Datasets:

bowphs
/

europarl_parallel

Dataset card Viewer Files Files and versions Community

Split (2)

train · 467k rows

text stringlengths 3 37k
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at rette en hjertelig tak til ordføreren, hr. Brok, for hans betænkning. Hvis Rådet havde arbejdet lige så hurtigt som hr. Brok, ville vi faktisk allerede været kommet langt videre. Rådets forsømmelser her er virkelig beklagelige! Ordføreren og betænkningen går rigtigt nok ud fra, at vi må og skal hjælpe hurtigt, men går også med rette ud fra, at vi ikke skal hjælpe i ubegrænset omfang og vilkårligt. Her vil jeg gerne især henlede opmærksomheden på ændringsforslag 5, hvor det står klart og tydeligt, at midlerne til en ekstraordinær finansiel bistand udelukkende kan og må finansiere et budgetbehov i Kosovo, der opstår i offentlige/halvoffentlige, kommunale og andre administrationer og institutioner, der kontrolleres direkte eller indirekte af UNMIK. Det skal stå klart, hr. kommissær, at vi støtter UNMIK, at vi støtter de organer, som De Forenede Nationer har dannet, selvfølgelig især søjle 4, og det går ikke, at vi støtter parallelle strukturer, der har udviklet sig i Kosovo og stadig er der. Hvad skal vi gøre med pengene? Jeg vil her især henvise til menneskerettighederne. Vesten har kæmpet for menneskerettighederne i Kosovo. Hvad sker der i Kosovo i dag? Det lykkedes at standse serbernes store fordrivelsesaktion, men næsten hver dag er der uacceptable hændelser, hvor mennesker bliver dræbt, hvor mennesker forhindres i at leve, hvor og hvordan de vil. Hver dag finder der angreb sted på serbere, på romanibefolkningen, på bosniere, men der finder også fortsat angreb sted på albanere. Jeg blev egentlig chokeret over at læse betænkningen, hvis det er rigtigt, at en albansk læge, der helt sikkert har arbejdet under meget vanskelige forhold på sygehuset i Mitrovic i den serbiske del, til sidst opgav at arbejde for sin befolkning på dette sygehus, fordi hans liv hele tiden var i fare. Det er hændelser og situationer, som vi ikke kan tolerere. Jeg hører - om det passer eller ej, ved jeg ikke - at serberne sågar stadig har en mine i Kosovo, i den serbiske del. Der er i det mindste rygter om, at serbiske militser stadig er aktive. For mig er det uden betydning, om det er en serber, én fra romanibefolkningen, en bosnier eller en albaner, der trues eller dræbes i Kosovo. For mig er det uden betydning, hvem der arbejder hen imod en opdeling og adskillelse i Kosovo. For mig er det afgørende, at de organer, som vi finansierer, opnår det, som vi vil opnå, nemlig et multietnisk Kosovo, en koeksistens i Kosovo. Vi har brug for mere politi, der er absolut ikke tilstrækkeligt meget politi til stede. Vi har brug for et uafhængigt retsvæsen - hvilket helt sikkert er svært at opbygge - vi har også brug for midler til højkommissæren for menneskerettigheder. Alt det skal ske, og det hurtigt. Hvis vi ikke yder hurtig hjælp, kommer vi til at opleve en forværring af situationen, og vi kan komme til at opleve nye konflikter og krisesituationer. Derfor mener jeg, at vi gjorde rigtigt i at handle hurtigt, at vi indså, at der var tale om nogle uopsættelige handlinger, at vi gør rigtigt i at bevilge pengene. Men vi vil se handlinger, og vi ønsker også at se nogle resultater i Kosovo, og jeg vil gerne bede Kommissionen om at sørge for, at pengene anvendes med succes, især med henblik på en udvidelse af politiet og en opbygning af retsvæsenet.
Hr. formand, først vil jeg sige mange tak til medlemmerne, og især til ordføreren, for den hurtighed, de har behandlet dette spørgsmål med. Det vil uden tvivl gøre det muligt for os hurtigt at frigive midlerne til Kosovo og få klaret de bekymringer, som såvel Swoboda som fru Pack har bragt frem. Under aftenens forhandling mener jeg at kunne mærke tre slags grundlæggende bekymringer. For det første er det, selvom der er gjort store fremskridt, og vi kunne henvise til toldvæsenet, bankvæsenet og skattevæsenet, sandt, at vi skal videre. Videre for at finansiere hvad? Det er det første punkt, hvor der er en vis uenighed. De foreslår os i nogle af deres ændringsforslag, at man begrænser sig mere ved fastlæggelsen af den type organisationer, som Unionens finansielle bidrag henviser til. F.eks. i ændringsforslag 3 og 5. Vi er imidlertid af den opfattelse, at der på begge områder burde gives et større spillerum til De Forenede Nationers administration, som kender virkeligheden på stedet bedre end os. Vi finder, at det ville give anledning til nogle praktiske vanskeligheder allerede på nuværende tidspunkt på forhånd at definere, hvor ressourcerne skal gå til. Vi bør kort sagt have tillid til dem, der på stedet bedre kan træffe visse beslutninger end os. Den anden bekymring, som jeg har set nogle af Dem deler - det var hr. Bourlanges, der fremkom med den først, men siden er den blevet gentaget af flere andre - vedrører det, der sker med de øvrige bidragsydere. Gør Kommissionen en for stor indsats, mens de andre ikke gennemfører deres samarbejde? Nogle af ændringsforslagene i Deres beretning går i den retning. F.eks. ændringsforslag 1, 2 og 4. Jeg vil gerne sige til hr. Bourlanges og til dem, der har bragt dette spørgsmål op, at det grundlæggende problem ikke ligger i denne opfattelse, som vi deler fuldt ud. Det grundlæggende problem ligger i, at byrdefordelingen mellem de forskellige bidragsydere for øjeblikket er fastsat i - og det er rigtigt - erklæringerne fra den såkaldte high level steering group, men det er også rigtigt, at de ikke har retsvirkning, at det kun er en politisk forpligtelse. Det er derfor, at vi gerne ville bede Dem om, og vi har givet en note til hr. Brok om dette, at ændringsforslag 1, som vi accepterer ånden i, bliver redigeret på en sådan måde, at det ikke indebærer betingelser for ydelsen af fællesskabsressourcer. Jeg vil gerne sige det samme om ændringsforslag 2, som vi også finder ville være acceptabelt med en lille ændring, eftersom det med hensyn til indholdet forekommer os korrekt. Ændringsforslag 4 har lidt samme karakter. På dette konkrete punkt kunne vi sandsynligvis tilfredsstille hr. Bourlanges bedre. Man har allerede talt med Rådet, så det i sin beslutning medtager en erklæring fra Kommissionen, som fastsætter dette element af betingethed. Det, vi helt præcist foreslår med hensyn til det andet bidrag, er, at det nøjagtige beløb og tidspunktet for, hvornår iværksættelsen af den anden del skal gennemføres, bliver besluttet under hensyntagen til Kosovos eksterne finansieringsbehov og de øvrige bilaterale bidragsyderes bidrag. Sagt på en anden måde så fastsætter vi ikke nogle betingelser, eller vi finder, at det er mere effektivt ikke at fastsætte nogle betingelser fra begyndelsen af, og at vi alligevel fastsætter dem med hensyn til denne mulige frigivelse af anden del. På den måde ville vi ikke få problemer med at handle omgående, vi ville ikke skabe problemer for Kosovos befolkning, men vi ville imidlertid tvinge de øvrige bidragsydere til at få gennemført deres finansielle indsats, ligesom vi er i færd med at gøre. Der er et tredje problem, som er blevet bragt op af fru Dührkop om de flerårige programmer. Hun mindede om, at projekterne er flerårige. Programmerne skal naturligvis tage hensyn til de årlige budgetbidrag. Endelig vil jeg gerne komme med nogle kommentarer til det ønske om yderligere information, der er blevet bragt op for os. På den ene side har man anmodet os om, at vi orienterer Parlamentet om udviklingen i licitationerne, og i denne forbindelse kan jeg sige til Dem, at Kommissionen allerede i sidste uge har haft lejlighed til at give Parlamentets Budgetudvalg den sidste status for kontrakterne og de betalinger, der er gennemført, siden task forcen blev iværksat i Kosovo. Kommissionen kan forpligte sig til at blive ved med regelmæssigt at holde Parlamentet orienteret om de licitationer, der offentliggøres. Det er vores ønske, at de også kommer med på Internettet, så der bliver størst mulig gennemsigtighed om dette konkrete spørgsmål. Og et andet spørgsmål, som jeg også gerne vil knytte nogle kommentarer til, er resten af den information, der kan være vigtig for Parlamentet med hensyn til opfyldelsen af den makroøkonomiske bistand. I denne forbindelse kan jeg også meddele Dem, at Kommissionen er indstillet på regelmæssigt at holde formændene for de forskellige parlamentsudvalg, som er involveret i denne sag, orienteret, idet orienteringen skal være fortrolig, hvis arten af de oplysninger, de får, kræver det, samt orientere dem om de forskellige planer, der iværksættes for de makroøkonomiske bistandsoperationer. Mange tak, ærede medlemmer, jeg håber, at vi med Rådets endelige beslutning kan få frigjort disse midler og få gennemført et positivt bidrag, som gør det muligt for os at fortsætte den vigtige indsats, som vi og andre er i gang med i Kosovo for at opnå den situation med bedre sameksistens og større fred, som vi alle ønsker.
Hr. formand, jeg glæder mig over den enighed, der findes mellem Parlamentet, Budgetudvalget og navnlig Kommissionen, og vi kan forsikre om, at vi for vores vedkommende altid vil være parate til at hjælpe Kommissionen med at udføre sin opgave. Jeg bliver dog lidt bekymret, når jeg hører kommissæren udtale sig i forbindelse med de forpligtelser, Budgetudvalget har indgået. Det var en klar aftale - jeg udtaler mig ikke om, hvorvidt det var godt eller dårligt, men det var en aftale - mellem Kommissionens tjenestegrene og Budgetudvalget, at der var enighed om ændringsforslag 4 og 7, det vil sige, at der var enighed om, at mobilisationen - iværksættelsen - af anden rate af den makrofinansielle bistand var betinget af, at bistandsyderne overholder de indgåede forpligtelser. Imidlertid mener jeg at forstå - når jeg lytter til hr. Solbes - at denne aftale skulle være indgået under meget kværulanteri. Hr. kommissær, en aftale er en aftale. Bekræfter De, ja eller nej, den aftale, der er indgået af Deres tjenestegrene i Budgetudvalget, eller giver De afkald på denne betingelse, hvilket ville være et brud på den aftale, der er indgået med os?
Nej, hr. Bourlanges, jeg mener, at der er tale om et grundlæggende problem, nemlig hvordan det kompromis, vi har accepteret, skal udfærdiges. Det, jeg har foreslået Dem, og som jeg nu gentager, er, at Kommissionen i Rådets afgørelse vil fremkomme med en erklæring, der lyder således: Det præcise omfang og tidspunkt for gennemførelsen af anden rate fastsættes til sin tid, idet der tages højde for udviklingen i Kosovos eksterne finansieringsbehov og bidrag fra andre bilaterale bistandsydere. I denne henseende mener vi, at vi har overholdt den aftale, der er indgået.
Jeg anmoder blot Kommissionen om, at den - inden den iværksætter anden rate - informerer Budgetudvalget herom.
Jeg er helt enig, og det vil vi også gøre.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0011/2000) af Langen for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener) (1998-2002) (C5-0333/1999 - 1997/0370(COD)).
Hr. formand, jeg takker Langen - selvom han ikke selv er til stede - for det arbejde, som han har udført for at få programmet gennemført såvel i Parlamentet som i Rådet. Projektet har været langvarigt og vanskeligt. Man bør også fremover satse meget kraftigt på anvendelsen af de vedvarende energikilder i den sonderende forskning. Selvom der er meget godt i det nye direktiv, er der dog også mangler. Et eksempel på dette er anvendelsen af tørv. Tørv må ikke klassificeres i samme gruppe som de fossile brændstoffer. Hvis ikke tørv ligefrem kan klassificeres som en vedvarende, ikkefossil energikilde, bør det defineres som en gruppe for sig, specielt hvis man holder sig miljøafgifterne for øje. Det er ikke retfærdigt, at tørv bedømmes efter samme skala som f.eks. stenkul. Udvikling af de vedvarende energikilder er en del af løsningen på, hvorledes man får ophævet Unionens afhængighed af energiimport. Forskningen har særlig betydning også med henblik på EU's kommende udvidelsesrunde. Afhængigheden af importeret energi berører mest af alle netop adskillige af de østeuropæiske lande, hvis økonomiske strukturer endnu lider under den afhængighed af den russiske energi, som blev skabt i sovjetperioden. EU bør holde fast i klimaaftalen fra Kyoto. Vi er jo alle bekymrede for miljøet og for vores børns fremtid. Vi bør forøge de vedvarende energikilders andel af den totale energiproduktion, men det skal gøres med omtanke. Vi må huske på, at vi endnu i lang tid fremover ikke kan bygge vores grundlæggende energiproduktion på de vedvarende energikilders ressourcer. Til dette har vi brug for miljøbeskyttende energi, atomkraft.
Hr. formand, jeg appellerer til Deres overbærenhed med, at jeg kom lidt for sent, fordi forløbet jo var noget hurtigere end planlagt. Jeg vil gerne takke min kollega for, at hun er sprunget til. Hun har jo allerede sagt noget vedrørende programmerne Altener og Save. Vi har her at gøre med afslutningen på en forligsprocedure vedrørende foranstaltningerne på energiområdet for perioden 1998-2002. Altener behandler i den forbindelse de vigtige vedvarende energikilder. Dermed skal der skabes den nødvendige forudsætning for gennemførelsen af en handlingsplan på dette område og navnlig gives et yderligere incitament til private og offentlige investeringer i forbindelse med frembringelse og udnyttelse af vedvarende energikilder. Da det løbende program udløb i slutningen af sidste år, og Rådet ikke accepterede de ændringer, som Parlamentet havde vedtaget, måtte Forligsudvalget gå i gang. Det er forbløffende, hvor hårdnakket medlemslandene i Rådet har forsøgt at vægre sig mod dette program for alternative energikilder og en passende finansiel bevilling. Jeg må dog også sige, at den finske formand for Rådet udviste en relativt stor mangel på handledygtighed, så længe medlemslandene blokerede for den nødvendige forhøjelse af midlerne. Den oprindelige bevilling på 81,1 millioner euro, som Kommissionen havde foreslået, nedbragte Rådet ensidigt og uden begrundelse til 74 millioner euro. Det var derfor kun en logisk konsekvens, at Parlamentet krævede den oprindelige bevilling tilbage. Ud over den finansielle bevilling til programmet var der også andre punkter, Rådet og Parlamentet var uenige om. Som led i forligsproceduren blev der opnået enighed med Rådet om nogle væsentlige punkter, som vi har krævet, f.eks. undersøgelsen af muligheden for at åbne Altener-programmet for de associerede middelhavslande i forbindelse med den kommende revision af programmet. Her vil Rådet - det blev vi forsikret om - offentliggøre en erklæring i Tidende. Med henblik på finansrammen havde Rådet, idet det reducerede sin oprindelige idé betydeligt, næsten bragt programmets videreførelse i fare. For Parlamentets delegation i Forligsudvalget handlede det om den indholdsmæssige videreførelse af et fornuftigt program. Derfor gav vi til sidst vores tilslutning til kompromiset, selvom det ikke til fulde levede op til vores krav. Vi har accepteret, at midlerne øges til 77 millioner euro. Det er et acceptabelt, om end ikke fuldt ud tilfredsstillende resultat. Vi besluttede at gå ind for dette kompromis for ikke at bringe programmets videreførelse i fare. Uden større bestræbelser fra medlemslandenes side forekommer det dog ikke muligt at nå målet om at dække 15% af den samlede energiforsyning af primær energi fra vedvarende energikilder i år 2010. Videreførelsen af et miljø- og økonomipolitisk vigtigt EU-program, der bidrager til en begrænsning af CO2-emissionerne, en forøgelse af de vedvarende energikilders andel af energibalancen, mindskelse af afhængigheden af importeret energi, forsyningssikkerhed, samhørighed i den lokale og regionale udvikling, er dermed sikret. Men det er selvfølgelig ikke nok, det kræver også gevaldige bestræbelser fra medlemslandenes side. Forligsudvalget vedtog den 9. december sidste år programmets endelige tekst og banede dermed vejen for også i fremtiden at fremme undersøgelser og aktioner inden for alternativ energi med henblik på at udnytte de vedvarende energikilders potentiale. Desuden sikrer vi med videreførelsen af Altener, at der kan fremmes og gennemføres pilotaktioner med henblik på at skabe og udbygge infrastrukturen og udveksle viden samt med henblik på at gennemføre målrettede aktioner, der skal gøre det lettere at udbrede de vedvarende energikilder på markedet. Det er navnlig muligt inden for geotermisk varme, vindkraft, mindre vandkraftværker, passiv og aktiv udnyttelse af solenergi i bygninger, udnyttelse af biomasse. Vi kan se på disse områder, hvor nødvendigt og vigtigt det er, at der også fremover stilles nogle fornuftige støtterammer til rådighed på europæisk plan, hvad angår alternative energikilder. Jeg vil gerne især takke Kommissionen og den ansvarlige kommissær, fru de Palacio, for deres støtte til Parlamentets holdning. Det er lykkedes Europa-Parlamentet at finde frem til et fornuftigt kompromis og ændre Rådets fælles holdning. Jeg ville være taknemmelig, hvis mine kolleger kunne tilslutte sig Forligsudvalgets resultat.
Hr. formand, på vegne af PSE-gruppen hilser jeg det velkomment, at vi har nået nogle resultater i forligsproceduren vedrørende Altener II-programmet. Først vil jeg dog gerne rette en hjertelig tak til ordføreren, hr. Langen, for hans virkelig gode arbejde med denne betænkning. Jeg vil også gerne takke formanden for delegationen i Forligsudvalget, hr. Provan. For, som hr. Langen netop sagde, der blev virkelig kæmpet en hård kamp i Forligsudvalget. Men i dag kan vi se, at Europa-Parlamentet helt tydeligt har sat sit fingeraftryk på forligsresultatet. Hr. Langen har gjort opmærksom på, at en række af Parlamentets indholdsmæssige punkter og krav er blevet godkendt, og hvad angår det vigtigste konfliktpunkt med Rådet, bevillingerne til dette flerårige program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet, har vi trods alt næsten - det er allerede blevet sagt - kunnet mødes med Rådet på halvvejen. Det er ikke tilfredsstillende, det vil jeg også gerne understrege. Men vi indgik dette kompromis, fordi det var vigtigt for os, at dette program nu også virkelig kunne blive startet hurtigt. I de kommende år skal de vedvarende energikilders andel af energiforbruget nemlig fordobles til mindst 12%. Det er det mål, som Den Europæiske Union har sat sig. Her får Altener-programmet virkelig en central rolle som det eneste EU-program med den ene målsætning at fremme vedvarende energikilder. Med dette nye femårige program skal aktionerne fra Altener I-programmet udvides. Det omfatter bl.a. en bedre informations- og erfaringsudveksling blandt aktører inden for vedvarende energikilder, bl.a. en udbyggelse af lokale, regionale energiagenturer, en opbygning af nye og støtte til eksisterende netværker. Dette er blot nogle eksempler. En særlig vigtig rolle i Altener II-programmet spiller dog - efter min mening - de nye aktioner, der skal gøre det lettere at udbrede de vedvarende energikilder på markedet, og de nye aktioner, der skal gennemføre, ledsage og overvåge Fællesskabets strategi og den fælles handlingsplan. Foran os har vi nu et arbejdsdokument fra Kommissionens kontor vedrørende en kampagne for gennembruddet, der jo udgør en væsentlig bestanddel af Fællesskabets strategi. Der planlægges her støtte inden for alle væsentlige områder af vedvarende energikilder. Altener-programmet skal virkelig ledsage, støtte denne kampagne. De samlede udgifter til investeringer i denne kampagne er anslået til ca. 30 milliarder euro. Heraf skal 75-80% komme fra privat hånd, og dertil kommer offentlige midler fra medlemsstaterne, fra regionerne. Her kan Altener-programmet udgøre et vigtigt nyt incitament for investeringer, gøre det lettere at foretage investeringer og hjælpe os til virkelig at nå vores mål om miljøbeskyttelse, økonomi og nye arbejdspladser.
Hr. formand, hr. kommissionsmedlem, jeg vil også gerne takke hr. Langen for et godt arbejde med dette vigtige emne. Slutresultatet af Forligsudvalgets forlig om Altener-programmet er nu, efter nogle vanskelige faser, i det mindste tilfredsstillende. Man har taget hensyn til størstedelen af Parlamentets ændringsforslag, og som en positiv ting må man konstatere en forøgelse af finansieringsrammen for programmet til 77 millioner euro. Unionen har ambitiøse mål inden for en øget anvendelse af den vedvarende energi. Med disse mål for øje er bevillingen imidlertid meget lille. Den skal anvendes til pilotprojekter, forskning, udveksling af information og også til at skabe en positiv indstilling til anvendelsen af den vedvarende energi. Hovedansvaret for en øget anvendelse af de vedvarende energikilder hviler på medlemslandene. Forhåbentlig ansporer dette program medlemslandene til at arbejde resolut for en øget anvendelse af den vedvarende energi. Men i fremtiden må Unionen også intensivere sin egen indsats for at fremme anvendelsen af den vedvarende energi, og den må sikre, at den vedvarende energi får uhindret adgang til markederne. Det er særlig vigtigt at fremme anvendelsen af den vedvarende energi set ud fra et miljøsynspunkt. Unionen kan ikke opnå sine miljømålsætninger, medmindre anvendelsen af de vedvarende energikilder aktivt forøges. De vedvarende energikilder mindsker afhængigheden af importeret energi, og en øget anvendelse af dem forbedrer konkurrenceevnen. Europa kan også opnå en førerstilling inden for den industri, som leverer det nødvendige apparatur til anvendelse af vedvarende energikilder. Man må også huske på, at anvendelsen af de vedvarende energikilder indvirker positivt på områdeudvikling og beskæftigelse. Jeg drister mig ligeledes til også at nævne tørv. I fortegnelser over vedvarende energikilder nævner man ikke tørv. Det er imidlertid, i hvert fald i Finland, en væsentlig, til stadighed anvendt, langsomt selvfornyende energikilde. Jeg håber, at man i fremtiden kan tage det med i fortegnelsen over vedvarende energikilder.
