Corpus-v1.1 / normalized /1871_HeegaardS_Dobbeltgaengeren.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
raw
history blame
No virus
87.9 kB
Nytårsaften .
Blandt de uhyggelige ting skal man vanskelig
kunne tænke sig noget uhyggeligere end at møde
sig selv på en ensom landevej , eller at få
øje på sig selv oppe i en af logerne i tteatret ,
eller at lukke døren op til sit værelse og finde
sig selv siddende ved bordet , fordybet i arbejde .
Jeg tror , at de fleste ville indrømme dette ;
endogså de , som ellers er mest indtagne i
deres eget jeg , og som ved alle ledigheder søge
at stille det til skue , ville ubetinget helst undgå
at gøre bekendtskab med sig selv på
denne måde . Nu er det imidlertid ligeså vist ,
at ingen undgår sinskjæbue , og ethvert menneskes
skæbne vil , at det på et eller andet
tidspunkt i sit liv møder sit eget jeg og bliver
dobbeltgænger . En seer det første gang i
en kirke , hvor han ved et tilfælde befinder sig
alene ; han opdager det bag en af pillerne ,
først i utydelige omrids , smeltende sammen med
halvskyggen , senere formende sig til en bestemt
skikkelse ; skønt det ikke seer på ham , ved
han , at det betragter ham , og at han erligeså
gennemsigtig for det , som den klare luft . En
anden seer det midt i en forsamling , en tredie
i tågerne på en efterårsdag , en fjerde i sit
arbejdsværelse , en femte på en grøn eng , en
sjette , syvende , ottende på sygelejet , i fængslet
eller ved sit bryllup . Utallige er de skikkelser ,
det kan give sig ; dunkle og gådefulde
de dybder i sjælen , hvorfra det opstiger . Åndeligt
og sandseligt gå over i hinanden og antage
hinandens former ; slumrende kræfter kaldes
tillive ; hidtil ukj endte magter drive deres
spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt ,
og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det
nærværende svinde bort og kalde fortiden tilbage
eller indhente den fremtid , som først skal
komme . I sådanne øjeblikke , hvori livets sædvanlige
virkemåde er sat ud af kraft , og hvori
vort eget væsens dybere natur træder frem ,
blive vi klarsynedé og forstå det , som ellers
er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode
det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med
sikkerhed , at vi forstode det .
Det var nu hverken bag pillerne i en kirke ,
eller i en forsamling , eller i tågerne , sålidt
som i sit arbejdsværelse eller på en grøn eng ,
at den gamle Martin så sit eget jeg ; han så
det i et fyrtårn , som lå ude i havet , en mil
fra kysten hvor han boede .
Den gamle Martin var en forurettet mand ;
forurettet af skæbnen , eller om de hellere vil ,
af tilfældet ; forurettet af sine nærmeste og forurettet
af sig selv . Hans ungdoms elskede var
bleven ham berøvet , ikke af døden , men af en
falsk ven . Mange år vare forløbne siden den
tid , men det brændte ham i sjælen som om
det var sket i går . Senere havde han giftet
sig , mere for at holde et givet løfte end af
tilbøjelighed ; og da hans børn vare bievne
voksne , havde sønnen mod hans villie ægtet en
pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra
sit hjem . Nu var kun hans'datter tilbage , på
hvem han havde kastet al den kærlighed , han
ejede ; men også hun havde gjort ham sorg
ved at forlove sig med en sømand , som i flere
år havde været på rejser , og om hvem man
i lang tid intet havde hørt . Trods slid og
slæb kunne gamle Martin netop lige friste udkommet ,
og med et langt livs sorger og bekymringer
bagved sig var hans natur i årenes
løb undergået en forvandling . Gamle forurettelser
havde fremkaldt had og nag , og
hadet havde han nedlagt i sin sjæl som en
kapital , der bar renter ; nytårsaften var den
terminstid , da han hvert år plejede at hæve
renterne for omhyggeligt at lægge hver en skilling
til kapitalen , der i årenes løb var vokset
op til en anselig sum . Dersom gamle Martin
levede længe nok , ville han en nytårsaften
finde sig selv som millionær , ikke i penge , men
i had , forbittrelse , hensynsløshed og egoisme .
Den nytårsaften vi her tale om , var han
kommet tidlig hjem fra en besværlig vandring ,
og da han i taushed havde nydt sin tarvelige
aftensmad , satte han sig hen for at opgøre
regnskabet . Hustruen og datteren .vidste det
og talte derfor sagte i den tro , at han ikke
hørte efter , hvad de sagde .
„ Mon fader dog aldrig skulle forsone sig
med Alfreds giftermål ? “ spurgte Anna sin moder .
„ Jeg har kun talt med dem en gang
siden den ulykkelige dag . Jeg kan ikke begribe ,
hvorfor man vil pine og plage både sig
selv .og andre , når et eneste venligt ord , en
eneste forsonlig tiltale kunne gøre alt godt
igen og forene de hjerter , som aldrig skulle
være adskilte . “
„ Derved er der intet at gøre , min pige , “
Svarede moderen , „ jeg kender fader for godt
til at vente mig noget af fremtiden . Gid din
fremtid må blive lysere end min fortid ; det er
det eneste ønske , jeg endnu har tilbage . “
efter dette svar blev Anna tankefuld og
sank hen itaushed , i begyndelsen en sørgmodig og
trykkende taushed , men efterhånden arbejdede
tankerne sig frem ad lange veje , indtil der viste
sig lysere udsigter for hende , fremtidsforhåbninger
og lykkelige forjættelser , som kaldte
smilet frem i det klare ansigt . „ Gid din fremtid
må blive lysere end min fortid . “ Hvorledes
. skulle vel fremtiden blive lysere for hende ,
når ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde
han været i den lange adskillelses tid ? Hvor
færdedes h^n vel i dette øjeblik ? Således tog
det ene spørgsmål det andet , indtil hun med
ungdommelig livlighed rejste sig , satte sig hen
ved siden af sin fader , tog mod til sig og talte
til ham .
„ Jeg har i dag tænkt så meget på Richard ,
fader , og ville blive lykkelig , om jeg snart hørte
fra ham . Jeg synes , at vi på denne . Nytårsaften
skulle blive enige om , hver på sin måde
at lægge grunden til et glædeligt nytår . Tænk
nu , om du rejste hen til Alfred og sagde ham ,
at du tilgav ham , at fortiden skulle være glemt ,
og at han skulle komme herhen i morgen , for at
vi alle kunne være samlede ved det nye Års
begyndelse . Jeg tror , at jeg ville blive ligeså
glad , som om Richard var kommet tilbage . “
Den måde , hvorpå Anna sagde disse ord ,
ville under almindelige omstændigheder have
smeltet ethvert hjerte ; hun var en af disse fordringsløse ,
naturlige og livsglade unge piger ,
som straks indtage en , når kun denne en ikke
havde været gamle Martin . Hun kunne ikke
have valgt noget uheldigere øiehlik til at omtale
hin sag . Han var netop i begreb med at
forøge kapitalen og dyngede den ene sum ovenpå
den anden ; de mange årsforurettelser og
krænkelser skulle være tålte for intet , og nu
vovede nogen at opfordre ham til at glemme
det hele , til frivilligt at give afkald på formuen ,
og denne nogen var , oven i købet hans
eget barn . Det overgik alt , hvad man endnu
havde vovet at byde ham ; derfor kogte også
forbittrelsen over hos ham , og han rejste sig
med en for hans alder usædvanlig hurtighed .
„ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et ord mere .
Nu har jeg gjennemlidt den lange række af
år , og så skulle jeg tilgive og glemme . Aldrig !
Som om mildhed og forsonlighed kunne
udrette noget i verden ; som om mildhed og
forsonlighed kunne få en til at glemme skuffede
forhåbninger og et livs knuste lykke ,
eller gøre det skete uskeet og udbrænde årgammelt
had og nag . Jeg hader menneskene “
— ved disse ord gød lidenskaben fornyet kraft
i den gamle mand , så at han rettede sig stiv og
stolt som i sin ungdom , og en ild tindrede i
hans øjne — „ jeg hader menneskene ! Mildhed
og forsonlighed er fjernede fra mit
sind for stedse . Havde jeg magt somvillie ,
så knuste jeg dem . Ingen overbærenhed eller
barmhjertighed , de gøre os kun tossegode , så
at vi lade os trampe ned af den første den
bedste . Nej , had og hævn , så er partiet lige .
Min søn har forbitret mit liv , og vender ikke
tilbage , så længe jeg lever ; og vover nogen af
jer oftere at omtale denne sag , så skilles vi ;
enten i eller jeg viger pladsen . “
Ved de sidste ord lod han sin hånd falde
tungt på bordet og sank snart tilbage i sin
gamle indesluttethed ; kort efter tog han sin hat
og gik ud . Annas ord ville som sagt have
smeltet ethvert hjerte , men hendes fader havde
intet hjerte ; hvis der engang havde været
noget af det slags i ham , så var det forlænge
siden forstenet . Hans natur var trodsig , og
omstændighederne havde kun alt for godt bidraget
til at udvikle denne natur . Hvor skulle
vel den magt findes , som kunne bringe denne
isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let
nok ; men smelte den , det var sagen .
Gamle Martin gik ud i aftenskumringen og
traskede ned mod havet ; den kolde , bidende
vind mærkede han ikke , dertil var han alt for
optaget af sine egne tanker . Mechanisk vandrede
han videre hen ad den vej , han så lidt
havde hetrådt , og nåde snart ned tilvandet .
Det var et ensomt sted , hvor han befandt sig ,
men han yndede netop ensomheden , og var
mange gange gået derned , når sindets byrder
trykkede ham alt for tungt . Han kendte enhver
busk , enhver forhøjning i jordsmonnet , enhver
sten , og styrede sine fjed ned mod en forfalden
hytte , hvor fiskerne tidligere havde haft deres
redskaber liggende , men som nu stod forladt
og var yderlig forfalden ; hele forsiden , som
vendte ud mod havet , var faldet sammen og
lod udsigten fri ; inde i hytten fandtes der
kun en træbænk , som først var glemt af fiskerne ,
siden af tyvene . Den gamle Martin
vidste på en prik , hvor den stod , og fandt den
derfor med lethed trods mørket derinde .
