|
En smuk , solklar oktobereftermiddag førtes en livlig |
|
samtale i grosserer vorres hyggelige dagligstue . |
|
Den følgende dag ventedes fruens Broder , lægen |
|
carlbrandt , hertil byen , hvor han ville bosætte |
|
sig , efter at han havde tjent en lille formue i den |
|
jyske søkjøbstad , hvor han i hen ved tyve år |
|
havde haft en udbredt praksis . Hans eneste barn , |
|
den attenårige Marie , fluide ledsage ham . En |
|
passende lejlighed var bleven lejet i Gothersgade , |
|
men hans bohave , som var sendt herover med en |
|
skipper , var endnu ikke ankommet , man antog på |
|
grund af modvind . Hans søster , der gerne ville |
|
have haft alt ordnet til broderens ankomst , havde |
|
i den sidste tid beskæftiget sig ligeså meget med |
|
vejret som de dage , hvorpå man om sommeren havde |
|
berammet en skovtour , og blæste det stærkt , svævede |
|
hun i frygt for , at skibet fluide forlise og broderen |
|
ikke have assureret . |
|
Hendes ældste datter Anna stod med sin forlovede , |
|
arkitekt fred man , ved vinduet og så |
|
ud over Østervold , hvor grossereren boede . De |
|
deeltoge ikke i samtalen , der førtes mellem vorre , |
|
hans kone og deres yngste datter Thora , de vekslede |
|
|
|
sværmeriske bemærkninger om de halvt bladløse |
|
træær , de gule blade , som vinden hvirvlede om i |
|
luften , og om den dybe , blå efterårshimmel . Da |
|
bleve de afbrudte af Fru vorre , som spurgte : |
|
„ Har vinden ikke vendt sig ? “ |
|
„ Nej , “ svarede Fredman , „ Møllens vinger stå |
|
i samme retning , hvori de have stået de sidste otte |
|
dage . “ |
|
„ Det er også fortrædeligt , “ vedblev fruen , |
|
„ dersom meublerne kom i eftermiddag , ville der |
|
endnu være tid til at få dem opstillede til i morgen |
|
aften . “ |
|
„ Du tænker næsten mere på meublerne end |
|
på din Broder , “ sagde grossereren godmodigt , |
|
„ og dog fortjener han nok , at man tænker på ham . |
|
Jeg har altid godt kunnet lide . ham , i sine yngre |
|
dage var han af et livsfrisf gemyt og havde sands |
|
for livets højere nydelser . “ |
|
„ Han har dog vist forandret sig meget siden |
|
dengang , “ svarede fruen , „ det tyder just ikke på |
|
stor trang til højere nydelser , at han i tyve år |
|
har boet i en jysk provindsby , uden så meget |
|
som en gang at have aflagt et besøg i København . “ |
|
„ Du mindes den begivenhed , som indtraf et |
|
par år efter , at han havde bosat sig i iylland ; |
|
det er sandsynligvis den , som har holdt ham borte |
|
fra København . Nu har vistnok tiden bragt glemsel , |
|
og derfor kommer han til sin fødeby . “ |
|
„ Hvilken begivenhed sigter du til ? “ spurgte |
|
Thora . |
|
|
|
„ Det er en begivenhed , som kun din moder |
|
og jeg bør kende , som ikke engang din kousine |
|
Marie kender , og som . . . “ |
|
„ Står den i forbindelse med min tantes |
|
død ? Onkel blev jo tidligt enkemand . ' |
|
„ Du gør bedst i ikke at fritte os mere ud om |
|
den sag , “ sagde grossereren , „ den kan ikke have |
|
nogen interesse for dig , og desuden er den nu |
|
velsagtens glemt af min svoger selv . “ |
|
Thora ville svare , men afbrødes af en pige , |
|
som kom ind og meldte , at en skipper Møller fra |
|
Jylland ønfkede at tale med grossereren . |
|
„ Meublerne er komne ! “ udbrød fruen . |
|
Det viste sig , at hun havde ret . Man blev |
|
da enig om , at meublerne straks skulle køres op |
|
fra jagten til lægens lejlighed , hvortil grossererens |
|
familie straks ville begive sig , medtagende |
|
husets to tjenestepiger . Arkitekten tilbød sin hjælp , |
|
som straks blev modtagen . |
|
Så store anstrengelser måtte krones med |
|
held . Det lykkedes i løbet af eftermiddagen og |
|
næste formiddag at få meublerne ordnede i Brandts |
|
lejlighed . Fruen så med et kritisk blik på ethvert |
|
stykke og kom til det resultat , at meublementet |
|
var noget for simpelt og gammeldags . Døttrene |
|
undrede sig over den store mængde kjøkkentøi , og |
|
Anna mente , at det næsten så ud , som hendes |
|
onkel ville nedsætte sig som restauratør . Hendes |
|
forlovede var henrykt over et par ældre malerier , |
|
som han havde udpakket , og erklærede sig overbevist |
|
|
|
om , at doktor Brandt var i besiddelse af en |
|
fortrinlig smag . |
|
„ Man kan lidt , “ mente Fredman , . fra en |
|
mands bohave slutte sig til hans karakter . Disse |
|
gammeldags og solide meubler fortælle os , at deres |
|
ejer må være en ligefrem og retskaffen mand , disse |
|
malerier , at han har skjønhedssands , og disse |
|
kasser , som han selv vil åbne , og som indeholde |
|
skeletter , at han er læge . “ |
|
„ Dette lille nøddetrææs sybord , “ sagde Anna , |
|
„ tilhører Marie ; er der noget ved dette bord , som |
|
kan give dig et indblik i hendes karakter ? “ |
|
„ Nej ; dette sybord er en present , hun har ikke |
|
selv købt det . “ |
|
„ Skønt Carl har to smukke taffeluhre , “ sagde |
|
fruen , „ har han dog medbragt dette gamle bornholmske |
|
stueuhr . Han skulle helst have ladet jyderne |
|
beholde det . Hvor skal vi sætte det ? “ |
|
» I køkkenet , “ svarede Thora . |
|
„ Når det ur er kommet på sin plads , “ |
|
Sagde moderen , „ er alt i orden . — jeg lader |
|
Stine købe noget fyrrebrænde , nogle tørv og |
|
svovlstikker , for at min Broders pige , som han |
|
bringer med fra Jylland , ikke straks skal få for |
|
mange byærinder . “ |
|
Kort før middag så fruen sig endnu engang |
|
om i alle værelser og sagde : |
|
„ Når her kommer Gardiner op , og der bliver |
|
lagt gulvtæpper , kan lejligheden , skønt meublerne |
|
ere noget gammeldags , blive ganske hyggelig . “ |
|
|
|
hun lod de andre gå ud først , lukkede selv |
|
døren af og stak nøglen i sin lomme . — |
|
om aftenen var det et pragtfuldt måneskin . |
|
Grossereren og hans kone kørte i åben vogn ud |
|
til jernbanen for at hente Brandt og Marie . Efter |
|
et kort ophold i ventesalen kom toget ; en mængde |
|
rejsende strømmede ud af koupeerne , og fruen søgte |
|
ivrigt , men forgæves efter sin Broder . Netop som |
|
hun fortrydeligt gjorde en bemærkning til sin mand , |
|
at de ventede måtte have opsat rejsen eller taget |
|
med dampskibet , sagde en oprømt stemme : |
|
„ Godaften Rikke , godaften svoger . “ |
|
Søsteren udstødte et glædesråb ved at se sin |
|
Broder , og de to svogre vekslede håndtryk . |
|
„ Må jeg forestille min datter , “ sagde lægen |
|
og viste på en ung pige , der stod hos ham . |
|
Kort efter kørte man fra banegården ; den |
|
jyske pige havde fået plads hos kusken , og vognen |
|
var fyldt med en mængde småsager , som lægen |
|
ikke havde villet sende med skipperen . De ankomne |
|
skulle hjem til grossereren og spise tilaften , før de |
|
toge til deres eget hjem . Brandt var i en lykkelig |
|
stemning , og han betragtede henrykt de forandringer , |
|
som vare foregåede på den kant af byen . |
|
„ Sidste gang , jeg var her , stod den gamle |
|
Vesterport endnu , “ sagde han , „ når man kom til |
|
København , følte man sig til mode , som skulle man |
|
ind i en hule . Månen forsvandt for os , og i |
|
dens sted så man en søvnig tranlampe . Nu vedbliver |
|
månen at følge os ; hvor smukt tager ikke |
|
|
|
møllen og træerne sig ud i dens belysning ? Er her |
|
ikke smukt , Marie ? “ |
|
„ Her er smukkere , end jeg har tænkt mig , “ svarede |
|
Marie . „ Hvad hedder den gade , hvori vi nu |
|
køre ind ? “ |
|
„ Frederiksberggade , “ svarede faderen , „ den |
|
gade seer ud som i gamle dage . “ |
|
„ Hvor længe har du været borte fra København ? “ |
|
Spurgte grossereren . |
|
„ Jeg tog herfra 1850 , kun nødigt forlod jeg |
|
den kære by , her var dengang liv og begejstring , |
|
her var godt at være . Men her var for mange |
|
læger , og derfor måtte jeg vandre ud for at tjene |
|
brødet . — nu jeg seer Gammeltorv igen , er det |
|
mig , som havde jeg aldrig været borte . “ |
|
„ Og dog er det næsten tyve år siden , “ sagde |
|
søsteren . „ Meget har forandret sig i den lange |
|
tid . Vore børn er voksede op og blevne store , |
|
vore følelser og tilbøjeligheder er blevne anderledes , |
|
og vi selv blevne ældre , skønt du , Carl , har |
|
holdt dig godt . “ |
|
„ Synes du ? “ spurgte lægen , „ det kommer |
|
måske af , at jeg har haft så meget at bestille , |
|
at jeg ikke har haft tid til at tænke på at blive |
|
gammel . — se , Marie , nu køre vi ind i den så |
|
berømte Østergade . Man er ved at lukke boutikerne . “ |
|
„ Er det Østergade ? “ spurgte Marie og så sig |
|
noget skuffet om . |
|
„ Hvad der gør Østergade berømt , “ svarede grossereren , |
|
„ er ikke dens huse eller dens boutiker , men |
|
|
|
dens menneskefærsel . På Østergade er der om |
|
dagen en slags menneskeudsfilling ; her udstiller |
|
damen sin pynt og sit ansigt , og lapsen sine |
|
nye klæder fra scholtlænder < l Goldschmidt , sine |
|
nakkekrøller og sin svinehale . “ |
|
„ Sin svinehale ? “ spurgte Marie forbavset . |
|
„ Således kalder man den moderne spadserestok , |
|
som er en mellemting mellem en stok og en |
|
ridepidfl . “ |
|
„ Der er kommet træer omkring hesten på |
|
kongens Nytorv , “ sagde lægen . |
|
„ Vi kalde det salatbedet , “ svarede svogeren . |
|
Man nåde til sidst grossererens bolig ved |
|
Østervold . Her ventede Anna , Thora og Fredman |
|
med længsel på gæsterne . Endelig kom de , lægen |
|
smilede til sin søsters børn og sagde : |
|
„ Lad mig se , at i og Marie blive rigtigt gode |
|
veninder . “ |
|
Kousinerne havde straks kastet et prøvende blik |
|
på Marie , og Thora hvisket til Anna : |
|
„ Hun er nydelig . “ |
|
Anna nikkede og ilede til for at hjælpe kousinen |
|
rejsetøiet af ; hun var nysgerrig efter at erfare , |
|
om hendes figur var ligeså smuk som hendes |
|
ansigt . Det var den . Maries ydre var fuldkommen |
|
harmonisk , hun var lidt under middelhøjde , |
|
med mørkt hår og mørke , smukt hvælvede øjenbryn . |
|
Hendes ansigtstræk vare ikke alene smukke , |
|
men der var udbredt noget ubeskriveligt yndigt |
|
over dem . Hun talte med en smule jysk akcent , |
|
|
|
men det tjente kun til at fremhæve hendes stemmes |
|
klarhed . |
|
De to søstre fandt ikke noget særdeles fremtrædende |
|
hos deres onkel ; han lod til at have et |
|
muntert sind , og Thora sagde til sig selv , at den |
|
begivenhed , hvorom hendes forældre den foregående |
|
dag havde talt , næppe havde gjort stort indtryk |
|
på ham og sandsynligvis var glemt . |
|
Dengang man skulle gå til bords , sagde Anna |
|
og Fredman farvel . Lægen så forundret på dem ; |
|
hans søster forklarede ham da , at de forlovede og |
|
en af pigerne gik ned i Gothersgade for at tænde |
|
lys ; thi det betød intet godt , når man kom ind |
|
første gang i en mørk lejlighed . |
|
„ Jeg troede , at den overtro kun gjaldt et par |
|
brudefolk , “ sagde lægen leende , „ jeg mærker nu , |
|
at den strækker sig til alle . — jeg havde ikke ventet |
|
her i hovedstaden at træffe en overtro , som , og det |
|
er forklarligt , endnu findes på de jyske heder . “ |
|
„ Lidt overtro hører med til et velordnet hus , “ |
|
Svarede grossereren . |
|
„ Jeg kan lide , “ sagde lægen , „ at det vedkendes |
|
åbenlyst . “ |
|
Grossereren stødte sit glas mod svogerens og |
|
bød ham velkommen , og da måltidet var forbi , |
|
rejste gæsterne sig for at tage hjem ; thi det var |
|
blevet midnat . Kort efter rullede grossererens |
|
vogn atter ud af porten , og kusken havde fået |
|
pålæg om at bede Anna om at benytte vognen |
|
|
|
hjem , for at spare hendes forlovede at ledsage hende ; |
|
thi han boede i en anden kant af byen . |
|
Da nu lægen var alene med sin datter , blev |
|
hans ansigt alvorligt og så i det mindste ti år |
|
ældre ud end oppe ved aftensbordet , hvor han var |
|
munter og glad . |
|
„ Nu køre vi altså til vort nye hjem , “ sagde |
|
han til sin datter , „ her i denne by agter jeg at |
|
tilbringe resten af mine dage . I hvad der end |
|
hændes , Marie , lov mig bestandigt at være min |
|
trøst og støtte . “ |
|
„ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte Marie . |
|
„ Jeg har jo ikke sagt , at jeg tvivlede . Min |
|
kærlighed til dig , mit eneste barn , indgav mig |
|
at sige det . Jeg har båret dig på mine arme , |
|
jeg har set dig vokse op , og skulle jeg miste dig , |
|
ville jeg måske miste troen på guds barmhjertighed . “ |
|
„ Er |
|
jeg ikke stærk , frygter du for , at jeg skal |
|
døe ? “ spurgte hun . |
|
„ Nej , nej , gud lader dig vist overleve mig . — |
|
men det siger jeg dig , Marie : i denne stund , da |
|
vi skulle træde over vor nye dørtærskel , må du |
|
love mig , at du aldrig vil forlade din faders |
|
hus , uden når jeg fører dig selv ud deraf som |
|
en retskaffen mands brud . “ |
|
Marie rødmede og svarede : |
|
„ Et sådant løfte har du ikke behøvet at affordre |
|
mig . — du er bleven sær alvorlig , siden vi forlod |
|
|
|
onkels hus . Fortryder du måske , at vi |
|
ere flyttede til København ? “ |
|
„ Dengang jeg kom i aften , følte jeg mig glad |
|
som et barn over at gjensee min fødeby , og nu |
|
gribes jeg af den modsatte følelse , nu ønsker jeg , |
|
at jeg var bleven ovre i Jylland . “ |
|
„ Lader os da vende tilbage . “ |
|
„ Nej , nej , det ville være tåbeligt . — se |
|
så , nu kaster jeg alle grillerne ud af vognen , de |
|
kunne flyve til månen , om de ville . — her holder |
|
kusken , her skulle vi altså bo , og Nissen skal |
|
ikke få lov til at flytte med . “ |
|
Fader og datter skyndte sig op i lejligheden , |
|
mens pigen og kusken havde travlt med at bære |
|
rejseføiet og pakkerne op til anden sal . De forlovede |
|
havde indrettet alt på det hyggeligste , og |
|
lægen fik en følelse af velvære , da han trådte |
|
ind i sin nye bolig . De bøde ham velkommen , |
|
han takkede dem med sin gamle , fornøjede mine , |
|
og kort efter sagde de godnat . |
|
Lægens soveværelse vendte ud til gaden og |
|
Maries til gården . „ Du kommer til at savne |
|
blomsterne , som du før havde udenfor dine vinduer , “ |
|
Sagde lægen , , du har udsigt til en gård , |
|
som sandsynligvis er både skummel og mørk . Men |
|
så kan du til gengæld gå ind i dagligstuen |
|
og se på den bølgende folkemængde udenfor . — |
|
ja , Maren , pigekamret er ikke så stort som ovre i |
|
Jylland , her i København er pladsen kostbar ; men |
|
du ønskede jo selv at følge os herover . — hvad , |
|
|
|
man har stillet mit gamle bornholmske stueuhr op |
|
i køkkenet ! Det skal endnu i aften stilles op i mit |
|
sovekammer , uden dets ensformige tiktak falder |
|
jeg ikke isøvn . “ |
|
Maren måtte straks hjælpe lægen med at flytte |
|
uhret ind i hans sovekammer ; værket havde ingen |
|
skade taget under rejsen , perpendiklen blev heffet |
|
fast , lodderne hængte på , og uret sat igang . |
|
„ Og nu godnat , ” sagde han og kyssede sin |
|
datter , „ gid du må sove godt og drømme behageligt |
|
første gang i vor nye lejlighed . — det samme |
|
ønsker jeg dig , Maren . “ |
|
Lægen lukkede sin dør , men blev en stund |
|
stående i sit vindue og stirrede ud på gaden , hvor |
|
af og til folk endnu trods den sildige time vandrede |
|
forbi . |
|
„ Ak , ” sukkede han , „ dengang jeg endnu var ung ! “ |
|
Først sent mødtes lægen og Marie den følgende |
|
morgen ved kaffebordet . Begge havde nu udhvilet |
|
sig efter rejsen , og enhver mørk skygge var forsvunden |
|
fra hans ansigt . Han talte om , at han |
|
straks ville give sig i færd med at udpakke de endnu |
|
uåbnede kasser , derefter ville han vise sin datter |
|
noget as byen . |
|
„ Meget få vi ikke set i dag , “ sagde lægen , |
|
„ dertil vil tiden ikke strække til , men vi have den |
|
jo for os . Du kan selv begynde med fra dit vindue |
|
at studere Gothersgade , der er en af byens |
|
længste gader ; den er grændseskjellet mellem den |
|
gamle by og den i Frederik den tredies tid anlagte |
|
|
|
nye stad . Dens første navn var „ Ny-kongensgade “ , |
|
men så byttede den navn med den |
|
nuværende store Kongensgade , der først hed Gothersgade . |
|
Oppe ved volden ligger reformert kirke , |
|
hvorved der er den mærkelighed , at på dens kirkegård |
|
hviler helten Olfert Fischer , der førte |
|
overkommandoen i slaget på reden 1801 . “ |
|
„ Det er sælsomt at tænke sig at skulle bo i |
|
samme gade , hvor en så tapper helts sidste hvilested |
|
sindes ; nutiden knyttes derved ligesom til fortidens |
|
stolteste minder . “ |
|
„ Der kan være noget i , hvad du siger ; jeg vil |
|
forøvrigt gøre dig opmærksom på , at næppe en |
|
eneste af gadens beboere ved , at Olfert Fischers |
|
grav findes oppe ved volden . Københavnerne bekymre |
|
sig såre lidt om deres stads tidligere historie . |
|
Når der hist og her findes en bombe indmuret |
|
i en mur , ved almuen , at den er et minde |
|
om Københavns bombardement 1807 , men hvor |
|
manges kundskab strækker sig ud over dette århundrede ? “ |
|
„ Da |
|
beskæftigede man sig ovre i * * meget |
|
med byens historie . Almuen vidste god besfed med |
|
fortidens fremragende mænd , ja , de beskjæffigede |
|
endogså så levende dens fantasi , at der fortaltes , |
|
at nogle af dem gik igen . “ |
|
„ Alt dette forholder sig rigtigt . Når byen |
|
er lille , bliver det let at gøre sig bekendt med dens |
|
bygningers historie , medens hovedstadens historie |
|
næsten er et helt studium . Livet i provindfen er |
|
|
|
roligt og ensformigt , der bliver tid for almuesmanden |
|
til at se tilbage ; livet her er larmende og |
|
fuldt af konflikter , og almuesmanden må fæste |
|
sine fleste tanker på nuet . Desuden er København |
|
med hensyn til historiske bygninger en såre |
|
fattig by . Heller ikke træffer man her historiske |
|
slægter , handelshuse , som i flere århundreder |
|
ere gåde i arv fra fader til søn . Derimod |
|
træffer du en vidunderlig dejlig natur og elskværdige |
|
mennesker . “ |
|
„ For os , som leve i nutiden , er det i alle tilfælde |
|
det vigtigste , og så er der tteatrene . . . “ |
|
„ I det kongelige tteater har jeg tilbragt nogle |
|
af mine herligste timer , “ sagde lægen med varme , |
|
„ mangen gang har jeg i de sidste tyve år måttet |
|
lukke øjet for det skønne og kun set på det |
|
nyttige . Prosaen havde trykket sit blytunge segl |
|
på den gyldne æske , hvori ungdomstidens tilbøjeligheder |
|
lå indesluttede , nu er seglet brudt , og |
|
nu er jeg tilmed så lykkelig at have en datter , |
|
der kan deltage i og forstå min glæde over det |
|
skønne i vor kunst og literatur . “ |
|
„ Du har aldrig været sparsommelig , når det |
|
gjaldt om at købe en god bog til mig ; men jeg |
|
har ofte bebrejdet dig , at du næsten aldrig selv |
|
læste bogen . “ |
|
„ Det var , fordi jeg frygtede for , at mine tanker |
|
skulle blive for meget vendte bort fra mit kald som |
|
læge . “ |
|
|
|
„ Og vil du aldeles opgive at søge praksis her |
|
i byen ? “ |
|
„ Jeg vil opgive at søge praksis , men hvis |
|
patienter skulle komme af sig selv , vil jeg ikke lukke |
|
døren for dem . Forøvrigt er der mange værker , |
|
som høre til den nyeste lægevidenskab , jeg ikke har |
|
havt tid til at studere ; nu vil det være interessant |
|
at sammenligne disse værkers resultater med dem , |
|
hvortil jeg selv er kommen i en udbredt praksis . “ |
|
Fru vorre trådte i dette øjeblik ind og afbrød |
|
samtalen mellem fader og datter . Hun fortalte , |
|
at hun nærmest var kommen for at indbyde sin |
|
Broder og hans datter til middag samme dag og |
|
derefter var det højst nødvendigt , at hun satte såvel |
|
Julie som Maren ind i , hvorledes en københavnsk |
|
husholdning burde føres . Brandt takkede såvel |
|
for indbydelsen som for søsterens nyttige vink og |
|
gav sig i færd med at udpakke sine kasser , thi samtalen |
|
om husholdningen interesserede ham ikke . |
|
Efterat fruen i hen ved en time havde holdt et foredrag |
|
for husets kvindelige del og skarpt eksamineret |
|
Marie , om hun havde forstået alt , kom hun |
|
ind til sin Broder og sagde : |
|
„ Jeg vil spørge dig , om du ønsker , at jeg skal |
|
invitere et par gode venner til middag . “ |
|
„ Du gør mig en tjeneste ved ikke at gøre |
|
det , “ svarede lægen , „ jeg holder ikke af store selskaber . “ |
|
„ Men |
|
det bliver ikke stort selskab . “ |
|
|
|
„ Alligevel , lad være med at indbyde nogen , |
|
lad os være on kæmills . “ |
|
„ Nu ja , siden du ønsker det . — men hvorfor |
|
har du taget det gamle skrammel fra køkkenet “ |
|
— hun pegede på det bornholmske stueuhr — |
|
„ og sat det herind ? “ |
|
„ Fordi jeg er bleven vant til dets ensformige |
|
tiktak , når jeg skal falde isøvn . “ |
|
„ Det vansirer stuen . — dog , det må du |
|
om . — så ses vi til middag ; vi spise klokken fire . “ |
|
Hun gik , og lægen vedblev at udpakke og ordne |
|
fine sager . Da klokken var bleven tolv , spurgte |
|
han Marie , om hun havde lyst til at gå den påtænkte |
|
spadseretour , og hun sagde med glæde ja . |
|
„ Jeg vil ikke , “ sagde faderen , da de gik ud |
|
af porten , „ føre dig til byens stærkt befærdede |
|
gader , der kunne dine kousiner bedst være dine |
|
førere , men vi ville begive os ud til mit yndlingssted , |
|
hvor jeg så ofte i gamle dage har tilbragt |
|
glade timer , du sial se Langelinie og sundet . |
|
En del af byen vil du dog komme igennem , den |
|
lange store Kongensgade . “ |
|
Det var Brandt en glæde at svare på alle de |
|
spørgsmål , hans datter gjorde ham . Men jo |
|
længere han kom ned i store Kongensgade , desto |
|
mere begyndte han selv at se sig nysgerrig om . |
|
„ Her er jo blevet aldeles forandret , siden jeg |
|
var her sidst , “ sagde han . „ De gamle nybodershuse |
|
ere borte , og et stort smukt kvarter har rejst |
|
|
|
sig i deres sted . Lader os engang gå lidt omkring |
|
i de nye gader . |
|
Det gjorde man , og lægen udtømte sig i roes |
|
over alt , hvad han så . Endelig løsrev han sig |
|
og kom ud på Langelinie , hvor han også sandt |
|
meget forandret . |
|
„ Men det blanke , friske sund vedbliver dog at |
|
væræ det samme , “ sagde han , „ og se , derovre ligger |
|
Sverigs kyst . Her vil jeg dagligt spadsere ud og |
|
trække frisf søluft . De fleste københavnere gå |
|
til Frederiksberg , jeg har altid fundet Frederiksberg |
|
kedelig og spidsborgerlig ; dens natur er — så |
|
forekommer det i det mindste mig — ikke ægte dansf , |
|
den er så stiv , så kunstig , her derimod rulle de |
|
friste bølger , og her bringer det forbiseilende skib |
|
os en hilsen fra fjerne lande . “ |
|
Pludselig drønede et skud fra Sextus og flere |
|
påfulgle ; Marie for angst sammen og så på |
|
sin fader , der sagde : |
|
„ Bryd dig ikke derom , det er salut for et |
|
krigsskib . Hør , nu besvarer det saluten . Skibet |
|
fører dansf flag , det er en af vore fregatter , der |
|
kommer hjem fra en rejse . — er det ikke et stoltere |
|
skuespil end Frederiksbergs forlystelsessteder kunne |
|
byde os ? — du kender dem ikke ; men det siger jeg |
|
dig , at befolkningens sind løftes og styrkes langt |
|
bedre herude end i en spidsborgerlig natur , fremelsket |
|
af en spidsborgerlig tid . “ |
|
Hun svarede ikke på dette , og tavse vandrede |
|
de videre . Det nye interesserede Marie , men hun |
|
|
|
havde dog foretrukket en tur gennem byen med |
|
dens strålende boutiker og dens menneskemængde . |
