Corpus-v1.1 / normalized /1870_AndersenHC_LykkePeer.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
raw
history blame
No virus
148 kB
I .
I den fornemste gade lå en prægtig ,
gammeldags gård ; hele murværket var
indæltct med glasstumper , der i sal- og
måneskin strålede som om det var belagt
med diamanter ; det var et rigdommens
tegn og rigdom var derinde ; man sagde ,
at grossereren var mand for at kunne
stille to Tønder guld midt i sin stadsestue ,
sagtens stille , sone fremtids sparebøsse ,
en fjerding med guldmynt udenfor døren ,
hvor hans lille søn blev født .
Den lille var indtruffen i det rige hus ;
der var stor glæde fra kælderen til op på
qvisfen , dog heroppe blev glæden endnu
større et par timer senere . Pakhuuskarlen
og hans kone boede heroppe og her indtraf
netop også en lille son , given af Vorherre ,
bragt af storken og fremvist af mutter .
Også her stod en fjerding udenfor døren ,
ganske tilfældigt , men det var ingen gnldfjerding ,
det var en skarnfjcrding .
Den rige grosserer var en højst veltænkende ,
brav mand ; hans kone , fin og
hoifvrnem gik hun klædt , var gudfrygtig , dertil
mild og god mod den fattige . Alle undte
de to den glæde at have fået en lille søn ,
der ville vokse op , arte sig og blive rig ,
som faderen .
Den lille blev i dåben kaldet „ Felix “ ;
det betyder i latinen : „ lykkelig “ , og det var
han , og forældrene endnu mere .
PakhunsKarlen , en rigtig kerncgod Karl ,
og hans kone , så honnet og arbejdsom , vare
vclseete af alle , som kendte dem ; hvor vare
de lykkelige for deres lille dreng : og han
blev kaldet Peer .
Drengen på første sal og drengen
på kvisten fik hver lige mange Kys af
deres forældre og lige meget solskin af
Vorherre ; men de vare jo dog forskelligt
stillede , den ene nede , den anden oppe . Peersad
øverst , helt oppe på kvisten , og hun
beholdt sin egen moder til amme ; den lille
Felix havde en fremmed person , men god
og brav , det stød i skudsmålsbogen . Det
rige barn fik en dejlig barnevogn og blev
trukket af den pyntede amme , barnet fra
kvisten blev båret på armen af sin egen
moder , både , når hun var i søndagskjole
og hvcrdagsklædning ; og det var ligeså
sørnvieligt .
Begge kunne de snart skønne , begge
voxte de til , kunne vise med hånden hvor
store de vare og sige enkelte ord i mødersmålet .
lige søde , lige skikmnndedc og lige
forkælede blev de begge to . Da de voxte
til , havde de lige fornøjelse af grossererens
' kjøretøi . Felix fik med ammen løv til
af sidde hos . Kusken og se på hestene ,
han bildte sig ind af hun kørte dem ; Peer
fik lov af sidde i qvistvindnct og se ned i
gården , når herskabet skulle ud af køre ,
og når de da vare afsted , satte han to stole ,
den ene foran den anden , oppe i stuen , og
så kørte han selv ; han var den virkelige
kusk , det var lidt mere end af bilde sig ind
af være kusken . De havde det udmærket ,
de to , men de vare allerede et par år
gamle , før de første gang talte med hinanden .
Felix gik stadselig klædt , i Fløiel og
silke , med bare kuæc på engelsk maner . Det
arme barn måtte jo fryse ! sagde familien
på kvisten . Peer havde bukser lige ned
til anklerne ; men en dag vare klæderne
revnede lige øver knæærne , så af der var
lige så godt lufttræk og lige så afklædt ,
søm hos grossererens lille , fine søn ; hun
kom med sin møder og skulle ud af porten ,
Peer kom med fin og skulle ind .
„ Giv lille Peer hånden ! “ sagde grossererens
frue . „ I tv kunne tale sammen . “
Og den ene sagde „ Peer ! “ og den
anden sagde „ Felix ! “ Ja , så sagde de
ikke mere dengang .
Den rige frue forkælede sin dreng ,
men hvem der især forkælede Peer var
hans farmor . Hnn var svagsynet og dog
så hun meget mere hos lille Peer end
fader og moder kunne se , ja niere end
noget andet menneske kunne udfinde .
„ Det søde barn , “ sagde hun , „ kammer
nok frem i verden ! han er født med guldæble
i hånden ; det kan jeg se med mit
svage syn . Der ligger jo æblet og glindser ! “
og hun kyssede den lille undt i
hånden .
Hans forældre kunne ingenting se ,
Peer ikke heller , men søm han voxte til i
begreber , ville hun dog gerne tro på det .
„ Det er sådan en historie , et eventyr ,
farmor fortæller ! “ sagde forældrene .
Ja farmor kunne fortælle , og Peer
blev aldrig ked af altid at høre det samme .
Hnn lærte ham en psalme og at fremsige
„ Fadervor “ , og han kunne det , ikke som en
ramse , men som ord , der vare at tænke
ved ; hver enkelt bøn deri forklarede hun for
ham . Især kom ham i tanke hvad farmor
havde sagt ved de ord : „ giv os i dag
vort daglige brød ! “ de vare af forstå , af
for en var det nødvendigt af få hvedebrød ,
for en anden af få grovbrød ; en
måtte have et stort huns , når han sad
med mange folk , en anden , i små kår ,
kunne bo ligeså glad i en lille stue på
kvisten . „ Det er således for hver , det , de
kalde „ det daglige brød “ .
Peer havde rigtignok sit gode , daglige
brød , og de dejligste dage , men de blive
ikke alletider ved . Krigens tunge år begyndte ;
det unge mandskab skulle afsted , det
gamle med ; Peers fader var imellem de
indkaldte , og snart hørtes , af han var en
af de første , som faldt i kampen mod den
overlegne fjende .
Det var en bitterlig sorg i den lille
stue på kvisten . Moder græd , farmor
og lille Peer græd ; og hver gang en af
naboerne kom op til dem , blev der talt om
„ Far “ og så græd de alle sammen . Enken
fik imidlertid lov , i det første år , af bo
aldeles frit i husleilighedcn , og senere skulle
hun kun betale en ringe leje . Farmor
blev hos bror , der ernærede sig ved at
vaske for flere „ enlige , galante herrer “ , svin
hun kaldte dem . Peer havde hverken sorg
eller savn ; mad og drikke fik han fuldt
op , og farmor gav ham historier , så selsomme
og vidunderlige , om den vide verden ,
at han en dag bad hende , om de to ikke
en søndag skulle gå til fremmede lande
og så komme hjem som Prinds og Prindsesse ,
med guldkroner på . „ Dertil er jeg
for gammel , “ sagde farmor , „ Du må
først lære grumme meget , blive stor og stærk
og dog altid et godt og kærligt barn , som
dn er det ! “
Peer red i stuen på kjcphest , han
havde hele to sådanne heste , men grossererens
søn havde en levende , virkelig hest ,
den var så lille , at den godt kunne kaldes
et hcstcbarn , det kaldte Peer den , og større
kunne den ikke blive . På den red Felix
om i gården , ja ud af porten med sin
fader og en kongelig berider . Den første
halve time syntes Peer da ikke om sine
heste og red ikke på dem , de vare ikke virkelige ;
og så spurgte han sin moder , hvorfor
han ikke havde en virkelig hest ligesom
lille Felix , og moderen sagde : „ Felix
boer nede i gården , tæt ved stalden , men
dn boer højt oppe under taget ; man kan
ikke have heste på loftet , ingen uden dem ,
du har ; rid du på dem ! “
Øg så red Peer , først hen til-dragkistcn ,
det store bjerg med de mange skatte :
både Peers søndagsklæder og moders
med , samt de blanke sølvdalere , hun lagde
hen til husleicn . Han red til kakkelovnen ,
som han kaldte den sorte Bjørn ; den sov
hele sommertiden , men når vinteren kom ,
måtte den gøre gavn , varme op i stuen
og koge maden .
Peer havde en gudfader , han kom
jævnlig hver søndag om vinteren og fik et
mållid varm mad . Det var gået tilbage
med ham , sagde moder og farmor . Han
havde begyndt som kusk , havde snapsct og
derved sovet på sin post , og det må hverken
soldaten eller kusken ; så var han
bleven vognmandskarl , kørte med karrcet ,
og drosche , lidt for de galanteste folk , men
nu kørte han skarnvogn , kørte fra dør til
dør , svingede sin skralle : „ stmrre-rurrc-ud ! “
Og ud fra alle huse kom piger og koner
med deres fyldte bøtter og vendte disse på
vognen ; der kom : strimmel og skrammel ,
Aske og feieskarn .
En dag var Peer kommen ned fra
kvisten , moder var gået i byen ; hun stod
i den åbne port , der udenfor holdt gudfader
med sin vogn . „ Vil du køre med ? “
Spurgte hun ; det ville Peer nok , køre med
bare til hjørnet .
hans øjne strålede da han sad på
sædet hos gudfader og fik lov af holde
pisken . Peer kørte med levende , virkelige
heste , kørte lige til hjørnet . Der kom hans
moder ; hun så ganske betænkelig ud : fint
var det jo ikke af se sin egen lille søn på
skarnvogn . Han måtte straks ned , dog
takkede hun gudfader ; men hjemme forbød
hun Peer oftere den tur .
En dag kom han igen ned i porten ;
der var ingen gudfader , som kunne forlokke
ham til af gøre kjøretour , men der var
andre tillokkelser ; tre , fire små gadedrenge
lå og rodede i rendestenen for af finde ,
hvad der kunne være tabt eller havde gjemtsig ;
tidt havde de fundet en knap eller en
kobbermyut , men lidt havde de også skåret
sig der på et flaskcskår eller stukket sig
på en knappenål , det var just nu tilfældet .
Peer måtte være med , og lige
idet han tog ned i rendestenen , fandt han
en sølvmynt .
En anden dag lå han igen og rodede
med de andre drenge ; de fik knn snavsede
fingre , hun fandt en guldring og fremviste ,
med strålende øjne , sit lykkelige fnnd , så
dængede de andre ham til og kaldte ham
„ Lykke-peer “ ; han skulle ikke have lov
til at være med hvor de andre rodede .
Der var bag grossererens gård en
sid grund , den skulle fyldes og blive byggeplads ;
derhen blev kørt grnns og feieskarn ;
hele dynger lå der ; gudfader kørte
det , men Peer måtte jo ikke køre med
ham . Gadedrengene rodede i dyngerne ,
rodede med en pind og med den bare hånd ;
altid fandtes et og andet , som syntes
værd at tage op .
Her kom lille Peer .
De så ham og råbte : „ Lykke-peer ,
skrup af ! “ og da han dog kom nærmere ,
kylede de et par jordklumper på Hain ; en
af disse slog mod hans træskoe og smuldrede
istykker ; der trillede noget blankt ud ; Peer
tog det op , det var et lille ravhjerte . Han
løb hjem med det ; de andre mærkede ikke ,
at selv idet de dængede ham , var han et
lykkens barn .
Sølvskillingen , han havde fundet , blev
lagt i hans sparebøsse ; ringen og ravhjertet
frcmvistes nede hos grossererens frue ,
thi bror ville vide , om det var fundne
sager , „ der burde meldes for politiet “ .
Hvor strålede grosscrcrfruens - øjne
ved at se ringen , den var jo hendes egen
forlovelsesring , den , hun havde tabt for tre
år siden ; så længe havde den ligget i
rendestenen .
Peer fik god hitteløn , den raslede i
hans sparebøsse ; ravhjertet var en mge
ting , sagde fruen , det kunne Peer gerne
beholde .
Til natten lå ravhjertet på commoden
og farmor lå i sengen .
„ Ih , hvad er det dog der brænder ! “
Sagde hun , „ det er jo , som lå der et tændt
lille lys ! “ Hun rejste sig og så ; det var
det lille ravhjerte . Ja , farmor med sit
svage syn så lidt mere end alle andre
knude se . Hun havde nu stne egne tanker
derved . Næste morgen tog hun et smalt , i
stærkt bånd , trak det gennem den åbning ,
som var øverst i ravhjertet og gav
sin lille sønnesøn det om halsen .
„ Det må du aldrig lægge bort , uden
mens du sår et nyt bånd sat i . Du må
heller ikke vise til andre drenge , at du
har det ; så tage de det fra dig , og så
får du ondt i maven ! “ Det var den eneste
sygdomsplage , lillepeer endnu havde kendt .
der var også en underlig magt i det
hjerte . Farmor viste ham , at når hun
gned det med hånden og man da lagde
et lille strå nær derved , så blev strået
ligesom levende og sprang hen til ravhjertet ,
og ville ikke slippe det .
Grossererens søn sil huslærer , der
læste med ham alene og spadserede med ham
alene . Peer skulle også have kundskaber ;
han kom i skole med en hel mængde andre
drenge ; de legede sammen , det var mere
fornøjeligt end at gå ganske alene med læreren .
Peer ville ikke bytte !
Han var en lykke-peer , men gudfader
var også en lykke-peer , uagtet han
ikke hed Peer . Han vandt i lotteriet toti
hundrede rigsdaler på en seddel , han holdt
med elleve andre . Han fik straks bedre klæder ,
og fandt sig vel i dem .
Lykken kommer nu aldrig alene , den har
altid en ansættelse med , og det havde den .
Gudfader forlod skarnvognen og gik til tteatret .
„ Hvad
for noget ? “ sagde farmor ,
„ er han gået til tteatret ! Som hvad ? “
Sou : maskinkarl .
Det var en hel forfremmelse . Han
blev et ganske andet menneske derved , og
havde stor fornøjelse af comedien , som han
jo rigtignok altid så ovenfra eller fra siden .
Dejligst var balletten , men den kostede også
sværest arbejde og var meget udsat for ildløs ;
der dansede de både i himlen og på
jorden . Det var noget for lille Peer at se ,
og da der just en aften skulle være „ Gencralprove “ ,
som det kaldes , på ku ny ballet ,
hvori de alle vare klædte og udstafferede
ligesom på den aften folk betale for at se
den herlighed , lovede han at tage Peer med
og sætte ham et sted , hvor han kunne se
det hele .
Det var en bibelsk ballet : Samson ;
filisterne dansede om ham , og han rev
hele huset sammen over dem og sig ; men
der var både sprøjte og sprøitcfolk , dersom
en ulykke skulle ske .
Peer havde aldrig set en comedie , endsige
en ballet ; han fik sine søndagsklæder
på og fulgte med gudfader over i tteatret .
Det var ligesom et stort tørreloft , med
mangc Gardiner og skjermbrætter , lange
sprækker i gulvet , lys og lamper . Der
var så mange kringelkrogc op og ned , og
fra disse kom de ud ligesom i en stor kirke
med pulpiturer . Nede gik gulvet ganske
skråt , og her blev Peer sat og sagt til , af
2 *
han skulle blive indtil det hele var forbi ,
og man hentede ham . Han havde tre smørrebrød
i lommen , sulte skulle han ikke .
Snart blev her lysere og lysere ; der
kom foran , ligesom op af jorden , så mange
spillemænd , både med fløjter og violiner ;
der kom på siddepladsene , hvor Peer sad ,
folk , klædte som de gå på gaden , men
der kom også riddere med gnldhjclmc ,
dejlige frøkener i flor og blomster , ja
hvidklædte engle med vinger på ryggen ;
de satte sig oppe og nede , på gulvet og i
pulpiturerne , for af se til . De vare alle sammen
dandsc-mcnncskcr i balletten , men
det vidste Peer ikke , han troede af de hørte
hjemme i de eventyr , farmor havde fortalt .
Ja der kom en kvinde , hun var den
alleryndigste , med guldhjclm og spyd ;
hun så ud over alle de andre og sad
mellem en engel og en trold . Nej , hvor
her var bieget at se , og dog var balletten
endnu slet ikke begyndt .
Med et blev der ganske stille ; en sortklædt
mand svingede en lille troldstav over
alle musikanterne , og så begyndte de at
spille , så at det susede gennem dem , og
hele væggen løftede sig . Man så ud i en
blomsterhave , hvor solen skinnede og alle
mennesker dansede og sprang . En sådan
dejlighed havde Peer aldrig tænkt sig . Der
marschcredc soldater , og der var krig , og
der var gilde , og kæmpen Samson og
hans kæreste . Alen hun var ligeså ond
som hun var dejlig ; hun forrådte ham ;
filisterne stak hans øjne ud , han måtte
dreje kværnen i møllen og stilles op til
spot i den store dandsesal ; men så tog han
om de svære stccnpillcr , som bar loftet , og
rystede det og hele huset ; det styrtede og lyste
i rødt og i grønt , ' ok dejligste ildsluer .
Peer kunne have siddet hele sin levetid
og set på det , selv om smørrebrødet var
spist øp , og det var spist øp .
Nå , der var nøget at fortælle om da
han kom hjem . Han var ikke til at få iseng ;
han stod på et ben og lagde det andet
ben op på bordet , det havde Samsons
kæreste og alle jomfruerne gjort . Han gik
trædemølle om farmors stol og væltede
to stole og en hovedpude over sig , for at
vise hvorledes dandscsalcn styrtede . Han
viste det , ja gav det med fuld musik , den
hørte til , der var ingen tale i balletten .
Hnn sang højt og dybt , med ord og
uden ord , der var ingen sammenhæng deri ,
det var som en hel opera . Det mærkeligste
af alt var imidlertid hans dejlige
klokkerene stemme , men den talte ingen om .
Peer ville tidligere have været urtckræmmerdreng
for at råde over svesker
og puddersukker , nu vidste han at der var
noget meget herligere , og det var „ at komme
i Samsons historie og danse ballctdands “ .
Der var såmænd mange fattige
børn gåde den vej , sagde farmor , og
blevne fine og hædrede folk , dog skulle aldrig
noget pigebarn af hendes familie så lov
at gå den vej , men nok ^n dreng , han
stod fastere .
Peer havde ikke set en eneste af de
små piger falde , før hele huset faldt , og
så faldt de alle sammen , sagde han .
Iii .
Peer ville og måtte være bnlletdandser .
„ Jeg
har jo ingen No for ham ! “ sagde
hans moder .
endelig lovede farmor at fore ham
en dag op til balletmesteren , der var en
galant mand og havde sin egen gård ligesom
grossereren . Skulle Peer engang
kunne opnå det samme ? Intet er umuligt
for Vorherre . Peer havde guldæblet i
barnehånd ; lykken var lagt ham i hænderne ,
måskee- den også var lagt ham i
benene .
Peer kom til balletmesteren og kendte
ham straks , det var jo Samson . Hans
øjne havde slet ikke lidt ved filisterne .
Det var også kun comediespil , vidste han .
Øg Samson så mildt og fornøjeligt på
ham , sagde , han skulle holde sig rank , rigtig
se på ham og fremvise sin vrist . Peer
viste hele foden , og benet med .
„ Så var hun ansat ved balletten ! “
Sagde farmor .
Det var let bragt , i stand det hele
hos balletmesteren , men forud havde moder
og farmor dog gjort andre forberedelser ,
talt med indsigtsfulde folk , først med grossererens
frue , som fandt at det var en
smuk nej for en kjon , skikkelig dreng , uden
fremtid , som Peer ; derpå havde de talt
med jomfru Frandsen ; hun forstod sig
på balletten , selv havde hun engang i
farmors yngre dage været den nydeligste
dandserinde på tteatret , dandset
gudinde og prindsesse , været hyldet og hilset
hvor hun kom og gik , men så blev hun
ældre , det blive vi alle sammen , hun fik ikke
længer de store roller , måtte danse bagved
ungdommen , til sidst gik hun bag af dansen ,
gik til pynten , pyntede de andre til gudinder
og prindsesser .
„ Sådan går det ! “ sagde jomfru
Frandsen , „ Theaterveien er yndig , men
tornefuld , der groer chikanen ! Chikanen ! “
det ord forstod Peer slet ikke , men
han kom nok til at forstå det .
„ Han vil nu med vold og magt til
balletten ! “ sagde moderen .
„ En from og en christelig dreng er han ! “
Sagde farmor .
