Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
text
Languages:
Danish
Libraries:
Datasets
License:
Corpus-v1.1 / texts /1870_Friis_MagnusHeinesen.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
Første Kapitel .
Venskabspagten .
Aar 1579 gik den myndige Lehnsmand Christoffer
Walckendorff med et fortrydeligt Udtryk
i sit Aasyn op og ned i sin „ Skrivestue “ paa Bergenhus
Slot , medens hans Sekretcer , Hans Lindenow ,
sad ved et Bord i et Hjørne af Værelset , ivrig beskjcrftiget
nied at aabne og gjennemløbe en Del
Brevskaber , der vare ankomne den samme Morgen
baade fra Danmark og det øvrige Norge og
udgjorde en meget betydelig Masse Dokumenter ,
eftersom der var gaaet flere Uger hen , siden Lehnsmanden
havde modtaget en lignende Sending .
Af og til kastede han et Blik i et aabent Papir ,
han holdt i Haanden , men tilsidst smed han det med
en fortrydelig Mine paa Bordet , hvor Skriveren sad
og udbrød , idet han atter begyndte sin Vandring
omkring i Værelset :
„ Hvor kan Hs . Naade , Kongen , dog forlange , at jeg
skal kunne standse Fribytteriet ved de Færøifle Kyster ,
naar Han ikke sender mig et Krigsskib herop til Hjælp .
Garperne * ) kan jeg nok holde i Øren , thi dem
har jeg omkring mig ; men Fribytterne , der ere idag
her og imorgen der , kan jeg umulig faa fat paa ,
uden et vel armeret Skib . De maa bjerge sig selv
derovre , idetmindste indtil videre som de bedst kan
og vil Folk beseile disse Eilande , maa de fage
Mandskab med fil af forsvare Skib og Ladning . “
„ Jeg ser , af Hs . Naade Kongen , giver EderMyndighed
fil selv af udruste ef vel bemandet Skib
for af krydse imod Fribytterne “ , bemærkede Sekretæren ,
idet han gjennemløb Kongebrevet , „ det var dog altid
værd , af gjøre ef Forsøg dermed . Idetmindste vil
det indjage disse Skarnsmennesker en gavnlig Skræk ,
ja , maaske endog helt forjage dem af Farvandet . “
„ Men hvor skal vi faa ef saadant Skib fra og
hvor skal vi sinde en Mand heroppe , der er dygtig
nok fil af føre det og gjøre virkelig Nytte med det ? “
spurgte Lehnsmanden utaalmodig . — „ Nei , vi faa
af skrive tilbage og forestille Hs . Majestæt , af der
maa snarest mulig sendes ef Skib herop . Saa kan
det blive fil Noget . “
* ) Et Spotnavn ti ! Lybekkerne .
„ Men inden det sker kan mangen Ulykke foranlediges “ ,
indvendte Hans Lindenow . „ Færingernes
Klager blive stedse mere lydelige . Præsten paa
Syvers er jo flygtet og de ovrige Beboere maa
skjule sig som de bedst kan i Huler og Kløster og fra
Bjergtoppene se , hvorledes man afbrænder deres
Huse , slagter Faarene , som ikke ere drevne til Fjælds ,
og bringer alt deres rsrlige Gods ombord . Fiskeri
og Handel ligger saagodtsom stille og vi blokeres jo
næsten her i Bergen af en eneste lumpen Sørøver . “
„ Alt dette behøver I ikke at opregne for mig
da jeg jo ved det ligesaa godt som I “ , svarede
Walckendorff halv fortrydelig , „ kunde jeg faa den
Skjælm til Clerck , hængt , som forøvede den Skarnstreg
paa Østers og nu ligger her udenfor , skulde jeg
ikke spare en god Skilling . “
„ Jeg kjender en Mand her i Bergen , “ bemærkede
Sekretæren , uden som det lod at lægge Mærke til
sin Herres voxende onde Lune , „ og han vilde snart feie
Farvandet rent for Alverdens Clercke , om I ellers vilde
betro ham dertil . Kun ved jeg ikke , om han har
Evne til at udruste et Skib og endnu mere frygter
jeg for , at I , Herre , tykkes om mit Forslag , da I
ofte har ladet ham søle Eders retfærdige Fortsrnelse .
Jeg mener Mogens Heinesen , “ skyndte han sig
at tilføie , da han saa , at Lehnsmanden hørte paa
Hain med Opmærksomhed .
„ Hvad for Noget ! den liderlige Fugl , den
Drukkenbold og Slagsbrøder , der giver Bysvendene
Mere af bestille end alle Bergen » Indvaanere tilsammen
- hvor kan I finde paa af nævne ham ? “
spurgte Lehnsmanden hæstig . „ Men , nu husker jeg
det , I har jo et par Gange bedet Godt for ham ,
uden af jeg kunde forstaa hvorfor . “
„ Mogens Heinesen er ganske vist et Menneske
med tøilesløse Lidenskaber , som end mere ere blevne
udviklede paa hans tidligere Kapertog i Spansk
Tjeneste ; thi det er ikke paa slige Reiser , af Nogen
fial lære Dyd og gode Sæder ; men “ , vedblev Hans
Lindenow , da han bemærkede , af Walckendorff
hørte roligere paa ham , „ han er alligevel i Besiddelse
af Mod og en Snarraadighed , som gjør ham selvskreven
til en saa farefuld Posf . At han har gjort
mange gale Streger her i Bergen , er vel sandt , men
Lediggang er Djcrvelens Hovedpude , siger Ordsproget
og en Mand som Mogens gjør Spektakel af hare
Tidslede , naar han intet Bedre har af fordrive
Dagen med . Desuden er det jo kun Garperne , han
er paa Nakken — Landets egne Børn rører han
aldrig , uden af de holde med dem . “
Hans Lindenow bemærkede strax det gunstige
Indtryk , hans Forestillinger havde gjort paa hans
Herre saasnart han nævnede Garperne ; thi var der
Nogen , Christoffer Walckendorff var forbittret
paa og lod søle sin Myndighed saa var det netop dem
og ganske vist er det , at Sekretærens tidligere Fordønner
for Mogens Heinesen ikke vilde have
frugtet saa godt , dersom det ikke havde været
de Lybske i Bergen , de saakaldte „ Contoirske , “ han
havde ladet søle sine Nævers Kraff .
„ Hvoraf kommer al Eders Godhed for denne
Vildkat ? “ spurgte Walckendorff synlig mere velstemt .
„ Jeg har oftere tænkt derpaa ; thi jeg kan ikke forstaa ,
hvorledes I kan have Godhed for en Mand af hans
Sæder . Jeg modte Eder jo ogsaa engang sammen
med ham paa Bryggen * ) . Sig mig det oprigtig ,
Hans Lindenow ! det vil have megen Indflydelse
paa min Beslutning . “
„ Jeg skal sige Eder det ligesaa oprigtigt som I
spørger mig derom , Herre , “ svarede Lindenow med
synlig Forlegenhed . „ Uagtet jeg ikke har nogen
Grund til at glæde mig ved mit Skriftemaal , skal I
dog aabent og ærligt faa det at høre . Men det maa
jeg først sige Eder , at jeg vilde have anbefalet ham
til denne Post , selv om jeg ikke paa en Maade stod i
* j Havnen .
Gjceld til ham , fordi han engang frelste mig af en
selvforskyldt Nød . Derimod er det ganske vist , at jeg
ofte har bedet Godt for ham hos Eder af Taknemmelighed
for den Hjælp , han i sin Tid ydede
mig . “
„ I ved Herre “ , vedblev Sekretären , „ at jeg for
nogle Aar siden reiste udenlands med den unge
Jørgen Friis , der døde i Dryssel . Jeg reiste
derefter til Antverpen , for at trceffc et Skib , med
hvilket jeg kunde gaa tilbage til Danmark ; men her
blev jeg bekjendt med en Usling , jeg tidligere havde
mødt i Dryssel . Han var en Mand af et behageligt
Vasen og vandt i . faa Dage min Tillid og Fortrolighed .
Da jeg kjedede mig i Byen , drev jeg med
ham om paa de offentlige Steder og han førte mig
en Aften ind i et Spillehus , hvor vi først drak en
Del Vin , men derefter kom vi til at spille og jeg
tabte snart Alt , hvad jeg eiede . Da jeg ikke havde
flere Penge , vilde jeg laane hos min formentlige Ven ,
men nu viste han sig i sin sande Skikkelse og sagde ,
at han ikke laante Noget til en Prakker . Ophidset
af Spil og Vin gav jeg et heftigt Svar , men nu
gav han mig et Slag saa jeg tumlede og et par
Andre af Komplottet reiste sig med det Udraab : Sund
ham ud , smid ham ud !
„ Først tage hans Penge og saa banke ham , ret
er før grov en Spøg , hørte jeg i det Samme en dansk
eller rettere en norsk Stemme lyde og aldrig har jeg
hverken før eller siden Hørt en lifligere Røst .
Jeg stod aldeles maalløs , Langt mere ved at høre
denne Stemme end ved den Forsmædelse , jeg havde
lidt , men i samme Øieblik saa jeg en ung , kraftig
Mand i Sømandsklæder springe som en Tiger ind
paa mine Angribere . Der blev et forfærdeligt Røre ,
i hvilket Bordene væltedes , Lysene slukkedes og Brøl
og Støi lød fra hver Krog i det store Værelse .
Hvorledes jeg kom udenfor ved jeg ikke ; men neppe
var jeg paa Gaden før min ubekjendte Ven ogsaa
kom springende ud , blodig baade i Ansigtet og paa
Hænderne .
„ De Slyngler vare før mange , “ sagde han atter
paa Dansk „ naa , der er han “ , vedblev han i samme
Sprog : „ Løb din Vei før Vagten kommer “ , udbrød
han paa daarlig Hollandsk og begyndte selv at løbe
ned ad Gaden .
Nu fik jeg min Samling og Mæle igjen . Jeg
kaldte paa ham i vort fælles Modersmaal og han
standsede Ligesaa lynskagen som jeg før . Snart var
jeg ved hans Side og vi løb nu ned ad Gaden
igjennem flere Stræder til vi naaede Havnen .
„ Naa , saa Du er en Landsmand , “ sagde han ,
„ det maa jeg have havt paa Følelsen , ellers
havde jeg vel ikke bundet an med hele Stuens Bescetning .
— Hold bare op med din Taksigelse , men
hvem er Du egentlig og hvordan er Du kommen
paa den Galei ? “
Vi gik nu roligere ned ad Havnen og jeg fortalte
ham Alt . — Han sagde mig til Gjengjæld , at
han hedte Mogens Heinesen , var fra Fcerøerne ,
var kommen med et norsf Skib hertil , men at
Skipperen havde jaget ham fraborde her i Byen ,
fordi han ikke kunde enes med det øvrige Mandskab .
Da det var langt ud paa Aftenen skiltes vi nu ,
men satte hinanden Stæevne til næeste Dag ; — Vi
mødtes paa den bestemte Tid og begyndte da at
raadslaa om vor fcelles Fremtid , medens vi gik ind i
et Vinhus og drak os et Krus , som han betalte , da
jeg aldeles ingen Penge havde .
Jeg var meget nedtrykt , uden Penge og Hjælpemidler
i et fremmed Land ; hvorledes kunde jeg vcrre
anderledes ?
„ Ikke forknyt , gode Herre , “ sagde min Beflytter
leende ; „ tabe vi Modet , tabe vi Alt . Se , her er hele
min Rigdom og den vil vi nu drikke op , go før jo
heller ; thi jeg faar aldrig Penge før jeg har givet
den sidste Skilling ud . “
Retsom han udtalte disse Ord , kom en Flok vildt
udseende Sømcend , der aabenbart hørte til et Kaperflib ,
ind i Stuen med stor Larm og Skraal . Den Ene
af dem , der siden viste sig at være deres Fører , tog
en Nævefuld Guldmønter op af Lommen og forlangte
i en bydende Tone Kryddervin til ham og hele
Banden .
Derefter kastede han sine Dine paa os og efter
at have sendt mig et flygtigt Blik , fæstede han sine
gjennemborende Dine paa min Kammerat .
„ Se ! saadan leve vi Kapergaster . Altid Lystighed
baade tillands og tilsøs og have vi sat vore Penge
overstyr , saa en rask Fægtning paa Liv og Død og
vi slyre da iland igjen med fulde Lommer . Kom og
drik med , min Gut “ , vedblev han og rakte Mogens
et fuldt Krus ; „ jeg skulde feile meget , om Du ikke er
en Mand før mig . Her er Vin og mangler Du
Penge , saa hold din Haand ud , og flere kan Du
faa , om Du gaar med paa „ Seierskrandsen , “ hvis
bedste Blomster Du her ser for Dig . “ — Mogens
lod sig ikke dette sige to Gange ; han tog imod det
rakte Krus og tømte det til Bunden , under de vilde
Mænds jublende Bifaldsraab . Han sad snart iblandt
den larmende Skare , der pluddrede i ethvert Tungemaal ,
og syntes aldeles af have glemt mig , ligesom
jeg forlængst var glemt af den hele Flok . Støien og
Latteren blev stedse høiere ; Krusene fyldtes og tømtes ;
Terningerne rullede paa Bordet ; snart kivedes man ,
snart var man gode Venner ; Latteren og Lystigheden
nærmede sig Høidepunktet .
Jeg vilde bort medens det endnu var Tid ; men
forlade min Landsmand uden af advare ham og idetmindste
uden af sige Farvel , var mig umuligt .
Forsigtigt nærmede jeg mig den vilde Klynge , da
En af de stærkeste Mænd greb mig og smed mig op paa
Bordet imellem Krus , Penge og Terninger , idet
han svor paa , af jeg skulde sige ham , om jeg virkelig
var ef Mandfolk , eftersom jeg var saa spinkel af
Væxt . Den vilde Flok tiltordnede ham Bifald ; men
nu rev Mogens en Kniv fra Kapfajnen , ved hvis
Side han sad , og svor paa , af den Forste , der vovede
af lægge Haand paa mig , skulde høre ham til .
„ Det er talt som en vordende Mand af „ Seierskrandsens “
brave Gutter , “ raabte Kapfajnen , der
aabenbar havde Herredømmet over sig . „ Enhver
ærekjær Gut forsvarer sine Venner med sit Hjerteblod “ ,
og uden videre greb han mig i Brystet og det ene
Ben og satte mig ned paa Gulvet igjen ved Siden
af sig . —
„ Pil nu af saa godt dine Ben have lært Dig !
Du duer ikke engang til af pudse Solvtøiet ombord i
„ Seierskrandsen “ , tilføiede han leende .
„ Stop lidt “ raabte nu Mogens , der havde
givet Kapfajnen sin Kniv tilbage og bemærkede de
Afskedsblik , jeg tilkastede ham . „ Du tilbød mig før
Penge , Kaptain Seierscel , thi det Navn bør
„ SeierskranLsms “ Fører alene bære ; ræk mig en
Ncevefuld i Navnefæste og jeg er Lin Mand paa
fre Togter . “
„ Her har Du Guldstykker og flere kan Du faa ,
Du Guldfisk , som jeg idag har kapret “ , raabte Kapfajnen ,
synlig smigret ved det ham tildelte Navn ;
„ men hust paa , af her drikker Du frit - idag er Du
min Gjcest . “
„ Se ber , Hans “ udbrød nu Mogens uden at
sige saameget som Tak før de modtagne Penge . „ Nu
kan vi begge klare os . Hils gamle Danmark og saa
en Skaal før Kaptain Seierscrl . “
Jeg var saa fortumlet ved Alt , hvad der var
mødt mig og maa have set halvfjantet ud . Da jeg
kom lidt til mig selv , puttede jeg mine Penge i
Lommen og bestrcebte mig før idetmindsle at sige nun
brave Landsmand Tak ; men han havde Øie og Øre
før alt Andet og da der i det Samme opsfod et
frygteligt Klammeri og jeg paa flere Steder saa
Knivene blinke over Bordet , ilede jeg ud af dette
forfærdelige Hus .
Nceste Dag gik jeg derhen igjen , uden at trceffe
min Landsmand og derpaa skyndte jeg mig ned til
Havnen før at sinde ham der ; men „ Seierskrandsen “
var lettet om Morgenen og jeg traf ham først her i
Bergen igjen , ligesaa blottet før Penge som han var
i Antverpen , men ligesaa ligegyldig før den Dag
imorgen som den Gang . “
Christoffer Walckendorff havde hørt paa
sin Sekretcers Fvrtæelling med stigende Deltagelse .
„ Er I kommen ud af Eders Gjceld til ham ? “
spurgte han endelig .
„ Hvad Venskabsgjæelden angaar , da kan jeg aldrig
saa den afbetalt , “ svarede Lindenow , med et Udtryk
af Følelse , der gjorde ham megen SEre ; „ men , hvad
Pengene betrceffer , da ligner han heri sig selv .
Jeg tilbød ham ved vort første Møde , at afgjøre Alt ,
selv om jeg skulde have faget Forskud hos Eder ,
Herre , men han sagde leende , at jeg maatte afgjøre
det med „ salig Seierscrls retmcessige Arvinger ,
naar jeg engang finder dem — ham flyldte jeg Intet ;
men vilde jeg give et Krus Kryddervin for gammelt
Bekjendtskabs Skyld , da han selv hverken havde Penge
eller Kredit , saa vilde han med Fornøielse tømme det
med mig . “
„ Jeg vil strax sende Bud efter ham “ sagde nu
Lehnsmanden efter nogen Betænkning „ og kan han
skaffe sig Skib og Mandflab , skal han ogsaa blive
sendt ud efter Fribytterne — om blot for at fjerne
ham fra Byen for Eders Skyld . Hænger han ikke
Clerck saa hænger denne ham og i begge Tilfælde er
Intet tabt . “
Andet Kapitel .
Magnus Heinesen og „ Harperne “ .
Vi vende os nu til et uanseeligt Hus i et af
de mange smaa Strider , som findes i Bergen , næer
ved Havnen og fil et endnu uanseeligere Vcerelse i
samme Hus .
Værelset havde kun en Dør , der ovenikjøbet hang
paa sin ene Hcengsel og dannede den umiddelbare
Udgang fra Stuen fil Stræedet , samt et eneste Vindue ,
der vilde have afgivet en endnu tarveligere Gjennemgang
for Lyset , dersom ikke to af Le fire Hørnruder
vare slagne ud , saa der var frisk Luft nok i
samme Vcerelse .
Møblementet var — endog naar man tager
Hensyn fil Datidens Tarvelighed hos Smaafolk —
høist ufuldstændigt .
Et stärkt Bord paa fire raat tilhugne Stolper ,
der vare rammede ned i Jorden , med en Bordplade
endnu med Barken paa Undersiden , en større og
mindre Bænk , samt tvende Stole , hvoraf den ene
kun havde tre Ben — baade Bænke og Stole ligesaa
ufuldstændig udgangne fra deres Mesters Haand som
Bordet —- om Rygstød var naturligvis ikke at tale —
et bredt , ligesaa raat tildannet Sengested af uhsvlede
Brædder — om dette Model forøvrigt kunde fortjene
Navn af Sengested — opfyldt med gamle Seilstumper
istedetfor Sengeklæder og tjenende fil Leie , fil Sofa ,
fil Spisekammer og fil Gud ved ellers hvad , fuldendte
hele dette jammerlige Opholdssteds Udstyrelse .
I Værelset befandt sig to Mænd ; den Ene laa
med Hovedet paa begge sine Arme , der hvilede paa
Bordet og syntes af sove . Den Anden laa paa
Sengestedet , slettende sit Hoved paa sin Haand og
saa paa sin Kammerat .
Den Første var en hei , svær Mand med lyst
Haar , men Ansigtstrækkene kunde man naturligvis
ikke faa af se — ham i Sengen var mindre , men
undersætsig , med merkt krøllet Haar , en bred , hverken
hei eller lav Pande , en let opadgaaende Næse , en
lille Mund og et Par blaa Øine , hvori Bestemthed
og Kløgt aabenbar udtalte sig . Begge vare de i
uldne Undertroier , medens Overtrøierne hang over
Sengestedets Fodende .
„ Jonas ! “ raabte den Yngre i Sengen „ Jonas ! “
gjentog han , „ hører Du ikke , Din Fyldevom ! “
En Grynten fra ham ved Bordet var dennes
eneste Svar .
„ Jeg er intet Svin og forstaar ikke dit Grisesprog “ ,
vedblev han i Sengen . „ Men fyld mig
Kruset og ræk mig det flux , saa kan Du fortsætte
med din Slægts Mæle for mig saalænge Du vil . “
„ Fylde Kruset ! Hvormed ? “ spurgte nu Jonas og
vendte sit brede Ansigt , der forresten fremviste en
Blanding af raa , men godmodige Træk . „ Hvormed
skal jeg fylde det ? “
„ Med godt , gammelt Øl , naturligvis “ , svarede
hans Kammerat ; „ men skal Du af Vanvare tage Feil og
komme Kryddervin i det , skal det ikke være Dig til
Fortræd ! “
„ Fyld det selv , Du Praler , om Du ellers kan , “
brummede Jonas atter med Næsen mod Bordpladen .
„ Gaa hen og borg en Tønde Rostocker Øl eller
Pryssing hos Karperne og lov dem bestemt Betaling
naar Maanen falder ned , “ vedblev han i Sengen leende .
„ Gaa selv , Du Spottefugl ! og velbekomme
Traktementet “ , gryntede atter den Anden .
— „ Ja , Øl maa vi have , hvor vi ^aa skal hente
det “ , svarede den unge Mand og sprang ad af Sengen .
„ Om jeg saa skal hente det i Garpernes egen ølkjelder
med en Knippel i Haanden , maa oi have noget .
Siden iaftes har vi hverken faaet Vaadt eller Tørt . “
„ Du mener nok : siden imorges , “ bemærkede
Jonas tort og køstede atter Hovedet op fra Bordet ,
„ thi efter min Regning var Solen oppe før vi kom
hjem . “
„ Det er en forbandet By “ , mumlede den unge
Mand ; „ her i Bergen ligger Alt stille undtagen jeg
og derfor kan jeg ingen Vei komme . Saaledes kan
det ikke gaa . Tungen hænger tør i Halsen paa mig ;
der maa Vædelse til , om jeg ellers skal leve til
Aften . “
„ Hvor vil Du hen , Mogens “ , spurgteJonas ,
uden af svare paa sin Vens Bemærkning , da han saa
ham trække i sin Trøie . —
„ Hen til Karperne , naturligvis “ , svarede denne
kort ; „ vi maa have Noget af drikke . “
„ Du henter Dig kun et blaat Øie og Buler i
Hovedet “ , indvendte den Anden . „ Gaa Heller ud
til Clerü herudenfor , som jeg sladig har raadet
Dig . “
„ Ikke et Ord mere herom , Jonas , hverken for
Spog eller Alvor , om vi ellers skal vedblive i vort
Venskab “ udbrød Mogens , som Læseren allerede
har gjettet af være Magnus Heinesen . „ Ikke et
Ord mere derom .
Mødes Clerck og jeg nogensinde bliver det ikke
Gammensord , vi skifte , saasandt som jeg er en god
2
Færing og han har bragt stor Ulykke over Færøerne ,
ja brandskatter dem endnu den Dag i Dag . Heller
gaar jeg med Fiskerskuderne til Vestfjorden og lever af
raadent Vand og Fiskerogn “ , tilføiede han .
„ Gaa hvorhen Satan Du vil , naar Du blot
skaffer Øl i Kruset “ , svarede Ionas , aabenbar fortrydelig
over hans Vens Tilrettevisning . „ Men Du
maa have ham i Lommen , om Du presser saameget
som en Slurk af nogen Garpe her i hele Bergen ,
med mindre Du lover dem , at de maa hænge Dig
bagefter . “
„ Det lover jeg dem gjerne , om de saa kan faa
fat paa mig “ , raabte Heine sen med Munterhed .
„ Det kommer an paa en Prøve ! Farvel , Ionas ,
Din Dsdbider , og paa glædeligt Gjensyn . “
Retsom han aabnede Døren for at træde ud i
Strædet stod En af Christoffer Walckendorffs
velbekjendte Drabanter udenfor , aabenbar med det
Forsæt , at se indenfor til ham . Dette Syn gjorde
ingenlunde noget behageligt Indtryk paa He in es en ,
men han lod sig ikke forknytte : „ Hvad godt Nyt , min
gode Andreas ? “ udbrød han ; „ kom kun indenfor , min
Ven ! det sømmer sig ikke , at Du staar Længer herudenfor ,
om Du ellers har Budskab til mig eller
Ionas Maibom . “
„ Det er Dig , mit Budskab gjelder , Mogens “ ,
svarede Drabanten med en vis Vigtighed . „ Den
naadige Herr Lehnsmand , Christoffer Walckendorff ,
stævner Dig til at møde hos sig , naar først
Du kan og jeg vil raade Dig til , at skynde Dig
noget . “
„ Tak for god Underretning , Andreas , og for
dif gode Raad “ , svarede Heinesen , med paafagen
Munterhed . „ Havde jeg Øl i Kruset , skulde jeg have
rakt Dig det ; men Jonas derhenne drak Resten ud ,
ret som han hørte , at Nogen rørte ved Døren . Det
er saa hans Vane — Intet at levne til gode
Venner . “
„ Ja , nu god Dag , Mogens , og lyd kun mit
Raad og lad den naadige Herre ikke vente , om Du
ellers vil vel fare . “
Med disse trøstelige Ord forlod den vcerdige Andreas
de to Venner .
„ Det var det Øl , Du skulde hente hos Garperne ,
Mogens “ , bemærkede Jonas med et ironisk Smil
paa sit brede Aasyn .
„ IngenSpot , Du Tørvetriller ! “ udbrød Magnus
Heinesen ncesten i komisk Fortvivlelse . „ Det er galt
nok , at komme til Lehnsmanden efter en saadan
Kaldelse ; men komme til ham paa fastende Hjerte ,
det er aldeles fortvivlet . “
„ Du glemmer nu igjen , at Du havde en god
Rus inde ved Daggry “ , trøstede hans Ven ham .
„ Aa , den er jo forlængst sovet ud ! men hvad
troer Du egentlig han vil tiltale mig for denne
Gang , Jonas “ , spurgte Heinesen . „ Er det for
det Lapperi med de to Garver næstførleden Nat hos
Chrisfoffer Øltapper , eller for den Dukkert , Heckel
fik eller for den Flænge , Bysvenden fik forrige
Tørsdag — eller ,
„ Eller , eller , eller “ , vrængede I o n a s ; „ Du kan
blive saaledes længe ved , Mogens . Det er ikke
værd , af Du piller Dig med disse Betragtninger .
Lehnsmanden har dem vist alle paa Papiret og han
vil neppe glemme nogen af dem , naar Du kommer
op til ham . “
„ Ja , men hvad kommer det altsammen Lehnsmanden
ved “ , spurgte Heinesen . „ Vi have jo
Borgemestre og Raad , for hvem jeg skal stande til
Rette . “
„ Lehnsmanden ved sagtens , af Du kun lidt
bryder Dig om de Faarehoveder ; men forresten kan
Du jo sige ham det selv , saa faar Du det nok af
vide “ , trøstede Jonas ham .
„ Ja , hvordan det er , eller ikke er , saa maa jeg
nu til ham , thi med alt det , er hanikke af spøge med “ ,
bemærkede Heinesen ; „ men forresten vil jeg sige Dig ,
at jeg Heller var med at entre et Kaperskib med
Huggerten i Haanden . — Og saa ikke saa meget
som et Krus Øl at styrke mig paa forinden !
Naa , farvel , Jonas , ligesaa godt hoppe i det
som krybe i Let ! gaa Du om lidt Hen til Thomas
Brakncese og beholder Lehnsmanden mig ikke , flat jeg
gjerne fomme alle de Kruse , som Du i dit Venskab
vil unde mig , naar vi atter ses . “
Medens Magnus Heinesen med saa tungt et
Hjerte , som hans lette Sind kunde tillade ham ,
vandrede til Lehnsmandens Bolig , skal vi se , hvad
der imidlertid er foregaaet , ja endnu tildrager sig der .
Umiddelbart efter Drabantens Afsendelse vare
tre tydske Handlende blevne meldte for Lehnsmanden
og efter en passende Stunds Forløb tilstedte Adgang
til ham . Disse lybske Kjøbmænd havde endnu i
Bergen bevaret en Del af deres gamle Myndighed ,
dels paa Grund af deres Rigdomme og dels
formedelst deri Viklieloshed , Borgemestere og Raad
samt Le tidligere Lehnsmcmd vare optraadte med
ligeoverfor dem . Christoffer Walckendorff var
en ganske anden Mand . Han vilde ikke vide af
anden Selvraadighed end hans egen . Det maatte
derfor snart komme til Sammenstød imellem de
mcegtige Handelsherrer og den myndige Lehnsmand ,
Ler imidlertid snart viste dem tilbage inden saa snever
Grændser , at deres Anseelse fra den Stund lev ef
uopretteligt Knæk og de indfødte Handelsmænd begyndte
at udvikle en vis selvstændig Virksomhed .
Denne Lehnsmandens store Uvillie mod de „ Contoirfle “
var Magnus Heinesens store Held ; fhi selv Hans
Lindenows Mellemkomst vilde — som tidligere bemcerket
— Intet have udrettet , dersom det havde været
Landets egne Børn og ikke de lybske Pebersvende , med
hvem han saa ofte ragede sammen , at der nasten var
aabenbar Krig mellem ham og disse .
„ Hvad er Eders Begjering , I gode Mænd “ ,
spurgte Walckendorff paa dansk ; fhi vilde de høres
af ham , maatte de ogsaa betjene sig af samme Sprog
— idet ban mynstrede dem med ef mere alvorligt end
strengt Blik .
„ Vi bede i den hele lybske Handelsstands Navn
her i den gode Stad Bergen — Eder , naadige Herr
Lehnsmand ! “ begyndte den Ene af dem , idet de alle
Tre atter bukkede dybt— „ at I vil forskaffe os nogen Hjælp
og Lindring i den store Ulempe , som vederfares vor
Handel , derved at den grumme Fribytter Clerck har
Iagt sig i Skjærene her udenfor Fjorden og optager
det ene Skib efter det andet , baade dem , der skulle
hertil og dem , der afgaa , af hvad Nation de end ere
og til hvilke Havne , være sig inden- eller udenlandske ,
de end henrejse , til allerstørste Molest , Tab og Hindring
for alle Handlende , men mest for os , som findes her
paa Pladsen og knn have Handelen af leve af . “
„ Jeg har allerede taget denne Sag under fornøden
Overveiede “ , svaredeLehnsmandenimødekommende , „ og
vor allernaadigste Arveherre og Konge ikke mindre .
Det er hans som mit alvorlige Ønske , af der skal
gjøres Afbrcrk , ei alene paa Clercks Sørøverier ,
men ogsaa paa alle de Fribytteres dumdristige og
flammelige Gjerninger , som i den sidste Tid have
hjemsøgt disse Farvande og til den Ende har Allerhoist '
samme givet mig Myndighed til af udstede et Brev
til en eller anden habil Mand , der vil krydse efter og
opbringe disse Skarnsmennesker og vil siden selv
' allernaadigst stadfceste mit Valg . Manden har jeg
vel funden , og han skal være her om en føie Stund ,
men der rester Midler til Udrustningen af Skib ,
Mandflab , Proviant og Krigsfornødenheder . Kan
dette ikke bringes tilveie , vil der gaa lang Tid hen
før et Krigsskib kan sendes herop , og imedens kan der
ske store Tab og Ulykker for Eder og Eders Handelsvenner .
Jeg formener derfor , af det vil vcere Eder
selv bedst tjenlig , om I udstyrede ham med de fornødne
Midler , imod af han efter ncermere Overenskomsf
svarede Eder en passende Afgift og Afbetaling
af det forstrakte Beløb , af de indvundne Prispenge
og « fler nu Eders Mening herom . “
De tre Pebersvende saa noget førlegne paa
hinanden , men da Walckendorff tilsidst gjorde en
ufaalmodig Bevcegelse , vovede de ikke af tie længer .
„ Det er et alvorligt Spørgsmaal , I har forelagt
os til Besvarelse , naadige Herre “ , begyndte endelig
den , der førte Ordet , „ og I maa undskylde , af vi
ikke kan give noget bestemt Svar før vi have raadført
os med Handelslauget her i Byen . Imidlertid tvivler
jeg ikke paa “ , tilføiede han hurtig , da han saa et Uveir
trælle op paa Walckendorffs Ansigt , „ af Handelslauget
vil bidrage sit til , af faa denne store Ulykke
standset jo før jo Heller , om I vil være saa naadig
af sige os , hvem I har tiltcenkt af føre Skibet . “
„ Jeg kjender kun En , der er habil dertil i hele
Bergen og det er Mogens Heinesen , som I jo
ogsaa kjender Noget til “ , svarede Lehnsmanden ,
imedens et ironisk Smil spillede om hans Læber .
„ Mogens Heinesen ! “ udbrød Lybekkeren
aldeles forfældet — „ den — den . “
„ Jeg kjender ligesaagodt som I hans Gal flader
vi Tilbøieligheder og har , som I vel ved , ogsaa
draget ham adskillige Gange til Ansvar derfor “ , svarede
Lehnsmanden meget alvorlig , „ men giv ham Noget at
bestille , og han vil anvende sin Kraft og sit Mod i
en bedre Gjerning , derom er jeg overbevist . Han er
øvet paa Kapertogter , og denne Kaldelse vil netop
være en Virksomhed for ham . “
„ Eders Strenghed maa alligevel ikke vente , at
vi betro denne Mand Skib og Gods “ , svarede en
Anden nu med stor Bestemthed , „ fhi det er vor Tro ,
at han snarere gjør fcelles Sag med Fribytterne end
han jager efter dem og navnlig hvad os tre angaar ,
da tør jeg sige , at vi aldeles Intet vil have med
ham at skaffe ; fhi mig har han kastet ud i Havnen
saa jeg var ncer . ved at drukne ; Burckart der overfaldf
han en Aften udenfor sit eget Hus , som han
maatte frelse sig ind i , og Hermann Wulfs vceltede
han sig en anden Gang ind paa hos Christoffer
Øltapper , og tilføiede ham og andre gode Venner
megen Overlasf . Der er ncesten ingen lybsk Kjøbmand
her i Bergen uven af han har dette , ja hvad
Vcerre er , af beklage sig over — Altsammen foraarsaget
af dette vilde Menneske , uden nogen skjellig
Grund . “
Før Lehnsmanden endnu fik Tid til af svære
meldtes Magnus Heinesen , som han øieblikkelig
befalede af indlades .
Saasnart Heinesen var traadt indenfor gjorde
han etdybtBukfor Lehnsmanden , men da han fikøie paa
de fre lybske Pebersvende , kom der et Udtryk i hans
Ansigt som vilde han sige : Tcenkte jeg det ikke nok !
„ Du ser paa disse fre Mænd , Mogens , og
ved vel saa med det Samme , hvad jeg kan have af
sige Dig “ , begyndte Walckendorff , idet han
besvarede Sømandens Hilsen med et let Nik . „ De
føre svære Beskyldninger mod Dig for alskens Overlast ,
ja forsøgt Drab , idet Du endog har villet drukne
Heckei , som her staar . “
„ Med Gunst af melde , strenge Herr Lehnsmand ,
saa har jeg aldrig fankt paa en saa gruelig Gjerning
som af drukne den agtbare Herr Heckel fra Lybek “ ,
begyndte Magnus Heinesen med al Frimodighed ,
„ og det beviste jeg i samme Øieblik som jeg pirrede
ham i Vandet ; thi jeg sprang selv ud efter ham og
bjergede ham iland . “
„ Men , hvorfor pirrede Du ham i Vandet , som
Du siger “ , spurgte den noget formildede Lehnsmand .