|
På hjemvejen kastede hun længselsfulde blikke over |
|
kongens Nytorv hen mod den gamle stad , som |
|
hun forestillede sig langt interessantere end den nye |
|
med dens snorlige gader . I Gothersgade var der |
|
dog livligt nok , og efter hjemkomsten satte hun sig |
|
i vinduet og betragtede den forbispadserende mængde , |
|
til det var tid at gå til onkel vorre . |
|
Tidligt havde Marie mistet sin moder , og en |
|
ældre dame , en søster til en jysk landsbypræst , |
|
havde bestyret lægens hus . Denne dame havde |
|
været noget for eftergivende mod den lille Marie , |
|
som fik alle et forkælet barns vaner og nykker , |
|
heldigvis kom hun i et fortrinligt institut , hvis |
|
bestyrerinde forstod at opdage og rette sine elevers |
|
fejl , og omgangen med jevnaldrende afsled Maries |
|
fkarpe kanter . Efterhånden , som hun voksede til , |
|
kom hun oftere ud til byens familier og fik en , |
|
måske for stor smag for selskaber og baller . |
|
Kort efter hendes konfirmation døde husets bestyrerinde , |
|
og lægen lod nu sin datter overtage hendes |
|
plads . I begyndelsen syntes Marie ikke om dette |
|
noget bundne liv , men efterhånden fik hun smag |
|
for husets sysler . Efter hendes konfirmation underholdt |
|
hendes fader sig ofte og gerne med hende |
|
og spurgte hende tilråds i alle vigtige sager . |
|
Hun havde altid været hans kæreste tanke , han |
|
havde dagligt leget med hende , da hun endnu var |
|
et barn , men nu , hun kunne følge og tilegne sig |
|
|
|
hans tankegang , blev hun ham dobbelt kær . Det |
|
var en vane hos Brandt , at han næsten altid forlangle , |
|
at hun skulle følge ham på hans tankes |
|
alvorlige veje , medens han sjælden lod hende give |
|
samtalen dens præg , lod den beskjæffige sig med |
|
de ting , der mest interessere ungdommen . Han |
|
lod gerne sin datter besøge selskaber og baller , |
|
men han brød sig ikke om at høre , hvad hun havde |
|
oplevet på dem , og dog ville hun så gerne have |
|
fortalt sin fader derom . |
|
Marie havde hørt så megen tale om hovedstadslivet , |
|
hun havde endog et par gange dristet |
|
sig til at anmode om at måtte besøge sin tante |
|
vorre , men Brandt havde afslået det kort og bestemt . |
|
Han havde set , hvor meget disse asflag havde |
|
smertet hende , og derfor modnedes den beslutning |
|
hos ham at opgive sin praksis og bosætte sig i København . |
|
I stilhed blev alt forberedt , og en tag |
|
overraskede han sin datter med , at de til næste |
|
flyttedag ville forlade Jylland for bestandigt og |
|
tage til hovedstaden . Marie klappede af glæde i |
|
hænderne ; et suk , som havde sneget sig fra lægens |
|
bryst , da han fortalte nyheden , afløstes hurtigt af |
|
et smil . Imidlertid kunne han ikke afholde sig |
|
fra at sige : |
|
„ Du må ikke føle meget for dine venner her , |
|
siden du stilles så glad fra dem . “ |
|
Nu blev Marie alvorlig , hun sagde : |
|
„ Jeg bærer mig tosset ad ; thi jeg holder meget |
|
|
|
af mine venner her , og jeg stilles nødigt fra dem . |
|
Fader , lader os blive her . “ |
|
„ Nej , nej , nu er det for silde . Desuden . . . |
|
Jeg vil tilstå , siden jeg har begyndt at gøre mig |
|
fortrolig med den tanke at tage til København , |
|
har jeg selv fået længsel efter at komme derover . “ |
|
» Hvorfor kunne vi ikke tage derover i et kort |
|
besøg ? “ |
|
„ Fordi , er jeg først derovre , ville så mange |
|
minder vågne , at de ville blive til en tryllekreds , |
|
hvoraf jeg ikke får styrke til at drage mig ud eller , |
|
selv om vi vendte tilbage hertil , ville jeg bestandigt |
|
nære ønsket om af gjensee min fødeby , et ønske , |
|
der i længden ville blive til en pine , eftersom jeg |
|
er i stand til af virkeliggøre det . “ |
|
Og således blev familiens overflyttelse til |
|
hovedstaden da bestemt . |
|
Ved middagsbordet hos grosserer vorre herskede |
|
en munter og behagelig stemning . Samtalen førtes |
|
i begyndelsen mest af de ældre , de yngre deeltoge |
|
vel af og til i den , men da den drejede sig om |
|
gamle erindringer , der ingen interesse havde for |
|
dem , bragte de mellem sig selv andre genstande |
|
på bane . Fredman ville gerne give sin kærestes |
|
kousine prøver på sin dygtighed i af føre en |
|
konversation ; Thora mærkede hans hensigt og drillede |
|
ham ved bestandigt af modsige ham . De unges |
|
latter standsede , da grossereren tog sit glas , udbragte |
|
en skål for Marie og endte med spøgende |
|
|
|
af hentyde til muligheden af , af hun om ikke lang |
|
tid „ ville blive godt forsørget . “ |
|
„ Maries skål drikker jeg gerne med , “ svarede |
|
faderen , „ men hun er endnu for ung til af blive |
|
godt forsørget . “ |
|
„ Når en ung pige bliver gammel , får hun |
|
ingen af vælge imellem , “ sagde grossereren . |
|
Tanken om Maries forlovelse var lægen pinlig . |
|
Drog hun bort fra hans hus , da stod han alene , |
|
der var ingen til af opmuntre ham , og til hvem |
|
han kunne have fuld fortrolighed . Fra hun var |
|
lille , havde han elsket hende med en faders ømmeste |
|
og reneste kærlighed ; undertiden var den mulighed |
|
vel falden ham ind , af den tid kunne komme , da en |
|
ung mand ville anholde om hendes hånd , men |
|
han havde bortjaget sådanne tanker , der forbittrede |
|
hans sind . Nu udtalte grossereren den frygtede |
|
mulighed som noget , der var ønskeligt , og |
|
Marie sad og hørte derpå , og undseelig stødte hun |
|
sit glas mod sin onkels . Lægen besluttede af gøre |
|
gode miner til slet spil ; thi han indså , af ingen |
|
ville kunne forstå hans følelser eller af man , |
|
hvis de forstodes , ville kalde ham for en egoist . |
|
Man rejste sig fra bordet og tilbragte den |
|
øvrige del af dagen i munter samtale . Marie |
|
og hendes konstner fandt gensidig stor behag i hinanden , |
|
og det blev aftalt , af Thora den følgende |
|
dag skulle vise Marie om i byen . Anna ville |
|
gerne have været med , men hun havde just lovet |
|
af gå på visitter med sin forlovede . |
|
|
|
„ På torsdag er Fredman og jeg budne til |
|
selskab , “ sagde Anna , „ det er just vor tteateraften , |
|
vi have nemlig abonneret i det kongelige , — jeg |
|
overlader dig min plads . “ |
|
„ Tak , “ svarede Marie glad , „ jeg antager ikke , |
|
at fader har noget herimod . “ |
|
Det havde naturligvis lægen ikke . Han forhørte |
|
sig om , hvilket stykke der gik , og da det var „ Eventyr |
|
på fodrejsen “ , besluttede han selv at gå i |
|
tteatret . |
|
„ Jeg har set stykket med Wiehe og Fru Heiberg |
|
i et par af elskerrollerne , “ sagde han , „ jeg |
|
har set det , da det var nyt , nu vil jeg se , hvorledes |
|
det tager sig ud som gammelt . “ |
|
„ Sådanne stykker blive aldrig gamle , “ sagde |
|
Fredman . |
|
„ Det har de ret i ; de er evigunge , og de |
|
kunne give os ungdom på ny . “ |
|
Dengang lægen og hans datter om aftnen |
|
vandrede til deres hjem , spurgte han : |
|
„ Nu , hvorledes synes du om København ? |
|
Fortryder du , at vi er tagne herover ? “ |
|
„ Nej , “ svarede Marie , „ vel kender jeg ikke |
|
meget til byen , men introduktionen er lovende . “ |
|
„ Hm , hm , “ rømmede lægen sig , „ lad dig endelig |
|
ikke smitte af en farlig sygdom , der grasserer |
|
her i byen . “ |
|
„ Hvilken sygdom ? ' |
|
„ Fornøjelsessygen . ' |
|
Marie lo og mente , at det havde ingen fare . |
|
|
|
den næste dags formiddag kom Thora efter |
|
aftale og hentede sin kousine til en vandring på |
|
Østergade , på samme tid gik lægen ud , hans mål |
|
var universitetsbibliotteket . |
|
Med et forventningsfuldt sind vandrede Marie |
|
ved sin faders arm torsdag aften til det kongelige |
|
tteater . Over kongens Nytorv lå en råkold |
|
efterårståge , hvorigjennen de mange gaslamper |
|
udenfor tteatret kastede deres vinkende lys |
|
ud i hverdagslivets mørke . Brandt fulgte sin datter |
|
op til logen og forlod hende da for at opsøge |
|
sin plads i parkettet . |
|
Før teppet gik op , så han sig nysgerrig |
|
om ; thi tilskuerpladsen var jo bleven forandret , siden |
|
han sidst havde gæstet den . Medens hans øjne |
|
således vandrede rundt på dekorationen , faldt det |
|
også på Marie , der sad imellem en mængde andre |
|
damer . Nu først opdagede faderen , hvor smuk hun |
|
var . Hans hjerte svulmede af stolthed , han kunne |
|
ikke løsrive sine øjne fra hende , og først kapellets |
|
toner gave hans tanker en anden retning . |
|
Første akt var forbi , Brandt så op til sin |
|
datter , og hendes ansigt strålede af glæde . Han |
|
lod sit øje flygtigt løbe over damerækken i de |
|
øvrige loger . — pludselig så han som fortryllet |
|
på en omtrent fyrretyveårig dame . Hans ben |
|
rystede under ham , han måtte sætte sig . Hun |
|
havde ikke bemærket ham , men vedblev at tale muntert |
|
med det selskab , hvori hun var . Teppet gik |
|
op for anden akt , men Brandt havde tabt al interesse |
|
|
|
for stykket , han vedblev at se op til logen , |
|
hvori damen sad . |
|
„ Hvis hun nu fik øje på mig ? “ mumlede han . |
|
„ Nej , nej , hun må ikke se mig . “ |
|
Han rejste sig og forlod tteatret . Med sorg |
|
i sine miner og med hurtige skridt ilede han afsted , |
|
han vidste ikke selv hvorhen . |
|
„ Jeg har gjenseet hende , “ mumlede han , „ jeg |
|
mistede min ro ; men hvor kunne jeg også bevare |
|
den ? Hun har sorspildt min lykke . Mon hun |
|
havde bevaret sin ro , dersom hun havde set mig ? |
|
— måske . — jeg elskede hende , jeg elsker hende |
|
endnu , men hun har aldrig elsiet mig . — men er |
|
jeg ikke en dåre , at jeg ikke for længst har revet |
|
denne kærlighed ud af mit hjerte ? — jo , jeg er |
|
en dåre , især når jeg har Marie . “ |
|
Han erindrede nu , af hun var i tteatret , og |
|
af han måtte hente hende , når stykket var forbi . |
|
Lægen så sig om , for af få af vide , hvor han var , |
|
men han kunne ikke orientere sig , det forekom ham , af |
|
han var i en fremmed by . Klokken var imidlertid |
|
bleven mange , og han måtte siynde sig for ikke af |
|
komme forsilde . Han spurgte en forbigående , hvor |
|
han var . |
|
„ På Gammelholm , i Tordenskjoldsgade , “ lød |
|
svaret . |
|
„ Og vejen til kongens Nytorv ? “ |
|
„ Blot lige ud , og de er straks derved . “ |
|
Brandt skyndte sig afsted , og det lykkedes ham |
|
af nå tteatret , inden forestillingen var forbi . |
|
|
|
den dame , som havde bragt hans sind i så stort |
|
oprør , sad på den modsatte side af , hvor Marie |
|
havde plads , alligevel så han sig sky og ængstelig |
|
om , da han gik op for af hente sin datter . Hun |
|
kom ud , strålende af glæde over , hvad hun havde |
|
set , og i travlheden med af søge efter sit tøj , |
|
lagde hun ikke mærke til faderens tungsindige mine . |
|
Han så sig atter ængstlig om , da han forlod |
|
tteatret med Marie , men heldigvis mødte han ikke |
|
hende , der havde sat hans sind i et så stærkt oprør . |
|
På hjemvejen anstrengte lægen sig for at |
|
synes rolig , og det lykkedes ham at skjule sit sinds |
|
oprør for Marie , som udtalte sig med henrykkelse |
|
om skuespillet , hun havde set . Hendes fader |
|
lovede , at hun oftere skulle komme i tteatret , han |
|
ville se at skaffe hende en plads i en loge . |
|
„ Helst torsdag aften , “ sagde Marie , „ thi så |
|
have mine kousiner abonneret . “ |
|
„ Jeg skal se , hvad jeg kan gøre , “ svarede |
|
lægen , men han lovede sig selv , at det ikke skulle |
|
blive torsdag aften ; thi den dame , der havde sat |
|
hans sind i så stort oprør , havde sandsynligvis |
|
abonneret om torsdagen . |
|
Da lægen var bleven ene på sit værelse , |
|
henfaldt han i dybe , smertelige grublerier . |
|
„ Hvorfor tænke på , hvorledes alt kunne have |
|
været ? “ sagde han til sidst . „ Hvorfor forbittre mit |
|
sind over en lykke , som er tabt ? — var jeg ikke |
|
lykkelig , før jeg gjensåe hende i aften ? — jeg |
|
havde fred i mit sind og glæde over Marie . |
|
|
|
denne fred må kunne tilbagevindes . Havde jeg |
|
vidst , at jeg ikke var stærkere , ville jeg aldrig være |
|
vendt tilbage til København . Men jeg må gøre |
|
mig stærk ; jeg kan jo atter møde hende , og hvis |
|
hun seer mig , må jeg ikke give hende anledning |
|
til triumf . Jeg må også være stærk for Maries |
|
skyld , skulle hun opdage noget , ville . . . ja , jeg |
|
vover ikke at forestille mig , hvad der da ville ske . |
|
— dette stille liv , jeg fører , og som før var mig |
|
så kært , er mig i aften forhadt , jeg må ud mellem |
|
mennesker , jeg må beskæftige mig med dagens |
|
begivenheder , det vil måske hjælpe mig til at |
|
genfinde min ligevægt ; bøger formå det ikke . “ |
|
Brandt kastede sig på sit leje , men det varede |
|
længe , inden han faldt isøvn . |
|
Næste dag gjorde Marie bekymret den bemærkning , |
|
at hendes fader så dårlig ud . Han indrømmede |
|
det og mente , at det var , fordi han havde |
|
forlidt motion . Derfor ville han nu forandre sin |
|
levevis , han ville hver formiddag gå en længere |
|
tour og derefter spise sin frokost på et konditori . |
|
Marie fandt dette rigtigt , og lægen tog straks sin |
|
hat for at bringe sit forsæt til udførelse . På |
|
spadseretouren vedblev hans tungsindighed at følge |
|
ham , og kun dårlig oplagt til at nyde noget trådte |
|
han ind på et af vore større konditorier og forlangte |
|
en kop kaffe . |
|
Ved at se gæsterne ivrigt læsende i aviserne , |
|
kom han i tanker om , at han endnu ikke holdt |
|
nogen Avis i sit hjem ; han besluttede endnu samme |
|
|
|
dag at tale med sin datter om , hvilken Avis der |
|
skulle abonneres på . Han tog et blad i hånden |
|
for at se , hvad der var passeret i verden , siden |
|
han forlod Jylland . Næppe havde han begyndt at |
|
læse , før en noget korpulent herre kom hen til ham |
|
og spurgte : |
|
„ Er det ikke doktor Brandt ? “ |
|
„ Jo . Og de . . . Hvem er de ? “ |
|
„ Kender du mig ikke , Brandt ? Jeg er din |
|
gamle ven August vibe . “ |
|
„ Rigtigt , “ sagde Brandt , glad over at have |
|
truffet en gammel bekendt , , nu kender jeg dig igen . “ |
|
„ Det er vel sådan en snes år siden , at vi |
|
have set hinanden , “ sagde vibe , „ er du i besøg |
|
herovre ? “ |
|
„ Jeg har opgivet min praksis og har bosat |
|
mig her i byen . “ |
|
„ Rigtigt . Det kan jeg lide . — hør , er du gift ? “ |
|
„ Jeg er enkemand , “ svarede Brandt , „ og har en |
|
voksen datter . “ |
|
„ Så bestyrer hun vel dit hus . — jeg er |
|
ungkarl endnu , men jeg har egen husholdning ; |
|
vil man have anseelse i handelsverdenen , må man |
|
engang imellem gøre et middagsselskab . “ |
|
„ Men hvorfor gifter du dig ikke ? “ |
|
„ Fordi jeg befinder mig bedst i ungkarlestanden . |
|
Mine tilbøjeligheder have ikke forandret sig |
|
med årene , jeg . . . “ |
|
„ Ja , jeg husker , at du altid har holdt af |
|
eventyr , “ sagde lægen med et smil , „ hvad mig |
|
|
|
angår , have mine tilbøjeligheder taget en ganske |
|
anden retning end tidligere , jeg går sjælden ud , |
|
jeg beskæftiget : mig mest med mine bøger og med |
|
at tænke over det læste . “ |
|
„ Å , man skal heller ikke slå sig aldeles fra |
|
verden . “ |
|
„ Det vil jeg heller ikke . “ |
|
„ Nuvel , kom hjem til mig en aften og spil en |
|
lille l ' hombre . “ |
|
„ Med fornøjelse . “ |
|
» Jeg skal tage mig den frihed selv at komme |
|
og overbringe dig indbydelsen så kan du med |
|
det samme præsentere mig for din datter . “ |
|
„ Det skal jeg meget gerne . “ |
|
Grosserer vibe tog en dobbeltlorgnet op af |
|
lommen og så på en dame , der gik forbi , idet |
|
han sagde : |
|
„ Kender du hende ? Det er en af vore mest |
|
feterede skønheder . — det er sandt , du har jo |
|
været så lang tid borte fra København , at du |
|
næsten er at betragte som en fremmed . Kan du |
|
huske , når vi to for en snes år siden gik ned |
|
ad Østergade , da vidste vi , hvad alle de smukke |
|
damer hed , vi mødte . De er nu alle ærværdige |
|
mødre og fromme tanter , det er nu deres døtre , |
|
som tiltrække sig opmærksomheden . — Brandt , meer |
|
end engang ønsker jeg , at jeg var tyve år yngre . “ |
|
„ Du ville da måske forlove dig ? “ |
|
„ På ingen måde , men ungdommen gør |
|
altid størst lykke hos damerne . “ |
|
|
|
„ Og ungdommen er berettiget til at sværme |
|
for damerne . “ |
|
„ Du mener , at jeg skulle være uberettiget dertil ? “ |
|
. Det vil jeg just ikke sige , du er endnu ikke for |
|
gammel til at gifte dig . “ |
|
„ Jeg har jo sagt dig , at jeg holder af ungkarlelivet . |
|
— men hvorfor gifter du dig ikke på ny ? “ |
|
Denne tanke var aldrig før falden lægen ind . |
|
Spørgsmålet bragte ham til at studse , og han |
|
udbrød : |
|
„ Min datter ville ikke holde af en stedmoder . “ |
|
„ Å , når hun er voksen , ville en stedmoder |
|
være hende et behageligt selskab . “ |
|
„ Nej , nej , “ sagde lægen med fasthed , „ jeg |
|
gifter mig aldrig mere . “ |
|
„ Hm , måske en ulykkelig kærlighed , “ ytrede |
|
vibe ironisf . „ Men jeg må nok til mine forretninger , |
|
går du med ned ad gaden ? “ |
|
Brandt og vibe spadserede langsomt ned ad |
|
Østergade , den første havde ikke været i den gade , |
|
siden han var kommen til byen . Vibe var uudtømmelig |
|
i at give forklaringer over alt , og de interesserede |
|
lægen , han glemte sine sorger og levede |
|
med i nuet . Først på Gammeltorv sfiltes de to |
|
gamle bekendte . |
|
Ved middagsbordet var Brandt den dag ualmindelig |
|
oprømt , og Marie glædede sig herover . Han |
|
fortalte hende om mødet med vibe og om spadseretouren |
|
gennem byen . |
|
|
|
„ Det er morsomt at gå gennem Østergade , “ |
|
Sagde Marie . |
|
„ Men en ung pige bør ikke dagligt gå gennem |
|
gaden ; thi da bliver hun for bekendt ; onde |
|
tunger ville da fortælle , af det er for af søge sig |
|
en frier , af hun går på Øsfergade . “ |
|
„ O fy ! “ |
|
„ Således er det dog . Jeg ved det fra tidligere |
|
dage . “ |
|
„ Men Thora fortæller , af de største kræmmere |
|
boe på Øsfergade , derfor er hun nødt til ofte af |
|
komme i gaden . “ |
|
„ En ung dame gør bedst i af gå i boutiker |
|
med sin moder . “ |
|
„ Men når hun nu som jeg ingen moder har ? “ |
|
Denne yttring af Marie gjorde lægen noget |
|
forstemt . Måltidet var netop forbi , han rejste sig |
|
og gik ind på sit værelse . Kort efter kom Thora |
|
og bad Marie gå med i et par boutiker på |
|
Øsfergade . Til hendes store forundring nægtede |
|
Marie det og fortalte hende grunden til sin vægring . |
|
Thora gik straks ind til sin onkel for af protestere |
|
mod hans gammeldags opfattelse af , hvad |
|
der sømmede sig for en ung pige . |
|
„ Marie må aldeles have misforstået mig , “ |
|
Sagde lægen , » jeg mener blot , af en ung pige ikke |
|
hver dag bør være gæst på Øsfergade . “ |
|
„ Og du tror virkelig , af jeg spilder min tid |
|
med af gå på Øsfergade , når det ikke er nødvendigt ? “ |
|
Spurgte Thora fortrydelig . |
|
|
|
„ Det være langt fra mig , “ svarede lægen , „ jeg |
|
har slet ikke talt om dig , men kun ved middagsbordet |
|
gjort nogle almindelige bemærkninger . “ |
|
Thora blev igen mild , og kort efter gik hun |
|
med Marie . På kongens Nytorv mødte de en |
|
ung herre , som hilste . |
|
„ Det var en af Fredmans venner , “ sagde Thora , |
|
„ han kommer undertiden hjem til os . Det er en |
|
juridisk kandidat Hansen . Mærkværdigt , at jeg |
|
netop skulle møde ham sammen med dig . “ |
|
„ Hvorfor det ? “ |
|
„ Fordi han i går spurgte mig , om hvem den |
|
dame var , han sidst havde mødt mig med på Østergade . |
|
Han mente dig . “ |
|
„ Ere alle herrer så nysgerrige i København ? “ |
|
„ Det skal jeg ikke kunne sige . Måske spurgte |
|
han ikke alene af nysgerrighed , men også af interesse . “ |
|
„ Af |
|
interesse ? “ |
|
„ Jeg vil ikke omtale hans smigrende yttringer |
|
om dig for ikke at gøre dig forfængelig , “ sagde |
|
Thora leende . |
|
Marie rødmede . Det var første gang , at |
|
nogen fortalte hende , at en ung herre havde brugt |
|
smigrende yttringer om hendes person . Hun blev |
|
noget undseelig ved at tænke på , af hun hvert øjeblik |
|
var udsat for enhver forbigående herres kritik , |
|
og hun var glad , dengang kousinen havde gjort |
|
sine indkøb , og de forlod Østergade . Ved et |
|
tilfælde mødte de atter kandidat Hansen , og Marie |
|
|
|
kunne mærke , af hun rødmede af forlegenhed . Et |
|
flygtigt blik , som hun ikke kunne afholde sig fra af |
|
kaste på ham , havde overbevist hende om , af han |
|
var smuk . |
|
„ Der mødte vi ham igen , “ sagde Thora . „ Hvor |
|
han hilste ærbødigt ; han skal være af god familie , |
|
og hans onkel umådelig rig . Fredman og Anna |
|
komme til onklens store baller . “ |
|
„ Hvad er onklen ? “ |
|
„ Han er grosserer . “ |
|
Kousinerne vare nu ved Maries hjem og skiltes . |
|
Efter sin hjemkomst vedblev Marie i tankerne |
|
af dvæle ved kandidat Hansen , det er jo behageligt |
|
af være blevet omtalt med smigrende yttringer ; |
|
Marie var så uskyldig og så ukendt med |
|
verden og sig selv , af hun ikke så det urigtige i |
|
af lægge vægt på en henkastet yttring og ikke vidste , |
|
af selv om hun havde været mindre indtagende , |
|
ville kandidat Hansen alligevel af høflighed have |
|
omtalt hende med roes overfor Thora . |
|
Da det begyndte af mørknes , kom faderen ind |
|
og sagde , at han havde lyst til at tilbringe aftnen |
|
hos vorre . Han og Marie begave sig derfor kort |
|
efter på vejen til grossererens hus . |
|
„ Vi må en aften have hele min søsters familie |
|
hjem til os , “ sagde lægen , „ vi må gøre et |
|
lille aftenselflab . “ |
|
„ Dæt kan ske , når det skal være , ″ svarede |
|
Marie . |
|
|
|
„ Du har set hos din tante , hvorledes en københavnsk |
|
opdækning skal være ? “ |
|
„ Den er langtfra så vanskelig som en jysk . “ |
|
„ Dæt har du allerede opdaget ? “ lo lægen , |
|
„ Du er et lille huusholdningstalent . Hvis salig |
|
jomfru Sanne , som i din barndom bestyrede mit |
|
hus , havde levet endnu og var fulgt os herover , |
|
ville det påtænkte aftenselflab have sorvoldt hende |
|
hundrede bekymringer . Hver gang , jeg gjorde et |
|
lille herreselskab , bagede og brasede hun fjorten |
|
dage i forvejen . “ |
|
I dette øjeblik blev de standsede af et „ Godaften , |
|
hr . Doktor . “ En mand fra den jyske by , |
|
de havde forladt , stod for dem . En kort samtale |
|
udspandt sig nu om , hvad der var flet siden Brandts |
|
bortrejse , og jyden forsikrede , at alle længtes |
|
meget efter ham . |
|
„ Dæt er mig kært at blive mindet med venlighed , “ |
|
Sagde Brandt , „ jeg har tilbragt lykkelige |
|
år ovre i Jylland . “ |
|
„ Men hvorfor forlod de os da ? “ |
|
„ Måske har jeg handlet urigtigt heri . Oprigtigt |
|
talt , længes jeg efter min gamle praksis . “ |
|
, så seer man dem måske igen ovre hos os ? “ |
|
„ Det vil jeg ikke love , “ svarede lægen , „ men |
|
det kunne måske være muligt . “ |
|
Da jyden var gået , spurgte Marie forundret |
|
sin fader , om han virkelig igen tænkte på at tage |
|
over til Jylland . |
|
„ Jeg tænker derpå , “ svarede lægen , „ jeg har |
|
|
|
endnu i denne eftermiddag tænkt derpå ; dengang |
|
jeg flyttede herover , så jeg byen i min ungdoms |
|
rosenfljær , nu derimod synes jeg at stå så alene |
|
i min fødeby , de fleste af mine gamle venner er |
|
spredte ad over hele landet . “ Han kunne ikke sige |