„ Og velskabt ! “ sagde jomfru Frandsen .
„ Velskabt og moralsk ! det var min
glands-periodc . “
Og Peer kom på dandseskolen og fik
sommerklædcr og tyndsålcde dandseskoe for
at være lel . Alle de gamle dandserinder
kyssede ham og sagde at han var en dreng
fil at spise . '
han . måtte stille sig op , sætte benene
udad , holde sig ved en Stang for ikke at
falde mens han lærte at sparke , først med
højre ben , så med venstre . -det var slet
ikke så svært for ham , som for de fleste
andre . Balletmesteren klappede ham og
sagde at han skulle snart med i balletten ;
han skulle være et kongebarn , søm blev
løftet på skjolde og fik guldkrone på ;
det blev . indøvet på dandseskolen og prøvet
på selve tteatret .
Moder og farmor måtte hen at se
lille Peer i al den stads , og de så det
og græd begge to , nagtet det var så glædeligt .
Peer havde i al sin pragt og herlighed
slet ikke set dem , men grossererens havde
han set , de sad i loge nærmest tteatret ;
lille Felix var med , i sine bedste klæder ;
hun havde knappede handsker , ligesom de
voksne herrer , og sad med kikkert for øjet
hele aftenen , skønt han godt kunne se ,
ligesom de voksne herrer . Han så på
Peer ; Peer så på ham , og Peer varet
kongebarn med guldkrone på . Denne
aften bragte de to børn i nærmere forhold
til hinanden .
nogle dage efter , da de mødte hinanden
hjemme i gården , gik Felix hen til Peer
og fortalte af han havde set ham , da han
var Prinds ; han vidste nok af nu var han
det ikke mere , men han havde båret både
klæderne og kronen .
„ På søndag skal jeg bære dem igen ! “
Sagde Peer .
Det så Felix ikke , men tænkte på
det hele aftenen ; han ville nok være i
Peers sted ; han havde ikke jomfru Frandsen
s erfaring af theaterveien var tornefuld
og der groer chikanen ; heller ikke peervidste
det endnu , men han skulle lære det .
De små kammerater , dandsebørnene ,
vare ikke alle så gode som de burde være ,
uagtet de lidt gik som engle med vinger
på . Der var en lille pige , malle
Knallerup , der altid når hun var klædt
som page , og Peer var page , trådte ham
ondskabsfuld helt op af smalbenet , det var
af se på hans strømper ; der var en ond
dreng , der altid stak ham en knappenål
bag ind og en dag havde spist Peers
smørrebrød af en fejltagelse , men det var
umuligt , thi Peer havde frikadelle på sit
smørrebrød og den nndcn dreng havde
brødet bart , man kunne ikke tage fejl .
Det var ikke til at opregne al den
fortræd Peer prøvede i to år , og det
værste var endnu ikke hændet , det forestod .
Der blev opført en ballet „ Vampyren “ ;
i den vare de mindste dandscbørn klædte
som flaggcrmuus , havde grå strikkede
klæder , der sad snevert til kroppen ; sorte
flors vinger bredte sig fra skuldrene ; de
små skulle løbe på tåspidserne , som
om de vare så lette at de fløj , og så skulle
de snnrre rundt på gulvet . Det kunne
især Peer udmærket ; men hans bukser og
trøje , et stykke var det , gammelt og skørt ,
holdt ikke de anstrengelser ud , så at lige
idet han før alle menneskers øjne snurrede
rundt , revnede hun bag i , lige fra nakken
og ned til hvor benene sidde fast og hele
hans stumpede hvide skjorte var at se .
Alle mennesker lo , Peer fornemmede det
og vidste at han var revnet bag i ; han
snurrede og snurrede , men værre og værre
blev det . Folk lo højere og højere ; de
andre vampyrer lo med ; det snurrede inde
i ham og allcrforfærdeligst da folk klappede
og råbte bravo .
„ Det er for den revnede vampyr ! “
Sagde dandsebørnene , og så kaldte de ham
altid „ den revnede . “
Peer græd ; jomfru Frandsen trøstede
ham : „ Det er kun chikane ! “ sagde
hun . Nu vidste Peer hvad chikane var .
Foruden dandseskolen havde de også en
anden kundskabens skole ved tteatret , hvor
dandsebørnene blev oplærte , både i at
regne og skrive , lære historie og geograf : ,
ja , de havde en lærer i religion , thi det er
ikke nok at kunne danse , der hører i verden
mere til , end at slide dandseskoe . Også
her var Peer flink , ja den allerskinkcste og
fik sin roes ; men kammeraterne kaldte ham
endnu „ den revnede “ . Det var nu bare på
dril , men til sidst ville han ikke længere tåle
det , han slog fra sig , han bankede en af de
andre drenge , så denne blev blå under det
venstre øje og måtte hvidtes der , da han om
aftenen sknldc træde frem i balletten . Peer
blev tiltalt vrædt af dandselæreren og værst
af fciekonen , for det var hendes søn han
havde fejet af .
Iv .
Der gik mange tanker gennem lille
Peers hoved , og en søndag , da han havde
sine bedste klæder på , vandrede han , uden
at sige ctørd derom til moder eller farmor ,
ikke engang til jomfrn Frandsen ,
der ellers altid gav gode råd , lige op til
capelmesteren ; han troede , at den mand var
den mægtigste udenfor balletten . Frejdigt
trådte han ind og talte :
„ Jeg er på dandseskolen , men der er så
megen chikane , og så ville jeg hellere gå over
til skuespillet eller sangen , dersom de ville ! “
„ Har du stemme ? “ spurgte capelmesteren
og så ganske mildt til ham .
„ Jeg synes at jeg kender dig . Hvor har jeg
set dig for ? Var det ikke dig , som revnede
i ryggen ? “ og nu lo han ; men Peer
blev rød som et blod ; han var rigtignok
ikke længer lykke-peer , som også farmor
havde kaldt ham . Han så ned på
sine egne fødder og ønskede at han var borte
igen .
„ Syng mig en sang ! “ sagde capelmesteren ,
„ nå , frisk mod , min dreng ! “ han tog
ham under hagen , ogpeer så op , ind i hans
milde øjne og sang så en sang , han havde
hørt på tteatret i operaen „ Robert “ ,
„ Nåde for mig ! “
„ Den er svær , men den går ! “ sagde
capelmesferen . „ Du har jo en prægtig
stemme , når den bare ikke også revner i
ryggen ! “ og han lo og kaldte på sin
frue . Hun måtte også høre Peer synge , og
hun nejede med halsen og sagde noget i et
fremmed sprog . I det samme trådte tteatrets
syngemester ind ; ham var det at
Peer skulle have søgt , for at gå sangveien ;
nu kom syngemesteren af sig selv ,
tilfældigvis , som mon siger ; han hørte også
„ Nåde for mig “ , men lo ikke og så
slet ikke så mild ud som capelmesferen og
hans frue , dog afgjort blev det , at peerskulde
have sangtimer .
„ Nu er han kommen i det rette spor ! “
Sagde jomfru Frandsen . „ Alan kommer
videre ved stemmen , end ved benene ! havde
jeg haft stemme , så var jeg bleven en stor
sangerinde og var måske nu baronesse ! “
„ Eller bogbinder-madame ! “ sagde
moder . „ Var de bleven rig , havde de dog
nok taget bogbinderen ! “
Den hentydning forstå vi ikke , men
jomfru Frandsen forstod den .
Peer måtte synge for hende og synge
for grossererens , da de hørte om hans nye
thcatervci . Han blev kaldet en aften , de
havde selskab dernede . Øg han sang flere
sange , også den : „ Nåde for mig ! “
hele selskabet klappede i hænderne og
Felix med , han havde før hørt ham synge ;
i stalddøren havde han sunget hele balletten
Samson , og det var det allerdeiligste .
„ En ballet kan man ikke synge ! “ sagde
fruen .
Io , det kunne Peer , sagde Felix , og
så blev han opfordret til det .
Han sang og han talte , han trommede
og han brummede ; det var barneværk , men
der kom stumper af bekendte melodier ,
som ikke ilde passede til hvad balletten ville .
Hele selskabet fandt det så fornøjeligt , de
loe og lovtalte , den ene højere end den
anden . Grossererens frue gav Peer et
stort stykke kage og en sølvdaler .
Hvor var drengen lykkelig , lige til han
opdagede en herre , noget tilbage , som alvorligt
så på ham ; der lå noget hårdt
og vredt i den mands sorte øjne , han lo
slet ikke , sagde ikke et eneste venligt ord , og
denne herre var tteatrets syngemester .
Næste formiddag skulle Peer til ham ,
og ligeså alvorlig og streng stod manden
der .
„ Hvad var det med dig i går ! “ sagde
han . „ Kunne du ikke forstå at du var
til nar ? Gør aldrig det oftere og løb ikke
om at synge for døre , enten indenfor ellerudenfor .
Nu kan du gå ! i dag synger jeg
ikke med dig . “
Peer gik inderlig forknyt derfra , han
havde lagt sig ud med mester . Tværtimod ,
mester var mere , end nogensinde før , vclstemt
for ham : der lå måske et musikgeni
i den lille fyr . I al den galskab , han
havde stået og lavet sammen , var dog nogen
mening , noget ikke almindeligt . Evner for
musik havde drengen , og stemmen var
klokkeren og . stor i omfang , blev den således
ved , ja så var det lille menneskes
lykke gjort .
Nu begyndte sangtimerne ; Peer var
flittig , Peer var flink . Hvor var der dog
meget at lære , meget at kende ! Moderen sled
og slæbte for at komme hæderligt igennem og
for at sønnen kunne gå ren og velklædt , ikke
se alt for ringe ud hos de folk , hun nu kom til .
Altid sang og jubilerede han , de behøvede
såmænd ikke at holde canarifugl , sagde
bioder ; hver søndag måtte han med farmor
synge en psalme . Det var dejligt at
høre hans friske stemme løfte sig ved hendes .
„ Det er meget kjvnnere , end at høre ham
synge vildt ! “ Det kaldte hun hans sang ,
når han ligesom en lille fugl jublede ud
med stemmen , lod tonerne , der kom af sig
selv , klinge som de ville . Hvor var der
toner i den lille strube , hvor var der
klang i det lille bryst ! Ja han kunne nok
ligne efter et helt orchester ! der var både
flvite og fagot i stemmen , der var violin
og valdhorn . Han sang som fuglene synge ;
men dejligst er menneskets røst , selv et lille
menneskes , når det kan synge som Peer .
Men i vintertiden , just som hun skulle
gå til præsten og forberedes til confirmation ,
forkølede han sig ; den lille fugl i
brystet sagde pip , stemmen var revnet
ligesom vampyrens rygstykke .
„ Det er såmænd ingen fortræd ! “
Mente moder og farmor , „ nu traller han
ikke , og kan bedre tænke alvorligt over sin
christendom . “
Stemmen var trådt i overgang , sagde
syngemesteren ; Peer måtte nu aldeles ikke
synge . Hvorlænge kunne det vare ? Et år ,
måske to . Måske kom stemmen aldrig
meer . Det var en stor sorg .
„ Tænk nu kun på din confirmation ! “
sagde moder og farmor . „ Øv dig i
musiken ! “ sagde syngemesteren , „ men
hold din mund ! “
Han tænkte på sin christendom , og han
studerede sin musik . Indvendig i ham klang
og sang det ; han skrev i noder hele melodier ,
sange nden ord . Til sidst skrev han ord .
„ Du er jo digter , lille Peer ! “ sagde
grossererens frue , som han bragte tekst
og musik ; også grossereren fik tilegnet
et stykke uden ord . Felix ligeledes et ,
ja selv jomsrn Frandsen , og det kom
i hendes stambog , hvori var Vers og
musik af to forhen unge lieutenanter , nu
gamle majorer på bartpenge ; bogen var
given af „ en ven “ , der selv havde indbundet
den .
Og Peer stod til påske , som det
hedder . Felix forærede ham et sølvuhr ;
dct var ' det første ur , Peer ejede ; han syntes ,
at han blev mand derved , behøvede ikke at
spørge andre ad hvad klokken var . Felix
kom op på kvisten , gratulerede og overrakte
uhret , han skulle selv først stå til
efteråret ; og de toge hinanden i hånden ,
de to husets børn , begge lige gamle , fødte
samme dag og i samme gård ; og Felix
spiste af kagerne , der vare bagte på kvisten
i anledning af confirmationcn .
„ Det er en glædesdag med alvors
tanker ! “ sagde farmor .
„ Ja megen alvor ! “ sagde moder .
„ Havde dog far levet og set Peer stå ! “
Næste søndag skulle de alle tre til
Herrens bord .
Da de kom fra kirken , havde der været
bud fra syngemesteren , om Peer ville
komme til ham , og Peer kom .
Der ventede Hain glade tidender og
dog alvorlige . Hnn skulle i et år aldeles
opgive af synge , stemmen skulle ligge brak
som en ager , ville en bondemand sige , men
i den tid skulle han lære noget , ikke i
hovedstaden , hvor han hver aften løb i
tteatret og ikke kunne undvære det , hun
skulle tredive mile fra sit hjem , i kost hos
en skolemand , der havde endnu et par unge
mennesker i pension , som det kaldes ; han
skulle lære sprog og videnskab , der engang
kunne komine ham til gode . Det hele kostede
i årets løb trehundrede rigsdaler , og de
bleve betalte af „ en velgører , der ikke ville
nævnes “ . „ Det er grossereren ! “ sagde
bløder og farmor .
Afrcisens dag kom . Der blev grædt
mange tårer , der blev givet Kys og velsignelse ;
og så kørte Peer på jernbanen
tredive mile ud i den vide verden .
Det var pintsetid ; solen skinnede ,
skoven stod frisk og grøn , toget for igennem
den ; marker og landsbyer skiftede om ; herregårde
tittede frem ; qvægct stod på hovmarken .
Nu kom en station , nu en anden ,
købstad på købstad . Ved hvert holdested
var en mylren af mennesker til velkomst og
afsked ; der var højrøstet tale , udenfor og inde
i vognen . Hvor Peer sad , lød stor snaksomhed
og underholdning af en enkemadame
i sort . Hun talte om sin grav , sin ligkiste
og sit lig , det vil sige om sit barns .
Det havde været så^nsseligt , at det ingen
glæde var om det havde levet . Det var en
stor lettelse for hende og det lille lam , at
det sov ind .
„ Jeg sparede i den anledning ikke på
blomster ! “ sagde hun , „ og nu må de betænke ,
at det døde i den dyre tid , hvor de må
skæres af potte ! hver søndag gik jeg til min
grav og lagde en krands med stor , hvid
silkcsloife . Sloifcn blev straks stjålen af
småpiger og brugt fil bnlbannd . Det var
så fristende ! Nu kommer jeg en søndag ,
jeg vidste , af min grav var i hovedgangen
fil venstre , men som jeg kommer , så er
min grav fil højre . Hvad er det , siger jeg
fil graverknrlcn , har jeg ikke min grav fil
venstre ? “ — „ „ Nej , ikke længer ! “ “ svarede
karlen , „ „ Madamens lig ligger der nok , men
gravens overdel er flyttet fil højre , da stedet
er en andens begravelses-plads . “ “ — „ Men
jeg vil have mit lig i min grav , sagde jeg
og det havde jeg jo min lovlige ret fil af
sige . Skal jeg her gå og pynte en falsk
overdel , mens mit lig ligger uden noget
tegn på den anden side , det vil jeg
ikke ! “ — „ „ Ja , så må madamen tale med
provsten ! “ “ — „ Det er sådan kir yndig
mand , provsten ! hun gav lov fil af mit lig
kom fil højre . Det ville koste fem rigsdaler .
Det gav jeg med kyshånd og stod
selv ved min gamle grav . - kan jeg nu
være vis på , af del er min ligkiste og mit
lig af de skytte ? “ — „ „ Det kan madamen ! “ “
Og så gav jeg hver en mark for
flytningen . Bien da det nu havde kostet
mig så meget , mente jeg af burde anvende
noget på forsfjounelscn , og så bestilte jeg
et monument med indskrift . Men vil de
nu tænke dem , da jeg får det , har de sat
i forgyldning øverst en lille sommcrstigl .
Bien det er jo letsindigheden ! sagde jeg , den
vil jeg ikke have på min grav . “ „ „ Det er
ikke letsindighed , madame , det er udødelighed ! “ “
— „ Det har jeg aldrig hørt !
Sagde jeg . Har nu nogen af dem herinde
i vognen hørt andet , end af sommerfuglen
er letsindighedens tegn ? Jeg tang , jeg
holder ikke af lang snak . Jeg fattede mig ,
tog monnmentet og satte det i mit spisekammer ;
der stod det til min logerende kom
hjem , han er student med mange bøger ;
han bekræftede af det var udødelighed , og
så kom monnmentet på graven ! “
Og under al den talen kom Peer til
stationen , hvor hun skulle opholde sig for
af blive ligeså klog som stndcnten med
mange bøger .
V .
Hr . Gabriel , den hæderlige lærdomsmand ,
hos hvem Peer skulle i pension ,
var selv på banegården for at tage imod
ham . Hr . Gabriel var en beenradmagcr
mand med store glindsende øjne , der sad
så yderligt frem , at om han nøs , kunne
man være bange for , at de fløj ham ud af
hovedet . Han ledsagedes af tre af sine egne
smådrenge . Den ene faldt over sine egne
ben , og dc tv andre trådte Peer helt op
ad fødderne for- at se ham rigtig nær ;
desuden fulgte to større drenge , den ældste
omtrent fjorten år , hvidhudet , fregnet og
rig på filipenser .
„ Unge Madsen , student om tre år ,
når han læser ! Primus , provstesøn ! “
Det var den yngre ; han så ud søm en
hvcdcknop . „ Begge to kostgængere , studerendes
hos mig ! “ sagde hr . Gabriel .
„ Småthustøi ! “ kaldte han sine egne drenge .
„ Trine , tag den ankomnes kuffert
på trillebøren . Mad er sat hen til dem
hjemme ! “
„ Fyldt kalkun ! “ sagde de to herrer
kostgængere .
„ Fyldt kalkun ! “ sagde „ Småthustøi “ ,
og den ene faldt igjcn over sine
egne ben .
„ Cæsar , se fil dine fødder ! “ udbrød
hr . Gabriel , og de gik ind i byen og ud af
byen . Der lå et stort , halvt forfaldet bindingsværks
hnns med jasminhytte ud mod
Beien ; her stod madame Gabriel med
mere „ Småthustøi “ , to pigebørn .
„ Den nye studerendes ! “ sagde hr .
Gabriel .
„ Inderlig velkommen ! “ sagde madame
Gabriel , en ungdommelig , trivelig kone ,
rød og hvid , med spytkrøller og megen pomade
i håret . „ Gad , hvor de er fuldvoxcn ! “
Sagde hun fil Peer . „ De er jo et
ganske udviklet mandfolk ! jeg troede , at de
var som primus eller unge Madsen .
Engle-gabriel , det var godt at mellemdøren
blev sømmet fil . Du kender mine
anskuelser ! “
„ Brøvl ! “ sagde hr . Gabriel , og de
trådte ind i stuen . Der lå på bordet
en opslået roman med et smørrebrød ; man
skulle tro , at det var lagt som bogmærke ,
det lå tværs over den åbne bog .
„ Må jeg nu være husmoder ! “ og
med alle fem børn og de to kostgængere
førte hun Peer over køkkenet , ud på
gangen og ind i en lille stne med vindnc
til haven , det var nu hans studere- og
soveværelse , det stødte op til Fru Gabriels ,
hvor hun sov med alle fem børn , og hvor
mellemdøren for sømmeligheds skyld , og
for bysnak , „ der ingen skanner “ , i dag
på madamens udtrykkelige forlangende var
bleven spigret til af hr . Gabriel .
„ Her skal de være , som hos deres
forældre ! Tteater have vi også i byen .
Apottekeren er directeur for „ Privat-selskabct “ ,
og vi have rejsende skuespillere .
Men nu skal de have deres „ Kalkun “ . Og
hun sorte igen Peer ind i spisesalen , hvor
der blev tørret vådt tøj på snore .
