
tilbage i en stol , som om også han var besvimet .
En og anden vil nu måske spørge , hvad
da kammerråd Rasmussen egentlig havde sagt
eller rettere ikke sagt , og hvad der gjorde situationen
så ejendommelig , at manden var rask og
vel og for så vidt jo havde det godt , skønt hans
kone , hvis hun i dette nieblik havde set ham
ligge henstrakt , ville have troet , at han ikke havde
det godt , og at konen hverken var rask og vel
eller havde det godt , skønt dog hendes mand ,
der så det , sagde : „ Nu har du det så godt ! “
Og jeg skal derfor , så vidt jeg er i stand dertil , ved
at gå tilbage til forviklingens tidligste kilde ,
i korthed gøre rede derfor .
Det var tredje pintsedags morgen og det
dejligste vejr , nogen kunne tænke sig . Solen
strålede klart på himmelbuen , og var der end
hist og her en lille sky — set i den normale afstand
og nden optiske apparater , var den dog for
ikke stort mere at regne end de skønhedspletter ,
damerne i Ludvig den 16des tid satte på deres
Hals og ansigt , for at fremhæve teintens gennemsigtige
klarhed . Da kammerråden , allerede
før klokken i tårnet slog seks , stod op og « åbnede
vinduet , for at se , hvad udsigter der var
for en udflugt i det grønne den dag , vendte
han sig om til sin kone , der endnu lå i sengen ,
og sagde : „ Pragtfuldt vejr ! Luften som farvet
med ægte berlinerblåt ! “ og Fru Rasmussen ,
som nylig havde drømt om en i en blikkasse
indpakket alliancetærte , der var svulmet op og
bleven til en høj , hvorpå der vaiede et flag
med jndskriften : „ Alliancen til Tårbæk “ , vågnede
med et lille glædessfrig og sagde : „ Det var
dejligt ! Jeg tænkte nor , at de fik hinanden ! “
Dette svar kunne nu kammerråden ikke ret forstå ,
og da det ikke stod i den strengeste logiske
forbindelse med , hvad han havde yttret om vejret ,
var det heller ikke så urimeligt . Han vendte
sig derfor endnu engang til sin kone og sagde :
„ Pragtfuldt vejr ! Ganske stikket til en skovtour ! “
Og hans kone , der nu var bleven lysvågen ,
sagde : „ Nej virkelig ? Det var jo rart ! “ medens
hun dog havde en uklar fornemmelse af , at hun
nylig havde sagt , hvad hun ikke skulle sige . Lidt
efter var dette dog atter glemt , og da de , efter
en udtømmende behandling af det undtømmelige
stof for samtaler : „ godt vejr og dårligt vejr “ ,
vare komne i klæderne og på ny åbnede hver
sit vindue , sagde de begge med strålende ansigter :
„ Så godt man kan tænke sig ! “ og kammerråden
søiede til : „ Det sagde jeg nok ! “ Så gik de ind ,
for at vække deres døtre , der endnu sov på
deres grønne øre , og da den ældste af dem ,
frøken Marie , slog øienene op , var også hun
midt en drøm og råbte ganske højt : „ Lad være ,
Frederik ! “
Med denne korte , prunkløse skildring af den
tidlige morgenstund i kammeråd Rasmussens
hus , forinden alt sættes i bevægelse til udførelsen
af en længe tilsigtet skvvtour , burde det
vel egentlig være nok , så at familien nu trøstig
kunne slige tilvogns , så snart de unge piger vare
komne op og havde gjort deres toilet . Men
dels var vognen ikke kommen endnu , og uden
vogn kunne der selvfølgelig ikke køres , dels skete
der , da den kom , et og andet , der absolut må
tages med , hvis der ikke skal blive en lakune
i historien og senere efterhånden fremkomme
noget , der ikke forud har sin naturlige begrundelse .
Allerede på dette fortællingens standpnnct vil
det desuden være nødvendigt at sige , hvem
Frederik er , og hvad der lå til grund for frøken
Maries hende selv ubevidste råb : „ Lad være
Frederik ! “ hvormed kammerråden og hans kone
bleve modtagne . Man kunne ellers let allerede
forud få onde tanker om hende , og i sandhedens
strengeste medfør må det dog siges , at
hun var en højst ærbar , en højst blufærdig pige .
Navnet Frederik tilhørte hverken mere eller mindre
end en fætter af hende , en munter dansk jurist ,
der aftenen forud havde villet tage et Kys fra sin
cousine , fordi han et par dage i forvejen til sin
eksamen havde fået „ Begvem , “ og nu syntes ,
han intet bedre vederlag kunne få for tort og
tidsspilde end et halvt givet , halvt taget Kys
på sin cousines friske læber . Det håbede vederlag
nåde han imidlertid ikke , formodentlig havde
hans cousine en noget anden mening om examenspræmier
end han . Uden ceremonier blev han afvist
ved et strengt : „ Lad være , Frederik ! “ Men
uden at dette i mindste måde skal siges i hendes
dissaveur , turde det dog nok være , at hun senere
i al stilhed fortrød sin noget strenge opfattelse
af compensationsspørgsmålet . Unge mennesker
vare de begge , hun ikke stort over atten år ,
han ikke synderligt over to og tyve , og havde
han blot haft en lille smule mere end sit „ Bekvem “
At støtte sinefremtidsudsigterpå , er der ikkespørgsmål
om , at kammerråden slet ikke havde haft
imod , at Frederik ikke havde „ ladet være ! “ Men
som det nu var , ville det dog være ham meget
imod , om hans smukke datter — thi det kan
måske alt her indskydes parenthesifl , at frøken
Marie virkelig var nydelig — sfjænkede sin raske
fætter en dybere interesse . Det var derfor med
en smule nysgerrighed efter at erfare grunden
dertil , at han hørte datterens udbrud : „ Lad være ,
Frederik ! “ så meget mere , som han endnu ikke
ganske havde glemt sin kones : „ Jeg tænkte nok ,
at de fik hinanden ! “
Foreløbig blev der dog ligesålidet talt om
gådefulde drømme , som om deres sandsynlige
betydning . Der var nu andet at tage vare på ,
det var livets realitet , man ville glæde sig ved .
En månedstid i forvejen var kammerråd Rasmussen
ved en stedfunden reduktion i nåde
bleven entlediget fra sin post under toldvæsenet ,
og var der end noget i denne entledigelse i
nåde , der havde en bitter eftersmag , så varder
dog ved den kammerrådstitel , han nu bar ,
givet ham en så eklatant oprejsning , at det
bittre mindre føltes . Vel var han ikke bleven
virkelig kammerråd , han havde kun fået plads
blandt „ andre kammerråder “ ; men i vore dage ,
hvor det i det hele taget ligeså meget , om ikke
mere , gjelder at synes som at være , havde forskellen
ikke for ham så stort at betyde . Nok
sagt , det var denne optagelse i de titelbegavedes
syvende klasse , der skulle fejres ved en . festlig
skovtour , og allerede i den tidlige morgen ,
klokken syv , skulle den sættes i værk fra kammerrådens
bolig i compagnistrædet , hvor man til
jevnt hold ikke mærker synderligt til skovluft .
Til det bestemte klokkeslet var da også familien
fiks og færdig , fruen i et nyt overtræk af guulstribet
musselin , frøken Marie i en klar , hvid
kjole og med en lille rød silkehat , der lod de
fyldige , blonde nakkekrøller fri nådighed , hendes
yngre søster Hanne i en grå frakke og med en
matroshat med et Anker i båndet på sit hoved ,
kammerråden selv i en frakke , der ved sin
længde var en udførlig protest mod modens
fordring på skjødeløshed , og man ventede nu
kun på , at vognen skulle komme .
De timer , man må vente , er altid de længste ,
enhver , der har ventet på noget , han meer end
almindelig længtes efter , vil kunne bekræfte det .
Det er af folk , der gøre sig til af videnstabelig
indsigt , påstået , at tiden går sin jevne gang ,
den ene dag som den anden , den ene time som
den anden , og denne påstand have de forstået
at sætte i forbindelse med meget andet , der er
erfaret og beregnet om jordklodens gang , om
sollyset og så fremdeles . Hos en stor del
mennesker er denne mening da også bleven antagen .
Men mærkeligt er det dog , at den har
kunnet blive det i så stort et omfang , al den
stund det er vitterligt for enhver , at der har
været og er timer i ens liv , der få at sige er
svundne , før de er begyndte , medens andre stadig
kun synes at begynde , men aldrig at skulle
ende . Seer man på uret , skulle man tro , at
en hemmelig magt holdt viserne tilbage ; seer
man på solen , for så vidt den ikke er dækket af
skyer , spørger man sig selv , om der ikke kunne
være indtrådt en lille tilfældig forandring i de
evige naturlove . En og anden vil måfkee med
et overlegent smil indvende , at det er med det
som med alt menneskeligt : vi dømme alle meer
og mindre efter det flygtige indtryk , efter skinnet ,
vi give følelsen et for stort råderum på
fornuftens bekostning . Men hvis virkelig så
var , så er det i det hele taget uheldigt , at
menneskene ikke er blevne rene fornuftvæsener ,
men at de som appendiks til fornuften have fået
en følelse , der stadig er misvisende , og dels er
der dog virkelig mennesker , hos hvem der ingensinde ,
at dømme efter deres forhold til andre ,
har viist sig spor af nogen følelse , som dog ,
hvor det gjaldt at vente på noget , der for dem
havde betydning , vare så utålmodige som muligt .
Hvordan det nu end forholder sig dermed ,
så meget er vist , at netop den sidste halve time
før vognens ankomst var i det rasmussenske
huns af det slags tidsafsnit , hvori tiden ikke
syntes at gå sin jevne gang , og de videnskabelige
beregninger ikke formåede at gøre fyldest .
Hvert nieblik tog kammerråden sit ur op ,
hvert oieblik sammenlignede frøken Marie sit
Uhr med stueUhret og mente , at der vist var
noget galt ved dem begge ; hvert oieblik åbnede
Fru Rasmussen på ny de forskellige proviantpakker ,
for at se , om de vare så vel garderede
ved indpakningen , at de kunne tåle stød . Til sidst
blev kammerråden utilfreds , og da han
endnu ikke hørte nogen vogn komme , sagde han
lidt skarpt : „ Det sagde jeg nok , vognen kommer
ikke ! Det er sidste gang jeg låner brændeviinsbrcenderens
vogn . “ Dermed var da også på
en måde hans opfattelse af tidsspørgsmålet
afgjort , og det var ikke uden en vis bekymring ,
at hans kone tænkte på provianten og den
møje , hun havde haft dermed .
Et oieblik efter rullede imidlertid vognen op
for døren , og det tør vel derfor antages , at
den almindelige uro dermed har været til ende .
Også tør det håbes , at kammerråden i sit
stille sind tog sin trnsel mod brændeviinsbrænderen
tilbage . Hurtigt så han atter ud as
vinduet ; jo , det var ganske rigtig den lille jagtvogn ,
der ventede . Men ikke blot det så han ,
han så også , at der ved siden af kudflen , der
havde en bred , hvid snor om hatten og navnlig
senere derved gjorde megen lykke hos kammerrådens
yngste datter , sad en ung mand , som ,
da han sprang af , havde bundet sit lommetørklæde
som et flag på enden af sin stok . Og Fru
Rasmussen , der ligeledes åbnede vinduet , så
det også , og da hun endnu var ikke så lidt fortumlet
af den megen indpakning af spise- og
ørikkevare og den stadige skiften mellem håb og
tvivl , og hun desuden heller ikke ganske havde
glemt sin drøm , anså hun i det første nieblik dette
flag for flaget fra alliancehøien og ville have gjort
en aldes uskyldig bemærkning derom . Det varede
dog ikke længe , før hun indså sin vildfarelse ,
og attringen døde fåledes hen i fødslen . Anderledes
var det med kammerråden , han så
klart , og hvad han så , var just ikke efter hans
hoved . „ Der sidder jo allerede nogen på vognen ! “
Sagde han , „ Det er sandt for gud fætter
Frederik ! “ Og fruen vendte sig fra vinduet til
sin ældste datter og sagde : „ Ja , tænk dig , det er
fætter Frederik ! “ „ Der seer du , “ sagde kammerråden
og slog missornøiet vinduet i lidt stærkere
end nødvendigt , „ der har vi ham allerede igen !
Det sagde jeg nok ! “ Frøken Marie sagde intetfomhelst ,
ikke engang „ det sagde jeg nok “ , men
utroligt er det dog ikke , at netop hun kunne have
sagt det med sandhed , thi i sit inderste havde
hun vist sagt sig det allerede flere gange , såsom
den dristige fætter upåtvivlelig aftenen i forvejen
i samtalens løb havde signaliseret et og andet
i den henseende . Hendes yngre søster Hanne
tænkte slet ikke på , hvad der var sagt eller ikke
sagt , hun var alt for optagen af , hvorledes hendes
nye matroshat ville tage sig ud ved siden af
kuskens hat med den hvide snor , til at hun
kunne tænke på andet .
Da Frederik var kommen op , og han havde
sagt godmorgen til alle og ikke mindst til sin
smukke cousine , fortalte han , at han , ved at gå
sig en morgentour , havde mødt brændeviinsbrænderens
lille jagtvogn , som han vidste , kammerrådens
havde lånt til deres skovtour , og af
han havde sat sig op på den , blot for i en fart
af kunne byde dem godmorgen . Han måtte
absolut , inden de toge tilskovs , lykønske dem til
det smukke vejr . Så snart de vare kørte , ville
han igen fortsætte sin ensomme spadseretour
rundt om volden . Kammerråden takkede ham
koldt for hans høflighed og sagde , af en sådan
morgentour på volden anså han for meget
sund ; Fru Rasmussen takkede ham også , men
yttrede tillige , af det var smukt af ham af ville
hilse på dem , og frøken Marie gav ham hånden
tilsyneladende ganske flygtigt , det var hele
hendes tak . Men hvor flygtig denne håndsrækning
end så ud , må den dog nok i virkeligheden
have været af en mere end almindelig
intensiv natur , i den hurtige berøring må der
åbenbart have været noget elektrisk , thi i begges
Nine sås der i samme oieblik , den fandt sted ,
en jidgnist , som for den , der så nøje til , lyste
med et vidunderligt stærkt skær .
Sandsynligvis ville de fleste nu tage denne
bemærkning om , af der i den hurtige berøring
må have været noget elektrisk , blot som et slags
billedlig betegnelse af den gensidige berørings
ejendommelige natur , og nægtes tør det ikke , at
den til en vis grad også er det . Og dog er
det måske fremtiden forbeholdt at gøre den til
mere end billede , at give den realitet . Der er
nemlig næppe noget videnskabens område , hvorpå
der , uagtet der allerede er gjort så indgribende
opdagelser , endnu vil blive gjort så
store som på det elektromagnetiske . Af vor berømte
landsmand h . C . Orsted er det udfundet ,
hvorledes ordet med lynets hurtighed kan sendes
tusinder af mile , af andre , der ville blive
ikke mindre berømte , vil der måske på samme
område blive gjort opdagelser , som vi nu end
ikke sjernt ane , men svimlende engang ville beundre ,
og nær ligger det at antage , at kærligheden
mellem mand og kvinde , denne såkaldte
følelse , der nu gennem årtusinder har været et
begejstrende element til stordåd , og som samtidig
med , at den har fremkaldt mangen herlig ,
smeltende sang , har gjort ikke få narre til
digtere , men endnu flere digtere til narre , nær
ligger det at antage , sigerjeg , atkjærligheden mellem
mand og kvinde vil findes hverken at være mere
eller mindre end et produkt af elektromagnetismen ,
en naturtilsyneladelse , der i en kommende tid vil
blive doceret fra kattedre og ved skoleborde under
begrebet fysik . Tydeligt er det nemlig , at der
bestandig mere og mere ved den kærlighed , der
fører til brudeskamlen , viser sig en tendens til ,
ganske som for eksempel ved den elektriske telegraf ,
at anvende metalledere , i dette tilfælde
guld eller sølv , og ved en nøjere videnskabelig
drøftelse vil der sikkert kunne findes andre ligeså
betegnende , ja måske endnu mere betegnende
berøringspunkter . Tilstås skal det dog straks ,
at metallet ikke har været det forbindende element
mellem frøken Marie og hendes rafke fætter , og
at der fåledes allerede på dette betragtningens
første standpunkt er nogetabnormalt , der gjørforskningen
usikker . I det hele taget må , hvad der
her er yttret , også kun tages som en løs gisning ,
hvorfor der , hvis det i tiden skulle vise sig
som en sandhed , ikke fordres nogen som helst lere
eller løn .
Kammerråd Rasmussen var godt ved magt ,
og det havde derfor været bestemt , at hans kone
og ældste datter skulle sidde på et sæde og
han selv alene på det andet , som han , når han
gjorde sig det ret mageligt , nok kunne udfylde .
Den yngste datter skulle da sidde hos kusken .
Det havde hun altid fundet så „ yndigt , “ da der
var nogt raskt ved det . Men da nu fætteren var
kommen og så venlig havde budt dem godmorgen
og ønsket dem fil lykke med det gode
vejr , syntes Fru Rasmussen dog , at det var
skam ikke at indbyde ham fil at tage del i
skovtouren , så meget mere som de dog egentlig
vare for så fil ret at more sig . Den afgørende
stemme i huset havde Fru Rasmussen ikke , men
nu og da kunne dog en og anden af hendes
meninger få indgang hos manden , og at de
virkelig vare for få fil ret at more sig , kunne
kammerråden ikke ganske negte , hvor meget han
end trykkede sig ved tilståelsen . Og da nu
frøken Marie oven i købet så på ham med så
milde øjne , at selv den vildeste bersærk måtte
blive fuldstændig tæmmet , end sige kammerråden ,
der ikke havde synderligt tilfælles med sine ville
forfædre , og hun dertil med disse øjne på sin
aparte måde bad for fætteren , kunne han , hvor meget
det end var ham imod , dog ikke længere
modstå og sagde , således at den unge mand
dog ikke hørte det : „ Nu , så bed ham da tage
med på touren ! Uden det sår jeg dog ingen
fred ! At det ville blive ende på legen , det
sagde jeg nok ! “
Det er vel overflødigt at bemærke , at Fru
Rasmussens indbydelse til søstersønnen blev modtagen
med glæde . I en fart fik han et lille
brev med underretning til sine forældre om sin
udeblivelse kastet i postkassen , og da vognen
klokken lidt efter halv otte rullede afsted og ud
ad strandvejen til , sad hr. exam . jarls Frederik
Paulsen netop lige overfor sin cousine i vognen ,
således at de , selv om de havde villet , slet ikke
kunne undgå at se på hinanden og tale med
hinanden , og kammerråden var bisidder ved
enhver sag , den unge jurist drøftede med hans
datter , selv i det slags , der ikke egentlig strikte
kunne siges at henhøre under noget retsforum .
Hvor dog en sådan tur tilvogns i den
tidlige morgenstund med en blanding af agre ,
villaer og haver på den ene side og det friske
hav på den anden kan være henrivende ! I
følelsen af den begyndte dags herlighed stue de
med den ungdommelige sæd bedækkede marker
op mod den stadig stigende sol . Sagtelig hviske
træerne med deres kroner , og mellem dem titter
. hist og her en villa frem , dejlig at se til og
ganske stikket til at være et hjem for glade hjerter .
Nu og da flyver en fugl qviddrende fra sin
green , stryger hen over de fremad rullende og
forsvinder atter i et eller andet træes krone .
Cn rytter kommer muntert travende hen ad
vejen , kaster på de forbikørende et hurtigt blik
og forsvinder , hesten rører næppe jorden med
sin hov . Og vognen ruller videre , og nye haver
træde frem og nye villaer , og ved det åbne
vindue i en af dem står en ung pige i sin
morgendragt og seer ud over vejen , ud over de
forbikørende og henimod den fjerne i morgensolen
klart fremtrædende kyst . „ Flyv , fugl , flyv ! “
Synger det i hende , medens hun betragter de hvide
sejlere , der duve op og ned i det sølvblå
vand , og det er , som om en genklang af fuglens
qviddren og hendes sagte nynnen forplantede
sig gennem luften , indtil der rundtomkring
er sang og klang . Nir og da kommer fra
stranden et stærkere pust , stryger qvægende hen
over kornet og de endnu halvt drømmende blomster
og ind af de åbne vinduer på de solbeskinnede
villaer . Og raskere ile hestene med den
lette vogn , og alt som de friske vindpust tiltage
i antal og styrke , udvider brystet sig , og det er ,
som åndede man lutter sundhed . Så kommer
der atter en nytter jagende , så ruller en vogn
med glade ansigter hurtigt forbi , så træde nye
villaer og nye trægrupper frem , og sig selv
ubevidst føler man sig som nyfødt , som lå alle
verdens sorgen for ens fod .
At nu samtlige de på den lille jagtvogn
samlede sølte det til fulde , tør vel ikke påståes .
Kammerråden havde vel åbnet sin frakke , som
vin han ville lukke det friske indtryk rigtig ind
i brystet ; men det er dog nok muligt , at han
dybere inde end frakken , også inden for vesten
har været mere bepantsret , end det er hensigtsmæssigt ,
når man vil føle alt , hvad naturen i
en frisk og smuk sommermorgen og i en fortryllende
egn har at byde . Det er også nok muligt , at
kammerråden havde noget mere die for de fra
hans pibe opstigende røgskyer end for al den
skønhed , der omgav ham . Men veltilmode følte
han sig dog , og der var øjeblikke , hvori han aldeles
havde glemt , at hans kones søstersøn sad
lige ved siden af ham og , trods røgskyerne , i
den vidunderlig klare himmel ovenover og i den
ikke mindre klare himmel i hans cousines Nine
læste et lille lyst kapitel af „ Naturen og menneskelivet “ .