Fru kommissær, kære kolleger, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance glæder sig over den aftale, man er nået frem til, og vi vil gerne takke alle dem, der har gjort en stor forhandlingsindsats for et ændringsforslag, som De Grønne næsten var ophavsmænd til. Det er interessant for mig, der er ny her i Parlamentet, at se, at der i budgettet er sat hundredevis af millioner euro af om året til tobaksdyrkning. Det er en begrænset økonomisk sektor, der næsten ikke skaber nogen beskæftigelse, og som ikke er konkurrencedygtig på verdensplan. Jeg kan sammenholde dette med de beløb, der står på spil, når det gælder vedvarende energi, der ikke alene er miljøvenlig, men som også skaber en betydelig økonomisk vækst. At se den markedsandel, et lille land som Danmark har været i stand til at få på dette område, fordi det var et af de første lande, der gav sig i kast med det, giver efter min mening stof til eftertanke, og jeg tror, at man på langt sigt virkeligt bør øge budgetterne til vedvarende energi. Lige et sidste ord om programmet. Det er efter min opfattelse meget vigtigt, at den vedvarende energi får en fast plads i regionerne, så den kan udvikle sig på længere sigt, og hvor den kan bidrage til økonomien og jobskabelsen. Hvis 50% eller mere af energisammensætningen skal komme fra vedvarende energikilder, må man ikke nøjes med visse hot spots, der er mere rentable på kort sigt.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Langen med hans arbejde. Aktiviteterne i Altener-programmet vil fremme vedvarende energikilder, og jeg tror, at sådanne programmer fortjener økonomisk støtte på udviklingsstadiet, da de giver mulighed for et enormt erhvervsmæssigt potentiale i fremtiden. Derfor er jeg særlig glad for at se økonomisk støtte til projekter fra små og mellemstore virksomheder. De internationalt fastsatte mål for reduktion af emissioner kan ikke nås gennem disse programmer alene. Man skal i denne forbindelse huske, at energipolitik stadig fastsættes hos medlemsstaterne selv. Det er afgørende, at nationale regeringer giver deres fulde støtte til forbedring af energieffektivitet og udvikling af vedvarende energi. Det glæder mig, at Irland for nylig meddelte, at de vil anvende 125 millioner irske pund på udviklingen af en miljømæssigt bæredygtig energisektor. Jeg håber, at gennemførelsen af Altener vil skabe flere initiativer. Som angivet i den endelige tekst kan aktioner som disse spille en rolle i forbindelse med reduktionen af regionale forskelle. Jeg kan stå inde for, at der allerede er betydelig interesse for Altener-programmet inden for min egen valgkreds Leinster, hvoraf en stor del hører under Irlands mål 1-område. Jeg støtter alle tiltag til at forbedre den økonomiske udvikling af infrastrukturen, herunder i relation til energisektoren. På kort sigt står vi over for en stor udfordring, når vi skal opfylde vores forpligtelser i forbindelse med at begrænse emissionerne af drivhusgas i henhold til Kyoto-protokollen og samtidig skabe økonomisk vækst. Altener vil være et værdifuldt bidrag til medlemsstaternes kombinerede bestræbelser.
Hr. formand, hr. ordfører, kære kolleger, som vores ordfører mindede om, er vi nu ved vejs ende efter et langt og vanskeligt forlig med Rådet om Altener-programmet. Vores ordfører mindede os om, at den finansieringsramme, Rådet foreslog, oprindeligt var på 74 millioner euro, mens Kommissionen havde foreslået 81,1 millioner, hvilket Europa-Parlamentet støttede. Det første møde i Forligsudvalget var en fiasko, eftersom Rådet kun accepterede en stigning på 1,9 millioner euro. Vi kunne ikke godkende et sådant forslag, der satte spørgsmålstegn ved Europa-Parlamentets beføjelser. Det andet forligsmøde gjorde det muligt at forhøje beløbet med 1,1 millioner euro, så man nåede et kompromis på 77 millioner. Selvom beløbet er blevet forhøjet med 3 millioner i forhold til det oprindelige forslag, vil jeg gerne endnu en gang give udtryk for min personlige beklagelse over, at de finansielle midler ikke er på højde med ambitionerne, og at Rådets ønske om at spare i denne situation står i alt for stor kontrast til dets udtalelser om, at det går ind for en sikker energiforsyning, jobskabelse og miljøbeskyttelse, der alle er udfordringer, som vi skal tage op. Og vedvarende energi er så afgjort en måde at nå disse målsætninger på. På trods af mine forbehold over for den ringe finansieringsramme går jeg dog personligt ind for kompromiset på grund af programmets indhold, som Europa-Parlamentet har bidraget aktivt til, da dette område efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse hører under den fælles beslutningstagning. Det er næsten sikkert, at man med den vifte af foranstaltninger og aktioner, der foreslås, vil kunne komme tæt på målsætningen om 12% vedvarende energi i 2010 - hvilket er en fordobling - hvis ellers alle bevillingerne følger efter, også medlemsstaternes bevillinger. Med Save II-programmet og miljøaspektets medtagelse i energipolitikken lægger dette program således grunden til en sand fællesskabsstrategi med henblik på at få skabt en ren energi, alt imens vi bliver mindre afhængige. Afslutningsvis vil jeg også gerne understrege, hr. formand, at der ud over de foreslåede foranstaltninger bør træffes nogle lovgivningsmæssige foranstaltninger og ikke mindst, at de budgetter, der skal ledsage disse politiske ønsker, bør være konsekvente. Til sidst vil jeg naturligvis lykønske vores ordfører, hr. Langen, for hans arbejde samt alle medlemmerne af udvalget og Forligsudvalget.
Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med den aftale, der er opnået om Altener II-programmet i Forligsudvalget og tilslutte mig de udtalelser, som de forskellige talere er kommet med, og naturligvis også påpege, at denne aftale vil gøre det muligt, at Altener-programmet i løbet af kort tid vil blive indarbejdet i energirammeprogrammet. Alt dette vil give en bedre koordinering, gennemsigtighed og handlekraft i vores energiprogrammer, som Save-programmet, som vi skal drøfte om lidt, også skal indarbejdes i. Jeg vil gerne sige, at det arbejde, som Parlamentet har udført i løbet af denne tid, har været af høj kvalitet, og i denne forbindelse vil jeg gerne lykønske ordføreren hr. Langen samt de forskellige talere, som har bidraget såvel i udvalget som her under plenarmødet. Der har naturligvis været diskussioner, hvor vi var nødt til at ty til forligsbehandling, som ordføreren og hr. Caudron for et øjeblik mindede om, for ved det første møde opnåede man ikke resultater, og det var nødvendigt at mødes en gang til, selvom tallene heller ikke var voldsomt store. Men jeg tror, at vi endelig er nået frem til en fornuftig aftale, der som alle aftaler måske ikke er fuldkommen, men som jeg tror vil gøre det muligt at fremme de projekter, som vi stod med. Jeg vil derfor gerne gentage min lykønskning til ordføreren hr. Langen for det udførte arbejde, takke alle ordførerne og naturligvis rose næstformand Provans optræden under forliget, som bidrog effektivt til opnåelse af det positive resultat. Jeg glæder mig også over Rådets fornuftige og fleksible optræden.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0010/2000) af Ahern for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program for fremme af energieffektiviteten (Save) (1998-2002) (C5-0334/1999 - 1997/0371(COD)).
Fru formand, jeg vil gerne takke Rådet og Kommissionen for en god og grundig forligsprocedure, endog i en høflig og behagelig atmosfære, og det er ikke altid tilfældet. Det glæder mig at kunne sige, at jeg betragter resultatet af forliget som meget tilfredsstillende for Parlamentet, da den fælles tekst inkorporerer alle ændringsforslag - enten fuldstændigt eller med en ændret ordlyd. Det endeligt tildelte beløb til programmet er også en klar forbedring i forhold til Rådets forslag ved andenbehandlingen, som efter vores opfattelse var fuldstændigt uacceptabelt, og vi har gjort store fremskridt i den henseende. Jeg foreslår derfor, at Parlamentet vedtager forslagene til Save og forligets konklusion ved tredjebehandlingen. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at Parlamentet ved andenbehandlingen vedtog denne betænkning med otte ændringsforslag, herunder en genindsættelse af Kommissionens oprindelige budget. Kommissionen accepterede fem af ændringsforslagene, herunder den budgetmæssige fordeling, og jeg takker Kommissionen for deres kontinuerlige støtte i forbindelse med budgettet under forligsproceduren, da Rådets forslag var uacceptabelt. Under proceduren blev der indgået aftale om undersøgelser og aktioner i forbindelse med planlægning, gennemførelse, supplering og vurdering af fællesskabsforanstaltninger. Der blev indgået tekstmæssige kompromiser for fem andre ændringsforslag, herunder lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger og integrationen af lokale energicentre, og - meget vigtigt - indførelse af energy auditing-systemer til overvågning af energieffektivitet. Jeg håber, at alle er enige i, at der er tale om vigtige fremskridt. Spørgsmålet om den økonomiske ramme blev forsvaret af Parlamentet i lyset af Rådets meget lave udgangspunkt. Vi havde adskillige møder, inden Rådet endelig øgede beløbet til et fornuftigt niveau. Vi fik en forøgelse på 2 millioner over Rådets startbeløb, og det er en stor forøgelse, som jeg kan stå inde for, og som Kommissionen har bekræftet, at den kan gennemføre programmerne for. Det var et vigtigt argument for os. Jeg vil imidlertid gerne sige, at det er og har altid været et meget beskedent budget, og derfor er støtten til dette program mere symbolsk end reel. Støtte til energibesparelse kommer stadig hovedsagelig fra medlemsstaterne. Det må vi huske, når vi godkender dette program. Hvis der er mere symbolisme end realiteter i det, vi kan opnå på fællesskabsplan, er det en skam, for der er meget entusiasme på lokalt plan, også i forbindelse med fællesskabsaktioner, når det drejer sig om energibesparelse. Fællesskabet kan skabe kontakt mellem lokale operatører, så de ikke behøver at starte forfra i hver region. Vi har en vigtig rolle i Den Europæiske Union i denne forbindelse. Save er det eneste program på tværs af hele Fællesskabet med det formål at fremme rationel anvendelse af energi. Programmet fokuserer på ikketekniske elementer, assistance til opbygningen af en infrastruktur med henblik på energieffektivitet. Formålet med programmet er at skabe et miljø til fremme af investeringer og energieffektivitet. Vi må her se i øjnene, at der også er et marked i industrien i forbindelse med energibesparelse. Vi har hørt meget om konkurrencevanskeligheder i relation til vedvarende energi, men energieffektivitet sparer penge for erhvervslivet, er i det hele taget pengebesparende, og der bør derfor ikke være problemer. Det er noget, vi alle kan støtte. Med moderskab er det sådan, at vi, selvom vi støtter det, ofte gør meget lidt konkret for at hjælpe, og sådan er det også i forhold til de personer, der beskæftiger sig med energibesparelse. Vi kunne gøre mere i betragtning af, at vi har indgået store forpligtelser i forbindelse med at reducere CO2-udslip og drivhusgasser samt afhængigheden af energiimport. Vi har ikke truffet de foranstaltninger, som borgerne gerne vil se. Vi trænger ikke rigtigt igennem til borgerne, så de har mulighed for at gøre noget konkret enten hjemme, på arbejde eller i industrien for at støtte aktioner til bekæmpelse af de globale klimaændringer. Jeg vil endnu en gang gerne takke alle, der har bidraget til denne forligsproces.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne endnu en gang takke fru Ahern som ordfører for dette forslag, for det har sammen med de øvrige parlamentsmedlemmers samarbejde bidraget til, at vi endelig har opnået et meget fornuftigt resultat, som på visse områder endog forbedrer forslagene fra selve Kommissionen og naturligvis det, som Rådet til at begynde med havde accepteret ud fra et budgetmæssigt synspunkt. Som fru Ahern så udmærket har sagt det, så er budgetterne for såvel Save-programmet som Altener-programmet især symbolske budgetter, for hovedvægten bliver båret af landene, Unionens medlemsstater, regionerne eller endog i nogle tilfælde kommunerne. Men under alle omstændigheder har det, selvom dets volumen er relativt begrænset, en vigtig symbolsk betydning i og med, at der er en vilje i Fællesskabet som helhed til at støtte denne slags handlinger, som medvirker til, at vi reelt opfylder vores forpligtelser fra Kyoto, og at vi ydermere opnår en større spredning i vores energikilder, en større sikkerhed for vores forsyning, og, som det er tilfældet med Save, at vi går mod et mindre forbrug og en bedre effektivitet i energiudnyttelsen, så vi på denne måde kan bidrage til at nå de fastsatte mål. Der er ydermere omkring disse programmer, det vil sige Save-programmet, bedre effektivitet og energibesparelse, og Altener-programmet, vedvarende energi, en meget vigtig teknologisk udfordring, der ud fra et økonomisk synspunkt kan give anledning til betydelige muligheder for industrien og også for jobskabelsen i vores lande og derfor i Unionen som helhed. Med hensyn til selve behandlingen i Parlamentet vil jeg gerne gentage min taknemmelighed over for alle dem, der har deltaget og talt, ikke mindst ordføreren, for i det forslag, som Rådet har vedtaget, er størstedelen af Parlamentets ændringsforslag blevet indarbejdet, i dette tilfælde næsten alle sammen, selvom det er med visse ændringer, og de har ydermere formået at forbedre det første tilbud om midler. Man har formået at forbedre det med frisk kapital, som vi talte om i sin tid, og man har formået at sikre det, som er Parlamentets beføjelser og kompetencer. Med hensyn til Kommissionen i dette interinstitutionelle spil finder jeg, at dette altid er vigtigt, og jeg er meget tilfreds over at kunne fremhæve dette. Jeg gentager min taknemmelighed over for alle dem, der har medvirket, i særdeleshed også næstformanden, hr. Provan, på grund af hans storslåede optræden i løbet af hele denne forhandling, ikke mindst under forligsbehandlingen, formanden for Industriudvalget, og også en særlig tak til ordføreren, fru Ahern, og alle de parlamentsmedlemmer, som har deltaget i dette arbejde.
Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0009/2000) af Graça Moura for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af ét enkelt instrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet (Kultur 2000-programmet) (C5-0327/1999 - 1998/0169(COD)).
Fru formand, på trods af Amsterdam-traktatens artikel 151 har kulturen været den fattigste slægtning i de utallige programmer og finansielle, tekniske og menneskelige midler, som er blevet mobiliseret til fordel for det europæiske projekt. Man kan sige, at de målsætninger, der forelå for 50 år siden, da man lagde grunden til det europæiske hus, som vi bor i i dag, var af overvejende økonomisk og social karakter. Man kan også sige, at europapolitikken i løbet af disse fem årtier er blevet udsat for mange og meget forskellige påvirkninger under de mest forskelligartede omstændigheder og af de mest forskelligartede årsager. Europas fædre og grundlæggere har dog også været bevidste om det civilisatoriske grundlag, der fik dem til at skabe varige betingelser for fred. Dette civilisatoriske grundlag består af en fundamental kulturel mangfoldighed. Et Europa bygget op omkring de nationale identiteter kan leve længe i fred og velstand, såfremt denne mangfoldighed bevarer sin vitalitet og udrydder den usselhed og aggresivitet, som overdreven nationalisme sædvanligvis fører med sig. For at dette skal blive til virkelighed, er det bydende nødvendigt, at europæerne kender hinanden og deler værdier, der er kendetegnet ved humanisme og tolerance, viden, kunstnerisk og anden kulturel skaben, der gror frem af den frugtbare europæiske jordbund og udtrykker det, der er mest ædelt og dybest i menneskets ånd. For at dette kendskab og disse fælles værdier til fulde skal udvikle sig, må de følgelig hvile på en forståelse af kulturen som en afgørende bestanddel af det europæiske demokrati. Utvivlsomt bidrager den reale konvergens, den økonomiske og sociale samhørighed, den fælles mønt, kampen mod arbejdsløshed og udstødelse samt også konkurrencen til at skabe en række betingelser, der kan give større lighed, større udvikling, større livskvalitet og bedre muligheder for borgerne i EU. Utvivlsomt kan den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik styrke en europæisk identitet og position i verden. Utvivlsomt sigter menneskerettighedspolitikken mod universel gyldighed. Hvis den politik, der retter sig mod kulturen, ikke kommer til at give en højere og klart differentierende mening til alt dette, vil hverken Europa eller det europæiske demokrati kunne bevæge sig særlig langt. Det er gennem kulturen og kun gennem den, at millioner og atter millioner af borgere kan genkende sig som europæere og dyrke, udvikle og uddybe denne følelse af at tilhøre Europa. Det er, fru formand, dette vingesus, som den europæiske politik har savnet. Der tales om kultur, om kulturelt samarbejde, om symbolske aktioner, om store initiativer, om netværk af kulturaktører og -operatører, men man undgår omhyggeligt at tale om en kulturpolitik for de europæiske institutioner, noget, der i øvrigt slet ikke ville kollidere med subsidaritetsprincippet. Der tales sågar med en undertiden ganske udtryksfuld retorisk effekt om kulturens betydning for det europæiske projekt, men der bevilges latterlige midler til programmer, der permanent og regelmæssigt burde være til gavn for mere end 300 millioner mennesker og give dem adgang til en kulturarv, der er deres, og vække hos dem en aktiv og interaktiv appetit på at komme i kontakt med de store værdier og de store værker, som udgør den. De borgere i Europa, som vi repræsenterer her, har ret til at afkræve EU's institutioner en mere sammenhængende, en mere effektiv og frem for alt en mere europæisk holdning. Disse overvejelser tjener som introduktion til Europa-Parlamentets vurdering af det fælles forslag om programmet Kultur 2000, der blev godkendt af Forligsudvalget den 9. december. Som bekendt skaber Kultur 2000 ét enkelt instrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet. Forligsudvalget nåede frem til tilfredsstillende løsninger med hensyn til næsten alle de ændringsforslag, der blev vedtaget under andenbehandlingen, og Parlamentets grundlæggende synspunkter har sat sig ganske godt igennem, ikke mindst den politiske prioritet, at der skal skabes betingelser for, at de aktioner, som Kultur 2000 omfatter, når ud til det størst mulige antal borgere. Hvad derimod angik den budgetmæssige side af sagen, blev Parlamentets delegation mødt af en ubøjelig holdning hos Rådet med hensyn til den forøgelse på 167 millioner euro, der oprindelig var fastsat. Der blev dog udvirket en opblødning af denne holdning, hvilket i øvrigt kun skyldtes kommissær Viviane Redings personlige engagement i at finde en konstruktiv løsning. Denne indebar, at Kommissionen forpligtede sig til inden den 30. juni 2002 at fremlægge en beretning om, hvorledes dette program har virket, og hvor den skal tage stilling til, om de til rådighed stående finansielle midler er tilstrækkelige, og eventuelt foreslå en revision heraf. Skønt der ikke skal lægges skjul på, at forslagets succes i sidste ende vil afhænge af, om der i mellemtiden bliver fundet en til den egentlige betydning af "forlig" modsvarende institutionel mekanisme, vil jeg gerne runde af med at foreslå forsamlingen, at den stemmer for det fælles forslag, der blev godkendt af Forligsudvalget, om programmet Kultur-2000, og jeg vil også gerne allerede nu ønske det succes.
Fru formand, jeg mener egentlig ikke, at vi skulle have talt mere om det, for vi sagde det hele allerede under sidste debat. Desværre er der jo ikke ændret noget ved, at Rådet altid taler om kultur, men ikke giver nogen penge til kultur. Vi har følelsen af og er egentlig også overbeviste om, at alle medlemsstaterne godt kunne tænke sig at slette det, som de skrev i Maastricht-traktaten i 1992. For ingen har rigtig virkelig lyst til at give penge til kulturen. Sådan er det desværre. Det må vi konstatere. Jeg vil gerne takke ordføreren, der har arbejdet virkelig utrætteligt på dette store projekt, selvfølgelig i samarbejde med kommissæren. Vi måtte nu engang notere, at vi indholdsmæssigt egentlig har nået vores mål, men hvad det finansielle angår, selvfølgelig ikke. I et sådant forlig, hvor man på den anden side virkelig skal opnå enstemmighed, føler man sig magtesløs. Det er egentlig ikke nogen retfærdig basar, vi har med at gøre her! Der er altid nogle mennesker, der kan forkaste alt, og på den anden side står vi og tigger om en smule mere til kulturen. Det, vi gør her, er egentlig skammeligt! Det er en skrækkelig arabisk basar med ulige forhold. Vi glæder os alligevel over, at dette program er blevet sådan, som vi ønskede det. Det er i overensstemmelse med det, borgerne forventer af os. Vi støtter små og mellemstore events, ikke de store events, vi tillader den enkelte borger og de mindre aktører at få lettere adgang. Jeg mener, at den kendsgerning, at kultur i dag netop er forenet med uddannelse og unge hos én kommissær, også borger for, at der skabes mere synergi mellem de tre programmer, der jo er udtalte programmer til fordel for borgerne i Den Europæiske Union. Hvis man samler alle pengene og skaber en synergieffekt, kan man være en lillebitte smule tilfreds, men også kun en smule. Jeg ønsker for os, at vi opnår en stor effekt med det lille beløb.
Fru formand, jeg deler de store ord, som ordføreren begyndte sit indlæg med, og jeg bør tilføje, at jeg under forliget fik en lille personlig skuffelse på grund af Rådet. På den ene side nægtede det fortsat at acceptere ordlyden "europæisk kulturpolitik" eller andre lignende, idet det endog svækkede det, der står i traktaterne, og kun definerer "Kultur 2000" som et instrument til kulturelt samarbejde, og så går det ikke længere. På den anden side har det fastholdt en stædig uforsonlighed over for den finansiering, som Parlamentet havde anmodet om, og som i sig selv var en minimal finansiering. Men at sige det sidste ville være uretfærdigt over for 14 medlemmer af Rådet, for det var kun et, Nederlandene, som førte an i denne stædighed. Det har endnu en gang vist sig, at forlig er uforeneligt med kravet om enstemmighed i Rådet. Dette krav gør et forlig næsten umuligt og påvirker endog den parlamentariske institutions værdighed. Fru formand, disse overvejelser bør dog ikke skjule, at med den fælles tekst, som vi stemmer om i morgen, og som vi socialdemokrater vil stemme for, bliver et af de vigtigste programmer i Den Europæiske Union iværksat. Når vi har med kulturen at gøre, opbygger vi Europas sjæl direkte, og endnu mere i dette tilfælde, hvor de delprogrammer, der udgør "Kultur 2000", er fantastiske. I de sidste år har de været blandt dem, der har opnået størst accept hos de mest dynamiske og yngste borgere i Den Europæiske Union. Endelig vil jeg gerne give udtryk for det meget store menneskelige indtryk, som ordføreren hr. Graça Moura har gjort på mig. Hans viden, hans eftertanke, hans intellektuelle kapacitet gør ham efter min mening til den bedste ordfører, som denne betænkning kunne få. Tillykke! Endelig vil jeg gerne lykønske kommissær Reding, næstformand Imbeni og hr. Gargani, formanden for Kulturudvalget, for den faste og intelligente holdning, som de hver især i deres rolle har lagt for dagen under hele forliget.
