normalized/1871_HeegaardS_Dobbeltgaengeren.txt

Nytårsaften . 
Blandt de uhyggelige ting skal man vanskelig 
kunne tænke sig noget uhyggeligere end at møde 
sig selv på en ensom landevej , eller at få 
øje på sig selv oppe i en af logerne i tteatret , 
eller at lukke døren op til sit værelse og finde 
sig selv siddende ved bordet , fordybet i arbejde . 
Jeg tror , at de fleste ville indrømme dette ; 
endogså de , som ellers er mest indtagne i 
deres eget jeg , og som ved alle ledigheder søge 
at stille det til skue , ville ubetinget helst undgå 
at gøre bekendtskab med sig selv på 
denne måde . Nu er det imidlertid ligeså vist , 
at ingen undgår sinskjæbue , og ethvert menneskes 
skæbne vil , at det på et eller andet 
tidspunkt i sit liv møder sit eget jeg og bliver 
dobbeltgænger . En seer det første gang i 
en kirke , hvor han ved et tilfælde befinder sig 
alene ; han opdager det bag en af pillerne , 
først i utydelige omrids , smeltende sammen med 

halvskyggen , senere formende sig til en bestemt 
skikkelse ; skønt det ikke seer på ham , ved 
han , at det betragter ham , og at han erligeså 
gennemsigtig for det , som den klare luft . En 
anden seer det midt i en forsamling , en tredie 
i tågerne på en efterårsdag , en fjerde i sit 
arbejdsværelse , en femte på en grøn eng , en 
sjette , syvende , ottende på sygelejet , i fængslet 
eller ved sit bryllup . Utallige er de skikkelser , 
det kan give sig ; dunkle og gådefulde 
de dybder i sjælen , hvorfra det opstiger . Åndeligt 
og sandseligt gå over i hinanden og antage 
hinandens former ; slumrende kræfter kaldes 
tillive ; hidtil ukj endte magter drive deres 
spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt , 
og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det 
nærværende svinde bort og kalde fortiden tilbage 
eller indhente den fremtid , som først skal 
komme . I sådanne øjeblikke , hvori livets sædvanlige 
virkemåde er sat ud af kraft , og hvori 
vort eget væsens dybere natur træder frem , 
blive vi klarsynedé og forstå det , som ellers 
er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode 
det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med 
sikkerhed , at vi forstode det . 
Det var nu hverken bag pillerne i en kirke , 
eller i en forsamling , eller i tågerne , sålidt 
som i sit arbejdsværelse eller på en grøn eng , 

at den gamle Martin så sit eget jeg ; han så 
det i et fyrtårn , som lå ude i havet , en mil 
fra kysten hvor han boede . 
Den gamle Martin var en forurettet mand ; 
forurettet af skæbnen , eller om de hellere vil , 
af tilfældet ; forurettet af sine nærmeste og forurettet 
af sig selv . Hans ungdoms elskede var 
bleven ham berøvet , ikke af døden , men af en 
falsk ven . Mange år vare forløbne siden den 
tid , men det brændte ham i sjælen som om 
det var sket i går . Senere havde han giftet 
sig , mere for at holde et givet løfte end af 
tilbøjelighed ; og da hans børn vare bievne 
voksne , havde sønnen mod hans villie ægtet en 
pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra 
sit hjem . Nu var kun hans'datter tilbage , på 
hvem han havde kastet al den kærlighed , han 
ejede ; men også hun havde gjort ham sorg 
ved at forlove sig med en sømand , som i flere 
år havde været på rejser , og om hvem man 
i lang tid intet havde hørt . Trods slid og 
slæb kunne gamle Martin netop lige friste udkommet , 
og med et langt livs sorger og bekymringer 
bagved sig var hans natur i årenes 
løb undergået en forvandling . Gamle forurettelser 
havde fremkaldt had og nag , og 
hadet havde han nedlagt i sin sjæl som en 
kapital , der bar renter ; nytårsaften var den 

terminstid , da han hvert år plejede at hæve 
renterne for omhyggeligt at lægge hver en skilling 
til kapitalen , der i årenes løb var vokset 
op til en anselig sum . Dersom gamle Martin 
levede længe nok , ville han en nytårsaften 
finde sig selv som millionær , ikke i penge , men 
i had , forbittrelse , hensynsløshed og egoisme . 
Den nytårsaften vi her tale om , var han 
kommet tidlig hjem fra en besværlig vandring , 
og da han i taushed havde nydt sin tarvelige 
aftensmad , satte han sig hen for at opgøre 
regnskabet . Hustruen og datteren  .vidste det 
og talte derfor sagte i den tro , at han ikke 
hørte efter , hvad de sagde . 
„ Mon fader dog aldrig skulle forsone sig 
med Alfreds giftermål ? “ spurgte Anna sin moder . 
„ Jeg har kun talt med dem en gang 
siden den ulykkelige dag . Jeg kan ikke begribe , 
hvorfor man vil pine og plage både sig 
selv .og andre , når et eneste venligt ord , en 
eneste forsonlig tiltale kunne gøre alt godt 
igen og forene de hjerter , som aldrig skulle 
være adskilte . “ 
„ Derved er der intet at gøre , min pige , “ 
Svarede moderen , „ jeg kender fader for godt 
til at vente mig noget af fremtiden . Gid din 
fremtid må blive lysere end min fortid ; det er 
det eneste ønske , jeg endnu har tilbage . “ 

efter dette svar blev Anna tankefuld og 
sank hen itaushed , i begyndelsen en sørgmodig og 
trykkende taushed , men efterhånden arbejdede 
tankerne sig frem ad lange veje , indtil der viste 
sig lysere udsigter for hende , fremtidsforhåbninger 
og lykkelige forjættelser , som kaldte 
smilet frem i det klare ansigt . „ Gid din fremtid 
må blive lysere end min fortid . “ Hvorledes 
. skulle vel fremtiden blive lysere for hende , 
når ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde 
han været i den lange adskillelses tid ? Hvor 
færdedes h^n vel i dette øjeblik ? Således tog 
det ene spørgsmål det andet , indtil hun med 
ungdommelig livlighed rejste sig , satte sig hen 
ved siden af sin fader , tog mod til sig og talte 
til ham . 
„ Jeg har i dag tænkt så meget på Richard , 
fader , og ville blive lykkelig , om jeg snart hørte 
fra ham . Jeg synes , at vi på denne . Nytårsaften 
skulle blive enige om , hver på sin måde 
at lægge grunden til et glædeligt nytår . Tænk 
nu , om du rejste hen til Alfred og sagde ham , 
at du tilgav ham , at fortiden skulle være glemt , 
og at han skulle komme herhen i morgen , for at 
vi alle kunne være samlede ved det nye Års 
begyndelse . Jeg tror , at jeg ville blive ligeså 
glad , som om Richard var kommet tilbage . “ 
Den måde , hvorpå Anna sagde disse ord , 

ville under almindelige omstændigheder have 
smeltet ethvert hjerte ; hun var en af disse fordringsløse , 
naturlige og livsglade unge piger , 
som straks indtage en , når kun denne en ikke 
havde været gamle Martin . Hun kunne ikke 
have valgt noget uheldigere øiehlik til at omtale 
hin sag . Han var netop i begreb med at 
forøge kapitalen og dyngede den ene sum ovenpå 
den anden ; de mange årsforurettelser og 
krænkelser skulle være tålte for intet , og nu 
vovede nogen at opfordre ham til at glemme 
det hele , til frivilligt at give afkald på formuen , 
og denne nogen var , oven i købet hans 
eget barn . Det overgik alt , hvad man endnu 
havde vovet at byde ham ; derfor kogte også 
forbittrelsen over hos ham , og han rejste sig 
med en for hans alder usædvanlig hurtighed . 
„ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et ord mere . 
Nu har jeg gjennemlidt den lange række af 
år , og så skulle jeg tilgive og glemme . Aldrig ! 
Som om mildhed og forsonlighed kunne 
udrette noget i verden ; som om mildhed og 
forsonlighed kunne få en til at glemme skuffede 
forhåbninger og et livs knuste lykke , 
eller gøre det skete uskeet og udbrænde årgammelt 
had og nag . Jeg hader menneskene “ 
— ved disse ord gød lidenskaben fornyet kraft 
i den gamle mand , så at han rettede sig stiv og 

stolt som i sin ungdom , og en ild tindrede i 
hans øjne — „ jeg hader menneskene ! Mildhed 
og forsonlighed er fjernede fra mit 
sind for stedse . Havde jeg magt somvillie , 
så knuste jeg dem . Ingen overbærenhed eller 
barmhjertighed , de gøre os kun tossegode , så 
at vi lade os trampe ned af den første den 
bedste . Nej , had og hævn , så er partiet lige . 
Min søn har forbitret mit liv , og vender ikke 
tilbage , så længe jeg lever ; og vover nogen af 
jer oftere at omtale denne sag , så skilles vi ; 
enten i eller jeg viger pladsen . “ 
Ved de sidste ord lod han sin hånd falde 
tungt på bordet og sank snart tilbage i sin 
gamle indesluttethed ; kort efter tog han sin hat 
og gik ud . Annas ord ville som sagt have 
smeltet ethvert hjerte , men hendes fader havde 
intet hjerte ; hvis der engang havde været 
noget af det slags i ham , så var det forlænge 
siden forstenet . Hans natur var trodsig , og 
omstændighederne havde kun alt for godt bidraget 
til at udvikle denne natur . Hvor skulle 
vel den magt findes , som kunne bringe denne 
isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let 
nok ; men smelte den , det var sagen . 
Gamle Martin gik ud i aftenskumringen og 
traskede ned mod havet ; den kolde , bidende 
vind mærkede han ikke , dertil var han alt for 

optaget af sine egne tanker . Mechanisk vandrede 
han videre hen ad den vej , han så lidt 
havde hetrådt , og nåde snart ned tilvandet . 
Det var et ensomt sted , hvor han befandt sig , 
men han yndede netop ensomheden , og var 
mange gange gået derned , når sindets byrder 
trykkede ham alt for tungt . Han kendte enhver 
busk , enhver forhøjning i jordsmonnet , enhver 
sten , og styrede sine fjed ned mod en forfalden 
hytte , hvor fiskerne tidligere havde haft deres 
redskaber liggende , men som nu stod forladt 
og var yderlig forfalden ; hele forsiden , som 
vendte ud mod havet , var faldet sammen og 
lod udsigten fri ; inde i hytten fandtes der 
kun en træbænk , som først var glemt af fiskerne , 
siden af tyvene . Den gamle Martin 
vidste på en prik , hvor den stod , og fandt den 
derfor med lethed trods mørket derinde . 
Her var stedet , hvor han kunne fortsætte 
regnskabet uden at forstyrres , og han så med 
frydefuld bitterhed , hvorledes kapitalen var vokset 
siden sidste termin ; den sidste termin førte 
igen hans tanke tilden næstsidste og så fremdeles , 
indtil han endelig for et øjeblik glemte 
regnskabet over gamle erindringer fra ungdomstiden , 
dengang han første gang traf sammen 
med hende , hvorledes hun ved deres første 
møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes 

han havde tænkt sig umuligheden af , at hun 
nogensinde kunne blive hans hustru , og det 
slet ikke af anden grund , end fordi denne lykke 
ville være alt for stor ; hvorledes han tog mod 
til sig og friede og fik ja , og følte , at han var 
nærved at gå fra forstanden af glæde ; hvor 
godt erindrede han ikke den første gang de 
vare sammen i selskab ; han så tydeligt for 
sig hendes smukke , fyldige hår ,' som var sat 
op i en tyk fletning , hepdes slanke skikkelse , 
hendes tærnede kjole , og han mindedes , som 
om det var i går , hvor lyksalig han var , når 
hun hemmeligt trykkede hans hånd . Det 
var for et øjeblik som om såmeget af isen 
var smeltet , som der behøvedes til en eneste 
dråbe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte 
ham videre frem , og han så en skikkelse , som 
engang var hans gode ven , og på hvem han 
stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig 
havde rettet et glimt af mistanke . Denne ven 
misbrugte hans fortrolighed , og en dag så 
han sig forladt af hende , han elskede højest i 
verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav 
vennen sin hånd og blev hans hustru ; og 
hvad gamle Martin derefter så i tankerne , 
var såre bedrøveligt ; thi hårdt måtte hun 
bøde for sin letsindighed , uden at han kunne 
hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet 