„ Det gør vel ikke noget ! “ sagde hun ,
„ det er bare renlighed , og den er de vistnok
vant til . “
Og Peer satte sig til kalkunstcgen ,
imedens husets børn , ikke de to kostgængere ,
de havde trukket sig tilbage , gave en dramatisk
forestilling til fornøjelse for dem selv
og for den fremmede .
Der havde nyligt været rejsende skuespillere
i byen og opført Schillers „ Røverne “
; de to ældste drenge vare aldeles
opfyldte heraf og spillede straks hjemme hele
stykket , alle rollerne , uagtet de af disse kun
huskede de ord : „ Drømme komme fra
maven “ . Men de blev sagt af dem alle sammen ,
hver til sit brug , i de forskelligste
betoninger . Der stod Amalie med himmelvendte
øjne og drømmende blik : „ Drømme
komme fra maven ! “ sagde hun og skjulte sit
ansigt i begge hænder . Carlmo ør trådte
op mod heltestridt og mandig røst : „ Drømme
komme fra maven ! “ og derpå styrtede hele
børneflokken ind , piger og drenge , alle
vare de røvere , og myrdede hverandre under
råbet : „ Drømme komme fra maven ! “
Det var Schillers „ Røverne “ . Denne
forestilling og „ fyldt kalkun “ fik Peer ved
sin første indtrædelse i hr . Gabriels hus .
Nu begav han sig til sit lille Kammer , hvis
vindue , med de af solen stærkt brændte
ruder , vendte ud mod haven . Han satte sig ,
så ud ; der gik hr . Gabriel fordybet i
læsningen af en bog . Han nærmede sig
og så ind , hans øjne syntes fæstede på
Peer , der bukkede ærbødigt . Hr . Gabriel
åbnede sin mund så vidt han kunne , rakte
tungen ud og lod den bevæge sig til alle
sider lige imod ansigtet af den forskrækkede
Peer , der ikke kunne forstå , hvorfor han fik
denne behandling . Derpå gik hr . Gabriel ,
men vendte om igen hen foran vinduet og
rakte tungen ud ad manden .
Hvorfor gjorde han det ? Han tænkte
ikke på Peer , eller at ruderne vare gennemsigtige ,
han så kun , at man udensra
kunne spejle sig i dem og ville derfor , da
han led af en dårlig mave , se sin tunge ;
men den kundskab havde Peer ikke .
Tidlig på aftenen gik hr . Gabriel
til sin stue , og Peer sad i sin . Det var
blevet sent på aftenen . Han hørte skænderi ,
qvindcligt skænderi inde i madame Gabriels
sovekammer .
„ Jeg skal gå op til Gabriel og sige
ham , hvad rak i er ! “
„ Vi skulle også gå op til Gabriel
og sige ham , hvad madamen er ! “
„ Jeg får krampe ! “ råbte hun .
„ Hvem vil se fruen få krampe !
Fire skilling ! “
da lød madamens stemme dybere ,
men forståeligt : „ Hvad må det unge menneske
derinde tænke om vort hus ved at
høre al den simpelhed ! “
Og skjændcrict sank , men løftede sig
igen højere og højere .
„ Punktum fynalis ! “ råbte madamen ,
„ gå og lav punsch ! hellere forlig end
trætte ! “
Og der blev stille ; døren derinde gik ,
pigerne gik , og madamen bankede på ind
til Peer : „ Unge menneske ! ja , nu har de
begreb om en husmoder ! Tak de himlen
, at de ikke holder piger . Jeg vil
fred , og så giver jeg punsch ! Gerne undte
jeg dem også et glas , man sover dejligt
på det , men ingen tør gå med gangdøren
efter klokken ti , vil min Gabriel . Punsch
skal de alligevel få ! I døren er et stort
tilkittct hul ; jeg støder kittet ud , sætter en
tragt ind , de holder deres vandglas
under , så skal jeg skjenke punsch . Det er
i al hemmelighed , også for min Gabriel ;
ham man de ikke fatigere med husholdningssager ! “
Øg
så fik Peer punsch ; og der var
fred i stuen hos madame Gabriel , fred
og stilhed i hele huset . Peer lagde sig ,
tænkte på moder og farmor , læste sin
aftenbøn og sov .
Hvad man drømmer den første nat ,
man sover i et fremmed huns , har betydning ,
havde farmor sagt . Peer drømte ,
at han tog ravhjertet , han endnu bestandig
bar , lagde det i en urtepotte , og det voxte
til et højt træ , gennem loftet og taget ;
det bar i tusindvis hjerter af sølv og
guld ; urtepotten revnede derved , og der var
intet ravhjerte meer , det var blevet mnld ,
jord i jorden — borte , altid borte .
så vågnede Peer ; ravhjertet havde
han endnu , og det var varmt , ved hans eget
varme hjerte .
Vi .
Tidligt på morgenen begyndte den
første undcrviisningstimc hos hr . Gabriel ;
der blev læst fransk .
Ved frokosten var knn pensionærerne ,
børnene og madamen ; hun drak sin anden
kaffe ; sin første drak hun altid på sengen ;
„ det er så stindt , når man har muligheder
til krampe ! “ Hun spurgte Peer , hvad han
havde læst i dag . „ Fransk ! “ svarede han .
„ Det er et dyrt sprog ! “ sagde hun ,
„ det er diplomat-sproget og de fornemmes
sprog . Jeg har i min barndom ikke lært
det , men når man lever med en lærd mand ,
så får man af hans kundskab , som havde
man den med modermælken . Jeg har således
alle de nødvendige ord . Jeg tror
nok , jeg skal kunne compromittcre mig i
hvilketsomhelst selskab , det skal være ! “
Et fremmed ord , et navneord , havde
madamen vandet ved sit ægteskab med en
lærd mand . Hnn var døbt Mette , efter
en rig moster , hun skulle arve , navnet fik
hun , men ikke arven . Hr . Gabriel omdøbte
Mette til Meta , latinsk : „ Målet “ .
Ved udstyret blev syet på alt hendes tøj ,
uldent og linned , bogstaverne „ M . G . “ ,
Meta Gabriel , men unge Madsen havde
drenge-vittighed og læste i bogstaverne
„ M . G . “ Charakteren „ Meget godt “ , hvorfor
han med blæk tilføjede et stort spørgsmålstegn
og det både på dug , håndklæder
og lagener .
„ De ynder ikke madamen ? “ spurgte
Peer , da unge Madsen indviede ham i
sin vittighed . „ Hun er så mild , og hr .
Gabriel så lærd . “
„ Hun er en løgncposc ! “ sagde unge
nlad sen , „ og hr . Gabriel er en skurk !
Gid at jeg var corporal og han rekrut , uh ,
hvor jeg skulle sugtlc ham ! “ og der viste
sig noget blodtørstigt i hele unge Madsens
udtryk ; læberne blev smallere end de ellers
vare , hele ansigteb syntes en eneste fregne .
Det var forfærdelige ord at høre udtale ;
de gave et sæt i Peer , og dog havde
unge Madsen den solcklareste ret i sin
tanke : det var en grusomhed af forældre
og lærere , at et menneske skulle spilde sin
bedste , dejlige ungdomstid på at lære grammatik ,
navne og årstal , som ingen bryder
sig om , i stedet for at nyde sin frihed , rigtigt
trække vejret , slentre om med bøsse på
nakken , søm god Skytte . „ Nej , lukkes inde
skal man , sidde på bænken og se sig søvnig
i en bog ; del vil hr . Gabriel , og
så bliver man kaldet doven og får charakteren
„ Mådelig “ , ja , ens forældre erholder
brev herom ! derfor er hr . Gabriel
en skurk ! “
„ Han giver også håndtager ! “ tilføjede
lille primus og syntes enig med nnge
Madsen . Det var ikke glædeligt for peerat
høre .
Bien Peer fik ikke håndtager , han var
så udvoxct , som madamen sagde ; hun blev
ikke kaldt doven , for hun vnr det ikke ; han
skulle have timer alene . Han stod snart i
fremgang over Madsen og primus .
„ Hnn har evner ! “ sagde hr . Gabriel .
„ Og man kan se , han har gået på
dandseskolen ! “ sagde madamen .
„ Vi mane have ham ind i vort dramatiske ! “
Udtalte apottekeren , der levede
mere for byens private tteater , end for
apotteket . Ondskaben anvendte på ham
den gamle , forslidte vittighed , at han vist
var bidt af en gal skuespiller , han var rent
theatergal .
„ Den unge studerende er født til elsker , “
Sagde apottekeren : „ Om to år kan hun
være Romeo ! og jeg tror , når han bliver
godt malet og får en lille moustache , kunne
han godt træde op i vinter . “
Apottekerens datter , „ stort dramatisk
talent “ , sagde faderen , „ sand skønhed “ ,
sagde moderen , skulle være Julie , madame
Gabriel måtte være ammen , og apottekeren ,
der både var directeur og regisseur , ville
overtage apottekerens rolle , den var lille ,
men af stor vigtighed .
Det hele beroede på at erholde hr .
Gabriels tilladelse til at Peer udførte
Romeo .
man måttc ske at virke gennem madame
Gabriel , forstå at vinde hende og
det forstod apottekeren .
„ De er født til at være amme ! “ sagde
han og troede at sige hende noget smigrende .
„ Det er egenligt den sundeste rolle i
stykket ! “ vedblev han , „ den er humcurcts
rolle ! uden den er stykket ikke fil at holde
ud i sin sørgelighed . Ingen uden de ,
madame Gabriel , har den kvikhed og
det liv , som her skal sprudle ! “
Det var ganske sandt , fandt hun , men
hendes mand tillod vist aldrig de » unge
studerende at anvende den smule tid , der
måtte anvendes for at være Romeo . Hun
lovede imidlertid „ at lirke “ , som hun kaldte
det . Apæthekeren begyndte straks at indstudere
sin rolle , især at tænke på masken ; han
ville være aldeles skelet , armod og elendighed ,
og dog den brave atand ; en svær
opgave ; men en langt sværere havde madame
Gabriel med „ at lirke “ sin mand
op fil dem ; han kunne jo ikke , sagde han ,
forsvare for Peers foresatte , der betalte
dennes kost og logis , at han lod mennesket
spille tragedie .
Vi tor iøvrigt ikke skjule , at Peer
havde den inderligste lyst fil det . „ Men
det går ikke ! “ sagde han .
„ Det gi ' er sig ! “ sagde madamen . „ Lad
mig bare lirke ! “ hun havde hellere givet
punsch , men den drak hr . Gabriel ikke
gerne . Ægtefolk er lidt forskellige ; dette
være nu sagt uden af fornærme madamen .
„ Et glas og ikke mere ! “ mente hun ,
„ det løfter sindet og gør mennesket glad ,
og således bør vi være , det er Vorherres
villie med os ! “
Peer skulle være Romeo , det blev lirket
igennem ved madamen .
læseprøven holdtes hos apottekeren ; de
fik chocolade og „ Genier “ , det vil sige små
tvebakker . Der leveredes i bageriet tolv
for en skilling , og da de vare så bitte
små og så mange , blev det en vittighed
af kalde dem genier .
„ Det er en let sag af gøre nar ! “
Sagde hr . Gabriel , og så gav han dog
selv spotnavn til et og andet . Apottekerens
hus kaldte han „ Noæh ark med de
Rene og de uRene ! “ og det alene for den
kærlighed , hvormed husdyrene der vare
optagne i familien . Frøkenen havde sin egen
kat : „ Graciosa “ , yndig og blød i skindet ;
den lå i vinduet , i skødet , på
sytøjet eller løb hen over det dækkede middagsbord ;
fruen havde hønsegård , andegård ,
papegøje og canarifuglc ; poppedreng
kunne øverskrige dem alle sammen . To
hunde , flick og Flock , gik i stuen , de
vare aldeles ikke potpourrikrnkkcr , de lå i
sofa og i ægteseng .
Læseprøven begyndte og blev knn et øjeblik
afbrudt ved af hundene oversavlcdc madame
Gabriels nye kjole , men det var af
bare venlighed og det plettede ikke . Katten
bragte også lidt forstyrrelse , den ville endelig
give pote til Jnlies fremstillerinde ,
sidde på hendes hoved og vifte med halen .
Jnlies ømme tale delle sig lige meget
mellem katten og Romeo . Hvert ord ,
Peer havde af sige , var netop det , han
ville og måtte sige til apottekerens datter .
Hvor var hun yndig og rørende , et naturens
barn , der , som madame Gabriel kaldte
det , gik ved siden af sin rolle . Peer blev
ganske varm derved .
Det var vistnok instinctct eller noget
højere hos katten : den satte sig på Peers
skulder og ligesom billcdliggjordc sympattien
mellem Romeo og Julie .
Ved hver senere prøve blev inderligheden
klarere , fyldigere , katten fortroligere ,
poppedreng , og canarisuglene mere skrigende ;
flick og Flock løb ud og ind .
Forestillingsaftenen kom , Peer var ganske
iNitupiNit==N o m e o , haN kyssede Iulie lige på muNdeN .
„ Aldeles naturligt ! “ sagde madame
Gabriel .
„ Uforskammet ! “ sagde rådmanden hr .
Svendsen , byens rigeste borger og tykkeste
mand . Vandet haglede ned ad ham i
husets varme og as indre varme . Peerfandt
ikke nåde for hans øjne : „ Sådan
en hvalp ! “ sagde han , „ en hvalp så lang ,
at man kan knække ham over og gøre to
hvalpe af ham ! “
Stor beundring og en fjende ! det var
godt sluppet . Jo , Peer var eu lykke-Peer .
træt og overvældet af denne aftens
anstrengelser og hyldest nåde han hjem i
sin lille stue . Det var over midnat ; madame
Gabriel bankede på væggen .
„ Romeo ! jeg har punsch ! “
Øg tragten blev sat gennem døren ,
og peer-røm c ø holdt glasset under .
„ Godnat , madame Gabriel ! “
Men Peer kunne ikke sove ; alt , hvad
han havde sagt , og især , hvad Julie havde
sagt , surrede ham igennem hovedet , og da
hun endelig sov , drømte han om bryllup
— bryllup med jomfru Frandsen . Hvor
man dog kan drømme underlige ting !
Vil .
„ Nu slår de det comediespil af hovedet ! “
Sagde hr . Gabriel næste morgen .
„ Øg så klemme vi på videnskaben . “
nær havde Peer tænkfsom unge Madsen :
„ at man således skal anvende sin dejlige
ungdomstid , lukkes inde og sidde ved
bogen ! “ men da han sad ved bogen , lyste
der fra den så meget nyt og godt ind i
tankerne , af Peer fandt sig ganske opfyldt
deraf . Han hørte om verdens stormænd
og deres bedrifter ; så mange havde været
fattigmands barn : helten themistokles ,
en pottemagersøn , Shakespeare , en fattig
vævcrdreng , der som ungt menneske holdt
hestene udenfor tteatret , hvor han siden
blev den mægtigste mand i digtekonsten for
alle lande og alle tider . Han hørte
om sangcrkampcn på wartbnrg , hvor
digterne kappedes om hvo , der kunne bringe
den skønneste digtning , en kamp , lig de
gamle græske poeters veddestrid ved de store
folkelige fester . Øm disse fortalte hr . Gabriel
med særlig lyst . Sophokles havde
5
i sin høje alder skrevet en af sine bedste
tragedier og vundet scicrspriscn over alle
de andre ; i denne hæder og lykke brast af
glæde hans hjerte . O hvor velsignet af dø
midt i sin seicrs glæde ! hvad kunne være
lykkeligere ! Tanker og drømmerier fyldte vor
lille ven , men hair havde ingen af udtale sig til .
Det ville ikke blive forstået af unge Madsen
eller primus , ikke heller af madame Gabriel ;
hun var enten helt det gode humeur
eller den sørgende moder , som sådan sad
hun opløst i tårer ; hendes to småpiger
så med forundring op på hende , hverken
de eller Peer kunne udfinde , hvorfor hun
var i så stor sorg og bedrøvelse .
„ De stakkels børn ! “ sagde hun da ,
„ deres fremtid tænker en moder altid på .
Drengene hytte sig nok . Cæsar falder , men
han rejser sig igen ! de to ældre plaske i
bandballcn , de skulle til marinen og gøre nok
gøde partier , men mine småpiger ! hvad
bliver deres fremtid ? De ville komme i en
alder , hvori hjertet føler , og da , er jeg vis
på , at den , de hver holder af , aldeles ikke
er efter Gabriels sind ; han vil give dem
en , de ikke kunne udstå og så blive de
så ulykkelige ! Det tænker jeg på som
moder og det er min sorg og bedrøvelse !
I stakkels børn ! I blive så ulykkelige ! “
Hun græd . '
småpigerne så på hende , Peer
så på hende , vemodigt stemt ; han vidste
ikke noget at svare og så trak han sig tilbage
til sin lille stue , satte sig ved det
gamle claveer , og der kom toner , fantasier ,
som de strømmede gennem hans
hjerte .
I den tidlige morgen gik han tankcklar
fil sine studier , øvede sin pligt , derfor betaltes
for ham . Han var en samvittigheds5 *
fuld , rettænkende fyr ; i hans dagbog stod
anført hvad han hver dag havde læst og
lært , hvor sent på natten han havde sat
sig fil claveret og spillet , altid dæmpet ,
for ikke at vække madame Gabriel ; aldrig
stod der , uden ved søndagen , hviledagen :
„ tænkk på Julie “ , „ var hos apottekerens “ ,
„ gik forbi apottekerens “ , „ skrevet brev fil
moder og farmor “ . Peer var endnu
Romeo og gav søn .
„ Særdeles flittig ! “ sagde hr . Gabriel .
„ Tag dog eksempel , unge Madsen ! De
går reject . “
„ Skurk ! “ sagde Madsen ind i sig selv .
Prim ns provstesøn led af sovesyge .
„ Det er en sygdom , “ sagde provstinden ,
han måtte ikke tages med strenghed .
Provstegården lå kun to mile derfra ;
der var rigdom og hcrskabclighed .
„ Den Aland doer som bisp ! “ sagde
madame Gabriel . „ Han har gode conjugatwner
ved hoffet , og provstinden er
højadelig frøken , hun kan udenad hele
hervldikken o : våbcnlæren “ .
Det var pintsetid . Et år var gået
siden Peer kom i hr . Gabriels hus ;
kundskaber vare vnndne , men sangstemmen
var ikke kommen igen , mon den nogensinde
ville komme ?
Huset Gabriel var indbudt hos provstens
til stor middag og bal ud på natten .
Der kom mange gjester fra byen og
fra herregårdene ; apottekerens vare indbudte ,
Romeo skulle se sin Julie , måske
Dandse første Dands med hende .
Det var en velholdt provstegård , hvidkalket
og uden mødding i gården , grønmalet
dueslag , hvorom slyngede sig en vedbcnd-nankc .
Provstinden var en høj , fyldig
dame ; „ ^lankopis ltbono “ , kaldte hr .
Gabriel hende ; „ den blanoiede “ , ikke „ dcnkooicde “ ,
somjuno kaldes , incentc Peer . Der
var hos hende noget fornemt mildt , en bestræbelse
for at give det sygelige ; hun havde
vist sovesyge ligesom primns . Hun var
i kornblå silkekjole , bar store krøller , den
til højre løftedes ved et stort medaillonportrait
af hendes oldemoder , generalinden ,
og den til venstre af en ligeså stor drueklase
af hvidt porcellain .
Provsten havde et rødmusset , triveligt
ansigt med skinnendc hvide tænder til at
bide i en stegt dyreryg . Hans conversation
bestod altid i anccdvtcr ; han kunne
underholde sig med enhver mand , men ingen
havde dog nogensinde ført en samtale
med ham .
Også rådmanden var her , og mellem
de fremmede fra herregårdene så
man Felix , grossererens son ; han var
konfirmeret og nu den eleganteste , unge herre
i klæder og manerer ; millionair var han ,
sagde de ; madame Gabriel havde ikke mod
til at tale til ham .