Da
de kørende vare komne til Charlottenlund ,
tiltoge de små skønhedspletter på himlen
i størrelse , og hist og her viste sig betænkelige
tegn til , at , hvad kammerråden ikke mindre
smagfuldt end træffende havde betegnet med „ Berlinerblåt “ ,
ville få en mørkere tone . Også
kom der nu og da et stærkere vindpust , end der
just var nødvendigt til at forfriske . „ Hun holder
vist ikke vandet idav lige til avlen , “ sagde kusken ,
der nylig var kommen til hovedstaden , for
at fungere i sin kudskeværdighed , idet han lod
hav og himmel passere Revue for sine Oine , og
kammerråden , der nylig havde blæst en stor
røgsky ud i luften , sagde : „ Du nrener , vi få
regn , Lars ? Ja , det sagde jeg nok ! “ At kammerråden
havde sagt det , havde Lars ikke hørt ,
men til at yttre det var der for ham ingen anledning ,
og ingen af de andre , der vare på vognen ,
holdt i det hele taget af , at denne samtale
onr regnen førtes videre . Kun kammerrådens
yngste datter kunne ikke dye sig , noget dristig
vendte hun sig v ' . n på sædet og bemærkede , idet
hun tilkastede faderen et udfordrende blik : „ Nej ,
det sagde du slet ikke ! “
Der påståes lidt , at størreparten af menneskene
kun tænke på øjeblikket , at de , selv om
de nu og da kaste et blik på fremtiden , dog
gøre det uden fornødent hensyn til de erfaringer ,
fortiden har bragt dem , og at de således væsenlig
ere blinde for fremtidens tilskikkelser . Foren
del kan det ganske vist være sandt . Det har
neppe nogensinde ligget i verdensstyrerens plan
at lade menneskene kige ham for meget i kortene .
Det må i og for sig allerede være en vanskelig
opgave nok at sidde tilroers for en verden med
såmange millioner hoveder som vor runde klode ,
ikke at tale om de øvrige hærskarer af kloder ,
fiksstjerner og planeter , der er befolkede med
millioner gange så mange millioner som vor
planet , lutter væsner , der hver har sin opfattelse ,
sin villie , sin tragten . Skulle nu menneskene ,
og dermed også alle de andre væsner , der beboe
de øvrige kloder , kunne se alt for meget forud og
således hvert oieblik falde på at modarbejde
styrerens hensigter , ville opgaven blive aldeles
uoverkommelig . Men ganske kan en vis divination
dog ikke være negtet menneskene , ganske kan
det ikke være sandhed , at de intet forudse . Om
de store genier , der , så at sige , skne forud , hvad
der om århundreder vil ske , skal her slet ikke
være tale — en høitagtet gammel filosof
hertillands har jo allerede fortalt os til de mindste
details , hvad der om circa 300 år vil ske , og
desværre er det alt andet end lysteligt — ; men
man lægge blot mærke til , hvor ofte i livet så
denne , så hin gentager , hvad nu allerede kammerråden
så ofte har gentaget : „ Det sagde jeg
nok ! “ og man vil da indrømme , at der i det mindste
hos en stor del af menneskene må findes et
slags fremsyn . Netop dette : „ Det sagde jeg
nok ! “ som de fleste vist høre halvt ligegyldigt ,
om de ikke overhøre det aldeles , har for den , der
seer lidt dybere i tingene , sin væsenlige betydning .
Netop i dette „ Det sagde jeg nok ! “ ligger
der en stadfæstelse på , at der ikke er negtet
mennesket ethvert indblik i verdens futuriske forhold ,
og den , der ikke par køres vil være pessimist ,
seer i de så , tilsyneladende så ubetydelige ord
et glædeligt tegn på , hvad menneskeslægten engang
i tiden vil bringe det til .
Ved eremitagen blev der gjort holdt , man
ville der i den lille have , der er indrettet for
besøgende , indtage frokost . Fra det dejlige jagtslots
vinduer ville man , når hungerens fordringer
vare tilfredsstillede , se ud over det vide
skovparti og det i afstand blinkende hav .
Måske ville man et øjeblik drømme sig i besiddelse
af det dejlige jagtslot , som for tretten
decennier siden rejstes ved kongelig hånd og
vakte beundring , ikke blot ved sin fortryllende
beliggenhed , men også ved den pragt , hvormed
det var udstyret . Når slottet var beset , og
man havde nydt udsigten , ville man køre videre ,
for om eftermiddagen at havne ved Skodsborg ,
hvor man ville spise til middag i den til kroen
hørende have . Noget nøjagtigt overslag over
den mellemliggende tid havde uran endnu ikke
gjort , det , mente man , var det altid tidsnok at
forhandle ved frokosten . Da kammerråden og
hans familie vare ståede af ved stalden , klappede
og tiltalede han hestene , som de vare hans
egne , og hans yngste datter lånte kuskens pisk ,
for at prøve , hvad smeld der var i den . Fru
Rasmussen gav kusken nogle foreløbige ordres
med hensyn til udpakningen af provianten , og
frøken Marie satte sig i fart , for at være den
første , der oppe fra slottets vinduer kastede niet
ud over den fortryllende egn . One fætteren
anede hendes forsæt er ikke let at sige , han betonede
ikke som kammerråden bestandig sin forudvidenhed ;
men vist er det , at hun ikke havde
løbet ret langt , før også han satte sig i fart ,
og nu blev der tæt ved jagtslottet afholdt en
lille jagt , der vistnok var ublodigere end mangen
jagt i tidligere dage , men dog ligefuldt endte
med , at den jagede blev indhentet og af jægeren
opbragt i det på højsletten kneifende slot .
Da kammerråden for syvende og sidste gang
havde klappet hestene på bringen og derefter
så sig om , var jagten allerede endt og såvel
jægeren som vildtet forsvundne . Men netop som
han ville spørge sin kone om , hvor datteren var
bleven af , fik han Nie på to skikkelser , der slode
ikke langt fra ham , i færd med at tage vejen til
haven , og da han så nøjere til , kendte han i
den ene , den mandlige , en gammel ven , hr.
Particulier Reiersen , ejer as store kapitaler men
ikke mindre særheder , og i den anden , den kvindelige ,
hans søster , en dame , rigere på år end
dyder . Et nieblik betænkte han sig , da nærmede
han sig rask vennen og trykkede hans hånd , og
da denne nu ikke mindre trykkede hans og ytrede
sin glæde ved af se kammerråden , hvem han
ikte i flere år havde talt med , foresloge de , ligesom
ved en fælles indskydelse , hinanden af nyde
frokosten sammen , hvad der også vandt billigelse
såvel hos den nysankomne af hymens lænker
endnu nbetyngede dame , som hos kammerrådens
frue , der bar sine lænker med al hunsmoderlig
resignation .
Lidt efter , netop som hr. Reiersen og hans
søster så op mod jagtslottet , og den førstnævnte
i al stilhed gjorde et overslag over ,
hvad en sådan ejendom for tiden kunne være
værd , kom fåvel jægeren som vildtet gående
fredelig ned derfra ved hinandens side , begge
stærkt blussende af den anstrengende jagt . Måske
havde også i et af jagtslottets lønlige
kamre spørgsmålet om examenspræmier på ny
været optaget til behandling , og hvis så var ,
er det af antage , af det , efter at den ene part alt
forud på jagten havde erklæret sig for besejret ,
har fået et udfald , der var efter seierherrens
ønske . En mæglende magt , der kunne bidrage
til , af der afknappedes lidt i seierherrens fordring ,
var ikke tilstede , og selv om så havde
været , hvo ved ikke fra det praktiske albions stilling
overfor Vilhelm erobreren , hvor lidet der
ved mægling kan nås . Det være nu , som det
vil , da de så hr. Reiersen og hans søster ,
smilte de skalkagtigt ved deres lidt ejendommelige
udseende ; kun lidet anede de , hvilke alvorlige begivenheder
dette møde skulle være forløber for .
Således som particulieren og hans søster
støde der , kunne de unegtelig hos beskueren nok
fremkalde et smil . Øvereensstemmende med det
almindelige vare de nemlig ikke klædte . Particulieren
var ikke så lidet tilbage for , hvad der
var brug , hans søster ikke så lidt forud derfor .
Skjøndt endnu ikke over fyrgetyve år , så han
dog ældre ud ; at hans ansigt var temmelig furet ,
bidrog væsenlig dertil . Han bar en bredskygget
hat , briller med mørkegrønt glas , der dog lagdes
af ved specielle lejligheder , høje , stive flipper og
en rød halsklud , der , om end ikke i farve , så
dog i form havde endeel tilfælles med klokker -
links , efter at den overgivne elsker har bundet
den om sin rival . Også bar han trods varmen
en tyk overfrakke . Hans søster var ældre end
han og så også ældre ud ; men skønt det var
tydeligt , at hun havde gjort sig umage for at
få et yngre udseende , havde denne bestræbelse
dog netop bidraget til at fremhæve det , hun ville
skjule . Hun var iført en kiole af grønt , stortærnet
silketøi med højrøde striber , og det storflåede
i mønsteret og det højrøde i striberne
syntes at brede sig fra tøjet i kjolen helt op
over ansigtet , hvor det aldeles tog magten fra
den lille , tallerkenformede stråhat med de lange
strudsfjer . Som de begge så ud , kunne de
overfor frøken Marie og hendes fætter kun vække
fremmedes opmærksomhed ved modsætningen ;
men kammerrådens dine undgik det , han vidste ,
at partieulieren ejede fem af de smukkeste gårde
indenfor Københavns volde , og fra disse gårde
og de skatte , han iøvrigt ejede , ndstrålede der
for kammerråden et lys , der lagde sig forædlende
over deres personlighed .
Efter endeel forhandlinger mellem frn Rasmussen
og frøken Reiersen om provianten , under
hvilke enhver ædelmodig gjorde fordring på
udelukkende at ofre af sit eget , kom man til bords ,
og , som det jo let måtte ske , kom hr. Reiersen
til at sidde lige overfor frøken Marie , hvis person
han fra det første nieblik syntes at underkaste en
gennemgående critik . At denne , nagtet sin
grundighed dog i fjerneste måde har været ufordelagtig ,
tør ikke antages . Som hun der fad ,
med blussende kinder og i sit stille sind rekapitulerende
de småbegivenheder , hvorpå en jagt ,
og navnlig en jagt som den stedfundne , er så
rug , så hun nemlig højest indtagende ud , og det
er et stort spørgsmål , om ikke den sommerfugl ,
der netop , medens particulieren betragtede hende ,
havde viklet sig ind i hendes bløde lokker og først
slap ud igen , da hun med sine hvide fingre smilende
kom den til hjelp , gerne var forbleven i sit
silkenet nogle øjeblikke endnu . Frøken Reiersen
var fætterens vis-a-vis , men til held for hende ,
gjengjeldte han ikke mod hende , hvad hendes Broder
gjorde mod den unge pige , thi hans øjne
vare ufravendte heftede på particulieren , der fra
det første oieblik , han så ham , mishagede ham
tilbunds . Efter at man havde talt om vind og
vejr , om det fyldige løv i skoven og de fyldte
kapuner på bordet , om det styrkende i den
friske søluft og det ikke mindre styrkende i et
godt glas portvin , kom man endelig til at tale
om legtesfab og derved om hr. Reiersens i det mindste
indtil dato praktiske negation af 2egteskabets
hensigtsmæssighed , og kammerråden
spurgte sin ven , om han dog aldrig havde tænkt
på at gifte sig . Han var jo mand for at kunne
ernære en kone , ja , for den sags skyld flere ,
hvis han da ville gifte sig med flere . Dette
sidste protesterede imidlertid Fru Rasmussen kraftigt
imod , da flerkoneriet hertillands var forbudt .
„ Tænkt på at gifte mig ? “ sagde hr. Reiersen
og pillede , medens han sagde dette , med stor færdighed
kødet af et kyllingebeen , „ å jo , det har
jeg unegtelig og det endogså « flere gange . Jeg
har nylig endogså været mere end halvt forlovet . “
„ Nej virkelig ? “ afbrød kammerråden ham og så
i det samme på sin vens ansigt , hvorover der
dog ikke var udbredt nogetsomhelst , der lignede
skjemt , og frn Rasmussen , der , som alle damer ,
gifte og ugifte , have særlig interesse for forlovelser ,
bemærkede , idet hendes ansigt fik ligesom
et forklaret præg : „ Er det muligt ? Men det har
man jo slet ikke hørt noget om ! “ — „ Og dog er
det tilfældet , “ sagde particulieren , „ jeg har
virkelig været det . “ Den unge jurist , der hos sig
allerede sporede lidt af sagførerens lyst til dialektiske
indsigelser , og som desuden følte en afgjort
tilbøjelighed til overfor particulieren at
blive en topmålt krakiler , spurgte , hvorledes
udtrykket „ over halvt forlovet “ skulle forstås ,
thi efter hans formening var det hverken helt
eller halvt , når det ikke var helt . „ Over halvt
forlovet ! “ sagde hr. Reiersen og betragtede
spørgeren skarpt , „ ganske således som det er
sagt ! Til forlovelsen behøvede jeg indvilligelse
af tre personer , de to forældre og datteren .
Begge forældrenes ja havde jeg , altså over
halvparten , eller , hvis de fordrer stor nøjagtighed ,
to tredjedele . “ — „ Men den ene trediedeel , “
Sagde frøken Marie skjelmsk , for at komme fætteren
til hjelp , „ den manglende trediedeel var vel egentlig
den vigtigste ? Den kunne dog nok mindst
undværes ! “ — „ Nok muligt , “ sagde particulieren ,
og hans ansigt var derved så alvorligt , som om
han var dybt gennemtrængt af det fornuftstemmende
i , hvad han sagde ; „ men med lidt mere '
udholdenhed kunne vist også den være nået . “ —
„ Og med hvem er det . De var forlovet ? “ spurgte
den yngste af kammerrådens døtre lidt overgiven .
„ Børn skulle ikke vide alt , “ sagde particulieren
but , og dermed var samtalen om dette
emne afskåren . Et nieblik efter udbragte dog
kammerråden et glas for , at hr. Reiersen snart
måtte få sig en lille ung og smuk kone , sådant
et lille pragteksemplar som for eksempel hans
egen datter . Nærmere kunne kammerråden ikke
godt gå sin ven på klingen , og frøken Marie
blev da også så rød som et dryppende blod ,
så meget mere som der i det samme nieblik hos
hende opsteg en dunkel anelse om , hvad faderen
tilsigtede med sin lignelse . Også hos Fru Rasmussen
opsteg denne anelse , og da hun i det
samme tænkte på sin drøm og på , at alliancen
til Tårbæk kunne blive til alliancen til
eremitagen , blev hun så forvirret , at hun i sin
forvirring væltede sin tallerken ned i sit skød .
Herr Reiersen takkede for skålen , idet han sagde ,
at han netop i dette nieblik mere end nogensinde
atter tænkte på at gifte sig , og at han aldrig
kunne ønske sig en kone , der mere svarede til hans
begreber om en god hustru , end en , der lignede
hans vens ældste datter . Grunden til , at han
netop nu mere end nogensinde tænkte på at gifte
sig , var tildeels , at også hans søster på den
seneste tid havde gjort stærkt tilløb dertil , og at
han således , hvis dette skete , ville stå ganske ene .
Ved disse ord bredte det højrøde i frøken Reiersens
kjolestriber sig op lige til det bverste af
panden , og , idet hun tankeløst slugte et stykke
sur agurk , der fik hende til at fortrække ansigtet ,
sagde hun : „ Der skal i det mindste fra min side
ikke mangle noget ja , når vedkommende forlanger
det . “ Frøken Marie og fætteren fmilte
hemmelig til hinanden , men kammerråden og
hans kone tav , om det var , fordi de anede , at
der deri lå en finte til broderen , eller fordi de
undså sig for at sige , at de ikke tvivlede , må
henstå uafgjort . Her Reiersen tog sine grønne
briller af og så på frøken Marie så vist , at
hun undseelig slog øjnene ned . Men fætteren ,
der følte faren , gjorde sig rede til som tapper
ridder at forsvare hende .
Et navn er i grunden en ligegyldig ting .
Enten man hedder Olsen eller rosenhjelm , Mikkelsen
eller Lillienskjold , strengt taget er det betydningsløst .
Det kommer an på , hvad klang
der er i hjertet , ikke hvad klang der er i navnet .
Og dog kan det ikke negtes , at der er navne , det
under visse forhold er meget misligt at bære .
Der er , for at nævne et , navnet Sørensen .
Der er i ordet et passende forhold mellem consonanfer
og vokaler , og i og for sig ildelydende
er det flet ikke . Men på hvem gør dog ikke
navnet Sørensen en uheldig virkning ? Hvo kommer .
ved at nævne det ikke til at tænke på noget
begrænset , noget indskrænket ? Ganske vist have
ikke få — for at nævne et par eksempler : en
dygtig marinemaler , en dygtig architekt — sorstået
at give det vægt ; men i det hele taget er ,
som sagt , navnet Sørensen dog et meget sarligt .
Eller for at nævne et andet , der er navnet bladsen !
I og for sig er ordet blødt og let at udtale ,
og noget unationalt er der ingenlunde i dets klang .
Men på hvem virker dog ikke navnet Madsen
lidt antipathisk ? Hvo kommer ikke ved at nævne
det til at tænke på noget mindre aristokratiskt ,
noget dnftløst ? Ganske vist have flere — for at
nævne blot et eksempel , en med lune rigt begavet
skuespiller — forstået at give det vægt , men
farligt er , som sagt , dog navnet Madsen i det
hele taget . Men et navn er der , som ingen
begavelse og dygtighed ville kunne bøde på , og
det er det , der ved en fødsel , det nok tør siges ,
at han selv ikke har forskyldt , var falden i particulierens
lod . Ikke som om Reiersen i og for sig
lyder ilde , fvertimod i visse Oren har det i sin
tid endogså « klinget godt ! Men man være , som
man vil , har man navnet Reiersen , er man , siden
hertz skrev sit fortræffelige lystspil „ Sparekassen “ ,
under visse forhold uundgåelig prisgiven . Hvis
particulieren ved det skridt , han nu tænker på
— og herre gud , hvor mange i den vide verden
have ikke før han gjort det samme skridt , ville
verden ellers nu se ud , som den gør — hvis
particulieren ved det skridt , han nu tænker på ,
gør et kaux pas og går i vasken , men ikke som
tilfældet nu er hed Reiersen , men Carlsen , Jensen
eller Hansen , ikke en ville skumle derover . Men
som det er , nu , da hans navn er Reiersen , så
tør man vædde ti mod en , at ti for en ville
sige : „ Det skulle de ikke have gjort , hr. Reiersen ,
det skulle de ikke have gjort ! “ — „ Det fluide
de ikke have gjort , hr. Reiersen ! “ hvo ved ,
inden denne fortælling er sluttet , vil det måske
blive sagt af mange , ja selv kammerråden , der
dog nu er den , der fører ham på glatis , vil
måflee , når fortællingen sluttes , sige som de
mange : „ Det skulle de ikke have gjort , hr.
Reiersen ! “ og endda tilføje et : „ Det sagde jeg
nok ! “
Endnu var frokosten ikke ganske endt , da var
himmelen alt ikke så lidet overtrukken , og nu og
da faldt der en dråbe regn , opfordrende de om
bordet siddende til at være på deres post .
En lille stund efter spredtes skyerne dog foreløbig
atter , og ikke kan digteren ved sit første
forsøg på at producere sig for publikum begjærligere
indsuge den roes , der ydes ham , end
jorden og planterne indsugede de faldne dråber .
Et nieblik efter var der end ikke spor af dem
tilbage , og det var tydeligt , at såvel jorden som
planterne længselsfuldt ventede på mere . Om
også lignelsen med digteren kan anvendes i
sidstnævnte henseende , er lidt tvivlsomt ; da forfatteren
heraf vel næppe tør betragte sig som digter ,
medmindre de herrer critici give ham digterridderslaget ,
og slag af den natur have de vitterlig
endnu ikke givet ham , skal dette her ikke afgøres .
Nok sagt , dafamiliernerasmussen og Reiersen rejste
sig fra bordet for at gå op til jagtslottet , vare de
så regndråber , der faldt , alt bortvejrede , solen
skinnede atter klart , og da particulieren ytrede ,
at vejret i dag nok ville holde sig hele dagen ,
sagde kammerråden : „ Ja , det sagde jeg nok ,
det er der ikke spørgsmål om . “
Da det lille selskab kom op på slottet ,
åbnedes døren ud til altanen , og enhver tog
plads , som han bedst kunne , for at nyde den
smukke udsigt . Når hjertet er fuldt , siger et
gammelt ordsprog , løber munden over , hos frøken
Marie , stadfæstede det sig i dette oieblik ikke .
Taus stod hun ved sin moders side og lod øjet
glide ud over den samme egn , hvorom hun nylig ,
da hun med sin fætter var ene på slottet ,
havde udtalt sig med begejstring . Fru Rasmussen
var ikke fuldt få tavs , skønt det , hun
sagde , godt kunne have været fortiet . Efter at have
mønstret samtlige salens dimensioner og proportioner ,
gjorde hun en lille uskyldig bemærkning
om , hvormange mennesker der ved fordums jagtgilder
vel havde kunnet spise der . Og frøken
Reiersen , som også syntes , hun skulle sige noget ,
forsøgte et lille dybsindigt tankeeksperiment
med hensyn til forskellen mellem den udstyrelse ,
der engang var given salen , og den , der nu
fandtes der . Kammerrådens yngste datter indlod
sig ikke på sligt ; rask gik hun helt ud på
manen , hun ville se , om der ikke også ovre
på den svenske kyst stod nogen og så over
til den danske . Men nej , der stod ingen . Det
gik hende som så mange andre , der se over
til det nære broderland . Jdetmindste kunne hun
med det blotte Nie ikke opdage dem .