af sin mand , men han blev snart ligegyldig , 
kold og ukærlig mod hende ; hendes 
søn , som i længden ikke kunne udholde livet 
hjemme , drog ud i verden , og moderen døde 
omsider i ensomhed , forladt af sin mand og 
af den hele verden . Gamle Martin selv giftede 
sig senere , men hans liv fik aldrig sin forrige 
friskhed . Kommende år toge de gamle sorger 
med sig • og dyngede nye ovenpå dem ; 
løfter havde han modtaget af mange , men nogle 
havde brudt dem , andre tankeløst glemt dem , 
og ingen holdt dem ; han så ikke sin hustrues 
selvopofrelse og blide tålmodighed ; han var 
blind for sin søns flid , udholdenhed og dygtighed ; 
han elskede vel sin datter , men ikke på 
den imødekommende måde , som vinder hjerterne , 
og nu havde han jo sorg også af hende . 
Alt dette gik rundt i den gamle Martins 
hoved og blandede sig mellem hverandre . I 
begyndelsen havde han tænkt det alt sammen 
klart , men efterhånden antoge skikkelserne 
uklare omrids og faldt ind i hverandre . Han 
så skikkelserne af de mennesker han tænkte 
på , foran sig og omkring sig i hytten , og blandede 
dem sammen med de genstande han 
kunne skimte i skumringen . Ude foran ham 
lå fyret og brændte ; det gav blinket , som 
pludseligt udsendte lysstråler af flere Miles 

længde , og forsvandt ligeså pludseligt igen ; 
blinkene kom og gik ligesom hans egne tanker . 
Han kunne skimte fyrtårnet , der stod som en 
kæmpe ude i havet , og som af skyerne , der 
drev forbi det og bagved det , forsynedes snart 
med møllevinger , snart med arme og ben , 
snart fik en hat på hovedet eller en kappe 
over skuldrene , og i det hele gennemgik en 
række forvandlinger . Jo længere den gamle 
Martin sad og betragtede disse forvandlinger , 
desto mere fortabte han sig i dette skuespil , 
indtil det til sidst fængslede ham og ganske opfyldte 
ham , og der efterhånden begyndte at 
foregå en forvandling med ham selv . Fyrtårnet 
antog menneskelig skikkelse og vedblev 
dog at være fyr ; den menneskelige skikkelse 
syntes at være ham bekendt ; han havde en 
dunkel forestilling om , at den lignede ham selv 
som han stod og gik , og dog kunne det umuligt 
være således . Den blinkede ad ham og 
syntes at vinke , som om den opfordrede ham 
til at komme nærmere . Han følte ingen frygt 
ved dette syn , men kun en uimodståelig trang 
til at komme derud for at nå et eller andet 
ubestemt , som han savnede og måtte have ; 
og uden at mærke eller bekymre sig om , at 
det begyndte at blæse , sad den gamle Martin 
få øjeblikke efter i en båd og roede ud ad 

fyret til , så hurtigt han kunne . Det var dog 
forunderligt , hvad der kunne være på færde ude 
ved det fyr ; han kunne dog altid roe derud og 
betragte det i nærheden ; var dér så intet at 
se , kunne han jo roe tilbage igen . Han havde 
aldrig været ude på fyret , skønt han havde 
set det lyse hver aften i mange år ; ligesålidt 
vidste han , hvem der boede , eller hvor lang 
vejen i virkeligheden var . Skuffet af afstanden 
på havet troede han at kunne nå derud på 
et kvarter , og nu havde han roet en time 
uden tilsyneladende at være kommet længere end 
halvveien . Blæsten var ikke ringe , og bølgerne 
begyndte så småt at få hvide toppe , men 
Martin var ikke den mand , der lod sig forknytte 
af så lidt ; havde han begyndt på en ting , 
så skulle den føres igennem . Han lagde sig 
over årerne med al den kraft , han endnu 
havde tilovers ; men han var en gammel mand , 
og snart svigtede kræfterne ham ; armenes 
styrke svarede ikke til villiens kraft , båden 
kastedes omkring mellem bølgerne , han så 
hele vandmarker lægge sig påskrå omkring 
ham , store flader som pludselig skummende og sydende 
forvandledes til bjerge og Dale , der truede 
med at slynge båden og ham selv i afgrunden . 
Blæsten tog til og gik efterhånden over til en 
rygende storm , så at gamle Martins mod 

sidst forsvandt ; de få kræfter han endnu 
havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe , 
skjøndt han nu var ganske nær ved fyret — 
thi med et blik havde han indset det frugtesløse 
deri — men han anvendte dem til at opløfte 
et fortvivlelsens råb , og sank derpå afmægtig 
tilbage i båden . 
Nytårsnat 
at leve alene på et fyrtårn kan aldrig 
og under'ingen omstændigheder have noget behageligt 
ved sig . Jeg taler ikke om dem , som 
med lommen fuld af penge fare fra den ene 
ende af verden til den anden for at se og 
høre alt og straks glemme detigjen , og som engang 
for en forandrings skyld , og for et øjeblik 
kede af menneskevrimlen og de store byers 
larm , skuespil og brogede mangfoldighed , 
søge ud på havet og stige op i et fyrtårn . 
Om dem taler jeg ikke ; thi ensomheden og 
stilheden kan være som en hvile for dem , og 
den stærke modsætning kan kalde lysten til 
livet tilbage . Jeg taler derimod om fyrmesteren 
 , denne eneboer , i hvis lod det er faldet 
at føre en afsondret tilværelse ude i 

heden , hvor den storartede natur med dens 
ville optrin gør indtryk selv på det råeste 
sind , og hvor både den dybe stilhed og bølgernes 
torden have en egen måde at tale på , 
et ganske ejendommeligt sprog , som i længden 
bøiei’ den mest stivsindede og forhærdede , og 
ofte fremkalder høisindede tanker og menneskelige 
følelser i en ånd , som under dagligdags 
forhold ville være bleven nede ved detmiddelmådighedens 
lavmål , hvor det gennemsnitlige 
antal af slægten holder sig fra sin fødsel til 
sin død . 
Når himlen er klar og havet roligt , er 
ensomheden stærkest og mest byrdefuld . 
Stilheden fremkalder sin modsætning og vækker 
forestillinger om folkerige byer , solbeskinnede 
marker og lykkelige hjem . Solskinnets utallige 
blink på havfladen lede tanken hen på det 
vrimlende og mangfoldige , på gader fulde af 
spadserende , forretningsfolk og kjøretøier , på 
fyldte tteatre eller på hyggelige middagsselskaber 
 ; og ønsket opstår om på en eller anden 
måde at være med i al denne vrimmel ; men 
eneboeren føler blot afstanden og sin egen afmagt , 
og denne følelse tynger og piner ham 
kun så meget stærkere , jo livligere hans fantasi 
befolker den tomme luft eller lader skikkelserne 
tumle sig ude på havet . Ved vintertid derimod , 

når fyrmesteren har fået sin proviant 
for flere måneder , når han for lang tid har 
taget afsked med verden , når stormen arbejder 
gennem luften og havet og pisker dem 
sammen til et , så er forunderlig nok ensomheden 
mindre trykkende . Den hele egn om 
fyrtårnet befolkes af sig selv ; talløse skikkelser 
stige op af havet , vugge sig på bølgerne 
og blinke ad fyret , som skinner ud i mørket ; 
sælsomme røster lade sig høre , snart som menneskelignende 
stemmer , der tydeligt udtale ord ; 
snart som ville , uartikulerede lyd eller hvinende 
klageråb , som om alle de , der for længst hvile 
på havets bund , tilsammen havde rejst sig og 
endnu engang gennemgik den skrækkelige dødskamp 
og undergang ; snart er det mumlende 
stemmer eller hule drøn , der give Echo i afgrunden ; 
eller vældige brag , der kunne lede 
en til den tro , at hele byer styrtede sammen , 
når man ikke vidste det bedre . På sådanne 
aftener føler fyrmesteren sig mindre ensom ; 
de flagrende skikkelser i luften og på havet , 
og de mægtige Chor af millioner stemmer lade 
ham leve sit liv om på ny , gøre ham ung 
igen og føre længst forsvundne optrin lyslevende 
tilbage for hans øjne . 
Den gamle fyrmester havde været nede ved 
foden aftårnet for at forvisse sig om , at alle 

indgange og åbninger vare forsvarligt lukkede , 
da en storm begyndte at rejse sig . Mangfoldige 
gange tidligere havde han sindig og mechanisk 
udført denne sin dont , men denne aften var 
han i en egen stemning , fordi hans tid udløb 
netop i nat . I morgen , nytårsdag , skulle en 
anden fyrmester overtage forretningerne for 
det kommende år , og næste nytårsdag skulle 
han igen selv vende tilbage . Skønt han havde 
tilbragt et år i ensomheden , havde han dog 
fattet et slags kærlighed for tårnet , og' 
var halv vemodig stemt ved at skulle forlade 
det . 
„ Han kommer sagtens ikke i morgen “ , sagde 
han til sig selv ; „ bliver stormen ved , som den 
har begyndt , ville mange øjne lukke sig for bestandig 
i denne nat ; og tårnet er ganske utilgængeligt . 
Men det får være det samme ; har jeg 
levet her hele året rundt , så kan jeg vel 
sagtens blive et par dage til . “ Han famlede 
sig frem op ad den stejle vindeltrappe , hvor 
mørket var så tæt , at det lagde sig som et 
klæde omkring ham . Skønt hanhundrede gange 
havde passeret denne trappe iblinde , gav den 
dog denne aften ikke tilstrækkeligt fodfæste 
for ham . Han havde fået uro i blodet og stod 
på vejen opad flere gange stille og lyttede ; 
af og til så han nedefter , som om der kunne 

være noget at se i et mørke , så tykt at man 
kunne skære i det . 
I det samme lød der et gennemtrængende 
skrig ; ikke langtrukket som de skrig , der først 
hæve sig og derefter dø hen , men pludselig 
afbrudt , som om det blev skåret over af stormen 
og resten sendt i en anden retning . Et 
øjeblik stod fyrmesteren tvivlrådig , om det 
ikke havde været en af de mange skuffende lyd , 
stormen frembringer ved et fyrtårn ; men nej , 
han havde en lang erfaring at støtte sig til ; 
det var åbenbart et menneske , der råbte om 
hjælp , og hvem den begyndende stormhavde overrasket 
ude på havet . Skønt fyrmesteren 
var en mand til årene , var han både stærk 
og modig , og vindeltrappen , som for få øjeblikke 
siden syntes at yde ham et usikkert fodfæste , 
var nusom en banetlandevei . Han for 
ned til tårnets indgang , trådte ud på en 
steenflade , som lå udenfor indgangsdøren , og 
skyggende med hånden for øjnene søgte han 
at sammentrænge den smule lys , der var tilbage 
i aftenskumringen , for at opdage , hvorfra 
råbet var kommet . Længe spejdede han forgæves , 
men til sidst opdagede han på Toppen 
af en fjern bølge en mørk genstand , som med 
rivende fart gled ned ad den henimod tårnet , 
og som , da den kom ganske nær , viste sig at 