„ Sagen er simpelthen den “ , svarede Magnus ,
„ af jeg bad ham om af laane mig Halvdelen af de
Penge , jeg saa han stod med i en Pung for af
betale nøgen Fisk , men da han saa sagde , af Fanden
kunde laane mig Penge for den Nattesvarmer og
Ødeland jeg var , gav jeg ham et ganske lille Skup ,
uden af jeg betænkte , af han var Vandet saa nær og
stod saa ilde paa sine Fødder . “
„ Dær var ellers ikke Meget leiet i det , Heckel
sagde . Mogens ! “ bemarkede Walckendorff med
et let Smil .
„ Det kan maaske næk vare saa- strenge Herr
Lehnsmand “ , indrømmede Magnus Heinesen i al
Oprigtighed , „ men enten det nu er Løgn eller
Sandhed , hvad der saaledes siges , saa kan dog ingen
Mand , der har Hjertet paa det rette Sted , lide af
høre det sagt , allermindst lige i hans egne Øine , og
jeg gad vel se , hvordan I selv vilde tage det , om
disse Garper nu vilde sige Eder , hvad Enhver
kan høre , af de snakke om Eder paa alle Ølhusene ,
naar de faa Lov til at lade Munden løbe . “
„ Stille “ , udbrød Walckendorff med en
Myndighed , der ikke taalte nogen Modsigelse , da han
bemcerkede , at alle tre Lybekkere vilde tage til Gjenmcele :
„ Jeg kjender enhver saadan Wring , men
foragter al Ølhussnak . Men hvad enten der nu er
løiet Lidt eller Meget i Heckels Udtalelser , saa vare
de døg flemme Uqvemsord , der maatte tirre et Sind
som det Mogens har , og da han selv fik sig en
vaad Trøie for sin Idrcet , saa mener jeg , at dette kan
gaa lige op . De andre Klagemaal kan I fremføre
for Borgemestere og Raad , det er jo ikke Lerfor I ere
komne her ; men det hvorfor Du er stevnet hid ,
Mogens , er det , at jeg vil give Dig Brev paa at
jage efter de flcendige Sørøvere , som gjøre Farvandene
heromkring usikkre og især ere en Ødelæggelse for
Færøerne , hvorfra Du jo selv stammer , og har anmodet
de Contoirske om at udstyre Dig med Skib og Midler
dertil . Kan Du paatage Dig denne Gjerning ? thi
lover Du det , ved jeg , at Du holder dit Løfte , hvad
Ondt Godtfolk ellers sige om Dig . “
Magnus Heinesen blev blussende rød og
hans Øine straalede af Glæde .
„ Jeg baade kan og vil , naadige Herre , og hverken
I eller Nogen skal fortryde den Tillid , man viser
mig . Men vil de Contoirske hjælpe mig fil et Skib ,
som kan bruges , saa maa de være anderledes Folk
end jeg anser dem for , uagtet jeg ærlig skal give
dem Part i Fortjenesten og det vil være fil deres
eget store Gavn , at jeg løber ud . “
„ I høre , hvad Mogens siger “ , bemærkede
Walckendorff , idet han vendte sig fil de Lybske .
„ Hvad er Eders Mening ? Vil I tro ham paa hans
Ord og tage mig god for hans Oprigtighed ? “
„ Som vi engang har sagt ; naadige Herre , vi
maa først høre Laugets Mening “ , svarede Ordforeren
for de Lybske og bukkede dybt , „ vi have aldeles
ingen Myndighed fil at love Noget paa de andre
Kjobmænds Vegne , og det , vi selv kan tilflyde , bliver
for Intet at regne . “
„ Nu vel da “ , udbrød Walckendorff med en
flet dulgt LErgrelse , „ lad mig saa Eders Mening at
vide endnu inden Solnedgang ; thi hvad der skal
udføres , maa begyndes jo før jo heller . I ville
imidlertid selv have Barsk af , om I ikke høre mit
Raad og glemme Eders Fjendskab mod Mogens
Heines en . “
Han afskedigede de tre Kjøbmænd med en høflig
Bevægelse med Haanden , hvorefter de , under dybe
Skrabud forlod hans Værelse .
„ Hvad tænker Du , at de bestemme sig til ,
Mogens “ , spurgte Lehnsmanden , efterat han var
bleven ene med denne .
„ Det er let at sige , hvad de ville gjøre , naadige
Herre “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige
Frimodighed . „ De vil heller se mig hængt end betro
mig saameget som en Jolle , ikke for Mistvivls Skyld ,
men for det store Nag , de bære til mig . Da de
imidlertid holde meget af en sikker Handel og tillige
vil gjøre Noget for at behage Eders Naade , som de
ellers ikke holde stort mere af end af mig , vil de
maaske udruste et Skib under en selvvalgt Skipper ,
der imidlertid Intet vil udrette . “
„ Hvorfor tror Du , at han Intet vil udrette “ ,
spurgte Lehnsmanden .
„ Fordi de hverken vil udruste ham helt eller
halvt “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige Oprigtighed ,
„ dertil ere de for gjerrige , selv om de kunde
finde en habil Skipper , hvilket jeg meget betvivler .
Netop for deres Gjerrigheds Skyld , vil jeg heller
ikke gjerne have med dem at gjøre ; thi det vil blive
til Klammeri imellem os , uden Ende og uden Nytte . “
„ Og Du kan ikke selv finde paa Midler til at
faa et Skib “ , spurgte Walckendorff . „ Du er jo
ellers en snarraadig Mand , har man fortalt mig , og
det er en hæderlig Gjerning hvortil jeg har udset
Dig . “
„ Hvorledes skal jeg kunne det , naadige Herre ,
uden Penge , uden Kredit , og kan vel ogsaa tilføie :
uden godt Navn og Rygte “ , svarede Heinesen ,
halvt i Spøg og halvt i Alvor . „ Havde jeg endda
blot 100 Kroner i Lommen til at rasle med og kaste
paa Bordet i Ølhusene , fik jeg nok Mandskab , og
havde jeg det Mandskab , jeg ønsker , fik vi nok et
Skib fat — det havde gode Veie . “
„ Nu vel , Mogens “ , svarede Walckendorff
efter nogen Betænkning , idet han gik hen til et Skab ,
hvoraf han udtog en vægtig Pung . „ Jeg er ikke den
Mand , der gjor Noget halvt , og jeg vil derfor heller
ikke have halv Tillid til Dig . Her er netop 150
Kroner i denne Pung , altsaa en halv Gang flere
end Du ønsker . Benyt dem i den Gjernings Tjeneste ,
hvorpaa Du her har et aabent Brev , som Hs .
Majestæet , vor allernaadigste Arveherre og Konge ,
senere vil give sin Stadfcestelse . Drikker Du dem op til
Unytte , gjør Du ei alene Dig selv , men ogsaa mig
til Spot for Garperne ; men bringer Du en Fribytter
iland , vil det blive den cergerligste Streg , Du endnu
har spillet dem , ikke at tale om , at Du bereder Dig
en stor SEre og mig en Glæede derved . “
„ Tak , naadige Herre , tusind Tak “ , raabte
Heinesen , og kyssede i sin Henrykkelse den Haand
der rakte ham Brevet . „ Eders Tillid til mig stal
ikke vorde befljcemmet . Garperne skal blive graagule
af Wrgrelse og I redelig faa Eders Penge igjen ved
den første Prise , jeg gjør . “
„ Jeg tror dine Forsikkringer , Mogens Heinesen “ ,
svarede Walckendorff venlig „ og venter
mig Meget af dit Mod og din Raadsnarhed . Hvornaar
tror Du , at Du kan løbe ud ? '
„ Imorgen “ , svarede Heinesen rafl .
„ Hvad for Noget ! alt imorgen ! primer Du ? “
spurgte Lehnsmanden overrasket .
„ Jeg kan ligesaa godt sige imorgen som om otte
Dage , thi jeg er i Øieblikket lige næer derved “ , svarede
Heinesen « åbenhjertig ; „ men skal der gjøres Noget ,
maa det ske sfrax . Jeg kan ikke ret lcenge gaa med
saa mange Penge i Lommen og Clercken ligger
herudenfor . Hos ham maa jeg først fil Messe , for
af se , om Vorherre vil være med mig paa mine
Togter . “
Med disse Ord gjorde han et rask Buk for
Lehnsmanden og var i næste Oieblik ude af Deren .
Walckendorff stod en Stund i dybe Tanker , med
Dinene fæstede paa Døren , hvorigjennem Magnus
Heinesen var forsvunden . Derpaa rystede han
betænkelig paa Hovedet og gik langsomt hen fil sit
Skrivebord , hvor han , siddende i sin Lænestol , syntes
af fordybe sig i alskens Betragtninger .
Tredie Kapitel .
„ Messen “ hos Clerck .
Et Par Mil syd for Mundingen af den Fjord ,
der fører ind fil Bergen , laa Dagen efter Magnus
Heinesens Møde med Walckendorff en lille Brig
for Anker bag en hei Klippeo . Skjøndt den kun var
armeret med fire smaa Kanoner , var den dog
aabenbar udrustet fil Krigsbrug , og et erfarent Øie
saa desuden sfrax , ar den laa parat fil af lette
Anker ved første Leilighed , som tilbød sig .
Ombord paa Skibet slentrede en Snes Mand af
vildt , forvovent Udseende enten omkring uden bestemt
Beskjæftigede , eller de toge sig en eller anden let
Bestilling for . Paa et Sted under Stormasten laa
fem andre Matroser og spillede Terninger , idet de af
og til vædede Læberne af de fo store Kruse , som stode
ved dem , medens fo Mænd agter ude sad i en fortrolig
Passiar med et Sølvkrus imellem sig , som Ingen af
dem undlade af Lette paa .
Skjøndt man dengang neppe var vant til den
Properhed og Orden , som findes nutildags paa alle
europæiske Skibe , men iscer paa Orlogsskibene , vilde
enhver Sømand , som betraadte Briggens Dæel , dog
finde , af dette gode Skib stod langt tilbage , hvad
hine fo Egenskaber angaar , endog for Datidens
Kjobmandsskibe , og Mandskabet selv havde Intet
tilfælles med den flinke , renlige Matros ombord paa
et Orlogsskib .
„ Jeg siger Dig for sidste Gang , Clerck ! “
begyndte den Ene af de fo Mænd agter ude , „ af vi
komme til af ligge her til Dommedag før vi faar
nøgen Prise ; thi Kjobmcendene i Bergen maa have
Signaler ude syd paa , og selv sende de intet Skib
ud saalænge de se , af vi ere her . Og naar Ollet er
forbi , saa er ogsaa Mandskabets Taalmodighed ude . “
Ham , hvem Ordet var rettet fil , svarede Intet ,
men gav sig fil at fløtte , idet han saa ud over
Skibets Rceling ad Syd fil .
„ Det var forbandet , at vi fluide jage den Hamborger ,
uden at tage ham “ , vedblev den Første efter
en Pause , „ thi det er ham , der har advaret Folk i
Bergen . Jeg forstod mig heller ikke paa „ Falken “
den Dag . “
„ Er det en Bebreidelse imod mig ? “ spurgte den ,
hvem Bemærkningen var rettet fil , og saa sin Kammerat
i Øinene med et megetsigende Blik .
„ Du kan tage det for hvad Du vil , Clerck “ ,
svarede denne studs , „ forresten mente jeg kun , at
„ Falken “ den Dag ikke seilede saa godt som den
pleier , hvad nu Grunden kunde væere . “
„ Hvad mener Du egentlig med al den Snak “ ,
spurgte Skipperen igjen i al Ligegyldighed .
„ Jeg mener , at vi bør lette og staa et Par Dage
tilsos , saa vil idetmindste alle Skibene i Bergen söge
ud , og vi behøve da ' blot at vcelge iblandt dem ,
hvilket vi synes bedst om . Ia , maaske kan vi endog
naa at kapre to istedetfor et — og jo flere jo bedre . “
„ Og hvad vandt vi saa derved ? “ spurgte Clerck ,
idet han tog sig en Slurk af Kruset . „ En Ladning
Tømmer , eller , naar det blev høit , nogle Tønder
Tjæere og tør eller saltet Fisk ! Puh ! Nei , vi maa have
en Tydsker med Roslokker Øl , Vine , Silke og
saadanne gøde Sager , og for at saa ham , kan vi ikke
ligge bedre end vi gjør . Forresten er det bedst , at
Du gjemmer dine gøde Raad fil jeg beder Dig om
dem , eller Du selv faar „ Falken “ at føre . Det er
dumt Vrøvl , at Ler er sendt Advarsler fil Skibene
syd fra . Hvorledes skulde det gaa fil ? I din Visdom
har Du overset , at alle Skibene syd fra have havt
Modvind al den Tid vi have ligget her , paa en
enkelt Dag nær , og da stod Vinden for kort fil at
de kunde komme op . Vi maa snart faa Søndenvind ,
og saa vil alle dine Sorger for mig og Mandskabet
være forbi . “
Med disse Ord rettede Skipperen sig i sin
hele Størrelse og viste en Kæmpehoide og Muskelkraft ,
der rimeligvis havde bidraget fil at forskaffe
ham den Plads , han indtog ; men heller ikke Styrmanden
var en Karl at kimse af , og i det Hele faget var det
velvoxne , stærkbyggede Mænd , som fandtes ombord .
Kaptain Clerck var en Franskmand af Fsdsel ,
medens Styrmanden var en Svensker . Sproget , de
og Mandskabet talte , var en Jargon af alle mulige
Sprog , hvoraf dog Hollandsk var det fremherskende .
„ Mon virkelig den Jolle vil ud til os ? “ bemærkede
Clerck efter den lille Pause , som hans Ord til
Styrmanden havde fremkaldt . „ Lad os holde en
Baad klar til at tage ham , om han vil seile forbi .
Det er mig magtpaaliggende , at jeg faar Underretning
om , hvordan det staar til i Bergen . “
Disse Ord gjaldt en lille Jolle , der virkelig
syntes at styre hen imod Skibet , som om den vilde
til det . Da Folkene ombord i en Uge ikke havde
set noget Fartøi i sin Nærhed , stort eller lidet ,
endsige noget , der lod til , at vilde til det , vakte dette
hele Mandskabets Opmærksomhed , og selv Terningkasterne
standsede med deres Spil , for at se , hvorhen
Jollen slyrede .
Da den kom nærmere saa man en Mand sidde
til Rors ; men Jollens Fart var saa uregelmæssig ,
at alle Sømændene ombord let kunde indse , at det
ikke var nogen kyndig Haand , der styrede det lille
Farten , hvis eneste Seil heller ingenlunde stod efter
Kunstens Regler tilsøs .
Naturligvis fremkaldte alle disse Iagttagelser
alskens vittige Bemærkninger , medens Jollen nærmede
sig Briggen , og Alle imødesaa baade med Glæde og
spændt Forventning dens Ankomst . Meget rigtig
vedblev ogsaa Jollen sin Fart hell fil Fribytteren ;
men da Manden var kommen Skibet paa Siden ,
sfete hans Manøvre saa keitet , af han vilde
være dreven agter ud , dersom man ikke havde tilkastet
ham et Toug , hvorved han endelig halede sig hen
fil det . “
„ Hvad er Du for en Fist “ , raabte Styrmanden
ned fil ham , idet han og Mandskabet kastede spørgende
Blikke ned i Jollen , eller sagde Vittigheder paa den
Ankomnes Bekostning .
Denne var en ung Mand under Middelhøide og
af et meget enfoldigt Udseende , klædt i de norske
Landboeres almindelige Dragt .
„ Jeg har ingen Fisk , men jeg har Lammekjød ,
om I vil kjøbe det “ , sagde Bonden og saa op fil de
mange Ansigter , der stirrede ned paa ham .
„ Ja vel vil vi det “ , svarede Styrmanden , „ kom
kun op med det . Hvad Fanden er det , Du tager
Dig for “ , spurgte han forundret , da han saa Bonden
fylde sine Lommer med en Mcengde Stene , der laa
i Bunden af Jollen , fra en Valnøds Størrelse fil en
knyttet Nceves .
„ 3H , jeg vil have mine Skydevaaben med mig .
Det er ikke saa lige , af gaa ubevæbnet ombord fil
Jer med saadanne Brumbasser paa Siderne . “
Dette Indfald fremkaldte naturligvis en skraldende
Latter ombord , og Alle glædede sig fil en udmærket
Spas med deres Gjcest .
Endelig syntes denne , af være bleven vel forsynet
med sine primitive Skyderedskaber , thi hans store
Koftelommer struttede ud fil begge Sider som om det
havde været Kornsække , og nu langede han forst sit
Kjød op paa Skibet , hvorefter han blev staaende og
gloede opad .
„ Ih , for Fanden , hvorfor flynder Du Dig
ikke “ , spurgte Styrmanden .
„ Ih , for Fanden “ , vrængede han efter ham ,
„ hvorfor stikker Du ikke en Tougsfige ned fil mig ,
som man har paa andre store Skibe . Tror Du , af
jeg kan kravle som en Flue op ad en Væg ? “
„ Vi har ingen Stiger her ornbørd “ , svarede
Styrmanden leende , idet han nu og siden forklarede
sine Kammerater , hvad Le ikke forskede af Bondens
Tale , „ men hold nu dygtig fast ved denne Ende , saa
skal vi hale Dig ombord . “
„ Men hvad skal jeg gjøre ved Jollen imedens ? “
spurgte Bonden betcenkelig .
„ Ih , kast Linen til os , saa skal vi gjøre den fast
i Vanterne “ , svarede Styrmanden .
„ Vanterne ! “ udbrød Bonden forundret , „ det
skulde hjcelpe godt ! I kunde ligesaa godt binde den
om Jerre Huer . Her er Linen og hid den om
Brumbassen over mit Hoved ; han kan bedre holde
paa en Jolle end alle Jerre Vanter tilhobe , og vent
saa til jeg har spyttet i Nærverne . Saa , hal nu til ,
au , au , mine Skinneben . Det var dog Fanden til
Reise . “ Lystigheden var nu bleven almindelig ombord
og Alle bød ham velkommen , da han trillede ind paa
Dcekket , hvorved flere Stene rullede ud af hans
Lommer .
Bonden puttede disse ivrig ned igjen , hvor de
vare komne fra ; derpaa reiste han sig møjsommelig
op , omringet af hele Skibets Bescetniug .
„ Aa , mine arme Skinneben “ , gjentog han igjen ,
idet han heftig gned dem med begge Hæenber . „ Er
det en Maade , at hjcelpe Folk ombord paa ? Du kan
vide , at jeg skal huske Dig det “ , vedblev han , vendende
sig til Styrmanden , „ hvor lang Du saa er , og om
Du saa ti Gange er Skipper ombord . “
Alle lo og beklagede Styrmanden .
„ Men , hvor er min Krop ? “ spurgte Bonden
pludselig og saa sig forsfrækket om i Kredsen .
„ Fol paa Dig selv , saa finder Du den nok “ ,
bemærkede en af Mandskabet leende .
„ Føle paa mig ! har jeg Lammekroppen hos mig ?
I har jo taget imod den og enten skal I give mig
den igjen eller Penge før den . “
„ Er det før at sælge den , Du er kommen herud ? “
spurgte Styrmanden .
„ Ja , hvorfor ellers og I skal saa den før godt
Kjob , før jeg selv har ingen Nytte af den “ , svarede
Bonden .
„ Kan Du da ikke spise Lammekjød ligesaa godt
som vi Andre , “ spurgte Styrmanden forundret .
„ Io , men jeg spiser aldrig Kjod af selvdøde Lam “ ,
svarede Bonden oprigtig .
„ Hvad før Noget ! Er Du gal ! døde Faaret af
sig selv ? Og det vover Du at sælge til os ? “ udbrød
Styrmanden med forstilt Vrede , medens hele Mandskabet
skoggerlo .
„ Er det at tage paa Vei før ? “ spurgte Bonden
uforfærdet . „ I kan jo lade være at kjøbe den , før
saa smider jeg den i Søen . Jeg vil ikke seile hjem
med den igjen . “
„ Men hvorledes kunde Du tro , at vi vilde spise
Kjødet af dit selvdøde Faar “ , indvendte atter Styrmanden ,
tilsyneladende lige vred .
„ Aa , jeg har set Jer ligge saalænge Herude , at
jeg tænkte , at I vare svært lysfne ester fersk Kjød ,
selv om det var af et selvdødt Lam “ , svarede Bonden ;
„ men ærlig vilde jeg være og sige det forud .
Vil I saa have den eller ikke ? “
„ Hvad hedder Du ? “ spurgte Kaptainen .
„ Christian Olesen “ , svarede Bonden ; „ men
man kalder mig ogsaa Christian Degn , før jeg
synger godt . “
„ Syng os en Vise “ , sagde Styrmanden .
„ Ia giver I et Krus Dl , til at væde Halsen
med ? “ spurgte Bonden . „ Ih , se hvilket fint Krus .
Jeg har aldrig drukket af Tin før . Mig forlov . “
„ Hold dine Fingre fra det Krus og ræk ham
et af dem derhenne “ , sagde Styrmanden barsk .
„ Jeg beder mange Gange om Forladelse “ , sagde
Bonden betuttet . „ Ja , jeg fænkte nok , af det var forfint
før mig ; men er Øllet bare godt , saa er det
mig lige Et , hvoraf jeg drikker det . —Tak , Tak ! aa ,
hvor det qvæger ! men maa jeg virkelig drikke det
Altsammen ? Tak , mange Tak ! Ja , saa gjør jeg det
ogsaa “ , vedblev han , da man havde betydet ham , af
han gjerne maatte tømme Kruset . „ Saadant Øl har
jeg aldrig drukket før . “
„ Kunde Du have Lyst til et Krus til “ , spurgte
En af Mandskabet , der saa , af det stcerke Øl havde
begyndt af gjøre Virkning paa Bonden .
„ Om jeg har ? “ svarede han ivrig . „ Jeg sætter
gjerne min Mund til Tappen og lader det løbe .
Saadant Øl faar jeg ikke hver Dag . Men hvormeget
koster det ? “ spurgte han forsigtig .
„ Aa , Du kan jo give os lidt Kjøb paa dit
Lammekjød “ , svarede Styrmanden , „ saa er det betalt ! “
„ Jeg drikker det gjerne op , før saa har jeg jo
nogen Fornøielse deraf . O , Sidsel , Sidsel “ , vedblev
han triumferende , idet han svang et nyt Krus
over sit Hoved : „ Du kaldte mig et Fæ , fordi jeg
vilde herud — nu skulde Du se mig , hvilken Karl
jeg er ! “
Han trallede en Vise og dansede rundt med
Kruset i begge Hæeuder . Saa drak han lidt , dansede
og sang igjen -- bestandig under Mandskabets
ustandselige Latter , indtil han ogsaa havde tømt dette
Krus .
„ Hei , hvormange Master har denne Skude ? “
raabte han som det synes mere end halvdrukken . „ Er
der to eller tre eller sire ? og sikke Noget deroppe !
maa jeg krybe op ad Stigen . Jeg kan ganske vist se
Sidsel deroppe . “
Med Glæede gav man ham den attraaede Tilladelse ,
da man nu først ventede rigtige Løier af
ham .
Han dinglede hen til Vantet og begyndte at
kravle op med en drukken Mands hele Ubehæendighed .
Da man strax saa , at han var ubevandret med flig
Klattren , fremkaldte hans Keitethed endog et Smil
paa den alvorlige Fribytterkaptains Ansigt , medens
Mandskabet skoggerlo ligesaa ustandselig som Bonden
brugte Munden .
„ I maa have Eders Flag hsiere op “ , raabte han
ned til dem , da han midt paa Vantet saa en af
Kaptajnens røde Trøier , som var hængt derop til
Tørre og løste den af .
„ Hold nu op med den Kommers , I Grinebidere ! “
vedblev han atter , „ eller I skal faa lidt af grine af ,
naar jeg først er deroppe . “
„ Hurra ! her er jeg ! “ vedblev han : „ Aa hvor I er
smaa mod mig . Kom herop med et Krus Dl , saa
skal jeg flage for Eder . Hvad griner Du af , dit
lange Spektakkel ! Tag den til din Fornøielse ! “ og
dermed kastede han en Sten ned i Hovedet paa
Styrmanden , hvem den traf midt i Ansigtet saa han
tumlede .
Da Mandskabet undfe ham det vel , blev Latteren
endnu høiere . „ Naa , I vil ogsaa have Noget af
grine af ! “ skreg han . „ I har nok glemt , af jeg tog
mine Pistoler med mig . “ Og nu begyndte han af
kaste Stene ned i Hovedet paa Mandskabet , som vel
sprang tilside for enkelte , men ogsaa fik flere alvorlige
Contusioner .
„ Hold op dermed , i Djævelens Skind og Ben ! “
skreg Styrmanden , der ligesom det øvrige Mandskab
blev kjed af dette Bombardement , „ eller vi kaste Dig
paa din Hals i Havet . “
„ Kom herop om I kan ; jeg skal snart faa filet
Tougstigen over “ , svarede Bonden forbittret og svang
en Kniv i Luften . „ Hvad gaber Du efter ? “ skreg han
ned til Kaptajnen , som han hidtil havde forskaanet .
„ Kan Du gabe over denne Roe “ , og dermed kastede
han en Sten efter dennes Hoved , men da Kaptainen
gjorde en rask Bøining med dette , undgik han at blive
ramf .
Lystigheden var nu bleven forandret til Forbittrelse
hos Mandskabet , men ligesaa vildt dette
bandede og støiede , ligesaa ivrig blev Christian
Degn , som man nu saa var overstadig drukken og
den ene Sten efter den anden fløt ned i Hovederne
paa Matroserne , hvergang ledsaget af en Strøm af
hans Skjældsord og Forbandelser .
„ Lad os faa Ende paa dette Spil , Kaptain , og
lad et Par Mand gaa tilveirs og hive den ondskabsfulde
Knegt overbord “ , sagde Styrmanden forbittret ,
efter at Bonden havde ramf ham med en ny Sten .
„ Saa ødelcegger han os Vanterne , idetmindste
paa den ene Side , og det kan blive os en slem
Historie , om et Skib kom idetsamme “ , svarede Kaptajnen ,
„ det vilde Heller ikke vcere Løn til ham som
forsfyldt .
Hei , Robert , hiv hans Jolle los ! og gaa alle
Mand ned at skaffe . Han bliver saa snart kjed af at
vcere deroppe og naar vi saa faa ham ned , kjølhale
vi ham et Par Gange , at han kan faa Øllet af
Hovedet og beholde ham som Dcekspuler . Det er
meget bedre . “
„ Hei , min Iolle “ , sfreg Christian , da han
saa Jollen drive . „ Ser I ikke , hun driver , vil I
Hundetampe ikke efter den . Herud , herud “ , og nu
begyndte Bombardementet igjen til der ikke var flere
Folk paa Tækket .
„ Hurra , Seir , Seir ! “ sfreg han nu , „ Seirsflaget
op ! “ og snart udfoldede Kaptajnens Uncevnelige sig i
den friske Vind . Han tog nu en Pibe op af Lommen ;
dansede , blceste og sfreg „ Seir “ , uafbrudt , men havde
altid en Sten paa rede Haand , hver Gang Nogen
lod sig se enten i Kahytskappen eller i Forlugen .
„ Hvorlænge mon den Slyngel saaledes kan skabe
sig ? “ spurgte Kaptajnen , der havde sat sig til at spise
med Styrmanden i Kahytten .
„ Jeg tænker , det ender med , at han dratter ned “ ,
svarede denne .
„ Han maatte selv suste , at han gjorde det “ ,
bemærkede Kaptajnen koldt — „ men hvad i hede
Helvede er det ? “ raabte han , da han pludselig saa en
Flok ubekjendte Mænd , bevæbnede med Huggerter og
Dxer , foran Kahytskappen .
Larmen i Merset var ogsaa i samme Nu hört
op og ligesaa uventet stod den drukne Christian
Degn og kigede ind fil ham med en lang Kniv i
sin Haand .
— „ Velbekomme Middagsmaaltidet , Kaptajn
Clerck ! “ raabte han muntert ned fil ham . „ Bliv bare
ved af spise ; thi op kommer I ikke alligevel . Ingen
Vrsvl , Styrmand , ellers bliver det Dig , der kommer
overbord og ikke mig . Skuden er min ! Mandskabet
forude er spærret inde , ligesom I ; men I skal inden
Aften komme ud igjen . “
„ Vi sprænge Skibet i Luften “ , raabte Styrmanden
med et truende Blik .
„ SomI behager , gode Ben “ , svarede Heinesen
leende , „ saa har I Allesammen hurtig og sikker Ende
paa det . Vi stal nok bjerge os heroppe tcenker
jeg . “ -
Dermed smykkede han Døren fil Kahytten i og
overlod Kaptajnen og Styrmanden fil deres ingenlunde
lystelige Betragtninger .
Fjerde Kapitel .
Før og siden .
Medens „ Falken “ med alle Seil fil scettcr Kurs
efter Bergen , kunde Læseren maaske ønske af vide , hvad
der var gaaet forud for Overrumplingen af Soroverflibef ,
hvilken vi have søgt af gjengive i Overenstemmelse
med Historiens Beretning om denne virkelige
Begivenhed .
Efterat Magnus Heinesen havde forladt
Christoffer Walckendorff , indfandt han sig efter
Aftale hos Thomas Braknæse , hvor han traf
sin Ven Jonas tilligemed nogle andre ligesindede
Kammerater , der havde anvendt Tiden inden hans
Ankomst fil af drøske det høist vigtige Spørgsmaal ,
om de vilde faa ham af se eller ikke ; thi de vidste
alle , af Mogens havde Meget af svare fil og af
Lehnsmanden ikke var fil af spege med .
Da de havde ventet en Timestid og i dette
Mellemrum indgaaet adskillige Væddemaal , om han
kom eller ikke , saa endelig Jonas sin Ven , hurtig
af bøie om Hjørnet og ile ind fil dem . Et almindeligt
Frydeskrig modtog ham , da han aabnede Deren
og da det Dl , hvorom der var væddet , var opdrukket
paa det sidste Krus nær , tøvede Jonas ikke med af
forlange dette af Værten .
Før Heinesen endnu havde fuldendt sin Hilsen
fil de Tilstedeværende , stod Kruset paa Bordet og
han gjorde det saa god Besked som en Mand burde
gjore , der med en tørstig Sjæl som hans , endnu
Klokken fire om Eftermiddagen hverken havde nydt
Vaadt eller Tørt den hele Dag .
„ Hei , Braknæse , lad os faa en Kande af den
bedste Kryddervin , Du kan lave , og Resten af den
Svinesteg , som jeg lugtede igaar , men ikke smagte og
saa min Regning for det Gamle — men snyd mig
ikke mere end sædvanligt , Du Røver ! her er Penge
for mine Venner og mig . Nap Dig saa Noget , Du
Kamel ! “ Med disse fyndige Ord slængte Heinesen
en Haandfuld gode nye Kroner paa Bordet .
Det er ikke let af sige , hvis Forbauselse , der
blev störst , Værtens eller Gjæsternes ; Overraskelsen
var saa grundig , af hvert Glædesudbrud hendøde paa
Læberne , medens Værten ikke glemte af skrabe Pengene
til sig , idet han lovede hurtigst mulig Expedition .
„ Men “ , udbrød endelig Jonas , da Heinesen
fiuppede sig ind ved hans Side og slog ham glæededrukkxn
paa Skulderen , „ men hvorledes ? “ begyndte han
igjen .
„ Hvorledes jeg er kommen til disse Penge , kan
jeg tcenke , Du vil have af vide “ , svarede Heinesen ,
idet han afbrød sin Ven , „ det er snart fortalt .
Hei , B r akn ce se ! lad os saa noget Øl til Vinen
og Stegen bliver fcerdig . Oppe hos Lehnsmanden
traf jeg Heckel og to andre Garper og Lehnsmanden
forligte os saaledes , at jeg fik disse Penge og Løfte
om flere til , naar jeg altid vilde vise mig søm disse
brave Mcends sande Ven , saaledes søm jeg hidindtil
bestandig har havt før Skik . —-Thi Ave skal der til ! “
„ Ja , det er nu en Tyveløgn “ , udbrød Jonas ;
„ men det er det samme . Pengene har Du og Mad
og Drikke faa vi ; lad saa Fanden spørge , hvor de
kom fra . “
„ Det Bedste ved det Hele er , at I alle kan faa
ligesaa mange Penge søm jeg har “ vedblev Heinesen
„ og det er ikke saa faa endda — se her “ , og nu lagde
han den ene Haandfuld Kroner paa Bordet efter den
anden , „ det kommer bare an paa , om I vil
gribe til . “
Nu kom Forundringsudbrudene først frem , ledsagede
af de ivrigste Forsikkringer om , at det ikke skulde
mangle paa god Villie dertil hos Nogen , naar det
ikke kom an paa Andet .
„ Saameget desfo bedre “ , svarede Mogens og
puttede igjen Pengene i Lommen , „ men nu skal vi
spise og drikke ; husk paa , at jeg er fastende endnu ,
paa de par Mundfulde nær , jeg drak før . Naar vi
saa har spist , forlader jeg Eder igjen og dem , som saa
vil med paa det Eventyr , jeg har for , møder hos mig
iaften Kl . 8 . Der skal ikke mangle godt Øl og
godt Selskab . Her har Du Penge fil Indkjobet ,
Jonas “ , vedblev Heinesen og rakte ham en Haandfuld
Kroner , „ lad der Heller være for Meget end for
Lidet ; træffer I sammen med en brav Karl af Eders
Bekjendtskab underveis , saa tag ham kun med ; thi
der bliver nok fil os Alle alligevel , om Jonas ikke
kniber paa Skillingen . “
I det Samme kom Værten med Maden og nu
sysselsatte denne de mer eller mindre hungrige Gjæster ,
medens Heinesen med en Spøg eller en Vittighed
undgik at svare paa de mange nysgjerrige Spørgsmaal ,
som rettedes fil ham under Maaltidet .
Saasnart dette var fil Ende , reiste ogsaa
Heinesen sig og bød Selskabet „ Farvel indtil siden “
og forlod hurtig Stuen , idet han endnu engang lagde
Jonas paa Sinde , „ ikke at spare paa nogen Ting “ ,
hvilket denne samvittighedsfuld lovede .
tilses . Alt er parat fil Afreisen . Kan jeg stole paa
Eder som I paa mig . skal vi gjøre en udmærket
Prise . “
Da Heinesen mente , at Mandskabet havde saameget
inde , som det vel kunde bære , gav han Tegn
til Opbrud og bød dem , af iagttage den dybeste
Taushed for ikke af vække nogen Opsigt . Han førte
dem nu ned til Havnen , hvor de fandt en sforre og
en mindre Jolle liggende , som han bød dem af fordele
sig i og gik imidlertid med et Par Mand hen i
et nærliggende Ølhus , hvor der henlaa en Del
Oxer og Huggerter , hvoraf Enhver kunde vælge sin
efter Bebag .
Han befalede af sætte fra Land og under den
Spænding , som det Usædvanlige i den hele Situation
fremkaldte hos Mandskabet og den dermed i Forbindelse
slaaende Taushed , roede de ud af Fjorden .
Da de havde forladt Fjordmundingen , satte de
Kurs imod Syd og efter et Par Miles Sejlads ,
kom de henimod Daggry til en lille Klippes , hvor de
stode iland .
Heinesen førsamlede nu sit Mandskab , fortalte
dem , af den berygtede Fribytter Clerck laa bagved
Øens modsatte Kysf , tæt ved Land og af det var
hans Hensigt , af overmande ham ; men da han ikke
kunde gjøre det ved Magt , maatte han bruge List .
Han fortalte dem sin Plan , som han indrømmede ,
vilde blive for ham et Spil paa Liv og Død , uden
Fare for dem .
Men han tænkte , det gik nok , saafremt de vilde
være parate til at ile ham til Hjælp , naar de saa et
Signal i Vantet over Merset og som rimeligvis blev
en Bondekofte , som han til den Ende havde ført med
sig , foruden andre Klædningsstykker og en Lammekrop ,
som Mandskabet fra først af troede , var bestemt for
dem ; desuden lovede han , at give Signal med en Pibe ,
hvorfor de maatte bruge baade Dren og Dine .