Da man havde set sig mæt på udsigten ,
gik man atter ned på plainen , og , efter at particulieren
og kammerråden vare blevne enige
om , at man for hele dagen skulle slutte sig sammen ,
satte man sig igen op på vognen , efter
kammerrådens forflag dog således , at Fru
Rasmussen og frøken Reiersen kørte foran i
particulierens vogn , men particulieren med de
andre i kammerrådens , eller rettere brændeviinsbrænderens .
Nm forslagets iværksættelse
blev der ikke afstemt , thi ellers ville upåtvivlelig
fætteren og frøken Marie have stemt imod , ikke
at tale om Fru Rasmussen , der slet ikke var glad
ved udelukkende at skulle være i selskab med der
altfor stærkt tærnede og højrøde . Men kammerråden
var nu engang i de fleste tilfælde ingen
Ander af det konstitutionelle væsens hovedsactor :
ethvert spørgsmåls afgørelse ved afstemning .
Hans bedstemoder på mødreneside havde været
født langt inde i det indre af Rusland , og
blodet er aldrig så tyndt , det er dog tykkere
end vand .
Ad fileværket til gik kørslen uden synderligt
liv , kammerråden og particulieren sagde
sammen , frøken Marie var kommen til at sidde
ligeoverfor hr. Reiersen . Vel sad fætteren ved
hendes side , og det kan nok være , at han nu
og da mindede hende derom lidt mere indtrængende ,
end det strikte taget var nødvendigt , men oprømt ,
som und er , kørslen til eremitag en , vardo g frøken
Marie ikke . Hver gang , hun ville se på
det grønne løv , faldt hendes Nine på particulierens
grønne briller , og den grønne farve , abstrakt
taget , havde ikke for hende så meget tiltrækkende ,
at den skulle bidrage til at sætte hende
i gladere stemning . Hvad kammerråden selv
angik , da følte han sig ovenpå den solide frokost
så vel som muligt , og dampen fra hans pibe
hvirvlede i så mægtige røgskyer , at beboerne
af mangen villa vist have antaget den for dampen
fra et forbifarende lokomotiv .
På en vejstrækning , der er så lang som
den fra eremitagen til fileværket , kan der forhandles
meget , og particulieren benyttede tiden
til at give sin ven en nøjagtig oversigt over sine
formuesforhold , i det håb , at i det mindste endeel
deraf ikke ville gå tabt for de kvindelige
Oren , den egentlig var bestemt for . Kammerråden
hørte den med fornøjelse og få samtidig
dermed spørgende på sin datter , som om han
af hende ville have erkendelsen af , hvor klogt
han som fader havde tænkt ved at ville skaffe
hende en forsørger som particulieren . Men på
frøken Maries ansigt sandt han intet svar , det
forekom ham endogså engang , som så han en
lille tåre i hendes øje . Havde han imidlertid
kun lidt forstand på de dråber , der nys vare
komne ovenfra , på dem , der kom indenfra , fra
hjertets kilde , havde han dog langt mindre .
Ak , hvorfor skulle dog størreparten af de
mennefkelige beregninger kun dreje sig om det
usle mammon ? Hvorfor er de menneskelige tankers
Alfa og Omega kun glans og rigdom og
så sjælden andet ? Hvorfor leve vi ikke atter som
Adam og Eva i paradiset og have nok med
træets frugt til føde , med dets løv til hovedgjerde
og hvile ? Sandt nok , heller ikke i paradiset
var alt , som det kunne have været , også
der var der et kundskabens træ og en slange
til at friste , og , desværre , modstode vore første
forældre ikke den listige fristers forførelse . Men
vor tids mennesker stå dog på et ganske anderledes
intellektuelt og åndsmodent standpunkt
end de antesyndefaldske , og det turde dog vel være ,
at en så åbent anlagt snare som den paradisiske
ikke ville blive uigjennemskuet af vor tids
større oplysning og erfaring . I ethvert tilfælde ,
et forsøg var dog alt for lidt til at afgive
noget grundlag for en afgørende dom , et
forsøg var dog alt for lidt til derefter at dømme
en hel menneskeslægt ! Og vil man end sige :
er ikke det usle mammon , er ikke guldet det
leble , som slangen daglig byder os , og som vi
alle , små og store , den dag i dag trænge os
om for at nyde , så tør der dog vel indvendes ,
at forholdet ville blive et helt andet , om vi
endnu , som i paradiset , så slangen og leblet
for os i deres virkelige skikkelse , om vi så
guldæblet hængende på træet og slangen bugtende
sig under det i sine afskyelige ringe . Vi
have desuden jo nu historiens basis at stå
på og vore ved filosofers og tteologers
forskninger udviklede moralske principer at støtte
os til . Selv om kammerråd Rasmussen ikke
skulle bestå prøven , alle mennesker er dog
virkelig ikke kammerråder .
Da man var kommen til fileværket/ steg man
atter af vognen og så sig lidt om i den smukke
egn . Solen var nu allerede højt på himlen ,
og da den brændte stærkt , lagde man sig , efter
at have spadseret en stund , på skrænten af en
høj under et stort træes skygge . Kammerråden
var den første , der lod sig falde i græsset ,
den næste var hans kone , der dog først undersøgte
stedet med opmærksomhed , for at hendes
lyse musselins kjole ikke skulle tage skade . Så
satte også frøken Marie sig let og smukt henbøiet ,
og det kan nok siges , uden at træde i det mindste
den poetiske sandhed for nær , at mangen
lille markblomst , der endnu stod som knop i hendes
nærhed , så beundrende op på hende og ,
af glæde ved sit skue , åbnede sit bæger . Den
unge jurist ville have taget plads ved hendes
fod , men medens han overvejede , om kammerråden
dog ikke ville tage forargelse deraf , lod
particulieren sig falde og indtog netop den plads ,
fætteren havde udset for sig . Lergerlig derover
løb han ned til højens fod og , samlende en mængde
småsten , ler lå henstrøede der , hevnede han
sig på dem ved at kaste dem , en for en , ud i
et forbirindende vand . Frøken Reiersen søgte ned
til højens fod , for af bladene i en gåseurt ,
der ikke havde anet , at dens skæbne skulle blive
så besynderlig , at regne sig til opfyldelsen af sin
„ kære , sin stadige tanke “ . Det yngste medlem af
selskabet var allerede borte , før de toge plads i
græsset ; hun forfulgte , som hun troede , en hind ,
hun havde set blandt træerne , og heldigvis forstyrrede
det ikke hendes glæde , at hun lidt efter
opdagede , at det var en hund .
Som nu den overvejende del af det lille
selskab sad der på skrænten , må upåtvivlelig
Amor være kommen der forbi og have set de i
græsset hvilende , og , skalkagtig som han altid
er , skjult bag et eller andet træ , uden at nogen
anede det , have sendt particulieren en pil , der
gik lige igennem hans tykke overfrakke og ind i
brystet . Det forekom vistnok hr. Reiersen , som
hørte han en susen i luften , men da han intet
så , og løvet på træerne kun bevægede sig
ganske sagte , faldt det ham mindst ind , at det var
den lille vingede gnd , der havde valgt omegnen
ved filevcerket til Boldgade for sine spilopper ,
og han tænkte da , at det var den susen for
orene , hvoraf han ikke sjælden led , når han til
frokost havde taget sig et glas ud over det almindelige .
Over hans ansigt fløj et ejendommeligt
smil , en afskygning af en ophøjet , heroisk
tanke , og , fattende en pludselig beslutning , tog
han sine grønne briller af og sagde , idet han
vendte sig op mod frøken Marie : „ Jeg har nylig
sagt , at jeg i dag mere end nogensinde tænkte på
at søge mig en hustru , ville de finde det upassende ,
når jeg allerede i dette oieblik , i deres
forældres nærværelse og herude , hvor alt indbyder
til blide følelser , spurgte dem , om de vil
være det ? “ Såvel frøken Marie som hendes
forældre studsede ; skønt kammerråden selv havde
såt sæden , troede han dog ikke , at den var skudt
op så hurtigt . Men , uden at lægge mærke dertil ,
vedblev particulieren : „ Hvis jeg spurgte dem ,
om de med mig vil dele min fremtid , ville de
da finde det på urette sted ? “ Frøken Marie lod
oiet glide hen over ham , hun var som himmelfalden .
Particulieren fortsatte imidlertid , uden at
lade hende tid til at overveje , om hun havde
hørt ret , efter næppe et sekunds pause : „ Jeg er
ikke ung , det ved jeg , jeg er ikke smuk , det ved
jeg også , men jeg har , hvad der kan gøre livet
behageligt og endda lidt til . I den smukkeste af
de gårde , jeg i byen ejer , kan de , når vi blive
gifte , vælge deres bolig , og har de nylig beundret
det kongelige jagtslot og ønsket dem at
eje et sådant , jeg bygger dem en villa , der ikke
skal stå tilbage for dette i skønhed . “ Lidt fra
de siddende mellem træerne lød der en overgiven
latter , og så lydelig var den , at endogså kammerråden
hørte den , skønt han ellers ved mange
lejligheder var lidt tunghør , og tænkte , den kom
fra hans yngste datter . Men sandsynligere erdet
dog at antage , at det var Amor , der endnu
havde stået bag træet og haft sin fornøjelse af
sit skjelmsstykke , thi latteren var ikke af den almindelige
slags , den havde noget festligt , som
man kan tænke sig , at olympiske guder må have
leet , og kort efter mærkedes desuden en zittrende
bevægelse i luften , som om den lille vingede
skjelmsmester atter fløj bort . En lille pause
fulgte på particulierens frieri , så betragtede
kammerråd Rasmussen sin datter og sagde :
„ Et tilbud som min vens håber jeg , at du ikke
vil vrage ! “ og Fru Rasmussen , der ikke kunne
negte for sig selv , at en sådan gård i byen og
en sådan villa på landet under visse omstændigheder
heller ikke vare at vrage , men dog holdt
hjertelig af sin muntre søstersøn og gerne havde
undt ham at få sit ønske opfyldt , var et øjeblik
tvivlrådig om , hvordan hun skulle stille sig til
det tilbud , der var gjort datteren . Frøken Marie
selv slog øjnene ned , havde jorden pludselig åbnet
sig under hende , hun havde ladet sig synke uden
skrig . „ De betænker dem ? “ tog particulieren
atter tilorde , „ frygter de , fordi de kun kender
mig så lidt . Velan , jeg vil ikke binde dem forlivet .
I tre måneder er de min forlovede .
Erkende vi i den tid , at vi passe for hinanden ,
så lade vi præsten konfirmere og velsigne pagten ,
erkende vi derimod i den tid , at vi ikke passe
for hinanden , nu , så slippe vi hinanden og — ja ,
så er der ingen skade sket . “ —
„ Man sig forlover syvende sidst ,
som man alt proberer og prøver , “
Synger madam buurmann i Heibergs „ De uadskillelige “ ,
og havde hendes mand , materialisten ,
ikke ret kunnet gå ind på hendes anskuelse ,
så gjorde hr. Reiersen det og det tilgavns .
Det forstår sig , han glemte , at hun vel ville
have forlovelsen gjort blot til et tentamen , men
hvis det ikke lykkedes , skulle legteskabet dog ligefuldt
finde sted , og for så vidt var , som hr.
Buurmann siger , tentaminet overflødigt . Hr.
Reiersen derimod gjorde legteskabet fuldkomment
afhængigt af det foreslåede forsøg . Ganske smagte
det da heller ikke kammerråden og endnu mindre
hans kone , skønt den førstnævnte dog ikke kunne
negte for sig selv , at der var noget agtværdigt i
den måde at tage sagen på , der var jo givet
begge parter lige ret . Frøken Marie blev derimod
fuldkommen oprørt over dette forslag , blussende
rejste hun sig og sagde med tårer i vinene :
„ Jeg tænker , at jeg ikke behøver at besvare et forslag
som dette ; mod dette ville mine forældre dog
vel beskærme mig ! “ Og hun kastede , idet hun
sagde det , sit hoved tilbage , så stolt og harmfuldt ,
som var det Zeus kroniden , der i dette
nieblik ville slynge sit dræbende lyn . Men beskærme
hende derimod , det ville kammerråden
nu dog ikke , og hans kone , der ganske vist havde
villien dertil , var i det hele taget så overrumplet
af situationen , at hun aldeles ikke vidste , hvad
hun skulle gøre eller lade . Så rejste hun sig da
og fulgte datteren , der gik langsomt hen over
bakken , ad det sted til , hvor fætteren stod . Men
kammerråden rynkede sin pande og sagde : „ Atter
hen til fætteren ! Det sagde jeg nok ! Men det
forslag om prøvetiden var åbenbart heller ikke
heldigt ! “ Og så rejste han og particulieren sig ,
og lidt forstemte fulgte de efter de andre .
Lidt efter kom frøken Reiersen , hun var nu
bleven færdig med sine naturvidenskabelige studier ,
der dog ikke lod til at have givet et tilfredsstillende
udbytte , og snart kom også kammerrådens
yngste datter løbende og sluttede sig til
flokken . Men overgiven , som hun var , faldt
pludselig den samtale , der førtes ved bordet ,
hende ind , og , idet hun satte sin matroshat lidt
mere end almindelig påskrå , spurgte hun : „ Hvad
hed så deres forlovede , hr. Reiersen ? Det fik
vi jo aldrig siden at vide ! “ Particulieren kastede
et vredt blik til hende og vendte hende ryggen ,
og , idet også kammerråden sendte hende et
straffende blik , gik hele det nu samlede selskab
tilbage til vognene .
Et qvarteers tid efter rullede man atter afsted ;
men havde stemningen være trykket på
vejen til fileværket , så blev den det dobbelt nu
på vejen derfra . Nu og da gjorde fætteren
nogle forsøg til udfald mod sin fjende , men
particulieren optog ikke handsken , han grundede
over , hvorledes han skulle tage sagen fat på ny ,
og hvorledes han i den del af dagen , der endnu
var tilbage , skulle tilbagevinde det terram , han
troede , at han ikke for ret længe siden allerede
havde vundet .
Er man i slet humeur , seer man alt i det
sorteste lys . Hvor udholdende Fru Rasmussen
end betragtede det højrøde i frøken Reiersens
dragt , fik hun dog intet andet indtryk , end at
der var fuldt op af sort i det røde . Og ikke
bedre gik det den unge jurist og hans cousine
med particulieren . Skønt frøken Marie slet
ikke så på ham , og fætteren så på ham
så stift som muligt , fik de dog begge det samme
indtryk af noget sort , noget til hades hørende .
En lille vorte , der sad på particulierens næse ,
antog efterhånden for den oprørte fætter få
forunderlig store omrids , at den forekom ham
som en Skive , han kunne have lyst til at skyde
tilmåls efter , og virkelig overraskede han sig engang
selv i , at han løftede armen og ligesom
tog sigte . Hvad kammerråden angår , han
gad ikke sige synderligt , end ikke : „ Det sagde
jeg nok ! “ Tans tænkte han på , om han ikke
kunne sætte fætteren af ved et eller andet markled
og dermed på en passende måde vise ham vintervejen .
Det var ham fuldkommen klart , at particulieren
kun kunne fkride frem til Sejer over
fætterens lig .
Men til at vise sin kones søstersøn den påtænkte
vintervej havde kammerråden dog ikke
mod . Uden formindskelse i passageerantallet
kørte man til Søllerød og senere derfra til Skodsborg .
I haven ved Skodsborg kro ville man ,
som tidligere yttret , spise til middag og drikke
kaffe . I Søllerød gjorde kammerråden , hvad
han kunne , for at hjelpe på sin ven , og ganske
hemmelig hviskedee han til sin kone , at også hun
måtte gøre sit til at forhjelpe particulieren til
Sejer . Men i dette punkt var Fru Rasmussen
dog nu ubevægelig , og da kammerråden trængte
på , erklærede hun rent ud , af han var en Barbar
mod sin datter , en Rinaldo rinaldini , som
ville berøve hende hele hendes livs lykke , medens
han kun tænkte på af skabe den for sig selv .
Da det lille selskab kom til Skodsborg , var
luften atter fuldkomment overtrukken , men da der
var dækkede lysthuse nok ubenyttede , lagde man
for nieblikket ikke stor vægt derpå . Medens
forberedelserne til middagsmåltidet fandt sted ,
var frøken Marie i travl bevægelse og fik derfor
mindre tid til af tænke på det løjerlige frieri .
Også hjalp det lidt til af bringe det i glemsel ,
af selv fætteren tog hånd i forberedelserne .
Han havde nemlig en afgjort tendens til , især
når hans smukke cousine beskæftigede sig med
sligt , af tage del i disse de qvindeligste af alle
huussysler . Ja , det tilfælde var endogså « indtruffet ,
« t han i kammerrådens huns var funden
hos hende i spisekammeret med en serviet bunden
om livet , og modtagende ordres af hende ,
ganske som om han havde været et kvindeligt
tjenestetyende . Da bordet var dækket , satte man
sig til bords , og det var åbenbart , af bevægelsen
i den frie luft havde givet alle en god appetit ,
frøken Marie alene undtagen , der , da hendes
blik engang traf particulierens , straks lagde kniv
og gaffel og ikke mere var i stand til at nyde
noget . Og da nu endelig hr. Reiersen på ny
begyndte sit tilløb til et frieri , og fætteren , for ,
som han havde foresat sig , at være hendes ridder ,
med forskellige skarpe bemærkninger gjorde indhug
på particulieren , blev det hende så aldeles
uudholdeligt ved bordet , at hun i et oieblik , da
situationen dertil var gunstig , under påskud af
at hente et og andet , smuttede bort derfra og
tog vejen ud af haven og op i skoven .
Når man er halvt fortvivlet , overvejer man
ikke nøje , hvad man gør . Det var derfor ikke
at undres over , at frøken Marie kom lidt længere
bort , end hun havde tænkt sig , og før hun
selv ret vidste det , var hun langt inde i skoven
og alt andet end sikker på , hvad vej hun skulle
gå , for atter at nå krohaven , hun havde
forladt . Træt , som hun snart blev , satte hun
sig et dieblik på en træstub og tænkte over ,
hvor forskellig aftenen syntes at skulle blive fra
morgenstunden . Da var alt glæde og håb ,
nu var det bekymring og tvivl . Hun tænkte på
den lette fart hen ad strandvejen i den smukke
morgen , på sin plads overfor den , hun havde
kærest , på de mange ord , på de mange blik ,
hvoraf hun drømte sig håbet om en lykkelig
fremtid . Og nu sad hun der alene , og himlen
over hende var tæt overtrukket , ja af og til begyndte
der endogså at falde regn . På et træ
i nærheden af hende sad en skovdue og rystede
sine vinger ; havde hun i dette øjeblik kunnet
bytte lod med den , hvor gerne havde hun ikke
gjort det ? Og dog , havde ikke også den noget
at klage over , sad ikke også den i dette øjeblik
ensom som hun , og måske gik i næste øjeblik
en Skytte igennem skoven og sendte den et dødbringende
skud . Men var ikke et sådant skud
bedre , end at friste livet hos den , man havde
afsky for ? Dog , der var ikke tid til at drømme ,
de faldende regndråber toge til i styrke , og
det var tydeligt , at regnen snart ville synke ned
i strømme . Og hvor let var hun ikke klædt i
den hvide kjole , og hvor lidet beskyttede den lille
røde silkehat ikke hendes pande og bølgende hår !
hun rejste sig igen og kastede endnu et blik op på
på duen , der i det samme lettede og sløj dybere
ind i skoven , og ilte så alt , hvad hun
kunne , den Bei , hun antog for den rettte . Længe
løb hun fåledes , og snart begyndte regnen at
falde tæt ; det var tydeligt , at hun , hvor hurtigt
hun end ilte , ikke ville kunne undgå det sig
nærmende uvejr . Allerede begyndte det også
at plaske fåledes i træernes løv , at hun ,
fkjøndt det var dag , og nu og da et lyn kastede
et stærkt skær hen over skoven , følte sig frygtsom
og betagen . Hvorledes skulle hun dog komme
tilbage fil sine nærmeste , hun var allerede gennemvåd ,
og hvert nieblik sad foden , der ellers
hoppede så let , fast i den våde jord .
Længe vedblev hun at ile fremad , da nåde
hun endelig åben mark og kort efter et hus ,
hvor hun standsede , for at spørge sig for . Jo ,
hun var kommen godt på lej , hun var kommen
tæt fil Nærum , og såsom uveiret tiltog i styrke ,
var der intet håb om , al hun foreløbig ville
kunne nå tilbage . Der var for hende ikke :
lindet at gøre , end at tye ind i huset og foreløbig
søge ly der . Da hun trådte ind , blev
hun modtagen af en gammel kone , det var husets
beboerske . Godmodig , som den gamle var ,
opmuntrede hun den forknytte , og da hun hørte
frøken Maries historie , som denne var « åbenhjertig
nok til at skrifte , tilbød hun hende venligt ,
at hun foreløbig kunne blive der , til regnen hørte
op . I de både klæder , hun bar , måtte hun
ikke blive ; men andre klæder , der passede den
unge pige , havde hun dog ikke , med mindre denne
ville bekvemme sig til at trække i hendes søns ,
der som kahytsdreng netop for tiden var rejst
til fjerne lande . Marie havde foretrukket at forblive
i de våde klæder ; men det syntes den
gamle , venlige kone slet ikke om , den unge pige
kunne befrygte det værste for sin sundhed , og
så gav da også frøken Marie efter og iførte
sig de noget grove , men næsten nye drengeklæder ,
som den gamle tilbød hende at benytte til hun
kom til hjemmet . Derfra kunne hun da dagen
efter sende dem tilbage .
