normalized/1870_Lie_DenFremsynteEllerBillederFraNordland.txt

Første afsnit . 
Indledning . 
Jeg kender flere , der har haft den samme lyst , 
som undertiden påkvmmer mig , til netop at vælge 
uvejr at spadsere i . Det er mest mennefler , som fra 
et barndomsliv i friluft på landet er overgåede 
til livsvirksomheder , der medføre stillesidden , og hvem 
stuen undertiden bliver for trang og beklemt — eller 
også poeter . Deres erindring og fantasi lever , mere 
eller mindre hemmeligt for dem selv , i stadig længsel 
ud fra stueluften og bycasernelivet . 
Når så landet en dag kommer ind til staden 
i skikkelse af en rigtig negnvejrsstorm , der rufler i 
tagstenene og af og til kaster en efter dig , medens 
gaderne bliver til kanaler , hjørnerne til baghold , hvor 
hvirvelvinden overfalder ens parapluie og , efter en 
mere eller mindre langvarig og behændig kamp , krænger 
og flænger den , indtil man til sidst står med kun 
stokken og skelettet igen — så hænder det af og 
til , at en stille , værdig embeds- eller forretningsmand , 

istedetfor efter dagens slid på contoret om eftermiddagen 
som vanligt at sidde hjemme i sin løselige 
stue , siger til sin hustru , at han „ desværre må ud 
i byen en stund “ . Og det , han desværre må ud 
for , er naturligvis „ Forretninger “ . Thi lidet ville 
det sømme sig for en adstadig , gravitetisk mand , som 
kanske er borgermester og en af byens fædre , at 
vedgå endog kun for sig selv , at han er barnagtig nok 
til at gå om og fantasere i uvejr , og at han kun vil 
ned på bryggen for at se skummet sprøjte over 
beddingen og skibene i havnen lege haveri . Han 
må naturligvis have noget at bestille derude , om ikke 
andet , så sådan i almindelighed at se til , at ikke 
» Hviæ æotrimsnti oupiæt rsspudlieæ « ; det vil sige , 
at byen , hvis velfærd han i en eller anden retning 
har at passe , ikke blæser ned . 
Sagen er , at der er revolution i gaderne — 
ikke en politisk , gud bevare ham for at være med på 
sådant — men en af den sort , som nu engang er 
dragende for ham , fordi den revolterer alle hans gamle 
erindringer , og som han , skammeligt nok , lister sig til 
at være med i , skønt den også på sin maner stormer 
alle politiindretninger , knuser vinduer , flukker lygter , 
river tagsten af . Husene , bryder brygger og fortøjningsindretninger 
og jager politi og vægtere ind i deres 
huler . Det er /naturens stærke hærråb midt inde 
i den civiliserede . Stad til alle hans barndomserindringer , 
til hans fantasi og natursands , som han 

lystrer ligesom en gammel trompeterhesf , der hører 
sin ungdoms signal og pludselig sætter over gjerdet . 
Et par timers gang ude i vejret , så er den 
brand i blodet stillet , og hjem kommer den samme 
stille , gravitetiske mand , der betænksomt sætter stok 
og galoscher fra sig på den vante plads i gangen 
og beklages af sin hustru , som har været bekymret for 
ham og nu stiller ham af med hans våde klæder . 
Han selv er underligt nok , uagtet genvordighederne , 
samme aften i et ypperligt humør og har så overmåde 
mange ting at fortælle om denne storm — 
alt naturligvis , som det sig sømmer , i skikkelse af 
bekymring for , at skade skal anrettes eller ildebrand 
udbryde over byen netop den aften . 
Det var i et sådant uvejr , at jeg — der er 
praktiserende læge og , som sådan , både for mig selv 
og andre har forsvarlig grund til at være ude i byen 
til alle tider af døgnet — en regn- , tåge- og 
stormfuld octobereftermiddag var ude og vankede i 
Kristianias gader og fandt mit behag i at lade 
vejret pidsfe mig i ansigtet , medens min gode regnkappe 
forøvrigt bestyrtede min person . 
Mørket var efterhånden faldet på , og de tændte 
gaslygter blussede i trækvinden , så jeg kom til at 
tænke på blinksyrene i en tågekvæld ude ved kysten . 
Af og til slængtes en ulukket port op og igen med 
skrald som et nødsfud . Min stille bemærkning i 
den anledning var , at der dog endnu i vor nervøse 
tid må findes et forbavsende antal mennesker uden 

nervær ; thi flige skrald dundre gennem hele huset 
lige op til kvisten , op og igen , igen og op , blæsten 
fylder gangene , og døre springe op ; alle har det 
uhyggeligt , men ingen gider gå ned og stænge ondets 
ophav ; portneren er ude i byen , og så længe får 
da og hushyggen være borte . 
Det var netop en sådan ulukket , utrætteligt skraldende 
port , som blev indgangen til , hvad jeg her har 
at fortælle . 
Som jeg gik forbi den , hørte jeg nemlig en 
stemme , som syntes mig så vel bekendt , en gammel 
kær røst — skønt jeg i førstningen ikke vidste , hvor 
jeg skulle tage den fra — råbe utålmodigt på 
portneren . Det var den flængende port , det gjaldt . 
Munden var klarlig det eneste nervøse individ i det 
hus ; i al fald var portneren det ikke ; thi han lod til 
at være lige ufølsom , både for fin port og for ham , 
som tog sig af dens sag , og som forgæves holdt på 
med en portnøgel , der ikke lod til at passe . 
Endelig kom portneren ud af sin underjordiske 
hule , og under en lille ordstrid , som udspandt sig 
mellem den nu forsonlige og blide , sin egen irritabilitet 
frygtende stemme og den brummende portner , var 
det , at jeg med al en vågnende erindrings magt 
genkendte foran mig min gamle ven fra studentertiden , 
David Holst , sammen med hvem jeg havde levet 
tre af mit livs rigeste ungdomsår . 
„ Er det dig , David , så får du lade mig flippe 
ind , før du stænger ! “ råbte jeg , såvan som jeg 

ville have gjort i de gode gamle dage for tyve år 
siden . 
Porten åbnede sig helt , og et håndtryk fra den 
udtrædende dunkle skikkelse sagde mig , at han ikke 
havde behøvet at rode så længe som jeg i sin hukommelses 
kiste , men at han havde taget mig frem af den 
med engang . 
„ Følg mig ! “ var hans eneste ord , og så steg 
vi tavse , han foran og jeg efter , op igennem de ubelyste 
trapper , en , to , tre etager og endnu en adskilligt 
smalere trappe højere . Der tog han mig i hånden 
for at lede mig , noget , som vel tiltrængtes , da det , 
såvidt jeg kunne skønne , var ind over et mørkloff , 
hvor der hang klædessnorer , — han bad mig også 
bukke mit hoved . 
På vejen tænkte jeg i mit stille sind mit . 
Hans hånd — jeg kom til at huske på , at han i 
gamle dage var noget forfængelig af den — var 
klam , måske af sindsbevægelsen , og han standsede 
undertiden i trapperne , som om han måtte trække 
pusten . Den trange mørkloftstrappe hviskedee også 
til mig , at min ven David , der i sin tid dog havde 
lov som et godt hoved , nok ikke kunne have drevet det 
synderlig langt i jordisk forfremmelse . 
Han lukkede op ' en dør og bad mig træde 
først ind . 
På et langagtigt bord stod en lampe , hvis 
skærm samlede dens lysning stærkt , næsten kun en 
alen omkring lampefoden , på et skrivetøj og nogle 

papirer , som lå der , så at yderkanterne af bordet 
i begyndelsen forekom mig at ligge i mørke . Bag 
det syntes jeg , der var ligesom en sort grav , der dog 
lidt efter , da øjet blev vænnet til lampens bratte 
lysskær , viste sig at være en sofa , foran hvilken der 
stod et næsten tilsvarende langt , malet arbejdsbord med 
firkantede ender . 
Når to ungdomsvenner på sådan måde 
mødes , er der under den ligefremme form ofte alligevel 
en hemmelig blyhed af vinde over ; der er et mangeårig 
lag af forskellig oplevelse , som skal ryddes 
tilside . 
Efter en liden pause gik min ven , som med en 
pludselig resolution , raskt hen og tog lampeskærmen af , 
så det blev lyst ud over værelset . 
„ Du seer , “ sagde han , „ jeg har det accurat som 
i gamle dage , blot af der nu er to kvistvinduer 
istedetfor et , nogle flere hylder med bøger og lidt 
bedre månedsgage , som jeg får ved af slå sammen 
en lærerplads ved en af almueskolerne her med en 
lidet vanskelig post i en Avis . Det er nu alt , hvad jeg 
behøver , ser du . Jeg er først flyttet herind ivår fra Bergen 
og skulle egentlig have hilst på dig , men har ikke endnu 
kommet mig til ; på gaden har du altid set mig 
formeget ud , som om du pilede i praksis . Men nu , 
jeg har dig på min hybel , skal vi også tage os en 
passiar om gammelt , og hvordan du har det . Tag 

af dig , så skal jeg imidlertid gå ned og se til at 
få i stand noget toddy . “ 
Hermed satte han lampekuppelen på igen og 
forsvandt ud af døren . 
Denne min vens noget forcerede indledningstale 
var mig ikke rigtig naturlig ; det var , som om han med 
sin flotte fortrolighed mere rettede sig efter mit end 
efter sit eget væsen , og det hele gav mig indtryk af , 
at han på forhånd ville parere af alsfens unødige 
spørgsmål . 
Vi havde i grunden endnu ikke vekslet så meget som 
et håndtryk , og jeg i al fald ikke fået sagt en stavelse , 
ja jeg havde egentlig endnu ikke fået se mere af ham 
end det lille glimt af hans ansigt , med det samme 
han igen vendte sig mod lampen og satte skærmen 
på . Jeg genkendte dog , trods aldersforskellen , det 
samme magre , fine , blege ansigt , som i gamle dage 
undertiden kunne få et så skønt , tungsindigt udtryk 
— det var med det , han for altid stod fotograferet i 
min erindring — men trækkene havde nu fået en 
påfaldende skarphed , og i det korte øjekast , jeg opfangede , 
var der et udtryk , samtidigt lidende og spejdende , 
der gjorde mig så ubeskrivelig ondt . Jeg har 
set syge sætte det samme blik på mig , når de 
vare bange for , at meningen var at operere dem , og 
troede nu i al fald at forstå så meget deraf , at det , som 
det her nok gjaldt om at operere , var min vens gamle 
fortrolighed , samt at hertil udfordredes al min behændighed . 


jeg var engang den troskyldigste fyr under solen ; 
men siden jeg blev læge og fik se , hvordan menneskene 
egentlig er , og at der ikke findes det i verden , man 
ikke må forudsætte hos selv den bedste , når man 
ikke vil gå fejl af sygdomsårsagen , er jeg bleven 
omvendt til et absolut mistænkelighedsmenneske . Jeg 
mistænker alt og alle , endog , som læseren oven har 
set , de værdige mænd , som spadsere ude i uvejr . En 
indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind 
igennem en ursfov end jeg , når det kniber , ind i 
min patients fortrolighed , og min ven David var 
lige med et blevet mig en patient . Mig skulle han 
nu næppe længere få lurt af med sit snak om 
„ Gammell “ og et glas punsch på sin „ uforandrede 
studenterhybel “ . 
Mit første krigspuds blev nu i en hast at fortsætte 
den revision af værelset , som min ven noget 
vel flygtigt havde ladet mig begynde . Jeg tog lampen 
og gav mig til at se inig om . 
Inde ved den sofaen modsatte væg , under det af 
taget dannede skråloft , var hans seng med et lille 
rundt bord foran . På en boghylde , som stod på 
gulvet op mod væggen i hjørnet ved sengefoden , 
genkendte jeg Henrik wergelands buste , endnu mere 
defekt på hage og næse end i min tid og nu tillige 
blindet på det ene øje ; han var medfaret næsten 
lige så ilde som det gamle klodshoved , jeg røgte af , 
og som jeg også havde kendt igen , uagtet yderligere 
flænget og hugget på kryds og tværs . Min ven 

havde nemlig den bane at sidde og snitte sine tankestreger 
i det , medens han røg tobak og af og til 
kastede et ord ind i passiaren for at vedligeholde den , 
som man kaster brænde på en ild — det var ligesom 
mere stemningen i samtalen og det , at der 
overhovedet blev talt , end selve tanken , han brød sig 
om . I den stilling havde han også ofte netop dette 
stille tungsindige udtryk over sig , som om han smilte 
til noget skønt , vi andre ikke så . 
Mellem sengen og hylden opdagede jeg nogle 
flasker , simple bouteiller , og med lynets hurtighed 
slog den mistanke op i mit sind — jeg er , som sagt , 
ikke af naturen , men gennem skuffelse , blevet den 
inkarnerede mistroiskhed — at min ven måske var 
bleven forfalden til drik . 
Jeg satte lampen fra mig på gulvet . I den 
ene flaske var blæk , i den anden paraffin og i den 
tredie , - mindre , medicintran , som han altså tog , sandsvnligvis 
for sit bryst . 
Jeg huskede på den klamme hånd , hans standsen 
og tunge åndedrag i trappen , og følte mig skamfuld 
som et rigtigt skarn , der havde kunnet tænke mig min 
ungdoms kære ven og , jeg kan gerne sige , ideal 
jevngod med enhver anden slubbert ude i det gemene 
liv , der absolut skal mistænkes . 
Han fik i stilhed min angergivne afbigt , medens 
jeg læste hen over rygtitlerne og genkendte en og anden 
af bøgerne . Denne hylde lod til netop at være hans 
studenterboghylde . Jeg trak ud en tyk bog , gamle 

Saxo grammaticus , som jeg erindrede engang at have 
købt på en auktion og foræret ham , men fik nu helt 
andet at tænke på . 
Det gik med mig som med den , der trækker ud 
en mursten og pludselig finder en hemmelig indgang 
— jeg følte mig med et foran indgangen til min 
vens hemmelighed , skønt endnu kun foran et dybt , 
mørkt rum , der nok kunne gennemvandres med fanfasien , 
men hvori jeg i virkeligheden ikke kunne se , 
medmindre min ven selv leverede mig lygten . 
Det , som i den grad tiltrak sig min opmærksomhed 
og ligesom naglede al min sands og erindring 
til stedet , var intet hul , men et hoved på en violin , 
der stak op bag hylden med en støvet Hals og et 
sammenfilter af strenge mellem skruerne . En flap 
basstreng hang ned ; den forstrakte , sprungne diskant 
kavde krøllet sig opover , og under de to hele strenge 
lå , hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og 
tage flere bøger ud af rækken , stemmehesten flad . 
Jeg undersøgte violinen , som jeg ikke godt kunne tage 
frem , ligeså omhyggeligt , som om jeg havde fundet en 
ven syg og udhungret — der var en » repareret 
sprække i dens bryst . Jeg kunne ikke hindre , at jeg , 
fangen i gamle erindringer , blev vemodig stemt , så 
inderlig vemodig . 
Jeg lukkede mit murhul af bøger til , satte 
lampen på bordet igen og mig selv i sofaen , hvor 
jeg ved det dampende klodshoved — jeg så deri 
bl . A . igen mine egne navnebogstaver , indskårne af 

mig selv — gav mig hen til minder , som jeg her vil 
meddele , selv med fare for , at læseren skal finde , at 
min ven bliver noget længe borte med punschen . 
Gennem dem vil han blive nærværende slig , som han 
stod for min sjæl i ungdomserindringens lys , og 
slig , som læseren med mig må kende ham , om han 
skal kunne forstå ham . 
Vort studenterbekjendtskab opkom naturligt derved , 
at vi være nordlændinge begge to . Han var tre fire 
år ældre end jeg , og at han var den betroede , skønt 
anonyme tteateranmelder i h . . . bladet , gav ham 
desuden i mine øjne i og for sig selv en officiel 
overlegenhed , hvorfor jeg bøjede mig . 
Men mere end dette virkede hans væsen på 
min ungdommelige indbildningskraft . Der var noget 
usædvanlig nobelt ved hans slanke figur og hans fine , 
smale , alvorlige ansigt med den høje pande og den 
svære , krøllede , sorte hårmasse om tindingerne . De 
stærke øjenbryn og en udpræget romernæse optog 
ligesom opmærksomheden fra hans øjne , der vare 
lyseblå og mere i pagt med hans bleghed og 
skægløse ansigt end med den mere energiske del af 
hans træk . Det var dog disse sidste , som gav det 
første indtryk af ham . Senere lærte jeg at læse 
trækkene anderledes og at se , at der i dem netop lå 
afpræget strømbrydningen af den dobbeltnatur , hvori 
hans liv efterhånden blev søndermalet . 

et fint smil , når han talte , og et tilbageholdende 
væsen gav ham noget fornemt , der i al fald 
imponerede mig storligen . Han var den eneste student , 
jeg kendte , som ikke gik med studenterhue , — han 
brugte en flad , blå sjømandshue med kort skygge , 
der klædte ham meget godt . Når han blev ivrig , 
hvilket kunne hænde ham i en disput , thi han var en 
såre stærk logiker , noget , hvori han imidlertid kun 
indsatte sin forstand , men , så vidt jeg skønner , aldrig 
egentlig sit hjerte og sine dybere stemninger , — strak 
hans stemme ikke til ; den blev overanstrengt og skrigende 
som fra et dårligt bryst . Den slags rencontrer 
angreb ham også altid og efterlod ham i 
irritabel uro længe bagefter . 
En besynderlighed hos ham var , at han undertiden 
tog sig fodtoure på jflere dage ud på landet , og 
dette både sommer og vinter . Noget følgeflab ville 
han aldrig vide af . Havde han ønsket det , ville han 
have anmodet mig , det følte jeg , og det kunne derfor 
aldrig falde mig ind at påtrænge mig ham . 
Han drog da afsted uden Randsel ; dette bemærkede 
jeg engang , jeg tilfældig så ham strejfende over 
Marken et par mile fra byen , hvor jeg var i besøg . 
Når han så kom hjem , var han i perlchumør , 
medens han derimod , før han drog ud , altid var ordknap 
og tungsindig , så jeg næsten alene måtte stå 
før passiaren . Han havde det ligesom med humørperioder . 


et mærke på , når en sådan stemning havde 
indfundet sig , var mig netop den violin , som jeg nu 
tyve år efter fandt strengeløs forstukket bag hans 
boghylde . Som den lå der , blev den mig atter det 
samme mærke , men nu ikke længer på en periode af 
dage , men af år . 
Denne violin holdt han engang højt i ære , den 
havde hæderspladsen på hans væg med buen ved 
siden . Han havde fået den efter en ven , en gammel 
klokker i hans hjem oppe i Nordland , af hvem han 
havde lært at spille , og som nok havde været et slags 
musikalsk geni af dem , der ikke kommer til sin ret 
her i verden . 
David holdt meget af at fantasere , ikke blot på 
denne violin — han havde fint gehør og havde lært 
ikke så lidet , — men også om den : hvorfra den 
egentlig skrev sig , og hvor gammel den kunne være ? 
Et utydeligt stempel inde i bunden ville han overmåde 
gerne tyde til , at den „ muligvis var en cremoneser “ ; 
han var lidt svag på det punkt , og dette 
rum for gjetningen var åbenbarlig for ham en 
herlighed ved violinen . 
David Holst havde noget , som han kaldte klassisk 
musik , et par længere nummere , som han spillede 
efter noder . Dette tiltalte nu mig mindre og forekom 
mig altid i slægt med det , som var fremme i hans 
væsen , når han optrådte som logiker . Det var 
mere som en streng åndelig skoleøvelse — og han 

spillede vist da ligeså correct , som han ellers skrev 
eller disputerede — end som nogen hjertesag . 
De tider , da den klassiske musik og den kritiske 
passiar rådede på hybelen , var visselig de , hvori 
han selv befandt sig mest i ligevægt . Han var da 
også mindre hjertelig i sit væsen , selv mod mig . 
Men så kom der tider , hvori nodestolen fik 
stå i krogen . Han kunne sidde lange stunder og 
stirre hen for sig , som han faldt i staver , og så på 
sin violin give sin stemning luft i alsfens fantasier , 
der helt anderledes end hans såkaldte klassiske musik 
tiltalte mit , iøvrigt lidet musikalsk uddannede øre . 
Det var allehånde småstykker , der efterhånden 
mere og mere droges ind i hans egen mol-maner 
og undertiden en underlig vemodig Melodi , som jeg 
dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle få 
gange , og da altid som i en Art selvforglemmelse . 
Jeg havde ved disse lejligheder en følelse , som om 
han betroede mig noget dejligt , han havde mistet i 
livet , og hvorover der altid måtte sørges . 
Længere ude i en sådan periode blev han som 
sagt mere uregelmæssig og var sjælden at træffe hjemme , 
kunne da også undertiden ironisere bittert over kammerater , 
professorer og tilstande , og for den , som det 
gik ud over , næsten blodigt . 
Jeg havde privilegium på at tage nøgelen og 
gå ind på min vens værelse , også når han ikke 
var hjemme . Hang hans violin ustelt , vidste jeg , at 
det var ilde fat og at hans egen tilstand så omtrent 

svarede til biolinens . Det første , han gjorde , når 
alt var vel igen , var også altid med omhu at sætte 
den i stand . 
Aldrig havde jeg dog i hin tid set denne øjesten 
sådan henslængt og behandlet , som jeg nu , tyve år 
efter , genfandt den , støvet og sprukken , bag boghylden . 
At jeg fik mine vemodige tanker derved og af den 
anede en lidet glædelig livshistorie , vil læseren således 
nu kunne forstå og dermed forhåbentlig tilgive mig , 
af jeg har ført ham med mig fra David Holst ' s 
værelse , hvor jeg sad og ventede på , af han skulle 
komme med punschen , så langt ud i mine ungdomsminders 
land . I tre år havde vi så godt som daglig 
været sammen . Siden måtte David Holst ud som 
huslærer , og vore veje skiltes , som det plejer af gå i 
livet . 
Her i aften var nu mødestedet . 
Det klirrede ude på gangen , og lidt efter åbnede 
David Holst med forsigtighed døren for en pige , 
som indbar en dampende Mugge med tilhørende rekvisita , 
der nok kunne falde i en mands smag , der , 
som jeg hin eftermiddag , i flere timer havde færdedes 
ude i uvejr . 
David fandt mig installeret på sin sofa med sin 
pibe i munden og sine tøfler på fødderne , aldeles 
sådan , som Tingen ville være faget mellem os i 
gamle dage — og dette henregnede jeg nu i stilhed 
til et af mine listige kneb ; thi på disse indgangsbilletter , 
hans pibe og tøfler , indsatte jeg mig selv 

uden videre på forudsætningen om vor gamle fortrolige 
fod . Jeg følte mig som den feltherre , der er 
så heldig af kunne åbne kampen ved straks af occupere 
en hel provinds . 
I mangel af sin vanlige sofaplads flød David 
en stol til bordet og satte sig lige over for mig , idet 
punschebrættet placeredes imellem os . 
Vi sagde nu begge igen ved bredden af den 
samme glædens flod , hvori vi så mange gange 
havde boltret os i vor ungdom , men nu øste vi begge 
forsigtigere . 
I samtalens løb heldede han sig oftere hen imod 
mig , som om han lyttede , og hans hoved kom derved 
indenfor området af lampens stærke lysskær . Jeg 
bemærkede da , af hans hår var blevet meget tyndt 
og ikke så lidt gråsprængt , og af der stod små 
svedperler på hans ikke længer rynkefri pande . De 
gråblege , skarpe ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende 
udtryk i hans øje sagde mig , af hans væsen 
legemligt eller åndeligt gemte en underjordisk ild , 
som næppe længer stod til af flukke . Da jeg nu derhos 
af gentagne hosteanfald troede af forstå , af disse 
hans bøjninger forover mod mig ligeså gerne kunne 
have sin-grund i , af han var træt og søgte hvile 
mod bordkanten som i samtalens interesse , besluttede 
jeg mig med engang til af gå lige løs på spørgsmålet 
om hans helbredstilstand og således sætte mig 
i besiddelse af nok et vigtigt udenværk om hans 
fortrolighed . 