|
sin datter den egenlige årsag , at han frygtede for |
|
et nyt møde med den dame , han havde set i tteatret . |
|
„ Vi burde aldrig være tagne fra Jylland , “ |
|
Sagde Marie . |
|
, deri har du ret . — nu , jeg finder mig |
|
måske i forholdene , når jeg lærer dem nøjere |
|
at kende . I hvert tilfælde rejse vi ikke før til |
|
næste flyttedag . “ |
|
Ta Fru vorre hørte , af hendes Broder tænkte |
|
på af rejse til Jylland , modsatte hun sig på |
|
det bestemteste denne plan og understøttedes heri |
|
af sin mand og sine døtre . Hun forstod på det |
|
bedste af imødegå broderens argumenter , og til sidst |
|
hviskedee hun til ham : |
|
„ Har du måske en hemmelig grund ? “ |
|
„ På ingen måde , “ skyndte Brandt sig af |
|
svare , han forstod meget godt , hvad søsteren mente |
|
med sit spørgsmål . |
|
I løbet af aftnen blev Brandt underrettet |
|
om , af vorre næste uge ville give sit første bal |
|
denne vinter . Lægen samtykkede gerne i , af Marie |
|
deltog i ballet , derimod ytrede han ingen lyst |
|
til selv af komme ; det var jo lutter ungdom , som |
|
var tilstede . Dette blev imidlertid benægtet ; thi |
|
grossereren havde gerne hver balaften sit spillevarti , |
|
|
|
og fruen en del ældre damer til af underholde |
|
sig med . Brandt lovede til sidst af komme . |
|
Dengang han , efter af være vendt hjem fra sin |
|
svogers hus , tænkte over dagens begivenheder , |
|
blev det ham klart , af den dybe smerte , han den |
|
foregående aften havde følt , var bleven trængt i |
|
baggrunden , og af det bedste middel mod fortidens |
|
bittre minder ville være andre menneskers selskab . |
|
Derfor besøgte han også den følgende dag |
|
konditoriet og gik en tur gennem Østergade , hvor |
|
han var så heldig at møde et par gamle bekendte . |
|
Han læste bladene med interesse , og , ved at gjennemsee |
|
rigsdagsreferaterne , traf han på et navn , |
|
som erindrede ham om , at en god ven , der var |
|
bosat ovre i Jylland , var rigsdagsmand . Næste |
|
dag opsøgte Brandt ham , og det blev aftalt , at de |
|
oftere skulle ses . Lægen glemte heller ikke sin |
|
datter ; han var så heldig efter et avertissement |
|
i adresseavisen at få en plads til hende om |
|
fredag aften i en af det kongelige tteaters bedste |
|
loger . Marie ville rigtignok helst have haft torsdagen , |
|
men derved var nu intet at gøre |
|
det gik ualmindeligt livligt til på grosserer |
|
vorres bal , og Marie var en af de mest feterede |
|
damer . Hun var bleven engageret til første Dands |
|
af kandidat Hansen , som havde ladet sig forestille |
|
af Thora , hans konversation var livlig , og han var |
|
en fortrinlig Dandser . Medens første Dands endnu |
|
varede ved , kom der et par herrer hen og engagerede |
|
Marie til påfølgende dandse ; Hansen skyndte |
|
|
|
sig med at udbede sig endnu en Dands , og de blev |
|
enige om , at det skulle være kotillon . Ingen af |
|
de herrer , hvormed hun kom til at danse , behagede |
|
hende så meget som kandidat Hansen ; der var hos |
|
nogle af dem en uheldig jagt efter vittigheder tilstede , |
|
medens andre søgte at gøre sig interessante |
|
ved at være blaserte . Thora fik lejlighed til at |
|
spørge sin kousine : |
|
„ Hvorledes morer du dig ? “ |
|
Det korte svar herpå var : |
|
„ Udmærket . “ |
|
Brandt havde såt plads ved et l ' hombrebord ; |
|
han fordybede sig således i spillet , at han |
|
aldeles glemte ballet . Med velbehag vandt han |
|
den ene efter den anden af de andres beter . Netop |
|
som alle beterne vare blevne spillede af , og man |
|
skulle begynde med nye stambeter , blev man ved |
|
spillebordet anmodet om at gøre en pause ; thi |
|
der skulle spises tilaften . Brandt rejste sig og gik |
|
ind for at se til sin datter , som glad kom ham |
|
imøde og fortalte ham , at hun morede sig . Han |
|
kastede et blik udover de unge , som vare begyndte |
|
at spise , og han fik lyst til efter bordet at opgive |
|
l ' hombrespillet for at se på dansen . |
|
Hans søster kom hen til ham og anviste ham |
|
en plads hos nogle ældre damer . Da de så |
|
Brandt , udbrøde de næsten alle i gjenkjendelsesudråb |
|
; thi de vare som unge piger og hans søsters |
|
veninder komne i hans forældres hus . En mængde |
|
gamle , kære erindringer stormede nu ind på lægen , |
|
|
|
og den ene frue efter den anden spurgte : „ Kan |
|
de huske ? “ Eller også hed det : „ Det var dengang , |
|
vi vare sammen der og der . “ Imellem dengang |
|
og nu lå hen ved en snes år , et tidsrum , |
|
hvori de tilstedeværende havde været langt fjernede |
|
fra hinanden og rimeligvis aldeles havde glemt |
|
hinandens tilværelse . En hel ny generation var |
|
vokset op og var nu eneherre derinde i balsalen . |
|
Fru vorre var den eneste , som kunne knytte tråden |
|
mellem før og nu , når samtalen på grund |
|
af ubekjendtskab til de nuværende forhold truede |
|
med at gå istå for lægen . Hun skyndte sig da |
|
med at sige : |
|
„ Ja , du har måske glemt , at Amalie Felsens |
|
mand er dampmøller . Deres datter Kathinka er |
|
den unge pige i hvidt , som sidder nærmest Thora . |
|
Hendes ældre søster Laura har ikke kunnet komme |
|
iaften , fordi hendes kæreste er bleven syg , hun |
|
syntes da ikke , det var passende at gå på bal . “ |
|
Eller også sagde fruen : |
|
„ Min Broder blev tidligt enkemand ; hans |
|
datter fik en opdragelse så god som den kan gives |
|
i en provindsby . “ |
|
„ Deres datter er nærved i aften at være ballets |
|
dronning , - sagde en Fru Karlsen . |
|
» Ja , hun er næsten aldrig af gulvet , “ bekræftede |
|
Fru Felsen . |
|
„ Hvor smigrende det end må være for en |
|
fader at høre sligt , “ sagde Brandt , „ må jeg dog |
|
tilstå , at jeg helst så , at min datter gjorde |
|
|
|
mindre lykke , fordi hun ellers kan få en trang |
|
til at behage , der let vil kunne udarte til koketteri . “ |
|
Heri |
|
gave de ældre damer lægen ret , og da |
|
de i det hele taget skænkede hans ord opmærksomhed , |
|
følte han sig snart ligeså vel til mode som |
|
sin datter . Grossereren lod skænke flot rundt med |
|
champagne , munterheden tiltog , og kandidat Hansen |
|
udbragte en særdeles smuk skål for grosserer vorre |
|
og frue . I den anledning forhørte lægen sig om , |
|
hvem kandidat Hansen var , men fik intet andet |
|
svar , end at han var af god familie , havde taget |
|
en glimrende eksamen og vistnok havde en smuk |
|
fremtid ivente . |
|
Dengang dansen begyndte på ny , udeblev |
|
lægen fra l ' hombrebordet og satte sig hen i en |
|
krog af balsalen for at se til . Musiken , de flagrende |
|
kjoler , den dæmpede latter , de strålende |
|
blikke , de blussende kinder , de lykkelige smil , |
|
alt dette rev ham med sig , blodet strømmede raskere |
|
i hans årer , end det havde gjort i de sidste tyve |
|
år , han kom i den illusion , at han var ung endnu , |
|
og da nu Thora skjelmsk kom hen og inklinerede for |
|
ham , rejste han sig rafl op og dansede et par |
|
gange rundt med hende . |
|
„ Bravo , bravo ! “ råbte grossereren , der var |
|
vidne hertil . |
|
„ Det kan jeg lide , “ sagde hans søster . |
|
„ Ja , ja , “ sagde lægen og pustede lidt , „ jeg |
|
|
|
ville forsøge , om jeg ikke var for gammel til at |
|
dandse . “ |
|
„ De er jo endnu en ung mand , “ sagde Fru |
|
Felsen spøgende . |
|
„ Må da den unge mand byde den unge kone |
|
op til en Dands ? “ spurgte lægen ligeledes spøgende . |
|
Fru Felsen havde heller ikke dandset i mange |
|
år , erindringen om hendes ungdomstid , da hun |
|
ofte havde dandset med Brandt , var ved denne |
|
aftens samtale bleven livligere end sædvanlig , hun |
|
tog mod hans tilbud , og nu var det ikke alene |
|
Maries tur til at undre sig , men også Kathinkas , |
|
som halvt forskrækket så sin moder blive |
|
svunget rundt af lægen . |
|
Man var netop midt i kotillon . Det gode |
|
indtryk , som kandidat Hansen havde gjort på |
|
Marie , forhøjedes ved , at han udbrød i begejstrede |
|
lovtaler over hendes faders livlighed , og han bad |
|
grosserer vorre forestille ham for Brandt , hvilket |
|
den første gjorde med fornøjelse . På grund af |
|
sin egen deellagelse i dansen , lagde lægen ikke |
|
mærke til det indtryk , som Hansen øjensynlig havde |
|
gjort på Marie , hvis ansigt strålede ganske anderledes |
|
lykkeligt , når hun dansede med ham end |
|
med en anden kavalleer . |
|
Tiden løb hurtigt , og snart var det tiden til |
|
at tage hjem . Grossererens vogn holdt forspændt |
|
til Brandt og Marie . |
|
„ Hvorledes har du moret dig ? “ spurgte Brandt . |
|
|
|
„ Fortræffeligt , “ svarede Marie . „ Og du , |
|
fader ? “ |
|
„ Jeg morede mig så godt , “ sagde lægen , „ at |
|
jeg betragter denne aften som en dag af mit livs |
|
effersommer . “ |
|
„ Gid du må få mange sådanne dage , “ |
|
Svarede Marie . |
|
Længe lå Marie den nat , inden hun kunne |
|
sove , og da hun faldt isøvn , så hun kandidat Hansen |
|
i sine drømme , og de dansede hen over blomsterklædte |
|
Enge og smilende marker , til sidst kom de |
|
til en rivende bæk , som standsede deres Dands . Da |
|
sagde han : „ Det beroer på din villies energi , |
|
om vi skulle over . “ Hendes kærlighed gjorde hende |
|
stærk , og de satte over strømmen . — men da hun |
|
var kommen over , så hun sig tilbage , og der stod |
|
hendes fader og rakte armene efter hende og græd . |
|
Hun ville da tilbage igen , men det var hende umuligt . |
|
Marie vågnede , angst over denne uhyggelige |
|
drøm , snart faldt hun dog isøvn igen , og blidere |
|
drømme gæstede hendes leje . |
|
Før lægen denne aften lagde sig til hvile , |
|
sagde han : |
|
„ Jeg begynder at mærke , at jeg er kommen til |
|
København . “ |
|
Da Marie næste formiddag stod i vinduet og |
|
så ned på gaden , hilste en herre , idet han gik |
|
forbi . Det var kandidat Hansen . Marie rødmede , |
|
idet hun besvarede hans hilsen , og trak sig hurtig |
|
ind i stuen . Hendes drøm randt hende ihu . A |
|
|
|
skilles fra sin fader for Hansens skyld , nej , det |
|
var hende umuligt , og det ville da heller aldrig |
|
kunne ske . Hun lo ad den „ tossede “ Drøm og |
|
spurgte sig selv , om Hansen måske hver dag gik |
|
forbi hendes vindue . Hun besluttede at lægge |
|
mærke dertil , men det måtte han på ingen måde |
|
opdage ; hun ville holde sig skjult bag gardinerne . |
|
Derefter tænkte hun på sin fader ; hun var så |
|
glad over , at han havde moret sig , han opgav |
|
måske at flytte over til Jylland ; i dag ville Marie |
|
så nødigt bort fra København . |
|
Grosserer vide kom efter løfte en tag op til |
|
Brandt og inviterede ham hjem om aftenen til en |
|
l ' hombre . Brandt tog med glæde mod tilbudet ; |
|
grossereren spurgte efter Marie , men hun var for |
|
øjeblikket ikke hjemme , hvorfor han måtte vente |
|
med at gøre hendes bekendtskab til en anden gang . |
|
Dengang grossereren var gået , kom lægen i tanker |
|
om , at han havde glemt at spørge om hvem , |
|
der skulle deltage i l ' hombrepartiet . „ Å , “ tænkte |
|
han , „ det er mig ligegyldigt , jeg kender næppe |
|
nogen af dem . “ Om aftnen , da han gik , pålagde |
|
han Marie ikke at sidde oppe og vente på ham , |
|
ligeledes fik Maren ordre til at gå iseng til rette tid . |
|
Vibe boede i et af byens mest befolkede kvarterer , |
|
i en af de smågader , der støde til Østergade , |
|
og hvor folk kunne se lige ind ad vinduerne |
|
til hinanden . Det var en mørk , flyfuld efterårsaften , |
|
og lægen fandt , af et sådant vejr ret passede |
|
til af spille l ' hombre i . Vibes bolig var |
|
|
|
hyggelig , og en svag ild brændte i den elegante |
|
kamin . De elegante lamper vare tændte , og spillebordet |
|
flyttet midt ud på gulvet under en gaslysekrone . |
|
Ved sin indtrædelse fik Brandt øje på |
|
to ham ubekendte herrer , for hvilke vibe præsenterede |
|
ham , den ene var en kaptajn fist , den anden |
|
en grosserer Hansen kort efter satte man sig til |
|
l ' hombrebordet , og under spillet hændtes der intet |
|
mærkeligt . Efter et par timers forløb meldte |
|
tjeneren , af aftensbordet var dækket , og spilleselstabet |
|
rejste sig da og begav sig ind i et sideværelse . |
|
Lægen fandt behag i sine to nye bekendtes |
|
samtale . Han kom til af yttre , af han i flere år |
|
havde været læge i en jysk by , hvis navn han |
|
nævnede . Da studsede grosserer Hansen og så |
|
meget vist på ham , Brandt lagde dog ikke mærke |
|
dertil ; vibe havde anmodet ham om af sige sin mening |
|
om en Sherry , og dermed var han beskæftiget . |
|
„ Siden du roser vinen , “ sagde vibe , „ vil jeg |
|
tillade mig at bede de andre herrer tømme et glas |
|
på dit velgående med det ønske , at vi oftere må |
|
have den fornøjelse at se dig sammen med os til |
|
et spilleparti . “ |
|
Vibe og kaptajnen stødte deres glas mod lægens , |
|
Hansen satte derimod sit glas hårdt i bordet og |
|
sagde : |
|
„ Jeg drikker ikke med den herre . “ |
|
Alle og ikke mindst lægen så forbavsede på |
|
Hansen , og Brandt udbrød : |
|
„ Te skylder mig en forklaring . “ |
|
|
|
„ Den skal de få , “ sagde Hansen , „ jeg er |
|
Betty Helsinges mand . “ |
|
Brandt stirrede med et vildt blik på Hansen ; |
|
han måtte støtte sig til bordet for ikke at falde |
|
om , endelig fattede han sig og sagde : |
|
„ De har ret ; vi to kunne ikke drikke et glas |
|
med hinanden . “ |
|
Vibe og fist så forbavsede til , endelig sagde |
|
den første : |
|
„ Dæmp eders hidsighed og sig os , hvorfor |
|
i ikke kunne drikke sammen ? “ |
|
„ Her er ikke stedet for mig til at fortælle det ; |
|
jeg går og overlader min kones og mit rygte i |
|
denne gamle synders hænder “ . |
|
Hansen rejste sig og skyndte sig bort . Vibe |
|
ilede efter ham og ville holde ham tilbage , men forgæves , |
|
Hansen forlod huset . |
|
„ Vort parti er forstyrret , “ , sagde grossereren , |
|
da han kom tilbage , „ hvad gik der dog af Hansen ? |
|
Jeg har aldrig tidligere set ham så ophidset som |
|
iaften . Hvad har du gjort ham , Brandt ? “ |
|
„ Jeg har intet gjort ham , “ svarede Brandt , |
|
„ man må have bagtalt mig for ham . Hvilket sælsomt |
|
møde . — undskyld mig , jeg befinder mig ikke |
|
vel , jeg må gå . “ |
|
„ Vil du nu også gå ? “ spurgte vibe . |
|
„ Javist . Luften er så trykkende herinde . “ |
|
Lægen rejste sig , sagde godnat og skyndte sig |
|
bort . Grossereren og kaptajnen blev alene tilbage |
|
ved bordet ; begge rystede på hovedet og |
|
|
|
vare enige om , af det hele var en højst gådefuld |
|
og mærkelig hændelse . |
|
Dengang Brandt var kommen ned på gaden , |
|
stod han først stille og så i dybe , smertelige tanker |
|
ud for sig i rummet . Den fine støvregn , som |
|
faldt , bragte ham dog hurtigere end det måske |
|
ellers ville have været tilfældet til af tænke på |
|
den ydre verden . Han slog sin paraply op og |
|
begav sig afsted . |
|
„ Skal jeg ved hvert skridt mindes om hende ? “ |
|
Spurgte han sig selv . „ Hver gang hun krydser min |
|
vej , forsvinder tiden mellem før og nu , og jeg |
|
lider atter de samme kjærlighedskvaler som dengang |
|
jeg var ung . Jeg elsker hende endnu , jeg vil |
|
vedblive at elske hende til min død . - - den herre , |
|
jeg mødte i aften , var hendes mand , havde han ikke |
|
været , havde jeg nu været lykkelig . Han kaldte mig |
|
en gammel synder . Gud skal være mit vidne , at |
|
jeg aldrig har forsyndet mig mod hende . — Havde |
|
jeg dengang for mange år siden ikke modløs og |
|
kummerfuld givet efter , havde jeg optaget kampen |
|
med Hansen og med hende selv , måflee havde jeg |
|
til sidst sejret , men jeg lod dem råde som de ville “ — |
|
Marie omgikkes dagligt med sine konstner og |
|
stundom ledsagede hun Fredman og Anna på deres |
|
vandringer langs søerne , til Frederiksberg eller på |
|
Langelinie . Det var på en sådan tur , at de en |
|
dag mødte kandidat Hansen . Han hilste og gav |
|
sig i tale med dem ; heri var intet påfaldende ; |
|
thi han var en god ven af Fredman og kendte |
|
|
|
desuden begge damerne . Man drejede fra Østerbro |
|
om ad citadelsveien for at nå Langelinie . I |
|
begyndelsen underholdt Hansen sig mest med Fredman , |
|
men da Marie ved af komme forbi blindeinstitutet |
|
søgte en oplysning om dette , og Fredman |
|
erklærede sig ude af stand til af give den , henvendte |
|
Hansen ordet direkte til hende , og efterhånden |
|
kom de to til af gå bagved kjærestefolkene . |
|
Marie hørte med interesse på Hansen . Mange |
|
mene , af en vågnende kærlighed helst vil tale om |
|
ting , der kan give ånden en højere flugt , men |
|
enhver ting kan give ånden flugt , når den elskede |
|
med interesse hører efter . Med øjet , i minespillet , |
|
i talens betoning forstår kærligheden af |
|
udtrykke sig , og det der siges , er kun et gennemsigtigt |
|
slør , for det der ikke siges . Dengang Marie og |
|
Hansen skiltes , grebes de øjeblikkelig af en stærk |
|
længsel efter igen af mødes , og denne længsel gav |
|
dem den første anelse om , af der var vågnet en |
|
følelse , som ingen af dem endnu turde tilslåe var |
|
kærlighed , men de havde dog intet andet navn |
|
for den . Marie havde opdaget , af Hansen hver |
|
dag gik forbi hendes vindue og så op dertil ; , |
|
hidtil havde hun skjult sig bag gardinerne , men |
|
den følgende dag sad hun ved vinduet og besvarede |
|
hans hilsen . |
|
Ingen af hendes omgivelser mærkede , hvad |
|
der foregik i hendes indre . Hendes fader var netop |
|
i disse dage så stærkt beskæftiget med sine egne |
|
tanker , at han ikke lagde mærke til sin datters |
|
|
|
gøren og laden . En dag bebrejdede han sig dog , |
|
at han i den sidste tid havde viist hende for ringe |
|
opmærksomhed , han bad hende derfor gå en tur |
|
med sig i byen . Det var hans hensigt at overraske |
|
hende med en present . Først da de stod |
|
udenfor en juvelers boutik på Østergade , fortalte |
|
han Marie om den present , han ville give hende , |
|
og at hun måtte vælge det armbånd , hun syntes |
|
bedst om . |
|
Marie blev glad over dette bevis på faderens |
|
godhed , og begge vandrede oprømte efter ind - |
|
købet i juvelerens boutik ned ad gaden . Da stod |
|
en ældre dame et øjeblik stille foran dem ; hun betragtede |
|
først lægen og derefter Marie med et besynderligt |
|
blik og gik derpå hurtigt videre . Brandt |
|
blev bleg og en skælven kom over ham . |
|
Hvad skulle det betyde ? Kendte du hende ? “ |
|
Spurgte Marie . |
|
„ Ja , “ svarede lægen , „ men spørg mig ikke |
|
videre om hende ; og skulle hun ville tale til dig , |
|
når hun møder dig på gaden , da svar hende ikke , |
|
men skynd dig bort . “ |
|
„ Du er så bleg ; denne dame må være ond . “ |
|
„ Jeg bad dig ikke tale mere om hende , “ svarede |
|
Brandt heftig . |
|
Marie tav og allehånde tanker stormede ind |
|
på hende . Da lægen var bleven noget roligere , |
|
sagde han : |
|
„ Jeg skal måske engang fortælle dig denne |
|
dames historie , indtil da , bring hende ikke mere |
|
|
|
på tale mellem os , og lov mig heller ikke at tale |
|
med dine konstner eller andre om dette møde . “ |
|
Marie lovede det . Hele dagen var lægen i |
|
en nedtrykt stemning , og viste sig mere end sædvanlig |
|
øm mod sin datter . Hun grundede over , |
|
hvem den omtalte dame kunne være , og hendes |
|
sind fyldtes med bange anelser . Da faderen næste |
|
formiddag gik tidligt ud , og hun så , at vejret |
|
var godt , besluttede hun , for at forjage de mørke |
|
griller , at aflægge sine konstner en visit . |
|
Da hun gik gennem Kronprinsessegade , så |
|
hun i frastand kandidat Hansen komme sig i møde : |
|
hun følte den største lyst til at vende om , men hun |
|
vidste ikke , om han allerede havde set hende , og |
|
vendte hun om , ville dette da ikke være ham højst |
|
påfaldende . Desuden ville han jo blot gå hende |
|
forbi og hilse , og Marie samlede hele sin styrke |
|
til at gjengjælde hans hilsen med den fornødne |
|
ro . Hansen hilsede hende , da han kom hende nær , |
|
men han gik ikke videre , han standsede tværtimod og |
|
spurgte til hendes befindende . Marie havde ikke |
|
ventet dette , hun blev forlegen og rødmede . Han |
|
udtalte den formodning , at hun havde til hensigt |
|
at besøge sine kousiner , han kom lige fra grosserer |
|
vorres huns og kunne fortælle , at fruen og Thora |
|
vare gåde ud for at gøre nogle indkøb , og at |
|
Anna og hendes forlovede også vare ude på |
|
deres sædvanlige formiddagstour . Hansen vidste |
|
hvilken vej , de ville gå ; thi touren skulle ende |
|
med en visit hos hans tante , der boede på |
|
|
|
Gammelholm ; han foreslog Marie at gå dem |
|
imøde ; de ville komme gennem kongens have ; |
|
hun kunne i en hast ikke finde på en grund til at |
|
afslå hans tilbud og modtog derfor hans ledsagelse . |
|
Vi vare midt i november , og træerne strakte |
|
deres nøgne grene mod den dybe , mørkeblå efterårshimmel . |
|
Over Rosenborgs slanke tårne svævede |
|
pragtfulde , snehvide skyer . Blikket vendte sig |
|
uvilkårligt fra jorden op mod det høje , det foretrak |
|
himlens klarhed for jordens mørke nøgenhed . |
|
En kort stund gik Marie og Hansen tavse ves hinandens |
|
side , da tog han først ordet , og han talte |
|
om hvad det var at leve ; han mente , at mangt et |
|
kosteligt minut blev bortødslet , fordi vi ængstligt |
|
holdt os tilbage , når vi vare i nærheden af vort |
|
mål , men han havde altid grebet rast til , og det |
|
ville han også gøre nu . Derfor fortalte han |
|
Marie , hvor kær hun var ham , og han spurgte |
|
hende , om han kunne gøre sig håb om hendes |
|
gjenkærlighed . Hans kærlighedserklæring kom så |
|
pludselig , at hendes følelser overvældede hende , |
|
hun ville svare , men kunne ikke og brast i gråd . |
|
„ Har jeg fornærmet dem ? “ spurgte Hansen |
|
bekymret . |
|
„ Nej , nej , “ svarede Marie . |
|
„ Men de græder . “ |
|
„ Lad mig græde ud . Jeg havde ikke ventet , |
|
at de — at de — “ |
|
„ At jeg elskede dem . Frøken , jeg har elflet |
|
|
|
dem fra den første time , jeg så dem . O sig , om |
|
jeg derved har forbrudt mig imod dem ? “ |
|
„ Det har de ikke . “ |
|
„ Tør jeg da håbe , at te engang vil give |
|
mig et gunstigt svar ? “ |
|
„ Ja , “ stammede hun . |
|
Hansen glemte stedet , hvor han var , og skuttede |
|
hende glædestrålende i sine arme . Marie rev |
|
sig undseelig løs og sagde : |
|
„ Hust på , at jeg aldrig kan blive deres uden |
|
min faders samtykke . “ |
|
„ Lad os straks gå til ham . “ |
|
„ Han er ikke hjemme , og desuden er der i disse |
|
dage noget , som trykker hans sind . Tal ikke med |
|
fader , før jeg siger : nu er det tid . “ |
|
Hansen lovede naturligvis at opfylde Maries |
|
ønsfe ; til da måtte de betragte sig som hemmeligt |
|
forlovede , og om muligt se at mødes hver dag |
|
til en bestemt tid i kongens have . Næppe var |
|
denne aftale truffen , før de så Fredman og Anna |
|
komme imod sig . De ilede dem i møde , og Hansen |
|
sagde til Fredman : |
|
„ Jeg ved , at du og din kæreste har til hensigt |
|
at besøge min tante , Fru Hansen , jeg traf tilfældigvis |
|
frøken Brandt , som var på vejen op til |
|
fine kousiner , og den tanke faldt mig ind , at frøknen |
|
vist kunne have lyst til at komme på det |
|
store bal , som min tante giver om en fjorten dage . |
|
Hvad om nu de , frøken vorre , i dag præsenterede |