Hvor det menneskelige hjerte dog er en uudgrundelig
gåde ! For en kort time siden ville
frøken Marie have modtaget budskabet om sin
død uden at klage , nu stod chnn for spejlet og
smilte ved at se sig selv i den raske matrosdragt .
Og hun nøjedes ikke engang med de klædningsstykker ,
hun af stedets beboerske alt havde modtaget ,
hun bad endogså den gamle om at låne
hende den hat , der hørte dertil , for at se , hvordan
hun tog sig ud som en fuldstændig matrosdreng .
Og da hun var kommen på det Rene
med sig selv om , at hun var så elskværdig
og rask en sømand , som der nogensinde har trådt
på dækket af noget skib , opsendte hun stille
hos stig selv det ønske , at hendes fætter i dette
øjeblik var der og kunne se hende . Ja , hvo
ved , om hun ikke endogså , skønt hun var
flygtet for particulieren som haren for de forfølgende
hunde , ønskede , at også han kunne
komme der og se hende , naturligvis kun for at
han dobbelt kunne ærgre sig over den kurv , han
definitivt skulle få af hende . Men hverken
fætteren eller particulieren var der , particulieren
var endnu optagen af middagsmåltidet , fætteren
havde vel bemærket sin cousines bortgang , men
da han ikke anede , hvor hun var gået hen , faldt
det ham ikke ind at følge , før hendes udeblivelse
forekom ham noget langvarig og mistænkelig . Så
sneg også han sig bort fra bordet , og da han
af en kusk , der . stod udenfor kroen og slog en
lille passiar af med en collega , fik af vide , af
hun var gået op i skoven , tog han hurtigt
vejen derind , uden dog af vide , i hvad retning
han skulle søge den , han savnede .
Det var allerede mørkt for længe siden ,
regnen havde hørt op , og såvel kammerråden
som particulieren havde flere gange talt
om , af de ikke kunne blive længere ude . Navnlig
kunne kammerråden det ikke godt , hans vogn
var jo lånt , og hvad ville brændeviinsbrænderen
sige , når hans vogn ikke kom hjem i rette tid .
Men hvor vare begge de unge mennesker henne ?
' hvor var navnlig kammerrådens datter ? Fætteren
havde han meer end villig ladet blive , men
uden hende kunne de dog ikke godt tage hjem ; af
overlade datteren til hendes skjebne var dog
ikke godt muligt , så meget mere , som de ikke engang
med bestemthed vidste , om hun var under
fætterens beskyttelse . At den unge mand var
hos hende , kunne kammerråden dog ikke ret
tvivle om , og hvor urolig og ængstelig derfor
end Fru Rasmussen var over sin datters forsvinden ,
følte hun sig dog noget trøstet ved , at
også fætteren savnedes . Hemmelig tænkte hun
nemlig , at det hele måske var et påfund af
søstersønnen , for at befrie hendes datter fra particulierens
efterstræbelser , og da kammerråden
og particulieren endelig langt ud på aftenen
gav ordre til at køre hjem , sagde hun derfor
intet derimod , thi i al stilhed tænkte hun og
vel også hendes mand , at de , når de kom til
hjemmet , nok ville træffe hende .
Så satte da atter vognene sig i bevægelse ,
kammerråden , hans kone og yngste datter i
den ene , particulieren og hans søster i den anden ,
og rask rullede de hjemad , medens frøken
Marie , endnu iført sin matrosdragt og med sine
våde klæder i en bylt , spadserede til Skodsborg ,
ledsaget af den velvillige gamle .
Da de to vandrende kom et stykke hen i
skoven , så de i afstand en ung mand , der
havde brækket sig en green af et træ , og , med
den som støttestav , arbejdede sig fremad så rask
han kunne , og da de kom ham lidt nærmere , så
frøken Marie straks , at det var fætteren , der
åbenbart søgte hende . Han havde krydset frem
og tilbage i skoven og gik nu , så våd som
en druknet mus , slukøret , på lykke og fromme
den vej , tilfældet førte ham . Nu og da havde
det forekommet ham , som om han lige foran sig
havde hørt trin , og da han ønskede at spørge sig
for om den , han søgte , havde han fulgt lyden .
Alen hvor rask han end jog afsted efter den , så
han dog stadig ingen , og måske var det også
kun en indbildning . Når blodet er i feberagtig
bevægelse seer og hører man meget , der
velbeseet kun er til i fantasien . Muligt var
det dog også , at det virkelig havde været skridt ,
muligt var det , at det havde været Amor , der
stadig havde trippet soran ham , for , uden at han
anede det , at vise ham vej ; thi Amor er nu engang
hverken bange for regn eller våde fødder ;
nøgen , som han har været lige fra sin fødsel ,
har han hærdet sig mod rheumatiske onder , og particulieren
havde han , det var åbenbart , sat sig for
på alle måder at drille . Da Marie så fætteren ,
satte hun den sorte , blanke hat dybt ned i
vinene og bad derpå den gamle ikke at forråde ,
hvem hun var . Og så kom da fætteren
hen til dem og spurgte , om de ikke i skoven
havde set en ung pige i en hvid kjole og med
en rød silkehat . Hun havde vist forvildet sig
der , og han skulle ledsage hende hjem . Nej , set
ung pige , det havde de ikke , i det guds vejr havde
vist ingen ung dame vovet sig ind i skoven .
Og den gamle smilede lidt , idet hun sagde det ,
og fætteren troede , der var spot deri . Men
pludselig lod han dog også et blik falde på den
lille Matros , og i et nu var det , som om hele
hans person var forvandlet . Rafl kastede han
sin green , trak matrosen hen til- sig og slog armen
om hans liv . Damen i den hvide kjole
og med den røde silkehat brød han sig nu slet
ikke mere om , han havde nok i den raske dreng .
Med ham ville han , om det end stormede nok
så vildt , gå på de lange rejser , til ham
kunne den gamle godt overlade ham på den lille
rejse , der forestod ham den aften . Han skulle
nok være drengens beskytter . Og den gamle
havde intet imod at overlade ham ledsagelsen ,
hun var allerede ikke så lidet træt , og det var
jo sent . Så tog den lykkelige fætter bylten
med den hvide dragt fra sin consine , og afsted
gik de alle , den gamle til sit hjem , efter at dog
først frøken Marie havde takket hende hjerteligt
og lovet at sende hende de lånte klæder uskadte
tilbage , den unge jurist og hans consine ad
skodsbvrg til .
Havde vandringen hen ad Nærum til været
lidet opmuntrende , så var vandringen tilbage
desto glædeligere . Arm i arm gik de tvende elskende ,
og det formørkede næppe deres glæde synderlig ,
at der vel turde vente dem en drøj tilrettevisning ,
når de korn til Skodsborg . Hvor
der var alt for vådt , ville fætteren absolut bære
sin consine over , men hun gjorde ham opmærksom
på , at hun nu slet ikke var hans consine ,
hun var en ung Matros , og for en sådan var
det dog usømmeligt at lade sig bære .
Det er dog en sandhed , at intet i verden
er så galt , at det dog ikke er godt for noget ,
og at det , der seer sortest ud , ofte kommer til at
stråle i den allerlyseste glans . Det er ikke blot
bibelens Joseph , der , solgt som slave af sine
brødre og bagvasket hos potiphar og kastet i
fængsel , senere dog kommer til hæder og aere ,
ja endogså sættes på ministertabouretten i
legypten ; også med mange andre end Jacobs
og Rachels søn har det stadfæstet sig , at netop
ulykken ofte er gjennemgangspunctet til lykken .
Det forstår sig , enhver er just ikke så heldig
som Joseph , og alle have heller ikke krav derpå ;
. thi hvor mange ville have bestået en sådan
prøve som den , han bestod hos Fru potiphar .
Men vist er det dog , at man i det hele taget kun
lidet seer , hvad det onde , som møder en , kan føre
til . Man nødes til at gå igennem en regn af
ild , og føler allerede hele legemet brænde ; men
pludselig opdager man , at man sidder på solens
vogn , lige ved solstyrerens side , og at man
kører i triumf hen over alle dødelige . I
triumf hen over alle dødelige kørte nu rigtignok
endnu hverken den unge jurist eller hans
smukke cousine , og heller ikke havde de følt legemet
brænde , tværtimod , regnen havde gennemvædet
deres lemmer ganske antageligt og kølet
dem . Men som den unge jurist med matrosen
ved sin side gik ad Skodsborg til , gik han dog i
et slags triumf , og , skønt det alt var ud på
natten , syntes han , at der rundt om ham
var en pragt af solstråler , der langtfra formindskedes ,
da han erfoer , at kammerråden og
particnlieren vare kørte hjem . Og hans triumf
steg , da det efter indtrængende besværgelser lykkedes
ham at formå cousinen til at følge med til
Tårbæk og forblive der i kroen til næste morgen .
Han kendte vertinden i Tårbæk kro nøje , og
til hende ville han for natten betroe sin elskværdige ,
forklædte cousine .
Vejen til Tårbæk gik , skønt frøken Marie
var lidt træt , dog uden besvær . Det havde vel
neppe været vanskeligt at få en vogn ; men
når man engang har forladt den slagne landevej ,
gør man helst , hvad der er det mindst naturlige .
Og havde det måske end været fornuftigere
at køre , det var dog behageligere for dem at gå .
Hvad kunne der nemlig ikke i en smuk og stille
nat , under den langsomme vandring tales om ?
Thi smukt var vejret igen blevet , hver en sky
var som fejet bort af firmamentet . Over dem
tindrede de lyse stjerner , nede , tæt ved dem ved
stranden , susede det og hviskedee så forunderlig
født , så hemmelighedsfuldt . Ja , hvad kunne bølgerne
i en smuk sommernat ikke hviske ! Ingen ,
der ikke har elsket , vil tro det . Stundom forekom
det næsten frøken Marie , som var der kogleri
derved , og havde hun ikke haft sin fætter beskyttende
ved sin side og stadig klynget sig nærmere og
nærmere op til ham , hvo ved , den raske Matros
var måske bleven bange for sit eget element .
Ikke langt fra Tårbæk kom de forbi et hus ,
hvor vinduerne stod åbne . Ud i natten klang
der toner , og en kvindelig stemme lød til
pianoet . „ Hvo ikkun lader Herren råde “ , klang
opbyggeligt og smukt ud i den stille nat . Et øjeblik
bleve den unge jurist og hans cousine
stående , ingen af dem sagde noget , den , de i
dette øjeblik kunne have talt til , forstår selv
hvad der ikke siges , den i sjelens løndom næppe
undfangne tanke . Så gik de atter videre , men
længe endnu sorbleve de dog tanse , og da de
senere kom til Tårbæk , rakte de , sør de gik ind ,
hinanden hånden og lovede , at dette øjeblik
skulle stå for dem som en lysende erindring , og
at intet skulle skille dem ad mere , hverken i liv
eller i død . Fru Rasmussen havde drømt ret ,
alliancen til Tårbæk var nu sluttet . Diplomaterne
havde fuldendt deres værk , der var nu
kim spørgsmålet , om kammerråden ville ratificere
det .
Hos vertinden i Tårbæk fandt de en god
modtagelse , hun tilbød at tage frøken Marie til
sig i sit eget værelse , den raske fætter gav hun
et Kammer oppe på kvisten . Og hun lovede dem
theen om morgenen så tidlig , at de kunne tage
til byen med et af de første banetog .
såvidt var det kommet i den begivenhed ,
der er skildret i denne simple fortælling , da kammerråden ,
således som sagt ved dens begyndelse ,
om morgenen sad ved bordet med sin kone .
Efterat de om aftenen , da de kom hjem fra
Skodsborg , havde undret sig over hverken at
forefinde datteren eller fætteren , og efter at de
hele natten igennem urolige havde lyttet efter ,
om ingen ringede på gadedøren , stod de endelig
om morgenen op og besluttede , hvis datteren
ikke kom i løbet af nogle timer , at tage ud igen
til kroen i Skodsborg og foretage de omhyggeligsfe
undersøgelser . Foreløbig havde de dog
drnkket deres morgenthee nogenlunde med håb
om , at de udeblevne snart måtte komme , og kammerråden
tog endogså , som han gjorde det hver
morgen ved theen sin morgenavis og lod viet
glide hen derover . Men , hvad er det ? Hvad seer
han der ? Under rubriksmærket „ Selvmord “ stod
der følgende linier : „ Sent iaftes er i nærheden
af vedbek fundet liget af to unge mennefker , som
det synes af den bedre classe . Nærmere underretning
om , hvor de høre hjemme , har man endnu
ikke knnnet få ; men det er åbenbart , at ulykkelig
kærlighed har været grunden til selvmordet ,
thi de tvende lig lå få tæt sammenslyngede ,
at det var , som de aldrig kunne vristes fra hinanden . “
Det var rene og tydelige ord , der kunne
ikke tages fejl . Da kammerråden læste det for
sin kone , faldt hun besvimet tilbage i sin stol ,
og selv lod han sig også falde tilbage i sin , idet
han , som tidligere anført , sagde : „ Det sagde jeg
nok ! Nu har du det så godt ! “ ret , som om det
var hende og ikke ham selv , der havde villet skille
de to unge mennesker ad .
Heldigvis lå de dog ikke længe således , og
Fru Rasmussen var endnu ikke vågnet af sin
besvimelse , da døren gik op , og hr. sxam . juris
Poulsen trådte ind , fulgt af en ung Matros , der
ganske ugenert lod sin hat sidde på sit hoved .
Idet døren åbnedes , slog Fru Rasmussen netop
øjnene op , og da hun så søstersønnen , sprang
hun ham i møde og spurgte ham med udtrykket af
en usigelig angst i sit ansigt , om han ikke vidste ,
hvor hendes datter var . Også kammerråden
rejste sig og så alt andet end glad ud . Men
da trådte matrosdrengen rask hen til fruen ,
kastede sig op til hendes bryst og bad hende om
tilgivelse for den uro , hun havde voldt dem .
Og fætteren fortalte kammerråden og hans kone
alt , hvad der var sket , siden de forlods middagsbordet
i Skodsborg kro , ja fortalte endogså , at
han og hans cousine havde lovet aldrig at slippe
hinanden . Kammerråden havde hørt den sidste
del af beretningen med misfornøjelse . Men da
så datteren bad for sig og fætteren , og desuden
kammerråden i det samme fik øje på avisen
med dens sørgelige rubrik „ Selvmord “ , og da
hans kone endogså oven i købet gav sin afgjorte
jndvilgelse , forandrede han sind og sagde : „ Jeg
sår så vel give mit minde . Det sagde jeg nok ,
at i ikke hvilede før ! “ Og den lykkelige fætter
kyssede sin lykkelige cousine , der blev givet og
taget examenspræmier i overflod , og hverken
frøken Marie eller kammerråden sagde : „ Lad
være , Frederik ! “
Lidt efter kom particulieren for at spørge til
husets ældste datter , og kammerråden fortalte
ham da , at der var blevet et par af de to unge ,
han så for sig . Particulieren skød sine grønne
briller i vejret og så på matrosen , han forstod
ikke denne alliance mod naturens orden . Men
overgiven tog frøken Marie sin blanke hat af ,
svingede den som et seierstegn hen for particulierens
Nine , og de lyse lokker rullede som en
guldflod ned over hendes grove trøje . Så
kunne particulieren nok fe , hvordan han var
faren , og mørkt rynkede han sin pande og rømmede
sig , for at sige noget ubehageligt . Men
kammerråden tog venskabeligt hans hånd og
sagde : „ Ja , skylden er udelukkende deres egen !
Forslaget om de tre måneder på prøve var
ikke vel betænkt . “ Og da particulieren ville give
en yderligere forklaring end den , han alt havde
givet dagen i forvejen , sagde kammerråden kort
og afskærende al forklaring : „ Jeg bliver ved min
påstand , overfor en unge pige var dette forslag
ikke vel betænkt ! Det skulle de ikke have gjort ,
Herr Reiersen , det sagde jeg nok ! “
et håb .
Blandt alle de poetiske skikkelser , jeg i mit
længere liv har truffet på , og som jeg endnu
mindes med kærlighed , er der ingen , som i den
grad har bevaret sig i min hukommelse som en
gammel musiklærer , med hvem jeg gennem en
række af år plejede en vel nu og da afbrudt ,
men dog bestandig lige venskabelig forbindelse .
Jeg var endnu temmelig ung candidat i retsvidenskaben ,
da jeg , hvor jeg logerede , kom til at
boe dør om dør meo ham , og mere end tredive
år , som jeg var , yngre end han gik jeg ham , når
jeg på trappen eller andetsteds mødte ham , i
længere tid forbi , om end just ikke ganske uden
interesse — thi allerede fra det første nieblik , jeg
så ham , forekom det mig , at der hos ham var
noget ejendommeligt , der havde krav på at bemærkes ,
— så dog uden den interesse , der gør ,
at man standser , for at knytte et bekendtskab , om
hvilket man ikke ved , enten det vil blive til glæde
eller ikke . Men efterhånden , som måneder gik ,
begyndte der dog hos mig at vågne en lyst til
lidt nøjere at kende denne skikkelse , mit øje så
tidt havde truffet på , og af hvilken jeg , når jeg
hilste , altid havde fået i det mindste en høflig og
stundom næsten en hjertelig gjenhilsen , og denne
min lyst fik en dobbelt næring derved , at jeg i
grunden havde ikke så lidet at takke ham for .
Ung som jeg var og ikke ganske uden den sjelsromantik ,
som almindelig selv i vor til romantiske
følelser kun lidet tilbøjelige tid er ungdommens
ledsager , følte jeg nemlig , skønt jeg selv ikke
behandlede noget instrument , en stor glæde ved
at høre musik , musik , som så at sige strømmer
fra sjelens dyb , idet den under dens hånd ,
der frembringer den , bliver ligesom et udtryk for
hans egne stemninger . Og netop en sådan
musik lød fra min naboes værelse ikke sjældent
ind til mig . Når jeg , nu og da lidt trættet ,
kom hjem og satte mig i min gyngestol , for at
drømme vågen , det vil sige , at lade billeder ,
snart fra fortiden , snart fra fremtiden glide hen
forbi mit øje , ligesom vekslede ved en magt , der
usynlig syntes tilstede om mig , så hørte jeg fra
min nabo , musiklærerens værelse toner , melodier ,
der virkede velgørende på mig , og som
stundom løftede mine tanker i bøn eller tak til
den , til hvem vi , selv om vi havde samlet al
verdens visdom , dog må henvende os enfoldige
som barnet . Og jeg lyttede til pianoet i
min naboes stue , som var der på bunden af
det kræfter , der stod i forbindelse med mit
inderste væsen . Når jeg da havde siddet således
en tidlang , når musiken ved siden af
mig efterhånden var hørt op , og efterklangen i
min sjel var døet . hen , når jeg atter tog fat
på livets daglige syssel , for ikke blot at tage
min fremtid af himmelens gunst , men selv at
bidrage til den ved mit eget arbejde , så syntes
det mig , at jeg havde forøget min gjeld i verden ,
forøget min gjeld til et medmenneske , der
stadig overfor mig var giveren , og mere og mere
vågnede der i mig en længsel efter nærmere at
kende den , jeg skyldte så mangen ren og smuk
nydelse .
Så var det da en søndag eftermiddag kort
efter pintsen ; jeg havde , skønt det var en
helligdag , alligevel om formiddagen arbejdet lidt
på det contoir , hvor jeg dengang havde mine
daglige forretninger . For så vidt muligt at udvikle
mig i praktisk retning , havde jeg nemlig
taget plads på en prokurators contoir og var
efterhånden nået op til at blive fuldmægtig —
at det senere lykkedes mig at blive advokat ved
højesteret , skylder jeg ligeså meget et held , der
til sine tider fulgte mig , som mine evner og min
arbejdsomhed . Nu var jeg , som sagt , færdig med
min dagsgjerning , og resten af dagen ville jeg
benytte til en længere spadseretour i det fri .
Som jeg ville træde ud as min dør , ligesom
allerede forud indåndende den friske luft , der ,
efter en kortvarig men stærk regn , måtte slå
mig i møde , trådte tilfældigvis også den gamle
musiklærer ud af sin , fatte nøglen i smæklåsen
og lod døren falde i . Jeg tog min hat af , han
> lettede også på sin , og det -forekom mig , at han
samtidig dermed så mere end almindelig venlig
på mig . Jeg lod da min dør slå et dieblik
påklem , og , idet jeg vendte mig helt hen imod
ham , sagde jeg : „ Tillad , at jeg standser dem et
vieblik , jeg har en lille taknemmelighedsgæld at
afbetale til dem . “ — „ Til mig ? “ sagde han forundret ,
„ det må være mig meget uafvidende , at
jeg er bleven deres creditor . “ — „ Og dog er det
fåledes , “ vedblev jeg . „ Hvis jeg ikke havde betragtet
det som fordringsfuldt , ville jeg for længe siden
have banket på hos dem og bragt dem min
tak i deres stue . Nu bringer jeg dem den kun
flygtigere , men ikke mindre med erkendelsen af ,
at den vejer såre lidet mod , hvad jeg har modtaget . “
— „ Og må man spørge , “ sagde han med
et venligt smil , „ hvorved jeg har fortjent den ? “
— „ Jeg skylder dem tak for mangen god og
mild stemning , for mangen stille nydelse , for
mangt vieblik , hvori jeg følte mig nærmere den ,
som vi ved så meget i verden daglig burde
drages til , men tværtimod ved så meget daglig
drages fra . Jeg skylder dem tak for deres
smukke musik , som , det ved jeg vel , kun blev til
for at tilfredsstille dem selv , men hvori jeg dog
dem uafvidende fik del . “ — „ De bringer denne
ufortjente tak på en så venlig måde , “ sagde
han , „ at de gør mig ligeså meget til deres
skyldner , som de er min . Gør mig den fornøjelse
engang at besøge mig , jeg skal da give
dem bedre grund til tak ved at spille lidt for
deres egen skyld . “ Jeg takkede for indbydelsen ,
han rakte mig hånden , og nogle minuter efter
var hver af os gået sin vej , jeg dog ikke , uden
at tænke på , at det ikke skulle vare længe , før
jeg ville gøre brug af hans indbydelse .