Her var stedet , hvor han kunne fortsætte
regnskabet uden at forstyrres , og han så med
frydefuld bitterhed , hvorledes kapitalen var vokset
siden sidste termin ; den sidste termin førte
igen hans tanke tilden næstsidste og så fremdeles ,
indtil han endelig for et øjeblik glemte
regnskabet over gamle erindringer fra ungdomstiden ,
dengang han første gang traf sammen
med hende , hvorledes hun ved deres første
møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes
han havde tænkt sig umuligheden af , at hun
nogensinde kunne blive hans hustru , og det
slet ikke af anden grund , end fordi denne lykke
ville være alt for stor ; hvorledes han tog mod
til sig og friede og fik ja , og følte , at han var
nærved at gå fra forstanden af glæde ; hvor
godt erindrede han ikke den første gang de
vare sammen i selskab ; han så tydeligt for
sig hendes smukke , fyldige hår ,' som var sat
op i en tyk fletning , hepdes slanke skikkelse ,
hendes tærnede kjole , og han mindedes , som
om det var i går , hvor lyksalig han var , når
hun hemmeligt trykkede hans hånd . Det
var for et øjeblik som om såmeget af isen
var smeltet , som der behøvedes til en eneste
dråbe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte
ham videre frem , og han så en skikkelse , som
engang var hans gode ven , og på hvem han
stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig
havde rettet et glimt af mistanke . Denne ven
misbrugte hans fortrolighed , og en dag så
han sig forladt af hende , han elskede højest i
verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav
vennen sin hånd og blev hans hustru ; og
hvad gamle Martin derefter så i tankerne ,
var såre bedrøveligt ; thi hårdt måtte hun
bøde for sin letsindighed , uden at han kunne
hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet
af sin mand , men han blev snart ligegyldig ,
kold og ukærlig mod hende ; hendes
søn , som i længden ikke kunne udholde livet
hjemme , drog ud i verden , og moderen døde
omsider i ensomhed , forladt af sin mand og
af den hele verden . Gamle Martin selv giftede
sig senere , men hans liv fik aldrig sin forrige
friskhed . Kommende år toge de gamle sorger
med sig • og dyngede nye ovenpå dem ;
løfter havde han modtaget af mange , men nogle
havde brudt dem , andre tankeløst glemt dem ,
og ingen holdt dem ; han så ikke sin hustrues
selvopofrelse og blide tålmodighed ; han var
blind for sin søns flid , udholdenhed og dygtighed ;
han elskede vel sin datter , men ikke på
den imødekommende måde , som vinder hjerterne ,
og nu havde han jo sorg også af hende .
Alt dette gik rundt i den gamle Martins
hoved og blandede sig mellem hverandre . I
begyndelsen havde han tænkt det alt sammen
klart , men efterhånden antoge skikkelserne
uklare omrids og faldt ind i hverandre . Han
så skikkelserne af de mennesker han tænkte
på , foran sig og omkring sig i hytten , og blandede
dem sammen med de genstande han
kunne skimte i skumringen . Ude foran ham
lå fyret og brændte ; det gav blinket , som
pludseligt udsendte lysstråler af flere Miles
længde , og forsvandt ligeså pludseligt igen ;
blinkene kom og gik ligesom hans egne tanker .
Han kunne skimte fyrtårnet , der stod som en
kæmpe ude i havet , og som af skyerne , der
drev forbi det og bagved det , forsynedes snart
med møllevinger , snart med arme og ben ,
snart fik en hat på hovedet eller en kappe
over skuldrene , og i det hele gennemgik en
række forvandlinger . Jo længere den gamle
Martin sad og betragtede disse forvandlinger ,
desto mere fortabte han sig i dette skuespil ,
indtil det til sidst fængslede ham og ganske opfyldte
ham , og der efterhånden begyndte at
foregå en forvandling med ham selv . Fyrtårnet
antog menneskelig skikkelse og vedblev
dog at være fyr ; den menneskelige skikkelse
syntes at være ham bekendt ; han havde en
dunkel forestilling om , at den lignede ham selv
som han stod og gik , og dog kunne det umuligt
være således . Den blinkede ad ham og
syntes at vinke , som om den opfordrede ham
til at komme nærmere . Han følte ingen frygt
ved dette syn , men kun en uimodståelig trang
til at komme derud for at nå et eller andet
ubestemt , som han savnede og måtte have ;
og uden at mærke eller bekymre sig om , at
det begyndte at blæse , sad den gamle Martin
få øjeblikke efter i en båd og roede ud ad
fyret til , så hurtigt han kunne . Det var dog
forunderligt , hvad der kunne være på færde ude
ved det fyr ; han kunne dog altid roe derud og
betragte det i nærheden ; var dér så intet at
se , kunne han jo roe tilbage igen . Han havde
aldrig været ude på fyret , skønt han havde
set det lyse hver aften i mange år ; ligesålidt
vidste han , hvem der boede , eller hvor lang
vejen i virkeligheden var . Skuffet af afstanden
på havet troede han at kunne nå derud på
et kvarter , og nu havde han roet en time
uden tilsyneladende at være kommet længere end
halvveien . Blæsten var ikke ringe , og bølgerne
begyndte så småt at få hvide toppe , men
Martin var ikke den mand , der lod sig forknytte
af så lidt ; havde han begyndt på en ting ,
så skulle den føres igennem . Han lagde sig
over årerne med al den kraft , han endnu
havde tilovers ; men han var en gammel mand ,
og snart svigtede kræfterne ham ; armenes
styrke svarede ikke til villiens kraft , båden
kastedes omkring mellem bølgerne , han så
hele vandmarker lægge sig påskrå omkring
ham , store flader som pludselig skummende og sydende
forvandledes til bjerge og Dale , der truede
med at slynge båden og ham selv i afgrunden .
Blæsten tog til og gik efterhånden over til en
rygende storm , så at gamle Martins mod
sidst forsvandt ; de få kræfter han endnu
havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe ,
skjøndt han nu var ganske nær ved fyret —
thi med et blik havde han indset det frugtesløse
deri — men han anvendte dem til at opløfte
et fortvivlelsens råb , og sank derpå afmægtig
tilbage i båden .
Nytårsnat
at leve alene på et fyrtårn kan aldrig
og under'ingen omstændigheder have noget behageligt
ved sig . Jeg taler ikke om dem , som
med lommen fuld af penge fare fra den ene
ende af verden til den anden for at se og
høre alt og straks glemme detigjen , og som engang
for en forandrings skyld , og for et øjeblik
kede af menneskevrimlen og de store byers
larm , skuespil og brogede mangfoldighed ,
søge ud på havet og stige op i et fyrtårn .
Om dem taler jeg ikke ; thi ensomheden og
stilheden kan være som en hvile for dem , og
den stærke modsætning kan kalde lysten til
livet tilbage . Jeg taler derimod om fyrmesteren
, denne eneboer , i hvis lod det er faldet
at føre en afsondret tilværelse ude i
heden , hvor den storartede natur med dens
ville optrin gør indtryk selv på det råeste
sind , og hvor både den dybe stilhed og bølgernes
torden have en egen måde at tale på ,
et ganske ejendommeligt sprog , som i længden
bøiei’ den mest stivsindede og forhærdede , og
ofte fremkalder høisindede tanker og menneskelige
følelser i en ånd , som under dagligdags
forhold ville være bleven nede ved detmiddelmådighedens
lavmål , hvor det gennemsnitlige
antal af slægten holder sig fra sin fødsel til
sin død .
Når himlen er klar og havet roligt , er
ensomheden stærkest og mest byrdefuld .
Stilheden fremkalder sin modsætning og vækker
forestillinger om folkerige byer , solbeskinnede
marker og lykkelige hjem . Solskinnets utallige
blink på havfladen lede tanken hen på det
vrimlende og mangfoldige , på gader fulde af
spadserende , forretningsfolk og kjøretøier , på
fyldte tteatre eller på hyggelige middagsselskaber
; og ønsket opstår om på en eller anden
måde at være med i al denne vrimmel ; men
eneboeren føler blot afstanden og sin egen afmagt ,
og denne følelse tynger og piner ham
kun så meget stærkere , jo livligere hans fantasi
befolker den tomme luft eller lader skikkelserne
tumle sig ude på havet . Ved vintertid derimod ,
når fyrmesteren har fået sin proviant
for flere måneder , når han for lang tid har
taget afsked med verden , når stormen arbejder
gennem luften og havet og pisker dem
sammen til et , så er forunderlig nok ensomheden
mindre trykkende . Den hele egn om
fyrtårnet befolkes af sig selv ; talløse skikkelser
stige op af havet , vugge sig på bølgerne
og blinke ad fyret , som skinner ud i mørket ;
sælsomme røster lade sig høre , snart som menneskelignende
stemmer , der tydeligt udtale ord ;
snart som ville , uartikulerede lyd eller hvinende
klageråb , som om alle de , der for længst hvile
på havets bund , tilsammen havde rejst sig og
endnu engang gennemgik den skrækkelige dødskamp
og undergang ; snart er det mumlende
stemmer eller hule drøn , der give Echo i afgrunden ;
eller vældige brag , der kunne lede
en til den tro , at hele byer styrtede sammen ,
når man ikke vidste det bedre . På sådanne
aftener føler fyrmesteren sig mindre ensom ;
de flagrende skikkelser i luften og på havet ,
og de mægtige Chor af millioner stemmer lade
ham leve sit liv om på ny , gøre ham ung
igen og føre længst forsvundne optrin lyslevende
tilbage for hans øjne .
Den gamle fyrmester havde været nede ved
foden aftårnet for at forvisse sig om , at alle
indgange og åbninger vare forsvarligt lukkede ,
da en storm begyndte at rejse sig . Mangfoldige
gange tidligere havde han sindig og mechanisk
udført denne sin dont , men denne aften var
han i en egen stemning , fordi hans tid udløb
netop i nat . I morgen , nytårsdag , skulle en
anden fyrmester overtage forretningerne for
det kommende år , og næste nytårsdag skulle
han igen selv vende tilbage . Skønt han havde
tilbragt et år i ensomheden , havde han dog
fattet et slags kærlighed for tårnet , og'
var halv vemodig stemt ved at skulle forlade
det .
„ Han kommer sagtens ikke i morgen “ , sagde
han til sig selv ; „ bliver stormen ved , som den
har begyndt , ville mange øjne lukke sig for bestandig
i denne nat ; og tårnet er ganske utilgængeligt .
Men det får være det samme ; har jeg
levet her hele året rundt , så kan jeg vel
sagtens blive et par dage til . “ Han famlede
sig frem op ad den stejle vindeltrappe , hvor
mørket var så tæt , at det lagde sig som et
klæde omkring ham . Skønt hanhundrede gange
havde passeret denne trappe iblinde , gav den
dog denne aften ikke tilstrækkeligt fodfæste
for ham . Han havde fået uro i blodet og stod
på vejen opad flere gange stille og lyttede ;
af og til så han nedefter , som om der kunne
være noget at se i et mørke , så tykt at man
kunne skære i det .
I det samme lød der et gennemtrængende
skrig ; ikke langtrukket som de skrig , der først
hæve sig og derefter dø hen , men pludselig
afbrudt , som om det blev skåret over af stormen
og resten sendt i en anden retning . Et
øjeblik stod fyrmesteren tvivlrådig , om det
ikke havde været en af de mange skuffende lyd ,
stormen frembringer ved et fyrtårn ; men nej ,
han havde en lang erfaring at støtte sig til ;
det var åbenbart et menneske , der råbte om
hjælp , og hvem den begyndende stormhavde overrasket
ude på havet . Skønt fyrmesteren
var en mand til årene , var han både stærk
og modig , og vindeltrappen , som for få øjeblikke
siden syntes at yde ham et usikkert fodfæste ,
var nusom en banetlandevei . Han for
ned til tårnets indgang , trådte ud på en
steenflade , som lå udenfor indgangsdøren , og
skyggende med hånden for øjnene søgte han
at sammentrænge den smule lys , der var tilbage
i aftenskumringen , for at opdage , hvorfra
råbet var kommet . Længe spejdede han forgæves ,
men til sidst opdagede han på Toppen
af en fjern bølge en mørk genstand , som med
rivende fart gled ned ad den henimod tårnet ,
og som , da den kom ganske nær , viste sig at
være en båd , på hvis bund der lå et
menneske , tilsyneladende livløs . Båden førtes
ikke lige til tårnet , men strøg ganske tæt forbi
det , og var få øjeblikke efter igen et mørkt
punkt på en bølgetop i den modsatte retning .
