Corpus-v1.1 / normalized /1871_Gioerup_Fraskilt.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
raw
history blame
No virus
180 kB
En smuk , solklar oktobereftermiddag førtes en livlig
samtale i grosserer vorres hyggelige dagligstue .
Den følgende dag ventedes fruens Broder , lægen
carlbrandt , hertil byen , hvor han ville bosætte
sig , efter at han havde tjent en lille formue i den
jyske søkjøbstad , hvor han i hen ved tyve år
havde haft en udbredt praksis . Hans eneste barn ,
den attenårige Marie , fluide ledsage ham . En
passende lejlighed var bleven lejet i Gothersgade ,
men hans bohave , som var sendt herover med en
skipper , var endnu ikke ankommet , man antog på
grund af modvind . Hans søster , der gerne ville
have haft alt ordnet til broderens ankomst , havde
i den sidste tid beskæftiget sig ligeså meget med
vejret som de dage , hvorpå man om sommeren havde
berammet en skovtour , og blæste det stærkt , svævede
hun i frygt for , at skibet fluide forlise og broderen
ikke have assureret .
Hendes ældste datter Anna stod med sin forlovede ,
arkitekt fred man , ved vinduet og så
ud over Østervold , hvor grossereren boede . De
deeltoge ikke i samtalen , der førtes mellem vorre ,
hans kone og deres yngste datter Thora , de vekslede
sværmeriske bemærkninger om de halvt bladløse
træær , de gule blade , som vinden hvirvlede om i
luften , og om den dybe , blå efterårshimmel . Da
bleve de afbrudte af Fru vorre , som spurgte :
„ Har vinden ikke vendt sig ? “
„ Nej , “ svarede Fredman , „ Møllens vinger stå
i samme retning , hvori de have stået de sidste otte
dage . “
„ Det er også fortrædeligt , “ vedblev fruen ,
„ dersom meublerne kom i eftermiddag , ville der
endnu være tid til at få dem opstillede til i morgen
aften . “
„ Du tænker næsten mere på meublerne end
på din Broder , “ sagde grossereren godmodigt ,
„ og dog fortjener han nok , at man tænker på ham .
Jeg har altid godt kunnet lide . ham , i sine yngre
dage var han af et livsfrisf gemyt og havde sands
for livets højere nydelser . “
„ Han har dog vist forandret sig meget siden
dengang , “ svarede fruen , „ det tyder just ikke på
stor trang til højere nydelser , at han i tyve år
har boet i en jysk provindsby , uden så meget
som en gang at have aflagt et besøg i København . “
„ Du mindes den begivenhed , som indtraf et
par år efter , at han havde bosat sig i iylland ;
det er sandsynligvis den , som har holdt ham borte
fra København . Nu har vistnok tiden bragt glemsel ,
og derfor kommer han til sin fødeby . “
„ Hvilken begivenhed sigter du til ? “ spurgte
Thora .
„ Det er en begivenhed , som kun din moder
og jeg bør kende , som ikke engang din kousine
Marie kender , og som . . . “
„ Står den i forbindelse med min tantes
død ? Onkel blev jo tidligt enkemand . '
„ Du gør bedst i ikke at fritte os mere ud om
den sag , “ sagde grossereren , „ den kan ikke have
nogen interesse for dig , og desuden er den nu
velsagtens glemt af min svoger selv . “
Thora ville svare , men afbrødes af en pige ,
som kom ind og meldte , at en skipper Møller fra
Jylland ønfkede at tale med grossereren .
„ Meublerne er komne ! “ udbrød fruen .
Det viste sig , at hun havde ret . Man blev
da enig om , at meublerne straks skulle køres op
fra jagten til lægens lejlighed , hvortil grossererens
familie straks ville begive sig , medtagende
husets to tjenestepiger . Arkitekten tilbød sin hjælp ,
som straks blev modtagen .
Så store anstrengelser måtte krones med
held . Det lykkedes i løbet af eftermiddagen og
næste formiddag at få meublerne ordnede i Brandts
lejlighed . Fruen så med et kritisk blik på ethvert
stykke og kom til det resultat , at meublementet
var noget for simpelt og gammeldags . Døttrene
undrede sig over den store mængde kjøkkentøi , og
Anna mente , at det næsten så ud , som hendes
onkel ville nedsætte sig som restauratør . Hendes
forlovede var henrykt over et par ældre malerier ,
som han havde udpakket , og erklærede sig overbevist
om , at doktor Brandt var i besiddelse af en
fortrinlig smag .
„ Man kan lidt , “ mente Fredman , . fra en
mands bohave slutte sig til hans karakter . Disse
gammeldags og solide meubler fortælle os , at deres
ejer må være en ligefrem og retskaffen mand , disse
malerier , at han har skjønhedssands , og disse
kasser , som han selv vil åbne , og som indeholde
skeletter , at han er læge . “
„ Dette lille nøddetrææs sybord , “ sagde Anna ,
„ tilhører Marie ; er der noget ved dette bord , som
kan give dig et indblik i hendes karakter ? “
„ Nej ; dette sybord er en present , hun har ikke
selv købt det . “
„ Skønt Carl har to smukke taffeluhre , “ sagde
fruen , „ har han dog medbragt dette gamle bornholmske
stueuhr . Han skulle helst have ladet jyderne
beholde det . Hvor skal vi sætte det ? “
» I køkkenet , “ svarede Thora .
„ Når det ur er kommet på sin plads , “
Sagde moderen , „ er alt i orden . — jeg lader
Stine købe noget fyrrebrænde , nogle tørv og
svovlstikker , for at min Broders pige , som han
bringer med fra Jylland , ikke straks skal få for
mange byærinder . “
Kort før middag så fruen sig endnu engang
om i alle værelser og sagde :
„ Når her kommer Gardiner op , og der bliver
lagt gulvtæpper , kan lejligheden , skønt meublerne
ere noget gammeldags , blive ganske hyggelig . “
hun lod de andre gå ud først , lukkede selv
døren af og stak nøglen i sin lomme . —
om aftenen var det et pragtfuldt måneskin .
Grossereren og hans kone kørte i åben vogn ud
til jernbanen for at hente Brandt og Marie . Efter
et kort ophold i ventesalen kom toget ; en mængde
rejsende strømmede ud af koupeerne , og fruen søgte
ivrigt , men forgæves efter sin Broder . Netop som
hun fortrydeligt gjorde en bemærkning til sin mand ,
at de ventede måtte have opsat rejsen eller taget
med dampskibet , sagde en oprømt stemme :
„ Godaften Rikke , godaften svoger . “
Søsteren udstødte et glædesråb ved at se sin
Broder , og de to svogre vekslede håndtryk .
„ Må jeg forestille min datter , “ sagde lægen
og viste på en ung pige , der stod hos ham .
Kort efter kørte man fra banegården ; den
jyske pige havde fået plads hos kusken , og vognen
var fyldt med en mængde småsager , som lægen
ikke havde villet sende med skipperen . De ankomne
skulle hjem til grossereren og spise tilaften , før de
toge til deres eget hjem . Brandt var i en lykkelig
stemning , og han betragtede henrykt de forandringer ,
som vare foregåede på den kant af byen .
„ Sidste gang , jeg var her , stod den gamle
Vesterport endnu , “ sagde han , „ når man kom til
København , følte man sig til mode , som skulle man
ind i en hule . Månen forsvandt for os , og i
dens sted så man en søvnig tranlampe . Nu vedbliver
månen at følge os ; hvor smukt tager ikke
møllen og træerne sig ud i dens belysning ? Er her
ikke smukt , Marie ? “
„ Her er smukkere , end jeg har tænkt mig , “ svarede
Marie . „ Hvad hedder den gade , hvori vi nu
køre ind ? “
„ Frederiksberggade , “ svarede faderen , „ den
gade seer ud som i gamle dage . “
„ Hvor længe har du været borte fra København ? “
Spurgte grossereren .
„ Jeg tog herfra 1850 , kun nødigt forlod jeg
den kære by , her var dengang liv og begejstring ,
her var godt at være . Men her var for mange
læger , og derfor måtte jeg vandre ud for at tjene
brødet . — nu jeg seer Gammeltorv igen , er det
mig , som havde jeg aldrig været borte . “
„ Og dog er det næsten tyve år siden , “ sagde
søsteren . „ Meget har forandret sig i den lange
tid . Vore børn er voksede op og blevne store ,
vore følelser og tilbøjeligheder er blevne anderledes ,
og vi selv blevne ældre , skønt du , Carl , har
holdt dig godt . “
„ Synes du ? “ spurgte lægen , „ det kommer
måske af , at jeg har haft så meget at bestille ,
at jeg ikke har haft tid til at tænke på at blive
gammel . — se , Marie , nu køre vi ind i den så
berømte Østergade . Man er ved at lukke boutikerne . “
„ Er det Østergade ? “ spurgte Marie og så sig
noget skuffet om .
„ Hvad der gør Østergade berømt , “ svarede grossereren ,
„ er ikke dens huse eller dens boutiker , men
dens menneskefærsel . På Østergade er der om
dagen en slags menneskeudsfilling ; her udstiller
damen sin pynt og sit ansigt , og lapsen sine
nye klæder fra scholtlænder < l Goldschmidt , sine
nakkekrøller og sin svinehale . “
„ Sin svinehale ? “ spurgte Marie forbavset .
„ Således kalder man den moderne spadserestok ,
som er en mellemting mellem en stok og en
ridepidfl . “
„ Der er kommet træer omkring hesten på
kongens Nytorv , “ sagde lægen .
„ Vi kalde det salatbedet , “ svarede svogeren .
Man nåde til sidst grossererens bolig ved
Østervold . Her ventede Anna , Thora og Fredman
med længsel på gæsterne . Endelig kom de , lægen
smilede til sin søsters børn og sagde :
„ Lad mig se , at i og Marie blive rigtigt gode
veninder . “
Kousinerne havde straks kastet et prøvende blik
på Marie , og Thora hvisket til Anna :
„ Hun er nydelig . “
Anna nikkede og ilede til for at hjælpe kousinen
rejsetøiet af ; hun var nysgerrig efter at erfare ,
om hendes figur var ligeså smuk som hendes
ansigt . Det var den . Maries ydre var fuldkommen
harmonisk , hun var lidt under middelhøjde ,
med mørkt hår og mørke , smukt hvælvede øjenbryn .
Hendes ansigtstræk vare ikke alene smukke ,
men der var udbredt noget ubeskriveligt yndigt
over dem . Hun talte med en smule jysk akcent ,
men det tjente kun til at fremhæve hendes stemmes
klarhed .
De to søstre fandt ikke noget særdeles fremtrædende
hos deres onkel ; han lod til at have et
muntert sind , og Thora sagde til sig selv , at den
begivenhed , hvorom hendes forældre den foregående
dag havde talt , næppe havde gjort stort indtryk
på ham og sandsynligvis var glemt .
Dengang man skulle gå til bords , sagde Anna
og Fredman farvel . Lægen så forundret på dem ;
hans søster forklarede ham da , at de forlovede og
en af pigerne gik ned i Gothersgade for at tænde
lys ; thi det betød intet godt , når man kom ind
første gang i en mørk lejlighed .
„ Jeg troede , at den overtro kun gjaldt et par
brudefolk , “ sagde lægen leende , „ jeg mærker nu ,
at den strækker sig til alle . — jeg havde ikke ventet
her i hovedstaden at træffe en overtro , som , og det
er forklarligt , endnu findes på de jyske heder . “
„ Lidt overtro hører med til et velordnet hus , “
Svarede grossereren .
„ Jeg kan lide , “ sagde lægen , „ at det vedkendes
åbenlyst . “
Grossereren stødte sit glas mod svogerens og
bød ham velkommen , og da måltidet var forbi ,
rejste gæsterne sig for at tage hjem ; thi det var
blevet midnat . Kort efter rullede grossererens
vogn atter ud af porten , og kusken havde fået
pålæg om at bede Anna om at benytte vognen
hjem , for at spare hendes forlovede at ledsage hende ;
thi han boede i en anden kant af byen .
Da nu lægen var alene med sin datter , blev
hans ansigt alvorligt og så i det mindste ti år
ældre ud end oppe ved aftensbordet , hvor han var
munter og glad .
„ Nu køre vi altså til vort nye hjem , “ sagde
han til sin datter , „ her i denne by agter jeg at
tilbringe resten af mine dage . I hvad der end
hændes , Marie , lov mig bestandigt at være min
trøst og støtte . “
„ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte Marie .
„ Jeg har jo ikke sagt , at jeg tvivlede . Min
kærlighed til dig , mit eneste barn , indgav mig
at sige det . Jeg har båret dig på mine arme ,
jeg har set dig vokse op , og skulle jeg miste dig ,
ville jeg måske miste troen på guds barmhjertighed . “
„ Er
jeg ikke stærk , frygter du for , at jeg skal
døe ? “ spurgte hun .
„ Nej , nej , gud lader dig vist overleve mig . —
men det siger jeg dig , Marie : i denne stund , da
vi skulle træde over vor nye dørtærskel , må du
love mig , at du aldrig vil forlade din faders
hus , uden når jeg fører dig selv ud deraf som
en retskaffen mands brud . “
Marie rødmede og svarede :
„ Et sådant løfte har du ikke behøvet at affordre
mig . — du er bleven sær alvorlig , siden vi forlod
onkels hus . Fortryder du måske , at vi
ere flyttede til København ? “
„ Dengang jeg kom i aften , følte jeg mig glad
som et barn over at gjensee min fødeby , og nu
gribes jeg af den modsatte følelse , nu ønsker jeg ,
at jeg var bleven ovre i Jylland . “
„ Lader os da vende tilbage . “
„ Nej , nej , det ville være tåbeligt . — se
så , nu kaster jeg alle grillerne ud af vognen , de
kunne flyve til månen , om de ville . — her holder
kusken , her skulle vi altså bo , og Nissen skal
ikke få lov til at flytte med . “
Fader og datter skyndte sig op i lejligheden ,
mens pigen og kusken havde travlt med at bære
rejseføiet og pakkerne op til anden sal . De forlovede
havde indrettet alt på det hyggeligste , og
lægen fik en følelse af velvære , da han trådte
ind i sin nye bolig . De bøde ham velkommen ,
han takkede dem med sin gamle , fornøjede mine ,
og kort efter sagde de godnat .
Lægens soveværelse vendte ud til gaden og
Maries til gården . „ Du kommer til at savne
blomsterne , som du før havde udenfor dine vinduer , “
Sagde lægen , , du har udsigt til en gård ,
som sandsynligvis er både skummel og mørk . Men
så kan du til gengæld gå ind i dagligstuen
og se på den bølgende folkemængde udenfor . —
ja , Maren , pigekamret er ikke så stort som ovre i
Jylland , her i København er pladsen kostbar ; men
du ønskede jo selv at følge os herover . — hvad ,
man har stillet mit gamle bornholmske stueuhr op
i køkkenet ! Det skal endnu i aften stilles op i mit
sovekammer , uden dets ensformige tiktak falder
jeg ikke isøvn . “
Maren måtte straks hjælpe lægen med at flytte
uhret ind i hans sovekammer ; værket havde ingen
skade taget under rejsen , perpendiklen blev heffet
fast , lodderne hængte på , og uret sat igang .
„ Og nu godnat , ” sagde han og kyssede sin
datter , „ gid du må sove godt og drømme behageligt
første gang i vor nye lejlighed . — det samme
ønsker jeg dig , Maren . “
Lægen lukkede sin dør , men blev en stund
stående i sit vindue og stirrede ud på gaden , hvor
af og til folk endnu trods den sildige time vandrede
forbi .
„ Ak , ” sukkede han , „ dengang jeg endnu var ung ! “
Først sent mødtes lægen og Marie den følgende
morgen ved kaffebordet . Begge havde nu udhvilet
sig efter rejsen , og enhver mørk skygge var forsvunden
fra hans ansigt . Han talte om , at han
straks ville give sig i færd med at udpakke de endnu
uåbnede kasser , derefter ville han vise sin datter
noget as byen .
„ Meget få vi ikke set i dag , “ sagde lægen ,
„ dertil vil tiden ikke strække til , men vi have den
jo for os . Du kan selv begynde med fra dit vindue
at studere Gothersgade , der er en af byens
længste gader ; den er grændseskjellet mellem den
gamle by og den i Frederik den tredies tid anlagte
nye stad . Dens første navn var „ Ny-kongensgade “ ,
men så byttede den navn med den
nuværende store Kongensgade , der først hed Gothersgade .
Oppe ved volden ligger reformert kirke ,
hvorved der er den mærkelighed , at på dens kirkegård
hviler helten Olfert Fischer , der førte
overkommandoen i slaget på reden 1801 . “
„ Det er sælsomt at tænke sig at skulle bo i
samme gade , hvor en så tapper helts sidste hvilested
sindes ; nutiden knyttes derved ligesom til fortidens
stolteste minder . “
„ Der kan være noget i , hvad du siger ; jeg vil
forøvrigt gøre dig opmærksom på , at næppe en
eneste af gadens beboere ved , at Olfert Fischers
grav findes oppe ved volden . Københavnerne bekymre
sig såre lidt om deres stads tidligere historie .
Når der hist og her findes en bombe indmuret
i en mur , ved almuen , at den er et minde
om Københavns bombardement 1807 , men hvor
manges kundskab strækker sig ud over dette århundrede ? “
„ Da
beskæftigede man sig ovre i * * meget
med byens historie . Almuen vidste god besfed med
fortidens fremragende mænd , ja , de beskjæffigede
endogså så levende dens fantasi , at der fortaltes ,
at nogle af dem gik igen . “
„ Alt dette forholder sig rigtigt . Når byen
er lille , bliver det let at gøre sig bekendt med dens
bygningers historie , medens hovedstadens historie
næsten er et helt studium . Livet i provindfen er
roligt og ensformigt , der bliver tid for almuesmanden
til at se tilbage ; livet her er larmende og
fuldt af konflikter , og almuesmanden må fæste
sine fleste tanker på nuet . Desuden er København
med hensyn til historiske bygninger en såre
fattig by . Heller ikke træffer man her historiske
slægter , handelshuse , som i flere århundreder
ere gåde i arv fra fader til søn . Derimod
træffer du en vidunderlig dejlig natur og elskværdige
mennesker . “
„ For os , som leve i nutiden , er det i alle tilfælde
det vigtigste , og så er der tteatrene . . . “
„ I det kongelige tteater har jeg tilbragt nogle
af mine herligste timer , “ sagde lægen med varme ,
„ mangen gang har jeg i de sidste tyve år måttet
lukke øjet for det skønne og kun set på det
nyttige . Prosaen havde trykket sit blytunge segl
på den gyldne æske , hvori ungdomstidens tilbøjeligheder
lå indesluttede , nu er seglet brudt , og
nu er jeg tilmed så lykkelig at have en datter ,
der kan deltage i og forstå min glæde over det
skønne i vor kunst og literatur . “
„ Du har aldrig været sparsommelig , når det
gjaldt om at købe en god bog til mig ; men jeg
har ofte bebrejdet dig , at du næsten aldrig selv
læste bogen . “
„ Det var , fordi jeg frygtede for , at mine tanker
skulle blive for meget vendte bort fra mit kald som
læge . “
„ Og vil du aldeles opgive at søge praksis her
i byen ? “
„ Jeg vil opgive at søge praksis , men hvis
patienter skulle komme af sig selv , vil jeg ikke lukke
døren for dem . Forøvrigt er der mange værker ,
som høre til den nyeste lægevidenskab , jeg ikke har
havt tid til at studere ; nu vil det være interessant
at sammenligne disse værkers resultater med dem ,
hvortil jeg selv er kommen i en udbredt praksis . “
Fru vorre trådte i dette øjeblik ind og afbrød
samtalen mellem fader og datter . Hun fortalte ,
at hun nærmest var kommen for at indbyde sin
Broder og hans datter til middag samme dag og
derefter var det højst nødvendigt , at hun satte såvel
Julie som Maren ind i , hvorledes en københavnsk
husholdning burde føres . Brandt takkede såvel
for indbydelsen som for søsterens nyttige vink og
gav sig i færd med at udpakke sine kasser , thi samtalen
om husholdningen interesserede ham ikke .
Efterat fruen i hen ved en time havde holdt et foredrag
for husets kvindelige del og skarpt eksamineret
Marie , om hun havde forstået alt , kom hun
ind til sin Broder og sagde :
„ Jeg vil spørge dig , om du ønsker , at jeg skal
invitere et par gode venner til middag . “
„ Du gør mig en tjeneste ved ikke at gøre
det , “ svarede lægen , „ jeg holder ikke af store selskaber . “
„ Men
det bliver ikke stort selskab . “
„ Alligevel , lad være med at indbyde nogen ,
lad os være on kæmills . “
„ Nu ja , siden du ønsker det . — men hvorfor
har du taget det gamle skrammel fra køkkenet “
— hun pegede på det bornholmske stueuhr —
„ og sat det herind ? “
„ Fordi jeg er bleven vant til dets ensformige
tiktak , når jeg skal falde isøvn . “
„ Det vansirer stuen . — dog , det må du
om . — så ses vi til middag ; vi spise klokken fire . “
Hun gik , og lægen vedblev at udpakke og ordne
fine sager . Da klokken var bleven tolv , spurgte
han Marie , om hun havde lyst til at gå den påtænkte
spadseretour , og hun sagde med glæde ja .
„ Jeg vil ikke , “ sagde faderen , da de gik ud
af porten , „ føre dig til byens stærkt befærdede
gader , der kunne dine kousiner bedst være dine
førere , men vi ville begive os ud til mit yndlingssted ,
hvor jeg så ofte i gamle dage har tilbragt
glade timer , du sial se Langelinie og sundet .
En del af byen vil du dog komme igennem , den
lange store Kongensgade . “
Det var Brandt en glæde at svare på alle de
spørgsmål , hans datter gjorde ham . Men jo
længere han kom ned i store Kongensgade , desto
mere begyndte han selv at se sig nysgerrig om .
„ Her er jo blevet aldeles forandret , siden jeg
var her sidst , “ sagde han . „ De gamle nybodershuse
ere borte , og et stort smukt kvarter har rejst
sig i deres sted . Lader os engang gå lidt omkring
i de nye gader .
Det gjorde man , og lægen udtømte sig i roes
over alt , hvad han så . Endelig løsrev han sig
og kom ud på Langelinie , hvor han også sandt
meget forandret .
„ Men det blanke , friske sund vedbliver dog at
væræ det samme , “ sagde han , „ og se , derovre ligger
Sverigs kyst . Her vil jeg dagligt spadsere ud og
trække frisf søluft . De fleste københavnere gå
til Frederiksberg , jeg har altid fundet Frederiksberg
kedelig og spidsborgerlig ; dens natur er — så
forekommer det i det mindste mig — ikke ægte dansf ,
den er så stiv , så kunstig , her derimod rulle de
friste bølger , og her bringer det forbiseilende skib
os en hilsen fra fjerne lande . “
Pludselig drønede et skud fra Sextus og flere
påfulgle ; Marie for angst sammen og så på
sin fader , der sagde :
„ Bryd dig ikke derom , det er salut for et
krigsskib . Hør , nu besvarer det saluten . Skibet
fører dansf flag , det er en af vore fregatter , der
kommer hjem fra en rejse . — er det ikke et stoltere
skuespil end Frederiksbergs forlystelsessteder kunne
byde os ? — du kender dem ikke ; men det siger jeg
dig , at befolkningens sind løftes og styrkes langt
bedre herude end i en spidsborgerlig natur , fremelsket
af en spidsborgerlig tid . “
Hun svarede ikke på dette , og tavse vandrede
de videre . Det nye interesserede Marie , men hun
havde dog foretrukket en tur gennem byen med
dens strålende boutiker og dens menneskemængde .