Der var ikke gået stort over otte dage , så
bankede jeg , vel en times tid før min nabo , som
jeg vidste , plejede at gå til sengs , på hans dør .
Der lød et kort „ Korn ind ! “ og jeg åbnede .
Idet man åbner døren hos nogen , hvis hjem
man ikke før har betrådt , får man almindelig
et indtryk af , hvorledes dets beboer eller beboere
ere . Meget ofte er dette indtryk misvisende , men
oftere viser det sig senere , at det er rigtigt , og at
den pågjeldendes characteer , navnlig hvis det
er en kvindes , tildeels allerede røber sig , idet
man træder over dørtærskelen . Idet jeg trådte
ind hos den gamle musiklærer , var det indtryk ,
jeg fik , et hyggeligt . Skønt dagslyset var begyndt
at blive svagere , var det dog lyst nok til ,
at jeg kunne se , hvorledes der overalt i stuen
var den fuldstændigste orden , uden at denne dog
kunne siges tilvejebragt ved småligt pedanteri .
Der var ikke meget bohave i værelset , men det ,
der var , så velbevaret ud . Der var et bord ,
nogle stole , en bogreol , hvorpå der dog just
ikke var mange bøger , og en seng . Ved den
væg , der skilte hans værelse fra mit , stod hans
piano , og over det hang ikke få billeder , mesters
i tonekunsten , på hvem han satte pris . Selv
sad han i en høj gammeldags lænestol , fra hvilken
han dog , da jeg trådte ind , hurtigt rejste sig .
Efter at jeg havde bragt ham den tak , der var
anledningen til mit besøg , og han , skønt under
en anden form , havde gentaget sin tidligere
mtring , bad ban mig tage plads ved det åbne
vindue , for at jeg , medens jeg samtalede med
ham , kunne , så vidt muligt inde i den snevre by ,
indånde den friske aftenluft . Så bød han mig
en cigar , selv røg han ikke , da det sorekom ham ,
at tobakken havde noget sløvende , noget , der
nedbrød driften til at være i stadigere beskæftigelse ,
og da jeg , idet jeg så godt jeg kunne sorsvarende
brugen , havde tændt mig en cigar , talte
vi med hinanden om huset , vi boede i , om vort
- naboskab og om de nydelsesrige timer , han ved
sin musik så ofte havde skaffet mig . „ Ja , mig
er det , “ sagde han , „ mit halve liv således på
pianoet at udtale , hvad der ligger mig på
sinde . Når jeg har undervist flere timer
daglig , og fra de fremmede mennesker , i hvem
jeg forresten har truffet mangen , som jeg har
såt kær og bevaret min agtelse for , er kommen
hjem til min stille stue , så gør det mig godt
gennem toner at tale lidt til og med mig selv ,
thi , som de vel har bemærket , i besøg hos
mig kommer der få eller ingen . “ Jeg spugte
ham , om han da ikke havde slægt og venner .
„ Slægtninge , “ sagde han , „ i det mindste kun så ,
og de er langt borte , i Amerika , og venner ,
jo , taget i den almindelige betydning , vistnok
flere . Men omgangsvenner er de mig kun i
en ringe grad ; samtlige er de gifte , og til den
enlige gamle søge de ikke hen , hvor villig de
end åbne mig deres hus , som jeg kun ikke benytter ,
fordi jeg ikke altid udelukkende vil være
den modtagende og få lidet kan være den
adende . “ Jeg gjorde ham opmærksom på hans
svar til mig kort i forvejen og på det meget ,
han medbragte til sine venner ved at kunne byde
dem smuk musik . „ Hvad jeg før ytrede til dem ,
kan ikke anvendes her , “ sagde han , „ Forholdet er
et andet , og hvad min musik angår , når jeg
er udenfor mit hjem , føler jeg mig sjælden dreven
til at befatte mig med andel end med undervisning .
Jeg har , som de måfkee ved , komponeret
en og anden bagatel ; de er visselig mere
end noget udtrykket for det bedste , der er i mig ,
men jeg har aldrig mærket , at nogen af mine
venner har haft selv et nok så ringe velvilligt
ord tilovers for dem . Og bryde de sig ikke om
det bedste , jeg ejer , hvad skulle de så bryde sig
om resten ? “ Jeg beklagede meget , at jeg ikke
kendte disse ting , jeg kendte så lidt musik i
det hele taget ; praktiske forretninger optoge det
meste af min tid . „ Nu , et og andet deraf har
de dog vel hørt , uden at vide det hørt det af
mig selv . Men det er heller ikke forfængelighed ,
der taler ud af mig , når jeg yttrer mig , som
jeg gjorde . De bagateller , jeg nedkaster på
papiret , lader jeg ikke komme srem for derved at
vinde nogen hæder . Måske ville jeg for endeel
år tilbage have følt mig usigelig glad derved ,
nu er verdens roes og dadel mig noget
temmelig ligegyldigt . “ — „ Ganske , “ indvendte
jeg , „ kan den dog ikke være det . Hvor ringe end
vor selvkærlighed er , og hvor er det menneske ,
der ganske kan sige sig sri i den henseende , så
ringe er den dog intetsteds , at andres roes slet
ikke skulle glæde , andres dadel slet ikke smerte ,
og jo kærere man har sine medmennesker , desto
mere vil man føle denne glæde eller smerte . “ -—
„ Ieg indrømmer dem , at de til en vis grad
har ret , der var , som sagt , også en tid , da
jeg lagde vægt derpå , måske endogså formegen .
Men jeg tør nok sige , at det ikke mere
er således , hvor meget jeg selv hos den ningeste
seer et og andet , der er værd at elske , og hvor
meget jeg end ved følelser , jeg så vidt muligt
dækker over , føler mig dragen til enhver . “ Ieg
yttrede min fulde tro på , hvad han i den henseende
sagde , jeg havde jo et bevis derpå i
den velvilje , hvormed han var kommen mig
imøde . „ Men , “ vedblev jeg , „ jeg forstår ikke
ganske , hvorledes man kan have lyst og drift
til af sætte sine stemninger og følelser på papiret
og lade dem gå ud i verden , når man
dog ikke i sit inderste nærer et håb om , af de
må mødes med anerkendelse og sympatti . “ —
„ Jeg er , uden egentlig af ville det , min unge
ven , “ sagde han , „ kommen lidt dybere ind på
den slags samtaler , end jeg plejer , og dybere
end nogensinde overfor en mig endnu så fremmed .
Når jeg alligevel ikke straks bryder af her ,
vil de deri se et bevis på , af jeg påskønner
den smukke måde , på hvilken de bragte mig
deres tak , og en tillid til , af den oprigtighed ,
hvormed jeg overfor dem udtaler mig , må blive
forstået . Jo , uden håbet om af nyde menneskelig
anerkendelse kan man , jeg vil ikke sige
godt være , men dog være , uden sympatti ikke
fuldt så godt . Men der er rigtignok et andet
håb , der må til , når man skal holde ud med
en virksomhed af den natur , som her er tale
om , den være stor eller lille , og det er håbet
om at have udrettet noget godt derved . Lad det ,
jeg efter evne har bragt , og et ved jeg , hvor .
Meget jeg end i livet kan have at bebrejde mig
selv , det har jeg ikke at bebrejde mig , at det er
fra en uren kilde , de stemninger , jeg har betroet
papiret , er strømmede — lad det , jeg efter
evne har bragt , siger jeg , overses eller forblive
uændset af tusinder , er der kun nogle ganske få ,
der ved dem have følt sig opbygget eller glædet ,
og det er noget helt andet end en anerkendelse ,
da er mit liv ikke levet forgæves , og det er dette
håb , og væsenlig kun dette håb , der hver dag
bærer mig op på ny til trøstig at leve mit ensomme
liv og frejdig at gøre min gerning .
Vel ved jeg , at jeg jo i visse måder også
nytter ved min undervisning ; hos en eller anden
er der dog et bedre nre eller en stærkere følelse
for musiken , og den sæd , der sås gennem
undervisningen , giver i tiden frugt ; men
min væsenligsfe styrke , den væsenligsfe del as
mit livsmod giver dette mig ikke , det er det håb ,
jeg nævnede . “
Som den gamle musiker således talte og
stadig blev varmere , følte jeg , at jeg havde rørt
en streng i hans indre tidligere , end jeg vel
efter vort bekendtskab endnu havde ret til . I
følelsen heraf havde jeg lagt cigaren fra mig
og sad nu , da han endte , aldeles tavs . Også
han tav en stund , og man kunne have hørt en
flue surre i værelset , så stille var der rundt
omkring . Min nye ven , thi jeg føler , at jeg alt
fra det nieblik havde ret til at kalde ham
således , var sunken lidt mere tilbage i sin stol ,
hans dybtliggende øjne syntes at være trådt
lidt dybere tilbage i det magre ansigt , og et nieblik
lod han hånden glide hen over sin pande ,
som ville han jevne de furer , tid og forhold
der havde fremkaldt . Så rejste han sig tavs
og satte sig til pianoet . Jeg lod mit blik slygtigt
falde ud af vinduet , oppe over skorstenen
ligeoverfor sad stor og lys aftenstjerne » og tindrede .
Da lød , medens jeg betragtede den , toner
fra pianoet , det var en lille kunstløs , religiøs
sang . Men det ved jeg , at en fra en dybere
kilde strømmende tåre er aldrig trådt i mit
Nie end den , der i dette oieblik trådte deri , og
at jeg , uden at noget ord gik igennem min tanke ,
end sige over min læbe , aldrig nogensinde har
løftet mit sind inderligere til gud end ved de
simple toner , der strømmede fra den gamle musiklærers
instrument . Havde jeg turdet , havde
jeg sagt den gamle , at det håb , han havde ,
sikkerlig ville blive opfyldt , og at han alt i dette
oieblik havde haft en tilhører , der skyldte ham
et begejstret oieblik ; men det forekom mig påtrængende
og fordringsfuldt at sige det , og jeg
taug . Så blev den gamle musiker ved at spille ,
og i over en time havde jeg en nydelse , jeg
sandelig ikke ville have undværet for meget .
Da han havde hørt op , takkede jeg ham og
bad ham ikke at regne mig til onde , hvis jeg
ved et uoverlagt ord hos ham havde fremkaldt
stemninger og tanker , han helst havde ladet bag
sig ; men han-smilede og sagde : „ Stod det ikke
til mig selv at holde tilbage , hvad jeg ville holde
tilbage ? “ Og han rakte mig venskabelig hånden
til godnat , bad mig nu og da besøge sig og ønskede
mig at sove vel . Ja , tryg og god blev
min søvn , men dog ikke i de første par timer ;
i lang tid lå jeg vågen i min seng og
tænkte mig ind i den gamle musikers forudgåede
liv og hørte hans musik klinge i mit indre .
Et år gik hen , i det besøgte jeg den gamle
musiker oftere og fik hver gang på ny indtrykket
af , at han , så vidt muligt for et menneske , var
fri for selviskhed og forfængelighed , og at han
overfor mig den første gang , jeg så ham , åbent
og ærligt havde udtalt , hvad der bevægede ham .
Med hver gang , jeg besøgte ham , fik jeg ham
kærere , og kun afstanden i vor alder og hans
i flere henseender ejendommelige måde at tage
livet på forhindrede vort venskab fra at blive
et broderligt . Kun en gang endnu kom vi til
at tale om de småting , han havde frembragt ,
og hvormed han havde forøget den musikalske literatur .
„ Jeg tilstår det , “ sagde han , „ kun
ved disse frembringelser , de være nu noget større
eller kun ganske ubetydelige i omfang , synes det
mig , at jeg har et blivende liv . Ikke som om
jeg tvivlede om et liv efter dette , nej , på det
troer jeg fast og inderlig , men jeg mener også
kun : et blivende liv hernede . Og er jeg end
langtfra at tro , at disse mine ensomme timers
fostre skulle kendes ret længe ud over det nu ,
hvori de fødtes , da dog så få kende dem i
selve nuet , så er det mig dog , som om der , når
jeg er død og borte , er noget , der , kendt eller
ukendt , bliver efter mig , og kun ved det , synes
det mig , at jeg med min evne og min tragten
hernede rækker ud over det nieblik , jeg tager affled
med verden . “ Men aldrig slog dog vor
samtale så dybt ind i min sjæl som under
mit første besøg , hvor meget jeg end erkender ,
at jeg skylder ham nogle af de stemningsrigeste
nieblikke i mit liv .
Et år gik som sagt hen , da forandrede
mine forhold sig . Som candidat med bedste
charakteer , der oven i købet var velanbefalet , fik
jeg et rejsestipendium , og , efter at have taget
afsked med mine venner og blandt dem med
min gamle musiker , rejste jeg til Paris for der
at udvikle mig yderligere og navnlig vinde den
frihed og lethed , der er en ikke uvæsenlig betingelse
for at komme heldig frem i verden . I
Paris gjorde jeg bekendtskab med en ung , smuk
pige fra mit fædreland ; gennem det fælles
sprog klang vore hjerter sammen , og da jeg ,
efter at have rejst udenlands et par år , kom
tilbage til hovedstaden , blev hun min kone . Jeg
var endnu kun candidat , det var noget betænkeligt
at danne hus , så meget mere som jeg
ikke i medgift kunne vente store kapitaler , men
hendes bedste kapital var hendes elskværdige characteer
og hendes i det mindste i mine Nine
sjeldne skønhed . Men mit held fulgte mig , jeg
tog på ny plads som sagførerfuldmægtig , og
min stilling som sådan var så indbringende ,
at jeg ikke følte mig tynget til nogen side , om
selvfølgelig end min livsstilling blev en langt
bedre og rigere , da jeg nogle år efter blev advokat .
Kort efter , at jeg havde haft bryllup ,
foresatte jeg mig at besøge den gamle musiker og
under mit besøg at bede ham , så lidt han ville ,
at gjeste mit hus , hvor han ville være min
unge kone , for hvem jeg havde omtalt ham med
barme , velkommen . Da jeg en søndag formiddag
kom op , for at se til ham , var han flyttet ,
og på forespørgsel i huset fik jeg at vide , hvor
han var flyttet hen . Jeg føgte ham i hans nye
bolig , men hvor overrasket blev jeg ikke , da jeg
kom der , og ikke blot traf ham selv , men også
en ung , smuk og livssrisk pige på omtrent atten
år , der syslede omkring ham . Idet jeg trådte
ind , sad den gamle musiker med ryggen mod
døren og bladede i en bog , og den unge pige ,
der muligt troede , af jeg var en fremmed , som
havde noget af tale med den gamle , åbnede
døren til et andet værelse — thi min gamle ven
havde nu to værelser i stedet for som før et — for
af gå derind og lade os tale i eenrum . Men
i det samme fik den gamle mand Nie på mig i
spejlet ligefor og rejste sig hurtigt , medens han
tillige gav den unge pige tegn til , af hun godt
kunne blive , hvor hun var . Han trykkede min
hånd og bød mig velkommen ; han vidste allerede ,
af jeg var bleven gift og bragte mig sin
hjertelige lykønskning . Jeg ytrede min glæde
ved atter af se ham , men tillige ikke mindre min
overraskelse ved af se ham omgiven as en ung
dame , som jeg , efter alt af dømme , måtte betragte
som hørende til hans hus . „ Det er min søsterdatter , “
Sagde han . „ Jeg sagde dem engang , at
jeg kun havde såre så slægtninge , og disse få
vare langt borte . Med disse slægtninge mente
jeg en søster og svoger samt deres datter .
Desværre er forældrene for mere end halvandet
år siden , begge omtrent samtidig , døde af en
smitsom sygdom i en fjern verdensdel , og
deres datter stod , så at sige , ene blandt mennesker ,
der vare hende fuldkommen fremmede . Så
bestemte jeg mig til at tage hende til mig ; jeg
skrev efter hende og , som de seer hende her “ —
og ved disse ord tog han hendes hånd og drog
hende frem , henimod mig — „ er hun mig en så
kærlig og så forstandig datter og ungdommelig
omgangsveninde , at jeg intet oieblik har angret
det . “ Jeg hilste på hende , bad hende ikke at
betragte mit hus som et hende fremmed , og
yttrede min glæde ved den forandring , der var
foregået hos min gamle ven . „ Det er mig en
tjær tanke at vide , “ sagde jeg , „ at de nu ikke
står så ene i verden , at de har nogen at
elske og virke for . “ — „ Ja , også mig er det
kært , “ sagde han og lagde sin hånd let på
den unge piges skulder . „ I begyndelsen var
det mig noget uvant , nu ville jeg ikke godt kunne
undvære hende . “ Den unge pige smilede taknemmelig ,
hentede derpå en stol og bad mig
sidde . Hun gik derpå ind i det andet værelse ,
for ikke at træde hindrende i vejen for , hvad vi
dog muligt kunne have at tale om , som hun rettest
ikke hørte . „ Nu , og deres musik , min gamle ven , “
Sagde jeg , da hun var gået og jeg havde taget
plads ikke langt fra vinduet , „ hvordan går det
med den ? “ — „ Ja , hvordan skal det gå ? Ikke
ganske som tidligere . For at kunne leve , må jeg
undervise mere end forhen , og da jeg med hver
dag bliver ældre , så har jeg ikke mere så megen
spændkraft til at holde ud som før . Når jeg
nu har undervist , og jeg er kommen hjem , kaster
jeg mig som oftest træt i min stol og lader det
beroe ved at udhvile mig . Så seer jeg på min
søsterdatters runde barneansigt , på hendes friske
kinder , så beder jeg hende fortælle mig lidt fra
den fjerne verdensdel , hvor hun har levet så
stor en del af sit liv , og hun fortæller godt og
underholdende , og så lader jeg tankerne og
tiderne gå og komme som de ville . Kun nu
og da lader jeg hånden glide lidt hen over instrumentet ,
til at nedskrive mine stemninger er der
nn så godt som aldrig lejlighed . Men jeg tilstår
det , jeg tager mig det ikke nær , og når
jeg stundom tænker på , hvad det var , der tidligere
så at sige bar mig op , — jeg mindes det
endnu tydeligt , at jeg udtalte det for dem den
første gang , vi sås , og har lidt undret mig
over , hvor jeg så hurtigt kunne åbne mig for
dem , —- når jeg tænker på , at det væsenlig var
et håb , der gav mit sind frejdighed til at
gå fremtidens tilskikkelser i møde , håbet om
ved de bagateller , jeg har frembragt , at have
virket noget godt , noget , der , hvor lidet det end
kendtes , dog blev efter mig , når jeg engang dør ,
og mulig beredede mig indgang hisset , så forundrer
jeg mig næsten nu over denne min opfatfelse .
Den var grundet på en anskuelse , jeg
erkender ikke holder stik . Også nu har jeg et
håb , der giver mig kraft til at arbejde i grunden
ud over , hvad jeg endnu i min allerede fremrykkede
alder formår ; men dette håb er et ganske
andet . Det er håbet om , at jeg ved mit arbejde ,
det være så ringe det vil , skaber et menneskes
lykke , ja , jeg kunne fristes til at sige , gør
det muligt for et menneske at være , og for hver
gang jeg seer min unge søsterdatter smile , får
dette håb ny næring . “ Jeg bemærkede , at det
ganske vist var en smuk erkendelse , han var
kommen til , og at jeg kun ville ønske , at han
for , hvad han gjorde mod sin unge slægtning ,
måtte lønnes med taknemmelighed . „ Hm ! Det
tænker jeg mindre på , “ sagde han ; „ Kærlighedens
gerninger have deres løn i sig selv . Jeg
erkender nu , at der til grund for min tidligere
opfattelse lå en vis forfængelig stolthed , vistnok
svagere end i mine unge dage , men ikke
aldeles kuet . Kan der for den enkeltes skyld , for
hvis lykke jeg nu arbejder , engang forundes mig
adgang til et lysere livs glæde , så har jeg
opnået alt , hvad jeg har ret til at vente . “
Jeg havde gerne bemærket , at der ligesåfuldt i
dette håb som i hans tidligere var en misvisning ,
men jeg nænnede det ikke ; jeg nøjedes
med at sige , at såvel hans tidligere håb som
det , han nu nærede , i grunden strømmede fra
samme kilde , ønsket om at gøre sine medmennesker
gavn , og at det ene håb i sit
inderste væsen ikke var sorskjelligt fra det andet .
Så godt jeg kunne , henledede jeg derpå samtalen
på andre genstande , og lidt efter bad jeg
ham glæde mig med nogle toner fra hans piano ,
toner , der nu ved min lange fraværelse næsten
vare mig fremmede . „ Hvis de i dag vil spille
lidt for mig , “ sagde jeg , „ skal jeg til gjengjeld
bringe dem en dem vist ikke ubehagelig efterretning .
Jeg har talt med en af de største
parisifke musikforlæggere og foreslået ham at
forlægge de af deres fremtidige eller tidligere
utrykte arbejder , der kunne egne sig for det fremmede
publikum og den fremmede nationalitet . Han
har lovet mig at lade foretage en grundig prøvelse
af alt , hvad jeg sender ham , og at betale ,
hvad han bestemmer sig for at forlægge , så godt ,
som det kun i et så rigtbefolket land kan betales . “
— „ Hvad det angår , at spille for dem ,
min unge ven , “ sagde han , „ da skal jeg gerne
gøre det , det er i dag søndag , og jeg har knn
undervist et par timer , så at jeg netop i dag
ikke er synderlig trættet . Hvad forlæggerskabet
angår , da takker jeg dem for deres møje og
gode villie , men benytte mig deraf vil jeg ikke .