Med en snarrådighed , som kun udvikles hos
mennesker , der så at sige dagligt se faren
under øjne , ilede fyrmesteren ind i tårnet og
kom tilbage med en jerngjenstand , der lignede
et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager
og var fastbundet til en lang Line . Han ventede ,
at båden igen skulle passere tæt forbi
tårnet , og benyttende det øjeblik , da dette
skete , slyngede han med sikker hånd ankeret
ind i båden , der for afsted med linen efter
sig . Den anden ende af linen havde han fastgjort
til en stærk jernring i tårnet , da han ,
hvis han selv havde holdt den , ufejlbarligt ville
være bleven revet med i afgrunden . Det kom
kun an på om linen holdt . Den strammedes
mere og mere , og til sidst vardenheelt udspilet ;
det gav et . vældigt ryk i jernringen , men båden
holdt sig på det samme sted og dansede
uroligt ude på bølgerne . Faren gav fyrmesteren
kæmpekræfter ; han halede ind på båden ,
men stormen og havet gjorde ham hver
tomme stridig , så at han , da han omsider fik
trukket båden ind , mærkede , at kræfterne om
få øiebhkke ville have forladt ham . Bådens
eneste passager , den gamle Martin , lå ubevægelig
og livløs og måtte bæres indenfor ; hans
udseende kunne fyrmesteren ikke skelne i mørket ,
hvorfor han tændte lys og tog en flaske
og et glas , som altid holdtes i beredskab nederst
i tårnet . Den fremmede havde han
støttet op mod et hjørne , og holdt lygten hen
for at helde noget af glassets indhold i ham ,
då han i det samme af forskrækkelse nær
havde tabt både glas og lygte .
„ Store himmel , hvad er dette ! At mødes
med denne mand under disse omstændigheder .
Snarere ville jeg have troet på muligheden af
alt andet , end netop af dette . “
Hvor forfærdet fyrmesteren end var , og
hvor nær han også var ved at tabe besindelsen ,
så tabte han den dog ikke , men indså ,
at hurtig hjælp var nødvendig , hvis det liv ,
som måske endnu ikke var helt udslukt , muligvis
skulle kaldes tilbage . Han søgte derfor'
at få noget af glassets indhold i den fremmede ,
hvilket omsider lykkedes ham og havde
den forønskede virkning . Den gamle Martin
slog øjnene op og så sig omkring med et
stirrende , glandsløst og ligegyldigt blik , og med
en dunkel fornemmelse af noget forvirret og
rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og
i det hele uvis om , hvorvidt det kun var en
fortsættelse af de farer , han nylig havde udstået ,
eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren
holdt sig tilbage i » Skyggen for at give
ham tid til at fatte sig , og først da han så ,
at den fremmede med forundring betragtede
sine omgivelser , talte han til ham .
„ Jeg håber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede
tour ikke skal have sørgelige følger
for dem , og at det værste nu er overstået . “
Den gamle Martin så overrasket hen i
den retning , hvorfra ordene kom , og opdagede
den talende , om hvis nærværelse han hidtil ikke
havde vidst noget .
„ Hvor er jeg , og hvem er de ? “ spurgte
Martin .
„ De er ude i fyrtårnet ; de lå bevidstløs
i en båd , som drev for stormen ; jeg var så
heldig at få båden trukket ind , og her
er de nu . Jeg er forresten fyrmester her på
tårnet . “
Den gamle Martin hørte udeltagende på
denne beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig
opfattede den . Idetmindste havde han intet
ord til tak , fordi fyrmesteren havde frelst
hans liv ; han stirrede kun på ham , som om
han søgte at holde en eller anden dunkel forestilling
fast , uden at det ville lykkes ham , og
opgav omsider forsøget . Måske havde det
været bedre for den gamle Martin , om han
denne aften var sunket i den afgrund , som
nylig havde åbnet sig for at modtage ham ;
han ville da have endt sit livs kvaler og taget
byrden af skuldrene på dem , hvem han tvang
til at gå i åg med sig . Hvilket forråd
af bitterhed og had ville der ikke med det
samme være gået ud af verden . Hvilket oplag
af hensynsløshed og selvretfærdighed ville
der ikke ved denne ledighed være sunket i havet .
„ Dersom de tror , at de er stærk nok ,
vil jeg hjælpe dem ovenpå i mit Kammer “ ,
sagde fyrmesteren .
„ Jeg vil ingenting , “ svarede Martin gnavent
og i en tone , som vidnede om , at hele hans
gamle elskværdighed begyndte at leve op igen .
„ Pas de dem selv og lad mig være i fred . “
Under almindelige omstændigheder ville fyrmesteren
have givet svar på tiltale ; han ville
rimeligvis være gået ovenpå , og ladet den
utaknemmelige , tvære fremmede blive liggende
i mørket ; men der var noget ved den gamle
Martin , som havde gjort stærkt indtryk på ham ,
og som gjorde ham mere tilbøjelig end ellers til
at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle
øjeblikke blev han stående tavs og med et
udtryk i ansigtet , som om Martins svar havde
berørt ham på en smertelig måde . For ikke
at gentage spørgsmålet til ingen nytte , gik
han hen og prøvede på at rejse Martin op , og
da det viste sig , at denne igen kunne støtte på
fødderne , slog fyrmesteren , stor og stærk som
han var , armen omkring ham , tog lygten i
hånden , og førte ham , uden at sige et ord
op ad vindeltrappen . Møjsommelig var den
lange vandring , inden de nåde ovenpå til
kammeret ; fyrmesteren bar den fremmede mere
end han førte ham ; trappen var så smal og
snoede sig i så snevre vindinger , at han ikke
kunne bruge armene frit , men for det meste
måtte skyde den fremmede foran sig . Omsider
nåde de derop ; den fremmede blev sat i en
stor lænestol , afført de klæder , som vare
gennemtrængte og stivnede af vandet , og iført
fyrmesterens tøj , der hang løst om den lille
mand og gav ham udseende af en stor byldt .
Fyrmesteren betragtede sin gæst som en forvirret ,
hjælpeløs skabning , men viste ham alligevel
en mængde småopmærksomheder , næsten
som om han havde været en dame . I en fart
fik han kedlen i kog , og snart efter satte
han en dampende kop the og rom for Martin ,
som nød det i lange drag og efterhånden
levede op igen .
Da fyrmesteren så , at han var bleven
mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han
var kommet , og hvorfor han havde begivet sig
alene ud på søen om aftenen i et sådant
vejr .
„ Jeg ved ikke rigtig selv , hvorledes det gik
til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et huns ved
kysten og trængte i aften til at komme ud i
det frie ; jeg gik derfor ned . , til1 havet og
sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg
en uimodståelig lyst til at se fyrtårnet i
nærheden og gik derfor tilsøes ; men vejen var
længere , end jeg bildte mig ind , og undervejs
kom stormen — det var forunderligt , at jeg på
engang fik denne uimodståelige lyst ; jeg har
aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig
forvirret og tankefuld med begge hænder om
hovedet .
I dette øjeblik faldt det fyrmesteren ind ,
at han rimeligvis havde en gal mand for sig ,
og mere for at berolige ham ved at gå ind
på hans forvirrede tankegang , end fordi han
ventede nogen fornuftig opløsning , fortsatte han
samtalen .
„ Så de sad nede ved havet og „ tænkte “ .
Ville det være ubeskedent at spørge dem om ,
hvad de da tænkte på ? “ ,
atter en opfordring til at opgøre regnskabet
og sætte det i forsvarlig stand , inden
det afleveredes til det nye år . Atter en påkaldelse
af de onde ånder , som sværmede om ham
på hans vej ; som gik foran ham og gjorde vejen
lettere ; som gik bagved ham og skød på ;
som lukkede øjnene på ham og forsynede ham
med åndelige skyklapper , så at han hverken
så sin hustrues tålmodighød og selvopofrelse ,
eller sin datters ynde og kærlighed , eller den
himmelråbende uret , han gjorde sin egen søn ,
da han ville råde over hans hjertes valg og
forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs underkastelse
under en andens despoti ville give afkald
på det , der var ham dyrebarest . En
sådan påkaldelse af hans eget jeg skulle ikke
være forgæves ; her havde han et vidne ved
opgørelsen af regnskabet , og selvretfærdigheden
kunne fejre en triumf .
„ Hvad jeg tænkte på ? Ja , det ville blive
for vidtløftigt , hvis jeg skulle nævne det alt sammen ;
men de vil forstå mig , når jeg siger
dem , at jeg tænkte på gamle løfter , som aldrig
bleve holdte ; eder og forsikkringer , som
brødes ; gamle venner , som gjorde sig til fjender ,
da de begik et forræderi ; forretningsmænds
tilsagn om bistand , hvoraf ikke et eneste blev
opfyldt ; vanartede børn , som beredte mig sorg
og græmmelse ; en søn , som i egensindighed og
forblindelse giftede sig med en pige uden
mue , i stedet for at han med sine evner og sin
dygtighed kunne have gjort et ganske andet
parti og være blevet en støtte for sin familie ;
en datter , som står i begreb med at begå
en lignende dumhed “ — her glemte Martin , at
han talte til en fremmed og fortsatte mere i
samtale med sig selv end med den anden —
„ men det skal der sættes en stopper for . Må .skee
kommer Richard aldrig tilbage ; måske
er han død , og det ville være det bedste . Sidste
gang vi hørte fra ham , deltog han i den nordamerikanske
krig ; det er sandsynligt , at han er
faldet , siden der i tre år ikke er kommet brev
fra ham . Men melder han sig igen , må vi
gøre kort proces . Ingen medlidenhed eller
tåbelig eftergivenhed . Lad Anna sørge en tid
derover , hun er ung og har et bøjeligt sind ,
hun glemmer det snart igen . Det må ske og
skal ske . Læg alle disse byrder på en mands
skuldre og sig så , om han ikke har noget
at tænke på . “
Ved disse ord havde fyrmesteren rejst sig ,
og talte til den gamle Martin med bevæget
stemme .
„ Du er Martin b . , og jeg er den ven , du
taler om , som engang sveg dig . “
Hvis et spøgelse havde viist sig for Martin ,
eller hvis den stol , hvorpå han sad , havde begyndt
at danse rundt med ham , eller dersom
hans egen ånd for et øjeblik var bleven således
opklaret , at han havde gennemskuet sig
selv i sin hele forhærdelse , hjerteløshed og
egoisme — og dette sidste var åbenbart det ,
som allermindst af alt kunne ventes — så ville
han ikke være bleven mere forbavset , end han
nu blev det over fyrmesterens korte meddelelse .
I den grad blev han betaget , at han ikke
kunne fremføre et ord , men sad i dum forundring
og stirrede ud for sig .
„ Jeg genkendte dig straks i aften trods den
store forandring , som er foregået med dig i
den lange tid siden vi sidst sås , “ vedblev
fyrmesteren , efter at han et øjeblik forgæves
havde ventet på svar af Martin . „ Tungt har
den skyld hvilet på mig , som jeg for mange
år siden pådrog mig , dengang jeg begik hin
store uret imod dig ; siden den dag var det ,
som om lykken havde forladt mig . Men har
jeg gjort uret , så har jeg også lidt derfor .