jeg rejste mig pludselig bestemt og alvorlig og 
sagde , at jeg som erfaren læge desværre så , at han 
ikke var så lidet syg , som han mulig selv troede , og 
at han , da han øjensynlig var afkræftet og mat — jeg 
påberåbte mig sveddråberne på hans pande — 
ialfald nu straks skulle sætte sig hen i den magelige 
sofa , som jeg hidtil havde optaget . 
Han erkendte , at han ikke vel havde tålt at gå 
de to gange i trappen , — første gang var han 
kun gået ned for at få slut på den slemme træk 
gennem huset — og satte sig efter mit ønske villigt 
i sofaen . 
Det var brystet , sagde han . Ved hjelp af 
hørerør og percussion opdagede jeg desværre , at han 
kun havde alt for megen ret . Det var brystet , men 
i en sådan tilstand , at her kun var tale om at vinde 
tid , ikke om at frelse ; thi den ene lunge var helt 
borte og den anden alvorlig angrebet . 
Den sidste del as aftenen følte både han og jeg 
os som genfødte på den gamle fod . Min myndighed 
som læge gav mig derhos nu en smule overvægt . 
Klokken ni erklærede jeg , at han måtte i seng , 
og sagde ham , at jeg næste dags formiddag agtede at 
komme igen og ordinere ham det fornødne . På 
almueskolen skulle han , hørte jeg , først læse den dag 
klokken elleve — til den tid lovede han mig , ikke at 
gå ud . 
Da jeg kom hjem , fandt jeg min hustrn i stor 
angest for mig . Hun kunne ikke begribe , at en fornuftig 

mand og dertil en doktor , som gav andre så forsigtige 
råd , kunne fare om mere end nødvendigt i et 
sådant himmelvejr ; og jeg havde jo været ude i det 
hele tiden , næsten siden middag . 
Hertil var nu intet at sige , og jeg overtænkte 
kun , medens hun talte , hvorledes jeg bedst skulle vinde 
hendes stemning for den sag , der nu lå mig på 
hjertet . Min hustrn havde ikke spor af kendskab 
til min dødssyge ven , og hun kunne kanske endog , om 
jeg kendte hende ret , falde på at blive stødt , når jeg 
fortalte hende , at han på en måde havde ejet min 
ungdoms kærlighed før hun . 
Det gik virkelig også , som jeg forudså ; thi det 
var først efter en noget betænkelig lang pause , at hun 
med et kom hen og sagde , at min bedste ven naturligvis 
også skulle være hende inderlig kær . 
Og fra det øjeblik af kunne heller ingen være 
ivrigere end hun . I hvad hun tager sig for , så gør 
hun det nemlig altid tilgavns , og hun opgjorde endnu 
samme aften , hvordan sagen fluide arrangeres . 
Klokken ti den næste formiddag var jeg med 
min hustru oppe hos min ven og forestillede hende 
for ham med de ord , at hun ønskede sig betragtet som 
en ligeså gammel veninde af ham , som jeg var ven . 
Jeg fortalte ham , så trøstig jeg kunne , — men da 
jeg sagde det , så min hustru bort , — at hans sygdom 
absolut forlangte , at han holdt sig inde under 
cuur i seks måneder , til den varme sommer kom og 
kunne fuldende helbredelsen , samt at jeg håbede , han 

ville samtykke i , at jeg arrangerede sagen med almueskolen 
for ham . 
Han var øjensynlig både overrasket og rørt . Livet 
havde ikke budt ham venskab , sagde han ; han var så 
lidet vant til at tage mod det , selv hvor det kom så 
sandt og godt som her . Efter en del parlamenteren 
overgav han sig dog til sidst på nåde og unåde til 
min kone , der ikke holder af at tabe . 
Flytte hen til os , som jeg foreslog , ville han 
imidlertid ikke , da han havde såt dette værelse kært , 
og — som han åbent sagde — han ville ikke føle sig 
vel ved at blande økonomiske forbindtligheder , dem han 
desuden ikke tiltrængte , ind i denne sag . 
Fra nu af besøgte jeg ham i regelen hver formiddag 
og slog da som oftest tillige en lille passiar 
af om forskelligt ude i byen , som jeg kunne tænke 
mig ville interessere eller i al fald adsprede ham . 
Min hustru tog sagen på sin egen vis . Modsat 
af , hvad jeg havde været en smule bange for , udførte 
hun ingen gennemgribende revolution i hans husholdning 
og tilvante stel . At opvartningspigen havde 
sine grunde , hvorfor hun så ofte så op til ham , og 
at hun hver dag med bæven afventede min hustrus 
stille mønstring af , hvorvidt støvet var borte og 
værelset i orden , derom kunne han ikke have nogen 
anelse . Det eneste , som min hustru åbenlyst satte 
igennem , var alskens sendinger af styrkende sager . 
Med pigen , som bragte dette , fulgte så gerne et af 

børnene , søm han da undertiden fandt fornøjelse i at 
beholde hos sig en stund og underholde sig med . 
Dette nye og for ham uvante forhold lod også 
til at adsprede ham ; men efter en måneds forløb 
begyndte humøret igen at blive nedtrykt . Vore besøg 
besværede ham øjensynligt , hvorfor disse også blev 
indstillede for en stund . Han tilbragte sågødtsom 
hele dagen på søfaen henne i den mørke del af 
værelset . 
En aften , førtalte pigen , havde hun hørt det 
ligesom græde og hulke inde på værelset ; hun var 
derfor ikke gået ind , men var bleven stående udenfor . 
Lidt efter syntes hun , det var , som om han bad så 
inderligt , men ordene forstod hun ikke . Aftenen efter 
. hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom på en 
violin , der ikke rigtig gav lyd . 
Den følgende formiddag , da jeg kom til ham , 
var hans sindsstemning helt forandret , og til min 
overraskelse blev jeg vaer , at hans violin hang pudset 
og med påsatte strenge , men rigtignok med sprækken 
i brystet , på væggen med buen ved siden af . 
Henne på bordet ved sengen bemærkede jeg også en 
gammel bibel , søm jeg aldrig før havde set hos ham , 
formodentlig fordi denne skat altid havde været forvaret 
i hans commode som en helligdom . 
Han så mere end sædvanlig mat og medtaget ud ; 
men hans ansigt havde et forklaret udtryk over sig , 
som en mands , der har stridt med sin skæbne og nu 
har vundet ro og resignatiøn . 

om det gik an , sagde han , ville han gerne samme 
formiddag tale med min hustru ; , men med mig ønskede 
han helst at tale nu straks , og jeg måtte derfor 
sidde ned en stund hos ham . 
Med et smil — det samme stille , hans egen 
skønne hemmeligheds smil , som jeg kendte så godt 
fra gamle dage , men som nu ligesom ikke længer behøvede 
at unddrage sig opmærksomheden — vendte han 
sig til mig og sagde , idet hun lagde sin hånd på 
min skulder og så mig ind i ansigtet : „ Min kære , 
hjertensgode Frederik ! Jeg kan ikke sige dig hvorfor , 
men jeg ved bestemt , at jeg ikke lever så længe , at jeg 
får se våren igen . Det , som fejler mig , kan hverken 
du eller noget menneske give mig , kun Vorherre ; men 
af alle mennesker har du stået mig nærmest , og dit 
venskab har rakt did , hvor du ikke har kunnet ane 
det . Du har en ret til at kende den , som har været 
din ven . Når jeg er borte , — og dette fler usvigeligt 
i denne vinter , kanfle hastigere end du efter min 
sygdoms stand tænker dig — , så vil du finde en 
del optegnelser i min C ommodeskuffe ; det er min 
tidligste ungdoms historie , men , simpel som den er , har 
den for mig været afgørende for hele livet . Den vil 
fortælle dig , at verden har været mig tung , såre 
tung , og at jeg var så glad som en sluppen fugl ved 
at forlade den . “ 
„ Der var en tid , “ føjede han til efter nogen 
nølen , „ da jeg helst ønskede at begraves ved en kirke 
oppe i Nordland ; nu tror jeg derimod , at det kan være 

det samme med stedet , og at der kan hviles ligeså 
fredeligt hernede . “ 
Hermed trykkede han min hånd og bad mig gå 
efter min hustru . 
Da hun kom , overraskedes hun ved at se ham så 
lys og let af sind , som hun aldrig havde tænkt sig , 
han kunne være . Han ville , sagde han , af hendes 
venskab udbede sig en tjeneste . Det var en grille af 
ham ; men , hvis han skulle blive kaldt bort , måtte hun 
love ham , næste vår at plante en vildt voksen rose 
på hans grav . 
Hvor sørgelig anmodningen var , forstod min hustru 
egentlig først , da jeg havde fortalt hende , hvad der forud 
var passeret ; thi David Holst havde selv set så frejdig 
og lys ud , da han talte med hende , af det sørgelige 
ligesom var kommet bort . 
Min vens spådom om sig selv viste sig desværre 
af være alt for sand . Skønt hans humør stadig 
blev lysere , undertiden endog så han fik et skær af 
livsglæde , gik hans sygdom dog altid den modsatte 
vej til det værre . 
En dag fandt jeg ham fra sin seng — hvor 
han nu for det meste tilbragte hele dagen — meget 
interesseret ligge og betragte , hvorledes min lille Anton 
havde „ gjort dampbåd “ af hans gamle violinkasse , 
hvis låg var borte , og hvormed han nu på gulvet 
anløb alflens fremmede havns . Da jeg kom hen til 
sengen , sagde han smilende , af han havde været hjemme 
i Nordland og legt i fjæren igen . 

min hustru var nu mere og mere bleven hans 
sygeplejerske . Hun var hos ham et par gange om 
dagen og sad ved siden af hans seng . Han holdt 
hende da gerne i hånden , eller også bad han hende 
læse noget for sig af hans gamle bibel . De ttemaer , 
han opsøgte , var helst de , hvori det gamle testamente 
taler om kærlighed mellem elskende . Især dvælede 
han ved historien om Jakob og Rachel . 
Min hustru , der nu havde fået ham inderlig 
kær , betroede mig en dag , at hun nok troede at vide , 
hvoraf min ven led ; det var visselig intet andet end 
en ulykkelig kærlighed . 
Så rørende skøn , som han lå der henimod 
døden , havde hun aldrig tænkt sig , at et menneske 
kunne blive . Når han lå stille og smilte , var det , 
som om han tænkte på et stevnemøde , hvortil han 
skulle , så snart han var færdig med os her på jorden . 
En aften bad han min hustru sidde hos sig . 
Klokken ni fik jeg bud ; men da jeg kom did op , var 
han ikke mere . 
Han havde bedet min hustru læse for første gang 
et stykke af højsangen for sig der , hvor hun fandt et 
gammelt mærke i hans bibel . Det var det andet 
capitel , hvori både bruden og brudgommen taler , 
og som begynder så : „ Jeg er en rose i saron , en 
lilje i Dalene “ og ender med : „ Indtil dagen bliver 
luftig og skyggerne fly bort , gak omkring , bliv lig en 
rå , min kæreste ! eller som en ung hind på betters 
bjerge . “ 

han havde bedet hende læse det to gange , men 
under læsningen var han stille sovet hen . 
Og der lå han dejlig i døden , med et stille 
smil , som hilsede han nu en sådan lund hinsides i 
betters bjerge . 
Den næste sommer stod der et trækors og en 
blomstrende vild hyben på en grav ude på byens 
kirkegård . Der hviler min ven David Holst . 
Til min vens livshistorie fandt jeg henlagt som 
begyndelse et afsnit , hvoraf en del synes at være tilsat 
i en modnere alder . Det viser , med hvilke stærke 
tråde han har været naturbundet til sit hjem , og 
med hvilken kærlighed han har hængt ved det . 

andet afsnit . 
Nordland og nordlændingen . 
Forsåvidt et menneske som jeg , der lever i en 
så sørgelig virkelighed , tør tale om illusioner — 
hvilken mængde og hvilke store . Illusioner har jeg så 
ikke her inde i Kristiania fået knuste . i de to—tre 
år , siden jeg forlod mit hjem i Nordland og er 
bleven student — hvor grå og mat er ikke denne 
verden hernede , hvor små og smålige mod , hvad 
jeg har tænkt mig , både mennesker og forholde ! 
Jeg var i eftermiddag med nogle venner ude og 
fiskede på fjorden , og vi morede os naturligvis alle sammen 
— undtagen jeg , der dog ypperligt lod , som 
jeg gjorde det . Nej , jeg morede mig ikke ! Vi sad i 
en fladbundet , bred , styg båd , som de kaldte „ Pram “ , 
en indretning , der ligner en vadskerbalj , og fisfede 
den ganske eftermiddag i noget grumset vand på få 
alens dybde med et spædt snøre tilsammen ialt 7 , 
syv , hvittinger — og så roede man da tilfreds iland ! 
Jeg befandt mig næsten vammel ; thi , lig denne pram 

uden køl , hvorpå den kan ligge en Cours , uden sejl , 
der ikke engang anstændigt kan tænkes fat på den , 
uden søgang , hvilken den ikke ville tåle , og lig 
denne grumsede , grå , bølgeløse sø udenfor staden 
med nogle få små hvittinger i — synes mig i grunden 
hele livet hernede . Det har ikke i nogen henseende 
andet at byde end sådanne små hvittinger . 
Mens de andre snakkede , sad jeg og tænkte på 
en fisketur , hvor hun var med , ude mellem vetteskærene 
hjemme i vor lille sexårings båd — hvilken 
anden dag , hvilken anden båd , hvilket andet eventyr ! 
Ja , hvor eventyrløst , fattigt og gråt er dog ikke livet 
hernede på de rige , kornbærende lerbakker og den 
af dampbådsrøg sodede hovedstadsfjord eller herinde 
i selve . Byen imod hjemme . Men ymtede jeg 
dette højt , ville disse overlegne folk rigtignok sætte 
store øjne . 
Man taler her om fiskeri og mener derved nogle 
fattige ' dræt tørst og hvittinger . En nordlænding 
forstår derved , som i alt andet , det tusinddobbelte , 
han mener lofotens og finmarkens millioner og derhos 
en overstrømmende mangfoldighed af arter fra hvalerne , 
der sprøjte gennem sundene , med store , sossende 
fiskestimer foran sig , ned til de allermindste . 
Den eneste bemærkbare fisf , jeg kender hernede , og 
som jeg altid seer på , hvor jeg finder den , er guldog 
sølvfiflen , som man holder i glas , ligesom man 
har kanarifnglen i bur ; men den er igen fra et 
andet eventyrland i syden . 

ved fugl fdrestiller en nordlænding sig hellerikke , 
som hernede , bare et og andet stykke madvildt , men 
en himmelens hob af alle slags , bølgende i luften 
som en hvid brænding om fuglebjergene , et belt singende , 
myldrende snevejr over æggeværene ; han mindes 
edderfugl , Teiste , and og Kjeld svømmende i fjord og 
sund eller siddende rundt på skærene , mågerne , 
fiskeørnen og fiflejon jagende i luften , hubroen 
tudende fælt om natten ude fra fjeldskårene — kort 
sagt , han mener en hel verden af fugle og har en 
smule ondt ved at indskrænke begrebet til bare en og 
anden enkelt stakkels tiur , som man har hjerte til at 
overraske og dræbe midt i en elflovsleg , mens solen 
rinder oppe i en furulid . 
Istedetfor bærmarkerne her har han de milelange 
multemyrer hjemme ; i stedet for den på søsijæl temmelig 
ensformigt fattige strand hernede , haster han en , der 
er strøet med den forunderligst farvede mangfoldighed 
af dem . 
Nordland ejer overhovedet alle naturforhold i en 
intensiv grad og i helt anderledes kolossalt mægtige 
modsætninger . Det har et endeløst , stengråt øde 
som i urtiden , før menneskene byggede , men midt i 
dette også sine endeløse naturrigdomme ; det har en 
sol og en sommerherlighed , hvis dag ikke er kun 
tolv timer , men varer uafbrudt dag og nat i tre 
måneder , da man mangesteds må gå med maste 
for myggesværmen , men til modsætning igen en nat 
med mørke og rædsel , som varer i ni . Der er 

jetteforholde , men uden de mere uanseelige overgange 
midtvejs imellem alle yderligheder , hvorpå det rolige 
liv her sydpå bygges ; det er med andre ord forholde 
mere for fantasien , eventyret og hazarden end 
for den jevne forstand og den stille , sikre birken . 
En nordlæmding kan derfor let i begyndelsen 
hernede føle sig ligesom en Gulliver , der er kommen 
til lilliput , og passer overhovedet næppe vel mellem 
indvånerne , før han har fået skruet sine gamle tilvæmnede 
forestillinger ned til denne mindre virkeligheds 
nøgterne mål , kort sagt , for han lærer sig til 
af bruge forstand i stedet for fantasi . 
Finnen på ski med sine rensdyr , kvænen , 
russen — ikke af nævne den stadigt færdende , på 
land træge , men i sin båd kvikke nordlæmding selv — 
ere unægtelig alle helt interessantere folk end den 
grå havrebonde , hvis fantasi næppe går længer bort 
fra hans egen ager end til det af undres på , hvor 
oppe i udmarken mon tampen nu skal hentes . 
Når man taler om uvejr og bølger , så mener 
man her en smule storm og søgang op ad kristianiafjorden , 
der endog kan afstedkomme en smule 
„ Skade på havnen “ , og tager det som overmåde 
rystende , når en klodset bådmand er forlist . For 
min tanke kommer da noget helt andet : pludseligt 
nedfaldsvejr ifra fjeldet , som tager huse bort — hvorfor 
man hjemme også surrer dem med touge — , 
bølger ind fra ishavet , der begrave de høje skær og 
Holmer i skum og „ tage grundbråt “ på mangfoldige 

favne vands dyb , så af fartsjet med et 
kommer til af stå på tør bund og knuses midt i 
havet ; skarer af kække mænd , som sejle undaf 
vejret for livet , og ikke blot for deres eget liv , men 
med en dyrt tilkæmpet last også for deres , som 
hjemme sidde , og som endda midt i dødsfaren prøve 
på at give deres kuldsejlede kammerat en håndsrækning ; 
jeg tænker på forlis af mangfoldige både 
og fartøjer i vinterkvælden mellem sjørokket og på 
bølger — ja , det kunne for en gangs skyld være 
værdt at se dem ( som vanligt tre i følgelag og den 
sidste bølge værst ) i anmarche med skumkammene 
højere end toldbodtagene og kanske en jagt , der må 
landsættes , på nakken , suse ind ad Kristiania fredelige , 
smale havn , kastende skibene med sig op i bven , 
og fulgte af tilsvarende tunge stormstød , så tagene 
løftedes af . Kom de , ved jeg nok , at det var mig , 
de ville hente , den stakkels inde i byens civilisation 
forstukne „ Fremsynte “ , som de mene , hører sig til ; 
men jeg ville kanske alligevel et øjeblik udover dødsangsten 
hilst dem som venner fra hjemmet , skønt de 
kom med lig og vrag på skulderen . De ville for 
en gangs skyld vise alt dette civiliserede småpirkeri 
herinde det vældige havs rædsel og storhed og spæde 
en smule havsalt dødsangst i al flauheden . Jeg 
gad nok set en hvalfisk i klemme mellem prindsensog 
Toldbodgade , gloende ind fil en familie i øverste 
etage , eller en havareret havdraug , forsøgt indbragt 
på rådstuen af de pene , guldsnorede konstabler . 

jeg gad også nok set byens tteaterkritik , der er 
vante fil to gange i ugen at se haupt- und statsaction 
i vaudeviller , stå med lorgnetten på næsen foran 
et sligt skuespil , der uden videre overflommede alle 
deres kritiske begreber og blækhuse og viste dem død 
og rædsel for ramme , knusende alvor . 
Hvor ville ikke en sådan recensent vokset i evne 
fil at forstå , hvad der er imposant og mægtigt i en 
digtning og i begær derefter , om han bare en gang 
i sit liv havde set „ Hesfmanden “ * ) på en uvejrsdag , 
sine 1700 fod høj , ride sydover ud i havbrændingen , 
medens kappen flagrer mod nord om hans skulder , 
og man fuldkommen illusorisk seer , foruden kæmpen 
selv i sin vælde , hestens hoved , øren , halsen , trindsen 
og dens majestætiske bryst . 
Der nordpå har den nordiske folkeforestilling 
også lige fra myttens tid lagt hjemmet for al ondskabens 
hær ; der har finnefolket udøvet sine troldkunster , 
„ sat Gan “ , og der , ved det mørke , vintergrå , 
bølgebrydende ishav , stå ligesom endnu urtidens til 
jordens yderste grændser fordrevne guder , de dæmoniske , 
forfærdelige , halvt formløse mørkets magter , 
som aserne kæmpede med , men som først st . Olaf 
med sit sejrende , solblanke korshjalte ret fik „ sat i stok 
og sten “ . 
Det , som man , siddende på den trygge tne midt 
inde i civilisationen , så letvindt flyder fra sig som 
* ) et mærkeligt . Fjeld i Nordland . 

overtro , — men hvilket dog som naturmagter i folket 
endnu lever — arter sig overhovedet her syd i folket 
ganske anderledes dukkemæssigt for forestillingen . Man 
har sig en lille forskrækkelse af smånisser , godmodige 
huldrefolk , en elskovssyg nøk og sligt , som nord hos 
os næsten går imellem husene som overtroens tamme , 
vanlige husdyr . Man har også der godmodige 
underjordiske , som drive deres fredsommelige båd- og 
* jagtbrug usvnligt ved siden af befolkningen . Men 
så skaber naturrædselen ved siden af en hel hær af 
onde dæmoner , der drage menneskene , druknede mænds 
genfærd , der savne christen jord , bergriser , havdraugen , 
som ror i en halv båd og i vinternatten 
skriger fælt ude på fjorden . Mangen , der virkelig 
var i nød , har på grund af frygten for ham 
måttet undvære bjergningen , og de „ Fremsynte “ kunne 
se ham . 
Men overrager naturovermægtigheden livet knugende 
tungt på denne vintermørke , havfrådcndegrændsekvsf , 
der dæmrer i ni måneder og i de tre af dem 
endog mister solen , så der skabes mørkerædsel i 
sindet , — så ejer Nordland til den samme yderlighed 
også den stik modsatte character , sin solvarme , luftklare , 
duftopfyldte , med farvernes uendelige rigdom 
skjønhedsvexlende sommernatur , hvori afstande på 
ti—tolv mile hen over sjøspeilet nærme sig hinanden 
på talehold , hvori fjordene klæde sig med brungrønt 
græs helt til Toppen — i losoten op til to tusinde 
fods højde — , hvori småbjerkeskoven krandser sig 

oppe i liderne og fjcldrevnerne som en leg af hvide , 
sextenårs piger , medens aromaen af jord- og bringebæret , 
som vokser der , når du , i skjorteærmerne for 
varmen , kommer forbi , kendes i luften som intet 
andetsteds , og dagen er så hed , at du får trang 
til at bade dig i den solfyldte , skvnlpende , til bunden 
forunderlig klare sø . 
At alle vækster få så stærk aroma og farve 
deroppe , har de lærde forklaret af det stærke lys , der 
sylder luften , fordi solen er uafbrudt oppe hele 
døgnet . Derfor kan heller intet så aromatisk jordbær 
eller bringebær eller en så duftende birkegren tages 
nogetsteds som » der . 
Har en underdejlig idyl noget hjem , så er det 
inde i Nordlands fjorddale om sommeren . Det er 
som om solen da kysser naturen så meget desto 
inderligere for den korte tids skyld , den ved , de har 
at være sammen , og som om de begge den stund søge 
at glemme , at de så snart igen må stilles . Da 
springer græsbakken frem som ved et pludseligt under 
og i ødsel mangfoldighed blåklokken , løvetanden , 
smørblomsteret , præstekraven , tornerosen , bringebæret 
og jordbæret ved hver bæk , om hver Tue , i hver lid ; 
da summer hundrede sorter insekter i græsset som i 
et tropist land ; da drives kør , heste og får op i 
Dalene og fjeldsiderne , medens finnen fra højfjeldet 
kommer ned i fjorddalen med sine rener og vander 
dein i dalelven ; da ligger mullebærmyren rødmende 
i fjerdingmile indover ; da er der stille solskinsfred i 

hver hytte , hvor fiskeren nu sidder hjemme hos sine 
og døter på redskabet til vinterfisket ; da er der i 
Nordland sommer så dejlig , som kun få steder har 
den , og en idyllisk naturglæde og fred som kanske 
intetsteds . 
Af denne naturens kælne blødhed får nordlændingen 
også et drag i sin karakter ; han holder 
af , når han kan komme til , at leve og klæde sig godt 
og bo lunt ; han er med hensyn til delikatesser en 
ren lækkermund . Torsketunger , ungryper , rensdyrmarv , 
saltet uer , ørred , laks og alflens saltvandsfifl 
af første slags , serveret med deres tilbehør af lever 
og rogn , det nærende rensdyrkød og allehånde vildt 
ere tilligemed de friskt smagende multer for ham kun 
vanlige retter . Såvel finnen som den nordlandske 
almuesmand er derhos på barnevis glad i alslags 
søde slikkerier , og hans „ Sirup på grøden “ er viden 
bekendt . 
Opdraget i en natur så rig på modsætninger 
og muligheder og på det uventede i hele klaviaturen 
af nuancer fra det vildest storartede til det indtil 
tårer inderlige , yndige og henrivende , er nordlændingen 
i reglen et godt og kvikt , ofte et glimrende 
og fantasifuldt hoved . Stemningsfuld , som han er , 
overgiver han sig let til øjeblikket . Er der solflin i 
dit ansigt , bliver der også gerne solskin i hans . 
Men man må ikke tage fejl af ham og forveksle hans 
godmodighed med enfoldig tryghed — og det gør 
man her syd ofte . Inden i hans sjel vugger den 

stille mistanke , ham selv ubevidst , altid som en årvågen 
sjofugl , der dukker under , endnu medens det 
glimter af fængkrudtet og før kuglen har såt tid 
til at slå ned på det sted i søen , hvor den netop 
lå . Det pludselige , muligheden af alt muligt , har 
han fra barnsben af ude i naturen været vant til at 
tænke sig som et sværd , hængende over enhver fredelig , 
stille stund , og dette instinkt bærer han som 
oftest med sig ind i sin omgang med menneskene . 
Mens du taler med ham , dukker han kanske sådan 
under i sin sjel , og det gang på gang , uden at 
du har anelse om det , og uden at stemningen derfor 
afbrydes ; han gør det , mens han har tårer i øjnene 
i den inderligst rørte stund — det er så hans 
natur , hvoraf han altid vil beholde en snev , selv 
efterat han med alt sit er flyttet fra sit naturliv ind 
i de civiliserede forholde . Han undgår dig , smyger 
med sin fantasi og sin vare mistanke ind imellem og 
rundt dine tanker , ja om en rigtig begavet nordlænding 
— jeg er før fløv og ninteresseret til at kunne 
det — tror jeg , at han , uden at du aner det , kan 
gå med hænderne i lommen tvert igennem din 
sjel ind panden og ud baghovedet . Som opdagelsesbetjent 
og diplomat ville han været uvurderlig , dersom 
han blot havde haft mere karakter og ligget mindre 
barnagtig svagt under for øjeblikkets magt ; men her 
er desværre hans svage side . Jeg taler her om det 
dybe drag i folkeejendommeligheden , således som den 
arter sig i de mere fremtrædende naturer , og vil ikke 

misforstås , som om jeg mente , at der ikke også 
skulle findes mænd af karakter i Nordland ' — de 
hærdes der mangengang måske mere end andetsfeds op 
til det storartede . 
I en indfødt nordlandsk slægt vil der som oftest 
findes — det er i al fald min tro — nogle dråber 
finneblod . Det er også andetsfeds bemærket , at , 
når det i sagaen hedder om de bedste bondeætter på 
helgeland , at de nedstammede fra halvtrolde eller bergriser , 
betegner dette kun finsk afstamning . Vore kongeætter 
havde finsk herkomst , og fin var et velklingende 
fornavn , båret af landets bedste mænd , f . Eks . Fin 
Arnesen . Harald hårfager og Erik blodøxe giftede 
sig med finnepiger . Den mystiske , sandseligt-dragende 
akagt , som har været tillagt disse , var kun det erotiske 
udtryk for en stor nationalforbindelse op igennem 
tiderne mellem disse to fremmedartede folkeelemcnter : 
den lyshårede , blåøjede , i sindet større og roligere 
nordmand og den mørke , brunøjede , raptænkte , fantasirige , 
af naturmysfik opfyldte , men karaktersvagere , 
nndertrykte fin , hvis natur den dag i dag står på 
ski og synger moltoner inde i mangen nordmands 
sind , der i sin racefornemhed nu lidet aner , at han 
har sammenhæng med det folk . 
Der fremkommer for øvrigt efter min erfaring en 
stor karakterforskjel , eftersom blandingen er flet med 
den svage finlap eller med den storvoxede , stærke , 
trodsige finne : kvænen . Det gør en gemytsforskjel 
som mellem mol og dur i et og samme fantasistykke . 