Fru formand, fru kommissær, hr. ordfører, indledningsvis vil jeg takke hr. Graça Moura for hans store indsats under behandlingen af Kultur 2000-programmet. Det er allerede sagt, og vi har drøftet det flere gange, at kultur er meget vigtig som et selvstændigt område, og det understreger jeg endnu en gang, men også som instrument til at viderebringe den europæiske tanke. Kultur er endvidere meget vigtig for borgerne, og det må vi især ikke glemme. Den europæiske stimulans, som gives med dette program, sætter meget i gang, særligt for små sprogområder som f.eks. Nederlandene, hvor der ikke kun er nationale muligheder, men det har netop på grund af sproget brug for støtte. I dag har vi nået enden på et langt forløb. Jeg vil dog gerne, ligesom andre har gjort det, behandle den uklare og især uønskede procedure. Fælles beslutningstagning og enstemmighed er i strid med hinanden. Det er som en slange, der bider i sin egen hale. Der er ikke meget at forhandle om, når en af parterne på forhånd siger, at alt kan diskuteres, undtagen budgettet. Nu har, og det siger jeg med henblik på Nederlandene, forhandlingerne herom fundet sted på et tidligere tidspunkt. Resultatet er 30% vækst, så vi er ikke helt utilfredse med resultatet. Det er naturligvis altid bedre, og det slår jeg fortsat til lyd for, at stille flere penge til disposition på en hurtigere måde. Jeg mener endvidere, at dette program åbner døren for mange andre programmer. Jeg understreger, at kultur ikke kun skal støttes af denne fond. Kultur henhører ikke kun under kultur, men også under mange andre områder. I Strukturfondene er der også mange penge til disposition til kultur, og det skal vi også tage i betragtning og holde øje med. Jeg er heldigvis medlem af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, så jeg vil selv påse, at det også i høj grad sættes på dagsordenen. Jeg mener, at vi også har vedtaget, at budgettet er tilstrækkeligt, for hvis det ikke bliver til noget, er det dårligt for borgerne. I den forbindelse har jeg hele tiden støttet ordføreren. Jeg mener dog, at det er nødvendigt, og det siger han også, at der på den kommende regeringskonference indføres en ændring af den fælles beslutningstagning, så enstemmighed ikke er nødvendigt. Vi er meget positive over for de mange forbedringer, som har fundet sted. Slut med kæmpeprojekter, mere plads til kulturelle netværk, stor opmærksomhed for fremme af læsning, oversættelsesarbejde, oversætterhuse, som er meget vigtige for de mindre sprogområder. Jeg vil gerne ønske fru Reding tillykke med Kultur 2000. Til sidst vil jeg blot sige, at nu går vi i gang.
Fru formand, mine kolleger har allerede sagt, hvad jeg ville sige, og jeg tror, Europa-Parlamentets grupper er helt enige med os i Kulturudvalget. Jeg vil gøre opmærksom på, at det også er med tungt hjerte, jeg stemmer for det fælles forslag til Rådets og Europa-Parlamentets afgørelse. Ikke fordi vores delegation, vores ordfører og formanden, hr. Gargani, ikke har gjort et fremragende stykke arbejde - de har gjort et stort stykke arbejde - og heller ikke fordi jeg har stærke indvendinger mod kommissær Redings holdning - jeg synes, hendes holdning er særdeles positiv i betragtning af de vilkår, hun har haft - men på grund af Rådets negative og uacceptable holdning. Det er skamløst! Dette beløb på 167 millioner euro til så mange år er en skamplet på Den Europæiske Union! Når vi tvinges til bogstaveligt talt at udslette teatergrupper, unge musikere, avantgardekunstnere og forfattere, udslette dem, når vi bare giver dem det ene afslag efter det andet, så vil de da opfatte Europa som noget fremmed, noget der er i modsætning til og fjendtligt over for et forsøg på at skabe kultur, som Den Europæiske Union burde deltage i - for vores vej er ikke kun euroen, ikke kun udvidelsen og heller ikke geostrategisk pragmatisme, vi skal også give den europæiske unionsproces en kulturel opblomstring - det er sørgeligt, at det skal ende sådan her. Så længe vi har enstemmighed, og så længe den nederlandske regering kan gennemtvinge et beløb på 167 millioner euro med et ultimatum som det, det stillede i går, og så længe en regering med hr. Haider en af de nærmeste dag skal fortælle os, hvilke kulturelle aktiviteter vi skal have, vil vi ikke komme videre. Derfor er det så vigtigt, at regeringskonferencen træffer nogle vigtige beslutninger, og der skæres nogle ting væk, så Europa-Parlamentets forsøg på at give det europæiske område en vigtig kulturel impuls ikke hele tiden skal være bundet af de enkelte regeringer.
Fru formand, jeg er helt enig i ordførerens vurderinger, og jeg vil også gerne takke formanden for Kulturudvalget, hr. Gargani, for det prisværdige stykke arbejde, han har udført i forbindelse med den ret vanskelige mæglingsproces. Vi var naturligvis klar over, at der var behov for at forenkle og styrke de tidligere programmer, men vi håbede alle, at Kultur 2000 reelt kunne bidrage til f.eks. at fremhæve de enkelte kulturområders særpræg, også de mere ukendte områder, ja faktisk især de mere ukendte områder. Vi håber, at dette i det mindste finder sted inden for vurderingsskalaen. Vi tror meget på de kulturelle aktioners værdi, også når det gælder deres bidrag til et folks sociale og økonomiske vækst. Og Europa kan fuldt ud konkurrere med resten af verden, når det til fulde genopdager sine rødder, fremhæver sin fælles kulturarv samt fremmer de kulturelle og sproglige øer, der hidtil har været mere ukendte, og lader dem komme til værdighed igen. Med hensyn til den store pædagogiske opgave, EU skal løse i forbindelse med den kulturelle dimension, er en af programmets mest iøjnefaldende begrænsninger finansieringens størrelse - hvilket er blevet sagt flere gange - som vidner om, at Rådet - og bestemt ikke kommissæren - ikke er helt bevidst om omfanget af den kulturelle indsats. Dette fremgår også af det dokument, der lader den økonomiske faktor gå forud for den sociale integration. Det er på grund af EU's samlede vækst og bevidstheden om at være europæiske borgere, at vi mener, at Kultur 2000 på trods af sin ringe finansiering kan give et væsentligt bidrag til dette vigtige fælles mål.
Fru formand, jeg vil gerne bidrage til enigheden i aften og sige, at jeg støtter vedtagelsen af kultur 2000, og jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Graça Moura, som overtog fra vores tidligere kollega fru Nana Mouskouri. Begge har gjort et fantastisk arbejde. Kultur virker måske ikke så vigtigt sammenlignet med forhandlingen tidligere i dag, men det er vigtigt. Og vi i Europa-Parlamentet skal være forsigtige med at lade hastesager tilsidesætte vigtige sager. Hvorfor siger jeg, at kultur er vigtigt? For at sige det i enkle økonomiske termer bidrager Europas kultur til velstanden. Hvor ville Europas turistindustri være uden vores kulturs rigdomme? Men endnu vigtigere, det er kulturaktiviteterne, der gør menneskeheden civiliseret. Kulturen er grundstenen i vores demokratiske tro, og tolerance, frihed og demokrati kan ikke trives i et kulturløst samfund. Kulturel alsidighed er vigtig - og truet. Truslen kommer dog ikke fra Europa. I mit land siger man, at den britiske kultur er truet, f.eks. af Portugal, Tyskland, endog af Finland. Vi drikker portvin, vi kan lide tysk øl, og vi bruger endda finske saunaer, men truslen kommer ikke fra Europa. Hvad jeg ser i hele Europa, er, at man drikker Coca Cola, spiser hamburgere, går med baseball-kasketter, ser film fra Hollywood - og ofte samtidig. Jeg tror ikke på, at protektionisme og regulering er måden at forsvare Europas kultur på, men jeg tror på, at man kan give en hjælpende hånd, når der er mulighed for det. Det er det, kultur 2000 handler om. Jeg vil derfor gerne sige til Ministerrådet: Dette program skal overvåges nøje. Gør vi nok? Og jeg vil gerne sige til fru Reding, mange tak for al støtte og hjælp og fortsæt det gode arbejde, vi er på Deres side.
Fru formand, jeg vil også varmt takke ordfører Graça Moura og kommissionsmedlem Reding for deres indsats i udarbejdelsen af dette program. Kultur 2000-programmet fik sin endelige form ved et forlig mellem Parlamentet og Rådet i slutningen af sidste år. Slutresultatet er rimeligt, hvis man tager i betragtning, at godkendelsen af programmet krævede en enstemmig beslutning i Rådet. Man må håbe, at man på den kommende regeringskonference når frem til kvalificerede flertalsbeslutninger også inden for kulturområdet. Det er virkelig kuriøst, at en lovgivning, som behandles efter den fælles beslutningsprocedure, forudsætter enstemmighed i Rådet. Det kulturelle rammeprogram erstatter de nuværende Kalejdoskop-, Ariane- og Raphael-programmer. Når man begynder at gennemføre programmet, håber jeg særligt, at man vil være i stand til fuldt ud at udnytte de muligheder, det giver for litteraturen og de oversatte bøger. Jeg tror og håber på, at litteraturen, på trods af den moderne teknologis fremstød, bevarer sin position. Vi har brug for den fordybelse, som litteraturen tilbyder, midt i kortsigtetheden og overfladiskheden. Litteraturen har ligeledes stor betydning ved formidlingen af vores kulturarv, forøgelsen af det indbyrdes kendskab samt bevarelsen af den sproglige rigdom og sprogenes mangfoldighed. I denne forbindelse er det mig en særlig tilfredsstillelse at konstatere, at kort efter, at man officielt tager Sokrates og Kultur 2000-programmerne i brug på det ministerrådsmøde, der afholdes i Lissabon i marts, arrangerer EU-formandslandet et møde til drøftelse af de offentlige bibliotekers situation. Jeg håber, at dette møde vil inspirere også Kommissionen til aktivt at tage hensyn til bibliotekerne i det femte rammeprogram for informationssamfundet.
Fru formand, fru kommissær, hr. ordfører, mine damer og herrer, på en eller anden måde sluttes kredsen med dagens dagsorden. Vi har i dag talt temmelig meget om Europa som værdisamfund, om tolerance, menneskeværd, menneskerettigheder, et positivt forhold til udvidelsesprocessen, åbenhed og respekt for hinanden. Ungdoms-, uddannelses- og kulturpolitik er nogle vigtige værktøjer i skabelsen af disse værdier, i skabelsen af tillid hos borgerne til Den Europæiske Union og i skabelsen af Den Europæiske Unions troværdighed over for borgerne. De finansielle midler, som Rådet har godkendt til kulturprogrammet, står i skarp modsætning til den betydning, kultur- og uddannelsespolitikken og dette program har for Den Europæiske Unions mål. Kulturel aktivitet skaber identitet. Kulturel aktivitet er udtryk for individualitet, udtryk for egen personlighed, skaber forbindelser og kommunikerer. Vi ønsker et farverigt Europa. Vi ønsker et Europa, der følger princippet om mangfoldighed i enheden. Vi ønsker, at borgerne forstår forskellene og lærer at værdsætte dem. Derfor går vi ind for en opdeling af budgettet eller budgettildeling, hvad angår de forskellige former for foranstaltninger. Vi forkastede den udprægede koncentration på store netværker og netstrukturer, fordi vi ønsker at støtte de små og mellemstore enheder, den individuelle aktivitet, fordi vi gerne vil se tusinde blomster blomstre. Jeg vil gerne støtte de foregående talere. Det er en selvmodsigelse - enstemmighedsprincip, procedure med fælles beslutningstagning og Forligsudvalg - hvis vi ønsker at styrke og ikke yderligere svække principperne om en kulturpolitik med henblik på en europæisk bevidsthed.
Fru formand, mine damer og herrer, som vi har hørt, har vi en fælles politisk fjende på tværs af grupperne, og det er Rådet. Kulturudvalgets beslutninger lander jo ikke uden grund altid i forligsproceduren, for et eller andet medlemsland i Rådet tager altid kulturen som gidsel for andre interesser. Således viser enstemmighedsprincippet sig at være et førsteklasses blokadeinstrument. Næsten to år har kampen om et bæredygtigt kompromis varet, indtil Europa-Parlamentet nu endelig kan give grønt lys. Selv ikke udløbet af de foregående programmer, Kalejdoskop, Ariane og Raphael, har kunnet blødgøre Rådet. Der var brug for et pilotprogram til at bygge bro. Det har endnu en gang understreget svagheden i Den Europæiske Unions kulturpolitiske aktiviteter. Den politiske kamp om bevillinger og programmernes udformning står ikke i forhold til støttens omfang. Ud af 410 ansøgninger i 1999 blev der kun godkendt 55 projekter med et magert samlet volumen på 6,07 millioner euro. Hvad angår det foreliggende program, var Rådet ikke parat til at imødegå Parlamentet med bare én eneste euro! Det bliver således ved de middelmådige 167 millioner frem til 2004. Det svarer til udgifterne hos ét eneste mellemstort tysk operahus i denne periode, mens denne sum er tiltænkt 29 lande her i Europa for en periode på fem år. Det er et grelt misforhold! Således må vi i vrede stille os tilfredse med, at vi i det mindste har gennemført noget indholdsmæssigt. Det er der jo også allerede blevet redegjort for, hvilket vi er taknemmelige for. Tilbage har vi håbet om, at Rådet en dag alligevel kan overtales til at ændre mening. Måske vil Rådet forstå, at Den Europæiske Unions kulturelle aktiviteter ikke udgør en fare, men derimod en chance! Kulturelt samarbejde - det blev der også redegjort for - er i sandhed identitetsskabende, langt mere end ethvert nok så vigtigt transportdirektiv. Fremme af kulturelle aktiviteter møder almen accept, hvilket man sandelig ikke kan påstå om alle politiske afgørelser. Hvad, vil jeg gerne spørge Dem om, er Rådet bange for?
Fru formand, når man ligesom jeg har æren af at være formand for Kulturudvalget, kan man kun være enig i de forskellige kollegers udtalelser, og kan man kun lykønske ordføreren, kommissæren fru Reding, dem, der har udført et stykke arbejde, og dem, der også i forligsfasen har haft nogle vanskelige øjeblikke og kæmpet mod Rådet, sådan som alle har givet udtryk for. Jeg har kunnet konstatere, at man har slået det princip kraftigt fast, at det er nødvendigt med kultur, når det gælder Europas tilrettelæggelse, men at der er ringe mulighed for at efterkomme alle de ønsker, de europæiske stater vil fremsætte. Jeg vil blot understrege min personlige beklagelse af, at det ikke er lykkedes at få vedtaget en revisionsklausul. Fru Reding er dog imødekommende og forudseende, og hun har personligt lovet at tage spørgsmålet op igen, at foretage en samlet vurdering om et par år og således at finde en løsning på den nye situation. Kulturprogrammerne Kalejdoskop, Ariane og Raphael, som blev iværksat i de forløbne år, bliver erstattet af ét enkelt program, nemlig Kultur 2000, og her vil jeg gerne fremhæve meget kraftigt, at ordføreren kritiserer en holdning, der bør give Europa-Parlamentet anledning til overvejelse - sådan som det blev sagt her i eftermiddag - men som stadig understreger, at det er meget vigtigt at være en del af et stort fællesskab, hvor kulturens fortolkning er en demokratisk faktor. Jeg tror ikke, at dette er retorik, men at det derimod er den nye kendsgerning i en moderne liberalisme, som forener Europas stater og er et vendepunkt for Europa-Parlamentet og Kommissionen. Vi går helt ind for denne linje, og på trods af den ringe finansiering tror jeg, at det resultat, vi når frem til i aften, i høj grad vil sætte gang i denne strategi og denne mulighed for Europa, som desuden er en økonomisk og en udviklingsskabende faktor. Det er således kulturen og det institutionelle aspekt, der skaber et stort samfund som forudsætning for den økonomiske udvikling og ikke omvendt, sådan som Europa måske havde den kulturelle uvane at opfatte det før i tiden. Det er mennesket og kulturen, der er vigtigst, og denne kultur kan skabe økonomisk udvikling. Så lad os betragte dette resultat, glæde os over det og give os selv en stor åbenhed, når det gælder om at fastlægge en fornuftig strategi.
Fru formand, mine damer og herrer, vi er nu nået til slutningen på et langt forløb. Efter forligsfasen kan vores institutioner nu formelt vedtage det nye rammeprogram Kultur 2000. Vi får således et instrument, som er yderst velegnet til i løbet af de næste fem år at udvikle en klar og velstruktureret aktion på kulturområdet, som jeg er sikker på også vil være udbytterig. Jeg ser således med tilfredshed på denne happy end i dag, og jeg vil gerne takke Dem. Jeg vil gerne takke alle dem, som her i Parlamentet har arbejdet på at gøre denne lykkelige afslutning på forligsfasen mulig. Jeg vil gerne rette en særlig tak til Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport og navnlig til dets ordfører, hr. Graça Moura, dets formand, hr. Gargani, Europa-Parlamentets delegation, gruppeformændene samt Forligsudvalget og dets formand, hr. Imbeni. De har alle givet et konstruktivt, velafbalanceret og afgørende bidrag. De har været til stor hjælp under hele forhandlingsforløbet, og man må sige, at denne vanskelige og undertiden anstrengende forhandling alligevel fandt sted på rekordtid. Vi har nu et rammeprogram, som er det første af slagsen på kulturområdet, og dette program giver os mulighed for at planlægge vores indsats ud fra en ny vinkel og at fremme kulturen på en mere overordnet måde, men også på en mere fuldstændig og uddybende måde. Jeg glæder mig sammen med Dem over disse tilfredsstillende resultater, der giver os nogle meget lyse fremtidsudsigter, selvom budgettet ikke er på højde med vores ambitioner, og jeg vil gerne understrege det, som formand Gargani sagde for lidt siden. Kommissionen har nemlig afgivet en erklæring, hvad angår midtvejsvurderingen. Den har erklæret, at den med hensyn til den rapport, som den skal udarbejde i henhold til artikel 7 i Parlamentets og Rådets afgørelse, vil foretage en vurdering af programmets resultater, og denne vurdering vil ligeledes omfatte de finansielle midler inden for rammerne af Fællesskabets finansielle overslag. Rapporten vil om nødvendigt indeholde et forslag til ændring af beslutningen, og det hele vil finde sted inden den 30. juni 2002. Mine damer og herrer, kære parlamentsmedlemmer, dette er et formelt løfte og ikke bare en sætning, der står på papiret. Alt dette skal få os til at styrke vores indsats for at fremme et fælles kulturområde, hvor vores kulturer i højere grad kan blomstre med alle deres særpræg og forskelle. Men de vil ligeledes kunne berige hinanden, og de andre europæiske borgere vil til fulde kunne deltage heri. Og det er også takket være Parlamentets indsats, da det ønskede, at der skulle være flere små aktioner tæt på borgerne i stedet for nogle store aktioner med et opsigtsvækkende omfang. Vi vil hermed gøre Kultur 2000-programmet til borgernes program. Det er således mit håb, at denne øgede inddragelse af borgerne, som jeg går stærkt ind for, bliver så omfattende og givtig som muligt, og jeg lover at arbejde på, at den bliver en konkret realitet i løbet i de fem år, programmet varer. Jeg ved, at parlamentsmedlemmerne i deres regioner og lande vil samarbejde med deltagerne i programmet for at gøre alle disse små blomster til ét stort mangefarvet tæppe, sådan som en kollega sagde. Det er mit ønske, at dette program bliver en konkret realitet, og at kulturen ikke bare bliver en personlig og socioøkonomisk berigelsesfaktor for vores borgere, men også en rettighed, der skal slås fast, og et symbol på det genfundne fællesskab i Unionen. Det er, hvad vores Kultur 2000-program giver os. Det er ikke en konkurrence til de kulturpolitikker, der bliver ført i de forskellige medlemsstater. Disse politikker er nødvendige, og jeg så gerne, at de blev udviklet endnu mere. Det er ganske enkelt en tilføjelse og et supplement, der bygger en bro mellem de forskellige kulturer i vores forskellige lande. At øge og berige de europæiske borgeres deltagelse i kulturen forekommer mig således at være en vigtig opgave, der gør vores bestræbelser berettigede, og som vi skal måle vores indsats' og vores Unions succes ud fra. Flere parlamentsmedlemmer understregede med rette, at en Union, der udelukkende er økonomisk, er en dødfødt Union. Men hvis denne Union består af kultur, civilisation og deltagelse, bliver den levende. Mine damer og herrer, det er dette grundlag, som jeg agter at udvikle, og jeg vil især tage hensyn til de fem følgende akser. For det første skal der tilbydes nogle nyskabende muligheder til vores kunstnere, så vores program giver deres talent den støtte, det fortjener. For det andet skal man fremme udveksling, mobilitet og uddannelse på kulturområdet. For det tredje skal samarbejdet mellem de kulturelle aktører udvikles. For det fjerde skal der være et større publikum, hvor man navnlig gør plads til de unge. Og for det femte skal man bevare og udbrede kendskabet til Europas fælles kulturarv og de europæiske folks historie. Jeg er sikker på, at det nye program med sin struktur og sin tilrettelæggelse, der er baseret på gennemsigtighed, effektivitet og en fornuftig balance, bliver et instrument i vores aktioners tjeneste, der er lige så virkningsfuldt, som det er vigtigt. Fru formand, jeg vil gerne gentage min tak til Parlamentet for dets støtte og for endnu en gang at have vist, hvilken vægt det lægger på kulturen i unionssammenhæng. Jeg er sikker på, at Parlamentet ikke bliver skuffet over at have givet os sin støtte, og jeg lover personligt at informere Parlamentet løbende om de forskellige etaper af iværksættelsen af vores og vores borgeres aktion, som jeg håber bliver en vigtig aktion for Unionens fremtid.
Tak, fru kommissær. Jeg tror godt, at vi endnu en gang kan takke vores ordfører. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 21.55)
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0006/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (8095/1/1999 - C5-0180/1999 - 1997/0194(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udrangerede køretøjer (Ordfører: Florenz).