Jeg har ofte ønsket at træffe dig endnu engang
i livet og få din tilgivelse , men trods al min
søgen er det aldrig lykkedes mig at finde dig ;
og mindst af alt kunne jeg tænke , at du boede
tårnet så nær . At vi træffes i aften og under
så besynderlige omstændigheder , deri seer
jeg en himlens styrelse . Glem nu tilføjet uret ,
Martin , og lad os som gamle venner række hinanden
hånden ; lad alt fjendskab tilhøre fortiden
og end det gamle år med . at tilgive mig . “
„ Tilgive dig , “ svarede den gamle Martin , 1
som nu havde fået mælet igen . „ Du får
aldrig min tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som din
gerning har lagt mit liv øde , således skal min
forbandelse følge dig , og din egen onde samvittighed
jage dig indtil dit livs ende . “
„ Hør mig , “ sagde fyrmesteren , „ og modtag
først en meddelelse , som har ventet på dig i
mange år . Den kvinde , på hvem vi i dette øjeblik
begge tænke , og som blev min hustru ,
hende har jeg aldrig mishandlet , som du måske
troer , eller som folk i det mindste troede ;
men jeg blev for en tidlang kold og ligegyldig
mod hende , og indså først , hvad jeg havde
ejet , dengang jeg mistede hende . Himlen være
lovet , at jeg erkendte det så tidligt , at jeg
idetmindste vandt nogen tid til at oprette det
forsømte og få hendes tilgivelse . I de sidste
måneder af hendes liv var det hendes mildhed
og forsonlighed , ære være hendes minde , som
bragte mig til at kende mig selv og til at opnå
hendes fuldstændige tilgivelse ; uden den
ville hele mit liv have været forspildt , så
levende stod det for mig , hvor stor uret jeg
havde begået imod hende . „ En ting må du
love mig , “ sagde hun den sidste dag , hun levede ,
„ og det er at opsøge Martin og bede ham om
om hans tilgivelse for mig og for os begge .
Hvis vi efter døden se den verden , vi have
forladt , vil jeg ikke få fred , førend dette er
sket . “ Nu ved du det hele . Jeg har søgt
dig , år efter år , men forgæves , og til sidst
træffes vi på denne forunderlige måde . Glem
nu gammelt nag , Martin , og lad hendes bøn i
forening med min stemme dig til forsonlighed . “
„ Talemåder , “ råbte Martin forbitret ;
„ når i have spillet op med mig og gjort , hvad
i ville ; når i have tilføjet mig blodig uret og
måske udleet mig oven i købet , så skulle jeg
være tossegod nok til at glemme det hele og
tilgive jer ; måske igen blive din gamle ven ,
og vise dig tjenester , for på ny at tages ved
næsen . Tilgive dig , Frederik ! Som om du
brød dig om min tilgivelse . Bliv mig fra livet
med hykleri . Hin kvinde har forrådt mig ,
hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander dig og
hende og eders hele slægt ! “
„ Umenneske , som du er , “ svarede fyrmesteren ,
i hvem blodet begyndte at koge , „ have
også mine ord ingen magt over dig , så burde
dog erindringen om hende og hendes sidste
bøn stemme dig forsonlig . Årene have forandret
dig til det værre , ikke til det bedre ;
de have forhærdet og forstenet dig ; et sådant
følesløstog hævngerrigt uhyre var du dog ikke ,
da jeg sidst kendte dig . Endnu et har jeg
at sige dig , og så må det være forbi mellem
os . Den mand , du før omtalte som forlovet
med din datter , har jeg , efter de ord du lod
falde , al grund til at antage for min søn ; også ,
han hedder Richard , han er sømand og har
deltaget i den nordamerikanske krig ; for nogle
år siden , da jeg var langt herfra , skrev han
til mig , at han havde forlovet sig med en pige
her på egnen , uden dog at give nærmere oplysninger .
Igår fik jeg brev fra ham . , hvori
han melder sin ankomst i disse dage . Skulle
det nu vise sig , at det var ham , så er jeg enig
med dig i en ting ; vi må se at fjerne de
unge mennesker fra hinanden — ikke med vold ,
forstår du , det tåler jeg ikke ; men jeg skal
bestræbe mig for at lade ham indse , hvilke følger
der kan komme ud af en sådan forbindelse .
Det hus , som rummer dig , Martin , er
forpestet ; den familie , hvis hoved du er , har
et tungt kors at bære ; og nu skulle min flinke ,
livsglade dreng tankeløst styrte sig ind i et sådant
helvede ; det skeer aldrig med min gode
villie . “
„ Heller ikke med min , “ tilføjede Martin i
den højeste forbittrelse ; „ Du og dine have
gjort mig ulykker nok . Sætter han nogensinde
sin fod indenfor min dør , så kaster jeg ham ud . “
„ Du kaste ham ud , du' . “ svarede fyrmesteren
hånligt . „ Nej , det lader du nok være .
Men han skal forhåbentlig ikke ulejlige dig . “
Den gamle Martin rejste sig og lavede sig
til at gå . „ Hvor vil du nu hen ? “ spurgte
fyrmesteren .
„ Jeg tager hjem igen . Dette sted er mig
utåleligt . Jeg hader dig og din slægt , og
ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “
„ Hvor utåleligt dette sted også er dig ,
så kommer du dog til at slå dig til ro her
idetmindste for i nat ; forstormen , som begyndte i
aftenstunden , har nu rejst sig helt ; og ingen
moderssjæl kan komme herfra iland eller fra
land herud . Du kan slå dig til ro i stolen
der ; jeg skal ikke oftere tale til dig . “
Med disse ord satte fyrmesteren sig i sin
store lænestol , og Martin , som indså umuligheden
af at forlade tårnet , satte sig til ro i
sin . De faldt snart begge i tanker , og den
ene glemte rent , at den anden var tilstede .
Ilden , som endnu brændte i kakkelovnen , kastede
et stærkt lys ud i værelset og aftegnede på
loftet forvirrede former af de store lænestole ,
medens mændenes skygger bevægede sig i en
broget , urolig Dands , ligesom deres tanker .
under alt dette havde stormen hævet sig til en
sand orkan . Der kom et vældigt vindstød , som
rystede det stærke tårn , så at det formelig
svaiede i luften , og med det samme slukkedes
ilden . Mændene sagde tavse i det tætteste mørke ,
uden at mærke noget dertil , ligeså lidt som
de så , hvad der foregik udenfor på havet .
Bølgerne rejste sig , og af deres toppe hævede
der sig høje skikkelser , som et øjeblik betragtede
tårnet , inden de igen sank i dybet , for at
give plads for nye gådefulde væsener , der
snart begyndte at opføre en ringdands . Alle
samledes de om tårnet ; de kom langvejs fra
svævende på de gyngende bølger , men skønt
de havde oceanets umådelige ørken til fri
tumleplads , søgte de alle , som efter en fælles
aftale , hen mod det samme midtpunkt ; mange
af dem , som vare længst borte , syntes et øjeblik
at være tvivlrådige , men så snart de så ,
hvorhen den store skare tog farten , styrede de
i samme retning . Der var kæmpestore skikkelser ,
som truende hævede armene mod tårnet , og
så ud til at ville knuse det med et slag ; der var
kraftige skikkelser , som åbnede armene og
omfavnede det for at rive det med sig i afgrunden ;
der var krumbøjede skikkelser , som
rendte panden imod det og forsøgte at løbe det
omkuld ; der var skikkelser , som rullede sig frem
og sloge kolbøtter undervejs , snart forsvindende ,
snart dukkende op igen , indtil de til sidst kom
glidende ind på ryggen og viste sig lige ved
tårnet med benene højt oppe i luften , forsøgende
at sparke til fyret og slukke det hele ;
der var skikkelser , som i bevidstheden om , at
det gjaldt tårnets undergang , ret befandt sig
i deres element og kastede deres hue højt op
i luften , greb den igen og satte den på tårnets
hoved , hvor den i samme øjeblik faldt
sammen i skum og strømmede ned ad dets
sider ; der var små , hoppende , vevre og snaksomme
skikkelser , som listede sig omkring tårnets
fod i håb om at finde en dør eller blot
en revne , de kunne smutte ind ad , og i sluttet
trop stige op ad trinene , et efter et , indtil
de havde fyldt tårnet , for derpå pludselig at
falde sammen til en vandmasse og knuse det
hele . Der var et frådende og skummende dyb
med udsigt til kjeldere , huler og afgrunde , som
fyldtes af nye vandmasser , men straks kom til syne
igen . Havde verden siden noæh tider
end forandret sig i så meget andet , i dette ene
var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums
tid og syndfloden i denne nat frembød
det selvsamme skue af skrækkelige optrin , som
måtte opfylde selv den modigste med forfærdelse
og betage hjerterne ethvert håb om
frelse .
De to mænd havde længe siddet tavse , og
vare , ovenpå deres legemlige og sjælelige anstrengelser ,
faldne i søvn . Hvorlænge de havde
siddet således , kan være det samme , men vist
er det , at den gamle Martin på engang mærkede ,
at der foregik en forandring med ham ,
noget lignende , som da han om aftenen havde
siddet og set ud på fyret . Han var vågen
og formåede dog ikke at røre sig af stedet ;
han var sig selv bevidst og så alting ganske
tydeligt ; men skønt det han så måtte indeholde
tilstrækkelig opfordring til at råbe om
hjælp , var han dog ikke i stand til at frembringe
lyd eller stavelse . Hans øjne vare faldne på
det eneste vindue i værelset ; det var blevet til
et stort ansigt og vedblev dog at være vindue .
Om det så skulle have kostet ham hans liv ,
kunne han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket .
Vinduet var der , men ansigtet var der
også ; det fyldte hele vinduet ud og syntes at
optage det i sine lineamenter . Buen foroven
smeltede sammen med panden , vinduesposten
blev næse og en af sprosserne mund , og alligevel
vare deres former og omrids ganske forskellige .
Det var et vildt , truende ansigt , der
så ud , som om det var pisket sammen af
bølgernes skum , og let bevægeligt , som om det
i næste øjeblik kunne antage en hvilkensomhelst
form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det
på den gamle mand , der efterhånden fik en
bevidsthed om , at det var det selvsamme ansigt ,
som på en så forunderlig måde havde set
på ham ude fra fyret og draget ham derud ;
og lidt efter lidt opdagede han i alle dets træk
en skrækkelig lighed med sig selv .
„ Jeg har forgæves søgt dig i mange år , “
Sagde skikkelsen , „ men har måttet vente , til
du kom herud . “
„ Hvem er du , og hvad vil du mig ? “ spurgte
den gamle Martin , forundret over sin egen stemme
og over dens døde klang , der var ham så fremmed ,
som om en anden talte i hans sted .
„ Dit andet jeg er jeg , og dit bedre jeg ,
som du har krænket og øvet vold imod , siden
du var en ung mand . Forgæves har jeg kæmpet
for min ret i de mange år , men altid været
afmægtig . Kun på dette sted vidste jeg , at
jeg havde magten . Du har længe holdt regnskabet
i orden for andre , nu ei' regnskabets
dag kommen for dig selv , gamle Martin . “
„ Jeg drømmer naturligvis , “ sagde han , eller
tænkte det blot , hvilket forresten kom ud på
det samme , da skikkelsen gennemskuede ham
og gav ham svar .
„ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i
hele dit liv aldrig været virkeligheden så nær
som nu ; kom og se den ! “
Endnu var han betaget af tvivl , og søgte at
gøre sig rede for , at han kun sad i en stol
og drømte ; men han mærkede , at denne forklaring
ikke rigtig slog til , og at ethvert forsøg
på modstand ville glippe . Dreven af en indre
magt gik han hen og åbnede vinduet for at
jage synet på flugt , skønt han meget godt
forudså , at det ikke nyttede noget . Aldrig
såsnart havde han lukket det op , førend skikkelsen
svævede ind i værelset , og efter den
utallige andre , lette og luftige som tåger , som
snoede og vendte sig i de mest forvirrende
slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra
luften og fra havet ; de gik igennem hverandre ,
skar hverandre over og gili sammen
igen . Små skikkelser , der i det fjerne såeud
som krusninger på bølgerne , voksede med
nærheden ; de vuggede og gyngede sig på stormen ,
som undervejs gav dem utallige former ;
de sank og steg , men nærmede sig alle til
tårnet og smøgede sig ind gennem det åbne
vindue , uden at han begreb , hvorledes de alle
kunne få plads i det snævre rum . Han så ,
hvorledes de satte ryggen imod loftet og løftede
det i vejret ; de rettede sig i deres hele
højde og førte Toppen af tårnet højere og højere
op i luften , indtil den tilligemed fyret kun viste
sig som en stjerne og til sidst rent forsvandt .
På resten af tårnet stod Martin alene
tilbage med den skikkelse , som først havde viist
sig for ham .
„ Forfærdelige væsen , hvad vil du mig ? “
Spurgte Martin .
„ Lære dig , hvem du er , og hvad du bliver , “
Svarede skikkelsen .
„ Hvem jeg er , ved jeg ; men hvad jeg bliver ,
kunne jeg nok have lyst til at vide . “
„ Du tager fejl ; du ved mindst af alt , hvem
du er . Du er for mange år siden bleven
en anden end dig selv ; du er bleven fremmed
for dig selv og har forvandlet dig til denne
fremmede . “
„ Men dersom du var mit andet jeg , måtte
jeg jo kende dig , “ indvendte Martin , som begyndte
at fatte mod , da han mærkede , at skikkelsen
i det hele var medgørlig og ikke gjorde det
af med ham i det første øjeblik . „ Dersom du virkelig
var mit andet jeg , måtte jeg jo have set
dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt
dig tidligere . “
„ Det kommer deraf , at du har glemt mig ;
at du trolig har arbejdet på at udslette
mig af din erindring ; at du har krænket
og forurettet mig i langt højere grad , end andre
have krænket og forurettet dig ; men kom
nu og se ! “
Den gamle Martin mærkede , at han blev
ført ud over havet , hvor bølgerne dybt under
ham voksede til bjerge og hævede sig op imod
ham . Han så nu den skare af skikkelser ,
som hele tiden havde tumlet sig udenfor tårnet ;
de styrede ikke længere løs på fyret ,
der var forsvundet , men rejste sig nysgerrigt
spejdende til alle sider , og når en af dem opdagede
et skib , løftede den armen og pegede
i den retning , som straks fulgtes af alle de andre ;
nogle flagrende i luften , andre skydende
sig frem på bølgerne , medens en hel del ,
som ikke kunne få plads i vrimmelen og røre
sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under
vandet . På skibet blev skikkelserne sete ,
og mandskabet arbejdede med fortvivlelsens
kraft ; men så let som en nøddeskal blev skibet
kastet om på siden og fik vældige bølger
ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til
mastetoppen , det begyndte at synke , og efter at
have sendt kæmpestore luftbobler i vejret , gik
det tilbunds roligt og i lige linie , som om det
havde været en blyklump , der sank i stille vand .
Således gik det med skib efter skib ; når et
af dem var gået under , sank skikkelserne sammen
for at hente kræfter til nyt arbejde ; derefter
rejste de sig igen , spejdede og gave hverandre
tegn , stormede så afsted efter det næste
skib , der fik samme skæbne som de forrige .
„ Et skrækkeligt syn , “ sagde Martin , „ det
snører hjertet sammen i en og får blodet
til at stivne . “
„ Det mener du ikke , “ svarede ledsageren ,
„ Du har jo intet hjerte . Kom ikke med talemåder
om medlidenhed ; du ved bedst selv ,
at de intet betyde , og at du forgæves ville
prøve på at bedrage mig . Medlidenhed og
barmhj ertighed er fj ernede fra dit sin d
for stedse . “
Det forekom Martin , at han havde hørt
disse eller lignende ord før ; kun kunne han
ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at
de tyngede ham og tang et øjeblik stille ; men
da hans ledsager også tang , brød han igen
tausheden , som begyndte at blive ham utålelig .
„ Hvor mange forhåbninger gå ikke her
tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber mennesket
for sig selv og for efterslægten , når frugten
af et helt livs anstrengelser således kan gå
tabt i et øjeblik ? “
„ Spørger du for andres eller for din
egen skyld ? Hvad du søger af ørkesløs nysgerrighed ,
får du ikke besvaret ; men hvad dig
selv angår , har du så slidt og slæbt for efterslægten ?-
har du arbejdet af andre grunde ,
end fordi du var nødt dertil ? Har du beredt
dine nærmeste endog blot små glæder og
overraskelser ? Eller hvad mener du med frugten
af et helt livs anstrengelser ? Tiden går
som en stor bølge hen over verden og drager
den ned i glemselens hav ; men over tiden
står der magter , som frelse de gode gerninger
fra undergang . Enhver menneskekærlig
tanke ; enhver gerning , som øvedes for at
knuse vold og despoti ; enhver seivopoffrelse ,
som blev ydet for at støtte andre ; ethvert forsonligt
ord til den , som fortryder sin uret ;
enhver lille hjælp eller håndsrækning , den være
nok så ringe og i verdens øjne ubetydelig ,
som det ene menneske af et kærligt sind
yder det andet ; ja blot det oprigtige ønske om
at hjælpe , selv om evnen ikke svarer til villien ,
alt dette trodser tidens strøm og går
aldrig under . “
Den gamle Martin svarede intet , og var
på engang forundret og skamfuld over sig
selv . Som øvet regnemester havde han i mange
år haft kassen i orden , og aldrig stået tilbage ,
når der skulle udbetales på selvretfærdighedens
conto ; og nu skulle det hænde
ham , at han måtte tilstå sin egen insolvents .
„ Du kender endnu langtfra virkeligheden , “
Sagde ledsageren , „ kom og se videre ! “
De sank dybere og dybere ; Martin følte ,
hvorledes havet voksede over dem , og så snart ,
at de befandt dem på dets bund .
„ Der ville behøves flere menneskealdere
for at se alt det , som her findes , “ sagde ledsageren ,
„ men tag det nærmeste i øjesyn ; det
vil være tilstrækkeligt . “
Her var den dybeste ro og stilhed trods
stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom
søjler sondrede fra den øvrige vandmasse , og
gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem
opad , bemærkede han , at bevægelsen tiltog i
højden , indtil den til sidst frembragte den bølgende ,
frådende og skummende overflade , som
han nylig havde set på det oprørte hav . Der
lå uformelige masser , overgroede med snyltedyr
og planter ; det var skibe , som vare
forgåede for gud ved hvormange år siden .
Ved et af dem havde et skelet rejst
sig i vandet , og ført af den svage bevægelse
i elementet hævede og sænkede det sin arm ,
som om det bankede udvendigt på skibsskroget
og ønskede at tale med nogen indenfor .
Martin vendte sig om mod sin ledsager og
ventede at få en forklaring .
„ Det var et forrykt menneske , “ sagde ledsageren ,
„ som fortæret af had og hævnlyst
bragte' skibet til at gå under , skønt ban
selv måtte følge med . Mere behøver du ikke
at vide . “
Aldrig havde Martin følt angsten som i
dette øjeblik . Han lagde mærke til , at hans
ledsager i nogen tid havde begyndt at antage
utydeligere omrids , ikke som om han fjernede
sig fra ham , men snarere som om han smeltede
sammen med det element , hvori de befandt dem .
„ Forlad mig ikke på dette sted , “ råbte
Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver
mere og mere borte for mig , og jeg ved
ikke , hvorledes jeg skal holde dig fast . “
Istedetfor at svare , satte skikkelsen havet
i bevægelse , så at Martin tabte alt af syne ; for
et øjeblik blev det hele hyllet i mørke , han tabte
besindelsen , og da han kom til sig selv igen ,
var havet forsvundet , og han befandt sig inde
i en hyggelig , varm og oplyst stue , midt iblandt
mennesker . Inden han endnu lagde mærke til ,
hvor han var , så han sig om efter sin ledsager
og opdagede ham på væggen . Til sin
ubeskrivelige forundring så han ham svinde ind
til en flade , gåeindi en ramme og hænge på
væggen som et portrait , der havde megen lighed
med ham selv . Men næsten større blev
lians forundring , da han så , at han befandt
sig hos sin egen søn .
„ Jeg har længe glædet mig til , at børnene
skulle have denne fornøjelse , Marie ; jeg kan
sige , at jeg formelig har glædet mig , som om
jeg selv var et stort barn . “
„ Du behøver ikke at sige , som om du var
et stort barn , for du er et stort barn , Alfred , “
Sagde Marie , idet hun lagde sin hånd på
skulderen af sin mand og kyssede ham .
I det samme blev en dør lukket op , og et
lille ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu
måtte komme ; “ men da faderen så bister
ud og truede med at gøre jagt på den lille
dumdristige knegt , trak denne sig hurtig tilbage
og lukkede døren , hvorpå der indenfor opløftedes
et almindeligt frydeskrig .
Den gamle Martin havde siddet stum af forbavselse
og efterhåndentabt både næse ogmund .
Det var altså den søn , han havde forstødt ;
det var den svigerdatter , han havde viist bort fra
sit hus . Aldrig i sine levedage havde han
set nogen hyggeligere lille kone ; men hvor
havde han også kunnet tænke , at den „ unge
tøs “ , som han dengang kaldte hende ,
skulle blive en kone af det slags . Gamle Martin
begyndte at varmes op for første gang i
mange år . Stolt af sin søn havde han
altid været , men siden hans giftermål havde
han aldrig rigtig villet tilstå det ; hvor følte
han nu ikke hjertet banke ; isklumpen var
stærkt i færd med at tøe op . “
„ Gid vi i aften vare samlede med vore kære , “
Sagde Alfred ; „ for hvert år der går , bliver
jeg utålmo digere . Vidste jeg , hvad der kunne
forsone fader , ville jeg gøre det , om det så
var nok så stor en galskab . “
„ Ja , gid det var så vel , “ svarede hans hustru .