Da det imidlertid var for tidlig , at begynde paa
Vovestykket , udstillede han et Par Skilvagter for uformærket
at holde Øie med Sørsveren og lagde sig
derefter med det øvrige Mandskab til at sove nogle
Timer .
Hen paa Formiddagen bød han Kammeraterne
Farvel , formanede dem endnu engang til Aarvaagenhed ,
Hurtighed og Mod , klædte sig i Hast i den medførte
Bondedragt , sprang i den mindste Jolle , som han
iforveien havde ladet Mandskabet kaste en Del Smaasten
i og stod med et sorglest Sind ud i Søen . Det
Dvrige er bekjendt .
Vi ville antage , at „ Falken “ under denne Meddelelse
er kommen ind i Bergens Havn . Da Byen
havde været som blokeret i et Par Uger paa Grund
af Sørøverens Næervcerelse , opvakte Skibets Ncærmelse
et vist Røre og dette voxede ikke lidet derved , at
man saa , at det var et bevæebnet Skib , der slyrede
ind i Havnen og allevegne fra stimlede man til for
at se , hvem det kunde væere , hvad han førte med sig
og hvorfra han kom .
Det varede ikke læenge , før man fra Land kjendte
Flere af Skibets Besætning , som nogle af Byens
vcerste Spektakkelmagere og mest forvovne Krabater ,
men der hengik längere Tid , før man i Bondemanden
gjenkjendte den ikke mindre velrenomerede Magnus
Heinesen og nu løb hans Navn om fra Mund til
Mund , idet Alle følte , at han var Mesteren for det
Hele . At det imidlertid skulde vcere den berygtede og
almindelig frygtede Sørøver Clerck , som han bragte
til Byen ligesom en Bjørn i sit Bur og hele hans
vilde Mandflab med ham , overgik selv den drisfigsfe
Tanke .
Christoffer Walckendorff var netop gaaet
sig en Spadseretur med Hans Lindenow og kom
tilfældigvis til Havnen , da Rygtet om Magnus
Heinesen og hans Kammeraters Ankomst var paa
Alles Lceber . Dreven af en letførstaaelig Nysgjerrighed ,
gik Lehnsmanden hen imod Bolvcerket , hvor
Enhver , trods Træengselen cerbodig gav Plads for
den høit ansete Herre og saaledes stode disse tre
Mcend , der spille saa mærkelige Roller i Magnus
Heine se ns sørgelige Drama , foranlediget ved Opbringelsen
af hans sidste Prise , Ansigt til Ansigt
ligeoverfor hinanden , da den første indbragtes i den
selvsanime Havn af den kjcekke Eventyrer .
„ Velkommen i Bergens Havn , Mogens
Heinesen “ , raabte Walckendorff ud til Skibet ,
da han saa , at han var bleven bemcerket af dets
Fører , der crrbødig havde blottet Hovedet før den
høie Herre , saasnart han blev ham og Hans
Lindenow var : „ Hvilket Skib er det , Du fører
herind til os og hvad bestaar Ladningen af ? “
„ Ladningen bestaar af lutter Fribyttere , strenge
Herr Lehnsmand , og fremmest blandt disse er Clerck
selv , paa sif eget Skib „ Falken “ , raabte Magnus
Heinesen lystig ; men neppe var dette kommen til
Alles Kundskab , før et vceldigt Hurra rystede Luften
langs hele Bryggen , ja selv Tydskerne stemmede i med ,
i deres første glædelige Overraskelse .
„ Har Du saa vigtig og uregjerlig en Last ,
Mogens , er det nok berst , at jeg hjælper Dig at
losse den , “ svarede Walckendorff muntert . „ Tillykke ,
tappre , unge Mand ! og tillykke Enhver , der har
hjulpen til med denne berømmelige Gjerning ! Jeg
gaar nu hjem før at sende Dig en Trup Knæegte og
selv venter jeg Dig imorgen ved denne Tid , for af
børe Beretningen om dit Eventyr af din egen
Mund . “
Efterhaanden samledes en Mcengde Mennesker
nede i Havnen , der snart opfhldtes af Folk af enhver
Alder , Stand og Kjøn , saa af Kncægtene havde ondt
nok ved af bane sig Vei igjennem Trængselen hen til
Skibet .
Saasnart de vare naaede derhen , fordelte Anføreren
sit Mandflab dels paa dette og dels paa
Bryggen udenfor det og nu aabnede Heinesen
Forlugen , for af lade de fangne Sørøvere komme op .
De adløde nden Vcrgring ; Nogle med et trodsigt
Mod , Andre med tilsyneladende Lystighed , men
Enkelte ogsaa i indcedt Harme , der tydelig udtalte sig
i det Blik , hvormed de saa paa Heinesen , der
imidlertid ikke lod til af lægge Mcerke dertil . Efter
af disse vare blevne forsvarlig bagbundne , kom Raden
til Gjæsterne i Kahytten ; men her iagttog man en
større Forsigtighed og stode nied Svcerdene rede til
Slag , da Heinesen lod Kahytskappen aabne og
befalede de Indespærrede af komme op .
Ingen svarede .
„ De ere da ikke slupne v « k “ , spurgte Høvidsmanden
urolig .
„ Aa , kom nu bare op uden videre Vrøvl “ , sagde
Heinesen i Kapersproget og kigede forsigtig ned i
Kahytten : „ vil Du skjule Dig Styrmand , maa Du
trække dif ene Ben til Dig . “
Den samme Taushed .
„ Hvad Fanden skal vi gjøre for at faa dem ud ? “
spurgte Høvidsmanden igjen .
„ Aa , vi finde vel paa Raad “ , mumlede H eine sen .
„ De vil mig tillivs , det er det Hele , og forøvrigt
gjøre den Ulykke , de kan , da de nok kan indse , at
det koster lige meget . „ Naa , har I ikke betænkt Eder
endnu ? “ spurgte Heinesen atter i Kapersproget og
stak Hovedet hen til Kahytsaabningen , „ eller skal jeg
vise Eder , hvorledes man ryger Rotter ud af et
Skib ? “
Med disse Ord stak Heinesen Hovedet lidt
længere frem , rimeligvis for at se , hvad Virkning
hans sidste Ord havde gjort ; men i samme Øieblik
sprang Clerck til og greb Heinesen med begge
Hænder i Koftekraven for at hale ham længere
ned , medens Styrmanden stod parat med en lang
Kniv bagved , for at slode den i Heinesen ved
første Leilighed , forudsat man ikke vilde bemægtige
sig ham levende , forat have ham som et Gidsel ,
hvorved de haabede at kunne slippe for bedre Kjøb .
Heinesen gjorde et kraftigt Ryk tilbage og heldigvis
var Koften , han havde paa , saa gammel af
dens Skrøbelighed ganske vist blev hans Frelse .
Heinesen faldt tilbage ved sin hæstige Anstrengelse
og Clerck behøldt kun Stumperne af
Køftekraven i sine Hændel ; men førend han endnu
kunde træekke sig tilbage igjen , havde Jvnas Maibøm
slaaet sin vceldige Ncæve øm Sørøverens ene Haandled
og nu begyndte en ny Træekkekamp paa Liv og Død .
Clerck stred naturligvis imød af alle Kræefter
og hans Styrmand høldt øgsaa paa ham søm en
brav Karl , med Kniven mellem Tæenderne , men
Kampen var altfør ulige til af den kunde vare længe
og efter nøgen Rykken frem og tilbage , blev Clerck
ved førenet Bistand halet øp paa Dcekket og i en
Haandevending bagbunden .
„ Nu nok af det Gjøglespil “ , sagde Heinesen
vred : „ En øm En og Tø øm Fanden “ , og med
disse Ord var han , før Nøgen anede det , nede i
Kahytten hos den tilbageværende Styrmand .
„ Er det mig , Du venter paa , saa har Du mig
her “ , udbrød Heinesen og svang sin Kniv i en
ubehagelig Nærhed af Sørøverens Næse . „ Bliv kun
deroppe “ raabte han op til Jonas Maibom , da
ban bemærkede , af denne vilde stige ned til ham , „ vi
kan nok afgjøre vort Mellemværende alene . “
Styrmanden var bleven aldeles slaaet af
Heinesens Mod .
„ Maa jeg beholde Livet ? “ spurgte han .
„ Det raader Lehnsmandenfor “ , svaredeHeinesen ;
„ men gjør Du mere Vrøvl , stal Du klæede Steile og
Hjul , hvad Du saa ellers kan flippe med .
Nu strax Kniven paa Gulvet og op til de
Andre , om Du ellers vil dit eget Vel “ — og saa
kraftig virkede He ine fens Uforfcerdethed og bydende
Ord paa denne raa Natur , at den kcempestore Mand
adlød som et Barn og lod sig rolig binde .
Høvidsmanden stillede nu en Fange imellem to
og to KnLgte og snart førsvandt den hele Ræelle i det
bølgende Mennefkehav , af hvilket en stor Del fulgte
bag efter den børtdragende Skare , under Huien ,
Forbandelser og vilde Skrig .
Femte Kapitel .
Et nyt Kapertog .
Hein es ens Beboelseslejlighed tilbod saa
faa Bekvemmeligheder for ham , er det intet Under ,
at han og hans Ven , Jonas Maib om , flyttede
ombord paa „ Falken “ , hvor Le foge fast Ophold , og
vi sinde dem saaledes , -nogle Dage efter Skibets
Erobring ' , en Morgen ved Frokostbordet i Skibets
lille Kahyt , samtalende om Gaarsdagens , inklusive
den sidste Nats Begivenheder , og liggende Planer
for den kommende Tid .
„ Har Du ellers lagt Mcerke til , Mogens ,
hvor flittig Borgens Qvinder nu vandre op og ned
ad Bryggen— ved Du , hvoraf det kommer ? “ spurgte
Styrmanden under denne Passiar .
„ Bryggen har jo altid vceret det mest besøgte
Sted baade af Mcend og Qvinder i deres ledige
Timer “ , bemcerkede Heinesen ligegyldig .
„ Jamen , nu er den bleven det endnu mere “ ,
førsikkrede Jonas , „ og Aarsagen dertil er alene den ,
at alle Qvindfolk ere saa forhippede paa at se Dig ,
saa der ingen Ende er dermed . “
„ Jeg tror , Duprimer “ , sagde Heinesen leende .
„ Aa , det ved Du bedre , at jeg ikke gjør “ , vedblev
Styrmanden , „ og vil Du have yderligere Vidnesbyrd
herom , saa kunde Du tjene Børge med at sige ham ,
hvornaar Du engang vil være at se paa Dækket
eller et andet Sted . “
„ Hvad i Alverden kommer det Børge ved “ ,
udbrød Heinesen forundret , „ jeg ved da , at han
intet Qvindfolk er , og tilmed ser mig hver evige
Dag . “
„ Det er naturligvis heller ikke ham , der vil se
Dig “ , svarede Jonas leende ; „ men han har en
Kjæreste , der tjener hos en fornem Mand , ved Navn
Axel Gyntelberg , og hans Døttre ere saa forgabede
i Dig siden Historien med CL erck , af de endelig
vil se Dig , og da de nu ere gaaede forgjæves to
Gange , have de anmodet Børge om , af lade dem en
Tid vide , hvor han tror , Du er af træffe . “
„ Gud velsigne de søde Pigeborn “ , svarede
Heinesen smilende , „ jeg vil ikke alene vise mig for
dem i min bedste Stads , men ogsaa byde dem
ombord med , og de maa endda selv bestemme Tiden . “
„ Saameget desto bedre “ , svarede Jonas ; „ hvornaar
maa saa Børge sige , af de kan komme ? “
„ Lad mig se “ , svarede Heinesen eftertænksom ,
„ idag kan det nu ikke fle ; thi skal jeg have dem
ombord , vil jeg ogsaa have flere , og derfor skal jeg
ncermere bestemme Dagen . Jeg har desuden nogle
Sager af afgjøre hist og her i Byen , saa jeg ved
ikke , naar jeg kommer tilbage paa „ Falken “ igjen .
Men alligevel ønsker jeg , af mødes med Dig oppe i
Byen , og vil Du vcere Klokken fire ved — lad mig
se — Indgangen til Domkirken , saa skal Du strax
trceffe mig der . “
„ Hvad for Noget ! ved Domkirken ! hvad stikker
Dig nu , Mogens ? “ spurgte Jonas forundret .
„ Er Ler ikke Øltappere i den Kant af Byen , maa
jeg spørge ? “
„ Vi ville ogsaa siden besøge Øllapperne ,
Jonas “ , svarede Heinesen ; „ men nu vil vi døg
mødes der — Du ved , af jeg altid har mine egne
Veie . “
„ Du skal da aldrig ind af have Bryllup ,
Mogens ? “ spurgte Jonas , som ikke kunde faa
denne Indgang til Domkirken ud af sit Hoved .
„ Ja , hvem kan vide det , Jonas “ , svarede
Heinesen leende , „ det er derfor ogsaa bedst , af Du
isører Dig den bedste Stads , Du har . “
Dermed forlode de gode Venner Kahytten for af
gaa hver til sin Gjerning , idet Jonas mumlede ved
sig selv : „ Den Kirkeport , den Kirkeport ! der stikker
ganske bestemt Noget under , hvad det saa er . “
„ Nu er En af Mogens Heinesens Folk herude
og hilser fra Børge , af Jomfruerne kan faa hans
Kaptain af se om en Timestid “ , rapporterede Axel
Gyntelbergs Tjenestepige igjennem den aabne Dør
-ind til Husets Damer , som rimeligvis befandt sig
derindenfor .
„ Det var dog yndigt “ , lød det fra en qvindelig
Stemme , „ lad Manden komme ind til os , at vi kan faa
nærmere Besked . “
„ Vil I virkelig vcere saa ufornuftige , Børn “ ,
hørte man nu en mandlig Stemme udtale sig ; „ indser
I dog ikke det Upassende i , at unge Piger gaa paa
Gaden , blot for at møde en fremmed Mand , og den
ilde Omtale , I derved udsætte vort Hus for ? “
„ Gud ! Fader “ , svarede nu en anden Dame , „ hvad
Ondt er der dog deri ? Vi gjøre jo kun , hvad alle
Qvinder gjøre i Bergen . Desuden ved Ingen ,
hvorfor vi gaa ud , og en Vandring skal vi jo dog
foretage os alligevel . “
„ Men , naar I gaa ned paa Bryggen , sige strax
Alle , at det er for Mogens Heinesens Skyld “ ,
svarede Herren igjen . „ Jeg talte igaar med Slotsskriveren
og han sagde , at der nu findes fast flere
Qvinder paa Bryggen end Søfolk , hvad Tid man
end kommer der . “
„ Aa , det er blot fordi han er bange for , at
Mogens Heinesen skal snappe Cecilie fra Hain “ ,
svarede den af Damerne , der først havde talt ; „ det
kan vi sket ikke regne . “
„ Peder Hansen bor da ogsaa ved Havnen ,
og det kan vel være , af det er ligesaa meget for hans
Skyld som for Kaptajnens , af Inger er saa ivrig
for af komme derned “ , hørte man nu en fredie
Stemme bemærke , hvilken formodentlig Lilhørte den
omtalte Cecilie .
Nu blev Døren skudt langsomt op , og en ung
Somand viste sig i dens Aabning .
„ Med Forgunst af melde “ , sagde han , idet han
bukkede let for fire unge Damer og en aldrende
Herre , som befandt sig i Værelset , „ saa er det ikke i
Havnen , De kan træffe Mogens Heinesen idag ;
men om De vil ulejlige Dem hen forbi Indgangen
til Domkirken , saa kan De finde ham der — nu om
et Qvarterstid . “
„ Gud , nu har bestemt Børge fladdret af Skole ,
og dertil forstaaet os galt “ , udbrød den ene Dame ,
ker siden viste sig , atvcære den omtalte Cecilie , „ og
Kaptajnen har opfattet det som et Stævnemøde . “
„ Paa ingen Maade , crrede Jomfru “ , skyndte
Sømanden sig af berolige hende , idet han atter
bukkede , „ Børge har luret ham af , af han netop
har et Stævnemøde med en ung , skjøn Jomfru , som
Faderen nægter , af give sit Samtykke til af indgaa
Wgteskab med Kaptajnen , og saa mente Børge , af
Jomfruerne havde dobbelt Fornøielse af Turen . “
„ Ja , det har han rigtignok Ret i “ , svarede den
Søster , der kaldtes Inger , ivrig . „ Skynd Eder og
lad os komme afsted . “
Nu gjorde ogsaa de fvende Søstre sig rede til
af tage deres Tøi paa .
„ Men vil Du ikke med , Sophie ? “ spurgte
Inger , „ vil Du nu vcere sncerpet igjen ? “
„ Jeg vil ikke gaa et Fjed for et Mandfolks
Skyld “ , svarede Sophie bestemt , „ og har som I
ved , havt nok imod , af blive slcebt ned ad Bryggen ,
dengang I andre gik derned for af se Kaptajnen . “
„ Du er den Fornuftigste af alle dine Sødskende ,
mit Barn “ , bemærkede den gamle Herre , der siden viste
sig , af vcere Avelsmanden Axel Gyntelberg selv ,
en velstaaende Mand , men en svag Fader ligeoverfor
sine Børn , „ og det har Du altid vceret , skjøndt Du
er den Angste af Eder alle fire . Gaa Du nu ud og
5 '
sat Mad og Drikke paa Bordet før den unge Mand
hist . Kom kun nærmere , min Gut , og fortæl mig
Lidt om din Kaptain og hans Bedrift . Jeg er lam
og kan ingenvegne komme , og derfor hører jeg ikke
stort Andet fra Dderverdenen end hvad jeg kan opfange
af mine Børns muntre Samtaler . “
„ Lad blot Tøiet ligge paa Bordet , Sophie ; vi
komme strax igjen ; ellers blive vi aldrig færdige til
imorgen “ , udbrød Inger , da hun saa , at hendes
Søster vilde flytte noget Sytøj bort fra den ene
Ende af Bordet . „ Farvel , Farvel saalænge “ , med
disse Ord ilede de tre unge Piger , under Spøg og
Latter , ud af Huset .
„ Sæet Dig nu ned her , min Gut , og fortæl
mig Lidt , — var Du selv med , da Mogens tog
„ Falken ? “ , spurgte Axel Gyntelberg . „ Naa , der
er Sophie allerede med Maden ! tag nu for Dig ,
som Du har Lyst til . “
Den unge Sømand lod sig ikke indbyde to
Gange , og imedens tog Sophie atter fat paa sit
Sytøi .
„ Det er enMangde Stads , her ligger udbredt “ ,
bemæerkede Sømanden ; „ jeg kan tænke , at Jomfruerne
skal med til Ballet imorgen paa Raadhuset . “
„ Ja vist skal de det “ , svarede den gamle Herre ,
„ de unge Piger skal jo dog have nogen Fornøielse
af og til , og da det er tvende brave unge Mæend ,
som have indbudt dem , har jeg Heller Intet
derimod . “
„ Det er sagtens Peder Hansen og Slotsskriveren ,
som har budet dem “ , bemcerkede Sømanden
med et Smil .
„ Hvoraf ved Du dog det , min Gut “ , spurgte
den gamle Herre forundret .
„ Ih , jeg gjæetter mig til det efter det , jeg hørte
før “ , svarede den unge Mand ; „ men de to andre
Jomfruer ere virkelig for smukke til af skulde gaa i
Kjøbet med deres to Søstre , og var jeg blot fin
nok dertil , vilde jeg øieblikkelig bede begge Jomfruerne ,
af være mine Damer ; men en simpel Kapergast kan
aldrig faa den 2Ere , af komme paa et saa fint Bal ,
endsige danse med saa fornemme Jomfruer . “
„ Enhver er god for sig , min Gut “ , svarede
Axel Gyntelberg godmodig , „ og hvad Du ikke
nu kan naa , kan maaske Lykken bringe Dig sidenhen ,
naar Du strceber cerlig efter den . “
„ I ethvert Tilfcelde takker jeg paa min Søster
Annas og egne Vegne for din gode Villie “ , sagde
Sophie venlig ; „ men vi kunde jo ei engang have
modtaget Tilbudet , da vi alt ere indbudne , hver af
sin Kavaler , der flet ikke har behøvet at byde os med
for vore Søstres Skyld , saa jeg ikke kan erkjende , at
Anna og jeg gaa i Kjøbet med som Du sagde .
Vidste jeg det , tog jeg ikke med “ bemcerkede hun
lidt spidst .
„ Jomfruen maa virkelig tilgive mig denne Bemcerkning “ ,
svarede Sømanden , der i Samtalens
Løb havde kaldt sig Rasmus og som var bleven rød i
Hovedet ved denne velfortjente Tilrettevisning ; „ jeg
talte af bare Misundelse , da det fortrød mig , at to
Herrer kunde hver faa to saa skjønne Jomfruer at
danse med imorgen Aften , medens jeg maa nøies
med , at staa udenfor og kige op til Vinduerne , indenfor
hvilke de svinge sig . “
Retsom Sophie vilde til at svare , kom de unge
Piger tilbage og idet de toge Tøiet af , udbrød Jomfru
Jnger : „ Nei , Gud ! hvor han er cekel , og den
Skjønne , han ventede paa , saa vi ikke noget til . “
„ Jomfruerne skulde blot have givet Tid “ , bemcerkede
Sømanden ført .
„ Jeg havde nu tcenkt mig ham ganske anderledes “ ,
begyndte Cecilie , „ og navnlig blev jeg forundret
over , at han er saa høi og svær , da de Andre har sagt ,
at han var en Mand af Middelhøjde . “
„ Aa , Meningen om Høide og Drøide er jo
høist forskjellig “ , bemcerkede Sømanden after , „ en
Kaperkaptajn stal vcere stor og stcerk , maa Jomfruerne
tro , da han ellers ikke kan magte sit Mandflab . “
„ Og saa dum , han saa ud “ , tog nu Anna
Ordet ; „ denne sfore Mund og dette brede Ansigt ,
tykke Hænder og kluntede Fødder — ja , han er
rigtignok ækel , saa det kan forslaa . “
„ Jeg kan ikke faa i mit Hoved , at den Mand
kan se saa dum ud , der kunde fange Clerck , paa den
Maade , som Mogens Heinesen gjorde “ , undskyldte
Sophie ; „ men Sagen er , at I har havt for høie
Tanker om ham — og saa maa han nu lide derfor . “
„ Ja , jeg maa nu byde Farvel og takke for denne
Gang “ , sagde den unge Sømand og reiste sig fra
sin Stol . „ Jeg gjorde denne Afstikker for min
Kammerats Skyld , som ikke selv kunde komme , og
træffer Kaptainen mig ikke ombord , kunde jeg vente
mig en alvorlig Lussing . “
Den næste Morgen overraskedes de unge Damer
ikke lidet , da en ung Sømand , ved Navn Einar ,
lod sig melde , med „ en flittig Hilsen “ fra sin Kaptain ,
Mogens Heinesen , som indbod de to Jomfruer ,
Sophie og Anna Gyntelberg , til af følge med
ham til Ballet paa Raadhuset samme Aften .
Damerne bleve langt mere forlegne end glade
ved denne Indbydelse , og den unge Mand , en Knøs
med et opvakt Ansigt , maatte ind til den gamle
Herre for af gjentage Indbydelsen .
„ Hvorfra kjender din Kaptain mig og mit Hus ?
min Gut “ , spurgte Axel Gyntelberg ; „ det overrasker
mig , af han viser os saa megen Opmærksomhed . “
„ Det ved jeg ikke “ , svarede Einar rask ; „ jo
stop lidt ! han lod et par Ord falde om , af han
havde set dem igaar . “
De tre Søstre , der havde vceret saa længselsfulde
efter af se Kaptajnen , bleve endnu mere forlegne ;
Sophie kunde derimod ikke undertrykke en munter
Bemærkning , idet hun lo høit over deres Forlegenhed .
„ Tcenkte jeg det ikke nok “ , sagde den gamle
Herre helt gnaven ; „ det er Følgen af Eders usalige
Lyst fil at løbe paa Gaden ; men jeg vil før Fremtiden
Heller ikke vide deraf at sige . Naa , sig nu , at han er
— er — ikke kan bruge sine Dine , skulde jeg sige .
Nei , hils din Kaptain “ , vedblev Axel Gyntelberg ,
„ og sig ham , at mine Døttre alt have modtaget en
Indbydelse fil iaften , men at han vil glæede mig ved
at besoge mig , da jeg ikke kan komme fil ham , før
at takke ham , eftersom jeg er lam paa begge mine
Ben . “
„ Jamen , saa skulde jeg ogsaa hilse fra Kaprainen ,
om han maatte have den LEre , at trcede den første
Dans med Jomfru Sophie “ , sagde Einar , der
lod ül at være vel instrueret .
Nu steg Forbavselsen endnu høiere , og Raden
kom fil Sophie at blive drillet .
„ Det maa være en Feiltagelse , min Ven “ , sagde
hun smilende , „ Du husker bestemt feil . Jeg har
aldrig set din Kaptajn eller han mig , hvorimod han
meget rigtig har set min Søster Anna , saa det er
rimeligvis hende , Du skal bede fil Dansen . “
„ Nei det var Jomfru Sophie “ , paastod Knøsen ;
„ Jomfruen maa tro , af Mogens Heinesens Folk
nok husker , hvad han siger dem . “
„ Det er mig aldeles ubegribeligt og jeg vedbliver af
paastaa , af Du husker feil ; men det er det Samme :
hils kun din Herre og sig , af kan han passe paa af blive
den Første , som byder , skal han ogsaa faa den første
Dans iaften med hvem det nu er , han har ment ,
min Søster Anna eller mig “ , og da Sophie
Gyntelberg havde givet Einar denne Hilsen til
sin Herre , forlod han med et Buk Familiens
Dagligstue .
„ Naa , Vorherre bevare dine Fødder , min kjære
Sophie “ , bemærkede Inger , da Einar havde
forladt dem „ og dine Hænder med , naar han kryster
dem i Dansen ; thi kan den Mænd danse , saa kan
en Kamel det lige saa godt . “
„ Aa , jeg frygter ikke saa meget for mit Vedkommende “ ,
svarede S ophie ; „ Du maa heller henvende
din Bekymring paa Søster Anna ; men pas kun paa !
han er mere beleven end I ved første Øiekast har
faaet Formening om . “
Under denne og lignende Passiar forløb den øvrige
Tid indtil de fo unge Mænd ankom for af afhente
Jomfruerne , der vel vogtede sig før af fortcelle disse
Nøget om Mogens Heinesen , men derfor ogsaa
gik med en saameget større Spcending Aftenen imøde .
Endelig begyndte Giger , Pauker og andre Datidens
Instrumenter , af lade deres Ncervcerelse høre
og alle Danselystne begyndte , af ordne sig til af tage
Del i den forestaaende Glæde .
Inger og Cecilie stode allerede ved deres
Udkaarnes Side og lod deres speidende Blik glide
om i alle Kroge og bag de Dansendes Rækker før
af opdage den kæmpestore Kaptain , medens Sophie
halv af Undseelse og halv af Frygt holdt sig bagved
dem , ikke mindre ivrig speidende til Indgangsdøren
end hendes Sosfre .
„ Er jeg saa lykkelig , af være den Første , fljønne
Jomfru “ , spurgte en Stemme halv hviskende bagved
Sophie Gyntelberg .
Forundret vendte hun sig om og en blussende
Rødme udbredte sig over hendes Ansigt og bedækkede
hendes Hals og Barm med sit Farvesfjar , da hun i
Spørgeren gjenkjendte ham , der havde bragt Børges
Hilsen og som nu atter stod før hende , iført en smuk
Sømandsdragt — men Alt blev nu ogsaa klart før
hende i samme Øieblik .
Hendes Søstres Forbauselse var ikke mindre ;
men før de to Elskere kunde faa nogen Forklaring
over den synlige Overraskelse , hvormed deres Udkaarne
betragtede Heinesen , spillede Musikken op og
Sophie Gyntelberg traadte ved Magnus
Heine sens Side ogsaa ind i de Dansendes Rækker .
„ I tilgiver mig da min dristige Spøg “ , spurgte
han ærbodig , idet han ved Dansens Ophor førte sin
Dame tilbage til hendes Plads .
„ Men hvem var det , der forestillede Eder ved
Kirkeporten ? “ spurgte Sophie Gyntelberg smilende .
„ Min brave Styrmand , der forøvrigt endnu er
uvidende om den Rolle , han spillede igaar “ , svarede
Heinesen .
„ Kommer han her ogsaa iaften ? “ spurgte Anna
halv forskrækket .
„ Nei ! Jomfruen kan være aldeles rolig for
Eders smukke Fødder “ , trøstede Heinesen leende ,
„ Ionas Maibom passer ikke bedre for en Balsal
end en Elefant paa et Vippebræt , men hvor kluntet
han end ser ud , har han Hjertet paa Let rette Sted
og langt mere Kløgt i Panden end til Exempel
den Garpe , som histhenne krummer Ryg for Borgemesterens
Frue . “
Skjøndt Mogens Heinesen ogsaa dansede
med andre Jomfruer , var Axel Gyntelbergs
Døttre , og af disse fornemmelig Jomfru Sophie ,
den , han skjænkede sin udelukkende Opmærksomhed under
hele Ballet , og da han hen paa Morgenstunden
skiltes fra sin Hjertes Dame og hun paa hans
Spørgsmaal , om hun vilde tillade ham , at benytte
hendes Faders Indbydelse , havde hvisket til ham med
en yndig Blufærdighed : I skal være velkommen ,
opfyldte disse Ord Mogens Heinesen med en saa
ren og salig Glæde , som han endnu aldrig havde
felt .
Naturligvis lod Heinesen blot en passende
Tid hengaa , før han aflagde sit Besøg og han blev
nu en daglig Gjæst i Axel Gyntelbergs Hus ,
indtil han efter Hjemkomsten fra Færøerne førte
Sophie Gyntelberg som Hustru ind i det hyggelige
Hjem , han havde ladet indrette i Bergen og hvor
hun blev den gode Engel , der idet Mindste under
hans Ophold i Hjemmet , gav ham Smag før en
renere Glæde end den , han hidtil havde søgt i sine
raa Kammeraters vilde Drikkelag .
Men medens Heinesen saaledes vandt Meget i
en Henseende , tabte han Heller ikke Lidet i en anden ,
idet hans tro Forsvarer , Hans Lindenow , forlod
Bergen umiddelbart efter hans Bryllup med Sophie
Gyntelberg , til hvilket han naturligvis havde
været en selvskreven Gjæst .
Det var nemlig aldeles utroligt , at en , i
Grunden saa vild og hæftig Karakter kunde oieblikkelig
omskifte sit hele Væsen , fordi han var bleven lagt i
Hymens kløde Baand og det manglede derfor lidt
efter lidt heller ikke paa nye Rivninger imellem ham
og Garperne , hvem han aldrig kunde tilgive , af de
saa haanligt havde afslaaet , af gaa ind paa Lehnsmandens
Forslag , om af udruste ham som Kaper ,
ligesom de heller ikke kunde tilgive ham , af han
aldeles ikke vilde træde i Handelsforbindelse med dem .
Vel sloges nu ikke Heinesen mere selv med dem
paa Ølhuse og lignende Steder , men desfo ivrigere
gjorde hans Folk det paa hans Vegne og da han
slog alle Klager over dem derfor hen i Vind og
Veir , fik de Contoirske en til Vished grændsende Formodning
om , af Heinesen i hei Grad begunstigede
disse Angreb paa dem , om han end ikke ligefrem
opfordrede dem dertil . De henvendte sig nu umiddelbart
til Lehnsmanden med deres Besværinger , eftersom
Heinesen som Kaperfører henhørte under hans
Omraade og da hin maatte finde , af mange Klagepunkter
vare grundede , kunde han ikke Andet end tilholde
Heinesen et mere skærpet Tilsyn med fine Folks
Forhold , Noget Heinesen aldeles ikke vilde indlade
sig paa , idet han bemærkede , af Kapergaster og
Garper slode udenfor de almindelige Regler for Ret
og Lovlighed . Dette kunde Lehnsmanden aldeles ikke
indse og det kom derfor stundom til heftige Optrin
imellem dem , især fråden Tid Lindenows Mægling
ophørte , og da de Udtalelser , Heinesen umiddelbart
efter slige Seener lod falde paa et eller andet Ølhus
imellem gode Venner , bragtes til Lehnsmanden igjen ,
spækket med de behørige Overdrivelser , kom der efterhaanden
et saa spændt Forhold imellem ham og
Walckendorff , af dette neppe har været aldeles uden
Indflydelse paa dennes senere Forhold imod Heinesen .
I ethvert Tilfælde kunde Heinesen have
erhvervet sig en kraftig Skøtte i denne mægtige Mand ,
om han havde behandlet ham med slorre Hensynsfuldhed ,
medens han nu bragte Walckendorff til
af tro , af han var en uskjønsom og uregjerlig Person ,
ved hvem der i Grunden Intet var af gjøre .
Sjette Kapitel
Thorshavn og Skuø .
Henimod to Maaneder effer de i forrige Kapitel
fortalte Begivenheder , se vi „ Falken “ i en smuk
Morgenstund krydse op imod Thorshavn under alle de
Seil , den friske Kuling tillod den af fore . Da
Strømmen var med , gik det , trods Modvinden ,
ligesaa rask fremad som det vilde være gaaet med en
strygende Medbør , naar hin havde været imod , en
saadan Styrke har Strømmen omkring Færøerne ,
hvilken derfor ogsaa spiller en saa stor Rolle i Samfærdselen
imellem de mange Klippeoer , hvoraf denne
Øgruppe bestaar .
Altsom man nærmede sig Thorshavn , saa man
ei alene hele den lille Befolkning i denne Bygd i
stor Bevægelse , men en lignende Uro viste sig ogsaa
rundt omkring paa Klipperne , der omgave Pladsen .
Allevegne hvorhen Øiet kunde naa , saa man Faareflokke
drives tilfjelds , idet Hyrderne søgte , ved
Hundenes Hjælp , af paaskynde Dyrenes Flugt til de
frelsende Fjeldkløfter . Paa andre Steder saa man
Qvinder , enten belæssede med store Bylter , møisommelig
af følge Faarehjordernes Spor , eller føre en Flok
sammenkoblede Heste tilfjelds , alle med saa store
Byrder af det forskjelligste Bohave , af de smaa Dyr
forsvandt for Øiet under deres Dragt , og den hele
Karavane fik fra Skibets Dæk Udseende af en
Mængde vandrende Løsøre .
„ Ho , ho , ho “ , lo MagnusHeinesen , da han
ved en ny Vending af „ Falken “ fik et nyt og fyldigere
Overblik over hele den nærmestliggende Fjeldstrækning ,
henimod hvilken de stævnede . „ Ho , ho , ho . Jeg tør
forbande mig paa , Jonas , af mine kjære Landsmænd
derinde ikke fro Andet , end af det er Clerck selv ,
som fører „ Falken “ herind . “
„ Hvorledes kan de vel fro Andet “ , svarede
Jonas “ , „ Falken “ kjende de nok af sørgelig
Ihukommelse , og vi ere sagtens de Første , der bringe
dem Underretning om af den har skiftet Herre . “
„ Men kan de Faarehoveder ikke se , af vi ere
lastede saa svært som den mest tykmavede Koffardimand
kan være ? Ho , ho , ho , se nu engang , Jonas “ ,
vedblev Heinesen , stadig leende , „ jeg tror , Gud
forlade mig , af de Dumrianer endog tænke paa af
forbyde os Landgang . Ser Du den Flok hist henne
ved Kirken og de Andre , som løbe fil allevegne fra .
Maaske er min egen Broder Kaptain for den hele
Reisning . Det kunde ligne ham ; thi Søren
Flue * ) furde ikke begynde derpaa , om han ogsaa
vidste , af han skulde hænges for alle sine Kjeltringstreger ,
naar vi kom iland . Hör , ved Du hvad ,
Jonas ! nu vil vi ogsaa have Løier med dem fil
Gjengjæld . Gjor Jollen klar og gaa iland med fire
Mand og hils dem fra Clerck , af om de ikke strax
sender ham de tolv sin ulke ste Piger ud paa Skibet ,
fil en Dans paa Dækket , saa skal han svie hele
Thorshavn af , og holde Dans , endnu inat , i selve
Kirken med dem Alle . “
Dette var for god en Spas fil af den ellers
saa findige Jonas ikke med Glæde skulde gaa ind
derpaa . Endnu ef Par Slag , og „ Falken “ laa paa
Thorshavns Rhed , i samme Øieblik som man fra
Land saa en Jolle , bemandet med femSomænd , støde
fra Skibet og seile ind fil dem .