Hr. formand, mine højtærede damer og herrer, kære kolleger, hvert år ophugges og skrottes ni millioner biler i Europa. Disse ni millioner biler har til trods for, at de ikke længere kan køre, også den egenskab at blive handlet og skubbet hen over grænser, ikke kun hen over Fællesskabets indre grænser, men også over grænser, der ligger uden for Unionen. Derfor er det i princippet rigtigt, at Den Europæiske Union opstiller fælles spilleregler for, hvordan man genbruger og forarbejder disse ni millioner køretøjer om året. Direktivet har, tror vi, nogle svagheder, som vi gerne vil forbedre i Europa-Parlamentet til fordel for et direktiv, der så virkelig også er fremtidsorienteret. Derfor er der en masse ændringsforslag. Personligt tror jeg, at dette direktivs gyldighedsområde skyder over målet. Jeg mener ikke, det er nødvendigt, at veteranbiler skal være omfattet af dette direktiv. Jeg tror heller ikke, at motorcykler bør være omfattet af dette direktiv, fordi der for motorcykler er en udbredt kultur med hensyn til genbrug, og vi derfor ikke har brug for noget europæisk direktiv hertil. Jeg mener heller ikke, at der nødvendigvis er behov for så store genbrugskvoter, når det drejer sig om specialkøretøjer. Jeg ønsker, at specialkøretøjer som f.eks. ambulancer har en høj redningskvote. Det er for så vidt min største bekymring på dette område. Jeg mener, at dokumentationspligten for, hvordan man bortskaffer en bil i Europa, er godt dækket ind af direktivet. Det kan man lade være, således som Kommissionen har foreslået. Medlemslandene sørger for, at der findes egnede modtagefaciliteter, der kan tørlægge bilerne, eksempelvis bortskaffe 32 millioner brugt olie, fjerne bremsevæske osv. En vigtig del af dette direktiv vedrører spørgsmålet om, hvad vi skal gøre med de udtjente komponenter. Hvad skal vi gøre med de skrottede produkter? Her må man ikke overse, at kvoten er et vigtigt punkt for genbrug og genindvinding osv., men den er ikke det eneste punkt. For De må ikke glemme, at 80% af miljøbelastningen stammer fra en bils mobilitet, 1% fra genbrug og 19% fra fremstillingen af bilen. Kvoter er altså ikke den eneste parameter i spørgsmålet om miljøpåvirkninger, men derimod en af mange. Jeg mener naturligvis, at vi har brug for skrappe mål. Men kvoter må ikke blive målet i sig selv, men derimod må vi forstå, at det er vigtigt at betragte bilens samlede miljøbelastning. Jeg så hellere, at vi fra en bil, der i dag vejer 1.400 kg og gennemsnitligt kører 200.000 km, nåede frem til en bil, der i fremtiden kun vejer 1.000 kg og også kører 200.000 km. Det ville betyde, at der skulle transporteres 400 kg mindre gange 200.000 km. Det er ægte miljøpolitisk fremskridt, for det fører til en stor reduktion af CO2-forbruget, og det er, så vidt jeg har forstået i Kyoto-protokollen, den vigtige del. Derfor tror vi, at køretøjer, der i fremtiden konstrueres ved hjælp af imponerende og dokumenterbare metoder til letvægtsbyggeri, producerer mindre CO2, og at disse opnår særstilling i forbindelse med forbrændingskvoten. Det er ikke noget, som hvert land selv skal afgøre, men De derimod, fru kommissær, skal sammen med Deres stab afgøre, om disse letvægtskøretøjer - mange taler endda om 3-liters køretøjer - skal have en særstilling. Vi mener, at det er rigtigt. Lad mig sige noget om omkostningerne. Nogle siger, at producenterne skal bære alle omkostningerne, og at det er rigtigt og meget brugervenligt. Det tvivler jeg nu stærkt på, for producenterne lægger alle omkostningerne over på forbrugerne og opnår et statsmonopol på genbrug. Jeg kan kun advare Dem imod at stemme for det. Der findes ændringsforslag, der foreslår at dele omkostningerne med halvdelen til producenterne og halvdelen til køberne af nye biler. Fra en sådan pool, et system, uanset hvordan De nu forestiller Dem det, kan man så fra 2006 tage alle køretøjer, der findes i bilparken, tilbage uden omkostninger for den sidste ejer. Det er også, hvad min gruppe udtrykkeligt ønsker. Vores forslag om at dele omkostningerne har en helt afgørende fordel, nemlig at vi ikke straks bliver en sag for Domstolen, når vi vedtager dette direktiv. For den tilbagevirkende kraft, der foruroliger og bekymrer bilindustrien, er et seriøst problem, som vi på en passende måde må tage hensyn til. Derfor foreslår jeg at dele omkostningerne mellem den første ejer og producenten. Materialeforbud - selvfølgelig har vi brug for et materialeforbud. Der indgår farlige komponenter i en bil, der på sigt må forbydes. Derfor har vi brug for et pressionsinstrument. Kommissionen er kommet med nogle forslag, der var for strenge, og vi har opstillet nogle alternativer hertil. Der findes en masse gode ændringsforslag. Europa-Parlamentet har fået mere kompetence. Lad os udnytte den! Lad os have det fornødne mod til at præsentere og udarbejde et direktiv, der viser vejen ind i fremtiden. Et direktiv, der kun udarbejdes for direktivets egen skyld, er ikke Europa-Parlamentet værdigt. Jeg beder om støtte.
Hr. formand, jeg har næsten lyst til at sige "pyh", nu er vi endelig kommet til andenbehandlingen af dette direktiv, der har givet os en masse arbejde, og som naturligvis har givet ordføreren, hr. Florenz, en forfærdelig masse arbejde. Dette direktiv er efter min mening overhovedet ikke tilfredsstillende, eftersom det ikke giver noget svar på det egentlige spørgsmål, nemlig hvad der skal ske med de allerede efterladte køretøjer, som i dag kun kan fjernes for samfundets regning og dermed for skatteydernes penge. Det er således ikke princippet om, at forureneren betaler, der anvendes. De allerede efterladte køretøjer efterlades igen i denne fællesskabslovgivning, eftersom de hverken nævnes i teksterne vedrørende lossepladser eller teksterne om udrangerede køretøjer. Det eneste gode ved dette direktiv er, at det forudsiger fremtiden. Ikke desto mindre er det ikke lykkedes at løse problemet med de køretøjer, der er i brug for øjeblikket, men som allerede er gamle, og som det er langt dyrere at genbruge. Derimod kan man være ganske fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden, da man ved, at bilfabrikanterne er klar til at yde et stort stykke arbejde for på den ene side at finde frem til de lettest genbrugelige materialer og på den anden side at oprette diverse genbrugsfaciliteter. Jeg vil også gerne understrege den absolutte nødvendighed af at opretholde fleksibiliteten mellem genbrug, genanvendelse og forbrænding af de særlig lette nye materialer, der giver mulighed for at mindske køretøjernes forbrug og dermed deres emission. Dette er et problem med kompatibiliteten mellem vores direktiver om udrangerede køretøjer og de ældre direktiver, bl.a. auto-oliedirektivet, som vi vedtog for et par år siden. Man kan dog glæde sig over den klogskab, som Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik udviser. Udvalget har, for at der ikke skal herske nogen tvivl, genindført undtagelsen vedrørende veterankøretøjer, der er en del af vores industrielle og kulturelle arv. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at dette direktiv ikke er tilstrækkeligt ambitiøst til at løse problemerne med den nuværende bilpark, og at det er ganske hyklerisk med hensyn til, hvad der skal ske med de vrag, der fylder vores skove, søer og haver. Endnu en gang fraviges princippet om, at forureneren betaler, og det er stadig skatteyderne, der betaler regningen.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, når man ser de flyveblade, der er blevet uddelt i de sidste uger, så kunne man få den opfattelse, at Europa-Parlamentet diskuterer den værst tænkelige miljøkatastrofe eller bilindustriens død i Europa. Ingen af delene er rigtige. Vi må nøgternt konstatere, at det direktiv, som ligger her på bordet, er et godt direktiv. Det giver Europa et miljømæssigt fremskridt, og vi kan være stolte af det, hvis vi får indflettet dette direktiv i lovgivningen og får det vedtaget. Der findes dog et punkt, hvor vi ikke er enige. Det er måske et lille punkt i den samlede betragtning af direktivet, men det er det, striden handler om. Det vedrører spørgsmålet om omkostningerne til genindvinding. Herved adskiller vi os principielt fra diskussionen i Rådet sidste år. Her blev prinicippet om omkostningsfritagelse for den sidste ejer og spørgsmålet om finansieringen nemlig skåret over én kam, og der blev sat spørgsmålstegn ved princippet om omkostningsfritagelse for den sidste ejer. Europa-Parlamentet besluttede entydigt i februar sidste år - og det holder netop vi socialdemokrater fast i - at princippet om omkostningsfritagelse for den sidste ejer er hævet over enhver tvivl for os! Men hvem betaler for de køretøjer, der skal bortskaffes? For os må det helt klart være producenten, der skal betale for nye køretøjer, fordi producenten derigennem så sørger for at udvikle og bygge miljøvenlige biler. Men hvad sker der med de køretøjer, der er på gaden? Et eksempel: Firmaet Rover i Storbritannien ville, såfremt det var ansvarligt for alle udrangerede køretøjer, være ansvarligt for 5,8 millioner biler i Den Europæiske Union og måtte så straks lægge 250 millioner euro til side for at spare op til genbrugsomkostningerne, hvorimod en producent fra Korea, der bygger lignende biler, kunne nøjes med at hensætte - som en repræsentant fra Deutsche Bank engang udtrykte det - et "peanuts-beløb". Det er konkurrenceforvridning, som ikke har noget med miljøbeskyttelse at gøre, men derimod udelukkende påvirker investeringsevnen og arbejdspladserne for de folk, der bygger biler her i Europa. Vi foreslår derfor, at der oprettes en fond for gamle køretøjer, der skal dække omkostningerne i forbindelse med genindvinding af udrangerede køretøjer, således at princippet om omkostningsfritagelse sikres. Jeg kan godt forstå, når kolleger fra lande, hvor der ikke bygges biler, siger ja, producenterne skal betale det hele, og problemet om konkurrenceforvridning med hensættelser interesser ikke os! Men jeg beder disse kolleger om at være solidariske med de over 2 millioner mennesker, der bygger biler i Europa, og som lever af det, således at disse arbejdspladser også kan sikres for fremtiden. Jeg går ind for strenge miljøkrav, som De ved fra auto-olieprogrammet og diskussionen om grænseværdierne for udstødning. Men jeg mener, at de skal være ens for alle!
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg tror, at vi har behov for dette direktiv. For det første fordi miljømålsætningerne tydeligt er nævnt deri. For det andet fordi dette direktiv kan stimulere genvinding, og det er vigtigt. For det tredje er der en klar procedure med henblik på at bekæmpe forureningen med tungmetaller. Det er også et vigtigt punkt. Direktivet giver europæiske rammer, bl.a. også for medlemsstater, som allerede har et system, og som vil fortsætte med at arbejde med dette system. Vi må således først og fremmest opretholde procentsatserne for genvinding, for derved stimulerer man naturligvis teknologisk fornyelse, måder, hvorpå vi alligevel kan finde en løsning for materialer, som vi endnu ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre ved. For det andet må vi beholde de tidspunkter, som står i den fælles holdning. Altså fra 2006 omkostningsfri aflevering af alle biler, omkostningsfrit for den sidste ejer. Det er naturligvis helt bestemt et væsentligt punkt. Det må der ikke laves om på. Er det for tung en byrde? Der er jo en ting, vi ikke må glemme. Direktivet drejer sig om hele biler, altså biler, som ikke mangler nogen væsentlige komponenter. Få af disse hele biler er værdiløse, siger eksperterne. For genvinding og genanvendelse af komponenter er en sektor, som ikke nødvendigvis er tabgivende, tværtimod er der i øjeblikket en hel række virksomheder, som lever af det, og som tjener godt på det. Dette direktiv stimulerer hele denne sektor. Det er en sektor med små og mellemstore virksomheder. I betragtning af at transportomkostninger i dette tilfælde ligger højt, skal der også komme et meget decentraliseret system, for det er ikke en rentabel aktivitet at flytte et bilvrag mere end 100 km. Jeg går ind for, at dette direktiv ikke skal gælde for historiske biler, og jeg synes, at vi skal tilføje dette. Jeg synes altså, at der skal gøres en undtagelse for veteranbiler. Det er også godt, at vi klart lægger ansvaret hos producenterne. Det er et grundprincip, og det må vi beholde. Disse er ansvarlige for bilernes design. De kan således gøre temmelig meget for miljøet i forbindelse med dette design. Vi må også holde fast ved, at producenterne afholder alle eller en betydelig del af udgifterne, således som der står i den fælles holdning. Jeg synes, at det er en afbalanceret løsning, som ikke udelukker en række andre ting. Jeg synes, at vi skal beholde denne. Derfor vil vores gruppe holde sig mest muligt til den fælles holdning og ikke ændre denne fælles holdning på væsentlige punkter. For vi ved naturligvis alle sammen, at det var meget vanskeligt at få denne fælles holdning vedtaget i Rådet, og at det var en meget vanskelig balanceakt at nå frem til denne fælles holdning. Jeg synes ikke, at vi fra vores side må bringe denne fælles holdning i fare, for dette er et direktiv, som vi absolut har brug for på grund af miljøet. Jeg beder Dem om at støtte denne fælles holdning. Vores gruppe vil i hvert fald så vidt muligt gøre det på grund af miljøet, og fordi vi har dette direktiv, samt fordi det er et afbalanceret direktiv, som indeholder en hel masse indvendinger, f.eks. i forbindelse med fordelingen af omkostningerne.
Hr. formand, kære kolleger, i dag skal vi træffe en vigtig beslutning. Støtter Europa-Parlamentet det økologiske princip om producentansvar, det vil sige, at bilfabrikanterne er ansvarlige for biler, når de er blevet til bilvrag? Nej, siger Kristdemokraterne i ændringsforslag 38: Bilfabrikanter og bilister skal dele udgifterne ligeligt. I emballagedirektivet, hvori dette fifty-fifty-kompromis står, kan man se, at dette ikke fungerer. Emballager er stadig kaos i Europa og en belastning for miljøet. En del af Socialdemokraterne under ledelse af Bernd Lange siger: Ja, dette princip er godt, men vi skal først indføre det i 2010 eller 2012 ifølge ændringsforslag 45. I den fælles holdning står der 2006. Det giver efter Gruppen De Grønnes opfattelse bilindustrien mere end tid nok til at forberede sig. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til ikke at støtte dette ændringsforslag 38 fra Kristdemokraterne og ændringsforslag 45 fra en række socialdemokrater. Hvis bilfabrikanterne selv skal betale udgifterne til genvinding af deres biler, så vil de begynde at designe dem således, at det er lettere og billigere at genbruge dem. Så vil problemet med plastik, pvc, forsvinde fra bilerne og erstattes med bioplastik fremstillet af planter. I sidste instans er det billigere, også for forbrugerne. I 20 år har flertallet i Parlamentet forsøgt at gøre den europæiske miljøpolitik grønnere. I dag risikerer denne grønne holdning at gå tabt under pres fra navnlig den tyske og den franske bilindustri. Derfor, kære kolleger, stem imod ændringsforslag 38 og 45. Vi i Gruppen De Grønne støtter i det store og hele den fælles holdning.
Hr. formand, affaldet fra udrangerede biler er et af vores helt store miljøproblemer, både når det gælder affaldsmængde og udslip af miljøskadelige stoffer. Vi i GUE/NGL-gruppen ønsker derfor et regelsæt, der er så dækkende og konsekvent som overhovedet muligt. Med dette direktiv har vi mulighed for at tage et stort skridt fremad, men det forudsætter, at Rådets holdning ikke sønderrives og svækkes under Parlamentets behandling. Flere af de fremsatte ændringsforslag vil svække direktivet betydeligt, hvis de vedtages. Det gælder primært ændringsforslagene fra PPE-gruppen, men desværre også nogle ændringsforslag fra Lange, sådan som jeg ser det. Det er ikke svært at se, at visse landes bilindustri - f.eks. den tyske - har udført et ganske stort lobbyarbejde inden vedtagelsen af dette direktiv. For os er det afgørende, at følgende principper skal være gældende: Forureneren skal betale. Det betyder, at det er fabrikanten, der skal tage det fulde ansvar - også økonomisk - for genvinding af køretøjer. Der skal også være regler for eksisterende køretøjer. I den forbindelse kan vi ikke acceptere en svækkelse af Rådets standpunkt om ikrafttrædelsesdatoen. Procentsatserne og kravene om genvinding ved visse årstal må ikke forringes. Desuden er det vigtigt at begrænse brugen af farlige stoffer som bly. Vi vil stemme imod alle ændringsforslag, der går i den modsatte retning. Det vil være meget negativt, hvis man vedtager de ændringsforslag, der kraftigt svækker direktivet, ikke bare ud fra et miljøsynspunkt, men også med hensyn til Europa-Parlamentets troværdighed i miljøspørgsmål. Tidligere under forhandlingen blev der henvist til, at man skal tænke på de millioner af mennesker, der arbejder i bilindustrien i forskellige lande, samt på de lande, der har en stor bilindustri - f.eks. mit eget hjemland Sverige. Jeg har selv været bilarbejder, inden jeg blev indvalgt. Jeg er nok en af de få her i Parlamentet, der har stået ved et samlebånd og monteret biler. Jeg synes, at man skal stille meget strengere krav til bilindustrien. Det støtter nemlig de moderne bilfabrikanter, der tænker miljø- og fremskridtsvenligt. Det er præcis den type bilindustri, vi skal fremme i Den Europæiske Union.
Hr. formand, det glæder mig meget, at miljøbeskyttelse er blevet en af Parlamentets prioriteter, da den i høj grad er en prioritet for de europæiske borgere. Der er ingen tvivl om, at skrottede køretøjer udgør en alvorlig trussel for det visuelle og fysiske miljø. Borgerne forventer, at vi beskytter deres interesser i den henseende. Hvert år skrottes mellem otte og ni millioner køretøjer i Den Europæiske Union. Det alene skaber en stor mængde affald. Bilfabrikanterne, materialeleverandørerne og udstyrsproducenterne skal gøre en indsats for at begrænse brugen af farlige stoffer, og derfor skal de på designstadiet sikre sig, at der kan anvendes genbrugsmaterialer til bilproduktionen. Vi ved, at der i Nederlandene findes autoriserede centre til behandling af udrangerede køretøjer, og denne procedure bør udbredes til alle egne af Den Europæiske Union. Set fra et irsk perspektiv ved jeg, at det irske miljøministerium allerede har samråd med repræsentanter fra bilindustrien for at sikre, at der i den nærmeste fremtid oprettes passende indsamlingssteder i Irland til behandling af udrangerede køretøjer. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skal kunne indføre licensordninger i hele Europa for skrotning af de otte til ni millioner køretøjer, der hvert år smides væk i Den Europæiske Union. Bilfabrikanterne skal oplyse om graden af genanvendelse, genbrug og genindvinding af brugte biler i de kommende år. I overensstemmelse med de nye bestemmelser i Amsterdam-traktaten, har alle 370 millioner forbrugere i Den Europæiske Union ret til forbrugerrelaterede oplysninger. Jeg tror, at forbrugerne i EU vil støtte de bilfabrikanter, der inkorporerer den mest miljøvenlige praksis i det kommende år. Til slut vil jeg sige, at forordningerne og lovgivningen skal tage særligt hensyn til veteranbilerne i Det Europæiske Fællesskab på grund af deres rolle i forhold til den sociale sektor samt på grund af miljømæssige og økonomiske overvejelser.
Hr. formand, ærede kolleger, det direktiv, der er blevet udstedt om udrangerede køretøjer, er uden tvivl en milepæl for miljøforbedringen i Europa. Jeg tror også, at man har gjort en stor indsats for at genbruge materialerne på en fornuftig måde, reducere det forurenende affald og fremme den teknologiske innovation. I den retning er vi uden tvivl på rette vej, men som nogle af vores kolleger allerede har understreget, er det egentlige problem risikoen for, at fabrikanterne hæfter solidarisk. Jeg vil gerne sige, at man i Italien har gjort nogle betydelige fremskridt. Vi var måske de første i Europa, der fik en lovgivning, som fremmede skrotningen af udrangerede køretøjer, men vi har i vores land også en temmelig gammel bilpark og således nogle alvorlige vanskeligheder, når det gælder de markedsproblemer, dette direktiv kunne medføre. Man bør efter min mening foretage en omhyggelig undersøgelse af fænomenet. I Italien har man indledt en tilbagetrækning og en genanvendelse på omkring 80%, men der er stadig et markedsproblem, som risikerer at forårsage en beskæftigelseskrise - eftersom vi i Italien har en type industri, der ofte gør brug af arbejdsløshedskassen og af fyringer - og at skabe nogle alvorlige problemer for arbejdstagerne fra de forskellige dele af Italien. Jeg mener derfor, at man burde forsøge af forene de to krav - jeg kan se, at Parlamentet undertiden er en smule yderliggående, da det enten har nogle ekstremt grønne holdninger eller det stik modsatte - om at nå frem til en balance, der, når alt kommer til alt, efter min opfattelse repræsenteres af hr. Florenz' og andre parlamentsmedlemmers indsats, for de forsøger på en måde at forene de to synspunkter. Resultatet heraf er disse interessante ændringsforslag, og jeg mener, at man med denne holdning kan finde en gennemtænkt løsning på problemet, nemlig ved at forene miljøkravene med markeds- og beskæftigelseskravene.