„ Skønt fader har behandlet os hårdt og
uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem alle . Jeg
synes , at der hviler et tryk på os , så længe en
forsoning ikke er bragt i stand . Din gamle moder
længes bestemt også efter os ; din søster
Anna må nu være en voksen og smuk pige ,
idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg
sidst så hende . Hvad om vi toge derhen
imorgen og prøvede på en udsoning . “
„ Umuligt , “ sagde Alfred , som rent havde
glemt ordningen af alle de små nytårsgaver
til børnene , hvis utålmodighed nu ytrede
sig i stigende grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt
alt , men forgæves . Vises døren vil jeg dog
ikke mere end en gang . Men lad nu disse
tanker fare , og lad så børnene komme ind . “
Den gamle Martin havde flere gange gjort
kline til at ville afbryde dem , men havde ved
hvert forsøg gjort den sørgelige erfaring , at
han talte ud i det tomme rum . Derimod talte
hans søn ikke ud i det tomme rum ; thi næppe
havde hansagt : „ Lad så børnene komme ind , “
Førend en lille spejder , som intet øjeblik havde
forladt nøglehullet , åbnede døren , og ind
stormede et kompagni af unger , husets egne
og deres legekammerater .
„ Hvor er Martin ? “ spurgte faderen .
Den gamle Martin for sammen , i den tro
at han nu var bleven genkendt , men indså
snart sin fejltagelse ; det var husets ældste søn ,
der var ment , en livlig , smuk og opvakt dreng
på otte år , som straks meldte sig ud af skaren
og trådte forventningsfuld hen til sin fader .
„ Du har været en god og flittig dreng i
det forløbne år , “ sagde han ; „ her er din
nytårsgave . “ Med det samme leverede han
ham en stor bog med beskrivelser og billeder
fra fremmede lande . Martin kyssede sin fader
og moder , hos hvem han satte sig med
bogen under armen ; endnu var spændingen
for stor til , at han med ro kunne fordybe sig
i dens indhold . Den gamle Martin sad og ventede ,
om ikke hans unge navner også skulle
komme hen til ham , men drengen vidste jo intet
om hans nærværelse .
derefter kom den lille Anna , som endnu
ikke var udviklet nok til , at gaven kunne ledsages
af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig
kom den sidstfødte , der bar sin faders navn .
Den modtog allernådigst en beenrangle , som
den straks puttede i munden , men snart efter
tog ud igen og fægtede i luften med , idet den
gjorde udfald især mod den plads , hvor dens
usynlige bedstefader befandt sig .
Nu begyndte uddelingen af småforæringer
til de fremmede børn , og da bordet var tomt ,
indtrådte det stadium af babylonisk forvirring ,
som hører til ved slige ledigheder , og uden
hvilken et børneselskab slet ikke er et børneselskab .
Den gamle Martin tog levende del i
det alt sammen ; han fulgte med øjnene sine
børnebørn overalt og var især indtaget i den
ældste dreng , som bar hans eget navn . Det er
en svaghed hos alle bedstefædre , kun gamle
Martin havde hidtil dannet en undtagelse . På
engang blev der en sammenstimlen og et efter
forholdene endog usædvanligt spektakel . Den
lille Martin og en fremmed dreng vare komne
i disput .
De legede røvere og havde i den anledning
anlagt de traditionelle brogede dragter
og hatte med fjer i ; men hvorledes det nu
gik eller ikke gik , så vare de ved en uregelmæssig
ideeforbindelse komne ind på det lingvistiske
område . Den fremmede dreng havde
påstået , at „ Fisk “ skulle skrives med lille f ,
medens Martin påstod , at det skulle skrives
med stort f .
„ Men når du skriver det med stort f ,
hvorfor siger du det da med lille f ? “
På dette spørgsmål , som kunne have sat
en større dreng end Martin i forlegenhed , svarede
han ved at snappe huen af hovedet på
den fremmede dreng , som om den havde ligget
der som en løs og ledig genstand på et
bord ; han svingede den rundt i luften ogråbte :
„ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger fisk
med lille f ! Hurra ! “
„ Hurra ! Du har ret min dreng . Bliv du
kun ved , Martin ! “ råbte den gamle med i
Chor og lo , så at han var nærved at falde
ned af stolen ; men snart blev hån igen opmærksom
på sin fejltagelse ; ingen kunne høre
ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig
bedrøvet . I det samme kastede han et blik
hen på billedet , hvor hans ledsager tidligere
•var forsvundet , og så ham nu i tågede omrids
falde ud fra rammen og vinke med hånden .
„ Blot et øjeblik endnu , “ bad Martin , „ lad
mig blot et eneste øjeblik tale med denne dreng ;
lad mig give mit barnebarn et Kys , så skal
jeg være villig til at følge dig . Det ville
være grusomt , om du lod mig se alt dette , for
straks at tage det fra mig . Gode ånd ! Jeg føler ,
at du vil mig vel . Und mig denne glæde ,
den første jeg har følt i mange år . “
„ Mildhed og forsonlighed er fjernede
fra dit sind for stedse , “ svarede
ledsageren med barsk stemme , vinkede med
hånden og alt var forsvundet .
Knugende er angsten og forfærdende til
vanvid er samvittighedens stemme , når den
har slumret i mere end et halvt menneskeliv og
så først oplader sin røst . Den store regnemester
glemmer intet og fejler aldrig . Den lægger
renterne til kapitalen , og skønt den gør
sin gerning i søvne , er den altid sikker . Den
dynger kapital på kapital , til det udgør et
helt bjerg af himmelråbende uret ; derefter
vågner samvittigheden , og tvinger synderen til at
vandre opad bjerget ; højere og højere opad uden
at nå dets top . Tiden går som en stor
bølge hen over verden og drager den ned i
glemselens hav ; men over tiden står der
magter , som bevare de onde gerninger fra forglemmelse .
Enhver ond tanke ; enhver gerning ,
som øvedes for at kue andre og hæve sig selv ; nederdrægtighed og lav bedrift , som
knuste hjerter og bragte troen på det godes
magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt
ord , der sårede bittert ; ja selv det mindste
nålestik , der borede sig ind i et medmenneskes
sjæl og tilintetgjorde et gran af den
kjærligbed , som af naturen var nedlagt deri ,
alt dette opbevares af tiden og dynges sammen
til et kæmpestort bjerg .
Den gamle Martin vandrede op ad bjerget ;
træt og mødig , jaget og forpint som i dunkle
drømme arbejdede ban sig frem højere og højere
opad . Hvor han ville hen , var han sig ikke
bevidst , kun såmeget vidste ban , at han skulle
videre . Bagved ved ham lå der en ørken , og
foran sig så han kun et øde , sålangt øjet
nåde . Sit gamle regnskab havde han rent
glemt , ellers havde måske de mange tal og
store summer kunnet hjælpe ham ud af labyrintten ;
men han tænkte ikke mere på det , og
havde formodentlig tabt det på sin lange vandring .
„ Barmhjertige himmel , hvor stor er ikke
min uret , “ råbte han til sidst i fortvivlelse .
„ Og jeg tåbe , som havde kunnet gribe lykken
på alle kanter , har år efter år stødt den
fra mig . Giv mig endnu blot et år at leve
i , blot det eneste nye år , som nu begynder ,
og jeg lover højtideligt , at jeg skal blive det
gode og lykkelige menneske , hvortil jeg , som enhver
anden , var bestemt af naturen ! “
„ Vi ville få det at se ! “ svarede hans
ledsager , som nu igen viste sig ved siden af
ham , men utydeligere end nogensinde tidligere ,
og talte med en stemme , som kom langt borte
fra . „ Du står snart ved rejsens mål , og
det kommer kun an på dig selv , om dine
ord skulle blive til sandhed . “
I det samme overraskedes Martin af et
stærkt lysglimt og befandt sig hjemme i sin
egen stue . Så forbavset var han over forandringen ,
at han ikke lagde mærke til , hvorledes
hans ledsager som en skygge gled ned
over den store gammeldags kakkelovn og smeltede
sammen med den , så at hans ansigt akkurat
faldt sammen med et gammelt , glubsk løveansigt ,
som var støbt ind i ovnens øverste etage ;
og fra dette ansigt stirrede nu ledsageren ud
på ham .
Den gamle Martins opmærksomhed var henvendt
på noget helt andet . Han så sin
hustru og datter sidde ved bordet , ganske som
han havde forladt dem om aftenen . Den gamle
kone så ængstelig og bekymret ud , og Anna
sad med tårer i øjnene .
„ Hvor mon dog fader bliver af i dette
forfærdelige vejr ? “ sagde den gamle kone . „ Det
var en ulykkelig ide , du skulle få i aften ,
at tale til fader om Alfred . Han var skrækkelig
oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede
flere timer siden . Stormen er bleven til en
ren orkan . “
„ Det gør mig ligeså ondt som dig , kæreste
moder ; men jeg kom til at tænke på Richard
og på , hvor glad jeg ville blive , når han kom
tilbage , at jeg ikke kunne udholde det længere
at tænke mig nogen bedrøvet ; og så slap det
ulykkelige ord mig ud af munden . “
Et vindstød ramte i dette øjeblik huset og
syntes at løsne træværket i alle dets Fuger .
Det ruskede i dørene og bragte dem til at
klappre , næsten som om en bankede på udenfor .
„ Gud , dersom Richard var ude i dette vejr , “
Udbrød på engang Anna .
„ Så måtte vi bede for hans frelse , “ svarede
moderen .
Nok et vindstød , som hylende og klagende
trængte sig ind gennem alle revner og sprækker .
Nok en rusken i dørene og en klappren ,
der lignede en banken .
Anna opfangede lyden og sagde : „ Jeg synes ,
at nogen bankede . Jeg vil se efter , om
det ikke skulle være fader ; “ med det samme
tog hun et lys for at gå ud , men medens
hendes hånd holdt om låsen , drejede en anden
hånd den udvendigt , og ind ad døren
trådte en fremmed , indhyllet i en bjørneskinds
Pels , hvis store krave skjulte hans ansigt . Anna
for tilbage , og den fremmede blev stående
ubevægelig i' et par øjeblikke . Ved en behændig
vending lod han pelsen falde af sig og trådte
ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget
mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at
have talt .et ord , da Anna , der var bleven ganske
bleg , på engang råbte : „ Richard ! “ og
kastede sig i hans favn .
Og det var virkelig Richard , men han var
blevet næsten ukj endelig ; det store skæg og
den mørke hudfarve havde givet ham et sydlansk
præg . Jeg vil slet ikke prøve på at beskrive
al den henrykkelse , som nu fulgte ovenpå ; den
var således , som den altid er , når kjærestefolk
ere , som de bør være . Der var en udspørgen ,
en kyssen , en trykken hænderne , en omfavnen
og en talende taushed , som måtte have glædet
enhver tilskuer . Den gamle moder fik også
sin andel i velkomsten og livédes øjensynligt
op , hvilket var en sjeldenting , da hendes mands
tyranni i tidens løb havde gjort hende sløv
for det meste , som foregik omkring hende . Da
de allerførste og nødvendigste ord vare udvekslede ,
spurgte Richard : „ Men hvor er din fader ? “
„ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i mørkningen
gik han ud og er ikke senere vendt tilbage .
Vi sad netop og ventede på ham , da du kom . “
„ Din fader er gået ud , “ råbte Richard ,
„ og er endnu ikke vendt tilbage . Det
går aldrig godt , jeg må straks ud at lede
ham op . “
„ Så går jeg med , “ sagde Anna , som om
det kun gjaldt en almindelig spadseretour .