|
deres jyske kousine for min tante ? “ |
|
|
|
„ De synes af interessere dem meget for min |
|
jyske kousine , “ sagde Anna leende . Hansen blev |
|
noget forlegen , ban følte , af han måske havde |
|
givet sig en blottelse ved sin anmodning ; Marie |
|
rødmede og slog øjnene til jorden . |
|
„ Jeg interesserer mig for , af der kommer så |
|
mange smukke damer som muligt til min tantes |
|
bal , “ svarede Hansen , „ og har min Iver derfor |
|
drevet mig for vidt , gør jeg en undskyldning . “ |
|
„ Det behøves ikke , “ sagde Fredman , „ det er |
|
jo fortræffeligt , af din tante skal have bal om |
|
fjorten dage , og den ide er god , af frøken |
|
Brandt i dag følger med os derop . “ |
|
Da Fredman fandt ideen god , fandt Anna |
|
den naturligvis også . Hansen tog afsted , idet |
|
han foregav forretninger , og Marie begav sig med |
|
bankende hjerte på vejen til Hansens tante . Hun |
|
spurgte Anna ud om denne dame og fik højst kortfatfede |
|
oplysninger om hendes person , men desto |
|
mere udførlige om hendes baller . De trådte |
|
ind i et stort hus på Gammelholm , trappegangen |
|
var prydet med kostbare potteplanter , og trappen |
|
selv belagt med bløde tæpper . De standsede ved |
|
første sal og ringede på ; en tjener lukkede op |
|
og gik ind for at melde dem . |
|
Han kom straks efter ud og førte de besøgende |
|
gennem en stor sal , hvis vægge vare behængte |
|
med kostbare malerier , til et større kabinet , hvor |
|
en dame sad ved vinduet . Hun rejste sig og gik |
|
de indtrædende i møde ; Marie genkendte i hende |
|
|
|
den dame , som hun og hendes fader i går under |
|
så besynderlige omstændigheder havde mødt på |
|
Østergade . Hun blev greben af angst og følte sig |
|
stærkt fristet til at tilsidesætte alle hensyn og løbe |
|
sin vej ; hun spurgte sig selv , om det ikke kunne betragtes |
|
som forræderi imod hendes fader at besøge |
|
denne dame . Der blev dog ikke levnet hende |
|
tid til flere betragtninger . Synet af Marie gjorde |
|
også et overvældende indtryk på Fru Hansen , |
|
hun vaklede , hun måtte støtte sig til bordet for ikke |
|
at falde , hun kæmpede en kamp med sig selv for at |
|
beherske sig , men det var hende umuligt , hun styrtede |
|
hen mod Marie , sluttede hende i sine arme og |
|
råbte med halv kvalt stemme : |
|
„ Mit barn , min datter ! “ |
|
Marie var ligeså forbavset som Fredman og |
|
Anna . Den fremmede dames tårer faldt på |
|
hendes kind , og hun følte hendes hjerte heftigt |
|
banke mod sit . |
|
„ Lad mig ret betragte dig , “ sagde fruen , „ hvor |
|
du er smuk , og hvor du seer god ud , min datter , |
|
min Marie . “ |
|
„ Min moder er død , “ svarede Marie . |
|
„ Man har fortalt dig det , men det er ikke |
|
sandt , jeg er din moder . “ |
|
„ Hvorledes kan de være min moder ? “ |
|
Jeg var to år gift med din fader , vi harmonerede |
|
ikke sammen og søgte derfor skilsmisse . Du |
|
blev hos ham , og det var muligvis rigtigt , at han |
|
fortalte dig , at jeg var død . Var du bleven i |
|
|
|
Jylland , var du måflee for bestandigt bleven i den |
|
tro ; du kom hertil , jeg mødte dig og Brandt |
|
igår på gaden , og siden den tid har mine tanker |
|
været hos dig ; jeg lagde tusinde planer for at |
|
komme til at tale med dig , da førte gud dig selv |
|
til mig . “ |
|
„ Jeg har en moder ! “ råbte Marie og sank |
|
overvældet af sine følelser om på en stol . |
|
„ Det er jo helt romantisk , “ hviskedee Fredman |
|
til Anna . „ Har du ikke kendt noget til dette før ? “ |
|
„ Nej , føde Fredman , ellers havde jeg naturligvis |
|
fortalt dig det . “ |
|
„ Det havde jeg også ventet . “ |
|
Moderen havde taget datteren på sit skød , |
|
hun lagde hendes kind op mod sin , og de talte ikke . |
|
Endelig for Marie op og sagde med en hjerteskærende |
|
stemme : |
|
„ Fader , stakkels fader ! “ |
|
„ Elsker du ham så meget ? “ |
|
„ Om jeg elsker ham ! Han har jo været min |
|
eneste ven , støtte og rådgiver i verden . Jeg |
|
elsker ham meget . “ |
|
„ Og du vil vende tilbage til ham ? “ |
|
„ Skulle jeg blive her ? Nej aldrig . Fader , min |
|
stakkels kære fader ! “ |
|
„ Kan du da ikke skænke din moder nogen |
|
kærlighed ? “ |
|
„ Jo , “ svarede Marie . „ Men hvor jeg dog er |
|
ulykkelig ! Hvorfor blev du og fader ikke sammen ? |
|
Jeg havde da haft en moder , til hvem jeg som |
|
|
|
barn havde kunnet smile , og som jeg kunne have |
|
betroet mine glæder og sorger . O , lykkelige |
|
børn , hvis forældre leve i kærlighed . “ |
|
„ Måske har jeg sejlet , “ svarede moderen . |
|
„ Jeg kommer ikke med bebrejdelser , jeg føler |
|
mig kun så ulykkelig , “ sagde Marie . „ Farvel |
|
moder , fader venter mig . “ |
|
„ Vil du gå allerede ? “ spurgte moderen . |
|
„ Jeg bestyrer min faders hus . “ |
|
„ Men du kommer dæ igen ? Ikke sandt , du |
|
kommer igen , mit eneste , mit elskede barn . “ |
|
„ Jeg skal komme , hvis fader tillader det . “ |
|
„ Da seer jeg dig aldrig mere ; han vil have |
|
din kærlighed helt . Han vil ruge over dig som |
|
dragen over sin skat . Marie , du må love mig |
|
at komme snart , i dag , ja kom i aften . “ |
|
„ Jeg kommer gerne , “ svarede Marte , „ men |
|
jeg underordner mig faders villie , det skylder jeg |
|
hans kærlighed til mig . “ |
|
„ Så bed ham om at måtte komme ; måske |
|
vil han dog opfylde din bøn . — og hør , før du |
|
går , modtag en erindring fra din moder ; Marie , |
|
du har jo intet , som minder dig om din moder ? “ |
|
„ Jeg har intet . “ |
|
„ Tag dæ dette ur , og når du seer på det , |
|
dæ skænk mig en venlig tanke . “ |
|
Hun tog et kostbart Gulduhr med kæde af sin |
|
Hals og hængte det om Maries . Efter en lang omfavnelse |
|
sagde hun sin datter farvel . |
|
Hun mindedes først Fredmans og Annas nærværelse , |
|
|
|
dæ disse , den sidste med fugtige øjne , trådte |
|
frem for at tage afsted . |
|
„ De er jo hendes kousine , “ sagde hun til |
|
Anna , „ lov mig at bringe min datter ret ofte herhen . “ |
|
„ Jeg lover på min kærestes vegne , at hun |
|
skal gøre , hvad hun kan , “ svarede Fredman . |
|
Han havde taget moderens parti ; han havde |
|
hurtigt beregnet , at han ville have større fordel |
|
af at stå sig godt med den rige og indflydelsesrige |
|
grosserer Hansen end med den uformuende læge , |
|
som førte et stille og tilbagetrukkent liv . Det klang |
|
derfor som musik i arkitektensøren , da fruen på |
|
hans yttring svarede ham : |
|
„ Gud velsigne dem derfor . “ |
|
„ Da de vare komne ned i porten , udbrød Anna : |
|
„ Hvor du seer dårlig ud , Marie , sat dig , |
|
kære , det vil ellers vække opmærksomhed , når vi |
|
komme ud på gaden . “ |
|
„ Jeg henter en drosche , “ råbte Fredman resolut |
|
og ilede afsted . |
|
„ Er min kæreste ikke sød og galant ? “ spurgte |
|
Anna . „ Jeg forsikrer dig , Marie , jeg græd ligeså |
|
meget deroppe , som dengang jeg så Aksel og Valborg . “ |
|
Maries hjerte var for fuldt til , at hun kunne |
|
svare . |
|
Kousine » vedblev : „ Det tænkte kandidat Hansen |
|
ikke på , dengang han bad os om at tage dig med |
|
til sin tante . “ |
|
„ Hansen ! “ tænkte Marie , og det sortnede for |
|
hendes øjne , „ min moder er Hansens tante . “ |
|
|
|
i dette øjeblik kom Fredman heldigvis med |
|
drosten . |
|
Lægen ventede utålmodigt på , at Marie skulle |
|
komme hjem ; det var spisetid , og hun havde aldrig |
|
før ladet sin fader vente på hans middagsmad . |
|
Han formodede , at hun var ude med sine koufiner |
|
og morede sig så godt i deres selskab , at hun rent |
|
glemte sit hjem . Dette ærgrede Brandt , og han |
|
besluttede , at hun ved sin hjemkomst skulle mærke , |
|
at han var fortørnet . Endelig blev der ringet på , |
|
og kort efter trådte Marie ind , bleg og med forgrædte |
|
øjne . — Brandt glemte sin vrede , blev bekymret |
|
og spurgte : |
|
„ Hvad er der hændet ? “ |
|
„ Fader , jeg har talt med min moder . “ |
|
Det var flet , som Brandt havde gjort alt for |
|
at afværge , og som han med skræk og bekymring |
|
havde tænkt på muligvis kunne ske . Den fuldbragte |
|
kjendsgjerning gjorde dog ikke det overvældende |
|
indtryk på ham , som han måske selv havde |
|
formodet ; nu , faren var der , så han den med |
|
rolighed i øjnene . |
|
„ Fat dig , mit barn , og fortæl mig alt , “ sagde |
|
han og kyssede Marie på panden . |
|
„ Hvorfor har du fortalt mig , at min moder |
|
var død ? “ |
|
„ Det skal jeg senere forklare dig ; fortæl mig |
|
nu , hvad der er hændet dig . “ |
|
Dette gjorde Marie , og faderen lyttede fil med |
|
spændte miner . Da Marie fortalte om moderens |
|
|
|
opfordring fil et nyt besøg , rynkede lægen sin |
|
pande , men den glattedes atter , da han hørte datterens |
|
svar . |
|
„ Og nu , Marie , “ sagde lægen , „ vil jeg takke |
|
dig for din opførsel , for din kærlighed fil mig . |
|
Før jeg aflægger mit skriftemål , ville vi imidlertid |
|
spise fil middag ; Maren har flere gange stukket |
|
hovedet ind ad døren . |
|
„ Jeg har ingen appetit . “ |
|
„ Du må alligevel gå til bords ; Maren må |
|
intet mærke . “ |
|
Faderens ro virkede beroligende på datteren ; |
|
hun satte sig til bords , og , for at glæde sin fader , |
|
nød hun nogle mundfulde af maden . Da måltidet |
|
var forbi , satte Brandt sig hos sin datter og |
|
begyndte således : |
|
„ For nogle og tyve år siden levede der her i |
|
byen en bataillonskirurg Helsinge . Han havde små |
|
indtægter og ringe praksis , men var forresten en |
|
yderst godmodig og jovial mand . Så længe hans |
|
kone levede , omgikkes han ikke mange , men da hun |
|
døde , opgav han det stille liv og var en stadig |
|
gæst på samme kafo , hvor jeg søgte . — når |
|
han havde vanskelige tilfælde at behandle , spurgte |
|
han gerne mig tilråds , og jeg gav ham med fornøjelse |
|
de bedste råd , jeg vidste , uden at lade nogen |
|
selvbevidsthed om større dygtighed komme til syne , |
|
hvortil ungdommen i sådanne tilfælde er så tilbøjelig . |
|
Der opstod lidt efter lidt mellem os et |
|
forhold , som jeg næsten kunne kalde venskab , men |
|
|
|
endnu aldrig havde jeg besøgt den gamle i hans |
|
hjem . |
|
Det var engang i maneuvretiden ; den gamle |
|
havde den dag været ude med bataillonen til Revue ; |
|
jeg mødte ham og et par yngre officerer , da bataillonen |
|
var trådt af udenfor sølvgadens kaserne . |
|
De inviterede mig med ind på kasernen , hvor den |
|
ene lieutenants fødselsdag skulle højtideligholdes |
|
ved en frokost og flere flasker vin . Det gik |
|
gemytligt til , der kom liv i den gamle bataillons |
|
kirurg , han fortalte anekdoter fra Frederik den |
|
sjettes og gouverneurens tid , og han forsømte ikke |
|
på samme tid hyppigt at tømme sit glas . Følgen |
|
blev , at han var , lad mig sige , en smule besijænket , |
|
da flaskerne vare tømte , dog ikke mere , end at |
|
han med mig under armen uden opsigt kunne |
|
komme til sit hjem i Rosenborggade . Jeg sulgte |
|
ham op ad trapperne til tredje sal og ringede på |
|
en dør , hvorpå der fandtes en messingdørplade |
|
med hans navn . Han bad mig om at forlade sig |
|
og takkede mig for godt følgeflab ; thi han mærkede |
|
godt selv , at han ikke var , hvad han kaldte |
|
„ normal “ . Jeg ville til at gå , da døren åbnedes |
|
af en ung pige , der blev noget forundret over at |
|
se sin fader med en hende ganske ubekendt herre . |
|
Her må jeg bemærke , at jeg ikke tidligere havde |
|
vidst , at Helsinge havde en datter . Den unge piges |
|
skønhed slog mig . Hun var ikke regelmæssig smuk , |
|
men havde dejligt hår og dejlige øjne , og så var |
|
|
|
der i ansigtsudtrykket noget , jeg vil kalde det dristigt , |
|
som fængslede mig i høj grad . |
|
„ Vi have været til „ Geburtsdag “ , min pige , “ |
|
Sagde kirurgen , „ hihi , denne unge mand har fulgt |
|
mig hjem , det er doktor Brandt , hvorom jeg så |
|
tidt har talt til dig og sagt , at det er en flink fyr . “ |
|
Datteren fandt situationen pinlig , hun så |
|
snart på faderen , snart på mig og spurgte til sidst : |
|
„ Hr . Doktor , vil de ikke træde indenfor ? “ |
|
„ Betty , “ sagde faderen , „ Du ved , at jeg ikke |
|
har råd til at leve efter den klasse , jeg har i rangforordningen , |
|
jeg flammer mig over mit simple |
|
meublement . . . men Brandt er ikke af de fine , |
|
bed ham derfor kun træde ind . “ |
|
Bataillonskirurgen beboede en lille lejlighed |
|
på tre værelser , de vare ganske vist ikke elegant |
|
meublerede , men Helsinge behøvede dog ikke at flamme |
|
sig over meublementet , der harmonerede ganske godt |
|
til de små Stuer . |
|
„ Undskyld frøken , at jeg på en måde hovedkulds |
|
er kommen ind ad døren , “ sagde jeg , „ dels |
|
ere omstændighederne skyld heri , og dels vidste jeg |
|
ikke , at hr . Helsinge havde en datter . Jeg troede , |
|
at han var barnløs . Dem , hr . Helsinge , vil jeg |
|
råde til at tage en lille middagssøvn . “ |
|
Dette ville kirurgen på ingen måde , han forlangte |
|
sodavand og spegesild ; jeg så datterens |
|
forlegenhed , hvorfor jeg hurtigt sagde farvel og gik . |
|
Efter den dag kom jeg engang imellem til Helsinge , |
|
og hans datter blev mig kærere for hver |
|
|
|
gang , jeg så hende . Nogen tid efter -lev han |
|
et par dage borte fra kassen ; jeg undrede mig |
|
herover og gik op for at aflægge ham et besøg . |
|
Betty modtog mig med tårer i øjnene og sagde : |
|
„ Det var heldigt , de kom ; havde jeg kendt |
|
deres adresse , havde jeg sendt bud efter dem . |
|
Min fader er bleven heftig syg , han skriver selv de |
|
recepter , som ffulle bruges , men jeg tror ikke , at |
|
han kender sin egen sygdom . “ |
|
Jeg skyndte mig ind til bataillonskirurgen , som |
|
jeg fandt i vildelse ; jeg efterså medicinflaskerne |
|
og fandt , at datteren havde ret , og at den medicin , |
|
han havde brugt , snarere bidrog til at forværre |
|
end til at kurere sygdommen . Jeg skyndte |
|
mig på apotteket efter en ny medicin , og ved |
|
min tilbagekomst modtog Betty mig med det spørgsmål , |
|
om der var fare for hans liv . Så nødigt |
|
jeg ville , måtte jeg svare bejaende . |
|
„ O , red ham , hvis de kan , og jeg vil være |
|
dem evig taknemmelig , “ sagde hun . |
|
. Jeg skal gøre mit bedste , “ svarede jeg . |
|
„ Gud velsigne dem . “ |
|
Jeg vågede selv ved den syges leje , jeg så |
|
krisen indtræde og tage en heldig vending . Da |
|
listede jeg mig på tåspidserne ud til Betty og |
|
sagde : |
|
„ Han er frelst . “ |
|
Hun udstødte et dæmpet glædesskrig , greb min |
|
hånd , trykkede den og sank derefter i stærk sindsbevægelse |
|
om på en stol . Jeg listede mig ind til |
|
|
|
den syge , og alleflags tanker stormede ind på |
|
mig . Det var i dette øjeblik blevet mig klart , at |
|
Betty var nødvendig for min lykke , hun måtte |
|
være min hustru . Jeg ville sige hende det , når |
|
hendes fader blev rafl . |
|
Fjorten dage efter var Helsinge kommen sig |
|
såvidt , at han kunne gå sig en lille tur , men |
|
sygdommen havde taget stærkt på ham , og han |
|
blev ikke mere den rafle , rørige mand , som han |
|
havde været før . Jeg var nu en daglig gæst i |
|
hans hus , og en dag , den gamle sov sin middagssøvn , |
|
fik jeg lejlighed til at fortælle Betty , |
|
hvor kær hun var mig . Hun blev overrasket , hun |
|
så forvirret på mig , slog derefter blikket ned og |
|
udbad sig betænkningstid til næste dag . |
|
Dette havde jeg ikke ventet ; Bettys opførsel |
|
den nat , hendes fader svævede mellem liv og død , |
|
havde ladet mig formode , at jeg var gjenelflet , og |
|
at hun ikke ville betænke sig på at svare ja på |
|
spørgsmålet , om hun ville være min hustru . På |
|
den anden side kunne det også være jomfruelig |
|
undselighed , der forhindrede hende i at svare mig |
|
straks . Ester et i ængstlig spænding gennemlevet |
|
døgn , ilede jeg til hende for at få min skæbne |
|
at vide . Du kan tænke dig min lykke , da hun gav |
|
mig sit ja . |
|
Hendes fader erklærede , ved at høre vor forlovelse , |
|
at det var den lykkeligste dag i hans liv . |
|
Men kun kort skulle han nyde denne glæde , hakblev |
|
pludselig bortreven af et apoplektisk anfald . |
|
|
|
Bettys sorg var stor og dyb ; jeg måtte ordne |
|
den afdødes affairer , og jeg så , når hans smule |
|
gæld var betalt , ville Betty ikke eje en skilling . |
|
Dette kom mig imidlertid ikke uventet . Jeg fortalte |
|
hende en dag sagernes stilling . Hun så på |
|
mig og spurgte : |
|
„ Hvad vil du , at jeg skal gøre ? “ |
|
„ Dumener , “ svarede jeg , „ hvad vi skulle gøre ? |
|
— vi skulle snarest muligt gifte os . Der er lovet |
|
mig en god praksis i en by ovre i Jylland , lader |
|
os tage derover . “ |
|
„ Som du vil , “ svarede hun og bøjede sit |
|
hoved . |
|
Et halvt år efter vort bryllup bosatte vi os |
|
i din fødeby , Marie . Den første tid gik lykkeligt , |
|
om end min kones heftige og noget lunefulde sind |
|
undertiden forårsagede små trætter , der dog hurtigt |
|
bleve bilagte , eftersom jeg i reglen altid var |
|
den eftergivende . Dengang hun var i sit svangerskab , |
|
fik din moder , som det undertiden kan være |
|
tilfældet , afsky for sin mand , og hun bød mig |
|
ting , som lidt irriterede mig i høj grad , men jeg |
|
betvang mig og håbede på , at min lykkelige tid |
|
dog ville vende tilbage . Da blev du født , din |
|
moder smilede til sin spæde og til mig , og jeg |
|
håbede , at nu var den sky borte , som i ni måneder |
|
havde formørket min himmel . |
|
Det syntes , at mit håb skulle gå i opfyldelse . |
|
Din moder var venlig og kærlig imod mig |
|
og lod til at ville gøre sig umage for at udflette |
|
|
|
erindringen om den onde tid . Jeg var ikke så |
|
meget hjemme som før ; thi min praksis havde tiltaget |
|
i en betydelig grad . Da traf jeg en dag ved |
|
min hjemkomst din moder badet i tårer . Jeg |
|
spurgte ængstlig om grunden dertil ; hun svarede |
|
mig , af hun led af hovedpine og humørsyge , men |
|
jeg skulle ikke bryde mig derom , det ville nok gå |
|
over . |
|
Og det gik over , men på sin egen måde . |
|
Hun blev mere påståelig og pirrelig end før , jeg |
|
fandt det nødvendigt for min værdigheds skyld |
|
ikke altid af være den eftergivende . Nu begyndte |
|
hun imellem af slå på , af en skilsmisse ikke ville |
|
være hende ukær . I begyndelsen lod jeg som jeg |
|
ikke hørte det , men en dag viste jeg på dig , som |
|
sov sødt i din vugge , og spurgte hende , om hun |
|
kunne nænne af forlade dig . Med dristighed svarede |
|
hun ja . Da tog jeg min hat og gik , stuen |
|
blev mig for trang . Jeg kendte min kones hidsighed , |
|
jeg følte mig overbevist om , af hun måske |
|
allerede bitterligt fortrød den yttring , af hun ville |
|
stilles fra sit barn ; men et liv som dette ville ikke |
|
i lang tid kunne blive ved ; jeg ville gå åndelig |
|
tilgrunde . Derfor overvejede jeg , om jeg , når hun |
|
næste gang tilbød mig skilsmisse , ikke skulle gå |
|
ind på hendes tilbud . Men mit hjerte hviskedee |
|
nej , jeg elskede hende endnu trods alle hendes fejl |
|
ligeså højt som på vor forlovelsesdag , og jeg |
|
havde et ubestemt håb om , af hendes sinds skarpe |
|
kanter ved et fortsat samliv ville blive afflebne . |
|
|
|
hvor elskelig havde hun ikke været lige efter sin |
|
barselseng ? Det pirrelige sind var først kommet |
|
ret frem den dag , hun havde klaget over hovedpine |
|
og humørsyge , måske var hun virkelig syg ? |
|
Jeg besluttede af iagttage hende . |
|
En dag beklagede hun sig over , af jeg var så |
|
lidt hjemme , jeg sagde hende , af mine forretninger |
|
vare skyld heri , og af hun da ikke ville forlange , |
|
af jeg skulle give afkald på noget af min praksis . |
|
Jo , det forlangte hun ; dersom jeg virkelig holdt af |
|
hende , måtte jeg se af indskrænke mine patienters |
|
antal . Jeg søgte af overbevise hende om det |
|
urimelige i dette forlangende , hun ville ikke høre på |
|
mine grunde , hun talte både sig og mig hidsigere |
|
og hidsigere , og til sidst fremkom hun på ny med |
|
det ulyksalige tilbud om skilsmisse . |
|
„ Som du vil , “ svarede jeg hidsig , „ Du skal |
|
få dit ønske opfyldt . ' |
|
det var som hun havde ventet på , af disse |
|
ord skulle komme over mine læber . Hun sprang |
|
op og ilede ud af stuen . I døren vendte hun |
|
sig om og sagde : |
|
„ Farvel . Nu rejser jeg . “ |
|
I en ærgerlig sindsstemning gik jeg op og ned |
|
ad gulvet ; det kunne ikke falde mig ind at tillægge |
|
min kones yttring nogen betydning , så meget |
|
mindre som hun tidligere havde udslynget lignende |
|
trufler . Et kvarteerstid efter kom pigen ind og |
|
spurgte : |
|
„ Ved Herren , at fruen er rejst ? “ |
|
|
|
„ Rejst ! “ udbrød jeg , og det sortnede for mine |
|
øjne . |
|
„ Ja . Hun havde stor hast med at komme afsted . |
|
Hun trykkede lille Marie i sine arme og græd , og |
|
så pakkede hun lidt af sit tøj i en rejsetafle . “ |
|
„ Hvor gik hun hen ? “ spurgte jeg åndeløs . |
|
„ Hun løb ned til dampskibsbroen . — dampskibet |
|
går i dette øjeblik til København . “ |
|
Jeg styrtede ned til broen ; skibet havde lige |
|
sat sig i gang ; på dækket øjnede jeg en dame , |
|
der holdt et lommetørklæde for øjnene og græd ; det |
|
var Betty , det var din moder . Da mærkede jeg , |
|
hvor kær hun endnu endnu var mig ; jeg råbte |
|
hendes navn udover bølgerne , men afstanden var |
|
allerede for stor , til at hun kunne høre mig . Med |
|
tårer i øjnene vandrede jeg hjem og modtoges af |
|
min datters skrig . Hvor gik de mig til hjertet ; |
|
den lille stakkel havde ingen moder mere . |
|
Der hengik nu nogle dage , hvori jeg bestandigt |
|
håbede , at min hustru ville vende tilbage , at |
|
hun ville fortryde sin hidsighed , og alt kunne endnu |
|
blive godt . Dette håb skulle ikke gå i opfyldelse . |
|
Hun skrev mig fra København et brev til , hvori |
|
hun forklarede mig grunden til sin opførsel , et brev , |
|
der viste mig , at et samliv mellem hende og mig for |
|
fremtiden ville være umulig . |
|
Hun fortalte mig , at hun aldrig havde elflet mig , |
|
at hun elskede en ung styrmand , om hvem det forinden |
|
mit frieri var blevet fortalt , at han var død i Ostindien . |
|
Hun havde sørget dybt derover ; da indtrådte |
|
|
|
hendes faders sygdom og gave hendes tanker en |
|
anden retning . Min godhed for hendes fader |
|
havde rørt hende , hendes taknemmelighed havde |
|
feg antaget for kærlighed ; mit frieri havde over |
|
rastet hende , hun havde udbedt sig betænkningstid |
|
og til sidst besluttet sig til at give mig sit ja , dels |
|
af frygt for at komme til at stå ene i verden |
|
efter faderens død og dels fordi jeg efter den |
|
omtalle styrmand var den , som hun havde syntes |
|
bedst om . — straks efter vort wgteflab havde hun |
|
troet at kunne blive lykkelig med mig , hendes afsky |
|
for mig senere var hendes svangerskabs skyld , da |
|
hun var bleven rafl , havde hun besluttet ved forøget |
|
ømhed at gøre alt godt igen . Da modtog hun |
|
en dag , jeg var ude i forretninger , et brev fra |
|
styrmanden . Han var ikke død og nuvendt tilbage |
|
til København som ejer af en formue og ville nedsætte |
|
sig som grosserer . Med dyb smerte beklagede |
|
han , at hans ungdomselflede for bestandigt var |
|
tabt for ham , og han lod et vink falde om , at hun |
|