Jeg har nu truffet mit valg , mine undervisningstimer
og min lille søsterdatter , for dem vil
jeg udelukkende leve . “ Og dermed åbnede han
døren til værelset ved siden af , bad sin søsterdatter
sætte et glas vin på bordet , og , efter
at hun venlig og mild efter hans anmodning
havde fyldt glasset til os begge , og vi ved det havde
fornyet vort gamle venskab , satte han sig til
pianoet og spillede , medens hans søsterdatter
og jeg toge plads hver ved sit vindue og hørte
til .
Henved en time sagde vi således , begivenheder ,
der for længe siden vare trådte i baggrunden ,
giede frem igen forbi mit Nie , og , idet
jeg så ud over mit nye liv og sammenlignede
det med mit tidligere , følte jeg , hvad jeg havde
vundet i en elskelig hustru og et godt hjem .
Også den unge pige hvilede vel med sine tanker
ud i en sammenligning mellem nuet og de
svnndne tider , og jeg så , da jeg tilfældig engang
kastede niet på hende , en tåre stjæle sig
frem under nienlåget , thi det er al god musiks
natur , at den ubemærket for os løser op de
bånd , som livets travlhed til så mange sider
lægger om vor erindring . Da den gamle
musiker var færdig med at spille , var det ikke
blot , som var han atter kommen mig nærmere ,
men også som var jeg bleven mere fortrolig med
den unge pige , uden at vi dog havde vekslet ret
mange ord . Da jeg havde takket ham for hans
smukke spil og bedet ikke blot ham , men også
hans søsterdatter at besøge mig og min hustru ,
forlod jeg ham , og da jeg kom hjem , kunne jeg
ikke noksom udtale mig for min kone om den
store forandring , der var foregået i min gamle
vens forhold .
Så besøgte jeg ham nu atter af og til ,
ja , min koire sluttede sig til mig og deltog nu
og da i mine besøg . Til os kom den gamle
musiker dog ikke , han var , sagde han , bleven så
ganske afvant med at besøge andre , at han ikke
kunne beslutte sig til at forandre noget i den henseende ,
hvormeget det end ville kunne glæde ham
at se de huslige forhold , jeg levede under .
Hans søsterdatter derimod gjorde os af og til et
besøg , og vi modtoge den unge pige så godt ,
vi kunne . Men da dog den gamle musiker selv
ikke kom , blev også mit og min kones besøg
noget sjeldnere , og da jeg senere som advokat fik
en udbredt praksis , og min tid således blev
meget optagen , gik der stundom en hel måned , .
Uden at jeg fik min gamle . Ven at se .
En dag , som min kone og jeg i skumringen ,
måfkee et par år efter vort første genbesøg
hos den gamle musiklærer , sagde og talte
med hinanden , mindedes vi pludselig , at den unge
pige , han havde i sit hus , i længere tid ikke
havde besøgt os . Jeg ytrede min forundring
over , hvad grunden vel kunne være . „ Hun er dog
vel bleven godt modtagen ? “ ytrede jeg . — „ Kan
du tvivle ? “ sagde min kone . „ Jeg frygter næsten ,
at hun er bleven for godt modtagen . “ —
„ Hvorledes det ? “ spurgte jeg ; „ hvorledes forener
jeg dette svar med din kærlige og velvillige
natur ? “ — „ Jeg tror , “ sagde min kone , „ at
vi ikke have gjort vel i stundom næsten at betragte
hende som et led af vor egen slægt , thi
hun er derved måske kommen til at løfte sit øje
lidt højere , end hendes stilling og vilkår tillade . “
— „ Kan min fromme kone såres ved , at den
unge pige betragter hende som sin lige ? “ afbrød
jeg hende , og det var næsten , som faldt der mig
en ganske lille sten på brystet , den første , jeg
havde mærket der i vort allerede nu ikke så
ganske kortvarige legteskab . „ Nej , det er ikke således
at forstå , “ sagde min unge kone smilende ,
medens hun gav mig et Kys ; „ selv om hun , hvad
hun dog har , slet ingen anden adkomst havde
havt til mit venskab end din interesse for hende ,
ville hun dog være velset af mig . Men jeg
frygter for , at vi have draget hende for meget til
os , fordi hun derved er kommen i bekendtskaber
og forbindelser , hvori hun dog ikke ret kan fæste
rod , og fordi der derved sikkert hos hende er vakt
forhåbninger , som , da de ikke kunne opfyldes ,
måtte være hende mere til sorg end glæde . “
Jeg bad min kone forklare sig nøjere , og hun
sagde da : „ Sikker på , hvad feg her yttrer , er
jeg ikke , men jeg tror næppe , at mit vie skuffer
mig , og havde du ikke været så optagen af
forretninger , som du er , ville du . vist med dit
skarpe blik have set det længe før jeg . Den
gamle musikers søsterdatter har vistnok fået en
interesse for den unge , livlige franskmand , der
var her i byen i nogle måneder , som er større ,
end der vel kan forenes med hendes sindsro og
jevne glæde . “ — „ Hvorledes ? “ sagde jeg ; „ for
den smukke ingenieur , der kom her daglig ? “ —
„ Netop for ham , og det er sikkert derfor , hun i
så lang tid har skyet vort hus . Jeg har i
længere tid hos hende bemærket et stille træk af
tungsind , der tidligere ikke var hende ejendommeligt .
Jeg har set hende skifte farve i hans
nærværelse og skjult fælde tårer . “ — „ Ih , det
gør nng virkelig ondt , “ sagde jeg ; „ endnu i dag
vil jeg til min gamle ben og se , om du har
ret . Skulle det være tilfældet , da ville jeg
høilig beklage , at jeg har draget hende til vort
hus . “ Endnu ganske kort talte jeg med min
kone derom , så gik jeg ind i mit contoir til
mit arbejde ; men jeg kunne ikke negte for mig
selv , at min kones formodning havde forstemt
mig lidt , og at jeg i mit hjerte dadlede den
muntre franskmand , der dog vistnok ved et overfor
den unge pige alt for vidt drevet galanteri
havde givet hende lejlighed til en tro på noget ,
der siden viste sig som tant .
Da jeg hen ad skumringen besøgte min gamle
ven , thi det var nu engang den tid , jeg var
sikkrest på at træffe ham , fad han ved sit bord ,
med hovedet hvilende på den venstre arm . Ved
pianoet , således at hun vendte ryggen til det ,
sad hans søsterdatter og syslede , så godt halvmørket
tillod det , med et håndarbejde . Det var
tydeligt , at hun havde grædt ; hendes dine vare
anstrengte , hendes kinder røde . Da jeg trådte
ind . , gik hun hurtigt ind i det andet værelse og
lukkede , efter at have hilst venligt på mig , døren
imellem værelserne i . Den gamle musiker
løftede kim langsomt hovedet op , og da han så ,
det var mig , gik der som et træk af dyb smerte
hen over hans ansigt . Så rejste han sig langsomt
og øjensynlig meget svag , rakte mig hånden
og bad mig sidde ned . Jeg spurgte til hans
besindende , gjorde en undskyldning for , at jeg ved
forretninger havde været hindret i at besøge ham ,
og tydede derpå så let som det var mig muligt
hen til , at det forekom mig , som om han ikke
mere var så tilfreds som tidligere . „ Alting i
verden veksler , min gode advokat , “ sagde han ;
„ det er ikke menneskets lod at se alt gå , som
det helst ønsker det . Der er måske enkelte , der
ere heldigere stillede , til dem har jeg aldrig hørt . “
— „ Når plejer min gamle ven at være så
mismodig ? “ bemærkede jeg ; „ Har de ikke om
dem og i dem en rigdom , der kan opretholde
dem ? “ — „ Jeg tilstår , jeg har tidligere selv
troet det , og ville gerne tro det endnu . Men
har man først hængt sit hjerte ret tilgavns ved
et andet menneske , så er man bleven afhængig ,
så har man ikke således mere magten over sig
selv . “ Jeg gjorde en lille bemærkning om , hvad
han tidligere selv havde yttret , det løftende i
af virke for en andens lykke . „ Ja , for en andens
lykke , “ sagde han . „ Men når man nu
seer , hvad man havde arbejdet på , pludselig nedbrudt ,
hvad så ? Se her , “ fortsatte han , og
trak , idet han åbnede døren til værelset ved
siden af , sin søsterdatter ganske sagte og mildt
ind ved hånden , „ se her på dette forgrædte
ansigt , det er , hvad jeg har vundet ved mit arbejde
i år og dag . “ Med nedslået blik stod
den unge pige overfor mig , og det var mig tydeligt ,
af hun gerne ville have trukket sig bort
igen , men kun ikke ville gøre min gamle ven
imod . „ Se her på det sørgmodige i det endnu
for kort tid siden så livsglade ansigt . Først
for en halv time siden har hun tilstået mig ,
hvad der længe har trykket hendes sind og voldt
mig , fordi jeg så det , om jeg end ikke vidste
grunden dertil , mangen bitter time . “ Jeg tog
den nnge piges hånd , som den gamle musiklærer
havde sluppet , lagde også min anden hånd
på hendes , der nu lå ganske gemt i begge
mine , son : bekræftelse på , at hun i mig havde
en velmenende ven , og sagde : „ Jeg har tidligere
ikke vidst , at der hos dem var nogen sorg . Først
i dag har jeg ved en bemærkning af min kone
fået formodning derom . Men er det , som hun
troede , da tab ikke endnu ganske modet , hvo ved ,
hvad tiden kan bringe . “ — „ Den bringer intet , “
Sagde den gamle musiker lidt skarpt , „ det er
bedre at rive håbet straks ud af sit hjerte , end .
At dåre sig ved falske forhåbninger . Jeg selv
har prøvet , hvad det vil sige , vi skulle ikke hænge
vort hjerte ved noget håb . “ Jeg bestred min
gamle vens nye livsanskuelse og sagde , at den
var kun frugten af de seneste nieblikkes bitre
indtryk . Var end det håb glippet ham , at
skabe en enkelts lykke fuldkommen , hans tidligste
håb var dog ikke skuffet , det ville sikkerlig blive
opfyldt , og hvo turde sige , om ikke også det andet
ville blive det . „ Nej , min gode ven , “ afbrød
han mig , „ De er endnu i strømmen , i den
raske lykkens strømning , og de dømmer derefter .
Nej , det ene håb var ligeså falsk som det andet ,
jeg erkender det nu , også dette var forfængelighed .
Vi skulle gøre vort arbejde , fordi
en magt , der står over os , daglig arbejder for
os , og vi skulle ikke spørge om frugterne deraf ,
men trøstig henstille dem til den , overfor hvem vi ,
svage og vaklende , som vi er , ikke have nogen
ret ! “ Jeg indrømmede ham det deelviis sande
deri , men mente dog , at mennesket ikke kunne
undvære noget som helst håb . Han havde selv
flere gange grebet sig i skuffelser , han ville ,
når en tid var gået , måske atter erkende ,
at også hans nuværende opfattelse , om den end ,
forstået som den kunne og burde forstås , var
rigtig , dog vist , således som den nu var hos
ham , var en skuffelse . „ Det er muligt , jeg
troer det ikke ; men lad os ikke tale mere derom ,
sæt dem , jeg vil spille for dem , og jeg vil i aften
spille for min lille bekymrede pige ! “ Og da ikke
blot jeg , men også den unge pige havde sat os ,
spillede han så vidunderligt smukt , at jeg aldrig
forhen i den grad havde følt , at der i ham bankede
et rigt kunstnerhjerte .
Da han var færdig , bad jeg ham og den unge
pige , og da navnlig den sidstnævnte , at besøge
os — thi på , at den gamle musiker ville besøge
os , troede jeg ikke , og hun lovede igen at komme
til os og være , når hun var hos os , som et led
af vor kreds . Og da jeg forlod dem , var stemningen
mildere , og min gamle ven fulgte mig til
døren .
I den følgende tid besøgte jeg ham ofte ,
men noget glædelig : indtryk fik jeg ikke af mine
besøg . Det var tydeligt , at sorgen havde ældet
ham hurtigere , end det ellers ville være fkeet , og
snart kunne han ikke mere forlade sit værelse , og
selv sin lænestol forlod han kun , når han skulle
tilsengs . Det nødvendige til at leve af savnede
han dog ikke , min kone sørgede rigelig for hans
hus , om det end i begyndelsen var ham hårdt
at skulle modtage , uden at kunne gjengjelde . En
dag , da jeg stod i mit contoir , fik jeg et brev
fra Paris , og da jeg åbnede det , var det til
mig og min kone . Det var fra den franske ingenieur .
Han meddelte os deri , at han efter
længere tids selvprøvelse var kommen til erkendelse
af , af han elskede den unge pige , han
engang havde set i mit hus . Hos hende selv
ville han dog ikke endnu forespørge ; men os
ville han bede undersøge forholdene . Viste det
sig , af også den unge pige havde bevaret nogen
interesse for ham , og han troede det næsten , da
ville han komme til København , for af begære
hendes hånd , og da bad han os foreløbig sige
hende det . Jeg ilte med brevet i hånden ind
til min kone , vi vare begge færdige af le og
græde på engang af glæde , og ikke længe efter
var jeg hos min gamle ven , for af bringe det
glade budskab .
Da jeg kom til den gamle musiker , var han
syg og sengeliggende , og hans unge søsterdatter
sad ved hans seng og læste for ham i Julius
Thomsens fortræffelige værk : „ Vandringer på
naturvidenskabens gebet “ , afhandlingen „ Verdensrummets
historie “ . For naturvidenskaben havde
han altid haft en opvakt sands , og det nævnte
skrift hørte blandt dem , på hvilke han satte
højest pris . Ganske sagte var jeg trådt ind i
det andet værelse , hvortil døren stod påkleni ,
og ytrede nu min beklagelse ved af finde ham
sengeliggende . „ Det går ned ad bakke , “ sagde
han , „ jeg har ikke langt tilbage . “ Jeg ytrede ,
at han endnu kunne have et langt liv og så meget
længere og glædeligere , som jeg havde en
god tidende at bringe ham og ikke mindst hans
kære søsterdatter . Han så op på mig , og
den unge pige rødmede som blod . „ Her har
jeg et brev , “ sagde jeg , og holdt det brev , jeg
havde modtaget , triumferende i vejret , „ det er for
nogle nieblikke siden kommet fra Paris , og det
indeholder en begæring til mig og min kone
fra en fransk ingenieur , der tidligere i længere
tid var her i byen og daglig besøgte os . Det
er et højt begavet menneske og en hæderlig charakteer ,
og gennem os har han forespurgt , om
der for hans kærlighed til deres søsterdatter ,
thi efter omhyggelig selvprøvelse er han kommen
til den overbevisning , at han elsker hende , om
der for hans kærlighed til deres søsterdatter
turde være noget håb ; han ville da rejse herover
og af hende selv forlange hendes hånd .
Jeg så på den unge piges ansigt , idet jeg
sagde det , det var som en fuld sols klare stråler
havde lagt sig derover , og dog var rødmen straks
atter svunden og forvandlet til dødbleghed . „ Det
glæder mig , “ sagde min gamle ven , og også
over hans ansigt gik der svlstråler , „ det glæder
mig for hende ; hun har sat sin lid og sit håb
til ham . Det glæder mig at kunne tro på en
lykkelig fremtid for hende . Mine Nine ville ikke
få den at se , de ville næppe engang få ham
at se . “ Jeg søgte i den henseende at trøste
ham , men han sagde rolig : „ Nej , jeg har længe
været moden til at gå herfra , og jeg vil kunne
gøre det så meget mere rolig efter den meddelelse ,
de nylig har bragt mig . “ Jeg sagde , at
han , hvad den unge pige angik , kunne være aldeles
ubekymret . Hun skulle finde et kærligt
hjem i mit hus , så længe til den , der elskede
hende , og som jeg nu tydelig få , hun elskede ,
kom og afhentede hende til sit hjem , hvad der
neppe kunne vare længe , da han i Paris havde
en betydelig og meget indbringende post og allerede
nu , endskønt ung og ugift , førte et temmelig
stort hus . Hvad jeg bemærkede , glædede
øjensynlig min gamle ven meget , og flere gange
greb han efter min hånd og trykkede den . Så
lagde han sig stille hen , det var , som følte han
sig for afkræftet til at tale mere . Men jeg talte
endnu en stund med den unge pige om den ,
hun havde skænket sit hjerte , og om hendes
fremtid , og i hendes sjæl kæmpede glæden over ,
hvad jeg sagde hende , og sorgen over hendes
stadig mere afkræftede velgører således med
hinanden , at smil og tårer skiftede uafbrudt .
Lidt efter satte jeg mig atter hen ved hans
seng , men den unge pige satte sig til pianoet
og spillede stemningsfuldt og smukt en lille enfoldig
tak til gud . „ Det er et af mine tidligste
småstykker , “ sagde den gamle musiker og tøffede
hovedet lidt , medens et let smil gik hen
over hans ansigt , „ og hun spiller det rent og
godt og inderligt . Jeg har selv lært hende at
spille . “ — „ Nu , min kære , gamle ven , “ sagde
jeg , „ så er det da på vej til at ske , hvad de
håbede , ikke blot med hensyn til den , hvis lykke
var bleven deres livs opgave , men også
med hensyn til dem selv . Gennem denne
rørende tak til gud har de bekræftelsen på
begge dele . “ — „ Tys ! “ sagde den gamle musiker ,
„ lader os ikke tale derom . Har jeg ikke sagt
Deni , det ene håb som det andet er kun forfængelighed .
Også jeg vil froe på hendes lykke
og froe på , af min virksomhed i , hvad der
kaldes kunst , ikke har været aldeles sorgjæves .
Men bag mig ligger dog nu alt dette , og jeg har
nn kun et håb , håbet om , af der ikke må ske
mig efter mine gerninger , thi de er alle kummerlighed
og stykværk , men kun efter guds nåde ,
for frelsens skyld . “
Mit oie saldt på hans ansigt , det havde
i dette oieblik noget forklaret . Under indtrykket
af hans ord lod jeg ham hvile , jeg følte , af
dødens engel i dette oieblik mærkede hans
pande . Det var , som så jeg de alvorsfulde
skrifttræk , englen fkrev . Med brystet fuldt , så
af jeg næppe kunne trække vejret , rejste jeg mig og
satte mig hen ved pianoet , hvor den unge pige
endnu stadig vedblev af spille . Da hun hørte op ,
rejste også jeg mig ; da jeg kom til min gamle
vens leje , havde han udåndet .
Da den første smerte havde sat sig hos den
unge pige , bad jeg hende følge mig hjem til min
kone , og i forening gjorde vi , hvad vi kunne ,
for at trøste hende . „ Han er død , “ sagde jeg ,
„ men han er død en smuk død . Af alt , hvad vi
i verden håbe på , tog han det bedste og trøsterigste
håb med sig i døden . “
stakkels pige !
Og der var glæde i det hele hus , frøken
julle var bleven forlovet ! Men forlovelsen varede
kun kort — hvor længe var Adam i Paradis ?
Stakkels pige ! hun måtte nok ønske , at den aldrig
havde fundet sted , og jeg sial nu fortælle hvorfor .
En og anden ville måske tage dette stof
tragisk , jeg tager det let spøgende . Ikke , som om
jeg er blind for det sørgelige i en sådan begivenhed .
Ak ! hvor ofte den i det daglige liv
end hændes , den bliver dog altid ikke mindre
tung ! En og anden ville måske forme det til
en kæmpestor roman . Jeg gør deraf kun en lille let
skizze , skikket til en halv times læsning . I vor tid
går alt med damp , hvorfor skal poesien da ikke
gøre det , selv den episke ? Er den begivenhed ,
hvorom man vil have lidt at vide , desuden en
sørgelig , er man da ikke bedre tjent med så hurtig
som mulig og så let som mulig at komme ud
derover ? Enhver har sandelig i sit eget liv nok
at sørge over , hver dag bringer nye sorger , hvorfor
da befkjæftige sig med andres længere end
netop nødvendigt ? En og anden ville måske
dele sin fortælling i flere afsnit , måske i tre ,
og som betegnelse over dem sætte 1 , 2 , 3 , for
derved ligesom fint at antyde handlingens gang ,
idet forlovelsen sluttes og afsluttes , begynder og
ender i en , to , tre . Jeg hader skjulte hentydninger ,
de være af hvad natur de ville ; åbenhed
og lerlighed , det er den indskrift , jeg sætter på
mit banner . Over fortællingen sætter jeg derfor
intet tal . Og så tager jeg da fat , gid jeg nu
ikke midt på vejen må tabe tråden !
Se , der var nu , for at begynde med begyndelsen ,
den unge grosserer Jansen , ham , man
senere kaldte bag-af-jansen , eller , som et vittigt
hoved forandrede det til : „ Bag-af-dansen “ . Det
var mageløst , hvor det menneske havde slået sig
op i en kort tid . I påske 1866 sad han endnu
på consul Mathisens contoir , slog streger i hans
hovedbog og modtog ordres af sin principal , som
han måtte respektere . I pintsen 1866 havde han
selv contoir og hovedbøger , hvor andre sloge
streger , og hans ordres gik ud til alle verdens
hjørner og blev respekterede . I påfken 1866
levede han endnu af de små rester , der vare tilbage
af en gage på 600 rdl . årlig og en ganske
lille forøgelse i hans alt i forvejen ikke ubetydelige
gæld ; i pintsen 1866 svømmede han i Veksler
og contanter og brugte flere af de rede penge
til at leve af i en uge end før i et samfuldt år .
i påsken 1866 gik han på sin fod nedad Østergade
og sendte med sine unegtelig livlige øjne
småpile ud til de tvivlsommere af Evas køn ; i
pintsen 1866 kørte han de to kostbareste skimler ,
der fandtes indenfor Københavns volde , og skød ,
når han med dem og sin phaston rullede fuglelet
gennem Bredgade over linien , bomber ind
selv i de messt utvivlsommes hjerter . I påsken
1866 var han kun en slet og ret hr. Jansen , som
kun få familiefædre og mødre kendte og endnu
færre brøde sig om ; i pintsen 1866 var han den
smukke Jansen , tagens løve , en genstand for
fædres og mødres samtale og døttres forhåbninger .