det farverige drag i vor nation , som repræsenteres i 
digteren wergelands uendelige billedrigdom og sprang 
udover logiken , er visselig finsk — vor gamle saga 
kendes i al fald kun lidet ved det . Men deraf kan man 
også forstå , hvilken naturherlighed finnen har tilført 
vor folkekarakter . Finneblandingen har været en 
stor og væsentlig faktor i sammensætningen af det 
nuværende norske folks åndsegenskaber . . 
Om denne finneblanding , der i de nærmeste led 
endnu ligesom anses for en skam , har jeg talt med 
flere og fundet , at overraskende mange i stilhed 
have øje for den . Kvænfinblandingen gir energisfe , 
logifle , trodsige , handlesvangre mennesker ; den har vist 
i høj grad sat stål i vor østlandsfe og throndhjemsfe 
races natur . I Nordland har derimod lappeblandingen 
været den overvejende og til dels ændret 
folkekarakteren derefter . Kvæn-nordmanden besejrer 
nordlandsnaturen ; lappe-nordmanden ligger mere under 
for den og lider under dens tryk . 
Modsætningerne i den nordlandsfe natur er forstærke 
og yderlige til , at ikke den slægts sind , som 
lever deroppe , skulle være stærkt udsat for at tage knæk 
deraf . Den megen tungsind og tristhed , som findes 
der også hos den simple mand , og som så ofte udarter 
til sindsforvirring og selvmord , har visselig 
sin dybe sammenhæng og grund i disse naturforholde , 
i det lange vintermørke med sine tunge , 
overvældende scener , der knnger sjelen ned i ensom 
lysforladthed , og i de stærke og pludselige indtryk , 

der såvel i den mørke som i den lyse tid alt for 
voldsomt griber i gemyttets inderste , fine strænge . 
Jeg har tænkt over disse ting som knap nogen anden , 
tænkt , mens jeg selv har lidt ved dem , og jeg forstår , 
— skønt jeg , når det kommer ind på min egen 
person , igen aldeles ikke forstår det — hvorfor 
» ssoonæ sizlu « , det „ andet syn “ , „ Fremsynethed “ , 
som det heder i Nordland , dersteds ligesom på shetlandsog 
ørkenøerne kan opkomme og nedarves i familien . 
Jeg forstår , at det er en sjelesot , som ingen 
kur , ingen forstand eller refleksion kan kurere . Man 
er født med et tredje vindue i sin sjels hus foruden 
de to sunde øjne , et vindue , der vender ud til en 
verden , som andre kun ane , men som en selv er fordømt 
til , når øragningen kommer , at målte gå hen 
og se ud af : det lader sig ikke tilstoppe af bøger eller 
af nogen forstandig refleksion , ikke gjenmure selv hermidt 
i den „ oplyste hovedstad “ , højst kun formørke en 
stund med glemselens gardin . 
Ak , når jeg erindrer mig , hvordan jeg derhjemme 
i Nordland gik og forestillede mig kongens slot i 
Kristiania , med tinder og tårne vældigt ragende 
over staden , og kongens mænd som en gylden strøm 
-fra borggården helt op til thronsalen , eller akershus 
fæsfning , når kanonerne tordnende meldte kongens 
ankomst , medens luften som en storm var opfyldt 
med krigsmusik og mægtig kongelig befaling ; når 
jeg tænker mig , hvorledes jeg forestillede mig „ Lysets 
høje hal “ , universitetet , som et stort , hvidt kridtbjerg , 

altid med solskin i ruderne , eller hvordan jeg udmatte 
mig storthingssalen og de mænd , som færdedes 
der , og hvis navne i fantasiens forstørrelse fortonede 
sig opover til os , som om der for hvert gik en mægtigt 
rungende klokke i luften , navne som foss , sørenssen , 
Jonas Anton hjelm , schweigård og mange 
flere ; når jeg sammenligner det , som jeg i Nordland 
forestillede mig ved alt dette , med den „ for vore små 
forholde vistnok respektable virkelighed “ , hvori jeg nu 
lever og færdes , — så er det , som et korthus af 
illusioner , højt som snchætten , falder sammen over 
mig . Jeg har altså , indtil jeg blev nogle og tyve år 
gammel , level kun i et nordlandsk eventyr og er nu 
først egentlig født frem til den virkelige verden ; jeg 
har været bjergtagen i min egen fantasi . 
Fortalte jeg nogen alt dette , ville han — og jo 
fornuftigere manden var , desto mere sikkert ville det 
sle — visselig finde ud , af min udmærkede lxumon 
artium nok må have gået til ved en åbenbar fejltagelse , 
kommer det imidlertid an på tteoretisk raisonnement 
og kundskab , så har jeg gudskelov ligeså 
gode evner som de fleste . Jeg ved også , af jeg deri 
har det par elastiske årer , hvormed jeg så langt , jeg 
tiltrænger det , skal kunne ro min båd gennem det 
praktiske liv uden af støde an . Lasten , som jeg har i 
båden , så tung , så tung , og til sine tider igen 
så livsalig dejlig , får ingen se . 
Jeg føler en dyb trang til at græde ud mit hele 
nordlandfle eventyr og ville gøre det , hvis jeg bare 

kunne græde livet ud med det samme . Men hvorfor 
ønske at miste alt det dejlige , hele illusionen , når 
jeg så alligevel til min dødssfund må bære på det 
tunge , som den har lagt på mig ! 
Min lettende gråd skal være i stille timer at 
male mine livserindringer fra dette mit hjem , som 
så få hernede forstår . Det er en stakkels , på 
sjelen syg mands fortælling , hvori der findes mere 
af egne indtryk end af ydre begivenheder . 

tredie afsnit . 
Første capitel . 
Hjemmet . 
Min fader var landhandler og ejede handelsstedet 
. . . ven i vestlofoten . Han var egentlig fra 
Throndhjem , hvorfra han som ubemidlet gut var 
kommen nordpå med et handelsfartøj af de , som derfra ' 
pleje at sendes til lofoten for at handle i fisketiden . 
I sin ungdom havde han haft meget at gå igennem 
og en tid endog arbejdet i et bådlag som simpel 
fifler , indtil han endelig kom i tjeneste som krambodsvend 
hos handelsmand Erlandsen , hvis svigersøn 
han blev . 
Min fader var i sin middelalder en smuk mand , 
sorthåret , mørklet , med skarpe energiske ansigtstræk 
og heller lav end høj . Han gik altid i en brun 
dyffels sjømandsjakke og blankhat . Af væsen var 
han barsk og lidet tilgængelig ; det hed også , at han 
var en temmelig hård mand , — noget , hvori den 
livets strenge skole , hvori han havde gået , kanske 

var skyld . Skaffede dette hans væsen ham end få 
private venner , så erhvervede det ham på den anden 
side nok desto større tillid i forretninger , hvori han 
var promte og grej , skønt til det yderste påstålig 
på , hvad han troede , var sin ret . Man frygtede 
ham og ville nødig være hans uven . 
Af hvad man oplever før sit ottende år , har 
man gerne kun en glimtvis erindring , men disse 
glimt stå til gengæld for hele livet . Og af min 
stakkels ulykkelige moder bærer jeg i min sjel et sådant 
billede . Jeg kender hende deraf bedre end af 
alt , hvad jeg siden fik høre af hende , og hvorefter hun 
blandt andet skal have haft lyst hår og blå , blide 
øjne , været brystsvag og bleg og af figur temmelig høj . 
Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig . 
Hun var Erlandsens eneste datter og blev gift 
med min fader , endnu medens han stod som underordnet 
i hans tjeneste , og det hed , at det var gamle 
Erlandsen , som fik istandbragt denne forbindelse , da 
han derved troede bedst at sikre hendes fremtid . 
Det var en varm sommerdag , slåttefolkene 
støde i skjorteærmerne og slog med langlia ude på 
engen ; jeg fulgte med min moder , som gik strikkende 
forbi dem . Ovenfor gærdet lå en halvnøgen klippehang , 
bag hvilken min mor havde en bænk . Bag 
den i en stenrøse voksede der bringebærbnske , og ved 
siden af stod en del småbirke . Medens jeg kravlede 
om imellem stenene og lod mig bringcbærene smage , 
råbte far på min mor . 

da hun var gået bort , kom der fra den anden 
side hen til mig en høj , bleg dame , som så ældre 
ud end mor , sort klædt , med en opstående , hvid , 
pibet halskrave ; hun så så venligt på mig og 
rakte ligesom henimod mig en vild tjørnerose , som 
hun havde i hånden . 
Jeg var flet ikke bange ; det var heller ikke , som 
om hun var fremmed . Hun nikkede dernæst vemodigt 
til mig som til afsked og gik bort den samme vej , 
som hun var kommen . 
Da mor kom tilbage , fortalte jeg hende , af der 
havde været en så snild fremmed dame , men hun var 
vist meget bedrøvet , og nu var hun gået . 
Min moder — jeg husker det , som om det var ' 
i dette øjeblik — stod en stund stille , hvid som et 
lagen og så på mig med en angst i øjet , som om 
vi nu skulle dø begge to , så slog hun armene sammen 
over hovedet og faldt besvimet om . 
Jeg var for bange til af skrige , men tror af erindre , 
af jeg , medens hun lå der livløs henstrakt i 
græsset ovenfor bænken , kastede mig over hende og 
råbte : „ Mor ! “ 
Lidt efter var jeg kommen springende hen til far , 
der stod i skjorteærmer henne på engen og slog hø 
blandt de andre , og havde hulkende sagt , af nu var 
moder død . 
Fra den stund var min moder sindsforvirret 
hun måtte i mange år stadig vogtes på sit eget 
værelse , og min fader havde vist mangen en tung 

time . Siden bragtes hun til et sindsspgeasyl i 
Throndhjem , hvor hun to år efter døde uden et øjeblik 
af være kommen til besindelse . 
Den , som i den tid fog sig af mig , var gamle 
Anne kvæn , et koparret , mandfolkagtigt kvindfolk med 
små brune øjne , stridt , stålgråt hår og næsten 
hexeagtig markerede træk samt som oftest en kort , sort 
kridtpibe i munden . Hun havde været min moders 
barnepige og hang ved hende med hele sin sjel . Da 
min moder blev sindssvag , forlangte hun ivrigt at 
„ være vagt “ på blåsalen ; men dette måtte opgives , 
da det viste sig , at netop hendes nærværelse mest ophidsede 
den syges sind . Min moder tålte heller 
ikke at se fader , og mig turde de slet ikke vise hende . 
Gamle „ Anne kvæn “ havde været min moders 
eneste fortrolige i dette liv . Hun var yderlig overtroisk 
og underlig af sig . For hendes indbildningskraft 
holdt Nissen og drangen ligeså vist til nede 
på sjøboden og i bådhuset , som min fader- residerede 
i hovedbygningen , og under fjeldet på østsiden 
af havnen drev de „ Underjordiske “ lige så vist 
usynligt deres fiskebedrift og jægtebrug på Bergen , 
som fader havde et synligt inde i bunden af den . 
Hun har visselig opfyldt min stakkels moders hoved 
med sin mystiske overtro i ikke mindre grad , end 
hun fyldte mit . Der var alskens mærker og tegn at 
tage fra morgen til aften , og hun havde altid en 
urolig mine , som om hun gik på holdt vagt . Når 
der kom en båd , skulle man vende sig mod søen 

og spytte og mumle nogle ord imod sjøvatterne . 
— hun så hver mands vardsger eller fylgje . 
For dets skyld måtte døren ikke lukkes for hastigt 
efter den , som gik ud , og hun kunne altid høre det 
varsle forud , når fader kom hjem fra rejse . 
Da „ Anne kvæn “ ikke længer fik tilladelse til 
at komme ind på blåsalen til moder , gjorde hun ' i 
stilhed en hel mængde kunster udenfor døren . Jeg 
erindrer således , at jeg engang stod i trappen og så 
hende bøje og neje sig og derimellem male med spyt 
på døren og mumle , indtil jeg angst sprang 
min vej . 
I hendes besværgelsesformler forekom oftere navnet 
„ Jumala “ , navnet på bjarmernes gamle gud , som 
der langt nord nok er mindre udryddet , end man tror , 
og som den dag i dag også , kan hænde , indover 
fjeldvidden i finmarken endnu har en eller anden 
offersten . Imod „ Finne-gan “ — og mistanken 
derom stod på så godt som hver finnedåd , der landede 
ved bryggen — havde hun også sine præservativer ; 
hunsammensmellede øjensynligt kvæn- og kristenguden 
i sine mystiske besværgelser for at overvinde 
lappetrolddommcn . 
Under disse indtryk på sindet voksede jeg op . 
Præstegården med den hvide tårnekirke ved 
siden af lå kun et kort stykke vej fra os nede 
ved søen på den højre side af bugten , når 
man så udover fra vort handelssted , som lå inderst 
i den . 

de havde der en huslærer , — vi kaldte ham 
altid „ Studenten “ . 
Did gik jeg her dag i skole sammen med præstens 
to børn , en opvakt gut ved navn Carl , der 
var et år yngre end jeg , nemlig tolv år , og hans 
med mig akkurat jevngamle søster Susanne , et blåøjet , 
viltert barn med en mængde gult hår , der 
altid skulle flydes fra panden , og som , når hun 
kunne komme til ubemærket af studenten , stadig gjorde 
alflens ansigter og grimacer over til os to andre for 
at få os til at le . 
Huslæreren var nemlig såre streng og indgød 
yderlig respekt . Den lattertrang , som vi ved flige 
lejligheder sad og pinte os med uden at turde se op 
på hinanden , for at det ikke skulle komme til udbrud , 
var egentlig alt andet end morsom , thi hver gang det 
eksploderede , bekom det os alle såre ilde , idet der som 
første akt vankede lug og ørefigen og dernæst lange , 
skrevne Haranger i karakterbøgerne om vor opførsel . 
Susanne 
var heri ofte rent ud ubarmhjertig ; det 
var nemlig kommet dertil , af hun bare med et lidet 
blink i den ene øjekrog kunne antænde den hele febertilstand 
hos os , så vi sad sprudrøde i kinderne som 
æbler , med de stive , stirrende blikke naglede i bogen , 
indtil det ikke bar længer . Især virkede hun på mig , 
som hun dog vidste måtte bøde strengt derfor hjemme ; 
thi fader var en hård mand , der kun alt for lidet 
forstod sig på børn . 

i vore fritider legede vi så livligt , som vistnok 
så børn har legt . 
Imod det strenge og mørke liv hjemme , hvor 
fader holdt til enten ude i sin forretning eller oppe 
på contoret , hvor der fra blåsalen af og til hørtes 
støj og råb fra min stakkels , vanvittige moder , og 
hvor Anne kvæn altid rumsterede næsten som en 
uhyggelig ånd , var legen med præstebørnene som et 
liv henne i en anden glædelig , solbeskinnet side af 
verden . 
Andet capitel . 
I fjæren . 
Endnu mere end her sydpå i Norge er fjæren 
i Nordland en dragende legeplads for børn . I ebbetiden 
ligger havbunden tør ganske anderledes langt 
udover end her syd . 
Den leragtige sandgrund ligger da bar med 
enkelte pytter i , hvori fiskeyngelen svømmer , medens 
på den yderste kant ude ved søen spadserer en eller 
anden strandfugl eller sidder en ensom måge på en 
sten . Den bølgetegnede , fine sandlere er fuld af 
tuer med snirkler over efter den store , eftersøgte agnmark , 
som der snor sig ned i jorden . Skjulte indenfor 
stenene eller i tarreklaserne ligge de små , rappe , 
glasklare , rægelignendc „ Marifluer “ , der , når de forfølges , 
pile gennem det grunde vand . De bruges af 

smågutter som agn på knappenålsangelen til at 
sisfe småmort . 
På den høje grcrsbakke ovenfor stranden mellem 
nogle store stene byggede vi tre børn af flade stenheller 
vor egen handelsgård med søbod , nøst og 
brygge nedenfor . 
I nøstet ejede vi alle slags både , små og 
store , fra den firårede kæp lige op til femboringen , 
dels af træe og bark , dels af de bådformede blå 
kråkesjæl . Formen på vor stolthed , den store jægt , 
— et stort , repareret trug med en mast og „ Flagedæk “ , 
der stadig udrustedes til „ Bergensstevnet “ — 
var jo ikke den bedste , og jeg husker endnu , hvor 
mangen gang jeg sad i kirken og tænkte tnig det 
eventyr , at vi ejede det herlige , fuldtriggede skib med 
kanoner , som hang der oppe under hvælvet , og hvorledes 
jeg , medens præsten prædikede , fantaserede op 
alskens sejladser , som Carl , men især Susanne skulle 
undre sig såre ved at se på . Det skib var det 
eneste , jeg dengang manglede i min lykke . 
Inde i bugten ved faders brygge var beder i 
søen en dyb „ Marbakke “ , hvor der på eftersommeren 
gik stimer af mørt og anden småfisf , og der drev 
vi gutter vort fiste hver med sin lintråd med 
knappenålsangel i enden . Vi star fisfen op , hang 
den kløvet over hjeldstængerne , som vi havde stående 
udover Marken henne ved vor egen handelsplads , og 
præparerede den til tørfisk , medens vi lod leveren stå 
hen i småkar og rådne , til den blev Tran . Begge 

produkter stabledes så behørig hen på vor søbod , 
for siden med vor jagt „ at gå til Bergen “ , og , det 
ved gud , vi syslede , arbejdede og trællede ligeså ivrigt 
og alvorligt med vort som de voksne med sit , endda 
vor eneste , reelle fortjeneste kun var det solskin , som 
vi fik over vore brunstegte , glade ansigter . 
Carl var en spædbygget gut , der for det meste i 
alt fulgte sin mere energiske søster . Begge præstebørnene 
havde tæt , gult hår ; hos Susanne ringede 
det sig lok i lok , så det næsten blinkede om hovedet , 
hvergang hun bevægede sig — noget hun , som før fortalt , 
stadig gjorde med et kast for at holde det bort 
fra panden . Begge vare de tillige meget hvide og 
skære i huden og havde dejlige , blå øjne . Snsanne 
var dengang , jeg ved ikke , om for sin alder lav eller 
høj — jeg tænkte mig hende i al fald allermindst som 
jevnhøj med mig , skønt , hun vist må have været et 
halvt hoved mindre ; resten af målet udfyldtes nok 
af min beundring . 
Jeg husker hende , når hun om søndagen fluide 
til kirke sammen med sin moder — en liden bleg , 
mørkklædt , undtagen søndag formiddag altid på en 
lang , trist strømpe strikkende , hustravel kone . Hun 
gik pyntet på den sandstrøede . Kirkevej , i hvid eller 
blå kjole , med en mørk schæfcrhat på hovedet , et 
lidet hvidt lommetørklæde sammenfoldet bag en meget 
stor gammel psalmebog og hvide strømper og sko med 
korsbånd over foden . En skønnere dragt end Susannes 
søndagspuds troede jeg ikke , der kunne findes i verden . 

i kirken sad præstefamilien på første bænk lige 
under prækestølen og vi — min fader og jeg — et 
par stole bagenfor , og vi vekslede da mangt et kun 
for os forståeligt frimurertegn . 
Engang krænkede Susanne mig dog dybt — ja 
til bitre tårer . Det blev mig nemlig klart , at hun 
havde gjort også min fader til Skive for sine muntre 
betragtninger . Med sin gode , stærke røst sang han 
på landsens naive vis psalmerne meget højt , men 
satte — hvad jeg og mange andre dengang fandt meget 
tiltalende — ved hver udgang en egen snur på 
tonen , der ikke hørte melodien til , men var af egen 
composition . Dette sidste havde nok været genstand 
for snak i præstegården , og Susannes lille gryde 
havde da også haft øren . Da hun mærkede , at jeg 
havde opdaget det , så hun såre ulykkelig ud . 
Da Carl var tretten år gammel , sendtes han til 
latinskolen i Bergen , og den „ kostbare “ Huslærer rejste 
med sidste dampskib samme høst . 
Susanne fik fra nu af undervisning af sine forældre , 
og jeg måtte tage min lærdom hos klokkeren , 
en godmodig gammel mand , der selv lidet kunne 
udenfor det at spille violin , hvilket han gjorde med 
lidenskab og vistnok også med en , om en uryddig , 
genial sands . 
Da klokkeren havde udvirket mig tilladelse hos 
min fader til at lære at spille , og jeg ligesom klokkeren 
syntes bedre om denne underholdning end om 
lektierne , gik hele tre år , eller tiden til over mit 

sekstende år hen på en måde delt mellem violinspil 
og lediggang . 
Havde min ånd i den periode af mit liv været 
holdt tilbørligt under arbejdets daglige tugt , ville 
måske meget hos mig siden artet sig anderledes . 
Som det blev , gaves jeg desværre helt mit eget 
fantasiliv i vold og fik grundlagt i mig stemninger , 
der siden i en fordærvelig grad blev mit livs herrer . 
Den delelinie , som der inde i enhvers bevidsthed er 
draget mellem fantasi og virkelighed , trænger visse 
naturer , der leve under stærke fantasiindtryk , til 
alvorligt og stadigt af få opgået , ellers flettes den 
let på enkelte punkter ud og overgår til en sygelighed . 
Uagtet vi nu ikke længer havde den overflødige 
lejlighed som før til af komme sammen , var Susanne 
og jeg alligevel gennem hele øpvæxten stadige legekammerater 
og fortrolige . 
Når hun havde noget af betro mig , passede hun 
som oftest på ved grinden , der gik fversover vejen 
henne ved præstegårdsjordet , ved de tider , da jeg gik 
til eller fra klokkeren . 
En dag , jeg kom gående vejen hjemover med 
mine bøger under armen , sad hun i sin blårudede 
blouse og sckæferhatten på overgangstrappcn ved 
siden af grinden . Hun så ud til at være i meget 
siet humør , og jeg forstod straks , at der skulle vanke 
noget . 
Hun svarede ikke på min hilsen ; men da jeg 
hastigere , end hun syntes om , søgte at flippe igennem 

grinden , spurgte hun mig i en ophidset tone , om det 
var sandt , hvad de sagde , at jeg var så doven , at der 
ingenting kunne blive af mig herhjemme . 
Susanne havde ofte drillet mig ; men det , som 
denne gang krænkede mig , var , at jeg skønnede , at 
man i præstegården opholdt sig over os hjemme , og 
at Susanne var med på det . Havde jeg vidst , at 
Susanne sad der den dag som min slagne forsvarer , 
ville jeg visselig taget sagen anderledes , end jeg gjorde , 
idet jeg nu med en krænket mine gik min vej nden 
at værdige hende et ord . 
Da jeg kom hjem , fik jeg høre , at præsten og 
min fader vare blevne uenige i forligelsescommissionen . 
Præsten , som var forligelsescommissær , havde ytret , 
at han syntes , min fader i en sag for for hårdt 
frem , og min fader havde givet ham et brådt svar . 
Det var i anledning heraf , at kritiken over os nu 
var sluppet los i præstegården . 
Os børn gav dette forhold mellem de voksne en 
utryg skyhed , og jeg husker , at jeg i begyndelsen endog 
var bange for at gå forbi præstegården , da jeg 
mulig kunne træffe præsten på vejen . 
Susanne gjorde imidlertid adskillige tilnærmelsesforsøg ; 
men ved det mindste glimt af hendes blårudede 
kjole tog jeg altid lange omveje i Marken ovenfor 
vejen eller ventede inde mellem træerne , til hun var 
borte . 
I et par dage så jeg intet til hende ; men da 
jeg en dag kom gennem grinden , stod der skrevet med 

blyant på det hvide navnebræt i mærkestølpen for 
roden : „ Du er vred på mig men s . er slettes ikke 
vred på dig . “ 
Skriften , den klodsede store , kendte jeg nok , og 
jeg vendte tilbage til grinden to , tre gange den samme 
dag for at læse den om igen og om igen . Det var 
Susanne i en ny skikkelse ; jeg så hende i tankerne 
bag bogstaverne som bagom et gelænder . 
Jeg satte om eftermiddagen under : „ Se bag 
stolpen ! “ Og der skrev jeg : „ D . er heller ikke vred 
på s . “ 
Dagen efter stod Susanne i haven ved rækværket , 
da jeg gik forbi , men lod , som om hun ikke så mig ; 
hun angrede nok , at hun havde været for snar til at 
komme mig i møde . 
Skønt forholdet udvortes var i højeste grad 
høfligt , var dog min faders omgang med præstens 
fra hin tid i grunden at anse som afbrudt ; de satte 
aldrig uden ved særegne anledninger og efter højtidelig 
indbydelse foden indenom hinandens døre . Dette 
gav igen Susannes og min omgang et vist stjålent 
præg . Skønt der intet forbud lå på os , lurede vi 
os dog på en måde kun til at mødes . 
Vi vare begge to ensomme børn . Susanne sad 
fangen i hverdagskjedsommeligheden hjemme under 
moderens strenge opsigt , og i mit triste hjem havde 
jeg altid en følelse , som jeg frøs og var ræd , og som 
al glæden var henne i præstegården hos Susanne . 

det var derfor intet under , at vi altid længtes ud til 
hinanden . 
Som vi blev ældre , kom lejlighederne sjeldnere , 
men længselen blev derved kun opdæmmet i os desto 
længere , og de øjeblikke , vi så kunne være sammen , 
fik efterhånden , os selv ubevidst , en anden karakterend 
den gamle barnslige . At tale med hende var nu 
blevet mig en tørst , og jeg sværmede mangen en dag 
om præstegården blot for at se et glimt af hende . 
Jeg var hen ved seksten år , da hun en morgen , 
jeg kom forbi præstegårdshaven , vinkede mig hen og 
rakte mig en blomst over muren . Hun sprang derpå 
skyndsomt ind tvert over gulerodsengene , som om hun 
var bange for , at nogen kunne se det . 
Det var første gang , det gik op for mig , at hun 
var så smuk , og jeg tænkte længe på hende , som hun 
stod der i haven mellem buskene med morgensolen 
over sig . 
Tredie capitel . 
Drengesfuen . 
Den spøgelsestemning , der gik igennem vort hus , 
fik først rigtig luft nede . i drengesfuen , når drengene 
og pigerne og de færdendes af almuen , som tog 
nattelogis , om kvælden sad ved det røde skin fra 
jernovnen og fortalte historier om alskens forlis og 
spøgeri . 

på krakken i rummet mellem ovnen og væggen 
sad den vakre , stærke Jens dreng med sit snedker - 
og reparationsarbejde om sig ; han havde det egentlig 
kun med at gøre sit arbejde og i tavshed lvtte til 
de andre . Ved ovnen holdt „ Komag Nils “ på med 
at trane komager eller skindtøj — sit navn havde 
han , fordi han syede komager . Komag-nils var en 
liden fyr med en uredelig , gul lug , der lå ham ned 
i panden , et ansigt rundt som en måne , hvori næsen 
sad som en liden knup , og , når han lo , fik hans 
tyndlæbcde , brede mund med de store kjævær et udtryk 
næsten som et dødninggrin . Hans små melkeblandeøjne 
plirede da hemmelighedsfuldt til og sagde tillige , 
af han var et kvikt hoved . Det var i virkeligheden 
ham , der kunne de fleste historier , men endnu mere 
ham , som kunne få de fremmede til af fortælle , 
eftersom det faldt sig , både fra den synlige og den 
usynlige verden . 
En tredje af drengene hed med et øgenavn , som 
man dog ikke gav ham , så han hørte derpå , Anders 
blyhat , så kaldt , fordi han af og til havde flemme 
raptuser , hvori han drak og holdt på af komme ud 
af tjenesten . Han var imidlertid på sin bis overmåde 
dygtig . Når det rigtig kneb — i uvejr — 
steg han således med engang til den betroede post af 
være høvidsmand i båden ; thi om hans overlegne 
dygtighed under sejladsen var der kun en mening . 
Når faren var over , sank han så igen tilbage til 
af være den ringe mand . 

