MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
han ville ud i den friske luft , og hun skulle ledsage
ham .
— så sent , kære onkel ? spurgte Julie .
— ja , skynd dig , svarede denne barsk .
- hvad mon det skal betyde , tænkte Julie , idet
en uforklarlig ængstelse bemægtigede sig hende .
— nå er du snart færdig ! råbte onkelen .
— ja , ret straks !
Julie nølede endnu en lille stund , for at han
om mulig skulle betænke sig . Det begyndte at regne
stærkt og vejen var kun oplyst af et par søvnigt
skinnende lygter . Alt var så øde og stille rundt
omkring .
Endelig , efter lang overvindelse , gjorde hun sig
færdig , og afsted vandrede de .
De gik længe i tavshed hen ad vejen .
. Dej forekom Julie som om hendes onkels åsyn
så endnu mere skummelt og mørkt ud end nogensinde .
Hun havde net . Hans ansigt udtrykte en vild ,
dæmonisk glæde , medens det af og til fortrak sig som
af en indre , nagende smerte .
De vandrede skyndsomt hen ad vejen regnen
faldt i strømme .
— skulle vi ikke vende om , onkel ? spurgte
Julie . Jeg kan ikke holde ud at gå i dette vejr .
— snak ! svarede denne ; vi er strar på vort
bestemmelsessted .
Kort efter standsede han sin gang ved Nørreport .

- denne vej ! kommanderede han , og gik hurtigt
op på volden , fulgt af Julie .
De fortsatte nu vejen til de kom til kirsebærgangen .
— nu er vi straks ved målet , sagde han opmuntrende .
—
jeg er træt , onkel , hviskedee Julie .
— snak , hvor kan du være træt ; du har jø
hvile « hele dagen , brølede han .
Julie gav intet svar .
Han tog hende nu ved hånden og førte hende
ind i hirsebærgangen . Der var bælmørkt derinde , og
Julie rystede af skræk ved hvert skridt hun gik .
Endelig standsede han . De vare nu komne meget
dybt ind i kirsebærgangen .
— hm ! Ja her må stedet være , mumlede han ,
idet han fremdrog en lille spade , som han havde skjult
indenfor sin overfrakke .
— men onkel døg , hvad er det du vil foretage
dig ? spurgte Julie , skælvende af angst .
— ti med dine spørgsmål ! afbrød onkelen
hende hvæsende ; se til at du får ild på denne ,
men skynd dig !
Med disse ord rakte han Julie en lille blændlygte ,
hvilken det på grund af regnen var hende
meget vanskelig at få tændt ; endelig skete det døg .
— lys mig ; kom herhen , endnu nærmere ! råbte
han barsk .
Julie adlød , døg med en vis modstræben .
Han gik nu ad skråningen helt ned til stadsgraven .

her gravede han med anvendelsen af alle fine
kræfter ; store svcddråber perlede på hans pande .
— så , endelig ! råbte han og kastede spaden ,
idet et triumferende smil krusede hans læber .
Ud af det hul han havde gravet fremdrog han
et lille skrin , som han opmærksomt betragtede fra alle
sider .
— ja , det er dette , sagde han hen før sig ; det
lader ikke til at have taget nogen skade , skønt det
har lagt ti år i jorden .
Skælvende af angst betragtede Julie sin onkel .
Det forekom hende som var det en ond ånd , der
st » d før hende , et så uhyggeligt udtryk hvilede derover
hans ansigt .
Han fremtog en lille nøgle og åbnede skrinet .
Dets bele indhold var nogle papirer , der vare
gulnede af ælde .
Han tog disse frem og sagde til Julie :
— sæt dig på stenen der , og vær opmærksom ,
jeg vil fortælle dig din moders historie .
— 0 gud ! skån mig ; lad mig komme hjem !
Udbrød Julie , idet hun strakte sine hænder bedende op
imod onkelen ; du kan ikke bringe over dit hjerte , at
lade din egen søsters datter tilbringe en sådan
nar under åben himmel .
— ti med den snak ; sæt dig ned og hør mig .
— o gud ! hvorledes skal dette ende ! sukkede
Julie og så sig ængstelig om .
— din moder var datter af velhavende forældre ,

begyndte onkelen sin fortælling ; tidlig modnedes
hun , tidlig færdedes hun mellem fremmede . Livsglad
og smuk var hun , indtil en stor , unævnelig sorg
ramte hende ; da bøjede hendes legeme sig mod jorden
lig en knækket blomst på sin stængel . Livet tabte
fra den stund al tillokkelse før hende . Kun bitterhed
og had — et grændsclost , et uudsletteligt had —
gærede i hendes indre mod hele menneskeheden , men
især mod den , der havde forårsaget af hun led . Hun
var bleven skammelig bedraget . En mand havde forslået
af fængsle hendes unge hjerte ; hun fulgte ham

han ville ud i den friske luft , og hun skulle ledsage

ham .