Den iagttoges med lige Opmærksomhed , om end
med twist forskjellige Følelser , baade fra Landet og
fra Skibet , alt som den tilbagelagde det korte Stykke
mellem dette og Kysten . Endelig naaede den samme ,
hvor de fire Mand bleve tilbage i Jollen , og man
' ) Förden .
saa nu den høie Jonas med sindige Skridt , at gaa
henimod den Klynge Mænd , der havde samlet sig
omkring det nærmeste Hus ved Kysten . Kun en
Stund varede Samtalen , da gik Jonas og flere
Mænd ind i samme Hus ; men kort efter kom en
Mand ud af det igjen , og gik med raske Skridt ned
fil det Sted , hvor Jollen laa . Her talte han under
heftige Gesticulationer med Jollens Besætning , hvorefter
denne slodte fra Land og satte Kurs efter Skibet .
„ Hvad Djævelen mon de have for med Jonas “ ,
spurgte Heinesen nysgjerrig . „ Komedien bliver bedre
og bedre . Hvad Nyt bringer Du , Halfred “ , raabte
han ned fil en Mand i Jollen , ret som denne nærmede
sig Skibet .
„ Ganske mærkelige Nyheder “ , svarede denne leende .
„ Dine Landsmænd ere ikke Børn , som man skal lege
Blindebuk med ! Jeg bringer den Hilsen , af Jonas
Maib om vil faa den Løn , som han forlængst har
fortjent og aldrig vil undgaa , nemlig af blive hængt ,
dersom Du ikke oieblikkelig letter og slaar ud af
Fjorden . Vil Du forresten have Piger af danse
med , saa kan Du blot komme iland med faa mange
Folk , Du vil , vi skulde da Alle faa Lov fil af danse
Luftspring med Styrmanden , dersom ikke noget Værre
hændtes os forinden . “
„ Jeg tør holde et Krus Kryddervm mød en
Pot Skillingsøl , om jeg ellers drak det uden i Nødstilfælde ,
af denne Hilsen kommer fra min Broder
Jon , Lagmanden herinde , og derfor kan Heller ingen
Anden end jeg binde an med ham . Det er derfor
bedst , af jeg klarer den Sag “ .
Med disse Ord sprang Heinesen , der iøvrigt
iforveien havde iført sig sin bedste Stads , ned i Jollen ,
som snart efter var ved den Kyst , som han ikke i syv
Aar havde betraadt , hvorfor det Heller intet Under
var , af Ingen af hans Landsmcend kjendte ham igjen .
Ligesom Styrmanden gik han sindig og ubevcebnet
hen imod den Skare bevcebnede Mcrnd , der ventede
paa hans Ankomst i en mørk , uheldspaaende Taushed .
Saasnart Heinesen var kommen fil dem , spurgte
han med en bydende Stemme : „ Hvor er Føreren for
denne Skare . “
„ Inde i Huset , hvor Du ogsaa kan sinde din
Kammerat “ , svarede en Mand i Flokken .
„ Sig fil ham , at han kommer herud . Veien er
ikke lcenger for ham end for mig “ , sagde Heinesen
i en Tone , der spillede stcerkt , i det Uforskammede .
„ Ikke saa kjcephøi , Slyngel “ , lød Svaret , „ Lagmanden
er for god fil at gaa et Skridt for en Karl
som Dig , uden det er for at se Dig hcengt , og vil
Du ikke fil ham med det Gode , finder jeg vel paa
Raad , at trcekke Dig ind fil ham . “
„ Hvor stærk Du end tykkes at vcere , gode Ven ! “
svarede Heinesen , og maalte sin Mand med
aabenbar Foragt , „ saa kunde maaske Rebet glide ud
af din Haand . En Bredder er ikke altid let at holde
paa . “
Denne Bemærkning gjorde et høist forskjelligt
Indtryk paa den hele Skare , thi Heinesen sigtede
derved fil en ulykkelig Begivenhed , der var
foregaaet paa Øen , Aaret før hans Afreise fra
sin Fcedreneo , idet en ung Fcering ved Navn Rut * )
paa en Fuglejagt var forulykket derved , af Rebet ,
hvori den , der holdt ham , var gledet ud af hans
Hænder , en Keitethed , der altid vilde have fremkaldt
de skarpeste Domme , men ved denne Leilighed gav
Stof til endnu mere ond Omtale , da det var bekjendt ,
af begge beilede til en og samme unge Pige , og af
denne havde foretrukket den Forulykkede .
„ Disse Ord skal koste Dig dit Liv , om Du saa
er Djævelen selv “ , raabte den forbittrede Færing ,
den ovennæevnte , forsmaaede Elsfer , og hæevede sin
Øxe høit paa Skulderen , som om han alt beredte
sig til af give det drægende Slag .
„ Har Manden intet Andet forbrudt , end det ,
han NYS talte , vil din Oxe blive for kort til af række ham ,
Dette Navn betyderBredder “ .
Ketil , “ raabte nu en anden Mand i Skaren , og køstede
ligeledes sit Værge . „ Var det halsløs Gjerning , af
tale om , af Du ikke bedre kunde holde fast paa min
Broder Thorgeir , saa havde mangen brav Færing
alt mistet Livet , og tilmed kjender denne Mand neppe
Dig og din Historie , men talte paa Maa og Faa . “
Høirøstede Stemmer hævede sig rundt om *
Klyngen , et sandt Billede paa Folkelivets Stridbarhed
i hine Tider paa disse Øer . Endnu flere Øxer
hævedes ; man talte for og imod , medens Andre søgte
af mægle Fred .
Midt i denne larmende Hob , der syntes aldeles
af have glemt „ Falken “ og den , der havde foranlediget
det hele Røre , stod Heinesen med Hænderne i
Trøielommerne , aabenbar gottende sig ved sin Gjerning ;
men retsom Ordskiffet havde naaet sit Høldepunkt ,
og truede med af gaa over fra Ukvemsord fil Dxeslag ,
traadte en høi , sværbygget Mand ud af Huset
og bød Fred , med en Stemme , der syntes af være
vant fil af skaffe sig Lydighed ; thi lidt efter lidt
lagde sig den hele Ordstrid , der tilsidst tabte sig i en
sagte Brummen .
„ Grib mig den Mand “ , bød den Ankomne , og
i en Haandevending var Heinesen omringet af flere
haandfaste Mænd . „ Om jeg ikke feiler meget “ , vedblev
han , idet han talte , som det sømmede sig en Høvding ,
saa er Du en Fcering af Fødsel ; jeg har hørt det
af dit Maal , hvor godt Du end har forsøgt af skjule
det , og hvad enten nu Clerck byder Lidt eller
Meget for din Hals , saa skal Du dog dingle ved den
inden Solens Nedgang . Det er haardt nok for os
Fceringer , at skulde se en Nordmand som din Kammerat
i Ledtog med hin Skurk , men den , som kan hjcelpe
ham til at plyndre og haane sine egne Landsmænd ,
fortjener den forsmcedeligste Død . “
„ Jeg vil ikke ncegte Landsmandskabet , siden Du
har gjcettet det “ , svarede Heinesen rolig , „ men om
Landets Skik ikke er forandret her paa Øerne , saa
straffer man Ingen før han er hørt og dømt . “
„ Den Skik staar ogsaa ved Magt endnu “ ,
svarede hans Modstander , og saa sig om i Kredsen ,
hvor man ved en Mumlen tilkjendegav , at man delte
hans Anskuelse . „ Du skal baade blive forhørt og
dømt , men begge Dele vil sfe i al Korthed , thi med
en Sørøver gjør man her paa Øerne kun kort
Proces , og om Du saa var min egen Broder “ —
„ Hvad saa “ — afbrød Heinesen ham , tilsyneladende
paa den impertinenteste Maade af Verden .
„ Saa stal Du ligefuldt lide din velfortjente
Straf , saa sandt jeg er Lagmand og hedder Ion
Heinesen “ , svarede denne med Eftertryk .
„ Saa Du vil virkelig hcenge din egen Broder
Mogens ? “ spurgte han , og saa Lagmanden stift
i Øinene .
Denne tumlede tilbage , som ramt af et elektrisk
Slag , og den dybeste Taushed indtraadte .
„ Er Du virkelig min Broder Mogens ! “
udbrød Lagmanden med fast Stemme , men bleg som
et Lig , „ og Du har bragt en saadan Skam over dine
Fædreoer og din Faders Slægt , saa vil jeg ikke
dømme Dig , men Loven skal dømme Dig , og jeg vil
ikke gjøre et Skridt for din Frelse , thi saa maatte
jeg ogsaa foragte mig selv . “
„ Ion , min kjære , ædle , brave Broder Ion “ ,
raabte nu Magnus Heinesen , idet han med udbredte
Arme styrtede hen til ham og omfavnede den
høie Skikkelse , uden at Broderen gjorde Noget til
enten at forebygge eller gjengjælde Omfavnelsen .
„ Ieg er vel en vild og gal Færing , men endnu
kan jeg være mit Fødeland og min Slægt bekjendt
og skal altid blive det . Skibet derude er mit . Ieg
overlistede Clerck , som for en Maaned siden har
faaet sin velfortjente Straf i Bergen tilligemed alle
sine Staldbrødre ; jeg er udnævnt til Kaperfører for
at fri Eder for de andre Skjelmer , der seile om
iblandt Eder , og „ Falken “ er ladet med mange gode
Ting , som to Bergenske Kjsbmænd tilbyder Eder .
Tilgiver mig alle denne Streg . Det er saa min
Vane . “
Ved disse Ord udbrød det overveiende Flertal
iblandt Færingerne i høie Jubelraab , Lagmanden
skuttede sin Broder , med Glædestaarer , i sine Arme ,
og Enkelte ilede ind for al løslade Jonas , der
hidtil havde været holdt tilbage som Fange i det
nærliggende Hus , medens Andre sendtes tilfjelds forat
kalde de Flygtende tilbage .
Men ikke nok hermed , saa udbredte Rygtet om al
den forhadte Sørøver Clerck var død og al En af
deres egne Landsmænd havde hævnet al den Ulykke ,
som han havde tilføiet dem , sig med Lynets Fart til
alle Øer , saa al der ikke var en nok saa liden beboet
Holm , hvortil Efterretningen ikke naaede inden nogle
faa Dages Forløb , i Forbindelse med , al Enhver nu
kunde erholde forskjellige Nødvendighedsartikler tilkjøbs
i Thorsyavn , hvorhen de Heller ikke vare sene med al
bringe deres egne Varer til Forhandling .
Magnus Heinesens Navn var paa Alles
Læber og Magnus Heinesen var Dagens Helt i
de særøiske Bygder , ligesom kort iforveien i Bergen ;
men hans ubetænksomme Ord til Ketil havde forskaffet
ham denne til sin Dødsfjende , og da hans
Slægt var stor paa Øerne , forvoldte dette Magnus
Heinesen siden mange Ubehageligheder , ja bragte
ham , som vi siden skulde faa af se , tilsidst i den
yderste Fare .
Hertil kom endnu dette , af Heinesens vilde
Gaster hengave sig langt friere til deres toilesløse
Levnet i Thorshavn end i Bergen , hvor de paa
mange Maader holdtes i Ave , og da Færingerne
mente , af Heinesen ikke optraadte imod disse Udskejelser
med den fornødne Kraft , ramte Beboernes
velbegrundede Forbittrelse ham mest . Det viste sig
ogsaa snart , af Mange af de saakaldte Sørøvere ikke
vare Andet end Snighandlere , der førte sig det
trykkende Baand til Nytte , hvori den færøiske Enehandel
var lagt , og da de bragte Øboerne langt
billigere , om end ikke bedre Varer end dem , der filfortes
dem fra den priviligerede Handels Skibe , var
der Mange , som hemmelig holdt til med disse , idet
de advarede dem for Heinesens Efterstræbelser .
Det var især hans Broder Ion , der gav ham
Meddelelser om disse uhyggelige Forhold , som Heinesen
nu saameget Heller ønskede afskaffede , da man
ved , af han selv var med af drive Enehandelen paa
Færoerne , og da han af ham fik af vide , af
Manden paa Skuø , en lille ø , beliggende imellem
Syderøen og den nordlige Gruppe , var anset som
den , der mest havde med Smuglerne af bestille ,
bestemte han sig til selv Anden af seile ned nl ham ,
for af tage Forholdene i Øiesyn og undersøge , om
Beskyldningerne kunde være grundede . Han beordrede
sin Styrmand til imidlertid af fortsætte med Skibets
Ladning , men iøvrigt være parat til af stikke i Søen
ved første Vink , hvad enten han selv kom tilbage , for
af føre det , eller han sendte en Anden med fornøden
Underretning derom . Hans Ledsager , Einar , som
vi kjende fra forrige Kapitel , var en snu Knøs paa
atten Aar , havde det Hverv af bruge baade Øine og
Øren medens de opholdt sig paa Skue , men dog
iagttage den størst mulige Forsigtighed ved sine
Undersøgelser , som Heinesen aldeles overlod til
ham .
Det var hen paa Effermiddagen af Magnus
Heinesen ankom til Øm , ved hvis Landingssted
han modtoges af dens Eier , Skjalg Frille , der
bød ham Velkommen , som Skik er , uden først af
spørge om den Reisendes Navn . Imidlertid navngav
Heinesen sig strax og yttrede , af man oppe i
Thorshavn havde sagt ham , af en Sørøver krydsede
ved de sydlige Øer og af han var løbet ud , for af
indhente Efterretninger om ham ; men af han hidtil
ingen havde faaet , hvorfor han bad Bonden om ,
af give ham de Oplysninger , han formaaede .
Skjalg syntes ikke af blive ilde berørt ved disse
Ord , men bød atter Heinesen Velkommen og bad
ham og hans Ledsager øm af følge med sig op til
Gaarden , idet han førsilkrede , af han heller ikke hos
ham kunde faa bedre Efterretning , eftersom han ikke
vidste af nøgen Sørøver af sige og Heller ikke trøede ,
af der var nøgen Saadan i Farvandene paa denne Tid .
Ved Indtrædelsen hos Skjalg , fandt Heinesen
alt Dugen bredet og Børdet førsynet paa det Bedste
efter Datidens Skik og Stedets Leilighed , men
desuagtet gjorde bøg Skjalg Undskyldning før Bevcertningen ,
idet han underrettede sin Gjcrst øm , af
han ikke var gift og af et leiet Tyende aldrig kunde
gjøre Besked , som en Husmoder . Deri gav Heinesen
ham Ret .
„ Er det længe siden din Kone døde “ , spurgte
han deltagende .
„ Jeg har aldrig havt nogen “ , var Skjalgs
korte Svar .
„ Da er dette en daarlig Handel og Du er af
beklage “ , mente Heinesen . „ Qvindfolk kan Mænd
ikke undvære , og derfor straffer det sig altid selv enten
paa den ene eller den anden Maade , naar en Mand
vil leve en Kone foruden . “
„ Forbindelsen med en Qvinde kan ogsaa føre
Ulykke med sig “ , bemærkede hans Bært , idet han
rakte ham Kruset .
„ Meget rigtigt “ , indrømmede Heinesen leende .
„ naar man er kommen paa Siden af en Havgasse ;
men det maa en rask Mand altid vide Raad før og
jeg vil sige Dig det , Skjalg , af jeg Heller vil leve
ene Mand med alle de Rappenskralder , som findes
paa Færøerne tilhobe — og deres Tal skal ikke være
ringe , end have det saaledes som Du lever . “
Skjalg mente , af dette kom an paa hver
Mands egen Tilbøielighed og af han var tilfreds
med sine Kaar .
Heinesen erklærede , af dette kunde han blot
være , fordi han ikke kjendte det bedre ; men nu skulde
han se , af kapre en ung , smuk Qvinde til ham og
skulde det være nødvendigt , vilde hall selv gjøre deres
Bryllup ombord paa „ Falken . “
Skjalg svarede Intet hertil , men blev fra den
Stund endnu mere ordknap end han før havde været
og skjøndt Modtagelsen havde været saa gjæstfri som
Heinesen vel kunde ønske , var der dog Noget i
Skjalgs og hans Hussinders Forhold , som sagde en
saa erfaren Mand som Heinesen , af han langtfra
var saa velkommen , som det skulde synes , og han følte
sig sledse mere overbevist om , af der maatte være
Noget , som trykkede den gode Mands Samvittighed
paa en eller anden Maade .
Det var med alt dette lakket ud ad Aftenen og
Heinesen udtalte ønsket om af forblive paa Øen
om Natten , hvortil Skjalg svarede , af dette havde
han ogsaa fra forst af tænkt sig , idet han tilføiede , af
han nødig vilde have havt , af han havde forladt ham
samme Dag , som han var kommen . Han lod efterhaanden
bringe et Par Kruse Dl til og Heinesen
fordrev Tiden med af fortælle om sine Eventyr ,
paa sine Kapertog , indtil „ Sengelags Tiden “ var
kommen , hvorpaa Pærten selv førte sin Gjæst
og dennes Ledsager ind i det for dem bestemte
Sovekammer , hvorpaa han bød dem Godnat og
fjernede sig .
„ Hvad har Du saa opdaget , Einar ? “ hviskede
Magnus til sin Ledsager , da de vel vare komne til
Sengs ved hinandens Side .
„ Ikke det Mindste “ , sagde denne ligesaa sagte .
„ Jeg har været rundt omkring og løb ogsaa lidt til
Fjelds da jeg sagde , af jeg kjedede mig i Gaarden ;
thi Ingen talede til mig mere , end de vel være nødte
til ; men intet Mistænkeligt er at opdage og dog er
Alt ikke her som Let skal være og de ønsker os begge
gjerne Fanden i Vold . “
„ Det er ogsaa min Mening “ , bemærkede
Heinesen „ og jeg maa snart med „ Falken “ ned at
aflægge et nyt Besøg her . Saa finder jeg vel bedre
Rede i det . Her er ikke mange Qvindfolk paa Øen “ ,
vedblev han efter en Pause .
„ Knn to gamle Karter “ , forsikkrede Knøsen „ og
de ere begge mere sure end fjorgammel Balle . Men
har Skjalg ikke en Kone , saa har han i det Mindste
en Søn . “
„ Hvoraf ved Du det “ , spurgte Heinesen forundret .
„ De har forvaret ham i en Stue ovenpaa “ ,
forklarede Einar „ retsom om han kunde være
Kontraband .
Jeg saa ham et Øieblik , da han stak Hovedet
ud af en Luge , men fik ikke Lov til at komme ind
til Barnet , skjøndt jeg bad derom “ .
„ Hm , det var mærkeligt “ , mumlede Heinesen
eftertænksom .
„ Havde det været en kjon , ung Qvinde kunde
jeg bedre forstaa det “ , hviskede Einar med et fiffigt
Smil ; „ det skulde ikke undre mig , at den langnæsede
Tværbider kunde blive nidkjær , naar han saa Eder
paa Øen . “
„ Maaske er Drengens Moder ogsaa skjult et
eller andet Sted paa Øen “ , bemærkede Heinesen
„ og vi træffe ganske andre Varer end vi vente ,
naar vi begynde vore Randsagninger næste Gang . Nu
kan Du lette Dig imorgen , naar Du hører , at Folk
begynde at røre sig i Huset “ , vedblev Heinesen ,
„ og medens jeg tager mig en Morgensøvn , kan Du
fortsætte dine Undersøgelser , men saa uformærkt som
mulig ligesom idag .
Ja god Nat , Einar “ , sagde Heinesen høit ,
„ Gud ved , hvorlangt Jonas er kommen idag med
„ Falken ? “
„ Naar Sondensfrommen kommer imorgen , vil vi
besøge ham igjen . Hvor var Du ellers henne idag ,
den meste Tid ? “
„ Aa , jeg løb om til Fjelds , før jeg har aldrig
før været paa Øen “ , svarede hans Ledsager ligeledes
med lydelig Røst .
„ Rendte Du efter Qvindfolk , din Spidsbub ? “
spurgte hans Sengekammerat .
„ O , nei , de vare gøde nok , dem , jeg fandt her
paa Gaarden “ , svarede denne leende .
„ Ja , jeg ved nok , at Du er noisom i alle
dine Ønsker , hvor ung Du end er “ , svarede
Heinesen gabende . „ Naa , god Nat , din Skjelm .
Idag blev Du altsaa heller ikke hængt . “
„ Heller ikke I , Kaptajn “ , svarede Knosen
leende „ og det var endnu sorgeligere . Men bi
til imorgen , saa vil Clercks Gjenfærd være herudenfor ,
for af spørge efter selvdøde Faarekroppe .
Ha , ha , ha .
Og saa god rolig Nat , Kaptain . “
Syvende Kapitel .
Kampen paa Hesfø !
„ Kaptain ! Reis Eder i en Fart , Skjalg er
borte , Fanden er løs “ , var den behagelige Morgenhilsen ,
Einar bragte sin Herre ved Daggry , idet han
ruflede i denne , som endnu laa i den fryggeste Søv » .
„ Hvad for Noget ? Hvem er borte ? Hvem er
løs ? “ spurgte Magnus Heinesen og satte sig søvndrukken
i Sengen .
„ Skjalg og alle Karlsolkene ere borte “ , svarede
Einar ivrig , „ og de har heller ikke været tilsengs
inat . “
„ Hvoraf ved Du , af de ikke have været iseng
inat ? “ spurgte Heinesen , som nu var bleven aldeles
vaagen .
„ Sengene vare urørte , og da jeg stak Haanden
ind i dem , for af mærke om de vare varme , fandt
jeg dem helt kolde “ , forklarede Einar .
„ Godt , godt “ , svarede Heinesen og purrede
sig i Haaret ; „ gaa ned til Landingsstedet og se om
Øens Baade ligge der ; men er der nøgen borte , saa
løb tilfjelds og se hen imod Dimon eller Sands ;
thi jeg antager , af den Kjeltring er seilet bort med
sine indsmuglede Varer og saa skader det ikke af se ,
fra hvad Kant han kommer tilbage . Imidlertid staar
jeg op . “
Det unge Menneske forlod Huset som en Vind ,
og efterat Heinesen havde ordnet sin Paaklædning
i al Sindighed , gik han ind i Dagligstuen , hvor han
meget rigtig ikke traf et Menneske . Lidt efter saa
han imidlertid En af de gamle „ Karter “ gaa ude ved
et Udhus og han traadte hurtig ud til hende .
Efter af have huden hende en venlig Godmorgen ,
hvilken hun besvarede med en Slags Knurren , spurgte
han hende om , hvor hendes Husbond var henne , og
dertil bemærkede hun , af hun ikke kunde give Besked
derom . Heinesen undrede sig derover , samt over
af han saa tidlig var gaaet ' ud ; men dertil svarede
Qvindemennesket , af Sligt var hans Skik og at han
aldrig gjorde Regnskab før , hvor han gik hen .
„ Hvor er Karlfolket “ , spurgte Heinesen videre
„ jeg ser Ingen heromkring . “
„ De ere sagtens med Skjalg “ , svarede Qvinden
mut , „ det er saa deres Skik . “
„ De ere vel alle tilfjelds ? “ frittede Heinesen .
„ Troligt nok “ , svarede denne vranfne Qvinde .
„ Eller tagne tilsøs før at sisfe ? “ vedblev han .
„ Ogsaa det “ , bekrceftede hun .
„ Har Skjalg ogsaa taget al Føde med sig ? “
spurgte Heinesen igjen , „ saa vil det være det
Bærste , da jeg er dygtig sulten efter Nattesøvnen . “
„ Jeg skal snart komme med Davren “ , svarede
Fruentimret . „ Jeg troede , Du vilde vente med den
til Husbond kom . “
„ Kommer han da snart ? “ spurgte Heinesen
hastig .
„ Jeg ved det ikke “ , svarede hun tørt .
„ Ia , saa er det nok bedst , at Du breder Dugen
jo før jo heller , min Engel “ , svarede Heinesen lige
sorgfri ; men brummede i Skjæget — „ den sordømte
Hex ! — endnu er jeg lige klog . “
I det Samme kom Einar løbende i fuld
Firspring .
„ Alle Baadene paa Firemandsfareren * ) nær ere
borte “ , sagde han ganske forpustet , „ og vor egen Jolle
har et Hul i Bunden . Ogsaa ere vore Øxer borte ,
søm vi løve ligge i den iaftes . “
„ Og hvad saa Du tilfjelds “ , spurgte Heinesen ,
med uforstyrret Ro .
* ) En sforre Baad .
„ Jeg kom ikke saa vidt . Jeg mente , at jeg
først maatte fortcelle Eder dette “ , bemærkede Einar .
„ Men , naar jeg giver Dig en Befaling , udfører
Du den , Kncegt , uden at rende efter dit eget dumme
Hoved “ , svarede Heinesen forbittret . „ Afsted med
Dig , Slyngel , og bruger Du ikke dine Øine bedre
end din dumme Forstand , skal jeg vel se , at klare
begge Dele ved din Tilbagekomst . “
Atter ilede Knøsen afsted og Heinesen gik ind
og satte sig ved Davrebordet , søm om Intet var
forefalden .
Han var endnu ikke kommen videre ned i Davresadet ,
før Einar kom farende ind i Stuen med
aabenbar Uro i sit Aasyn .
„ Naa , hvad saa Du saa ? “ spurgte Heinesen ,
med Munden fuld af Mad .
„ En Skonnert krydser op imod Øen “ , rapporterede
han , „ og enten er han en Smugler eller en
Sørøver , for Reisningen er hverken dansk eller norsk .
„ Tag Du det Lammelaar og det Brød , samt
Kruset med Øl med Dig og gaa ned til Landingsstedet ,
hvor Du kan give Dig til af spise og drikke til jeg
kommer til Dig “ , svarede Heinesen , idet han hurtig
reiste sig fra Bordet . „ Du har løbet saa meget af
Du nok kan trænge til Noget ! jeg gaar nu selv op ,
for af tage Seileren i Diesyn . “
Med en Hurtighed , som viste , af Heinesen ,
trods sin Rolighed ligeoverfor sin Undergivne , ikke
oversaa den kritiske Stilling , hvori han mulig befandt
sig , ilede han op paa en nærliggende Fjeldflrænt ,
der gav ham et frit Overblik ud over Havet , rundt
om hele den lille O , og saa ogsaa ganske rigtig det
lille Fartøi , langt ude i Søen , hvorom Einar
havde falt .
„ Skonnerten er ganske vist udenlandsk og Einar
skal slippe for den Lnssing , jeg havde tiltænkt ham ,
fordi han har brugt sine Dine saa vel “ , mumlede
Heinesen . „ Den holder ogsaa ind paa os og Skjalg ,
den Hund , har pcent faaet mig i Fælden . Min
Jolle maa kunne flyde “ , vedblev han , i det han steg
ned af Fjeldtoppen , „ ellers bliver her altfor lystig en
Klapjagt idag paa Øen . “
Men Jollen vilde ikke flyde ! Dette indsaa
Heinesen , saasnart han havde kastet et Blik paa
den Ødelæggelse , den havde været Gjenstand for , og
selv om dette havde været Tilfældet , saa vilde dog
enhver Flugt have været umulig med den , da den
forsynlige Skjalg havde borttaget baade Ror , Aarer
og Seil .
„ Her ere gode Raad dyre , Einar “ , udbrød
Heinesen , og saa sig om : „ En Sørøver under
Opseiling og to Baade uden Aarer , Seil og Ror
til at flygte i , selv om vi kunde faa Jollen helet
eller Firemandsfareren skudt i Søen . “
„ Knnde vi bare faa den ud “ , bemærkede Einar ,
„ saa kunde jeg skaffe Seil og Aarer , for det er bestemt
dem , der ligge i det østre Skur deroppe ved Gaarden
— om Le blot ligge der endnu . “
„ De skal ligge der og det er ogsaa troligt nok , at
de ligger der “ , udbrød Heinesen glad , „ thi Skjalg
har troet , at vi ikke kunde sætte Firemandsfareren i
Søen . Lad os følges ad ! vor hele Frelse beroer
derpaa . “
De ilede begge i største Hast til det betegnede
Skur , hvor Einars speidende Blik havde opdaget
Baadens Tilbehør , og til Begges fælles Glæde fandt
de , hvad de søgte .
I en Fart bleve alle Redskaber udtagne og ,
belæssede med disse , ilede begge atter ned til
Landingsstedet .
„ Nu først en Styrkedrik ! “ raabte Heinesen
munter , „ og saa skal vi dog vise Skjalg , den Skalk ,
hvilke Bjornekræfter Mænd faa , naar det gjælder
Livet . Se her , Einar , stik Du nu Resten ud og
har Du i denne Stund Kræfter for to Karle , skal
jeg vise Dig , at jeg har for sex . “
Nogle bældige Ryk ! Nei , Baaden lod sig ikke
rokke !
„ Endnu engang , Einar ! Hive , hei , Baaden i
Søen , eller Strikken om Halsen ! Vi har intet andet
Valg ! hive , høi ! Hurra , den gaar ! “
Og virkelig gik den ! De to Mands overmenneskelige
Anstrengelser lykkedes det , hvad Skjalg
selv havde anset for en Umulighed , at faa det store
Fartøi i Søen , og efter nogle Øieblikkes Forløb
flød den paa de gyngende Vover .
„ Det var en stram Tur , Einar ! men den bliver
ikke den sidste idag “ , bemcerkede Heinesen lystig , idet
han tilligemed sin Ledsager bragte Seil , Ror og
Aarer ombord . „ Vi have fortjent et Krus efter den
Tørn , min Gut ! men det maa vi have tilgode fil vi
komme fil Thorshavn . Farvel Skuø og Tak for
denne Gang ! men , hille Død , iland igjen , Einar ,
efter Brødet og Kjødet ; det er Synd at levne disse
Guds Gaver fil den Skurk fil Skjalg . “
I et Øieblik vare de næevnte Gjenstande bragte
ombord og Heinesen stod nu ud fra Øm , idet han
satte Kursen mod Nord , Da Øen laa imellem
Heinesen og hans Forfølgere , opdagede disse ikke
strax hans Flugt , hvilket gav ham et betydeligt
Forspring ; men saasnart man ombord paa Skonnerten
fik Øie paa ham i rum Sø , forandrede ogsaa denne
sin Retning . De havde neppe holdt samme Kurs
begge To en føie Stund , før Heinesen indsaa , at
han vilde blive afskaaren fra Dandsen , hvortil han i
første Øieblik troede at kunne slippe over . Hans
Haab stod nu fil at naa over fil Vaags , og han
forandrede ogsaa Kursen efter denne 0 ; men da de
havde seilet en Stund igjen , erkjendte han ogsaa det
Umulige deri , eftersom Skonnerten seilede bedre end
hans Baad , og det stod klart for ham , af han vilde
blive tagen , førend han naaede hen fil denne 0 .
Han lod imidlertid staa fil , fordi han ikke havde
Andet af gjøre ; men Skonnerten nærmede sig med
en foruroligende Hurtighed .
Pludselig forandrede Heinesen atter Kurs ,
hvorved det lykkedes ham af faa en rummere Vind
end Skonnerten , saa af den ikke halede saa stærkt ind
paa ham , som tidligere .
„ Vi maa anløbe Hests “ , bemærkede Heinesen ,
„ om vi ellers kan naa dertil , og der maa vi sælge
vort Liv saa dyrt som mulig , Einar ; men et Par
Dage kan vi nok holde os dem fra Livet , og maaske
rygtes det saa fil Thorshavn , af her ligger en Ssrsver
og Jonas faar i Hovedet af løbe ud efter ham .
De Dummerhoveder fro , af jeg vil knibe langs
Kysten til Thorshavn og derfor holder de stik mod
Nord ; men dette vil forsinke dem nogle Timer og vi
faa Tid fil af indrette os paa Øen . Skjær os hver
en Humpel Kjød og Brød ; thi siden faa vi ikke
megen Tid fil af spise . “
Heinesen havde gj rettet Skonnertens Plan ; thi
neppe saa den , af han var landet paa Hestø , før den
ogsaa satte Kurs derhen ; men nu løiede Vinden
af og det var først hen paa Eftermiddagen ,
at den naaede samme Sted .
Hestø er en af de mange Smaaøer , som udgjøre
det Fceroifle Archipelag . Den er en høi , sleil Klippeø ,
med et eneste Landingssted og en eneste , meget sleil
Adgang , til dens Overflade . Efterat man er kommen
de to Trediedele op ad Øens Skraaning , danner
Klippen en Afsats , en saakaldet Hylde , som fladt af
Naturen til Hvile for den , der vil klattre op ad
Klippens steile Side ; men fra denne Afsats bliver
Adgangen endnu mere sleil og vanskelig . Det var
paa denne Afsats at Heinesen vilde modtage sine
Fjenders første Angreb , efterat han var kommen vel
iland og givet Firemandsfareren et Spark ud i Søen ,
en høist ufortjent Tak for den gode Tjeneste , den
hidtil havde ydet ham .
Han lod Einar bæere Provianten op paa
Klippeøens , dengang ubeboede , Overflade og anvendte
den øvrige Tid til at samle sine gamle Vaaben ,
en Mcengde store og smaa Stene paa Afsatsen ,
medens han befalede sin Ledsager , at gjøre det
Samme paa Klippens Overflade og vedblive dermed ,
uanset hvorledes det gik ham nedenunder .
Han var netop fcerdig med sine Forberedelser
til Fjendens Modtagelse , da den første Baad »
Mandskab landede paa Øen med Skjalg i deres
Spidse .
Skjalg saa op til Mogens og Mogens saa
ned til Skjalg og vil man vide , at Mogens gjorde
det , som man kalder „ Langnæse “ ad Skjalg .
„ Nu er din sidste Stund kommen , Mogens ! “
raabte Skjalg op til ham .
„ Troligtnok , som Aase sagde “ , svarede Heinesen
sorglos . „ Hvem er den Aase , Du nævner “ , spurgte
Skjalg forundret .
„ Ih , den Ene af dine to Skjønheder paa Skuø “ ,
svarede Mogens leende .
„ Jeg skal selv lcegge Dig Strikken om Halsen “ ,
raabte Skjalg forbittret .
„ Jeg er villig til at vise Dig den samme Tjeneste “ ,
forsikkrede Heinesen uforsagt .
Nu sagde den fremmede Kaptain Noget ti !
Skjalg , som Heinesen ikke kunde høre .
„ Skipperen her siger “ , raabte Skjalg igjen , „ at
om Du ikke kommer godvillig ned , saa skal han
sidenhen pine Dig til at rede dine egne Indvolde . “
„ Maa de blive kogte først “ , spurgte Heinesen ,
aldeles uberørt af denne forfærdelige Trusel .
Af den Maade , hvorpaa Heinesen besvarede
Skjalgs Ord , stod det klart for ham og hans
Kammerater , at Heinesen igrunden drev Spot med
dem ; men da de ikke vare Mcend , der fandt sig rolig
i dette , beredte de sig ogsaa paa af aflcegge ham ef
Besøg oppe paa Klippen .
Skjalgs fire Karle og Fire af Smuglerne skulde
foretage dette Vovestykke , hver iscer velbevcebnet med
Huggerter , der vare spcendte om Livet . De begyndte
af bestige Klippen i en spredt Række , hvilket nok
kunde lade sig gjøre i Begyndelsen ; men naar de
vare naaede op til den halve Afstand af den Vei , de
havde af klavre før af naa Heinesen , blev det
nødvendigt , af de maatte følge efter hinanden i en
Række .
Det var dette Tidspunkt , Heinesen havde
ventet , og neppe saa han dem , den Ene efter den
Anden , af klavre sig imøde , før han rullede ef
mægtigt Klippesfykke ned paa dem .