Hr. formand, dette direktiv omhandler det relativt beskedne, men voksende problem med skrottede biler og spørgsmålet om en mere struktureret bortskaffelse af alle udrangerede biler. I den henseende kan direktivet være ønskeligt, skønt det ikke er tvingende nødvendigt. De centrale spørgsmål er nu, hvem der skal betale de 262 euro pr. bil for de ni millioner biler, der skrottes hvert år? Hvem skal betale for indsamling, demontering, bortskaffelse med videre? Og bør direktivet være retrospektivt og gælde for alle biler, der nogensinde er fremstillet? Ifølge den fælles holdning fra Rådet er det fabrikanterne, der skal betale hele gildet. Det vil betyde milliarder af pund eller euro for de store bilfabrikanter i Den Europæiske Union. Den udgift vil uundgåeligt blive lagt på prisen og dermed over på køberne af nye biler. Da de europæiske bilfabrikanter har opereret i Europa i mange flere årtier end virksomheder fra Japan, Korea og andre steder, vil det være en langt større byrde for de ældre europæiske virksomheder og en konkurrencemæssig gave til konkurrenterne uden for Unionen. Jeg vil rose hr. Florenz, hr. Lange og andre, der fra begge sider af partiskillelinjen har søgt at finde en kompromisløsning baseret på omkostningsdeling. Jeg vil også anbefale ændringsforslaget fra mig selv og mine kolleger fra Tyskland, Italien, Irland, Spanien, Sverige og Storbritannien om at fjerne det retrospektive element fra denne foranstaltning. Retrospektiv lovgivning er dårlig, uretfærdig og ofte uigennemførlig lovgivning. De fleste demokratiske parlamenter i den frie verden vil i princippet forkaste en sådan lovgivning, medmindre det er i almenvældets interesse, hvilket helt klart ikke er tilfældet her. Derfor har jeg anmodet om afstemning ved navneopråb, så vi kan se, hvem der er villig til at stemme for en retrospektiv løsning af tvivlsom lovlighed, der kan blive en bekostelig byrde for alle kommende bilkøbere og et sønderlemmende slag mod den europæiske bilindustri.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil endnu en gang gerne kort minde om de økonomiske udfordringer, der er forbundet med dette direktiv, og på ny give udtryk for min støtte til de ændringsforslag, der er kommet fra min kollega Bernd Lange. Disse ændringsforslag har den fordel - og det vil jeg gerne understrege - at de forsoner de miljømæssige og de økonomiske krav. Rådets fælles holdning var, at bilfabrikanterne skulle bære alle eller en stor del af udgifterne til tilbagetagelse og genbrug. Men denne løsning er, som hr. Lange så godt udtrykte det, aldeles uretfærdig imod de europæiske fabrikanter. Jeg kommer fra et land, hvor der rent faktisk findes bilfabrikanter, og jeg kan sige, at det ikke er muligt at pålægge dem den totale økonomiske byrde for alle de køretøjer af deres mærke, der kører på vejene i dag, hvilket i praksis vil sige de udgifter, som 80% af den europæiske bilpark genererer. Denne løsning er uacceptabel, eftersom fabrikanterne ikke har haft mulighed for at integrere de miljømæssige krav, som vi stiller til dem i dag, i deres fremstillingsprocesser og kostpriser. Den fælles holdning sætter de europæiske fabrikanter i en ufordelagtig position i forhold til de fabrikanter, der først er kommet ind på det europæiske marked for nylig. Vi har naturligvis ikke til opgave at forsvare nationale interesser, industrielle lobbyer, men vi har til gengæld til opgave at konstruere et Europa, der er konkurrencedygtigt på verdensmarkedet, og forsvare beskæftigelsen i de økonomiske sektorer, der rent faktisk er konkurrencedygtige. Derfor, kære kolleger, opfordrer jeg jer til at stemme for Bernd Langes ændringsforslag, der støttes af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe. Disse ændringsforslag tilgodeser alle de aktuelle interesser - økonomiske interesser og miljømæssige krav - samtidig med, at de giver hver enkelt medlemsstat frihed til at fastsætte de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af disse krav, eftersom de på nationalt plan indførte systemer kan fortsætte med at fungere - og nogle af disse fungerer virkelig godt.
Hr. formand, fru kommissær, forslaget til direktiv om udrangerede køretøjer, som vi arbejder med i dag, har på den ene side til formål at sikre en høj grad af miljøbeskyttelse i Unionen, men også at sikre, at det indre marked bliver ved med at fungere godt inden for denne sektor. Jeg vil blot sige, at de historiske køretøjer og veterankøretøjerne naturligvis ikke skal omfattes af dette direktivs anvendelsesområde. Biler er også en del af vores kulturelle arv, det tror jeg, at vi alle sammen er enige om. Når det er sagt, er en af anstødsstenene artikel 12, det vil sige datoen for direktivets gennemførelse. Den løsning, som Parlamentet foreslår, nemlig 18 måneder efter direktivets ikrafttrædelsesdato for køretøjer, der markedsføres første gang, er kun lidet realistisk. Den europæiske bilpark omfatter mange dusin millioner biler, der skal tages tilbage, og som ikke er konstrueret med henblik på genbrug. Den fælles holdning var mere brugbar, idet den foreslog år 2006 for de køretøjer, der allerede er i brug. Dette ville endvidere give virksomhederne tid til at tilvejebringe de midler, der er nødvendige for at bestride disse ekstraudgifter. Jeg støtter derfor i denne henseende ligesom min gruppe den fælles holdning, der efter min mening er et afbalanceret kompromis mellem virksomhedernes krav og den absolut nødvendige forbedring af miljøbeskyttelsen.
Hr. formand, kære kolleger, Europa-Parlamentet står i dag over for en vigtig beslutning. Skal vi bakke op om en fremtidsorienteret miljø- og forbrugerbeskyttelse, eller skal Parlamentet, således som man kan frygte det med ændringsforslagene fra Florenz, Lange og andre, være stikirenddreng for den tyske bilindustri? Parlamentets troværdighed som foregangsmand for miljøbeskyttelse står på spil. Det ville være mere end beskæmmende, hvis Europa-Parlamentet skulle sakke bagud i forhold til det, regeringerne i de 14 medlemsstater og i Europa-Kommissionen har fastsat for producentansvaret og for beskyttelse af miljøet! Florenz' og Langes hensigt med ændringsforslagene er klar: Direktivet skal slås i stykker! Med forslaget om delt ansvar er det hensigten at udhule forårsagerprincippet og underminere produktfornyelser. Ved at opbygge talrige hurdler ønsker de blot at forhindre en effektiv miljøbevidst politik for materialestrømme, og ved hjælp af typegodkendelser ønsker de at forsinke gennemførelsen af direktivet med 12 år eller mere. Dette er fuldstændigt uacceptabelt. Jeg appellerer derfor helt specielt til de tyske parlamentsmedlemmer: Tillad ikke, at der i dag forvoldes stor politisk skade! Den rødgrønne forbundsregering har ikke ligefrem optrådt genialt i debatten om direktivet for udrangerede køretøjer. Fortsæt ikke med det! Beklagelserne over den konkurrencemæssige forfordeling er latterlige, når det faktisk kun handler om den konkurrencemæssige forfordeling af den tyske bilindustri. Optræd som folkets repræsentanter, og lad Dem ikke degradere til repræsentanter for Volkswagen! Stem for miljø- og forbrugerbeskyttelsen og for fornyelser i bil- og genbrugsindustrien!
Hr. formand, vi har diskuteret dette direktiv siden 1997. Så nu var det også på tide, at vi nåede frem til en aftale. Da jeg mere eller mindre deler det, som er blevet sagt af min kollega Sjöstedt og af repræsentanten for De Grønne, de Roo, vil jeg ikke bruge de to minutter, jeg har, men blot understrege to spørgsmål. For det første, og det er måske det vigtigste i forslaget, tanken om, og det hænger sammen med genindvinding og anvendelse af affald, at man anvender materialer, som senere vil forurene mindre. Et andet vigtigt punkt er, at affaldet hverken burde forbrændes eller knuses, men ikke kun det, der indeholder bly, cadmium og kviksølv, men også det, der indeholder pvc. Der foregår en diskussion i Parlamentet om dette spørgsmål inden for et andet område. Det andet spørgsmål drejer sig om, hvem der skal betale omkostningerne. Jeg er enig med de tidligere talere, når de siger, at forureneren skal betale, og det passer helt perfekt på dette forslag. Producenterne bør betale, selvom vi alle ved, at omkostningen måske til sidst alligevel vil ramme forbrugerne, og de bør påtage sig disse omkostninger før 2006, som det foreslås i nogle af ændringsforslagene. Vi er mere enige i ændringsforslaget fra førstebehandlingen. Det er også vigtigt at fastsætte procentandelen og datoen for, hvornår køretøjerne skal indeholde genanvendelige materialer. Jeg synes, at forslaget sætter sin lid til nogle meget lange frister. Endelig mener jeg, hr. formand, at det er vigtigt at begunstige oprettelsen af små og mellemstore virksomheder, der, efter at være blevet godkendt og behørigt autoriseret, kan fremme jobskabelsen inden for dette så vigtige område, så vi undgår de store virksomheders monopoler.
Hr. formand, kære kolleger, Europa-Parlamentet skal i dag påtage sig et reelt ansvar. Det drejer sig om, hvad vi skal gøre ved de millioner af køretøjer, vi efterlader hvert år. I nogle medlemsstater er der allerede indgået frivillige miljøaftaler for at sikre, at vores grøfter, kanaler og marker ikke længere fyldes med disse grimme og farlige vrag, hvorfra en forskrækket høne af og til stikker hovedet frem. Ja, jeg kommer fra et land, der er stolt over sin bilindustri og dennes kommercielle succes både i Europa og i landene uden for Europas grænser. Jeg måler dens betydning for mit lands internationale omdømme. Jeg kender de proaktive tiltag inden for den europæiske bilindustri, der har iværksat et omfattende forskningsprogram med henblik på at fastlægge et nationalt informationssystem til demontering af udrangerede køretøjer. Jeg er helt klar over de vanskeligheder, Rådet er stødt på i dets bestræbelser på at finde et kompromis. Det er derfor, vi i dag skal være forstående alkymister, der bekymrer os om vores miljø. Dette århundrede bliver affaldsstyringens århundrede - ellers bliver det ikke overhovedet. For mig er det i hvert fald princippet om, at forureneren betaler, der skal anvendes. Jeg er sikker på, at bilindustrien, der til stadighed bliver mere og mere miljøbevidst, havde forudset denne bevidsthedsfølelse, og den påtager sig i øvrigt sit ansvar. Men det er altså staterne, der skal gennemføre dette direktiv, og vi skal passe på ikke at gøre det for detaljeret, for de industrielle traditioner, de professionelle ophugnings- og skrotningsnetværk er forskellige, alt efter om man er i Italien eller i Finland. Jeg er imod at holde bilejerne til ansvar for dette. Disse mænd og kvinder, der rejser gennem Europa, betaler deres biler, deres nationale afgifter, deres katalysatorer, deres benzinafgifter og således allerede betaler meget dyrt for den fantastiske maskine og friheden til at bevæge sig. Det ville være meget uforsigtigt af mine kolleger i de store grupper med føderalistiske tilbøjeligheder at gøre Europa-Parlamentet upopulært ved at pålægge ejeren og fabrikanten det fælles ansvar. Hvordan skulle man da kunne oprette en fond til at betale for køretøjernes genbrug og styre de intraeuropæiske operationer? Hvem betaler for genbrug af min bil, som jeg har købt i Frankrig, hvis jeg får den indregistreret i Belgien? Hvilken national fond overtager mit udrangerede køretøj? Vi skal også passe på ikke at gøre virksomhederne urolige og juridisk usikre ved at give direktivet en uacceptabel tilbagevirkende kraft. Det er ikke vores opgave her i dag at udsende en lovgivningsmæssig straffeekspedition, men at fortsætte vores arbejde ved at sætte den varige udvikling i højsædet.
Hr. formand, Europa-Parlamentet med Miljøudvalget i spidsen arbejder for det meste på at bedømme Kommissionens eller Rådets forslag kritisk og forbedre dem set ud fra en miljøsynsvinkel. Nu risikerer en grundig fælles holdning fra Rådet at blive forringet set ud fra en miljøsynsvinkel. Vi udrangerer hvert år overordentligt mange biler med mange farlige stoffer. Derfor er det vigtigt at forebygge affaldsstoffer. Vi bør også stræbe efter minimale mængder af tungmetaller samt andre farlige stoffer og materialer. Desuden bør bilfabrikanter tage hensyn til, at disse biler er produceret og konstrueret således, at simpel demontering og genbrug er mulig. Resten af bilvraget kræver også en passende behandling. Jeg støtter derfor helhjertet de procentsatser for genbrug og genvinding, som Rådet har foreslået. I dag er en fuldstændig demontering af bilvrag rentabel. Dette indebærer, at vi går bort fra demontering af bilvrag. De opstillede mål kan bestemt nås, og i Nederlandene opnås der allerede på nuværende tidspunkt en værdi på 86% genvinding. Den bedste måde, hvorpå man kan sørge for en ordentlig indsamling, er, at den sidste bruger kan aflevere bilen omkostningsfrit hos en anerkendt behandlingsvirksomhed. Udgifterne til behandlingen kan så indregnes i prisen på nye biler. De forslag, som nogle parlamentsmedlemmer fremsætter, skader i alvorlig grad dette system. Det såkaldte delte ansvar er temmelig uhåndterligt og stimulerer ikke fornyelsen. Hvis systemet med omkostningsfri aflevering anvendes, vil det også vise sig, at udgifterne til behandling vil falde betydeligt. Endelig skal dette direktiv hurtigst muligt træde i kraft. En besværlig forligsprocedure betyder en unødig forsinkelse, hvor miljøet må undgælde. Lad os være tilfredse med den fælles holdning, som nu foreligger, så behøver vi kun give Rådet en kompliment for og glæde os over det opnåede resultat.
Hr. formand, jeg har stor respekt for hr. Florenz. Han har ydet et godt stykke arbejde under pres fra sine kolleger, men også under pres fra bilindustrien. Dertil kommer, at hr. Florenz tilmed skulle gøre det med sin økologiske, grønne holdning og til og med skulle finde et kompromis, og det var ikke let. Jeg er i det store og hele ikke utilfreds med den fælles holdning, som her ligger foran os, i hvert fald med den filosofi, som ligger bag denne fælles holdning. Der er to punkter, som jeg vil sige noget om, det er veteranbilerne og motorcyklerne, disse skal faktisk udelukkes fra direktivet, og det andet punkt er hele det kontroversielle spørgsmål om, hvem der nu egentlig bærer ansvaret for, at bilerne afleveres. Jeg vil ikke lave om på teksten i den fælles holdning. Fabrikanterne er og skal være ansvarlige, og den endelige forbruger skal uden udgifter kunne tilbagelevere bilen. Jeg tror, at man er overdrevent bange. Billobbyen har vildledt for mange. Jeg vil derfor endnu en gang sige til mine kolleger, at erfaringerne jo viser, at udgifterne til denne behandling indregnes i prisen på nye biler. Det er ikke særlig store udgifter. Det drejer sig i den medlemsstat, som jeg kommer fra, om 150 gylden pr. bil. Man begynder med det på en bestemt dag, og så kan man også med det samme forarbejde de gamle biler. Der kan derefter også med det samme bygges en meget stor industri op, som sørger for, at bilkirkegårdene, som før i tiden var normale i vores medlemsstater, ikke længere findes. Jeg vil således ikke lave om på dette punkt i kompromiset. Jeg tror, at det er godt, at vi sammen hurtigst muligt godkender den lovgivning, som nu ligger foran os. Det er godt, fordi de ni millioner biler, som hvert år kommer ud på vejene i Europa, så også forarbejdes på en ordentlig måde, og det er til gavn for os alle sammen.
Hr. formand, det foreliggende direktiv er vigtigt i indsatsen for at forebygge, at vi får farligt affald fra udtjente køretøjer, og det er vigtigt for at få fremmet genbrug og genvinding af materialer fra skrottede biler. Derfor mener jeg, at det er miljømæssigt afgørende, at forbuddet mod at anvende giftige tungmetaller bliver gennemført fuldt ud, og at vi ikke svækker producenternes ansvar. Gør vi det sidste, så fjerner vi jo incitamentet hos producenterne til at konstruere og producere biler, som giver mindre affald. Den fælles holdning, som blev til med stort besvær i Rådet, som Kommissionen har tilsluttet sig, og som også blev fastholdt i Parlamentets Miljøudvalg, lever fuldt ud op til de miljømæssige krav, og derfor er det for mig meget ejendommeligt og uforståeligt at se ændringsforslag fra medlemmer af Miljøudvalget, der har til formål at svække de miljømæssige krav, og som har til formål væsentligt at lempe bilproducenternes ansvar. Hvis disse ændringsforslag vedtages, så mener jeg, at vi for alvor får sat Parlamentets troværdighed i miljøspørgsmål over styr. Vi har hidtil her i Parlamentet været en positiv katalysator for miljøbeskyttelse, og nu bliver vi i denne sag en negativ miljøfaktor i Europa, hvis ændringsforslagene fra Florenz og fra Lange bliver vedtaget. Dertil kommer, at hvis vi svækker producenternes ansvar i denne sag, så vil det også få alvorlige konsekvenser for senere sager på andre områder, f.eks. det kommende direktiv om elektronik- og computerskrot. Derfor vil jeg godt anbefale Parlamentets medlemmer, at vi på tværs af gruppetilhørsforhold stemmer imod alle de ændringsforslag til den fælles holdning, som vil svække den miljømæssige standard, og som vil lempe producenternes ansvar. Så kan vi nå frem til et miljømæssigt anstændigt resultat.
Hr. formand, dette udmærkede direktiv vil gøre en ende på dumpning af gamle biler, fremme genvinding og først og fremmest tilskynde fabrikanterne til at designe biler, der let kan genvindes. Men hvem skal betale omkostningerne? Uanset hvilket system der vedtages, vil omkostningerne i sidste ende blive ført over på forbrugerne. Vi opnår bedst de miljømæssige mål ved at bruge fabrikanterne til både at indsamle penge og til at bortskaffe og genvinde biler. Fabrikanterne har lokket hr. Florenz og hr. Lange til at fremsætte ændringsforslag, der alvorligt svækker disse forslag. Lad jer ikke narre af bilfabrikanterne! Hvis De ønsker et optimalt udbytte af dette direktiv, skal De stemme imod disse ændringsforslag.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, stik imod hvad man kunne tro, er denne debat ikke af teknisk karakter. Den er i høj grad blevet politisk. I går gjorde vi vores institution ære med en politisk debat. Hvis 314 medlemmer i dag gav efter for visse bilfabrikanters lobbyister, ville vi vanære os selv. Ved at anmode forbrugerne om at betale halvdelen af omkostningerne ved tilbagetagelse af deres udrangerede køretøjer, som det fremgår af ændringsforslag 38, hvor den fælles holdning kræver, at hele tilbagetagelsen betales af fabrikanten, ville Europa-Parlamentet for første gang ikke være en garant for de europæiske forbrugeres og borgeres beskyttelse, men i stedet fungere som en form for lobbyernes resonansbund. Det kan vi ikke acceptere. Det ville være et foregangstilfælde og give anledning til pres inden for en lang række andre områder. Det ville også være første gang, at Europa-Parlamentet slækkede på kravene i en holdning fra Rådet, mens jeg mener, at vi generelt især plejer at beklage Rådets holdninger. Systemet med gratis tilbagetagelse af gamle køretøjer og forhøjelsen af den genbrugelige andel ville få genbrugsaktiviteterne og dermed antallet af job inden for denne sektor til at stige. For forbrugeren, miljøet og de nye job inden for genbrugssektoren må Rådets fælles holdning under ingen omstændigheder ændres. Den er fuldt ud acceptabel i sin nuværende form.
Hr. formand, mine damer og herrer, vi er enige om, at vi bør overveje, hvordan vi omgås fornuftigt med gamle biler, men Rådet har i dette tilfælde ikke været noget godt eksempel på fornuftig europæisk miljøpolitik. Det var pinligt at se, hvordan det tyske formandskab behandlede dette emne. Først konfererede hr. Trittin, miljøministeren, ikke tilstrækkeligt med sine kolleger i kabinettet, derefter blandede forbundskansler Schröder sig uden sagligt kendskab til sagen som en elefant i en glasbutik. Men også det finske formandskabs beslutning i juni var ikke det bedste, man kunne opnå. Der er nogle svagheder. Den største svaghed er efter min mening, at de mellemstore virksomheders situation ikke tilgodeses tilstrækkeligt, men bilindustrien består ikke kun af store virksomheder. Netop på området underleverandører spiller de mellemstore virksomheder en meget stor rolle, og vi må tilgodese deres interesser og også de ansattes i disse små og mellemstore virksomheder. Så er det langt over to millioner, der har deres arbejdsplads inden for dette område. Mange af ændringsforslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik tager højde for situationen i de mellemstore virksomheder også de foreliggende ændringsforslag fra vores gruppe til artikel 5 vedrørende omkostningerne. Heller ikke miljømæssigt er den fælles holdning en pragtpræstation. Der mangler sans for de store sammenhænge, og når kollegaen fra De Grønne siger, at det skulle være første gang, at Europa-Parlamentet afsvækker en fælles holdning, så kan man ikke sige det på den måde, for miljømæssigt giver det ingen mening, at vi på grund af stive, høje genbrugskvoter stiller os i vejen for moderne, økonomiske biler som f.eks. 3-liters bilen, hvor der altså anvendes meget plastic! Derfor må man støtte et ændringsforslag, der i det mindste giver mulighed for undtagelser, når vi har særligt økonomiske biler. Industriens indvendinger på dette område er sikkert ikke ulogiske. Men plastic- og bilindustriens argumenter ville også tiltage i styrke, hvis man ikke kun gik ind for en reduktion af CO2 i Europa i denne forbindelse.
Hr. formand, vi befinder os i sandhed i en meget sjælden situation for øjeblikket: De, der ønsker at beskytte miljøværdierne, støtter Rådets fælles holdning. I modsætning til den foregående taler vil jeg understrege, at jeg er meget stolt over, at man i løbet af den finske formandsperiode fik skabt en fælles holdning, som beskytter miljøværdierne. Hvis vi glider væk fra den fælles holdning og forsøger at dele udgifterne til genanvendelse, skaber vi smuthuller: Vi får ikke gennemført et fornuftigt, klart system, hvor ansvarsforholdene er i orden. Derfor bør producenten, efter min mening, have det overordnede ansvar. Kun sådan får vi løst problemet tilstrækkelig godt, og også taget hensyn til at producenterne anspores til at producere køretøjer, som i fremtiden kan genanvendes med mindst mulig udgift.
Hr. formand, der er to principielle spørgsmål i Rådets direktivforslag. Det ene handler om producentens uindskrænkede ansvar for tilbagetagelse af udrangerede køretøjer. Her er der fare for at skabe en monopolsituation inden for demonteringsindustrien. Det gælder specielt i områder inden for EU, hvor afstandene er store, og hvor mange små virksomheder er engageret i demonteringen. Jeg mener, at EU's direktiver ikke må tilsidesætte de små virksomheder i Unionen uanset formålet. Producenternes uindskrænkede ansvar risikerer også at fjerne markedet for brugte bildele. En producent har et større ansvar for at sælge nye dele. Denne handel er vigtig, specielt for dem, der samler på og renoverer ældre køretøjer. Dette princip er også tvivlsomt ud fra markedsøkonomiske principper. Virksomheder skal kunne ændres, sælges og afvikles. De skal både kunne etablere sig på nye markeder og overdrage gamle markeder. At binde producenterne med et ansvar, der kan strække sig meget langt bagud i tiden, stemmer meget dårligt overens med en fleksibel og udviklingsfremmende markedsøkonomi. De andre principper i Rådets fælles holdning er direktivets retrospektive aspekt. Det strider imod gældende økonomiske og juridiske principper at pålægge en producent et økonomisk ansvar for sin vare. Det ændrer også ejeransvaret med tilbagevirkende kraft. En forbruger kan i årenes løb have ændret produkterne på flere punkter. Alle lande i EU har i dag love, der regulerer skrotningen af biler. De kan være mere eller mindre gode i de forskellige lande. Indtil dette EU-direktiv træder i kraft, bør de enkelte EU-lande imidlertid på bedste vis bære ansvaret for skrotning af køretøjer, så den tilbagevirkende effekt af EU's lovgivning ikke tages i anvendelse. Det strider ikke imod en finansieringsmodel med opbygning af midler.