være en båd , på hvis bund der lå et 
menneske , tilsyneladende livløs . Båden førtes 
ikke lige til tårnet , men strøg ganske tæt forbi 
det , og var få øjeblikke efter igen et mørkt 
punkt på en bølgetop i den modsatte retning . 
Med en snarrådighed , som kun udvikles hos 
mennesker , der så at sige dagligt se faren 
under øjne , ilede fyrmesteren ind i tårnet og 
kom tilbage med en jerngjenstand , der lignede 
et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager 
og var fastbundet til en lang Line . Han ventede , 
at båden igen skulle passere tæt forbi 
tårnet , og benyttende det øjeblik , da dette 
skete , slyngede han med sikker hånd ankeret 
ind i båden , der for afsted med linen efter 
sig . Den anden ende af linen havde han fastgjort 
til en stærk jernring i tårnet , da han , 
hvis han selv havde holdt den , ufejlbarligt ville 
være bleven revet med i afgrunden . Det kom 
kun an på om linen holdt . Den strammedes 
mere og mere , og til sidst vardenheelt udspilet ; 
det gav et . vældigt ryk i jernringen , men båden 
holdt sig på det samme sted og dansede 
uroligt ude på bølgerne . Faren gav fyrmesteren 
kæmpekræfter ; han halede ind på båden , 
men stormen og havet gjorde ham hver 
tomme stridig , så at han , da han omsider fik 
trukket båden ind , mærkede , at kræfterne om 

få øiebhkke ville have forladt ham . Bådens 
eneste passager , den gamle Martin , lå ubevægelig 
og livløs og måtte bæres indenfor ; hans 
udseende kunne fyrmesteren ikke skelne i mørket , 
hvorfor han tændte lys og tog en flaske 
og et glas , som altid holdtes i beredskab nederst 
i tårnet . Den fremmede havde han 
støttet op mod et hjørne , og holdt lygten hen 
for at helde noget af glassets indhold i ham , 
då han i det samme af forskrækkelse nær 
havde tabt både glas og lygte . 
„ Store himmel , hvad er dette ! At mødes 
med denne mand under disse omstændigheder . 
Snarere ville jeg have troet på muligheden af 
alt andet , end netop af dette . “ 
Hvor forfærdet fyrmesteren end var , og 
hvor nær han også var ved at tabe besindelsen , 
så tabte han den dog ikke , men indså , 
at hurtig hjælp var nødvendig , hvis det liv , 
som måske endnu ikke var helt udslukt , muligvis 
skulle kaldes tilbage . Han søgte derfor' 
at få noget af glassets indhold i den fremmede , 
hvilket omsider lykkedes ham og havde 
den forønskede virkning . Den gamle Martin 
slog øjnene op og så sig omkring med et 
stirrende , glandsløst og ligegyldigt blik , og med 
en dunkel fornemmelse af noget forvirret og 
rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og 

i det hele uvis om , hvorvidt det kun var en 
fortsættelse af de farer , han nylig havde udstået , 
eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren 
holdt sig tilbage i  » Skyggen for at give 
ham tid til at fatte sig , og først da han så , 
at den fremmede med forundring betragtede 
sine omgivelser , talte han til ham . 
„ Jeg håber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede 
tour ikke skal have sørgelige følger 
for dem , og at det værste nu er overstået . “ 
Den gamle Martin så overrasket hen i 
den retning , hvorfra ordene kom , og opdagede 
den talende , om hvis nærværelse han hidtil ikke 
havde vidst noget . 
„ Hvor er jeg , og hvem er de ? “ spurgte 
Martin . 
„ De er ude i fyrtårnet ; de lå bevidstløs 
i en båd , som drev for stormen ; jeg var så 
heldig at få båden trukket ind , og her 
er de nu . Jeg er forresten fyrmester her på 
tårnet . “ 
Den gamle Martin hørte udeltagende på 
denne beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig 
opfattede den . Idetmindste havde han intet 
ord til tak , fordi fyrmesteren havde frelst 
hans liv ; han stirrede kun på ham , som om 
han søgte at holde en eller anden dunkel forestilling 
fast , uden at det ville lykkes ham , og 

opgav omsider forsøget . Måske havde det 
været bedre for den gamle Martin , om han 
denne aften var sunket i den afgrund , som 
nylig havde åbnet sig for at modtage ham ; 
han ville da have endt sit livs kvaler og taget 
byrden af skuldrene på dem , hvem han tvang 
til at gå i åg med sig . Hvilket forråd 
af bitterhed og had ville der ikke med det 
samme være gået ud af verden . Hvilket oplag 
af hensynsløshed og selvretfærdighed ville 
der ikke ved denne ledighed være sunket i havet . 
„ Dersom de tror , at de er stærk nok , 
vil jeg hjælpe dem ovenpå i mit Kammer “ , 
sagde fyrmesteren . 
„ Jeg vil ingenting ,  “ svarede Martin gnavent 
og i en tone , som vidnede om , at hele hans 
gamle elskværdighed begyndte at leve op igen . 
„ Pas de dem selv og lad mig være i fred . “ 
Under almindelige omstændigheder ville fyrmesteren 
have givet svar på tiltale ; han ville 
rimeligvis være gået ovenpå , og ladet den 
utaknemmelige , tvære fremmede blive liggende 
i mørket ; men der var noget ved den gamle 
Martin , som havde gjort stærkt indtryk på ham , 
og som gjorde ham mere tilbøjelig end ellers til 
at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle 
øjeblikke blev han stående tavs og med et 
udtryk i ansigtet , som om Martins svar havde 

berørt ham på en smertelig måde . For ikke 
at gentage spørgsmålet til ingen nytte , gik 
han hen og prøvede på at rejse Martin op , og 
da det viste sig , at denne igen kunne støtte på 
fødderne , slog fyrmesteren , stor og stærk som 
han var , armen omkring ham , tog lygten i 
hånden , og førte ham , uden at sige et ord 
op ad vindeltrappen . Møjsommelig var den 
lange vandring , inden de nåde ovenpå til 
kammeret ; fyrmesteren bar den fremmede mere 
end han førte ham ; trappen var så smal og 
snoede sig i så snevre vindinger , at han ikke 
kunne bruge armene frit , men for det meste 
måtte skyde den fremmede foran sig . Omsider 
nåde de derop ; den fremmede blev sat i en 
stor lænestol , afført de klæder , som vare 
gennemtrængte og stivnede af vandet , og iført 
fyrmesterens tøj , der hang løst om den lille 
mand og gav ham udseende af en stor byldt . 
Fyrmesteren betragtede sin gæst som en forvirret , 
hjælpeløs skabning , men viste ham alligevel 
en mængde småopmærksomheder , næsten 
som om han havde været en dame . I en fart 
fik han kedlen i kog , og snart efter satte 
han en dampende kop the og rom for Martin , 
som nød det i lange drag og efterhånden 
levede op igen . 
Da fyrmesteren så , at han var bleven 

mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han 
var kommet , og hvorfor han havde begivet sig 
alene ud på søen om aftenen i et sådant 
vejr . 
„ Jeg ved ikke rigtig selv , hvorledes det gik 
til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et huns ved 
kysten og trængte i aften til at komme ud i 
det frie ; jeg gik derfor ned . , til1 havet og 
sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg 
en uimodståelig lyst til at se fyrtårnet i 
nærheden og gik derfor tilsøes ; men vejen var 
længere , end jeg bildte mig ind , og undervejs 
kom stormen — det var forunderligt , at jeg på 
engang fik denne uimodståelige lyst ; jeg har 
aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig 
forvirret og tankefuld med begge hænder om 
hovedet . 
I dette øjeblik faldt det fyrmesteren ind , 
at han rimeligvis havde en gal mand for sig , 
og mere for at berolige ham ved at gå ind 
på hans forvirrede tankegang , end fordi han 
ventede nogen fornuftig opløsning , fortsatte han 
samtalen . 
„ Så de sad nede ved havet og „ tænkte “ . 
Ville det være ubeskedent at spørge dem om , 
hvad de da tænkte på ? “ , 
atter en opfordring til at opgøre regnskabet 
og sætte det i forsvarlig stand , inden 

det afleveredes til det nye år . Atter en påkaldelse 
af de onde ånder , som sværmede om ham 
på hans vej ; som gik foran ham og gjorde vejen 
lettere ; som gik bagved ham og skød på ; 
som lukkede øjnene på ham og forsynede ham 
med åndelige skyklapper , så at han hverken 
så sin hustrues tålmodighød og selvopofrelse , 
eller sin datters ynde og kærlighed , eller den 
himmelråbende uret , han gjorde sin egen søn , 
da han ville råde over hans hjertes valg og 
forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs underkastelse 
under en andens despoti ville give afkald 
på det , der var ham dyrebarest . En 
sådan påkaldelse af hans eget jeg skulle ikke 
være forgæves ; her havde han et vidne ved 
opgørelsen af regnskabet , og selvretfærdigheden 
kunne fejre en triumf . 
„ Hvad jeg tænkte på ? Ja , det ville blive 
for vidtløftigt , hvis jeg skulle nævne det alt sammen ; 
men de vil forstå mig , når jeg siger 
dem , at jeg tænkte på gamle løfter , som aldrig 
bleve holdte ; eder og forsikkringer , som 
brødes ; gamle venner , som gjorde sig til fjender , 
da de begik et forræderi ; forretningsmænds 
tilsagn om bistand , hvoraf ikke et eneste blev 
opfyldt ; vanartede børn , som beredte mig sorg 
og græmmelse ; en søn , som i egensindighed og 
forblindelse giftede sig med en pige uden 

mue , i stedet for at han med sine evner og sin 
dygtighed kunne have gjort et ganske andet 
parti og være blevet en støtte for sin familie ; 
en datter , som står i begreb med at begå 
en lignende dumhed “ — her glemte Martin , at 
han talte til en fremmed og fortsatte mere i 
samtale med sig selv end med den anden — 
„ men det skal der sættes en stopper for . Må .skee 
kommer Richard aldrig tilbage ; måske 
er han død , og det ville være det bedste . Sidste 
gang vi hørte fra ham , deltog han i den nordamerikanske 
krig ; det er sandsynligt , at han er 
faldet , siden der i tre år ikke er kommet brev 
fra ham . Men melder han sig igen , må vi 
gøre kort proces . Ingen medlidenhed eller 
tåbelig eftergivenhed . Lad Anna sørge en tid 
derover , hun er ung og har et bøjeligt sind , 
hun glemmer det snart igen . Det må ske og 
skal ske . Læg alle disse byrder på en mands 
skuldre og sig så , om han ikke har noget 
at tænke på . “ 
Ved disse ord havde fyrmesteren rejst sig , 
og talte til den gamle Martin med bevæget 
stemme . 
„ Du er Martin b . , og jeg er den ven , du 
taler om , som engang sveg dig . “ 
Hvis et spøgelse havde viist sig for Martin , 
eller hvis den stol , hvorpå han sad , havde begyndt 

at danse rundt med ham , eller dersom 
hans egen ånd for et øjeblik var bleven således 
opklaret , at han havde gennemskuet sig 
selv i sin hele forhærdelse , hjerteløshed og 
egoisme — og dette sidste var åbenbart det , 
som allermindst af alt kunne ventes — så ville 
han ikke være bleven mere forbavset , end han 
nu blev det over fyrmesterens korte meddelelse . 
I den grad blev han betaget , at han ikke 
kunne fremføre et ord , men sad i dum forundring 
og stirrede ud for sig . 
„ Jeg genkendte dig straks i aften trods den 
store forandring , som er foregået med dig i 
den lange tid siden vi sidst sås , “ vedblev 
fyrmesteren , efter at han et øjeblik forgæves 
havde ventet på svar af Martin . „ Tungt har 
den skyld hvilet på mig , som jeg for mange 
år siden pådrog mig , dengang jeg begik hin 
store uret imod dig ; siden den dag var det , 
som om lykken havde forladt mig . Men har 
jeg gjort uret , så har jeg også lidt derfor . 
Jeg har ofte ønsket at træffe dig endnu engang 
i livet og få din tilgivelse , men trods al min 
søgen er det aldrig lykkedes mig at finde dig ; 
og mindst af alt kunne jeg tænke , at du boede 
tårnet så nær . At vi træffes i aften og under 
så besynderlige omstændigheder , deri seer 
jeg en himlens styrelse . Glem nu tilføjet uret , 