De med Klavring mere fortrolige Færinger fik
paa En nær , Tid til af rykke sig tilside ; men denne
Ene blev reven ned , da Stenen fløi forbi ham , uden
af han dog fik anden Skade af Faldet end nogle
stærke Kontusionen . Derimod ramte Klippestykket To
af Smuglerne , af hvilke den Ene fik Hovedet knust
og den Anden begge Benene brækkede . De fo Andre
bleve saa forfærdede ved denne Hilsen , af de i største
Fart lode sig glide ned fil Fjeldets Fod .
Atter løslod Heinesen en Sten , for af ramme
de tre Færinger , som vare tilbage paa Klippen , og
det lykkedes ham ogsaa af træffe den Ene af disse ,
saaledes af han tumlede ned med et høit Skrig ,
medens de to Tilbageblevne søgte Dækning under et
fremludende Klippesfykke , uden døg af furde vove paa
af klavre videre .
„ Vil Du ikke op af hente dine Folk , Skjalg “
raabte Heinesen ned fil denne . „ Jeg har gjemt
den bedste Sten fil Dig . “
Men Skjalg svarede ikke . Han undersøgte
Klippen paa det Nøiagtigste og fandt , af den ogsaa
kunde bestiges indtil Halvveien fil Afsatsen fra endnu
en Side fil . Saasnart Skipperen havde indset det
Samme , befalede han fire andre af sine Folk , af
begynde igjen paa Vovestykket og naar de vare komne
fil det Sted , hvor kun En ad Gangen kunde krybe ,
da af forsøge det En for En , medens de Andre holdt
sig dcekkede , idet han lovede den en rig Belønning ,
som først besteg Afsatsen .
Det var aabenbart , af hans Folk ikke havde
videre Lyst fil denne Vandring ; men de adløde døg
uden Knur .
„ Hei , Einar “ , raabte Heinesen op fil sin
Ledsager , „ nu kan Du øve Dig paa de To , der
komme fra Rør , saa skal jeg se , om jeg kan træffe
En af dem fra Sønder . “
„ Einar lod sig ikke dette sige to Gange og snart
begyndte Stene fra en Næves Størrelse indtil et
Hvidkaalhoveds at regne saaledes ned over de
klavrende Smuglere , at disse i al Hast opgave
ethvert videre Forsøg , idet de saa hurtig som
mulig steg ned til det Sted , hvorfra de kom .
Skjalgs Forbittrelse kjendte nu ingen Grændser
og det var ham aldeles umuligt at skjule den .
„ Du skal ikke svinge saa ivrig med Huen ,
Mogens ! Enden er ikke endnu “ , raabte han ; „ vi
vil nu se , om Du kan æde Græs og klare Dig
med det . “
„ Og jeg vil se , hvorlænge Du og dine Folk
kan fordøie mine Boller , Skjalg ; Halloi , Einar !
nu ville vi slaa Kegler med hinanden ! to Kruse Dl
for Nikongen og et for hver af de Andre . “
Med disse Ord slyngede Heinesen en Sten
efter Skjalg , som rimeligvis vilde have gjort det af
med ham for bestandig , om denne ikke var sprungen
tilside ; men fra nu af regnede der en saadan Mængde
velrettede Stenkast ned over alle Angriberne , af disse
indsaa Umuligheden af af holde sig paa den aabne
Klippekyst , hvor ingen Dcekning var af finde og de
nødtes til af indskibe sig alle tilhobe paa Smugleren .
Da de to endnu tilbageværende Færinger , som
laa bækkede oppe paa Klippens Side , mærkede , af
Kammeraterne vilde bort , bleve de høisf urolige ;
men ned turde de ikke slige af Frygt for Heinesens
Stenregn .
„ Herregud , Mogens ! “ bad den Ene , idet han
kigede frem af sit Skjul , „ lad os uhindrede slige ned !
Vi ere dog Landsmænd ! “
„ Smukke Landsmænd , skal jeg svare for “ ,
bemærkede Heinesen leende , „ som gjøre fælles Sag
med Sørøverne for af faa mig hængt . Men ikke
desto mindre kryb I kun ned . Aase og Ingrid vilde
græde deres smukke Øine ud , om de ikke fik Eder
helskindede tilbage . “ De to Færinger lode sig ikke
dette sige to Gange og snart havde de forenet sig med
deres Kammerater .
Saasnart Heinesen havde set dette , steg han
op til sin Ledsager og lagde sig hos ham i det frodige
Græs , der voxede paa Klippeøens Overflade .
„ Beleiringen er nu forandret til en Blokade ,
Einar “ , udbrød Heinesen , „ oghavde Skjalg ikke
selv giver Proviant , kunde den være bleven besværlig
nok . Kommer Tid , kommer Raad og Imorgen har
frelst saamangen Mand . “
Om Natten skiftedes Heinesen og hans Ledsager
til af vagte , eftersom de ventede , af man vilde forsøge
en Overrumpling paa den Tid ; men Angriberne
forholdt sig aldeles rolige .
„ Vi vil forsøge , om vi ikke kan faa dem indbildte ,
af vi have benyttet Natten til af svømme bort ,
skjøndt dette vilde have været et livsfarligt Foretagende “ ,
bemærkede Heinesen henimod Dag . „ Lad
os derfor sørge for , af de ikke se os . Man maa
forsøge alt Muligt ; thi kommer „ Falken “ ikke , kan
het komme til af knibe nok for os i den sidste
Ende . “
Heinesens Plan havde ikke det sorønskede
Udfald . Imidlertid vidste man dog ikke ombord paa
Skonnerfen , hvad man ret skulde tro , efterat man
ikke havde set Noget til Mændene den hele Formiddag ;
men paa den anden Side , var man for vel forsøgt
fra Gaarsdagen , til af man skulde vove flere
Menneskeliv end helst nødvendigt . Vare de derimod
flygtede , kunde man vente „ Falken “ hver Time og
det var et Møde , som Ingen begjærede . Der maatte
altsaa foretages en Rekognoscering .
Hen paa Eftermiddagen satte derfor en Jolle
med Skjalg og fire Mand af fra Skonnerten og
snart efter bemærkede Heinesen , af den Ene af disse
begyndte af bestige Klippen , hvilket han kunde gjøre
med noget Haab , da Alle saa , af Afsatsen var
ubesat .
Efter en kort Tids Forløb havde han ogsaa til
de Nedensfaaendes Glæde besteget denne , da han , ret
som han vilde klavre videre , saa Heinesen kige ned
paa ham fra oven af .
Færingen standsede lammet af Rædsel .
„ Bliv Du kun trøstig ved af krybe op , Orm “ ,
raabte Heinesen ned til ham , „ og Du , Skjalg , kom
Du kun selv med ! Jeg er nu ene heroppe ; tbi
Einar er afgaaet efter „ Falken “ , som jeg haaber
snart vil være her , for af snakke Gammelt med Eder ,
om I ellers ikke opfiskede ham inat , hvilket I selv
bedst maa vide . “
Ja , hør ved Du hvad , Orm “ , vedblev
Heinesen , idet han bøiede sig ned efter en Sten ,
„ vil Du ikke op , saa maa Du ned og dersom Du ikke
rapper Dig lidt , skal jeg dog se , om jeg ikke kan faa
Dig bedre paa Gled med denne “ og hermed svang
han Stenen over sit Hoved . Skjalgs Karl lød sig
ikke raade to Gange og med en Hurtighed , der gjorde
hans Klavredygtighed den største Ære , gled han ned
ad den Vei , han var kommen .
Da Skjalg vidste af Gaarsdagens Erfaring ,
hvor umuligt oet var , af holde sig paa Kysten , varede
det ikke længe , før Alle igjen satte fra Land
og de havde Heller ikke været længe ombord , før man
saa Smugleren gjøre sig klar til af stikke i Soen ,
i saadan Grad vare de blevne betagne af Rædsel
over „ Falkens “ bebudede Ankomst .
Heinesens List var lykket fuldstændig .
„ Ved den store Sten , hvorpaa jeg staar “ , udbrød
Heinesen og gav et Hop i Veiret af Glæde , „ nu har
jeg sagt mangen god Løgn i mine Dage , men endnu
aldrig en , der viste sig uforvarende af være den rene
Sandhed . Einar , min Gut , kom kun herhen , lad
kun Skonnertens Mandskab se din brede Næse !
Kjender Du de Seil hist ude , Einar ? Skonnerten
kan ikke se dem endnu . O , bare jeg ikke havde prøvst
paa af narre dem ! gid de dog vil blive en halv Time
endnu ! Jonas Maib om ! jeg hænger Dig
istedetfor Skjalg , dersom Du ikke først styrer til
Hesfs . “
Disse og mange flere Glædæsudbrud strømmede
fra den altid meget talende Heinesens Læber , da
han havde opdaget „ Falkens “ hvide Seil i Horisonten ;
men det varede Heller ikke længe , fsr ogsaa Skonnerten
fik Die paa dem og nu kan det nok være , af den fik
travlt med af gaa fra Land .
Imidlertid viftede baade Einar og Heinesen
med deres Troier , som de havde trukket af sig , for af
give „ Falken “ af forstaa , af de vare paa Hesfs og til
deres Glædæ saa de snart , af man ombord havde
bemærket Signalerne ; thi Skibet lod Skonnerten
skjstte sig selv og vedblev sin Kurs efter Hesfs .
I störst mulig Hurtighed steg nu Heinesen og
hans Ledsager ned af deres improviserede Fæstning
og snart efter modtoges de ombord paa „ Falken “ af
den jublende Besætning .
Medens nu „ Falken “ med Alt til , hvad trække
kunde , forfslger Skonnerten , vil vi gribe Leiligheden
til af forklare , hvorledes Jonas kunde komme saa
beleilig til Hesfs .
Dct Hele gik meget naturligt til .
Da Præsten paa Sands , havde bemærket den
Iagt , en fremmed Skonnert gjorde paa to Mand , i
en Firemandsfarer , indsaa han , af der „ stak Et eller
Andet derunder “ , og af det i ethvert Tilfælde maatte
være Heinesen kjært , af faa Underretning om den
fremmede Seiler , hvorfor han afsendte en paalidelig
Mand med den sornsdne Meddelelse , saasnart
Strømforholdene tillod ham af seile til ThorshavnSaafage
Styrmanden fik alt dette af vide ,
antog han med en erfaren Kapergasts hele Kløgt , af
de to Mænd , der flygtede i Firemandsfareren , maatte
være Heinesen og Einar , der paa en eller anden
8
Maade vare blevne berøvede Jollen og nu søgte af
flygte paa denne Maade . Han lod derfor standse
med Ladningen og havde Skibet klart til af løbe ud
ved første Strømvending .
Skjøndt Skonnerten seilede godt , var „ Falken “
med sin halve Ladning , dog aabenbart dens Overmand
ogsaa heri , og henimod Solnedgang var den derfor
kommen Smugleren saa nær , af Heinesen kunde
sende ham sin første Kugle .
Da Skonnerten ikke besad Skyts og Besætningen ,
inclusive Skjalg og hans Folk , ogsaa var „ Falkens “
Mandskab underlegen i Antal , kunde der ikke være
Tale om nogen Modstand , og der behøvedes derfor
blot endnu en Kugle , for af bringe Smugleren til af
lægge bi .
I næste Øieblik var „ Falken “ paa Siden af
ham og Heinesen med sit Mandskab ombord paa
det smudsige Dæk .
„ Klyng mig den Mand op “ , bød Heinesen og
pegede paa Kaptajnen ; „ men hvad Eder angaar “ ,
vedblev han , idet han vendte sig til Mandskabet , „ saa
haaber jeg , at Livet bliver Eder skjænket , om det viser
sig , at I ikke have befatter Eder med Fribytteri eller
øvet Hærværk her paa Øerne “ .
Kaptainen gik sin Død imøde som en Mand ,
der var vant til at se den under Øine og før erfaren
i sit vilde Livs Skole til at vente , at kunne opnaa
Forandring i den skrækkelige Dom .
Indtil den var exeqveret , herskede en lydløs
Tavshed paa Dækket .
„ Nu kommer dit Regnskab , Skjalg ! “ udbrød
Heinesen og vendte sig imod den ulykkelige Mand ,
der imidlertid mødte hans truende Blik med et
fast og roligt Øie . „ Jeg lovede , selv at lægge
Strikken om din Hals , men saamegen Ære er Du
ikke værd , Du Usling , som før en lumpen Vindings
Skyld holder til med Smuglere og forfølger Landets
egne Børn . “
„ Jeg har aldrig holdt til med Smuglere før
idag “ , svarede Skjalg stoll .
„ Og vel Heller ikke forfulgt mig ? “ spurgte
Heinesen spottende .
„ Io , Mogens “ , svarede Skjalg lige uforfærdet ,
„ det har jeg og beklager jeg Noget , saa er det kun
det , at jeg ikke har kunnet holde mit Løvte fil
Dig . “
„ Men hvad er Aarsagen fil dette Had ? “ udbrød
Mogens forundret . „ Jeg ved dog aldrig , at have
skiftet hverken Ondt eller Godt med Dig . “
„ Kan Du endnu mindes Kolfinna ? “ spurgte
Skjalg og saa Heinesen stift i Øinene .
Magnus Heinesen sludsede .
„ Jeg ser dog , Du mindes hende og det var
næsten Mere end jeg havde ventet “ , bemærkede
Skjalg med Bitterhed . „ Nu vel “ , vedblev han ,
„ hun var den eneste Qvinde , jeg nogensinde har
baaren Kjærlighed fil og jeg troede ogsaa , at hun
var mig god . Da kom Du fil hendes Moders
Gaard og Du stjal den unge Piges Hjerte , der ikke
kjendte Noget fil Menneskenes onde Lidenskaber .
Hendes Moder stødte hende fra sig , da hendes Vanære
blev hende vitterlig og jeg ilede fil Østers for at
tage Hævn over Dig ; men Du var reist bort en
kort Tid forud . Jeg vendte da tilbage fil Vaags
og tog hende med mig fil Skue og begrov hende der
med Løfte om at hævne hendes Skjændsel og min
Ulykke , naar vi nogensinde mødtes . “
„ Hvorer Kolfinnas Barn “ , spurgte Heinesen ,
stærkt bevæget ved disse Ørd .
„ Han er min Søn “ , svarede Skjalg , „ bærer
mit Navn og skal arve mig , fordi han er hendes
udtrykte Billede . Havde han et eneste af dine Træk ,
havde jeg knust hans Hoved mod Øens Klipper . “
Der var en vis Storhed i det uhyre Had , som
aabenbarede sig i disse Ord og den Frimodighed , hvormed
Skjalg udtalte det , saa at sige med Strikken om
Halsen , var ret skikket til at gjøre et dybt Indtryk
paa en Natur , som Magnus Heinesens .
Han gik nogle Gange op og ned ad Agterdcekket ,
medens en lydløs Taushed herskede paa Skonnertens
Dæck .
Endelig standsede han foran Skjalg .
„ Hvorfor myrdede Du mig ikke , da jeg var i
dit Hus ? “ spurgte han endelig .
„ Jeg er ingen Snigmorder , “ svarede Skjalg
stolt . „ Havde jeg ikke vidst , at Brooks havde ligget
ved Syderø , vilde jeg have udcesket Dig til en Kamp
paa Liv og Død ved Kolfinnas Grav ; men da
jeg forudsaa , at Du vilde fcelde mig , valgte jeg al
gjøre det , som jeg foretøg mig . “
Atter gik Heinesen frem og tilbage paa Dcekket .
Alle følte , at han kcempede en voldsom Kamp i sit
Indre ; men tilsidst feirede hans bedre Natur og idet
han igjen standsede foran sin Fjende , udbrød han :
„ Du skal dog vide dette , Skjalg , at Kolfinna
aldrig talte til mig om sit Forhold til Dig , ligesaalidt
som jeg nogensinde hørte dit Navn i hendes Mund ,
eller har kjendt Dig før igaar . Jeg kan imidlertid
forstaa , at Du ikke alene hader mig , men ogsaa har
Grund dertil . Jeg fljcenker Dig derfor Livet idag , saa
kan Du herefter frit forsøge din Lykke imod mig fra
imorgen .
Men det siger jeg Dig , at falder Du en anden
Gang i min Magt under dit Forsøg paa at tage
mig af Dage , saa vil Du ikke have Skaansel at
vente . “
En svag Rødme farvede Skjalgs Kinder , da
han hørte disse Ord ; men han sagde ikke saameget
som Tak før sit Liv .
„ Gjor Skonnertens Jolle klar til Skjalg og
hans Folk “ , bød Heinesen .
I et Øieblik var Befalingen fuldbyrdet og
Skjalg gik i Jollen med sine Karle .
„ Lad den lemlæstede Mand blive ombord , han
kan bedre pleies i Thorshavn “ , bød Heinesen
atter , da han saa , at Folkene vilde til at bringe den
Saarede ned i Jollen .
„ Hils Kølfinnas Son “ , udbrod atterHeinesen
og saa ned i Jollen , der gled langs Skibets Side .
Et Par Taarer perlede i hans Øine . Men han og
Skjalg gjensaa aldrig hinanden .
Ottende Kapitel .
„ Falken “ og „ Samson ! “
Kampen paa Heste forhøiede ikke Lidet Magnus
Heinesens Anseelse paa sine Fædreneoer , da Enhver
maatte deromme det Mod og den Snarraadighed ,
han ved denne Leilighed havde lagt for Dagen .
Umiddelbart efter Kampen var han seilet fra
Thorsbavn til Bergen med sine to fuldtladte Skibe ;
men den strenge Lehnsmand vilde aldeles ikke høre Tale
om Skaansel , saasnart han erfarede , hvorledes
Heinesen , hans udkaarne Kaperfører , var bleven
angreben paa Hestø , idet han ansaa det for nødvendigt ,
at der blev statueret et Exempel , hvorfor ogsaa
alle Smuglerne maatte bede med Livet ; thi dengang
tog man det ikke saa nøie med blodige Straffedomme .
Da Aarstiden under Alt dette var saa langt
fremrykket , blev denne Udflugt Heinesens første
og sidste Reise til Færøerne for dette Aar ; men
Vinteren tilbragte han dog mere rolig end man
skulde have ventet , hvilket hidrørte derfra , at hans
unge Kone saa vel forstod af fængsle ham fil sig og
Hjemmet . Denne gode Indskydelse paa hans vilde
Tilbøieligheder udsvede Sophie Gyntelberg ogsaa
ud over deres Ægteskabs første Aar , naar han var
hos hende i Bergen ; men desto friere siger ogsaa
Sagnet , af han fil Gjengjæld derfor levede paa
Færøerne , og da hans Pligter holdt ham der den
største Del af Sommeren , kunde det ikke undgaas , af
Rygtet om hans forskjellige Udskejelser trængte over
fil Bergen , ja kom endogsaa ved ondskabsfulde Tungers
Beredvillighed fil hans Ægtefælles Kundskab , uden af
dette dog havde nogen synlig Indskydelse paa
Kærlighedsforholdet imellem Ægteparret . — Saameget
kan den fromme , oposfrende Qvindes Hjerte bære ,
naar det engang har hengivet sig med hele sin
Kjærligheds Fylde fil den Elskede .
Paa Færøerne selv havde Heinesen sat sig i
Forbindelse med Beboerne paa næsten alle Der , for
af de kunde meddele ham Underrefning om , naar et
fremmed Skib lod sig se et eller andet Sted , og da
han havde lovet den , der gav ham det første Vink
om et saadant , en Mands Part af Byttet , dersom noget
blev gjort , kunde han ogsaa gjøre Regning paa
af blive betjent med al mulig Hurtighed og Paalidelighed .
Det Meste af Aaret var imidlertid gaaet og han
havde endnu Intet hørt om noget fremmed Skib , ja ,
han begyndte allerede saa smaat af tænke paa den
sidste Hjemreise til Bergen , da en Færing en
Morgenstund kom ombord til ham og fortalte ham ,
af en mægtig Sørøver laa imellem Myggenæs og
Vaagø og af han den foregaaende Dag havde
plyndret Bø og Midtvaag paa sidstnævnte 0 , hvis
Befolkning besvor ham , af komme dem tilhjælp . —
Nu skulde det træffe sig saa uheldigt , af hans halve
Mandskab var tagen til en Kammerats Bryllup paa
Østers Dagen iforveien , hvorfra de endnu ikke vare
komne tilbage , og dette var rimeligvis ogsaa Grunden
til af Heinesen den Nat var forbleven paa Skibet .
Tisse Folk maatte naturligvis først hentes ombord ,
medens Heinesen med detøvrige Mandskab gjorde Skibet
klar til af lette og udspurgte imidlertid Færingen om Sørøverens
Størrelse og Folkenes Antal ombord . Skjøndt
han hørte , af han førte otte Kanoner og var altsaa
dobbelt saa stærk som han , besluttede han sig ligefuldt
til af løbe ud og idet Mindste se Forholdene an .
Imidlertid kom Baaden tilbage fra Østers med
13 Matroser , idet man førsikkrede , af det var til
ingen Nytte , om malt havde taget de tilbageblevne
Sømænd med , fordi de vare aldeles
døddrukne , som en Følge af Nattens Orgier . Stjøndt
Heinesen mente , af nogle Spande koldt Vand over
Hovedet nok havde bragt dem i en Fart til Sands
og Samling , indsaa han dog , af der vilde hengaa
altfor lang Tid inden ban kunde faa dette Experiment
udført og Folkene ombord ; men paa den anden Side
kunde han heller ikke undvære saameget Mandskab ,
navnlig naar det gjaldt en Kamp med en langt overlegen
Fjende , og han bestemte sig derfor til af skaffe
sig Frivillige i Thorshavn . Han var ogsaa saa
heldig , af bevæge en Snes unge Færinger , som
rigtignok ikke vare vante til Seillads med sligt et
Skib og endnu mindre bekjendte med Kanonexereits ,
til af følge sig ombord , idet han gav dem Udsigt til
et rigt Bytte ; men da han saa kom ombord med dem ,
var en ny Ulykke brudt Los .
Ved af udspørge Færingen , som var forblevet :
ombord , fik Mandskabet snartat vide , af Sørøverens Skib
idet Mindste var dobbelt saa stærkt som deres og
denne Efterretning gav Alle den største Ulyst til af
binde an med ham . Vilde derimod Heinesen love
dem , af sinde paa en eller anden Krigslist saaledes
som med Clerck , saa vilde Alle gjerne følge ham ,
hvorhen det skulde være ; men ellers ikke .
Saasnart Heinesen kom til Skibet med sit
hvervede Mandskab , sagde hans erfarne Blik ham i
første Stund , af Alt ikke var som del skulde .
Imidlertid lod han som om han ikke lagde
Mærke dertil , befalede af lette Anker samt sætte Seil
til og gik derpaa ned i Kahytten , efter af bave
tilkastet sin Styrmand et meget talende Blik . I
næeste Minut var denne hos ham .
„ Hvad er paafcerde , Jonas , med Mandskabet ? “
spurgte Heinesen hastig .
„ Intet mindre , end af det er ifcerd med
af gjøre Mytteri , fordi de ikke vil imod Sørøveren “ ,
svarede Jonas . „ Jeg havde endog Møie med af
holde dem ombord til Du kom , og det skete kun
derved , af jeg forklarede dem , af Du nok fandt
paa et Krigspuds , om Du ansaa ham for svcer
for os . “
„ Naa , ikke Andet “ , svarede Heinesen koldblodig ;
„ gaa Du blot op og faa Skibet bragt under Seil .
Er der Nogen , som ikke vil lystre , kan Du lade mig
det vide . “
Og det var der rigtignok ! thi neppe havde de
nysankomne unge Mænd fra Thorshavn hørt
Fceringens Beskrivelse af Sørøveren og hans Kanoner ,
før ogsaa de bleve aldeles rcedde og den Ene sætte .
som det ved slige Leiligheder altid gaar , til Overflod
endnu større S krak i den Anden , end denne ellers
vilde have nceret .
„ Mandskabet nægter af lette “ , rapporterede
Jonas Mai bom igjennem Kahytskappen ned til sin
Chef saa høit , af alle Folkene , der stode i en Klynge
ved Stormasten , kunde høre det .
I et Øieblik var Heinesen paa Dækket med en
Huggert omkring Livet og en Entrebil i sin høire
Haand .
„ Du primer , Styrmand , hvorfor vil Mandskabet
ikke lette ? Sei derhenne ! “ raabte han med forhøret
Stemme . „ Hvad Satan staa I og glo paa mig
før ? Har I ikke Hørt Styrmandens Befaling ? Rask
til Ankeret og til Sejlene ! “
Men ikke en Mand rørte sig .
„ Vil Du lystre eller ikke , Frederik ? “ spurgte han
En af de fra Østers tilbagevendte Bryllupsgæster ,
der stod fremmest i Flokken og syntes , af være deres
Fører ; men neppe havde denne udstødt et trodsigt
„ Nei “ , før han med et kløvet Hoved slyrtede om paa
Dækket . I samme Øieblik trak Flere af Mandskabet
deres Huggerter ; men et nyt Slag og endnu et ,
lastede after to Andre af Skibets Besætning ned ved
Siden af den faldne Oprører .
„ Knivene i Skeden og strax til Eders Gjerning ,
I feige Uslinger ! eller I blive huggede ned til sidste
Mand ! Kast Baadene los , Einar ! den , der forsøger
paa , at forlade Skibet er dødsens . Naa , bliver der
Noget af ? “ vedblev Heinesen og svang sin blodige
Øxe høit over Hovedet „ eller har I ikke faaet nok
endnu ? “
„ Vi skal gjerne feige Dig “ , begyndte nu En af
„ Falkens “ faste Mandskab , efter at han dog havde
været saa forsigtig at følge Kammeraternes Exempel
og stukken Huggerten i Skeden ; „ men vi mene kun , at
denne Sørøver er os for mandstærk , til en aaben
Bataille . Men vil Du forsøge at overrumple ham ,
ligesom Du overrumplede Clerck , skal vi følge Dig ,
hvorhen Du vil føre os “ — og hele Mandskabet gav
sit Bifald tilkjende , ved forskjellige Udraab .
„ Naa , det vil I dog ! “ sagde Heinesen
spottende ; „ Tak skal I ha ' e ! Saa jeg skal spørge Eder
om , hvad I vil eller ikke vil ? og gjøre Eder Regnskab
for , hvad jeg vil gjøre eller lade . Nei ! saadan lege
vi ikke Blindebuk med hinanden . Endnu engang !
Hver Mand flux til sin Gjerning ! Den sidste Mand
hører mig til ! “
Men nu var ogsaa al Modstand brudt og da
Ingen skjøttede om af være „ den Sidste “ , flør alle
Mand til den for dem bestemte Gjerning og „ Falken “ '
var i næste Øieblik under Seil .
„ Tror Du virkelig , af Du kan binde an med
Sørøveren , med denne Besætning ? “ spurgte Jonas
sin Ven , da de med Strøm og gunslig Vind løbe
ud af Nolsø Sund .
„ Forholdene ere ikke de bedste “ , indrømmede
Heinesen , „ ogvarsf er det , af de Færreste ere øvede
Folk ; men kommer Tid , kommer Raad . Lad os nu
først se , af komme henimod ham . “
Henpaa Eftermiddagen ankom „ Falken “ , til
Midtvaag paa Vaagø , hvor den lod falde Anker ;
men da Heinesen var kommen iland , fik han snart
Underretning om , af Faringen ikke havde overdreven
Sørøverens Størrelse , samt , af denne havde anvendt
Dagen til af plyndre paa den frugtbare 0
Myggenæs , om ellers nogen af disse Øer , kan
sortsene en saadan Benævnelse . At binde an med
sin Fjende i aaben Kamp , ansaa Heinesen for
aldeles ugjørligt , især under de nuværende Forhold ;
men paa den anden Sive forbød hans Wre og
Hensynet til Vaagøboernes Stilling ham , af forlade
Farvandet , uden af forsøge Noget , og hvad dette
„ Noget “ , skulde være , blev han snart enig med sig
selv om .
Henpaa Aftenen syntes del , som om alle hans
Forberedelser være trufne og man saa ham nu fra
„ Falken “ , ro langs Kysten , ad den Kant , der
førte ril Sørøveren , som han paa Grund af
Strømmens Magt , ogsaa snart kom paa Siden af .
„ Jeg vilde gjerne tale med Kaptajnen “ , raabte
han op fil det Mandskab , der Hoved ved Hoved
kigede ned fil barn .
„ Kom herop da “ , Lød det fra En af Folkene ,
hvis Stemme overtydede Heinesen om , af denne
var fra et af de skandinaviske Lande .
„ Vil I først tage imod disse Fisk “ , svarede han
og langede nogle store Torsk op fil dem , hvorpaa
han selv svang sig ind paa Dækket .
Det Syn , der ber mødte Magnus Heinesen ,
kunde nok skjære en Færing i Hjertet og bringe
Blodet i Kog hos en Mand som ham .
Rundt omkring stode Faar bundne , medens man
forude var ivrig beskjæftiget , med af slagte og slaa .
Sengeklæder , Bohave af alle Slags , især Kobber- og
Tinkar Laa i store Dynger hist og her ; men det
Tungeste ved det Hele var , af se en Færing ligge
bunden paa Hænder og Fødder , ved den ene Kanon ,
med alle Kjendetegn paa , af han for kort siden havde
været Gjenstand for en raa Mishandling , Altsammen
en Følge af , af ban havde sat sig til
Modværge , for af skaffe sin Kone Tid til af flygte ,
Noget Heinesen fik af höre ombord , idet man tillige
fortalte ham , af han skulde hænges den næste
Morgen .
„ Der staar Kaptajnen henne og ser paa
Slagtningen “ , bemærkede den Mand , der først havde
talt til ham . . „ Nei , stop nu lidt ! Nu kommer han
selv hen til Dig . “
Idet Heinesen mynstrede Kaptajnen , da denne
slentrede tilbage fra Forstavnen , saa han strax , af
han havde en ualmindelig Mand for sig .
Hans Træk viste en Blanding af Raahed og List
og da han var en spinkel Mand , af almindelig Hvide
og dito Kræfter , antog Heinesen , af han nærmest
kunde takke sin Aandsoverlegenhed for den fremragende
Stilling , han indtog i det vilde Samfund , hvortil
han horfe .
„ Hvad vil Du mig ? “ spurgte Kaptajnen og saa
skarpt paa Heinesen , der havde taget Hatten af og
saa Helt forbløffet paa Sørøveren .
„ Jeg har nogle Fisk , som jeg vil bede Kaptajnen ,
at fage imod “ , svarede Heinesen , med boxende
Forlegenhed eller Frygt .
„ Hvorfor vil Du give mig dine Fisk ? “ spurgte
Kaptajnen igjen , paa sit halve Engelske og halve
Hollandske .
Det lod ikke til , at Heinesen forstod , hvad han
spurgte om ; thi han saa med et spørgende Blik paa
den Matros , der først havde tilfalt ham .
„ Kaptajnen vil have at vide , hvorfor Du vil
give ham dine Fisk “ , forklarede denne .
„ Naa , saadan “ , svarede Heinesen . „ Jeg vilde
gjerne seile ud , at fifle i Fred og jeg skal hver Dag
bringe Kaptainen Noget af Fangsten , om det bliver
mig tilladt .
Det tør ellers Ingen , saalcenge Kaptainen ligger
her ; men jeg har intet Andet at leve af , med Kone
og Barn , uden denne Fortjeneste . “
„ Hvad hedder Du og chvor bor Du ? “ spurgte
Kaptainen videre .
„ Jeg hedder Rasmus og bor paa Sandø “ ,
svarede Heinesen .
„ Saa maa Du vide , hvor Mogens Heinesen
ligger med sit Skib “ , bemærkede Kaptainen , og saa
atter fin Mand stift i Øinene .
Atter lod Heinesen til at vcere uvidende om
hvad Kaptainen sagde ; men efter at han havde faaet
Meningen forklaret paa den ovenomtalte Maade ,
svarede han efter nogen Nolen : „ Ligger han der ,
hvor jeg saa ham i forrige Uge , saa er det ved
Thorshavn . “
„ Hvad Dag var det i forrige Uge ? “ forhørte
Kaptainen ham videre .
„ Lad mig se ! idag er det Onsdag . Det var
akkurat i Onsdags “ , svarede Heinesen bestemt .
„ Hvormange Kanoner fører han ? “ vedblev den
ufortrødne Spørger .
„ To paa hver Side “ , svarede Heinesen med
lige Bestemthed .
„ Og hvormange Folk har han ? “ spurgte han
fremdeles .
„ Det kan jeg ikke sige , for jeg har ikke vceret
ombord og har ikke talt dem ; men Saamange , som
her ere tror jeg ikke han har , “ svarede Heinesen
idet han lod sit Blik løbe hen over Dæekket .
„ Det passer Altsammen med hvad jeg i Forveien
vidste og forsaavidt er hancærlig nok “ , bemcerkede
Kaptajnen til sit omstaaende Mandflab . „ Du kan
fiske saameget Du vil “ , vedblev han , idet han igjen
vendte sig til Heinesen , „ pg kan Du imorgen , naar
Du kommer med Fisk , give mig sikker Underretning
om , hvor Heinesen er , saa skal Du derhos faa
nogle Penge for din Meddelelse .
Giv ham Noget at leve af “ . Idet han henvendte
disse sidste Ord , til en af Folkene , gik han atter forud
for paany , at tage Slagtningen i Oiesyn .
Efterat Heinesen havde faaet en nøiere Forklaring ,
over det , Kaptainen havde sagt ham , satte
han sig til at nyde sin Mad , paa den Kanon ,
hvorved hans Landsmand laa med lukkede Dine ,
enten fordi han slumrede , eller fordi han var besvimet .
Heinesen kjendte ham ikke ; men da Fangen slog
Øinene op , lod denne saalcrnge og forskende sit Blik
hvile paa Heinesen , at han blev noget urolig
derved . Imidlertid lukkede Fangen atter øinene og
Heinesen fortsatte med større indre Ro sit Maaltid .
Da han var bleven fcerdig dermed , gjorde han
en Tur omkring paa Dæcktet , hvor han henvendte sig
især til den Matros , der forstod ham bedst , idet han
var ham behjcrlpelig , med at udspile nogle Lammeskind
for Vinden .
„ Knnde Du ikke have Lyst til at blive hos os ,
Rasmus “ , bemcerkede Matrosen . „ Du kan her tjene
Mere i en Dag , end i en Maaned paa dine nøgne
Klipper . “
„ Havde jeg ikke Kone og Barn , ved jeg ikke ,
hvad jeg kunde sinde paa “ , svarede Heinesen
frimodig ; „ men nu maatte de dø af Sult og Nød ,
om jeg forlød dem . “
„ Og hvad saa det ? “ spurgte den Anden koldblodig .
„ Koner kan vi faa allevegne og Børn maa Enhver
helst vcere fri for . “
„ Jeg ser , Du er her endnu , Rasmus , oghjoælper
dertil mines Folk “ , begyndte nu Kaptainen , der som
hanIsagtens jtroede , » formørket af Heinesen var
kommen bagved de Talende : „ Det kan jeg lide !
Hvad tale I ellers saa ivrig om ? “
„ Jeg vil have Rasmus til af blive hos os “ ,
9 '
forklarede Matrøsen ; „ men han siger , af han ikke kan
for Kone og Barns Skyld , ellers vilde han nok . “
„ Lad ham om det ! Du ved , af jeg kun vil
have villige Folk ombord paa „ Samson . “
Da Kaptainen vilde til af gaa , trak Heinesen
ham sagte i hans Trøie . Forundret vendte Sørøveren
sig om og da Heinesen følte , af han havde gjort
et Brud paa Disciplinens Love , satte han et saa
forskrækket Ansigt op , af det aftvang Kaptainen et
Smil .