På hjemvejen kastede hun længselsfulde blikke over
kongens Nytorv hen mod den gamle stad , som
hun forestillede sig langt interessantere end den nye
med dens snorlige gader . I Gothersgade var der
dog livligt nok , og efter hjemkomsten satte hun sig
i vinduet og betragtede den forbispadserende mængde ,
til det var tid at gå til onkel vorre .
Tidligt havde Marie mistet sin moder , og en
ældre dame , en søster til en jysk landsbypræst ,
havde bestyret lægens hus . Denne dame havde
været noget for eftergivende mod den lille Marie ,
som fik alle et forkælet barns vaner og nykker ,
heldigvis kom hun i et fortrinligt institut , hvis
bestyrerinde forstod at opdage og rette sine elevers
fejl , og omgangen med jevnaldrende afsled Maries
fkarpe kanter . Efterhånden , som hun voksede til ,
kom hun oftere ud til byens familier og fik en ,
måske for stor smag for selskaber og baller .
Kort efter hendes konfirmation døde husets bestyrerinde ,
og lægen lod nu sin datter overtage hendes
plads . I begyndelsen syntes Marie ikke om dette
noget bundne liv , men efterhånden fik hun smag
for husets sysler . Efter hendes konfirmation underholdt
hendes fader sig ofte og gerne med hende
og spurgte hende tilråds i alle vigtige sager .
Hun havde altid været hans kæreste tanke , han
havde dagligt leget med hende , da hun endnu var
et barn , men nu , hun kunne følge og tilegne sig
hans tankegang , blev hun ham dobbelt kær . Det
var en vane hos Brandt , at han næsten altid forlangle ,
at hun skulle følge ham på hans tankes
alvorlige veje , medens han sjælden lod hende give
samtalen dens præg , lod den beskjæffige sig med
de ting , der mest interessere ungdommen . Han
lod gerne sin datter besøge selskaber og baller ,
men han brød sig ikke om at høre , hvad hun havde
oplevet på dem , og dog ville hun så gerne have
fortalt sin fader derom .
Marie havde hørt så megen tale om hovedstadslivet ,
hun havde endog et par gange dristet
sig til at anmode om at måtte besøge sin tante
vorre , men Brandt havde afslået det kort og bestemt .
Han havde set , hvor meget disse asflag havde
smertet hende , og derfor modnedes den beslutning
hos ham at opgive sin praksis og bosætte sig i København .
I stilhed blev alt forberedt , og en tag
overraskede han sin datter med , at de til næste
flyttedag ville forlade Jylland for bestandigt og
tage til hovedstaden . Marie klappede af glæde i
hænderne ; et suk , som havde sneget sig fra lægens
bryst , da han fortalte nyheden , afløstes hurtigt af
et smil . Imidlertid kunne han ikke afholde sig
fra at sige :
„ Du må ikke føle meget for dine venner her ,
siden du stilles så glad fra dem . “
Nu blev Marie alvorlig , hun sagde :
„ Jeg bærer mig tosset ad ; thi jeg holder meget
af mine venner her , og jeg stilles nødigt fra dem .
Fader , lader os blive her . “
„ Nej , nej , nu er det for silde . Desuden . . .
Jeg vil tilstå , siden jeg har begyndt at gøre mig
fortrolig med den tanke at tage til København ,
har jeg selv fået længsel efter at komme derover . “
» Hvorfor kunne vi ikke tage derover i et kort
besøg ? “
„ Fordi , er jeg først derovre , ville så mange
minder vågne , at de ville blive til en tryllekreds ,
hvoraf jeg ikke får styrke til at drage mig ud eller ,
selv om vi vendte tilbage hertil , ville jeg bestandigt
nære ønsket om af gjensee min fødeby , et ønske ,
der i længden ville blive til en pine , eftersom jeg
er i stand til af virkeliggøre det . “
Og således blev familiens overflyttelse til
hovedstaden da bestemt .
Ved middagsbordet hos grosserer vorre herskede
en munter og behagelig stemning . Samtalen førtes
i begyndelsen mest af de ældre , de yngre deeltoge
vel af og til i den , men da den drejede sig om
gamle erindringer , der ingen interesse havde for
dem , bragte de mellem sig selv andre genstande
på bane . Fredman ville gerne give sin kærestes
kousine prøver på sin dygtighed i af føre en
konversation ; Thora mærkede hans hensigt og drillede
ham ved bestandigt af modsige ham . De unges
latter standsede , da grossereren tog sit glas , udbragte
en skål for Marie og endte med spøgende
af hentyde til muligheden af , af hun om ikke lang
tid „ ville blive godt forsørget . “
„ Maries skål drikker jeg gerne med , “ svarede
faderen , „ men hun er endnu for ung til af blive
godt forsørget . “
„ Når en ung pige bliver gammel , får hun
ingen af vælge imellem , “ sagde grossereren .
Tanken om Maries forlovelse var lægen pinlig .
Drog hun bort fra hans hus , da stod han alene ,
der var ingen til af opmuntre ham , og til hvem
han kunne have fuld fortrolighed . Fra hun var
lille , havde han elsket hende med en faders ømmeste
og reneste kærlighed ; undertiden var den mulighed
vel falden ham ind , af den tid kunne komme , da en
ung mand ville anholde om hendes hånd , men
han havde bortjaget sådanne tanker , der forbittrede
hans sind . Nu udtalte grossereren den frygtede
mulighed som noget , der var ønskeligt , og
Marie sad og hørte derpå , og undseelig stødte hun
sit glas mod sin onkels . Lægen besluttede af gøre
gode miner til slet spil ; thi han indså , af ingen
ville kunne forstå hans følelser eller af man ,
hvis de forstodes , ville kalde ham for en egoist .
Man rejste sig fra bordet og tilbragte den
øvrige del af dagen i munter samtale . Marie
og hendes konstner fandt gensidig stor behag i hinanden ,
og det blev aftalt , af Thora den følgende
dag skulle vise Marie om i byen . Anna ville
gerne have været med , men hun havde just lovet
af gå på visitter med sin forlovede .
„ På torsdag er Fredman og jeg budne til
selskab , “ sagde Anna , „ det er just vor tteateraften ,
vi have nemlig abonneret i det kongelige , — jeg
overlader dig min plads . “
„ Tak , “ svarede Marie glad , „ jeg antager ikke ,
at fader har noget herimod . “
Det havde naturligvis lægen ikke . Han forhørte
sig om , hvilket stykke der gik , og da det var „ Eventyr
på fodrejsen “ , besluttede han selv at gå i
tteatret .
„ Jeg har set stykket med Wiehe og Fru Heiberg
i et par af elskerrollerne , “ sagde han , „ jeg
har set det , da det var nyt , nu vil jeg se , hvorledes
det tager sig ud som gammelt . “
„ Sådanne stykker blive aldrig gamle , “ sagde
Fredman .
„ Det har de ret i ; de er evigunge , og de
kunne give os ungdom på ny . “
Dengang lægen og hans datter om aftnen
vandrede til deres hjem , spurgte han :
„ Nu , hvorledes synes du om København ?
Fortryder du , at vi er tagne herover ? “
„ Nej , “ svarede Marie , „ vel kender jeg ikke
meget til byen , men introduktionen er lovende . “
„ Hm , hm , “ rømmede lægen sig , „ lad dig endelig
ikke smitte af en farlig sygdom , der grasserer
her i byen . “
„ Hvilken sygdom ? '
„ Fornøjelsessygen . '
Marie lo og mente , at det havde ingen fare .
den næste dags formiddag kom Thora efter
aftale og hentede sin kousine til en vandring på
Østergade , på samme tid gik lægen ud , hans mål
var universitetsbibliotteket .
Med et forventningsfuldt sind vandrede Marie
ved sin faders arm torsdag aften til det kongelige
tteater . Over kongens Nytorv lå en råkold
efterårståge , hvorigjennen de mange gaslamper
udenfor tteatret kastede deres vinkende lys
ud i hverdagslivets mørke . Brandt fulgte sin datter
op til logen og forlod hende da for at opsøge
sin plads i parkettet .
Før teppet gik op , så han sig nysgerrig
om ; thi tilskuerpladsen var jo bleven forandret , siden
han sidst havde gæstet den . Medens hans øjne
således vandrede rundt på dekorationen , faldt det
også på Marie , der sad imellem en mængde andre
damer . Nu først opdagede faderen , hvor smuk hun
var . Hans hjerte svulmede af stolthed , han kunne
ikke løsrive sine øjne fra hende , og først kapellets
toner gave hans tanker en anden retning .
Første akt var forbi , Brandt så op til sin
datter , og hendes ansigt strålede af glæde . Han
lod sit øje flygtigt løbe over damerækken i de
øvrige loger . — pludselig så han som fortryllet
på en omtrent fyrretyveårig dame . Hans ben
rystede under ham , han måtte sætte sig . Hun
havde ikke bemærket ham , men vedblev at tale muntert
med det selskab , hvori hun var . Teppet gik
op for anden akt , men Brandt havde tabt al interesse
for stykket , han vedblev at se op til logen ,
hvori damen sad .
„ Hvis hun nu fik øje på mig ? “ mumlede han .
„ Nej , nej , hun må ikke se mig . “
Han rejste sig og forlod tteatret . Med sorg
i sine miner og med hurtige skridt ilede han afsted ,
han vidste ikke selv hvorhen .
„ Jeg har gjenseet hende , “ mumlede han , „ jeg
mistede min ro ; men hvor kunne jeg også bevare
den ? Hun har sorspildt min lykke . Mon hun
havde bevaret sin ro , dersom hun havde set mig ?
— måske . — jeg elskede hende , jeg elsker hende
endnu , men hun har aldrig elsiet mig . — men er
jeg ikke en dåre , at jeg ikke for længst har revet
denne kærlighed ud af mit hjerte ? — jo , jeg er
en dåre , især når jeg har Marie . “
Han erindrede nu , af hun var i tteatret , og
af han måtte hente hende , når stykket var forbi .
Lægen så sig om , for af få af vide , hvor han var ,
men han kunne ikke orientere sig , det forekom ham , af
han var i en fremmed by . Klokken var imidlertid
bleven mange , og han måtte siynde sig for ikke af
komme forsilde . Han spurgte en forbigående , hvor
han var .
„ På Gammelholm , i Tordenskjoldsgade , “ lød
svaret .
„ Og vejen til kongens Nytorv ? “
„ Blot lige ud , og de er straks derved . “
Brandt skyndte sig afsted , og det lykkedes ham
af nå tteatret , inden forestillingen var forbi .
den dame , som havde bragt hans sind i så stort
oprør , sad på den modsatte side af , hvor Marie
havde plads , alligevel så han sig sky og ængstelig
om , da han gik op for af hente sin datter . Hun
kom ud , strålende af glæde over , hvad hun havde
set , og i travlheden med af søge efter sit tøj ,
lagde hun ikke mærke til faderens tungsindige mine .
Han så sig atter ængstlig om , da han forlod
tteatret med Marie , men heldigvis mødte han ikke
hende , der havde sat hans sind i et så stærkt oprør .
På hjemvejen anstrengte lægen sig for at
synes rolig , og det lykkedes ham at skjule sit sinds
oprør for Marie , som udtalte sig med henrykkelse
om skuespillet , hun havde set . Hendes fader
lovede , at hun oftere skulle komme i tteatret , han
ville se at skaffe hende en plads i en loge .
„ Helst torsdag aften , “ sagde Marie , „ thi så
have mine kousiner abonneret . “
„ Jeg skal se , hvad jeg kan gøre , “ svarede
lægen , men han lovede sig selv , at det ikke skulle
blive torsdag aften ; thi den dame , der havde sat
hans sind i så stort oprør , havde sandsynligvis
abonneret om torsdagen .
Da lægen var bleven ene på sit værelse ,
henfaldt han i dybe , smertelige grublerier .
„ Hvorfor tænke på , hvorledes alt kunne have
været ? “ sagde han til sidst . „ Hvorfor forbittre mit
sind over en lykke , som er tabt ? — var jeg ikke
lykkelig , før jeg gjensåe hende i aften ? — jeg
havde fred i mit sind og glæde over Marie .
denne fred må kunne tilbagevindes . Havde jeg
vidst , at jeg ikke var stærkere , ville jeg aldrig være
vendt tilbage til København . Men jeg må gøre
mig stærk ; jeg kan jo atter møde hende , og hvis
hun seer mig , må jeg ikke give hende anledning
til triumf . Jeg må også være stærk for Maries
skyld , skulle hun opdage noget , ville . . . ja , jeg
vover ikke at forestille mig , hvad der da ville ske .
— dette stille liv , jeg fører , og som før var mig
så kært , er mig i aften forhadt , jeg må ud mellem
mennesker , jeg må beskæftige mig med dagens
begivenheder , det vil måske hjælpe mig til at
genfinde min ligevægt ; bøger formå det ikke . “
Brandt kastede sig på sit leje , men det varede
længe , inden han faldt isøvn .
Næste dag gjorde Marie bekymret den bemærkning ,
at hendes fader så dårlig ud . Han indrømmede
det og mente , at det var , fordi han havde
forlidt motion . Derfor ville han nu forandre sin
levevis , han ville hver formiddag gå en længere
tour og derefter spise sin frokost på et konditori .
Marie fandt dette rigtigt , og lægen tog straks sin
hat for at bringe sit forsæt til udførelse . På
spadseretouren vedblev hans tungsindighed at følge
ham , og kun dårlig oplagt til at nyde noget trådte
han ind på et af vore større konditorier og forlangte
en kop kaffe .
Ved at se gæsterne ivrigt læsende i aviserne ,
kom han i tanker om , at han endnu ikke holdt
nogen Avis i sit hjem ; han besluttede endnu samme
dag at tale med sin datter om , hvilken Avis der
skulle abonneres på . Han tog et blad i hånden
for at se , hvad der var passeret i verden , siden
han forlod Jylland . Næppe havde han begyndt at
læse , før en noget korpulent herre kom hen til ham
og spurgte :
„ Er det ikke doktor Brandt ? “
„ Jo . Og de . . . Hvem er de ? “
„ Kender du mig ikke , Brandt ? Jeg er din
gamle ven August vibe . “
„ Rigtigt , “ sagde Brandt , glad over at have
truffet en gammel bekendt , , nu kender jeg dig igen . “
„ Det er vel sådan en snes år siden , at vi
have set hinanden , “ sagde vibe , „ er du i besøg
herovre ? “
„ Jeg har opgivet min praksis og har bosat
mig her i byen . “
„ Rigtigt . Det kan jeg lide . — hør , er du gift ? “
„ Jeg er enkemand , “ svarede Brandt , „ og har en
voksen datter . “
„ Så bestyrer hun vel dit hus . — jeg er
ungkarl endnu , men jeg har egen husholdning ;
vil man have anseelse i handelsverdenen , må man
engang imellem gøre et middagsselskab . “
„ Men hvorfor gifter du dig ikke ? “
„ Fordi jeg befinder mig bedst i ungkarlestanden .
Mine tilbøjeligheder have ikke forandret sig
med årene , jeg . . . “
„ Ja , jeg husker , at du altid har holdt af
eventyr , “ sagde lægen med et smil , „ hvad mig
angår , have mine tilbøjeligheder taget en ganske
anden retning end tidligere , jeg går sjælden ud ,
jeg beskæftiget : mig mest med mine bøger og med
at tænke over det læste . “
„ Å , man skal heller ikke slå sig aldeles fra
verden . “
„ Det vil jeg heller ikke . “
„ Nuvel , kom hjem til mig en aften og spil en
lille l ' hombre . “
„ Med fornøjelse . “
» Jeg skal tage mig den frihed selv at komme
og overbringe dig indbydelsen så kan du med
det samme præsentere mig for din datter . “
„ Det skal jeg meget gerne . “
Grosserer vibe tog en dobbeltlorgnet op af
lommen og så på en dame , der gik forbi , idet
han sagde :
„ Kender du hende ? Det er en af vore mest
feterede skønheder . — det er sandt , du har jo
været så lang tid borte fra København , at du
næsten er at betragte som en fremmed . Kan du
huske , når vi to for en snes år siden gik ned
ad Østergade , da vidste vi , hvad alle de smukke
damer hed , vi mødte . De er nu alle ærværdige
mødre og fromme tanter , det er nu deres døtre ,
som tiltrække sig opmærksomheden . — Brandt , meer
end engang ønsker jeg , at jeg var tyve år yngre . “
„ Du ville da måske forlove dig ? “
„ På ingen måde , men ungdommen gør
altid størst lykke hos damerne . “
„ Og ungdommen er berettiget til at sværme
for damerne . “
„ Du mener , at jeg skulle være uberettiget dertil ? “
. Det vil jeg just ikke sige , du er endnu ikke for
gammel til at gifte dig . “
„ Jeg har jo sagt dig , at jeg holder af ungkarlelivet .
— men hvorfor gifter du dig ikke på ny ? “
Denne tanke var aldrig før falden lægen ind .
Spørgsmålet bragte ham til at studse , og han
udbrød :
„ Min datter ville ikke holde af en stedmoder . “
„ Å , når hun er voksen , ville en stedmoder
være hende et behageligt selskab . “
„ Nej , nej , “ sagde lægen med fasthed , „ jeg
gifter mig aldrig mere . “
„ Hm , måske en ulykkelig kærlighed , “ ytrede
vibe ironisf . „ Men jeg må nok til mine forretninger ,
går du med ned ad gaden ? “
Brandt og vibe spadserede langsomt ned ad
Østergade , den første havde ikke været i den gade ,
siden han var kommen til byen . Vibe var uudtømmelig
i at give forklaringer over alt , og de interesserede
lægen , han glemte sine sorger og levede
med i nuet . Først på Gammeltorv sfiltes de to
gamle bekendte .
Ved middagsbordet var Brandt den dag ualmindelig
oprømt , og Marie glædede sig herover . Han
fortalte hende om mødet med vibe og om spadseretouren
gennem byen .
„ Det er morsomt at gå gennem Østergade , “
Sagde Marie .
„ Men en ung pige bør ikke dagligt gå gennem
gaden ; thi da bliver hun for bekendt ; onde
tunger ville da fortælle , af det er for af søge sig
en frier , af hun går på Øsfergade . “
„ O fy ! “
„ Således er det dog . Jeg ved det fra tidligere
dage . “
„ Men Thora fortæller , af de største kræmmere
boe på Øsfergade , derfor er hun nødt til ofte af
komme i gaden . “
„ En ung dame gør bedst i af gå i boutiker
med sin moder . “
„ Men når hun nu som jeg ingen moder har ? “
Denne yttring af Marie gjorde lægen noget
forstemt . Måltidet var netop forbi , han rejste sig
og gik ind på sit værelse . Kort efter kom Thora
og bad Marie gå med i et par boutiker på
Øsfergade . Til hendes store forundring nægtede
Marie det og fortalte hende grunden til sin vægring .
Thora gik straks ind til sin onkel for af protestere
mod hans gammeldags opfattelse af , hvad
der sømmede sig for en ung pige .
„ Marie må aldeles have misforstået mig , “
Sagde lægen , » jeg mener blot , af en ung pige ikke
hver dag bør være gæst på Øsfergade . “
„ Og du tror virkelig , af jeg spilder min tid
med af gå på Øsfergade , når det ikke er nødvendigt ? “
Spurgte Thora fortrydelig .
„ Det være langt fra mig , “ svarede lægen , „ jeg
har slet ikke talt om dig , men kun ved middagsbordet
gjort nogle almindelige bemærkninger . “
Thora blev igen mild , og kort efter gik hun
med Marie . På kongens Nytorv mødte de en
ung herre , som hilste .
„ Det var en af Fredmans venner , “ sagde Thora ,
„ han kommer undertiden hjem til os . Det er en
juridisk kandidat Hansen . Mærkværdigt , at jeg
netop skulle møde ham sammen med dig . “
„ Hvorfor det ? “
„ Fordi han i går spurgte mig , om hvem den
dame var , han sidst havde mødt mig med på Østergade .
Han mente dig . “
„ Ere alle herrer så nysgerrige i København ? “
„ Det skal jeg ikke kunne sige . Måske spurgte
han ikke alene af nysgerrighed , men også af interesse . “
„ Af
interesse ? “
„ Jeg vil ikke omtale hans smigrende yttringer
om dig for ikke at gøre dig forfængelig , “ sagde
Thora leende .
Marie rødmede . Det var første gang , at
nogen fortalte hende , at en ung herre havde brugt
smigrende yttringer om hendes person . Hun blev
noget undseelig ved at tænke på , af hun hvert øjeblik
var udsat for enhver forbigående herres kritik ,
og hun var glad , dengang kousinen havde gjort
sine indkøb , og de forlod Østergade . Ved et
tilfælde mødte de atter kandidat Hansen , og Marie
kunne mærke , af hun rødmede af forlegenhed . Et
flygtigt blik , som hun ikke kunne afholde sig fra af
kaste på ham , havde overbevist hende om , af han
var smuk .
„ Der mødte vi ham igen , “ sagde Thora . „ Hvor
han hilste ærbødigt ; han skal være af god familie ,
og hans onkel umådelig rig . Fredman og Anna
komme til onklens store baller . “
„ Hvad er onklen ? “
„ Han er grosserer . “
Kousinerne vare nu ved Maries hjem og skiltes .
Efter sin hjemkomst vedblev Marie i tankerne
af dvæle ved kandidat Hansen , det er jo behageligt
af være blevet omtalt med smigrende yttringer ;
Marie var så uskyldig og så ukendt med
verden og sig selv , af hun ikke så det urigtige i
af lægge vægt på en henkastet yttring og ikke vidste ,
af selv om hun havde været mindre indtagende ,
ville kandidat Hansen alligevel af høflighed have
omtalt hende med roes overfor Thora .
Da det begyndte af mørknes , kom faderen ind
og sagde , at han havde lyst til at tilbringe aftnen
hos vorre . Han og Marie begave sig derfor kort
efter på vejen til grossererens hus .
„ Vi må en aften have hele min søsters familie
hjem til os , “ sagde lægen , „ vi må gøre et
lille aftenselflab . “
„ Dæt kan ske , når det skal være , ″ svarede
Marie .
„ Du har set hos din tante , hvorledes en københavnsk
opdækning skal være ? “
„ Den er langtfra så vanskelig som en jysk . “
„ Dæt har du allerede opdaget ? “ lo lægen ,
„ Du er et lille huusholdningstalent . Hvis salig
jomfru Sanne , som i din barndom bestyrede mit
hus , havde levet endnu og var fulgt os herover ,
ville det påtænkte aftenselflab have sorvoldt hende
hundrede bekymringer . Hver gang , jeg gjorde et
lille herreselskab , bagede og brasede hun fjorten
dage i forvejen . “
I dette øjeblik blev de standsede af et „ Godaften ,
hr . Doktor . “ En mand fra den jyske by ,
de havde forladt , stod for dem . En kort samtale
udspandt sig nu om , hvad der var flet siden Brandts
bortrejse , og jyden forsikrede , at alle længtes
meget efter ham .
„ Dæt er mig kært at blive mindet med venlighed , “
Sagde Brandt , „ jeg har tilbragt lykkelige
år ovre i Jylland . “
„ Men hvorfor forlod de os da ? “
„ Måske har jeg handlet urigtigt heri . Oprigtigt
talt , længes jeg efter min gamle praksis . “
, så seer man dem måske igen ovre hos os ? “
„ Det vil jeg ikke love , “ svarede lægen , „ men
det kunne måske være muligt . “
Da jyden var gået , spurgte Marie forundret
sin fader , om han virkelig igen tænkte på at tage
over til Jylland .
„ Jeg tænker derpå , “ svarede lægen , „ jeg har
endnu i denne eftermiddag tænkt derpå ; dengang
jeg flyttede herover , så jeg byen i min ungdoms
rosenfljær , nu derimod synes jeg at stå så alene
i min fødeby , de fleste af mine gamle venner er
spredte ad over hele landet . “ Han kunne ikke sige
sin datter den egenlige årsag , at han frygtede for
et nyt møde med den dame , han havde set i tteatret .