til husets faste drengestuestok hørte også en 
pige på tyve år , som vi kaldte „ fransfe Martine “ . 
Hun var ligesom af et helt andet mennesteslag end det 
i Nordland vanlige , var livlig og kvik , med et vældigt 
krøllet sort hår over et brnnt ovalt ansigt med påfaldende 
regelmæssige linier . Hun var spædbygget og 
af middelhøjde og god figur . Hendes øjne var , . 
Under svære sorte øjenbryn , mørke som kul ; når 
hun blev opbragt , kunne de ligefrem gnistre . Hun var 
forelsket i den tavse Jens dreng og uden al grund 
yderlig skinsyg . Man sagde også , at der skulle blive 
et par af de to , når han havde fået gjort med et 
par fiskeresser til , men officiel var i al fald ikke sagen , 
og som jeg tror , fordi Jens dreng i det længste gjorde 
sin passive modstand og aldrig udtrykkelig friede . 
Franske Martine var af herkomst et af de nægte børn 
i fifledistrikterne deroppe , hvis fædre er fremmede 
skippere eller matroser . Hendes fader sagdes at 
have været en fransk Matros . 
At gå i drengestuen om aftenen var mig af 
min fader strengeligen forbudt ; han vidste vel , at der 
vankede forskelligt , som ikke var for børns øren . 
Men nu fortaltes på den anden side netop dernede 
det interessanteste , jeg kunne tænke mig på jorden . 
Følgen blev da , at jeg hemmelig sneg mig derned . Jeg 
erindrer således , hvorledes jeg en mørk høstaften , da 
jeg havde listet mig derned , lyttede , medens komagnils 
— han med det gule ansigt og dødningegrinet , 

når han lo — fortalte en slem spøgelsehistorie fra 
Erlandsens formands tid . 
Dengang stod der en gammel søbod et stykke 
udenfor præstegården . Og så var det en juleaften 
at de sad og drak og julede inde på handelspladsen . 
Da klokken blev elleve , slap øllet op , og så blev 
. Drengen , som hed Rasmus og var en stærk og modig 
Karl , sendt hen til søboden , hvor øltønden lå , for 
at tappe fuldt et svært krus med sølvbeslag , som han 
fik med . Derhenne satte Rasmus løgten på tønden 
og begyndte at tappe . Da krnsct var fuldt , og han netop 
tænkte på at sætte det til munden , så han over 
øllønden liggende med kroppen ind i mørket , hvor 
alle tønderne lå i rad og række , en forfærdelig stor , 
bred og mørk skikkelse , hvøraf der udgik et iskoldt 
pust , som af en tør , der var oppe ; den blinkede mod 
ham med et par svære øjne som af en mat hornløgt 
og sagde : „ Tjuv i juleøllet . “ Men Rasmus dreng 
forsømte sig ikke . Han slængte det tunge krus lige i 
synet på drangen og rendte så afsted af al magt . 
Udenfor var der måneskin på sneen , han hørte , 
hvorledes det streg og ulede nede i fjæren , og mærkede 
at drangene i større og større hob forfulgte ham . 
Da han kom til kirkegårdsmuren , var de nær ved 
ham , og han fandt da i nøden på det råd at råbe 
ind øver den : „ Hjelper mig nu , alle døde ! “ De døde 
ere nemlig fjender af drangene . Da hørte han 
hvorledes de rejste sig derinde , og hvorledes der blev 
larm og hyl søm af et slag . Selv førfulgtes han 

imidlertid ihærdigt af en „ Udbåren “ , der holdt på 
at tynge ham ned , netop som han fik sat i dørklinken 
og frelst flap ind . Men der besvimede han midt på 
gulvet . Dagen efter — den første juledag — så 
kirkefolkene spredte rundt om på gravene stykker af 
ligkistebord og derimellem alflens gamle vastrukne årer 
og bådplanker af den slags , som synker tilbunds 
efter forlis . Det var de håndvåben , som de døde 
og drangen havde brugt , og man kunne af mangt 
skønne , at de døde vare blevne sejrherrer . Man 
sandt også nede på søboden både tinkruset og 
løgten igen . Tinkruset var slået fladt mod draugens 
pandcbrask , og løgten havde utydsfet knust , da drengen 
undslap * ) . 
Komag-nils kunne også fortælle en hel del om 
„ Fremsynte “ og deres syner dels ind i åndeverdenen , 
dels i selve virkeligheden , hvoraf de enten føle forudvarsler 
eller — som ved en Art luftspejling for det 
indre blik — kunne se , hvad der foregår netop i 
øjeblikket på de fjerneste steder . De kunne sidde i 
et lystigt lag og så med et blege og urolige stirre 
fraværende hen i luften foran sig . Hvad de se , er 
mangehånde ting , og så undflipper der dem undertiden 
udråb som : „ Nu er der ildløs i bygningerne 
hos haNdelsmaNd N . N . i . . . vågeN “ eller „ Nu 
brænder Throndhjem “ . Undertiden se de store ligtog 
drage forbi sig med en tydelighed , så at de kan be * ) 
motivet fra Nordland . 

skrive hver mands plads og udseende i det , kisten 
selv og gaderne , hvorigennem toget passerer . De 
kan da sige : „ Nu begraves en stor mand nede i 
Kristiania . “ Når så efterretningen kommer , stemmer 
det altid . På søen kan det hænde , at en sådan 
mand kan sige til høvidsmanden , at han nok gør 
rettest i en liden stund at døje af på coursen ; og 
dette bliver altid lystret ; thi man er vis på , at han da 
ser det foran båden , som ingen af de andre skønner , 
men som kan volde ulykke — i regelen draugen i 
sin halve båd eller andet genfærd . 
En af komag-nilses mange historier af den 
slags var hændt en kending af ham ude på vinterfisfe . 
Vejret havde et par dage været rent overhændigt , 
men bedagede sig den tredje dag så vidt , at et af de 
bådlag , som holdt til i rorboden , mente at det nok 
måtte gå an den dag at få draget garnene . De 
øvrige trøstede sig derimod ikke til . Nu er det skik 
at bådlagene give hinanden håndsrækning til at 
sætte båden ud , og så skulle nu også sle . Da de 
kom ned til femboringen , som var trukket et godt 
stykke på land , fandt de årer og tofter vendte 
baglænds i båden , og det var derhos , trods alle 
forenede anstrengelser , ikke muligt at få den rykket af 
pletten . De prøvede sig en to , tre gange uden nytte . 
Bien så sagde en af dem , der var kendt for fremsynt , 
at efter det , som han så , var det bedst , at de i dag 
ikke videre rørte ved den båden ; den var tungere end 
mandsmagt . Med det ene af bådlagene , som holdt 

til i rørboden , var også en kvik gut på fjorten 
år , der hele tiden morede dem ved al slags gabestreger 
og aldrig var rolig . Han tog en svær sten 
og kastede den af al magt ind i bagskotten af båden . 
Ud af den for så pludseligt synlig før alle en draug , 
i sjøklæder med en svær tarrevase i stedet for hoved . 
Den havde siddet baglænds og tynget båden og for 
nu ud i sjscn , så skumsprøjten fossede om den . 
Da det var sket , gik fembøringen glat i vandet . Men 
den fremsynte så på gutten og sagde , at dette fluide 
han ikke gjort . Gutten lo imidlertid som før og mente , 
at fligt noget troede han ikke på . Da de så om 
aftenen var komne hjem og folkene lå og sov inde i 
rørboden , hørte de klokken omkring tolv om natten 
gutten skrige om hjelp . En af dem syntes også , at 
han ved skinnet af den døsige tranlampe så en svær 
hånd strække sig fra døren indover op til bænken , 
hvor gutten lå . Gutten var allerede under skrig 
og modstand draget hen til døren , førend de andre 
sandsede sig så vidt , at de kunne slå tag om ham 
for at holde ham fra at drages ud . Men nu opstod 
der midt i døren en hård kamp , idet draugen trak 
ham i benene , medens det hele mandflab holdt igen 
i arme og overkrop . Således sagedes han da i 
midnatstimen under jamren frem og tilbage i den 
halvåbne dør , idet snart folkene , snart draugen havde 
det meste af ham hos sig . Med en gang flap 
draugen taget , så hele mandskabet faldt over 
hverandre indefter gulvet . Men da var gutten død , 

og de forstod , at draugen først da havde sluppet ham . 
Vinteren efter hørte de det jamre om natten klokken 
tolv nede i norboden . Og der blev først fred , da 
den blev flyttet hen på en anden grund * ) . 
Den samme ære , som østlandsbonden flere steder 
kan sætte i at have den bedste traverhest , sætter nordlændingen , 
kanfle vel så hidsigt , i at eje den båd , 
som sejler hurtigst . En rigtig udmærket båd spørges 
der nord i ligeså mange bygder som sydpå en rigtig 
„ glup “ Traver . Begge følges de af deres særegne 
romantik , der fylder bygderne med alflens sagn om 
hurtighed og vidunderlige kapløb . De bedste både 
i Nordland fås nu nede ifra ranen , hvor bådbyggeriet 
har fået et stærkt opsving . At bygge en 
sådan båd med de rette vandlinier er en genisag , 
der ikke tteoretisk kan aflæres ; det beror nemlig på 
et særskilt skjon hos båddyggeren for hver enkelt 
båd . Det går simple copier her som ellers i 
livet , at de altid knn sejle middels . Den skabelon , 
som det nordlandfle bådbyggeri længst har udfundet 
som den hensigtsmæssigste , den for og agter højstavnede , 
flarpkjolede båd med sin ene mast og sit brede , 
smukt skårne råsejl tvcrtover , så fortrinlig flikket 
til det , som mest trænges , nemlig til den pilsnare 
for- og sidevinds-sejlads , om end mindre til at 
krydse , er undervands aldeles den samme fagon , som 
englænderne og amerikanerne i den sidste tid har 
* ) motivet fra Nordland . 

nået berømmelse ved i deres hurtigsejlende klipperskibe . 
Hvad det har kostet nordlæmdingerne endelig at udfinde 
denne bådform , der nu sætter dem i stand til i deres 
små både næsten at flyve for vinden undaf de 
vældige havsjøer , som stumme bagefter den , og som , 
om de nåde båden , ville begrave den under sig , 
hvor mange slægter der har lidt og stridt og tænkt 
og rettet på denne fa^on , så at sige under dødsstraf 
for hver fejltagelse , kort nordlandsdådens historie 
fra den slægts dage , som først optog kampen mod 
havet deroppe og til i dag — det er en glemt nordlandssaga , 
fuld af den jevne arbejdsmands storbedrift . 
En vinteraften i januar , lidt for fisket begyndte , 
hørte jeg en af folkene i de store bådlag , som da 
overnattede hos os , fortælle . Han var bleven sat på 
gled ved et par historier af komag-nils og ville 
nok nu vise os , at der også der , hvor han var fra , 
nemlig nede på dønø i helgeland nær ranen , var 
ligeså godt slag både af underlige historier og af 
både , som oppe hos os . Fortælleren var en liden 
raptunget fyr , som hele tiden sad og rokkede og 
flyttede sig på bænken , medens han fortalte . Med 
den spidse næse og de små rødagtige runde øjne 
lignede han en eller anden urolig søfugl på et 
skær . Af og til afbrød han sig selv ved at dukke 
ned i sin nistetine , som om han hver gang tog op af 
den et nyt stykke af fortællingen . 
Historien lod så : på kvalholmen nede i 
helgeland boede en fattig fifler , der hed Elias , med 

sin kone Karen , som før havde tjent hos præsten 
over på alstadhaug . De havde fået sig op en 
hytte der , og han gjorde nu lofotfiske på dagsror . 
På den ensomme kvalholmen var det nok ikke 
frit for , at det spøgte . Når manden var borte , hørte 
konen mangeflags uhyggelig larm og skrig , som ikke 
kunne være af det gode . En dag , hun var oppe på 
holmen og slog græs til vinterfoder for det par 
får , de ejede , hørte hun endog tydeligt , at det snakkede 
nedenunder Berget i fjæren , men hun turde ikke 
se efter . 
Der kom et barn hvert år , men de var stræbsomme 
begge to . Da syv år var gået , var der 
seks børn i stuen ; men den samme høst havde 
manden også fået flrabet sig sammen så meget , at 
han mente nu selv at kunne råde sig til en sexæring * ) 
og herefter ro fifle i egen båd . 
En dag , som han gik med en kvejtepig * * ) i hånden 
og grundede på dette , stødte han over en bjergknart 
nede i stranden uforvarende på en uhyre stor Kobbe , 
som lå og solede sig lige bag den , og som nok var 
ligeså uforberedt på manden , som han på den . 
Elias var imidlertid ikke sen ; han stødte ovenifra 
knorten , hvor han stod , den lange , tunge kvejtepig 
lige ned i ryggen på den , tæt under nakken . 
* ) en båd med tre årer på hver side . 
* * ) kvejtepig er en lang trærstang med jernspids med gjenhage 
i til at stikke kvejte eller helleflynder med . 

men da blev der et spræl ! Kobben rejste sig 
med en gang på halen , ret op i vejret , så høj 
som en bådmast , og så med et par blodanløbne 
øjne så ondt og giftigt på ham , medens den derhos 
grinende viste tænder , at Elias holdt på at gå fra 
bettet af forskrækkelse . Så føg den med et på 
søen , så skumkraven stod fuld af blod efter den . 
Mere så Elias ikke til den ; men ind til bådstøen i 
kvalviken , hvor huset hans stod , drev samme eftermiddag 
kvejtcstangen med afbrudt jernpig . 
Elias tænkte ikke længere på dette . Han købte 
samme høst sin sexæring , til hvilken han alt om 
sommeren havde sat op et lidet nøst . 
En nat , som han lå og tænkte på den nye 
sexæringen sin , faldt det ham ind , at han for rigtig 
at devare båden kanske burde sætte endnu en spilre 
til støtte under den på hver side . Han var så 
urimelig glad i båden , at det bare var moro for 
ham at stå op med løgt og se ned til den/ 
som han nu stod og lyste på den , skimtede han 
pludselig i krogen henne på en garnvase et ansigt , 
der akkurat lignede kobbens ; det gren en stund sint 
imod ham og lyset , gabet blev ligesom hele tiden 
større og større , og så for der en stor mand ud 
igennem nøstdøren , men dog ikke sortere , end at 
Elias ved løgteskinnet skimtede , at der stod en lang 
jernpig ud as ryggen på ham . og nu begyndte 
han nok at skønne et og andet . Men endda var 
han mere ræd om båden sin end for livet , og han 

satte sig med lagten selv op i den og holdt vagt . 
Da hans kone om morgenen kom , fandt hun ham 
sovende der med den nedbrændte løgt ved siden 
af sigden 
morgen i januar , han drog ud på fiste 
med to mand i båden sin foruden sig selv , hørte 
han i mørket en røst fra et skær lige i udløbet af 
Viken . Den lo hånligt og sagde : „ Når det bliver 
fembøring , så agt dig , Elias ! “ 
Det varede imidlertid mange år , før det blev 
fembøring * ) af for Elias , og hans ældste søn Bernt 
var da sytten år gammel . Den høst , dette skete , rejste 
Elias med hele sin familie i båden ind i ranen 
for at bytte bort sexæringen og så for mellemlag 
handle sig fembøringen til . Hjemme var kun en netop 
konfirmeret finnepige , som de havde taget til sig for 
nogle år siden . 
Nu var der en båd , en liden halvfcmterums 
fembøring , som han netop havde i kikkerten , og som den 
bedste bådbygger derinde havde fået færdig og tjærebrcdet 
den høst . Elias havde god greje på , hvordan 
båd skulle være , og syntes aldrig han havde set nogen 
båd så velbygget under vandet . Oventil var den 
derimod kun så middels , så at båden for en 
mindre erfaren heller så tungrod ud og flet ikke 
videre pen . 
* ) fembøring er en større båd med fem årer på hver 
side ; det er den egentlige fiflebåd på vinterfiflet deroppe . 

bygmesteren skønnede nu dette ligeså godt som 
Elias . Han sagde , at han troede , det ville blive den 
første båd i ranen på sejlads ; men at Elias 
alligevel fluide have den for billig pris , når han blot 
ville love et , og det var , ikke at gøre en forandring 
ved båden , ikke engang så meget som at sætte et 
rip i tjærebredingen . Først da Elias udtrykkelig 
havde givet sit løfte på -dette , fik han båden . 
Men „ hin Karen “ , som lærte bygmesteren denne 
sjøfayonen på bådene sine undervands — overvands 
måtte han arbejde , eftersom han selv kunne , og det 
var da tit klejnt nok — havde trolig været ude 
iforvejen og befalet ham både , at han skulle sælge 
så billigt , for at Elias kunne få båden , og tillige , 
at han skulle betinge forud , at den ikke måtte mærkes . 
På det vis kunne den nemlig heller ikke som vanligt 
tjærekorses i for- og agterstavnen . 
Elias tænkte nu på at sejle hjem ; men var først 
indom handelsstedet og forsynede sig og sine med 
julekost , derunder også en liden dunk brændevin . 
Glad , som han var i handelen , tog nok både han og 
konen hans sig den dag en tår over tørsten , og 
Bernt , sønnen , fik også smage en smule med . 
Dermed sejlede de nu den nye båd hjemover . 
Anden ballast end han selv , kjærringen ' og børnene 
samt julekosten var der ikke i den . Sønnen Bernt 
sad ved halsen , konen , hjulpen af den næstældste søn , 
holdt i draget , og selv sad Elias ved styret , medens 

de to yngre tolv og fjorten år gamle brødre skulle 
stiftes ved øsekarret . 
De havde otte mile havvej at sejle , og da de kom 
ud på , viste det sig , at de nok kom til at prøve 
båden den første gang , den brugtes . Der røg efterhånden 
op til en storm , og skumkammene begyndte 
at brække i den svære havsjø . 
Nu fik Elias da se , hvad båd han havde ; den 
klarede sig som en søfugl mellem bølgerne uden så 
meget som en skvat i båden , og han dømte derhos 
på , at han stop at sætte en hel klo * ) mod , hvad en 
anden almindelig fembøring ville være nødt til i 
dette vejr . 
Ud på dagen så han , ikke langt fra sig borte 
på søen , en anden fembøring med fuld besætning 
og fire klor i sejlet akkurat som han . Den lå samme 
Cours , og han fandt det lidt rart , at han ikke havde 
set den før . Den lod til at ville kapsejle med ham , 
og da Elias skønnede det , kunne han ikke bare sig før 
igen at stikke ud en klo . 
Nu gik det med strygende fart som pilens forbi 
næs , Holmer og skær , så Elias syntes , han aldrig 
havde været med på så stolt sejlads før , og nu 
viste båden sig også for det , som den var , nemlig 
første i ranen . 
* ) for hver „ Klo “ , som „ sættes “ , mindskes sejlet . 

havet var imidlertid blevet værre , og de havde alt 
fået et par alvorlige søer * ) ind over sig . De 
brød ind over halsen der forud , hvor Bernt sad , og 
sejledes ud igen i læ nær bagskotten . 
Siden det var blevet skummelt , havde den anden 
båd holdt ganske nær , og de vare nu ikke længer fra 
hinanden , end at de kunne kaste etøsekar over til hverandre . 
Så gik da sejladsen jevnsides i stedse hårdere 
sø udover kvelden . Den fjerde klo burde nu 
egentlig været sat igen , men Elias ville nødig give 
tabt i kapsejlingen og tænkte , at bie dermed i det 
længste , indtil de gjorde det over i den anden båd , 
hvor der kunne tiltrænges vel så godt . Af og til gik så 
fremdeles brændevinsdunken om , da det nu både var 
kulde og væde at holde ude . 
Morilden , som spillede i den sorte bølge nær 
Elias ' s egen båd , lyste sælsomt stærkt i skumranden 
omkring den anden , der ligesom pløjede og væltede en 
jldflavl om siderne . Ved det lyse fosforskær kunne 
han endog skelne tougenderne over i den . Han kunne 
også tydeligt se folkene ombord med deres sydvester 
på hovedet ; men da deres luvartside lå nærmest , 
vendte de alle ryggen til og skjultes mest af den højt 
trængende bådrand . 
Pludselig brød der en forfærdelig bræksjø , 
hvis hvide kam Elias længe havde stimlet gennem 
„ Søer “ bruges af vore sjsfolk i samme betydning som 
„ Bølger “ . 

mørket , indover halsen , hvor Bernt sad . Den 
stoppede ligesom hele båden for et øjeblik , 
plankerne flalv og . rystede under trykket af den og 
strømmede så , da båden , der en stund lå halvkantret , 
rejste sig igen og tog fart , ud over læbord 
agter . Medens dette stod på , syntes han , det streg 
fælt over i den anden båd . Men da det var over , 
sagde konen , som sad ved draget , med en stemme , 
som star ham ind i sjælen : „ Herregud Elias , den 
søen tog Marthe og Nils med sig ! “ — det var 
deres to yngste børn , det første ni , det andet syv 
år gammel , som havde siddet i rummet nær Bernt . 
Hertil svarede Elias bare : „ Slip ikke draget , Karen , 
ellers vil du miste flere ! “ 
Det gjaldt nu at få taget ind den fjerde klo , 
og da dette var gjort , fandt Elias , at der var brug 
for den femte med , thi vejret voksede ; men for at sejle 
båden fri af de stedse sværere søer , turde han på 
den anden side heller ikke mindste mere på sejlet , 
end han hårdt var nødt til . Det gik imidlertid så , 
at den sejlstump , de kunne føre , efterhånden blev 
mindre og mindre . Søen røg , så det drev dem i 
ansigtet , og Bernt og den næstældste Broder Anton , 
der hidtil havde hjulpet moderen henne ved draget , 
måtte tilslut holde i råen , en udvej , som man tyer 
til , når båden ikke engang tåler at gå for den 
sidste klo — her den femte . 
Kammeratbåden , som imidlertid havde været 
borte , dukkede nu pludselig igen op ved siden med 

akkurat samme sejlføring som Elias ' s båd ; men 
han begyndte nu ikke rigtig at lige mandskabet der 
ombord . De to , som stod der og holdt i råen , og 
hvis blege ansigter han skimtede under sydvesterne , 
syntes ham ved den underlige lysning af skumbrydningen 
mere lige øødninger end mennesker , og heller 
ikke talte de et ord . 
Et stykke til luvart øjnede han så igen den 
hvide høje ryg af en ny brådsjø , der kom gennem 
mørket , og han beredte sig i tide på af tage imod den . 
Båden lagdes med stevnen skøns op imod den , og 
sejlet blev ført størst muligt for af flabe fart nok 
til af kløve den og sejle søen ud igen . Ind susede 
brådsjøen med et Brus som af en fos ; atter lå 
de et øjeblik halvkantrede ; men da det var over , sad 
konen ikke længer ved draget , heller ikke stod Anton 
længer og holdt på råen — de vare begge gåde 
overbord . 
Også denne gang syntes Elias , af han hørte 
det samme fæle råb i luften ; men midt under det 
hørte han tydeligt sin kone angstfuld råbe hans navn . 
Da han begreb , af hun var skyllet overbord , sagde han 
kun : „ I Jesu navn ! “ og tav så . Han var til mode , 
som han helst ville fulgt efter hende , men følte derhos , 
af det nu gjaldt af berge resten af den last , han 
havde ombord , nemlig Bernt og sine to andre sønner , 
den ene tolv , den anden fjorten år , som en stund 
havde stået for øsningen , men som siden havde fået 
plads i agterskotten bag ham . 