— så sent , kære onkel ? spurgte Julie .

— ja , skynd dig , svarede denne barsk .

- hvad mon det skal betyde , tænkte Julie , idet

en uforklarlig ængstelse bemægtigede sig hende .

— nå er du snart færdig ! råbte onkelen .

— ja , ret straks !

Julie nølede endnu en lille stund , for at han

om mulig skulle betænke sig . Det begyndte at regne

stærkt og vejen var kun oplyst af et par søvnigt

skinnende lygter . Alt var så øde og stille rundt

omkring .

Endelig , efter lang overvindelse , gjorde hun sig

færdig , og afsted vandrede de .

De gik længe i tavshed hen ad vejen .

. Dej forekom Julie som om hendes onkels åsyn

så endnu mere skummelt og mørkt ud end nogensinde .

Hun havde net . Hans ansigt udtrykte en vild ,

dæmonisk glæde , medens det af og til fortrak sig som

af en indre , nagende smerte .

De vandrede skyndsomt hen ad vejen regnen

faldt i strømme .

— skulle vi ikke vende om , onkel ? spurgte

Julie . Jeg kan ikke holde ud at gå i dette vejr .

— snak ! svarede denne ; vi er strar på vort

bestemmelsessted .

Kort efter standsede han sin gang ved Nørreport .

- denne vej ! kommanderede han , og gik hurtigt

op på volden , fulgt af Julie .

De fortsatte nu vejen til de kom til kirsebærgangen .

— nu er vi straks ved målet , sagde han opmuntrende .

—

jeg er træt , onkel , hviskedee Julie .

— snak , hvor kan du være træt ; du har jø

hvile « hele dagen , brølede han .

Julie gav intet svar .

Han tog hende nu ved hånden og førte hende

ind i hirsebærgangen . Der var bælmørkt derinde , og

Julie rystede af skræk ved hvert skridt hun gik .

Endelig standsede han . De vare nu komne meget

dybt ind i kirsebærgangen .

— hm ! Ja her må stedet være , mumlede han ,

idet han fremdrog en lille spade , som han havde skjult

indenfor sin overfrakke .

— men onkel døg , hvad er det du vil foretage

dig ? spurgte Julie , skælvende af angst .

— ti med dine spørgsmål ! afbrød onkelen

hende hvæsende ; se til at du får ild på denne ,

men skynd dig !

Med disse ord rakte han Julie en lille blændlygte ,

hvilken det på grund af regnen var hende

meget vanskelig at få tændt ; endelig skete det døg .

— lys mig ; kom herhen , endnu nærmere ! råbte

han barsk .

Julie adlød , døg med en vis modstræben .

Han gik nu ad skråningen helt ned til stadsgraven .

her gravede han med anvendelsen af alle fine

kræfter ; store svcddråber perlede på hans pande .

— så , endelig ! råbte han og kastede spaden ,

idet et triumferende smil krusede hans læber .

Ud af det hul han havde gravet fremdrog han

et lille skrin , som han opmærksomt betragtede fra alle

sider .

— ja , det er dette , sagde han hen før sig ; det

lader ikke til at have taget nogen skade , skønt det

har lagt ti år i jorden .

Skælvende af angst betragtede Julie sin onkel .

Det forekom hende som var det en ond ånd , der

st » d før hende , et så uhyggeligt udtryk hvilede derover

hans ansigt .

Han fremtog en lille nøgle og åbnede skrinet .

Dets bele indhold var nogle papirer , der vare

gulnede af ælde .

Han tog disse frem og sagde til Julie :

— sæt dig på stenen der , og vær opmærksom ,

jeg vil fortælle dig din moders historie .

— 0 gud ! skån mig ; lad mig komme hjem !

Udbrød Julie , idet hun strakte sine hænder bedende op

imod onkelen ; du kan ikke bringe over dit hjerte , at

lade din egen søsters datter tilbringe en sådan

nar under åben himmel .

— ti med den snak ; sæt dig ned og hør mig .

— o gud ! hvorledes skal dette ende ! sukkede

Julie og så sig ængstelig om .

— din moder var datter af velhavende forældre ,

begyndte onkelen sin fortælling ; tidlig modnedes

hun , tidlig færdedes hun mellem fremmede . Livsglad

og smuk var hun , indtil en stor , unævnelig sorg

ramte hende ; da bøjede hendes legeme sig mod jorden

lig en knækket blomst på sin stængel . Livet tabte

fra den stund al tillokkelse før hende . Kun bitterhed

og had — et grændsclost , et uudsletteligt had —

gærede i hendes indre mod hele menneskeheden , men

især mod den , der havde forårsaget af hun led . Hun

var bleven skammelig bedraget . En mand havde forslået

af fængsle hendes unge hjerte ; hun fulgte ham