„ Jeg beder om Forladelse for min Dristighed “ ,
begyndte Heinesen , med Hatten i Haanden ; „ men
jeg vilde blot bede Kaptainen , om jeg maa blive
liggende ved Skibet til henimod Dag , da jeg ellers
skal ro iland , hvilket jeg nødig vil , fordi man ser
mig komme herfra . “
Kaptainen nikkede naadig med Hovedet , idet han
atter forlod dem og Matrosen glemte ikke at tilføie :
„ Kaptainen synes godt om Dig , Rasmus . Naar
han misser med Øinene , idet han ser paa En , saa
synes han vel om ham ; men naar han ligesom
steler , saadan som han gjorde , da han første Gang
tal ed e til Dig , saa er han ikke god at sfiffe Ord
med . Du gjorde snart din Lykke , om Du blev her .
Hvornaar kommer Du igjen ? “
„ Det kan jeg ikke sige bestemt “ , svarede
Heinesen ; „ men I har mig før I ved af det , iscer
om jeg kan faa Noget at vide , om Mogens
Heinesen , for det kunde smide Mere af sig , end en
hel Dags Fiskefangst . “
Han forlod nu sin nye Ven , af hvem han havde
hørt Alt , hvad vi tidligere have berørt om hans
fangne Landsmand og slentrede ad en Omvei hen til
denne , saasnart han havde overbevisf sig om , at
Kaptajnen havde forladt Dcekket .
Den Fangne , saa paa ham , ret søm om han vilde
sige Noget , hvorfor Heinesen bøiede sig ned imod
ham , søm om han vilde tage Noget tilside .
„ Frels mig , Mogens ! “ hviskede Fangen .
Skjøndt Heinesen var en Mand , der førstød
at beherske sig , jog disse faa Ord , dog Blodet op i
hans Kinder ; men det var ogsaa kun en øieblikkelig
Bevægelse .
„ Imorgen “ , hviskede han .
„ Saa er jeg hcrngt “ , svarede den Anden lige
saa sagte .
„ Jeg kommer først ! “ trøstede Heinesen .
Men idetsamme kom Kaptajnen op paa Dcekket
igjen og da han saa Heinesens mistcenkelige
Ncerhed ved Landsmanden , gik han rask hen til ham
og spurgte med et skummelt Udtryk i sine skelende
Øine , hvad de havde falt sammen om , hvortil
Heinesen svarede , at Fangen kun havde bedet om
Noget at drikke .
„ Kjende I hinanden ? “ spurgte Kaptainen
mistæenksomt .
„ Jeg ved aldrig at have set ham før idag “ ,
svarede Heinesen paa en saa oprigtig Maade , at
det aldeles overbeviste den erfarne Kaptajn , søm
befalede Folkene , at give Fangen Noget at drikke og
efterse om hans Baand være uskadte , men tillige
betydede den gode Rasmus , at han kom til at
gjøre Fangen Selskab , om han oftere kom i hans
Ncerhed .
Bevceget herved og tillige fordi Nattevagten nu
skulde scettes paa Sørøveren , gik Heinesen i sin
Jolle , som han lod drive agter for Skibet og gjorde
fast ved Roret toet ved samme og lagde sig derefter
til at sove , under et Fiskegarn , som han havde
medbragt , uden at Kaptainen og de andre Folk , som
i Begyndelsen af og til kigede ned til ham over
Hakkebræettet , saa Andet af ham end hans Fødder ,
der stak frem under Garnet .
Henpaa Morgenstunden den næeste Dag , blev
der pludselig et stcerkt Røre ombord paa Sørøverens
Dcek ; thi Vagten havde meldt , at en Brig var i
Sigte , og denne Brig kunde , efter Alt at dømme , ikke
være nogen anden end Magnus Heinesens „ Falk . “
Kaptainen gned sine Hændel af Glæde .
„ Smid Færingen hen ved Stormasten “ , raabte
han leende ; „ han skal ikke gjøre Reisen tilveirs , uden
godt Selskab .
Rap Jer , Folk ! Hiv Godset ned i Lasten og
lad os faa klart Skib . Han skyder god Fart og vi
maa dog idetmindste være under Seil , naar han
kommer .
„ Op med Ankeret , ned med Stagseilet , Roret i
Læ . Hvordan Satan staar Du og vrikker , Robert ! “
skreg Kaptainen rasende . „ Jeg skal knuse dine elendige
Arme , naar Bataillen er forbi , dersom Du ikke
rapper Dig . “
„ Roret kan ikke dreies , Kaptain “ , raabte Matrosen
under Le hæstigste Anstrengelser for at bevæge det ,
medens Skibet drev villieløst for Vind og Sfrøm .
„ Fordømt Vrøvl ! “ brølede Kaptainen ; „ tag I
fat Max og Antonio ! skete Du din Ret , knuste jeg
strax din Pandeskal . “
Men hverken Max eller Antonio , formaaede
Mere end Robert .
„ Hurtig i en Jolle , Styrmand ! og se efter , hvad
der har gjort Roret uklart ! “ commanderede Kaptainen ,
og i et Nu var Befalingen udført .
„ Roret er førnaglet med smeltet Bly og Søm “ ,
raabte Styrmanden op til Kaptajnen , der lornede sig
ud over Hakkebrcettet .
Kaptajnen blegnede .
„ Fiskeren fra iaftes — og jeg Dummerhoved !
saa jeg ikke Snedigheden i hans Øie “ , udbrød han
fortvivlet . Derncest maalte han med et prøvende
Blik Afstanden imellem den sig stcerkt nærmende
Brig og sig .
„ Samson “ maa igjen til Ankers , Gutter ! af
manøvrere med et Skib uden Ror , er det Samme ,
som af kæempe uden Sandser . Vi vil tage Tørnen
heroppe , medens I dernede se af faa Roret klart .
Maaske lykkes det hurtigere end vi tro . Her
er Redsfaber , Styrmand ! Gjør det Umulige ,
Tømmermand ! „ Samsons “ Redning beroer nu paa
Hammer og Tang , mere end paa Kanoner og
Entrebiler . “
Imidlertid var „ Falken “ , som Skibet meget rigtigt
viste sig af vcere , kommen „ Samson “ paa Kanonsfuds
Afstand og gav snart efter Sørøveren sit glatte Lag
forind . Derefter stod den langs ad hans Side ,
hvorved de vexlede Skud med hinanden ; men nu løb
Heinesen ham igjen agter om og tvang ved et par
Kardcetsker Mandskabet i Baaden , der laa og hamrede
ved Roret , til af forlade denne farlige Plads .
Da Kaptainen nu saa , af „ Falken “ vedblev af
sende Kugler og Kardcefster langskibs agter ind over
det værgeløse Skib , stod det klart for ham , af han
maatte sfryge , dersom det ikke kunde lykkes ham , af
entre sin Modstander , og han befalede nu alle Folkene ,
af gaa i Baadene , der havde ligget i Søen siden
Gaarsdagens Plyndringstog .
Dette var imidlertid et fortvivlet Foretagende ,
som derfor ogsaa havde sin egen Fordærvelse ifølge
med sig . Efterat den ene Baad , hvori Kaptainen
selv befandt sig , var seilet iscenk , hvorved han og den
største Del af Mandskabet druknede , tyede de tvende
andre tilbage til Skibet , hvor Styrmanden øieblikkelig
strøg Flaget .
Til Heines en s store Bedrøvelse havde den
fangne Fcering modtaget et dødeligt Saar under
den korte Kamp og udaandede nogle Timer , efter af
Skibet var taget . Han var den eneste faldne Mænd
paa Heine se ns Side ; men han døde , som han selv
sagde , med Glæede , fordi Fødelandets Skjændsel og
hans egen Gjenvordighed var hcevnet saa glimrende .
Heinesen fik hans Navn og Hjemsted af vide og
lovede , af vidne for Alle , af det var hans Troskab ,
han skyldte sin Seir .
Havde han sagt Kaptainen , hvem „ Rasmus “
var , vilde denne upaatvivlelig have belønnet hans
Meddelelse , med hans Frihed og maaske endnu andre
Gaver ; men ædle Sjæle se paa Fædrelandets Tarv
fremfor paa deres eget Bedste , og Gud ske Tak , tæller
Danmark endnu mange Mænd , der Heller vil se
Døden under Dine , end vorde Forrædere imod deres
egne Landsmænd og Fødelandets hellige Sag .
Niende Kapitel .
„ Gjemt er ikke glemt . “
Siden den i forrige Kapitel beskrevne Kamp
med Sørøverne , havde Færøerne været i Fred for
disses og Smuglernes Besøg , i et par Aarstid , og
„ Samson “ , som Heinesen havde ombyttet med
„ Falken “ , var af den Grund alene bleven benyttet i
Handelens Interesse , medens Skibet dog altid var
klart til at tage imod Fjenden , saasnart nogen viste
sig . For at gjøre saa Meget ud af sin Eneret som
Handlende paa Øerne , og for at paase , at intet
Smugleri fandt Sted , var Heinesen bestandig
seilet om imellem disse om Sommeren , medens
Vinteren ufravigelig tilbragtes i Bergen , og vi finde
ham saaledes i Eftersommeren 1582 , med sit Skib
til Ankers imellem de to smaa Øer , Svinø og
Viderø , som tilligemed Fuglø danne den nordostlige
Del , af den færøiske Gruppe .
Den lille 0 Svinø , er den af den her saa
stedmoderlige Natur , mest begunstigede Ø , idet
Bjergene paa Nord- og Sydsiden sfilles fra hinanden
ved et „ frugtbart “ Dalstrøg , der giver en let Adgang
til Havet , baade imod Ost og Vest , og man finder
derfor ogsaa Gaard ved Gaard , paa denne af de
andre Fceringer , ofte misundte Plet Jord .
I den Vestligste af disse Gaarde , gaar det lystigt
fil den Dag . Store Baller Uld , en Masse Skind ,
en Mæengde Tønder , dels med Tran og dels med
Lammekjød , en Mcengde Scekke , fyldte med Fjer og
Dun , foruden en hel Del tørret og saltet Fisk , ligge
ophobede i større eller mindre Partier , enten omkring
Gaarden , eller imellem denne og Landingsstedet ; thi
Beboerne fra de tre før noevnte Der , vare saagodt
som alle stcevnede hid , dels før af forhandle deres
Varer og dels før af gjøre Indkjøb af de Artikler ,
de behøvede .
Overalt i og omkring Gaarden , hørtes Raab og
Skrig , Latter og Banden ; der blev drukket og sungen ;
man kivedes og bleve gode Venner i samme Øieblik .
Ikke mindre varmt gik det fil inde i Storstuen ,
hvor Heinesen , under stadig Opfordring fil af
smage det stcrrke Øl , der fyldte alle Kruse , afgjorde
hver enkelt Mands Mellemværende , saagodt det lod
sig gjøre i det Virvar og under det Drikkeri , som
gik før sig rundt omkring ham . Men iøvrigt mcerkede
man tydelig , af der herskede en vis cordial Stemning
i hele den larmende Kreds indbyrdes ; thi Heinesen ,
var en nem Mand , af komme tilrette med , naar
man ikke var alt for prutten paa det ; han havde
altid et godt Ord paa rede Haand , og var ei alene
Færingernes Stolthed , paa Grund af sine mandige
Bedrifter , men beherskede dem , ogsaa ved sin aandelige
Overlegenhed og bestemte Optråden , naar saa
skulde være .
Bi skulle i al Korthed sage , at give et lille
Billede af det , som her foregik .
„ Hei ! Mogens “ , raabte en Færing ind til
ham , igjennem den aabenstaaende Luge fra Gaarden ;
thi dengang kjendte man ikke til Glasruder , paa
Færverne , hvor selv nu tildags , en saakaldet
„ Glasstue “ , er en stor Raritet : „ Hei , Mogens !
din Bodsvend snyder mig ! “
„ Saa lægger jeg til hans Løn næste Aar ; thi
kan han tage Dig ved Næsen , Christen Svendsen ,
saa er han den største Rævepelts her paa Oen , og
Du har endelig truffen din Overmand . “
„ Ja , ved Du hvad , Jacob “ , vedblev han , vendende
sig til en Anden : „ Du fik ikke Saameget for dine
uldne Trøjer , dersom din smukke Kone ikke havde
strikket dem ; men saa venter jeg ogsaa , hun giver
mig et Kys i Ligkjøb , naar jeg engang kommer fil
Fuglø . “
„ Kan Du saa det , skal det ogsaa vcere dit “ ,
svarede Bonden leende .
„ Men er alle Helvedes Aander slupne løs ! “
udbrød han pludselig , da Larmen af en Mcengde
vrede Stemmer , der hver iscer søgte at overdøve
hinanden , trcengte ind fil ham .
„ Det er Bjørn fra Viderø , som vil slaas med
„ Ulven “ fra Fuglø “ , lød Svaret .
Som et Lyn var Heinesen oppe , greb en
nærstaaende Bonde om Livet og bar ham , trods hans
Modstand , ud i den anden Stue , hvor Larmen strax
standsede , da de saa dette Optog .
„ Er I hungrige , I glubske Uhyrer ! “ raabte
Heinesen , „ saa har I her en Fedekalv , I kan
cede “ , — Bondens Navn var nemlig Kalv , — „ men
vil I blot rive hinandens Skind for Tidsførdriv ,
tjen mig saa i , at blive endnu en Time , saa faar jeg
Tiv at se derpaa , og saa skal jeg give den , som
bider bedst , en Kande godt Øl fil at lcedske sig paa
bagefter . “
Ved denne Spøg af Heinesen , blev hele
Striden bilagt , og under Latter gik hver fil sine
Forretninger igjen .
„ Nei , det kan ikke nytte Dig noget , Harald ,
hvor venligt Du end ser paa mig , saa husker jeg
nok dine Ræevestreger fra ifjor “ , vedblev Heinesen ,
vendende sig til en anden Kunde . „ Der var et
Lispund Sand i hver Scek Fjer og det var for grovt ,
ser Du . Et Pund eller fo , havde jeg aldrig regnet ;
thi Noget maa altid med i Tilgift , naar jeg handler
med Dig . — Naa , det kan Du ikke forstaa “ ,
fortsatte han , som Svar paa en Bemærkning af den
uheldige Speculant : „ ja , da forstaar jeg det prcegtig ,
hvor tykhoved jeg end er , og kort og godt : vil Du
have , hvad jeg har budt Dig , kan Du tage det , hvis
ikke , kan Du gaa ad hede Helvede til , ligesaa godt
først som sidst . “
„ Naa , vil Du nu til at seile hjem , min
brave Guttorm ! “ udbrød han mildere stemt , da en
Færing havde rakt ham Haanden til Farvel .
„ Ja , saa Farvel da ! Du er en støt Karl ,
der hverken bryder Dig om Svir eller Svcerm ,
saaledes som jeg og mange brave Folk med mig .
Men stop lidt ! tag disse tvende Tørklceder med til
dine fo vakkre Døttre , der lavede den velsmagende
Plukfist fil mig , da jeg sidsf var hos Dig . “
Medens der herskede saamegen Støi i Dens
vestligste Gaard , vare næesten alle Le andre Gaarde
paa Øen blottede for Beboerne , der vare komne
sammen paa Handelspladsen , ligesom Folk nu allevegne
fra , løbe fil det Sted , hvor en Auetion afholdes paa
Landet . Det var derfor intet Under , af der herskede
en fuldstændig Stilhed i den sydligste af Dens
Gaarde , i hvis Dagligstue vi sinde Eieren , Ketil
G ormsen , siddende for Bordende med et saa
mørkt Udtryk i sit Aasyn , af Enhver ved forsle
Diekast kunde se , af Mandens Sind i denne Stund
ikke var behersket af venlige eller glædelige Tanker .
I det Samme aabnedes Døren fra en anden
Stue , og en Qvinde , der snart efter viste sig af
være hans Hustru , traadte ind . Hun syntes af
være midt imellem „ de Tredive og Fyrretyve “ og
var , uden af kunde kaldes egentlig smuk , en Qvinde ,
hvis Ansigtstræk gjorde et behageligt Indtryk paa
Enhver , der saa hende .
„ Du har ikke tænkt paa af bryde op endnu ,
Ketil ? “ spurgte hun venlig , idet hun lagde sin
Haand paa sin Mands Skulder .
Denne rystede paa Hovedet .
„ Du kan altsaa hverken glemme eller tilgive
hint ulykkelige Ord , uagtet jeg har bedet Dig om
det for min Skyld “ , sagde hun vemodig ; „ og hvad
skal dog Enden blive herpaa , Ketil ? føler Du ikke ,
at Du vil sfyrte mig , dine Børn og din hele Slægt
med Dig selv i grændseløs Ulykke , om Du vil tage
Hcevn over Mogens ; men vil Du det ikke , hvorfor
Plager Du Dig da selv uden Maal og Med . “
„ Jamen jeg vil og maa hæevne mig , Kristiane “ ,
svarede hendes Mand hende hæeftig ; „ Mogens
Heinesen og jeg kan ikke leve sammen paa Jorden . “
„ Ketil ! “ sagde hans Kone og lagde sin Arm
kjcrrlig om hans Hals . „ Du ved , hvor kjcer
Thorgeir var mig ; men jeg skal sige Dig nu , hvad
jeg aldrig troede , at jeg skulde aabenbare Nogen og
allermindst Dig : Denne Kjærlighed var saa inderlig ,
at jeg følte , at jeg aldrig kunde elske nogen Anden — thi
en Qvinde elsker kun en Gang i sit Liv — men da
jeg nu saa din dybe Bedrøvelse over den Ulykke ,
hvori Du var en uskyldig Aarsag , og mcerkede , hvor
forskjellige Meningerne om dens Grund vare i den
onde Verden , saa troede jeg , af jeg handlede i
Thorgeirs Aand ved af give Dig mit Jaord ; thi
jeg antog , af Lette Skridt vilde flade Fred i dit
Hjerte og bringe alle ondskabsfulde Tunger fil af
forstumme .
Skjøndt min Ungdomskjcerlighed gik i Graven
med Thorgeir saa vil Du dog vist erkjende , af jeg
har vceret Dig en kjcerlig og trofast WgreMlæ , og
vil Du nu lønne mig saaledes , af jeg skal takke Dig
saalænge jeg lever , saa lad alle Hcevnplaner imod
Mogens Heinesen fare !
„ Tal ikke mere derom , Kristi ane “ , afbrød hendes
Mand hende hæftig — „ lovede jeg Dig af opgive
min Hævn , lagde jeg endnu en ny Pinsel fil min
Sjæleqvide . “
„ Øg dog vil Du komme fil af lide endnu mere ,
om Du giver efter for din Hævnlyst “ , bemærkede
Kristiane ; „ men Gud raade derfor ! Lov mig blot ,
af Du vil opgive den for dennesinde , og Du skjænker
mig en stor Glæde og en stsrre Beroligelse . “
Ketil taug .
„ I aaben Strid kan Du jo dog Intet udrette
imod Mogens “ , vedblev hans Husfru , „ og blive en
Snigmorder — nei ! det vil Ketil Gormsen aldrig
— men hvad anden Udvei har Du ellers før din
Hævn , om Du vil følge den . “
Ketil mumlede nogle Ord , sorn hans Hustru
aabenbart ikke forstod .
„ Du sagde nys , af Jorden ikke kunde rumme
Dig og Mogens “ , vedblev hun , uden af spørge ham
om , hvad han før vilde have sagt ; „ men meget mindre
kan I da leve sammen , om end aldrig saa kort en
Stund paa den lille Svino . Du drage derfor
saalænge bort til min Svoger paa Fugls , som jeg har
bedt Dig om , og emstor Ulykke vil dermed blive forebygget
idetmindste denne Gang ; thi hvor let kan Du
og Mogens ikke mødes i disse Dage . “
„ Men jeg vil ikke vige en Fodsbred før Mogens
Heinesen “ , indvendte Ketil trodsig .
„ Du skal heller ikke vige før ham , Ketil “ ,
svarede Kristiane kjærlig ; „ men Du skal vige før en
trofasl Hustrues Bekymringer før din Skyld og før de
Bønner , dine Børns Moder i sit og deres Navn
retter til Dig . “
„ Nu vel , Kristiane ! jeg skal ogsaa føie Dig
denne ene Gang “ , svarede Ketil Gormsen og
reiste sig med Hæftighed ; „ men det sker alene paa det
Vilkaar , af Du ikke oftere taler fil mig om hin
Mand , der uden skjellig Grund krænkede mig saa
dødelig i saa mange gode Mænds Paahsr . Sagtens
vil man fro derovre , at jeg er bleven ræd for
Mogens , og jeg skal da lide den Krænkelse mere
for hans Skyld “ , tilføiede han bittert ; „ men det vil
saa ogsaa gjøre vor Afregning større og det kan
aldrig skade . “
„ Der gives ondskabsfulde Mennesker allevegne “ ,
bemærkede hans Hustru med Mildhed ; „ men Enhver ,
som kjender Ketil Gormsen ret , vil blues ved at
komme med “ flig Tale .
Troer Du imidlertid , at Du vil faa Skam
deraf , saa vil jeg drage med Dig for at dele den
med Dig . “
„ Nei , Du skal blive her , Kristiane “ , svarede
im
hendes Mand og saa paa sin Kone med al den
Ømhed , som en saa raa Natur kunde lægge i sit
Blik ; „ thi vi have jo alt nogle Gjæster og flere
kunne komme fil . Gud velsigne Dig for din
Forstandighed og din Trofasthed ! Du er min gode
Engel her i Livet . “
Met disse Ord , rakte hall sin Kone Haanden
fil Afsked og gik den lige Vei ned fil Øens ostlige
Bred , hvor han fljød en Jolle i Søen og gled ved
Strømmens Magt hurtig hen imod Nabooen .
Da hall havde passeret det første frenlsprillgen . de
Næs af Fugleoen , saa han helt uventet eil Seiler
som var ankret op , som han antog , fordi den ikke
kunde seile imod den rivende Strøm .
En pludselig Rødme farvede Ketils Kinder .
Hans øvede Blik sagde ham nemlig strax , at hall havde
enten en Sørover eller en Smugler for sig ; men hvilken af
dem det var , maatte være ham aldeles ligegyldigt ,
da baade Smuglere og Sørøvere vare lige svorne
Fjender af Magnus Heinesen , der havde ført
Saamange af deres Haandtering i Doden og maatte
vente , selv at komme samme Vei , om han ellers kunde
magte dem .
Hurtig var Ketils Beslutning fattet — hans
„ gode Engel “ var ikke længer hos ham — og efter
en halv Times Forløb var han paa Siden af det
fremmede Skib , der var omtrent af samme Størrelse
som „ Falken . “
Kaptainen var selv paa Dækket og bød ham ved
En af sine Folk at komme ombord .
Da Ketil var traadt hen til ham , mynstrede
Kaptajnen ham med et mistroisk Blik , hvorefter han
lod ham spørge , hvad han vilde .
Ketil svarede kort og godt , at Mogens
Heillesen , der gik paa Iagt efter fremmede Skibe ,
laa i et Sund tæt herved og var iland paa Svinø ,
hvor han vilde svire den hele Nat , og da denne
Mand var hans Dodsfjende , saa vilde han , alene
for af faa Hævn over ham , overgive ham i Fribytternes
Hænder , om marr med nogle Folk vilde følge ham iland
inat . Da Fribytteren havde faaet dette af vide , saa
han endnu engang skarpt paa Ketil Gormsen ,
hvorefter han gik agter ud med sin Styrmand , med
hvem han med dæmpet Stemme førte en længere
ivrig Samtale . Sagen var nemlig den , af man var
bleven yderlig forsigtig , efferat man havde erfaret den
List , Heinesen tidligere havde brugt for af overmande
sine Modstandere , og Styrmanden holdt bestandig
paa , af om den fremmede Mand ikke var Heinesen
selv , saa var han uden Tvivl en Spiem fra ham eller en
Forræder , der skulde føre Skibets Besætning i en
Fætre .
Kaptajnen var imidlertid af en ganske anden
Mening .
Det Hævnblik , hvormed Færingen omtalle sit
Had fil sin Fjende , og tilbød af overgive Hain fil dem ,
var altfor naturligt fil af være Komediespil , og han
mente desuden , af det vilde være en let Sag , af
sikkre sig for Forræderi , da man nu engang var
paa sin Post .
Han gik atter hen til Ketil og spurgte ,
hvorledes man skulde bære sig ad med af gribe deres
fælles Fjende .
Ketil foreslog , som den sikkreste Maade , af vente
til henad Morgenstunden , saa var Drikkeriet forbi og
saa laa Alle i deres trygge Søvn paa Svinø , da
han ikke antog , af Heinesen vilde forlade det gode
Lag paa denne Ø for af sove Rusen ud paa sif
Skib . Man skulde da følge ham iland med en
Halvsnes Mand , saa vilde han udpege dem den , de
søgte ; men skulde han imod Forvenfning være kommen
ombord , lovede han af føre Skibet hen til det Sted
hvor han laa , og saa kunde de gjøre det af med ham
i aaben Kamp , om de lystede det . For af
Heinesen imidlertid ikke skulde faa Nys om sin
Fjendes Nærhed , raadede han til , af staa ud fra
Land til Mørket faldt paa .
Det Hele var saa klart og tydeligt , af Kaptainen
indsaa , af han havde en Mand for sig , der betragtede ,
dem som sif Redskab for af faa Hævn , og han
betænkte sig ikke et Øieblik paa af gribe den Leilighed ,
der tilbød sig , af faa Heinesen i sin Magt . Han
gav sfrax Ordre til af Lette , og snart vendte
Sørøverskibet Agterstævnen imod Fugleoen og holdt
det saaledes gaaende den hele Nat , indtil de omtrent
Kl . 3 om Morgenen lod Ankeret falde , ud for det
Sted , hvor Ketil var gaaet tilsøs .
Her bemandedes Storbaaden med en Snes
forvovne Karle , som vare bevæbnede lige til Tænderne ,
som man siger , og med disse roede Sfyrmanden
iland fulgt af Ketil , der øiensynlig var i en hæftig
indre Bevægelse , hvor megen Umage han end gjorde
sig for af stjnle den .
Da de vare komne til Kysten , befalede Sfyrmanden
den halve Del af Mandsfabet af blive ved Jollen ,
af høre efter enhver Sfoi fra den Kant , de agtede sig
hen og ile derhen , saa mandstærke som mulig , naar
de mærkede noget Mistænkeligt , hvorefter han selv
med de øvrige Folk fulgte med Ketil op i Landet ,
uden et eneste Øieblik af tabe Føreren af Sone .
Da de kom til den af Ketil betegnede Gaard ,
listede Skaren sig paa ægte Stimandsvis ind i Huset ,
der bar de tydeligste Spor af det vilde Drikkelag ,
som havde fundet Sted den samme Nat . Allevegne
laa døddrukne Mennesker , trygt sovende ligesaa vel
paa Borde og Bcenke . som under disse og midt paa
Gulvene , medens Varer , af alle Sorter , opfyldte
de Mellemrum , som skilte de sovende Gjcæster fra
hinanden .
Fulgt af den vilde Flok , sneg Ketil sig ind i
Storstuen , medens han med en Lygte belyste ethvert
Ansigtstræk af de slumrende Mcænd , han kom forbi .
Endelig faldt hans Blik paa en Løibcenk ,
hvor en Mand , som man syntes at have sørget bedre
for end for nogen Anden , laa i en tryg Søvn .
Ketil bøiede sig over ham og et ondskabsfuldt
Smil spillede om hans Lceber .
Ten hele Scene var en Malers Pensel vccrdig
og kan bedre tcenkes end beskrives : den slumrende
Mand , hans Dødsfjendes hcevnglødende Blik , som
synes at dvcele en Stund , for ret at nyde Hcevnens
Sødme , idet han holder Lygten hen over den
Sovendes Ansigt ; den vilde Skare bag ved og
omkring ham , det ene Ansigt mere forvørpent end Let
andet , med Huggerter i Hænderne , seende snart paa
Ketil , snart paa den Sovende , som om Le vilde
spørge : „ er det ham ? “ og endelig Le mange trygt
slumrende Mcænd overalt i Stuen , hvor der var Plads
for et menneskeligt Legeme enten for Bohave eller
for Varer - hvo kan tcenke sig et mere gribende
Natstykke !
Saasnart Ketil havde betegnet den paa Løibcenken
slumrende Mand , søm den , de søgte , bleve dennes
Hcender og Fødder sfrax bundne , med al den
Hurtighed , søm en lang Øvelse i slige Arbeider kan
give , og fire slcerke Karle vare alt i Begreb med af
løste Heinesen op paa deres Skuldre , da denne
fuldstændig kom til Sands og Samling .
Hans Bli : mødte Ketil S og sfrax stod Alt klart
for ham ; men han indsaa ogsaa i samme Nu . af
han intet Andet havde af gjøre , end af finde sig i sin
Skjcebnc , og den vilde han gaa imøde søm en
Mand .
Uden af raabe om Hjælp , søm han baade fandt
foragteligt og tilmed forudså « , ikke kunde bringes ham ,
lod han sig i Taushed bcrre bort fra Huset og
ligesaa lidt hørte man enten en Beklagelse eller en
Forbandelse komme over hans Leed er — hans Ulykke
var for stor dertil !
Da Skaren var kommen filbage til Landingsstedet
og Heinesen var bragt vel ombord i Jollen ,
saa Styrmanden sig om efter Ketil , søm han efter
det heldige Udfald af Expeditionen ikke bavde bekymret
sig videre om ; men han var forsvunden ! hans Maal
var naaet og nu havde han Intet mere af bestille
enten paa Fuglø eller paa Sørøverskibet ; — men
fra den høiesfe Fjeldtop paa Svins skuede en mandlig
Skikkelse ud efter Skibet saalceuge han kunde øine
det ; thi neppe var Baaden stødt fil , før dette lettede
Anker og stak atter i Søen . Opad Dagen lagde
Sørøveren bi og nu befalede Kaptainen , af bringe
Heinesen for sig .
Heinesen , iom var bleven løst af sine Baand ,
saasnart han var kommen ombord , traadte frimodig
frem , og de to M « nd maalte hinanden med et fast
Blik . Der var ingen Bevægelse af spore i
Heinesens mandige Aasyn ; men om Sørøverens
Mund spillede et lunt Smil .
„ Er Du Mogens Heinesen , der uden
Barmhjertighed har h « ngt forskjellige Skibsmandskaber ,
som har seilet i disse Farvande ? “ spurgte endelig
Kaptainen , og saa atter skarpt paa sin Mand .
„ Jeg er den , hvis Navn Du ncevnede “ , svarede
Heinesen i det samme „ Kapersprog , “ hvori Kaptainen
tiltalte ham : „ jeg har paa mili Konges Befaling
opbragt forskjellige Skibe heromkring og siden har
Løven dømt Lem for deres Gjerninger . “
„ Nu stal Du ogsaa undgjæelde for dine “ ,
svarede Sørøveren ; „ gjør Strikken klar . Folk , og lad
os faa den Karl klynget op med Let Samme . “
„ Da jeg ikke venter mig Bedre af Dig , vil jeg
ogsaa helsf bave Eirde paa det jo før jo heller “ ,
svarede He irle sen koldblodig .
Imidlertid var Strikken bleven lagt om den
Ulykkeliges Hals og Folkene ventede kun et Tegn
af Kaptainen før af hale til , da denne endnu engang
vendte sig til Heinesen , hvis Ansigtstræk bestandig
havde været Gjenstand før hans Iagttagelse .
„ Dærsom jeg nu gav Dig fri , fordi jeg ser , af
Du er en rask og modig Mand , hvorledes vilde Du
saa lønne mig derfor ? “
„ Jeg vilde forlange af Dig , af Du strax skulde
forlade disse Farvande “ , svarede Heinesen , idethan
løsnede Strikken om Halsen en Kjende , rimeligviis
før bedre af trække Veiret ; „ men vilde Du ikke det ,
vilde jeg slaas med Dig paa ærlig Sømandsvis , og
fangede jeg Dig levende , vilde jeg bise Dig den
Velvillie af hænge Dig her ombord , før af Du ikke
skulde blive til Spot før Børnene i Bergen , naar
Du og dine Kammerater førtes til Retterstedet . “
Kaptainen lo himmelhøit .
„ Endnu et Ord før Du svinger rundt deroppe “ ,
vedblev han . „ Er det sandt , hvad jeg har hørt , af
Du engang har været Gast paa en Kaper , der barNavnet
„ Seierskrandsen “ fra Antverpen ? “
„ Du er meget nyfigen , Kaptajn “ , svarede
Heinesen halv ængerlig ; „ men om saa var , kommer
det ikke Dig ved . “
„ Jeg havde en Tvillingbroder , som hed „ den
Nifingrede ; “ kan Du saa huske ham , og ved Du ,
hvorledes det er gaaet ham ? “ spurgte Kaptajnen med
uforandret Lnne .
„ Skulde jeg ikke huske ham ! Vi vare jo Le
Første ved hver Entring “ , svarede Heinesen lige
gnaven .
„ Men hvorledes mon Let senere er gaaet ham ? “
vedblev den ufortrødne Spørger ; „ kan Du sige mig
det , skal jeg spare dit Liv . “
„ Aa , han er sagtens for længefiden gaaet den
Dei , jeg nu selv ftal paa “ , var Heinesens korte Svar .
„ Nei , endnu ikke , Lin Skjælm ! men kan Du
forresten skaffe mig denne Lillefinger igjen , skal
jeg alligevel skjænke Dig Livet , Falk “ , sagde Kaptajnen
leenve , idet han holdt sin venstre Haand hen under
Heinesens Ncese .
„ Men er det Dig , Willia m ? “ udbrød Heinesen
og flød ganske ugenert Strikken af sin Hals . „ Hør ,
ved Du hvad , Thompson ! nu er jeg bleven spillet
mangt et Puds i mine Dage , og har vel ogsaa været
med af finde paa adskillige ; men Mage til denne
Streg har jeg aldrig hørt eller set før . Hvordan
Fanden har Dn baaren Dig ad , for af faa Fingre
i mig , Du Tyrepande ! Stcerk ved jeg nok . Du er
som en Bjørn , men Kløgten trykkede Dig ikke stort ,
da vi fore sammen . “
„ Forstanden kommer med Alderen , min Ven “ ,
svarede Kaptainen leende ; „ men forøvrigt var det
alvorligere ment end Du maaske tror , og havde den
Slyngel Mogens Heinesen ikke vist sig , af være
den forvovne Krabat „ norske Falk “ fra „ Seierskrandsen “ ,
saa havde hin Slyngel nu dingtet for alle
Vinde . “
De to Kaptajner fulgtes nu ned sammen i
Kahytten , hvor de forbleve i en fortrolig Passiar ,
medens de drøftede mangt et lystigt Eventyr ,
de havde fristet med hinanden , og lod alle de gamle
Kammerater passere Revy i deres Erindring .
Paa Grund af det uventede glckdelige Møde ,
fik Mandskabet en „ Extrarativn “ og der herskede
den allerfornoieligste Stemning ombord , baade
forude og agter den hele Dag .
Da Mørket var falden paa , bar Skibet atter
imod Land . Äeriks Zolle blev halet frem , og
med ef varmt Haandtryk som Farvel til hans
gamle Kammerat , forlod Heinesen Skibet , idet han
gled med Strømmen norden omkring Svino , før af
komme tilbage til sif gode Skib .
Tiende Kapitel .
Afregningen .
„ Aar jeg saaledes lært Eder , I Uslinger ! af
holde Vagt , naar en Sørøver er i Farvandet ! “ lød
en forbittret Stemme paa „ Samsons “ Dæk endnu
før Solens Opgang , idet den Talende gav ef Par
sovende Matroser hver sif dygtige Spark .
I ef Øieblik vare de paa Benene , medens Styrmanden ,
der i samme Sfund kom styrtende op af Kahytten ,
tog Skibets Dæk i ef par vældige Spring og knugede
Magnus Heinesen — thi denne var naturligvis
Forstyrreren af deres Morgenhvile — i sine Jernarme ,
som om han vilde knuse ham af bare Glæde , og
neppe var Støien Hørt forude , før ogsaa det øvrige
Mandskab fornede op , før under levende Jubelraab ,
af hilse paa den tilbagevendte Chef .