skulle lade sig flille fra sin mand . Min kones |
|
kærlighed vågnede med fornyet styrke efter at have |
|
læst dette brev , hendes lidenskab lod hende glemme |
|
pligten mod sin mand og sit barn . Og således |
|
kom det da til en katastrofe . |
|
Jeg indvilligede naturligvis i skilsmisse og |
|
indrettede mit hus på en anden fod . Men hendes |
|
billede kunne jeg ikke løsrive af mit hjerte , og når |
|
du , mit barn , red ranke på mit knæ , stjal lidt |
|
rn tåre sig frem i mit øje ved tanken om , at du |
|
|
|
endnu kunne have haft en moder og jeg en elflet |
|
hustru . Det er altid uhyggeligt for barnet at |
|
vide , at dets forældre er blevne separerede , og |
|
derfor lod jeg dig være i den tro , at din moder |
|
var død . |
|
Alt , hvad der tilhørte hende , sendte jeg tilbage , |
|
undtagen det gamle bornholmske stueuhr , der havde |
|
været hendes faders . Hvor ofte har ikke dets |
|
ensformige tiktak bragt mit hjerte til at banke |
|
stærkere , og mangen søvnløs nat har jeg ligget og |
|
talt dets timeslag . Jeg havde troet , at det gamle |
|
sår var lægt , derfor flyttede jeg til København , |
|
havde jeg vidst , at det skulle komme således , som |
|
det er kommet i dag , var jeg bleven i Jylland . |
|
Marie , nu kender du alt . “ |
|
„ Fader , kære , elskede fader ! “ råbte Marie |
|
og kastede sig til hans bryst . |
|
„ Mit barn , mit alt på jorden , du vil ikke |
|
forlade vin fader for din moders skyld ? “ |
|
„ Nej ! “ -- -- -- -- -- -- -- -- - |
|
dengang Anna og Fredman kom hjem , tøvede |
|
de ikke med at fortælle hvad der var flet hos Fru |
|
Hansen ; Thora lyttede forundret til , og på vorres |
|
og hans hustrus ansigter sås næsten bestyrtelse . |
|
„ Have i vidst , at Brandts kone endnu levede ? “ |
|
Spurgte Anna sine forældre . |
|
„ Ja , “ svarede moderen . |
|
„ Det var vel den begivenhed i onkels liv , |
|
hvortil i engang i min nærværelse sigtede , og |
|
hvorom jeg intet måtte få at vide ? “ |
|
|
|
„ Det er nok muligt , “ svarede vorre . |
|
„ Blot der nu ikke bliver skandale ! “ udbrød |
|
moderen . |
|
„ Hvorledes skulle det gå til ? “ spurgtefredman . |
|
„ Min Broder tillader aldrig , at Marie besøger |
|
sin moder . “ |
|
„ Så gør hun det uden hans tilladelse , “ sagde |
|
Fredman . „ Hun er intet barn længer og må have |
|
sin egen villie . “ |
|
„ Lader os ikke forlede et barn til at være |
|
ulydigt mod sine forældre , “ sagde grossereren . |
|
„ Ulydigt ! “ udbrød Fredman . „ Esterkoinnier hun |
|
ikke sin moders begæring , er hun ulydig imod hende . “ |
|
„ Det er vist , “ sagde Anna . |
|
„ Marie er i en ulykkelig stilling , “ svarede |
|
grossereren , „ Forældres uenighed bringer en uforskyldt |
|
forbandelse over de stakkels børn . Skilsmisse |
|
burde ikke være tilladt , “ vedblev vorre med |
|
varme , „ lad parterne lukke øjnene op , før de gifte |
|
sig . Hvad er forlovelsestiden andet end at man |
|
prøver , om man passer for hinanden ? “ |
|
„ Jeg må protestere mod denne profane opfattelse |
|
af forlovelsestiden/ sagde Fredman , „ har |
|
man vekslet ringe , har man derved tilkendegivet , |
|
at man vil gifte sig med hinanden . En hævet forlovelse |
|
og en ægteskabelig skilsmisse komme for |
|
mig ud på det samme . “ |
|
„ Fredman har net , “ svarede fruen , „ før parterne |
|
forlove sig , skulle de prøve , om de harmonere |
|
|
|
sammen . Ere de komne til overbevisning herom , |
|
forlove de sig . “ |
|
„ Hvad nytte gør da forlovelsestiden ? “ spurgte |
|
grossereren . |
|
„ Den er en garanti for , at ingen af parterne |
|
binder sig til nogen anden , “ forklarede fruen . |
|
„ Hahaha , “ lo grossereren , „ det er altså en |
|
garanti mod utroskab ; kærligheden må ikke være |
|
meget stor , når en sådan garanti behøves ? “ |
|
„ Jeg tror nærmest , “ svarede Fredman , „ at |
|
forlovelsestiden er kærlighedens morgenrødme ; den |
|
er poesiens tid , den er . . . “ |
|
„ Ja , det kan nu være godt nok , “ sagde grossereren , |
|
„ men lader os ikke komme ind i poesien , |
|
lader os blive ved jorden . Det er en kjendsgjerning , |
|
at folk , som have levet lykkeligt som forlovede , |
|
ere blevne skilte ad kort efter , af de er blevne gifte . |
|
Jeg mener , af når man gifter sig efter f . Eks . af |
|
have været tre år forlovet , burde man ikke kunne |
|
søge skilsmisse . “ |
|
„ Det vil jeg ikke ubetinget sige , “ sagde , Fredman , |
|
„ men man kunne måske forbyde skilsmisse , |
|
når parret havde fået børn . “ |
|
„ Det ville være retfærdigt , “ sagde Anna . |
|
„ Hvem var skyld i , af onkel og hans kone |
|
bleve stilke ad ? “ spurgte Thora . |
|
» Det var hans kone , efter hvad jeg ved , “ |
|
Svarede fruen , „ min Broder tilskrev os et langt |
|
brev om sagen . “ |
|
„ Javist , jeg husker det , “ sagde grossereren , |
|
|
|
„ det var konen , som på en uforsvarlig måde løb |
|
fra sin mand og sit barn . “ |
|
„ De har kun hørt den ene part , “ svarede Fredman , |
|
„ det kunne dog være muligt , af skylden var |
|
på begge sider . — dr . Brandt kan vist være betydelig |
|
gnaven . “ |
|
„ Han er det måske nu , “ sagde fruen , „ men |
|
han var det ikke i sine yngre dage . “ |
|
„ I ethvert tilfælde må han give Marie tilladelse |
|
til at besøge sin moder , “ ytrede Fredman . |
|
„ Det er en sag , hvori vi gøre bedst i ikke at |
|
blande os , “ sagde grossereren . |
|
„ Men husk , frøken Brandt er endnu så ung , |
|
hun kan behøve en vejledning . “ |
|
„ Den kan hun så hos min Broder , “ sagde |
|
fruen . |
|
Det lykkedes ikke Fredman i dag at skaffe Fru |
|
Hansen nogen talsmand i grosserer vorres familie . |
|
Han opgav dog ikke håbet om , at det engang |
|
kunne ske . Således hengik et par dage ; Fru |
|
vorre og hendes døtre havde klogeligt ikke villet |
|
trænge ind på Brandt og Marie og vise en deltagelse , |
|
som måske ville være generende . Fredman |
|
havde fået meget at bestille , og ham så man |
|
derfor kun om aftenen ; engang imellem bragte han |
|
Brandt og Marie på bane , men han opdagede |
|
snart , at det var familiens beslutning , at de selv |
|
skulle fortælle , hvad der var siet . |
|
I lægens hus var der i disse dage stille ; |
|
men aldrig nogensinde havde forholdet mellem fader |
|
|
|
og datter været kærligere end nu . Marie havde |
|
viist Brandt det kostbare Gulduhr , hun havde fået |
|
af sin moder ; han havde heftigt forlangt , at det |
|
straks skulle sendes tilbage . Hun havde erklæret sig |
|
villig til at gøre det , da havde faderen pludselig |
|
stiftet mening og sagt : |
|
„ Nej , behold det . — lader os hver beholde |
|
vor erindring , du dit gnldichr , og jeg mit gamle |
|
bornholmske stueuhr . “ |
|
Marie var i sit hjerte glad over at måtte |
|
beholde denne erindring , men hun sagde intet |
|
herom . Jo mere moderens billede trængtes tilbage |
|
i hendes hjerte , desto mere trådte kandidat Hansens |
|
srem . Kærligheden voksede ved adskillelsen , |
|
hun indså ikke , hvorfor hun skulle give afkald på |
|
denne kærlighed , hun følte desuden , at hun ikke |
|
kunne . Hendes moder var hans tante , men når |
|
Marie for sin faders skyld kunne give afkald på |
|
sin moder , måtte Hansen for sin forlovedes skyld |
|
kunne give afkald på sin tante . Hun ville tale med |
|
ham derom , når hun næste gang så ham , og |
|
hendes længsel , efter at se ham , var stor . |
|
Hun gik derfor en middagsstund til kongens |
|
have , hvor de havde aftalt dagligt at skulle mødes . |
|
Nu var der hengået tre dage , siden hun havde |
|
set Hansen , og hun frygtede for ikke at slulle træffe |
|
ham , at han var bleven vred . Hun så ham med |
|
et glædestrålende smil komme imod sig , han greb |
|
hendes hånd og udbrød : |
|
„ Altså er dog din kærlighed sand som min ! |
|
|
|
i tre dage har jeg forgæves ventet dig , og jeg |
|
er gået herhen fortvivlet og bedrøvet , fordi du |
|
ikke kom . “ |
|
„ Undskyld mig , jeg har heller ikke været glad . “ |
|
„ Jeg ved det , “ sagde Hansen , „ Fredman har |
|
fortalt mig alt . “ |
|
„ Den sladderhank ved vel intet om vor |
|
kærlighed ? “ spurgte Marie bestyrtet . |
|
„ Vær rolig , ingen ved noget derom . “ |
|
„ Hvad siger din tante . . . min moder ? “ spurgte |
|
Marie . |
|
„ Jeg har ikke set hende , jeg vil ikke se hende |
|
i disse dage . — men Fredman har i dag gjort |
|
hende en visit og spurgt til hendes befindende , |
|
han var jo vidne til gjenkjendelsesscenen forleden |
|
dag ? “ |
|
„ Ja , han og Anna . “ |
|
„ Min tante skal have beklaget sig bitterligt |
|
over , at hendes datter , du Marie , ikke senere har |
|
besøgt hende , og Fredman mente at have fundet |
|
en måde , hvorpå man kunne bevæge dig til at |
|
komme . “ |
|
„ Der er kun en måde , hvorpå jeg kan |
|
komme , det er , når min fader giver mig tilladelse |
|
dertil . Og det gør han aldrig . -- |
|
„ Han er vel ikke uovervindelig , “ mente Hansen . |
|
„ Jeg tror det , “ sagde Marie , „ og det vil jeg |
|
sige dig , dersom du vil have min faders samtykke , |
|
må du give afkald på at se din onkel |
|
og tante . Du må vælge mellem dem og mig . “ |
|
|
|
„ Så vælger jeg naturligvis dig , “ sagde Hansen , |
|
„ skønt jeg nødig viser mig utaknemmelig mod |
|
onkel , der er min velgører . Men så vidt kommer |
|
det forhåbentlig ikke . “ |
|
„ Jeg frygter for det . Hvad er din onkel |
|
for en mand ? Min fader fortalte mig i går , at han |
|
fornylig havde fornærmet ham ved et l ' hombreparti . “ |
|
„ Det bedrøver mig . — men min onkel er sandsynlig |
|
ærgerlig på den mand , der berøvede ham |
|
hans ungdomskærlighed . “ |
|
„ Da havde min fader snarere årsag til at |
|
være forbitret på den mand , der berøvede ham |
|
selv en hustru og hans barn en moder . Det siger |
|
jeg dig Hansen . . . “ |
|
„ Kald mig hellere ved mit fornavn , kald mig |
|
Rudolf . “ |
|
„ Jeg vil da sige dig Rudolf , du må holde |
|
af min fader , det er en elskelig og ejegod mand , |
|
og du må tage ham i forsvar . “ |
|
„ I forsvar skal jeg gerne tage ham . Men |
|
jeg må dog først lære ham nøjere at kende , før |
|
jeg kan holde af ham . “ |
|
„ Jeg skal fortælle dig om ham . “ |
|
„ Ja , ja , “ sagde Hansen , „ jeg må holde af min |
|
elskedes fader . “ |
|
Deres samtale drejede sig nu om kærlighed , |
|
og de glemte , at der eksisterede en verden udenfor |
|
dem selv . Tiden , hvori de elskende kunne ses , |
|
var kun kort , og de stilles med gensidigt løfte om , |
|
at mødes næste dag . På vejen hjem fra dette |
|
|
|
møde følte Marie , at hendes kærlighed til Rudolf |
|
gav hende en kraft , hun ikke før havde besiddet , |
|
til at møde livets tilskikkelser ; hendes fader kunne |
|
ikke have noget imod denne kærlighed , den fjernede |
|
jo ikke datteren fra ham , tværtimod elsfede hun |
|
ham endnu højere end før , og når han lærte Rudolf |
|
at kende , ville han i ham finde et selskab , |
|
som en kvinde ikke altid kunne være ham . Endnu |
|
var tiden dog ikke kommen til at betroe lægen |
|
alt , først måtte forholdet ordnes mellem Marie |
|
og hendes moder . Hun følte instinktmæssig , at det |
|
håb , lægen havde hengivet sig til , at Fru Hansen |
|
ikke ville gøre forsøg på på ny at møde sin datter , |
|
ikke ville gå i opfyldelse . |
|
Og Marie havde ret . Fredman havde ved sin |
|
visit om formiddagen hos Fru Hansen sundet hende |
|
badet i tårer ; hun havde forgæves ventet på at |
|
se Marie ; moderkærligheden , som havde været |
|
holdt tilbage i så mange år , var vågnet i al |
|
sin styrke . Efter at Fredman forgæves havde søgt |
|
at trøste hende , sagde hun til ham , at det ikke var |
|
trøst , hun behøvede , men et godt råd . Han havde |
|
da spurgt hende , om hun kendte Brandts søster , |
|
Fru vorre . Jo ; Fru Hansen havde , mens hun |
|
var forlovet med sin første mand , flere gange været |
|
sammen med hende , og var Brandt bleven her i |
|
København , havde der næppe været tvivl om , at |
|
de vare blevne veninder Fredman foreslog nu , at |
|
Fru Hansen skulle opsøge Fru vorre , stemme hende |
|
|
|
gunstigt og søge at opnå , at hun overtalte sin |
|
Broder til , at Marie på ny måtte besøge sin moder . |
|
Fru Hansen mente , at det ikke ville kunne |
|
hjælpe ; thi Brandts søster måtte vist være meget |
|
fortørnet på hende i anledning af skilsmissen . |
|
Fredman forsikrede , at hans tilkommende svigermoder |
|
ikke ville være så vanskelig at vinde , når |
|
man appellerede til hendes gode hjerte . Det var |
|
imidlertid nødvendigt , at Fru Hansen traf hende |
|
alene , og derfor ville han sørge , idet han endnu |
|
samme formiddag ville , når han gik sin sædvanlige |
|
spadseretour med sin kæreste , tage hendes |
|
søster med . Grosserer vorre var aldrig hjemme |
|
om formiddagen . Fru Hansen gik da ind på |
|
planen , idet hun sagde : |
|
„ Ingen ydmygelse gyser jeg tilbage for , kan den |
|
blot skaffe mig en sammenkomst med min datter . |
|
Selv om Fru vorre skulle vise mig døren , jeg forlader |
|
hende ikke , før jeg på mine knæ har tryglet |
|
hende om at stå mig bi “ |
|
Fredman fik alt ordnet efter ønsfe ; dengang |
|
Fru Hansen ringede på , var Fru vorre alene |
|
hjemme . Hun blev meget overrasket ved at se en |
|
fremmed , ukendt dame træde ind i stuen . Idet |
|
de to damer stod overfor hinanden , måtte man , |
|
ved at betragte dem , give Fredman ret i , at det |
|
vist ville lykkes Fru Hansen eller , om man vil , |
|
Betty at overvinde Fru vorres betænkeligheder . |
|
Den sidste var lille , trivelig og med et yderst godmodigt |
|
ansigt , den første høj , ikke meget korpulent |
|
|
|
og med noget bestemt i sit hele væsen , hvilket |
|
dog i dag var veget pladsen for en nedslået |
|
mine og en stemme , hvis klang tydeligt røbede den |
|
stærke indre sindsbevægelse , hvori hun var stedt . |
|
„ De kender mig nok ikke mere ? “ spurgte Betty . |
|
„ Jeg har ikke den fornøjelse , “ svarede lægens |
|
søster . |
|
„ Jeg er Fru Hansen , tidligere Betty Helsinge . “ |
|
„ Min Broders fraskilte kone ! “ udbrød Fru |
|
vorre med indignation . |
|
„ Ja ; desuagtet vover jeg at komme til dem ; |
|
thi jeg har fået en stor sorg ; de er så god , og |
|
de kan måflee hjælpe mig til at så lindring for |
|
min smerte . “ |
|
„ Nej , nej , henvend dem til en anden , de |
|
må kunne indse det upassende i , at . . |
|
» Lad det også være upassende ; der gives |
|
tilfælde i livet , hvori man må sætte sig ud over |
|
det passende , og et sådant tilfælde er dette . |
|
Jeg vil indrømme , at jeg har båret mig urigtigt |
|
ad mod deres Broder , men derfor bør jeg ikke straffes |
|
så grusomt som han nu straffer mig . “ |
|
„ Hvorledes kan min Broder straffe dem ? Jeg |
|
forstår dem ikke . “ |
|
„ Han straffer mig ligeså hårdt som den grusomme |
|
plantageejer undertiden straffer slavinden , |
|
idet han tager barnet fra dets moder . Kære , |
|
gode frue , deres Broder har forbudt min datter |
|
at se mig . Jeg ved , de har et ædelt og medfølende |
|
hjerte , derfor er jeg overbevist om , selv om |
|
|
|
de har nok så meget imod mig fra fortiden , de |
|
i dette punkt ikke vil billige deres Broders opførsel . |
|
De er selv moder , de kan derfor forestille |
|
dem den kval , det må være , ikke at turde se sit |
|
barn , sit eneste barn ! “ |
|
„ Ja , ja , “ sagde Fru vorre , og tårer kom |
|
hende i øjnene . |
|
„ Jeg havde ikke set hende , siden hun lå i |
|
vuggen , da førte hændelsen os sammen forleden |
|
dag . Et nyt liv begyndte for mig , jeg glemte alt |
|
for min datter . Hun er bestandigt i mine tanker , |
|
jeg kan ikke leve uden at se hende . Men hun |
|
kommer ikke til mig , hendes fader , deres Broder , |
|
har forbudt hende det . Det er min inderlige , min |
|
brændende bøn til dem , om de vil tale med |
|
deres Broder , om de vil forsøge at få ham til |
|
at lade mig se min Marie . Hun er jo ligeså |
|
fuldt mit som hans barn . “ |
|
Fru vorre var rørt ; hun svarede hulkende : |
|
„ Jæg har den største medlidenhed med dem , |
|
jeg skal gerne tale med min Broder , men jeg tror |
|
ikke , at det kan hjælpe . |
|
„ Men de vil tale med ham , ikke sandt ? “ |
|
„ Jæg skal gøre det endnu i dag . “ |
|
„ Og sig ham , at de har talt med mig , fortæl |
|
alt , hvad jeg har sagt , og de kan tilføje , at hans |
|
vægring vil dræbe mig . “ |
|
„ Han vil dog næppe give efter for mine bønner . |
|
De har behandlet ham grusomt , de har for |
|
bittret ham hans hele liv . “ |
|
|
|
„ Ja , jeg har måske gjort det , men er det |
|
derfor smukt , at han gør gengæld ved at forbittre |
|
mig mit ? “ |
|
„ Nej , nej , “ svarede Fru vorre . |
|
Dengang Betty Hansen forlod Fru vorre , var |
|
den sidste badet i tårer , og først længe efter at |
|
hun var bleven ene , standsede de . Hun var meget |
|
gudssrygtig , det forekom hende , at det var vor |
|
herres eget wrinde , hun havde at udrette hos sin |
|
Broder , et sådant lerinde måtte ikke opsættes , |
|
derfor gik hun , så hurtigt som de huslige anliggender |
|
mode , til Gothersgade og var så heldig |
|
at træffe sin Broder alene . |
|
„ Jeg har ikke set dig og Marie i flere dage , “ |
|
Begyndte hun . |
|
„ Din datter Anna og hendes forlovede have |
|
måske fortalt dig grunden ? “ |
|
„ Ja , jeg kunne nok tænke , det var fordi du |
|
var kommen i stærk bevægelse over , at Marie havde |
|
truffet sin moder . “ |
|
„ Og fordi yderligere konferencer i dit hjem |
|
om denne sag ikke behagede mig . “ |
|
„ Du vil altså ikke tale om denne sag med mig ? “ |
|
„ Hvad siulds der i grunden være at tale om ? |
|
Ulykken er nu engang flest , Marie har set sin moder , |
|
og når det er sagt , er det bedst at sætte punktum . “ |
|
Søsteren brast i gråd . Lægen så forbanset |
|
på hende og spurgte : |
|
„ Hvorfor græder du ? “ |
|
|
|
„ Når du taler således , tør jeg ikke komme |
|
frem med mit wrinde . “ |
|
„ Hvilket lerinde ? Tal , jeg skal høre roligt |
|
på dig . “ |
|
Hun fortalte ham nu Betty Hansens besøg , |
|
medens hun talte , gik lægen frem og tilbage på |
|
gulvet ; han lod et par gange til at ville afbryde |
|
hende , men betvang sig . Da søsteren faug , standsede |
|
han sin gang og sagde : |
|
„ Søster , du har fundet det passende at gå |
|
hendes lerinde , som har forbitret mig mit liv , |
|
du optræder som hendes advokat overfor mig , du |
|
vil , at jeg skal bringe det største offer , jeg her på |
|
jorden kan bringe , at jeg skal lade hende dele min |
|
datters kærlighed med mi — jeg gør det ikke . “ |
|
„ Carl , havde du set hende , havde du talt |
|
med hende , du ville være bleven rørt ved hendes |
|
tårer og ved hendes anger . “ |
|
„ Krokodilletårer ! — nu kommer i sandhed |
|
angren forsilde . “ |
|
„ Husk , hun er dit barns moder . “ |
|
„ Jeg husker det . . . jeg har aldrig glemt det . . . |
|
Mangen søvnløs nat har dette minde kostet mig , |
|
og vil det komme til at koste mig ; hun har ikke |
|
husfet på , at hun var moder før nu . Efter at hun |
|
flygtede fra sit hjem , har hun levet i et hav af |
|
fornøjelser og adspredelser , hun boer som en fyrstinde , |
|
og ethvert af hendes ønsker bliver opfyldt . |
|
Nu har hun fået et , som tilfældigvis ikke kan |
|
opfyldes , derfor græder hun som et forkælet barn . ' |
|
|
|
„ Carl , Carl , du gør hende grusom uret . “ |
|
„ Varfattigdom og usselhed bleven hendes lod , |
|
havde hun , som lod mig lide så bitter en prøvelse , |
|
selv følt , hvad det er at lide , jeg sværger dig til , |
|
søster , hun skulle have fået sit barn at se så |
|
ofte hun ønskede ; jeg ville have hævnet mig for den |
|
lidte uret ved at vise enhver slags imødekommen |
|
og selvforsagelse ; nu kan jeg ikke . “ |
|
„ Vil du straffe hende , fordi hun lever i rigdom ? |
|
— hvem har sat dig til dommer over |
|
hende ? Er hun din slavinde , og kan du stille |
|
barnet fra dets moder ? “ |
|
„ Hun er ikke min slavinde ; hun har selv skilt |
|
sig fra sit barn , hendes mands kærlighed , hendes |
|
spædes smil have ikke formået at holde hende |
|
tilbage . “ |
|
„ Det er sandt , “ svarede søsteren , der havde |
|
brugt Betty Hansens lignelse og nu så , at den |
|
ikke passede , det er sandt , men når hun bagefter |
|
fortryder det , når hendes moderkærlighed er vågnet , |
|
når . . . “ |
|
„ Du rokker ikke min beslutning , spar derfor |
|
din veltalenhed . “ |
|
„ Men Marie , hvad siger hun ? “ |
|
Hnn er enig med mig , hun har højtideligt lovet |
|
mig , at hun aldrig mere uden min tilladelse vil se |
|
sin moder . “ |
|
„ Det er stor synd af dig at ville forbyde |
|
Marie at se sin moder . “ |
|
|
|
„ Den synd skal ikke forurolige min samvittighed . “ |
|
„ Og |
|
hvis Marie nu af sig selv opsøger sin |
|
moder ? “ |
|
„ Det slår hende frit for , men den dag , det |
|
skeer , må hun og jeg stilles . Hun har da gjort |
|
sit valg . “ |
|
„ Det er vel ikke din mening ! “ udbrød søsteren |
|
og slog hænderne sammen . |
|
„ Det er min mening . — verden har ikke gået |
|
på akkord med mig , den har altid forlangt fuld |
|
betaling , og jeg har betalt så længe , til jeg nu |
|
kun har en skat tilbage , det er Marie . Hende |
|
vil jeg eje helt , kan jeg ikke det , da betaler jeg |
|
verden fuldt ud for sidste gang , og så vil jeg |
|
ønske , at jeg må dø . “ |
|
„ Tal ikke således . Husk dog på , at ethvert |
|
barn har en fader og en moder , at det udtrykkeligt |
|
er pålagt barnet af vor herre at elsfe sin |
|
fader og sin moder , hvor kan du da ville opkaste |
|
dig til herre over dit barns følelser ? “ |
|
„ Jeg gør det jo eiheller , jeg siger : vælg . “ |
|
„ Her er intet valg at byde ; et barn skal ikke |
|
vælge mellem sin faders og sin moders kærlighed , |
|
hun ejer begges og gjengjælder begges . “ |
|
„ Du har ret , når det gælder almindelige |
|
forhold , men her . . . “ |
|
„ Ere forholdene for Maries vedkommende ikke |
|
de samme som andetsteds ? Hun har en fader , som |
|
elsker hende , og en moder , som også elsker hende . “ |
|
|
|
„ Hun har en moder , som på den skjændigste |
|
måde forlod sin spæde i vuggen , en sådan |
|
moder kan ikke elske sit barn . “ |
|
» Hvor du hader din tidligere hustru . “ |
|
„ Hader hende ! “ udbrød lægen . Nej søster , |
|
jeg elsker hende bestandigt , men hun har spottet |
|
min kærlighed , og hun spotter den endnu , en forsmåef |
|
kærlighed fremkalder stolthed ; hun skal |
|
ikke triumfere ved at berøve mig min datter , og |
|
hvo ved , om Marie ikke i al uskyldighed kunne |
|
fortælle hende ting , som for min tidligere hustru |
|
ville være et vidnesbyrd om , at jeg endnu er svag |
|
nok til at leve i mindet om vort samlivs første |
|
lykkelige dage . “ |
|
„ Du elsker hende endnu , “ udbrød søsteren forbavset , |
|
„ og dog vil du bedrøve hende således ? “ |
|
Her blev samtalen afbrudt af Marie , der kom |
|
fra sit møde med Hansen . — |
|
Fru vorre underrettede i en billet Fru Hansen |
|
om sin uheldige ambassade ; Betty Hansen brast i |
|
gråd , og hendes mand , som med tålmodighed |
|
de sidste dage havde fundet sig i sin kones dels |
|
nedtrykte dels pirrelige sindsstemning , blev nu |
|
fortrydelig og ytrede , af det lod til , hun glemte |
|
sin mand for sin datter , og af Marie ikke mere |
|
burde forstyrre deres ægteskabelige lykke . Et heftigt |
|
svar påfulgte , og grosserer Hansen fik den dag |
|
en prøve på , hvilket uhyggeligt liv Brandt i sin |