Bernt måtte nu passe råen alene og de begge , 
så godt det lod sig gøre , hjælpes ad . Styrvolten 
turde Elias ikke slippe , og fast om den holdt han med 
en hånd af jern , som for længst var følesløs af 
anstrengelse . 
En stund efter dukkede kammeratbåden atter 
frem ; den havde ligesom før været borte en stund . 
Nu så han også mere af den svære mand , som sad 
agterud på den samme plads som han . Ud af hans 
ryg , nedenfor sydvesten , stod , da han vendte sig , 
ganske rigtig en kvarterlang jernpig , som Elias nok 
mente , han skulle kende igen . Men hermed var han 
nu også i sit stille sind på det Rene med to ting : 
den ene var , at det var ingen anden end selve 
drangen , som styrede sin halve båd der tæt ved 
siden af ham og havde ført ham i fordærvelse , og 
den anden , at det nok var så laget , at han den nat 
sejlede sin sidste rejse . Thi den , som ser drangen 
på søen , er en hjemfalden mand . Han nævnte 
intet til de andre før ikke at tage modet fra dem , 
men overgav i stilhed sin sjel til Vorherre . 
I de sidste timer havde han ud af coursen 
måttet bære af før stormen ; det blev tillige snelykke , 
og han skønnede , at han nok kom til at vente på 
landkending , til det dagedes . Sejladsen gik imidlertid 
for sig som for . Af og til klagede gutterne i agterskotten 
over at de frøs , men herved var der nu i 
væden intet at gøre , og Elias sad desuden i adskillige 
andre tanker . Han havde fået en sådan forfærdelig 

lyst til at hevne sig , og det , han nu ville gjort , om 
han ikke havde haft sine tre øvrige børns liv at 
forsvare , var med en pludselig vending at prøve at 
sejle isænk den forbandede båd , der endnu stedse som 
til hån holdt sig ved siden af ham , og hvis onde 
ærinde han knn alt for godt skønnede . Kunde kvejtepiggen 
før ramme drangen , så måtte sagtens også 
nu en kniv eller klep kunne gøre det , og han følte , 
han ville gladelig give livet til for at få et rigtigt 
ram på den , der så ubarmhjertig havde faget fra 
ham hans kæreste i denne verden og endda ville 
have flere . 
Da klokken var tre , fire om natten , så de 
sejlende atter gennem mørket en skumbrydning af 
en sådan højde , at Elias i førstningen tænkte sig , 
at de måtte være tæt under land i nærheden af en 
brænding . Han erkendte det imidlertid snart for , 
hvad det var , nemlig en uhyre bølge . Da syntes han 
tydelig , det lo over i den anden båd og sagde : „ Nu 
vælt ' fembøringen din , Elias ! “ Denne , der forudså 
ulykken , sagde nu højt : „ I Jesu navn ! “ bad så sine 
sønner holde sig af al magt fast i vidiebåndene 
ved årekjeiperne , når båden gik under , og ikke 
flippe , før den var over vandet igen . Han lod den 
ældre gå frem til Bernt ; selv holdt han den yngste 
tæt ved siden af sig , strøg ham vel og engang 
hemmelig over kinden og forvissede sig om , at han 
holdt godt tag . Båden begravedes bogstavelig under 
skumskavlen , løftedes efterhånden op med forenden 

og gik så under . Da den steg op igen af vandet 
med kølen ivejret , lå Elias , Bernt og den tolv år 
gamle Martin og holdt sig i vidiebåndene . Den 
tredie af brødrene var derimod bleven borte . 
Nu gjaldt det først at få vanterne på den ene 
side overskårne , så at masten kunne flyde op ved 
siden i stedet for voldsomt at uroe båden under , og 
dernæst at komme op på det urolige hvælv og få 
nøglehullet indslået for at flippe ud luften indeni , 
som holdt båden for højt oppe i vandet til , at den 
kunne ligge stille . Efter store anstrengelser lykkedes 
dette , og Elias , der først var kommen op på hvælvet , 
hjalp nu også de andre to didop . 
Og der sad de den lange , mørke vinternat , med 
hænder og knæær klamrende sig krampefast til hvælvet , 
som overskyllcdcs af bølgerne den ene gang efter den 
anden . 
Allerede efter et par timers forløb døde Martin , 
som faderen hele tiden efter evne havde støttet , af 
udmattelse og gled ned i søen . De havde alt flere 
gange prøvet med at råbe om hjelp , men opgave det 
igen , fordi de skønnede , at det var uden nytte . 
Medens de to sagde der alene igen på hvælvet , 
sagde Elias til Bernt , at han ikke troede andet end , 
at han selv også kom til at „ være med hu mor “ , 
men at han havde som et fast håb om , at Bernt 
nok alligevel ville blive bjerget , når han bare nu 
holdt ud som en kar . Så fortalte han ham om 
drangen , som han havde stukket nedenfor nakken med 

kvejtepiggen , og hvorledes denne nu havde hævnet sig 
på ham og nok ikke gav sig „ for han var kvit “ . 
Klokken var så henimod ni om morgenen , da det 
begyndte at gråne af dag . Da rakte Elias ' Bernt , 
der sad ved siden , sølvuret sit med messingkjæden , 
som han havde . slidt itu for at få det draget frem 
under de tilknappede veste . Han sad endnu en 
stund , men da det blev lysere , så Bernt , at faderens 
ansigt var dødblegt , håret havde siilt sig på forskellige 
steder sådan , som det gerne fler nær døden , 
og huden var gnavet af hænderne af at holde om 
kølen . Sønnen forstod nu , at det led på det sidste 
med faderen , og ville , så godt det i duvningen lod 
sig gøre , flytte sig hen og støtte ham ; men da Elias 
mærkede dette , sagde han : „ Hold dig nu bare trøst 
fast , Bernt ! I Jesu navn , æ går til hu mor “ , og 
dermed kastede han sig bagover ned af hvælvet . 
Da søen havde fået sit , blev den , som enhver 
ved , der har siddet på hvælvet , en god stund efter 
roligere . Det blev lettere for Bernt at holde sig fast ; 
og med den lysende dag kom der også mere håb . 
Vejret bedagede sig , og da det blev rigtig lyst , syntes 
han også , han skulle kende sig igen , og at det var 
ud for sit eget hjemsted , kvalholmcn , han lå og 
drev . 
Han begyndte da atter med at råbe om hjelp , 
men håbede mest på en strømsætning , som han 
vidste bar under land på et sted , hvor et næs på 

øen tog af for bølgegangen , så det blev smull . 
Han drev også nærmere og nærmere og kom tilslut 
så nær det ene skær , at masten , der flød ved 
siden af båden , strøg op og ned ad skråberget 
efter bølgedraget . Så stiv han var i ledene af at 
sidde og holde sig fast , lykkedes det ham nu med stor 
anstrengelse at bjerge sig op på skæret , hvor han 
fik halet masten op på land og fortøjet fembøringen . 
Finnepigen , 
som var alene hjemme i huset , 
syntes et par timers tid , at hun hørte nødråb , 
og da de holdt ved , steg hun op på højden for at 
se efter . Der så hun da Bernt på skæret og den 
hvælvede fembøring huggende op og ned mod det . 
Hun sprang straks ned i bådstøen , skød ud den gamle 
færdingsbåd og roede den langs stranden rundt om 
øen ud til ham . 
Bernt lå syg under hendes pleje hele vinteren 
og kom ikke på fiflet det år . Folk syntes også 
efter dette , af han af og til var ligesom en smule 
underlig af sig . 
På havet ville han aldrig mere , da han var 
sjøskræmt . Han giftede sig med finnepigen og flyttede 
op til malangen , hvor han fik sig rndningsland og 
nu lever og står sig vel . 

fjerde capitel . 
Mellem vætfeskærene . 
Det var sommer . Susanne og jeg gik nu i 
vort syttende år , og det var bestemt , af vi fluide konfirmeres 
til høsten . 
Det var i dette år , af min fader indvikledes i 
sin ulige kamp med autoriteterne , deriblandt fogden 
og præsten , om hvorvidt vor handelsplads skulle være 
fast stoppeplads for nordlandsdampflibet . For min 
fader var dette en velfærdssag , og striden herom , 
der iøvrigt interesserede hele distriktet , var alt begyndt 
af blive temmelig bitter . 
Det var nok ikke mindst i den anledning , af 
fogden den sommer var rejst i besøg til præsten , 
der var en meget indflydelsesrig mand . 
Udvortes var forholdet mellem min fader og 
præsten dog endnu ikke brud , og det var vist for 
yderligere af manifestere dette , af min fader i dsn tid 
endog et par gange blev inviteret over til præsten . 
Følgen heraf var igen , af min fader og jeg en 
dag blev budne med på en sejltour ud til vættefljærenæ , 
som lå halvanden mile borte . Der skulle 
først en stund fifles og dernæst spises melkeringe i . 
Land på gunnarspladsen , en gård , der lå som 
bygselgods under præstegården . 
Der fulgle altid en vis højtidelighed med , når 
præstens hvide husbåd med fire mand ved årerne 
gled ud af bugten , og der stod da gerne adskillige 

på land , som så på . Den dag stod også fader 
ude på trappen med kikkerten . Han havde undskyldt 
sig for selv at være med , men derimod af god takt 
ladet mig rejse . 
Inde i kahytvænget , der var åbent for hedens 
skyld , sad præstefruen og fogdens to damer , og 
udenfor på hver sin side præsten og fogden og røg 
på deres sølvbeslåede merskumspiber i lun passiar 
— de vare ungdomsvenner fra universitetsdagene . 
Susanne og jeg samt den for anledningen pyntede 
stuepige fra Trondhjem havde plads i den rummelige 
forskot . Præstefruen ville i det mindste have den 
del af sit hus , som hun førte med sig i en forfærdelig 
svær madkurv , et sandt portativt spisekammer , 
under sine egne øjne . Den svære madkurv og den 
tvnde præstefrue optog aldeles den ene bænk , medens 
de to andre damer med deres stivede dragter fuldstændig 
opfyldte resten af den trange kahyt . 
Der rørte sig ikke en luftning , og vestfjorden 
gik i lange , blanke dønninger . Den lå kjæmperolig 
og solede sig . Den vidunderlige klare luft lod 
øjet udover fjeldrækkerne se næsten ind i evigheden , 
medens en luftspejling — et omvendt fjeld med et 
hns under og et par sprøjtende hvaler opførte 
eventyr for os udover den blå havflette . Af og til 
mødte vi en søfugl , svømmende i den blanke dønning . 
I kølvandet tumlede en og anden „ Rise “ * ) . 
* ) delfinen 

stund for middag nåde vi ind mellem 
vetteskærcne og lagde os nu til at fiske i smult vande ; 
det hed nemlig , » anset madkurven , at vi selv først 
skulle skaffe os middagen . 
På udsiden af skærene larmede brændingen i 
den stille dag og skød mægtige , hvide stråler med 
et dragsug af mange favne , eftersom havet trak sin 
regelmæssige , dybe ånde . Urolig , som Susanne var , 
bøjede hun sig udover bådripen , så hårlokkerne 
næsten dyppede sig i hendes eget billede i vandet , for 
i den gennemsigtige sø at se på fiflen , der i femten 
til tyve favnes dybde gled ind og ud af tarren 
over ben grøn-hvide bund og stimlede om snørerne , 
hvormed de voksne med deres dobbelte angleredskab 
ofte trak to fifle op ad gangen . Hnn kaldte mig i 
sin Iver rent stærblind , hver gang jeg ikke kunne se 
netop den fisk , hun mente . Øg nærsynet var jeg jo 
vistnok også , men Susannes ringeste bevægelse interesserede 
mig mere end hvilkensomhelst fist . 
Naturscenen var i sandhed henrivende . Den 
hvidmalede husbåd vuggede sig over sit billede som 
den hang i luft . I vandet stod også gunnarspladsen 
neddyppet med agerflekken under og bjerkelien 
over og omkring sig . Luften , der ud på dagen var 
bleven disig af heden , var fyldt med en løvduft så 
stærk , som man sydpå kun kender , når det har 
regnet . 
Efter en knap times forløb var bøtten fuld af 
fisk , så vi havde „ Kogning “ , og vi lagde nu iland . 

på grønningen lige ovenfor husene havde præstesruen 
i mellemtiden fået udflyttet et bord , hvorpå 
der på den fine damasfes dug var sat flere mclkeringe . 
Hun havde også kogt rommegrød og desuden , 
såvidt pladsen strak til , belæsset bordet med retter 
fra madkurven . 
Vinen og de stærke sager gjorde imidlertid nok 
tilslut fogden lidt ør i hovedet . Han fortalte til 
præstefruens store forfærdelse , at præsten , gråsprengt 
og streng som han nu sad der , i sin ungdom havde 
været en overmåde lystig fvr , og af de to havde gjort 
mangen en gal streg sammen . 
Da han begreb , af han var kommen galt an , udbragte 
han for af rette på sagen en alvorlig skål , 
hvori han for distriktets skyld håbede , af præsten 
ville vide af besejre alle machinationen fra hans 
intrigante nabo — her standsedes han i talen ved et 
betydningsfuldt blik af præsten hen på mig , som sad 
ved bordenden — og sluttede så med nogle åndsfraværende 
ord , som skulle aflede det hele . 
Jeg følte mig kold og klam og var vist så bleg 
som et lig . For min faders skyld tænkte jeg det 
gjaldt af holde gode miner , men maden voksede mig i 
munden , så jeg ikke formåede af synke en bid mere . 
Jeg så over til Susanne , hun sad sprudende rød . 
Der blev en stunds stilhed , hvori nok enhver 
rugede på sine tanker om det passerede , indtil 
sommerdagens søvnighed fik overtaget , og præsten 
og fogden , der begge var vant til af tage deres 

middagslur , foreslog , af man en times tid fluide hvile 
middag og hver søge sig sin plads i skyggen . 
Efter det , som var passeret ved bordet , følte jeg 
mig aldeles ulykkelig til mode . Man havde ladet skimte 
frem en mening om min fader så krænkende , at det 
var mig en ren tortur længere at være i selskabet . 
Et stykke bortenfvr husene bøjede lien ind over 
til et trangt dalføre med Bjerk og silju i åsen på 
begge sider , og gennem den løb over kiselstenene en 
spcjlklar , blinkende liden bæk , hvor en og anden ørret 
småt . Mens de andre sov , gik jeg op langs den og 
lagde mig ned for i ensomhed at ruge over min sorg . 
Jeg ved ikke , hvor længe jeg havde ligget flig ; 
men da jeg så op , sad Susanne der heftig bevæget . 
Hun syntes , de havde været flemme mod mig , sagde 
hun , og så strøg hun , som hun ikke tålte at se mig 
bedrøvet , i tavshed håret atter og atter bort fra 
min pande . 
Der var en varme i den lille hånd og en tale 
i hendes med gråden kæmpende ansigt , som mit til 
kærlighed så trængende sind ikke kunne modstå . 
Jeg ved ikke , hvordan det gik til , men erindrer 
kun , at jeg stod og trykkede hende heftigt op til mig 
med min kind ind til hendes og bad hende holde af 
mig , bare en smule , så ville jeg holde af hende så 
uendeligt hele mit liv . Jeg hutler også , at hun svarede 
„ Ja “ , og at vi under dette begge to græd . 
Lidt efter stod vi smilende hånd i hånd og 
så på hinanden . Der opkom samtidig en ny tanke 

hos os begge , — den , at vi altså nu vare forlovede . 
Susanne var den første , som udtalte den og sagde , idet 
hun satte sine trofaste , dybe , blå øjne forsikrende på 
mig , at jeg fra nu af bestandig måtte huske på , at 
hun holdt af mig , om de andre var aldrig så flemme . 
Vi hørte dem råbe på os , og — hvad der før 
på dagen aldrig ville faldt os ind at gjøre— : Susanne 
skyndte sig foran alene et stykke , så vi kom 
hver for sig tilbage til selskabet . 
Jeg havde alt solen i øjnene langt ud på formiddagen 
den næste dag , da Anne kvæn , som hun 
var vant til , fra jeg var barn , ruflede mig vågen oa 
fortalte , at min fader tidlig om morgenen var rejst 
til Tromsø . Han havde været oppe på kammeret 
hos mig tidligt , før han rejste , og , da han kom ned 
igen , ytret om mig , at „ han lå og smilte i søvne 
og så så lykkelig ud , stakkels gut ! “ 
Det var såre sjælden , at der fra min fader kom 
et sympathetisk ord , og derfor stå de i niin erindring . 
Min fader var nok selv dengang alt andet end 
glad . Den omtalte dampskibsstrid lå ham tungt på 
hjerte ; han ville nu forsøge det sidste middel , nemlig 
at få sagen ordentlig udredet igennem aviserne , og 
det var derom han nu personlig ville henvende sig til 
en prokurator på Tromsø . 
Disse husets anliggender lå imidlertid udenfor , 
hvad jeg vidste . 

femte capitel . 
Confirmationen . 
Under denne sagernes stilling mellem vore 
forældre foregik samme host Susannes og min confirmation . 
Da jeg først indmeldtes sent ude i confirmationscursus ' et , 
blev det så , at jeg , foruden at 
fremmøde i kirken hver mandag , skulle læse alene 
med præsten om fredagene . 
På sin korte maner holdt min fader mig forud 
en liden privattale , hvori han håbede , at jeg ikke 
ville gøre ham skam for præsten . 
Læsningen oppe på præstens studerkammer var 
for mig en hel ny åndelig udvikling . Den store , 
gråhårede mand , med det stærke , brede ansigt og de 
massive sølvbriller som oftest skudte op i panden over 
de svære øjenbryn , sad i sofaen med sin store merskumspibe 
i munden og forklarede , medens jeg pyntet 
og opmærksom hørte til i stolen på den modsatte 
side af bordet . 
Det gik mere og mere op for mig , at præsten 
måtte være en ærlig og grundsand mand , men tillige 
hård og streng ; thi han talte altid om pligterne og 
om , at nåden ikke kunne tænkes givet os , for at vi 
skulle flippe udaf disse . Undertiden kunne han også 
komme i det hjørne at anstille betragtninger , der dog 
neppe alle vare bestemte for mig ; det var gerne alflens 
forsøg på at bortraisonnere de tvivl , man mulig 
kunne have i troessagerne , især om miraklerne , dem 

han gerne ville forklare på naturlig måde . Han 
kunne derunder blive overmåde vittig i sine sammenstillinger , 
og jeg troede da , som i mangt og meget i 
hans viljestærke ansigtsudtryk , når han talte , at kende 
Susannes natur igen . De små , smukke hænder og 
sin fine , velproportionerede , mønt ikke netop høje figur 
havde hun også klarlig efter sin fader og derhos et 
vist kast med hovedet , når talen skulle gøres mere 
indtrængende end sædvanligt . Men Susanne havde 
tillige noget varmt og pludseligt , næsten vulkansk i 
sin natur , der forekom mig fremmed for det udtryk , 
som lå i præstens kolde , klare forstandsøjne . 
Præsten roste mig for tænksomhed , men gentog 
til min store indre ydmygelse flere gange , at jeg havde 
en maner med at slå øjnene undvigende ned , som 
jeg måtte se til at vænne mig af med . Præsten troede 
uden tvivl , at jeg var overdreven genert , kanske også 
at jeg led under bevidstheden om min faders forhold 
til ham . 
Sagen var imidlertid den , at hans isblå eller 
grå hvasse øjne undertiden stirrede på mig , som om 
de så mig tvertigjennem og star mig op som en 
appelsin lige ind til min hemmelighed med Susanne . 
Jeg følte mig som en forræder , der sneg hans tillid , 
og udmalede mig pinligt , hvad han engang , når han 
fik alt at vide , ville tænke om mig , som under bercdelsen 
i min salighedssag havde kunnet sidde så 
usand og fræk foran ham . Det gik derhos under læsningen 
af forklaringen mere og mere op for mig , at 

mit forhold til Susanne , så længe det holdtes hemmeligt 
for hendes forældre , var urigtigt , og nu skulle 
jeg endog med denne vitterlige synd på hjertet koldblodigt 
og overlagt gå hen og knæle ved gnds bord . 
Disse skrupler forfulgte mig også hjemme og 
blev mig tilslut til en sand marter . Al synd , stod 
der i forklaringen , kunne tilgives , undtagen synd mod 
den helligånd . 
Jo stærkere min fantasi fordybede sig i grublerierne 
over denne slags hemmelighedsfulde forbrydelse 
imod det himmelske , som altså stod udenfor nåden 
og ikke kunne tilgives , desto højere steg den kvælende 
angesf op i mit indre , at netop den synd , som jeg 
nu bevidst og med koldblodigt overlæg holdt på at , 
begå , kunne være af den Art . 
Min betænkelighed gjaldt især alterens sakramente , 
som jeg altså nu uden sky og med fuldt 
forsæt agtede at vanhellige for derved at skjule , at jeg 
bedrog den hånd , som rakte mig det . Forgæves 
søgte jeg at flyde disse tanker bort eller i al fald at opsætte 
med at tænke dem til den allersivste dag før confirmationen . 
Mit sind blev for hver dag kun mere 
uroligt , og i min forskræmte fantasi opsteg ting , der 
ikke længer beroede på min egen vilje , men hvori jeg 
forfærdet stod midt imellem alle helvedesrædselens 
muligheder og syner . 
At berolige mig ved at prøve at få Susanne i 
tale øm sagen , turde jeg ikke ; thi så længe hun var 
uvidende om , at det , som nu fuldbyrdedes , var synd , 

havde hun jo hellerikke skyld , og heller end at styrte 
hende ind i en sådan , fik jeg stå alene med min 
byrde . At åbenbare det hele i sidste øjeblik for den 
strenge præst ville — foruden som en børneforlovelse 
at føre til en , som jeg da tænkte , uudholdelig skandale 
for os begge — kun bevirke , at jeg mistede Susanne , 
og dette sidste turde jeg desuden ikke gøre uden 
med hendes samtykke . Det hele knyttede sig således 
sammen for mig til en umulighedens ring , hvori enhver 
udvej var stængt . 
De to sidste mandage , jeg stod på kirkegulvet , 
medens præsten overhørte os , så jeg ofte alvorligt 
over til Susanne . Hun stod der frisf , smilende og 
uopmærksom ; hun anede intet og kunne hellerikke hjelpe . 
I dagene lige under consirmationen steg min 
tyngsel til en febrilst tilstand , hvorunder jeg flere 
gange næppe var rigtig ved mig selv , men følte mig 
forfærdelig ulykkelig . Det forekom mig tilslut , at jeg 
rent ud holdt på at give min salighed hen for Susannes 
skyld . Jeg ståt om natten forfærdet op af 
drømme , hvori jeg så mig liggende på knæ foran 
alteret med Susanne ved siden — hun så da så 
intet anende , overjordisk dejlig ud — , medens præsten 
stod med et tordenansigt , som om han følte , at en 
sjel nu ville blive dræbt , og at han i hostien netop 
holdl på at fuldbyrde Herrens hevn . En anden nat 
vågnede jeg ved at det ligesom lo hånligt under 
sengen og med en visionagtig forestilling om , at den 
onde lå sammenrullet og lurede under den som en 

svær slange . Jeg holdl mig med bankende hjerte 
under dynen , indtil jeg tidlig om morgenen hørte 
folk røre sig nede på gården , da jeg vovede at 
flygte ud fra soveværelset . 
Det var confirmationsdagen . 
Jeg stod om morgenen før kirketid og pyntede 
mig i min nye dragt foran spejlet på „ Blåsalen “ , 
det værelse , hvor min moder havde været holdl indespærret 
i de mange år , hun var syg . Jeg så gennem 
de smårudede vinduer båd før båd fulde af 
pyntede confirmander med de festlig klædte forældre 
ro i den klare høstdag indover bugten og lande dels 
ved vor brygge , dels i præstegårdstøen . 
Dette indtryk af højtid greb mig pludselig med 
fortvivlelse ; jeg tænkte på , at alle disse kunne komme 
ind i guds salighed ligeså let , som de nu roede ind 
den solklare bugt i den rolige søndagsmorgen , medens 
jeg alene stod uden salighedshåb . Det gik med 
et op før mig , at jeg i mit triste , åndeligt mørke 
hjem lige fra barnsben af i grunden altid havde haft 
en følelse i mit inderste af , at lykke og salighed ikke 
var bestemt for mig , og at al den virkelige lykke og 
glæde , jeg hidtil havde haft , egentlig kun havde været 
lånt solskin fra præstegården . Susanne kunne jeg 
med den synd , jeg bar på , også kun få tillåns , 
indtil jeg døde , da vi jo måtte stilles og jeg tilbage 
til de onde ulykkens magter , der fra min tidligste 
stund her i hjemmet ligesom havde taget mig til 
ejendom . 

jeg vendte mig mod væggen og græd . 
Da jeg igen fluide fortsætte min påklædning og 
kastede øjet i spejlet , var det uden forskrækkelse , 
tvertimod med en vis ro , at mit blik fæstede sig på 
den gamle vision fra min barndom : damen med 
rosen , som jeg så stå bag mig i den åbne dør 
til kammeret , bleg og vemodigt seende på mig , indtil 
hun med et blev borte . 
Kirkeklokkerne ringede , og almuen strømmede henimod 
kirken . Den dag var også Anne kvæn og 
alle husets folk i kirkefærd . Fader fulgte mig og 
hilsede i forbigående forbindtlig på præsten , da de 
mødtes ved indgangen . 
Den orden , hvori vi confirmationsbørn fluide 
stå på kirkegulvet , var sidste mandag bestemt . Jeg 
skulle stå øverst på guttesiden , ligesom Susanne på 
pigesiden . 
Der var alt sunget en psalme , før Susanne kom 
i følge med sin moder , klædt som voksen i sort 
silkekjole med gaze om Hals og arme og en medaillon 
på brystet . Hun blev siddende i præstegårdsstolen 
hos sin moder , indtil den gribende prædiken 
var forbi . 
Jeg må vist have set særdeles syg og medtaget 
ud ; thi da præsten oppe ved mig begyndte overhøringen , 
holdt han inde midt i spørgsmålet med en mine , 
som om han ville spørge , hvad der fejlede mig . Jeg 
svarede rigtigt , og med et nik gik han så over til 
Susanne , som stod der med foldede hænder og så 

ned , forgrædt og noget bleg af spændingen , før 
spørgsmålet kom . Medens hendes fader spurgte 
hende , så hun op på ham med de velsignede blå 
øjne så troskyldig og tillidsfuldt , at det var mere end 
klart , at der i denne stund hos hende ikke var tanke 
af ond samvittighed . Da det var overstået og hendes 
fader gik videre nedover gulvet , smilede hun lettet , 
skønt alvorligt over til mig , som om jeg var den anden 
rette vedkommende , hun havde at holde sig til i denne 
stund . 
Jeg så , så meget jeg kunne , ubemærkt over på 
hende , som hun stod der rank og dejlig , med det rige , 
på voksen vis opsatte hår . Af og til så også 
hun over til mig , men da undgik jeg hende . For mig 
var hendes blik nu kun en synd mere , ligesom hvert 
helligt ord , jeg hørte , blot kunne blive en tilvækst i 
min syndevægt — virke det omvendte af velsignelse . 
Gudstjenesten varede længe , og den nervøse overanstrengelse 
bevirkede , som den siden så ofte har gjort 
hos mig , at mit hoved susede , og at det sortnede med 
mørke punkter for mine øjne . Der viste sig til min 
forfærdelse en mørk plet overalt , hvor jeg kastede øjet 
hen , og angstfuld tænkte jeg , at dette måske allerede 
kunne være begyndelsen til forbandelsen . Jeg turde 
nu ikke længer se hen på Susanne for ikke at sætte 
plet på hende og kunne tilslut ikke bare mig for at 
besigtige gulvet , hvor jeg stod , om der muligvis skulle 
være brændte mærker under mine fødder . Jeg tænkte 
på havmanden , som i vågens kirke havde lokket 

præstens datter med sig , og hvis instinkt havde drevet 
ham ud af kirken under velsignelsen , medens jeg var 
fordømt til at stå . 
Efter at løftet var aflagt , haster jeg kun dunkelt , 
at der atter blev holdt en tale og sunget psalmer . 
Da jeg igen befandt mig gående på hjemvejen 
med min fader , som med bekymret mine støttede mig , 
var min sidste erindring af det hele , at Susanne , som 
formodentlig havde opdaget , at jeg var syg , mod slutningen 
af kirketjenesten havde set på mig netop med 
det udtryk , som samme morgen damen med rosen 
— stille , bleg , vemodigt , som den , der så gerne ville 
hjelpe , men ikke kan . 
Jeg tror , at det , som min fader havde sagt til 
mig , om ikke at svigte ham for præsten , bidrog ikke 
så lidt til , at jeg lige til det sidste holdt mig opret ; 
thi jeg besvimede med det samme vi kom ind i stuen 
hjemme og bragtes til sengs , medens min fader , der nu 
var bleven alvorlig forskrækket , øjeblikkelig lod afgå 
expresse efter doktoren . 
Da lægen den næste dag kom , fandt han mig i 
voldsom febervildelse . Min fantasi flommede over 
som en flod , hvorfra alle dæmninger vare borte , med 
en strøm af de mest forvirrede forestillinger . Det 
forekom mig , som der dansede og nikkede helvedesfigurer 
rundt sengen , hvoraf en med et langt fordømmelscsbrev 
med segl under , og at Anne kvæn 
rullede med gloende øjne , medens så af og til Susanne 
så på mig med en smertefuld mine , som om 