„ Stille , Børn , stille ! blot ingen Alarm før min
Skyld “ , bød Heinesen , idet han rev sig ud af
Jonas ' s Favn og tyssede paa de Øvrige med
en Haandbevægelse . „ Naa , det glæder mig , af se ,
af I nedenunder Datlel ere mere aarvaagne end
dem , der skulde have Udkig heroppe ; lad dem saa
slippe for en Lussing dennegang ; men gaa I kun
tilkøis igjen og kommer Nogen ombord , saa lad blot ,
som om I endnu ikke ved , hvor jeg er støjen eller
floien . “
Med disse Ord gik Heinesen , fulgt af sin
Styrmand net i Kahytten , hvor de gjensidig meddelte
hinanden Gaarsdagens Begivenheder .
Hvad der var bændet Heinesen selv vide vi
allerede , og det , som Jonas Mai bom havde af
berette , var kun saare Lidet .
Han havde ikke selv været iland den Nat ,
Heinesen blev fangen , og da Ingen , mærkeligt nok ,
havde set Noget til Bortførelsen , havde Heinesens
Forsvinden i første øieblik ingen Bekymring vakl .
Alt som Dagen imidlertid skred frem og Handelen
paany skulde fortsættes , begyndte man af untres over
hans Udeblivelse ; men da man sorgsæmes forhørte sig
om ham i alle Gaardene paa Øen , begyndte man
efterhaanden af blive urolige og af gjøre den ene
Slutning efter den anden , alle lige urimelige .
Op ad Dagen kom der vel Bud fra Fugle , af
rt fremmed Skib havde ligger til Ankers udenfor
Kysten sen føie Tid ; men da dette after var styret
Øster efter og ikke senere var bleven set , satte Ingen
Hein esc ns Førsvinden i Førbindelse med det , og
man var altsaa ligencer .
Den eneste , der havde en bange Anelse øm , af
der var slet en stør Forbrydelse , var Ketil
Gørmsens Hustru , Kristiane ; thi føruden det , af
hendes Mands Tilbagekomst i Dagningen , samtidig
med Heine se ns Førsvinden , maatte vcere hende yderst
paafaldende , kjendte hun ham desuden altfør nøie til
af hun ikke med Bekymring skulde mcerke , af han
undgik enhver Berørelse med hende den hele Dag ,
og hun saa heri et Bevis før , af han maatte bccre
paa en Hemmelighed , søm han hverken kunde eller
vilde gjøre hende bekjendt med . Skjøndt hun paa
sin Side var ligesaa taus og tilbagehølden søm han ,
iagttøg hun døg hans mindste Bevægelse , og da hun
tillige saa , af den Overraskelse , han lagde før Dagen ,
da Rygtet kom til Gaarden øm Heinesens Førsvinden ,
var fremkunstlet , tvivlede hun intet Øieblik øm ,
af Ketil vidste Mere derom end han vilde vcere
bekjendt , og ønskede bløt i Stilhed , af det Uveir , som
snart vilde vise sig , naar Efterretningen øm hin
berømte Mands Undergang , kom ud øver hele Landet ,
maatte svinde ligesaa spørløst bort før deres Slcegt ,
søm Mogens Heinesens Førsvinden syntes at
skulle vørde før Alle .
At al Handel og Vandel aldeles standsede paa
Svinø fra nu af , var en Selvfslge . Allevegne talede
man kun om denne mærkelige Begivenhed , og Alle
gave hver sin Mening til Bedste , medens „ Samsons “
Gaster drak og bandede værre end nogensinde og
Jonas Mai bom gik som et Billede paa stum
Fortvivlelse omkring iblandt Alle .
„ Saa det er den fordsmte Skurk , Ketil
Gorm sen herinde , som Du kan takke for denne
Streg ? “ udbrød Styrmanden og slog med sin kraftige
Næve i Bordet .
„ Baade jeg og flere Andre tænkte hele Tiden paa
ham , da vi hørte , at han havde været ude samme
Nat . Jeg havde Heller ikke forladt Øen uden først at
have set indenfor til ham , og mulig taget ham med
til Thorshavn ; men hvad havde det hjulpen Altsammen ?
og godt var det , at det var ham med de
ni Fingre , Du traf paa ; thi der kunde have været
En med langt færre , som vilde have behandlet Dig
paa en ganske anden Maade . “
„ Det er nu min Mening , at Du skal afslutte
Handelen derinde paa Øen , tage Resten af Varerne
ind og naar Alt saa er klart fil Afreisen , skal vi sige
Ketil Tak for Sidst “ , bemærkede Heinesen , der
forfulgte sine egne Tanker i dette Dieblik . „ Naar
det er forbi , gaa vi fil Thorsbavn og derfra fil
Bergen , hvor jeg gvitterer Handelen , hvortil jeg med
hver Dag har faaet mindre Lyst , fordi Færingerne
bedrage mig vel grovt , og mine Medhandlende
altid klage over , af jeg ikke bringer nok ud af
Trafikken . Jeg er ikke skabt fil Kjøbmand , Jonas ,
og giver gjerne en hel Dags Fortjeneste hen for et
godt Indfald eller et smukt Qvindeansigt . “
„ Det erkjender jeg fuldkommen Sandheden af “ ,
forsikkrede Styrmanden i al Oprigtighed ; „ men vil
Du ikke vedblive med Handelen , saa indser jeg ikke ,
hvorledes Du skal bjerge Livet ved Kapertet alene ,
desførmedelst her kun i sjeldne Undtagelser gives
Ssrovere og Smuglere , som vi kunne gjøre fil
Priser . “
„ Aa , det fandt man vel Udvei for , min gode
Jonas “ , svarede Heinesen , som en Mand , der alt
har faget sin Beslutning , „ og kort af fortælle , saa
vil jeg sige Dig , af jeg ogsaa har bestemt mig fil af
give den vrantne Lehnsmand Bestallingen tilbage , og
derefter seile fil Offende , hvor „ Nisingeren “ skaffer
mig ef Kaperbrev fra den burgundiske Regering
og saa gaa vi begge ud før i Forening af bjerge os
Saameget , af selv Kokkene paa vore fo gode Skibe
skal blive rige Folk , før vi skilles . — Hvad synes
Du om det ? “
„ Det er talt som af mit eget Hjerte “ , udbrød
Styrmanden henrykt , „ og Gutterne ombord ville ikke
blive mindre fornøiede derved end jeg ; thi denne
Tuskhandel er -grunden ikke Noget før gamle Kapergaster ,
det har de længe ymtet vin . Men sig mig
engang , Mogens : hvad Fornemmelse havde Du
egentlig , dengang Strikken blev Iagt om din Hals ?
Man ved jo aldrig , hvorledes det sidenhcn kan gaa
en brav Mand “ , tilføiede han leende „ og saa er
det alfid godt , af kjende lidt forud til sin Stilling . “
„ Jeg følte blot en uhyre Forbittrelse imod
Ketil Gormsen “ , svarede Heinesen i ak
Oprigtighed , „ og hvergang jeg siden efter tænker paa
den Forræder , er det ligesom jeg atter fornemmer Strikken
om min Hals . “
I det Samme meldtes det , af en Baad lagde
fra Øen og satte Kurs efter „ Samson “ , hvorpaa
Styrmanden hurtig gik op paa Tækket , hvor han endnu
engang tilholbt Mandskabet , af fortie Kaptajnens
Tilbagekomst for Alle , og have Tilsyn med , af Ingen
kom ned i Kahytten , hvor Heinesen havde kastet
sig i sin Kvie , for af nyde en høist nødvendig Hvile ,
medens Jonas Mai bom fog ind fil Øen , for af
faa de sidste Varer indslibede og afgjøre det sidste
Mellemvarende med de tilbageværende Bønder , af
hvilke de Fleste ved Middagstid førlode Svinø
for af bringe Efferretningen om Heinesens
in
ubegribelige Forsvinden omkring fil de forskjellige
Klippeøer . Den hele Dag gik imidlertid hen for
Bescetningen med af bringe alle Varerne ombord og
det var først langt ud paa Aftenen , af Styrmanden
kunde melde Heinesen , af „ Samson “ var klar fil
af afgaa .
Vi vende os nu fil Ketil Gorm se ns Gaard .
Dens Eier havde tilbragt en søvnløs Nat ; thi
ei alene skal der et forstokket Sind fil af kunne sove
umiddelbart efter en saadan Niddingsdaad som den ,
han havde fuldført korf i Forveien , men , som han
laa allerbedst i sin Seng , opsfod pludselig den Tanke
hos ham , af det mulig kunde lykkes Heinesen , hvis
List og Talegaver være ham velbekjendte , paa en eller
anden Maade , af slippe bort fra Sørøveren og da
maatte han være forberedt paa en frygtelig Afregning .
Jo mere han tænkte derpaa , destø sandsynligere
blev denne Mulighed ham og han følte den onde
Samvittigheds Qvaler i alle dens Rcedsler , idet han
lyttede efter den mindsle Støi i eller ved Gaarden ,
og forbandede sin Dumhed , af han ikke var taget
med ud paa Skibet , for af overbevise sig om , af
hans onde Hensigt var slet Fyldest .
Hans Hustru , som godt mærkede sin Mands
Urolighed , behøvede ikke sin Skarpsindighed for af
indse , af hendes Frygt for af Ketil tilfulde kjendte
Sammenhængen ved Heinesens Forsvinden , kun
var altfor velbegrundet , og tilbragte derfor en ligesaa
søvnløs Nat som han , idet bittre Taarer i Stilhed
vædede hendes Kinder , og hun bad til Gud for
hendes ulykkelige Mand , sine Børn og sig selv .
Da Natten henrandt uden Forstyrrelse , faldt en
stor Sten fra Ketil s Hjerte , og da man heller ikke
op ad Dagen hørte Noget om Heinesens
Tilbagekomst , blev han endog forholdsvis veltilmode ,
idet han nu antog det for afgjort , af den Mand han
hadede saa bittert ikke længer var i de Levendes Tal , og
han trøstede sig med , af om end Mistanken en Stund vilde
dvæle ved ham , saa vilde der aldeles mangle Beviser imod
ham , selv om denne Mistanke fremkaldte en Anklage ,
hvorpaa han maafte forberede sig , alene fordi han
havde været borte fra Øen hin skjæbnesvangre Nat ,
og var bekjendt som hans uforsonlige Fjende .
„ Fader , ved Du , hvad Folk siger ? “ spurgte hans
lille sexaarige Datter Maren , da hun stod ved
Davrebordet , hvorved Ketil indtog sit Maaltid .
„ De sagde saamænd igaar henne i Søren Laves
Gaard , af Äu har lokket Mogens Heinesen til
Dig og slaaet ham ihjel ! “
„ I skal aldrig høre efter , hvad onde Mennesker
sige om Nøgen og mindst om Eders Fader ! “ rettede
Moderen hende .
„ Jamen , de sagde ogsaa , af Folkene paa
„ Samson “ vilde komme og stikke Ild paa Gaarden “ ,
bemærkede hendes ældre Broder , som for af give en
Undskyldning for Søsterens Meddelelse .
„ Det er atter løs Tale , Børn “ , svarede Moderen ;
„ Samson “ seiler jo op ad Dagen , om den ikke
allerede er lettet . Desuden er her Lov og Ret i
Landet , og de kom i stor Ulykke , om de tænkte
paa en saadan Skarnsstreg , som af sætte Ild paa vor
Gaard . “
Dagen gled nu hen uden af Ketil døg forlod
Husenes Omraade ; men han følte tydelig , at der var
reist Mistanke imod ham ; thi de faa Vender , som
fra de nærliggende Øer havde nydt Gjæstfrihed hos
ham under deres Ophold paa Svinø , talte ikke et Ord om
Heinesen eller hans Forsvinden , da de kom for at
tage Afsked med ham og takke ham for „ alt Godt . “
Man kan nemlig være overbevist om , at det er kun
trofaste Venner og hemmelige Fjender , som bringe
Ulykkesbudskaber fil Huse . De Mange , som staa i
Forbindelse med en Familie uden at høre enten fil
den ene eller anden af hule to Kategorier , fale vel
med alle Andre om hint eller dette onde Rygte , der
pludselig er opdukket , og glemme heller ikke at give
deres Mening tilkjende , i Reglen , en meget skarp
Udtalelse , om dette Rygtes slorre eller mindre
Sandsynlighed ; men sætte den Paagjældende ind i
Sagen , Let er en Ubehagelighed , de i de allerfleste
Tilfælde helst skyde fra sig .
„ Fader , nu kommer Folkene fra „ Samson “ og
stikker Ild paa Gaarden “ , skreg den lille Ulrik , i det
han kort før Middag styrtede ind i Dagligstuen , hvor
Ketil sad ved sin Kones Side med Hovedet sløttet
paa Armene , der hvilede paa Bordet .
Ketil blegnede , og hans Kone tilkastede ham et
Blik fuldt af den inderligste Bekymring , som om hun
vilde spørge : „ vil Du blive eller fly ? “
„ Jeg har Intet af frygte for “ , svarede Ketil
Gormsen , som Svar paa hendes Øiekast , „ og derfor
vil jeg tage imod dem her i min Stue . De vil
sagtens have Forklaring over min Fraværelse i
forgaars , og den skal de faa . Vil de forresten øve
Vold imod mig , saa vil det gaa dem selv væerst siden
hen ; men ville de omgaas mig paa en tilbørlig
Maade , vil Du , Kristiane , forsyne dem med Mad
og Drikke . “
Som Svar paa denne Opfordring ilede hans
Hustru med af brede en Dug paa Bordet , det visse
Kjendetegn paa , af man er tilsinds , af vise de
Ankommende al mulig Gjæstfrihed , og neppe var hun
atter traadt ind og havde sat tvende Kruse Øl paa
Bordet , før man saa Jonas Mai bom og ofte
af Mandskabet fra „ Samson “ komme ind i Gaarden ,
hvor dog de sex førbleve , medens Styrmanden selv
traadte ind til Ketil , der modtog dem med Rolighed
og en tilsyneladende Velvillie , idet han dog bemcerkede ,
af det tyktes ham , af de vare komne meget mandstcerke
til hans Gaard .
„ Det er ogsaa altfor farlige Tider fil af man
tør vove sig ud alene “ , svarede Jonas , uden af
gjengjælde Ket ils Hilsen . „ Naar en Mand , som
Mogens Heinesen , kan forsvinde midt i en Kreds
af Venner og Kammerater , selv om disse sov som
Stene — uden af man endog kan begribe , hvorledes
dette er gaaet fil , saa maa man her paa Svinø tage
baade Vaaben og Mandflab med , naar man vil se
sig lidt om . “
Ketil bemærkede hertil , af deres Kaptain neppe
var forsvunden , som flet var , om der blot havde
staaet en Eneste af hans Folk ved hans Side ,
bevcebnet og aarvaagen , som de vare , Jonas havde
medbragt .
„ Aa , det vilde kun have fremkaldt nogen
Spectakel “ , svarede Styrmanden tørt ; „ en Mand havde
ikke kunnet klare det , om jeg ellers har gjcettet rigtigt
med Hensyn fil den Maade , hvorpaa han forsvandt .
Men for af gaa lige fil Sagen , vil jeg sige Dig
rentud , Ketil , af vi lige fra Først af have havt
Mistanke om , af Du har havt en Finger med i
denne flammelige Sag , og af „ Samsons “ Mandskab
har sat sig i Hovedet , af ville tilbunds i den , hvorfor
vi ere komne herhid , for enten med det Gode eller
Onde at føre Dig ombord paa „ Samson “ , hvor vi
alle ville forhøre Dig og domfcelde Dig . “
„ I have ingen anden Ret til at forhøre og
domfcelde mig end den , I fager Eder selv “ , svarede
Ketil , tilsyneladende aldeles uforfcerdet , „ og vil I
overfalde mig i min egen Gaard , ville I derved
forbryde Eder imod Landets Love , og paadrage Eder
stort Ansvar derfor . Jeg skal møde Eder til Thinge ,
hvor og naar I eller Øvrigheden ønsker det , og vil
I ellers have Noget at vide af mig , skal jeg sige
Eder det her — Mere eller Mindre faa I mig ikke
til med Let Gode . “
„ Det er ikke Mere end vi have ventet “ , svarede
Jonas lige bestemt , „ og netop Lerfor komme vi saa
mandstcerke . Gaa derfor heller med det Gode , Ketil ,
og jeg lover Dig , at Du frit skal vende tilbage ,
saafremt ikke Enhver , endog din Kone , som slaar her ,
finder Dig skyldig . “
„ Hvad andet Bevis har I da imod mig “ ,
spurgte Ketil , som gjerne vilde have Sagen afgjort i
fit Hus , „ uden den ulykkelige Ømstcendighed , at jeg er
bekjendt som Mogens Heinesens Uven og at jeg
var borte medens han forsvandt . Men ogsaa derom
kan I faa tilstrækkelig Oplysning endog af min Kone ,
som Du før ncevnede . Lad os dog tale om det , som
findige og rettænkende Mcend ! Her er Ol og Mad
nok til Eder alle , og vi kunne endog komme til at
stilles som gode Venner . “
„ M o g e n s H e i n e s e n s Fjende bliver aldrig hans
Mandflabs Ven “ , svarede Jonas , med Stolthed ,
„ og ved en saadan Mands Bord spiser Heller Ingen
af hans Folk . Gjør derfor Ende paa den lange
Tale og følg os godvillig , Ketil ; thi Du faar
intet andet Valg . “
„ Jeg skal ogsaa følge Eder , om Du vil tilsværge
mig , at jeg uskadt skal komme tilbage igjen “ , udbrød
Ketil , der syntes efterhaanden at tabe Nøget af sin
rolige Holdning .
„ Om Du findes uskyldig , ja ! “ var Jonas
Maiboms korte og bestemte Svar .
„ Men jeg kan ikke tro , at I ville være retfcerdige
mod mig , alene førdi I ere Mogens Heinesens
Mcend , og jeg hans erklcerede Uven “ , indvendte
Ketil .
„ Frygt ikke derfør “ , beroligede Jonas ham ;
„ dersom vi ikke komme med saadanne Beviser imod
Dig , af enhver Net maa fælde Dig , skal Du vcere
fri før os . “
„ Men lad da saa en ordentlig Ret tiltale og
dømme mig “ , bad Ketil .
„ Du har hørt vor Mening derom , og den er
urokkelig “ , forsikkrede Styrmanden . „ Jeg siger Dig
derfør før sidste Gang : følg os med det Gode . “
„ Jeg skal ogsaa følge Eder , før jeg vil slæbes
bort som et stædigt Faar “ , svarede Ketil med en vis
Værdighed ; „ men Du , min Hustru , som har set og
Hørt Alt , vil vidne , af jeg føres bort med Vold ,
hvis disse Mennesker tage mig af Dage i deres blinde
Had til mig . “
„ Men først vil jeg dog følge med Dig , Ketil “ ,
sagde Kristiane ; „ thi Du vil mindes , af jeg er
kaldet med til af udtale mig om din Skyld og jeg
antager ikke , af man vil tage denne Indrømmelse
tilbage . “
Jonas bed sig i Læben , men bemærkede dog ,
af hun kun . de følge med , om hun vilde , skjondt det
ingenlunde var ment saaledes , som hun havde forstaaet
hans Ord . Jøvrigt troede han , at hun helst maatte
blive , hvor hun var ; men da Ketil syntes lettet ved
at hans Kone ledsagede ham , sluttede hun sig saameget
hellere til Skaren .
I dyb Taushed Lilbagelagdes det korte Stykke
fra Ketils Gaard til Kysten og fra Kysten til
skibet .
Saasnart Ketil og hans Kone vare komne op
paa Tækket , kaldte Jonas Maib om Mandskabet
agter ud , og ægteparret saa sig nu omringet af en
Skare Somænd , der Alle saa paa Ketil med mørke ,
ildevarslende Blikke , trods den raa Godmodighed ,
hvoraf enkelte Ansigter bare Præg .
„ Jeg adspørger Dig nu , Ketil Gormsen “ ,
begyndte Jonas med imponerende Alvor , « i hele
Mandskabets Navn , om Du tør nægte at have Del
i den Ulykke , der Hændies vor Kaptain næstforrige
Nat ? “
„ I lovede mig Beviser ; kom med dem ! “ svarede
Ketil tilsyneladende rolig . „ Om jeg siger Nei , tro
I mig dog ikke alligevel . “
„ Du skal saa dem “ , svarede Jonas kort . „ Vil
Du nægte , at Du har været ombord hos en Sørøver ,
der iforgaars krydsede ost for Svino ? “
„ Jeg seilede til Fugls , for at undgaa et
Sammenstød med Mogens Heinesen “ , forklarede
Ketil , „ og jeg vidsle ikke af det fremmede Skib
at sige , før jeg var kommen hinsides Fuglo . Jeg
maatte da ombord , da Strømmen ikke tillod mig at
vende om ; men ud paa Natten , da Skibet passerede
Svinø , gav man mig Tilladelse til at gaa iland
igjen . “
„ Og Du førte ikke Sørøverne til Laves Gaard ,
hvor de grebe vor Kaptajn , bandt ham , og førte ham
bort ? “ spurgte Styrmanden , og saa Ketil stift i
Øinene .
„ Jeg siger igjen : bevis denne Beskyldning ! “
svarede Ketil med Fasthed .
„ Det skal ste saaledes som Du ønsker det “ , og med
disse Ord slog Jonas Døren til Kahytskappen op .
Ketil Gormsen tumlede tilbage — Magnus
Heinesen stod for ham .
„ Gjør Strikken klar “ , befalede Jonas , og i et
Nu var den slynger om Ketils Hals .
„ Naade , Mogens Heinesen “ , bønfaldt
Kristiane , og vendte sig med foldede Hænder imod
Skibets Fører : „ før min Skyld lad ham leve ! det er
mig , som bragte Faren over Dig og ikke Ketil ! “
„ Dig ? “ spurgte Heinesen forundret . „ Hvad
Ondt har jeg da gjort Dig , Qvinde , af Du vilde
behandle mig saaledes ? “
„ Jeg har altid ceret Dig , Mogens , for dine
fappre Gjerningers Skyld , og det gjør enhver
Færing , være sig Mand eller Qvinde , som har
Hjertet paa det rette Sted , og da jeg nu vidste , af
Ketil hadede Dig for et Ords Skyld , Du engang
lød falde i Thorshavn “ , forklarede Kristiane videre ,
„ saa besvor jeg ham , ligesaameget for din som for hans
Skyld , af tage til min Svoger paa Fuglø og blive hos
ham , indtil Du var seilet igjen . Dette gjorde han ogsaa ;
men hvad der siden hændtes ham , ved jeg ikke . Kun
Saameget er sikkert , af hverken han eller jeg vidste
af nogen Sørøver af sige , da han forlod sin
Gaard . “
„ Jeg vil tro , hvad Du siger “ , svarede Heinesen ;
„ men pønsede din Mand ikke paa min Undergang ,
havde han aldrig søgt ud til Sørøveren for af faa
den fuldbyrdet , og kunde Thørgeir Rut fræde frem
for ham , saaledes som jeg nu kan , alene fordi
Fribytterkaptainen var min gamle Kammerat , vilde
han maaske ogsaa fortælle os noget ganske Andet ,
end hvad vi hidtil have Hørt om hans Fald i
Afgrunden . “
„ Du gjør min Mand heilig Uret med disse Ord , og
det havde jeg ikke ventet af Mo gens Heinesen “ , svarede
Kristi ane og blev blussende rød af Ivrighed . „ Jeg
faa Ketil strax efter hin sørgelige Begivenhed , som
jeg aldrig har ophort at begræde , og jeg saa ham
ogsaa efter hans Hjemkomst til Gaarden igaar i
Dagbrækningen ; men der var ligesaa stor Forskjel paa
Ketil dengang og Ketil igaar , som der er Forskjel
paa Uskyld og Brøde . “
„ Nu vel da , Kone , saa vil jeg for din Veltalenheds
Skyld og for din gode Villies Skyld for
mig tilgive ham for mit Vedkommende “ , sagde
Heinesen ikke uden Bevægelse ; „ men jeg vil lade
Mandskabet dømme imellem ham og mig , og vil det
frigive ham , saa skal han ogsaa gaa uskadt bort med
Dig , skjøndt det ikke er hans Skyld , at jeg i dette
Øieblik ikke dingler under Sørøverens Storraa ,
forudsat man ikke allerede havde kastet mit arme
Legeme i Havet . “
„ Jeg havde aldrig tænkt , at Mogens Heinesen
gjorde Noget halvt “ , udbrød den snilde Kone , hvis
qvindelige Skarpsyn allerede lod hende føle , at hun
begyndte at faa Magt med den igrunden høimodige
Kaperkaptajn . „ At overgive ham til Folkenes Dom ,
er det Samme , som at lade dem tage Livet af ham ,
fordi Du , som hans Anklager , selv krymper Dig
derved og tillige fordi det strider mod din Retfærdighedsfølelse .
Jeg læser det jo tydelig paa Alles Aasyn .
Lad derfor din Naade blive fuldsfændig , Mogens “ ,
bad hun med indsmigrende . Stemme , „ og Du vil
erhverve Dig en ligesaa varm Ben i min Mand ,
som han hidtil har været Dig en bitter Fjende . “
„ Jeg skjøtter ikke om det Menneskes Venskab ,
der vil betale et henkastet Ord , som han dertil selv
fremkaldte ved sin Uforskammethed , med en skjændig
Død , “ svarede Heinesen strengt ; „ men for din
Skyld skal hans Liv være ham skjænket .
Han har da ogsaa nu selv ' mærket Strikkens
Kildren om sin Hals og det er altid Noget .
Lad ham saa løbe . Folk ! jeg beder Eder derom .
— Hvem Fanden kan sige Nei fil en saadan
Qvinde !
Ellevte Kapitel .
Magnns Heinesens sidste Kamp .
ligesom vi aabnede denne Fortælling , der helt
igjennem saameget som mulig har holdt sig og vil
holde sig fil de historiske Kjendsgjerninger , med at
introducere Christoffer Walckendorff og Hans
Lind en ow for Læserne , saaledes ville ogsaa disse
tvende Mænd træde frem paany for dem i det
Drama , der paa en saa sørgelig Maade afslutter
Magnns Heinesens Løbebane , ja endog , ved
Siden af Helten selv , blive de mest fremtrædende
Personer i samme .
Vi træffe Christoffer Walckendorff , der
siden vort sidste Møde med ham havde forladt
Bergen og opnaaet den høit ansete Stilling som
Rigets Rentemester — hvad vi nu tildags nærmest
vil kalde Finantsminister — af deltage i Regjeringsraadet
i Kong Christian den Fjerdes Mindreaarighed ,
fordybet i en Bunke Aktstykker , der laa
12
foran ham paa Let Skrivebord ved hvilket han sad ,
da en Tjener meldte Landsdommer Hans Lindenow
fra Jylland , Ler indtrængende ønskede , af faa Rentemesteren
i Tale .
Walckendorffs Aasim formørkedes ved al høre
Lindenow » Navn og han betænkte sig en Stund ,
før han svarede Tjeneren , af den Anmeldte kunde
indlades .
„ I være velkommen , Hans Lindenow “ ,
udbrød Rentemesteren , idel han , efterat have kastet
endnu et flygtigt Blik i Le foran ham liggende
Papirer , reisle sig , retsom Lindenow traadte ind adDoren
og rakte ham sin Haand .
„ Jeg ønsker Eder fil Lykke med Eders Kjøb af
Ørslevklosfer , som ganske vist var et fordelagtigt
Mageskifte . Hvornaar var ellers Ankomsten ? “
« Iaftes , naadige Herre , “ svarede Lindenow ,
idet han meL Wrbødighed modtog Rentemesterens
fremrakte Haand . „ Jeg er ilet over Hals og Hoved
hertil , efter af den ulykkelige Mogens Heinesens
Hustru havde sendt ef Ilbud til mig med Underretning
om ben Fare , hvori hendes Mands Liv svcevede , og
jeg fakker Gud , allersommcegtigst , inderlig , af jeg
naaede af komme til Byen , sør Dødsstraffen er bleven
fuldbyrdet , da jeg saaledes har Haab om af forebygge
en stor Ulykke . “
„ Om I med denne Ulykke mener Sørøverens
Henrettelse , hvorledes tror I da , af kunne forebygge
den ? “ spurgte Walckendorff alvorlig .
„ Ved af overbevise Eder om Mandens Uskyldighed
og om dette skulde mislykkes , da bevæge Eder til af
opsætte Dommens Fuldbyrdelse indtil jeg erholder de
fornsdne yderligere Beviser derfor fra Drysse ! “ ,
svarede Linden ow frimodig .
„ Skjondt Retten alt har afsagt sin Dom , og den
er bleven stadfæstet af mig “ , svarede Rentemesteren
med Effertryk , „ skulde dog Intet være mig kjærere ,
end om I har Grunde af fremføre , som vi ikke
kjende , der vil give os en anden Mening om hans
Strafskyldighed ; thi jeg vil ikke være uretfærdig imod
Nogen , og allermindst imod en Mand , hvis Hoved
det gjælder . I behage at tage Sæde og udtale
Eder frit . “
„ Desværre har jeg for Tiden Intet at fremkomme
med , som I , naadige Herre , ikke allerede
kjender “ , svarede Landsdommeren ; „ men vil I tillade
mig , at sige det , saa tror jeg rigtignok , at der skjænkes
Heinesens Paastande langt mindre Troværdighed
end de burde nyde , samt at den Omstændighed , at
en stor Dronning optræder som Anklagerinde ved sine
Gesandter , fo af Engellands fornemsfe Herrer , har
stsrre Indflydelse paa hans Skjæbne end Tilfældet
vilde være , om Beskyldningerne vare fremkomne fra
en mindre høitstaaende Person . Men ogsaa hun kan
skuffe sig selv eller blive skuffet af Andre og da den
Anklagede , hvor forvildet et Liv han end har ført ,
endnu aldrig er greben i nogen Løgn , saa tror jeg
ogsaa , at der bør indrømmes ham Tid til at skaffe
de Bevisligheder for sin Uskyldighed tilstede , som han
besfandig beraaber sig paa . “
„ Har I læst Sagens Dokumenter , Hr . Hans
Lindenow ? “ spurgte Rentemesteren fort .
„ Jeg har ikke alene læst dem , naadige Herre ,
nun jeg har endogsaa falt med Mogens Heinesen
selv i Fængselet , umiddelbart efter min Ankomst til
Byen “ , svarede Lindenow , idet et fint Smil spillede
om hans Læber ; „ ellers kunde jeg neppe have været
berettiget til af udtale mig om Sagen . Jeg finder
kun deri fo Ankeposter af nogen Betydning imod ham :
den ene , af han ssgte af forlade Byen , da Sagen
indlededes imod ham , og den anden , af han seilede
under dansk Flag , uagtet han siger , af han var
spansk Kaperforer . “
„ Og hvad siger I til disse Lo Kjendsgjerninger ? “
spurgte Rentemesteren .
„ At de meget godt lade sig forklare ved det ,
Heinesen anfører i den Anledning , idet han paastaar ,
af han forlod Byen for af ile til Bryssel og
der skaffe de Bevisligheder , han nu saa haardt savner- .
Bevis for , af ban virkelig havde Bestalling , som spansk
Kapcrfører , og af han blot førte dansk Flag , for paa den
Maade , af komme de mødende Skibe ncermere , da
Danmark fortiden er i Fred med alle Lande ; men af
han altid heffede spansk Flag , naar det kom til Kamp ,
ligesom det ogsaa er bevisf ved Mandsfabets edelige
Vidnesbyrd , af det engelske Skib blev taget , medens
han førte spansk Flag . “
„ En Sørøver fører altid mange Flag med sig ,
Herr Hans “ , bemærkede Reutemesferen . „ Jeg er
overbevist om , at han ligesaa godt havde heffet franst ,
som spansk Flag , dersom Engelland havde havt Fred
ined Spanien og Krig med Frankrig .
„ Men hvorfor tog han da ikke Prisen under
dansk Flag , naar han i Virkelighed ikke var spansk
Kaperfører ? “ spurgte Lindenow .
„ Jeg antager , fordi han saaledes troede , lettere
at kunne slippe fra sil Sørøveri sidenhen “ , svarede
Walckendorff koldt , „ og hvad Let angaar , at han
søgte at komme fra Byen , for at reise til Bryssel
efter sine Beviser , som han udtrykker sig , saa kan
den tro Let , der vil . Jeg betragter dette Udsagn , som
en af de scedvaulige Udflugter , Misdcedere altid pleie
at komme med , naar det gjcelder , at klare et vanskeligt
Spørgsmaal fra sig . “
182
„ Naar Eders Naade har saadanne Anskuelser om
Heinesen og hans Sag , saa indser jeg tydelig , at
ethvert Forsøg paa at bibringe Eder en anden
Mening om hans Strafskyld , vil vævre spildt Arbeide “ ,
bemærkede Hans Lindenow , ikke uden Bitterhed ,
idet han reiste sig fra sin Stol , „ og jeg har nu kun
den sidste Bøn til Eder , at I vil opsafte Dommens
Fuldbyrdelse , indtil der kommer Brev tilbage fra
Bryssel , hvilket jeg antager vi ! kunne ske i Løbet af
en Maaned . Jeg beder Eder derom , naadige Herre ,
ligesaameget for Eders egen Skyld , som for den
Ulykkeliges ; thi hvormeget I end tror , at jeg har
tilovers for Mogens Heinesen , saa har jeg visselig
ogsaa hjertelig Godhed for Eders Naade . “
„ Det tror jeg ogsaa , Hr . Landsdommer “ , svarede
Rentemesteren , idet han ogsaa reiste sig fra sin Stol ;
„ men jeg kan ikke indse , hvad den Velvillie , I ncercr
for mig , kan have at gjøre med hin Sørøver . “
„ Saa skal jeg sige Eder det frit ud , Herre , selv
om I vil fortørnes paa mig derfor “ , svarede Lindenow
dristig . „ Det er min bestemte Overbevisning , at
I begaar et Drab paa et uskyldigt Menneske , om
I imorgen tillader , at Hovedet hugges af Magnus
Heinesen , og jeg skulde kjende Eders Retfærdighedsfølelse
daarligt , om jeg ikke forudser , at det vil ryste
Eder paa det Frygteligste og bevæege Eder paa det
Smerteligste , naar I derefter bliver overbevist om ,
at have faget Feil . Tillad mig endnu et par Ord ,
naadige Herre , og jeg skal ikke ulerlige Eder mere om
denne Mand , paa dette Sagens Standpunkt ; men
naar jeg siger , af Heinesen er uskyldig i Anklagen
for Sørøveri , saa begrunder jeg dette ei alene paa
min urokkelige Tro paa Mandens Sanddruhed og
paa den Frimodighed , hvormed han ser sin frygtelige
Død imøde , hvilken er noget ganske Andet end den
Forhærdelse , Misdædere “ — dette Ord betonede
Lindenow stærkt — „ ellers lægge for Dagen i deres
sidste Timer ; men jeg , der jo dog selv er Retskyndig ,
turde ikke dømme denne eller nogen Mand fil Døden
efter det , som foreligger , uden af jeg havde en saa
udmærket retslærd Herre som Rigskantsleren af
raadføre mig med . Lad Eder dog i det Mindste
bevæge fil af forelægge ham Sagen , naadige Herre “ ,
bad Lindenow med Taarer i Øinene . „ Niels
Kaas er rigtignok , som jeg hører , for Øieblikket i
Jylland ; men hans Mening kan I jo faa af høre i
Løbet af en Uge , antager jeg , og lægge I saa blot
en Uge fil , skal jeg , næsf Guds Hjælp , være tilstede hos
Eder igjen , med det manglende Vidnesbyrd for hans
Uskyldighed . Hvad kan det dog gjøre fil eller fra ,
om den Ulykkelige Lever nogle faa Dage længer -
endog hans tidligere Bedrifter i Rigernes Tjeneste og
Ven høisalige Konges velbekjendte Godhed for ham ,
turde gjøre ham fortjent til denne Naade , ei al tale
om , al en stor Ulykke for ham , en stor Vanære for
Retfærdigheden , og en stor Hjertesorg for Eder ,
derved vil vorde undgaaet . “
„ I er en brav Mand , Hans Lindenow “ ,
svarede Walckendorff , uden al det dog syntes , al
dennes bevægede Ord havde gjort mindste Indtryk
paa ham , „ og derfor har jeg velvillig Hørt paa
Eders dristige Forbøn for hin Sørøver ; men Eders
Venskab for dette Menneske , ef Venskab , hvis Grund
jeg iøvrigt har al Agtelse for , gjør Eder aldeles blind for
Sagens virkelige Sammenhæng , og lader Eder svække
de Bevisers Gyldighed , der gaa ham imod . Jeg har
aldrig yndet denne Mogens , det ved I nok ; jeg
har i ham altid set en Slagsbroder , en Drukkenbold ,
en Brøder Liderlig , en Person , der satte sit Liv
ivove for ef godt Ord , og ikke tog det saa nøie med
sine Handlinger . Dette Vidnesbyrd kan I Heller ikke
modsige ; thi i den Retning kjender I ham ligesaa
godt som jeg ; men hvad forslaar nu ef saadant
Menneskes løse Paasfande ligeoverfor en saa ædel ,
vis og retfærdig Dronnings Anklage , som Dronning
Elisabeths i England , der ved sine Gesandter , som
I før meget rigtig bemærkede , tvende af den engelske
Adels første Mænd , giver os sit Ord og sin Ære
paa sin Paastands Rigtighed ? Jeg vil ikke bencegre
Muligheden af , af Heinesens Grunde , hvorfor han
seilede under dansk Flag , og hvorfor han søgte af
snige sig fra Byen , da han blev kaldet fil af stande
fil Rette før sine Gjerninger , kunne vcere sande ; men
ligesaa vist tror jeg ogsaa , af det ikke er Andet end
Opspind af hans velbekjendte snedige Hoved , og jeg
kan derfor ikke Andet end lade den Dom fuldbyrde ,
som er bleven fceldet over ham , efter den engang
tagne Bestemmelse . “
„ Jeg har aldrig et Øieblik tvivlet om , af I
virkelig tror , af Manden er skyldig “ , bemærkede
Lindenow , „ og Lerfor forudser jeg ogsaa , hvad I
kommer fil af lide , naar Let Modsatte bliver bevist ;
men Rctfcerdigheden vil jo Intet komme fil af lide
ved en kort Opfattelse af Dødsdommens Fuldbyrdelse ,
ja vil endog blive agtet endnu høiere , hvad
enten jeg forskaffer de belovede Vidnesbyrd eller ikke ,
fordi den havde givet den Anklagede Leilighed fil af
fremkomme med alle de Beviser før sin Uskyldighed ,
han beraabte sig paa , en Ref , der hidtil har vcerer
indrømmet enhver Lilfalr , og heller aldrig kan ncegies
en Saadan , hvor løse hans Paastande end ere , uden
af han har Aarsag til af beklage sig over , af han
vorder dømt uden af blive hørt til Ende . “
„ Dersom jeg ikke var saa overbevist som jeg er
om , af oet blot vilde være en Opsættelse til ingen
anden Nytte for Sørøveren , end af han kom til af
leve den korte Tid længer , ja , dersom jeg sølle
Fjendskab til ham , havde I ikke behøvet saamange
Ord , for af faa denne Henstand bevilliget ; thi jeg
vilde have givet den af mig selv “ , svarede den
urokkelige Rentemester ; „ men selv om jeg havde den
Godhed for ham , som exempelvis for Eder , saa lød
jeg alligevel Dommen fuldbyrde imorgen , eftersom
en unyttig Opsættelse vilde give Folk Formeget af
tale om , og jeg desuden har lovet Gesandterne ,
af Exekutionen skal vorde fuldbyrdet imorgen , fordi
de agte af forlade Byen i denne Uge . “
„ Er det Eders sidste Ord i denne ulykkelige
Sag , Herr Rentemester ? “ spurgte Lindenow
alvorlig .