|
tid måtte have ført med sin kone . Han gik til |
|
sidst afvejen for stormen , men da Marie vedblev |
|
|
|
udelukkende af være i hans kones tanker , erklærede |
|
han et par dage efter med bestemthed , af der |
|
måtte fkee en forandring heri . Det forekom ham |
|
besynderligt , af denne datter , om hvis tilværelse |
|
moderen i så mange år ikke havde bekymret sig |
|
stort , nu pludselig skulle kunne formå af gribe |
|
forstyrrende ind i deres fredelige familie . Betty |
|
gav et hidsigt svar , for første gang i deres legteskab |
|
opstod der en heftig strid mellem dem , og hun |
|
sagde de samme ord til ham som hun havde sagt |
|
til sin første mand : |
|
„ Jeg er beredt fil at skilles fra dig , når du |
|
ønsker det . “ |
|
Herpå svarede Hansen intet , men gik rasende |
|
ud af døren , bestemt på at gøre de forberedende |
|
skridt fil skilsmisse . Da mødte han sin brodersøn |
|
Rudolf , der straks kunne se på onklens ansigt , |
|
at der var hændet noget overordentligt . Rudolf |
|
så spørgende på ham , onklen førte ham fil sit |
|
kontor og udbrød : |
|
„ Du skal have alt at vide . “ |
|
Grossereren gav Rudolf en skildring af de |
|
sidste dages begivenheder . Brodersønnen blev dybt |
|
bedrøvet og gjorde sit for at dæmpe onklens hidsighed . |
|
Grossereren mente , at Marie nu engang |
|
var bleven hans kones fikse ide , og at det ville |
|
være umuligt at få hende talt fil fornuft . Rudolf |
|
benægtede ikke , at længslen efter Marie fyldte |
|
hendes moders tanker i den grad , at alle andre |
|
ting vare hende ligegyldige , men når denne længsel |
|
|
|
blev tilfredsstillet , ville hun vistnok blive den |
|
elskværdige kone , hun før havde været . Og nu |
|
fortalte Rudolf , der var indsat fil onklens universalarving , |
|
om sin kærlighed fil Marie og endte |
|
med at bede om grossererens samtykke fil denne |
|
forbindelse . Den fik han naturligvis med stor |
|
glæde , og endvidere lovede onklen at holde alt |
|
skjult for sin kone . Der blev aftalt , at Rudolf |
|
skulle forsøge at få Marie bevæget fil om ikke at |
|
komme hjem fil sin moder , så dog fil at tale med |
|
hende i kongens have . Grossereren gned sig fornøjet |
|
i hænderne ikke alene ved tanken om , at hans |
|
huslige lykke ville vende tilbage , men også om |
|
at kunne spille lægen et puds . Han bar , rigtignok |
|
uden grund , et nag fil sin kones første mand ; thi , |
|
skjøndt Betty altid havde benægtet det , troede han |
|
dog , at Brandt ikke havde været mod sin kone som |
|
han burde have været . Grossereren klappede filsidst |
|
Rudolf på skuldren og sagde : |
|
„ Du er en prægtig fyr , Rudolf . — hør , ved |
|
du hvad , tror du ikke , at det kunne lykkes dig |
|
at få din kæreste fil at bo hos sin moder ? “ |
|
Rudolf svarede : |
|
» Den tanke er ikke før falden mig ind , men |
|
jeg tror ikke , at Marie lader sig bevæge fil at |
|
forlade sin fader , hvem hun elsker højt . |
|
„ Hnn må dog elske dig højere og så sin |
|
moder . . . Hendes fader er desuden en sær , kedelig |
|
patron , der næppe under sin datter og sig selv |
|
mange fornøjelser . . . Nu ja , du må selv bedst |
|
|
|
vide , hvorvidt Marie kan lade sig bevæge til at |
|
kalde mig stedfader , måske er det også rigtigst , |
|
at hendes moder forbereder denne sag . “ |
|
„ Det er rigtigst , “ skyndte Rudolf sig at sige . |
|
Dengang Rudolf næste gang traf Marie , ledede |
|
han samtalen hen på hendes moder og de kvaler , |
|
hun led , fordi hun ikke kunne få en sammenkomst |
|
med sin datter . Tårer kom Marie i øjnene , og |
|
hun udbrød : |
|
„ Jeg ville gerne se hende og tale med hende , |
|
men fader har forbudt mig det . “ |
|
„ Vil din fader da forbyde dig at elske din |
|
moder ? “ |
|
„ Jeg tror det . “ |
|
„ Men det er jo et grusomt tyranni ; det er at |
|
misbruge den kærlighed , du føler for ham . “ |
|
„ Han mener , at min moders kærlighed ikke |
|
kan være sand , fordi hun forlod mig . “ |
|
„ Du kender naturligvis din moders historie ? “ |
|
„ Ja . “ |
|
„ Hnn forlod dig , fordi hendes kærlighed til |
|
den mand , hun elskede og havde troet død , vågnede |
|
med fornyet styrke , da hun hørte , at han var |
|
ilive . “ |
|
„ Hendespligt bød hende at blive , hvor hun var . “ |
|
„ Ja , hun har overtrådt sin pligt , men man |
|
er ikke altid pligtmenneske , når man elsker . — |
|
er det ikke din og min pligt at underrette doktor |
|
Brandt om , at vi er forlovede ? Overtræde vi ikke |
|
pligtens bud ved at mødes her i kongens have ? “ |
|
|
|
„ Jo , “ svarede Marie , „ derfor var det vist bedst , |
|
at vi ikke mødtes oftere , før du har talt med fader . “ |
|
„ Det er ikke din alvor . Vil du fordømme mig |
|
til ikke at skulle se dig , ikke at skulle tale med dig |
|
i gud ved hvor lang tid ? Det vil du ikke , |
|
dertil elsker du mig for højt . “ |
|
Marie så mod jorden , hun følte , at hun |
|
ikke ville kunne udholde et længere savn af Rudolfs |
|
nærværelse . |
|
„ Fordøm ikke din moder , fordi hun fulgte sin |
|
kærlighed . “ |
|
„ Jeg har aldrig fordømt min moder ; en datter |
|
er ikke kaldet til at være sin moders dommer . “ |
|
„ Kom da hendes kærlighed i møde . “ |
|
„ Det vil berøve mig min faders kærlighed . “ |
|
„ Nej , nej , det er umuligt , da er hans kærlighed |
|
til dig ikke sand ; den er udelukkende bygget |
|
på egoisme . Han vil da også modsætte sig vor |
|
kærlighed , fordi du truer med , af du engang vil |
|
forlade ham for af have dit eget hjem . “ |
|
Den tanke , Rudolf her udtalte , havde Marie |
|
flere gange selv haft , ængstlig spurgte hun : |
|
„ Hvis han modsætter sig vor kærlighed ? “ |
|
„ Marie , dit valg bliver lettere end din moders . |
|
Hun havde af vælge mellem sit barn og sin |
|
ungdoms elskede , du har af vælge mellem en fader |
|
og en bejler , som tilbeder dig med liv og sjæl . “ |
|
„ Gud , lad det aldrig komme så vidt , “ udbrød |
|
Marie , „ min fader kan ikke nægte os sit samtykke . “ |
|
„ Lader os håbe det bedste . — dersom du |
|
|
|
havde levet hos din moder , min tante , havde vi |
|
ikke behøvet af frygte for , af hun skulle have nægtet |
|
os sit samtykke . — Marie , du bør tale med |
|
din moder ; din fader kan jo umuligt tage dig det |
|
ilde op , dersom hun tilfældigt skulle møde dig og |
|
tale til dig . “ |
|
„ Tilfældigt ? “ |
|
„ Ja . — dersom hun f . E . ved et tilfælde |
|
skulle møde dig i denne have . “ |
|
Marie rystede med en betænkelig mine på hovedet , |
|
og Rudolf fandt det rigtigst ikke mere at |
|
berøre den sag . Kort efter skiltes de , efter at have |
|
aftalt at skulle mødes den følgende dag på samme |
|
sted . På et spørgsmål af Rudolf , om hun |
|
skulle tilbringe den øvrige tid af dagen alene med |
|
sin fader , fik han at vide , at Marie om eftermiddagen |
|
skulle en spadseretour på volden med Fredman og |
|
Anna . |
|
Fredman havde bedt Marie med til denne tur , |
|
fordi han ligesom Rudolf ville søge at formå |
|
hende til at besøge sin moder . Han havde fået |
|
udfaldet af sin tilkommende svigermoders mislykkede |
|
forsøg hos dr . Brandt at vide , og han brændte |
|
nu af begærlighed efter at modarbejde lægen . |
|
Anna havde lovet at slå ham bi . Næppe vare de |
|
derfor komne op på volden , før de forlovede udviklede |
|
alle de grunde , der talte for , at Marie |
|
burde besøge sin moder ; hun hørte tavs på dem , |
|
indtil Anna endelig opfordrede hende til at sige sin |
|
|
|
mening . Hun svarede , som hun havde svaret Rudolf , |
|
at hun derved ville forspilde sin faders kærlighed . |
|
En tæt tilsløret dame , som en kort tid |
|
havde fulgt dem , nærmede sig nu og sagde : |
|
„ Er en moders kærlighed ikke mere værd end |
|
en faders ? “ |
|
Marie udstødte et lille skrig af overraskelse , |
|
damen slog sløret til side , det var hendes moder . |
|
Fredman følte en hemmelig tilfredsstillelse ved , at |
|
Fru Hansen havde været vidne til , hvor godt han |
|
havde forsvaret hendes sag . Efter at have hilst på |
|
fruen , skyndte han og Anna sig bort , og lod |
|
moder og datter alene . Marie så sig ængstlig |
|
om og kunne ikke lade være at udbryde : |
|
„ Hvis fader så os her ! “ |
|
„ Skal han da stedse stå som en truende skygge |
|
mellem os ? “ |
|
„ O nej , gud give , at han ville give mig tilladelse |
|
til at se dig , til at tale med dig ; thi du er |
|
dog min moder “ |
|
„ Selv om jeg altid havde været hos dig , kunne |
|
jeg ikke elske dig højere , end jeg nu gør det . — |
|
for dig , min datter , vil jeg forlade alt , hvad der |
|
er mig kært , mand og hjem , jeg vil leve i den |
|
simpleste hytte , har jeg dig blot hos mig . “ |
|
„ Så megen kærlighed fortjener jeg ikke . “ |
|
„ Dit ansigt fortæller mig , at de kærligheds |
|
offre , jeg kan bringe dig , kun er ringe mod dem , |
|
du fortjener . — nu først knuger angren mig , fordi |
|
|
|
jeg i min ungdom letsindigt forlod dig ; dengang |
|
anede jeg ikke , hvor megen salighed der kan ligge |
|
i at være moder . Jo , jeg anede det måske et |
|
øjeblik , dengang jeg stirrede ind i min nyfødtes |
|
klare øjne ; men så kom fristeren . . . Kærligheden |
|
. . . den drog mig fra dig , jeg levede i en runs , |
|
jeg blev ældre , rusen forsvandt , mit blod flød roligere , |
|
alligevel savnede jeg intet på min vej , til |
|
jeg så dig . Da fandt jeg en renere og herligere |
|
kærlighed , end der endnu var mødt mig i livet , |
|
den var brødefri , og alligevel vil din fader gøre |
|
den til en brøde . . . Med bankende hjerte spørger |
|
jeg dig , vin datter : kan du elske din moder ? “ |
|
„ Ja , ja , “ svarede Marie , „ især når hun er så |
|
ulykkelig . “ |
|
„ Og du vil ikke flygte bange for mig , selv |
|
om din fader skulle forbyde dig det ? “ |
|
Marie skjulte ansigtet i sine hænder og svarede |
|
ikke . |
|
„ Vil du ikke give mig et svar ? “ |
|
„ Moder , hvad svar skal jeg give ? ' |
|
„ Du skal ikke frygte din faders vrede . Forsføder |
|
han dig , har du jo et hjem hos mig “ |
|
Marie for tilbage og sagde : |
|
„ Du er gift , og jeg skulle give din mand fadernavn ! |
|
Nej , nej . — moder , hvorfor forlod du mig , |
|
da jeg var så lille ? Hvorfor forlod du fader og |
|
mig ? Han holdt så meget af dig . “ |
|
„ Marie , jeg har jo nylig forklaret dig det ; jeg |
|
ælskede en anden . “ |
|
|
|
„ Hvor var du , dengang jeg red ranke på |
|
faders skød ? Hvor var du , dengang jeg stedtes |
|
første gang til Herrens bord ? Hvor var du , dengang |
|
jeg modtog det nøgleknippe , som du skulle |
|
have båret ? Man sagde , at du var død . I |
|
stilhed sørgede jeg lidt over , at jeg var moderløs , |
|
men det var min trøst , at jeg havde en ejegod fader . “ |
|
„ Jeg tier til dine bebrejdelser , jeg håber kun , |
|
at min datter vil vise skånsel mod sin moder . “ |
|
„ Det vil jeg , det vil jeg , » råbte Marie , der |
|
fortrød at være gået så vidt og derfor nu slyngede |
|
armene om sin moders Hals . |
|
„ Vil du altså engang imellem møde mig og |
|
tale med mig ? “ spurgte moderen . |
|
„ Jeg kan jo ikke forhindre , at vi som i dag |
|
mødes tilfældigt . “ |
|
„ Det var intet tilfælde , “ svarede moderen , |
|
„ jeg vidste , at du i eftermiddag ville komme herop |
|
på volden . “ |
|
Manes hjerte begyndte at banke , hun frygtede |
|
for , at Rudolf skulle have fortalt sin tante alt , |
|
hun beroligedes dog , da moderen fortsatte : |
|
„ Fredman har fortalt det til min mands brodersøn , |
|
der er hans ven . “ |
|
Samtalen mellem moder og datter antog nu |
|
større ro ; i nogen tid vandrede de frem og tilbage |
|
på den af kun få besøgte vold . Da mørket tiltog , |
|
skiltes de med en inderlig omfavnelse . |
|
Siden Marie havde forladt sit stille hjem i |
|
Jylland , var hun bleven kastet ud på lidenflabernes |
|
|
|
oprørte hav ; hun var ung og fuld af håb , |
|
derfor tvivlede hun ikke om , at alt til sidst ville |
|
vende sig til det bedste . Hun havde før ganske |
|
ladet sig lede af sin fader , nu begyndte hun at tænke |
|
mere selvstændigt , og hun kunne ikke skjule for sig |
|
selv , at der var forhold , som hun opfattede anderledes |
|
end faderen . Hendes moder havde veddet andet |
|
møde gjort et stærkere indtryk på hende end ved |
|
det første ; Marie begyndte at føle en datters kærlighed |
|
for hende , og hun bebrejdede halvt sin fader , |
|
at han aldeles ville forbyde hende at søge moderens |
|
selskab . Men ikke nok med dette , Marie |
|
havde frygt for , at han aldrig ville give sit samtykke |
|
til hendes forbindelse med Rudolf , fordi denne |
|
var en brodersøn til hendes moders anden legtefælle . |
|
Den stakkels pige følte sig meget ulykkelig ; |
|
før havde hun vel altid beklaget , når en skilsmisse |
|
fandt sted , fordi det syntes hende , at legteskabets |
|
hellighed derved blev krænket , men nu så |
|
hun , at noget mere derved krænkedes , den reneste |
|
kærlighed på jorden , barnets kærlighed til dets |
|
forældre . Hun fattede nu ulykken i hele dens betydning , |
|
at være et barn af fraskilte forældre . |
|
Dersom hendes moder ikke havde giftet sig |
|
påny , ville Marie have gjort sit bedste for at |
|
bringe en forsoning tilveie mellem hende og faderen , |
|
nu kunne dette ikke ske . Hun havde af flere |
|
tegn sluttet sig til , at hendes fader endnu havde |
|
bevaret sin kærlighed til sin tidligere hustru , netop |
|
dette var måflee grunden til hans besynderlige |
|
|
|
opførsel , han frygtede for , at såret skulle springe |
|
op at bløde på ny , når hans datter på en måde |
|
blev en fredens due mellem dem . Hendes moder |
|
elskede sin nuværende mand , men hun havde jo |
|
udtalt , at hun angrede sin opførsel mod sin første |
|
mand . Dersom lægen fik dette at vide , kunne dette |
|
ikke muligvis blive en balsam for hans hjertes |
|
sår ? Dette overvejede Marie på hjemvejen ; |
|
hun havde arvet noget af moderens hurtighed til |
|
at fatte en beslutning og dristig sætte den iværk , |
|
og hun besluttede derfor at fortælle sin fader , at |
|
hun på ny havde talt med sin moder ; han kunne ikke |
|
tage fin datter det ilde op , fordi mødet havde været |
|
en overrumpling , og det ville have været i høj grad |
|
besynderligt , om datteren ved synet af moderen |
|
pludselig havde taget flugten . Brandts sind var |
|
i de sidste dage kommet i ligevægt igen ; han |
|
deltog mere end tidligere i livet udenfor hjemmet |
|
og var bleven en af de tidligere omtalte konditoriers |
|
stamgæster . Dette havde haft en heldig |
|
indflydelse på hans humør , han blev ikke mere |
|
pirrelig over småting og sad ikke hjemme og |
|
rugede over minderne om en tabt lykke . |
|
Dengang Marie kom hjem , modtog lægen hende |
|
med en advarsel mod ikke at gå på gaden , |
|
efterat det var blevet mørkt . Hun svarede , at hun |
|
vel havde glemt tiden og fortalte nu rolig og ligefrem |
|
om mødet med sin moder . Lægens ansigt . |
|
Blev mørkt , han sagde : |
|
|
|
„ Du må love mig ikke mere at tale med din |
|
moder . “ |
|
„ Ja . — jeg har jo heller ikke opsøgt hende . |
|
Kan jeg forhindre , at hun tiltaler mig på en |
|
offenlig spadseregang ? “ |
|
„ Du kan ; thi du burde have vendt hende |
|
ryggen og gået din vej . “ |
|
„ Og det vil du forlange ? — har nogensinde |
|
din fader forlangt af dig , at du skulle vende |
|
din moder ryggen ? “ |
|
Lægen studsede og sagde : |
|
„ Det er en ny måde , du taler til mig på . “ |
|
„ O nej , tro endelig ikke det , ' svarede Marie |
|
blidt , „ men du har jo selv ofte opfordret mig til |
|
at danne mig en selvstændig mening både om hvad |
|
jeg læste og hvad jeg oplevede . “ |
|
„ Hvad er da din selvstændige mening ? “ spurgte |
|
lægen med ironi . |
|
Uden at svare herpå , sagde Marie : |
|
„ Moder fortalte mig , at hun angrede sin opførsel |
|
mod dig og mig . “ |
|
„ Ja så . — det tror du ? — hun har blot |
|
sagt det for at snige sig ind i dit hjerte . “ |
|
„ Det tror jeg ikke . — moder var så bevæget ; |
|
hun græd . “ - |
|
„ Hør engang , Marie , hvad enten din moder |
|
angrer sin opførsel eller ikke , fordrer jeg bestemt af |
|
dig , af du ikke taler med hende . . . Du må |
|
vælge mellem hende og mig . . . Foretrækker du |
|
|
|
din moder , godt , vi må da stilles for aldrig |
|
mere af ses . “ |
|
„ Fader , det er grusomme ord . “ |
|
„ Hun tog i sin tid hverken hensyn til dig |
|
eller mig , derfor kan du og jeg ikke tage hensyn |
|
til hende . Hvad har hun af beklage sig over ? Hun |
|
har jo sin mand . “ |
|
Marie vidste ikke , hvad hun skulle svare herpå . |
|
Efter en kort pause sagde lægen : |
|
„ Jeg har nu sagt dig min mening , den er |
|
urokkelig ; tænk nøje over det . “ |
|
Han gik ind i sit værelse og slog døren hårdt |
|
i efter sig . Havde Brandt ligesom efter Maries |
|
første møde med sin moder talt til sin datters |
|
hjerte , ville hun være faldet ham om halsen og |
|
lovet ham alt , nu derimod vågnede det trodsige |
|
i hendes natur , og hun begyndte af give dem ret , |
|
som mente , af det var egoisme , som lod lægen |
|
forbyde sin datter af gjengjælde moderens kærlighed . |
|
Hun elskede sin fader højt og følte sig knyttet |
|
til ham med taknemlighedens stærke bånd , |
|
men forlangte han ikke for meget ? Før havde Marie |
|
aldrig tænkt sig anden fremtid end ved sin faders |
|
side , hun fandt sig roligt i hans luner , og alle |
|
hendes tanker drejede sig om at gøre ham livet |
|
så behageligt som muligt ; efter at hun nu kun kunne |
|
tænke sig fremtiden ved Rudolfs side , så hun livet |
|
i et andet lys . Hun elskede sin fader så højt som |
|
før , men båndet mellem ham eller rettere hjemmet |
|
og hende var blevet løsers , og efter den måde , |
|
|
|
han var optrådt på denne aften , skimtede Marie |
|
muligheden af et brud , hun gøs ved at tæenke derpå , |
|
og hun lovede sig selv , at foranledningen ikke |
|
skulle komme fra hendes side . |
|
„ Gud , bevar min faders kærlighed til mig , “ |
|
Hulkede hun , „ min til ham vil aldrig forgå . “ |
|
Som vi erindre , var lægens kærlighed blusset |
|
op på ny ved gensynet af hans fraskilte hustru . |
|
Han havde tilstået for sin søster , at han elskede |
|
Betty Helsinge endnu , og søsteren havde da forundret |
|
sig over , at hendes Broder så bestemt modsatte |
|
sig , at han ville forbyde moderen at se sin |
|
datter . Lægen havde angivet som grund derfor , |
|
at han frygtede , at Betty , ved at udspørge sin |
|
datter , måske skulle kunne slutte sig til , at hun |
|
endnu var elflet af den mand , hun så uforsvarligt |
|
havde forladt , og at dette ville kunne give anledning |
|
til en triumf , som han betragtede som en |
|
ydmygelse . Ganske vist havde Brandt tænkt sig |
|
sligt , men den egenlige grund var at søge i , at |
|
han , ved udelukkende at have levet for sin datter , |
|
fordrede , at hendes datterkærlighed nu kun skulle |
|
tilhøre ham . Han mente at være i sin gode ret |
|
til at opstille denne fordring , han indså ikke , at |
|
derved sfete et indgreb i Maries frie villie . Hendes |
|
hele tidligere opførsel imod ham havde kun |
|
tjent til at bestyrke ham i hans egoistiske opfattelse |
|
af forholdet , og da Marie selv begyndte at |
|
yttre en mening , var han bleven vred og havde |
|
stillet sagen på spidsen . Forbittret gik han i sit |
|
|
|
værelse op og ned ad gulvet , han var til mode |
|
som den dag , da han for mange år havde haft |
|
den sidste strid med sin kone . Hun havde nu igen |
|
mødt ham på hans vej , og hun havde forlangt , |
|
at han skulle ofre hende det kæreste , han ejede . |
|
Den , man kunne næsten sige ideale kærlighed , som |
|
lægen i så mange år havde følt for den fraværende , |
|
begyndte af vige pladsen for en anden følelse , |
|
vel ikke had , men en slags trods . Lægen |
|
bavde lyst til af vove en kamp med hende om |
|
Marie , af besejre hende og da måske vise sig højmodig . |
|
Han indså ikke , af hans tidligere hustru |
|
allerede var den besejrede , og af han i dette øjeblik |
|
kunne vise høimodighed ved af give hende tilladelse |
|
til af se sin datter . Del var ham i højeste |
|
grad ubehageligt , af Marie på ny havde talt med |
|
sin moder , han havde ventet , af det ikke skulle være |
|
sket , og for af det ikke skulle ske oftere , mente |
|
han af burde gøre sin faderlige myndighed gældende . |
|
Da han om aftenen kom ind til theebordet , |
|
viste han Marie på flere måder , af han var misfornøjet |
|
med hende , han gik ind på sit værelse , |
|
da måltidet var forbi , og blev således ikke vidne |
|
til datterens tårer . |
|
Dengang Marie næste dag mødte Rudolf , omtalte |
|
han hendes sammenkomst med moderen den |
|
foregående dag , og han lod falde nogle yttringer |
|
om Maries højst ulykkelige stilling til hendes to fraskilte |
|
forældre . Hun brast i gråd , og han så |
|
|
|
heraf , hvor tungt denne sag hvilede på hendes |
|
sind . |
|
„ Der må gøres en forandring heri , “ sagde |
|
han , „ Du går jo sjæleligt tilgrunde ved dette |
|
forhold . “ |
|
„ Jeg kan intet gøre , “ svarede hun . |
|
„ Men jeg måflee , “ sagde Rudolf , „ jeg vil |
|
gå til din fader og bede ham om din hånd . “ |
|
„ Det vil du ! “ råbte Marie højst forskrækket . |
|
„ Tisse stævnemøder kunne ikke fortsættes ; thi |
|
blive vi opdagede , kunne det let gå ud over dit |
|
rygte . — din fader kan ikke nægte mig sit samtykke , |
|
og er vi først offenligt forlovede , vil du |
|
kunne optræde langt friere overfor din fader . “ |
|
„ Når han hører , at du er grosserer Hansens |
|
brodersøn , nægter han sit samtykke . “ |
|
„ Jeg tror dej ikke . Du har fortalt mig , at |
|
han elsker dig , og han sætter vistnok sin datters |
|
lykke over uvilje » mod min onkel . Lad mig råde , |
|
jeg har det bedste håb . “ |
|
„ Dersom fader sorlanger som betingelse for |
|
sit samtykke , at du skal asbryde al omgang med |
|
din onkel og tante , vil du da , som du engang |
|
lovede mig , gøre det ? “ |
|
„ Ja , jeg vil , i det mindste så længe vi er forlovede . |
|
Når vi engang blive gifte , er det en |
|
anden sag , din fader har ingen ret til at foreskrive |
|
dig og mig , hvem der må komme i vort |
|
hus . Imidlertid , den tid den sorg ; kommer |
|
|
|
jeg dagligt til at tale med din fader , håber jeg |
|
efterhånden at kunne påvirke hans anskuelser . “ |
|
Rudolf havde som de fleste unge mennesker den |
|
fejl at overvurdere sine evner . Han var overbevist |
|
om , at Brandt ikke ville nægte ham Maries |
|
hånd , og han var ligeså overbevist om , at han |
|
om ikke lang tid skulle få lægens tilladelse til |
|
at Marie måtte se sin moder . Marie så ikke |
|
sagerne i et så gunstigt lys , og da hun var bleven |
|
ene , blev hun næsten syg af den ængstlige spænding , |
|
som ganske naturligt greb hende ved tanken |
|
om , at Rudolf endnu samme eftermiddag ville tale |
|
med hendes fader . |
|
Hun sad i sit værelse og kunne intet bestille . |
|
Hver gang det ringede , skælvede hun , endelig hørte |
|
hun Rudolfs stemme spørge Maren , om dr . Brandt |
|
var hjemme . Marie faldt på knæ og bad gud om |
|
st heldigt udfald af hendes elskedes frieri . Han |
|
blev længe inde hos hendes fader , i begyndelsen |
|
var samtalen dæmpet , senere blev den højrøstet , |
|
derpå atter rolig , men det varede ikke længe , før |
|
den på ny antog en højrøstet karakter . Endelig |
|