det ikke stod i hendes magt at hindre min fortabelse . 
Efter 
hvad jeg siden erfarede , mente lægen i begyndelsen , 
at det var nervefeber , men af visse symptomer 
og beskaffenheden af mine fantasier , hvorom 
Anne kvæn , der nok havde sine egne tanker om sagen , 
lod det være sig magtpåliggende at underrette ham , 
forandrede han helt sin mening . Han havde behandlet 
min stakkels moder i hendes sindssygdom , og nu 
genfandt han netop den samme forestilling om damen 
med rosen og angsten for de onde magter hos mig , 
sønnen . 
Tre uger efter dette var jeg , skønt bleg og medtaget 
af den langvarige nervøse paroxysme , igen aldeles 
frisk . Den hele møllesten af syndetyngde var 
som borte fra mit bryst , og jeg gik til alters uden 
spor af skrupler . 
Jeg følte mig også som en helt værdig person , 
da jeg søndagen efter i min sorte snipkjole gik i 
confirmationsvisit til præstegården . Ved denne lejlighed 
sad Susanne , — nok en smule på parade 
for mig — som voksen ved sit eget sybord på forhøjningen 
ved vinduet . Da hendes moder gik ud 
efter ribsvin og kage , måtte jeg dog på hendes vink 
i hast bese hendes dyrebare sybord med alle skufferne , 
både de over og de , som kom frem nedenunder , 
når hun skød de øverste skuffer bort . I en af disse 
sidste , som hun med en noget skalkagtig mine tog op , 

men lynsnart igen lukkede , i det samme moderen kom 
ind , lå den messingring med glasstenen i , som hun 
engang havde fået af mig , og ved siden af et par 
gamle brevlapper fra barneårene , som jeg genkendte . 
Da jeg gik , hoppede hjertet i livet på mig ; thi 
jeg havde uventet haft et stevnemøde , hvori Susannes 
trofaste hjertensmening havde vist sig for mig kraftigere 
end al mundtlig forsikring . 
Det faldt mig ind , at der måtte være foregået 
noget hjemme i den sidste tid ; thi min faders korte , 
kolde måde at behandle mig på var bleven mærkelig 
forandret . Han forærede mig således et dobbeltløbet 
gevær i kobbeskindshylsfer og et ur og fandt af sig 
selv på , at i dagene , indtil jeg rejste , skulle Jens 
dreng med færingsbåden være til min disposition , 
så ofte jeg ville ud at siyde eller fiske . 
Hvad der var hændt , blev mig klart , da doktoren 
en dag indfandt sig og bad om at få følge mig op 
på mit værelse . 
Den sialdede , bredbyggede lille doktor , med 
vadmelsfrakken og stålbrillerne på sin stumpnæse , 
var en af de hårdbarkede læger i vore fjordegne , som 
sætte en ære i at rejse i al slags vejr . Man så 
ham altid i bedst humør , når han kom lige ind fra 
uvejr . Han var en bestemt og grej mand , hvis besked 
uvilkårlig indgød tillid , og han ejede tillige 
noget varmt , trohjertigt i sit væsen , der gjorde , at 
han , når han ville , kunne være såre vindende . Han 

var huslæge både hos os og hos præsten og en fortrolig 
ven af begge familier . 
Da vi kom op på værelset , bad han mig sætte 
mig og høre på ham , medens han selv , som han 
plejede , udfandt sig en route på gulvet , hvor han 
med hænderne på ryggen kunne drive frem og tilbage , 
medens han talte . 
Han havde , sagde han , overvejet nøje , enten han 
skulle fortie for mig , hvad han havde på hjertet , eller 
tale , således som han nu gjorde , men havde bestemt 
sig til det sidste , da min helbredelse beroede på , at 
jeg selv var fuldkommen klar på , hvoraf det var , jeg 
led . Min sidste sygdom havde nemlig i al fald til dels 
været et udbrud af en disposition til sindssygdom , 
som han vidste lå arvelig til min familie på modersiden 
endog flere led opad . At dette udbrud nu havde 
fundet sted hos mig , havde visselig kun haft sin 
grund i , at jeg selv alt for stærkt havde hengivet mig 
til alflens fantasiindflydelser i forening med det 
lediggjængerliv , som han vidste , at jeg altid havde ført 
hjemme . Det eneste sikre middel til at standse udviklingen 
af denne disposition var arbejde med et fast , 
bestemt mål for øje , f . Eks . det at studere , hvilket 
han troede lå for min natur , og dertil for øvrigt en 
sund levemåde , spadseretour ? , jagt , fiskeri , kammerater 
og interesser ; men intet lediggjængeri , ingen 
spændende romaner , ingen usunde drømme mere . 
Han havde talt med min fader om sagen og anbefalet 
min rejse til seminariet i trondenæs som 

en passende forberedelse til at studere , der tillige ville 
bringe den fornødne afbrydelse i mit nuværende liv . 
Da doktoren en stund efter forlod mig , sad jeg 
igen på værelset med et alvorligt , bevæget hjerte . 
At jeg sådan var bleven gennemsigtig for mig 
selv og færdig med min egen gåde , var mig en overordentlig 
lettelse , ja jeg kan sige , at det var en episode 
i mit liv . 
Følelsen af at befinde mig åndeligt uvel , dersom 
et stille sindstryk , en ulykkesanelse altid , så længe 
jeg kunne husfe , havde ligget i baggrunden af min 
sjæl — om end fortrængt i den lysere sommertid af 
min omgang med Susanne — var altså ikke synd , 
ikke forbrydelsens tyngde , ikke en hemmelighedsfuld , 
mørk undtagelse hos mig fra al anden naturens orden , 
men kun en sygdom , simpelthen kun en sygdom , 
som sfulde behandles med en tilsvarende naturlig kur ! 
Jeg troede ikke , nogen kunne sidde glad som ved 
et lykkesbudflab og høre på at han var gal , eller at 
der i al fald var fare for at han kunne blive det ; men 
nu ved jeg , at også dette kan hænde i verden . 
Jeg bad nu , som jeg syntes for første gang i 
mit liv , rigtig frejdigt og fortrøstningsfuldt til min 
gud , til hvem jeg dog altså stod i samme forhold 
som alle andre mennesker , og , om der var nogen forskel , 
da kun så meget nærmere , fordi jeg var en stakkels 
syg . 
Det var en følelse , som guds sol efter en lang 
tung regndag igen var brudt frem over mig . Jeg 

bad for mig selv , for Susanne , for min fader , og i 
nydelsen af dette nye sikre forhold fortsatte jeg med 
at bede først for hver enkelt hjemme , så for dem i 
præstegården , så for klokkeren og tilslut i mangel 
af andre ligesom i kirken for „ Alle de , som syge og ' 
sorgfulde er “ , hvoriblandt jeg nu , i hjertet glad , regnede 
mig selv . 
Sjette capitel . 
Hos klokkeren . 
Det var kun to dage før jeg skulle rejse til 
trondenæs med en jagt , som lå færdig til at gå 
nordpå . 
Medens jeg rådløs overvejede alskens udveje til 
at få Susanne i tale endnu en sidste gang , før jeg 
skulle afsted , kom der bud til mig fra klokkeren , at 
jeg endelig måtte komme ud til ham den næste dag 
klokken elleve præcis ; senere var han ikke hjemme . 
Samme formiddag , som budet kom , havde Susanne 
været hos klokkeren . Hun havde , uden at sige 
et ord , sat sig ned henne ved bordet med ansigtet 
begravet i armene . 
Da den forskrækkede klokker trængte ind på sit 
„ Hjertensbarn “ , som han i sin bekymring kaldte hende , 
havde hun endelig med tårevædt ansigt seel op på 
ham og sagt , at hun græd , fordi hun var så rent , 
rent ulykkelig . 

„ Men hvorfor da , kære Susanne ? “ 
„ Fordi “ — eksploderede det pludselig om ørene 
på ham — „ jeg holder af David og han af mig , og 
vi er forlovede , men ingen må vide af det uden du , 
klokker ! og du vil ikke forråde os ? “ Med dette 
sidste spørgsmål kastede hun sig grædende om halsen 
på den af efterretningen bedøvede og omsusede klokker , 
der i hjertet allerede følte sig overvunden , længe før 
han endnu havde rede på , hvad det var , han gav 
sig for . 
Han satte Susanne ned igen i stolen , talte og 
trøstede hende så længe , indtil han hos sig selv fik 
modnet det forstandige svar , at vi burde bruge de to 
kommende adskillelsens år som prøveår , og derfor i 
den tid netop ikke skrive til hinanden . Kun måtte 
klokkeren så til gengæld love , at vi den næste formiddag 
skulle få mødes hos ham et øjeblik til en 
sidste aftale og afsted , samt at klokkeren , i den tid 
jeg var borte , skulle fortælle hende alt , hvad han fik 
høre om mig . 
Da jeg den næste dag kom ind til klokkeren , 
fandt jeg ham siddende i sin træstol såre alvorlig og 
betænkt , med armen støttet forover på knæerne og 
stirrende ned mod sandgulvet , der var barstrøct som 
til højtid . Min ankomst lod ikke til at forstyrre ham 
i hans betragtninger , skønt et lidet nik ved indtrædelsen 
havde vist mig , at jeg i al fald var bleven bemærket . 
Violinen svingede han langsomt i hånden 
frem og tilbage foran sine knæ med et sagte knep 

over strengene for hver gang , så den mindede om 
en afdæmpet kirkeklokke . Hans milde , grå øjne gled 
hen på mig med et grundende , mønstrende blik , som 
om han egentlig nu så på mig for første gang , og 
et svagt smil viste , at undersøgelsen ikke just faldt så 
dårligt ud endda . 
Lidt efter skyggedes døren , og ind trådte til min 
overraskelse Susanne . Hun gik hastigt og rødmende 
lige hen til mig og tog mig i hånden med de ord : 
„ Kære David , klokkeren ved alt : han har givet os 
lov til at tage farvel her . “ 
„ Ja , jeg har så , børn ! “ sagde klokkeren , „ men 
kun for et øjeblik , fordi Susanne bad så meget om 
det , og for at i begge kunne høre , hvad jeg efter overvejelse 
mener om det hele . “ 
Han holdt nu en liden tale , hvori han sagde , at 
han ikke så noget galt deri , at vi holdt af hinanden , 
skønt vi rigtignok vare meningsløst unge . At vi ikke 
åbenbarede forholdet for vore forældre , håbede han . 
— og han havde tænkt meget derover — også var 
undskyldeligt , da disse næppe engang endnu ville tage 
sagen for rigtigt alvor , og vi således kanske kun 
ville blive krænkede i vor følelse . Nogen mellemmand 
for hemmelige kærlighedsbreve , således som 
Susanne havde bedt ham om , agtede han ikke at være , 
og det både for sin egen skyld og for vor skyld , 
idet vi burde bruge de forestående to prøveår til at 
se , om der var virkelig sandhed i vor kærlighed , eller 

om det kun var børnetanker af den slags , som siden 
igen dunstede bort af sindet . 
Med den besked gik den gamle klokker godmodigt 
ud af stuen . 
Da vi vare alene , fortalte Susanne mig hviskende , 
hvorfor hun havde vovet at fortro sig til klokkeren . 
Hjemme havde hun nemlig hørt , at han engang i sin 
ungdom havde haft en ulykkelig kærlighed , og at 
dette var grunden , hvorfor han aldrig havde villet 
gifte sig og siden var bleven så underlig . Dernæst 
tog hun med ivrig hast op af lommen — hun gik 
endnu i sin gamle , blårudede , korte hverdagskjole , der 
skulle sides ud , men med „ voksent “ Hår — et kors 
af små , blå glasperler , som jeg skulle bære om 
halsen nærmest brystet i en silkesnor , som hun også 
trak op af lommen . 
Op af lommen med det meget i trak hun fremdeles 
efter nogen møje frem en liden saks . Det gjaldt 
nu en krøl af mit hår , netop den sorte i tindingen , 
hun længe havde sigtet på , sagde hun , og som hun 
agtede at forvare i aflukket under sin csnfirmationsmedaillon . 
Da jeg så til gengæld bad om en af 
hendes , som jeg også „ længe havde sigtet på “ , sagde 
hun , at det ikke behøvedes , da det perlekors , jeg havde 
fået , var trædet på hendes eget hår . 
Så var der noget , jeg måtte love hende , og 
som hun havde udtænkt , medens hun sad hjemme og 
syede , for da tænkte hun på så meget . Det var , 
at jeg , når jeg blev student , fluide forære hende en 

forlovelsesring af guld med indskriften „ David og 
Susanne “ på den ene halvdel af indersiden , og på 
den anden side skulle der stå : „ Som David og 
Jonathan “ . Det var vore forældres uenighed , der 
havde bragt hende på den tanke . „ Men , “ afbrød 
hun , „ Du hører jo ikke på mig , David ? “ 
Jeg stod virkelig også og tænkte på noget andet ; 
det var , om jeg vel turde kysse hende til farvel ; jeg 
huskede på isammer ude blandt vætteskærene . 
I det samme skrabede det ude på stcnhellen 
foran døren , hvilket betød , at klokkeren syntes , det nu 
snart fik være slut , og Susanne skyndte sig til min 
skuffelse straks med at få presenterne , hvormed jeg 
endnu stod i hånden , gemte nede i min brystlomme . 
Hun var netop færdig dermed , da klokkeren trådte 
ind og sagde , at vi nu måtte tage farvel med hinanden . 
Susanne 
så en stnnd på klokkeren og derfra 
bleg og med øjne , der fyldtes med gråd , hen på 
mig , som om den tanke , at vi skulle stilles , først nu 
var gået rigtig op for hende . Hun gjorde en heftig 
bevægelse — hun ville øjensynlig faldt mig om halsen , 
men tog sig igen i det , fordi klokkeren var 
tilstede . 
Nu tog hun kun min hånd , førte den op til 
sine øjne uden at sige et ord og skyndte sig bort . 
Dette var mere , end jeg kunne udholde , og jeg 
tror , det var for meget for den gamle klokker med . 
Han gik frem og tilbage og kneppede sagte på 

strængen , medens jeg henne ved bordet lod tårerne 
få frit lød . 
Før jeg gik , spillede han en lille dejlig „ Slåt “ , 
som han havde gjort , da han var tyve år . Den greb 
mig dybt , fordi jeg syntes , den var gjort ligesom om 
mig og Susanne ; den sang indeni mig længe bagefter , 
så jeg lærte den udenad . 
„ Der hører nok en til , “ sagde han , da han sluttede , 
og dernæst — efter et lidet ophold som i en 
tung erindring — : „ men den er lidet lystelig og 
passer ikke for dig ! “ 
Da jagten tidligt den næste morgen rejste , viftede 
der et tørklæde ud af salsvinduet i præstegården 
og til svar en blank hat ombord . 
Syvende capitel . 
Trondenæs . 
Ved et næs på nordsiden af hindøen i senjen 
ligger trondenæs kirke og præstegård . Denne sidste 
var i Olaf den helliges tid kongsgård , og Thore 
hunds Broder siver boede der . Bjarkø , hvor Thore 
hund havde sit høvdingesæde , er kun nogle mile borte . 
Kirken selv er i mange henseender et mærkeligt 
historisf minde . Dens to tårne , hvoraf det ene var 
firkantet og oven beflaget med kobber samt med 
jcrnspir og det andet ottekantet , eksisterer nu kun i 

sagnet , og af de berømte „ tre forunderlig høje ligevoxne 
støtter “ findes blot levningerne ved vestre 
indgang . 
Denne kirke har engang været christendommens 
nordligste grændsefæstning , har stået der mægtig med 
sine hvide tårne , sine klokkers langt rungende mål 
og sin hellige sang lig en kæmpebisp i hvid messesærk , 
der bar st . Olafs christne vigsel og altarlys ind 
i mørket mellem finmarkstroldene . Dens magt 
over sindene har været tilsvarende dyb og stor . Til 
den har henfarne slægter , kirkeklædte , sognet lange 
veje , før andre kirker rejstes deroppe . Kunne den 
kleberstens døbefont , som står i koret , opregne navne , 
eller alteret nævne de brudepar , som der er viede , 
eller den ærværdige kirke fortælle , hvad den vidste , 
ville vi få høre mangen mærkelig saga . 
Nu har protestantismen her som overalt plyndret 
kirken ; levninger af dens malede alterflabe findes 
indsatte som døre i bøndernes madskabe , og det , 
som var mest fremragende ved den , ligger i ruinermen 
længer har man heller ikke kunnet drive ødelæggelsen . 
Den gamle kattolske religiøse kirkestemning 
følger den til dels den dag i dag i de gamle sagn , 
der svæve om den , og underholdes ved de fremmede 
malerier i choret , ved de mystiske hvælvinger og alle 
disse ruiner , som nordlændingens fantasi genopbygger 
i utydelig storhed . Almuesmanoen deroppe er desuden 
i sit religiøse tankesæt og sin overtro ikke så lidet 
af en kattolik . I livsfare at love vokslys til kirken 

falder ham langtfra unaturligt og heller ikke at tage 
jomfru Maria ind i sin bøn . Han ved ja nok , at 
hun er afsat , men tager hende fromt med alligevel . 
Jeg dvæler ved mindet om denne kirke og dens 
omgivelser , fordi jeg i de to år , jeg opholdt mig 
på trondenæs , påvirkedes så stærkt af stedets 
mægtige fantasiindtryk . Den hule jordbund med de 
formodede underjordiske hvælvinger var mig som en 
tildækket afgrund fuld af hemmeligheder , og i kirken 
— hvis stilhed jeg ofte søgte , da den med sit tanken 
forunderlig beskæftigende indre ligger selskabeligt næsten 
lige væg i væg med præstegården og i regelen på 
grund af seminariets orgeløvelser stod åben , — 
kastede dagslyset undertiden skygger i gange og 
indsænkninger , som om der rørte sig væsener fra en 
anden tid . 
Jeg læste med stor fremgang latin og græsk 
med den elsfværdige , kundskabsrige præst , i hvis hus 
jeg boede , og de andre skolefag med en af seminariets 
lærere ; men i mine fristunder søgte jeg disse steder , 
der i så høj grad sysselsatte min fantasi , og trondenæs 
var derfor alt andet end det rette sted for mit 
sygelige sind . 
Min nervøse overspændthed har , som jeg senere 
har iagttaget , en forbindelse med månefliftet . Ved 
sådanne tider udøvede hine steder en næsten uimodståelig 
dragende indflydelse på mig , jeg listede mig 
ubemærkt hen i ensomheden og kunne sidde der i flere 
timer , fordybet i det mangt og meget , som halvklart 

skabtes af min indbildningskraft , deriblandt Susannes 
lette skikkelse , som jeg undertiden syntes svævæde lige 
hen imod mig , uden at jeg dog nogensinde rigtig kunne 
få se hendes ansigt . 
Det var ude på vårsiden i det andet år , jeg 
var der , at jeg en middagsstund under indflydelsen 
af en sådan sygelig stemningsperiode sad inde i 
kirken på en forhøjning nær hovedalteret , grublende 
med Susannes blå kors i hånden . På væggen 
ved siden af alteret faldt mit øje på et stort , 
dunkelt billede , som jeg ofte havde set , uden at det 
havde efterladt videre indtryk . Det forestiller i 
legemsstørrelse en martyr , der er henkastet i en 
tornebusk . , hvis spidse torne , lange som dolke , 
gennembore hans legeme på forskellige steder , og 
som derhos ikke tør jamre sig , fordi en svær smertefuld 
torn går ind under struben og ud den åbne 
mund . 
Udtrykket i dette ansigt blev mig med engang 
helt forfærdeligt . Det så på mig med en mine af 
stille forståelse , som om jeg var lidelseskammeraten , 
der skulle ligge der , når han endelig engang fik udstridt . 
Det var umuligt at få øjnene derfra , det 
blev som levende , rykkede snart ganske nær , snart langt 
bort hen i en dunkelhed , som mit eget svimlende 
hoved flabte . 
Det var , som i dette billede forhænget var 
draget til side for et stykke af min egen sjels hemmelige 
historie , og det var kun med en viljeanstrengelse , 

fremkaldt ved frygten for at suges for langt ind i 
min egen fantasi , at jeg formåede at løsrive mig 
fra det . 
Da jeg vendte mig , stod i lyset , som faldt fra 
vinduet nær den øverste kirkestol , damen med rosen . 
Hun havde et udtryk af uendeligt vemod , som kendte 
hun vel sammenhængen mellem mig og hint billede , 
og som tornegrenen i hendes hånd var kun i formindskelse 
den samme tornebusk , hvorpå martyren 
hist henne lå . 
I kirkens ensomme stilhed påkom der mig 
pludselig en usigelig angest for usynlige magter , en 
panisk skræk , hvorunder jeg hastigt flygtede ud . 
Da jeg kom udenfor , opdagede jeg , at jeg havde 
mistet Susannes blå kors . Det kunne kun ligge i 
kirken ved forhøjningen , hvor jeg havde siddet . Jeg 
ville i dette øjeblik , medens rædselen endnu sydede 
mig i blodet , ikke gået tilbage igen ind i kirken for 
nogen pris i verden — undtagen for Susannes blå 
kors . Jeg fandt det , idet jeg med fnld ro ledte på 
gulvet der , hvor jeg havde siddet . 
Den anden gang , mit nervesystem i de år 
sådan åbenbarede sin sygelighed , var ud på 
efteråret , et par måneder før jeg skulle rejse 
hjem . 
En Bonde havde , medens han var inde hos 
præsten , bundet til kirkegårdsmuren en hest , som 
var glasøjet . Jeg gav mig til at stå og se på den ; 
men dens døde , udtryksløse blik forfulgte mig bagefter 

i erindringen hele dagen . Det forekom mig , som 
om dens øjne i stedet for udad så indad i den os 
usynlige verden , og som om det kunne falde den naturligt , 
når man glemte at passe tommen , at vige 
af fra den almindelige landevej og ind på helvejen , 
hvor de døde fare . 
Som jeg om eftermiddagen med dette i tankerne 
sad inde hos præstens , hvor man samtalede om 
allehånde , stod pludselig for mig et ansigt hjemmefra , 
blegt og anstrengt , og lidt efter blev det mig klart , at 
den mand , hvem det tilhørte , kæmpede fortvivlet for 
at klamre sig fra den oprørte brænding op på en 
klippe . Det var ingen anden end vor dreng Anders . 
Han fæstede sine halv glas- halv hornagtige blikke 
på mig , medens han lå der ligesom hindret fra at 
redde sig af noget nede ved hans fødder , som jeg ikke 
så . Han havde et udtryk , som om han ville sige 
mig noget . Visionen varede kun et øjeblik ; men en 
pinlig , næsten uudholdelig følelse af , at der i denne 
stund hændte en ulykke for os hjemme , drev mig ud 
af stuen og til at vanke urolig om i Marken resten 
af dagen . 
Da jeg kom tilbage , spurgte man , hvad der havde 
sejlet mig , siden jeg med engang kridhvid var faret ud 
af stuen . 
Fjorten dage efter kom der et sørgeligt brev 
hjemmefra . Min faders jagt „ Håbet “ , -er efter de 
dages skik var uassureret og for en stor del ladet 
med fisk , som han for egen regning havde indkøbt , 

var på bergensrejsen gået under i et uvejr på 
stathavet . Fartsjet var sprunget læk og havde ud 
på eftermiddagen måttet landsættes . Mandskabet 
var sluppet derfra med livet , men vor dreng Anders 
havde fået begge sine ben knuste . 
Dette forlis gav min faders formue sit første 
betydelige stød . Det andet skulle komme ude i det 
påfølgende år med tabet også af den anden jagt 
„ Enigheden “ , og det tredje og for fremtiden afgørende 
slag rammede , da det af regeringen endelig blev 
afgjort , at vor handelsplads ikke skulle være dampflibsstoppested . 
Ottende 
capitel . 
Hjemme . 
I december måned var jeg igen hjemme , hvor 
jeg udvortes fandt alt ved det gamle , kun om muligt 
på grund af , hvad der var passeret , endnu stillere 
og tristere . Min fader var rastløs virksom , men lidet 
meddelsom . Han anså mig sandsynligvis heller ikke 
stikket til at tage del i sine bekymringer . 
Susanne , der nu ligesom jeg var over nitten år 
gammel , opholdt sig i besøg hos en familie nogle 
mile borte og skulle først komme hjem til jul . Min 
længsel efter hende var ubeskrivelig . 
Det var i den sidste mørke , stormfulde uge før 
jul , at den spanske brig „ Sancta Maria “ , fordrevet ved 

uvejr , indkom i nærheden of vort sted i en temmelig 
besfadiget tilstand , der gjorde , at den under vore 
dårlige arbejdsforhold måtte ligge og reparere i 
hen ved seks uger . 
Kaptejnen , som ejede både skibet og ladningen , 
var en høj , gul , pyntelig klædt spanier med noget 
gråsprængt hår , sorte øjne og store ansigtstræk . 
Med ham fulgte hans ssn Antonio Martinez , en 
smuk , ung mand med olivenbrunt ansigt og ildøjne 
ligesom faderen . 
Min fader havde gjort hr . Martinez væsentlige 
tjenester under indbjergningen og bad ham nu med 
nordlandsf gjestfrihed tage tiltakke hos os . 
Uagtet meddelelsen mellem os ikke kunne være 
synderlig livlig , da de fremmede kun forstod enkelte 
norsfe ord og ellers måtte hjelpe sig med tolk , 
fremgik det dog snart , at det var to meget godmodige 
mennesker . Deres hovedbefljæftigelse bestod i hele 
dagen at rulle og røge cigaretter og at tilse arbejdet 
ved briggen . 
Den mørke tid virker trykkende på manges 
humør der nord ' , især i dage , da man er mindre 
beskæftiget . I julen og især selve juleaften plejede 
således min fader altid at være yderlig trist . Medens 
lystigheden gik i hele huset , og folkene højtidsklædte 
julede ved det med tregrenede talglys prydede kjokkenbord , 
sad han i regelen i sine egne tanker indestængt 
på kontoret og ville ikke forstyrres af nogen . 

denne juleaften var han dog for hr . Martine ; ' 
skyld en stund inde i stuen , men forholdt sig hele 
tiden tavs og forstemt , som om han kun længtes efter 
sit ensomme kontor , hvortil han også lige efter 
aftensbordet trak sig tilbage . 
Niende capitel . 
Julebesøgef . 
Omkring juletiden var der den vinter på vore 
kanter i lofoten en hel del fremmede , mest skibskaptejner , 
der , ligesom Martine ; hos os , på grund 
af det urolige vejr eller søflade opholdt sig på 
forskellige steder iland . Der var derhos kommet 
notabiliteter sydfra i offentligt ærinde . En følge af 
dette var igen en del selskabelige sammenkomster , 
hvori verterne søgte at overbyde hinanden i flot 
gjestfrihed . 
Tredie nytårsdag blev vi således budne til 
middag og bal hos den formuende lensmand røst , ' 
hos hvem de nævnte herrer sydfra fortiden havde 
ophold . Det var for os kim en halvanden mil at 
rejse , men mange havde både seks og otte mile frem 
og deraf en større strækning havvej . 
Røst ' s rummelige lokale kunne huse en hel mængde 
gjester , men denne gang havde han for at skaffe 
nattelogi til de mange indbudne tillige taget nabogården 
i beflag . 