Peer var lyksalig ved at se Felix ,
der kom ham meget venlig i møde og sagde ,
hun kunne hilse fra sine forældre , de læste
alle de breve , Peer skrev hjem til sin moder
og farmor .
Ballet begyndte . ' apottekerens datterskulde
Dandse første Dands med rådmanden ,
det var et løfte , hun hjemme havde måttet
give sin moder og rådmanden . Anden
Dands blev lovet Peer , men Felix kom
og tog hende nden videre end et venligt nik :
„ De tillader , at jeg dandser den ene
Dands ! Frøkenen vil kun , når de tillader
det ! “
Peer satte et høfligt ansigt op , sagde
ikke noget , og Felix dansede med apothekercns
datter , den skjømicstc på hele ballet .
Han dansede også næste Dands med hende .
„ Borddansen forunder de vel mig ? “
Spurgte Peer , bleg i ansigtet .
„ Ja , borddansen ! “ svarede hun med
det yndigste smil .
„ De vil da vel ikke tage min dandserinde
fra mig ? “ sagde Felix , som stod tæt
ved . „ Det er ikke venskab . Vi to gamle
venner inde fra byen ! De siger , at
de er så glad ved at se mig ! så må
de også forunde mig den glæde at føre
frøkenen til bords ! “ og han tog Peer om
livet og lagde spøgende sin pande lige mod
hans . „ Tilladt ! ikke sandt ? tilladt ! “
Nej ! “ sagde Peer . Øjnene lyste i vrede .
Felix løftede med lystighed sine arme
og satte albuerne derpå spidst , som ville '
han ligne frøen i at springe : „ De har
fuldkommen ret . , unge herre ! jeg ville
sige det samme , når borddansen var lovet
mig , unge herre ! “ Han trak sig tilbage
med en elegant bøjning for den nnge dame .
Men ikke længe efter , da Peer stod i en
krog og pillede på sin sløjfe , kom Felix ,
tog ham om halsen og med det mest indsmigrende
blik sagde han :
„ Vær mageløs ! min moder og deres
moder og gamle farmor , de ville alle sige ,
at det ligner dem ! jeg rejser i morgen og jeg
keder mig ihjel , får jeg ikke den unge dame
tilbords . Min egen ven , min eneste ven ! “
Da kunne Peer , som den eneste ven ,
ikke modstå ; han førte selv Felix hen til
den unge dejlighed .
Det var den lyse morgen , da gjesfcrne
næste dag kørte ud fra provstegården .
Hnset Gabriel var i en vogn og hele
hnset blundede der , undtagen Peer og madamen .
hnn talte om den unge grosserer , den
rige mands søn , der jo var Peers ven ;
hun havde hørt ham sige : „ Skål , min ven ! “
„ Mutter og farmuttcr ! “ „ Der var noget
så „ uegligcnt “ , galant deri , “ sagde hun ,
„ man så straks , at han var et rigdommens
barn eller et greve-barn . Det kunne vi
andre ikke tilegne os ! man må bøje sig ! “
Peer sagde ikke noget ; hun bar tungt
på det hele dagen . Øm aftenen , ved
sengetid og i dynerne jog det søvnen bort ,
det talte inde i ham : „ man bøjer sig , man
føicr sig ! “ — det havde han gjort , lystret rigdommens
barn , — „ fordi man er fattig født ,
stillet i nåde og afhængighed af disse rigdomsfødtc .
Ere de da bedre end vi ? Øg
hvorfor blev de skabte bedre end vi ? “
Der stejlede noget øndt inde i ham ,
noget , farmor ville blive bedrøvet over .
Han tænkte på hende . „ Stakkels farmor !
du er også bleven stillet så fattig ! Gud
har kunnet gøre det ! “ og han følte vrede
i sit sind , men på samme tid en fornemmelse
ask at han herved syndede i tanke
og ord mod den gode gud . Han sørgede
over at have tabt barnesindet og havde det
just da så helt og rigt . Lykkelige Peer !
Ugen efter kom der brev fra farmor .
Hnn skrev , som hun kunne skrive ,
store bogstaver og små bogstaver mellem
hverandre , hele sit hjertes kærlighed i småt
og stort i hvad , der vedrørte-peer .
„ Min egen , søde , velsignede dreng !
Jeg tænker på dig , jeg længes efter
dig , og det gør også din moder . Det
går hende godt , hun vasker ! Og grossererens
Felix var i går hos os med hilsen
sra dig . I havde været på provstcbal ,
og du var så honnet ! det vil du
altid blive og glæde din gamle farmor
og din meget arbejdsomme moder ; hun melder
dig om jomfru Frandsen . “
Og nu fulgte efterskriff fra Peers
moder .
„ Jomfru Frandsen gifter sig , det
gamle menneske ! Bogbinder Hof er bleven
hofbogbinder efter ansøgning , med stort
skilt : „ Hofbogbinder Hof “ og hun bliver
madame Hof ; det er gammel kærlighed ,
den ruster ikke , min sode dreng !
Din moder .
Anden ' efterskrift : „ Farmor har
strikket dig seks par uldsokker , dem får
du ved lejlighed ; jeg har lagt deri „ Fleskebrød “ ,
din livret ; jeg ved , at du aldrig
får flest hos hr . Gabriels , da fruen
er bange for , hvad jeg har så svært ved at
bogstavere , „ Truchiucr “ . Du skal ikke tro
på dem , men kun spise
din egen moder . “
Peer læste brevet og læste sig glad .
Felix var så brav ; hvor havde han dog
gjort ham uret . De vare skiltes ad hos
provstens , uden at sige hinanden farvel .
„ Felix er bedre end jeg ! “ sagde Peer .
Viii .
I et stille liv glider den ene dag ind
i den anden , måned på måned går
snart ; Peer var allerede i det andet år
af sit ophold hos hr . Gabriel , der med
streng alvor og bestemthed , madamen kaldte
det stædighed , holdt på , at han ikke oftere
betrådte scenen .
Selv havde han fra syngemesteren ,
som månedlig udbetalte honoraret for hans
undervisning og underhold , fået en alvorlig
mindelse om ikke at tænke på comediespil
sålænge han var anbragt her ; og han
adlød , men tankerne gik desvftcrc fil tteatret
i hovedstaden ; de gjøglcde hen over
scenen , hvor han skulle have trådt op som
stor sanger ; nu var stemmen borte , den
kom ikke igen , han var herover lidt inderlig
bedrøvet . Hvo kunne traske ham ? Hverken
hr . Gabriel eller madamen , men nok Vorherre .
Trøst kan sendes på mange måder ,
Peer kom sovende fil den , han var jo
lykke-peer .
En nat drømmer han , at det var
pintse , og han var nde i den dejlige , grønne
skov , hvor solen skinnede ind imellem
grenene , . og hvor hele skovbunden stod fyldt
med anemoner og kodriver . Så begynder
kukkeren : „ kukkuk ! “ Hvor mangc år skal
jeg leve , sporgcr Peer , for det spørger man
altid kukkeren om , når man førske gang i
året hører den kukke , og kukkeren svarede :
„ kukkuk ! “ mm heller ikke mere , så tav
den .
„ Skal jeg kun leve endnu i et år ! “
Sagde Peer , „ det er virkeligt alt for lidt .
Vær så god at kukke om ! “ så begyndte
også kukkeren : „ kukkuk ! kukkuk ! “ ja , det fik
ingen ende ; den blev ved , så Peer gav
sig til at kukke med , og det så livagtigt ,
som om han selv var en kukker , men hans
kuk blev stærkere og klarere ; alle sangfuglene
gviddrcde ind deri , Peer sang dem efter ,
men meget dejligere : han havde hele sin klare
barnestemme og jublede i sang . Hnn var
så glad i sit hjerte , og vågnede derved ,
forvisset om , at klangbunden endnu var i
ham , at stemmen lå derinde , og nok en
lys pintscmorgen ville komme frem i al sin
friskhed ; og så sov han glad på den forvisning .
Men
hverken næste dag , uge eller
måned fornemmede han noget til , at stemmen
kom igen .
Hver efterretning , han kunne erholde
om tteatret i hovedstaden , var en sand
sjæleføde , den var ham det åndelige brød .
Smuler er også brød , og han tog tiltakke
med smulerne , den ringeste fortælling .
Hørkræmmerens vare naboer til Gabriels ;
madamen der , en højst agtværdig
madmoder , livlig og leende , men uden al
kendskab eller kundskab til tteatret , havde
været i hovedstaden for første gang og var
henrykt over alt derinde , selv over menneskene ;
de havde leet ad alt , hvad hun sagde , forsikrede
hun , og det var ganske troligt .
„ Var de også i tteatret ? “ spurgte
Peer .
„ Det var jeg ! “ svarede hørkræmmerens
kone . „ Hvor jeg dampede ! De skulle have
set mig sidde og dampe i den varme ! “
„ Men hvad så de ? Hvilket stykke ? “
„ Det skal jeg sige dem ! “ sagde hun ,
„ Jeg skal give dem hele comedien ! — jeg
var der to gange . Den første aften var
det et tale-stykke . Der kom hun , prinsessen :
„ „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ “ hvor hun
kunne tale ! derpå kom mandfolket : „ „ abe ,
dabe ! æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen !
Nu begyndte de igen ; prinsen : „ „ abe , dabe !
Æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen . Hun
dumpede fem gange den aften , den anden
gang jeg var der , gik det på sang hele
molcvitten : „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ og så
dump madamen . Nu sidder der ved side »
Af mig en meget net kone fra landet ; hun
havde aldrig været i tteatret og troede , at
det var forbi ; men jeg , som nu kendte det ,
sagde , at da jeg var der sidst , dumpede madamen
fem gange . Sang-aftenen dumpede
hun kun tre gange . — ia , der har de
begge comedierue , så livagtigt som jeg så
dem ! “
Var det tragedier , hua havde set , altid
dumpede madamen . Da lyste det vp i
hans tanke : på det store tteater var på
forhænget , der rullede ned i mcllcmactcrne ,
malet en stor gvindelig figur , en blusa
med den komiske og tragiske maske . Det var
madameu , der dumpede ; det havde været den
egenlige comedie ; hvad de sagde og sang
var for hørkræmmerkonen : „ abe , dabe ! æbe ,
dæbe ! “ men en stor fornøjelse havde det været ,
og det var det også for Peer , og ikke mindre
for madame Gabriel , der hørte denne gengivelse
af stykkerne ; hun sad med forbavselsens
udtryk og ånds-bcvidsthcdens overlegenhed ,
hun havde jo , som amme , båret
Shakespeares „ Romeo og Julie “ , havde
apottekeren sagt .
„ Så dnmp madamen “ , forklaret af
Peer , blev siden en vittigheds talemåde
deri huset hver gang et barn , en spølkumme
eller et og andet menbel faldt på gulvet
der i huset .
„ Således blive ordsprog og talemåder
til ! “ sagde hr . Gabriel , der førte
alt hen til videnskaben .
Nytårsaften , på slaget tolv , stod
familien Gabriel og kostgængerne hver
med et glas punsch , det eneste , hr . Gabriel
drak hele året ; thi punsch er ilde for en
svag mave . De drak skål for det nye
år og talte klokkeslagene : „ en , to “ , til
det tolvte slag : „ der dump madamen ! “
Sagde de .
Det nye år rullede op , rullede afsted ;
ved pintse havde Peer været to år der i
huset .
Ix .
To år vare gåde , men stemmen
var ikke vendt tilbage . Hvorledes ville fremtiden
stille sig for vor unge ben .
Han ville altid knude blive timelærer
i en skole , mente hr . Gabriel , det var
dog en lcvcvei , men ikke til at gifte sig på ,
det var heller ikke Peers tanke i hvor stor
plads end apottekerens datter havde i hans
hjerte .
„ Blive timelærer ! “ sagde madamegabriel ,
„ Skolemand ! så bliver de det kedeligstcgnav
på jorden , ligesom min Gabriel .
De er jo født thcatermcnncskc ! bliv
den største sknespiller i verden , det er noget
andet end at være timelærer ! “
Sknespiller ! ja , det var målet .
Han udtalte det i et brev til syngemesteren ,
udtalte sin lyst og sin forhåbning .
San inderligt længtes han efter den store
hjemstad hvor moder og farmor levede ,
dem havde han ikke set i to lange år .
Afstanden var kun tredive mile ; i seks timer
kunne hun med hurtigtoget nå derhen .
Hvorfor havde de da ikke set hinanden ?
Det er let sagt . Peer havde ved afrejsen
måttet give løftet at forblive hvor han kom ,
ikke tænke på besøg . Moder havde fuldt op
at bestille med at vaske og stryge , desuagtet
tænkte hun flere gange på at gøre den
store rejse , uagtet den ville koste svære
penge , men den kom dog aldrig i stand .
Farmor , ja hun havde en rædsel forjernbaner ;
det var at friste gud . Intet skulle
bringe hende til at fare med damp , hun
var jo også en gammel kone , hun kom ikke
på rejse før hun rejste op fil Vorherre .
Det sagde hun i Mai , — men i juni
rejste det gamle menneske , ganske alene , de
tredive lange mile , fil den fremmede by ,
fil de fremmede mennesker , for af komme fil
Peer . Det var en stor begivenhed , den sørgeligsle ,
der kunne hænde moder og farmor .
Kukkeren havde sagt : „ kukkuk “ i det
uendelige , da Peer anden gang spurgte
den : „ hvormange år skal jeg leve ? “ Sandheden
og hnmenrct var godt ! de lyste solskin
lige ind i fremtiden . Han havde fået
et fornøjeligt brev fra sin faderlige ven ,
syngemesteren . Peer skulle komme tilbage ,
man ville se hvad der kunne gøres forham ,
hvilken vej han havde af gå , da
sangstemmen var borte .
„ Træd op som Romeo ! “ sagde madame
Gabriel , „ nu er de gammel nok fil elskerfaget
og har såt kød på kroppen . De
behøver ikke af males . “
„ Bliv Romeo ! “ sagde apottekeren og
apottekerens datter .
der brusede mange tanker gennem
hans hoved og hjerte . Men :
„ Ingen ved , hvad i morgen skeer . “ -
han sad nede i haven , der gik ud til
engen . Det var aften og måneskin . Hans
kinder brændte , hans blod brændte , luften
bar dejlig køling . Hen over mosen svævede
tågen , den løftede sig og sank , han
måtte tænke på elverpigernes Dands .
Da kom ham i tanke den gamle sang om
ridder Oluf , der red ud at byde gjester til
sit bryllup , men standsedes af elverpigerne ,
som droge ham ind i deres Dands og
leg , og det voldte hans død . Det var en
folkesang , en gammel digtning ; måneskinnet
og tågerne hen over mosen dannede
i aftenen billeder til den .
Peer sad snart halvt drømmende og
så derpå . Buskene syntes at have skikkclse
af noget menneskeligt , og noget af
dyret ; ubevægelige stod de , tågen derimod
løftede sig , søm luftige bølgende slør .
Sligt havde Peer set i balletten på
tteatret , hver elverpigerne blive fremsfillede ,
hvirvlende , svævende med stor af
flor ; men her var det langt dejligere og
mere vidunderligt ! så stør en scene kunne
tteatret ikke fremvise ; så høj og klar en
luft , et så lysende måneskin , havde
den ikke .
Fremmesf i tågen lyste tydeligt en
qvindeskikkelsc , og denne ene blev til tre , de
tre til mange , hånd i hånd dansende ,
svævende piger . Luften bar dem hen mod
hækken hvor Peer stod ; de nikkede til ham ;
de talte ; det var som solvklokker klang ; de
dandsede ind i haven om ham ; de havde
haur i deres kreds . Uden af tænke derved
Dandsede han urede dem , men ikke deres Dands ;
han hvirvlede rundt som i den uforglemmelige
vampyrdands , men den tænkte han ikke på ,
han tænkte egentlig slet ikke mere , men var
aldeles overvældet af al den herlighed , han
så omkring sig .
Mosen var en sø , så dyb og sortblå ,
med åkander , der lyste i alle tænkelige farver ;
dansende over vandet bare de ham
på deres slør hen mod den anden bred ,
hvor kæmpehøjen havde kastet sit grønsvær
og løftet sig til et slot af skyer ;
men skyerne vare af marmor ; blomstrende
træer af guld og kostelige stene snoede sig
om de mægtige marmorblokkc ; hver blomst
selv , var en farvestrålende fugl , der sang
med menneskelig stemme . Det var som et
Chor af tusinde og tusinde glade børn .
Var det himlen eller var det elverhøj ?
Slottets vægge rørte sig , giede mod
hinanden , — lukkedes om ham . Han var
derinde , menneskeverdenen lå udenfor . Da
følte han en angest , en skræk , svin aldrig
før . Ingen udgang var af finde , men fra
gulvet til højt op mod loftet , fra alle
vægge , smilede til ham dejlige unge piger ;
de vare så levende af se og dog måtte han
tænke : er de kun malede ? Hnn ville tale
til dem , men hans tunge havde ikke ord ,
talcstcmmen var aldeles borte , ikke en lyd
kom fra hans læber . Da kastede han sig
ned på jorden , så ulykkelig , som han aldrig
før havde været .
En af elverpigerne trådte hen til ham ;
hun mente ham det vist godt , på sin måde ;
hun havde påtaget sig den skikkelse , han
helst ville se ; hun lignede apottekerens
datter ; han var nær ved af tro , af det var
hende ; men snart så han , af hun var hnnl i
ryggen , ene og alene dejlig forside , åben
bag til , sket ikke noget indeni .
„ En time her , er hundrede år ude , “
Sagde hun , „ Du har allerede været her en
hel time . Alle , hvem du kender og holderns
udenfor er døde ! bliv hos os ! — ja blive
må du , eller væggene klemme dig , så at
blodet sprsiter ud af din pande ! “
Og væggene rørte sig , og luften derinde
blev som en gloende bagerovn . Han fik
stemme .
„ Vorherre ! Vorherre ! har du forladt
mig ? “ råbte han i den dybeste sjælcsmertc .
Da stod farmor hos ham . Hun tog
ham i sine arme , hun kyssede Hain på
panden , hun kyssede ham på munden :
„ Min egen søde lille ven ! “ sagde hun ,
„ Vorherre slipper dig ikke , han skipperingen
af os , selv ikke den største synder .
Gud være pris og ære i al evighed ! “
Øg hun tog frem sin psalmebog , den
samme hvoraf hun og Peer mangen søndag
havde sunget . Hvor klang hendes stemme ,
hvor lød hendes røst ! alle elverpigerne lagde
deres hoved til hvile , de trængte dertil .
Peer sang med farmor , som han for
havde sunget hver søndag ; hvor var hans
stemme med et kraftig og stærk , dertil
så blod : slottets vægge rørte sig , blev
skyer og tåge ; farmor gik med ham
ud af høje » i det høje græs , hvor sankthans
ørmcne lyste og måne » skinnede ; men
hans fødder vare så matte ; han kunne ikke
flytte dem , han sank ned i græsset ; det varden
blødeste seng ; han hvilede så godt og
vågnede ved psalmesang .
Farmor sad hos ham , sad ved sengen
i det lille Kammer i hr . Gabriels
hus . Feberen var endt , sandhed og liv
vendt tilbage .
Dødssyg havde han været , nede i
haven havde de hin aften fundet ham afmægtig ;
en voldsom feber fulgte ; doktoren
mente , at han gik den ikke igennem , han
måtte dø , og derom blev skrevet til hans
moder . Hun og farmor ville og måtte
til ham ; begge kunne de ikke tage afsted , og
så rejste gamle farmor på jernbane .
„ Det gjorde jeg kun for Peer ! “ sagde
hun . „ Jeg gjorde det i guds navn , ellers
måtte jeg have troet , at jeg fløj med de
onde på kosteskaft sanet-hans nat ! “
X .
Med glad og lettet hjerte gik tilbagerejsen .
Inderligt takkede farmor Vorherre :
Peer skulle overleve hende ! Yndige
naboer havde hun i vognen : apottekeren
og hans datter . De talte om Peer , elskede
Peer som om de vare i familie med ham .
en stor skuespiller ville han blive , sagde
apottekeren ; stemmen var nu også vendt
tilbage , der lå millioner i en sådan strube .