„ Min kj æreste pige , det er umuligt . Du
ville ikke kunne gå ti skridt udenfor huset ,
førend du blæste bort , og hvor skulle jeg så
få fat i dig igen , “ sagde hå og kyssede hendes
smukke ansigt . I en fart var han iført sin
Pels og ude af døren .
Alt dette havde den gamle Martin været
vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde
mand , han om aftenen havde lovet sig selv at
være , når Richard kom tilbage , men henrykt over
sin smukke , fornøjede datter og over den svigersøn ,
han ville få . Gamle Martin havde i aften
i grunden for første gang gjort bekendtskab
med sin svigerdatter og sin svigersøn , og var
inderlig tilfreds med dem begge ; derfor kunne
han ikke finde sig i den dumhed af Richard , at
gå ud for at søge efter ham , når han i bedste
velgående sad hjemme i sin egen stue . Han
var gerne blevet ved at se på de unges glæde ,
men erindrede på engang , at han kun var
usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin
ledsager , men kunne intetsteds finde ham . Instinktmæssigt
faldt hans blik hen på kakkelovnen ,
hvor han syntes at se noget i det gamle
løvehoved , der var støbt ind i ovnen . Før
havde han aldrig opdaget noget mærkeligt der ,
men i aften var der en vis bevægelighed i det .
„ Gode ånd , “ sagde han , „ send mig Richard
tilbage , han leder jo efter mig til ingen nytte . “
„ Det ville heller ikke være til nogen nytte ,
om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “
Svarede stemmen svagt og i det fjerne .
„ Kommer’ han ikke tilbage ? “ spurgte Martin
så forfærdet , at ordene kom ham i vrangstruben .
„ Du lægger ikke mærke til , at alt , hvad
du her seer , er noget , som er sket ; det ligger
tilbage i tiden . Richard var her ikke nu , han
var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede
efter dig ; og da han på sin vandring hørte ,
at nogen tilfældigvis havde set dig ganske
alene sætte ud til fyret i en båd , blev han
så betaget af skræk ved at vide dig ude på
havet i denne storm , at han , da uveiret var
på sit højeste , selv gik tilsøes for at lede efter
dig ; skønt han som sømand straks burde have
indset det tåbehge i at gå ud i en sådan
orkan , hvilket han også ville have gjort , når
det ikke netop havde været dig , han ledte efter . “
„ Gode gud , “ råbte Martin forfærdet , „ hvad
blev der da af ham ? “
„ Han kuldsejlede ude ved fyret og druknede ,
dengang du så skibene gå under . “
„ Forfærdeligt , “ råbte Martin , „ forfærdeligt ! “
„ Stille ! “ sagde ledsageren bydende . „ Jeg
fatter dit hjertes kvide ; men den må gjennemlides .
mærk dig hvert ord jeg siger ; nu gjældet
liv eller død for dig selv . “
Skjøndt gamle Martin anstrengte sig for at
opløfte et fortvivlelsens råb , frembragte han
ingen lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men
hørte dog hvert ord , hans ledsager sagde .
„ Jeg står nu i begreb med at forlade
dig for stedse . Jeg er dit andet jeg og dit
bedre jeg ; det jeg , som .du for mange år
siden forstødte , dengang du forvanskede det
gode , skaberen havde nedlagt i dig , og anvendte
dine evner til at gøre ondt , hvor du
skulle have gjort godt . Jeg har i de mange
år ofte forsøgt at vende tilbage og smelte
sammen med dit væsen , men forgæves . Først
iaftes førte tingenes gang det således med
sig , at jeg kunne få dig i tale . Jeg viste
mig for dig i fyret og glædede mig , da jeg
så , at jeg havde magt til at drage dig ud til
mig ; det viste mig , at der endnu var håb om ,
at jeg omsider skulle ophøre at være et delt
væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg
lidt efter lidt blev utydeligere for dig ; det blev
jeg , efterhånden som jeg igen smeltede sammen
med dit væsen ; efterhånden som du kom
dig selv nærmere , da dit steenhjerte smeltede ,
og du begyndte at glæde dig og at sørge på
menneskelig Viis . Nu er der kun meget lidt
af mig tilbage ; jeg er næsten et med dig og
kan ikke længere hjælpe dig . Stå nu denne
prøvelse igennem med mandigt mod og stærk i
troen på det godes magt i verden , så er
du frelst , og jeg velsigner dig , gamle Martin ! “
Ledsageren svandt hen i det tomme rum , og
endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg
velsigner dig , gamle Martin ! “
Nytårsmorgen .
„ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ menneske ,
jeg er jo hjemme . Gå ikke ud på havet , det
bliver din død . Barmhjertige himmel , hold
ham tilbage ! Richard ! “ Således råbte den
gamle Martin , så det rungede i værelset , og
havde nær væltet bordet , som stod ved siden
af ham .
Fyrmesteren , som var falden i en tung søvn ,
sprang forskrækket op og gned øjnene , uden
straks at kunne samle sig eller besinde sig på ,
hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i
hans øre , og med den lynsnare hastighed ,
hvormed drømme skabes og forgå , havde
Martins råb i samme nu ladet ham se Richard
gjennemgåe utallige farer .
„ Foi’ guds skyld , hvor er Richard , hvad er
der hændet ham ? “ råbte han , da Martin i det
samme selv vågnede og udbrød : „ Ja , hvor er
Richard , vi må ile ham tilhjælp . Men du
store gud og fader , er jeg endnu ude på fyret .
Og Richard og Anna ? Og min søn og den
lille Martin ? “
„ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede
fyrmesteren barsk .
„ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin ,
„ og vil vedblive at tale om dem . Richard er
kommet tilbage , og Anna skal være hans brud ,
såsandt som jeg hedder Martin ; men vi må afsted “
— fyrmesteren så nu klart , at hans
formodning iaftes var rigtig . Martin var gal .
Han overvejede et øjeblik , hvorledes han hensigtsmæssigst
skulle gribe sagen an ; om han
skulle rejse sig og spærre'ham inde i det mørke
rum , der var ved siden af kammeret , eller om
han hellere skulle klemme ham fast mellem
bordet og væggen og prøve på at tale ham
tilrette . Stor var derfor fyrmesterens overraskelse ,
da den gamle Martin ganske sindigt stod
op og kom hen og rakte ham hånden .
„ Tilgiv mig , gamle ven , jeg var iaftes meget
utaknemmelig og egentlig et rent uhyre .
Først frelste du mit liv , og jeg havde ikke et
ord til tak derfor ; og derefter bad du mig om
tilgivelse for en gammel uret , og jeg negte de
dig den . Jeg føler mig i dag som et andet menneske
og begynder det nye år med at fornye et
gammelt venskab . “
„ Du tager en stor byrde fra min samvittighed ,
Martin . Kun den , der har angret så
længe og så dybt som jeg , ved hvad en sådan
tilgivelse vil sige . Men hvorledes var du
dog kommet i denne stemning iaftes ? Jeg kender
dig slet ikke igen i dag . “
Den gamle Martin tog sig til hovedet og
begyndte igen at se forvirret ud . „ Jeg var
inat udenfor tårnet og så skrækkelige ting
på havet . Jeg besøgte også min søn og så
Richard ; men jeg kan ikke samle mine tanker “
— han ledte rundt omkring efter en løsning
på gåden , uden at finde den , og fyrmesteren
blev igen mistænksom . Skulle han
alligevel være forvirret og om natten have listet
sig udenfor tårnet ? Det var umuligt . Han
havde jo selv låset alle døre forsvarligt og havde
endnu nøglerne i lommen . Hans tvivl blev
imidlertid hævet , da Martin igen talte fornuftigt .
„ Jeg kan ikke blive klog på det hele ,
for drømt det har jeg ikke , dertil var det alt for
levende . Jeg opgiver det indtil videre og
vil straks tage hjem . Jeg er sikker på , at Richard
er kommet , og jeg længes efter at se
ham og dem alle sammen . “
Fyrmesteren , som smittedes af livligheden
i hans væsen og navnlig af forsikkringen om ,
at Richard var kommet , erklærede det imidlertid
for umuligt , at Martin kunne tage afsted
alene . „ Vejret er vel smukt i dag , “ sagde han ,
„ og stormen har lagt sig , men søen går så
højt , at du aldrig ville komme levende iland ,
hvis du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge
med dig , førend den nye fyrmester kommer ,
hvis han i det hele kommer i dag . Men lad os
nu allerførst få en hjertestyrkning ovenpå
denne nat . “
Dermed satte fyrmesteren kedlen over ilden
og begyndte at dække bord . Det var i
det hele taget mærkeligt at se den gamle Martins
livlighed ; gik fyrmesteren ud for at hente
brænde , så var Martin i hælene på ham , for
ikke at tabe ham af syne et øjeblik ; pustede
fyrmesteren på ilden , for at få den til at
blusse højere , så ville Martin puste med , men
opnåede kun at blæse asken op i ansigtet på
fyrmesteren , som ikke sagde noget , men kun
smilede ved sig selv . Snart stillede Martin stolene
på et sted foran bordet , snart på et
andet sted . Af og til gjorde han en afstikker
hen til vinduet for at se ud på havet . Solen
skinnede på de høje bølger og blændede
ham ved de utallige småblink den frembragte ;
men han glemte et øjeblik det hele for at beregne ,
hvor langt han havde været ude ; hvor
det omtrent måtte være , at det første skib gik
under , og i hvilken retning skikkelserne fore
efter det andet . „ Men det er jo ren snak ;
hvad står jeg her og drømmer om ; og alligevel “
— i det samme opdagede han et hvidt
punkt langt ude og kaldte på fyrmesteren .
Kikkerten kom frem i en fart og fyrmesteren
råbte : „ Hurra ! Den nye fyrmester . Brav Karl ;
han vidste , at jeg længes efter afløsning , og
•så går han ud i så høj sø , skjøndthan ikke
havde det nødig . Forresten er der en med
ham , som jeg ikke kender . “
Den gamle Martin skulle også se i kikkerten ,
men da han var ganske ukendt med
dens brug , og desuden rystede af bevægelse og
spænding , styrede han den i alle mulige retninger ,
og søgte i længere tid efter båden oppe
i nærheden af zenitt , indtil han til sidst fik fat
på solen , som gjorde ham fuldstændig blind .
De opsatte måltidet , indtil deres gæster
kom , og stod få øjeblikke efter ved tårnets
fod , ventende på deres ankomst .
„ Hvor tog du båden iaftes , Frederik ? “
Spurgte Martin .
„ Der “ , sagde fyrmesteren og pegede et par
favne ud i vandet ; „ den kom langvejs fra ,
strøg lige forbi tårnet og gik ligeså langt
bort på den andenside ; havde den stødt imod
det , var den splintret i samme øjeblik . “
„ Er det ringen , hvortil du bandt linen ? “
„ Ja , det er ringen , den er forsvarlig nok ;
det var kun linen jeg var bange for . “
„ Det forekommer mig dog , at denne ring er
noget svag ved den ene side “ , bemærkede den
gamle Martin , som skænkede den en usædvanlig
opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke
jernringe bristede , uden at man egentlig vidste
hvorfor “ .
Fyrmesteren fik ikke tid til at svare på
den sidste bemærkning , da båden var lige ved
tårnet .