Martin , og lad os som gamle venner række hinanden 
hånden ; lad alt fjendskab tilhøre fortiden 
og end det gamle år med . at tilgive mig . “ 
„ Tilgive dig , “ svarede den gamle Martin , 1 
som nu havde fået mælet igen . „ Du får 
aldrig min tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som din 
gerning har lagt mit liv øde , således skal min 
forbandelse følge dig , og din egen onde samvittighed 
jage dig indtil dit livs ende . “ 
„ Hør mig , “ sagde fyrmesteren , „ og modtag 
først en meddelelse , som har ventet på dig i 
mange år . Den kvinde , på hvem vi i dette øjeblik 
begge tænke , og som blev min hustru , 
hende har jeg aldrig mishandlet , som du måske 
troer , eller som folk i det mindste troede ; 
men jeg blev for en tidlang kold og ligegyldig 
mod hende , og indså først , hvad jeg havde 
ejet , dengang jeg mistede hende . Himlen være 
lovet , at jeg erkendte det så tidligt , at jeg 
idetmindste vandt nogen tid til at oprette det 
forsømte og få hendes tilgivelse . I de sidste 
måneder af hendes liv var det hendes mildhed 
og forsonlighed , ære være hendes minde , som 
bragte mig til at kende mig selv og til at opnå 
hendes fuldstændige tilgivelse ; uden den 
ville hele mit liv have været forspildt , så 
levende stod det for mig , hvor stor uret jeg 
havde begået imod hende . „ En ting må du 

love mig , “ sagde hun den sidste dag , hun levede , 
„ og det er at opsøge Martin og bede ham om 
om hans tilgivelse for mig og for os begge . 
Hvis vi efter døden se den verden , vi have 
forladt , vil jeg ikke få fred , førend dette er 
sket . “ Nu ved du det hele . Jeg har søgt 
dig , år efter år , men forgæves , og til sidst 
træffes vi på denne forunderlige måde . Glem 
nu gammelt nag , Martin , og lad hendes bøn i 
forening med min stemme dig til forsonlighed . “ 
„ Talemåder , “ råbte Martin forbitret ; 
„ når i have spillet op med mig og gjort , hvad 
i ville ; når i have tilføjet mig blodig uret og 
måske udleet mig oven i købet , så skulle jeg 
være tossegod nok til at glemme det hele og 
tilgive jer ; måske igen blive din gamle ven , 
og vise dig tjenester , for på ny at tages ved 
næsen . Tilgive dig , Frederik ! Som om du 
brød dig om min tilgivelse . Bliv mig fra livet 
med hykleri . Hin kvinde har forrådt mig , 
hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander dig og 
hende og eders hele slægt ! “ 
„ Umenneske , som du er , “ svarede fyrmesteren , 
i hvem blodet begyndte at koge , „ have 
også mine ord ingen magt over dig , så burde 
dog erindringen om hende og hendes sidste 
bøn stemme dig forsonlig . Årene have forandret 
dig til det værre , ikke til det bedre ; 

de have forhærdet og forstenet dig ; et sådant 
følesløstog hævngerrigt uhyre var du dog ikke , 
da jeg sidst kendte dig . Endnu et har jeg 
at sige dig , og så må det være forbi mellem 
os . Den mand , du før omtalte som forlovet 
med din datter , har jeg , efter de ord du lod 
falde , al grund til at antage for min søn ; også , 
han hedder Richard , han er sømand og har 
deltaget i den nordamerikanske krig ; for nogle 
år siden , da jeg var langt herfra , skrev han 
til mig , at han havde forlovet sig med en pige 
her på egnen , uden dog at give nærmere oplysninger . 
Igår fik jeg brev fra ham . , hvori 
han melder sin ankomst i disse dage . Skulle 
det nu vise sig , at det var ham , så er jeg enig 
med dig i en ting ; vi må se at fjerne de 
unge mennesker fra hinanden — ikke med vold , 
forstår du , det tåler jeg ikke ; men jeg skal 
bestræbe mig for at lade ham indse , hvilke følger 
der kan komme ud af en sådan forbindelse . 
Det hus , som rummer dig , Martin , er 
forpestet ; den familie , hvis hoved du er , har 
et tungt kors at bære ; og nu skulle min flinke , 
livsglade dreng tankeløst styrte sig ind i et sådant 
helvede ; det skeer aldrig med min gode 
villie . “ 
„ Heller ikke med min , “ tilføjede Martin i 
den højeste forbittrelse ; „ Du og dine have 


gjort mig ulykker nok . Sætter han nogensinde 
sin fod indenfor min dør , så kaster jeg ham ud . “ 
„ Du kaste ham ud , du' . “ svarede fyrmesteren 
hånligt . „ Nej , det lader du nok være . 
Men han skal forhåbentlig ikke ulejlige dig . “ 
Den gamle Martin rejste sig og lavede sig 
til at gå . „ Hvor vil du nu hen ? “ spurgte 
fyrmesteren . 
„ Jeg tager hjem igen . Dette sted er mig 
utåleligt . Jeg hader dig og din slægt , og 
ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “ 
„ Hvor utåleligt dette sted også er dig , 
så kommer du dog til at slå dig til ro her 
idetmindste for i nat ; forstormen , som begyndte i 
aftenstunden , har nu rejst sig helt ; og ingen 
moderssjæl kan komme herfra iland eller fra 
land herud . Du kan slå dig til ro i stolen 
der ; jeg skal ikke oftere tale til dig . “ 
Med disse ord satte fyrmesteren sig i sin 
store lænestol , og Martin , som indså umuligheden 
af at forlade tårnet , satte sig til ro i 
sin . De faldt snart begge i tanker , og den 
ene glemte rent , at den anden var tilstede . 
Ilden , som endnu brændte i kakkelovnen , kastede 
et stærkt lys ud i værelset og aftegnede på 
loftet forvirrede former af de store lænestole , 
medens mændenes skygger bevægede sig i en 
broget , urolig Dands , ligesom deres tanker . 

under alt dette havde stormen hævet sig til en 
sand orkan . Der kom et vældigt vindstød , som 
rystede det stærke tårn , så at det formelig 
svaiede i luften , og med det samme slukkedes 
ilden . Mændene sagde tavse i det tætteste mørke , 
uden at mærke noget dertil , ligeså lidt som 
de så , hvad der foregik udenfor på havet . 
Bølgerne rejste sig , og af deres toppe hævede 
der sig høje skikkelser , som et øjeblik betragtede 
tårnet , inden de igen sank i dybet , for at 
give plads for nye gådefulde væsener , der 
snart begyndte at opføre en ringdands . Alle 
samledes de om tårnet ; de kom langvejs fra 
svævende på de gyngende bølger , men skønt 
de havde oceanets umådelige ørken til fri 
tumleplads , søgte de alle , som efter en fælles 
aftale , hen mod det samme midtpunkt ; mange 
af dem , som vare længst borte , syntes et øjeblik 
at være tvivlrådige , men så snart de så , 
hvorhen den store skare tog farten , styrede de 
i samme retning . Der var kæmpestore skikkelser , 
som truende hævede armene mod tårnet , og 
så ud til at ville knuse det med et slag ; der var 
kraftige skikkelser , som åbnede armene og 
omfavnede det for at rive det med sig i afgrunden ; 
der var krumbøjede skikkelser , som 
rendte panden imod det og forsøgte at løbe det 
omkuld ; der var skikkelser , som rullede sig frem 


og sloge kolbøtter undervejs , snart forsvindende , 
snart dukkende op igen , indtil de til sidst kom 
glidende ind på ryggen og viste sig lige ved 
tårnet med benene højt oppe i luften , forsøgende 
at sparke til fyret og slukke det hele ; 
der var skikkelser , som i bevidstheden om , at 
det gjaldt tårnets undergang , ret befandt sig 
i deres element og kastede deres hue højt op 
i luften , greb den igen og satte den på tårnets 
hoved , hvor den i samme øjeblik faldt 
sammen i skum og strømmede ned ad dets 
sider ; der var små , hoppende , vevre og snaksomme 
skikkelser , som listede sig omkring tårnets 
fod i håb om at finde en dør eller blot 
en revne , de kunne smutte ind ad , og i sluttet 
trop stige op ad trinene , et efter et , indtil 
de havde fyldt tårnet , for derpå pludselig at 
falde sammen til en vandmasse og knuse det 
hele . Der var et frådende og skummende dyb 
med udsigt til kjeldere , huler og afgrunde , som 
fyldtes af nye vandmasser , men straks kom til syne 
igen . Havde verden siden noæh tider 
end forandret sig i så meget andet , i dette ene 
var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums 
tid og syndfloden i denne nat frembød 
det selvsamme skue af skrækkelige optrin , som 
måtte opfylde selv den modigste med forfærdelse 

og betage hjerterne ethvert håb om 
frelse . 
De to mænd havde længe siddet tavse , og 
vare , ovenpå deres legemlige og sjælelige anstrengelser , 
faldne i søvn . Hvorlænge de havde 
siddet således , kan være det samme , men vist 
er det , at den gamle Martin på engang mærkede , 
at der foregik en forandring med ham , 
noget lignende , som da han om aftenen havde 
siddet og set ud på fyret . Han var vågen 
og formåede dog ikke at røre sig af stedet ; 
han var sig selv bevidst og så alting ganske 
tydeligt ; men skønt det han så måtte indeholde 
tilstrækkelig opfordring til at råbe om 
hjælp , var han dog ikke i stand til at frembringe 
lyd eller stavelse . Hans øjne vare faldne på 
det eneste vindue i værelset ; det var blevet til 
et stort ansigt og vedblev dog at være vindue . 
Om det så skulle have kostet ham hans liv , 
kunne han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket . 
Vinduet var der , men ansigtet var der 
også ; det fyldte hele vinduet ud og syntes at 
optage det i sine lineamenter . Buen foroven 
smeltede sammen med panden , vinduesposten 
blev næse og en af sprosserne mund , og alligevel 
vare deres former og omrids ganske forskellige . 
Det var et vildt , truende ansigt , der 
så ud , som om det var pisket sammen af 

bølgernes skum , og let bevægeligt , som om det 
i næste øjeblik kunne antage en hvilkensomhelst 
form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det 
på den gamle mand , der efterhånden fik en 
bevidsthed om , at det var det selvsamme ansigt , 
som på en så forunderlig måde havde set 
på ham ude fra fyret og draget ham derud ; 
og lidt efter lidt opdagede han i alle dets træk 
en skrækkelig lighed med sig selv . 
„ Jeg har forgæves søgt dig i mange år , “ 
Sagde skikkelsen , „ men har måttet vente , til 
du kom herud . “ 
„ Hvem er du , og hvad vil du mig ? “ spurgte 
den gamle Martin , forundret over sin egen stemme 
og over dens døde klang , der var ham så fremmed , 
som om en anden talte i hans sted . 
„ Dit andet jeg er jeg , og dit bedre jeg , 
som du har krænket og øvet vold imod , siden 
du var en ung mand . Forgæves har jeg kæmpet 
for min ret i de mange år , men altid været 
afmægtig . Kun på dette sted vidste jeg , at 
jeg havde magten . Du har længe holdt regnskabet 
i orden for andre , nu ei' regnskabets 
dag kommen for dig selv , gamle Martin . “ 
„ Jeg drømmer naturligvis , “ sagde han , eller 
tænkte det blot , hvilket forresten kom ud på 
det samme , da skikkelsen gennemskuede ham 
og gav ham svar . 

„ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i 
hele dit liv aldrig været virkeligheden så nær 
som nu ; kom og se den ! “ 
Endnu var han betaget af tvivl , og søgte at 
gøre sig rede for , at han kun sad i en stol 
og drømte ; men han mærkede , at denne forklaring 
ikke rigtig slog til , og at ethvert forsøg 
på modstand ville glippe . Dreven af en indre 
magt gik han hen og åbnede vinduet for at 
jage synet på flugt , skønt han meget godt 
forudså , at det ikke nyttede noget . Aldrig 
såsnart havde han lukket det op , førend skikkelsen 
svævede ind i værelset , og efter den 
utallige andre , lette og luftige som tåger , som 
snoede og vendte sig i de mest forvirrende 
slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra 
luften og fra havet ; de gik igennem hverandre , 
skar hverandre over og gili sammen 
igen . Små skikkelser , der i det fjerne såeud 
som krusninger på bølgerne , voksede med 
nærheden ; de vuggede og gyngede sig på stormen , 
som undervejs gav dem utallige former ; 
de sank og steg , men nærmede sig alle til 
tårnet og smøgede sig ind gennem det åbne 
vindue , uden at han begreb , hvorledes de alle 
kunne få plads i det snævre rum . Han så , 
hvorledes de satte ryggen imod loftet og løftede 
det i vejret ; de rettede sig i deres hele 

højde og førte Toppen af tårnet højere og højere 
op i luften , indtil den tilligemed fyret kun viste 
sig som en stjerne og til sidst rent forsvandt . 
På resten af tårnet stod Martin alene 
tilbage med den skikkelse , som først havde viist 
sig for ham . 
„ Forfærdelige væsen , hvad vil du mig ? “ 
Spurgte Martin . 
„ Lære dig , hvem du er , og hvad du bliver , “ 
Svarede skikkelsen . 
„ Hvem jeg er , ved jeg ; men hvad jeg bliver , 
kunne jeg nok have lyst til at vide . “ 
„ Du tager fejl ; du ved mindst af alt , hvem 
du er . Du er for mange år siden bleven 
en anden end dig selv ; du er bleven fremmed 
for dig selv og har forvandlet dig til denne 
fremmede . “ 
„ Men dersom du var mit andet jeg , måtte 
jeg jo kende dig , “ indvendte Martin , som begyndte 
at fatte mod , da han mærkede , at skikkelsen 
i det hele var medgørlig og ikke gjorde det 
af med ham i det første øjeblik . „ Dersom du virkelig 
var mit andet jeg , måtte jeg jo have set 
dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt 
dig tidligere . “ 
„ Det kommer deraf , at du har glemt mig ; 
at du trolig har arbejdet på at udslette 
mig af din erindring ; at du har krænket 

og forurettet mig i langt højere grad , end andre 
have krænket og forurettet dig ; men kom 
nu og se ! “ 
Den gamle Martin mærkede , at han blev 
ført ud over havet , hvor bølgerne dybt under 
ham voksede til bjerge og hævede sig op imod 
ham . Han så nu den skare af skikkelser , 
som hele tiden havde tumlet sig udenfor tårnet ; 
de styrede ikke længere løs på fyret , 
der var forsvundet , men rejste sig nysgerrigt 
spejdende til alle sider , og når en af dem opdagede 
et skib , løftede den armen og pegede 
i den retning , som straks fulgtes af alle de andre ; 
nogle flagrende i luften , andre skydende 
sig frem på bølgerne , medens en hel del , 
som ikke kunne få plads i vrimmelen og røre 
sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under 
vandet . På skibet blev skikkelserne sete , 
og mandskabet arbejdede med fortvivlelsens 
kraft ; men så let som en nøddeskal blev skibet 
kastet om på siden og fik vældige bølger 
ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til 
mastetoppen , det begyndte at synke , og efter at 
have sendt kæmpestore luftbobler i vejret , gik 
det tilbunds roligt og i lige linie , som om det 
havde været en blyklump , der sank i stille vand . 
Således gik det med skib efter skib ; når et 
af dem var gået under , sank skikkelserne sammen 

for at hente kræfter til nyt arbejde ; derefter 
rejste de sig igen , spejdede og gave hverandre 
tegn , stormede så afsted efter det næste 
skib , der fik samme skæbne som de forrige . 
„ Et skrækkeligt syn , “ sagde Martin , „ det 
snører hjertet sammen i en og får blodet 
til at stivne . “ 
„ Det mener du ikke , “ svarede ledsageren , 
„ Du har jo intet hjerte . Kom ikke med talemåder 
om medlidenhed ; du ved bedst selv , 
at de intet betyde , og at du forgæves ville 
prøve på at bedrage mig . Medlidenhed og 
barmhj ertighed er fj ernede fra dit sin d 
for stedse . “ 
Det forekom Martin , at han havde hørt 
disse eller lignende ord før ; kun kunne han 
ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at 
de tyngede ham og tang et øjeblik stille ; men 
da hans ledsager også tang , brød han igen 
tausheden , som begyndte at blive ham utålelig . 
„ Hvor mange forhåbninger gå ikke her 
tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber mennesket 
for sig selv og for efterslægten , når frugten 
af et helt livs anstrengelser således kan gå 
tabt i et øjeblik ? “ 
„ Spørger du for andres eller for din 
egen skyld ? Hvad du søger af ørkesløs nysgerrighed , 
får du ikke besvaret ; men hvad dig 

selv angår , har du så slidt og slæbt for efterslægten ?- 
har du arbejdet af andre grunde , 
end fordi du var nødt dertil ? Har du beredt 
dine nærmeste endog blot små glæder og 
overraskelser ? Eller hvad mener du med frugten 
af et helt livs anstrengelser ? Tiden går 
som en stor bølge hen over verden og drager 
den ned i glemselens hav ; men over tiden 
står der magter , som frelse de gode gerninger 
fra undergang . Enhver menneskekærlig 
tanke ; enhver gerning , som øvedes for at 
knuse vold og despoti ; enhver seivopoffrelse , 
som blev ydet for at støtte andre ; ethvert forsonligt 
ord til den , som fortryder sin uret ; 
enhver lille hjælp eller håndsrækning , den være 
nok så ringe og i verdens øjne ubetydelig , 
som det ene menneske af et kærligt sind 
yder det andet ; ja blot det oprigtige ønske om 
at hjælpe , selv om evnen ikke svarer til villien , 
alt dette trodser tidens strøm og går 
aldrig under . “ 
Den gamle Martin svarede intet , og var 
på engang forundret og skamfuld over sig 
selv . Som øvet regnemester havde han i mange 
år haft kassen i orden , og aldrig stået tilbage , 
når der skulle udbetales på selvretfærdighedens 
conto ; og nu skulle det hænde 
ham , at han måtte tilstå sin egen insolvents . 

„ Du kender endnu langtfra virkeligheden , “ 
Sagde ledsageren , „ kom og se videre ! “ 
De sank dybere og dybere ; Martin følte , 
hvorledes havet voksede over dem , og så snart , 
at de befandt dem på dets bund . 
„ Der ville behøves flere menneskealdere 
for at se alt det , som her findes , “ sagde ledsageren , 
„ men tag det nærmeste i øjesyn ; det 
vil være tilstrækkeligt . “ 
Her var den dybeste ro og stilhed trods 
stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom 
søjler sondrede fra den øvrige vandmasse , og 
gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem 
opad , bemærkede han , at bevægelsen tiltog i 
højden , indtil den til sidst frembragte den bølgende , 
frådende og skummende overflade , som 
han nylig havde set på det oprørte hav . Der 
lå uformelige masser , overgroede med snyltedyr 
og planter ; det var skibe , som vare 
forgåede for gud ved hvormange år siden . 
Ved et af dem havde et skelet rejst 
sig i vandet , og ført af den svage bevægelse 
i elementet hævede og sænkede det sin arm , 
som om det bankede udvendigt på skibsskroget 
og ønskede at tale med nogen indenfor . 
Martin vendte sig om mod sin ledsager og 
ventede at få en forklaring . 
„ Det var et forrykt menneske , “ sagde ledsageren , 

„ som fortæret af had og hævnlyst 
bragte' skibet til at gå under , skønt ban 
selv måtte følge med . Mere behøver du ikke 
at vide . “ 
Aldrig havde Martin følt angsten som i 
dette øjeblik . Han lagde mærke til , at hans 
ledsager i nogen tid havde begyndt at antage 
utydeligere omrids , ikke som om han fjernede 
sig fra ham , men snarere som om han smeltede 
sammen med det element , hvori de befandt dem . 
„ Forlad mig ikke på dette sted , “ råbte 
Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver 
mere og mere borte for mig , og jeg ved 
ikke , hvorledes jeg skal holde dig fast . “ 
Istedetfor at svare , satte skikkelsen havet 
i bevægelse , så at Martin tabte alt af syne ; for 
et øjeblik blev det hele hyllet i mørke , han tabte 
besindelsen , og da han kom til sig selv igen , 
var havet forsvundet , og han befandt sig inde 
i en hyggelig , varm og oplyst stue , midt iblandt 
mennesker . Inden han endnu lagde mærke til , 
hvor han var , så han sig om efter sin ledsager 
og opdagede ham på væggen . Til sin 
ubeskrivelige forundring så han ham svinde ind 
til en flade , gåeindi en ramme og hænge på 
væggen som et portrait , der havde megen lighed 
med ham selv . Men næsten større blev 

lians forundring , da han så , at han befandt 
sig hos sin egen søn . 
„ Jeg har længe glædet mig til , at børnene 
skulle have denne fornøjelse , Marie ; jeg kan 
sige , at jeg formelig har glædet mig , som om 
jeg selv var et stort barn . “ 
„ Du behøver ikke at sige , som om du var 
et stort barn , for du er et stort barn , Alfred , “ 
Sagde Marie , idet hun lagde sin hånd på 
skulderen af sin mand og kyssede ham . 
I det samme blev en dør lukket op , og et 
lille ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu 
måtte komme ; “ men da faderen så bister 
ud og truede med at gøre jagt på den lille 
dumdristige knegt , trak denne sig hurtig tilbage 
og lukkede døren , hvorpå der indenfor opløftedes 
et almindeligt frydeskrig . 
Den gamle Martin havde siddet stum af forbavselse 
og efterhåndentabt både næse ogmund . 
Det var altså den søn , han havde forstødt ; 
det var den svigerdatter , han havde viist bort fra 
sit hus . Aldrig i sine levedage havde han 
set nogen hyggeligere lille kone ; men hvor 
havde han også kunnet tænke , at den „ unge 
tøs “ , som han dengang kaldte hende , 
skulle blive en kone af det slags . Gamle Martin 
begyndte at varmes op for første gang i 
mange år . Stolt af sin søn havde han 

altid været , men siden hans giftermål havde 
han aldrig rigtig villet tilstå det ; hvor følte 
han nu ikke hjertet banke ; isklumpen var 
stærkt i færd med at tøe op . “ 
„ Gid vi i aften vare samlede med vore kære , “ 
Sagde Alfred ; „ for hvert år der går , bliver 
jeg utålmo digere . Vidste jeg , hvad der kunne 
forsone fader , ville jeg gøre det , om det så 
var nok så stor en galskab . “ 
„ Ja , gid det var så vel , “ svarede hans hustru . 
„ Skønt fader har behandlet os hårdt og 
uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem alle . Jeg 
synes , at der hviler et tryk på os , så længe en 
forsoning ikke er bragt i stand . Din gamle moder 
længes bestemt også efter os ; din søster 
Anna må nu være en voksen og smuk pige , 
idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg 
sidst så hende . Hvad om vi toge derhen 
imorgen og prøvede på en udsoning . “ 
„ Umuligt , “ sagde Alfred , som rent havde 
glemt ordningen af alle de små nytårsgaver 
til børnene , hvis utålmodighed nu ytrede 
sig i stigende grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt 
alt , men forgæves . Vises døren vil jeg dog 
ikke mere end en gang . Men lad nu disse 
tanker fare , og lad så børnene komme ind . “ 
Den gamle Martin havde flere gange gjort 
kline til at ville afbryde dem , men havde ved 