Hvilken lyksalighed for farmor at
høre slige ord ! hun levede ind i dem , troede
på dem , og så vare de på stationen ved
hovedstaden , hvor moder tog imod hende .
„ Gud være lovet for jernbanen ! “ sagde
farmor , „ og lovet for at jeg glemte , at jeg var
på den ! det skylder jeg disse herlige mennesker ! “
Og hun trykkede hænderne på apottekeren
og hans datter . „ Jernbanen er en
velsignet opfindelse , når den er overstået .
Man er i guds hånd ! “
Og så fortalte hun om den søde dreng ,
der var udenfor al fare og boede hos velhavende
folk , der holdt to piger og en
Karl . Peer var som son i huset og
sammen med to børn af fornem familie ;
den ene var en provstesøn . Farmor
havde boet på postgården , det var dyrt til
forfærdelse ; men så var hun bleven indbudt
af Fru Gabriel ; her havde hun været i
fem dage ; det var engle-mennesker , især
fruen ; hun havde nødt hende til at drikke
punsch , dejlig lavet , men stærk .
Om en måned var Peer , med guds
hjelp , rask og kom da til hovedstaden .
„ Fornem og forvænt er han vist bleven ! “
Sagde moder . „ Han vil ikke finde sig i det
her på kvisten ! jeg er glad ved at syngemesteren
har indbudt ham til sig , — og
dog , “ så græd moder , „ det er skrækkeligt
at man skal være så fattig , at ens barn
ikke kan få det godt nok i sit eget hjem ! “
„ Sig ikke de ord til Peer ! “ sagde
farmor , „ Du seer ikke ind i ham som jeg ! “
„ Mad og drikke må han dog have ,
ihvor fin han end er bleven , sulte skal han
ikke så længe jeg kan røre mine hænder .
madame Hof har sagt , at han kan spise sin
middag to gange om ugen hos hende , nu
hun er vel stillet . Hun kender storhed og
trange kår . Har hun ikke selv fortalt mig ,
at hun en aften i thcatcrlogcn , hvor de
gamle dandserinder have plads , fik ondt ;
hele dagen havde hun kun fået vand og
en kommcnskringlc , hun var syg af sult
og blev afmægtig . „ Vand ! Vand ! “ råbte
de andre . „ „ Butterdeig ! “ “ bad hun ; „ „ Butterdeig ! “ “
Det nærende behøvede hun , men
aldeles ikke vand . Nu har hun fået spisekammer
og et godt dækket bord ! “
Tredive mile borte sad endnu Peer ,
men lyksalig ved tanken om at han skulle
til staden , til tteatret , til alle gamle ,
kære minder , dem han nu ret forstod at
skatte . Det sang og klang i ham ; det sang
og klang udenom ; alt var solskin , ungdommens
glade tid , forventningernes tid .
for hver dag blev han kraftigere , fik humeur
og farve . Men madame Gabriel
blev stærkt bevæget alt som afskeden nærmede
sig .
„ De går til storhed og mange fristelser ,
for køn er de , det er de bleven i
vort hus . De har det naturlige ligesom
jeg og det hjelper i fristelserne . Man
må ikke være ømsindet , ikke skabagtig ! ømsindet
so/u denne dronning Dagmar , derom
søndagen snørede sine silkeærmer og
da havde samvittighed over så lidt ; der
skal mere til ! jeg ville aldrig have lamenteret
som denne Lucretia ! hvad stak hun
sig for ? Hun var uskyldig og honnet , det
vidste hun og hele byen . Hvad kunne hun
for maleuren , den jeg ikke vil tale om , men
som de i deres alder nok forstår ! — så
gør hun skrig og tager dolken ! det behøvedes
aldeles ikke ! jeg havde ikke gjort det
og de havde heller ikke , vi er naturlige
mennesker , det skal man være til enhver tid ,
og det vil de vedblive at være på kvastens
bane . Jeg glæder mig til at læst om dem
i avisen ! engang kommer de nok til vor
lille by , træder måske op som Romeo ,
men da er jeg ikke ammen , jeg sidder i
parquettct og fryder mig ! “
Madamen havde stor vask og strygning
i afskeds-ugen for at Peer kunne
komme hjem med rent tøj , som da han kom
til dem . Hun trak et nyt , stort bånd
igennem hans ravhjerte ; dette selv , var det
eneste , hun vaskede sig til en „ Erindringssonvenir “ ,
men hun fik det ikke .
Af hr . Gabriel erholdt han et fransk
lexicon , det han havde benyttet ved undcrviisningen
og som var forøget med randgloser
af hr . Gabriels egen hånd . Fruen
gav ham roser og hjertegræs . Roserne
ville visne , men hjcrtcgræsset kunne holde
vinteren over , når det ikke kom i vand ,
men blev på det tørre , og hun skrev et
citat af Goethe , som et slags stamblad :
„ Umgang mit franen ist das element
gnter sitten . “ Hun gav det i oversættelse :
„ Omgang
med fruer er elementet forgode
sæder . Goethe . “ „ Han var en stor
mand ! “ sagde hun , „ når han bare ikke
havde skrevet „ Fanst “ , for jeg forstår
den ikke . Det siger også Gabriel ! “
Unge Madsen forærede Peer en ikke
uheldig tegning , han havde gjort af hr .
Gabriel , hængende i en galge , med et ris
i hånden , og underskrift : „ En stor skuespillers
første veilcder på videnskabens
bane . “ Primus provstesøn forærede ham
et par nye morgenskoe , provstinden selv
havde syet , men så store at primus ikke
i de første år kunne fylde dem . På sauterne
rar skrevet med blæk : „ Minde om
en sørgende ven . Primus . “
Hele hr . Gabriels hus fulgte Peer
til banctøget . „ Man skal ikke sige , at de
rejser uden suns aæiøu ! “ sagde madamen
og kyssede ham på banegården .
„ Jeg generer mig ikke ! “ sagde hun ,
„ når man ikke gør det skjult , kan man
gøre enhver ting ! “
Signalpibcn lød ; unge Madsen og
primus råbte hurra , „ Småthustøi “
Stemte i med , madamen tørrede øjnene og
viftede med lommetørklædet ; hr . Gabriel
sagde knn det ene ord : « Vals ! »
Landsbyer og stæder fløj førbi . Mon
menneskene derinde vare så glade , som
Peer ? Han tænkte derpå , priste sin lykke ,
tænkte på det usynlige guldæble , som farmor
havde set ligge i hans hånd , da han
var barn . Han tænkte på sit lykke-fund
t rendestenen og frem for alt på den genvundne
stemme og på de kundskaber , han
nu havde tilegnet sig . Et helt andet menneske
var han bleven . Det sang inden i
ham af glæde ; det var en stor selvbeherskelse ,
at han ikke sang det ud i vognen .
Nn viste sig stadens tårne , nu kom
bygningerne frem ; toget nåde banegården .
Her stod moder og farmor , og
endnu en til , madame Hof , godt indbunden ,
hofbogbinder Hofs hustru , født Frandsen ;
hun glemte ikke i nød eller velstand sine
venner . Hun måtte kysse ham som moder
og farmor .
„ Hof knndc ikke følge mig ! “ sagde hun .
„ Hnn sidder med samlede værker til indbinding
for majestætæns håndbibliottek .
Du har det med lykke , og jeg har det nu
også . Jeg har fået min hos og min
egen kakkelovnskrog med gyngestol . To
gange om ugen spiser du hos os . Du
skal se mit husliv ! det er en hel ballet ! “
Moder og farmor sik næsten ikke
lejlighed til at tale til Peer , men de så
på ham og deres øjne lyste lyksalige ; så
måtte han i drosche for at køre til sit
nye hjem hos syngemesteren ; de lo og
de græd .
„ Han er dog et dejligt menneske ! “
Sagde farmor .
„ Han har endnu sit skikkelige ansigt
som da han rejste ! “ sagde moderen . „ Det
vil han bevare , også på theaterveien ! “
Drosken holdt udenfor syngemesterens
dør , Herren var ude ; hans gamle Karl
lukkede op og førte Peer til sit værelse ,
hvor der rundt om på væggene vare portraiter
af componistcr og på kakkelovnen
en skinnende hvid gips-bustc .
den gamle , lidt tung i begreber , men
trofasthcden selv , viste ham skufferne i commoden ,
knagerne til at hænge tøj på , og
lovede sin beredvillighed til at børste støvler ,
da syngemesteren kom og trykkede hjerteligt
Peers hånd til velkomst .
„ Det er hele lejligheden ! “ sagde han ,
„ tag tiltakke ! mit claveer i stuen kan du
benytte . I morgen høre vi hvorledes stemmen
har det . Det er vor Castellan , vor husbestyrer ! “
Og han nikkede til den gamle Karl .
„ Alt er i orden , Carl Maria Weber
på kakkelovnen er bleven hvidtet i anledning
af ankomsten ! han var utilladelig sortrøget .
Men det er jo ikke Weber , der er
stillet op , det er Mozart ; hvorfra er han
kommen her ? “
„ Det er den gamle Weber ! “ sagde
karlen , „ jeg bar ham selv ind til gipseren
og har i morges hentet ham igen ! “
„ Men dette er en buste uf Mozart
og ikke en buste af Weber ! “
„ Undskyld , herre ! “ sagde karlen , „ det
er den gamle Weber , som er bleven ren !
Herren kender ham ikke igen fordi han er
hvidtet ! “
Det kunne han få bekræftet af gipseren ,
— men der fik han den besked , at
Weber var gået istykker , og da havde man
givet ham Mozart istedet , det var jo lige
et på en kakkelovn .
Den første dag skulle her ikke synges ,
ikke spilles , men da vor unge ven kom over
i salen , hvor claveret stod og operaen
„ Josephs lå opslagen , sang han : „ min
fjortende vår “ , sang med klokkeren stemme .
Der var noget så inderligt , så uskyldigt
og dertil en kraft og fylde . Syngemesteren
blev våd om øjnene derved .
„ Således skal det være ! “ sagde han , „ og
endnu bedre skal det blive . Nu lukke vi claveret
for i dag , du trænger til hvile ! “
„ Endnu i aften må jeg til moder og
farmor ! det har jeg lovet . “ Og han
skyndte sig afsted .
Den nedgående sol skinnede hen over
barndømsgården ; glasstykkerne i nluren
strålede ; det var som et helt diamantslot .
Bløder og farmor sad der øverst på kvisten ,
mange trapper i vejret , men dem fløj han opad ,
tre trin i hvert Spring , og han var ved døren
og blev modtagen med Kys og omfavnelse .
Nccnligt og net var her i den lille stue ;
der stod kakkelovnen , den gamle Bjørn ,
og dragkisten med de skjulte skatte fra hans
kjephestctid ; på væggen hang de tre kendte
billeder : kongens portrait , Vorherres og
„ Fars “ Silhouette , klippet i sort papir .
Det lignede ham aldeles fra siden , sagde
bløder , men det ville have lignet mere når
papiret havde været hvidt og rødt , for det
var han . En dejlig mand ! og Peer var
hans udtrykte billede .
Der var meget at tale om , meget at
fortælle om ; grisesylte skulle de have , og
madam Hof havde lovet at se endnu i
aften op til dem .
„ Men hvor er dog de to gamle mennesker ,
Hof og jomfru Frandsen , faldne
på at gifte sig ? “ spurgte Peer .
„ De tanker have de gået med i mange
år ! “ sagde moder . „ Du ved jo han var
gift ; det gjorde han , sagde man , for at drille
jomfru Frandsen , som knciscdc mod ham
i sin høihcds tid ; han fik velstand med
konen ; men hun var lovlig gammel : munter
og på krykker ! hun kunne ikke dø ; det
ventede han dog på ; det skulle ikke have
undret mig om han , ligesom manden i historien ,
havde hver søndag båret den gamle
ud i solskinnet , for ot Vorherre kunne se
hende og huske at kalde heade . “
„ Jomfru Frandsen sad stille og ventede , “
Sagde farmor . „ Jeg troede aldrig
hun nåde det . Men i fjor døde madame
Hof og så blev Frandsen kone i hnset ! “
I det samme trådte madam Hof ind .
„ Vi talte om dem ! “ sagde farmor .
„ Vi talte om deres udholdenhed og belønning . “
„ Ja , “
Sagde madam Hof . „ Det kom ikke
i ungdommens tid , men man er altid ung
nok når man ikke har lcgcms-bræk ! siger
min Hof . Han har de yndigste indfald .
Vi er gamle , gode værker , siger han , begge
i et bind og med guldsnit . Jeg er så
lykkelig med min Hof og min kakkelovnskrog :
porcellains kakkelovn ! der lægges i
om aftenen og så er der varmt hele næste
dag . Det er en vellyst ! det er som i balletten
„ Circcø 0 “ . Kan de huske mig
som circc ? “
„ Ja , de var dejlig ! “ sagde farmor .
„ Hvor dog et menneske kan forandre sig ! “
Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget
ubehageligt og blev heller ikke optaget således .
Så kom griscsylten og ttevand .
Den næste formiddag aflagde Peer
sit besøg hos grossererens . Fruen tog
imod ham , trykkede hans hånd og bad
ham tage plads hos sig . I samtalen med
hende udtalte han sin inderlige tak , han
vidste , at grossereren var hans skjulte velgører .
Fruen vidste det ikke . „ Dieu det
ligner min bland ! “ sagde hun ; „ det er ikke
værd at tale om ! “
Grossereren blev næsten vred , da peerberørte
denne sag . „ De er aldeles på
feilt spor ! “ sagde han , afbrød samtalen
og gik .
Felix var nu student og skulle gå
den diplomatiske vej .
„ Min mand kalder det galskab , “ sagde
fruen , „ jeg har ingen mening . Forsynet
råder ! “
Felix viste sig ikke , han havde timer
med sin fegtelærcr .
Hjemme fortalte Peer , at han havde
takket grossereren , men at denne ingen ta^
ville modtage .
„ Hvem har sagt dig , at han var , hvad
du kalder , din velgører ? “ spurgte syngemesteren .
„ Det
har moder og farmor ! “ svarede
Peer .
„ Nu , så må han vel være det ! “
„ De ved derom ! “ sagde Peer .
„ Jeg ved det ! men af mig får du
ikke noget at vide ; og nu synge vi en time
her hjemme hver morgen . “
engang om ugen » ar qvartet-musik .
Øre , sjæl og tanke fyldtes af Beethovens
og Mozarts herlige tonedigtninger . I
lang tid havde Peer ikke hørt god og vel
udført musik . Der gik ham som et ildkys
gennem rygraden ud i alle nerver ,
tårernc kom i hans øjne . Hver musikaften
her i hjemmet var ham en festaften ,
den gav et fyldigere indtryk end nogen opera
på tteatret , hvor altid noget virker forstyrrende
eller viser det mangelfulde . Snart
komme ordene ikke til deres ret , de slikkes
nd i sangen , ligeså forståelige for en chinestr ,
som for en grønlænder , snart svækkes
virkningen ved mangel på al dramatisk begavelse
og ved at stcmmcfyldcn synker i enkelte
partier ned til spilledåsc-musik eller slæber
sig frem gennem falske toner . Usandhed
i dekorationer og costumer følger også
med . Alt dette faldt bort ved qvartettcn .
Tonedigtningerne løftede sig i sin hele frie
herlighed , dens kostelige tapeter dækkede
væggene i coucertsalcn , han var der i den
musikens verden , dens mestre havde trykket
frem .
I den offentlige store musiksal blev en
aften givet af rigt besat orchester Beethovens
« 8mpbonm pastoraiø » ; det var
især andanten : „ Scene ved bækken “ , som
forunderlig mægtigt gennemstrømmede og
løftede vor unge ven ; den bar ham ind i
den levende friske skovnatur ; lærken og
nattergalen jubilerede , kukkeren sang ind
deri . Hvilken naturpragt , hvilket vederkvægelsens
væld ! Fra denne stund kendte
han hos sig selv , at det var den malende
musik , hvori naturen afspejlede sig og
menneskehjertets strømninger genklang , som
slog dybest an hos ham , Beethoven og
haydn blev hans indlings-eomponister .
Med syngemesteren talte han lidt herom ,
ved hver samtale kom de to hinanden
nærmere . Hvor var denne Aland rig i knndskab ,
uudtømmelig som mimers brønd .
Peer lyttede til , og som han , da han varen
lille dreng , begjerlig hørte på farmors
eventyr og historier , fornemmede han nu toneverdenens ,
vidste , hvad skoven og havet fortællær ,
hvad der klinger i de gamle kæmpehøje ,
hvad hver fugl synger med sit næb
og blomsten lydløs udånder i Duft .
Sangtimen hver morgen blev en sand
fornøjelsens time for mester og lærling ;
hver lille sang blev sunget med en friskhed ,
et udtryk og en uskyld ; dejligst lød de
schnbcrtske „ Vandrcr-qvad “ . Melodien fik
sin ret , men også ordene , de smeltede
sammen , løftede og belyste hinanden , som de
skulle . Peer var unegtelig dramatisk sanger .
Fremad i dygtighed gik det hver måned ,
hver uge , dag for dag .
I sundhed og livsglæde , uden savn
eller sorg , voxte vor unge ven . Livet lå
rigt og dejligt med en fremtid fuld af
goder for ham . Hans tillid til menneskene
var aldrig skuffet , han ejede barnesindet
og mandens udholdenhed , overalt så han
kun milde øjne og venlig imødekommen .
Dag for dag blev forholdet mellem ham
og syngemesteren inderligere og mere fortroligt ,
de to vare som en ældre og en yngre
Broder , og den yngre ejede hele det unge
hjertes inderlighed og varme ; det blev
forstået og på fin Viis gengivet af den
ældre .
Hele syngemesterens personlighed var
gennemtrængt af en sydlig ildfuldhed , man
havde straks fornemmelse af , af denne mand
kunne hade stærkt eller elske stærkt , lykkcligviis
rådede det sidste . Han var dertil , ved formue
efter sin afdøde fader , stillet således ,
af han ikke behøvede af overtage et embede
uden af dette tiltalte og fyldte ham ; skjult
gjorde han umådelig meget godt på en
fornuftig måde , men led ikke , af man takkede
ham eller talte derom .
„ Har jeg gjort noget ! “ sagde han da ,
„ så har jeg gjort det , fordi jeg kunne det
og fordi jeg burde det . Det var min
skyldighed ! “
Hans gamle tjenestekarl : „ Vor Castellan , “
Som han i spøg kaldtes , talte kun med
halv stemme , når han tilkendegav sin
tanke om husets herre . „ Jeg ved hvad
han yder og virker mellem år og dag !
Og ved dog ikke det halve . Ham skulle
kongen give en stjerne på brystet ! men
han bar den ikke , han blev lynende gal , om
jeg kender ham , ville man mærke ham for
hans honnethed ! Han bliver salig , frem for
os andre , i hvad tro han så har ! han er
just en mand efter skriften ! “ og derpå
lagde den gamle et eget eftertryk , som om
Peer kunne have nogen tvivl .
Han følte og forstod jnst at syngemesteren
var en sand Christen i god gerning , et eksempel
for enhver ; i kirke derimod gik den mand aldrig ,
og da Peer en dag omtalle , at han næste
søndag med moder og farmor gik til „ Herrens
bord “ og tilføjede om syngemesteren
aldrig gjorde det samme , var svaret : nej !
Det syntes , som om denne ville have sagt
noget mere , ja som om han havde noget
at betroe Peer , men der blev intet sagt .
Om aftenen læste han højt af aviserne
om et par navngivne mænds goddædighed ,
og kom derved til at yttre sig om
gode gerninger og deres løn .
„ Dm skal ingen tænke på , den kommer !
Lønnen for gode gerninger er som dadler ,
står der i talmud , de modnes sildig og
blive søde ! “
„ Talmud , “ spurgte Peer , „ hvad er det
for en bog ? “
„ Eu bog , “ var svaret , „ hvorfra er
groet mere end et tankefrø ind i chrisfendommen . “
„ Hvem
har skrevet den bog ? “
„ Bise mænd i de ældste tider ! Vise
i forskellige folkeslag og religioner . Her er
viisdvm gemt i få ord , som i Salomons
ordsprog . Hvilke kjærnc-sandhcder !