idet jeg strider til at fortælle dette besøg , der 
for mig stalde blive så fuldt af begivenheder og 
sindsbevægelser , har jeg lovet mig selv at være kort , 
og jeg kommer således til at overspringe mangt et 
træk og mangen en tegning , der hører til et mere 
fyldigt billede af livet deroppe . 
Man skulle efter indbydelsen spise klokken tre , 
men de fleste både indfandt sig to , tre timer i 
forvejen . Medens damerne omklædte sig ovenpå , 
samledes herrerne nedenunder i en med forsæt ikke 
meget oplyst stue , hvor der stod „ et stykke at bide i “ 
Og en snaps , som vel kunne tiltrænges efter rejsen . 
Der blev de tillige af den omhyggelige Vert gjorte 
bekendte med hinanden . 
Man ventede længe og forgæves på præsten og 
hans damer og måtte tilslut bestemme sig til at gå 
til middagsbordet uden dem . 
Dørene opsloges nu til den store , festligt oplyste 
spisesal ovenpå , gjesterne strømmede opad trappen 
og indtoge efter mange standsninger i dørene og 
lange høflige stridigheder om rangordenen deres 
pladse rundt det store , svært opdækkede hestesfobord , 
der prangede festligt med en tæt rad af vinflasker , 
trearmede lysestager , høje kogeopsatser og især øverst 
oppe ved hæderspladsen med en sand opdyngning af 
massivt . Sølvtøj . For præstens blev tre pladser 
forbeholdt oppe ved notabiliteterne . Min fader sad 
ved siden af hr . Martinez oppe ved hovedbordet , 

og jeg i beskedenhed længer nede ved et af sidebordene . 
Middagsselskabet 
var af det gode , gamle , gemytlige 
slags , som nu desværre overalt går mere og mere 
af brug . Man spiste rigtignok med kniven og vidste 
ikke af sølvgafler ; men der var fil gengæld virkelig 
glæde i laget , og man havde længe efter stof fil 
mangen morsom samtale . 
I begyndelsen , medens man endnu sad med den 
frysende følelse af den hvide dug og imponeret af 
det festlige indtryk , gik det jo rigtignok dygtig stift fil . 
Naboerne vovede næppe engang at hviske fil hinanden , 
og de balklædte unge damer , der alle som ved en 
magnetisk sammenhængskraft vare komne ved siden 
af hverandre , sad længe i dyb , genert tavshed i en 
række , som en blå , rød og hvid blomsterhæk , hvori 
ingen fugl turde synge . 
Middagen åbnedes ved , at berten ønskede gjesterne 
velkommen . I et par længere studerede taler udbragte 
han dernæst skåler for de tilstedeværende notabiliteter , 
hvilke igen af disse besvaredes . 
Hermed følte alle , at man var sluppet over det 
egentlig officielle dørtrin fil glæden . 
Berten indlod sig nu med lettet bryst på de 
langt kortere og grejere skåler for de fraværende , 
hvoriblandt først og sremst var den „ elskværdige præst 
og hans familie “ . Ved denne skål lagde nok flere 
end jeg mærke til , at min fader lod glasset stå 
urørt . 

imidlertid gik retterne rundt , og eftersom vinstanden 
i flaskerne sank , steg munterheden . Der 
dukkede nu op mangt et både kvivkt og skarpt hoved , 
der her var kommet frem på sin rette kampplads , og 
den hagl , som her vankede af vid , lystige indfald og 
morsomme taler — de sidste som oftest i form af 
historier med et undertiden måske noget drøjt point 
i — gav et livligt indtryk af det ejendommelige 
nordlandske lune . 
At der , da man skulle rejse sig fra bordet , var 
enkelte , som ikke kunne - komme op af stolen , og 
andre , der bagefter savnedes som følge af slaget , 
var kun , hvad der dengang sædvanlig hændte i 
selskaber . Blandt disse sidste skulle desværre også 
jeg tælles . 
Øjeblikkets indtryk har altid haft en stor magt 
over mig , og uvant , som jeg var , både til den slags 
lystighed og til stærke drikke , havde jeg uden forsigfighed 
overgivet mig til den glade stemning , der 
susede rundt omkring mig . Jeg tror , at jeg aldrig 
har let så meget i mit hele liv tilsammen , som jeg 
gjorde ved dette ene middagsbord . På skrå for mig 
sad den rødhårede handelsmand Wadel med sit lange , 
tørkomiske ansigt og fyrede af den ene vittighedsgranat 
ester den anden , og ved min side hviskedee den pukkelryggede 
kontorist gram , der var vkdenom bekendt for 
sit gode hoved og frygtet for sin bidende tunge . 
Hans pikante karakteriseren af de forskellige , som sad 
ved bordet , steg i ondskabsfuldhed , eftersom han drak , 

og var hans ord blevne hørte , ville nok mangt et 
strålende ansigt ved bordet stiftet udtrykt jeg tror 
også , at han ved siden deraf i stilhed har haft sin 
fornøjelse af at få mig beruset , i det mindste var han 
hele tiden utrættelig i at fylde mit glas , især da den 
hede vin toges i brug . Hans rappe , gløgge ørneøjne 
og nogle tilhviskedee ord rettede min , nu ellers dygtig 
omtågede opmærksomhed hen på mangen en komist 
scene . 
Det forekom mig til sidst , at stuen og bordet 
gik op og ned , som om vi sad under søgang i en 
stor kahyt . Utydeligt står også for mig , at man 
bagefter i den sejlende sal i to modsatte strømninger 
klemte sig forbi hinanden rundt bordet mellem væggen 
og stolene og takkede for maden . 
Efter alt dette erindrer jeg intet , før jeg vågnede 
i bælmørke som af en tung , forvirret drøm og følte , 
af jeg lå i en blød edderduns seng . Lidt efter lidt 
dagede det passerede op i min erindring , og jeg 
begreb , af jeg var bleven bragt til sengs i et af gjesteværelserne 
i nabogården . Medens jeg lå og grundede 
over dette og følte mig uhyre ulykkelig , kom den ældre 
hr . Martine ; ind til mig med et lys i hånden for 
af se til mig . Det viste sig da , af klokken var over 
to om natten , og den omstændighed , af jeg således 
havde sovet en seks , syv timer i træk , skyldte jeg 
rimeligvis , af jeg ikke længer følte mig videre legemlig 
ilde ; desto mere led jeg moralsk af en skamfuld 
følelse . 

såvidt jeg kunne forstå , da jeg klædte mig på , 
var nok nabogården bleven et helt lazarett for den 
samme slags faldne efter middagsbordet som jeg , 
og blandt dem bemærkede jeg med en vis hevngjerrig 
glæde kontorist gram , min pukkelryggede , skadefro 
sidemand . 
Hr . Martine ; betydede mig med alskens oprømte 
gestikulationer , af man nu var ivrigt i færd med af 
danse , og af jeg måtte være med . 
Tanken om , af Susanne nu længst måtte være 
kommen og have ventet forgæves , for mig med et 
som et lyn igennem hovedet . Hvorledes jeg havde 
kunnet glemme hende endog kun et øjeblik , var mig 
selv en gåde ; men at jeg havde gjort det , lå tungt 
på mig . 
Spisesalen var nu bleven forvandlet til balsal , 
og dansen havde allerede i flere timer gået lystigt 
for sig efter fuld musik af violin , klarinet og 
violoncelle . I et belejligt øjeblik , midt under en 
Dans , listede jeg mig ubemærket ind . 
Som jeg stod der med mine trange , hvide handfler 
på , bleg og genert nede ved den åbne dør , igennem 
hvilken heden strømmede ud i den kolde gang som en 
tåge , led jeg i begyndelsen stærkt under følelsen af , 
at alle nu ville se på mig og tænke på min mindre 
passende opførsel . 
Det ene par efter det andet svingede imidlertid 
forbi så nær , at damernes kjoler rørte ved mig , og 

jeg begyndte , så vidt min nærsynthed tillod mig det , 
efterhånden at orientere mig i salen . 
Prcrstefruen sad i sofaen , oversf oppe mellem 
nogle ældre damer , i ivrig samtale med den skaldede 
lille doktor . 
Præsten spillede sandsynligvis kort nedenunder ; 
— men til Susanne så jeg intet . 
Den unge Martinez svingede netop oppe i salen 
med strålende mine i en polket en påfaldende smuk , 
hvidklædt dame med et blåt , flagrende bånd om 
livet . Hun havde et svært , dejligt hår , der faldt i 
det gule , med en stor sølvnål som et spyd gennem 
nakken og en let balkrands på . Hun så ned mod 
gulvet , medens hun dansede . Damen var højere og 
fyldigere end Susanne , men med en særegen ynde i 
sin figur , som erindrede mig om hende . Den lette , 
næsten fornemt udsøgte måde , hvorpå hun førte de 
små fødder i dansen — det var , som om hun 
svævede — lignede også hende , og jeg fulgte derfor 
parret med en ubevidst interesse . 
Min nærsynthed hindrede mig fra at skelne godt , 
og da de kom forbi mig , skjultes desuden damens 
bøjede hoved af hendes egen arm , der fortrolig lænede 
sig op til den øjensynlig lykkelige Martinez ' skulder . 
Hvad jeg så , var kun en bred , ren , velsignet pande , 
der ikke kunne tilhøre to i verden , og at en nedfalden 
lok af hendes hår legede om de hvide , runde 
skuldre . 

jeg følte , at jeg skalv i knæerne . Denne høje , 
fine , fornemme dame kunne dog umulig være 
Susanne ! 
Med en skinsyg følelse vogtede jeg ufravendt på 
deres Dans , til de næste gang kom forbi . Netop 
lige overfor mig slog hun leende øjnene op , hendes 
blik faldt lige på mig , og en stærk rødme gød sig 
pludselig over ansigt og skulder , helt ned til kniplingskanten 
på kjolen . 
Det var Susanne ! 
I de lidt over to år , vi havde været adskilte , 
havde hendes skønhed udfoldet sig så vidunderlig 
rigt . Af den fine syttenårs knop var der i den 
korte tid sprunget frem en herlig , fuldt udvoxen 
kvinde . 
Parret satte sig ned øverst oppe i salen på deres 
pladse nær rækken af de ældre damer . 
Jeg begreb nu , af de to vare i færd med af opføre 
ballets sidste lange Dands cotillon , hvilken man i 
regelen plejer af afveksle med en uendelighed af tourer , 
og det for mig igennem tanken , af den unge Martinez 
sandsynligvis havde gjort lykke hos Susanne den 
hele aften , siden han var bleven hendes cavalier netop 
i denne Dans . Jeg blev vaer , hvorledes præstefruen 
synligt udmærkede ham , og det faldt mig bittert ind , 
af han jo både var en rig mand og derhos , skønt 
lavere af statur , så helt anderledes voksen og mandig 
ud end jeg . 

der gik mig som en kniv i hjertet . Jeg havde 
altså ligget beruset som et dyr og ladet en fremmed 
tage Susanne fra mig . 
Med vild skinsyge bemærkede jeg , hvorledes den 
smukke , stumme , med de sorte ildøjne talende Martine ; 
leende og under alflens livlige nik og gebærder søgte 
at tydeliggøre hende en ny tur , som nu skulle gå 
for sig , hvorledes han undertiden bøjede sig ligesom 
fortroligt hviskende hen over hende , og hvorledes hun 
igen fra sin plads så op til ham og lo lystigt , flig 
som kun Susanne kunne le . Han tog hende ved 
hånden og fik hende til at gøre en prøve på 
gulvet foran deres pladse , og dette lod til at være 
endnu morsommere . 
Den unge Martine ; beskæftigede hende øjensynlig , 
og vort gamle forhold var altså blot børnestreger , 
som den voksne dame nu helst ønskede glemt . Efter 
vor aftale om de to prøveår var jo også alt i den 
henseende mellem os på det Rene , så at vi som 
voksne for den sags skyld ved lejlighed nu gerne 
kunne passiare leende sammen om det hele . 
Blodet susede i mit hoved , og jeg følte , at jeg 
måtte hevne mig . Før jeg rigtigt havde overtænkt 
hvorledes , gav jeg mig ved en pludselig indflydelse 
til at passiare ivrigt og så , at det kunne have udseende 
af , at jeg gjorde Cour , med landhandler r . s 
smukke datter , som netop kom til at stå lige ved 
mig . 

da Susanne bagefter i den nye tur dansede 
forbi os , så hun ligesom forundret prøvende hen på 
mig . Næste gang hun kom tilbage , tabte hun af 
vanvare sit lommetørklæde netop der , hvor jeg stod . 
Jeg fog det op , gik stift hen og leverede det til præstefruen , 
der imidlertid — det være nu i betragtning af 
min opførsel ved middagsbordet eller af andet — 
fog påfaldende kort og koldt imod mig . Jeg bukkede 
ligeså koldt for hende og vendte så tilbage til min 
gamle plads , hvor jeg igen optog den afbrudte leende 
samtale med jomfru r . 
En stund efter svingede Susanne atter forbi , og 
hun så da hen på mig med en alvorlig , men uvis 
mine , som om hun ikke rigtig var på det Rene med 
sig selv om , hvad hun skulle tænke ; siden slog hun hver 
gang med villie øjnene ned . 
Jeg opdagede med tilfredsstillelse , at Martine ; 
igrunden dansede klodset . Medens jeg med forceret 
overgivenhed lo og passiarede med min vakre sidedame , 
var det min hemmelige fristelse at sætte foden 
i al ubemærkethed en smule ondskabsfuldt frem , for 
at han kunne snuble i den . Og jeg ved ikke rigtig , 
hvordan det gik til , men da Martine ; næste gang 
dansede forbi , faldt han så lang , han var , hen over 
gnlvet og slog sig vist hårdt ; han var nemlig i 
faldet ridderlig nok til af slippe den støtte , han 
kunne haft i sin dame , så af Susanne kun blev reven 
halvt med . 

han rejste sig og så rasende hen på mig , den 
uskyldige årsag i uheldet , der stod tilsyneladende alt for 
optaget af min sidedame , til endnu ret engang af have 
bemærket , hvad der foregik . . Det blik , som han fik 
tilbage for det , han lånte mig , åbenbarede ham 
imidlertid nok uvilkårligt hele sandheden ; thi han 
ville netop fare lige imod mig , da han uventet standsedes 
ved , af Susanne , rigtignok en smule bleg , 
trådte lige hen foran ham og med en verdensdames 
holdning roligt rakte sin arm ud , for af han skulle 
føre hende videre . 
Som Susanne gik arm i arm opefter med den 
hinkende Martinez , vendte hun pludselig sit ansigt om 
til mig med en mine så glædestrålende , af jeg fra 
min dybe fortvivlelse pludselig hensattes i den lykkeligste , 
mest jublende vished . 
Hun havde klarlig forstået , af Martinez ' uheld 
var en hevn fra min side for hendes skyld og 
dermed fået den tvivl lettet af sit bryst , som min 
færd i den sidste times tid havde måttet give hende ; 
thi at jeg ikke var beruset , havde hun snart indset , og 
koketteri lå alt for fjernt fra hendes egen oprigtige , 
sanddru natur til , at hun skulle kunne forstå et 
sådant hos mig . I bred sandhed var hun egentlig 
kun en forfinet kvindelig udgave af sin faders stærke 
natur . 
Jeg gik og gjorde den unge Martinez de mest 
ufortrødne undskyldninger for min kejtethed , medens 
Susanne sad ved siden af og hørte på , indtil han 

godmodig , som han munden var , endelig lod sig 
formilde . Noget lang i ansigtet blev han jo , da 
Susanne lige ovenpå foreslog , at jeg skulle opføre den 
forestående tur med hende , for at han kunne hvile 
sit forslåcde ben til den næste . 
Ja , jeg dansede med hende , den smukke , fuldvoksne 
kvinde i den hvide balkjole , hvem jeg for en stund 
siden ikke havde genkendt , fordi hendes egen herligt 
udviklede skønhed skjulte hende . 
Vi havde lært hinanden at danse , og jeg tror , at 
vi begge dansede ualmindelig godt . Den lette balkrands 
med fine , hvide blomster mellem de grønne blade 
fremhævede hendes rige hår ; jeg havde armen om 
hendes liv og kendte , hvorledes hun elastisk lænede sig 
op til mig , medens hun vuggede med mig i dansen , 
glad og tryg som et barn . Hendes pande var nær 
mine læber , og vore blikke , som søgte hinanden under 
dansen , talte atter og atter om , hvor dejligt det var 
at mødes , når man har længtes inderligt efter 
hinanden i to lange år . 
Da jeg førte hende tilbage til hendes plads , fik 
jeg et håndtryk og et blik , der fuldstændigt holdt 
mig skadesløs for præstefruens mindre venlige miner . 
Det lod til , at Susanne blev irettesat for sin negligeante 
opførsel mod den unge hr . Martine ; , men at 
doktoren , som sad ved siden , tog hende i forsvar . 
Jeg stod igen på min gamle plads og så 
Susanne og Martine ; opføre den nye tur . 

hendes opkastede læbe viste i begyndelsen spor 
af den gamle barnetrods efter irettesættelsen ; men 
siden blev udtrykket ligesom mere roligt og tankefuldt . 
Hensunken , som jeg stod , i synet af hende og 
formodentlig svag efter de mange vekslende sindsbevægelsær , 
kendte jeg med et denne trykkende , urolige 
følelse af angesf og ulykke komme over mig , som i 
regelen ledsager mine visioner . Jeg søgte at komme 
ud af salen , men synet greb mig forinden . 
Jeg så Susannes ansigt , medens hun dansede 
med Martinez , hvidt som en gribende skøn afdøds , og 
den grønne krands med de små hvide blomster hang 
hende i håret som vådt søgræs . Det var som der 
drev vand ned ad hende . 
Blodet strømmede mig til hjertet ; salen var 
snart mørk , snart drejede den sig under gnister af 
tusinde lys rundt for mine øjne med de dansende 
par . 
Jeg ville visselig være besvimet nede ved døren , 
havde ikke doktoren taget mig under armen og fort 
mig ud på den kølige gang og derfra ind i et lidet 
gjesteværelse , hvor ban lød mig drikke vand og hvile 
på sengen . 
Da han en halv times tid efter anfaldet kom 
tilbage og så , at jeg var kommet mig , satte han sig 
mildt og venligt ned ved sengen hos mig og begyndte 
på sin trohjertige måde at tale , som han sagde , 
„ ligefremt “ med mig . . 

han havde , sagde han , idet han med lysesaxen 
betænksomt kløvede tanden i lyset , — som han , formodentlig 
for at kunne iagttage mig , havde taget bort 
fra spejlbordet og nu sad med i hånden , — den 
aften , fra jeg kom op i salen , lagt mærke til mig og 
troede at forstå , at jeg inklinerede for den smukke 
Susanne 8 . , men var skinsyg på den unge hr . 
Martinez . Han havde også før hørt en fugl synge 
om den ting . 
Dette var en følelse , som mange unge mennesker 
bare ville have godt af og udvikles ved , men for mig 
med min sindsdisposition ville den slags ophidsende 
stemninger kun være i højeste grad til skade ; han 
havde desværre , lagde han sagte til , haft erfaringer 
derfor fra min egen stakkels moder ; thi det , at hun 
i min barndom havde opdaget , at hendes sindssygdom 
var nedarvet på mig , havde kun været den 
tilfældige anledning til , at hun mistede forstanden . 
Som læge og ven ville han sige mig dette nu , 
medens han mente der endnu var tid for mig til ikke 
at lade denne følelse slå rødder . Og han ville sige 
det ikke blot for min egen , men også for Susannes 
skyld , hvem han holdt inderlig af og så nødig ville 
have ført ind i det , som efter menneskelige øjne blot 
kunne ende med sorg . 
Et måtte jeg også overveje , forfsatte han — efter 
et længere ophold , hvori han ligesom betænkte sig på 
at rykke ud med sproget , me . n så besluttede sig fast 
dertil — og det var , at min ulykkelige arvelige disposition 

hellerikke gjorde det så ganske forsvarligt for 
mig at tænke på at gifte mig ; det kunne , antydede 
han med en gestus , som om han i lyset udførte en 
sidste afgørende operation , endog betragtes på samme 
måde , som om en spedalsk giftede sig uden at bryde 
sig om , at han derved forplantede sin sygdom ned 
på børnene . Jeg skulle dog — her rejste han sig og 
lagde hånden trøstende på min skulder , — ikke tage 
mig disse ting alt for nær . De bitre midler , og det 
var desværre sandheden nu , er som oftest de sundeste , 
og for min syge , drømmende natur var den usminkede 
sande virkelighed tillige efter hans alvorlige , modne 
overvejelse det eneste middel til sundhed og frelse . 
Efter et øjeblik atter at have holdt lyset hen over 
mig , fjernede han sig med et alvorligt nik ; han indså 
nok , at jeg ikke i øjeblikket var i stand til at føre nogen 
samtale eller svare ham . 
Det var i al venlighed dødshugget over alle 
mine drømme og illusioner . 
Jeg følte bedøvelsen af slaget , skønt min indre 
erkendelse endnu ikke rigtig havde optaget det klart i 
sig . Mit livs gamle ulykkesanelse var nu endelig 
stadfæstet . Susanne havde for mig altså dog kun 
været et lånt solskin , som skulle udslukkes , når det 
kom til virkeligheden . 
Medens jeg med det indre øje egentlig mere så 
end tænkte dette , og musiken lød utydeligt inde fra 
balsalen , lå jeg så rolig , så rolig og følte mig 
efterhånden med en dump smerte ligesom afdø fra 

alt det , som var mig kært i verden . Det var , som 
mit legeme stivnede under sorgen , og Susannes ansigt 
uden livsskær stod nu for mig som noget naturligt ; 
min kærlighed var jo en afdød historie . 
Som jeg endnu lå der i en dunkel , stiv døs , 
gennem hvilken alt ydre kun viste sig for mig i en 
halvtåge , åbnedes døren , og en dame trådte ind . 
Hun rettede i hast foran spejlet af et knappenålsbrev 
en nedtrådt rift i sin balkjole , men standsede 
med et forskrækket ved at se nogen ligge borte i halvmørket 
på sengen . 
Jeg genkendte Susanne , og , som det lod , sagde 
også en anelse hende , at det kunne være mig , thi 
hun nærmede sig ligesom spejdende og hviskedee mit navn . 
Sandsynligvis har hun tænkt , at jeg sov , siden 
der intet svar kom , og at det ikke var ret eller tid 
at vække mig . Et øjeblik stod hun stille lige ved mig , 
som hun betænkte sig , så bøjede hun sig over mig , 
så jeg kendte hendes varme ånde , trykkede et sagte 
Kys på min pande og gik . 
Et julebesøg plejer i egnene nordpå at vare i 
et par dage , som oftest i flere . Denne gang blev 
det så , at vi fra vort hus på grund af min faders 
og Martinez ' ernes travlhed skulle rejse de fem Fjerdingvej 
hjem allerede den næste aften i mørket , 
medens derimod de fleste skulle vente til den påfølgende 
dag . 

præstefamilien skulle imidlertid blive der til gæst 
sammen med „ Notabiliteterne “ Ugen ud til-lørdagen . 
I mellemtiden , allerede den næste dag , fluide præsten 
og fruen ud på besøg hos en familje i nærheden . 
Susanne fik lov til at blive tilbage . 
Jeg havde , som de andre gæster , ligget til langt 
op ad formiddagen ; men inde i mit hoved havde i 
den tid doktor k . ' s ord om , at min stilling var 
lig den spedalskes , banket som i en byld stedse hårdere 
og smertefuldere igennem alle mine vekslende forestillinger , 
indtil deres betydning med engang stod klar 
og med sin hele bråd for mig . 
Jeg elskede jo Susanne tusinde gange højere end 
mig selv , og skulle jeg så egenkærlig pille knytte 
hendes skæbne til en mand , som var sindssvag , bare 
fordi dette menneske var mig selv ? Og min sindstilstand 
ville kanske udover livet heller forværres . 
Jeg begyndte at føle , at jeg vandt i fromt mod 
til opofrelse og fik dermed tillige en velgørende , klar 
ro over mig . Det var jo dog , når alt kom til alt , 
kun det bedste , jeg vidste , nemlig at ofre livet for 
Susanne , og denne betragtning gav mig til sidst næsten 
en fanatifl lyst til at gøre det . 
Min beslutning var i al fald fattet , og min plan den 
simple at tale ligefrem , bestemt og klart med hende ; thi 
fluffe hende i nogen måde , ville jeg ikke for alt i verden . 
Det var om eftermiddagen i tusmørket , medens 
de andre vare ude og gik tur , at jeg fik anledning 
til at tale alene med hende . 