„ Goddag , gamle kammerat , glædeligt nytår “ ,
råbte den nye fyrmester til den gamle .
— „ De havde nok ikke ventet mig i dag . Efter
den storm , som blev opført i nat , havde jeg også
tænkt på at opsætte det , indtil vejret var
stillet af og søen blevet rolig ; men så fik jeg
besøg af en fremmed , som absolut ville herud
i dag , da han hørte , at de var her . Efter endeel
betænkeligheder føjede jeg ham omsider ,
og her er vi . “
Han tog en flig af sejlet til side , bag hvilket
den fremmedes ansigt var skjult , og en
ung mand rejste sig op .
„ Richard , min dreng , “ råbte fyrmesteren
fornøjet og svingede med sin begede hat , „ Du
kunne ikke have bragt mig nogen kærkomnere
nytårsgave end dig selv . — min gamle ven ,
Martin b . , “ tilføjede han , da han så Richard
blive noget forlegen ved mødet . „ Han kom
herud i går aftes og har måttet blive her i nat .
— ørerne stive , min dreng , “ hviskedee han til
ham , „ Alting klart . “
Denne sidste fortrolige meddelelse var Richard
aldeles gådefuld , og situationen blev kun
yderligere indviklet derved , at den gamle Martin ,
som hidtil havde stået og stirret på Richard , nu
greb hans hånd og trykkede den hjerteligt , og
dertil udtalte sin forundring over , at han , Richard ,
ikke havde et stort brunt skæg , for således
havde han jo tydelig set ham ; „ men jeg snakker , “
Sagde den gamle og tog sig til panden .
Igen for der en tvivl gennem fyrmesterens
sind , der dog atter blev beroliget , da han
så Martin trække Richard hen til en side .
„ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min
hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede ,
fordi jeg blev borte iaftes ? “
Richard sagde , at han ikke forstod et ord
af det hele , da han først var kommet iland ,
ligesom stormen begyndte , og straks havde søgt
underretning om sin faders nuværende opholdssted .
„ Men så har du jo slet ikke set Anna
endnu , “ sagde Martin tankefuld .
„ Nej , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig
derefter ; og af hele den måde , hvorpåde
omtaler sagen , tør jeg måske håbe , at de
ikke bar noget imod “ —
„ Sniksnak , den sag bliver nok ordnet ; jeg
har taget min bestemmelse . “
Derefter vendte de tilbage til de andre ,
som imidlertid havde fortøjet båden , og Martin
opfordrede dem til at følge med ham ovenpå .
Han talte i en tone , som om han
egentlig hørte hjemme på fyret og indbød sine
gæster til at tage lokaliteterne i øjesyn . Han
holdt sig også sidst i rækken og opfordrede
den nye fyrmester og Richard til „ endelig at
gå forsigtigt “ op ad trappen .
Den gamle fyrmester så forandringen
hos Martin og lo så småt . Da de kom
ovenpå og ydede frokosten al retfærdighed ,
fik værten det indfald at hente to flasker
vin .
„ De have ligget i flere år og ventet
på Richards hjemkomst , og en skam havde
det dog været , om jeg nu havde glemt dem .
Jeg udbringer altså en skål for “ —
„ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok
bedst , at jeg udbringer den skål . Lad os
da tømme et glas for Richard der og min
datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han
anså det for et slags juridisk akt med vidner
og alt tilbehør . „ laftes var jeg enig med
min gamle ven der , “ han pegede på fyrmesteren ,
„ om at denne sag skulle gå overstyr ,
men mennesket spår og gud rå’er . Altså ,
en skål for Richard og hans brud ! “
Richard , som i begyndelsen var bleveh
rent forvirret over den gamle Martins ord ,
sprang op og dansede rundt med dem alle sammen .
Den nye fyrmester derimod , som hidtil
havde været passiv deltager , lod høre en
lang fløjten , der tilkendegav , at nu begyndte
det at gå op for ham .
„ Oh , så hun går på den boug ! Ja så
forstår jeg deres hastværk i morges og deres
mange spørgsmål om familierne hernede ved
kysten . Jeg ønsker dem tillykke . “
„ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igen
afgørende , som om han var kommandant på
fæstningen . „ Vi tage først ned til min søn
og derefter hjem . “
Den gamle fyrmester gav tegn til sin søn ,
at han skulle lyde uden indvendinger , og
kort efter befandt de tre mænd sig på søen ,
tagende den retning , som af Martin blev angivet .
De landede nede på kysten , flere mil
fra det sted hvor Martin boede , og gik hen mod
et huns , som han påstod tilhørte hans søn ,
hvilket det også gjorde .
„ Det er bedst , at jeg går i forvejen ; i
andre kunne vente lidt på mig , og må ikke
blive utålmodige , hvis det skulle vare etkvarteerstid . “
Han gik ind i huset på må og få , idet
han bildte sig ind , at han havde set det før .
Han lukkede døren op til dagligstuen og mødte
netop sin svigerdatter , som legede med det
yngste barn .
„ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han .
Om hun havde set et genfærd åbne døren ,
ville hun ikke være bleven mere forskrækket .
„ Men bedstefader ! “ var alt , hvad hun kunne
sige . Hurtig for en dreng ud af stuen og
hentede sin fader , der kom ilende til i den
tanke , at der var sket en eller anden ulykke .
„ Glædelig nytår , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke
bruge nogen lang indledning , men ligefrem spørge
jer , om i endnu holde såmeget af eders gamle
fader , at i ville følge hjem med ham i dag ? “
Om de ville ; det var til at spørge om .
Men han måtte komme nærmere og vente , indtil
de kunne blive færdige .
„ Alle børnene skulle med , også Martin . “
„ Men bedstefader , hvorfra ved de , at vor
ældste dreng hedder Martin ? “
„ Herre min gud , så jeg ham ikke iaftes ,
da han lo over det lille f— men hvad er det
nu jeg siger — jo jeg ved det i ethvert tilfælde .
Men jeg glemmer rent , at jeg har
gæster med mig . “
med disse ord gik Martin udenfor og vinkede
ad fyrmesteren og lians søn .
„ Det er min gamle ven , “ sagde Martin , idet
lian pegede på fyrmesteren ; og forundringen
blev stor , da både sønnen og hans hustru
vidste besked om sagen .
„ Og det er hans søn , Richard , “ vedblev
Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig
— men hvad er det nu igen jeg siger “ — fyrmesteren
begyndte at få sine tvivl — „ det
er hans søn Richard , som er forlovet med min
datter , der intet ved om hans hjemkomst ; og
nu skulle vi alle overraske dem . “ Her nåde
forundringen højdepunktet , som først havde til
følge , at der veksledes en mængde lykønskninger ,
og derefter , at sønnekonen , uden at sige
et ord , gik hen og gav den gamle Martin et
eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var
både taknemmelig i sit hjerte og stolt derover .
Medens forberedelserne til rejsen skete ,
bemægtigede bedstefaderen sig den førstefødte ,
som i begyndelsen var bange for ham , da han
havde opsnappet et og andet om forholdet ;
men snart overvandt bedstefaderens venlighed
hans frygt , så at han fortalte ham vidt og bredt
om sine små foretagender og forhåbninger ,
hvilket alt sammen fulgtes med den for bedsteforældre
ejendommelige henrykkelse over den
ældste sønnesøns åndelige og legemlige fuldkommenheder .
Martins blik søgte uvilkårligt efter rammen
på væggen , og der hængte virkelig også
en ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans
billede , men en udsigt over havet ud til fyret .
„ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg
så det jo så levende iaftes . Hvad er det
dog for magter , som slumre i os , og som stundom
vækkes og forsvinde igen ad veje , som
ere os ganske ubekendte ? Er det et glimt fra
de regioner , som ligge hinsides døden , hvor
vore evner og kræfter måske oplade aldrig
åbnede muligheder og nå en højere udvikling ? “
Af disse betragtninger blev han revet ud ,
da hans søn meldte ham , at alt var beredt
til afrejsen . Efter et par timers sejlads nåde
de hjem og overraskede moder og datter , der
vare halvdøde af skræk , og hvis bekymringer
nu på engang forvandledes til den højeste glæde .
Anna havde opdaget dem længe førend de
nåde huset , og var ilet dem i møde . Jeg har
altid godt kunnet lide det gammeldags udtryk
om en ung pige , at hun „ blusser som en rose “ .
Det kan gerne være , at der er dem , som sige , at
det for længe siden er gået af mode , men hvad
biyder , jeg mig om det , når det kun udtrykker
sagen godt , og det gør det netop . Anna havde
gennemgået de forskj elligste sindsstemninger
og rystede af bevægelse og spænding . Hun
kendte Richard langt borte , og håbede ; men
det hele optog var hende gådefuldt , og håbet
vexjede med frygt . Men da hendes fader
havde lagt hendes hånd i Richards og givet
dem sin velsignelse , og da Richard sluttede
hende i sin favn og kyssede hende , så blussede
hun som en rose . Og da Martin havde
taget sin gamle hustru om livet og kysset
hende og bedet hende om at tilgive ham
hans forrige urimelighed , s el vkj ærlighed og hensynsløshed ;
og da de mange fremmede havde
fundet rede i hverandre , og navnlig fået børnene
ordnede i hukommelsen efter navn , køn
og alder ; og da det store familiebord var dækket ,
hvortil Alfreds betænksomme , lille kone
havde medtaget omtrent alt , hvad der behøvedes ;
og da den gamle Martin havde betinget sig at
have sin hustru på sin ene side og fyrmesteren
på den anden , foruden den lille Martin
på skødet ; og da han ved bordet ytrede
ønsket om , at Richard og Anna snart måtte
kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke
så synderlig udsigt til , da han selv ingen
formue ejede ; og da Richard hertil bemærkede ,
at hvad det angik , så kunne det for
den sags skyld gerne ske straks , for han kom
ikke tomhændet tilbage ; og da fyrmesteren temmelig
tydelig lod sig forstå med , at han nok
ønskede at få en sønnesøn af samme slags
som den lille Martin , og lo umådeligt over sin
egen vittighed ; da alt dette foregik , vedblev
Anna at blusse som en rose .
* *
*
det var den første aften i mange år , at
glæden havde været indenfor dette huses døre ;
men da den nu engang var der , tog den
erstatning for den lange fortid . I aften .
Skumringen benyttede Martin et øjeblik til at
vandre ned mod havet og besøge fiskerhytten .
„ Jeg må dog ned og se , hvorledes fyret seer
ud i aften . “ Det så ud som altid , med undtagelse
af iaftes . Han så længe ud efter det
og ventede , men der kom ingen forvandling .
„ Sikkelsen sagde mig jo også , at når jeg blev
mig selv igen , kunne den aldrig komme mere . “
Beroliget ved denne forklaring vendte den gamle
mand tilbage og så fyret blinke på ny ; men
dennegang var det de oplyste vinduer i hans
eget huns . Han vandrede fremad med sikre
fjed , idet han følte sig som en mægtig mand ;
det var jo ham , som havde gjort så mange
mennesker glade derinde ; men han følte det
ikke som den forrige Martin , der havde holdt
kassebog og lagt renterne til kapitalen . Regnskabet
havde han glemt for stedse ; nu gik han
ind i sit huns til lyset og glæden .