Hr. formand, den miljømæssige og industrielle betydning af det forslag, vi behandler, er tydelig, og der er enighed om den. Den fælles holdning udgør et acceptabelt kompromis, som dog er så vanskeligt og usikkert, at det giver nogle ret begrænsede forbedringsmuligheder, hvilket risikerer at gå ud over hele direktivet. Jeg mener derfor ikke, at Parlamentet kan tvinge noget igennem, og det ville være paradoksalt, hvis det gjorde dette ved at gøre forslagets miljømæssige omfang mindre. Jeg vil gerne minde om, at bilfabrikanterne har indrømmet, at de godt kan leve med direktivet. Og omkostningerne er ikke særligt høje, eftersom genanvendelsen af en bil koster mindre end 1% af prisen for en ny bil. Desuden træder producenternes økonomiske ansvar først i kraft i 2006, og da vil en stor del af den eksisterende bilpark ikke længere være på markedet. Med hensyn til de resterende køretøjer kunne man dog tage højde for en slags fordeling af udgifterne, sådan som det foreslås i ændringsforslag 44 og 45 af Lange. Det er de eneste ændringsforslag, som forekommer mig at være i tråd med den harmoniske balancegang i den fælles holdning og med de erfaringer, man har i nogle lande, og disse ændringsforslag bør derfor støttes.
Hr. formand, det her er et ekstremt dårligt direktiv. For det første - som min kollega hr. Bowis har påpeget - er det retrospektivt, hvilket principielt er forkert. For det andet vælter det enorme omkostninger over på den europæiske bilindustri, hvilket vil være til skade for konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Her i Parlamentet taler vi konstant om behovet for at fremme beskæftigelses- og jobmulighederne i Europa, og ikke desto mindre vedtager vi konstant foranstaltninger, der er med til at reducere beskæftigelsen. Direktivet er også dårligt af en anden årsag, som ikke er undersøgt tilstrækkeligt grundigt under den igangværende forhandling. Det er ligesom med megen anden europæisk lovgivning alt for præskriptivt. Det opstiller én bestemt genvindingsmodel. Samlebåndet blev opfundet for mere end 100 år siden - vistnok af Henry Ford - og her står vi med et forslag om at lave et slags omvendt samlebånd, hvor køretøjer demonteres, skilles ad og om muligt genvindes. Vi bør f.eks. standse op og overveje, at der er et meget usikkert marked for genvinding af plastkofangere. Plastindustrien ønsker i det store og hele ikke at tage disse ting tilbage, og det er ikke økonomisk rentabelt for dem at gøre det. Der findes allerede en meget succesrig industri for demontering af biler, genvinding af metal og genvinding af energi gennem forbrænding af ikkemetalliske dele. Det er en meget miljøvenlig fremgangsmåde. Fra et miljømæssigt synspunkt er det ligeså godt at brænde gammel plast som at brænde ny olie. Denne metode til bortskaffelse af biler indebærer ingen omkostninger, og den eliminerer derfor hele spørgsmålet om, hvem der skal betale, fordi den "døde" bil faktisk repræsenterer en lille værdi i genvindings- og videreudnyttelsesprocessen. Jeg stemmer imod dette direktiv, fordi det er for præskriptivt, fordi det ikke tager hensyn til de aktuelle tiltag på bilgenvindingsområdet, og fordi det opstiller faste procedurer, der ikke nødvendigvis er optimale for miljøet, og som i hvert fald har meget uheldige økonomiske effekter.
Hr. formand, kære kolleger, den fælles holdning er god, men det er Parlamentets opgave at gøre den fælles holdning om udrangerede køretøjer endnu bedre. Den Socialdemokratiske Gruppe har i de forløbne dage fremsat nogle vigtige forslag til forbedring. Jeg henleder først og fremmest Deres opmærksomhed på ændringsforslag 45. Deri vælges der den løsning, at udgifterne til demontering og genvinding lægges over på producenterne, i hvert fald for nye biler. Ved design af modeller og ved produktionen vil der derved blive taget hensyn til genvinding. Med hensyn til de biler, som kører nu, er det rimeligt at dele udgifterne, f.eks. ved at oprette en fond ligesom i Nederlandene. I den fælles holdning står der, at producenterne ikke blot skal bære udgifterne, men også skal tage de udrangerede køretøjer tilbage. Det udgør efter min opfattelse et meget stort problem. Jeg opfordrer til, at det netop ikke er bilproducenterne, der skal sørge for demontering og genvinding, for producenterne ville derved få for stor magt over markedet for brugte reservedele. De fastsætter så selv priserne. Enhver, der nogle gange har kørt i en gammel bil, ved, at dette er en ulempe for forbrugerne og for amatørmekanikerne. Den europæiske forbrugerorganisation, som har bedt os om at støtte den fælles holdning på dette punkt, lader efter min opfattelse forbrugerne i stikken. Et andet argument for at holde demontering af biler borte fra producenterne er transportudgifterne. Hvis bilproducenterne alle sammen begynder at oprette deres egne behandlingsvirksomheder, gør dette det nødvendigt, at bilvrag slæbes over lange afstande. Det er ikke miljøvenligt og tilmed dyrt. Heller ikke dette har forbrugerne fordel af. Derfor vil vi gerne have, at De støtter ændringsforslag 45.
Hr. formand, fru kommissær, jeg bad om at få ordet igen for at komme med endnu et par bemærkninger efter denne debat. Kære kolleger, når man rejser i Nederlandene, kan man konstatere, at i Nederlandene kan den sidste ejer aflevere sin bil omkostningsfrit. Så kan man konstatere, at denne bil bortskaffes forsvarligt, at der er blevet åbnet for nye materialestrømme for at genindvinde materialerne, at 85% af en bils vægt genbruges, at 92% af alle biler bliver genbrugt i Nederlandene. Dette finansieres af en fond, som køberen af en ny bil indbetaler til. Fru Breyer, er det miljømæssigt forkasteligt, at det sker? Det mener jeg ikke. Nederlandene har en forbilledlig model for, hvordan man bortskaffer biler, således som dette direktiv ønsker, og spørgsmålet, om det nu er køberen af den nye bil, eller om det er producenten, der skal betale for de gamle køretøjer, der nu kører rundt, har intet, overhovedet intet med miljø at gøre, men er derimod udelukkende et spørgsmål om konkurrence! Det, det her drejer sig om, er, om en europæisk producent skal betale 250 millioner euro eller en koreansk måske 2 millioner euro, og for de mennesker, der bygger biler her i Europa, går jeg ind for, at konkurrencen ikke bliver ulige, men for miljøbeskyttelsen ønsker jeg, at den sidste ejer ingen omkostninger har, og at det skal finansieres af en fond og for den nye bil, at det naturligvis er producentens ansvar, for så har han også ansvaret for at bygge genbrugsvenlige biler! (Bifald fra PSE-gruppen)
Hr. formand, det forslag, som vi drøfter, har enormt mange positive punkter fortrinsvis med henblik på forebyggelse af affald, genbrug, genvinding og genanvendelse af komponenter, tilbagevinding af materialer osv. Jeg tror, at vi har forelagt et godt forslag. Diskussionen drejer sig hovedsageligt om, hvorvidt fabrikanten, den endelige sælger eller ligegyldigt hvem omkostningsfrit skal tage bilvraget tilbage eller ej. Jeg vil blot nævne et eksempel fra mit eget land for at sige, hvordan det fungerer der uden nogen som helst problemer. Vi har indgået en aftale med alle dem, som er involverede i denne sag. Det vil sige bilfabrikanterne, brugtvognsforhandlerne, bilindustriforbundet, metalbehandlingsvirksomheder, demonteringsvirksomheder samt myndighederne. Der er undertegnet en aftale om miljøpolitik på frivilligt grundlag. Bilindustrien, og Belgien er et land med en meget stor bilproduktion, har ikke voldt nogen problemer i den forbindelse. Vores befolkning kan omkostningsfrit aflevere deres bil hos den endelige sælger. Vi har i forbindelse dermed mærket, i modsætning til, hvad der her siges, nemlig at dette skulle være en ulempe for beskæftigelsen, tværtimod, vi har i forbindelse dermed mærket, hvordan en række små virksomheder har gjort meget ud af at genvinde materialet, og at de gør dette på en udmærket måde. Nogle virksomheder er blevet højteknologivirksomheder, fordi det lykkes dem at genbruge visse materialer, selv materialer, som endnu ikke er optaget i direktivet. Det betyder således, at vi her udvikler en ny sektor og ny beskæftigelse og samtidig gør miljøet en stor tjeneste. Jeg går ind for omkostningsfri aflevering. Det er lykkedes hos os. Hvorfor skulle det ikke lykkes andre steder?
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer. Tak for en interessant forhandling med mange vigtige argumenter. Jeg håber, at De vil bære over med mig i et par minutter. Jeg vil kort redegøre for nogle af de idéer og principper, der ligger til grund for dette direktiv. Jeg vil starte med at kommentere og besvare et par af de vigtigste argumenter og spørgsmål i denne forhandling. For det først tror jeg, at vi skal gentage nogle grundlæggende fakta, som Florenz og andre allerede har nævnt. Det, vi her diskuterer, er det faktum, at næsten 10 millioner biler hvert år skrottes i Den Europæiske Union, og at det løber op i ca. ligeså mange ton affald. Det vil sige, at disse biler giver næsten 10 millioner ton affald, og at ca. 7% heraf efterlades i naturen. De indeholder endvidere miljøfarlige stoffer af værste slags. Ca. 10% af blyproduktionen findes i biler, men bilerne indeholder også kadmium, krom, kviksølv og andre meget farlige stoffer. Det ved De allerede, men jeg vil gerne gentage det for tilhørerne. Det er en af de hurtigst voksende affaldsstrømme i Europa. Vi ved, at affaldet findes, og hvordan vi skal behandle det, og der findes ingen undskyldning for ikke at handle. Der er tre formål med dette direktiv. For det første vil vi fjerne brugen af giftige tungmetaller fra nye biler. For det andet vil vi fastslå fabrikanternes ansvar. Vi kan ikke længere tage hånd om sager i slutningen af produktets livscyklus, men skal derimod undgå at producere så meget affald. Vi skal forsøge at genvinde mest muligt af et produkt. For det tredje vil vi nå de genvindingsmål, der er opstillet i direktivet. Det er de tre vigtigste formål med direktivet. Det beror jo på, at det er spild af ressourcer ikke at sørge for, at det materiale, der findes i biler, genvindes. Det er frem for alt producentens ressourcer, vi sløser med, hvis vi ikke ser nærmere på bilens livscyklus. Der er dukket to vigtige spørgsmål op. Der findes naturligvis flere spørgsmål, men jeg vil nævne to af de vigtigste. For det første: Hvem skal betale? Det andet spørgsmål lyder: Forringer vi den europæiske bilindustris konkurrenceevne med dette forslag? Det første spørgsmål handler altså om, hvem der skal betale. Af direktivet fremgår det, at udgifterne primært skal afholdes af producenten i overensstemmelse med principperne i EU-traktaten om producentansvar og om, at forureneren skal betale. Det er imidlertid indlysende, at disse udgifter vil blive afholdt af producenter og forbrugere i fællesskab. Vi har beregnet, at udgifterne til genvinding af biler ikke udgør mere end én procent af prisen for en ny bil. Tror vi så, at udgifterne forsvinder, hvis vi ikke vedtager dette direktiv? Nej, det er klart, at alle skal være med til at afholde omkostningerne ved en ødelæggelse af miljøet, men det bliver langt dyrere. Desuden kommer udgifterne senere. Udgifterne forsvinder altså ikke, men nu præciserer vi, hvor ansvaret ligger, og hvordan udgifterne skal fordeles. Taler vi så om en bilindustri i krise? Taler vi om en industri med ringe indtjeningsmuligheder, som vi bør hjælpe ved ikke at pålægge den flere afgifter? Er det sådan, at bilindustrien absolut ikke har råd? Er selve motivet med teksten en svækkelse af den europæiske bilindustris konkurrenceevne? Nej naturligvis ikke! Snarere tværtimod! Tror De, at forbrugernes krav om miljøvenlige biler, der bruger lidt brændstof, aftager fremover? Hvilke krav tror De, at vores børn og børnebørn vil stille til biler? Eller lovgiverne? De vil selvfølgelig kræve, at de skal være miljøvenlige, at de skal kunne genvindes, at de skal bruge lidt brændstof, og at de ikke skal forurene miljøet! Det er jo kun på den måde, at vi kan skabe en fremtid for bilindustrien. Vi skal skabe sunde drivkrafter, der tager hånd om affaldet, genvinder materialerne og får os til at konkurrere med miljøvenlige biler med et beskedent brændstofforbrug. Det faktum, at vi har en europæisk bilindustri, der allerede er langt fremme, kompenseres mere end rigeligt af det faktum, at der faktisk findes flere biler på de europæiske veje, som den skal tage ansvaret for. Det er ingen uoverkommelig udgift eller opgave. Hvis vi skaber sådanne drivkrafter, er jeg helt overbevist om, at markedskræfterne og de kommercielle interesser i bilindustrien vil sørge for at udvikle et system, der tager hånd om både det ene og det andet. Der bliver tale om alt fra forsikringer til gode og fornuftige skrotningssystemer og genvindingssystemer. Det må industrien selv sørge for at få på plads i Europa. Det er ingen uoverkommelig udgift for den europæiske bilindustri. Det vil i stedet hjælpe industrien til at være langt fremme, når det handler om at begynde at producere miljøvenlige biler med et beskedent brændstofforbrug. Vi skal gøre dette for miljøets skyld. Omkostningerne forsvinder ikke, og affaldet forsvinder ikke. Ellers må vi alle som skatteydere og samfundsborgere betale regningen. Desuden bliver det dyrere, jo længere vi venter. Det var det, jeg ville starte med at sige. Jeg vil også kommentere spørgsmålet om en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Hvis vi regner med, at den gennemsnitlige levetid for en bil er 11 år, mener parlamentarikerne eller andre så, at vi skal vente 11 år med at se på problemet? Skal vi, når vi lovgiver om kemikalier, ikke bekymre os om de kemikalier, der allerede findes på markedet, men udelukkende lovgive om det, der fremover produceres? Det er klart, at vi skal se på det aktuelle problem og den udfordring, som den eksisterende bilpark udgør. Det er endnu ikke noget uoverkommeligt problem. Vi kan løse det. Vi har allerede en infrastruktur. Vi har det, vi skal bruge for at tage vare på udrangerede biler. Jeg håber naturligvis, at resultatet af dagens afstemning bliver godt. Hvis jeg ikke allerede har gjort det, vil jeg også takke Karl-Heinz Florenz for hans store arbejdsindsats i miljøudvalget i forbindelse med dette forslag. Det er faktisk i mange henseender banebrydende med hensyn til genanvendelse og produktansvar. Jeg tror, at det vil have en meget positiv og mærkbar effekt på miljøet. Vi kan ikke fortsat lukke øjnene for det. Vi har som sagt både kundskaberne og midlerne til at løse dette problem. Efter førstebehandlingen i Europa-Parlamentet i 1999 endte Kommissionens forslag med en besværlig politisk situation i Rådet. Vi fik imidlertid en velafvejet fælles holdning i juli under det finske formandskab. Nu må vi sørge for, at denne lovgivningsproces får en vellykket afslutning. Der er fremsat i alt 48 ændringsforslag. Kommissionen kan acceptere 10 ændringsforslag i deres helhed. Tre ændringsforslag kan delvis accepteres, og et ændringsforslag kan i princippet accepteres. Visse ændringsforslag handler om forbedringer af Kommissionens forslag, som vi allerede godkendte under førstebehandlingen, eller genindfører dele i det oprindelige forslag, som Rådet har fjernet. Det gælder ændringsforslag 5 bortset fra første del, 8, 9, første del, 10, 12, tredje del, 15, 16, 20, 22, 24 og 25. Vi kan acceptere alle disse ændringsforslag. Ændringsforslag 6 og 21 er nye, og Kommissionen kan acceptere dem. Kommissionen kan også acceptere ændringsforslag 26 med visse redaktionelle ændringer. Jeg vil understrege, at en del af de andre ændringsforslag, som berører forslagets grundlæggende komponenter, medfører en betydelig udvanding af det miljøbeskyttelsesniveau, der er formålet med den fælles holdning. De kan derfor ikke accepteres. Parlamentet har traditionelt set været stærkt medvirkende til at styrke den europæiske miljølovgivning. Det ville undre og bedrøve mig, hvis det så ikke blev tilfældet i dag. Jeg er meget bekymret over visse ændringsforslag fra Parlamentet, der stiller spørgsmål ved forslagets absolutte grundpille. Det handler f.eks. om udfasning af tungmetaller, fabrikantens ansvar og genvindingskravet. Jeg vil behandle disse ændringsforslag gruppevis. Ændringsforslag 4, 11, 12, 13, 28, 30, 32, 37, 42 og 48 handler om udfasning af tungmetaller. Ændringsforslag 12 indebærer, at bestemmelsernes ikrafttræden forsinkes med mindst 10 år. Ændringsforslag 13, 28, 32, 37, 42 og 48 betyder, at der indføres unødvendige vilkår og undtagelser. Det vil betyde, at processen med at erstatte de skadelige stoffer kommer til at gå langsommere. Ændringsforslag 4, 11 og 30 vil betyde, at tungmetaller skal udskilles fra affaldet inden indvinding. Kommissionen mener, at den udfasning, der foreslås i den fælles holdning, er lettere at anvende ud fra en teknisk synsvinkel. Ændringsforslag 17, 18, 27, 34, 36, 38, 44 og 45 handler om fabrikantens ansvar. Rådets kompromisforslag er retfærdigt, men skrøbeligt. Kommissionen mener ikke, at ændringsforslagene vil forbedre balancen uden samtidig at skabe spændinger. Jeg beklager den forvirring, der for nylig opstod ved en forkert anvendelse af et internt dokument fra Kommissionen, hvilket skabte tvivl om Kommissionens holdning til spørgsmålet. Jeg vil understrege, at Kommissionen allerede i 1997 foreslog en særlig klausul om fabrikantens ansvar, og at Kommissionen helt støtter den fælles holdning. Det lægger langt fra uforholdsmæssigt store udgifter over på fabrikanterne. Ændringsforslag 39, 40, 46 og 47 handler om kvantificerede mål. Det højeste beskyttelsesniveau, som de fælles holdninger sigter mod, vil blive udhulet meget, hvis man fjerner genbrugsmålet for 2006. Disse ændringsforslag vil også gøre det vanskeligt at håndtere og overvåge målene. Lad mig desuden kommentere - hør godt efter nu, da jeg har hørt det gentaget under forhandlingen - spørgsmålene om veteran- og hobbybiler, der nævnes i ændringsforslag 3, 7, 9, anden del, samt 35. Sådanne køretøjer omfattes ikke af definitionen om affald og derfor heller ikke af direktivet. Så uanset hvad der er blevet sagt, så er veteranbiler og motorcykler ikke omfattet af direktivet. Vi mener ikke, at ændringsforslag 2 og 14 tilfører direktivet noget. Ændringsforslag 23 betyder, at Kommissionen skal vedtage kvalitetsnormer for genanvendelige komponenter. Det omfattes ikke af direktivet. Det vil derfor være nødvendigt med et ad hoc-direktiv fra Europa-Parlamentet og Rådet. Ændringsforslag 29, 31 og 41 udvander demonteringskravene. Specielt ændringsforslag 31 og 41 kan udhule mulighederne for at genvinde plast, dæk og glas. Endelig kan Kommissionen ikke godkende ændringsforslag 1 og 33 af grunde, der handler om den retlige åbenhed, samt ændringsforslag 19, som Kommissionen finder unødvendigt på nuværende tidspunkt. Ændringsforslag 43 hører endvidere ikke hjemme i direktivets anvendelsesområde.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning.
Fru formand, som De ved, har vi fået udskudt afstemningen om denne betænkning fra sidste uge til i dag på grund af mange og alvorlige oversættelsesfejl, specielt i den franske version. De har modtaget et klagebrev fra mig om antallet af fejl i denne samt i andre betænkninger, som jeg har haft berøring med på det seneste. Der er en fejl, der endnu ikke er blevet rettet, og det drejer sig om ændringsforslag 4. I den engelske version tales der om pharmaceutical and scientific organisations, hvilket i den franske version bliver til entreprises pharmaceutiques et organisations scientifiques. Vil De venligst gøre de fransktalende medlemmer af Parlamentet opmærksom på, at ordet entreprises ikke er korrekt. Det skal ikke optræde i ændringsforslaget. Og jeg opfordrer Dem atter til, fru formand, at foretage en generel kontrol af oversættelsernes kvalitet.
Fru McNally, jeg er selv generelt bekymret over de stadig hyppigere problemer med oversættelserne. Jeg vil sammen med tjenestegrenene se, hvad vi kan gøre. (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0011/2000) af Langen for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener) (C5-0333/1999 - 1997/0370(COD)) (Det fælles udkast godkendtes) Betænkning (A5-0010/2000) af Ahern for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program for fremme af energieffektiviteten (SAVE) (1998-2002) (C5-0334/1999 - 1997/0371(COD)) (Det fælles udkast godkendtes) Betænkning (A5-0009/2000) af Graça Moura for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af ét enkelt instrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet (Kultur 2000-programmet) (C5-0327/1999 - 1998/0169(COD)) (Det fælles udkast godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A50006/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (8095/1/1999 - C5-0180/1999 - 1997/0194(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udrangerede køretøjer (Ordfører: Florenz) (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0007/2000) af Berger for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betingelserne for udstationering af arbejdstagere fra tredjelande som led i udveksling af tjenesteydelser over grænserne (KOM(1999) 3 - C4-0095/1999 - 1999/0012(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0012/2000) af Berger for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets direktiv om udvidelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser over grænserne til også at omfatte tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF (KOM(1999) 3 - C5-0050/2000 - 1999/0013(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0003/2000) af Marinho for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om I. udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (5713/1999 - C5-0020/1999 - 1999/0803(CNS)) og II. udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (9614/1999 - C5-0167/1999 - 1999/0805(CNS)) (Ved successive afstemninger vedtoges de to lovgivningsmæssige beslutninger) Betænkning (A5-0022/2000) af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag til Rådets afgørelse om ekstraordinær finansiel bistand til Kosovo (KOM(1999) 598 - C5-0045/2000 - 1999/0240(CNS))
Fru formand, jeg vil bare gøre opmærksom på, at der i proceduren ikke var mulighed for at indgive ændringsforslag og som følge heraf heller ikke for at stemme om nogen ændringsforslag i udvalget. Jeg ved ikke, om dette er i overensstemmelse med reglerne, og jeg opfordrer Dem derfor til at undersøge, om den procedure, der blev fulgt, før dette forslag blev fremlagt her i salen, var korrekt.