„ Vi burde aldrig være tagne fra Jylland , “
Sagde Marie .
, deri har du ret . — nu , jeg finder mig
måske i forholdene , når jeg lærer dem nøjere
at kende . I hvert tilfælde rejse vi ikke før til
næste flyttedag . “
Ta Fru vorre hørte , af hendes Broder tænkte
på af rejse til Jylland , modsatte hun sig på
det bestemteste denne plan og understøttedes heri
af sin mand og sine døtre . Hun forstod på det
bedste af imødegå broderens argumenter , og til sidst
hviskedee hun til ham :
„ Har du måske en hemmelig grund ? “
„ På ingen måde , “ skyndte Brandt sig af
svare , han forstod meget godt , hvad søsteren mente
med sit spørgsmål .
I løbet af aftnen blev Brandt underrettet
om , af vorre næste uge ville give sit første bal
denne vinter . Lægen samtykkede gerne i , af Marie
deltog i ballet , derimod ytrede han ingen lyst
til selv af komme ; det var jo lutter ungdom , som
var tilstede . Dette blev imidlertid benægtet ; thi
grossereren havde gerne hver balaften sit spillevarti ,
og fruen en del ældre damer til af underholde
sig med . Brandt lovede til sidst af komme .
Dengang han , efter af være vendt hjem fra sin
svogers hus , tænkte over dagens begivenheder ,
blev det ham klart , af den dybe smerte , han den
foregående aften havde følt , var bleven trængt i
baggrunden , og af det bedste middel mod fortidens
bittre minder ville være andre menneskers selskab .
Derfor besøgte han også den følgende dag
konditoriet og gik en tur gennem Østergade , hvor
han var så heldig at møde et par gamle bekendte .
Han læste bladene med interesse , og , ved at gjennemsee
rigsdagsreferaterne , traf han på et navn ,
som erindrede ham om , at en god ven , der var
bosat ovre i Jylland , var rigsdagsmand . Næste
dag opsøgte Brandt ham , og det blev aftalt , at de
oftere skulle ses . Lægen glemte heller ikke sin
datter ; han var så heldig efter et avertissement
i adresseavisen at få en plads til hende om
fredag aften i en af det kongelige tteaters bedste
loger . Marie ville rigtignok helst have haft torsdagen ,
men derved var nu intet at gøre
det gik ualmindeligt livligt til på grosserer
vorres bal , og Marie var en af de mest feterede
damer . Hun var bleven engageret til første Dands
af kandidat Hansen , som havde ladet sig forestille
af Thora , hans konversation var livlig , og han var
en fortrinlig Dandser . Medens første Dands endnu
varede ved , kom der et par herrer hen og engagerede
Marie til påfølgende dandse ; Hansen skyndte
sig med at udbede sig endnu en Dands , og de blev
enige om , at det skulle være kotillon . Ingen af
de herrer , hvormed hun kom til at danse , behagede
hende så meget som kandidat Hansen ; der var hos
nogle af dem en uheldig jagt efter vittigheder tilstede ,
medens andre søgte at gøre sig interessante
ved at være blaserte . Thora fik lejlighed til at
spørge sin kousine :
„ Hvorledes morer du dig ? “
Det korte svar herpå var :
„ Udmærket . “
Brandt havde såt plads ved et l ' hombrebord ;
han fordybede sig således i spillet , at han
aldeles glemte ballet . Med velbehag vandt han
den ene efter den anden af de andres beter . Netop
som alle beterne vare blevne spillede af , og man
skulle begynde med nye stambeter , blev man ved
spillebordet anmodet om at gøre en pause ; thi
der skulle spises tilaften . Brandt rejste sig og gik
ind for at se til sin datter , som glad kom ham
imøde og fortalte ham , at hun morede sig . Han
kastede et blik udover de unge , som vare begyndte
at spise , og han fik lyst til efter bordet at opgive
l ' hombrespillet for at se på dansen .
Hans søster kom hen til ham og anviste ham
en plads hos nogle ældre damer . Da de så
Brandt , udbrøde de næsten alle i gjenkjendelsesudråb
; thi de vare som unge piger og hans søsters
veninder komne i hans forældres hus . En mængde
gamle , kære erindringer stormede nu ind på lægen ,
og den ene frue efter den anden spurgte : „ Kan
de huske ? “ Eller også hed det : „ Det var dengang ,
vi vare sammen der og der . “ Imellem dengang
og nu lå hen ved en snes år , et tidsrum ,
hvori de tilstedeværende havde været langt fjernede
fra hinanden og rimeligvis aldeles havde glemt
hinandens tilværelse . En hel ny generation var
vokset op og var nu eneherre derinde i balsalen .
Fru vorre var den eneste , som kunne knytte tråden
mellem før og nu , når samtalen på grund
af ubekjendtskab til de nuværende forhold truede
med at gå istå for lægen . Hun skyndte sig da
med at sige :
„ Ja , du har måske glemt , at Amalie Felsens
mand er dampmøller . Deres datter Kathinka er
den unge pige i hvidt , som sidder nærmest Thora .
Hendes ældre søster Laura har ikke kunnet komme
iaften , fordi hendes kæreste er bleven syg , hun
syntes da ikke , det var passende at gå på bal . “
Eller også sagde fruen :
„ Min Broder blev tidligt enkemand ; hans
datter fik en opdragelse så god som den kan gives
i en provindsby . “
„ Deres datter er nærved i aften at være ballets
dronning , - sagde en Fru Karlsen .
» Ja , hun er næsten aldrig af gulvet , “ bekræftede
Fru Felsen .
„ Hvor smigrende det end må være for en
fader at høre sligt , “ sagde Brandt , „ må jeg dog
tilstå , at jeg helst så , at min datter gjorde
mindre lykke , fordi hun ellers kan få en trang
til at behage , der let vil kunne udarte til koketteri . “
Heri
gave de ældre damer lægen ret , og da
de i det hele taget skænkede hans ord opmærksomhed ,
følte han sig snart ligeså vel til mode som
sin datter . Grossereren lod skænke flot rundt med
champagne , munterheden tiltog , og kandidat Hansen
udbragte en særdeles smuk skål for grosserer vorre
og frue . I den anledning forhørte lægen sig om ,
hvem kandidat Hansen var , men fik intet andet
svar , end at han var af god familie , havde taget
en glimrende eksamen og vistnok havde en smuk
fremtid ivente .
Dengang dansen begyndte på ny , udeblev
lægen fra l ' hombrebordet og satte sig hen i en
krog af balsalen for at se til . Musiken , de flagrende
kjoler , den dæmpede latter , de strålende
blikke , de blussende kinder , de lykkelige smil ,
alt dette rev ham med sig , blodet strømmede raskere
i hans årer , end det havde gjort i de sidste tyve
år , han kom i den illusion , at han var ung endnu ,
og da nu Thora skjelmsk kom hen og inklinerede for
ham , rejste han sig rafl op og dansede et par
gange rundt med hende .
„ Bravo , bravo ! “ råbte grossereren , der var
vidne hertil .
„ Det kan jeg lide , “ sagde hans søster .
„ Ja , ja , “ sagde lægen og pustede lidt , „ jeg
ville forsøge , om jeg ikke var for gammel til at
dandse . “
„ De er jo endnu en ung mand , “ sagde Fru
Felsen spøgende .
„ Må da den unge mand byde den unge kone
op til en Dands ? “ spurgte lægen ligeledes spøgende .
Fru Felsen havde heller ikke dandset i mange
år , erindringen om hendes ungdomstid , da hun
ofte havde dandset med Brandt , var ved denne
aftens samtale bleven livligere end sædvanlig , hun
tog mod hans tilbud , og nu var det ikke alene
Maries tur til at undre sig , men også Kathinkas ,
som halvt forskrækket så sin moder blive
svunget rundt af lægen .
Man var netop midt i kotillon . Det gode
indtryk , som kandidat Hansen havde gjort på
Marie , forhøjedes ved , at han udbrød i begejstrede
lovtaler over hendes faders livlighed , og han bad
grosserer vorre forestille ham for Brandt , hvilket
den første gjorde med fornøjelse . På grund af
sin egen deellagelse i dansen , lagde lægen ikke
mærke til det indtryk , som Hansen øjensynlig havde
gjort på Marie , hvis ansigt strålede ganske anderledes
lykkeligt , når hun dansede med ham end
med en anden kavalleer .
Tiden løb hurtigt , og snart var det tiden til
at tage hjem . Grossererens vogn holdt forspændt
til Brandt og Marie .
„ Hvorledes har du moret dig ? “ spurgte Brandt .
„ Fortræffeligt , “ svarede Marie . „ Og du ,
fader ? “
„ Jeg morede mig så godt , “ sagde lægen , „ at
jeg betragter denne aften som en dag af mit livs
effersommer . “
„ Gid du må få mange sådanne dage , “
Svarede Marie .
Længe lå Marie den nat , inden hun kunne
sove , og da hun faldt isøvn , så hun kandidat Hansen
i sine drømme , og de dansede hen over blomsterklædte
Enge og smilende marker , til sidst kom de
til en rivende bæk , som standsede deres Dands . Da
sagde han : „ Det beroer på din villies energi ,
om vi skulle over . “ Hendes kærlighed gjorde hende
stærk , og de satte over strømmen . — men da hun
var kommen over , så hun sig tilbage , og der stod
hendes fader og rakte armene efter hende og græd .
Hun ville da tilbage igen , men det var hende umuligt .
Marie vågnede , angst over denne uhyggelige
drøm , snart faldt hun dog isøvn igen , og blidere
drømme gæstede hendes leje .
Før lægen denne aften lagde sig til hvile ,
sagde han :
„ Jeg begynder at mærke , at jeg er kommen til
København . “
Da Marie næste formiddag stod i vinduet og
så ned på gaden , hilste en herre , idet han gik
forbi . Det var kandidat Hansen . Marie rødmede ,
idet hun besvarede hans hilsen , og trak sig hurtig
ind i stuen . Hendes drøm randt hende ihu . A
skilles fra sin fader for Hansens skyld , nej , det
var hende umuligt , og det ville da heller aldrig
kunne ske . Hun lo ad den „ tossede “ Drøm og
spurgte sig selv , om Hansen måske hver dag gik
forbi hendes vindue . Hun besluttede at lægge
mærke dertil , men det måtte han på ingen måde
opdage ; hun ville holde sig skjult bag gardinerne .
Derefter tænkte hun på sin fader ; hun var så
glad over , at han havde moret sig , han opgav
måske at flytte over til Jylland ; i dag ville Marie
så nødigt bort fra København .
Grosserer vide kom efter løfte en tag op til
Brandt og inviterede ham hjem om aftenen til en
l ' hombre . Brandt tog med glæde mod tilbudet ;
grossereren spurgte efter Marie , men hun var for
øjeblikket ikke hjemme , hvorfor han måtte vente
med at gøre hendes bekendtskab til en anden gang .
Dengang grossereren var gået , kom lægen i tanker
om , at han havde glemt at spørge om hvem ,
der skulle deltage i l ' hombrepartiet . „ Å , “ tænkte
han , „ det er mig ligegyldigt , jeg kender næppe
nogen af dem . “ Om aftnen , da han gik , pålagde
han Marie ikke at sidde oppe og vente på ham ,
ligeledes fik Maren ordre til at gå iseng til rette tid .
Vibe boede i et af byens mest befolkede kvarterer ,
i en af de smågader , der støde til Østergade ,
og hvor folk kunne se lige ind ad vinduerne
til hinanden . Det var en mørk , flyfuld efterårsaften ,
og lægen fandt , af et sådant vejr ret passede
til af spille l ' hombre i . Vibes bolig var
hyggelig , og en svag ild brændte i den elegante
kamin . De elegante lamper vare tændte , og spillebordet
flyttet midt ud på gulvet under en gaslysekrone .
Ved sin indtrædelse fik Brandt øje på
to ham ubekendte herrer , for hvilke vibe præsenterede
ham , den ene var en kaptajn fist , den anden
en grosserer Hansen kort efter satte man sig til
l ' hombrebordet , og under spillet hændtes der intet
mærkeligt . Efter et par timers forløb meldte
tjeneren , af aftensbordet var dækket , og spilleselstabet
rejste sig da og begav sig ind i et sideværelse .
Lægen fandt behag i sine to nye bekendtes
samtale . Han kom til af yttre , af han i flere år
havde været læge i en jysk by , hvis navn han
nævnede . Da studsede grosserer Hansen og så
meget vist på ham , Brandt lagde dog ikke mærke
dertil ; vibe havde anmodet ham om af sige sin mening
om en Sherry , og dermed var han beskæftiget .
„ Siden du roser vinen , “ sagde vibe , „ vil jeg
tillade mig at bede de andre herrer tømme et glas
på dit velgående med det ønske , at vi oftere må
have den fornøjelse at se dig sammen med os til
et spilleparti . “
Vibe og kaptajnen stødte deres glas mod lægens ,
Hansen satte derimod sit glas hårdt i bordet og
sagde :
„ Jeg drikker ikke med den herre . “
Alle og ikke mindst lægen så forbavsede på
Hansen , og Brandt udbrød :
„ Te skylder mig en forklaring . “
„ Den skal de få , “ sagde Hansen , „ jeg er
Betty Helsinges mand . “
Brandt stirrede med et vildt blik på Hansen ;
han måtte støtte sig til bordet for ikke at falde
om , endelig fattede han sig og sagde :
„ De har ret ; vi to kunne ikke drikke et glas
med hinanden . “
Vibe og fist så forbavsede til , endelig sagde
den første :
„ Dæmp eders hidsighed og sig os , hvorfor
i ikke kunne drikke sammen ? “
„ Her er ikke stedet for mig til at fortælle det ;
jeg går og overlader min kones og mit rygte i
denne gamle synders hænder “ .
Hansen rejste sig og skyndte sig bort . Vibe
ilede efter ham og ville holde ham tilbage , men forgæves ,
Hansen forlod huset .
„ Vort parti er forstyrret , “ , sagde grossereren ,
da han kom tilbage , „ hvad gik der dog af Hansen ?
Jeg har aldrig tidligere set ham så ophidset som
iaften . Hvad har du gjort ham , Brandt ? “
„ Jeg har intet gjort ham , “ svarede Brandt ,
„ man må have bagtalt mig for ham . Hvilket sælsomt
møde . — undskyld mig , jeg befinder mig ikke
vel , jeg må gå . “
„ Vil du nu også gå ? “ spurgte vibe .
„ Javist . Luften er så trykkende herinde . “
Lægen rejste sig , sagde godnat og skyndte sig
bort . Grossereren og kaptajnen blev alene tilbage
ved bordet ; begge rystede på hovedet og
vare enige om , af det hele var en højst gådefuld
og mærkelig hændelse .
Dengang Brandt var kommen ned på gaden ,
stod han først stille og så i dybe , smertelige tanker
ud for sig i rummet . Den fine støvregn , som
faldt , bragte ham dog hurtigere end det måske
ellers ville have været tilfældet til af tænke på
den ydre verden . Han slog sin paraply op og
begav sig afsted .
„ Skal jeg ved hvert skridt mindes om hende ? “
Spurgte han sig selv . „ Hver gang hun krydser min
vej , forsvinder tiden mellem før og nu , og jeg
lider atter de samme kjærlighedskvaler som dengang
jeg var ung . Jeg elsker hende endnu , jeg vil
vedblive at elske hende til min død . - - den herre ,
jeg mødte i aften , var hendes mand , havde han ikke
været , havde jeg nu været lykkelig . Han kaldte mig
en gammel synder . Gud skal være mit vidne , at
jeg aldrig har forsyndet mig mod hende . — Havde
jeg dengang for mange år siden ikke modløs og
kummerfuld givet efter , havde jeg optaget kampen
med Hansen og med hende selv , måflee havde jeg
til sidst sejret , men jeg lod dem råde som de ville “ —
Marie omgikkes dagligt med sine konstner og
stundom ledsagede hun Fredman og Anna på deres
vandringer langs søerne , til Frederiksberg eller på
Langelinie . Det var på en sådan tur , at de en
dag mødte kandidat Hansen . Han hilste og gav
sig i tale med dem ; heri var intet påfaldende ;
thi han var en god ven af Fredman og kendte
desuden begge damerne . Man drejede fra Østerbro
om ad citadelsveien for at nå Langelinie . I
begyndelsen underholdt Hansen sig mest med Fredman ,
men da Marie ved af komme forbi blindeinstitutet
søgte en oplysning om dette , og Fredman
erklærede sig ude af stand til af give den , henvendte
Hansen ordet direkte til hende , og efterhånden
kom de to til af gå bagved kjærestefolkene .
Marie hørte med interesse på Hansen . Mange
mene , af en vågnende kærlighed helst vil tale om
ting , der kan give ånden en højere flugt , men
enhver ting kan give ånden flugt , når den elskede
med interesse hører efter . Med øjet , i minespillet ,
i talens betoning forstår kærligheden af
udtrykke sig , og det der siges , er kun et gennemsigtigt
slør , for det der ikke siges . Dengang Marie og
Hansen skiltes , grebes de øjeblikkelig af en stærk
længsel efter igen af mødes , og denne længsel gav
dem den første anelse om , af der var vågnet en
følelse , som ingen af dem endnu turde tilslåe var
kærlighed , men de havde dog intet andet navn
for den . Marie havde opdaget , af Hansen hver
dag gik forbi hendes vindue og så op dertil ; ,
hidtil havde hun skjult sig bag gardinerne , men
den følgende dag sad hun ved vinduet og besvarede
hans hilsen .
Ingen af hendes omgivelser mærkede , hvad
der foregik i hendes indre . Hendes fader var netop
i disse dage så stærkt beskæftiget med sine egne
tanker , at han ikke lagde mærke til sin datters
gøren og laden . En dag bebrejdede han sig dog ,
at han i den sidste tid havde viist hende for ringe
opmærksomhed , han bad hende derfor gå en tur
med sig i byen . Det var hans hensigt at overraske
hende med en present . Først da de stod
udenfor en juvelers boutik på Østergade , fortalte
han Marie om den present , han ville give hende ,
og at hun måtte vælge det armbånd , hun syntes
bedst om .
Marie blev glad over dette bevis på faderens
godhed , og begge vandrede oprømte efter ind -
købet i juvelerens boutik ned ad gaden . Da stod
en ældre dame et øjeblik stille foran dem ; hun betragtede
først lægen og derefter Marie med et besynderligt
blik og gik derpå hurtigt videre . Brandt
blev bleg og en skælven kom over ham .
Hvad skulle det betyde ? Kendte du hende ? “
Spurgte Marie .
„ Ja , “ svarede lægen , „ men spørg mig ikke
videre om hende ; og skulle hun ville tale til dig ,
når hun møder dig på gaden , da svar hende ikke ,
men skynd dig bort . “
„ Du er så bleg ; denne dame må være ond . “
„ Jeg bad dig ikke tale mere om hende , “ svarede
Brandt heftig .
Marie tav og allehånde tanker stormede ind
på hende . Da lægen var bleven noget roligere ,
sagde han :
„ Jeg skal måske engang fortælle dig denne
dames historie , indtil da , bring hende ikke mere
på tale mellem os , og lov mig heller ikke at tale
med dine konstner eller andre om dette møde . “
Marie lovede det . Hele dagen var lægen i
en nedtrykt stemning , og viste sig mere end sædvanlig
øm mod sin datter . Hun grundede over ,
hvem den omtalte dame kunne være , og hendes
sind fyldtes med bange anelser . Da faderen næste
formiddag gik tidligt ud , og hun så , at vejret
var godt , besluttede hun , for at forjage de mørke
griller , at aflægge sine konstner en visit .
Da hun gik gennem Kronprinsessegade , så
hun i frastand kandidat Hansen komme sig i møde :
hun følte den største lyst til at vende om , men hun
vidste ikke , om han allerede havde set hende , og
vendte hun om , ville dette da ikke være ham højst
påfaldende . Desuden ville han jo blot gå hende
forbi og hilse , og Marie samlede hele sin styrke
til at gjengjælde hans hilsen med den fornødne
ro . Hansen hilsede hende , da han kom hende nær ,
men han gik ikke videre , han standsede tværtimod og
spurgte til hendes befindende . Marie havde ikke
ventet dette , hun blev forlegen og rødmede . Han
udtalte den formodning , at hun havde til hensigt
at besøge sine kousiner , han kom lige fra grosserer
vorres huns og kunne fortælle , at fruen og Thora
vare gåde ud for at gøre nogle indkøb , og at
Anna og hendes forlovede også vare ude på
deres sædvanlige formiddagstour . Hansen vidste
hvilken vej , de ville gå ; thi touren skulle ende
med en visit hos hans tante , der boede på
Gammelholm ; han foreslog Marie at gå dem
imøde ; de ville komme gennem kongens have ;
hun kunne i en hast ikke finde på en grund til at
afslå hans tilbud og modtog derfor hans ledsagelse .
Vi vare midt i november , og træerne strakte
deres nøgne grene mod den dybe , mørkeblå efterårshimmel .
Over Rosenborgs slanke tårne svævede
pragtfulde , snehvide skyer . Blikket vendte sig
uvilkårligt fra jorden op mod det høje , det foretrak
himlens klarhed for jordens mørke nøgenhed .
En kort stund gik Marie og Hansen tavse ves hinandens
side , da tog han først ordet , og han talte
om hvad det var at leve ; han mente , at mangt et
kosteligt minut blev bortødslet , fordi vi ængstligt
holdt os tilbage , når vi vare i nærheden af vort
mål , men han havde altid grebet rast til , og det
ville han også gøre nu . Derfor fortalte han
Marie , hvor kær hun var ham , og han spurgte
hende , om han kunne gøre sig håb om hendes
gjenkærlighed . Hans kærlighedserklæring kom så
pludselig , at hendes følelser overvældede hende ,
hun ville svare , men kunne ikke og brast i gråd .
„ Har jeg fornærmet dem ? “ spurgte Hansen
bekymret .
„ Nej , nej , “ svarede Marie .
„ Men de græder . “
„ Lad mig græde ud . Jeg havde ikke ventet ,
at de — at de — “
„ At jeg elskede dem . Frøken , jeg har elflet
dem fra den første time , jeg så dem . O sig , om
jeg derved har forbrudt mig imod dem ? “
„ Det har de ikke . “
„ Tør jeg da håbe , at te engang vil give
mig et gunstigt svar ? “
„ Ja , “ stammede hun .
Hansen glemte stedet , hvor han var , og skuttede
hende glædestrålende i sine arme . Marie rev
sig undseelig løs og sagde :
„ Hust på , at jeg aldrig kan blive deres uden
min faders samtykke . “
„ Lad os straks gå til ham . “
„ Han er ikke hjemme , og desuden er der i disse
dage noget , som trykker hans sind . Tal ikke med
fader , før jeg siger : nu er det tid . “
Hansen lovede naturligvis at opfylde Maries
ønsfe ; til da måtte de betragte sig som hemmeligt
forlovede , og om muligt se at mødes hver dag
til en bestemt tid i kongens have . Næppe var
denne aftale truffen , før de så Fredman og Anna
komme imod sig . De ilede dem i møde , og Hansen
sagde til Fredman :
„ Jeg ved , at du og din kæreste har til hensigt
at besøge min tante , Fru Hansen , jeg traf tilfældigvis
frøken Brandt , som var på vejen op til
fine kousiner , og den tanke faldt mig ind , at frøknen
vist kunne have lyst til at komme på det
store bal , som min tante giver om en fjorten dage .
Hvad om nu de , frøken vorre , i dag præsenterede
deres jyske kousine for min tante ? “
„ De synes af interessere dem meget for min
jyske kousine , “ sagde Anna leende . Hansen blev
noget forlegen , ban følte , af han måske havde
givet sig en blottelse ved sin anmodning ; Marie
rødmede og slog øjnene til jorden .
