MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
Endelig kom hun til sig selv . Hun var som isnet
over hele legemet og var næppe island til at bevæge
sig nogle få skridt .
Hun brast i en krampagtig gråd . Hvilken
fremtid lå for hende ? Ak , hvorhen hun end vendte
sig trængte ingen håbets stråle hende i møde ; nej ,
kun et liv klædt i sørgens og savnets mørke farve .

hun kastede sig på knæ og bad af al sit hjertes
fylde en bøn til gud .
Hun bad om beskyttelse og om et ly . Hun skulle
blive bønhørt ,
neppe havde hun fuldendt sin bøn , før en dyb
mandig stemme svarede : amen !
— o , min gud , frels mig ! råbte Julie i en
forfærdelig angst og faldt besvimet om på vejen .
Tredie kapitel .
Amerikamanden
der gives mennesker , som i en tilsyneladende
hård skal gemme et hjerte , der er rede til altid at
stå deres medmennesker bi i råd og dåd .
Deres gang her i livet er fuld af opofrelser for
andre , kun den indre bevidsthed har de , at de gode
handlinger de udøve , engang ville bidrage til , at de
kunne nå havnen med en god samvittighed . Det
er den forvisning , hvormed de stunde til graven .
Således var amerikamanden .
Ved flid og held havde han under et femårigt
ophold i Amerika sammensparet sig en meget anseelig
formue .

han benyttede den til at hjælpe sine medmennesker
ud af trang og nød . Tidlig og silde var han beredvillig
til ar hjælpe , overalt var han på færde ; der gik
neppe nøgen dag hen , hvori han ikke kunne glæde sig
ved af hjertet at være bleven velsignet og takket for
sin gødhed .
For således » deell at kunne hellige sig menneskers
savn og smerte , for at færre sig den opgave ,
ar helbrede de sår som fattigdom og sygdom slå ,
må man have gennemgået ' meget , — og dej havde
amerikamanden i sandhed .
Alr i sin ungdom havde han elsket en ung , vakker
pige . At knytte hende til sig , at leve et godt og
arbejdsomt liv med hende , — det var det mål hvorefter
han stræbte .
Endelig så han det lykkelige øjeblik nærme sig ,
da han , uden nogensinde at udsætte hende for nogen
mangel kunne sige :
— kom til mig , du skal være min hustru for .
Gud og mennesker .
Præsten og menneskene lyste velsignelsen over
dem . Jevn og god syntes vejen , de skulle vandre
henad . Ædel og bramfri var deres tilværelse og
» forsfyrrer gled et par år hen .
Hans hustru havde i den tid skænket ham et
barn , som han forgudede .
Da udbrød den rædsomme kolera-epidemi ; den
angreb mange af hans venner og bekendte og skånede

heller ikke hans familie . En dag blev både
moderen og barnet pludselig syg . Øjeblikkelig sendte
han bud efter lægen , men her formåede intet menneske
at hjælpe .
Dybt nedbøjet , næsten tvivlende på forsynet , stod
han ved deres sygcleie .
Kun en kort kamp havde de at bestå , inden
døden fog dem i sin kolde favn ; kun tvende dage ,
og han stod ved deres lig .
Ydmyg , men med en dyb sorg i hjertet , bøjede
han sig for forsynets urandsagelige villie .
Dog , han måtte tilfredsstille den trang , der
levede i hans hjerte , til at hjælpe og meddele , og han
blev en fader før de fattige og lidende .
Ham var det der kom til , da Julie var ved at
segne under byrden af hendes onkels forbandelse .
Han gik netop over volden på samme tid som
Julies onkel i største hast førte hende til kirsebærgangen .
Han studsede over deres hurtige gang og han
hørte hvorledes Julie flere gange bad onkelen om ar
vende om , da hun følte sig træt . Han hørte onkelens
studse svar og besluttede derfor at følge efter dem , da
han håbede at kunne komme den unge pige tilhjælp .
Da han så dem gå ind i kirsebærgangen , fulgte
han efter dem derind . Her var han et skjult vidne
til det sl foregående kapitel omtalte optrin .
Forsigtig løftede han Julie op og bar hende hen
til et hus ved volden .
Del lykkedes ham foreløbig at få hende anbragt

der hos en familie , som han havde hjulpen ud af
fattigdommens elendighed , og han vågede omhyggelig
over , at man behandlede hende med kærlighed .
Julie lå endnu stedse i en dødlignende dvale ;
alle oplivelsesmidler hjalp intet .
Man havde sendt bud efter en læge , men forgæves ,
der var hengået flere timer og endnu havde
han ikke indfundet sig .
Amcrikamanden stod foran hendes seng og betragtede
hende medlidende .