Jeg noterer det, De netop sagde, hr. Speroni. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0018/2000) af Dimitrakopoulos og Leinen for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om indkaldelse af regeringskonferencen (14094/1999 - C5-0341/1999 - 1999/0825(CNS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Forslag til fælles beslutningsforslag om regeringsforhandlingerne i Østrig
Fru formand, også på dette område har vi simpelthen en række oversættelsesproblemer. Som udgangspunkt gælder den engelske udgave. For at give Dem et eksempel, er ordet både i den nederlandske og i den tyske udgave i punkt 4 og i punkt 5 bortfaldet, og jeg citerer på engelsk de fire ord: "in so far as" . Derfor vil jeg altså bede Dem om at tage den engelske udgave som udgangspunkt.
Tak, hr. van Velzen. Jeg kan kun sige det samme, som jeg sagde til fru McNally for et øjeblik siden. Jeg er meget bekymret over de oversættelsesmæssige problemer, vi desværre oplever oftere og oftere, og jeg kan forsikre Dem om, at vi tager dette meget, meget alvorligt. Under alle omstændigheder er det naturligvis altid originalversionen, der gælder.
Fru formand, Den Socialdemokratiske Gruppe foreslår følgende mundtlige ændringsforslag. Jeg læser det på engelsk, for det er det oprindelige sprog i beslutningen. "Fordømmer de krænkende udtalelser, som Haider i de seneste dage har fremsat mod visse EU-medlemsstater og deres ledere, og som udenrigsminister Schüssel har undladt at fordømme". (Flere end 12 medlemmer rejste sig) (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Betænkning af McNally (A5-0082/1999)
Jeg glæder mig over denne excellente betænkning om meddelelsen "Kvinder og videnskab". Kommissionen foreslår i dette dokument at stimulere debatten med henblik på at fremme kvindernes stigende deltagelse i den europæiske forskning. Dette formål fortjener al vores støtte. Udgifterne til forskning og teknologi udgør en stor del af Den Europæiske Unions budget og følger lige efter landbruget og strukturfondene. De forskellige rammeprogrammer har ikke blot udmøntet sig i videnskabeligt arbejde af høj kvalitet, men også i et innovativt samarbejde mellem forskere fra forskellige medlemsstater. Inden for de videnskabelige discipliner er der imidlertid kun få kvinder på trods af de meget gode resultater, de opnår under deres studier. Vi kan ikke tillade, at denne underrepræsentation af kvinder varer ved. Derfor ser jeg med tilfredshed på Europa-Kommissionens forslag. Formålet med Kommissionens dokument er at fokusere på de initiativer, der skal tages på fællesskabsniveau, herunder via det femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, som jeg naturligvis er for. Det drejer sig om i de kommende år at øge kvindernes deltagelse, så vi når op på 40% kvinder i Marie Curie-stipendierne, i de rådgivende forsamlinger og i evalueringspanelerne inden for det femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Dette kræver, at debatten og udvekslingen af erfaringer mellem de forskellige medlemsstater forbedres, at der indføres en koordinationsstruktur til iværksættelse af et "Kvinder og videnskab"overvågningssystem inden for det femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, der især har til opgave at indsamle og udsprede statistikker om kvindernes deltagelse i forskningsaktiviteterne. I øvrigt mener jeg ligesom ordføreren, at der skal gennemføres undersøgelser med henblik på at finde ud af, hvorfor der er så stor forskel på antallet af kvinder, der er uddannet inden for videnskabelige discipliner, og antallet af kvinder, der arbejder inden for disse områder. En bedre analyse af de forhindringer, kvinderne støder på, vil gøre det muligt at udarbejde en strategi for at fjerne dem. Vi skal mobilisere de mange eksisterende netværk af videnskabeligt uddannede kvinder og få dem til at hjælpe os med at definere en fælles forskningspolitik. Europa-Parlamentet skal fortsætte med at følge gennemførelsen af det femte rammeprogram for udvikling og teknologisk forskning nøje for at sikre, at kvindernes situation fremmes, og komme med idéer til, hvilken retning det femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling skal tage. Når det gælder videnskab, forskning og alle de andre politikker, der føres inden for Den Europæiske Union, skal vi integrere kønsdimensionen for at sætte en stopper for den strukturelle diskriminering, der forhindrer kvinderne i at føre en lige kamp på arbejdsmarkedet.
I sin meddelelse "Kvinder og videnskab" giver Europa-Kommissionen udtryk for sin gode vilje til at mobilisere kvinderne og dermed berige den europæiske forskning. Det er rigtig godt, og vi glæder os over det. I virkeligheden deltager alt for få kvinder i Den Europæiske Unions forskningsarbejde. Vi ved, at vi kun kan ændre denne situation, hvor kvinderne er underrepræsenteret i de videnskabelige sektorer, ved at føre en målrettet uddannelsespolitik, der systematisk opmuntrer de unge piger til at variere deres professionelle valg, og ved at gennemføre positive tiltag på det faglige niveau, når de har fået deres uddannelse. Under disse omstændigheder er nogle kolleger blevet lidt usikre, fordi der i betænkningen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, som vi har vedtaget, er et punkt, der forvirrer, og som af nogle fortolkes som en kvote, der kræver, at 40% af de europæiske forskere skal være kvinder. Dette er naturligvis ikke tilfældet, for en sådan kvote ville være urealistisk. Betænkningen indeholder i øvrigt ingen frist for, hvornår en sådan kvote skulle være opnået. For at bringe gemytterne i ro og berolige mine kolleger har jeg fremlagt et ændringsforslag til beslutningen, hvor vi ganske enkelt noterer os, at Kommissionen i sin meddelelse forpligter sig til at gøre et stort stykke arbejde for at øge kvindernes deltagelse i Fællesskabets forskningsprogrammer, hvilket alt andet lige er prisværdigt. Og hvorfor skulle vi ikke bemærke, at Kommissionen ordret har skrevet, at det efter dens opfattelse er vigtigt at efterstræbe, at antallet af kvindelige forskere udgør 40% af det samlede antal forskere på alle niveauer i forbindelse med iværksættelse og ledelse af forskningsprogrammerne? Det er ikke en kvote! Det er en meget legitim hensigtserklæring fra Kommissionens side, eftersom det drejer sig om Kommissionens egne programmer og ikke medlemsstaternes programmer. Disse kunne imidlertid med fordel for en gangs skyld følge Kommissionens eksempel og gøre en tilsvarende indsats inden for rammerne af deres egne forskningsprogrammer. Læg vel mærke til det!
Det er godt, at der er så stor enighed i debatten om betænkningen fra fru McNally, der har til formål at øge og lette kvindernes deltagelse i forsknings- og videnskabsarbejdet. På dette område ville det være ønskeligt med en bedre fortolkning i dagligdagen af begrebet lige muligheder, og jeg ville derfor glæde mig over, at der blev ført en politik, der kunne bidrage til at føre kvindernes legitime forhåbninger ud i livet, nemlig lige adgang til videnskabelige studier, ansvarsfulde stillinger, der virkelig står mål med deres resultater og evner, hurtig iværksættelse af ledsageforanstaltninger, der giver dem mulighed for at forene familielivet med et professionelt liv. Men den nødvendige realistiske og pragmatiske politik, der skal følge i kølvandet på nedbrydelsen af de konkrete forhindringer, der er ubestridelige faktorer i forbindelse med denne uretfærdighed, skal for os absolut tage udgangspunkt i begrebet komplementaritet, der alene er i stand til at retfærdiggøre en voluntarisk politik på området. Det er hensynet til disse værdier, der virkelig respekterer forskellene, og ikke et postulat om kønnenes lighed, der i sig selv er modsigende, der skal stå i centrum for vores overvejelser og fremtidige handlinger. Under alle omstændigheder er der intet, der retfærdiggør, at vi slår os til tåls med en kvantitativ politik, der hviler på kvoter, hvilket er i modstrid med begrebet statsborgerskab, som UEN-gruppens medlemmer er stærkt knyttet til. En sådan politik ville have den modsatte virkning end den, der efterstræbes i fru McNallys betænkning, nemlig kvindernes deltagelse i det videnskabelige arbejde og forskningsaktiviteterne i forhold til deres værdier. For det er i kraft af muligheden for at vise deres reelle værd og fjerne så mange af de barrierer som muligt, der står i vejen for deres særpræg - ikke i en konflikt, hvor de giver udtryk for at ville bekæmpe mændenes privilegier - at kvinderne vil kunne bevise, hvor vigtigt det er at fremme udklækningen af deres professionelle karrierer, og det er sådan, de vil kunne ændre den balance, der stadig stiller dem alt for ufordelagtigt. Europa-Parlamentet har valgt at vedtage en tekst, der udtrykkeligt appellerer til denne kvotepolitik, som jeg i min betænkning til udtalelse på det kraftigste forsøgte at afvise, og på trods af de generelle retningslinjer, som jeg for en stor dels vedkommende er for, kunne jeg kun undlade at stemme ved afstemningen om fru McNallys betænkning. Indstilling ved andenbehandling af Florenz (A5-0006/2000)
Fru formand, mine damer og herrer, kære kolleger, vi har i dag under andenbehandlingen stemt om ændringsforslagene til direktivet om udrangerede køretøjer. Jeg har afvist hele direktivet, også fordi forslag 34 til artikel 12 og forslagene til artikel 5/4 ikke har fået tilstrækkeligt flertal her i Parlamentet. Jeg kommer fra et land, hvor 50% af EU's bilpark fremstilles, og netop den omkostningsfrie tilbagetagning af udrangerede køretøjer er det, der er omkostningskrævende og uacceptabelt. Efter min mening belastes også arbejdsmarkedet kraftigt af de omkostninger, der påføres disse virksomheder. Dette kan ikke være godt i en Europæisk Union, hvor vi dagligt tænker på beskæftigelsen. Jeg tror, det er en alvorlig mangel, og at det i princippet heller ikke passer til vores retssystem. Derfor er dette direktiv ud fra mit synspunkt altså ikke acceptabelt.
Fru formand, jeg vil gerne sige noget til betænkningen af Florenz. Jeg mener, at afstemningen har vist, at Rådets fælles holdning ganske vist er blevet svækket, men at det gud ske lov ikke er lykkedes de store grupper - specielt de tyske repræsentanter for de store grupper i Europa-Parlamentet - at ødelægge kernen i direktivet, nemlig producenternes ansvar. Desværre blev det vedtaget at svække en effektiv miljøbevidst politik for materialestrømme, nemlig via den obligatoriske risikovurdering af stoffer, hvis sundhedsskadelige virkning faktisk har være kendt i mange år. Vi ved, at bly, kviksølv, cadmium og hexavalent chrom indeholder høje toksiske og sundhedsmæssige skjulte risici, og at det er lykkedes i adskillige af Fællesskabets direktiver at begrænse brugen heraf, uden at der forelå en risikoanalyse. Her har Europa-Parlamentet desværre bøjet sig for industriens interesser. Alligevel er jeg glad for, at det ikke lykkedes at opnå flertal for ændringsforslagene af Florenz, Lange og andre, der faktisk forsøgte at ophæve producenternes ansvar og overlade det til forbrugerne at betale omkostningerne for en miljøvenlig bortskaffelse af udrangerede køretøjer. Jeg synes, det var et meget beskæmmende forsøg, og jeg er glad for, at det ikke lykkedes at samle flertal for det forsøg, som en stor regering og medlemmerne fra et stort medlemsland gjorde, nemlig et forsøg på at dominere Europa-Parlamentets afstemningsadfærd på baggrund af deres nationale industris interesser.
Hr. formand, selvom jeg har tilbragt størstedelen af mit liv i hurtige biler, er jeg enig med min kollega Florenz i, at det i direktivet om udrangerede køretøjer klart skal fremgå, at veteranbiler ikke er omfattede af direktivet. Disse herlige biler er ikke affald. Derfor stemte jeg for ændringsforslagene. Man bør heller ikke definere museumsbilers alder, da der er meget store forskelle i de nationale bestemmelser. Således kan man bevare historisk værdifulde køretøjer til de kommende generationer. Vi må heller ikke glemme dem, der samler på gamle biler. Dem er der over 50.000 af bare i Finland. De laver et beskedent, men meget værdifuldt kulturhistorisk arbejde.
Processen i Parlamentet har i dette spørgsmål mildt sagt været forvirrende. Inden plenumafstemningen er der fremsat nye ændringsforslag, der allerede blev nedstemt i udvalget. I den splittede situation, der nu er opstået, mener vi derfor, at Rådets forslag er de bedste. Der er brug for et direktiv på dette område, og derfor vil vi også undgå en kompliceret forligsprocedure. Direktivet om udrangerede køretøjer kommer til at udgøre et eksempel for den kommende lovgivning. Det er derfor vigtigt, at producentansvaret er tydeligt. Det må under ingen omstændigheder sættes på spil.
Parlamentet behandler i dag for sidste gang denne tekst om de såkaldte udrangerede køretøjer og deres skæbne, nemlig ophugning, hvilket er en prisværdig hensigt, fordi vi på denne måde skåner vores miljø. Der er dog to betragtninger, som man absolut bør være opmærksom på i denne tekst. Først og fremmest er der afholdelsen af udgifterne til denne ophugning. Lad os sørge for, at det ikke altid bliver den samme, der kommer til at betale, nemlig ejeren af køretøjet. Ejeren betaler allerede afgifter nok for denne bil, som set ud fra et økonomisk synspunkt ikke er andet end et bundløst hul. Vi havde for ganske nylig lejlighed til at drøfte princippet om, at den, der forurener, skal betale. Lad os anvende dette princip på en rationel og gennemtænkt måde, uden ideologi og uden at tage fejl af målgruppen. Det andet vigtige punkt, som denne tekst skal indeholde, er, at biler, der er samlerobjekter, udtrykkeligt skal være undtaget fra dens anvendelsesområde. Man kan sige fra forskellig side, at det ikke er nødvendigt at skrive dette, da det er en selvfølge, men jeg vil for mit vedkommende gerne have, at man skriver det, for vi har så afgjort interesse i at vedtage nogle klare tekster. Lad os derfor vedtage disse ændringsforslag, så vi kan bevare bilindustriens klenodier. Disse gamle biler vidner om en kultur og en lidenskab, som Europa bør anerkende og respektere, da vi ellers risikerer, at vores særpræg bliver mindre fremtrædende. Der er eksempler nok at tage af blandt de europæiske tekster, hvor man godt er klar over, hvilke store stridigheder og debatter vage og uklare formuleringer kan føre til. Jeg vil blot nævne direktiv 79/409 og direktiv 92/43. Teksternes præcise formulering er en garanti og en juridisk sikkerhed for dem, der skal gennemføre eller anvende disse tekster i deres dagligdag. Det er ikke parlamentsmedlemmernes opgave at skabe stridigheder eller at forsyne dommerne med retssager uanset deres art, for så ville parlamentsmedlemmerne ikke gøre deres job. De skal tværtimod vedtage nogle klare tekster for at begrænse stridighederne.
At Florenz-betænkningen har skabt så meget postyr blev bevist af det stærke lobbyapparat, som blev sat i gang, både af industrien og af miljøbevægelsen. Jeg beklager, at fabrikanterne har bombarderet Europa-Parlamentet og Rådet med en hel serie argumenter, som enten var uholdbare eller også var falske. Jeg tør sige dette, fordi jeg også gjorde mig den umage at gå ud til befolkningen og indhente oplysninger hos bl.a. demonteringsvirksomheder, som allerede med succes beskæftiger sig med genbrug af bilkomponenter. De gjorde det tydeligt for mig, at argumenterne med f.eks. manglende sikkerhed er noget sludder. Billobbyen har ikke vundet i dag, og det er jeg glad for. Direktivet bibeholdes. Jeg regner med, at vi under forligsproceduren når frem til et udmærket resultat, og at indsatsen for et bedre miljø vinder over urimelige krav fra industrien.
Mit parti gik imod denne foranstaltning og ændringsforslagene. Få ting i livet er mere sikre end skatter, død og forurening. Men der er heller ikke noget så sikkert som EU-miljødirektiver, der har prisværdige intentioner, men som faktisk ikke lever op til de opstillede mål. Når det handler om forurening, så er det ligesom synd. Vi er alle imod det, men der er et langt spring fra at tro, at blot fordi der fremsættes et forslag om en foranstaltning mod dette onde, så er det nødvendigvis et godt forslag. I lighed med mange andre direktiver, der handler om miljøspørgsmål, er heller ikke dette direktiv godt. Som det ofte er tilfældet, ender det blot med endnu et massivt bureaukratisk forsøg på at kontrollere et problem, som udelukkende skaber flere job for tjenestemænd og koster bilindustrien og forbrugerne en masse penge. Det eneste, direktivet ikke gør, er at løse problemet. Der er tale om at skyde forbi spurve med kanoner. Ingen - og da slet ikke i mit parti - kan være uenige i, at man skal fremme genbrug, men det gøres bedst ved at samarbejde med markedet, ikke ved at skabe endnu et bureaukratisk monstrum. Det vil således være bedre at fremme genbrug ved at beskatte de fabrikanter, der ikke øger mængden af genanvendeligt materiale i deres køretøjer, ved at fremme private genbrugsvirksomheder gennem en række skattemæssige incitamenter og hjælp til at overholde miljøkravene samt ved at fremme brugen af genbrugsmaterialer. Der findes selvfølgelig områder, hvor EU ikke har og heller ikke bør have jurisdiktion. I fraværet af en sådan kompetence bør EU imidlertid ikke søge at indføre en mindre effektiv foranstaltning. Den bør i stedet lade det være op til medlemsstaterne at udvikle deres egne systemer og undgå tilbøjeligheden til at blande sig, hvor det er uønsket og ikke gavnligt. Betænkning af Berger (A5-0007/2000)
Med dette direktivforslag ønsker man at fastlægge betingelserne for udstationering af arbejdstagere fra tredjelande som led i udveksling af tjenesteydelser over grænserne. Sagen er, at borgere fra tredjelande med permanent opholdstilladelse i en medlemsstat ikke har ret til fri bevægelighed i EU, og at der hidtil har været stærke begrænsninger i den fri bevægelighed inden for EU for arbejdstagere fra tredjelande. Det er således positivt, at man letter den fri bevægelighed for arbejdstagere i EU, også hvor det gælder borgere fra tredjelande. Direktivforslaget sigter imidlertid kun mod at tillade deres flytning til en anden medlemsstat, når det sker i forbindelse med udstationering for en arbejdsgiver fra det land, hvor denne er bosiddende, af hvilken årsag muligheden for bevægelighed begrænses til udstationeringsperioden og kun til den medlemsstat, hvor vedkommende er blevet udstationeret. Dette betyder, at dette forslag ikke i første række sigter på at løse disse arbejdstageres problem, hvad angår fri bevægelighed, men kun at skabe bedre vilkår for de virksomheder, der leverer tjenesteydelser. På den anden side er der under påskud af procedureforenkling blevet optaget nogle særdeles diskutable ændringsforslag i Berger-betænkningen, eksempelvis oprettelsen af et fælles informationssystem, der giver myndighederne i de andre medlemsstater adgang til de udstedte kort. Betænkning af Berger (A5-0007/2000) og Berger (A5-0012/2000)
- (FR) Det er med stor tilfredsstillelse, jeg modtager de to forslag til direktiv, der har til formål at lette tredjelandsstatsborgernes fri bevægelighed, samtidig med at de letter den fri udveksling af tjenesteydelser. Som det vigtigste indfører disse forslag EF-tjenesteydelseskortet, der for fremtiden vil give næsten 5 millioner tredjelandsstatsborgere, der bor legalt inden for Den Europæiske Union, mulighed for at levere tjenesteydelser i andre medlemsstater, hvilket i dag besværliggøres af problemer som f.eks. opnåelse af visum og arbejdstilladelse. Det første forslag til direktiv vil give virksomheder, der er etableret i en medlemsstat, og som beskæftiger ansatte fra tredjelande, mulighed for midlertidigt at udstationere disse arbejdstagere i en anden medlemsstat for at levere tjenesteydelser. I henhold til de planlagte bestemmelser skal arbejdsgiveren blot ansøge om et tjenesteydelseskort for hver enkelt arbejdstager. De pågældende arbejdstagere skal for at få udleveret et sådant kort bo legalt i en medlemsstat og være dækket af en social sikringsordning. Det andet forslag giver tilsvarende rettigheder til selvstændige erhvervsdrivende fra tredjelande. Selvom jeg grundlæggende er enig i Europa-Kommissionens forslag, er det sandt, at nogle af bestemmelserne kan virke forvirrende. Derfor stemmer jeg for ordførerens ændringsforslag. De belyser bestemmelserne og forhindrer således al misbrug! Andre ændringsforslag har til formål at forenkle de administrative procedurer, f.eks. ved at lade medlemsstaterne udpege en enkelt kompetent kortudstedende myndighed. En sådan ændring er efter min mening absolut nødvendig for at undgå den tunge administration, der alt for ofte bremser den korrekte gennemførelse af nye bestemmelser. Jeg kan derfor kun glæde mig over vedtagelsen af de ændrede direktiver. Det betyder i praksis, at man om kort tid ikke længere vil tolerere, at personer, der er legalt etableret i Den Europæiske Union, støder på så mange vanskeligheder. Det er imod det grundlæggende princip om ikkediskrimination i de traktater, der ligger til grund for Unionen. Betænkning af Marinho (A5-0003/2000)
Vi var meget forbeholdne over for Rådets ændringsforslag. Hvordan skal man nemlig forklare, at det er nødvendigt at øge antallet af dommere ved Retten i Første Instans, som man ved er overbebyrdet, når man samtidig sætter sig for at udvide dens kompetenceområde? Virkningen af den første foranstaltning vil reelt blive ophævet af den anden foranstaltning. Nogle vil sige, at intet er perfekt her i verden, men et kort historisk tilbageblik burde gøre det muligt for dem at forstå vores forbehold. Den 1. januar 1995 vendte Rådet tilbage til den forøgelse af antallet af dommere, der er omhandlet i artikel 17 i tiltrædelsestraktaten af 24. juni 1994. I maj 1995, da Amsterdam-traktaten var under forberedelse, understregede Retten i Første Instans, som var bekymret over den stadige stigning i antallet af klager, allerede nødvendigheden af, at der blev truffet nogle foranstaltninger. I modsat fald ville Retten kort tid efter ikke længere være i stand til at leve bedst muligt op til princippet om god retsforvaltning eller at varetage den opgave, man har betroet den, og der ville opstå nogle betingelser, som ville gå ud over borgernes retsbeskyttelse. Men hvad gjorde man i Amsterdam? Man gjorde ingenting i den retning. Arbejdsbyrden blev tværtimod større, fordi man udvidede Fællesskabets domskompetence inden for rammerne af den tredje søjle. De må desuden give mig ret i, at de tekster, Parlamentet vedtager, hele tiden henviser til Fællesskabets domskompetence, også når det gælder det charter om grundlæggende rettigheder, som er under udarbejdelse. Overgangen fra 15 til 21 dommere i Retten i Første Instans og den mulighed, man for nylig gav Retten for at dømme med én enkelt dommer i visse sager, er ikke løsninger, men simpelt selvbedrag, som man modvilligt er gået med til, og hvor vi risikerer en for sen bevidstgørelse. Disse forslag er således ikke på højde med det, der står på spil, og de fremskynder tingene på en måde, der på længere sigt vil gøre det nødvendigt at øge personalet til flere hundrede dommere. Det kan vi ikke bifalde, for at komme ud på et sådant sidespor, der går i retning af et "dommernes Europa", går ud over en korrekt demokratisk praksis i vores lande. Derfor er tiden efter vores mening inde til, at vi gør os nogle omhyggelige overvejelser for at skabe orden i Fællesskabets retssystem og sikre et retsvæsen af høj kvalitet. Dette spørgsmål er uløseligt forbundet med de igangværende overvejelser om bestemmelsernes rangorden og en bedre anvendelse af subsidiaritetsprincippet. Er den regeringskonference, der skal finde sted, ikke den bedste lejlighed, man kunne tænke sig? Betænkning af Dimitrakopoulos og Leinen (A5-0018/2000)
Den kommende regeringskonferences vigtigste opgave bliver at reformere EU, inden der optages nye medlemslande. Derfor går vi naturligvis ind for, at Europa-Parlamentet nu formelt giver tegn til, at regeringskonferencen kan starte. Vi mener imidlertid, at regeringskonferencen skal begrænses til spørgsmål, der er nødvendige for at gennemføre en udvidelse. Det hævdede vi også i november 1999, og vi vil derfor henvise til vores stemmeforklaring af 18. november 1999.