„ Jeg interesserer mig for , af der kommer så
mange smukke damer som muligt til min tantes
bal , “ svarede Hansen , „ og har min Iver derfor
drevet mig for vidt , gør jeg en undskyldning . “
„ Det behøves ikke , “ sagde Fredman , „ det er
jo fortræffeligt , af din tante skal have bal om
fjorten dage , og den ide er god , af frøken
Brandt i dag følger med os derop . “
Da Fredman fandt ideen god , fandt Anna
den naturligvis også . Hansen tog afsted , idet
han foregav forretninger , og Marie begav sig med
bankende hjerte på vejen til Hansens tante . Hun
spurgte Anna ud om denne dame og fik højst kortfatfede
oplysninger om hendes person , men desto
mere udførlige om hendes baller . De trådte
ind i et stort hus på Gammelholm , trappegangen
var prydet med kostbare potteplanter , og trappen
selv belagt med bløde tæpper . De standsede ved
første sal og ringede på ; en tjener lukkede op
og gik ind for at melde dem .
Han kom straks efter ud og førte de besøgende
gennem en stor sal , hvis vægge vare behængte
med kostbare malerier , til et større kabinet , hvor
en dame sad ved vinduet . Hun rejste sig og gik
de indtrædende i møde ; Marie genkendte i hende
den dame , som hun og hendes fader i går under
så besynderlige omstændigheder havde mødt på
Østergade . Hun blev greben af angst og følte sig
stærkt fristet til at tilsidesætte alle hensyn og løbe
sin vej ; hun spurgte sig selv , om det ikke kunne betragtes
som forræderi imod hendes fader at besøge
denne dame . Der blev dog ikke levnet hende
tid til flere betragtninger . Synet af Marie gjorde
også et overvældende indtryk på Fru Hansen ,
hun vaklede , hun måtte støtte sig til bordet for ikke
at falde , hun kæmpede en kamp med sig selv for at
beherske sig , men det var hende umuligt , hun styrtede
hen mod Marie , sluttede hende i sine arme og
råbte med halv kvalt stemme :
„ Mit barn , min datter ! “
Marie var ligeså forbavset som Fredman og
Anna . Den fremmede dames tårer faldt på
hendes kind , og hun følte hendes hjerte heftigt
banke mod sit .
„ Lad mig ret betragte dig , “ sagde fruen , „ hvor
du er smuk , og hvor du seer god ud , min datter ,
min Marie . “
„ Min moder er død , “ svarede Marie .
„ Man har fortalt dig det , men det er ikke
sandt , jeg er din moder . “
„ Hvorledes kan de være min moder ? “
Jeg var to år gift med din fader , vi harmonerede
ikke sammen og søgte derfor skilsmisse . Du
blev hos ham , og det var muligvis rigtigt , at han
fortalte dig , at jeg var død . Var du bleven i
Jylland , var du måflee for bestandigt bleven i den
tro ; du kom hertil , jeg mødte dig og Brandt
igår på gaden , og siden den tid har mine tanker
været hos dig ; jeg lagde tusinde planer for at
komme til at tale med dig , da førte gud dig selv
til mig . “
„ Jeg har en moder ! “ råbte Marie og sank
overvældet af sine følelser om på en stol .
„ Det er jo helt romantisk , “ hviskedee Fredman
til Anna . „ Har du ikke kendt noget til dette før ? “
„ Nej , føde Fredman , ellers havde jeg naturligvis
fortalt dig det . “
„ Det havde jeg også ventet . “
Moderen havde taget datteren på sit skød ,
hun lagde hendes kind op mod sin , og de talte ikke .
Endelig for Marie op og sagde med en hjerteskærende
stemme :
„ Fader , stakkels fader ! “
„ Elsker du ham så meget ? “
„ Om jeg elsker ham ! Han har jo været min
eneste ven , støtte og rådgiver i verden . Jeg
elsker ham meget . “
„ Og du vil vende tilbage til ham ? “
„ Skulle jeg blive her ? Nej aldrig . Fader , min
stakkels kære fader ! “
„ Kan du da ikke skænke din moder nogen
kærlighed ? “
„ Jo , “ svarede Marie . „ Men hvor jeg dog er
ulykkelig ! Hvorfor blev du og fader ikke sammen ?
Jeg havde da haft en moder , til hvem jeg som
barn havde kunnet smile , og som jeg kunne have
betroet mine glæder og sorger . O , lykkelige
børn , hvis forældre leve i kærlighed . “
„ Måske har jeg sejlet , “ svarede moderen .
„ Jeg kommer ikke med bebrejdelser , jeg føler
mig kun så ulykkelig , “ sagde Marie . „ Farvel
moder , fader venter mig . “
„ Vil du gå allerede ? “ spurgte moderen .
„ Jeg bestyrer min faders hus . “
„ Men du kommer dæ igen ? Ikke sandt , du
kommer igen , mit eneste , mit elskede barn . “
„ Jeg skal komme , hvis fader tillader det . “
„ Da seer jeg dig aldrig mere ; han vil have
din kærlighed helt . Han vil ruge over dig som
dragen over sin skat . Marie , du må love mig
at komme snart , i dag , ja kom i aften . “
„ Jeg kommer gerne , “ svarede Marte , „ men
jeg underordner mig faders villie , det skylder jeg
hans kærlighed til mig . “
„ Så bed ham om at måtte komme ; måske
vil han dog opfylde din bøn . — og hør , før du
går , modtag en erindring fra din moder ; Marie ,
du har jo intet , som minder dig om din moder ? “
„ Jeg har intet . “
„ Tag dæ dette ur , og når du seer på det ,
dæ skænk mig en venlig tanke . “
Hun tog et kostbart Gulduhr med kæde af sin
Hals og hængte det om Maries . Efter en lang omfavnelse
sagde hun sin datter farvel .
Hun mindedes først Fredmans og Annas nærværelse ,
dæ disse , den sidste med fugtige øjne , trådte
frem for at tage afsted .
„ De er jo hendes kousine , “ sagde hun til
Anna , „ lov mig at bringe min datter ret ofte herhen . “
„ Jeg lover på min kærestes vegne , at hun
skal gøre , hvad hun kan , “ svarede Fredman .
Han havde taget moderens parti ; han havde
hurtigt beregnet , at han ville have større fordel
af at stå sig godt med den rige og indflydelsesrige
grosserer Hansen end med den uformuende læge ,
som førte et stille og tilbagetrukkent liv . Det klang
derfor som musik i arkitektensøren , da fruen på
hans yttring svarede ham :
„ Gud velsigne dem derfor . “
„ Da de vare komne ned i porten , udbrød Anna :
„ Hvor du seer dårlig ud , Marie , sat dig ,
kære , det vil ellers vække opmærksomhed , når vi
komme ud på gaden . “
„ Jeg henter en drosche , “ råbte Fredman resolut
og ilede afsted .
„ Er min kæreste ikke sød og galant ? “ spurgte
Anna . „ Jeg forsikrer dig , Marie , jeg græd ligeså
meget deroppe , som dengang jeg så Aksel og Valborg . “
Maries hjerte var for fuldt til , at hun kunne
svare .
Kousine » vedblev : „ Det tænkte kandidat Hansen
ikke på , dengang han bad os om at tage dig med
til sin tante . “
„ Hansen ! “ tænkte Marie , og det sortnede for
hendes øjne , „ min moder er Hansens tante . “
i dette øjeblik kom Fredman heldigvis med
drosten .
Lægen ventede utålmodigt på , at Marie skulle
komme hjem ; det var spisetid , og hun havde aldrig
før ladet sin fader vente på hans middagsmad .
Han formodede , at hun var ude med sine koufiner
og morede sig så godt i deres selskab , at hun rent
glemte sit hjem . Dette ærgrede Brandt , og han
besluttede , at hun ved sin hjemkomst skulle mærke ,
at han var fortørnet . Endelig blev der ringet på ,
og kort efter trådte Marie ind , bleg og med forgrædte
øjne . — Brandt glemte sin vrede , blev bekymret
og spurgte :
„ Hvad er der hændet ? “
„ Fader , jeg har talt med min moder . “
Det var flet , som Brandt havde gjort alt for
at afværge , og som han med skræk og bekymring
havde tænkt på muligvis kunne ske . Den fuldbragte
kjendsgjerning gjorde dog ikke det overvældende
indtryk på ham , som han måske selv havde
formodet ; nu , faren var der , så han den med
rolighed i øjnene .
„ Fat dig , mit barn , og fortæl mig alt , “ sagde
han og kyssede Marie på panden .
„ Hvorfor har du fortalt mig , at min moder
var død ? “
„ Det skal jeg senere forklare dig ; fortæl mig
nu , hvad der er hændet dig . “
Dette gjorde Marie , og faderen lyttede fil med
spændte miner . Da Marie fortalte om moderens
opfordring fil et nyt besøg , rynkede lægen sin
pande , men den glattedes atter , da han hørte datterens
svar .
„ Og nu , Marie , “ sagde lægen , „ vil jeg takke
dig for din opførsel , for din kærlighed fil mig .
Før jeg aflægger mit skriftemål , ville vi imidlertid
spise fil middag ; Maren har flere gange stukket
hovedet ind ad døren .
„ Jeg har ingen appetit . “
„ Du må alligevel gå til bords ; Maren må
intet mærke . “
Faderens ro virkede beroligende på datteren ;
hun satte sig til bords , og , for at glæde sin fader ,
nød hun nogle mundfulde af maden . Da måltidet
var forbi , satte Brandt sig hos sin datter og
begyndte således :
„ For nogle og tyve år siden levede der her i
byen en bataillonskirurg Helsinge . Han havde små
indtægter og ringe praksis , men var forresten en
yderst godmodig og jovial mand . Så længe hans
kone levede , omgikkes han ikke mange , men da hun
døde , opgav han det stille liv og var en stadig
gæst på samme kafo , hvor jeg søgte . — når
han havde vanskelige tilfælde at behandle , spurgte
han gerne mig tilråds , og jeg gav ham med fornøjelse
de bedste råd , jeg vidste , uden at lade nogen
selvbevidsthed om større dygtighed komme til syne ,
hvortil ungdommen i sådanne tilfælde er så tilbøjelig .
Der opstod lidt efter lidt mellem os et
forhold , som jeg næsten kunne kalde venskab , men
endnu aldrig havde jeg besøgt den gamle i hans
hjem .
Det var engang i maneuvretiden ; den gamle
havde den dag været ude med bataillonen til Revue ;
jeg mødte ham og et par yngre officerer , da bataillonen
var trådt af udenfor sølvgadens kaserne .
De inviterede mig med ind på kasernen , hvor den
ene lieutenants fødselsdag skulle højtideligholdes
ved en frokost og flere flasker vin . Det gik
gemytligt til , der kom liv i den gamle bataillons
kirurg , han fortalte anekdoter fra Frederik den
sjettes og gouverneurens tid , og han forsømte ikke
på samme tid hyppigt at tømme sit glas . Følgen
blev , at han var , lad mig sige , en smule besijænket ,
da flaskerne vare tømte , dog ikke mere , end at
han med mig under armen uden opsigt kunne
komme til sit hjem i Rosenborggade . Jeg sulgte
ham op ad trapperne til tredje sal og ringede på
en dør , hvorpå der fandtes en messingdørplade
med hans navn . Han bad mig om at forlade sig
og takkede mig for godt følgeflab ; thi han mærkede
godt selv , at han ikke var , hvad han kaldte
„ normal “ . Jeg ville til at gå , da døren åbnedes
af en ung pige , der blev noget forundret over at
se sin fader med en hende ganske ubekendt herre .
Her må jeg bemærke , at jeg ikke tidligere havde
vidst , at Helsinge havde en datter . Den unge piges
skønhed slog mig . Hun var ikke regelmæssig smuk ,
men havde dejligt hår og dejlige øjne , og så var
der i ansigtsudtrykket noget , jeg vil kalde det dristigt ,
som fængslede mig i høj grad .
„ Vi have været til „ Geburtsdag “ , min pige , “
Sagde kirurgen , „ hihi , denne unge mand har fulgt
mig hjem , det er doktor Brandt , hvorom jeg så
tidt har talt til dig og sagt , at det er en flink fyr . “
Datteren fandt situationen pinlig , hun så
snart på faderen , snart på mig og spurgte til sidst :
„ Hr . Doktor , vil de ikke træde indenfor ? “
„ Betty , “ sagde faderen , „ Du ved , at jeg ikke
har råd til at leve efter den klasse , jeg har i rangforordningen ,
jeg flammer mig over mit simple
meublement . . . men Brandt er ikke af de fine ,
bed ham derfor kun træde ind . “
Bataillonskirurgen beboede en lille lejlighed
på tre værelser , de vare ganske vist ikke elegant
meublerede , men Helsinge behøvede dog ikke at flamme
sig over meublementet , der harmonerede ganske godt
til de små Stuer .
„ Undskyld frøken , at jeg på en måde hovedkulds
er kommen ind ad døren , “ sagde jeg , „ dels
ere omstændighederne skyld heri , og dels vidste jeg
ikke , at hr . Helsinge havde en datter . Jeg troede ,
at han var barnløs . Dem , hr . Helsinge , vil jeg
råde til at tage en lille middagssøvn . “
Dette ville kirurgen på ingen måde , han forlangte
sodavand og spegesild ; jeg så datterens
forlegenhed , hvorfor jeg hurtigt sagde farvel og gik .
Efter den dag kom jeg engang imellem til Helsinge ,
og hans datter blev mig kærere for hver
gang , jeg så hende . Nogen tid efter -lev han
et par dage borte fra kassen ; jeg undrede mig
herover og gik op for at aflægge ham et besøg .
Betty modtog mig med tårer i øjnene og sagde :
„ Det var heldigt , de kom ; havde jeg kendt
deres adresse , havde jeg sendt bud efter dem .
Min fader er bleven heftig syg , han skriver selv de
recepter , som ffulle bruges , men jeg tror ikke , at
han kender sin egen sygdom . “
Jeg skyndte mig ind til bataillonskirurgen , som
jeg fandt i vildelse ; jeg efterså medicinflaskerne
og fandt , at datteren havde ret , og at den medicin ,
han havde brugt , snarere bidrog til at forværre
end til at kurere sygdommen . Jeg skyndte
mig på apotteket efter en ny medicin , og ved
min tilbagekomst modtog Betty mig med det spørgsmål ,
om der var fare for hans liv . Så nødigt
jeg ville , måtte jeg svare bejaende .
„ O , red ham , hvis de kan , og jeg vil være
dem evig taknemmelig , “ sagde hun .
. Jeg skal gøre mit bedste , “ svarede jeg .
„ Gud velsigne dem . “
Jeg vågede selv ved den syges leje , jeg så
krisen indtræde og tage en heldig vending . Da
listede jeg mig på tåspidserne ud til Betty og
sagde :
„ Han er frelst . “
Hun udstødte et dæmpet glædesskrig , greb min
hånd , trykkede den og sank derefter i stærk sindsbevægelse
om på en stol . Jeg listede mig ind til
den syge , og alleflags tanker stormede ind på
mig . Det var i dette øjeblik blevet mig klart , at
Betty var nødvendig for min lykke , hun måtte
være min hustru . Jeg ville sige hende det , når
hendes fader blev rafl .
Fjorten dage efter var Helsinge kommen sig
såvidt , at han kunne gå sig en lille tur , men
sygdommen havde taget stærkt på ham , og han
blev ikke mere den rafle , rørige mand , som han
havde været før . Jeg var nu en daglig gæst i
hans hus , og en dag , den gamle sov sin middagssøvn ,
fik jeg lejlighed til at fortælle Betty ,
hvor kær hun var mig . Hun blev overrasket , hun
så forvirret på mig , slog derefter blikket ned og
udbad sig betænkningstid til næste dag .
Dette havde jeg ikke ventet ; Bettys opførsel
den nat , hendes fader svævede mellem liv og død ,
havde ladet mig formode , at jeg var gjenelflet , og
at hun ikke ville betænke sig på at svare ja på
spørgsmålet , om hun ville være min hustru . På
den anden side kunne det også være jomfruelig
undselighed , der forhindrede hende i at svare mig
straks . Ester et i ængstlig spænding gennemlevet
døgn , ilede jeg til hende for at få min skæbne
at vide . Du kan tænke dig min lykke , da hun gav
mig sit ja .
Hendes fader erklærede , ved at høre vor forlovelse ,
at det var den lykkeligste dag i hans liv .
Men kun kort skulle han nyde denne glæde , hakblev
pludselig bortreven af et apoplektisk anfald .
Bettys sorg var stor og dyb ; jeg måtte ordne
den afdødes affairer , og jeg så , når hans smule
gæld var betalt , ville Betty ikke eje en skilling .
Dette kom mig imidlertid ikke uventet . Jeg fortalte
hende en dag sagernes stilling . Hun så på
mig og spurgte :
„ Hvad vil du , at jeg skal gøre ? “
„ Dumener , “ svarede jeg , „ hvad vi skulle gøre ?
— vi skulle snarest muligt gifte os . Der er lovet
mig en god praksis i en by ovre i Jylland , lader
os tage derover . “
„ Som du vil , “ svarede hun og bøjede sit
hoved .
Et halvt år efter vort bryllup bosatte vi os
i din fødeby , Marie . Den første tid gik lykkeligt ,
om end min kones heftige og noget lunefulde sind
undertiden forårsagede små trætter , der dog hurtigt
bleve bilagte , eftersom jeg i reglen altid var
den eftergivende . Dengang hun var i sit svangerskab ,
fik din moder , som det undertiden kan være
tilfældet , afsky for sin mand , og hun bød mig
ting , som lidt irriterede mig i høj grad , men jeg
betvang mig og håbede på , at min lykkelige tid
dog ville vende tilbage . Da blev du født , din
moder smilede til sin spæde og til mig , og jeg
håbede , at nu var den sky borte , som i ni måneder
havde formørket min himmel .
Det syntes , at mit håb skulle gå i opfyldelse .
Din moder var venlig og kærlig imod mig
og lod til at ville gøre sig umage for at udflette
erindringen om den onde tid . Jeg var ikke så
meget hjemme som før ; thi min praksis havde tiltaget
i en betydelig grad . Da traf jeg en dag ved
min hjemkomst din moder badet i tårer . Jeg
spurgte ængstlig om grunden dertil ; hun svarede
mig , af hun led af hovedpine og humørsyge , men
jeg skulle ikke bryde mig derom , det ville nok gå
over .
Og det gik over , men på sin egen måde .
Hun blev mere påståelig og pirrelig end før , jeg
fandt det nødvendigt for min værdigheds skyld
ikke altid af være den eftergivende . Nu begyndte
hun imellem af slå på , af en skilsmisse ikke ville
være hende ukær . I begyndelsen lod jeg som jeg
ikke hørte det , men en dag viste jeg på dig , som
sov sødt i din vugge , og spurgte hende , om hun
kunne nænne af forlade dig . Med dristighed svarede
hun ja . Da tog jeg min hat og gik , stuen
blev mig for trang . Jeg kendte min kones hidsighed ,
jeg følte mig overbevist om , af hun måske
allerede bitterligt fortrød den yttring , af hun ville
stilles fra sit barn ; men et liv som dette ville ikke
i lang tid kunne blive ved ; jeg ville gå åndelig
tilgrunde . Derfor overvejede jeg , om jeg , når hun
næste gang tilbød mig skilsmisse , ikke skulle gå
ind på hendes tilbud . Men mit hjerte hviskedee
nej , jeg elskede hende endnu trods alle hendes fejl
ligeså højt som på vor forlovelsesdag , og jeg
havde et ubestemt håb om , af hendes sinds skarpe
kanter ved et fortsat samliv ville blive afflebne .
hvor elskelig havde hun ikke været lige efter sin
barselseng ? Det pirrelige sind var først kommet
ret frem den dag , hun havde klaget over hovedpine
og humørsyge , måske var hun virkelig syg ?
Jeg besluttede af iagttage hende .
En dag beklagede hun sig over , af jeg var så
lidt hjemme , jeg sagde hende , af mine forretninger
vare skyld heri , og af hun da ikke ville forlange ,
af jeg skulle give afkald på noget af min praksis .
Jo , det forlangte hun ; dersom jeg virkelig holdt af
hende , måtte jeg se af indskrænke mine patienters
antal . Jeg søgte af overbevise hende om det
urimelige i dette forlangende , hun ville ikke høre på
mine grunde , hun talte både sig og mig hidsigere
og hidsigere , og til sidst fremkom hun på ny med
det ulyksalige tilbud om skilsmisse .
„ Som du vil , “ svarede jeg hidsig , „ Du skal
få dit ønske opfyldt . '
det var som hun havde ventet på , af disse
ord skulle komme over mine læber . Hun sprang
op og ilede ud af stuen . I døren vendte hun
sig om og sagde :
„ Farvel . Nu rejser jeg . “
I en ærgerlig sindsstemning gik jeg op og ned
ad gulvet ; det kunne ikke falde mig ind at tillægge
min kones yttring nogen betydning , så meget
mindre som hun tidligere havde udslynget lignende
trufler . Et kvarteerstid efter kom pigen ind og
spurgte :
„ Ved Herren , at fruen er rejst ? “
„ Rejst ! “ udbrød jeg , og det sortnede for mine
øjne .
„ Ja . Hun havde stor hast med at komme afsted .
Hun trykkede lille Marie i sine arme og græd , og
så pakkede hun lidt af sit tøj i en rejsetafle . “
„ Hvor gik hun hen ? “ spurgte jeg åndeløs .
„ Hun løb ned til dampskibsbroen . — dampskibet
går i dette øjeblik til København . “
Jeg styrtede ned til broen ; skibet havde lige
sat sig i gang ; på dækket øjnede jeg en dame ,
der holdt et lommetørklæde for øjnene og græd ; det
var Betty , det var din moder . Da mærkede jeg ,
hvor kær hun endnu endnu var mig ; jeg råbte
hendes navn udover bølgerne , men afstanden var
allerede for stor , til at hun kunne høre mig . Med
tårer i øjnene vandrede jeg hjem og modtoges af
min datters skrig . Hvor gik de mig til hjertet ;
den lille stakkel havde ingen moder mere .
Der hengik nu nogle dage , hvori jeg bestandigt
håbede , at min hustru ville vende tilbage , at
hun ville fortryde sin hidsighed , og alt kunne endnu
blive godt . Dette håb skulle ikke gå i opfyldelse .
Hun skrev mig fra København et brev til , hvori
hun forklarede mig grunden til sin opførsel , et brev ,
der viste mig , at et samliv mellem hende og mig for
fremtiden ville være umulig .
Hun fortalte mig , at hun aldrig havde elflet mig ,
at hun elskede en ung styrmand , om hvem det forinden
mit frieri var blevet fortalt , at han var død i Ostindien .
Hun havde sørget dybt derover ; da indtrådte
hendes faders sygdom og gave hendes tanker en
anden retning . Min godhed for hendes fader
havde rørt hende , hendes taknemmelighed havde
feg antaget for kærlighed ; mit frieri havde over
rastet hende , hun havde udbedt sig betænkningstid
og til sidst besluttet sig til at give mig sit ja , dels
af frygt for at komme til at stå ene i verden
efter faderens død og dels fordi jeg efter den
omtalle styrmand var den , som hun havde syntes
bedst om . — straks efter vort wgteflab havde hun
troet at kunne blive lykkelig med mig , hendes afsky
for mig senere var hendes svangerskabs skyld , da
hun var bleven rafl , havde hun besluttet ved forøget
ømhed at gøre alt godt igen . Da modtog hun
en dag , jeg var ude i forretninger , et brev fra
styrmanden . Han var ikke død og nuvendt tilbage
til København som ejer af en formue og ville nedsætte
sig som grosserer . Med dyb smerte beklagede
han , at hans ungdomselflede for bestandigt var
tabt for ham , og han lod et vink falde om , at hun
skulle lade sig flille fra sin mand . Min kones
kærlighed vågnede med fornyet styrke efter at have
læst dette brev , hendes lidenskab lod hende glemme
pligten mod sin mand og sit barn . Og således
kom det da til en katastrofe .