Endelig kom hun til sig selv . Hun var som isnet

over hele legemet og var næppe island til at bevæge

sig nogle få skridt .

Hun brast i en krampagtig gråd . Hvilken

fremtid lå for hende ? Ak , hvorhen hun end vendte

sig trængte ingen håbets stråle hende i møde ; nej ,

kun et liv klædt i sørgens og savnets mørke farve .

hun kastede sig på knæ og bad af al sit hjertes

fylde en bøn til gud .

Hun bad om beskyttelse og om et ly . Hun skulle

blive bønhørt ,

neppe havde hun fuldendt sin bøn , før en dyb

mandig stemme svarede : amen !

— o , min gud , frels mig ! råbte Julie i en

forfærdelig angst og faldt besvimet om på vejen .

Tredie kapitel .

Amerikamanden

der gives mennesker , som i en tilsyneladende

hård skal gemme et hjerte , der er rede til altid at

stå deres medmennesker bi i råd og dåd .

Deres gang her i livet er fuld af opofrelser for

andre , kun den indre bevidsthed har de , at de gode

handlinger de udøve , engang ville bidrage til , at de

kunne nå havnen med en god samvittighed . Det

er den forvisning , hvormed de stunde til graven .

Således var amerikamanden .

Ved flid og held havde han under et femårigt

ophold i Amerika sammensparet sig en meget anseelig

formue .

han benyttede den til at hjælpe sine medmennesker

ud af trang og nød . Tidlig og silde var han beredvillig

til ar hjælpe , overalt var han på færde ; der gik

neppe nøgen dag hen , hvori han ikke kunne glæde sig

ved af hjertet at være bleven velsignet og takket for

sin gødhed .

For således » deell at kunne hellige sig menneskers

savn og smerte , for at færre sig den opgave ,

ar helbrede de sår som fattigdom og sygdom slå ,

må man have gennemgået ' meget , — og dej havde

amerikamanden i sandhed .

Alr i sin ungdom havde han elsket en ung , vakker

pige . At knytte hende til sig , at leve et godt og

arbejdsomt liv med hende , — det var det mål hvorefter

han stræbte .

Endelig så han det lykkelige øjeblik nærme sig ,

da han , uden nogensinde at udsætte hende for nogen

mangel kunne sige :

— kom til mig , du skal være min hustru for .

Gud og mennesker .

Præsten og menneskene lyste velsignelsen over

dem . Jevn og god syntes vejen , de skulle vandre

henad . Ædel og bramfri var deres tilværelse og

» forsfyrrer gled et par år hen .

Hans hustru havde i den tid skænket ham et

barn , som han forgudede .

Da udbrød den rædsomme kolera-epidemi ; den

angreb mange af hans venner og bekendte og skånede

heller ikke hans familie . En dag blev både

moderen og barnet pludselig syg . Øjeblikkelig sendte

han bud efter lægen , men her formåede intet menneske

at hjælpe .

Dybt nedbøjet , næsten tvivlende på forsynet , stod

han ved deres sygcleie .

Kun en kort kamp havde de at bestå , inden

døden fog dem i sin kolde favn ; kun tvende dage ,

og han stod ved deres lig .

Ydmyg , men med en dyb sorg i hjertet , bøjede

han sig for forsynets urandsagelige villie .

Dog , han måtte tilfredsstille den trang , der

levede i hans hjerte , til at hjælpe og meddele , og han

blev en fader før de fattige og lidende .

Ham var det der kom til , da Julie var ved at

segne under byrden af hendes onkels forbandelse .

Han gik netop over volden på samme tid som

Julies onkel i største hast førte hende til kirsebærgangen .

Han studsede over deres hurtige gang og han

hørte hvorledes Julie flere gange bad onkelen om ar

vende om , da hun følte sig træt . Han hørte onkelens

studse svar og besluttede derfor at følge efter dem , da

han håbede at kunne komme den unge pige tilhjælp .

Da han så dem gå ind i kirsebærgangen , fulgte

han efter dem derind . Her var han et skjult vidne

til det sl foregående kapitel omtalte optrin .

Forsigtig løftede han Julie op og bar hende hen

til et hus ved volden .

Del lykkedes ham foreløbig at få hende anbragt

der hos en familie , som han havde hjulpen ud af

fattigdommens elendighed , og han vågede omhyggelig

over , at man behandlede hende med kærlighed .

Julie lå endnu stedse i en dødlignende dvale ;

alle oplivelsesmidler hjalp intet .

Man havde sendt bud efter en læge , men forgæves ,

der var hengået flere timer og endnu havde

han ikke indfundet sig .

Amcrikamanden stod foran hendes seng og betragtede

hende medlidende .