blev døren reven heftig op , og Rudolf råbte : |
|
„ De siger , af de er sat til af vogte på deres |
|
datters lykke , men de vogter den kun dårligt , |
|
når de vil forbyde hende af ægte den , hun elsker . “ |
|
„ Det ved jeg bedre , “ svarede lægen , „ min |
|
datter er et barn endnu . De har fortalt mig , |
|
af det var på min søsters bal , de satte hend- ' |
|
|
|
fluer i hovedet , jeg skal sørge for , af hun ikke |
|
oftere kommer på bal . “ |
|
„ Tror de ikke , af deres datters kærlighed |
|
udslukkes ved af holde hende under lås og lukke ? “ |
|
„ Hvad jeg tror eller ikke tror , skylder jeg ikke |
|
dem negnsfab for . — de bliver aldrig min svigersøn . |
|
— farvel . “ |
|
„ Elsfede jeg ikke deres datter så højt , skulle |
|
de få svar på tiltale , “ sagde Rudolf og gik . |
|
Marie , som havde hørt hvert ord af denne |
|
samtale , lå badet i tårer . Hun blev dog ikke |
|
længe ene med sin sorg , Brandt åbnede døren |
|
til hendes værelse og sagde : |
|
„ Marie , kom et øjeblik ind til mig . “ |
|
Hun fulgte skælvende efter sin fader . |
|
„ Marie , “ begyndte han , „ her har været en kandidat |
|
Hansen , som har friet til dig . Han sagde |
|
mig , af du elskede ham . Er det sandt ? “ |
|
„ Ja , “ svarede Marie og skjulte ansigtet i sine |
|
hænder . |
|
„ Han var oprigtig nok til af tilstå , af han |
|
var en brodersøn af den grosserer Hansen , som er |
|
gift med din moder . Har han fortalt dig det ? “ |
|
„ Ja , “ svarede Marie , . men han har på samme |
|
tid sagt , af han ville opgive enhver omgang med |
|
sin familie , dersom du gav dit samtykke til vor |
|
forbindelse . “ |
|
„ Det har han også sagt til mig . Men jeg svarede |
|
ham , af selv om han opgav denne omgang , |
|
ville jeg dog aldrig lade min datter ægte den mand , |
|
|
|
hvis onkel berøvede mig en kær hustru . Marie , |
|
mellem hans slægt og min slægt kan der aldrig |
|
blive frændskab . “ |
|
„ Hvad kan han gøre for sin onkels synd ? “ |
|
„ Det er sandt nok , han kan intet gøre for , |
|
hvad hans farbroder har gjort mod mig , men skulle |
|
jeg give min datter til min dødsfjendes brodersøn ? |
|
Nej aldrig . Det ville dog til sidst ende med , |
|
at du kom i Hansens og hans kones hus , og at |
|
din forlovede gjorde alt for at vende din kærlighed |
|
fra mig og overføre den på din moder , hans |
|
tante . Marie , jeg vil , at du skal slå denne |
|
mand ud af dine tanker . “ |
|
„ Du forbyder mig at elske min moder , du |
|
forbyder mig at elske Hansen . “ |
|
„ Jeg forbyder dig ikke at elsfe dem , elsf dem , |
|
men vent da ikke , at jeg vedbliver at nære samme |
|
følelser for dig , som jeg nu nærer . “ |
|
„ Fader , jeg vil til mit livs ende vedblive at |
|
elske dig med en datters hele kærlighed , du har |
|
været mig en god fader , du har været min eneste |
|
støtte i denne verden . Men kald Hansen tilbage , |
|
jeg elsker ham , elsker ham således , at jeg for hans |
|
skyld selv kan forlade min fader . “ |
|
„ Hvad siger du ! “ for lægen op , forfærdet |
|
over Maries sidste yttring , „ Du vil forlade mig ? “ |
|
„ Må enhver ung pige ikke forlade sin fader |
|
og sin moder for at følge sin mand ? — det skeer |
|
jo hver dag . “ |
|
|
|
dette argument slog i det første øjeblik lægen , |
|
men kort efter ytrede han : |
|
„ Du kan have ret . Kommer der en anden |
|
respektabel mand og frier til dig , skal han få |
|
mit samtykke , men Hansen aldrig . “ |
|
„ Jeg kan ikke elske nogen anden . “ |
|
„ Tæssede pige , det er nykker , som jeg vel skal |
|
få pillet ud af dit hoved , “ sagde Brandt , som |
|
nu begyndte at blive vred . „ Jeg skal sørge for , at |
|
du for fremtiden ikke hver dag render ud med |
|
dine kousiner , og at du ikke får lejlighed til |
|
oftere at se denne Hansen . Herefter går du kun |
|
ud med mig . “ |
|
„ Jeg har altså arrest ? “ |
|
„ Kald det , hvad du vil . Jeg skal dog vise |
|
Betty Helsinge og hendes mands familie , at jeg |
|
ingen nathue er . — gå nu ind og tænk over , |
|
hvad jeg har sagt . “ |
|
Marie gik ind på sit værelse . Hun græd ikke |
|
mere , hun var forbitret på sin fader , som hun |
|
elskede så højt . Hendes stolthed oprørtes over , |
|
at han behandlede hende som et barn og havde |
|
givet hende stuearrest . Men hvad skulle hun gøre ? |
|
Hun lagde tusinde planer , men ingen af dem forekom |
|
hende brugelige . Da skrev hun til Rudolf og |
|
bad ham om råd ; hun vidste ikke hans adresse , |
|
og for Marens skyld , der skulle besørge brevet , |
|
ville hun ikke have det adresseret til entzerre ; hun |
|
lagde derfor Rudolfs brev i en konvolut , og skrev |
|
på denne sin moders , Fru Hansens , adresse . |
|
|
|
dengang lægen og hans datter spiste til aften , |
|
besørgede Maren brevet , og da hun derefter |
|
kaldtes ind for at tage af bordet , sagde hun i al |
|
troskyldighed : |
|
„ Frøken , jeg har kastet deres brev i en postkasse . “ |
|
Marie |
|
blev i højeste grad forlegen , hendes |
|
fader bemærkede dette , og da Maren var gået ud , |
|
spurgte lægen : |
|
„ Til hvem har du skrevet ? “ |
|
Herpå nægtede Marie at give svar , lægen |
|
blev hidsig , men betvang sig dog , da Maren på ny |
|
trådte ind . Han påtog sig en spøgende mine og |
|
sagde til Maren : |
|
„ Er du bleven flinkere til at læse skrift , siden |
|
du kom fra Jylland , lille Maren ? “ |
|
„ Jeg har altid godt kunnet læse og skrive . “ |
|
„ Ja så , til hvem var det brev da , som du besørgede |
|
for min datter ? “ |
|
„ Det var da tydeligt at læse , at det var til |
|
en Fru Hansen , som boer i Tordenskjoldsgade nr . “ . “ |
|
Marie slog sine øjne ned , hun var bleven blussende |
|
rød ; hendes fader sagde intet , så længe |
|
Maren var i stuen ; da hun omsider var bleven |
|
færdig med at tage af bordet , råbte Brandt : |
|
„ Marie , du har bedraget mig . — du har |
|
sirevet til din moder , du har beklaget dig til |
|
hende over mig . — du har altså valgt . — Marie , |
|
gå ind , tag dit tøj på og forlad din faders |
|
hus . » |
|
|
|
„ Du — du jager din datter på døren ? “ |
|
„ Ja . “ |
|
„ Det nænner du ? “ |
|
„ Du kommer til at føre et langt behageligere |
|
liv hos din moder . “ |
|
„ Fader , brevet var vel adresseret til moder , |
|
men det var til kandidat Hansen , hvis adresse jeg |
|
ikke kender . “ |
|
„ Du skylder mig ingen forklaring . Gå og tag |
|
dit tøj på . “ |
|
„ Det er din alvor . “ |
|
„ Min ramme alvor . “ |
|
Marie rejste sig , gik ind og tog sit tøj på . |
|
Hun elskede sin fader højt , men på den anden |
|
side optrådte han i aften med en myndighed , som |
|
hun hverken kunne eller ville finde sig i . Han |
|
havde nægtet Hansen hendes hånd , han havde |
|
dikteret hende stuearrest , og nu jog han hende på |
|
døren . Marie var harmfuld . |
|
„ Måske , “ tænkte hun , „ er det rigtigst , at det |
|
kommer til et brud . Han vil savne mig , og når |
|
jeg en kort tid har været hos min moder , vil han |
|
sende bud til mig , og jeg vil vende tilbage , og vi |
|
ville leve langt lykkeligere end nu . “ |
|
Efterat Marie havde taget sit overtøj på , |
|
gik hun ind til sin fader og sagde : |
|
„ Fader , er det endnu din faste beslutning , at |
|
jeg skal forlade dit hus , mit barndomshjem ? “ |
|
Han kæmpede en voldsom kamp med sig selv , |
|
til sidst sagde han : |
|
|
|
„ Ja , det er min faste beslutning . “ |
|
„ Farvel da , fader , “ sagde Marie hulkende , |
|
„ jeg går nu til min moder , men den dag , du |
|
sender bud efter mig , vender jeg straks tilbage . “ |
|
Hun rakte ham hånden , som han stærkt bevæget |
|
tog imod . |
|
„ Farvel , Marie , gid du må blive lykkelig . “ |
|
Langsomt gik Marie bort , hun opholdt sig |
|
endnu et øjeblik i entreen i håb om , at han |
|
ville kalde hende tilbage , men det skete ikke . Endelig |
|
lukkede hun da døren op og forlod sit barndomshjem . |
|
Hendes fader havde imens , overvældet |
|
af smerte , kastet sig ned på sin sofa og udbrød : |
|
„ Jeg kunne ikke anderledes . — nu er jeg ene , |
|
nu må døden komme , når den lyster . “ -- -- -- -- -- - |
|
man kan tænke sig Fru Hansens overraskelse |
|
og glæde , dengang hendes datter trådte ind til |
|
hende og fortalte , hvad der var foregået . Hendes |
|
mand var også nærværende , og han udbrød : |
|
„ Tør deres tårer af , ethvert af deres ønsker |
|
stat blive opfyldt . “ |
|
„ Ja , “ sagde moderen , „ Rudolf var her i eftermiddag , |
|
efterat Brandt havde givet ham afflag , |
|
dengang han anholdt om din hånd . Han fandt |
|
nu ingen grund til at holde eders forlovelse hemmelig |
|
for mig og min mand , og han spurgte os |
|
om råd . — du behøver ikke at rødme , Marie , din |
|
forlovelse med Rudolf er både min mand og mig |
|
kærkommen . “ |
|
„ Og nu skal forlovelsen blive deklareret . I |
|
|
|
næste uge skal vi have bal , da kan deklarationen |
|
ske . “ |
|
Dengang Marie var bleven ene , gennemgik |
|
hun på ny dagens begivenheder . Hun måtte tilstå |
|
for sig selv , at lykken syntes at smile til |
|
hende , hun havde fundet et nyt og rigt hjem , mennesker , |
|
som elskede hende , og endelig Rudolf . Men |
|
på den anden side savnede hun sin fader ; nu efter |
|
adskillelsen syntes han at være bleven hende dobbelt |
|
kær , hun forestillede sig ham i det gamle hjem ene |
|
og kummerfuld , hun længtes efter at bringe ham |
|
trøst og med tårer i sit øje faldt hun isøvn . |
|
Fredman , som havde talt med Rudolf , bragte |
|
den næste dag efterretning til grosserer vorres |
|
hus , at Marie havde forladt sin fader og var |
|
flyttet til sin moder . Dette fremkaldte stor sensation , |
|
og fruen tog øjeblikkeligt sit tøj på og |
|
ilede til broderen for at få at vide , hvorledes |
|
sagen i virkeligheden forholdt sig . Hun fandt |
|
ham meget nedbøjet og bedrøvet . Efter at hun havde |
|
fortalt ham årsagen til sit komme , sagde han : |
|
„ Hvor ting rygtes hurtigt i København . Ja , |
|
jeg har bedet Marie om at forlade mig . Du skal |
|
erfare det hele . Jeg trænger til en fortrolig , til |
|
en , med hvem jeg kan tale i min store sorg . “ |
|
Han gav sin søster en udførlig beretning om |
|
sagen . Hun hørte på ham med en sørgmodig |
|
mine , og da broderen endte med af spørge , om |
|
han vel kunne have handlet anderledes , svarede hun : |
|
„ Jeg ville have handlet anderledes . Du elsker |
|
|
|
din datter højt , men du må ikke elsfe hende højt |
|
nok , ellers ville du have bragt din faderkærlighed |
|
offre . Du har forlangt det ene offer af hende efter |
|
det andet , men selv har du intet villet bringe . |
|
Kun , din stolthed , din stivhed har du bragt et |
|
offer , din datter . “ |
|
„ Betty Helsinge og kandidat Hansen have berøvet |
|
mig hendes kærlighed . Og for af genvinde |
|
den , skulle jeg have givet køb , skulle jeg have |
|
ydmyget mig , skulle jeg have ladet dem alle triumfere |
|
over mig ? “ |
|
„ Jeg er overbevist om , af Marie holder mere af |
|
dig end nogensinde ; hverken Fru Hansen eller hendes |
|
mands brodersøn have tænkt på af berøve dig |
|
hendes kærlighed . — du må erindre , af Marie er |
|
stillet under højst ulykkelige forhold . Hendes fader |
|
og moder er fraskilte . Du burde have gjort alt , |
|
for af hun ikke skulle have lidt under forældrenes |
|
synd , du burde ikke have forbudt hende af se sin |
|
moder , og du burde med kyshånd have taget |
|
mod kandidat Hansens frieri ; thi først når din |
|
datter er gift , slår hun udenfor den disharmoni , |
|
som du og Betty Helsinge have bragt ind i hendes |
|
liv . — nu er Marie i sin moders hus , hun vil |
|
opfylde ethvert af datterens ønsker , og Maries |
|
forlovelse med Hansen vil blive deklareret . Før |
|
stod hun alene i taknemlighedsgæld til dig , nu |
|
vil hun også komme til at skylde sin moder taknemlighed . “ |
|
„ Marie |
|
sagde i går veo afskeden til mig , at hun |
|
|
|
straks ville vende tilbage til mig den tag , jegsendte |
|
bud efter hende , “ sagde lægen med svag stemme . |
|
„ Det sagde hun i går , men det siger hun |
|
måske ikke i dag . — Carl , jeg har undertiden tænkt |
|
over , om du ikke selv havde nogen skyld i , at du |
|
mistede din kone . Jeg siger dette nu , fordi det |
|
forekommer mig , at den måde , hvorpå din datter |
|
forlod dig , har nogen lighed med den , hvorpå |
|
du mistede Betty Helsinge . Du blev hidsig , du |
|
lod din kone , der også var hidsig , forlade dit hus |
|
og løbe ombord i dampskibet . Jeg ved fra en |
|
veninde , som var med ombord dengang , at Betty |
|
var meget ulykkelig , at hun græd hele vejen , at hun , |
|
da Jyllands kyst forsvandt , rakte armene ud mod |
|
den og råbte : mit barn ! min mand ! — Havde |
|
du hin skæbnesvangre dag kunnet holde din hustru |
|
tilbage , havde du talt således til hende , at |
|
hun havde tilstået dig sin ungdomskærlighed , da |
|
ville du vistnok have kunnet overbevise hende om , |
|
at denne kærlighed burde glemmes for hendes barns |
|
og for hendes mands skyld . Moderkærligheden |
|
hos den gifte hustru besejrer enhver anden kærlighed . |
|
For børnenes skyld bør forældrene altid |
|
holde sammen , selv om de ikke elske hinanden . Dengang |
|
skulle du have bragt Marie det største offer , du |
|
kunne have bragt hende , du skulle have tålt en |
|
ydmygelse af din hustru , og af en hustru kan en |
|
mand nok tåle en ydmygelse for de uskyldige børns |
|
skyld , du burde have rejst efter hende til København |
|
og bevæget hende til at vende tilbage . Jstederfor |
|
|
|
lod du Betty Helsinge gøre , hvad hun ville , |
|
ja , for udenforstående så det næsten ud som om |
|
skilsmissen var dig halvt kærkommen . Og nu |
|
igår med din datter . Du elsker hende , hun nærer |
|
stor datterkærlighed til sin fader , og så ender , det |
|
med , at du viser hende døren . “ |
|
„ Har jeg handlet urigtigt , har jeg dog ikke den |
|
største skyld . “ |
|
„ Det siger jeg jo heller ikke . Betty Helsinge er |
|
den egentlige skyldige , det vil da sige med hensyn |
|
til eders skilsmisse ; thi du har hovedffylden i |
|
sagen med Marie . “ |
|
„ Du kender min betragtningsmåde af denne |
|
sag , jeg kan ikke indrømme , at jeg har nogen hovedftyld , |
|
men måske havde det være rigtigst af mig |
|
at fare lempeligere frem . “ |
|
Dengang Fru vorre forlod sin Broder , var |
|
han i en sindsstemning , hvori man kan ønske sig |
|
døden ; det syntes ham , at han ikke mere havde |
|
noget at leve for , at han var bleven til et overflødigt |
|
hjul i verdens store maskineri ; han tænkte |
|
ikke på , at livet er ikke alene til for verdens skyld , |
|
men for individets egen , der skal luttres igennem |
|
prøvelse . Marie havde for ham været verden , nu |
|
var denne verden forsvunden , og han stirrede ud i |
|
et uhyre tomt og stjerneløst rum . — |
|
de nye omgivelser , det nye liv , og frem for |
|
alt Rudolfs nærværelse bidrog til , at Marie ikke |
|
tænkte så meget på sin fader som hun under andre |
|
omstændigheder ville have gjort . Det var muligvis |
|
|
|
moderens hensigt at opnå dette ; thi hun førte |
|
hende fra fornøjelse til fornøjelse , og derefter fandt |
|
det store bal sted , på hvilket forlovelsen blev deklareret . |
|
Marie var den men fuldstændig lykkelig , |
|
til Rudolf stødte sit glas mod hendes og hviskedee : |
|
„ Din faders skål . “ |
|
En tåre kom i hendes øje , og hun sagde : |
|
„ Tak , fordi du minder mig om ham ; det var |
|
den bedste skål , du kunne bedt mig om af drikke |
|
med dig . Gid det havde været min fader og ikke |
|
din onkel , som i aften havde foranstaltet denne fest . |
|
— tys , grossereren skulle vel ikke have mærket , |
|
af det var faders skål , vi drak , se , hvor besynderligt |
|
han stirrer på os . “ |
|
„ Onkel har intet mærket , “ svarede Rudolf , |
|
„ han har de sidste dage været meget tankefuld og |
|
havt meget af gøre , fordi nogle af vore største huse |
|
ere gåde fallit . “ |
|
Denne grund beroligede Marie . Dansen begyndte , |
|
og hun genvandt snart sit gode humeur . |
|
Dengang ballet var forbi , vare alle enige om , af |
|
de havde moret sig udmærket , og af det var det |
|
eleganteste bal , grosserer Hansen nogensinde havde |
|
gjort . Før Marie sov ind , sendte hun sin fader en |
|
tanke , og hun lovede sig selv af ville gøre alt for |
|
gennem sin tante , fruvorre , af hidføre en forsoning . |
|
Men det skulle komme ganske anderledes . Tidligt |
|
næste formiddag blev Marie vækket ved stor tummel |
|
og uro i huset , og hun hørte sin moder med |
|
skælvende stemme råbe på en læge . Skønt træt |
|
|
|
efter ballet stod Marie op , klædte sig på og gik |
|
ned i dagligsluen . Der var ingen tilstede . Endelig |
|
traf hun stuepigen , som med forfærdede miner fortalte , |
|
at grossereren var død af apopleksi . Marie |
|
udstødte et skrig og sank om på en stol . |
|
„ Hvor er min moder ? “ spurgte hun . |
|
„ Inde hos grossereren , “ var svaret . |
|
„ Hent straks min forlovede . “ sagde Marie til |
|
stuepigen , „ bed ham at komme øjeblikkeligt . “ |
|
Neppe var pigen gået , før Fru Hansen og huslægen |
|
trådte ind i stuen . Den sidste sagde : |
|
„ Den stærke varme på ballet iaftes har han |
|
ikke kunnet tåle ; han har jo længe været plaget af |
|
kongeftioner til hovedet . “ |
|
Fruen svarede med en hulken , men da hun fik |
|
øje på Marie , ilede hun hen til hende og sagde : |
|
„ Mit barn , du er faderløs . “ |
|
„ Er min fader også død ? “ spurgte Marie |
|
forfærdet . |
|
„ Nej , nej , det er sandt , han var jo ikke din fader . “ |
|
Efterat lægen var gået , søgte Marie af trøste |
|
fin moder så godt hun formåede ; moderens sorg |
|
var heftig , hun råbte højt på mandens navn , som |
|
om hun troede af kunne kalde ham tilbage fra de døde , |
|
og selv da Rudolf kom , vedblev hun med sine hjerteskærende |
|
råb . Rudolf var sørgmodig , men fattet , |
|
han gik ind til liget , fik af vide , i hvilken stilling |
|
det var fundet , af grossereren efter af være stået |
|
op , havde været tilsyneladende rafl , og af katastrofen |
|
først var flet , efter at han havde modtaget |
|
|
|
en telegrafdepesche . Brodersønnen søgte efter denne |
|
depesche og fandt den på onklens skrivebord ; |
|
den indeholdt efterretning om , af et stort hus i |
|
Hamborg var gået fallit . Denne efterretning måtte |
|
have rystet grosserer Hansen dybt , og Rudolf begyndte |
|
af frygte for , af onklens formuesomstændigheder |
|
måske befandt sig i en mindre god tilstand . |
|
Denne |
|
frygt viste sig af være grundet . Det |
|
hamborgsks huses fallit ville drage grosserer Hansens |
|
fallit efter sig eller , rettere sagt , hans Bo erklæredes |
|
fallit , og der var ikke en skilling tilovers |
|
til enken . Hendes heftige sorg havde hurtigt udraset , |
|
hun havde søgt og fundet trøst i sin datters |
|
selskab , og Marie hørte roligt på moderens |
|
uudtømmelige lovtaler over den afdødes gode |
|
egenskaber . |
|
Dengang Fru Hansen erfoer , at hun var en fattig |
|
kone , vågnede hendes energi , hun indså , at |
|
der burde handles . I sin ungdom havde hun levet |
|
under små forhold , og dem skulle hun nu vende |
|
tilbage til . Hun betragtede det som et vink af |
|
skæbnen , at hendes faders gamle lejlighed i Rosenborggade |
|
stod ledig , gik sfrax derop og lejede den . |
|
Marie spurgte moderen , om hun ikke lå hende til |
|
byrde , men svaret var : |
|
„ På ingen måde , tværtimod , jeg har gjort |
|
regning på dig for at kunne komme ud af det ; |
|
vi søge syning hos kræmmerne , og de bedste værelse |
|
leje vi ud . “ |
|
|
|
Rudolf havde også lovet at hjælpe . Han |
|
havde en god plads på en overretsprokurators |
|
kontor . |
|
Dengang de tre den første aften vare samlede |
|
i den nye lejlighed , var der en alvorlig stemning |
|
udbredt over dem . For en måned siden svælgede |
|
de i rigdom og velvære , og nu levede de i fattigdom . |
|
„ Fattige |
|
folk kunne også være lykkelige , “ |
|
Sagde Marie . |
|
„ Jeg bebrejder mig , “ sagde Fru Hansen , „ at |
|
jeg på en måde var skyld i , at du forlod din |
|
faders hus ; var du bleven hos ham , havde du |
|
ikke som nu behøvet at arbejde for dit brød . “ |
|
„ Var jeg bleven der , havde jeg ikke kunnet |
|
hjælpe min moder , “ svarede Marie , „ og jeg er så |
|
lykkelig over at kunne gøre det . “ |
|
„ Men dersom han nu beder dig at komme |
|
til sig ? “ spurgte moderen . |
|
„ Jeg ville være kommen , dersom han havde |
|
anmodet mig tidligere derom , dengang du endnu |
|
var rig ; nu vil det være mig umuligt at forlade dig . “ |
|
„ Ejegode , elskede datter ! “ udbrød moderen og |
|
sluttede Marie i sine arme . |
|
„ Marie , “ sagde Rudolf , „ vi gifte os , så snart |
|
vi kunne , og din moder skal bo hos os . “ |
|
-ja , ja , hun skal bo hos os , “ råbte Marie glad . |
|
Fattigdom er ikke nær så trykkende for den , som |
|
altid har været fattig , som for den , der har kendt |
|
bedre dage , men det er desværre den sidste slags |
|
|
|
fattige , som i reglen modtage mindst hjælp , fordi |
|
stolthed , parret med undseelse , holder dem fra at |
|
bede om understøttelse . Havde de blot en lille |
|
driftskapital til at begynde med , ville de i reglen |
|
kunne arbejde sig op på ny til en nogenlunde sorgfri |
|
stilling ; thi frem for andre fattige besidde de intelligens . |
|
Marie og hendes moder ejede ingen sådan |
|
kapital , og snart så de , at der måtte arbejdes om |
|
natten med , dersom de ikke ligefrem ville lide nød , |
|
og alligevel var der dage , hvori de ligefrem sultede . |
|
Dette generede de sig for at sige til Rudolf , |
|
fordi han ædelmodigt havde tilbudt sig at ville betale , |
|
hvad der kom til at restere ihuusleien . Når |
|
han om aftenen forlod dem i den tro , at nu gik |
|
de til sengs , begyndte de først rigtigt deres arbejde . |
|
Ingen af dem beklagede sig dog for hinanden ; Marie |
|
yttrede blot engang , at nu kunne hun forstå , |
|
hvorfor fattige folk havde så ringe sands for livets |
|
åndelige nydelser ; de havde ikke tid til at beskæftige |
|
sig med dem . Rudolf havde lånt hende en nylig |
|
udkommen bog og bedt hende om at læse den , men |
|
hun havde ikke haft tid dertil . |
|
De havde ikke taget i betragtning , at det |
|
uvante , stillesiddende liv måtte indvirke på deres |
|
sundhed , især da de sjælden undte sig fritid til at |
|
spadsere i , kun om søndagen gik de en kort tur |
|
til grosserer Hansens grav . Det varede derfor ikke |
|
længe , før Marie og hendes moder kom til af se |
|
blege og sygelige ud , og den sidste begyndte af klage |
|
over stikken i brystet . Marie lod da moderen gå |
|
|
|
tidligere til sengs og påtog sig af fuldføre hendes |
|
arbejde . Når Marie således sad ene oppe i den |
|
tause , sørgelige nat , fløj hendes tanker altid til |
|
hendes fader , og hun spurgte sig selv , om han var |
|
aldeles uvidende om sin datters skæbne , og , hvis |
|
han ikke var det , undrede det hende , af han ikke |
|
havde skrevet hende til , om af vende hjem . Dengang |
|
Fru Hansen var flyttet ind i sin fattige lejlighed , |
|
havde hun ladet udsprede , af hun var rejst fra byen ; |
|
selv om hendes tidligere selskabskreds fik af vide , |
|
af det ikke var tilfældet , var det dog vink nok |
|
for den til ikke af ulejlige hende med visiter . Rudolf |
|
havde trukket sig tilbage fra Fredman , men |
|