Jeg indvilligede naturligvis i skilsmisse og
indrettede mit hus på en anden fod . Men hendes
billede kunne jeg ikke løsrive af mit hjerte , og når
du , mit barn , red ranke på mit knæ , stjal lidt
rn tåre sig frem i mit øje ved tanken om , at du
endnu kunne have haft en moder og jeg en elflet
hustru . Det er altid uhyggeligt for barnet at
vide , at dets forældre er blevne separerede , og
derfor lod jeg dig være i den tro , at din moder
var død .
Alt , hvad der tilhørte hende , sendte jeg tilbage ,
undtagen det gamle bornholmske stueuhr , der havde
været hendes faders . Hvor ofte har ikke dets
ensformige tiktak bragt mit hjerte til at banke
stærkere , og mangen søvnløs nat har jeg ligget og
talt dets timeslag . Jeg havde troet , at det gamle
sår var lægt , derfor flyttede jeg til København ,
havde jeg vidst , at det skulle komme således , som
det er kommet i dag , var jeg bleven i Jylland .
Marie , nu kender du alt . “
„ Fader , kære , elskede fader ! “ råbte Marie
og kastede sig til hans bryst .
„ Mit barn , mit alt på jorden , du vil ikke
forlade vin fader for din moders skyld ? “
„ Nej ! “ -- -- -- -- -- -- -- -- -
dengang Anna og Fredman kom hjem , tøvede
de ikke med at fortælle hvad der var flet hos Fru
Hansen ; Thora lyttede forundret til , og på vorres
og hans hustrus ansigter sås næsten bestyrtelse .
„ Have i vidst , at Brandts kone endnu levede ? “
Spurgte Anna sine forældre .
„ Ja , “ svarede moderen .
„ Det var vel den begivenhed i onkels liv ,
hvortil i engang i min nærværelse sigtede , og
hvorom jeg intet måtte få at vide ? “
„ Det er nok muligt , “ svarede vorre .
„ Blot der nu ikke bliver skandale ! “ udbrød
moderen .
„ Hvorledes skulle det gå til ? “ spurgtefredman .
„ Min Broder tillader aldrig , at Marie besøger
sin moder . “
„ Så gør hun det uden hans tilladelse , “ sagde
Fredman . „ Hun er intet barn længer og må have
sin egen villie . “
„ Lader os ikke forlede et barn til at være
ulydigt mod sine forældre , “ sagde grossereren .
„ Ulydigt ! “ udbrød Fredman . „ Esterkoinnier hun
ikke sin moders begæring , er hun ulydig imod hende . “
„ Det er vist , “ sagde Anna .
„ Marie er i en ulykkelig stilling , “ svarede
grossereren , „ Forældres uenighed bringer en uforskyldt
forbandelse over de stakkels børn . Skilsmisse
burde ikke være tilladt , “ vedblev vorre med
varme , „ lad parterne lukke øjnene op , før de gifte
sig . Hvad er forlovelsestiden andet end at man
prøver , om man passer for hinanden ? “
„ Jeg må protestere mod denne profane opfattelse
af forlovelsestiden/ sagde Fredman , „ har
man vekslet ringe , har man derved tilkendegivet ,
at man vil gifte sig med hinanden . En hævet forlovelse
og en ægteskabelig skilsmisse komme for
mig ud på det samme . “
„ Fredman har net , “ svarede fruen , „ før parterne
forlove sig , skulle de prøve , om de harmonere
sammen . Ere de komne til overbevisning herom ,
forlove de sig . “
„ Hvad nytte gør da forlovelsestiden ? “ spurgte
grossereren .
„ Den er en garanti for , at ingen af parterne
binder sig til nogen anden , “ forklarede fruen .
„ Hahaha , “ lo grossereren , „ det er altså en
garanti mod utroskab ; kærligheden må ikke være
meget stor , når en sådan garanti behøves ? “
„ Jeg tror nærmest , “ svarede Fredman , „ at
forlovelsestiden er kærlighedens morgenrødme ; den
er poesiens tid , den er . . . “
„ Ja , det kan nu være godt nok , “ sagde grossereren ,
„ men lader os ikke komme ind i poesien ,
lader os blive ved jorden . Det er en kjendsgjerning ,
at folk , som have levet lykkeligt som forlovede ,
ere blevne skilte ad kort efter , af de er blevne gifte .
Jeg mener , af når man gifter sig efter f . Eks . af
have været tre år forlovet , burde man ikke kunne
søge skilsmisse . “
„ Det vil jeg ikke ubetinget sige , “ sagde , Fredman ,
„ men man kunne måske forbyde skilsmisse ,
når parret havde fået børn . “
„ Det ville være retfærdigt , “ sagde Anna .
„ Hvem var skyld i , af onkel og hans kone
bleve stilke ad ? “ spurgte Thora .
» Det var hans kone , efter hvad jeg ved , “
Svarede fruen , „ min Broder tilskrev os et langt
brev om sagen . “
„ Javist , jeg husker det , “ sagde grossereren ,
„ det var konen , som på en uforsvarlig måde løb
fra sin mand og sit barn . “
„ De har kun hørt den ene part , “ svarede Fredman ,
„ det kunne dog være muligt , af skylden var
på begge sider . — dr . Brandt kan vist være betydelig
gnaven . “
„ Han er det måske nu , “ sagde fruen , „ men
han var det ikke i sine yngre dage . “
„ I ethvert tilfælde må han give Marie tilladelse
til at besøge sin moder , “ ytrede Fredman .
„ Det er en sag , hvori vi gøre bedst i ikke at
blande os , “ sagde grossereren .
„ Men husk , frøken Brandt er endnu så ung ,
hun kan behøve en vejledning . “
„ Den kan hun så hos min Broder , “ sagde
fruen .
Det lykkedes ikke Fredman i dag at skaffe Fru
Hansen nogen talsmand i grosserer vorres familie .
Han opgav dog ikke håbet om , at det engang
kunne ske . Således hengik et par dage ; Fru
vorre og hendes døtre havde klogeligt ikke villet
trænge ind på Brandt og Marie og vise en deltagelse ,
som måske ville være generende . Fredman
havde fået meget at bestille , og ham så man
derfor kun om aftenen ; engang imellem bragte han
Brandt og Marie på bane , men han opdagede
snart , at det var familiens beslutning , at de selv
skulle fortælle , hvad der var siet .
I lægens hus var der i disse dage stille ;
men aldrig nogensinde havde forholdet mellem fader
og datter været kærligere end nu . Marie havde
viist Brandt det kostbare Gulduhr , hun havde fået
af sin moder ; han havde heftigt forlangt , at det
straks skulle sendes tilbage . Hun havde erklæret sig
villig til at gøre det , da havde faderen pludselig
stiftet mening og sagt :
„ Nej , behold det . — lader os hver beholde
vor erindring , du dit gnldichr , og jeg mit gamle
bornholmske stueuhr . “
Marie var i sit hjerte glad over at måtte
beholde denne erindring , men hun sagde intet
herom . Jo mere moderens billede trængtes tilbage
i hendes hjerte , desto mere trådte kandidat Hansens
srem . Kærligheden voksede ved adskillelsen ,
hun indså ikke , hvorfor hun skulle give afkald på
denne kærlighed , hun følte desuden , at hun ikke
kunne . Hendes moder var hans tante , men når
Marie for sin faders skyld kunne give afkald på
sin moder , måtte Hansen for sin forlovedes skyld
kunne give afkald på sin tante . Hun ville tale med
ham derom , når hun næste gang så ham , og
hendes længsel , efter at se ham , var stor .
Hun gik derfor en middagsstund til kongens
have , hvor de havde aftalt dagligt at skulle mødes .
Nu var der hengået tre dage , siden hun havde
set Hansen , og hun frygtede for ikke at slulle træffe
ham , at han var bleven vred . Hun så ham med
et glædestrålende smil komme imod sig , han greb
hendes hånd og udbrød :
„ Altså er dog din kærlighed sand som min !
i tre dage har jeg forgæves ventet dig , og jeg
er gået herhen fortvivlet og bedrøvet , fordi du
ikke kom . “
„ Undskyld mig , jeg har heller ikke været glad . “
„ Jeg ved det , “ sagde Hansen , „ Fredman har
fortalt mig alt . “
„ Den sladderhank ved vel intet om vor
kærlighed ? “ spurgte Marie bestyrtet .
„ Vær rolig , ingen ved noget derom . “
„ Hvad siger din tante . . . min moder ? “ spurgte
Marie .
„ Jeg har ikke set hende , jeg vil ikke se hende
i disse dage . — men Fredman har i dag gjort
hende en visit og spurgt til hendes befindende ,
han var jo vidne til gjenkjendelsesscenen forleden
dag ? “
„ Ja , han og Anna . “
„ Min tante skal have beklaget sig bitterligt
over , at hendes datter , du Marie , ikke senere har
besøgt hende , og Fredman mente at have fundet
en måde , hvorpå man kunne bevæge dig til at
komme . “
„ Der er kun en måde , hvorpå jeg kan
komme , det er , når min fader giver mig tilladelse
dertil . Og det gør han aldrig . --
„ Han er vel ikke uovervindelig , “ mente Hansen .
„ Jeg tror det , “ sagde Marie , „ og det vil jeg
sige dig , dersom du vil have min faders samtykke ,
må du give afkald på at se din onkel
og tante . Du må vælge mellem dem og mig . “
„ Så vælger jeg naturligvis dig , “ sagde Hansen ,
„ skønt jeg nødig viser mig utaknemmelig mod
onkel , der er min velgører . Men så vidt kommer
det forhåbentlig ikke . “
„ Jeg frygter for det . Hvad er din onkel
for en mand ? Min fader fortalte mig i går , at han
fornylig havde fornærmet ham ved et l ' hombreparti . “
„ Det bedrøver mig . — men min onkel er sandsynlig
ærgerlig på den mand , der berøvede ham
hans ungdomskærlighed . “
„ Da havde min fader snarere årsag til at
være forbitret på den mand , der berøvede ham
selv en hustru og hans barn en moder . Det siger
jeg dig Hansen . . . “
„ Kald mig hellere ved mit fornavn , kald mig
Rudolf . “
„ Jeg vil da sige dig Rudolf , du må holde
af min fader , det er en elskelig og ejegod mand ,
og du må tage ham i forsvar . “
„ I forsvar skal jeg gerne tage ham . Men
jeg må dog først lære ham nøjere at kende , før
jeg kan holde af ham . “
„ Jeg skal fortælle dig om ham . “
„ Ja , ja , “ sagde Hansen , „ jeg må holde af min
elskedes fader . “
Deres samtale drejede sig nu om kærlighed ,
og de glemte , at der eksisterede en verden udenfor
dem selv . Tiden , hvori de elskende kunne ses ,
var kun kort , og de stilles med gensidigt løfte om ,
at mødes næste dag . På vejen hjem fra dette
møde følte Marie , at hendes kærlighed til Rudolf
gav hende en kraft , hun ikke før havde besiddet ,
til at møde livets tilskikkelser ; hendes fader kunne
ikke have noget imod denne kærlighed , den fjernede
jo ikke datteren fra ham , tværtimod elsfede hun
ham endnu højere end før , og når han lærte Rudolf
at kende , ville han i ham finde et selskab ,
som en kvinde ikke altid kunne være ham . Endnu
var tiden dog ikke kommen til at betroe lægen
alt , først måtte forholdet ordnes mellem Marie
og hendes moder . Hun følte instinktmæssig , at det
håb , lægen havde hengivet sig til , at Fru Hansen
ikke ville gøre forsøg på på ny at møde sin datter ,
ikke ville gå i opfyldelse .
Og Marie havde ret . Fredman havde ved sin
visit om formiddagen hos Fru Hansen sundet hende
badet i tårer ; hun havde forgæves ventet på at
se Marie ; moderkærligheden , som havde været
holdt tilbage i så mange år , var vågnet i al
sin styrke . Efter at Fredman forgæves havde søgt
at trøste hende , sagde hun til ham , at det ikke var
trøst , hun behøvede , men et godt råd . Han havde
da spurgt hende , om hun kendte Brandts søster ,
Fru vorre . Jo ; Fru Hansen havde , mens hun
var forlovet med sin første mand , flere gange været
sammen med hende , og var Brandt bleven her i
København , havde der næppe været tvivl om , at
de vare blevne veninder Fredman foreslog nu , at
Fru Hansen skulle opsøge Fru vorre , stemme hende
gunstigt og søge at opnå , at hun overtalte sin
Broder til , at Marie på ny måtte besøge sin moder .
Fru Hansen mente , at det ikke ville kunne
hjælpe ; thi Brandts søster måtte vist være meget
fortørnet på hende i anledning af skilsmissen .
Fredman forsikrede , at hans tilkommende svigermoder
ikke ville være så vanskelig at vinde , når
man appellerede til hendes gode hjerte . Det var
imidlertid nødvendigt , at Fru Hansen traf hende
alene , og derfor ville han sørge , idet han endnu
samme formiddag ville , når han gik sin sædvanlige
spadseretour med sin kæreste , tage hendes
søster med . Grosserer vorre var aldrig hjemme
om formiddagen . Fru Hansen gik da ind på
planen , idet hun sagde :
„ Ingen ydmygelse gyser jeg tilbage for , kan den
blot skaffe mig en sammenkomst med min datter .
Selv om Fru vorre skulle vise mig døren , jeg forlader
hende ikke , før jeg på mine knæ har tryglet
hende om at stå mig bi “
Fredman fik alt ordnet efter ønsfe ; dengang
Fru Hansen ringede på , var Fru vorre alene
hjemme . Hun blev meget overrasket ved at se en
fremmed , ukendt dame træde ind i stuen . Idet
de to damer stod overfor hinanden , måtte man ,
ved at betragte dem , give Fredman ret i , at det
vist ville lykkes Fru Hansen eller , om man vil ,
Betty at overvinde Fru vorres betænkeligheder .
Den sidste var lille , trivelig og med et yderst godmodigt
ansigt , den første høj , ikke meget korpulent
og med noget bestemt i sit hele væsen , hvilket
dog i dag var veget pladsen for en nedslået
mine og en stemme , hvis klang tydeligt røbede den
stærke indre sindsbevægelse , hvori hun var stedt .
„ De kender mig nok ikke mere ? “ spurgte Betty .
„ Jeg har ikke den fornøjelse , “ svarede lægens
søster .
„ Jeg er Fru Hansen , tidligere Betty Helsinge . “
„ Min Broders fraskilte kone ! “ udbrød Fru
vorre med indignation .
„ Ja ; desuagtet vover jeg at komme til dem ;
thi jeg har fået en stor sorg ; de er så god , og
de kan måflee hjælpe mig til at så lindring for
min smerte . “
„ Nej , nej , henvend dem til en anden , de
må kunne indse det upassende i , at . .
» Lad det også være upassende ; der gives
tilfælde i livet , hvori man må sætte sig ud over
det passende , og et sådant tilfælde er dette .
Jeg vil indrømme , at jeg har båret mig urigtigt
ad mod deres Broder , men derfor bør jeg ikke straffes
så grusomt som han nu straffer mig . “
„ Hvorledes kan min Broder straffe dem ? Jeg
forstår dem ikke . “
„ Han straffer mig ligeså hårdt som den grusomme
plantageejer undertiden straffer slavinden ,
idet han tager barnet fra dets moder . Kære ,
gode frue , deres Broder har forbudt min datter
at se mig . Jeg ved , de har et ædelt og medfølende
hjerte , derfor er jeg overbevist om , selv om
de har nok så meget imod mig fra fortiden , de
i dette punkt ikke vil billige deres Broders opførsel .
De er selv moder , de kan derfor forestille
dem den kval , det må være , ikke at turde se sit
barn , sit eneste barn ! “
„ Ja , ja , “ sagde Fru vorre , og tårer kom
hende i øjnene .
„ Jeg havde ikke set hende , siden hun lå i
vuggen , da førte hændelsen os sammen forleden
dag . Et nyt liv begyndte for mig , jeg glemte alt
for min datter . Hun er bestandigt i mine tanker ,
jeg kan ikke leve uden at se hende . Men hun
kommer ikke til mig , hendes fader , deres Broder ,
har forbudt hende det . Det er min inderlige , min
brændende bøn til dem , om de vil tale med
deres Broder , om de vil forsøge at få ham til
at lade mig se min Marie . Hun er jo ligeså
fuldt mit som hans barn . “
Fru vorre var rørt ; hun svarede hulkende :
„ Jæg har den største medlidenhed med dem ,
jeg skal gerne tale med min Broder , men jeg tror
ikke , at det kan hjælpe .
„ Men de vil tale med ham , ikke sandt ? “
„ Jæg skal gøre det endnu i dag . “
„ Og sig ham , at de har talt med mig , fortæl
alt , hvad jeg har sagt , og de kan tilføje , at hans
vægring vil dræbe mig . “
„ Han vil dog næppe give efter for mine bønner .
De har behandlet ham grusomt , de har for
bittret ham hans hele liv . “
„ Ja , jeg har måske gjort det , men er det
derfor smukt , at han gør gengæld ved at forbittre
mig mit ? “
„ Nej , nej , “ svarede Fru vorre .
Dengang Betty Hansen forlod Fru vorre , var
den sidste badet i tårer , og først længe efter at
hun var bleven ene , standsede de . Hun var meget
gudssrygtig , det forekom hende , at det var vor
herres eget wrinde , hun havde at udrette hos sin
Broder , et sådant lerinde måtte ikke opsættes ,
derfor gik hun , så hurtigt som de huslige anliggender
mode , til Gothersgade og var så heldig
at træffe sin Broder alene .
„ Jeg har ikke set dig og Marie i flere dage , “
Begyndte hun .
„ Din datter Anna og hendes forlovede have
måske fortalt dig grunden ? “
„ Ja , jeg kunne nok tænke , det var fordi du
var kommen i stærk bevægelse over , at Marie havde
truffet sin moder . “
„ Og fordi yderligere konferencer i dit hjem
om denne sag ikke behagede mig . “
„ Du vil altså ikke tale om denne sag med mig ? “
„ Hvad siulds der i grunden være at tale om ?
Ulykken er nu engang flest , Marie har set sin moder ,
og når det er sagt , er det bedst at sætte punktum . “
Søsteren brast i gråd . Lægen så forbanset
på hende og spurgte :
„ Hvorfor græder du ? “
„ Når du taler således , tør jeg ikke komme
frem med mit wrinde . “
„ Hvilket lerinde ? Tal , jeg skal høre roligt
på dig . “
Hun fortalte ham nu Betty Hansens besøg ,
medens hun talte , gik lægen frem og tilbage på
gulvet ; han lod et par gange til at ville afbryde
hende , men betvang sig . Da søsteren faug , standsede
han sin gang og sagde :
„ Søster , du har fundet det passende at gå
hendes lerinde , som har forbitret mig mit liv ,
du optræder som hendes advokat overfor mig , du
vil , at jeg skal bringe det største offer , jeg her på
jorden kan bringe , at jeg skal lade hende dele min
datters kærlighed med mi — jeg gør det ikke . “
„ Carl , havde du set hende , havde du talt
med hende , du ville være bleven rørt ved hendes
tårer og ved hendes anger . “
„ Krokodilletårer ! — nu kommer i sandhed
angren forsilde . “
„ Husk , hun er dit barns moder . “
„ Jeg husker det . . . jeg har aldrig glemt det . . .
Mangen søvnløs nat har dette minde kostet mig ,
og vil det komme til at koste mig ; hun har ikke
husfet på , at hun var moder før nu . Efter at hun
flygtede fra sit hjem , har hun levet i et hav af
fornøjelser og adspredelser , hun boer som en fyrstinde ,
og ethvert af hendes ønsker bliver opfyldt .
Nu har hun fået et , som tilfældigvis ikke kan
opfyldes , derfor græder hun som et forkælet barn . '
„ Carl , Carl , du gør hende grusom uret . “
„ Varfattigdom og usselhed bleven hendes lod ,
havde hun , som lod mig lide så bitter en prøvelse ,
selv følt , hvad det er at lide , jeg sværger dig til ,
søster , hun skulle have fået sit barn at se så
ofte hun ønskede ; jeg ville have hævnet mig for den
lidte uret ved at vise enhver slags imødekommen
og selvforsagelse ; nu kan jeg ikke . “
„ Vil du straffe hende , fordi hun lever i rigdom ?
— hvem har sat dig til dommer over
hende ? Er hun din slavinde , og kan du stille
barnet fra dets moder ? “
„ Hun er ikke min slavinde ; hun har selv skilt
sig fra sit barn , hendes mands kærlighed , hendes
spædes smil have ikke formået at holde hende
tilbage . “
„ Det er sandt , “ svarede søsteren , der havde
brugt Betty Hansens lignelse og nu så , at den
ikke passede , det er sandt , men når hun bagefter
fortryder det , når hendes moderkærlighed er vågnet ,
når . . . “
„ Du rokker ikke min beslutning , spar derfor
din veltalenhed . “
„ Men Marie , hvad siger hun ? “
Hnn er enig med mig , hun har højtideligt lovet
mig , at hun aldrig mere uden min tilladelse vil se
sin moder . “
„ Det er stor synd af dig at ville forbyde
Marie at se sin moder . “
„ Den synd skal ikke forurolige min samvittighed . “
„ Og
hvis Marie nu af sig selv opsøger sin
moder ? “
„ Det slår hende frit for , men den dag , det
skeer , må hun og jeg stilles . Hun har da gjort
sit valg . “
„ Det er vel ikke din mening ! “ udbrød søsteren
og slog hænderne sammen .
„ Det er min mening . — verden har ikke gået
på akkord med mig , den har altid forlangt fuld
betaling , og jeg har betalt så længe , til jeg nu
kun har en skat tilbage , det er Marie . Hende
vil jeg eje helt , kan jeg ikke det , da betaler jeg
verden fuldt ud for sidste gang , og så vil jeg
ønske , at jeg må dø . “
„ Tal ikke således . Husk dog på , at ethvert
barn har en fader og en moder , at det udtrykkeligt
er pålagt barnet af vor herre at elsfe sin
fader og sin moder , hvor kan du da ville opkaste
dig til herre over dit barns følelser ? “
„ Jeg gør det jo eiheller , jeg siger : vælg . “
„ Her er intet valg at byde ; et barn skal ikke
vælge mellem sin faders og sin moders kærlighed ,
hun ejer begges og gjengjælder begges . “
„ Du har ret , når det gælder almindelige
forhold , men her . . . “
„ Ere forholdene for Maries vedkommende ikke
de samme som andetsteds ? Hun har en fader , som
elsker hende , og en moder , som også elsker hende . “
„ Hun har en moder , som på den skjændigste
måde forlod sin spæde i vuggen , en sådan
moder kan ikke elske sit barn . “
» Hvor du hader din tidligere hustru . “
„ Hader hende ! “ udbrød lægen . Nej søster ,
jeg elsker hende bestandigt , men hun har spottet
min kærlighed , og hun spotter den endnu , en forsmåef
kærlighed fremkalder stolthed ; hun skal
ikke triumfere ved at berøve mig min datter , og
hvo ved , om Marie ikke i al uskyldighed kunne
fortælle hende ting , som for min tidligere hustru
ville være et vidnesbyrd om , at jeg endnu er svag
nok til at leve i mindet om vort samlivs første
lykkelige dage . “
„ Du elsker hende endnu , “ udbrød søsteren forbavset ,
„ og dog vil du bedrøve hende således ? “
Her blev samtalen afbrudt af Marie , der kom
fra sit møde med Hansen . —
Fru vorre underrettede i en billet Fru Hansen
om sin uheldige ambassade ; Betty Hansen brast i
gråd , og hendes mand , som med tålmodighed
de sidste dage havde fundet sig i sin kones dels
nedtrykte dels pirrelige sindsstemning , blev nu
fortrydelig og ytrede , af det lod til , hun glemte
sin mand for sin datter , og af Marie ikke mere
burde forstyrre deres ægteskabelige lykke . Et heftigt
svar påfulgte , og grosserer Hansen fik den dag
en prøve på , hvilket uhyggeligt liv Brandt i sin
tid måtte have ført med sin kone . Han gik til
sidst afvejen for stormen , men da Marie vedblev
udelukkende af være i hans kones tanker , erklærede
han et par dage efter med bestemthed , af der
måtte fkee en forandring heri . Det forekom ham
besynderligt , af denne datter , om hvis tilværelse
moderen i så mange år ikke havde bekymret sig
stort , nu pludselig skulle kunne formå af gribe
forstyrrende ind i deres fredelige familie . Betty
gav et hidsigt svar , for første gang i deres legteskab
opstod der en heftig strid mellem dem , og hun
sagde de samme ord til ham som hun havde sagt
til sin første mand :
„ Jeg er beredt fil at skilles fra dig , når du
ønsker det . “
Herpå svarede Hansen intet , men gik rasende
ud af døren , bestemt på at gøre de forberedende
skridt fil skilsmisse . Da mødte han sin brodersøn
Rudolf , der straks kunne se på onklens ansigt ,
at der var hændet noget overordentligt . Rudolf
så spørgende på ham , onklen førte ham fil sit
kontor og udbrød :
„ Du skal have alt at vide . “
Grossereren gav Rudolf en skildring af de
sidste dages begivenheder . Brodersønnen blev dybt
bedrøvet og gjorde sit for at dæmpe onklens hidsighed .