Cæsar kom , så og vandt , han vandt ,
selv hvor han ikke kom og ikke så .
Hvorledes denne hurtige forvandling var gået
til , vil måske en og anden spørge ; svaret kan
enhver give sig selv . Det er ikke så sjældent , at
ligeså overraskende forvandlinger soregåe endnu
hurtigere . Kålormen , man den ene dag gemmer
i en Leske , flyver den anden dag ud deraf son : en
sommerfugl . Den for sit folkelige lune bekendte
„ Professor “ og magiker Olivo ville måske sige :
„ Det er trollen alt sammen ! “ Enhver , der kender
livet , som det er , og navnlig kender livet i vore
dage , vil sige , at der til det aldeles intet „ Trollen “
Behøves . Lidt dristighed , lidt frækhed , og
„ twous poeus Mas “ , kunststykket er gjort . Det
forstår sig , besindigere folk rystede betænksomt
på hovedet , når der taltes om hr. Jansen ,
og mente , at hvad der kom så hurtigt , kunne gå
endnu hurtigere , og folk , der vare alt andet end
besindige , men dog havde så meget af den sørensenske
natur , at de , før de turde gøre springet ,
lidt vel længe følte sig for , om vandet også var
ekstra , sagde misfornøjet , at det hele var „ Svindel “ ,
og at Jansen var en plattenslager . Men hvor
mange af de mange , der se , hvad der foregår
omkring dem , bryde sig vel om , hvad de besindigere
dømme og skumlerne fordømme ? Hvo vil
også se alt fra den sorteste side ? hvo straks
spørge , om en vogn vælter , når den seierrige
erobrer flyver afsted på den med sine trofæer ?
Og hvorfor skulle Fru Caspersen netop være den ,
som spurgte mest , hun , som aldrig havde lagt sig
Solons ord til krøsus : „ Pris ingen lykkelig ,
før han er i sin grav ! “ på hjerte , og som oven i købet
havde en datter , der , hvis hun havde
plads ved den seierrige erobrers side , kunne
blive genstand selv for de stoltestes beundring
og misundelse .
Nej , den græske filosofs ord til den sidste
lydiske konge tænkte Fru Caspersen ikke på , og
det var heller ikke at fordre af hende . Det var
år og dage siden , hun gik i skole , og var hendes
lærer i historie end en dygtig lærer , man tænker
dog i den alder , hun dengang var i , især når
man har en ung lærer for sig , mere på , hvem
det er , der siger det , der skal siges , end hvad der
siges . Og siden , når skoletiden for længe siden
er forbi , når både historielæreren og det , han
talte om , for år tilbage er trådt i baggrunden ,
når man er langt henne i de fyrgetyve , hvor
skulle man få , midt under et elegant selskabslivs
adspredende tummel , tænke på en gammel atheniensisk
filosof , der er gået alt kødets gang
for over to tusinde år siden , og som , hvis han
vendte tilbage , måske kun ville skræmme livet
af folk ? Med billighed kunne det ikke forlanges .
Desuden , hvad Fru Caspersen færlig angår , da
må det vel bemærkes , at nieblikket måtte optage
hende mere end de fleste , hun , som med små
indtægter dog gerne ville føre et stort hus og ,
såvidt muligt , tage sig lidt ud i verden ; thi er
man engang kommen i sving med de fornemmere
og rigere , så skal der mere end mod og mandshjerte
til at rive sig løs , og mandshjerte havde
end ikke hendes mand , hvorfor skulle man så forlange
det af en kvinde ? Hun præsterede sandelig
i den retning mere end tilstrækkeligt i sit legteskab !
Skulle man i det hele taget tænke på
Solon , hver en gang en ung Jansen slår sig op ,
så fik man nok at bestille . Var ikke Fru Caspersens
veninde Fru Iversen endnu langt ivrigere
på at kapre ham for sin datter , end Fru Caspersen
på at kapre ham for sin ? Og det er dog
vist , Fru Caspersens egen lille julle , hun fortjente
nok at gøre lykke trods nogen !
Ja , man kan sige , hvad man vil , om frøken
julles lyst til at giftes og at glimre — og af sin
moder havde hun mere , end godt var , lært , at
kvindens bestemmelse er at tages tilægte og at
tages tilægte i rigdom — man kan sige om frøken
julles lyst til at giftes og at glimre , hvad man
vil , at gøre lykke , det fortjente hun , det kunne
også andre øjne se end moderøine . Det var
en smuk pige , endogså niere end almindelig smuk ,
og uden et vist skær af finere politur var hun
på ingen måde . Når man så ind i hendes
himmelblå « øjne , var det , som sad der to små
kupidoer derinde , der uafladelig havde pilen på
strengen , og når man så på hendes smukt
formede mund med det hvide perlegitter forinden ,
fik man en uimodståelig lyst til at plukke roser
der , så meget mere , som de roser , man der så
blusse , syntes at have det tilfælles med pimpenelleroser ,
at tornene vare små og bløde . Hen
over hendes pande lå der stundom ligesom et
svagt træk af melancholi , men så en ung , smuk
biand , navnlig en mand i god stilling eller med
gode livsudsigter på hende , var det dog straks ,
som saldt der lysstråler hen derover , og man
måtte sige sig selv , at det var en fuldendt pande .
At den var hvid som karrarisk marmor , følger af
sig selv , og kun en ganske lille fregne i tindingen
tæt ved en as de blå årer , der dæmrede igennem ,
røbede , at marmoret hverken var mere eller
mindre end en ung piges zarte teint .
At se hende på et bal var en sand nydelse .
Så tindrede og strålede på hendes ansigt alt ,
så lå gjensfinnet as et ungdommeligt sinds
seiershåb over det mindste som det største .
Selv den lille guldkrølle , som , desværre rigtignok
med sine ringe mindende om slangen i paradiset ,
bugtede sig ned over hendes hvide Hals , talte tydelig
nok om , hvad hun med grund turde fordre ,
med grund turde håbe . Stakkels pige ! Hvorfor
skulle al denne skønhed ikke vedvarende blive
nogen tildel ? Hvorfor skulle alle disse berettigede
forhåbninger kun så lidet opfyldes ?
Ganske vist er der mange , der ikke have mindre
grundet krav på at blive blomstrende hustruer
og mødre end hun , som dog forblive „ Peber kor
ever “ , ganske vist er der mange uden hende , hvis
øjne er en himmel , og hvis mund er et rosenbed ,
og tvivlede man derom , ville man kunne se
det på ballet hos oberst Eriksens , hvor der var
ungdom og skønhed i overflod . Men kun færre
af dem , som vare der , kunne dog i skønhed måle
sig med frøken julle , eller , som hun egentlig hed ,
Julie , thi julle var kun et ikke ganske heldigt kælenavn ,
hendes fader havde givet hende , men som
desværre senere per kas st nekas blev den alt for
almindelige benævnelse for hende . Ganske vist var
der på det landlige sommerbal i Tårbæk hos
den rige oberst alt andet end mangel på , hvad
der var ungt og smukk , men frøken julle var dog
den , som , hvad skønheden angår , navnlig for
det flygtigere blik , bar prisen , og de unge herrer
' hviskedee også derom , ja , en herre , og det ballets
løve , den unge grosserer Jansen , udtalte det
endogså højt .
Hvor dog sådant et bøl elmmxøtrs , eller som
Fru Iversen sagde til candidat Jespersen , „ et bal
Jean Peter “ , er en dejlig ting ! Et vintcrbal i
en stor og pragtfuld sal , med en overflod af
kunstigt lys og endnu større overflod af broget
pragt og brusende musik , gør uvilkårlig et begejstrende
indtryk ; men et landligt bal , under et
tag af grønt og blomster , hvor lyset magist
spiller ind mellem det for vinden zittrende løv ,
et rigtig fmukt sommerbal , det er aldeles bedårende .
Udenfor vugge roserne sig sødt i den
milde nat , og deres åndedrag er fuldt af Duft ;
indenfor blusse roserne på de unge pigers kinder ,
og på Duft er der ved toilettet langtfra
sparet . Udenfor hviske zephyrerne sfjelmst til de
drømmende blomster , hvad de om dagen af sangfuglene
have lært ; indenfor hviske de , hvad samtalen
angår , zephyrlette herrer til deres forventningsfulde
skønne , hvad de hos digterne før
ballet have læst sig til . Udenfor bølger luften ,
og stjerner tindre , kaldende og vækkende hver den ,
som kun rettelig vil søge ; indenfor bølger silken
og det lette flor , og vine tindre , der kalde hver
den , som forstår det sprog , hvortil der ikke behøves
grammatik . Ganske vist er slige baller farlige
for sundheden , man blotter sig ofte mere end
nødvendigt , og det er en gammel praktisk leveregel ,
af man aldrig skal blotte sig for meget . Men her
kommer man så atter til af tænke på den gamle
atheniensiske vismand og den sidste lydiske konge ,
og hvorfor skulle disse mennesker , der gjorde bedst
i af huske , af de som så mange andre kun er
støv og Aske , stadig trænge sig frem med deres
advarsler og forstyrre enhver fornøjelse !
Ja , sådant et bal okumpetrs er en nydelse ,
navnlig for ungdommen , og ballel på den eriksenfle
villa var så pragtfuldt og indbydende , som
noget bal har været , hvor kunst og natur broderlig
have samvirket til af gøre et rigt indtryk .
Det sagde også den gamle professor vinge , der
i sin yngre alder kom runors havde studeret det
østerlandske skønne og de østerlandske skønne ,
og som derfor vel kunne tale med om , hvad der i
den henseende var præsteret og kunne præsteres ;
og hans kone , Fru professorinde vinge , om hvem
en vittighedskræmmer , da hun på sin Hages
venstre side havde en stor , rød plet , engang sagde ,
af den havde hun , fordi hun havde fået en „ Vinge “ ,
hun sagde rent ud , at dette bal var arrangeret
med en smag , hun ikke turde tiltroe sig selv bedre .
Det istemte også de fleste andre fruer , kun
hviskedee de ganske sagte , at Fru vinge næppe
nogensinde havde aflagt prøver på sin smag i
den henseende , da hun dertil sikkert var alt for
gerrig . De unge dansen . de , herrer som damer ,
de sagde alle , at det hele var som i fee-eventyr .
Den første Dands dansede frøken julle med
grosserer Jansen . Da de tvende trådte frem
på gulvet , vare alles Oine fæstede på dem .
Og det var ikke at undres over . En smuk mand
var nemlig hr. Jansen i et og alt , det mørke ,
krøllede hår gav hans hoved næsten noget kækt .
Og så hans toilet ! Den var næppe født , som i
den henseende kunne påvise den mindste lyde .
Klæderne vare fra pariser-lund , linnedet fra
schotllænder l Goldschmidt , skoene fra during ,
og frit og ugenert sad det på ham allsammen ,
og over hans ansigt lå den stolte bevidsthed , at
han var en cavalleer komme il kaut . Og nu frøken
Julie — lad mig denne gang kalde hende
således , hun vil lidt nok endnu blive nævnet ved
sit kælenavn — sandelig , hun var nydelig , ingen
kunne sige andet . En klar , hvid kjole bølgede
let hen over den slanke skikkelse , og for at det
ikke skulle undgå opmærksomheden , hvor smækkert
livet var , vandt et kornblåt silkebånd sig
veltalende om det . I det lyse , blanke hår bar
hun en eneste mørkerød blomst , undseelig sad den
lidt tilbage , for ikke at kappes med hende ; i nakken
havde hun en lille kam med Perler i . Det var et
par , der vel var værd at se på , og Fru majorinde
Malmstrøm , som selv på ballet havde en
datter , der nylig havde fuldendt et cursus i fransk
og engelsk og ved den afsluttende prøve var anerkendt
som den skrappeste af alle i gymnastik ,
lagde mærke til hvert skridt , de trådte , men der
var intet at sinde , som hun , i det første oieblik
idetmindste , kunne udsætte på . Også Fru Iversen
holdt vie med dem og sagde , at det var et
smukt par , men sagte tilhviskedee hun samtidig dermed
sin datter , hvad hun selv havde gjort , da
hun første gang var på bal med Iversen , og
hvad datteren skulle gøre , hvis Jansen kom og
tog hende op til dansen . Fru Caspersen var
lykkelig , hun stod i en vinduesfordybning med sin
mand og drømte om den store fremtid , der ventede
hendes datter ved Jansens side . Hendes
mand var ikke slet så lykkelig , han foretrak at
sidde i sit assurancecontoir og tælle summer op ,
thi skønt han var caneelliråd , satte han dog ikke
pris på rangen , men overlod sin kone at soutenere
den , medens han ikke sjældent , hvor der var
megen pragt og mange titler og ordensbånd
tilstede , listede af som en forbryder , der er bange
for at gribes . Denne gang kunne han dog ikke
flippe . Han måtte se sin datter , han måtte
beundre hende , han måtte passe på hr. Jansen ,
han måtte begejstres for ham . Det var frugten
af , at han for tyve år siden havde tittet for dybt
i Fru Caspersens vine , i stedet for at holde sig til
sine tal . Og dog holdt han på sin bis af sin
datter . Stakkels pige ! Hvor langt bedre havde
det ikke været for hende , om hans kærlighed til
hende var bleven den rådende !
Da den første Dands , en Vals , var forbi ,
kom oberstinden selv hen og kyssede frøken julle
på panden og sagde , at hun var allerkæreste .
Og den unge grosserer Jansen stod ved siden
af , og han havde vist også gerne kysset hende
på panden og sagt , at hun var allerkj æreste , og
hvo ved , Fru Caspersen havde , skønt det på
ballet ville have taget sig lidt ejendommeligt ud ,
måske gerne set det og endda hørt ham tilføje
et „ min “ foran „ allerkæreste “ . Men det var
første gang , han så hende , og selv en løve
må på et bal dog være en lille smule tam .
Også hr. og Fru Caspersen nærmede sig nu ,
og grosserer Jansen hilste på cancelliråden og
hans kone og bad om tilladelse til , hvis deres
datter indrømmede det , også at danse anden
Dands , en polka med hende . Og Fru Caspersen
smilte , og der var i hendes smil et afgørende
ja . Men deri kunne frøken julle dog ikke slutte
fig til sin moder , anden Dands havde hun allerede
lovet bort til lieutenant i søetaten Johnsen ,
og lieutenant Johnsen var tilvisse et menneske ,
der var værd at danse med , om han end ikke
var således i strømmen som grosserer Jansen .
Cancellirådinden så misbilligende til sin datter ;
men derved var intet at gøre . Den raske
søofficer kom , hun gik i dansen med ham , og
ballets løve tog frøken Malmstrøm . Så fulgte
alles Oine frøken Malmstrøm og hendes dandser ;
thi det var nu engang ham , som for øjeblikket
bar dronning Gunilds ring , men frn
Caspersen lovede sig selv , hvor meget hun under
andre omstændigheder end ville have lagt vægten
på hs . Majestæts marinelieutenant , at hun
nok herefter skulle give sin datter bedre lærdomme
og skaffe sig øre for dem . Stakkels
pige ! Som om hun ikke sig ubevidst havde valgt
den bedre del , da hun gik i dansen med hr.
Johnsen .
Den fjerde Dands var en lancier , og den
dandsede frøken julle atter med hr. Jansen .
Da den var endt , kom hr. Jansen hen til Fru
Caspersen og satte sig hos hende . Uvilkårlig
rejste hun sig for at neje , den megen tummel og
Glands havde formodentlig i dette øjeblik forvirret
hende . Fru Malmstrøm så det og stødte
til Fru Iversen , og de holdt begge deres lommetørklæder
for øjnene og lo ; ja , Fru jversens
datter , der netop var kommen til sin moder for at
losse en smule af sit hjertes bitterhed , var
dristig nok til at kopiere Fru Caspersen og neje
ærbødig taknemmelig for sin Broder , der stod tæt
ved . Grosserer Jansen sad længe hos Fru Caspersen ,
og da han forlod hende , var hun vis
på , at hr. Jansen var et udmærket menneske , og
at han , hvad hendes datter angik , havde noget
alvorligt i sinde .
Ak ! Hvorfor kan man ikke se sorud , hvad
der vil komme , når dog det , der kommer , nundgåellg
må komme ? Hvorfor skulle selv de stolteste
planer briste som sæbebobler , drengen legende
puster ud af sin kridtpibe ? Hvorfor have
menneskene , der er så sindrige i opfindelser ,
at de kunne bringe ordet hurtigere , end vinden
farer , forud bebude den kommende storm og således
forebygge de farlige følger af vindmageriet
i naturen , hvorfor have menneskene , siger jeg ,
ikke fundet på et slags briller , hvormed de
kunne forudse , hvad der er vind , endsige storm ,
også i samfundslivet , og komme vindmageriet
i forkøbet også der ? For tiden , hvor det
jo er moden , at unge damer bære briller , kunne
et par sådanne briller komme mangen ung
pige til megen nytte , ikke at tale om , hvor
mange fædre og mødre der kunne bruge dem
med uberegneligt held . Og tænk ! Hvad gavn
kunne ikke Fru Caspersen have haft af dem ,
hun , som når det gjaldt noget , der gjorde opsigt
i selskabslivet , kun så til den yderste overflade !
De ville måske endogså have klædt
hende til hendes lille kokette kappe med de rosenrøde
bånd !
Men , desværre , sådanne briller er endnu
ikke opfundne . Hvo ved , hvis de vare det , var
måske allerede for fortællerens egen skyld
denne lille flygtige fortælling slet ikke kommen
frem . Han ville mulig da have forudset , at
man ikke syntes om den . Nej , de vare ikke opfundne ,
og derfor kunne Fru Caspersen ikke tage
dem på , endsige at frøken julle skulle kunne
det , hun , som desuden havde al grund til at
lade sine smukke vine være ubedcekkede .
Ud på natten var der en pause i dansen ,
og man gik ud for at indånde lidt af den
friske kølighed ved stranden . Herrer og damer
kastede kapper og tørklæder over sig , de
forsigtigere væbnede også hoved og fod . Den
unge grosserer Jansen ledsagede frøken julle ,
og da hendes shawl gled lidt ned , lagde han
det omhyggelig og fasf om hendes hvide skuldre .
Og det var nok været at vandre lidt ned ad
kysten i den stille nat ! Det var , som åndede
man tro og fred i hvert et åndedrag . Nede
ved stranden skvulpede det og gyngede , og nu
og da kastede vandet op på det løse sand en
lille hvid muslingskal , der et oieblik belystes
af den alt højt på himlen stavende fulde månes
giands og derpå atter forsvandt i dybet .
Dens slimede beboer var for længe siden forsvunden ,
nu var også den lette skal det . Tæt
ved kysten lå en fiskerbåd , kraftige hænderhavde
skudt den ud i vandet . Tause tog fiskerne
deres årer , og , gjennemskærende månens guldgule
stribe på vandet , gled det lille fartøj
hen over det element , hvor dets tvende veirslagne
førere vare vante til med nøjsomhed at søge
deres daglige brød . Længere ude gik store geilere .
Sagtelig glede de med deres hvide sejl ,
hver sin vej , fremad mod det fjerne måi .
Skulle rejsen blive heldig ? først tiden ville vise
det . Mange af dem skulle måske før rejsens
ende som muslingfkallen fkvulpes og tumles ,
til de som den sank ned i dybet for at blive
der . Men nu giede de , smukt at se til , trygge
og tillidsfulde hen ad den blanke flade . Da
frøken julle kastede øjet ud derover , var i et
sekund hele ballet som forsvundet af hendes
tanker , og , uden at hun selv kunne gøre sig
rede derfor , undslap der hende et ufrivilligt suk .
Var det et glædessuk fra det fulde hjerte ? Også
i glæden kan jo hjertet være for trangt og
stræbe efter lettelse ved et suk , eller var der i
det en anelse om , at også hun skulle have noget
af muslingskallens lod og som den kun bringes
frem til lys , for atter , efter en kortvarig
Glands , at kastes tilbage i glemsel ? Hun vidste
det ikke selv , og da hun lidt efter atter henvendte
nogle ord til sin cavalleer om nattens skønhed ,
var det , som også han på sin Viis var
bleven påvirket af nattens alvor , og holdningsløs
i sit indre havde han intet svar .
Da kom i det samme den unge søofficer
med den ældste af oberst Eriksens døtre , og da
de så frøken Caspersen og hendes ledsager ,
støde de stille , og frøken Eriksen gjorde nogle
bemærkninger om det forfriskende i således efter
dansen at spadfere lidt ved stranden . „ Med
en af disse fiskere , “ sagde hun , „ gad jeg i dette
dieblik roe ud på sundet ! Hør , hvor regelmæssigt
deres åretag er . Ovenpå den bevægede
tummel derinde gør det rolige , sikre
åretag så usigelig godt . “ „ Men om der nu
pludselig rejste sig en storm og drev båden ud
på havet ? “ afbrød frøken julle hende og lod
øjet atter tankefuldt hvile på det stille naturbilled ,
hun havde for sig . „ Så tager man sig
sammen og gør , hvad man kan , “ sagde den unge
sømand kfækt . „ De lo havgasser , som sidde i
båden der og trække åren , skulle vel vide at
finde hjem igen , selv om stormen drev deres
nøddeskal ud på havet . Det er ikke blot derude ,
man har et fyr til at vise vej , “ og han
pegede , idet han sagde det , på Trekroners fyr ,
„ også ude på det vide hav har man sit fyrat
styre efter ! Blinke ikke himlens lys foroven ?