„ Mit sidste Ord , Herr Landsdommer ! “ svarede
- Rentemesteren ligesaa koldt .
„ Saa ske Herrens Villie ! Der staar altsaa kun
tilbage for mig , at skaffe min ulykkelige Ven sit gode
Navn og Rygte tilbage , efter at jeg har set hans
Hoved falde for Bøddelens Sværd og saasandt hjælpe
mig Gud ! skal jeg gjøre det . “
Med disse Ord styrtede den ædle Mand i den
heftigste Bevægelse ud af Rentemesterens Kabinet .
Læseren maa nu følge os til det Fængsel paa
Raad- og Domhuset , hvor den Mand , hvis Minde
vi have viet disse Blade , imødesaa sin sidste Time .
Siden vi forlode Magnus Heinesen ved
Færøerne havde han paany fristet Kaperlivets Eventyr
og Farer , uden at han i Begyndelsen havde videre
Held med sig , paa Grund af den engelske Marines
store Udvikling , hvortil allerede Begyndelsen var lagt
paa Elisabeths Tid , og som filfulde forklarer , hvorfor
Magnus Heinesen altid seilede med det neutrale
danske Flag paa sin Fortop . Overall vrimlede det
nemlig af engelske Krydsere , og engang havde han
endog en skarp Fægtning med en saadan , i hvilken
hans tro Ven , Jonas , tilsalte Livet . Han higede
derfor blot efter , at gjøre en eneste god Prise for
derved at gjøre Ende paa sit privilegerede Sørøverhaandværk ,
og da det efter nogle Togter lykkedes ham ,
at komme paa Siden af et stort rigtladet Skib ,
tilhørende den rige engelske Kjøbmand Santa John
i London , begav han sig med sin Prise til Ostende ,
hvor han selv kjøbte den tilligemed den størfte Del af
Ladningen , som han derefter førte til Bergen og
solgte med stor Fordel . Han bestemte sig nu til at
forlade Bergen , hvor hans Fortid og hans gamle
Forbindelser bragte ham forskjellige Ubehageligheder ,
og med Hustru og Børn drage til Danmark , hvor
han da vilde opslaa sin Bolig i Kjøbenhavn , og mulig
ende sine Dage som en dristig Kjøbmand , saaledes
som Santa John selv og mangen dristig Kaperfører
ser og siden have gjort ; men her var det nu , at hans
onde Skjæbne modte ham , og bragte ham den Død ,
han ofte forgjæves havde udæsket i den vilde Kamp paa
Fribytterskibenes blodige Dæk .
Fængselet , hvori Magnus Heinesen , efterven
Tids barbariske Sædvane , sad lænket ved Haand og
Fod til den fugtige Mur , var en af de „ Ulykkens
Huler “ , som syntes indretfede med det bestemte
Formaal , om mulig at pine Livet af den Ulykkelige ,
som her skulde tage et midlertidigt Ophold . Kun en
eneste lille , med tykke Jernstænger sikkret Aabning i
den flere Alen tykke Mur , tæt ved Loftet bragte det Lys
og den friske Luft , som kunde trænge ind i det fra den
skumle , af Skarndynger opfyldte Fængselsgaard ; men
- desuagtet maatte dette Fængsel betragtes som ef af
de bedste , da de færreste paa den Tid havde andet
Lys end det , der en føie Stund kunde sljæle sig ind
fra den altid halvmorke Gang , saa ofte
Døren aabnedes . At Bohavet , om der iøvrigt
kunde være Tale om saadant , stod i Forhold til
Opholdsstedet , var en Selvfølge ; men det syntes dog ,
af Fangevogteren , rimeligvis „ for gode Ord og
Betaling “ , her havde gjort en Undtagelse , da der
fandtes ef par Stole og en Loibænk samt ef gammelt
Trcebord , paa hvilket endøg stod ef Krus med godt
Øl , naturligvis anskaffet for Fangens egne Penge .
I Fængselet , hvis Gulv bestod af raa Kampestene ,
befandt sig Heinesens Hustru , der sad
ved Siden af sin Mand paa Løibænken , med
hans , den høire Haand i begge sine , deres tre Børn
— to Sønner paa otte og sex Aar , samt en Datter
paa tre — tilligemed Einar , der havde været med
paa Hesfs , og fra den Tid sluttede sig til Heinesen
med urokkelig Hengivenhed . Nu aabnedes Tilgangen
udenfra med stor Larm og Hans Lind enow viste
sig i den aabne Dør , der atter lukkedes med lignende
Støi efter ham .
„ Kan I se , kjære Herre , at I kunde have
sparet Eders Vandring til den strenge Rentemester !
Jeg læser Udfaldet paa Eders Aasyn , og jeg beklager ,
at I foretog denne forgjæves Gang ; men ligefuldt
takker jeg Eder hjertelig derfor “ , udbrød Fangen , idet
han trak sin Haand ud af sin Kones og rakte den til
Lind en ow , som han bad tage Sæde , paa den ene
skrøbelige Stol .
„ Der er altsaa intet Haab ? “ spurgte hans Kone
frygtsom .
Linden ow rystede vemodig paa Hovedet , idet
han tog Plads ligeoverfor Ægteparret .
„ Saa skal I ogsaa vide det , som min Wgteherre
hidtil har forbudet mig at omtale “ , udbrød hans Kone .
„ Du tier , min Hustru ! “ bød Heinesen med
en Mine og en Stemme , som om han endnu
kommanderede paa „ Samsons “ Doet .
„ Jeg adlyder Lig ikke , Mogens , om jeg saa
selv skal aabenbare det for Rentemesteren , som jeg
endnu ikke har været hos , fordi Du har forbudt mig
det . Det gjalder her nun LEgfefalles Liv og hvad
der er ligesaa meget værd , hans og hans Børns
gode Navn og Rygte . “
„ Saa lad mig fortælle det selv “ , afbrød
Heinesen hende ; “ men jeg siger Eder forud , af jeg
benægter Alt for Retten , fordi Rentemesteren ligefuldt
hugger Hovedet af mig imorgen , og selv om det
Utrolige skete , af han skaanede mit Liv , vilde min
Brøder Jon komme fil af lide en vandrende Død .
Jeg vil derfor fage min Hemmelighed med mig i
Graven , idet jeg forudscetter , af I ville agte en
døende Mands sidste Villie ; thi det er dog langt
bedre , af jeg dør uskyldig , end af min stakkels Brøder ,
der elsker mig inderlig , hvilket I nok skal faa af
mærke , naar han erfarer min Død * ) , skal lide en
Der fortælles , af han blev vanvittig af Sarg og døde
saaledes samme Aar .
forsmædelig Straf , som vil bringe uudslettelig Vanære
over vor Slægt , og rimeligvis ogsaa have mange
Færingers Ulykke fil Følge .
Sagen er den “ , fortsatte Heinesen da han
bemærkede den Spænding , hvori Lindenow var
kommen ved af høre denne Indledning , „ af da jeg længe
havde krydset uden videre Held , fik jeg Nys om , af S anta
Jobn , der i mange Aar har dreven en levende Smughandel
paa Færøerne , uden af jeg nogensinde kunde gjøre
ham Noget , fordi ban brugte falske Papirer , og det altid
hedte sig , af han var kommen ud af Kursen — atter
udrustede et sfort Skib til denne Trafik . Jeg passede
ham nu op , og da hans falske Papirer og andre Gavtyvstreger
Intet kunde nytte ham , ligeoverfor det spanske
Flag , fik jeg dog saaledes engang Magt med ham .
Saasnart jeg fik Enehandelen paa Færøerne ,
opgav vel Jon denne Forbindelse ; men han havde
beskyttet den lidligere som Lagmand , og mange
Færinger vedblev af drive den , indtil jeg nu satte
en Stopper derfor , skjøndt det koster mig min
Lindenow betænkte sig Nøget , endelig udbrød
han : „ Var jeg vis paa , af en Angivelse herom kunde
frugte , saa vilde jeg gjøre endnu et Forsøg hos
Rentemesteren ; men han vil sige , af dette er en ganske
anden Sag , som det ester mit Skjøn ogsaa er , og
Il 62
Mogens har Ret , naar han mener , af han ikke vil
udrette Andet end ogsaa af bringe Ulykke over sin Broder
og mange Landsmænd med ham , Nøget , hvortil jeg
ikke er berettiget af raade , især da han jo bestemt
modsætter sig et saadant Skridt ; men jeg kan desuagtet
godt forstaa , af en kjærlig Hustru , som gjerne vil
forsøge Alt , for af frelse sin Mands Liv , ønsker af
prøve ethvert Middel dertil . “
„ Naa , der fik jeg dog Ret endnu engang “ , sagde
Heinesen med en vis Munterhed ; „ det var Mere
end jeg havde venfet saa langt ude i Bestikket , som
jeg er . “
„ I ser Døven under Øine med stort Mod ,
Heinesen “ , bemærkede Lindenow , næsten med en
bebrejdende Stemme .
„ Det har jeg altid gjort , kjære Herre “ , svarede
Fangen uforbeholden ; „ men underlig nok , har jeg
aldrig fænkt paa den med saa sorgløst Sind , som nu ,
da jeg ved , af den bestemt forestaar mig om nogle
faa Timer . Jeg fænker , det kommer af , af jeg
føler mig uskyldig , i det , jeg anklages for . “
„ I maa dog alligevel have Meget af angre
og asbede “ , sagde hans Ven bekymret .
„ Det ved Gud , jeg ogsaa har “ , svarede
Heinesen oprigtig ; „ menden , jeg harforsetmig mest
imod , er min Hustru , som her sidder , og hun har
tilgivet mig af et godt Hjerte , og det er mig en stor
Trøst .
En anden stor Trøst er mig nu ogsaa den , af
jeg ikke hængte Skjalg Frille og Ketil Gormsen ,
som begge stode mig haardt efter Livet , og saa
haaber jeg forresten , af Vorherre vil være mig saa
naadig , af afskrive min gamle Gjæld i min
Afregningsbog , formedelst min uskyldige Død , naar
jeg skal mønstre for ham . “
„ Tilgiver IWalckendorff ? “ spurgte Lindenow .
„ Det kniber det med , kjære Herre “ , svarede
Heinesen nolende . „ Man mister kun Hovedet
engang . “
„ Gjor det dog for min Skyld ! Eders gamle
Ven beder Eder derom “ , sagde Lindenow , og saa
ham frohjertig i Øinene .
„ Saa skal jeg ogsaa gjøre det og det af ganske
Hjerte “ , svarede Heinesen og rakte Lindenow sin
Haand .
„ Der har I min Haand derpaa . Det er det
Mindste , jeg kan gjøre for det Venskabs Skyld , I
har vist mig . Lad ham leve for den gamle Stivnakke ,
haner — han har jo dog ogsaa engang gjort mig noget
Godt . Mere kan jeg ikke sige . “
„ Det er ogsaa nok , min Ven “ , udbrød Landsdommeren
i dyb Bevægelse , „ og da I nu har gjort
13
Saameget , fordi jeg bad Eder derom , saa skal jeg
love Eder , ligesaa hellig og oprigtig , af jeg imorgen
skal tiltræde en Reise lige til Bryssel , og naar jeg
har faaet de Beviser før Eders Uskyldighed , som jeg
venter , at erholde der , heller ikke skal hvile , før jeg
har forskaffet Eders Navn den Oprejsning , Eders
uskyldige Død fortjener . “
Heinesen sad som rørt af et Slag . Store
Taarer strømmede ned af den ellers saa stærke Mands
Kinder og han var styrtet paa Knæ før sin Vens
Fødder , om denne ikke ved en hurtig Bevægelse havde
forhindret det .
„ Hvormed har jeg fortjent denne Guds Naade ,
og hvorledes skal jeg takke Eder , ædle , trofaste Ven .
Og Du , min Hustru , og I , mine elskede Børn ,
tak denne herlige Mand nu og altid ; thi hvad han
gjør er Mere til Bedste før Eder end før mig . Jeg
har endnu aldrig sølt mig saa lykkelig tilmode som i
denne Stund . Reis I kun trsstig til Bryssel ! en
Doendes Velsignelse ledsager Eder . I vil ikke
reise forgjæves ; hvad jeg har sagt er Sandhed .
Kunde jeg lyve ligeover før Eder , fortjente jeg
hundrede Gange Døden . “
Nu raslede det ved Døren og en Fangevogter
viste sig , ledsaget af en Mand af et uhyggeligt
Udseende . Det var Boddelen , som efter Datidens
Skik kom for at sige Heinesen , at han vilde blive
afhentet næeste Morgen Kl . 8 , samt spørge , om
han skulde medtage et Klæede til at binde ham for
Øinene .
„ Jeg har set saamangen dragen Klinge i mine
Dage til at jeg skulde frygte for , at se en saadan
endnu engang “ , var Heinesens stolte Svar .
„ Bliver Du blot ikke ræd , naar Du skal hugge
Hovedet af en uskyldig Mand — jeg bliver det ikke . “
Derpaa mindede Fangevogteren de Tilstedeværende
om , at han ikke længer kunde tillade dem at opholde
sig hos Fangen , da Fængselet nu skulde lukkes for
denne . Dag ; men at det stod Enhver frit for , at
komme igjen næste Morgen .
Heinesen kyssede kjærlig sin Kone og sine
Børn , idet han saa længe paa Enhver især , som om
han vilde indpræge sig deres kjære Ansigtstræk for
Tid og Evighed . Derpaa rakte han Haanden til
Einar , der hele Tiden havde staaet i Taushed og
støttet sig til Muren ; men da han bød Lindenow
Lev vel , hviskede han til ham : „ Endnu et eneste
Ord . “
Da Lindenow saa , at Alle vare komne ud i
Gangen , hvor Fangevogteren stod i den aabne Dør
for at vente paa ham , vendte han sig til
Heinesen med et spørgende Blik .
„ Min sidste Time imorgen tilhører alene min
Sjcrlesørger og min Gud “ , hviskede han . „ Bliv hos
Sophie , indtil Alt er forbi , og den Algode lønne
Eders Venskab . “ Endnu et Haandtryk , endnu et
langt inderligt Blik og de to Venner toge Afsfed med
hinanden for denne Verden .
Tolvte Kapitel .
Gjengjældelsen .
Om Sommeren 1590 var der stor Bevcegelse i
den lille By Kolding , der var opfyldt af Reisende
ncesten fra alle Egne af Riget , dels for den forestaaende
Herredags egen Skyld , hvor Mange havde
Noget at forhandle , men øgsaa for at se den unge
Konge , Christian den Fjerde , der iøvrigt endnu ikke
havde tiltraadt Regjeringen , men som allerede fyldte
Tvillingrigerne med de gladeste Forhaabninger , paa
Grund af de mange Beviser , han alt havde givet
paa fin Kløgt og Retfærdighedsfølelse .
Saalcenge der endnu var Plads paa Slottet
blev der velvillig flaffet Leilighed til de ankommende
adelige Herrer ; men da deres Antal tiltog , maatte
der øgsaa læegges Beslag paa de fornemme Borgeres
Huse i Byen , og saaledes finde vi Landsdommer
Hans Lindenow inlogeret hos en af Stadens
Raadmcend , med hvilken han stod i tidligere venskabelig
Forbindelse .
Hans Lindenow var , sit Løfte tro , ilet til
Bryssel snarest mulig efter Heinesens blodige
Endeligt , og havde alt vceret en Maanedstid hjemme
paa Ørslevkloster , uden af Nogen kunde faa af vide ,
om hans Reises Formaal var lokket eller ikke . Han
var taus og indesluttet og dreiede stedse Samtalen
hen paa andre Ting , han havde set eller oplevet paa
sin Reise , saa ofte Nogen bragte dennes Øiemed paa
Bane .
Som en Følge af denne Lindenows Tilbageholdenhed ,
der lettest maatte scettes i Forbindelse med
en mislykket Reise , troede ogsaa Mange , og deriblandt
ikke mindst Rentemesteren , der havde givet en god
Ven den Opgave , af udforsfe , hvad Udbytte Landsdommeren
havde havt af den , stedse mere sikkert , af
han var bleven bedraget af „ Sørøveren “ , og af han
vilde faa baade Spot og Skade formedesi sin altfor
store Tillid til hans Sandhedskjæerlighed .
Efter af Herredagen havde væeret aabnet nogle
Dage , uden af Lindenow havde overvåret noget
Møde , indfandt han sig pludselig en Dag paa et
saadant , i hvilkef en Sag skulde paatales , som
Christoffer Walckendorff netop havde med
Admiral Peder Munk , der havde klaget over de
Skibes flette Udhaling , med hvilke han havde ført den
danske Prinsesse Anna , der var bleven gift med den
skotske Kong Jacob , til hendes nye Fædreland .
Saasnart Walckendorff fik Øie paa Lindenow ,
lilnikkede han ham venligt , en Æresbevisning , som
besvaredes med et dybt Buk og dermed gik den Dag .
Den følgende Dag fældtes Dom i Sagen , og
da Rentemesteren ved den aldeles blev frikjendt for
Admiralens Tiltale , saa man et triumferende Smil
spille omkring den mægtige Mands Læber . Endnu
bleve et par mindre vigtige Sager indledede eller
afgjorte , og man tænkte allerede paa at hæve Mødet
for denne Dag , da Hans Lindenow paa engang
reiste sig fra sin Plads , og udbad sig den unge
Konges og de høie Herrers Opmærksomhed , i Anledning
af en Klage , han havde at fremføre .
Walckendorff blegnede .
„ Som det er Mange af de høie Herrer bekjendt “ ,
begyndte Landsdommeren , efterat han bavde nærmet
sig den Kongelige Thrones Fod med et nyt ærbsdigt
Buk , „ blev en Færing , ved Navn Mogens
Heinesen , dømt fra Livet og henrettet , paa Grund
af en Klage for Sørøveri , som Hendes Stormægtige
Majestæt , Dronningen af England , ved sine Gesandter
rettede imod ham for denne Forbrydelse . Heinesen
forsikkrede , at han , da han erobrede Skibet , som skete
under spansk Flag , var spansk Kaperkaptajn ,
hvorfor han ogsaa seilede til Ostende og lød der
sin Erobring prisdomme ; men da han paa sine
Kapertog benyttede sig af det danske Flag , for bedre
af kunne klare sig for de engelske Krydsere , da han
havde fortiet for Mandskabet , paa nogle Enkelte nær ,
af han var spansk Kaperfører , og da han , ved af forlade
den spanske eller rettere burgundiske Tjeneste , maatte
give sit Kaperbrev tilbage , vilde man ikke fro hans
Forsikkringer ligeover for en saa mæegtig Herskerindes
Anklage , isår da han tillige havde begaaet den
Uforsigtighed , af reise bort fra Byen , saasnart han
mærkede , af Sagen gik ham imod — som han sledse
paastod , alene for af reise til Bryssel for af skaffe
Bevis for , af han som spansk Kaperfører havde faget
Skibet .
Han bad forgjæves om Udscettelse af Dommen
indtil han siaffede de nødvendige Bevisligheder tilveie ,
og jeg forenede mine Bønner med hans ; thi
Mogens Heinesen havde engang vist mig en
stor Tjeneste , hvorfor jeg aldrig noksom kunde takke
ham , og da hans Hustru havde underrettet mig om
den Fare , hvori hendes Wgtefcelle svævede , var jeg
saa hurtig jeg formaaede det ilet til Hovedstaden .
Jeg opnaaede imidlertid ikke af frelse den
ulykkelige Mands Liv ; dertil var Rentemesteren for
sikker paa Dommens Retfærdighed ; men mit Løfte
tro til ham ved vor sidste Sammenkomst , reiste jeg
selv til Bryssel og medbringer her Hans Høihed ,
Hertugen af ParmaS egenhcendig skrevne Tilstaaelse
for , af han bavde givet Mogens Heinesen Bestalling
som Kaperfører , med Rang , som spansk
Søkaptajn , samt Vidnesbyrd fra Priseretten i Ostende ,
af den lovlig har eondemneret det af Heinesen i
Havnen indbragte Skib , hvorom Talen er . “
Her løftede Lindenow en Pakke Dokumenter ,
som han havde taget ud af sin Brystlomme , høit i
Veiret . Den dybeste Taushed indtraadte og Alles
Blikke hceftede sig uvilkaarlig paa Rentemesteren , der
ligbleg var sunken tilbage i sin Stol — det var , som
om Magnus Heinesens Aand svcevede igjennem
den store Forsamling .
„ Jeg kan ikke give min Ven tilbage til Livet “ ,
fortsatte Lindenow med dyb Bevægelse ; „ men hvad
jeg formaar , det vil jeg gjøre , for af afvaske den Plet ,
der saa ufortjent er klæbet til hans Navn , og give
det frigjort for Skæendselens Mcerke i Arv til hans
dybt nedbøjede Efterleverske og umyndige Børn . Jeg
ved , af jeg vil sinde Retfærdighed her ; ja selv den
høibaarne Rentemester , hvis ulykkelige Overilelse
Ingen beklager mere end jeg , vil ikke ncegte min
hedenfarne og dybt krcrnkede Ven denne Oprejsning . “
Imidlertid havde Walckendorff tilkcrmpet
sig sin Fatning , og da han sølle , af han burde tage
Ordet , gjorde han det ogsaa paa en Maade , der
var denne ædle Mand værdig .
„ Jeg kjender Landsdommer Hans Lindenows
Retsindighed alt for nøie til , af jeg ikke maa være
kommen til den sørgeLige Overbevisning , af jeg har
stadfæstet en Dsdsdom , som har kostet en uskyldig
Mand Livet . Jeg skal efter af Vidnesbyrdene , som
jeg desværre ikke tvivler om vil ske , ere kjendte gyldige
af Herredagen , til hvilken jeg vil anse mig for lovlig
indvarslet , underkaste mig dens Dom , uden af fremfore
Noget af det , som mulig vilde tjene til af
undskylde min ulykkelige Gjerning ; og jeg vil nu i
denne store Forsamling aflægge det Løfte for Gud og
Mennesker , af jeg skal være de efterlevende Børn i
Faders Sted , hvad timelige Goder angaar , saa af
hverken de eller deres Moder skal komme til af savne
det Fornsdne til det daglige Brød , saalænge jeg selv
eier Noget . Mere kan jeg arme Mand ikke gjøre .
Saa være Gud mig forresten naadig og tilgive min
store Uret . “
Han sank atter tilbage i Stolen og Herredagen
var dermed hævet for den Dag .
Nogle Dage efter faldt Dommen , som gik ud
paa , af den Mogens Heinesen tidligere overgaaede
Dom skulde udflettes af Raadhusprotokollen og ikke
komme den Afdøde , eller hans Slcegt fil Skade paa
ZEre , gode Navn og Rygte , af Magnus Heinesens
Lig skulde optages af Graven paa Nikolai Kirkegaard ,
hvor det ved Enkens Omhu var flædt fil Jorden og
hæederligen begraves , hvor Familien selv maatte ønske
af bringe ham fil Hvile , samt af Rentemesteren , foruden
af godtgjøre Enken det Tab , hun alt havde havt , og
erstatte Lindenow alle Omkostninger for denne
Sags Skyld , endvidere skulde betale en Bøde af
6 , 000 Dlr . , en for den Tid meget betydelig Sum , og
af disse Penge alene skulde komme Enken og Børnene
tilgode .
Kort efterat Lindenow var vendt tilbage fil sin
Bopæel , indfandt en Tjener fra Renremesteren sig
hos ham med Anmodning om , af møde hos hans
Herre endnu samme Aften fil et givet Klokkeslet .
Saasnart Landsdommeren var kommen op fil
de Voærelser , som paa Slottet vare tagne i Brug af
denne vigtige Statstjener , blev han ført ind fil ham
uden først af vørde meldt .
Han fandt Christoffer Walckendorff siedende
i sin Læenestol , som et Billede paa den dybeste Anger
og Sønderknnselse , hvilket var saameget mcerkeligere
og hæederligere , som Faa eller Ingen i Danmark paa
den Tid var saa myndig og tilsyneladende haardhjertet
som denne Mand .
Lindenow blev greben af den dybeste Medfølelse
og Walckendorff bemærkede det snart .
„ Sæt Eder hos mig , Hans Lindenow “ ,
udbrød han og rakte ham sin Haand . „ I har hørt
Dommen ; den er hverken streng nok eller fuldstændig . “
„ Retfærdigheden kan ikke forlange nogen bedre ,
og den Afdødes Venner ønske ikke nogen anden , selv
om de kunde faa den “ , bemærkede Landsdommeren ,
der havde taget Plads i en Stol ligeoverfor Rentemesteren .
„ Den kan være fyldestgjørende for Eder og for
Retfærdigheden , som I siger , men den er det ikke for
mig “ , indvendte Walckendorff .
Lindenow taug .
„ I talede et sandt Ord , da I bad om Udsættelse
af Dommen , ligesaa meget for min Skyld , som for
den Anklagedes “ , vedblev han , idet han vred sine
Hænder ; „ gid jeg kunde kalde ham ud af den Grav
igjen , i hvilken jeg saa uretfærdig har bragt ham .
Med hvilket Had til mig er han dog ikke vandret
heden ! “
„ Det gjorde han langt fra “ , forsikkrede Landsdommeren .
„ Hvad for Noget ? Gik han ikke sin sidste
Vandring med Forbandelse over mig paa sine Læber ? “
spurgte Walckendorff ivrig .
„ Han tilgav Eder , naadige Herre , saaledes som
en god Christen bør gjøre “ , trøstede Lindenow .
„ Hans Hustru og Børn ere mine Vidner ; thi de
hørte det . “
„ Dette skylder jeg sagtens Eder “ , bemærkede
Walckendorff .
„ Jeg bad ham rigtignok derom “ , svarede han
nolende .
„ Det kunde jeg nok tænke “ , sukkede Rentemesteren ,
„ Sligt var han neppe falden paa af sig selv . Men
fortæl mig desuagtet Alt , hvad han sagde . I ved
ikke , hvor det frosfer mig . “
„ Han ansaa Eder for en retfærdig Mand “ ,
forsikkrede Lindenow , „ der blot skjænkede Dronningen
af England mere Tiltro end ham , og det fandt han
i Grunden ikke saa forunderligt , og naar I havde
fattet en Beslutning , lod I Eder ikke rokke derfra .
Derfor vilde han Heller ikke have , at jeg skulde gaa
fil Eder , fordi han paastod , at det vilde blive en
forgjæves Gang . “
„ Han kjendte mig bedre end jeg selv gjorde “ ,
mumlede Walckendorff .
„ Da jeg saa kom tilbage fra Eder , havde han
afgjort alt Timeligt , og jeg spurgte ham derpaa , om
han havde tilgivet Eder , hvortil han svarede Nei , og
saa bad jeg ham derom . “
„ Hvad sagde han saa ? “ spurgte han i næesten
aandeløs Spænding ; „ skjul Intet før mig , Hans
Lindenow ! jeg vil vide det Allermindsle ; hører I !
jeg besvcerger Eder ! “
„ Nu vel da , saa skal I ogsaa faa det at vide “ ,
svarede Landsdommeren , med et let Anstrøg af
Forlegenhed . „ Han rakte mig sin Haand og sagde :
jeg tilgiver ham ; her er min Haand derpaa . Lad
Hain leve før den gamle Stivnakke , han er . Han har
dog før gjort mig Godt . “
Rentemesteren sad lcenge i dybe Tanker med bøiet
Hoved . Endelig hceoede han sit Aasyn igjen og en
vis Fred og Glcede synes udbredt over det .
„ Tak ! HansLindenow , inderlig Tak før Eders
christelige Sind ! Gud lønne Eder derfor og han vcere
takket før de trøstelige Ord , jeg hørte ! Gud velsigne
Mogens Heinesen før dem ! “
Atter sank Hovedet ned paa Rentemesterens
Bryst og en ny Pause indtraadte , som Lindenow
ikke fandt passende at afbryde .
Noget efter hcevede Walckendorff atter sit Blik
op til Landsdommeren .
„ Jeg sagde før , at jeg ikke var tilfreds med
Herredagens Dom . Bøden var før liden . Jeg giver
Arvingerne ligesaa Meget til “ , udbrød han „ og beder
Eder , af modtage alle Pengene , naar I vil komme
til København , saasnart jeg lader Eder vide , af jeg
har faaet dem samlede ; thi før Dieblikket kan jeg ikke
udrede saa stor en Sum . “
„ Naar I i christelig Kjærlighed vil forunde Enken
og Børnene denne Gave , modtager jeg den i deres
Navn med skyldig Taknemmelighed “ , svarede Lindenow
ærbødig ; „ men lad blot Alt bero til egen Leilighed . “
„ Jeg skal da ogsaa afgjøre , hvad I med Rette
bør have ; men forinden maa jeg bede Eder om
Tilgivelse , Hans Lindenow . Nu , god ! , godt ! “
vedblev han , da han mærkede , af Landsdommeren vilde
afbryde ham ; „ jeg vidste forud , af jeg fik den .
Gud velsigne Eder før Alt ; men dog mest fordi
I bad før mig hos Eders Ven . Gaa nu med Gud ;
jeg ønsker af være ene . Ikke sandt , vi skilles som
Venner ? Farvel , Farvel ! “
Han vinkede med Haanden af Lindenow , der
havde reist sig fra sin Stol , og da denne mærkede , af
Rentemesteren høilig ønskede , af afbryde en Samtale ,
der havde rystet ham saa slærkt , forlod han ogsaa
den dybt nedbøiede Mand , idet han tilkastede ham et
langt hjerteligt Afskedsblik .
Hvor meget denne ulykkelige Sag var gaaet
Christoffer Walckendorff fil Sinde , ses bedst
derved , af dan , ncermest som en Følge deraf , umiddelbart
efter udtraadte af Regjeringsraadet , der styrede Land
og Rige i den unge Konges Mindreaarighed og vilde
ogsaa have fratraadt Embedet som Rentemester , om
ikke den unge Konge udtrykkelig havde bedet ham om ,
af vedblive , af bestyre det .
At en saa stor Ulykke kunde vcere sket , uden af
ogsaa Kong Christian den Fjerde lagde sin Medfølelse
for Dagen , var ikke af vente , naar man kjendte
Nøget fil dette cedle Køngehjerte , og der existerer
endnu en Skrivelse fra hans Haand fil Abbedissen
i Maribo Kloster , der paa engang bcerer Vidnesbyrd
om den unge Konges store Medfølelse for de
Efterladte , som for den Kjcerlighed , hvormed Sophie
Gyntelberg omfattede sin ulykkelige Mands Minde .
Paa Grund af Forholdet fil sine Børn kunde
hun ikke blive optaget i denne milde Stiftelse ,
Reformationen havde taget i Arv fra de katholske
Forfædre , og man ser derfor af et senere Kongebrev ,
af den unge Konge , fil Erstatning derfor , betænkte
hende med en Gaard i Bergens Stift , hvor vi ville
antage , af hun har endt sine Dage .
Kommer Du , kjære Læser , nogensinde til den
gamle Gaard Ørslevkloster i Salling Land , vil Du
finde et smukt Epitafium over den Mænd , hvis
Minde disse Blade ere helligede ; thi Lindenow
vilde selv , i sin Kirke , gjemme Støvet af sin ulykkelige
Ven og Ingen var mere værtig til denne Wre end
netop han .
Det er ikke her Stedet , af gjengive Epitafiets
Ord , som bleve nedskrevne af Hans Lindenow
selv ; men Saameget bør man dog vide , af den
engelske Regjering fandt sig foranlediget til af gjøre
Indsigelse imod enkelte Udtryk , som den endog forlangte ,
af faa udflettede . Dette lykkedes imidlertid ikke ;
thi nu var Kong Christian selv kommen til Roret
og den mæegtige engelske Dronning maatte finde sig i ,
af et Mindesmcerke blev staaende , der til de sildigste
Slægter vil bære Vidne , ei alene om den menneskelige
Skrøbelighed , men ogsaa om , af Retfærdigheden aldrig
savner sine Talsmænd i Danmark , endog ligeoverfor
Landets mægtigste Mænd .
Men idet Hans Lindenow saaledes reiste en
Mindesten over sin Ven , reiste Venskabet derved et
ligesaa hædrende Mindesmærke over ham selv , medens
den taknemmelige Efterflægt har fljænket Magnus
Heinesen et lignende , blandt Landets berømteste Mænd ,
i den smukke Have ved Jægerspris .