Grossereren mente , at Marie nu engang
var bleven hans kones fikse ide , og at det ville
være umuligt at få hende talt fil fornuft . Rudolf
benægtede ikke , at længslen efter Marie fyldte
hendes moders tanker i den grad , at alle andre
ting vare hende ligegyldige , men når denne længsel
blev tilfredsstillet , ville hun vistnok blive den
elskværdige kone , hun før havde været . Og nu
fortalte Rudolf , der var indsat fil onklens universalarving ,
om sin kærlighed fil Marie og endte
med at bede om grossererens samtykke fil denne
forbindelse . Den fik han naturligvis med stor
glæde , og endvidere lovede onklen at holde alt
skjult for sin kone . Der blev aftalt , at Rudolf
skulle forsøge at få Marie bevæget fil om ikke at
komme hjem fil sin moder , så dog fil at tale med
hende i kongens have . Grossereren gned sig fornøjet
i hænderne ikke alene ved tanken om , at hans
huslige lykke ville vende tilbage , men også om
at kunne spille lægen et puds . Han bar , rigtignok
uden grund , et nag fil sin kones første mand ; thi ,
skjøndt Betty altid havde benægtet det , troede han
dog , at Brandt ikke havde været mod sin kone som
han burde have været . Grossereren klappede filsidst
Rudolf på skuldren og sagde :
„ Du er en prægtig fyr , Rudolf . — hør , ved
du hvad , tror du ikke , at det kunne lykkes dig
at få din kæreste fil at bo hos sin moder ? “
Rudolf svarede :
» Den tanke er ikke før falden mig ind , men
jeg tror ikke , at Marie lader sig bevæge fil at
forlade sin fader , hvem hun elsker højt .
„ Hnn må dog elske dig højere og så sin
moder . . . Hendes fader er desuden en sær , kedelig
patron , der næppe under sin datter og sig selv
mange fornøjelser . . . Nu ja , du må selv bedst
vide , hvorvidt Marie kan lade sig bevæge til at
kalde mig stedfader , måske er det også rigtigst ,
at hendes moder forbereder denne sag . “
„ Det er rigtigst , “ skyndte Rudolf sig at sige .
Dengang Rudolf næste gang traf Marie , ledede
han samtalen hen på hendes moder og de kvaler ,
hun led , fordi hun ikke kunne få en sammenkomst
med sin datter . Tårer kom Marie i øjnene , og
hun udbrød :
„ Jeg ville gerne se hende og tale med hende ,
men fader har forbudt mig det . “
„ Vil din fader da forbyde dig at elske din
moder ? “
„ Jeg tror det . “
„ Men det er jo et grusomt tyranni ; det er at
misbruge den kærlighed , du føler for ham . “
„ Han mener , at min moders kærlighed ikke
kan være sand , fordi hun forlod mig . “
„ Du kender naturligvis din moders historie ? “
„ Ja . “
„ Hnn forlod dig , fordi hendes kærlighed til
den mand , hun elskede og havde troet død , vågnede
med fornyet styrke , da hun hørte , at han var
ilive . “
„ Hendespligt bød hende at blive , hvor hun var . “
„ Ja , hun har overtrådt sin pligt , men man
er ikke altid pligtmenneske , når man elsker . —
er det ikke din og min pligt at underrette doktor
Brandt om , at vi er forlovede ? Overtræde vi ikke
pligtens bud ved at mødes her i kongens have ? “
„ Jo , “ svarede Marie , „ derfor var det vist bedst ,
at vi ikke mødtes oftere , før du har talt med fader . “
„ Det er ikke din alvor . Vil du fordømme mig
til ikke at skulle se dig , ikke at skulle tale med dig
i gud ved hvor lang tid ? Det vil du ikke ,
dertil elsker du mig for højt . “
Marie så mod jorden , hun følte , at hun
ikke ville kunne udholde et længere savn af Rudolfs
nærværelse .
„ Fordøm ikke din moder , fordi hun fulgte sin
kærlighed . “
„ Jeg har aldrig fordømt min moder ; en datter
er ikke kaldet til at være sin moders dommer . “
„ Kom da hendes kærlighed i møde . “
„ Det vil berøve mig min faders kærlighed . “
„ Nej , nej , det er umuligt , da er hans kærlighed
til dig ikke sand ; den er udelukkende bygget
på egoisme . Han vil da også modsætte sig vor
kærlighed , fordi du truer med , af du engang vil
forlade ham for af have dit eget hjem . “
Den tanke , Rudolf her udtalte , havde Marie
flere gange selv haft , ængstlig spurgte hun :
„ Hvis han modsætter sig vor kærlighed ? “
„ Marie , dit valg bliver lettere end din moders .
Hun havde af vælge mellem sit barn og sin
ungdoms elskede , du har af vælge mellem en fader
og en bejler , som tilbeder dig med liv og sjæl . “
„ Gud , lad det aldrig komme så vidt , “ udbrød
Marie , „ min fader kan ikke nægte os sit samtykke . “
„ Lader os håbe det bedste . — dersom du
havde levet hos din moder , min tante , havde vi
ikke behøvet af frygte for , af hun skulle have nægtet
os sit samtykke . — Marie , du bør tale med
din moder ; din fader kan jo umuligt tage dig det
ilde op , dersom hun tilfældigt skulle møde dig og
tale til dig . “
„ Tilfældigt ? “
„ Ja . — dersom hun f . E . ved et tilfælde
skulle møde dig i denne have . “
Marie rystede med en betænkelig mine på hovedet ,
og Rudolf fandt det rigtigst ikke mere at
berøre den sag . Kort efter skiltes de , efter at have
aftalt at skulle mødes den følgende dag på samme
sted . På et spørgsmål af Rudolf , om hun
skulle tilbringe den øvrige tid af dagen alene med
sin fader , fik han at vide , at Marie om eftermiddagen
skulle en spadseretour på volden med Fredman og
Anna .
Fredman havde bedt Marie med til denne tur ,
fordi han ligesom Rudolf ville søge at formå
hende til at besøge sin moder . Han havde fået
udfaldet af sin tilkommende svigermoders mislykkede
forsøg hos dr . Brandt at vide , og han brændte
nu af begærlighed efter at modarbejde lægen .
Anna havde lovet at slå ham bi . Næppe vare de
derfor komne op på volden , før de forlovede udviklede
alle de grunde , der talte for , at Marie
burde besøge sin moder ; hun hørte tavs på dem ,
indtil Anna endelig opfordrede hende til at sige sin
mening . Hun svarede , som hun havde svaret Rudolf ,
at hun derved ville forspilde sin faders kærlighed .
En tæt tilsløret dame , som en kort tid
havde fulgt dem , nærmede sig nu og sagde :
„ Er en moders kærlighed ikke mere værd end
en faders ? “
Marie udstødte et lille skrig af overraskelse ,
damen slog sløret til side , det var hendes moder .
Fredman følte en hemmelig tilfredsstillelse ved , at
Fru Hansen havde været vidne til , hvor godt han
havde forsvaret hendes sag . Efter at have hilst på
fruen , skyndte han og Anna sig bort , og lod
moder og datter alene . Marie så sig ængstlig
om og kunne ikke lade være at udbryde :
„ Hvis fader så os her ! “
„ Skal han da stedse stå som en truende skygge
mellem os ? “
„ O nej , gud give , at han ville give mig tilladelse
til at se dig , til at tale med dig ; thi du er
dog min moder “
„ Selv om jeg altid havde været hos dig , kunne
jeg ikke elske dig højere , end jeg nu gør det . —
for dig , min datter , vil jeg forlade alt , hvad der
er mig kært , mand og hjem , jeg vil leve i den
simpleste hytte , har jeg dig blot hos mig . “
„ Så megen kærlighed fortjener jeg ikke . “
„ Dit ansigt fortæller mig , at de kærligheds
offre , jeg kan bringe dig , kun er ringe mod dem ,
du fortjener . — nu først knuger angren mig , fordi
jeg i min ungdom letsindigt forlod dig ; dengang
anede jeg ikke , hvor megen salighed der kan ligge
i at være moder . Jo , jeg anede det måske et
øjeblik , dengang jeg stirrede ind i min nyfødtes
klare øjne ; men så kom fristeren . . . Kærligheden
. . . den drog mig fra dig , jeg levede i en runs ,
jeg blev ældre , rusen forsvandt , mit blod flød roligere ,
alligevel savnede jeg intet på min vej , til
jeg så dig . Da fandt jeg en renere og herligere
kærlighed , end der endnu var mødt mig i livet ,
den var brødefri , og alligevel vil din fader gøre
den til en brøde . . . Med bankende hjerte spørger
jeg dig , vin datter : kan du elske din moder ? “
„ Ja , ja , “ svarede Marie , „ især når hun er så
ulykkelig . “
„ Og du vil ikke flygte bange for mig , selv
om din fader skulle forbyde dig det ? “
Marie skjulte ansigtet i sine hænder og svarede
ikke .
„ Vil du ikke give mig et svar ? “
„ Moder , hvad svar skal jeg give ? '
„ Du skal ikke frygte din faders vrede . Forsføder
han dig , har du jo et hjem hos mig “
Marie for tilbage og sagde :
„ Du er gift , og jeg skulle give din mand fadernavn !
Nej , nej . — moder , hvorfor forlod du mig ,
da jeg var så lille ? Hvorfor forlod du fader og
mig ? Han holdt så meget af dig . “
„ Marie , jeg har jo nylig forklaret dig det ; jeg
ælskede en anden . “
„ Hvor var du , dengang jeg red ranke på
faders skød ? Hvor var du , dengang jeg stedtes
første gang til Herrens bord ? Hvor var du , dengang
jeg modtog det nøgleknippe , som du skulle
have båret ? Man sagde , at du var død . I
stilhed sørgede jeg lidt over , at jeg var moderløs ,
men det var min trøst , at jeg havde en ejegod fader . “
„ Jeg tier til dine bebrejdelser , jeg håber kun ,
at min datter vil vise skånsel mod sin moder . “
„ Det vil jeg , det vil jeg , » råbte Marie , der
fortrød at være gået så vidt og derfor nu slyngede
armene om sin moders Hals .
„ Vil du altså engang imellem møde mig og
tale med mig ? “ spurgte moderen .
„ Jeg kan jo ikke forhindre , at vi som i dag
mødes tilfældigt . “
„ Det var intet tilfælde , “ svarede moderen ,
„ jeg vidste , at du i eftermiddag ville komme herop
på volden . “
Manes hjerte begyndte at banke , hun frygtede
for , at Rudolf skulle have fortalt sin tante alt ,
hun beroligedes dog , da moderen fortsatte :
„ Fredman har fortalt det til min mands brodersøn ,
der er hans ven . “
Samtalen mellem moder og datter antog nu
større ro ; i nogen tid vandrede de frem og tilbage
på den af kun få besøgte vold . Da mørket tiltog ,
skiltes de med en inderlig omfavnelse .
Siden Marie havde forladt sit stille hjem i
Jylland , var hun bleven kastet ud på lidenflabernes
oprørte hav ; hun var ung og fuld af håb ,
derfor tvivlede hun ikke om , at alt til sidst ville
vende sig til det bedste . Hun havde før ganske
ladet sig lede af sin fader , nu begyndte hun at tænke
mere selvstændigt , og hun kunne ikke skjule for sig
selv , at der var forhold , som hun opfattede anderledes
end faderen . Hendes moder havde veddet andet
møde gjort et stærkere indtryk på hende end ved
det første ; Marie begyndte at føle en datters kærlighed
for hende , og hun bebrejdede halvt sin fader ,
at han aldeles ville forbyde hende at søge moderens
selskab . Men ikke nok med dette , Marie
havde frygt for , at han aldrig ville give sit samtykke
til hendes forbindelse med Rudolf , fordi denne
var en brodersøn til hendes moders anden legtefælle .
Den stakkels pige følte sig meget ulykkelig ;
før havde hun vel altid beklaget , når en skilsmisse
fandt sted , fordi det syntes hende , at legteskabets
hellighed derved blev krænket , men nu så
hun , at noget mere derved krænkedes , den reneste
kærlighed på jorden , barnets kærlighed til dets
forældre . Hun fattede nu ulykken i hele dens betydning ,
at være et barn af fraskilte forældre .
Dersom hendes moder ikke havde giftet sig
påny , ville Marie have gjort sit bedste for at
bringe en forsoning tilveie mellem hende og faderen ,
nu kunne dette ikke ske . Hun havde af flere
tegn sluttet sig til , at hendes fader endnu havde
bevaret sin kærlighed til sin tidligere hustru , netop
dette var måflee grunden til hans besynderlige
opførsel , han frygtede for , at såret skulle springe
op at bløde på ny , når hans datter på en måde
blev en fredens due mellem dem . Hendes moder
elskede sin nuværende mand , men hun havde jo
udtalt , at hun angrede sin opførsel mod sin første
mand . Dersom lægen fik dette at vide , kunne dette
ikke muligvis blive en balsam for hans hjertes
sår ? Dette overvejede Marie på hjemvejen ;
hun havde arvet noget af moderens hurtighed til
at fatte en beslutning og dristig sætte den iværk ,
og hun besluttede derfor at fortælle sin fader , at
hun på ny havde talt med sin moder ; han kunne ikke
tage fin datter det ilde op , fordi mødet havde været
en overrumpling , og det ville have været i høj grad
besynderligt , om datteren ved synet af moderen
pludselig havde taget flugten . Brandts sind var
i de sidste dage kommet i ligevægt igen ; han
deltog mere end tidligere i livet udenfor hjemmet
og var bleven en af de tidligere omtalte konditoriers
stamgæster . Dette havde haft en heldig
indflydelse på hans humør , han blev ikke mere
pirrelig over småting og sad ikke hjemme og
rugede over minderne om en tabt lykke .
Dengang Marie kom hjem , modtog lægen hende
med en advarsel mod ikke at gå på gaden ,
efterat det var blevet mørkt . Hun svarede , at hun
vel havde glemt tiden og fortalte nu rolig og ligefrem
om mødet med sin moder . Lægens ansigt .
Blev mørkt , han sagde :
„ Du må love mig ikke mere at tale med din
moder . “
„ Ja . — jeg har jo heller ikke opsøgt hende .
Kan jeg forhindre , at hun tiltaler mig på en
offenlig spadseregang ? “
„ Du kan ; thi du burde have vendt hende
ryggen og gået din vej . “
„ Og det vil du forlange ? — har nogensinde
din fader forlangt af dig , at du skulle vende
din moder ryggen ? “
Lægen studsede og sagde :
„ Det er en ny måde , du taler til mig på . “
„ O nej , tro endelig ikke det , ' svarede Marie
blidt , „ men du har jo selv ofte opfordret mig til
at danne mig en selvstændig mening både om hvad
jeg læste og hvad jeg oplevede . “
„ Hvad er da din selvstændige mening ? “ spurgte
lægen med ironi .
Uden at svare herpå , sagde Marie :
„ Moder fortalte mig , at hun angrede sin opførsel
mod dig og mig . “
„ Ja så . — det tror du ? — hun har blot
sagt det for at snige sig ind i dit hjerte . “
„ Det tror jeg ikke . — moder var så bevæget ;
hun græd . “ -
„ Hør engang , Marie , hvad enten din moder
angrer sin opførsel eller ikke , fordrer jeg bestemt af
dig , af du ikke taler med hende . . . Du må
vælge mellem hende og mig . . . Foretrækker du
din moder , godt , vi må da stilles for aldrig
mere af ses . “
„ Fader , det er grusomme ord . “
„ Hun tog i sin tid hverken hensyn til dig
eller mig , derfor kan du og jeg ikke tage hensyn
til hende . Hvad har hun af beklage sig over ? Hun
har jo sin mand . “
Marie vidste ikke , hvad hun skulle svare herpå .
Efter en kort pause sagde lægen :
„ Jeg har nu sagt dig min mening , den er
urokkelig ; tænk nøje over det . “
Han gik ind i sit værelse og slog døren hårdt
i efter sig . Havde Brandt ligesom efter Maries
første møde med sin moder talt til sin datters
hjerte , ville hun være faldet ham om halsen og
lovet ham alt , nu derimod vågnede det trodsige
i hendes natur , og hun begyndte af give dem ret ,
som mente , af det var egoisme , som lod lægen
forbyde sin datter af gjengjælde moderens kærlighed .
Hun elskede sin fader højt og følte sig knyttet
til ham med taknemlighedens stærke bånd ,
men forlangte han ikke for meget ? Før havde Marie
aldrig tænkt sig anden fremtid end ved sin faders
side , hun fandt sig roligt i hans luner , og alle
hendes tanker drejede sig om at gøre ham livet
så behageligt som muligt ; efter at hun nu kun kunne
tænke sig fremtiden ved Rudolfs side , så hun livet
i et andet lys . Hun elskede sin fader så højt som
før , men båndet mellem ham eller rettere hjemmet
og hende var blevet løsers , og efter den måde ,
han var optrådt på denne aften , skimtede Marie
muligheden af et brud , hun gøs ved at tæenke derpå ,
og hun lovede sig selv , at foranledningen ikke
skulle komme fra hendes side .
„ Gud , bevar min faders kærlighed til mig , “
Hulkede hun , „ min til ham vil aldrig forgå . “
Som vi erindre , var lægens kærlighed blusset
op på ny ved gensynet af hans fraskilte hustru .
Han havde tilstået for sin søster , at han elskede
Betty Helsinge endnu , og søsteren havde da forundret
sig over , at hendes Broder så bestemt modsatte
sig , at han ville forbyde moderen at se sin
datter . Lægen havde angivet som grund derfor ,
at han frygtede , at Betty , ved at udspørge sin
datter , måske skulle kunne slutte sig til , at hun
endnu var elflet af den mand , hun så uforsvarligt
havde forladt , og at dette ville kunne give anledning
til en triumf , som han betragtede som en
ydmygelse . Ganske vist havde Brandt tænkt sig
sligt , men den egenlige grund var at søge i , at
han , ved udelukkende at have levet for sin datter ,
fordrede , at hendes datterkærlighed nu kun skulle
tilhøre ham . Han mente at være i sin gode ret
til at opstille denne fordring , han indså ikke , at
derved sfete et indgreb i Maries frie villie . Hendes
hele tidligere opførsel imod ham havde kun
tjent til at bestyrke ham i hans egoistiske opfattelse
af forholdet , og da Marie selv begyndte at
yttre en mening , var han bleven vred og havde
stillet sagen på spidsen . Forbittret gik han i sit
værelse op og ned ad gulvet , han var til mode
som den dag , da han for mange år havde haft
den sidste strid med sin kone . Hun havde nu igen
mødt ham på hans vej , og hun havde forlangt ,
at han skulle ofre hende det kæreste , han ejede .
Den , man kunne næsten sige ideale kærlighed , som
lægen i så mange år havde følt for den fraværende ,
begyndte af vige pladsen for en anden følelse ,
vel ikke had , men en slags trods . Lægen
bavde lyst til af vove en kamp med hende om
Marie , af besejre hende og da måske vise sig højmodig .
Han indså ikke , af hans tidligere hustru
allerede var den besejrede , og af han i dette øjeblik
kunne vise høimodighed ved af give hende tilladelse
til af se sin datter . Del var ham i højeste
grad ubehageligt , af Marie på ny havde talt med
sin moder , han havde ventet , af det ikke skulle være
sket , og for af det ikke skulle ske oftere , mente
han af burde gøre sin faderlige myndighed gældende .
Da han om aftenen kom ind til theebordet ,
viste han Marie på flere måder , af han var misfornøjet
med hende , han gik ind på sit værelse ,
da måltidet var forbi , og blev således ikke vidne
til datterens tårer .
Dengang Marie næste dag mødte Rudolf , omtalte
han hendes sammenkomst med moderen den
foregående dag , og han lod falde nogle yttringer
om Maries højst ulykkelige stilling til hendes to fraskilte
forældre . Hun brast i gråd , og han så
heraf , hvor tungt denne sag hvilede på hendes
sind .
„ Der må gøres en forandring heri , “ sagde
han , „ Du går jo sjæleligt tilgrunde ved dette
forhold . “
„ Jeg kan intet gøre , “ svarede hun .
„ Men jeg måflee , “ sagde Rudolf , „ jeg vil
gå til din fader og bede ham om din hånd . “
„ Det vil du ! “ råbte Marie højst forskrækket .
„ Tisse stævnemøder kunne ikke fortsættes ; thi
blive vi opdagede , kunne det let gå ud over dit
rygte . — din fader kan ikke nægte mig sit samtykke ,
og er vi først offenligt forlovede , vil du
kunne optræde langt friere overfor din fader . “
„ Når han hører , at du er grosserer Hansens
brodersøn , nægter han sit samtykke . “
„ Jeg tror dej ikke . Du har fortalt mig , at
han elsker dig , og han sætter vistnok sin datters
lykke over uvilje » mod min onkel . Lad mig råde ,
jeg har det bedste håb . “
„ Dersom fader sorlanger som betingelse for
sit samtykke , at du skal asbryde al omgang med
din onkel og tante , vil du da , som du engang
lovede mig , gøre det ? “
„ Ja , jeg vil , i det mindste så længe vi er forlovede .
Når vi engang blive gifte , er det en
anden sag , din fader har ingen ret til at foreskrive
dig og mig , hvem der må komme i vort
hus . Imidlertid , den tid den sorg ; kommer
jeg dagligt til at tale med din fader , håber jeg
efterhånden at kunne påvirke hans anskuelser . “
Rudolf havde som de fleste unge mennesker den
fejl at overvurdere sine evner . Han var overbevist
om , at Brandt ikke ville nægte ham Maries
hånd , og han var ligeså overbevist om , at han
om ikke lang tid skulle få lægens tilladelse til
at Marie måtte se sin moder . Marie så ikke
sagerne i et så gunstigt lys , og da hun var bleven
ene , blev hun næsten syg af den ængstlige spænding ,
som ganske naturligt greb hende ved tanken
om , at Rudolf endnu samme eftermiddag ville tale
med hendes fader .
Hun sad i sit værelse og kunne intet bestille .