- (FR) I den udtalelse, som Europa-Parlamentet netop har vedtaget om indkaldelsen af den kommende regeringskonference, appellerer Parlamentet til "indledning af en forfatningsproces". Dette ønske om at samle nationerne under sig ved hjælp af en overordnet juridisk tekst kommer ligeledes til udtryk i de første møder i det forum, der har til opgave at udarbejde et såkaldt charter for de grundlæggende rettigheder, som i virkeligheden er en forklædt forfatning. Det kommer endvidere til udtryk i forbindelse med Europa-Parlamentets utrolige vildtur, hvor Parlamentet i dag ved vedtagelse af en beslutning vil ugyldiggøre resultatet af et frit valg i Østrig. Det samme ønske om at bringe nationerne på niveau med simple administrative, underordnede regioner skinner også igennem på alle sider i den udtalelse, Kommissionen har udarbejdet til regeringskonferencen. Hovedtanken består i at gennemføre staternes og befolkningernes afstemninger med kvalificeret flertal, idet indholdet af dette kvalificerede flertal ændres til et dobbelt simpelt flertal med henblik på at øge Kommissionens handlefrihed og mindske mindretalsstaternes indflydelse. Franskmændene vil uden tvivl være interesserede i undervejs at få at vide, at Kommissionen kræver en ændring af artikel 67 i Amsterdam-traktaten for at indføre flertalsafstemninger samt fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet. Vi husker, at denne artikel, der vedrører overførelsen af immigrationspolitikken inden for Fællesskabet, fastslår, at Rådets beslutninger gennem fem år skal tages med enstemmighed, og at Rådet efterfølgende kan vurdere, om det er hensigtsmæssigt at ændre systemet. I forbindelse med ratificeringen blev mange medlemmer af den franske Nationalforsamling og det franske Senat beroliget, da de fik at vide, at Rådet alligevel ville kunne vælge frit, og at det kunne bevare enstemmigheden. I dag foreslår den selvsamme minister for europæiske anliggender, som forberedte Amsterdam-traktaten, og som i mellemtiden er blevet Europa-kommissær, hr. Barnier, at det ved den kommende regeringskonference vedtages, at Rådet skal behandle disse emner med flertalsafstemninger. Det er den form for tandhjulseffekt, man hele tiden stilles over for, når man spiller spillet med europæisk integration med institutionerne i Bruxelles. Franskmændene skal være helt klar over, at formålet med alle disse handlinger ikke kun er at udviske deres land som det ansvarlige beslutningscentrum, det er, men at man endvidere vil tage alle midler i brug for at aftvinge dem deres samtykke. Hvis de giver efter, er de fortabt. For det er deres forsvarsmekanismer, man er i gang med at bryde ned én efter én.
De danske socialdemokrater har i dag stemt imod betænkningen om indkaldelse af regeringskonferencen. Det er for os afgørende, at denne regeringskonference kan afsluttes inden udgangen af 2000, sådan at det ikke bliver formelle forhold som stemmevægte i Ministerrådet, sammensætning af Kommissionen og Europa-Parlamentet, der lægger sten i vejen for udvidelsen af EU. Vi var derfor også meget tilfredse med de beslutninger, der blev truffet herom på topmødet i Helsinki i december. En alt for ambitiøs udvidelse af dagsordenen på nuværende tidspunkt risikerer at forsinke udvidelsesprocessen. Det ønsker vi ikke - og derfor har vi stemt imod.Vi er dog meget enige med vores kolleger i, at der er behov for åbenhed i forbindelse med regeringskonferencen, sådan at borgerne er klar over, hvordan arbejdet forløber.
Det glæder os, at der opstilles en begrænset dagsorden for regeringskonferencen i Helsinki. Eventuelt kommende medlemsstater bør også have indflydelse på udformningen af det kommende EU. Valget til Europa-Parlamentet 1999 viste med al tydelighed, at borgerne ikke følger med i tankegangen om et mere og mere Bruxelles-føderalistisk EU.
Med indkaldelsen af den kommende regeringskonference er EU-processen igen aktuel. Endnu en gang vil debatten blive monopoliseret af stats- og regeringscheferne. Det vil sige, at 15 personer bag lukkede døre vil diskutere og bestemme mere end 350 millioner menneskers skæbne. Man forstår således folkenes manglende interesse i en europæisk konstruktion, der finder sted bag deres ryg og langt fra de ting, der interesserer dem. Det er faktisk tilstrækkeligt at kigge på regeringskonferencens dagsorden: institutionerne, udvidelsen og det selvstændige forsvar. I virkeligheden handler det om at styrke den udøvende magt, udbrede østlandenes annektering af liberalismen og sætte skub i den europæiske militarisering, især ved at øge militærbudgettet. Det sociale Europa, der af EU er blevet brugt til at kaste glans over Unionen, er fuldstændig forsvundet fra dagsordenen. Alt dette er blot med til at berettige udviklingen i modstandsbevægelserne på europæisk plan, der vil gennemtvinge en social pagt, der harmoniserer arbejdernes væsentligste krav ovenfra. Derfor stemmer jeg imod denne betænkning.
Jeg har stemt for det beslutningsforslag, der udtaler sig til fordel for indkaldelsen af regeringskonferencen, fordi det bekræfter det portugisiske formandskabs filosofi, der støttes af Parlamentets flertal, hvad angår regeringskonferencens indledende dagsorden, ud over de temaer, der er strikt forbundet med genskabelsen af magtbalancen mellem medlemsstaterne, store og små, således som det oprindelig fremgår af indkaldelsen til Rådet i Helsinki. Desværre er der blandt de emner, som beslutningsforslagene behandler vedrørende den kommende revision af Traktaten om Den Europæiske Union, intet om behovet for et revidere artikel 7, der omtaler suspension af en medlemsstat, hvis denne groft og vedvarende overtræder Unionens "underliggende" principper, som udtrykt i artikel 6. Som det fremgår af den aktuelle krise i forholdet til Østrig, har Unionen ret til at forsvare sig. De eksisterende juridiske mekanismer i traktaten er svage og vanskelige at anvende politisk og juridisk, de klassificerer ikke institutionernes magt, og de sikrer ikke en domstolsbehandling af en meget væsentlig procedure: lige netop den, der fordømmer og suspenderer en medlemsstat. Derfor mener jeg, at dette spørgsmål hurtigst muligt bør optages på regeringskonferencens dagsorden, idet det alene begrunder en udvidet revision.
De centrale spørgsmål, der efter vores opfattelse stiller sig nu i relation til indkaldelsen af en regeringskonference med henblik på revisionen af traktaterne, går langt ud over striden om omfanget af dens dagsorden og forslag til nye emner, der skal medtages, eller om omfanget af Europa-Parlamentets deltagelse i den. Relevante spørgsmål hænger efter vores opfattelse sammen med regeringskonferencens omstændigheder og målsætninger og de emner, der med sikkerhed vil blive diskuteret. Vi har vores tvivl om de foreliggende omstændigheder, fordi vi frygter de målsætninger, der virkelig er på spil, og som måske ligger langt fra den altid omtalte tilpasning til den kommende udvidelse. Det fremgår særligt af det indhold, som man gerne vil befordre ikke mindst i relation til de uløste spørgsmål i Amsterdam-traktaten - hvilket peger på dannelse af uacceptable direktorier i fremtiden - men det ses også med hensyn til anden og tredje søjle, der navnlig kommer til udtryk i en uønskelig militarisering af EU. Det er nogle af de væsentlige årsager til, at vi ikke støtter det foreliggende beslutningsforslag.
Europa-Parlamentets Labour-parti har undladt at deltage i den endelige afstemning om betænkning af Leinen og Dimitrakopoulous. Teksten er alt for ambitiøs, og de britiske MEP'er, der er medlemmer af Labour, mener, at regeringskonferencen primært skal handle om de resterende punkter fra Amsterdam og træffe forberedelser til en udvidelse og ikke andet. I øjeblikket pågår der et stort arbejde i form af reformer, og den øjeblikkelige prioritet skal være en konsolidering og styrkelse af EU's institutioner. En udvidelse af dagsordenen og en drastisk revision af traktaterne kan i værste fald resultere i en destabilisering. Den centrale faktor i den ændrede tekst er anmodningen om at indføje et charter for grundlæggende rettigheder i traktaterne. Efter vores mening vil det betyde en kompleks lovgivningsmæssig byrde, og vi ville foretrække et politisk og oplysende charter, der informerer borgerne om deres eksisterende rettigheder. Vores prioriteter (det vil sige de resterende punkter) bør være: kommissærernes antal og ansvarsområder, stemmernes vægtningsfaktor i Rådet, udvidelse af brugen af kvalificerede flertalsbeslutninger på områder, hvor det vil gavne Det Forenede Kongerige og Europa (men ikke traktatændringer, forsvarsanliggender, grænsekontroller eller beskatning), samt større fælles beslutningstagning, hvor brugen af kvalificerede flertalsbeslutninger udvides. Derudover mener vi ikke, at forslaget om "fleksibilitet" eller øget samarbejde er passende i øjeblikket. Bestemmelserne i Amsterdam-traktaten er stort set uprøvede, og øgede muligheder for fravalg kunne svække EU på et tidspunkt, hvor man overvejer en udvidelse, og ansøgerne anmodes om at tiltræde det indre marked og den øvrige EU-lovgivning.
For at kunne påvirke udviklingen skal Europa-Parlamentet indtage en mere konstruktiv holdning til regeringskonferencens dagsorden end den, der kommer til udtryk i denne beslutning, der i alt for stor udstrækning beskæftiger sig med skuffelse og negativitet over Det Europæiske Råds beslutning i Helsinki i december 1999. Europa-Parlamentet og dets udvalg om forfatningsspørgsmål burde i stedet have udtrykt sig præcist og have koncentreret sig om nogle få punkter ud over Rådets beslutning i Helsinki og dermed have vist, hvad man finder vigtigst at tage op til behandling, herunder spørgsmålet om oprettelse af en anklagemyndighed for forbrydelser rettet imod Den Europæiske Unions institutioner og disses økonomiske interesser. Vi svenske kristdemokrater går også imod den forsinkelse af udvidelsen af EU mod øst, som vil være resultatet, hvis ikke regeringskonferencen udvides betydeligt ud over det, der blev tilovers efter den forrige regeringskonference i Amsterdam i 1997.
Den kommende regeringskonferences vigtigste opgave bliver at reformere EU, inden der optages nye medlemslande. Derfor går jeg naturligvis ind for, at Europa-Parlamentet nu formelt giver tegn til, at regeringskonferencen kan starte. Jeg mener imidlertid, at regeringskonferencen skal begrænses til spørgsmål, der er nødvendige for at gennemføre en udvidelse. I øvrigt henviser jeg til min stemmeforklaring af 18. november 1999, der forklarer min holdning til overstatslighed og et fælles forsvar. Fælles beslutningsforslag om Østrig
Fru formand, Gruppen Union for Nationernes Europa har ikke tilsluttet sig det fælles beslutningsforslag fra PPE-DE/PSE om den politiske situation i Østrig efter dannelsen af en koalitionsregering mellem de konservative og Jörg Haiders nationale liberalister. Dette beslutningsforslag fra PPE-DE/PSE bifalder de 14 medlemsstaters initiativ om at lægge pres på Østrig ved at indføre en form for diplomatisk boykot. Det, der chokerer os mest, er, at denne fælles intervention fraviger traktatens principper, som stod det skrevet et sted, at et folks demokratiske udtryksfrihed kan annulleres efter ønske fra de tilstødende landes regeringschefer, der i øvrigt i dette tilfælde har passet på med ikke at spørge deres respektive folk til råds. Uanset Jörg Haiders verbale udskejelser, som vi virkelig beklager, har østrigerne foretaget et demokratisk valg, og det skal vi respektere. For os er det klart, at Europa-Parlamentets venstrefløj, der står i forbindelse med den østrigske venstrefløj, som blev slået i valgkampen, har indledt en rent politiserende aktion, der henviser til minderne om en trist, men heldigvis svunden tid. Selvom sammenligningen mellem Haider og Hitler er fuldstændig utroværdig, har den til dels nået sit mål, idet den har bragt flere medlemmer af PPE-DE ud af balance. Men ud over denne politiserende operation frygter flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer især, at en fornyet østrigsk debat om et regeringssamarbejde mellem højre og venstre, der har fordærvet det politiske liv, snart skal udbrede sig til det europæiske system med fælles ledelse, der har lige så beklagelige konsekvenser. For at undgå denne fornyede debat er dette flertal klar til at gøre alt, herunder at ugyldiggøre resultatet af et frit valg, at oprette et tankepoliti, at indføre en ny form for totalitarisme.
Fru formand, på vegne af medlemmerne af Front National, Vlamms Blok og den italienske sociale bevægelse stiller jeg følgende spørgsmål: Hvem trækker i trådene i den skrækkelige interne indblanding i de østrigske anliggender, som Den Europæiske Union er forfaldet til, og som er i strid med overordnet international ret, traktaterne og de moralske begreber? Er hysteriet spontant? Er det frugten af simpel dumhed eller mere sandsynligt af en velovervejet strategi, der er den samme overalt i verden? Hvem dikterer de europæiske nationer sin vilje og forsøger at forbyde dem at vælge deres egen skæbne? De okkulte netværk? Regeringen i Washington? Israels regering? Eller deres supplerende socialister, der på frækkeste vis udpensler deres værdier i dette forum? Jamen hvad er det for værdier, disse socialister har, som i forrige århundrede brugte større social retfærdighed som valgflæsk over for de dårligst stillede, og som i dag blot er et parti bestående af beskyttede funktionærer, fast lønnede fagforeningsmedlemmer og statskapitalisme? Hvilke værdier har det belgiske socialistparti, der ikke laver andet end at gå fra pædofili- til korruptionsaffærer via Vandam-affærerne som f.eks. Agusta-affæren? Hvilke værdier har det franske socialistparti, der har presset penge af alle dets underlagte kommunalbestyrelser i Urba-, Sages- og Graco-sagerne? François Mitterrands parti - han, der blev tildelt stridsøksen af marskal Pétain - det parti, hvis højeste embedsmænd igen er blevet grebet på fersk gerning, og som lever fedt af dets bedrageri med de offentlige midler, der skulle gå til de syge studerendes gensidige forsikringsselskab. Jeg vil ikke tale om det italienske socialistpartis korruption, for man skyder ikke på en ambulance og langt mindre på en rustvogn. Men jeg vil derimod tale om det spanske socialistparti, der netop har indgået en alliance med slagterne fra Albacete, der gjorde deres regnskab med de baskiske nationalister op ved hjælp af lejemordere. Jeg vil tale om det tyske socialistparti, der foregiver at undervise os i Anden Verdenskrig - det parti, der er internationalt socialistisk ligesom dets ligesindede var nationalsocialistiske - altid i gåsegang, Waffen-SS-partiet ... (Formanden afbrød taleren)
Fru formand, jeg havde et stort problem med denne beslutning. Det endte med, at jeg undlod at stemme af flere grunde. Jeg sympatiserede med EDD-gruppens ændringsforslag om, at EU ikke bør blande sig i medlemsstaternes regeringsdannelse, men jeg måtte undlade at stemme for forslaget, fordi det kom lige efter fordømmelsen af fremmedhad, racisme osv., og jeg følte, at det kunne misfortolkes. Men jeg ved ikke, hvor klogt det var. For det første er der problemet med at bekæmpe intolerance med intolerance og de langsigtede konsekvenser heraf. Jeg tænker på, om det nu var klogt af EU at reagere på denne måde på regeringsdannelsen i Østrig, og på reaktionens betydning for folkeopinionen i landet. I øjeblikket ser det ud til, at Haiders parti får øget støtte som følge af modstanden fra de øvrige EU-regeringer. Selv USA har sagt, at de overvejer at afbryde de diplomatiske forbindelser. Vi er bange for, at det i stedet giver anledning til yderligere fremmedhad og støtte til de partier og mennesker, der sympatiserer hermed. Jeg mener, at man bør være meget varsom. Hvis man ønsker at bekæmpe fremmedhad og racisme - hvilket jeg mener, at vi bør gøre - så skal vi se på årsagerne hertil. Vi skal se på de folk, der stemmer på sådanne partier, og forsøge at forstå, hvorfor situationen opstår. Det er ikke en situation, som flertallet af Parlamentet ønsker, men vi skal være forsigtige med vores fremgangsmåde, så vi ikke ender med at opnå det modsatte af det, vi ønsker.
Fru formand, kære kolleger, jeg forkaster alle racistiske erklæringer, udtryk eller følelser. Jeg forsvarer på det kraftigste de menneskerettigheder og den retsstat, som Europa står for, men jeg er - netop af den grund - imod de tåbelige forholdsregler, som formandskabet (desværre det portugisiske formandskab) har truffet i form af en autentisk institutionel brøler på de øvrige 14 staters vegne. Det er ikke den måde, som ekstremisme skal bekæmpes på. Det kan tværtimod måske være en måde at yde den uvurderlige tjenester på. Denne stormflod af forvirring og overilethed i forhold til Østrig blander alting sammen i en stor pærevælling, forvirrer rettænkende borgere og medfører risici, som ingen har taget højde for. Der er en usund modsigelse mellem holdninger, som man indtager som forsvar for menneskerettighederne og retsstaten, men som på samme tid krænker østrigernes grundlæggende rettigheder og overtræder retsstatens basale regler, i dette tilfælde traktaternes bestemmelser. Hvad er det da, vi vil, når vi drager af sted til en regeringskonference? Et Europa med 27 medlemmer eller et Europa med 14 eller færre endnu? Vi går ind for Europa, et Europa, der holder alle de skridt i hævd, som har bragt os hertil, et Europa, der overholder traktaterne og loven, et Europa, som har brug for Østrig. Det er nødvendigt at sige det!
Fru formand, jeg er glad og stolt over, at Parlamentet med et enormt flertal har fordømt den koalitionsdannelse i Østrig, der omfatter hr. Haiders Frihedsparti. Hr. Haider har i de seneste år både i ord og i handling vist, at han fortjener at blive udelukket fra normale demokratiske sammenhænge. Han har ikke blot beundret Adolf Hitler, rost Waffen SS og nægtet at fordømme et terrorbombeangreb, der dræbte fire romere, men han har også været medlem af den regionale regering i Kärnten. Han har forsøgt at afskaffe hjælp til Østrigs slovensktalende mindretal samt bistand til immigranter. Nogle har sagt, at vi ikke bør blande os i Østrigs politik. De tager fejl. Traktaterne om oprettelse af Den Europæiske Union pålægger os at beskytte grundlæggende rettigheder. Nogle har sagt, at vi er nødt til at acceptere resultaterne af demokratiske valg. Men demokratiske valg gør ikke de folk, der har truet demokratiet, til demokrater. De, der sagde det samme om Tyskland i 1930'erne, kunne senere tænke på det tragiske Holocaust-monument i form af seks millioner døde jøder. Men vi bør ikke fordømme hr. Haider for hans ambitioner. Et menneskes natur ændrer sig ikke. De virkelige syndere er Østrigs kristlige demokrater, der handler som Judas ved at genoplive en trussel mod Europa, som vi troede udryddet i Berlin i 1945.
Fru formand, vi har netop vedtaget en beslutning, der fordømmer Jörg Haiders racistiske og fremmedhadske Frihedsparti i Østrig, der opfordrer vores regeringer til at afbryde politiske forbindelser med enhver regering, han måtte deltage i, og som sender vores støtte til antiracistiske grupper blandt det østrigske folks demokratiske flertal. Vi advarer om, at denne koalition, hvis den dannes i dag, uvægerligt legitimerer det ekstreme højre, hvilket er i direkte modstrid med de principper om fred og forsoning, der fører os sammen i Den Europæiske Union. Det er disse værdier, vi forlanger hos de nye ansøgerlande. Europa-Parlamentet forlanger, at Europa-Kommissionen er på vagt over for enhver racistisk aktion i Østrig, og den truer med at suspendere Østrigs medlemskab af Den Europæiske Union, hvis noget sådant skulle ske. Jeg er stolt over at støtte en sådan beslutning. Skønt vores forslag om at tilbagetrække politiske invitationer til repræsentanter for den østrigske regering ikke blev vedtaget i dag, vil jeg love, at der vil blive fulgt op på dette forslag, så Europa-Parlamentet gør sit yderste for at bekæmpe nynazisternes indtræden i europæiske regeringer.