Susanne bar den dag sin førte silkes konfirmationskjole , 
der sad så godt om hendes liv , kniplingskrave 
og snævre ærmer med manchetter om 
håndledet . Håret var fæstet med en sølopil som 
på ballet , men ellers uden nogen anden prydelse . 
Hun sad nu eftertænksomt og hørte på mig foran 
den netop ilagte kakkelovn , hvor vi begge havde sat os 
hen . Hvergang hun bøjede sig frem i lysningen fra 
ovnmundingen , faldt skæret på hendes udtryksfulde 
ansigt , medens jeg , under anstrengelsen for af være 
sand , mulig endog med overdrevne farver fortalte hende 
alt om min sindstilstand , og hvad doktor k . havde 
sagt derom . 
Eftersom jeg talte , så jeg hendes ansigt blive 
stedse alvorligere og blegere , indtil hun til sidst med albuerne 
støttet på sine knæ bedækkede sine øjne med 
hænderne , så jeg blot kunne se , af hendes læber skjalv 
og af hun græd . 
Da jeg kom til , hvad doktoren havde sagt om af 
min stilling var lig en spedalsks , og af således gud 
selv havde sat en hindring mod vor forening , samt 
trøstende søgte af forestille hende , af vi jo i grunden 
hele vort liv med undtagelse af de sidste par år 
havde elsket hinanden på en anden måde som Broder 
og søster — løftede hun pludselig i vild heftighed 
hovedet op , så jeg så lige ind i det tårevædede ansigt , 
slog armene om min Hals og nødte mig sådan 
ned på knæ hen foran sig . Hun pressede mit hoved 
med magt op til sit bankende bryst , som om hun 

ville beskytte mig mod dem , der ville tilføje mig ondt . 
Så strøg hun med hånden håret bort fra min 
pande , — jeg kendte hendes tårer falde ned på 
mit ansigt — og hun gentog atter og atter ligesom i 
vildelse kælende de ord , at ingen i verden fluide 
få tage mig fra hende . 
Dette var for meget for min trætte , pinte natur ; 
jeg greb begge hendes hænder og græd over dem med 
hovedet i hendes fang . Min gråd blev stedse hæftigere , 
indtil den tilslut steg til en fortvivlet , krampagtig 
hulken , som jeg ikke længere kunne råde for , og 
som nok rent ud forskrækkede Susanne ; thi hun tyssede 
på mig , nævnte mig ved navn og kyssede mig derimellem 
som et barn , for at få mig stille . Jeg 
havde en så dyb trang til at få udgrædt , at det 
ikke længere kunne standses . 
Da jeg endelig blev roligere , foldede hun igen 
sine hænder om min nakke , som om hun derved ville 
tvinge min opmærksomhed , bøjede sig frem og så mig 
længe ind i øjet med et udtryk i sit bevægede , smukke 
ansigt , på engang så overtalende inderligt og så 
viljestærkt . Jeg måtte , forsikrede hun endelig med det 
kast med hovedet , hvormed hun altid gjorde sin tale 
indtrængende , tro hende i , at hun for vort vedkommende 
vidste tusinde gange bedre besked om , hvad 
gud ville , end nogen doktor , og kun gud skulle vi 
begge her lystre , ingen doktors menneskelige klogflab . 
Jeg var også i meget så uhyre enfoldig , så man 
kunne snakke for mig , hvad det så skulle være . 

sådanne folk som doktoren , sagde hun , forstod 
sig ikke på , hvad kærlighed var . Havde jeg været 
frisk og glad , så havde det vist været guds vilje , at 
hun skulle delt det gode med mig , og så måtte det 
ligeså vel være hans vilje , at den samme kærlighed 
skulle få dele min sorg og sygdom ; men her var 
det , at doktor k . — hun lagde ham øjensynlig stærkere 
og stærkere for had , eftersom hun beskæftigede sig 
med ham — tænkte anderledes end Vorherre . Hun 
troede desuden så sikkert , — og hendes stemme blev 
her forunderlig mild og blød , næsten hviskende og fortrolig 
— , at netop det , at vi to holdt så af hinanden , 
ville være en bedre snndhedscuur for mig , end nogen 
doktor kunne finde på . Ialfald følte hun hos sig 
selv , at hun ville blive syg i sindet og fortvivle , om 
ikke jeg længer holdt af hende , for det havde vi jo 
gjort , fra vi begge kunne huske , så det nok var for 
sent at finde på at skille os ad . 
Et skulle nu være fast besluttet — ved tanken 
fik hendes ansigt et præg af ubetvingelig vilje , der 
mindede mig om hendes fader — og det var , at hun 
snarest mulig ville betro alt om vort forhold til sin 
fader . Nogen hemmelighed burde det , både for min 
og hendes skyld , ikke længer være . Hendes fader 
holdt så meget af hende , og i nødsfald ville hun 
alvorligt sige ham , at det ikke kunne nytte hverken ham 
eller nogen anden — hun mente hermed moderen — 
længer at prøve at få nogen doktor til at narre mig 
fra hende . 

noget „ Broder- og søsterflab “ mellem os , som 
hun med hånlig foragt i minen udtrykte sig , ville 
hun nu mindst af alt vide af , og ligesom for ret at 
få knust denne tanke , bad hun mig , idet hun stod 
opret foran mig og med lidenskabelig Iver så mig i 
ansigtet , at give hende mit Kys på , at vi endnu var 
og altid trods alt og alle fluide vedblive at være 
trofaste forlovede , selv om jeg aldrig blev så frisk , at 
vi nogen gang kunne gifte os her på jorden . 
Jeg tog om hende , gav hende kysset varmt og 
lidenskabeligt en , to og tre gange , indtil Susanne frigjorde 
sig for mig . 
Medens hun talte , var det gået op for mig , at 
hun , med sin stærke , sunde , kærlige natur , stred striden 
for os begge og for en ret , som mulig ikke ganske 
kunne bevises med ord , men hvis hellighed jeg følte 
stod over alt kunstigt bevis . 
Jeg fik nu Susanne tilbage på en anden sandere 
og virkeligere måde , end jeg nogen gang havde anet 
eller drømt , idet jeg begreb , at alt det , som kunne 
kaldes ridderlig opofrelse fra min side , kun lå 
lavere end vor kærlighed , ja simpelthen var en uværdig 
krænkelse af den . I sand kærlighed bæres korset af 
begge de elskende , og den , som „ ridderligt “ vil bære 
det alene , bedrager kun den anden for en del af sit 
bedste eje . 

en times tid efter denne min sammenkomst med 
Susanne , der sluttede med fornyede løfter og tilsagn , 
sad jeg i den næsten mørke vinteraften , medens månen 
sejlede bag en uendelighed af små , grå skyer , i 
bagskotten af vor fembøring sammen med min fader 
og de to Martinez ' er . 
Fader sad ordknap og styrede , medens folkene 
roede op en temmelig tung modvind , som faldt ind 
sundet , før at vi kunne få „ Stræk på sejlet “ 
Resten af vejen . 
Jeg tænkte i stilhed over alt det meget , som var 
passeret under dette korte besøg , og følte mig så 
uendelig lykkelig . 
Vi kom hjem ud på natten . Jeg forsøgte at 
ligge vågen og tænke på Susanne og alt , hvad hun 
havde sagt mig , men sov ind som en sten og vågnede 
med en følelse af sundhed , lykke og glæde , som 
kun den ved af , i hvis lod det har faldt at få sove 
den rigtig lykkeliges søvn . Og således kom nu hver 
nat . Jeg sov ind , før mit fadervor var til ende , 
sang om morgenen og følte mig næsten til overgivenhed 
let , glad og arbejbslysten hele dagen . 
Det stadfæstede sig , hvad Susanne havde sagt , at 
vor kærlighed ville blive mig en sundhedsbrønd , 
bedre end nogen doktors menneskelige kløgt formåede 
at anvise . 

tiende capitel . 
Stormen . 
Det var ud på eftermiddagen lørdag efter helligtrekongersaften , 
at den forfærdelige to dages storm 
røg op , der af mange endnu omtales som en af de 
mest orkanagtige , der i mands minde er overgået 
lofoten . 
Det var en lykke , at fiflet endnu ikke var begyndt . 
— stormen stod med gråvejr og slud og uhyre 
søgang sydvest , ret ind pestfjorden — ellers ville der 
kanske været spurgt forlis efter ikke mindre målestok 
end under det bekendte uvejr i 1849 , da i et døgn 
flere hundrede både forliste . Nu blev det med en del 
både , som var påvej til fiflet , og indstranding af 
flere jagter og et par større fartøjer . 
Uvejret øgede på udover natten ; vi kendte , hvordan 
bygningen for hvert stormstød gav sig og stønnede 
i sine sammenføjninger , og sad alle som ved en 
stille overenskomst oppe ved lys og vågede . 
Vindneslemmer , døre og glugger blev omhyggelig 
tillukkede . Tagstenene ramlede larmende under 
vindstødene , så at vi frygtede for , at de skulle bryde 
åbning i taget , og skorstenspiberne gav i blæsten 
en uhyggelig , dyb , brummende lyd , der under de værste 
tag i bygningen hørtes som en høj , fæl kjæmpetone 
ud i natten , undertiden næsten som et vildt nødråb . 
Vi opholdt os alle i stuen under en tavshed , 
som knn af og til afbrødes af nogle bemærkninger 

øm vejret , eller når en af husfolkene kom ind fra 
en rundtour omkring i huset for at se efter . 
Min fader sad i urolig angest for sjøboden og 
sin jægt , som lå nede i bugten , og som om eftermiddagen 
under den svære sø , der trods havnens 
gode beliggenhed gik derind , var bleven tredobbelt fortøjet . 
Jeg så ham mange gange folde hænderne , som 
om han bad , og derpå en stund ligesom opmuntret 
gå frem og tilbage på gulvet , indtil angesten igen 
tog ham og han satte sig og så mørk og bleg hen for 
sig som før . 
Uvejret tog heller til end af . Engang hørte vi et 
dumpt bulder , som godt kunne være ifra sjøboden . 
Jeg så sveden perle på min faders pande og grebes 
af en dyb smerte ved at se hans beklemthed uden at 
kunne lægge engang to strå ikors for at hjelpe . 
Lidt efter gik han med et lys ud i kontoret og 
kom tilbage med en gammel storstilet psalmebog , hvori 
han slog op en bøn , samt en psalme at synges i 
havsnød . 
Alle folkene samledes , nden at være tilkaldte , i 
stuen til husandagt . 
Min fader sad med psalmebogen i de svære , 
barkede hænder , som han havde foldet foran sig på 
bordet mellem de to lys . Først læste han bønnen 
og sang dernæst alle versene i psalmen ud , medens de 
af os , som kunne melodien , efterhånden hjalp til i 
omkvædene . Det var i alle dele , som når der 
holdes gebet i en skibskahyt , medens fartøjet er i 

fare , og min fader havde visselig også ideen fra en 
sådan scene i hans møjsomme ungdomsliv . Under 
andagten forekom det os alle , al stormen ligesom 
begav sig og at den først tog på igen , efter at den 
var sluttet . 
Om den ældre Martine ; forlød det , at han ovenpå 
lå på knæ ved sin seng og i et væk korsede 
sig foran et crucifix . Han havde mindre grund end 
vi til at være ængstelig , thi hans brig lå ekstra fortøjet 
under land i en liden big , der lå af for vejret 
og søgangen . Han angrede imidlertid nu meget på , 
at han ikke var gået ombord til sin søn og folkene . 
Ud på morgentiden var det , som vejret lettede 
en smule , og trætte som vi vare , gik vi til sengs , medens 
et par af folkene dog fremdeles sad oppe . 
Da det klokken omkring ti om formiddagen lysnede , 
kunne vi først overskue ødelæggelsen . Flere 
hundrede tagsten fra hovedbygningen lå spredte udover 
gårdspladsen , en del uf væggepanelingen på 
vindsiden var reven op , og den yderste del af bryggen 
lå skævt ned i søen , idet et par brokar under den 
vare forskudte af søgangen . Sjøboden havde også 
lidt nogen skade . 
Vor jægt svævede imidlertid øjensynlig i fare . 
To af dens landtouge vare allerede sprungne , idet den 
havde drevet for sine ankere , og det hele kom nu kun 
an på det tredje og længste taug , der var fæstet i 
skibsringen på skæret ude i indløbet til bugten . 
Ombord stod kun skibshunden , en stor hvid pudel , 

med forpoterne på skanseklædningen agterud og 
gøede , uden at vi gennem vinden kunne høre lyden , 
medens søgangen vaflede over jægtens forende . 
Stillingen var fortvivlet , thi det lange landtoug 
stod så stramt som en streng og midten af det berørte 
neppe søen . Det blæste desuden så hårdt , at 
en mand ikke let kunne stå oprejst , men måtte krybe 
langs den affejede snemark , så at der ikke var tanke 
om at hjælpe . 
Jeg var krøbet op på højden bag huset og stod 
i læ under en fjeldknort , hvorfra jeg kunne se både 
udover havet og ned i bugten . 
Bestfjorden lå i vinterdagene ligesom med en 
sølvgrå røg af rokket , som drev over søen . Ind 
under land gik bølgerne som svære , grønne , flumskavlede 
bjerge , der knustes imod kysten med tordenbrag 
og med et uhyre dragsug bagefter , så at fjæren lå 
tør langt ude . 
Etsteds i et klippeflår , der gik brat ned mod 
søen , steg , hver gang bølgen slog derind , en bred , 
uhyre skumstråle ret op og dreves af vinden som 
en røg indover landet . Et andet sted stormede 
bølgegangen paæ en formelig titanfl måde et skråbjerg , 
der snart lå i skum , snart aldeles tørt , og jeg 
så der en stakkels udtrættet gråmåge , der formodentlig 
fra sit fjeldsfær var kommen ud i vinden , kæmpe og 
tumle i den , ofte med næsten vrængte vinger . 
Min spændte opmærksomhed fulgte med angest 
jægten nede i bugten . Jeg så til min forbavselse 

en mand ombord i den og genkendte den stærke Jens 
dreng , som med en af folkene havde vovet sig derhen 
fra vindsiden i en sextring . Efter et ophold ombord 
steg han alene med en Line om livet ned i sextringen 
og begyndte på det farlige arbejde at hale 
båden imod søgangen langs det stramme landtoug 
ud imod skæret . 
Jeg ventede forfærdet på , at båden hvert øjeblik 
skulle fyldes , og det forekom mig , at den flere 
gange tog vand ind . Medens båden klarede sig 
langsomt frem , fulgte fader og alle folkene i spænding 
efter nede i fjæren . 
Da Jens dreng var kommen op på skæret , 
hvorover bølgerne i et væk skyllede , så at han ofte 
stod tilknæs i vandet , fortøjede han båden og gav 
sig så til at hale i linen , idet han efter denne trak 
hen til sig gennem vandet en tyk trosse , som manden 
ombord på jægten efterhånden gav ud . Han var 
netop begyndt at belægge den i skibsringen og havde 
kun det sidste afgørende par stik i touget igen , da 
vi alle blev vaer tre forfærdelige bølgerygge , der ufejlbarligt 
ville bryde sig over skæret . 
Det gjaldt klarlig både Jens drengs liv og 
jægten , der med sit ene forstrakte landtoug næppe ville 
udholde trykket . 
Jeg så fransfe Martine , hans kæreste , vride 
hænderne over hovedet og løbe ud i fjæren , næsten 
som om hun tænkte på at kaste sig ud i vandet til 

ham , og jeg tror heller ikke at nogen af os andre , 
som så på , turde trække vejret . 
Det lod til , at Jens dreng selv også havde bemærket 
faren ; han skyndte sig ned i båden , hvori 
han endnu kunne bjerge sig , men det var kun for at 
tage op derfra linen , som han roligt flere gange slog 
om sin ryg og igennem skibsringen , da han hellerikke 
længer led på sine egne kæmpekræfter . 
Han var næppe færdig dermed , da den første bølge , 
som han modtog med hovedet bøjet imod , brød hvid 
over ham og skæret . Mellemtiden , inden den anden 
kom , benyttede han til at gøre et nyt belæg på 
landtouget . 
Atter kom bølgen , og alter stod Jens dreng der 
urokket , og han fik nu gjort det sidste stik på touget , 
som frelste jægten . 
Han havde nu proberet , hvordan en bølge kunne 
trykke . Han kastede linen fra ryggen op om den 
runde , svære skulder , så sig et øjeblik med det stærke 
blege ansigt om imod vore huse , som det nok kunne 
være muligt , at han nu sagde dem farvel , og bøjede 
så hovedet mod den tredje og sidste bølge , der kom 
med skumkammen over sig , som vanligt større og 
sværere end de to foregående . 
Da bølgen frådende havde brudt sig over , stod 
der ingen Jens dreng på skæret . 
Jeg var i angesten sprunget ned til de andre . Da 
jeg kom , havde man foruden båden , der var flidt fra 

skæret , også fået indbjerget den livløse Jens dreng , 
som nu bares op til huset . 
Bølgen havde revet ham med sig , idet linen , som 
han havde om skulderen , havde gledet op over nakken 
på ham og taget hud og klæder med . Han lå nu 
bevidstsløs af trykket og vandet og med den ene arm , 
der var skrabet blodig af linen , i en forvreden stilling ; 
den var skidt nøgen , etsteds endog lige til benet . 
Fader gik bleg og støttede under , medens de bar 
ham og bragte ham i seng . 
Da han vågnede , spyttede han en del blod og 
havde ondt for at tale ; men fader , som undersøgte 
hans bryst , sagde glad , at der ikke var livsfare . 
Jens dreng blev ved denne bedriff , hvorved han 
reddede jægten , en helt videnom ; hos min fader blev 
han siden den dag en betroet mand , og næste sommer 
stod hans bryllup med fransfe Martine . 
Ellevte capitel . 
Slutning . 
Jeg kan nu roligt nedskrive det lille , for mig så 
store , der står igen at fortælle — i mange år 
ville jeg ikke formået det . 
Stormen varede fra lørdag middag til mandag 
nat , da den udover morgenen efterhånden sagtnede 
af til et fuldkomment vindstille , hvori dog søen 
endnu gik urolig . 

samme dag , mandag middag , landede i præste - 
gårdstøen ikke præstens hvide husband , der ventedes 
hjem , men en almindelig tjærebredet bonde-fembøring 
med mange folk i . 
Op fra den til huset bar fire af mændene langsomt 
mellem sig en byrde , medens en stor mand og 
en liden kvinde gik hånd i hånd nedbøjede bagefter . 
Det var præsten og fruen . 
Hvad der var hændt , forstod jeg straks , og hjertet 
streg af fortvivlelse i mit bryst . 
Det forfærdende budsfab , som lige efter kom til 
os , fortalte mig intet nyt — det bekræftede kun , af 
den , som de havde båret op , var præstens datter 
Susanne . 
Præstebåden havde kun været lidt over tre fjerdinger 
borte fra hjemmet hin lørdag middag , da 
stormen så pludselig kom på . Et „ Nedfaldsvejr “ 
Var med forfærdelig magt fra fjeldsfarene styrtet ned 
i sundet og havde kæntret båden , der ikke var ret 
langt fra land . 
Præsten havde hastigt fået reddet sin hustru op 
på hvælvet , og folkene holdt sig fast omkring ved 
bådkanten , medens de dreve for vinden den korte 
strækning ind imod stranden . Men forgæves spejdede 
han efter sit barn , hvor han skulle finde og 
frelse hende . 
Medens vandet kogte om båden , flap den stærke 
mand i fortvivlelse tre gange taget , for svømmende 
af nå did , hvor han indbildte sig af se hende i 

vandet . Han ville atter prøve , men da hans hustru 
jamrende bad derom , forhindrede hans folk ham . 
Det hed siden , at de så den våde sved perle 
ned ad præstens pande , medens han lå der ved 
båden i den vinterkolde sø , og at de troede , det nok 
ikke var frit for , at han en stund tænkte på med 
vilje at flippe taget og følge datteren . 
Forsent opdagedes det , at Susanne var kommen 
ind under båden . Et toug havde viklet sig om 
hende , så hun ikke kunne komme op . 
Hendes død havde i al fald været hastig og let . 
Hele lørdag og søndag , medens stormen varede , 
havde de måttet ligge vejrfaste på en bondegård i 
nærheden , hvor præstefruen af udmattelse og sorg 
havde holdt sengen . 
Præsten havde så godt som hele tiden siddet inde 
i den kolde storstue , hvor de havde lagt Susanne , og 
talt med sin gud ; thi mandag morgen , da de fluide 
rejse hjem , var han ligesom forklaret rolig , ordnede 
med alt og trøstede derimellem sin stakkels grædende 
hustru . 
Jeg havde ligget i stnm , fortvivlet sorg den hele 
eftermiddag og den lange nat og besluttede mig til 
den følgende dag at gå hen og se Susanne for 
sidste gang . 
Tidlig på formiddagen trådte præsten uventet 
ind i vor stue og bad om at få tale med min fader . 

han så bleg og højtidelig ud , medens han sad i sofaen 
med stokken foran sig og ventede . 
Da min fader kom ind af døren , stod præsten 
op og greb med tårer i øjnene hans hånd . 
Efter et ophold , som for at fatte sig , ytrede han , 
at min fader her så for sig en ulykkelig , men ydmyg 
mand , som gud havde måttet tugte strengt , før hans 
sind rigtig havde villet bøje sig til ham . Han ville 
nu , for sin ulykkes skyld bede min fader om ikke 
længer at unddrage ham sit gamle venskab . 
Om den sag , der var anledningen til fjernelsen , 
ville han ikke nu tale ; han havde der handlet efter sin 
bedste overbevisning . Der var derimod noget andet , 
som nu lå ham på hjerte , og her lagde han armen 
om min skulder og trak mig fortroligt hen med sig , 
medens han atter satte sig ned i sofaen . 
Hans datter Susanne , fortsatte han sukkende ved 
navnet , havde et par dage før gud tog hende til 
sig , indviet ham i sin fortrolighed og sagt ham , at 
hun havde holdt af mig , fra hun var liden , og at vi 
to alt havde givet hinanden forlovelsesløftet med tanke 
på at fortælle vore forældre forholdet , når jeg var 
bleven student . 
Han havde i begyndelsen sat sig hårdt imod af 
flere grunde , hvoriblandt først og fremmest min sygelighed 
og begges ungdom . Men Susanne havde i 
denne sag vist et så dybt alvor og udtalt en så 
bestemt vilje , at det var blevet ham , der kendte hendes 
natur , klart , at denne kærlighed var vokset hos hende 

i mange år og nu ikke længer stod til at oprykke . 
Og det var nu hans bedste trøst midt i sorgen , at 
han , samme morgen som de skulle rejse hjemover på 
den ulykkelige tur , havde givet efter og tillige lovet 
hende at virke for , at også , min fader gav sit samtykke . 
Her stod han nu i dets sted uden nogen datter 
og kun som den , der fortalte , at ulykken også havde 
rammet min faders hus og truffet hans eneste barn . 
Han ville , som han håbede med min faders tilladelse , 
herefter altid betragte mig som sin søn . 
Min fader sad længe overrasket og bleg ; det var , 
som han havde meget sent for at fatte det , der blev sagt . 
Endelig stod han op og gav præsten i tavshed 
hånden . Dernæst lagde han den på min skulder , 
så jeg kendte den tungt , så mig i øjnene og sagde 
med en sagte , forunderlig mild stemme : „ Vorherre 
være med dig , min søn ! Dig har sorgen hjemsøgt 
ung ; vær nu bare ikke for klæk til at bære den ! “ 
Han ville gå ud for at lade os alene ; men betænkte 
sig i døren og sagde , at det vist var bedst , at 
jeg nu fulgte med præsten og sagde Susanne det sidste 
farvel . 
Lidt efter gik præsten og jeg ved siden af hinanden 
på vejen . Vort forhold var nu blevet et 
fortrolighedens , og han fortalte mig trøstende alt , 
hvad Susanne havde sagt for at bevæge ham til at 
samtykke . Hnn vidste gudskelov , sluttede han med et 
lettende suk , at hun i sin fader havde den ven , til 
hvem hun i nødens stund turde betro sig . 

præsten førte mig ind i stuen med de nedrullede 
Gardiner ; han stod et øjeblik ved båren , da brast 
tårerne hoppende næsten som hagl nedover det stærke 
brede ansigt , og han vendte sig og gik . 
Der lå hun jomfrueligt i sin hvide dragt . De 
havde snoet en krands af grønne blade med hvide 
blomster om hendes hoved , og jeg genså et øjeblik 
det syn , jeg havde haft på ballet . De fine hænder 
lå nu fromt foldede over brystet , og på forlovelsesfingeren 
genkendte jeg med tårer min egen gamle 
broncering med den violette glasperle i , som hun 
havde båret fra det samme øjeblik , hun opnåede sin 
faders samtykke . Det i livet så udtryksfulde , energiske 
træk om munden var i døden forvandlet til et 
stille lykkeligt smil , hvori hendes skønne , sine ansigt 
med den brede , rene , marmorfaste pande skinnede helgenagtig 
forklaret ; hun lå så enfoldig tryg , som om hun 
nu vidste hemmeligheden om den trofaste kærligheds 
Sejer over alt her på jorden og kun gik iforvejen 
for at lære mig den med hvide vinger på skuldrene , 
siden gud ikke havde villet tillade , at hun skulle få 
gå sammen med mig under mit kors hernede . 
Da jeg mærkede , at man ville have mig bort , 
læste jeg i stilhed mit fadervor over hende til sidste 
farvel , trykkede et let Kys på hendes pande , så et 
på hendes mund , og et på de foldede hænder , hvor 
bronceringen sad , og gik uden at se mig tilbage . 
To dage efter fulgte jeg Susanne til jorden . 

en solskinsdag i vinteren , da jeg som vanligt 
besøgte det sted , bvor hun hvilte på kirkegården , 
var der drevet en sneflavl sammen over graven . Den 
lå ren og drivende hvid , med den øverste fine rand 
i solskæret som halv gennemlyst marmor . 
Jeg tog det for , at Susanne ville bringe mig til 
at tænke på sig i hendes skinnende brudedragt for 
gud for at give mig nyt mod til at gå min ensomme 
gang gennem livet og ikke frygte for , at selv 
den tungeste af alle prøvelser — selve vanvidet , om 
det kom og bergtog mig i sin forvirring — kunne 
skille os ad . 
Da jeg ud på sommeren skulle rejse sydover 
med dampskibet , sammen med præsten og hans hustru , 
der begge i kort tid vare blevne kendelig gamle , og 
som nu havde søgt et kald i en sydlig egn , var jeg 
for sidste gang inde og tog afsted med min vemodige 
ven , klokkeren . 
Han spillede da igen den dejlige , glade , forelsfede 
slåt for mig , som han havde gjort , da han var tyve 
år , og som jeg havde syntes passede så på Susanne 
og mig , men kom nu også med den anden , som hørte 
til — den var forunderlig gribende og sorgfuld , men 
med fortrøstning i , som en psalme . 
Her ender en stakkels syg nordlandsguts simple 
historie ; thi at jeg ved min faders hjelp blev student 
med laud — han døde samme år , som jeg fik 

eksamen artium , som en agtet , men ruineret mand — 
og at jeg siden blev en smule literat , huslærer og 
almueskolelærer , er blot at fortælle de ydre omstændigheder 
i et ensligt liv , der bærer al sin tanke i det 
forbigangne . 
Min kærlighed til Susanne har , som hun med 
sådan forvisning sagde mig , været den sundhedsbrønd , 
som frelste mig fra det yderste — vanvidet . 
Når uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i 
mark og skov , kom det altid til et punkt , da jeg 
så hende i sin hvide dragt svæve forbi et stykke fra , 
undertiden kom hun endog mildt henimod mig , og da 
var krisen for den gang over . 
I de sidste par år , da min sygdom tiltog , 
har jeg ikke formået at se hende og haft det tungt , 
ofte som om mørket trykkede håbløst omkring mig . 
Men nu , her jeg ligger syg på kvistkammeret , 
kom Susanne en nat , da fuldmånen skinnede , i sin 
hvide brudedragt med krandsen om det rige hår 
stille smilende hen til sengen og vinkede til mig med 
ringen på hånden . Jeg ved , at hun bragte mig 
det glædelige budskab , at jeg snart skal få gå bort 
og histoppe se hende , min ungdoms elskede , igen .