Man lærer her , at menneskene rundt
om på jorden , i årtnsinder , altid have
været de samme . „ „ Din ben har en ben ,
og din vens ben en ven , vær forsigtig
i din tale ! “ “ står der . Det er en
lærdom for alle tider . „ „ Ingen kan springe
ober sin egen skygge “ “ , står der også ,
og „ „ tramp tjørnen , medens du har ske
på ! “ “ Du bør læse denne bog ! Du vil i
den finde cultur-aftryk tydeligere end i jordlagene .
For mig , som jøde , er den dertil et
arvegods fra fædrene ! “
„ Jøde ! “ sagde Peer , „ er de en jøde ! “
„ Ved du ikke det ! hvor underligt at
vi to , ikke før i dag , har talt herom ! “
Moder og farmor vidste heller ikke
herom , havde aldrig tænkt herover , men altid
havde de vidst at syngemesteren var en hæderlig ,
mageløs mand . Det var en guds styrelse
at Peer havde truffet ham på sin vej ,
næst Vorherre skyldte han ham al sin lykke .
Øg nu kom : møder frem med en hemmelighed ,
som hun rigtignok kun få dage havde
båret på og som under tnusheds løfte
var betroet hende af grossererens frue .
Syngemesteren turde aldrig erfare , at man
vidste det ; ham var det , der havde betalt
Peers underhold og opdragelse hos hr .
Gabriel . Fra den aften han i grossererens
hans hørte Peer synge balletten
„ Samson “ , havde han alene været hans
virksomme ven og velgører , men i taushed .
Xii .
Madame Hof ventede Peer , og han
kom .
„ Nu skal du kende min Hof ! “ sagde
hun , „ og du skal kende min kakkelovnskrog .
Den tænkte jeg ikke på , da jeg dansede
„ Circe “ og „ Rosen-alfen i Provence ! “
Ja nu tænke ikke mange på den ballet og
på lille Frandsen . „ , , 8io tranøit aloria
i månen ! “ “ hedder det på latin , siger
min Hof vittigt , når jeg taler om min
glorie-tid . Han holder meget af at gøre
nar , men med hjerte ! “
„ Kakkelovnskrogen “ var en venlig , lavloftet
stue med gulvtæppe og portraiter
stedsvarcnde for en bogbinder . Her var
billedet af guttenbcrg og Franklin ,
samt af Shakespeare , Cervantes , moli
øre og de to blinde poeter : Homer
og Ossian . Nederst hang , i glas og
bred ramme , en i papir udklippet dandserinde ,
med stor guldpaillet og kjole af
mol , det højre ben løftet mod himlen ,
og nedenunder et Vers :
hvo vinder hjerter i dansen ?
Hvo bccrer uskylds-krandsen ?
Jomfru Emilie Frandsen !
Det var digtet af Hof , der skrev yndige
Vers , helst spøgefulde . Billedet havde han
selv klippet , klistret og syet , før han fik
sin første kone . Det havde ligget mange
år i sknffe , nu prangede det i digtcrgalericl :
„ min kakkelovnskrog “ , som
madame h o f kaldte sin lille stue . Her blev
Peer og Hof præsenterede for hinanden .
„ Er han ikke en dejlig ntand ! “ sagde hun
til Peer . „ For mig er han den dejligste ! “
„ Ja , vin søndagen , når jeg er indbunden
i stadsklædcrnc ! “ sagde hr . Hof .
„ Du er dejlig uden al indbinding ! “
Sagde hun og gjorde en bøjning med hovedet ,
idet hun havde fornemmelse af , af hun
her talte lidt for barnlig i sin ældre alder .
„ Gammel kærlighed ruster ikke ! “ sagde
hr . Hos . „ Ildebrand i gamle huse brænder
ned til grunden ! “
„ Det er som med fugl fønix , “ sagde
madame Hof , „ man stiger ung op deraf .
Her er mit Paradis ! jeg bryder mig ikke
om af søge andre steder hen ! jo , en timesfid
op til din moder og farmor ! “
„ Og til din søster ! “ sagde hr . Hof .
„ Nej , englc-høf ! der er ikke Paradis
længer ! Jeg skal sige dig , Peer , de
sidde i små kår og størt vrøvl ! man
ved ikke , hvad man tør sige der i huset .
Man tør ikke nævne ordet „ Morian “ , for
den ældste datter er forlovet med en , der
har negerblod ; man tor ikke sige „ pukkelrygget “ ,
det er en af drengene ; man tør
ikke tale om kassemangel , min svoger har
været i det tilfælde ; man tør ikke engang
sige at . køre i skoven ; skov er en fæl lyd ,
for han hed Skow , som slog op med den
yngste . Jeg holder ikke af nde at sidde og
lnkkc min mund ; tør jeg ikke tale , så
trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i
min kakkelovnskrog . Var det ikke syndigt ,
son : man siger , kunne jeg bede Vorherre , at
vi måtte leve så længe min kakkelovnskrog
holder ud ; her vokser man bedre indad . Her
er mit Paradis , og det har Hof givet
mig . “
„ Hun har guldgværn i munden ! “
Sagde han .
„ Øg du har guldkorn i hjertet ! “
Sagde hun .
„ Male , male posen fuld ,
Mille er det bare guld ! “
Sagde han , og hun kildrede ham i hagekløsten .
„ Det Vers digtede han lige i dette øjeblik !
Det kunne godt trykkes ! “
„ Ja og indbindes ! “ sagde han .
Således skemtcde de to gamle mennesker .
Året gik , først da begyndte Peer at indstudere
ku rolle ; han valgte „ Joseph “ , men
ombyttede denne med Georg Browns i
operaen „ den hvide dame “ . Ord og mnsik
tilegnede han sig snart , og fra Walter
Scotts roman , der har leveret stoffet , optog
han et klart , fyldigt billede af den unge ,
livsglade officer , der besøger sit hjemlands
bjerge og kommer til sin fædrencborg uden
at kende den ; en gammel sang vækker
barndoms-minderne , lykken følger dem , og
han vinder Borg og brud .
Det læste blev , som noget selvoplevet ,
et kapitel af hans egen livshistorie ; den
melodierigc musik fyldte ganske denne stemning .
Der gik imidlertid lang , lang tid ,
før de første prøver begyndte . Det hastede
ikke med hans optrædclsc , mente syngemesteren ;
endelig forestod den . Han var
ikke blot sanger , han var skuespiller , og
hele hans personlighed lå for rollen . Chor
og orchester tiljnblcde ham det første store
bifald ; med største forventning så man
forestillingsaftenen i møde .
„ Man kan være en stor skuespiller i
slobrok hjemme , “ sagde ku velvillig kammerat ,
„ være meget stor ved daglys , men
middelmådig foran lamperne i det fyldte
hus . Det vil uu vise sig ! “
Peer fornemmede ingen angest , men en
brændende længsel efter den afgørende aften .
Syngemesteren derimod var aldeles febril ;
Peers moder havde ikke mod til at komme
i tteatret , hun ville få ondt af angest for
fin kære dreng ; farmor var syg , hun
skulle blive hjemme , havde lægen sagt , men
den tro veninde , madame hos , lovede at
bringe efterretning endnu samme aften , hvorledes
det var gået . Hun skulle og ville i
tteatret , selv om hun lå på sit yderste .
Hvor var den aften lang ! hvor strakte
sig de tre , fire timer i det uendelige . Farmor
sang en psalme , bad med moder til
den gode gud for lille Peer , at hun også
iaften måtte være lykke-peer . Viserne
på uret drejede sig langsomt .
„ Nu begynder Peer ! “ sagde de . „ Nu
er han midt i det ! nu har hun overstået
det ! “ Moder og farmor så på hinanden ,
men sagde ikke et ord mere .
På gaden lød vogn-rummel ; det var
folk , som kørte fra tteatret . De to kvinder
så ned fra vinduet ; folk gik forbi og
talte højrøstede ; de kom fra tteatret , de
vidste , hvad der ville bringe livscnsglæde
eller stor bedrøvelse oppe på kvisten i
grossererens hus .
Endelig kom nogen op ad trappen .
Madame Hof styrtede ind , fulgt efter af sin
mand . Hnn fløj akoder og farmor om
halsen , men sagde ikke et ord ; hun græd
og hulkede .
„ Herre gud ! “ sagde moder og farmor ,
„ hvorledes er det gået Peer ? “
„ Lad mig græde ! “ sagde madame Hof ;
hun var så betagen , så bevæget . „ Jeg kan
ikke bære det ! Ak , i søde mennesker , i
kunne heller ikke bære det ! “ og nu strømmede
tårerne .
„ Have de pebet ham ud ! “ råbte moder .
„ Nej , ikke det ! “ sagde madame Hof . „ De
have — at jeg skulle opleve det ! “
Da græd både bror og farmor .
„ Hold måde , Emilie ! “ sagde hr .
Hof . „ Peer har sejret ! trinmpherct ! Huset
var ved at styrte sammen , således klappede
man . Jeg kan mærke det endnu i mine
hænder . Det var en bifaldsstorm fra parterret
til galcrict ; hele kongehuset klappede
med . Men det var også hvad man kan
kalde en mærkedag for tteatrets annaler !
Det var mere end talent , det var geni ! “
„ Ja , geni ! “ sagde madame Hof , „ det er
mine ord ! Gud velsigne dig , Hof , for du
udtalte det . I rare mennesker ! aldrig havde
jeg troet , at man således kunne synge og
spille comedie , og jeg har dog gennemlevet
hclcthcaterhisforien ! “ Hun græd igen . Moder
og farmor lo , medens tårerne endnu
perlede dem på kinderne .
„ Sov nu godt på det ! “ sagde hr . Hof .
„ Og kom så , Emilie ! God nat ! god nat ! “
De forlod kvistværelset og to lykkelige
mennesker der . Længe vare de to ikke
alene . Døren åbnedes , og Peer , der ikke
havde lovet at komme før næste formiddag ,
stod i stuen . Han vidste jo , med hvilken
tanke de gamle fulgte ham , hvilken uvished
de endnu kunne være i , og da han med
syngemesteren kørte forbi hjemmet , holdt
han udenfor , de havde lys tændt deroppe ,
og han måtte til dem .
„ Dejligt , glædeligt , velsignet , alt gået
godt ! “ jublede han og kyssede moder og
farmor . Syngemesteren nikkede med strålende
ansigt og trykkede deres hænder .
„ Og nu skal han hjem og til ro ! “
Sagde han , og aftenbesøget var endt .
„ Vorherre i himlen , hvor du er nådig
og god ! “ sagde de to fattige kvinder .
De talte til langt ud på natten om Peer .
Rundt om i den store bh taltes om ham ,
den unge , smukke , vidunderlige sanger .
Såvidt havde lykke-peer bragt det .
Xiii .
Morgenavisen meddelte allerede med
fanfare den meer end almindelige debut , og
anmelderen forbeholdt sig ret til i et følgende
nummer at udtale sig .
Grossereren indbød til en stor middag
Peer og syngemesteren . Det var
en opmærksomhed , et bevis på hans og
hans frues interesse for den unge Aland ,
som var født der i gården , og det samme
år og dag , som deres egen søn .
Grossereren holdt en smuk skanl-tale
til syngemesteren , den diand , der havde
tandet og slebet „ Ædelstenen “ , et navn ,
hvormed et af de afgørende blade havde
betegnet Peer .
Felix sad ved siden af ham og var
munterheden og elskværdigheden selv ; efter
måltidet bragte han sine cigarer , de vare
bedre end grossererens : „ det har han råd
til ! “ sagde denne . „ Han har en rig fader ! “
Peer røg ikke , en stor fejl , men som nok
ville blive rettet .
„ Vi må være venner ! “ sagde Felix .
„ De bliver byens løve ! alle de unge damer ,
de gamle med , har de faget vred storm . De er
et lykkeligt menneske i alt ? Jeg misunder dem !
Især i det at kunne gå ud og ind derovre
på tteatret mellem alle småpigerne ! “
det syntes nu Peer ikke var noget
så særligt at misunde .
Fra madame Gabriel modtog han
brev . Hun var i henrykkelse over den
jublende udtalelse i bladene om hans debut
og alt , hvad han måtte blive som konstner .
Hun havde med pigerne drukket hans skål
i punsch . Hr . Gabriel tog også del i
hans hæder og var forvisset om , . at han ,
frem for de fleste andre , udtalte fremmede
ord correct . Apottekeren løb byen rundt
og mindede om , at de på deres lille tteater
tidligere havde set og beundret dette talent ,
som først nu blev kendt af hovedstaden .
Apottekerens datter ville nok ærgre sig , tilføjede
madamen , nu , da han kunne frie
til baronesser og comtessen . Apottekerens
datter havde forhastet sig- og stået til ;
hun var for en måned siden bleven forlovet
med den tykke nådmand ; der var lyst for
dem , og den tyvende i måneden stod brylluppet .
Det
var netop den tyvende i måneden ,
at Peer modtog dette brev . Han fornemmede
sou : et stik igennem hjertet ; det blev ham
i dette øjeblik så klart , at hun , under alle
sjælens svingninger , havde været hans
stadige tanke ; han holdt af hende meer end
af alt andet i denne werden . Tårer kom
ham i øjnene ; brevet knugede han i hånden .
Det var den første , store hjertesorg ,
siden han med moder og farmor hørte , at
fader var falden i krigen . Han syntes , at
al glæde var borte , hans fremtid tom og
sørgelig . Solskinnet lyste ikke mere fra hans
ungdomsfriske ansigt ; solskinnet var slukt i
hans hjerte .
„ Han seer dårlig ud ! “ sagde moder
og farmor . „ Det er den theateranstrcngelsc ! “
O *
hnn var ikke som før , det så de to ;
det så også syngemesteren .
„ Hvad er det dog ! “ sagde denne . „ Må
jeg ikke vide , hvad der trykker dig . “
Da blussede hans kinder , tårerne fik
frit løb , og han fortalte sin sorg , sit tab .
„ Jeg holdt så inderligt af hende ! “
Sagde han . „ Nn først , da det er far silde ,
er det blevet mig rigtig klart ! “
„ Stakkels , bedrøvede ven ! Jeg forstår
dig så godt ! græd kun ud for mig ,
og hold på den tanke , så snart du kan
holde på den : at hvad der skeer i verden ,
skeer til det bedste for . os . Også jeg
har kendt og kender hvad du uu fornemmer ;
også jeg holdt engang , som du ,
af ku pige ; klog , smuk , bedårende var
hun ; min kone skulle hun være ; gode
kår kunne jeg byde hende , og hun holdt af
mig ; men en betingelse for giftermålet
var der , hendes forældre forlangte det , hun
forlangte det : jeg skulle blive Chrisfen — ! “
„ Og det ville de ikke ? “
„ Jeg kunne det ikke ! man kan ikke med
frelst samvittighed løbe fra en religion til
en anden , uden at synde enten mod den , man
forlader eller mod den , man træder over til ! “
„ De har ikke tro ! “ sagde Peer .
„ Jeg har mine fædres gud ! han lyse
for min fod og min forstand ! “
De sagde en stund begge tavse ; da
glcdc hænderne over tangenterne og syngemesteren
spillede en gammel folkevise ; ingen
af dem sang ordene ; enhver underlagde vist
sine tanker .
Madame Gabriels brev blev ikke mere
læst . Hun drømte næppe , hvilken sorg det
havde forvoldt .
Få dage efter kom brev fra hr . Gabriel ;
han ville også bringe sin lykønskning
og „ en commission “ ; den især havde
nok givet anledning til brevet . Han bad
Peer købe en lille porcellains-ting , nemlig :
Amor og hymen , kærligheden og ægteskabet .
„ Den er udsolgt her i byen , “ skrev
hun , „ men let at erholde i hovedstaden ;
penge følger med . Send Tingen snarest ,
den er brudegave til nådmandens , ved
hvis bryllup jeg var med nnn hustru ! “
Forresten fik Peer at vide : „ Unge Madsen
bliver aldrig student ; han har forladt huset
og bemalet væggen med flnnhcdcr mod
familien . Slet subjekt , unge Madsen .
„ „ Lnnt pusri xusri , Mari pusrilia , traotant ! “ “
O : „ „ Drenge er drenge , drenge
gøre drengestreger ! “ “ jeg oversætter det , da
dn ikke er latiner . “
Hermed sluttede brevet fra hr . Gabriel .
Xiv .
Tidt , når Peer sad ved claveret ,
klang i toner derfra , hvad der rørte sig i
hans bryst og hoved ; tonerne løftede sig i
Melodi , der stundom bar ordene med , de
kunne ikke skilles fra sangen ; således blev
flere smådigtetil , rhythmiske , stemningsfulde .
Med dæmpet røst blev de sungne ; det var ,
som om de , skye og bange for at fornemmes ,
hensvævcde i ensomheden .
Alt farer hen som vinden ,
her er ci blivende sted .
Snart svinder rosen på kinden ,
smilet og — tårerne med .
Hvorfor være bedrøvet ?
Hen farer sorg og fortræd ;
alt farer hen som løvet ,
tiden og mennesket med !
alt er forsvinden — forsvinden ,
ungdom , dit håb og din ven .
Alt farer hen som vinden
og kommer aldrig igen !
„ Hvorfra har du den sang og Melodie ? “
Spurgte syngemesteren , der tilfældig
så musik og ord nedskrevne .
„ Den kom af sig selv , den og alle disse .
De flyve ikke videre i verden ! “
„ Tungt humeur sætter også blomster ! “
Sagde syngemesteren , „ men tungt humeur
for ikke råde ; nu sætte vi sejl til og
styre mod næste debut . Hvad siger du
om hamlet , den sorgfulde , ungc Prinds
af Danmark ! “
„ Jeg kender shakspeares tragedie ! “
Sagde Peer , „ men endnu ikke Thomas '
opera . “
„ Ophelia skulle operaen kaldes , “
Sagde syngemesteren . „ Shakspeare har
i tragedien ladet dronningen fortælle os
Ophelias død , og denne er bleven ligesom
høldepunktet i den musikalske gengivelse ;
man seer for øjet og fornemmer i toner ,
hvad vi tidligere kun hørte som fortælling
af dronningen :
„ Der står en pil og luder over åcn ;
sit sølvgrå lov i klaren strøm den spejler ;
der bandt hun scrre krandse , af ranunkler ,
af Nelder , tusindskjon og pnrpnrblomster ,
som kåde hyrder gav et ublu navn ,
men kyske piger kalde dødningfingre .
Der , mens hun klattred op og ville smykke
den sveic green med sine ville blomster ,
da brast den avindsyge green , og hun
faldt ned med sine ville sørgekrandse
i strømmen , der sig grædende sneg hen .
Vidt spredtes hendes klader , og en stund
bar de på bandet hende som en havfru ,
imens hun stykker sang af gamle sange ,
som om hun ej forstod sin egen nød . “ * )
* ) shakspeares „ Hamlet “ , oversat af edv .
L e m b k e .
operaen fører os dette for øje : vi se
Ophelia ; hun kommer legende , dansende ,
syngende den gamle folkevise om „ Nøkken “ ,
der lokker menneskene ned til sig i elven ,
og medens hun synger og plukker blomster
hører man fra floddybct de samme toner ;
de lyde i chorsang lokkende fra det dybe
vand ; hun lytter , hun leer , nærmer sig
bredden , holder sig fast i den hængende
pil og bøjer sig for at plukke de hvide
åkander ; sagte glider hun ud på disse ,
hviler syngende på de brede blade , gynger
på disse og føres af strømmen ud på
dybet , hvor hun , som den løsrevne blomst ,
synker i måneskinnet , omtonct af nokkens
Melodi .
Om hele denne store scene er det som
om hamlet , hans moder , hendes Boler og
den hcvnråbcndc , dræbte konge alene vare til
for at danne den rige , billcdskårnc ramme .
i
!