længflen efter af få noget af vide om sin fader , |
|
drev dog til sidst Marie til af anmode sin forlovede |
|
om af opsøge Fredman og . spørge ham , om |
|
hvorledes det gik Brandt i hans ensomhed . Rudolf |
|
lovede det og bragte dagen efter den efterretning , |
|
af Fredman og Anna vare blevne gifte for |
|
otte dage siden og rejste til udlandet . |
|
Der kom nu en tid , da det var vanskeligt at |
|
så arbejde ; for at kunne leve vare damerne nødte |
|
til at sætte stykke for stykke af deres tøj på lånekontoret . |
|
Den første aften , Marie gik denne tunge |
|
gang , græd hun i stilhed , senere blev hun vant |
|
dertil , men hvert stykke tøj , hun og moderen på |
|
den måde måtte flille sig ved , kostede tårer . |
|
Rudolf havde ingen anelse om . at det var kommet |
|
så vidt . |
|
Tilsidst kom det dertil , at de måtte pantsætte |
|
|
|
nogle af deres daglige klæder , og at snart hverken |
|
moderen eller datteren kunne gå ud . Den første |
|
yttrede engang imellem lyst til at kunne komme til |
|
at tale med en læge om sin sygdom , men hun |
|
havde ikke råd dertil , og med fattiglægen ville |
|
hun ikke tale . Man trøstede sig med , at vinteren |
|
var snart forbi , og at man da ville spare penge for |
|
lys og brænde . |
|
Det var en aften i marts måned , at Marie |
|
sad ved vinduet og så op til den måneklare himmel . |
|
Hendes tanker dvælede ved den aften , hun |
|
første gang så København , med alle de lyse forhåbninger , |
|
hun dengang havde haft , og nu næppe |
|
et halvt år efter vare forhåbningerne borte , hun |
|
sad fattig og forladt i den store by . Nej , ikke |
|
forladt , hun havde jo Rudolf og sin moder , og |
|
hun elsfede dem begge højere end nogensinde . Rudolf |
|
trådte ind og sagde : |
|
„ Din fader er her i byen jeg har set ham |
|
i dag på gaden . — måske hænger det sammen |
|
med et brev , jeg har fået , eller rettere en konvolut , |
|
inden i hvilken der lå et brev til dig . “ |
|
„ Til mig ! “ udbrød Marie overrasket . |
|
Hun tog hurtigt brevet , genkendte udskriften |
|
og sagde : |
|
„ Det er fra min fader . “ |
|
Hendes hjerte bankede heftigt , hun skyndte sig |
|
med at tænde lys og bryde seglet . Hurtigt gennemløb |
|
hun brevet og sagde : |
|
„ Jeg seer af brevet , at et par dage efter , at |
|
|
|
jeg forlod min faders hus , fattede han den beslutning |
|
at rejse til udlandet . Han har været borte |
|
til i går . Af min tante vorre har han i dag erfaret |
|
alt , hvad der er hændet i hans fraværelse , tante |
|
kendte ikke min adresse , men Rudolfs findes i vejviseren , |
|
derfor har fader adresseret brevet til ham . |
|
Fader anmoder mig om en samtale , og med denne |
|
anmodning ender brevet . “ |
|
„ Nu forstår du hans taushed , “ sagde Rudolf , |
|
„ vil du efterkomme hans anmodning ? “ |
|
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Marie . |
|
„ Jeg håber , at Marie besøger sin fader , “ |
|
Sagde moderen , „ dengang hun var hos ham , forbød |
|
han mig at se og tale med hende , mit barn , nu |
|
er hun hos mig , og jeg vil ikke , at han skal gøre |
|
mig samme bebrejdelse . — Marie , du ved , hvorledes |
|
vore kår er , skulle du have lyst til at |
|
blive hos din fader , giver jeg afkald på dit selstab , |
|
det ville rigtignok være en sorg at skulle stilles |
|
fra dig , men den ville til fulde opvejes af glæden |
|
over at vide , at du er fri for næringssorgens rædselsfulde |
|
kvaler . Derfor forlad mig , tag til din |
|
fader . “ |
|
„ Moder , du fornærmer mig ved at tale således . ' |
|
„ Det er smukt af dig , tante , “ sagde Rudolf , |
|
„ at ville stilles fra det kæreste , du ejer , at ville |
|
sidde alene i den fattige stue med dine bitre minder |
|
og dine mørke fremtidsudsigter , men Marie kan |
|
ikke tage imod dit ædelmodige tilbud , dertil er hun |
|
|
|
en for kærlig datter og en for god og høihjertet |
|
pige . “ |
|
„ Hvad bryder jeg mig om selv at lide nød , “ |
|
Sagde moderen , „ når Marie bliver fri derfor . “ |
|
. Havde du endnu siddet i velstand , kære |
|
moder , “ sagde Marie , „ havde jeg rimeligvis forladt |
|
dig efter at have modtaget dette brev ; thi jeg |
|
lovede min fader , dengang jeg forlod ham , at jeg |
|
straks ville vende tilbage , når han sendte bud efter |
|
mig . Dette løfte er det mig umuligt at opfylde |
|
nu ; det er min pligt at dele de onde dage sammen |
|
med min moder “ |
|
„ Og elsker du din fader ligeså højt som før ? « |
|
Spurgte Rudolf . |
|
„ Ja . Adskillelsen har om muligt forstærket min |
|
kærlighed . “ |
|
„ Hvor kan det være anderledes , “ udbrød moderen , |
|
„ han har jo været hende en sand fader . — |
|
jeg glæder mig over denne kærlighed , og jeg håber , |
|
at Marie virkelig må blive forsonet med sin |
|
fader . Gå , gå straks til ham , Rudolf kan jo ledsage |
|
dig og vente udenfor , til du kommer tilbage . “ |
|
Det blev da vedtaget , at Marie straks skulle |
|
gå til sin fader . På vejen derhen var hun ' meget |
|
ængstelig , og hun talte med Rudolf , om det ikke |
|
lod sig gøre , at besøget opsattes til næste dag . |
|
. Jeg ved , “ sagde hun , „ at dette møde vil |
|
blive afgørende for din og min fremtid ; — jeg |
|
frygter for , at min fader stiller sådanne betingelser |
|
|
|
for vor fremtidige omgang , at jeg ikke kan |
|
gå ind på dem . “ |
|
Med bankende hjerte ringede Marie på , Maren |
|
lukkede hende op og udstødte et glædesråb ved at |
|
se hende . Dette skrig tilkaldte lægen , der straks |
|
trykkede Marie til sit bryst og udbrød : |
|
„ Gud være lovet , at jeg har dig igen . “ |
|
„ Ja , “ svarede Marie , „ men desværre må jeg |
|
sige dig , at min pligt byder mig ikke at blive hos dig . “ |
|
„ Hvorledes ? “ spurgte lægen . |
|
„ Fader , du ved , at jeg altid har haft dig |
|
inderlig kær , og at jeg kun nødigt sliltes fra dig . “ |
|
Og nu fortalte Marie alt , hvad der var hændet , |
|
siden hun forlod sin faders hus . Hun skjulte |
|
intet , men betroede faderen , hvor stor hendes og |
|
moderens nød var , og endte med at spørge : |
|
„ Kan du endnu fordre , at jeg skal forlade |
|
min moder ? “ |
|
Med tårer i øjnene råbte lægen : |
|
„ Nej , tusinde gange nej . — stakkels Marie , |
|
mens jeg har været udenlands og fået det bittre |
|
rystet ud af mit sind , har du siddet hjemme og sultet . “ |
|
„ Du er altså ikke vred over , at jeg bliver |
|
hos min moder ? “ |
|
„ Dengang jeg anmodede dig om at besøge |
|
mig , “ sagde Brandt , „ var det min hensigt at bede |
|
dig blive hos mig , mod at du kunne se din moder , |
|
så ofte du ønskede det . “ |
|
„ Og Rudolf ? “ spurgte Marie . |
|
„ Nu , da hans onkel er død , seer jeg ingen |
|
|
|
grund til at modsætte mig eders forlovelse , “ |
|
Sagde lægen . |
|
Hulkende af glæde kastede Marie sig om faderens |
|
Hals . Lægen var selv stærkt bevæget og sagde : |
|
„ Du kan tage ham med herop i morgen . “ |
|
„ Han venter på mig i porten , “ sagde Marie . |
|
„ Så lad ham straks komme op . “ |
|
Neppe vare disse ord udtalte , før Marie glædestrålende |
|
fløj nedad trappen og for hen mod den |
|
overraskede Rudolf , der i alvorlige betragtninger |
|
vandrede frem og tilbage i porten . I få ord |
|
fortalte hun , hvad faderen havde sagt , og kort efter |
|
stod hun med sin forlovede for sin fader . Lægens |
|
øjne strålte af glæde , men pludselig for en skygge |
|
over hans ansigt , og han sagde : |
|
„ Men hvorledes skal det gå Betty . . . jeg |
|
mener Fru Hansen ? — de ved ikke , Hansen , hvor |
|
stor hendes nød har været . “ |
|
Rudolf så forundret på lægen og fik alt det |
|
af vide , som Marie havde fortalt . |
|
„ Jeg har grund til af være vred på dig , |
|
Marie , “ sagde han , „ af du har skjult sligt for |
|
mig . “ |
|
„ Javist , “ sagde lægen , „ det har været et for |
|
vidt drevet fiintføleri . “ |
|
„ Jeg skal sørge for , af hun ikke kommer til af |
|
mangle , “ sagde Rudolf . |
|
„ Gør det , “ svarede lægen , „ og de er en brav |
|
mand . “ |
|
Marie havde ventet , af hendes fader selv skulle |
|
|
|
have tilbudt understøttelse , men ved nærmere eftertanke |
|
indså hun , af han ikke vel kunne gøre det , |
|
af selve tilbudet derom ville kunne geners hendes |
|
moder . Lægen sagde til sin datter : |
|
„ Ja , jeg kommer vel til af løse dit tøj hjem |
|
fra lånekontoret , hvor mange penge behøver du ? “ |
|
„ 40 rdlr . “ |
|
„ Se , her har du 100 rdl . , du må vist |
|
også have nyt tøj , og skulle du behøve flere |
|
penge , er de til din tjeneste . “ |
|
Hun forstod nu , på hvilken måde han ville |
|
understøtte hendes moder . |
|
Kort efter erindrede lægen sine kære gæster |
|
om , at Fru Hansen sad hjemme og ventede på |
|
dem , han bad dem derfor om at gå , men at besøge |
|
sig næste formiddag så tidligt som muligt . |
|
Dengang Marie var kommen hjem til sin ængstelig |
|
ventende moder og havde fortalt hende , hvad der |
|
var flest , udbrød moderen : |
|
„ Brandt , Brandt , gud velsigne dig , og gud |
|
tilgive mig den uret , jeg har gjort imod dig . “ |
|
Dengang Brandt denne aften var bleven alene , |
|
følte han sig så glad og lykkelig som ingensinde |
|
tidligere . Hans udenlandsrejse havde haft en heldig |
|
indflydelse på hans betragtning af hverdagslivets |
|
forhold ; småting tabte den betydning , som |
|
han var bleven vant til at tillægge dem i en for |
|
høj grad , og han kunne , ved at se tilbage , næppe |
|
fatte , hvorledes det i sin tid havde været ham |
|
muligt at tillægge Maries sammenkomster med hendes |
|
|
|
moder en så stor vægt . Nu var hans tidligere |
|
hustru enke og nedsunken i fattigdom ; han ville |
|
understøtte hende , men for at dette skulle kunne |
|
fler på en måde , der ikke sårede hende , mente |
|
Brandt , at det ville være rigtigst som snarest at få |
|
Rudolf og Marie gifte , og Fru Hansen optagen i |
|
deres hus . |
|
. Men , “ indvendte han , „ Du vil da træffe sammen |
|
med hende , når du besøger din datter . “ |
|
Denne tanke at skulle gjensee sin forrige hustru , |
|
fyldte lægen med en underlig , dog langtfra uhyggelig |
|
lengstelse . Han forestillede sig , hvorledes |
|
gensynet ville blive , og han udmalede det for sig |
|
selv med så levende farver , at han ordentlig følte |
|
en længsel efter , at fantasten skulle blive til virkelighed . |
|
Rudolf |
|
kom næste dag alene op til lægen . |
|
Han fortalte , at Marie var bleven hjemme for pleje |
|
sin moder , som ikke havde kunnet tåle glæden over , |
|
hvad der var sket den foregående aften , og var |
|
derfor bleven syg . |
|
„ Dog vel ikke farligt ? “ spurgte Brandt . |
|
„ Jeg ved det ikke . Marie fortalte mig , at |
|
min tante i den sidste tid havde klaget over stikken |
|
i brystet . “ |
|
„ Der bør hentes en læge . “ |
|
„ Det mente Marie også , og hun bad mig |
|
om at hente dem . “ |
|
„ Mig , mig ! ' råbte Brandt og for tilbage , |
|
„ er tøsen fra forstanden ? “ |
|
|
|
„ Hun har vist gjort det i den bedste mening , “ |
|
Skyndte Rudolf sig at sige . |
|
Brandt gik , som sædvanligt når han var stærkt |
|
bevæget , hurtigt frem og tilbage på gulvet . Tidligere |
|
end han havde ventet det , frembød sig her |
|
en lejlighed til at at gjensee hende , til hvem hans |
|
kærlighed aldrig havde været udslukt . Og det var |
|
Marie , som sendte bud efter ham ; del blev lægen |
|
klart , at hun inderlig attråede en forsoning mellem |
|
sin fader og sin moder , derved ville disharmonien |
|
i hendes liv opløses- lægen tog en hurtig beslutning |
|
og sagde til Rudolf : |
|
„ Bring mig til Betty . . . til deres tante . “ |
|
, de vil ! “ udbrød Rudolf sjæleglad . |
|
„ Ja . |
|
Da de vare komne udenfor , spurgte Brandt : |
|
„ Hvor boer deres tante ? “ |
|
Rudolf nævnede det , og lægen studsede ; det |
|
var jo i samme hus og i den samme lejlighed , |
|
hvor han første gang havde mødt Betty Helsinge . |
|
At hun havde valgt denne lejlighed , var ham et |
|
bevis for , at hendes ungdomsminder ikke vare hende |
|
ukære , og måske var det dog sandt , hvad Marie |
|
engang havde fortalt , at moderen fortrød sin opførsel |
|
mod sin første mand ; ja , havde lægens søster |
|
ikke fortalt det samme ? Havde Betty ikke |
|
grædt ombord på dampskibet og rakt armene ud |
|
mod Jyllands kyster ? |
|
Der blev ikke talt meget undervejs . Nølende |
|
steg lægen op ad trappen til sin fraskilte hustrues |
|
|
|
lejlighed , Marie lukkede op , og da hun så sin |
|
fader , kastede hun sig til hans bryst og udbrød : |
|
„ Tak , tak , fader , fordi du bragte mig dette |
|
offer ? “ |
|
» Jeg bringer intet offer , “ sagde lægen med |
|
alvor , „ hvor er patienten ? “ |
|
Marie førte sin fader ind til den syge , som |
|
ingen anelse havde om at skulle gjensee sin fraskilte |
|
mand . |
|
„ Moder , her bringer jeg dig fader , “ sagde |
|
Marie med tårer i øjnene og trak sig tilbage . |
|
Fru Hansen udstødte et skrig af overraskelse og |
|
faldt tilbage i den sofa , hvori hun sad , omgiven |
|
af puder . |
|
„ Marie har sendt bud efter mig , “ sagde lægen , |
|
„ Du skal jo være syg . “ |
|
„ Det går nok over , “ svarede hun . |
|
„ Jeg må dog have at vide , hvad du fejler . “ |
|
„ Interesserer det dig endnu , om jeg lever eller |
|
døer ? “ |
|
Lægen svarede ikke på dette spørgsmål , men |
|
gentog : |
|
„ Hvad fejler du ? “ |
|
Hun gav ham en forklaring af sin sygdoms |
|
natur . |
|
„ Det er ikke andet , “ sagde Brandt , „ end overanstrengelse ; |
|
du har ikke været vant til af sidde |
|
oppe om natten og sye . ' |
|
„ Har Marie fortalt , af jeg har gjort det ? “ |
|
|
|
„ Ja ; hun har fortalt mig alt , og jeg takker |
|
hende derfor . “ |
|
„ Hun burde ikke have fortalt , af vi havde det |
|
så småt . “ |
|
„ Falsk undseelse bringer lidt ulykke . Hun fortalte |
|
mig alt for af godtgøre nødvendigheden af , |
|
af hun blev hos dig . “ |
|
„ Du ville måske , ellers have berøvet mig |
|
hende på ny ? “ |
|
„ Det var min hensigt — nu er det ligefrem |
|
en pligt , af hun bliver hos sin moder . “ |
|
„ Tak . — du gjengjælder ondt med godt . “ |
|
, du indrømmer , af du har handlet utilbørligt |
|
mod mig ? “ |
|
„ Det har jeg altid indrømmet . . . Men lader |
|
os ikke tale om fortiden ; gjort gerning står ikke |
|
til af ændre . “ |
|
„ Det skulle bedrøve mig , hvis det var sandt ; |
|
thi vor skilsmisse har fremkaldt en disharmoni i |
|
vort eneste barns liv , og den disharmoni må |
|
hæves ; det kan ske ved , af hun snarest mulig bliver |
|
gift , og du kan da flytte i huset til din datter . “ |
|
„ Tak , fordi du tænker så meget på mig , |
|
men erindrer du , af du ikke kan besøge din datter , |
|
når jeg boer hos hende . “ |
|
„ Hvorfor ikke ? “ |
|
„ Fordi Rudolf og Marie ikke bør føre noget |
|
eneboerliv , fordi de ville se gode venner og bekendte |
|
i deres hus , og fordi det da ville give |
|
|
|
anledning til megen forundring , når den fraskilte |
|
mand og hustru deltage i samme selskabsliv . “ |
|
„ Herpå har jeg ikke tænkt . “ |
|
„ Men jeg har ret . “ |
|
„ Fuldkommen . — Betty , hvorfor gjorde du |
|
mig også den sorg af flygte fra mit hus ? “ |
|
„ Du kommer bestandigt tilbage til fortiden . “ |
|
„ Vi kunne ikke afkaste broen mellem fortid |
|
og nutid , og det kunne vi to mindst gøre , hvis vi |
|
ville se en lykkelig fremtid i møde . “ |
|
Lægen gav nu en udførlig skildring af sit liv |
|
fra den dag . hans hustru havde forladt ham ; han |
|
blev varm , han kom med hårde bebrejdelser , der |
|
bragte hende til at græde og skjule ansigtet i sine |
|
hænder , han talte om sin ankomst til København , |
|
hans stemme blev mindre hård , han indrømmede , |
|
at han ikke burde have forbudt Marie at besøge sin |
|
moder , og han endte med at sige : |
|
„ Nu ved du alt , og derfor vil jeg gøre dig |
|
et tilbud , som jeg håber , at du modtager , jeg vil |
|
understøtte dig , og skulle jeg dø først , vil jeg sørge |
|
for , at du får så meget , at du kan leve anstændigt |
|
deraf . “ |
|
„ Nej , nej , jeg kan ikke modtage dette tilbud , “ |
|
Svarede hun , „ desuden har Rudolf lovet at ville |
|
hjælpe mig . Du har fortalt mig din historie , min |
|
kender du jo allerede . Det var en ungdomskærlighed , |
|
der bragte mig til at svigte min pligt . |
|
Men jeg sværger dig til , at dengang dampskibet |
|
fjernede sig fra land , fortrød jeg bitterligt , hvad jeg |
|
|
|
havde gjort , og at jeg ville være vendt tilbage uden |
|
at se Hansen , dersom jeg ikke tilfældigvis havde |
|
mødt ham . Ta greb kærligheden mig så stærkt som |
|
ingensinde før , og et liv fuldt af fornøjelser bragte |
|
mig til at glemme , at jeg var moder . Men dengang |
|
jeg nu efter mange Års forløb gjensåe min |
|
datter , vågnede følelser , som jeg ikke havde kendt |
|
før , jeg blev greben af samvittighedsnag , og såvel |
|
vågen som i drømme stod hin time for mit blik , |
|
da jeg sidste gang bøjede mig over min datters |
|
vugge , da hun smilede sødt isøvne og ikke drømte |
|
om , at hendes moder forlod hende . Stakkels Marie ! |
|
Og jo mere jeg tænkte derpå , desto taknemmeligere |
|
var jeg dig for den omhu , hvormed du havde |
|
ledet hendes opdragelse , men du fortørnede mig |
|
ved ikke at ville lade mig gjensee mit barn . “ |
|
„ Du fik hende imidlertid at se , og skæbnen |
|
har ført det så underligt med sig , at hun nu er i |
|
dit huns , i stedet for i mit . “ |
|
Brandt rejste sig for at tage afsted . Han gav |
|
hende hånden og sagde : |
|
„ Det glæder mig , at vi to endnu engang have |
|
talt sammen . Jeg havde ikke drømt om , at det |
|
nogensinde ville ske . “ |
|
„ Det har også glædet mig , “ svarede Betty , |
|
„ og det er et sælsomt træf af skæbnen , at det just |
|
er steet i dette huns . “ |
|
„ Hvor vi første gang så hinanden ; i dette |
|
værelse sad du og græd den nat , du troede , at |
|
|
|
din fader skulle dø , og her var det ligeledes , at |
|
jeg . . . “ |
|
„ Al du tilstod mig din kærlighed , “ sukkede |
|
Betty . |
|
„ En oprigtig kærlighed . “ |
|
„ Den blev kun flet påskønnet af mig . Men |
|
de dage , jeg endnu har tilovers at leve i , skulle |
|
blive anvendte til at gøre bod for min ungdoms |
|
synd . “ |
|
Dengang lægen forlod Betty , var han meget |
|
alvorlig , men hans ansigt opklaredes , da han så |
|
Marie og Rudolf . |
|
„ Din moders sygdom , “ sagde han til Marie , |
|
„ har intet at sige ; du kan godt gøre mig en lille |
|
visit i eftermiddag . “ |
|
Et par dage efter tog lægen sin datter og |
|
Rudolf med til grosserer vorre . På alle sider var |
|
der stor glæde over gensynet , men det var naturligt , |
|
at grossererens familie intet fik at vide om |
|
Fru Hansen , der blev blot i forbigående bemærket , |
|
at Marie endnu boede hos sin moder . Det |
|
er allerede fortalt , at Fredman og Anna vare på |
|
rejser . Imidlertid er det ikke let at holde noget |
|
hemmeligt i København ; det var blevet bemærket , |
|
at lægen et par gange havde hentet Marie hos |
|
hendes moder , nu fik sladderen travlt , og en dag |
|
mødte Fru vorre hos lægen og sagde : |
|
„ Må jeg gratulere dig ; du tænker jo på at |
|
gifte dig igen . “ |
|
„ Jeg ! “ udbrød Brandt i højeste grad forbausef . |
|
|
|
„ Du kan jo sagtens betroe dig til din søster . “ |
|
Brandt brød ud i en højrøstet lalter og spurgte : |
|
„ Men så sig mig dog , med hvem vil jeg |
|
gifte mig ? “ |
|
„ Med Betty Helsinge . ' |
|
nu blev Brandt alvorlig og sagde : |
|
„ Derpå har jeg ikke tænkt . Jeg vil tilstå , |
|
at vi er blevne forsonede , at jeg en sjælden gang |
|
kommer i hendes hus , nærmest for at tale med |
|
Marie , men jeg har i sandhed ikke talt til Betty om |
|
giftermål . “ |
|
„ Man fortæller dog , at i skulle giftes . Thora |
|
har hørt det af sin modehandlerinde , der boer i |
|
samme hus som Fru Hansen . “ |
|
„ Og så kom du herop for at råde mig fra |
|
denne skandale ? “ |
|
„ Skandale , “ udbrød søsteren forundret , „ jeg |
|
har talt med min mand om sagen , og jeg vil sige |
|
dig , at det er en skandale , at du kommer i din |
|
fraskilte kones hus uden at have til hensigt at |
|
gifte dig med hende . — jeg troede , at i for |
|
Maries skyld vare blevne enige om endnu engang |
|
at holde bryllup . “ |
|
„ Vi have ikke vekslet et ord om sådanne ting . |
|
— hvor man dog her i København har travlt med |
|
andre folk . — du flak forresten have tak for , at |
|
du har fortalt mig den bysladder . “ |
|
„ Det skyldte jeg dig- og nu har du hørt |
|
min mening . “ |
|
Fruen gik og efterlod sin Broder i mange slags |
|
|
|
tanker . Han havde ganske vist forestillet sig , at |
|
han og Betty for fremtiden oftere skulle kunne |
|
mødes , men måden , hvorpå det ville ske , var |
|
ham ikke klar . Betty havde jo sagt , at det ikke var |
|
passende , de sås sammen i Rudolfs og Maries |
|
tilkommende hjem , men når moderen flyttede derind , |
|
kunne lægen altså kun i smug se til sin |
|
datter . Han stod overfor spørgsmålet : det passende . |
|
Men på samme tid tilstod han for sig selv , |
|
at han intet havde imod et giftermål med Betty |
|
Helsinge , at han havde holdt den tanke borte , fordi |
|
han frygtede , at giftermålet ville give anledning |
|
til folkesnak , men når nu det modsatte gjorde det |
|
samme , og måske i en endnu højere grad , da |
|
måtte det beroe på Betty , hvorledes denne sag |
|
skulle ordnes . Efter at være kommet til dette resullat , |
|
begav lægen sig straks til hendes hjem . Hun |
|
følte sig nu fuldkommen rafl og stod i begreb med |
|
at gå en spadseretour med Rudolf og Marie , da |
|
lægen kom . Ved at se ham , ville de alle være |
|
blevne hjemme , men Brandt sagde til de unge : |
|
„ Gå i kun , imens sidde de gamle hjemme |
|
og tale om eders lykke . “ |
|
Da lægen var bleven ene med Betty , fortalte |
|
han , hvad søsteren havde meddelt ham . Betty |
|
blev blussende rød og sagde : |
|
„ Det er afskyeligt . “ |
|
„ Hvad skulle vi gøre ? “ spurgte lægen . |
|
„ Jeg ved det ikke . “ |
|
„ Dersom vi nu gav rygtet ret , dersom vi gifkede |
|
|
|
os ? . . . Ja , jeg ved jo ikke , om du for anden |
|
gang vil række mig din hånd . “ |
|
» Det er for meget ; jeg tør ikke tage mod dette |
|
tilbud . “ |
|
„ Det er ikke alene for Maries skyld , at jeg |
|
beder dig derom , det er også for min egen . |
|
Betty , jeg elsker dig endnu . “ |
|
„ Du elsker mig endnu , “ sagde hun langsomt , |
|
„ jeg fortjener det ikke , jeg har opført mig alt for |
|
urigtigt imod dig . “ |
|
„ I dag er det mig , som beder dig om at glemme |
|
fortiden . “ |
|
„ Nuvel , jeg ffal blive dig en trofast og kærlig |
|
hustru . “ |
|
„ Du siger altså ja ? “ |
|
„ Dersom du tror , at det kan bidrage til dit |
|
livs lykke . “ |
|
„ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte lægen og sluttede |
|
hende med ungdommelig fyrighed i sine arme . |
|
En måned efter holdt de fraskilte mgtefolk i al |
|
stilhed bryllup på ny . Marie flyttede atter ind i |
|
fin faders hus , men hun kom ikke alene , hun |
|
bragte sin moder med sig . Hun sendte en . brændende |
|
takkebøn til gud for hvad der var fkeet . |
|
Dengang hun sagde godnat til Rudolf , med hvem |
|
hun om ikke lang tid skulle have bryllup , sagde |
|
han til hende : |
|
„ Ikke sandt , Marie , nu er al disharmoni opløst |
|
i harmoni ? “ |
|
„ Ja , “ hviskedee hun , „ nu er jeg lykkelig . “ |
|
|