hvert forsøg gjort den sørgelige erfaring , at 
han talte ud i det tomme rum . Derimod talte 
hans søn ikke ud i det tomme rum ; thi næppe 
havde hansagt : „ Lad så børnene komme ind , “ 
Førend en lille spejder , som intet øjeblik havde 
forladt nøglehullet , åbnede døren , og ind 
stormede et kompagni af unger , husets egne 
og deres legekammerater . 
„ Hvor er Martin ? “ spurgte faderen . 
Den gamle Martin for sammen , i den tro 
at han nu var bleven genkendt , men indså 
snart sin fejltagelse ; det var husets ældste søn , 
der var ment , en livlig , smuk og opvakt dreng 
på otte år , som straks meldte sig ud af skaren 
og trådte forventningsfuld hen til sin fader . 
„ Du har været en god og flittig dreng i 
det forløbne år , “ sagde han ; „ her er din 
nytårsgave . “ Med det samme leverede han 
ham en stor bog med beskrivelser og billeder 
fra fremmede lande . Martin kyssede sin fader 
og moder , hos hvem han satte sig med 
bogen under armen ; endnu var spændingen 
for stor til , at han med ro kunne fordybe sig 
i dens indhold . Den gamle Martin sad og ventede , 
om ikke hans unge navner også skulle 
komme hen til ham , men drengen vidste jo intet 
om hans nærværelse . 

derefter kom den lille Anna , som endnu 
ikke var udviklet nok til , at gaven kunne ledsages 
af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig 
kom den sidstfødte , der bar sin faders navn . 
Den modtog allernådigst en beenrangle , som 
den straks puttede i munden , men snart efter 
tog ud igen og fægtede i luften med , idet den 
gjorde udfald især mod den plads , hvor dens 
usynlige bedstefader befandt sig . 
Nu begyndte uddelingen af småforæringer 
til de fremmede børn , og da bordet var tomt , 
indtrådte det stadium af babylonisk forvirring , 
som hører til ved slige ledigheder , og uden 
hvilken et børneselskab slet ikke er et børneselskab . 
Den gamle Martin tog levende del i 
det alt sammen ; han fulgte med øjnene sine 
børnebørn overalt og var især indtaget i den 
ældste dreng , som bar hans eget navn . Det er 
en svaghed hos alle bedstefædre , kun gamle 
Martin havde hidtil dannet en undtagelse . På 
engang blev der en sammenstimlen og et efter 
forholdene endog usædvanligt spektakel . Den 
lille Martin og en fremmed dreng vare komne 
i disput . 
De legede røvere og havde i den anledning 
anlagt de traditionelle brogede dragter 
og hatte med fjer i ; men hvorledes det nu 
gik eller ikke gik , så vare de ved en uregelmæssig 

ideeforbindelse komne ind på det lingvistiske 
område . Den fremmede dreng havde 
påstået , at „ Fisk “ skulle skrives med lille f , 
medens Martin påstod , at det skulle skrives 
med stort f . 
„ Men når du skriver det med stort f , 
hvorfor siger du det da med lille f ? “ 
På dette spørgsmål , som kunne have sat 
en større dreng end Martin i forlegenhed , svarede 
han ved at snappe huen af hovedet på 
den fremmede dreng , som om den havde ligget 
der som en løs og ledig genstand på et 
bord ; han svingede den rundt i luften ogråbte : 
„ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger fisk 
med lille f ! Hurra ! “ 
„ Hurra ! Du har ret min dreng . Bliv du 
kun ved , Martin ! “ råbte den gamle med i 
Chor og lo , så at han var nærved at falde 
ned af stolen ; men snart blev hån igen opmærksom 
på sin fejltagelse ; ingen kunne høre 
ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig 
bedrøvet . I det samme kastede han et blik 
hen på billedet , hvor hans ledsager tidligere 
•var forsvundet , og så ham nu i tågede omrids 
falde ud fra rammen og vinke med hånden . 
„ Blot et øjeblik endnu , “ bad Martin , „ lad 
mig blot et eneste øjeblik tale med denne dreng ; 
lad mig give mit barnebarn et Kys , så skal 
jeg være villig til at følge dig . Det ville 

være grusomt , om du lod mig se alt dette , for 
straks at tage det fra mig . Gode ånd ! Jeg føler , 
at du vil mig vel . Und mig denne glæde , 
den første jeg har følt i mange år . “ 
„ Mildhed og forsonlighed er fjernede 
fra dit sind for stedse , “ svarede 
ledsageren med barsk stemme , vinkede med 
hånden og alt var forsvundet . 
Knugende er angsten og forfærdende til 
vanvid er samvittighedens stemme , når den 
har slumret i mere end et halvt menneskeliv og 
så først oplader sin røst . Den store regnemester 
glemmer intet og fejler aldrig . Den lægger 
renterne til kapitalen , og skønt den gør 
sin gerning i søvne , er den altid sikker . Den 
dynger kapital på kapital , til det udgør et 
helt bjerg af himmelråbende uret ; derefter 
vågner samvittigheden , og tvinger synderen til at 
vandre opad bjerget ; højere og højere opad uden 
at nå dets top . Tiden går som en stor 
bølge hen over verden og drager den ned i 
glemselens hav ; men over tiden står der 
magter , som bevare de onde gerninger fra forglemmelse . 
Enhver ond tanke ; enhver gerning , 
som øvedes for at kue andre og hæve sig selv ;   nederdrægtighed og lav bedrift , som 
knuste hjerter og bragte troen på det godes 
magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt 
ord , der sårede bittert ; ja selv det mindste 

nålestik , der borede sig ind i et medmenneskes 
sjæl og tilintetgjorde et gran af den 
kjærligbed , som af naturen var nedlagt deri , 
alt dette opbevares af tiden og dynges sammen 
til et kæmpestort bjerg . 
Den gamle Martin vandrede op ad bjerget ; 
træt og mødig , jaget og forpint som i dunkle 
drømme arbejdede ban sig frem højere og højere 
opad . Hvor han ville hen , var han sig ikke 
bevidst , kun såmeget vidste ban , at han skulle 
videre . Bagved ved ham lå der en ørken , og 
foran sig så han kun et øde , sålangt øjet 
nåde . Sit gamle regnskab havde han rent 
glemt , ellers havde måske de mange tal og 
store summer kunnet hjælpe ham ud af labyrintten ; 
men han tænkte ikke mere på det , og 
havde formodentlig tabt det på sin lange vandring . 
„ Barmhjertige himmel , hvor stor er ikke 
min uret , “ råbte han til sidst i fortvivlelse . 
„ Og jeg tåbe , som havde kunnet gribe lykken 
på alle kanter , har år efter år stødt den 
fra mig . Giv mig endnu blot et år at leve 
i , blot det eneste nye år , som nu begynder , 
og jeg lover højtideligt , at jeg skal blive det 
gode og lykkelige menneske , hvortil jeg , som enhver 
anden , var bestemt af naturen ! “ 
„ Vi ville få det at se ! “ svarede hans 
ledsager , som nu igen viste sig ved siden af 
ham , men utydeligere end nogensinde tidligere , 

og talte med en stemme , som kom langt borte 
fra . „ Du står snart ved rejsens mål , og 
det kommer kun an på dig selv , om dine 
ord skulle blive til sandhed . “ 
I det samme overraskedes Martin af et 
stærkt lysglimt og befandt sig hjemme i sin 
egen stue . Så forbavset var han over forandringen , 
at han ikke lagde mærke til , hvorledes 
hans ledsager som en skygge gled ned 
over den store gammeldags kakkelovn og smeltede 
sammen med den , så at hans ansigt akkurat 
faldt sammen med et gammelt , glubsk løveansigt , 
som var støbt ind i ovnens øverste etage ; 
og fra dette ansigt stirrede nu ledsageren ud 
på ham . 
Den gamle Martins opmærksomhed var henvendt 
på noget helt andet . Han så sin 
hustru og datter sidde ved bordet , ganske som 
han havde forladt dem om aftenen . Den gamle 
kone så ængstelig og bekymret ud , og Anna 
sad med tårer i øjnene . 
„ Hvor mon dog fader bliver af i dette 
forfærdelige vejr  ? “ sagde den gamle kone . „ Det 
var en ulykkelig ide , du skulle få i aften , 
at tale til fader om Alfred . Han var skrækkelig 
oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede 
flere timer siden . Stormen er bleven til en 
ren orkan . “ 
„ Det gør mig ligeså ondt som dig , kæreste 

moder ; men jeg kom til at tænke på Richard 
og på , hvor glad jeg ville blive , når han kom 
tilbage , at jeg ikke kunne udholde det længere 
at tænke mig nogen bedrøvet ; og så slap det 
ulykkelige ord mig ud af munden . “ 
Et vindstød ramte i dette øjeblik huset og 
syntes at løsne træværket i alle dets Fuger . 
Det ruskede i dørene og bragte dem til at 
klappre , næsten som om en bankede på udenfor . 
„ Gud , dersom Richard var ude i dette vejr , “ 
Udbrød på engang Anna . 
„ Så måtte vi bede for hans frelse , “ svarede 
moderen . 
Nok et vindstød , som hylende og klagende 
trængte sig ind gennem alle revner og sprækker . 
Nok en rusken i dørene og en klappren , 
der lignede en banken . 
Anna opfangede lyden og sagde : „ Jeg synes , 
at nogen bankede . Jeg vil se efter , om 
det ikke skulle være fader ; “ med det samme 
tog hun et lys for at gå ud , men medens 
hendes hånd holdt om låsen , drejede en anden 
hånd den udvendigt , og ind ad døren 
trådte en fremmed , indhyllet i en bjørneskinds 
Pels , hvis store krave skjulte hans ansigt . Anna 
for tilbage , og den fremmede blev stående 
ubevægelig i' et par øjeblikke . Ved en behændig 
vending lod han pelsen falde af sig og trådte 
ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget 

mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at 
have talt .et ord , da Anna , der var bleven ganske 
bleg , på engang råbte : „ Richard ! “ og 
kastede sig i hans favn . 
Og det var virkelig Richard , men han var 
blevet næsten ukj endelig ; det store skæg og 
den mørke hudfarve havde givet ham et sydlansk 
præg . Jeg vil slet ikke prøve på at beskrive 
al den henrykkelse , som nu fulgte ovenpå ; den 
var således , som den altid er , når kjærestefolk 
ere , som de bør være . Der var en udspørgen , 
en kyssen , en trykken hænderne , en omfavnen 
og en talende taushed , som måtte have glædet 
enhver tilskuer . Den gamle moder fik også 
sin andel i velkomsten og livédes øjensynligt 
op , hvilket var en sjeldenting , da hendes mands 
tyranni i tidens løb havde gjort hende sløv 
for det meste , som foregik omkring hende . Da 
de allerførste og nødvendigste ord vare udvekslede , 
spurgte Richard : „ Men hvor er din fader ? “ 
„ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i mørkningen 
gik han ud og er ikke senere vendt tilbage . 
Vi sad netop og ventede på ham , da du kom . “ 
„ Din fader er gået ud , “ råbte Richard , 
„ og er endnu ikke vendt tilbage . Det 
går aldrig godt , jeg må straks ud at lede 
ham op . “ 
„ Så går jeg med , “ sagde Anna , som om 
det kun gjaldt en almindelig spadseretour . 