! Vi få ikke shakspeares „ Hamlet “ ,
ligesom vi i operaen fanst ikke få
Goethes „ Fanst “ . Det spekulative er
ikke stof for musiken , det er kærlighedsforholdet
i begge disse tragedier , der løfter
sig til en digtning i toner .
Operaen hamlet blev bragt på scenen .
Ophelias fremstillerinde var henrivende ,
dødsscenen var af stor virkning ,
men hamlet selv fik denne aften en symj
pattetisk storhed , en charakkeer-fuldendthcd ,
der voxte ved hver scene , hvori han optrådte ;
man var dertil forbavset over omfanget
af sangerens stemme , over friskhcdcn
i de høje som i de dybe toner , og at
i han kunne med lige glimrende held synge
! Hamlet og Georg Brown .
Sangpartierne i de fleste italienske operaer
ere et cancvas , hvori den begavede
! Sanger og sangerinde lægge deres sjæl og
snille og løste da de brogede , bølgende farver
til de skikkelser , digtningen fordrer ; hvor
meget herligere mane de da knnnc åbenbare
fig , hvor tonerne er lagte og ledede gennem
tanke om charakteren ; og det har gounod
og Thomas forstået ,
hamlets skikkelse i operaen fik denne
aften kød og blod , samlede og løftede sig
til hovedpersonen i digtningen . Uforglemmelig
blev nattesccncn på bastionen , hvor
hamlet første gang seer sin faders ånd ;
scenen i slottet , foran den oprcistc skueplads ,
hvor han henkaster ordenes giftdråber ,
det forfærdelige bløde med bløderen ,
hvor faderens ånd står hevnråbende
for sønnen , og endelig , hvilken magt
i sangen , hvilke toner ved ophclia s død !
Bar og blev hun end den sympathetiske
lotusblomst . på den dybe , mørke sø ,
dens bølger vidt om grebe mægtigere ind i
tilskuerens sjæl . Hamlet blev denne aften
høvcdskikkelsen . Triumfen var fuldendt .
„ Hvorfra har dog det menneske dette ! “
Sagde grossererens rige frue og tænkte på
Peers forældre og farmor på kvisten .
Faderen havde været pakhuuskarl , brav og
hæderlig , var falden som soldat på ærens
mark , moderen vasker , — men det giver
ikke sønnen dannelse , groet op var han i
fattigskolc — og hvad stort kunne vel i en
tid af to år en provinds-professor bibringe
ham af højere skolekundskaber .
„ Det er geniet ! “ sagde grossereren ,
„ Geniet ! det fødes — af guds nåde ! “
„ Tilvisse ! “ sagde fruen , og foldede
hænderne derved , da hun talte til Peer .
„ Skønner de ret af ydmygt hjerte på , hvad
de har fået ? Himlen har været dem ubegribelig
nådig ! Alt er givet . De ved ikke ,
hvor gribende deres hamlet er ! De har
selv næppe forestilling derom . Jeg har hørt ,
at mange store digtere vide heller ikke selv ,
hvad herligt de have givet , filosoferne
må klare det for dem . Hvorfra har de
fremmanet deres hamlet ? “
„ Jeg har tænkt over charakteren , læst en
del af , hvad der er skrevet om den shnkspcarske
digtning , og siden på scenen levet
mig ganske ind i person og begivenhed ! — jeg
giver min del og Vorherre giver resten ! “
„ Vorherre ! “ sagde hun med et halv
bebrejdende blik , „ brug ikke her det navn !
Han gav dem evner , men de tror da ikke ,
at han har med tteater og opera at gøre ! “
„ Jo tilvisse ! “ svarede Peer frejdig .
„ Der er også hans prædikestol ud for
menneskene , og der høre de fleste lidt bedre
efter end i kirken ! “
Hun rystede med hovedet . „ Gud er
med i alf godt og smukt , men lad os
vogte os for at tage hans navn forfængeligt .
Det er en nådegave , at blive en stor
konstner , men det er dog bedre at være en
god Christen ! “ Felix ville aldrig for hende
have nævnet sammen tteater og kirke , følte
hun og var glad derved .
„ Nn har de lagt dem ud med mama ! “
Sagde Felix leende .
„ Det var så langt fra min tanke ! “
„ Bryd dem aldrig om det ! De kommer
igen i nåde , når de på søndag
går i kirke ! Stå udenfor hendes stol ,
se op til højre , der i pulpituret sidder et
lille ansigt , der nok er værd at se på :
enkebaronessens nydelige datter . Det er
et vclmecnt råd ! og jeg giver dem et
til : de kan ikke bo , hvor de nu boer !
Flyt dog ind i en større lejlighed , med en
ordenlig trappe ! eller vil de ikke fra syngemesteren ,
så lad ham bo bedre ! han har
formue dertil , og de har ganske gode indtægter .
Øe man også give et gilde , et
aftengildc ; jeg kunne selv give det og vil
give det , men de kan indbyde et par af
de små dandserinder ! — de er et lykkeligt
menneske ! men jeg tror , himlen hjelpe
mig , at de endnu slet ikke forstår at være
et ungt menneske ! “
Det forsfod just Peer , på sin Viis !
Med sit fulde , varme , unge hjerte elskede han
konsten , den var hans brud , hug gjcngjcldte
hans kærlighed , løftede ham i solskin og
glæde ; den mismod , der havde knuget ham ,
fordunstede snart , milde øjne så på ham ,
alle kom ham venligt deltagende i møde .
Ravhjertet , som han endnu stadigt bar på
sit bryst , hvor farmor engang havde hængt
det , var tilvisse en talisman , ja det tænkte
han , thi ganske fri for overtro , barnetro kan
det også kaldes , var han ikke . Enhver genial
natur har noget af denne , seer og tror på sin
stjerne . Farmor havde viist ham den krast ,
der lå i ravet , det drog til sig ; hans drøm
havde viist ham , hvorledes der ud fra ravhjertet
voxte et træ , der sprængte loft og
tag , og bar i tusindvis hjerter af sølv
og guld ; det betød tilvisse , at i hjertet , i
hans eget , varme hjerte lå hans konstnermagt ,
hvorved han vandt og skulle vinde
tusinder og atter tusinder .
Mellem ham og Felix var unegtelig et
slags sympatti , hvor forskellige de end vare ;
Peer antog , at forskellen mellem dem lå i ,
at Felix , som den rige mands søn , var
voksen op i fristelser og havde råd og lyst
til at smage på dem ; han var derimod
bleven lykkeligere stillet som fattigmands barn .
Begge de to husets børn gik imidlertid
frem mod storhed . Felix ville snart
blive kammerjunker , og det er første etage
til kammerherre ; så har man gnldnoglcn
bag på . Peer , den altid lykkeligere , havde
allerede for på , men usynligt , geniets
guldnogle , som lukker op for alle jordens
skatte , og hjerternes med .
Xv .
Det var endnu i vintertid ; kanebjælderne
klang , skyen bar suecfnug ; men
hvor en solstråle brød frem , forkyndte den
forår . Det duftede og klang i det unge
bryst , det lod i malende toner , der udfoldede
sig i ørd :
end ligger jorden i sneens svøb ,
lystigt på Sorn er skoitelob ,
træ-erne prange med rimfrost og krager ,
dien i morgen bestemt det bager ;
solen bryder den tunge sky ,
båren rider sommer i by ,
pilen kaster de uldne vanter .
Spil op , musikanter !
Alle småfugle ! stem i , stem i :
„ Nu er vintertiden forbi ! “
O , hvilket Kys af den varme sol !
Kom , pluk skovmærk og martsviol :
det er som skoven sit åndedræt holder ,
nu i en nat hvert blad sig udfolder ,
kukkeren synger , du den forstår ,
hør , du skal leve i mange år !
Verden er nng , vær ung med de unge ,
lad hjerte og tunge
juble med båren , frejdig og fri :
„ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “
Aldrig er ungdomstiden forbi !
Jordlivet er et helt trylleri ,
solskin og stormvejr , glæde og smerte ,
der er en verden lagt i vort hjerte ;
den svinder ci som et stjernesknd .
Mennesket skabtes i billede af gud .
Gud og naturen stå evige unge ,
vår , lær du os at punge ,
hver lille fugl stemmer med deri :
„ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “
Tv *
„ Det er et heell tonemalcri ! “ sagde
syngemesteren , „ og godt givet for Chor og
orchester . Det er det bedste endnu af alle
dine stemnings-stykker . Du må virkelig
lære gencralbas , nagtet det ikke er din bestemmelse
at blive componist ! “
Unge musikvenner bragte imidlertid snart
sangen frem ved en større conkert , hvor
den vakte opmærksomhed , men ikke forventninger .
Vor unge vens bane var åbnet
ham ; hans storhed og betydning lå ikke
blot i stemmens sympathetiske klang , men
i hans betydelige , dramatiske evne ; det havde
han viist som Georg Brown og som
hamlet . Hnn foretrak iøvrigt den egenlige
opera for syngestykkct ; det var hans sunde
og naturlige sands imod , denne gåen over
fra sang til tale og atter til sang ; „ det
er , “ sagde han , „ som om man fra marmortrappe
kommer ud på trætrappe , ja lidt
på hønsestige og så igen ud på marmor .
Den hele digtning må gennemgående
leve og ånde i tonerne . “
Fremtidsmusiken , som den nyere retning
i operaen kaldes og for hvilken særlig
Wagner er bannerfører , fik en forsvarer
og beundrer i vor unge ven . Han fandt her
charaktererne så klart tegnede , recitativerne
så tankegivendc , den hele handling i dramatisk
fremadskriden , uden stilleståen ved
idelig tilbagevendende melodier . „ Det er dog
en unatur med disse store indlagte arier ! “
„ Ja indlagte ! “ sagde syngemesteren ,
„ men hvor de som hos de fleste store mestre
skyde frem , en mægtig del af det hele ,
skulle og må de være ! hører det lyriske
hjemme noget sted , da er det i operaen ! “
Og han nævnede i „ Don Juan “ Don ottavios
Arie : „ Tåre , hold op at rinde ! “
„ hvor er den lig en dejlig skovsø , ved hvis
bred man hviler og fyldes helt af toneskovens
strømninger . Jeg bøjer mig for
dygtigheden i den nye musikalske retning ,
men jeg dandser ikke med dig om dens
guldkalv ! det er heller ikke dit hjertes mening ,
du udtaler , eller også er den dig
ikke selv klar . “
„ I en af Wagners operaer vil jeg
optræde ! “ sagde vor unge ben , „ kan . jeg ikke
i ord , så vil jeg ved sang og spil hævde
mit hjertes mening ! “
Valget faldt på lohengrin , den unge ,
hemmelighedsfulde ridder , der i båden ,
trukken af svanen , glider op ad schcldefloden
for at kæmpe for Elsa af bra baut .
Hvo havde vel sunget eller givet , som han ,
modets første sang , hjcrtcstuntalcn i brudekammeret
og afskedssangen , hvor den hellige
grals hvide due omflagrcr den unge ridder ,
som kom , sejrede og — forsvandt .
denne aften var , om muligt , endnu et
skridt frem i konstncrisk storhed og betydning
for vor unge ven , og for syngemesteren
et skridt frem til erkendelse af fremtidsmusikcn .
„ Med betingelser ! “ sagde han .
Xvi .
På den årlige , store maleri-udstilling
mødtes en dag Peer og Felix foran porfraitet
af en ung , smuk dame , datter af
enkebaronessen , som moderen almindelig
kaldtes , hvis salon var samlingsstedet forben
fornemme verden og enhver afbetydniug
i konst og videnskab . Den unge baronesse
var i sit sekstende år , et uskyldigt , dejligt barm .
Billedet var ligt og konstncriskt gengivet .
„ Træd ind i salen her tæt ved , “ sagde
Felix , „ der står den unge dejlighed selv
med sin moder . “
De stod hensunkne i beskuelsen af et
charakteristisk billede ; det forestillede campagnen ,
hvor to unge ægtefolk kom ridende
på en og samme hest , holdende hinanden
fast . Hovedfiguren var imidlertid en ung
munk , som betragtede de to lykkelige veifarende .
Der lå et sørgende , drømmende
udtryk i den unge mands ansigt , man
læskte deri hans tanke , hans livshistorie :
et forstilet mål , det lykkeligste tabt ! Mcnncskelykkcn
i kærlighed havde han ikke grebet .
Den ældre baronesse så Felix , som
ærbødigt hilsede hende og den smnkke datter ;
Peer viste samme almindelig høflighed .
Enkebaronessen kendte ham straks fra scenen ,
og efter af have talt til Felix sagde hun
nogle venlige , forbindtlige ord til ' Peer ,
idet hun trykkede hans hånd :
„ Jeg og min datter hører til deres
beundrere ! “
Hvor var den unge pige i dette øjeblik
fuldendt smuk . Hun så med sine milde ,
klare øjne næsten i taknemmelighed på ham .
„ Jeg seer i mit hus , “ sagde enkebaronessen ,
„ så mange af de mest betydende
konsfnere ; vi almindelige mennesker trænge
til en åndens luftning , de vil være hjertelig
velkommen ! Vor unge diplomat , “ hun
pegede på Felix , „ vil ledsage dem forske
gang , senere håber jeg af de ved dem
selv finder vejen ! “
Hun smilede til ham ; den unge pige
rakte ham sin hånd , naturligt og hjerteligl ,
som havde de længe kendt hinanden .
Sent på efteråret , en kold , sludfuld
aften , kom de to unge mænd , de to fødte
i den rige grosserers gård . Det var et
vejr til at køre og ikke gå i , . før den
rige mands søn og for scenens første
sanger , alligevel , de gik , vel indpakkede ,
galosker på fødderne , bcdninhættc på
hovedet .
Som et helt feen var det at komme
ilde fra den rå luft ind i den med luksus
og smag indrettede bolig . I vestibulen ,
foran den med tæpper belagte . Trappe ,
prangede et flor af blomster mellem buske
og viftepalmer ; et lille vandspring pladskedc
i basinct , omgivet af høje callacr .
Den store selskabssal var prægtigt oplyst
og en stor del af selskabet allerede
samlet . Der blev snart næsten trængsel ; man
trådte på silkeslæb og kniplinger , omsuset
af convcrsationens klingende mosaik ,
i sin helhed vistnok det unndst værdifulde
af al den herlighed .
Havde Peer været et forfængeligt menneske ,
det han ikke var , kunne han have
indbildt sig at det var en fest for ham , så
hjertelig var modtagelsen af husets frue
og den livsstranlcnde datter . Unge og ældre
damer , ja herrer med , sagde ham behageligheder .
Der
blev musiceret ; ku ung forfatter
læste et velskrevet digt ; der blev sunget og
den takt viist , af ingen anmodede vor unge ,
hyldede sanger om af fuldkommengøre det
hele . Husets frue varden opmærksomste vertinde ,
åndfuld og hjertelig i den rige salon .
Det var indtrædelsen i den store verden .
Snart var vor nngc ven også her en af
de udvalgte i den snevre familie-kreds .
Syngemesteren rystede med hovedet og lo .
„ Hvor du er ung , kære ben ! “ . sagde
han , „ af det kan fornøje dig af komme til
disse mennesker ! de kunne i og for sig være
brave nok , men de overse os borgerlige . For
nogle af dem er det alene en forfængelighcdssag ,
en morskab , og for andre et slags
dannelses-skilt , af de yptage i deres kreds
konstnere og øjeblikkets feterede ; disse høre
til salonen som blomster til vandglasset ,
de pynte og kastes så hen ! “
„ Hvor bittert og ubilligt ! “ sagde Peer ,
„ De kender ikke disse mennesker og vil ikke
kende dem ! “
„ Nej ! “ svarede syngemesteren . „ Jeg
hører ikke hjemme mellem dem ! Du ikke
heller ! og det huske og vide de alle sammen .
De klappe og beskue dig , som man klapper
og beskuer vcddelobshcstcn , der skal vinde en
Sejer . Du hører til en anden race , end de . De
skippe dig , når du ikke længer er i mode .
Begriber du ikke det ? Du er ikke stolt
nok ! — du er forfængelig , og det viser du
ved at søge disse høitstillcde ! “
„ Hvor ganske anderledes ville de tale
og dømme , “ sagde Peer , „ øm de kendte
enkebaronessen og et par af mine nye
venner der ! “
„ Jeg kommer ikke til at kende dem ! “
Sagde syngemesteren .
„ Når skal forlovelsen declarercs ! “
Spurgte en dag Felix . „ Er det moder
eller datter ? “ og han lo . „ Tag ikke datteren , -
thi da får de hele den adelige ungdom
imod dem ; også jeg bliver deres
fjende og den blodigste ! “
„ Hvad mener de ? “ spurgte Peer .
„ De er jo den begunstigede ! kan gå
ud og ind til alle tider . De får penge
med moderen og kommer ind i god familie ! “
„ Hold op med den spøg ! “ sagde Peer .
„ Der er ikke noget . Morsomt i , hvad de der
siger . “
„ Det skal heller ikke være morsomt ! “
Sagde Felix . „ Det er den høitidsfulde
alvor ! for de vil da ikke lade hendes nåde
sidde over og sørge , blive dobbelt enke ! “ —
„ Lad baronessen være udenfor denne
tale , “ sagde Peer , „ gør dem lystig over
mig , men kun over mig alene , og jeg skal
svare dem ! “
„ Ingen vil tro at det er et jnelinatious
parti fra deres side ! “ vedblev Felix .
„ Hnn er lidt udenfor skjønheds-linien !
— man lever ikke af ånd alene ! “ —
„ Jeg havde tiltroet dem mere dan- .
» elfe og forstand , “ sagde Peer , „ end at de
således ville tale om en dame , de bør
højagte og i hvis hus de kommer . Og
jeg tåler det ikke længer ! “
„ Hvad vil de da gøre ! “ spurgte
Felix , „ vil de slås ! “
„ Jeg ved , at de har lært det og jeg
ikke , men jeg kan lære det ! “ og han forlod
Felix .
Et par dage efter mødtes igen de to
husets børn , sonncn fra første sal og
sønnen fra kvisten . Felix talte til Peer
som om intet brud havde været imellem
dem ; denne svarede høfligt , men kort .
„ Hvad er nu det ! “ sagde Felix . „ Vi
to vare lidt pirrelige sidst ; men dril må dertil ,
derfor er man ikke flabet ! jeg holder ikke
af at bære til bunke , lad os glemme og
tilgive ! “
„ Kan de tilgive dem selv den måde
de talte om en dame , vi begge skylde
højagtelse ? “
„ Jeg talte meget honnet ! “ sagde Felix ;
„ i den fornemme verden kan man også
tale med ragekniv , men det menes ikke
så slemt ! det er saltet til „ Hverdagslivets
matte fisk “ , som poeten kalder det .
vi er alle lidt ondskabsfulde . De kan
også nok dryppe en , min ven , give en
lille uskyldighcds-dråbe , som svier ! “
Snart så man de to arm i arm .
Felix vidste nok , at flere end en ung , smuk
dame , der ellers gik forbi uden at se på
ham , nu lagde mærke til ham , der gik med
„ Idealet fra scenen “ . Lampelyset kaster
altid et skjønheds-skær over tteatrets
helt og elsker ; det lyser endnu om ham ,
når han viser sig på gaden ved dagslyset ,
men slukkes der som oftest . De fleste af
scenens konstnere ligne svanen , man skal
se den i dens element , ikke på brostenene ,
ikke på offentlig promenade . Der gives
imidlertid undtagelser , og til disse hørte vor
ungenen . Hans personlighed udenfor scenen
forstyrrede aldrig det tankcbillcdc , man havde
af ham som Georg Brown , hamlet og
lohengrin . — det var disse digtningens
og tonernes skikkelser , som mangt et ungt
hjerte sammensmeltede med mennesket selv
og løftede mod idealet . — han vidste at
det var således og fandt også et slags
behag deri ! han var lykkelig i sin konst
og i de midler han besad til at øve den ,
dog kunne der komme en skygge over dette
ungdomsglade ansigt , og fra claveret klang
da melodien tik ordene :
alt er forsvinden — forsvinden ,
ungdom , dit håb og din ben .