Det gælder kun en sikker hånd og et sikkert
die og så , at skuden , man er på , den være
lille eller stor , ikke er rådden i sine planker .
Men , selv i værste tilfælde , gik også båden
mulig under , er det friske hav da vel værre at
hvile i end en sammenpresset Klump jord ? “
En lille pause indtrådte , da vendte lieutenant
Johnsen sig igen til begge damerne og sagde
let og muntert : „ Tog kan man end i storm og
mulm føle sig tryg og stærk , lige fra et bal , hvor
man er bleven varm , har man ikke godt af den
fugtige natteluft , og jeg må meget råde damerne
til at gå tilbage til dansen . “ Frøken
julle betragtede lieutenant Johnsen tavs og
tankefuld , frøken Eriksen lagde sin arm begejstret
i hans . Hr. Jansen havde til hele denne samtale
intet at sige , han følte sig , uden ret at vide
grunden , forvirret og blottet selv for det tarveligste
indlæg i samtalen . Havde han haft sin
phaeton på stedet der , havde han måske hurtig
rullet til sit hjem .
Et oieblik efter vare de alle fire atter inde
i d andsesalen . Hr. Jansen havde glemt sin
åndelige afmagt ved stranden , frøken julles
roser blomstrede igen på hendes kind , og de
to små kupidoer i hendes mne havde atter
pilene på strengene , rede til at prøve deres
skyts . Da musiken atter lød , da alles samtale
atter drejede sig om hr. Jansen , havde hun
glemt båd og muslingskal , og hjertet bankede
i forventning af den nye Dands . Og hr.
Jansen ? Da Fru Caspersen havde takket ham for
hans omhu for hendes datter , da frøken Malmstrøm
havde slået ham med sin viffe på armen
og med et megetsigende blik opfordret ham til at
anstille endnu en prøve med hendes gymnastiske
talent i den forestående gallopade , så var han
atter den dristige løve , ved siden af hvem den
beskedne Johnsen kun lidet kom i betragtning , og
havde hans phaoton i dette oieblik stået forspændt
ved villaen , havde han , sorgløs for en
fjernere fremtid end den nærmeste , rolig ladet
hesten sætte ind i stalden igen .
Ak , hvorfor kan dog selv et bal ebaniiietrs ikke
vare bestandig ! Det er det ufuldkomne ved verden ,
at alt i den må ende , som det er bedst i
gang . Kunne blot verdenssceptret et oieblik
være betroet til hr. Jansen — og hvor gerne
havde Fru Caspersen ikke overgivet ham det samtidig
med , at hun overgav ham sin datter —
hvilken forandring ville der da ikke være foregået ?
Ikke som om verden derved måske i
tiden havde befundet sig bedre , menneskene er
nu engang således , at deres ønsker og tragten
ere uden grændser , og netop det , at man
kun kender styrelsen gennem dens værk , har
måske sin gode side , idet man villigst bøjer sig
for det , man ikke personlig kender . Det er således
ikke sjældent , at en kunstner stod højt i ry ,
sålænge han ikke personlig havde viist sig for
sine beundrere , så længe han ikke var personlig
kendt , og det er netop det farlige ved den konstitutionelle
regering , og som de , der tragte efter
at indtage plads på ministertabouretten , vel
skulle skrive sig på øret , at den , der vil stå
tilroers for folket , skal stille sig personlig overfor
dets udvalgte og derved vise , at også han har
sine svagheder og ganske er et menneske som
andre . Men med hr. Jansen ville det dog
neppe i den grad som ellers være blevet tilfældet .
Han var nu engang set og vejet i den
elegante verden , og samfundets fine portion
havde anerkendt ham som noget overordnet . Hvo
ved , med ham kunne måske eksperimentet have
ladet sig prøve ! Da skaberen havde skabt verden
med alt , hvad der var deri , i seks dage , da
hvilede han på den syvende ; også forsynet ,
styreren kunne jo tage sig en hviledag og lade
Herr Jansen være den , der holdt hans scepter
under det kortvarige interregnum . Udover den
ene dag ville den dristige lykkeridder dog næppe
selv have haft mod til at holde fast .
Den sidste Dands , en polonaise , dansede
Herr Jansen igen med frøken julle . I den
trådte også alle alldre , der ikke vare forhindrede
deri ved gigt og anden sådan svaghed ,
så godt de kunne , op med . Det var en tilgift
til ballet , der , så at sige , skulle krone Fru
Eriksens værk . Også hr. Caspersen måtte
gå i dansen med sin kone . Hr. Jansen
skulle dog se , at også han engang havde forståef
at svinge sig med anstand og for den
sags skyld endnu var mand for at sætte det
bedste ben frem . Unegtelig havde den gode
bogholder hellere summeret et helt seculums
brandtabeller op ; men det var jo for sin kones
skyld , han dansede . Ingen kunne dog derfor
sige , at han dansede efter hendes pibe , thi hendes
pibe behøvedes sandelig ikke , der var på
ballet god musik nok . Og så dansede han jo
for sin egen lille julles skyld . Stakkels pige !
For hendes lykkelige fremtids skyld kunne han
jo vel springe en lille Dands ; stakket Dands , det
ved dog enhver , er let sprungen .
Og så gjorde man sig da rede til at tage
hjem . Fru malmsfrøm kyssede Fru Eriksen , Fru
Eriksen kyssede Fru malmsfrøm , oberst Eriksen
trykkede Major Malmstrøms hånd , Major malmsfrøm
trykkede oberst Eriksens , Fru Iversen omfavnede
Fru Caspersen , Fru Caspersen omfavnede
Fru Iversen , frøken julle kyssede frøkenerne
Iversen , frøkenerne Iversen trykkede samtlige et
Kys på frøken julles mund , kort sagt , alt var
hjertelighed og taknemlighed , og det er i et sådant
nieblik , man skal lære menneskene af kende ,
i et sådant nieblik man ret seer , hvor overstrømmende
deres hjerter er af smukke og ædle
følelser . Idealister og sværmere have ofte påstået ,
af det er i de store situationer , det lettest
erkendes , i kampens tummel , når den sejrrige
og overvundne fjende broderlig række hinanden
hjælpsom hånd , ved mord og plyndring ,
når sønnen går i døden for fin fader ,
datteren for sin moder . Idealister og sværmere
ere altid på afveje ! Kunne det ses nogetsteds ,
hvad det ene menneske kan have tilovers
for det andet , da måtte det ses i et nieblik
som det , hvori de eriksenske gæster nu vare .
Fru Caspersen især var lutter hjerte , hun havde
gerne omfavnet grosserer Jansen og takket ham
for , hvad han havde været for hende og alle
hendes , og , hvad han , det håbede hun sikkert ,
også ville blive . Men man er nu engang , selv
hvor hjertet er villigst til af løbe af med en ,
bunden ved de stive selskabsformer , conveniens
og vedtægt er nu engang det snørliv , hvori
kvinden må spænde sine følelser , ikke af tale
om , at hun desuden må bære et andet , der ,
hvor vel det end lidt kan klæde , dog sikkerlig er
generende nok , og hun lod sig da nøje med , da
Herr Jansen takkede hende og hendes mand og
trykkede deres hænder , at bede ham besøge dem
ret oste og betragte deres hus som sit . Stille
ved sig selv lovede hun , at hun engang også
ville betragte hans som sit , og hans , tænkte
hun , det var dog et anderledes stort end hendes ,
et anderledes grundmuret og rigt .
Da frøken julle rakte hr. Jansen hånden ,
skøde begge cupidoerne på en gang deres Buer
af , og endnu havde ingen opfundet det lette
overtræk , som først af en italiener er opfundet
i Frankrig ikke så lidet senere , og hvorved
man selv imod nok så kraftigt skyts er fuldkomment
betrygget og skudfri . Sagte hviskedee han
hende sin tak for den behagelige nat og bad
hende om tilladelse til den næste formiddag at
måtte hilse på hende i hendes hjem . Hun smilede
bejaende , vognene rullede frem , og nogle
minuter efter var hele den til afrejss færdige
karavane på vejen fra oberst Eriksens til hjemmet .
Nej , det er sandt , den unge søofficer blev
dog på oberstens villa også den næste dag ,
der var et og andet med hensyn til himmel og
hav , han havde lovet den ældste frøken Eriksen
at gøre hende klart den følgende aften , hvis
vejret blev smukt og månen igen stod ren og
lys ; thi i det klare måneskin kan der , navnlig
når en ung mand er den , der giver , og en ung
kvinde den , der modtager undervisningen , læres
en hel del , som ikke læres så godt ved dagen
eller i de skarpsindigste lærdes skrister .
Den næste formiddag holdt grosserer Jansen
i en Landauer udenfor cancelliråd Caspersens
hus . Tjeneren sprang af , det blå liberi med
guldtressen om hatten og fangsnorene på skulderen
var ganske , som det egner sig for tjeneren
hos en mand , der kommanderer store capitalen .
Også hr. Jansen sprang af , hans forretninger
led ikke ved , at han gjorde et sådant kort formiddagsbesøg ,
han havde folk nok hjemme til at
besørge det nødvendige . I døren blev han modtagen
med håndtryk . Hr. Caspersen var elskværdig ,
Fru Caspersen var elskværdigere , frøken
Caspersen var elsfværdigst , det var et positiv ,
comparativ og superlativ af forekommenhed og
velvillie , og på lærkre sager , på Jis og søde
frugter var der ingen mangel . Da hr. Jansen ,
efterat have talt om ballet og spurgt om alles
befindende , efter at have beundret , hvad der kunne
beundres , og ladet beundre , hvad der måtte beundres ,
efterat have nydt en ægte Madeira og
klinket på en lykkelig fremtid , atter endte besøget
og var sprungen i sin vogn , trykkede Fru casversen
sin datter glædedrukken til sit hjerte . Stakkels
pige ! Hun lå denne gang ikke så sikkert
der , som hun havde ligget kort før hun så
verdens lys .
Nogle dage efter hviskedee man om , at grosserer
Jansen og frøken Caspersen nok blev et par .
ved store begivenheder viser der sig gerne et eller
andet jertegn i luften , og professoren på det
astronomiske observatorium skulle , så sagde man ,
den nat , ballet var i Tårbæk , have set to fammenføiede
hænder såvel over Caspersens som over
Jansens hus . Andre mente dog , at jertegnet
kun var løs opfindelse , professoren havde i lang
tid ikke nogen nat kiget stjerner , han havde
sovet de retfærdiges søvn , og var der kiget
stjerner , da var det snarere hr. Jansen , der
havde kiget dem i frøken julles vine . Skumlere
sagde , at der ganske rigtig var set to hænder ,
men to forenede var det ikke , de tilhørte begge
notarius xubhens , og de vare hver for sig fulde
af protesterede vexier . Og Fru Iversen og Fru
Malmstrøm , der dagen efter forhandlede sagen
ved en lille formiddagskaffe hos Fru Malmstrøm ,
sagde , at der sandelig var vigtigere begivenheder
end hr. Jansens forlovelse , der ikke bebudedes
ved jertegn , og at der dog egentlig ikke var så
meget ved hr. Jansen , som de havde troet . Det
var i ethvert tilfælde tydeligt , at han ikke havde
nogen god smag eller højere dannelse .
Tre dage efter sad frøken julle ved siden
af hr. Jansen i hans phaeton og kørte med ham
som hans forlovede ud ad Langelinie . Og der
var glæde over det hele hus , nu var alt , hvad
der var stridt og lidt for , fuldbyrdet ! Frøken julle
sad nu ved hr. Jansens side , og den seierrige
erobrer fløj afsked med fin trofæ , ad Tårbæk
til , hos oberst Eriksens skulle han nemlig præsentere
frøken julle som sin brud . Da de kom gennem
Bredgade , sad Fru Iversen ved sit åbne vindue ,
og da hun så dem komme , slog hun vinduet
hårdt i og forlod det . Det var ikke smukt af
Fru Iversen , det havde Fru Caspersen ikke fortjent
af hende . Hvor lidt havde hun ikke , ved
festlige lejligheder i det jversenfke huns , ved
barnedåb og på fødselsdage , lånt veninden
glas og sølvtøj , knive og gafler , ja selv , hvad
Fru Iversen ikke burde have manglet , serviet og
dug ! Og havde hun forlangt gengæld ? Det
havde hun sandelig aldrig ! Men således er venskabet !
Siger , ifølge meisling , ikke allerede gozzi
for hen ved et århundrede siden :
„ At stole på en ven blandt verdens mange luxer
er med en blomsfersfilk at binde sine bukser . “
Og kan man ikke stole på sin ven , hvor skulle
man da kunne stole på sin veninde ?
I fjorten samfulde dage levede frøken julle
nu et liv fuldt af glæde . Det var adspredelse
på adspredelse , nydelse på nydelse . En dag
vare de også indbudne hos professor vinges , og
professoren holdt et lille interessant foredrag over
ovids ars amanlli , hvortil hr. Jansen og frøken
julle , da de kom hjem , føjede en grundig praktisk
commentar . Den femtende dag bestemte man sig
til , da hr. Jansen var kommen til sin udkårede ,
at blive hjemme og nyde den stillere , hunslige
lykke . Ak ! hvorfor lod hr. Jansen ikke den
femtende dag ligne de fjorten ? Frøken jnlle ,
stakkels pige , ville da have været sparet en dag
længere for tvivl og sorg .
Solen var netop ved at gå ned i vest ,
da familien Caspersen og hr. Jansen sad i den
stille stue og talte om fremtiden med hverandre .
Herr Caspersen var den dag ikke ganske
i humeur , i sine regnskaber havde han fundet et
nul for meget , og det var de seneste dages forstyrrelser ,
der var skyld deri . I og for sig betragtet ,
burde hr. Jansens tummel ikke have
knnnet forsfyrre den rolige bogholder , og i og
for sig er et nul jo heller intet . Men et nul
kan i et regnskab dog anrette stor ødelæggelse ,
og en sådan fejl var ikke hændet den samvittighedsfulde
regnskabsfører , siden han selv gjorde
sig behagelig for frøken valdine strøm , nuværende
Fru Caspersen . Imidlertid betvang han ,
så godt han kunne , sin forstemning og talte om
sin datters , og , hvad der derved var så naturligt ,
også om hr. Jansens fremtid . Hr. Jansen
talte som den , der har de store capitaler og
de store udsigter at støtte sig til ; men leilighedsviis
forekom det dog den dygtige bogholder , som
om der også i hr. Jansens regnskab var opført
ikke blot et , men mange nuller for meget ,
og da han svagt ytrede sig lidt derom , blev hr.
Jansen forvirret og forlegen . Han blev atter
fattig på ord , som da den unge søofficer i
den stille nat pegede hen til de himmelske fyr
foroven , og kun Fru Caspersen mærkede intet
til hans forlegenhed og blev ved at se alt i
det rosenrødeste lys . Frøken julle blev atter
tankefuld , i fjorten famfulde dage havde hun
udelukkende tænkt på glæde og lykke , det var
nu , på den femtende , som anede hun , at måske
dog lykken ikke altid ville vare ved . Taus lagde
hun sit hoved mod hr. Jansens skulder , og ,
som hin aften ved havet , undslap der hende et
dybt suk . Heller ikke den aften stod hans phaeton
for døren , han var for en forandrings skyld
den dag gået til sit kjærlighedsstevne , i den
kunne han derfor heller ikke nu rulle bort . Så
taug han da en stund , og kun Fru Caspersen
var det givet atter at få samtalen i gang .
„ Tænker de på at gifte dem snart ? “ sagde
hun til hr. Jansen og så forventningsfuldt
på ham . „ Hvis de og julle så synes , kære
svigermoder , hen ad jul ! “ „ Henad jul ! ' gentog
Fru Caspersen med et bifaldssmil . „ Henad
jul ! “ klang det inde i frøken julles bryst , og
på hendes kinder åbnede sig to dejlige roser .
Herr Jansen drog hende til sig og trykkede et Kys
på den ene rose ! Stakkels pige ! til en lang
blomstring var den ikke bestemt .
Lidt efter tændte man lys , der blev talt om
næste dags adspredelser , cancelliråden gik ind
i sit værelse og tænkte atter fortrædelig på
nullet , og da hr. Jansen forlod den caspersenske
familie , vare kun husets damer tilstede for
at byde ham farvel .
Næste morgen mumlede man i byen om , at
Herr Jansen stod på svage fødder . Han havde
på den seneste tid kørt så meget , at fødderne
ikke havde haft godt deraf og nu ikke
duede til at stå på . Man hvifkede om umåde »
Lige Veksler , der vare blevne protesterede , ja nogle
påstode endogså , at hr. Jansen havde gjort
sig usynlig . Han var gået bag as , Jansen , han
var gået bag af dansen , og der var intet håb
om , at han kunne komme med i dansen igen .
T > æ cancelliråd Caspersen om formiddagen
kom i sit contoir , hørte han fuldmægtigen og en
skriver hviske derom . Han ser hjem med brystet
fuldt af angst , hans kone lo imidlertid af
hans frygt . Men , uden at hendes mand vidste
det , sendte hun dog straks bud til grosserer Jansens
contoir for at spørge , hvad tid om formiddagen
frøken Caspersen turde vente ham , da
hun senere havde et og andet for sin moder at
besørge . Budet kom tilbage med den besked , at
Herr Jansen var kørt bort i en lukket rejsevogn
ved solens opgang , og at man ikke havde set
ham siden . Den sejrrige Cæsar var gået over
sit rygtes rubikon og havde ladet sine beundrere
og venner tilbage på den anden bred .
Da budet bragte Fru Caspersen efferretningen
om hr. Jansens forsvinden , faldt hun
besvimet i en stol . Frøken julle blegnede , og
i hendes smukke øjne trængte den ene tåre sig
frem efter den anden . Hr. Caspersen så med
deektagelse på dem begge , især på sin datter :
stakkels pige , hvad skulle der nu blive af hende ?
Og så tænkte han igen bekymret på nullet og
på sin Dands , på det eriksenske lal ellampetre ,
og stille hos sig selv lovede han , at det skulle
blive sidste gang , han skulle danse polonaise på ,
sin kones vink .
Om middagen kom der bud fra Fru jverfen
med indbydelse til en the om aftenen på eremitagen .
Den caspersenske familie ville træffe
den malmstrømske familie og andre gode venner .
Til hr. Grosserer Jansen ville de sende særlig
indbydelse , de havde tænkt at bede ham med sit
elegante kjøretøi være i spidsen for toget , der
skuldeudgåe frajversens ibredgadeklokkenfemom
eftermiddagen . Cancelliråden lod svare , at hans
damer vare ikke vel , de måtte således nægte sig
fornøjelsen .
Hele dagen ventede Fru Caspersen , hele dagen
græd frøken julle . Og som denne dag således
gik den næste , på tårer var der ingen mangel .
På den tredje åbnede hun sit album , der sad
hans billede , taget hos hoffotograph Petersen ,
og der var ingen forandring at se , alt var klart
og smukt , lyslevende stod han der , som da han
stod hos hende første gang . Langsomt tog hun
det ud af album ' et , og efter en kort kamp med
sig selv , tilintetgjorde hun det . Endnu engang
blussede dog håbet om hans komme op , men
atter gik en dag , genstanden for hendes sorg
kom ikke tilbage , og den forladte pige fik intet
brev , der sagde hende , hvor han var . Det rygte
gik , at han var flygtet til Amerika , alle mislykkede
speeulanters sidste tilflugtssted . Stakkels pige !
Hun havde været vel forlovet !
En formiddag kom den ældste frøken Eriksen
op for at trøste hende . Det var den første solstråle
for frøken julle , siden hun hin stille aften
i hjemmet ved solnedgang lænede sig til hr.
Jansens skulder . Frøken Eriksen var nogle dage
iforveien bleven trolovet til den kække søofficer ;
men hun talte ikke derom , det nænnede hun ikke ;
deltagende kyssede hun veninden og lagde sin
arm på hendes . Hun talte om den smukke nat
ved stranden i Tårbæk , om de hvide sejlers i
det fjerne , om fyrene foroven , der hver nat tændes
af en nådig gud . Og da frøken Eriksen gik , var
frøken julle mere fattet og havde sat ug for mere
end før at holde vie med stjernerne foroven og
se mindre på den glans , der i selskabslivet
så ofte blænder viet .
Hvad Fru Iversen og Fru Malmstrøm angår ,
da er de ved det skete komne hinanden betydelig
nærmere . De er nu sande veninder , de have
endogså ved auktionen over det kgl . Tteaters
loger abonneret en loge sammen i første etage .
Fru Caspersen er ikke spurgt i den henseende ;
men om det nye venskabsforbund har hun underhånden
hørt , og hun har lovet sig selv at skrive
sig det bag øret til lysere dage , og — de komme
nok . Foreløbig har hun dog taget sin kappe med
de rosenrøde bånd as , hun bærer nu en anden
med penssebånd . Og pensoe passer også godt
for hende . Hun har nu fået nok at tænke på :
hvordan fkal hun udslette indtrykket af , hvad der
nylig er sket ? Hvordan skal hun vise sig igen
i den fornemme verden ? Hvordan skal hun atter
føre sin datter ind i den ? Lade hende hensidde ,
uden nogensinde at skaffe hende oprejsning , det
kan hun dog som brav moder ikke ! Lidt må der
dog gøres , det var synd andet mod hende ,
stakkels pige !