„ Min kj æreste pige , det er umuligt . Du 
ville ikke kunne gå ti skridt udenfor huset , 
førend du blæste bort , og hvor skulle jeg så 
få fat i dig igen , “ sagde hå og kyssede hendes 
smukke ansigt . I en fart var han iført sin 
Pels og ude af døren . 
Alt dette havde den gamle Martin været 
vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde 
mand , han om aftenen havde lovet sig selv at 
være , når Richard kom tilbage , men henrykt over 
sin smukke , fornøjede datter og over den svigersøn , 
han ville få . Gamle Martin havde i aften 
i grunden for første gang gjort bekendtskab 
med sin svigerdatter og sin svigersøn , og var 
inderlig tilfreds med dem begge ; derfor kunne 
han ikke finde sig i den dumhed af Richard , at 
gå ud for at søge efter ham , når han i bedste 
velgående sad hjemme i sin egen stue . Han 
var gerne blevet ved at se på de unges glæde , 
men erindrede på engang , at han kun var 
usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin 
ledsager , men kunne intetsteds finde ham . Instinktmæssigt 
faldt hans blik hen på kakkelovnen , 
hvor han syntes at se noget i det gamle 
løvehoved , der var støbt ind i ovnen . Før 
havde han aldrig opdaget noget mærkeligt der , 
men i aften var der en vis bevægelighed i det . 
„ Gode ånd , “ sagde han , „ send mig Richard 
tilbage , han leder jo efter mig til ingen nytte . “ 

„ Det ville heller ikke være til nogen nytte , 
om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “ 
Svarede stemmen svagt og i det fjerne . 
„ Kommer’ han ikke tilbage  ? “ spurgte Martin 
så forfærdet , at ordene kom ham i vrangstruben . 
„ Du lægger ikke mærke til , at alt , hvad 
du her seer , er noget , som er sket ; det ligger 
tilbage i tiden . Richard var her ikke nu , han 
var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede 
efter dig ; og da han på sin vandring hørte , 
at nogen tilfældigvis havde set dig ganske 
alene sætte ud til fyret i en båd , blev han 
så betaget af skræk ved at vide dig ude på 
havet i denne storm , at han , da uveiret var 
på sit højeste , selv gik tilsøes for at lede efter 
dig ; skønt han som sømand straks burde have 
indset det tåbehge i at gå ud i en sådan 
orkan , hvilket han også ville have gjort , når 
det ikke netop havde været dig , han ledte efter . “ 
„ Gode gud , “ råbte Martin forfærdet , „ hvad 
blev der da af ham ? “ 
„ Han kuldsejlede ude ved fyret og druknede , 
dengang du så skibene gå under . “ 
„ Forfærdeligt , “ råbte Martin , „ forfærdeligt ! “ 
— 
„ Stille ! “ sagde ledsageren bydende . „ Jeg 
fatter dit hjertes kvide ; men den må gjennemlides . 

mærk dig hvert ord jeg siger ; nu gjældet 
liv eller død for dig selv . “ 
Skjøndt gamle Martin anstrengte sig for at 
opløfte et fortvivlelsens råb , frembragte han 
ingen lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men 
hørte dog hvert ord , hans ledsager sagde . 
„ Jeg står nu i begreb med at forlade 
dig for stedse . Jeg er dit andet jeg og dit 
bedre jeg ; det jeg , som  .du for mange år 
siden forstødte , dengang du forvanskede det 
gode , skaberen havde nedlagt i dig , og anvendte 
dine evner til at gøre ondt , hvor du 
skulle have gjort godt . Jeg har i de mange 
år ofte forsøgt at vende tilbage og smelte 
sammen med dit væsen , men forgæves . Først 
iaftes førte tingenes gang det således med 
sig , at jeg kunne få dig i tale . Jeg viste 
mig for dig i fyret og glædede mig , da jeg 
så , at jeg havde magt til at drage dig ud til 
mig ; det viste mig , at der endnu var håb om , 
at jeg omsider skulle ophøre at være et delt 
væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg 
lidt efter lidt blev utydeligere for dig ; det blev 
jeg , efterhånden som jeg igen smeltede sammen 
med dit væsen ; efterhånden som du kom 
dig selv nærmere , da dit steenhjerte smeltede , 
og du begyndte at glæde dig og at sørge på 
menneskelig Viis . Nu er der kun meget lidt 

af mig tilbage ; jeg er næsten et med dig og 
kan ikke længere hjælpe dig . Stå nu denne 
prøvelse igennem med mandigt mod og stærk i 
troen på det godes magt i verden , så er 
du frelst , og jeg velsigner dig , gamle Martin ! “ 
Ledsageren svandt hen i det tomme rum , og 
endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg 
velsigner dig , gamle Martin ! “ 
Nytårsmorgen . 
„ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ menneske , 
jeg er jo hjemme . Gå ikke ud på havet , det 
bliver din død . Barmhjertige himmel , hold 
ham tilbage ! Richard ! “ Således råbte den 
gamle Martin , så det rungede i værelset , og 
havde nær væltet bordet , som stod ved siden 
af ham . 
Fyrmesteren , som var falden i en tung søvn , 
sprang forskrækket op og gned øjnene , uden 
straks at kunne samle sig eller besinde sig på , 
hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i 
hans øre , og med den lynsnare hastighed , 
hvormed drømme skabes og forgå , havde 
Martins råb i samme nu ladet ham se Richard 
gjennemgåe utallige farer . 
„ Foi’ guds skyld , hvor er Richard , hvad er 
der hændet ham ? “ råbte han , da Martin i det 

samme selv vågnede og udbrød : „ Ja , hvor er 
Richard , vi må ile ham tilhjælp . Men du 
store gud og fader , er jeg endnu ude på fyret . 
Og Richard og Anna ? Og min søn og den 
lille Martin ? “ 
„ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede 
fyrmesteren barsk . 
„ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin , 
„ og vil vedblive at tale om dem . Richard er 
kommet tilbage , og Anna skal være hans brud , 
såsandt som jeg hedder Martin ; men vi må afsted “ 
— fyrmesteren så nu klart , at hans 
formodning iaftes var rigtig . Martin var gal . 
Han overvejede et øjeblik , hvorledes han hensigtsmæssigst 
skulle gribe sagen an ; om han 
skulle rejse sig og spærre'ham inde i det mørke 
rum , der var ved siden af kammeret , eller om 
han hellere skulle klemme ham fast mellem 
bordet og væggen og prøve på at tale ham 
tilrette . Stor var derfor fyrmesterens overraskelse , 
da den gamle Martin ganske sindigt stod 
op og kom hen og rakte ham hånden . 
„ Tilgiv mig , gamle ven , jeg var iaftes meget 
utaknemmelig og egentlig et rent uhyre . 
Først frelste du mit liv , og jeg havde ikke et 
ord til tak derfor ; og derefter bad du mig om 
tilgivelse for en gammel uret , og jeg negte de 
dig den . Jeg føler mig i dag som et andet menneske 

og begynder det nye år med at fornye et 
gammelt venskab . “ 
„ Du tager en stor byrde fra min samvittighed , 
Martin . Kun den , der har angret så 
længe og så dybt som jeg , ved hvad en sådan 
tilgivelse vil sige . Men hvorledes var du 
dog kommet i denne stemning iaftes ? Jeg kender 
dig slet ikke igen i dag . “ 
Den gamle Martin tog sig til hovedet og 
begyndte igen at se forvirret ud . „ Jeg var 
inat udenfor tårnet og så skrækkelige ting 
på havet . Jeg besøgte også min søn og så 
Richard ; men jeg kan ikke samle mine tanker “ 
— han ledte rundt omkring efter en løsning 
på gåden , uden at finde den , og fyrmesteren 
blev igen mistænksom . Skulle han 
alligevel være forvirret og om natten have listet 
sig udenfor tårnet ? Det var umuligt . Han 
havde jo selv låset alle døre forsvarligt og havde 
endnu nøglerne i lommen . Hans tvivl blev 
imidlertid hævet , da Martin igen talte fornuftigt . 
„ Jeg kan ikke blive klog på det hele , 
for drømt det har jeg ikke , dertil var det alt for 
levende . Jeg opgiver det indtil videre og 
vil straks tage hjem . Jeg er sikker på , at Richard 
er kommet , og jeg længes efter at se 
ham og dem alle sammen . “ 
Fyrmesteren , som smittedes af livligheden 
i hans væsen og navnlig af forsikkringen om , 

at Richard var kommet , erklærede det imidlertid 
for umuligt , at Martin kunne tage afsted 
alene . „ Vejret er vel smukt i dag , “ sagde han , 
„ og stormen har lagt sig , men søen går så 
højt , at du aldrig ville komme levende iland , 
hvis du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge 
med dig , førend den nye fyrmester kommer , 
hvis han i det hele kommer i dag . Men lad os 
nu allerførst få en hjertestyrkning ovenpå 
denne nat . “ 
Dermed satte fyrmesteren kedlen over ilden 
og begyndte at dække bord . Det var i 
det hele taget mærkeligt at se den gamle Martins 
livlighed ; gik fyrmesteren ud for at hente 
brænde , så var Martin i hælene på ham , for 
ikke at tabe ham af syne et øjeblik ; pustede 
fyrmesteren på ilden , for at få den til at 
blusse højere , så ville Martin puste med , men 
opnåede kun at blæse asken op i ansigtet på 
fyrmesteren , som ikke sagde noget , men kun 
smilede ved sig selv . Snart stillede Martin stolene 
på et sted foran bordet , snart på et 
andet sted . Af og til gjorde han en afstikker 
hen til vinduet for at se ud på havet . Solen 
skinnede på de høje bølger og blændede 
ham ved de utallige småblink den frembragte ; 
men han glemte et øjeblik det hele for at beregne , 
hvor langt han havde været ude ; hvor 
det omtrent måtte være , at det første skib gik 

under , og i hvilken retning skikkelserne fore 
efter det andet . „ Men det er jo ren snak ; 
hvad står jeg her og drømmer om ; og alligevel “ 
— i det samme opdagede han et hvidt 
punkt langt ude og kaldte på fyrmesteren . 
Kikkerten kom frem i en fart og fyrmesteren 
råbte : „ Hurra ! Den nye fyrmester . Brav Karl ; 
han vidste , at jeg længes efter afløsning , og 
•så går han ud i så høj sø , skjøndthan ikke 
havde det nødig . Forresten er der en med 
ham , som jeg ikke kender . “ 
Den gamle Martin skulle også se i kikkerten , 
men da han var ganske ukendt med 
dens brug , og desuden rystede af bevægelse og 
spænding , styrede han den i alle mulige retninger , 
og søgte i længere tid efter båden oppe 
i nærheden af zenitt , indtil han til sidst fik fat 
på solen , som gjorde ham fuldstændig blind . 
De opsatte måltidet , indtil deres gæster 
kom , og stod få øjeblikke efter ved tårnets 
fod , ventende på deres ankomst . 
„ Hvor tog du båden iaftes , Frederik ? “ 
Spurgte Martin . 
„ Der “ , sagde fyrmesteren og pegede et par 
favne ud i vandet ; „ den kom langvejs fra , 
strøg lige forbi tårnet og gik ligeså langt 
bort på den andenside ; havde den stødt imod 
det , var den splintret i samme øjeblik . “ 
„ Er det ringen , hvortil du bandt linen ? “ 