Hver gang det ringede , skælvede hun , endelig hørte
hun Rudolfs stemme spørge Maren , om dr . Brandt
var hjemme . Marie faldt på knæ og bad gud om
st heldigt udfald af hendes elskedes frieri . Han
blev længe inde hos hendes fader , i begyndelsen
var samtalen dæmpet , senere blev den højrøstet ,
derpå atter rolig , men det varede ikke længe , før
den på ny antog en højrøstet karakter . Endelig
blev døren reven heftig op , og Rudolf råbte :
„ De siger , af de er sat til af vogte på deres
datters lykke , men de vogter den kun dårligt ,
når de vil forbyde hende af ægte den , hun elsker . “
„ Det ved jeg bedre , “ svarede lægen , „ min
datter er et barn endnu . De har fortalt mig ,
af det var på min søsters bal , de satte hend- '
fluer i hovedet , jeg skal sørge for , af hun ikke
oftere kommer på bal . “
„ Tror de ikke , af deres datters kærlighed
udslukkes ved af holde hende under lås og lukke ? “
„ Hvad jeg tror eller ikke tror , skylder jeg ikke
dem negnsfab for . — de bliver aldrig min svigersøn .
— farvel . “
„ Elsfede jeg ikke deres datter så højt , skulle
de få svar på tiltale , “ sagde Rudolf og gik .
Marie , som havde hørt hvert ord af denne
samtale , lå badet i tårer . Hun blev dog ikke
længe ene med sin sorg , Brandt åbnede døren
til hendes værelse og sagde :
„ Marie , kom et øjeblik ind til mig . “
Hun fulgte skælvende efter sin fader .
„ Marie , “ begyndte han , „ her har været en kandidat
Hansen , som har friet til dig . Han sagde
mig , af du elskede ham . Er det sandt ? “
„ Ja , “ svarede Marie og skjulte ansigtet i sine
hænder .
„ Han var oprigtig nok til af tilstå , af han
var en brodersøn af den grosserer Hansen , som er
gift med din moder . Har han fortalt dig det ? “
„ Ja , “ svarede Marie , . men han har på samme
tid sagt , af han ville opgive enhver omgang med
sin familie , dersom du gav dit samtykke til vor
forbindelse . “
„ Det har han også sagt til mig . Men jeg svarede
ham , af selv om han opgav denne omgang ,
ville jeg dog aldrig lade min datter ægte den mand ,
hvis onkel berøvede mig en kær hustru . Marie ,
mellem hans slægt og min slægt kan der aldrig
blive frændskab . “
„ Hvad kan han gøre for sin onkels synd ? “
„ Det er sandt nok , han kan intet gøre for ,
hvad hans farbroder har gjort mod mig , men skulle
jeg give min datter til min dødsfjendes brodersøn ?
Nej aldrig . Det ville dog til sidst ende med ,
at du kom i Hansens og hans kones hus , og at
din forlovede gjorde alt for at vende din kærlighed
fra mig og overføre den på din moder , hans
tante . Marie , jeg vil , at du skal slå denne
mand ud af dine tanker . “
„ Du forbyder mig at elske min moder , du
forbyder mig at elske Hansen . “
„ Jeg forbyder dig ikke at elsfe dem , elsf dem ,
men vent da ikke , at jeg vedbliver at nære samme
følelser for dig , som jeg nu nærer . “
„ Fader , jeg vil til mit livs ende vedblive at
elske dig med en datters hele kærlighed , du har
været mig en god fader , du har været min eneste
støtte i denne verden . Men kald Hansen tilbage ,
jeg elsker ham , elsker ham således , at jeg for hans
skyld selv kan forlade min fader . “
„ Hvad siger du ! “ for lægen op , forfærdet
over Maries sidste yttring , „ Du vil forlade mig ? “
„ Må enhver ung pige ikke forlade sin fader
og sin moder for at følge sin mand ? — det skeer
jo hver dag . “
dette argument slog i det første øjeblik lægen ,
men kort efter ytrede han :
„ Du kan have ret . Kommer der en anden
respektabel mand og frier til dig , skal han få
mit samtykke , men Hansen aldrig . “
„ Jeg kan ikke elske nogen anden . “
„ Tæssede pige , det er nykker , som jeg vel skal
få pillet ud af dit hoved , “ sagde Brandt , som
nu begyndte at blive vred . „ Jeg skal sørge for , at
du for fremtiden ikke hver dag render ud med
dine kousiner , og at du ikke får lejlighed til
oftere at se denne Hansen . Herefter går du kun
ud med mig . “
„ Jeg har altså arrest ? “
„ Kald det , hvad du vil . Jeg skal dog vise
Betty Helsinge og hendes mands familie , at jeg
ingen nathue er . — gå nu ind og tænk over ,
hvad jeg har sagt . “
Marie gik ind på sit værelse . Hun græd ikke
mere , hun var forbitret på sin fader , som hun
elskede så højt . Hendes stolthed oprørtes over ,
at han behandlede hende som et barn og havde
givet hende stuearrest . Men hvad skulle hun gøre ?
Hun lagde tusinde planer , men ingen af dem forekom
hende brugelige . Da skrev hun til Rudolf og
bad ham om råd ; hun vidste ikke hans adresse ,
og for Marens skyld , der skulle besørge brevet ,
ville hun ikke have det adresseret til entzerre ; hun
lagde derfor Rudolfs brev i en konvolut , og skrev
på denne sin moders , Fru Hansens , adresse .
dengang lægen og hans datter spiste til aften ,
besørgede Maren brevet , og da hun derefter
kaldtes ind for at tage af bordet , sagde hun i al
troskyldighed :
„ Frøken , jeg har kastet deres brev i en postkasse . “
Marie
blev i højeste grad forlegen , hendes
fader bemærkede dette , og da Maren var gået ud ,
spurgte lægen :
„ Til hvem har du skrevet ? “
Herpå nægtede Marie at give svar , lægen
blev hidsig , men betvang sig dog , da Maren på ny
trådte ind . Han påtog sig en spøgende mine og
sagde til Maren :
„ Er du bleven flinkere til at læse skrift , siden
du kom fra Jylland , lille Maren ? “
„ Jeg har altid godt kunnet læse og skrive . “
„ Ja så , til hvem var det brev da , som du besørgede
for min datter ? “
„ Det var da tydeligt at læse , at det var til
en Fru Hansen , som boer i Tordenskjoldsgade nr . “ . “
Marie slog sine øjne ned , hun var bleven blussende
rød ; hendes fader sagde intet , så længe
Maren var i stuen ; da hun omsider var bleven
færdig med at tage af bordet , råbte Brandt :
„ Marie , du har bedraget mig . — du har
sirevet til din moder , du har beklaget dig til
hende over mig . — du har altså valgt . — Marie ,
gå ind , tag dit tøj på og forlad din faders
hus . »
„ Du — du jager din datter på døren ? “
„ Ja . “
„ Det nænner du ? “
„ Du kommer til at føre et langt behageligere
liv hos din moder . “
„ Fader , brevet var vel adresseret til moder ,
men det var til kandidat Hansen , hvis adresse jeg
ikke kender . “
„ Du skylder mig ingen forklaring . Gå og tag
dit tøj på . “
„ Det er din alvor . “
„ Min ramme alvor . “
Marie rejste sig , gik ind og tog sit tøj på .
Hun elskede sin fader højt , men på den anden
side optrådte han i aften med en myndighed , som
hun hverken kunne eller ville finde sig i . Han
havde nægtet Hansen hendes hånd , han havde
dikteret hende stuearrest , og nu jog han hende på
døren . Marie var harmfuld .
„ Måske , “ tænkte hun , „ er det rigtigst , at det
kommer til et brud . Han vil savne mig , og når
jeg en kort tid har været hos min moder , vil han
sende bud til mig , og jeg vil vende tilbage , og vi
ville leve langt lykkeligere end nu . “
Efterat Marie havde taget sit overtøj på ,
gik hun ind til sin fader og sagde :
„ Fader , er det endnu din faste beslutning , at
jeg skal forlade dit hus , mit barndomshjem ? “
Han kæmpede en voldsom kamp med sig selv ,
til sidst sagde han :
„ Ja , det er min faste beslutning . “
„ Farvel da , fader , “ sagde Marie hulkende ,
„ jeg går nu til min moder , men den dag , du
sender bud efter mig , vender jeg straks tilbage . “
Hun rakte ham hånden , som han stærkt bevæget
tog imod .
„ Farvel , Marie , gid du må blive lykkelig . “
Langsomt gik Marie bort , hun opholdt sig
endnu et øjeblik i entreen i håb om , at han
ville kalde hende tilbage , men det skete ikke . Endelig
lukkede hun da døren op og forlod sit barndomshjem .
Hendes fader havde imens , overvældet
af smerte , kastet sig ned på sin sofa og udbrød :
„ Jeg kunne ikke anderledes . — nu er jeg ene ,
nu må døden komme , når den lyster . “ -- -- -- -- -- -
man kan tænke sig Fru Hansens overraskelse
og glæde , dengang hendes datter trådte ind til
hende og fortalte , hvad der var foregået . Hendes
mand var også nærværende , og han udbrød :
„ Tør deres tårer af , ethvert af deres ønsker
stat blive opfyldt . “
„ Ja , “ sagde moderen , „ Rudolf var her i eftermiddag ,
efterat Brandt havde givet ham afflag ,
dengang han anholdt om din hånd . Han fandt
nu ingen grund til at holde eders forlovelse hemmelig
for mig og min mand , og han spurgte os
om råd . — du behøver ikke at rødme , Marie , din
forlovelse med Rudolf er både min mand og mig
kærkommen . “
„ Og nu skal forlovelsen blive deklareret . I
næste uge skal vi have bal , da kan deklarationen
ske . “
Dengang Marie var bleven ene , gennemgik
hun på ny dagens begivenheder . Hun måtte tilstå
for sig selv , at lykken syntes at smile til
hende , hun havde fundet et nyt og rigt hjem , mennesker ,
som elskede hende , og endelig Rudolf . Men
på den anden side savnede hun sin fader ; nu efter
adskillelsen syntes han at være bleven hende dobbelt
kær , hun forestillede sig ham i det gamle hjem ene
og kummerfuld , hun længtes efter at bringe ham
trøst og med tårer i sit øje faldt hun isøvn .
Fredman , som havde talt med Rudolf , bragte
den næste dag efterretning til grosserer vorres
hus , at Marie havde forladt sin fader og var
flyttet til sin moder . Dette fremkaldte stor sensation ,
og fruen tog øjeblikkeligt sit tøj på og
ilede til broderen for at få at vide , hvorledes
sagen i virkeligheden forholdt sig . Hun fandt
ham meget nedbøjet og bedrøvet . Efter at hun havde
fortalt ham årsagen til sit komme , sagde han :
„ Hvor ting rygtes hurtigt i København . Ja ,
jeg har bedet Marie om at forlade mig . Du skal
erfare det hele . Jeg trænger til en fortrolig , til
en , med hvem jeg kan tale i min store sorg . “
Han gav sin søster en udførlig beretning om
sagen . Hun hørte på ham med en sørgmodig
mine , og da broderen endte med af spørge , om
han vel kunne have handlet anderledes , svarede hun :
„ Jeg ville have handlet anderledes . Du elsker
din datter højt , men du må ikke elsfe hende højt
nok , ellers ville du have bragt din faderkærlighed
offre . Du har forlangt det ene offer af hende efter
det andet , men selv har du intet villet bringe .
Kun , din stolthed , din stivhed har du bragt et
offer , din datter . “
„ Betty Helsinge og kandidat Hansen have berøvet
mig hendes kærlighed . Og for af genvinde
den , skulle jeg have givet køb , skulle jeg have
ydmyget mig , skulle jeg have ladet dem alle triumfere
over mig ? “
„ Jeg er overbevist om , af Marie holder mere af
dig end nogensinde ; hverken Fru Hansen eller hendes
mands brodersøn have tænkt på af berøve dig
hendes kærlighed . — du må erindre , af Marie er
stillet under højst ulykkelige forhold . Hendes fader
og moder er fraskilte . Du burde have gjort alt ,
for af hun ikke skulle have lidt under forældrenes
synd , du burde ikke have forbudt hende af se sin
moder , og du burde med kyshånd have taget
mod kandidat Hansens frieri ; thi først når din
datter er gift , slår hun udenfor den disharmoni ,
som du og Betty Helsinge have bragt ind i hendes
liv . — nu er Marie i sin moders hus , hun vil
opfylde ethvert af datterens ønsker , og Maries
forlovelse med Hansen vil blive deklareret . Før
stod hun alene i taknemlighedsgæld til dig , nu
vil hun også komme til at skylde sin moder taknemlighed . “
„ Marie
sagde i går veo afskeden til mig , at hun
straks ville vende tilbage til mig den tag , jegsendte
bud efter hende , “ sagde lægen med svag stemme .
„ Det sagde hun i går , men det siger hun
måske ikke i dag . — Carl , jeg har undertiden tænkt
over , om du ikke selv havde nogen skyld i , at du
mistede din kone . Jeg siger dette nu , fordi det
forekommer mig , at den måde , hvorpå din datter
forlod dig , har nogen lighed med den , hvorpå
du mistede Betty Helsinge . Du blev hidsig , du
lod din kone , der også var hidsig , forlade dit hus
og løbe ombord i dampskibet . Jeg ved fra en
veninde , som var med ombord dengang , at Betty
var meget ulykkelig , at hun græd hele vejen , at hun ,
da Jyllands kyst forsvandt , rakte armene ud mod
den og råbte : mit barn ! min mand ! — Havde
du hin skæbnesvangre dag kunnet holde din hustru
tilbage , havde du talt således til hende , at
hun havde tilstået dig sin ungdomskærlighed , da
ville du vistnok have kunnet overbevise hende om ,
at denne kærlighed burde glemmes for hendes barns
og for hendes mands skyld . Moderkærligheden
hos den gifte hustru besejrer enhver anden kærlighed .
For børnenes skyld bør forældrene altid
holde sammen , selv om de ikke elske hinanden . Dengang
skulle du have bragt Marie det største offer , du
kunne have bragt hende , du skulle have tålt en
ydmygelse af din hustru , og af en hustru kan en
mand nok tåle en ydmygelse for de uskyldige børns
skyld , du burde have rejst efter hende til København
og bevæget hende til at vende tilbage . Jstederfor
lod du Betty Helsinge gøre , hvad hun ville ,
ja , for udenforstående så det næsten ud som om
skilsmissen var dig halvt kærkommen . Og nu
igår med din datter . Du elsker hende , hun nærer
stor datterkærlighed til sin fader , og så ender , det
med , at du viser hende døren . “
„ Har jeg handlet urigtigt , har jeg dog ikke den
største skyld . “
„ Det siger jeg jo heller ikke . Betty Helsinge er
den egentlige skyldige , det vil da sige med hensyn
til eders skilsmisse ; thi du har hovedffylden i
sagen med Marie . “
„ Du kender min betragtningsmåde af denne
sag , jeg kan ikke indrømme , at jeg har nogen hovedftyld ,
men måske havde det være rigtigst af mig
at fare lempeligere frem . “
Dengang Fru vorre forlod sin Broder , var
han i en sindsstemning , hvori man kan ønske sig
døden ; det syntes ham , at han ikke mere havde
noget at leve for , at han var bleven til et overflødigt
hjul i verdens store maskineri ; han tænkte
ikke på , at livet er ikke alene til for verdens skyld ,
men for individets egen , der skal luttres igennem
prøvelse . Marie havde for ham været verden , nu
var denne verden forsvunden , og han stirrede ud i
et uhyre tomt og stjerneløst rum . —
de nye omgivelser , det nye liv , og frem for
alt Rudolfs nærværelse bidrog til , at Marie ikke
tænkte så meget på sin fader som hun under andre
omstændigheder ville have gjort . Det var muligvis
moderens hensigt at opnå dette ; thi hun førte
hende fra fornøjelse til fornøjelse , og derefter fandt
det store bal sted , på hvilket forlovelsen blev deklareret .
Marie var den men fuldstændig lykkelig ,
til Rudolf stødte sit glas mod hendes og hviskedee :
„ Din faders skål . “
En tåre kom i hendes øje , og hun sagde :
„ Tak , fordi du minder mig om ham ; det var
den bedste skål , du kunne bedt mig om af drikke
med dig . Gid det havde været min fader og ikke
din onkel , som i aften havde foranstaltet denne fest .
— tys , grossereren skulle vel ikke have mærket ,
af det var faders skål , vi drak , se , hvor besynderligt
han stirrer på os . “
„ Onkel har intet mærket , “ svarede Rudolf ,
„ han har de sidste dage været meget tankefuld og
havt meget af gøre , fordi nogle af vore største huse
ere gåde fallit . “
Denne grund beroligede Marie . Dansen begyndte ,
og hun genvandt snart sit gode humeur .
Dengang ballet var forbi , vare alle enige om , af
de havde moret sig udmærket , og af det var det
eleganteste bal , grosserer Hansen nogensinde havde
gjort . Før Marie sov ind , sendte hun sin fader en
tanke , og hun lovede sig selv af ville gøre alt for
gennem sin tante , fruvorre , af hidføre en forsoning .
Men det skulle komme ganske anderledes . Tidligt
næste formiddag blev Marie vækket ved stor tummel
og uro i huset , og hun hørte sin moder med
skælvende stemme råbe på en læge . Skønt træt
efter ballet stod Marie op , klædte sig på og gik
ned i dagligsluen . Der var ingen tilstede . Endelig
traf hun stuepigen , som med forfærdede miner fortalte ,
at grossereren var død af apopleksi . Marie
udstødte et skrig og sank om på en stol .
„ Hvor er min moder ? “ spurgte hun .
„ Inde hos grossereren , “ var svaret .
„ Hent straks min forlovede . “ sagde Marie til
stuepigen , „ bed ham at komme øjeblikkeligt . “
Neppe var pigen gået , før Fru Hansen og huslægen
trådte ind i stuen . Den sidste sagde :
„ Den stærke varme på ballet iaftes har han
ikke kunnet tåle ; han har jo længe været plaget af
kongeftioner til hovedet . “
Fruen svarede med en hulken , men da hun fik
øje på Marie , ilede hun hen til hende og sagde :
„ Mit barn , du er faderløs . “
„ Er min fader også død ? “ spurgte Marie
forfærdet .
„ Nej , nej , det er sandt , han var jo ikke din fader . “
Efterat lægen var gået , søgte Marie af trøste
fin moder så godt hun formåede ; moderens sorg
var heftig , hun råbte højt på mandens navn , som
om hun troede af kunne kalde ham tilbage fra de døde ,
og selv da Rudolf kom , vedblev hun med sine hjerteskærende
råb . Rudolf var sørgmodig , men fattet ,
han gik ind til liget , fik af vide , i hvilken stilling
det var fundet , af grossereren efter af være stået
op , havde været tilsyneladende rafl , og af katastrofen
først var flet , efter at han havde modtaget
en telegrafdepesche . Brodersønnen søgte efter denne
depesche og fandt den på onklens skrivebord ;
den indeholdt efterretning om , af et stort hus i
Hamborg var gået fallit . Denne efterretning måtte
have rystet grosserer Hansen dybt , og Rudolf begyndte
af frygte for , af onklens formuesomstændigheder
måske befandt sig i en mindre god tilstand .
Denne
frygt viste sig af være grundet . Det
hamborgsks huses fallit ville drage grosserer Hansens
fallit efter sig eller , rettere sagt , hans Bo erklæredes
fallit , og der var ikke en skilling tilovers
til enken . Hendes heftige sorg havde hurtigt udraset ,
hun havde søgt og fundet trøst i sin datters
selskab , og Marie hørte roligt på moderens
uudtømmelige lovtaler over den afdødes gode
egenskaber .
Dengang Fru Hansen erfoer , at hun var en fattig
kone , vågnede hendes energi , hun indså , at
der burde handles . I sin ungdom havde hun levet
under små forhold , og dem skulle hun nu vende
tilbage til . Hun betragtede det som et vink af
skæbnen , at hendes faders gamle lejlighed i Rosenborggade
stod ledig , gik sfrax derop og lejede den .
Marie spurgte moderen , om hun ikke lå hende til
byrde , men svaret var :
„ På ingen måde , tværtimod , jeg har gjort
regning på dig for at kunne komme ud af det ;
vi søge syning hos kræmmerne , og de bedste værelse
leje vi ud . “
Rudolf havde også lovet at hjælpe . Han
havde en god plads på en overretsprokurators
kontor .
Dengang de tre den første aften vare samlede
i den nye lejlighed , var der en alvorlig stemning
udbredt over dem . For en måned siden svælgede
de i rigdom og velvære , og nu levede de i fattigdom .
„ Fattige
folk kunne også være lykkelige , “
Sagde Marie .
„ Jeg bebrejder mig , “ sagde Fru Hansen , „ at
jeg på en måde var skyld i , at du forlod din
faders hus ; var du bleven hos ham , havde du
ikke som nu behøvet at arbejde for dit brød . “
„ Var jeg bleven der , havde jeg ikke kunnet
hjælpe min moder , “ svarede Marie , „ og jeg er så
lykkelig over at kunne gøre det . “
„ Men dersom han nu beder dig at komme
til sig ? “ spurgte moderen .
„ Jeg ville være kommen , dersom han havde
anmodet mig tidligere derom , dengang du endnu
var rig ; nu vil det være mig umuligt at forlade dig . “
„ Ejegode , elskede datter ! “ udbrød moderen og
sluttede Marie i sine arme .
„ Marie , “ sagde Rudolf , „ vi gifte os , så snart
vi kunne , og din moder skal bo hos os . “
-ja , ja , hun skal bo hos os , “ råbte Marie glad .
Fattigdom er ikke nær så trykkende for den , som
altid har været fattig , som for den , der har kendt
bedre dage , men det er desværre den sidste slags
fattige , som i reglen modtage mindst hjælp , fordi
stolthed , parret med undseelse , holder dem fra at
bede om understøttelse . Havde de blot en lille
driftskapital til at begynde med , ville de i reglen
kunne arbejde sig op på ny til en nogenlunde sorgfri
stilling ; thi frem for andre fattige besidde de intelligens .
Marie og hendes moder ejede ingen sådan
kapital , og snart så de , at der måtte arbejdes om
natten med , dersom de ikke ligefrem ville lide nød ,
og alligevel var der dage , hvori de ligefrem sultede .
Dette generede de sig for at sige til Rudolf ,
fordi han ædelmodigt havde tilbudt sig at ville betale ,
hvad der kom til at restere ihuusleien . Når
han om aftenen forlod dem i den tro , at nu gik
de til sengs , begyndte de først rigtigt deres arbejde .
Ingen af dem beklagede sig dog for hinanden ; Marie
yttrede blot engang , at nu kunne hun forstå ,
hvorfor fattige folk havde så ringe sands for livets
åndelige nydelser ; de havde ikke tid til at beskæftige
sig med dem . Rudolf havde lånt hende en nylig
udkommen bog og bedt hende om at læse den , men
hun havde ikke haft tid dertil .
De havde ikke taget i betragtning , at det
uvante , stillesiddende liv måtte indvirke på deres
sundhed , især da de sjælden undte sig fritid til at
spadsere i , kun om søndagen gik de en kort tur
til grosserer Hansens grav . Det varede derfor ikke
længe , før Marie og hendes moder kom til af se
blege og sygelige ud , og den sidste begyndte af klage
over stikken i brystet . Marie lod da moderen gå
tidligere til sengs og påtog sig af fuldføre hendes
arbejde . Når Marie således sad ene oppe i den
tause , sørgelige nat , fløj hendes tanker altid til
hendes fader , og hun spurgte sig selv , om han var
aldeles uvidende om sin datters skæbne , og , hvis
han ikke var det , undrede det hende , af han ikke
havde skrevet hende til , om af vende hjem . Dengang
Fru Hansen var flyttet ind i sin fattige lejlighed ,
havde hun ladet udsprede , af hun var rejst fra byen ;
selv om hendes tidligere selskabskreds fik af vide ,
af det ikke var tilfældet , var det dog vink nok
for den til ikke af ulejlige hende med visiter . Rudolf
havde trukket sig tilbage fra Fredman , men
længflen efter af få noget af vide om sin fader ,
drev dog til sidst Marie til af anmode sin forlovede
om af opsøge Fredman og . spørge ham , om
hvorledes det gik Brandt i hans ensomhed . Rudolf
lovede det og bragte dagen efter den efterretning ,
af Fredman og Anna vare blevne gifte for
otte dage siden og rejste til udlandet .