Alt sarer hen som vinden
og kommer aldrig igen !
„ Hvor vemodigt ! “ sagde enkebaronessen ,
„ De har lykken i dens fulde mål ! jeg ved
ingen , der er lykkelig som de ! “
„ Kald ingen lykkelig før han er i sin
grav , har jo den vise Solon sagt ! “ gentog
han og smilede gennem alvor ; „ det er en
uret , en forsyndelse , om jeg ikke var takil
nemmelig glad l mit hjerte . Jeg er det !
Jeg er taknemmelig for det mig betroede ,
men dette selv vurderer jeg anderledes end
andre . Det er et smukt fyrværkeri , der
farer hen og skakkes ! den sceniske konstners
værk er forsvindende . De evigt lysende stjerner
kunne glemmes for øjeblikkets meteorer ,
men når disse slukkes er der intet blivende
spor af dem uden de gamle optegnelser .
En ny slægt kender ikke og kan ikke gøre
sig forestilling om dem , der fra scenen henrev
deres bedsteforældre ; ungdommen jubler
måske ligeså lydeligt og inderligt for
glandsen af messing som de gamle engang
for glandsen af det ægte guld . Langt
lykkeligere stillet , end den sceniske konstner ,
er digteren , billedhuggeren , maleren og
componistcn . De kunne i levende live prøve
trange kår , savne den fortjente erkendelse ,
medens bæræren af deres værker lever i
overdåd og forgudelsens overmod ; lad
mængden beundre den stærktfarvede sky og
glemme solen , skyen fordunster , solen
lyser og stråler for nye slægter . “
Han satte sig ved claveret og fantaserede
så tankerigt , så mægtigt som aldrig før .
„ Vidunderligt dejligt ! “ udbrød enkebaronessen .
„ Det var som hørte jeg et
helt livs historie ! De gav os hjertets højsang
i toner ! “
„ Jeg tænkte derved på tusind og en nat , “
Sagde den unge pige , „ på lykkens lampe ,
på Aladdin ! “ og hun så med uskyldige ,
tårefyldte øjne frem for sig .
„ Aladdin ! “ gentog han . )
denne aften var et vendepunkt i hans
liv . Et nyt afsnit begyndte tilvisse .
Hvad foregik der med ham i dette hensusende
år ? Hans friske farve forlod kin11 «
dernc , øjnene strålede langt klarere end før .
Søvnløse nætter levede han , men ikke i
ville orgier , i sværm og svir , som så
mangen stor konstner ; han var bleven mindre
talende , men mere glad .
„ Hvad er det , som fylder dig så ? “
Sagde hans ven , syngemesteren , „ Du betroer
mig ikke alt ! “
„ Jeg tænker på hvor lykkelig jeg er ! “
Svarede han — „ jeg tænker på den fattige
dreng ! jeg tænker på — Aladdin ! “
Xvii .
Efter de fordringer , det fattigtfodtc barn
tidt længe beholder , førte Peer nu et velstående ,
behageligt liv ; hun var så velhavende ,
at han , som Felix engang sagde ,
nok kunne slå et ordcnligt skrald for sine
venner . Han tænkte derpå , tænkte på
de tø tidligste nf vennerne , moder og farmor
; dem og sig selv beredte han en
festdag .
Det var dejligt forårsvcir , de to
gamle skulle køre med ham udenfor byen og
se et lille landsted , syngemesteren fornyligt
havde købt . Idet han ville sætte sig i vognen
kom en madame , fattigt klædt , i alder mod de
tredive år ; hun havde en promemoria ,
anbefalende påtegnet af madame Hof .
„ Kender de mig ikke ! “ sagde madamen .
„ Lille lokkehoved , kaldte man mig !
Lokkerne er borte , der er så meget , der er
borte , men der er endnu gode mennesker !
Vi to have virket sammen i balletten . De
er bleven bedre stillet , end jeg , de er bleven en
mægtig Aland ! jeg er nu stilt fra to mænd
og ikke længer ved tteatret ! “
Hendes promomoriu lød om , af komme
i besiddelse af en symaskine .
„ I hvilken ballet have vi to virket
sammen , “ spurgte Peer .
„ I tyrannen i padna , “ svarede
hun , „ der vare vi pager begge to , i blåt
floicbog Barret ; husker de ikke lille malle
Knallerup ! jeg gik lige bag efter dem i
optaget ! “
„ Og trådte mig op af smalbenene ! “
Sagde Peer leende .
„ Gjorde jeg ? “ sagde hun , „ så har jeg
taget for lange skridt . De er dog gået
langt raskere frem ! De har forstået at bruge
benene i hovedet ! “ og hun så med sit
bedrøvelige ansigt coquct smigrende på ham ,
bevidst at have sagt en åndrig compliment .
Peer var rundhåndct : hun skulle have symaskinen ,
lovede han . Lille malle havde jo
også været en af dem , der særligt sparkede
ham bort fra ballctvcicn , ind på en heldigere
bane .
snart holdt han udenfor grossererens
gård og steg op til moder og farmor ;
de vare i deres bedste klæder og havde tilfældigvis
besøg af madame Hof , som straks
blev indbudt til at køre med , hvorfor hun
havde en svær kamp med sig selv , der endte
med , at hun sendte hr . Hos en løbeseddel ,
som meldte , at hun havde modtaget indbydelsen .
„ Alle
de fine hilsener , Peer får ! “
Sagde hun .
„ Hvor man kører herskabeligt ! “ sagde
moder , „ og i en dejlig , magelig vogn ! “
Sagde farmor .
Nær byen , tæt op til den kongelige
park , lå et lille , venligt hus , omgivet af
vinløv og roser , nøddebuske og frugttræer .
Her holdt vognen , her var landstedet . De
bleve modtagne af en gammel pige , god bekendt
af møder og farmor ; lidt havde hun
hjulpet dem ved basfning og strygning .
Haven blev set , huset blev set . . Ja
herinde var især en yndig ting , et lille
glashus med dejlige blomster ; det stod i
forbindelse med dagligstuen . Døren kunne
man skyde til side lige ind i muren . „ Det
er ligesom en coulisse ! “ sagde madame Hof .
„ Den går med håndkraft , og så sidder
man her ligesom i et fuglebur , belagt med
fuglegræs . Det kaldes en vinterhave ! “
Soveværelset var ligeså yndigt , på sin
måde . Lange , tætte Gardiner om vinduerne ,
blødt gulvtæppe og to lænestole , så magelige ,
dem måtte bror og farmor prøve .
„ Man bliver ganske doven ved at sidde
i den ! “ sagde moder .
„ Man mister sin tyngde ! “ sagde madame
Hof . „ Ja her kunne i to musik-mennesker
svømme i magelighed ovenpå thcatcr-anstrcngelserne .
dem har jeg også kendt !
Ja tænk , jeg kan endnu drømme om at jeg
gør battements , og Hof gør battements
ved siden af mig ! er det ikke yndigt : „ „ to
sjæle og en tanke ! “ “ —
„ Her er friskere luft og mere plads ,
end i de to små Stuer oppe på kvisten ! “
Sagde Peer med strålende øjne .
„ Det er her ! “ sagde moder . „ Dog
der hjemme er også godt ! der har jeg født
dig , min søde dreng , og levet med din
fader ! “
„ Her er bedre ! “ sagde farmor . „ Her
er det en hel herskabs-leilighed ! jeg mider
dig og det mageløse menneske , syngemesteren ,
dette fredens hjem . “
„ Og jeg under dig det , farmor ! og
dig , kære , velsignede moder ! I to skulle
altid bo her og ikke , som inde i byen , gå så
mange trapper op , og have det så snevert og
så småt ! I skulle have en hjelpsom hånd
herude og se mig så lidt som før i byen .
Ere i glade derved ! er i tilfredse ! “
„ Hvad er dog nu alt det , drengen
står der og siger ! “ sagde moder .
„ Huset , haven , det hele er dit , moder ,
dit , farmor ! det har jeg stræbt efter at
kunne skaffe eder ; min ven , syngemesteren ,
har troligt hjulpet mig med at få det i stand . “
„ Hvad er dog alt det , du siger , barn ! “
Udbrød moderen . „ Du vil forære os et herresæde
! Du søde dreng , ja , du gjorde det
gerne om du kunne ! “
„ Det er alvor ! “ sagde han , „ Huset er
dit og farmors ! “ Han kyssede dem begge ,
de brast i gråd , madame Hof ikke mindre .
„ Det er det lykkeligste øjeblik i mit liv ! “
Udbrød Peer , og omfavnede dem alle tre .
Nu måtte de se alt om igen , det
var jo deres eget . For hylden til fem ,
seks urtepotter ud på taget , havde de nu
det lille nydelige glashus ; for madskabet
var her et luftigt spisekammer , og køkkenet
selv var en hel lille varmestue . Skorstenen
havde ovn og kogeindretninger ; den så ud
som et stort , blankt strygejern , sagde moder .
„ Nu have i da også fået en kakkelovnskrog
ligesom jeg ! “ sagde madame Hof .
„ Her er kongeligt ! I have opnået alt ,
hvad mennesker kunne opnå på denne
jord , og du også , min egen , feterede ven !
„ Ikke alt ! “ sagde Peer .
„ Den lille kone kommer nok ! “ sagde
madame Hof . „ Jeg har hende allerede til
dig ! jeg har hende på følelsen ! men jeg
skal nok holde mund ! Du mageløse menneske !
Er det ikke ligesom en ballet , det
hele ! “ hun lo med tårer i øjnene , det
gjorde også moder og farmor .
Xviii .
Skrive tekst og musik til en opera ,
og selv være bæreren før den på scenen .
Var et mål så størt og lyksaligt . Et
talent havde vor unge ben fælles med
Wagner , det at kunne selv bygge den dramatiske
digtning , men havde han vel fylde
af musikalsk stemning , som denne , til at
skabe et toncværk af betydning ?
Mod og mismod vekslede . Han kunne
ikke slippe denne sin „ stadige tanke “ . For
år og dag siden lyste den frem som et
fantasibillcde ; nu var den en mulighed ,
et livsmål . Mangen fri fantaseren på
claveret var bleven hilset som en trækfugl
fra denne mulighedens kyst . De små romancer ,
den charakteristisk ! : forårssang , bcbuded
tonernes endnu ikke opdukkcdc land ;
enkebaronessen så deri forkyndelsens tegn ,
som Columbus så det i de friske grene ,
havstrømningerne bare * før han endnu så
landet selv i horizonten .
Landet var der ! Lykkens barn skulle
nå derhen . Et henkastet ord blev tankefrøct ;
hun , den unge , smukke , uskyldige pige
udtalte ordet : Aladdin .
Et lykkebarn som Aladdin var vor
unge ven ! det lyste ind i ham . Med
forftåen og lyst læske og gjcnlæste han den
smukke østerlandske digtning ; snart tog den
dramatisk form , scene før scene voxte frem
i ord og musik , og alt som de voxte blev
de musikalske tanker rigere ; ved digtningens
slulning var det som toncbrønden nu først
var boret og hele det rige , friske væld strømmede
frem ; på ny gjennemcomponerede han
sit arbejde , og i kraftigere skikkelse løftede
sig da efter måneder operaen : Aladdin .
Ingen vidste om dette værk , ingen havde
hørt så meget som nogle tactcr deraf , ikke
engang den mest deltagende af alle vennerne ,
syngemesteren . Ingen i tteatret ,
når om aftenen den ringe sanger ved
stemmen og sit fortræffelige spil henrev
publikum , faldt det ind , at den unge mand ,
som således sås leve og ånde i sin rolle ,
levede endnu inderligere , ja fortabte sig nogle
timer efter i et mægtigt værk af tonerne ,
der strømmede ud fra hans egen sjæl .
Syngemesteren havde ikke hørt en takt
af operaen „ Aladdin “ , før den fuldført i
noder og tekst blev lagt på hans bord til
gennemlæsning . Hvilken dom ville blive
fældet ; tilvisse en streng , retfærdig . Den
unge componist svævede mellem den bedste
forhåbning og tanken om at det hele også
kunne være en selvskuffelse .
To dage gik , der blev ikke vekslet et
ord om dennc vigtige sag . Endelig stod
syngemesteren for ham med partituret i
hånden , det han nu kendte . Der var en egen
alvor udbredt over hans ansigt , hvorledes
var den at tyde .
„ Det havde jeg ikke ventet ! “ sagde han .
„ Det havde jeg ikke tiltroet dig . Ja , jeg
har endnu ikke nogen klar dom , jeg tør udtale .
Der er hist og her fejl i instrumentationen ,
— fejl , som lade sig rette . Der
ere enkelte ting dristige og nye , man må
høre disse under de berettigede betingelser !
Som der hos Wagner er påvirkning af
Carl Maria Weber , fornemmes hos
dig beåndelse af haydn . Det nye i
hvad du har givet , står mig endnu noget
fjernt , du selv står mig for nær , så af
jeg ikke er den rette dommer . Jeg vil heller
ikke dømme ; omfavne dig vil jeg ! “ udbrød
han med fremsprudlende glæde . „ Hvor
har du kunnet magte dette ! “ og han trykkede
ham i sine arme . „ Lykkelige menneske ! “
Der gik snart en mumlen gennem
byen , gennem aviser og „ løs snak “ , om
den nye opera afscenens unge , fejrede sanger .
„ Det er dårlig skrædder , som ikke af
affaldet fra skrædder-bordet skulle kunne
lappe en barnctrøie sammen ! “ sagde en
og anden .
„ Skrive tekst , komponere den og selv
synge den ud ! “ blev også sagt , „ det er
geni på tre etager ! men han er jo født
endnu højere — på kvisten ! “
„ De er to om det , han og syngemesteren ! “
Sagde de . „ Nu slår alarmtrommcn
af compagniet for indbyrdes beundring . “
Operaen kom til indstudering . De
medvirkende ville ikke udtale nogen mening
: „ Man skal ikke sige , af dommen er
udgået fra tteatret ! “ sagde de , og næsten
alle satte et alvorligt ansigt op , der ikke
strålede nogen forhåbning .
„ Der er mange horn i det stykke ! “
Sagde en ung hornist , der selv komponerede .
„ Bare han ikke løber sig et horn i livet ! “
„ Det er genialt , glimrende , fuldt af
Melodie og charakteer ! “ ja det blev der også
sagt .
„ I morgen ved denne tid er da skafottet
rejst ! “ sagde Peer . „ Dommen er
måske allerede nu fældet ! “
„ Nogle sige , at det er et mesterværk ! “ sagde
syngemesteren , „ Andre , at det er et makværk ! “
„ Og
hvor ligger sandheden ? “
„ Sandheden ! “ sagde syngemesteren , „ ja
sig mig den ! se stjernen deroppe ! sig mig ,
hvor er der nøjagtigt dens plads . Luk dit
ene øje ! Du seer den ? Betragt den nu
med dit andet øje alene ! Stjernen har flyttet
sig , har antaget en anden plads . Hvert øje
hos det samme menneske seer så forskelligt ,
hvor forskelligt må da den store menneskemængde
se ! “
„ Ske hvad der må ! “ sagde vor unge
ven , „ jeg må vide min plads i verden ,
kende , hvad jeg kan og må udrette , elleropgive . “
Aftenen
kom , afgørelsens aften .
En feteret konstner skulle løftes højere
eller ydmyges i sin gigantiske , forfængelige
stræben : knald eller fald ! Det var en
hel stads begivenhed . Folk stod natten
over på gaden foran billct-contorct , for at
erholde plads . Hnset var propfuldt ,
damerne kom med store bouquetter , skulle
disse bæres hjem igen eller falde for den
seirendes fødder ?
Enkebaronessen og den unge , smukke
datter sad i logen over orchesfret . Der
var i publikum ct røre , en mumlen , en
bevægelighed , der med et forstummede , idet
capelmesteren indtog sin plads og ouverturen
begyndte .
Hvo husker ikke hen felts musikstykke :
» si l ' oisøuu j ' ^tuis » , der giver ligesom et
jublende fugleqviddcr ; her var noget beslægtet :
jublende , legende børn , glade barnerøster ,
mund i mund ; gjøgcn kukkede med
til dem , droslen slog . Det var det uskyldige
barnesinds leg og jublen , aladdinssindet ;
da rullede ind deri et tordenvejr ,
noureddin øvede sin magt ; et dræbende
lyn slog ned , sprængte fjeldet ; bløde ,
lokkende toner lød , en klang fra tryllegrottcn ,
hvor lampen lyste i den forstenede
hule , omsuset af mægtige ånders vingeslag .
Nn klang i valdhorn-toner en psalmesang ,
så mild og blød , som kom den fra barnemund ;
et enkelt horn hørtes , og akteret , flere
tl *
og flere smeltede ind i somme toner , og løftede
sig derpå i en fylde og krast som var det
dommcdags-basunen . Lampen var i Aladdins
hånd ! og der svulmede et hav
af Melodie og storhed , som åndernes behersker
og tonernes mester mægter det .
Forhænget rullede op i en bifaldsjubel ,
der lød som fanfare under capclmestcrcns
tactstav . En oplobct , dejlig dræng
legede , så stor og dog så uskyldig , Aladdin
sprang mellem de andre drenge . Farmor
ville straks have sagt : „ ja det er Peer ,
som han legede og sprang mellem kakkelovnen
og dragkisten hjemme på kvisten ; han er
i sindet ikke bleven et år ældre ! “
Hvor sang han med en tro , en inderlighed
bønnen , den , nonreddin bød ham
bede , før han steg ned i klippegraven for at
hente lampen . Var det den ræent fromme
Melodie , eller den uskyld , hvormed den blev
sunget , som rev alle tilhørere med sig ?
Jubelen var ustandselig .
Det ville have været at profanere indtrykket ,
dersom denne sang var bleven gentaget ;
man forlangte det , næn erholdt det ikke .
Tæppet faldt , første akt var endt .
Al kritik var forstummet , man var opfyldt
af glæde , stemt til kun at nyde i
taknemmelighed .
Et par acchorder lød fra orchestret ,
tæppet rullede op . Tonestrømningcr , som fra
glncks „ Armida “ og Mozarts „ Tryllefløjten “ ,
greb og fyldte enhver , idet scenen
atter åbnedes , hvor Aladdin stod i den
vidunderlige have . En blød , dæmpet musik
klang fra blomster og stene , fra kilder og
dtfbe kløfter , forskellige melodier smeltende
sammen i en stor harmoni . En lnftning
af åndernes hcnsusen klang i chorsang ;
det var som lød den fjern og nu nær ,
svulmende i kraft og igen forsvindende .
Båren af denne samklang lastede sig
Aladdins sang-monolog ; tilvisse hvad
man kalder en stor Arie , men således i charakleer
og situation at den blev en nødvendig
dramatisk del as det hele . Den
klangfulde , sympathetiske stemme , disse inderlige
hjertets toner gjennemildncde alle og
henrev til en begejstring , der ikke kunne stige
højere , da han greb lykkens lampe ombrusct
af åndernes sang .
Bouquetter regnede ncd fra alle sider ,
et tæppe af levende blomster bredte sig for
hans fod .
Hvilket livs-øieblik for den unge
konstner , det højeste , det største ! et mægtigere
kunne ingensinde forundes ham , følte han . En
laurbærkrands berørte hans bryst , og faldt
ned foran ham ; han havde set fra hvilken
hånd den kom . Han så den unge pige
i logen nærmest scenen , den unge baronesse ,
oprejst som en skjønheds-genius højt
jublende ved hans triumf .
Der gik en ild igennem ham , hans
hjerte svnlmede , som aldrig før , han bøjede
sig , tog krandsen , hævede den mod sit hjerte
og sank i samme sekund tilbage . — besvimet ?
Død ? — hvad var det ? — —
tæppet rullede ned .
*
„ Død ! “ genlød det . Død i seiersglædcn ,
som sophokles ved de olympiske
lege , som Thorvaldsen i tteatret , under
bccthowens symfoni . En åre i hjertet
var bristet , og som ved et lynslag var endt hans
dage her , endt uden smerte , endt i jordisk
jubel , i kaldet af sin jordiske mission . Den
lykkelige frem for millioner !