„ Ja , det er ringen , den er forsvarlig nok ; 
det var kun linen jeg var bange for . “ 
„ Det forekommer mig dog , at denne ring er 
noget svag ved den ene side “ , bemærkede den 
gamle Martin , som skænkede den en usædvanlig 
opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke 
jernringe bristede , uden at man egentlig vidste 
hvorfor “ . 
Fyrmesteren fik ikke tid til at svare på 
den sidste bemærkning , da båden var lige ved 
tårnet . 
„ Goddag , gamle kammerat , glædeligt nytår “ , 
råbte den nye fyrmester til den gamle . 
— „ De havde nok ikke ventet mig i dag . Efter 
den storm , som blev opført i nat , havde jeg også 
tænkt på at opsætte det , indtil vejret var 
stillet af og søen blevet rolig ; men så fik jeg 
besøg af en fremmed , som absolut ville herud 
i dag , da han hørte , at de var her . Efter endeel 
betænkeligheder føjede jeg ham omsider , 
og her er vi . “ 
Han tog en flig af sejlet til side , bag hvilket 
den fremmedes ansigt var skjult , og en 
ung mand rejste sig op . 
„ Richard , min dreng , “ råbte fyrmesteren 
fornøjet og svingede med sin begede hat , „ Du 
kunne ikke have bragt mig nogen kærkomnere 
nytårsgave end dig selv . — min gamle ven , 
Martin b . , “ tilføjede han , da han så Richard 

blive noget forlegen ved mødet . „ Han kom 
herud i går aftes og har måttet blive her i nat . 
— ørerne stive , min dreng , “ hviskedee han til 
ham , „ Alting klart . “ 
Denne sidste fortrolige meddelelse var Richard 
aldeles gådefuld , og situationen blev kun 
yderligere indviklet derved , at den gamle Martin , 
som hidtil havde stået og stirret på Richard , nu 
greb hans hånd og trykkede den hjerteligt , og 
dertil udtalte sin forundring over , at han , Richard , 
ikke havde et stort brunt skæg , for således 
havde han jo tydelig set ham ; „ men jeg snakker , “ 
Sagde den gamle og tog sig til panden . 
Igen for der en tvivl gennem fyrmesterens 
sind , der dog atter blev beroliget , da han 
så Martin trække Richard hen til en side . 
„ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min 
hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede , 
fordi jeg blev borte iaftes ? “ 
Richard sagde , at han ikke forstod et ord 
af det hele , da han først var kommet iland , 
ligesom stormen begyndte , og straks havde søgt 
underretning om sin faders nuværende opholdssted . 
„ Men så har du jo slet ikke set Anna 
endnu , “ sagde Martin tankefuld . 
„ Nej , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig 
derefter ; og af hele den måde , hvorpåde 


omtaler sagen , tør jeg måske håbe , at de 
ikke bar noget imod “ — 
„ Sniksnak , den sag bliver nok ordnet ; jeg 
har taget min bestemmelse . “ 
Derefter vendte de tilbage til de andre , 
som imidlertid havde fortøjet båden , og Martin 
opfordrede dem til at følge med ham ovenpå . 
Han talte i en tone , som om han 
egentlig hørte hjemme på fyret og indbød sine 
gæster til at tage lokaliteterne i øjesyn . Han 
holdt sig også sidst i rækken og opfordrede 
den nye fyrmester og Richard til „ endelig at 
gå forsigtigt “ op ad trappen . 
Den gamle fyrmester så forandringen 
hos Martin og lo så småt . Da de kom 
ovenpå og ydede frokosten al retfærdighed , 
fik værten det indfald at hente to flasker 
vin . 
„ De have ligget i flere år og ventet 
på Richards hjemkomst , og en skam havde 
det dog været , om jeg nu havde glemt dem . 
Jeg udbringer altså en skål for “ — 
„ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok 
bedst , at jeg udbringer den skål . Lad os 
da tømme et glas for Richard der og min 
datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han 
anså det for et slags juridisk akt med vidner 
og alt tilbehør . „ laftes var jeg enig med 
min gamle ven der , “ han pegede på fyrmesteren , 

„ om at denne sag skulle gå overstyr , 
men mennesket spår og gud rå’er . Altså , 
en skål for Richard og hans brud ! “ 
Richard , som i begyndelsen var bleveh 
rent forvirret over den gamle Martins ord , 
sprang op og dansede rundt med dem alle sammen . 
Den nye fyrmester derimod , som hidtil 
havde været passiv deltager , lod høre en 
lang fløjten , der tilkendegav , at nu begyndte 
det at gå op for ham . 
„ Oh , så hun går på den boug ! Ja så 
forstår jeg deres hastværk i morges og deres 
mange spørgsmål om familierne hernede ved 
kysten . Jeg ønsker dem tillykke . “ 
„ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igen 
afgørende , som om han var kommandant på 
fæstningen . „ Vi tage først ned til min søn 
og derefter hjem . “ 
Den gamle fyrmester gav tegn til sin søn , 
at han skulle lyde uden indvendinger , og 
kort efter befandt de tre mænd sig på søen , 
tagende den retning , som af Martin blev angivet . 
De landede nede på kysten , flere mil 
fra det sted hvor Martin boede , og gik hen mod 
et huns , som han påstod tilhørte hans søn , 
hvilket det også gjorde . 
„ Det er bedst , at jeg går i forvejen ; i 
andre kunne vente lidt på mig , og må ikke 


blive utålmodige , hvis det skulle vare etkvarteerstid . “ 
Han gik ind i huset på må og få , idet 
han bildte sig ind , at han havde set det før . 
Han lukkede døren op til dagligstuen og mødte 
netop sin svigerdatter , som legede med det 
yngste barn . 
„ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han . 
Om hun havde set et genfærd åbne døren , 
ville hun ikke være bleven mere forskrækket . 
„ Men bedstefader ! “ var alt , hvad hun kunne 
sige . Hurtig for en dreng ud af stuen og 
hentede sin fader , der kom ilende til i den 
tanke , at der var sket en eller anden ulykke . 
„ Glædelig nytår , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke 
bruge nogen lang indledning , men ligefrem spørge 
jer , om i endnu holde såmeget af eders gamle 
fader , at i ville følge hjem med ham i dag ? “ 
Om de ville ; det var til at spørge om . 
Men han måtte komme nærmere og vente , indtil 
de kunne blive færdige . 
„ Alle børnene skulle med , også Martin . “ 
„ Men bedstefader , hvorfra ved de , at vor 
ældste dreng hedder Martin ? “ 
„ Herre min gud , så jeg ham ikke iaftes , 
da han lo over det lille f— men hvad er det 
nu jeg siger — jo jeg ved det i ethvert tilfælde . 
Men jeg glemmer rent , at jeg har 
gæster med mig . “ 

med disse ord gik Martin udenfor og vinkede 
ad fyrmesteren og lians søn . 
„ Det er min gamle ven , “ sagde Martin , idet 
lian pegede på fyrmesteren ; og forundringen 
blev stor , da både sønnen og hans hustru 
vidste besked om sagen . 
„ Og det er hans søn , Richard , “ vedblev 
Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig 
— men hvad er det nu igen jeg siger “ — fyrmesteren 
begyndte at få sine tvivl — „ det 
er hans søn Richard , som er forlovet med min 
datter , der intet ved om hans hjemkomst ; og 
nu skulle vi alle overraske dem . “ Her nåde 
forundringen højdepunktet , som først havde til 
følge , at der veksledes en mængde lykønskninger , 
og derefter , at sønnekonen , uden at sige 
et ord , gik hen og gav den gamle Martin et 
eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var 
både taknemmelig i sit hjerte og stolt derover . 
Medens forberedelserne til rejsen skete , 
bemægtigede bedstefaderen sig den førstefødte , 
som i begyndelsen var bange for ham , da han 
havde opsnappet et og andet om forholdet ; 
men snart overvandt bedstefaderens venlighed 
hans frygt , så at han fortalte ham vidt og bredt 
om sine små foretagender og forhåbninger , 
hvilket alt sammen fulgtes med den for bedsteforældre 
ejendommelige henrykkelse over den 

ældste sønnesøns åndelige og legemlige fuldkommenheder . 
Martins blik søgte uvilkårligt efter rammen 
på væggen , og der hængte virkelig også 
en ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans 
billede , men en udsigt over havet ud til fyret . 
„ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg 
så det jo så levende iaftes . Hvad er det 
dog for magter , som slumre i os , og som stundom 
vækkes og forsvinde igen ad veje , som 
ere os ganske ubekendte ? Er det et glimt fra 
de regioner , som ligge hinsides døden , hvor 
vore evner og kræfter måske oplade aldrig 
åbnede muligheder og nå en højere udvikling ? “ 
Af disse betragtninger blev han revet ud , 
da hans søn meldte ham , at alt var beredt 
til afrejsen . Efter et par timers sejlads nåde 
de hjem og overraskede moder og datter , der 
vare halvdøde af skræk , og hvis bekymringer 
nu på engang forvandledes til den højeste glæde . 
Anna havde opdaget dem længe førend de 
nåde huset , og var ilet dem i møde . Jeg har 
altid godt kunnet lide det gammeldags udtryk 
om en ung pige , at hun „ blusser som en rose “ . 
Det kan gerne være , at der er dem , som sige , at 
det for længe siden er gået af mode , men hvad 
biyder , jeg mig om det , når det kun udtrykker 
sagen godt , og det gør det netop . Anna havde 
gennemgået de forskj elligste sindsstemninger 

og rystede af bevægelse og spænding . Hun 
kendte Richard langt borte , og håbede ; men 
det hele optog var hende gådefuldt , og håbet 
vexjede med frygt . Men da hendes fader 
havde lagt hendes hånd i Richards og givet 
dem sin velsignelse , og da Richard sluttede 
hende i sin favn og kyssede hende , så blussede 
hun som en rose . Og da Martin havde 
taget sin gamle hustru om livet og kysset 
hende og bedet hende om at tilgive ham 
hans forrige urimelighed , s el vkj ærlighed og hensynsløshed ; 
og da de mange fremmede havde 
fundet rede i hverandre , og navnlig fået børnene 
ordnede i hukommelsen efter navn , køn 
og alder ; og da det store familiebord var dækket , 
hvortil Alfreds betænksomme , lille kone 
havde medtaget omtrent alt , hvad der behøvedes ; 
og da den gamle Martin havde betinget sig at 
have sin hustru på sin ene side og fyrmesteren 
på den anden , foruden den lille Martin 
på skødet ; og da han ved bordet ytrede 
ønsket om , at Richard og Anna snart måtte 
kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke 
så synderlig udsigt til , da han selv ingen 
formue ejede ; og da Richard hertil bemærkede , 
at hvad det angik , så kunne det for 
den sags skyld gerne ske straks , for han kom 
ikke tomhændet tilbage ; og da fyrmesteren temmelig 
tydelig lod sig forstå med , at han nok 

ønskede at få en sønnesøn af samme slags 
som den lille Martin , og lo umådeligt over sin 
egen vittighed ; da alt dette foregik , vedblev 
Anna at blusse som en rose . 
* * 
* 
det var den første aften i mange år , at 
glæden havde været indenfor dette huses døre ; 
men da den nu engang var der , tog den 
erstatning for den lange fortid . I aften . 
Skumringen benyttede Martin et øjeblik til at 
vandre ned mod havet og besøge fiskerhytten . 
„ Jeg må dog ned og se , hvorledes fyret seer 
ud i aften . “ Det så ud som altid , med undtagelse 
af iaftes . Han så længe ud efter det 
og ventede , men der kom ingen forvandling . 
„ Sikkelsen sagde mig jo også , at når jeg blev 
mig selv igen , kunne den aldrig komme mere . “ 
Beroliget ved denne forklaring vendte den gamle 
mand tilbage og så fyret blinke på ny ; men 
dennegang var det de oplyste vinduer i hans 
eget huns . Han vandrede fremad med sikre 
fjed , idet han følte sig som en mægtig mand ; 
det var jo ham , som havde gjort så mange 
mennesker glade derinde ; men han følte det 
ikke som den forrige Martin , der havde holdt 
kassebog og lagt renterne til kapitalen . Regnskabet 
havde han glemt for stedse ; nu gik han 
ind i sit huns til lyset og glæden .