Der kom nu en tid , da det var vanskeligt at
så arbejde ; for at kunne leve vare damerne nødte
til at sætte stykke for stykke af deres tøj på lånekontoret .
Den første aften , Marie gik denne tunge
gang , græd hun i stilhed , senere blev hun vant
dertil , men hvert stykke tøj , hun og moderen på
den måde måtte flille sig ved , kostede tårer .
Rudolf havde ingen anelse om . at det var kommet
så vidt .
Tilsidst kom det dertil , at de måtte pantsætte
nogle af deres daglige klæder , og at snart hverken
moderen eller datteren kunne gå ud . Den første
yttrede engang imellem lyst til at kunne komme til
at tale med en læge om sin sygdom , men hun
havde ikke råd dertil , og med fattiglægen ville
hun ikke tale . Man trøstede sig med , at vinteren
var snart forbi , og at man da ville spare penge for
lys og brænde .
Det var en aften i marts måned , at Marie
sad ved vinduet og så op til den måneklare himmel .
Hendes tanker dvælede ved den aften , hun
første gang så København , med alle de lyse forhåbninger ,
hun dengang havde haft , og nu næppe
et halvt år efter vare forhåbningerne borte , hun
sad fattig og forladt i den store by . Nej , ikke
forladt , hun havde jo Rudolf og sin moder , og
hun elsfede dem begge højere end nogensinde . Rudolf
trådte ind og sagde :
„ Din fader er her i byen jeg har set ham
i dag på gaden . — måske hænger det sammen
med et brev , jeg har fået , eller rettere en konvolut ,
inden i hvilken der lå et brev til dig . “
„ Til mig ! “ udbrød Marie overrasket .
Hun tog hurtigt brevet , genkendte udskriften
og sagde :
„ Det er fra min fader . “
Hendes hjerte bankede heftigt , hun skyndte sig
med at tænde lys og bryde seglet . Hurtigt gennemløb
hun brevet og sagde :
„ Jeg seer af brevet , at et par dage efter , at
jeg forlod min faders hus , fattede han den beslutning
at rejse til udlandet . Han har været borte
til i går . Af min tante vorre har han i dag erfaret
alt , hvad der er hændet i hans fraværelse , tante
kendte ikke min adresse , men Rudolfs findes i vejviseren ,
derfor har fader adresseret brevet til ham .
Fader anmoder mig om en samtale , og med denne
anmodning ender brevet . “
„ Nu forstår du hans taushed , “ sagde Rudolf ,
„ vil du efterkomme hans anmodning ? “
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Marie .
„ Jeg håber , at Marie besøger sin fader , “
Sagde moderen , „ dengang hun var hos ham , forbød
han mig at se og tale med hende , mit barn , nu
er hun hos mig , og jeg vil ikke , at han skal gøre
mig samme bebrejdelse . — Marie , du ved , hvorledes
vore kår er , skulle du have lyst til at
blive hos din fader , giver jeg afkald på dit selstab ,
det ville rigtignok være en sorg at skulle stilles
fra dig , men den ville til fulde opvejes af glæden
over at vide , at du er fri for næringssorgens rædselsfulde
kvaler . Derfor forlad mig , tag til din
fader . “
„ Moder , du fornærmer mig ved at tale således . '
„ Det er smukt af dig , tante , “ sagde Rudolf ,
„ at ville stilles fra det kæreste , du ejer , at ville
sidde alene i den fattige stue med dine bitre minder
og dine mørke fremtidsudsigter , men Marie kan
ikke tage imod dit ædelmodige tilbud , dertil er hun
en for kærlig datter og en for god og høihjertet
pige . “
„ Hvad bryder jeg mig om selv at lide nød , “
Sagde moderen , „ når Marie bliver fri derfor . “
. Havde du endnu siddet i velstand , kære
moder , “ sagde Marie , „ havde jeg rimeligvis forladt
dig efter at have modtaget dette brev ; thi jeg
lovede min fader , dengang jeg forlod ham , at jeg
straks ville vende tilbage , når han sendte bud efter
mig . Dette løfte er det mig umuligt at opfylde
nu ; det er min pligt at dele de onde dage sammen
med min moder “
„ Og elsker du din fader ligeså højt som før ? «
Spurgte Rudolf .
„ Ja . Adskillelsen har om muligt forstærket min
kærlighed . “
„ Hvor kan det være anderledes , “ udbrød moderen ,
„ han har jo været hende en sand fader . —
jeg glæder mig over denne kærlighed , og jeg håber ,
at Marie virkelig må blive forsonet med sin
fader . Gå , gå straks til ham , Rudolf kan jo ledsage
dig og vente udenfor , til du kommer tilbage . “
Det blev da vedtaget , at Marie straks skulle
gå til sin fader . På vejen derhen var hun ' meget
ængstelig , og hun talte med Rudolf , om det ikke
lod sig gøre , at besøget opsattes til næste dag .
. Jeg ved , “ sagde hun , „ at dette møde vil
blive afgørende for din og min fremtid ; — jeg
frygter for , at min fader stiller sådanne betingelser
for vor fremtidige omgang , at jeg ikke kan
gå ind på dem . “
Med bankende hjerte ringede Marie på , Maren
lukkede hende op og udstødte et glædesråb ved at
se hende . Dette skrig tilkaldte lægen , der straks
trykkede Marie til sit bryst og udbrød :
„ Gud være lovet , at jeg har dig igen . “
„ Ja , “ svarede Marie , „ men desværre må jeg
sige dig , at min pligt byder mig ikke at blive hos dig . “
„ Hvorledes ? “ spurgte lægen .
„ Fader , du ved , at jeg altid har haft dig
inderlig kær , og at jeg kun nødigt sliltes fra dig . “
Og nu fortalte Marie alt , hvad der var hændet ,
siden hun forlod sin faders hus . Hun skjulte
intet , men betroede faderen , hvor stor hendes og
moderens nød var , og endte med at spørge :
„ Kan du endnu fordre , at jeg skal forlade
min moder ? “
Med tårer i øjnene råbte lægen :
„ Nej , tusinde gange nej . — stakkels Marie ,
mens jeg har været udenlands og fået det bittre
rystet ud af mit sind , har du siddet hjemme og sultet . “
„ Du er altså ikke vred over , at jeg bliver
hos min moder ? “
„ Dengang jeg anmodede dig om at besøge
mig , “ sagde Brandt , „ var det min hensigt at bede
dig blive hos mig , mod at du kunne se din moder ,
så ofte du ønskede det . “
„ Og Rudolf ? “ spurgte Marie .
„ Nu , da hans onkel er død , seer jeg ingen
grund til at modsætte mig eders forlovelse , “
Sagde lægen .
Hulkende af glæde kastede Marie sig om faderens
Hals . Lægen var selv stærkt bevæget og sagde :
„ Du kan tage ham med herop i morgen . “
„ Han venter på mig i porten , “ sagde Marie .
„ Så lad ham straks komme op . “
Neppe vare disse ord udtalte , før Marie glædestrålende
fløj nedad trappen og for hen mod den
overraskede Rudolf , der i alvorlige betragtninger
vandrede frem og tilbage i porten . I få ord
fortalte hun , hvad faderen havde sagt , og kort efter
stod hun med sin forlovede for sin fader . Lægens
øjne strålte af glæde , men pludselig for en skygge
over hans ansigt , og han sagde :
„ Men hvorledes skal det gå Betty . . . jeg
mener Fru Hansen ? — de ved ikke , Hansen , hvor
stor hendes nød har været . “
Rudolf så forundret på lægen og fik alt det
af vide , som Marie havde fortalt .
„ Jeg har grund til af være vred på dig ,
Marie , “ sagde han , „ af du har skjult sligt for
mig . “
„ Javist , “ sagde lægen , „ det har været et for
vidt drevet fiintføleri . “
„ Jeg skal sørge for , af hun ikke kommer til af
mangle , “ sagde Rudolf .
„ Gør det , “ svarede lægen , „ og de er en brav
mand . “
Marie havde ventet , af hendes fader selv skulle
have tilbudt understøttelse , men ved nærmere eftertanke
indså hun , af han ikke vel kunne gøre det ,
af selve tilbudet derom ville kunne geners hendes
moder . Lægen sagde til sin datter :
„ Ja , jeg kommer vel til af løse dit tøj hjem
fra lånekontoret , hvor mange penge behøver du ? “
„ 40 rdlr . “
„ Se , her har du 100 rdl . , du må vist
også have nyt tøj , og skulle du behøve flere
penge , er de til din tjeneste . “
Hun forstod nu , på hvilken måde han ville
understøtte hendes moder .
Kort efter erindrede lægen sine kære gæster
om , at Fru Hansen sad hjemme og ventede på
dem , han bad dem derfor om at gå , men at besøge
sig næste formiddag så tidligt som muligt .
Dengang Marie var kommen hjem til sin ængstelig
ventende moder og havde fortalt hende , hvad der
var flest , udbrød moderen :
„ Brandt , Brandt , gud velsigne dig , og gud
tilgive mig den uret , jeg har gjort imod dig . “
Dengang Brandt denne aften var bleven alene ,
følte han sig så glad og lykkelig som ingensinde
tidligere . Hans udenlandsrejse havde haft en heldig
indflydelse på hans betragtning af hverdagslivets
forhold ; småting tabte den betydning , som
han var bleven vant til at tillægge dem i en for
høj grad , og han kunne , ved at se tilbage , næppe
fatte , hvorledes det i sin tid havde været ham
muligt at tillægge Maries sammenkomster med hendes
moder en så stor vægt . Nu var hans tidligere
hustru enke og nedsunken i fattigdom ; han ville
understøtte hende , men for at dette skulle kunne
fler på en måde , der ikke sårede hende , mente
Brandt , at det ville være rigtigst som snarest at få
Rudolf og Marie gifte , og Fru Hansen optagen i
deres hus .
. Men , “ indvendte han , „ Du vil da træffe sammen
med hende , når du besøger din datter . “
Denne tanke at skulle gjensee sin forrige hustru ,
fyldte lægen med en underlig , dog langtfra uhyggelig
lengstelse . Han forestillede sig , hvorledes
gensynet ville blive , og han udmalede det for sig
selv med så levende farver , at han ordentlig følte
en længsel efter , at fantasten skulle blive til virkelighed .
Rudolf
kom næste dag alene op til lægen .
Han fortalte , at Marie var bleven hjemme for pleje
sin moder , som ikke havde kunnet tåle glæden over ,
hvad der var sket den foregående aften , og var
derfor bleven syg .
„ Dog vel ikke farligt ? “ spurgte Brandt .
„ Jeg ved det ikke . Marie fortalte mig , at
min tante i den sidste tid havde klaget over stikken
i brystet . “
„ Der bør hentes en læge . “
„ Det mente Marie også , og hun bad mig
om at hente dem . “
„ Mig , mig ! ' råbte Brandt og for tilbage ,
„ er tøsen fra forstanden ? “
„ Hun har vist gjort det i den bedste mening , “
Skyndte Rudolf sig at sige .
Brandt gik , som sædvanligt når han var stærkt
bevæget , hurtigt frem og tilbage på gulvet . Tidligere
end han havde ventet det , frembød sig her
en lejlighed til at at gjensee hende , til hvem hans
kærlighed aldrig havde været udslukt . Og det var
Marie , som sendte bud efter ham ; del blev lægen
klart , at hun inderlig attråede en forsoning mellem
sin fader og sin moder , derved ville disharmonien
i hendes liv opløses- lægen tog en hurtig beslutning
og sagde til Rudolf :
„ Bring mig til Betty . . . til deres tante . “
, de vil ! “ udbrød Rudolf sjæleglad .
„ Ja .
Da de vare komne udenfor , spurgte Brandt :
„ Hvor boer deres tante ? “
Rudolf nævnede det , og lægen studsede ; det
var jo i samme hus og i den samme lejlighed ,
hvor han første gang havde mødt Betty Helsinge .
At hun havde valgt denne lejlighed , var ham et
bevis for , at hendes ungdomsminder ikke vare hende
ukære , og måske var det dog sandt , hvad Marie
engang havde fortalt , at moderen fortrød sin opførsel
mod sin første mand ; ja , havde lægens søster
ikke fortalt det samme ? Havde Betty ikke
grædt ombord på dampskibet og rakt armene ud
mod Jyllands kyster ?
Der blev ikke talt meget undervejs . Nølende
steg lægen op ad trappen til sin fraskilte hustrues
lejlighed , Marie lukkede op , og da hun så sin
fader , kastede hun sig til hans bryst og udbrød :
„ Tak , tak , fader , fordi du bragte mig dette
offer ? “
» Jeg bringer intet offer , “ sagde lægen med
alvor , „ hvor er patienten ? “
Marie førte sin fader ind til den syge , som
ingen anelse havde om at skulle gjensee sin fraskilte
mand .
„ Moder , her bringer jeg dig fader , “ sagde
Marie med tårer i øjnene og trak sig tilbage .
Fru Hansen udstødte et skrig af overraskelse og
faldt tilbage i den sofa , hvori hun sad , omgiven
af puder .
„ Marie har sendt bud efter mig , “ sagde lægen ,
„ Du skal jo være syg . “
„ Det går nok over , “ svarede hun .
„ Jeg må dog have at vide , hvad du fejler . “
„ Interesserer det dig endnu , om jeg lever eller
døer ? “
Lægen svarede ikke på dette spørgsmål , men
gentog :
„ Hvad fejler du ? “
Hun gav ham en forklaring af sin sygdoms
natur .
„ Det er ikke andet , “ sagde Brandt , „ end overanstrengelse ;
du har ikke været vant til af sidde
oppe om natten og sye . '
„ Har Marie fortalt , af jeg har gjort det ? “
„ Ja ; hun har fortalt mig alt , og jeg takker
hende derfor . “
„ Hun burde ikke have fortalt , af vi havde det
så småt . “
„ Falsk undseelse bringer lidt ulykke . Hun fortalte
mig alt for af godtgøre nødvendigheden af ,
af hun blev hos dig . “
„ Du ville måske , ellers have berøvet mig
hende på ny ? “
„ Det var min hensigt — nu er det ligefrem
en pligt , af hun bliver hos sin moder . “
„ Tak . — du gjengjælder ondt med godt . “
, du indrømmer , af du har handlet utilbørligt
mod mig ? “
„ Det har jeg altid indrømmet . . . Men lader
os ikke tale om fortiden ; gjort gerning står ikke
til af ændre . “
„ Det skulle bedrøve mig , hvis det var sandt ;
thi vor skilsmisse har fremkaldt en disharmoni i
vort eneste barns liv , og den disharmoni må
hæves ; det kan ske ved , af hun snarest mulig bliver
gift , og du kan da flytte i huset til din datter . “
„ Tak , fordi du tænker så meget på mig ,
men erindrer du , af du ikke kan besøge din datter ,
når jeg boer hos hende . “
„ Hvorfor ikke ? “
„ Fordi Rudolf og Marie ikke bør føre noget
eneboerliv , fordi de ville se gode venner og bekendte
i deres hus , og fordi det da ville give
anledning til megen forundring , når den fraskilte
mand og hustru deltage i samme selskabsliv . “
„ Herpå har jeg ikke tænkt . “
„ Men jeg har ret . “
„ Fuldkommen . — Betty , hvorfor gjorde du
mig også den sorg af flygte fra mit hus ? “
„ Du kommer bestandigt tilbage til fortiden . “
„ Vi kunne ikke afkaste broen mellem fortid
og nutid , og det kunne vi to mindst gøre , hvis vi
ville se en lykkelig fremtid i møde . “
Lægen gav nu en udførlig skildring af sit liv
fra den dag . hans hustru havde forladt ham ; han
blev varm , han kom med hårde bebrejdelser , der
bragte hende til at græde og skjule ansigtet i sine
hænder , han talte om sin ankomst til København ,
hans stemme blev mindre hård , han indrømmede ,
at han ikke burde have forbudt Marie at besøge sin
moder , og han endte med at sige :
„ Nu ved du alt , og derfor vil jeg gøre dig
et tilbud , som jeg håber , at du modtager , jeg vil
understøtte dig , og skulle jeg dø først , vil jeg sørge
for , at du får så meget , at du kan leve anstændigt
deraf . “
„ Nej , nej , jeg kan ikke modtage dette tilbud , “
Svarede hun , „ desuden har Rudolf lovet at ville
hjælpe mig . Du har fortalt mig din historie , min
kender du jo allerede . Det var en ungdomskærlighed ,
der bragte mig til at svigte min pligt .
Men jeg sværger dig til , at dengang dampskibet
fjernede sig fra land , fortrød jeg bitterligt , hvad jeg
havde gjort , og at jeg ville være vendt tilbage uden
at se Hansen , dersom jeg ikke tilfældigvis havde
mødt ham . Ta greb kærligheden mig så stærkt som
ingensinde før , og et liv fuldt af fornøjelser bragte
mig til at glemme , at jeg var moder . Men dengang
jeg nu efter mange Års forløb gjensåe min
datter , vågnede følelser , som jeg ikke havde kendt
før , jeg blev greben af samvittighedsnag , og såvel
vågen som i drømme stod hin time for mit blik ,
da jeg sidste gang bøjede mig over min datters
vugge , da hun smilede sødt isøvne og ikke drømte
om , at hendes moder forlod hende . Stakkels Marie !
Og jo mere jeg tænkte derpå , desto taknemmeligere
var jeg dig for den omhu , hvormed du havde
ledet hendes opdragelse , men du fortørnede mig
ved ikke at ville lade mig gjensee mit barn . “
„ Du fik hende imidlertid at se , og skæbnen
har ført det så underligt med sig , at hun nu er i
dit huns , i stedet for i mit . “
Brandt rejste sig for at tage afsted . Han gav
hende hånden og sagde :
„ Det glæder mig , at vi to endnu engang have
talt sammen . Jeg havde ikke drømt om , at det
nogensinde ville ske . “
„ Det har også glædet mig , “ svarede Betty ,
„ og det er et sælsomt træf af skæbnen , at det just
er steet i dette huns . “
„ Hvor vi første gang så hinanden ; i dette
værelse sad du og græd den nat , du troede , at
din fader skulle dø , og her var det ligeledes , at
jeg . . . “
„ Al du tilstod mig din kærlighed , “ sukkede
Betty .
„ En oprigtig kærlighed . “
„ Den blev kun flet påskønnet af mig . Men
de dage , jeg endnu har tilovers at leve i , skulle
blive anvendte til at gøre bod for min ungdoms
synd . “
Dengang lægen forlod Betty , var han meget
alvorlig , men hans ansigt opklaredes , da han så
Marie og Rudolf .
„ Din moders sygdom , “ sagde han til Marie ,
„ har intet at sige ; du kan godt gøre mig en lille
visit i eftermiddag . “
Et par dage efter tog lægen sin datter og
Rudolf med til grosserer vorre . På alle sider var
der stor glæde over gensynet , men det var naturligt ,
at grossererens familie intet fik at vide om
Fru Hansen , der blev blot i forbigående bemærket ,
at Marie endnu boede hos sin moder . Det
er allerede fortalt , at Fredman og Anna vare på
rejser . Imidlertid er det ikke let at holde noget
hemmeligt i København ; det var blevet bemærket ,
at lægen et par gange havde hentet Marie hos
hendes moder , nu fik sladderen travlt , og en dag
mødte Fru vorre hos lægen og sagde :
„ Må jeg gratulere dig ; du tænker jo på at
gifte dig igen . “
„ Jeg ! “ udbrød Brandt i højeste grad forbausef .
„ Du kan jo sagtens betroe dig til din søster . “
Brandt brød ud i en højrøstet lalter og spurgte :
„ Men så sig mig dog , med hvem vil jeg
gifte mig ? “
„ Med Betty Helsinge . '
nu blev Brandt alvorlig og sagde :
„ Derpå har jeg ikke tænkt . Jeg vil tilstå ,
at vi er blevne forsonede , at jeg en sjælden gang
kommer i hendes hus , nærmest for at tale med
Marie , men jeg har i sandhed ikke talt til Betty om
giftermål . “
„ Man fortæller dog , at i skulle giftes . Thora
har hørt det af sin modehandlerinde , der boer i
samme hus som Fru Hansen . “
„ Og så kom du herop for at råde mig fra
denne skandale ? “
„ Skandale , “ udbrød søsteren forundret , „ jeg
har talt med min mand om sagen , og jeg vil sige
dig , at det er en skandale , at du kommer i din
fraskilte kones hus uden at have til hensigt at
gifte dig med hende . — jeg troede , at i for
Maries skyld vare blevne enige om endnu engang
at holde bryllup . “
„ Vi have ikke vekslet et ord om sådanne ting .
— hvor man dog her i København har travlt med
andre folk . — du flak forresten have tak for , at
du har fortalt mig den bysladder . “
„ Det skyldte jeg dig- og nu har du hørt
min mening . “
Fruen gik og efterlod sin Broder i mange slags
tanker . Han havde ganske vist forestillet sig , at
han og Betty for fremtiden oftere skulle kunne
mødes , men måden , hvorpå det ville ske , var
ham ikke klar . Betty havde jo sagt , at det ikke var
passende , de sås sammen i Rudolfs og Maries
tilkommende hjem , men når moderen flyttede derind ,
kunne lægen altså kun i smug se til sin
datter . Han stod overfor spørgsmålet : det passende .
Men på samme tid tilstod han for sig selv ,
at han intet havde imod et giftermål med Betty
Helsinge , at han havde holdt den tanke borte , fordi
han frygtede , at giftermålet ville give anledning
til folkesnak , men når nu det modsatte gjorde det
samme , og måske i en endnu højere grad , da
måtte det beroe på Betty , hvorledes denne sag
skulle ordnes . Efter at være kommet til dette resullat ,
begav lægen sig straks til hendes hjem . Hun
følte sig nu fuldkommen rafl og stod i begreb med
at gå en spadseretour med Rudolf og Marie , da
lægen kom . Ved at se ham , ville de alle være
blevne hjemme , men Brandt sagde til de unge :
„ Gå i kun , imens sidde de gamle hjemme
og tale om eders lykke . “
Da lægen var bleven ene med Betty , fortalte
han , hvad søsteren havde meddelt ham . Betty
blev blussende rød og sagde :
„ Det er afskyeligt . “
„ Hvad skulle vi gøre ? “ spurgte lægen .
„ Jeg ved det ikke . “
„ Dersom vi nu gav rygtet ret , dersom vi gifkede
os ? . . . Ja , jeg ved jo ikke , om du for anden
gang vil række mig din hånd . “
» Det er for meget ; jeg tør ikke tage mod dette
tilbud . “
„ Det er ikke alene for Maries skyld , at jeg
beder dig derom , det er også for min egen .
Betty , jeg elsker dig endnu . “
„ Du elsker mig endnu , “ sagde hun langsomt ,
„ jeg fortjener det ikke , jeg har opført mig alt for
urigtigt imod dig . “
„ I dag er det mig , som beder dig om at glemme
fortiden . “
„ Nuvel , jeg ffal blive dig en trofast og kærlig
hustru . “
„ Du siger altså ja ? “
„ Dersom du tror , at det kan bidrage til dit
livs lykke . “
„ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte lægen og sluttede
hende med ungdommelig fyrighed i sine arme .
En måned efter holdt de fraskilte mgtefolk i al
stilhed bryllup på ny . Marie flyttede atter ind i
fin faders hus , men hun kom ikke alene , hun
bragte sin moder med sig . Hun sendte en . brændende
takkebøn til gud for hvad der var fkeet .
Dengang hun sagde godnat til Rudolf , med hvem
hun om ikke lang tid skulle have bryllup , sagde
han til hende :
„ Ikke sandt , Marie , nu er al disharmoni opløst
i harmoni ? “
„ Ja , “ hviskedee hun , „ nu er jeg lykkelig . “