Datasets:

MiMe-MeMo

/

Corpus-v1.1

like 1

Der fo’r en Gysen gennem Bekker ; lian kastede et hadefuldt Blik paa de besøgende , men svarede ikke .

Mr . Jenkins traadte derpaa hen til Sengen og spurgte :

» Fastholder De den Forklaring , De afgav i Formiddags , at denne Herre her , Doktor Flansen , er den egentlige Anfører for Falskmøntner-banden ? «

Præstens Øjne gnistrede af Ondskab , idet han svarede :

» Ja , det er ham I «

» Han lyver ! « raabte Elvira nu . » Det véd ingen bedre end jeg ! «

Elvira fortalte derpaa aabenhjærtigt alt , hvad hun vidste om Banden .

» Ja , alt dette er godt nok , « sagde Mr . Jenkins , » men Fyren fortæller jo udtrykkelig , at ingen var vidende om Forholdet mellem ham og Doktor Flansen . «

» Men det er Usandhed , dette Forhold har aldrig existeret , « sagde Doktoren . » De kender ikke dette Menneske eller hvad der er foregaaet mellem ham og mig , Mr . Jenkins , thi i saa Fald vilde De ikke nære Tvivl om , at denne Angivelse er falsk og udelukkende dikteret af Ondskab . «

Doktoren fortalte i store Træk Bekkers Levnedsløb , og hans Meddelelser suppleredes af Hostrup og Tom .

Mr . Jenkins hørte forbavset til . Saafremt alt , hvad han nu hørte , var Sandhed , saa vilde der unægtelig være god Grund til at antage , at Bekkers Angivelse var falsk .

Medens disse Forklaringer blev afgivne , laa Præsten og led ubeskrivelige Pinsler . Denne Revy over hans Forbrydelser forøgede yderligere hans Lidelser , idet den lod ham føle hans fuldstændige Afmagt . Han angrede ikke , hvad han havde gjort , tværtimod koncentrerede alle hans Tanker sig i Ønsket om at kunne gøre de tilstedeværende saa megen Fortræd som mulig .

Det store Øjeblik nærmede sig , han følte , at Overlægen havde Ret — om ganske kort Tid vilde han være død

Overlægen og Mr . Jenkins opfordrede endnu en Gang Bekker til at tale Sandhed , idet de forestillede ham det forfærdelige i at dø med en Løgn paa Læberne .

Der viste sig nu et ganske ejendommeligt og uhyggeligt Udtryk i Præstens Ansigt . Det var en Blanding af Rædsel og ondskabsfuld Glæde , der spejlede sig i hans Øjne , en Sam-mensætnig af Dødsangst og Hævngærrighed — kort sagt noget saa djævelsk , at det forfærdede de tilstedeværende ,

» Om det saa skal være mit sidste Ord , « raabte Bekker , » saa erklærer jeg endnu en Gang , at Doktor Hansen var Anfører for Falskmøntner-banden ! «

Han udbrød derpaa i en uhyggelig Latter , der strax efter blev afbrudt af høje Smertensskrig . Mr . Jenkins rettede endnu et Par Spørgsmaal til Bekker , men fik ikke andet Svar end den samme vilde Latter .

Bekker var bleven vanvittig .

De tilstedeværende forblev endnu nogen Tid i Sygeværelset for at afvente , om Bekker ikke igen skulde komme til Bevidsthed , men hans Skrig og hans vanvittige Latter tiltog med Inert Øjeblik og blev tilsidst næsten helt uudholdelige , og da Overlægen tilmed erklærede , at Patienten ikke mere vilde komme til sin Bevidsthed , men opgive Aanden inden et Kvarters Forløb , blev man enig om , at det ikke var til nogen Nytte at forblive her længere .

Da de kom ned i Hospitalsgaarden , lagde Mr . Jenkins sin Haand paa Doktorens Arm og sagde til ham , at hvor stærkt han end var bleven rokket i sin 'Fro paa Rigtigheden af Bekkers Angivelse , saa kunde han dog endnu ikke løslade ham .

» Indtil jeg faar mere Lys i Sagen , « sagde Mr . Jenkins , » er jeg naturligvis nødt til at sikre mig Deres Person . De vil selv indse , at i et

Tilfælde som dette , hvor det drejer sig om en Sag af saa overordentlig stor Vigtighed , der er jeg nødsaget til at gribe den mindste Traad , der kan formodes at bidrage til at bringe Lys over Sagen . «

Doktoren og hans Venner protesterede mod denne Fremgangsmaade , men der hjalp ingen Indvendinger , Mr . Jenkins holdt fast ved sin Beslutning .

Mr . Jenkins og Doktoren steg ind i en Droske , der skulde køre dem til Politistationen , medens de øvrige begav sig hjem til Hostrup .

XX VIL

Slutning

Da de kom hjem til Hostrup , sad Kaptejn Larsen og ventede paa dem . Han glædede sig over , at der endelig var sat en forsvarlig Stopper for Bekkers forbryderiske Liv , men da han hørte , hvilken ondskabsfuld Sigtelse Præsten endnu i sin sidste Stund havde udkastet mod Doktor Hansen , og at denne som Følge deraf var bleven arresteret , kendte hans Harme ingen Grænser .

» Saa den Skurk har oven i Købet fortalt , at Doktoren skulde være Formand for Falskmøntnerbanden ! «

raabte han med vrededirrende Stemme . » Selv paa Gravens Rand kan han ikke lade være med at pønse paa at gøre ondt . Men det maa vi ikke tillade . Vi maa sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa Doktoren paa fri Fod igen . Den Politimester maa da være et komplet Fæhoved , siden han et Øjeblik kan fæste Lid til en saadan Slyngels Sigtelser mod Doktoren . «

Der paafulgte nu en længere Raadslagning om , hvad man kunde gøre for at rense Doktoren for den mod ham rejste Mistanke .

Medens denne Raadslagning stod paa , indløb der fra Hospitalet Meddelelse om , at Bekker nu endelig havde opgivet Aanden under forfærdelige Pinsler .

Tom fortalte derpaa udførligt om sit sidste Møde med Præsten , hvad man hidtil ikke havde kendt nærmere til .

Meddelelsen om Bekkers Død blev mod taget med lidt forskellige Følelser af de tilstedeværende , uagtet de selvfølgelig alle følte det som en Lettelse , at de nu vidste sig sikrede for hans Anslag .

» Ja , det er ganske vist ikke videre kristeligt , « sagde Kaptejn Larsen , » men jeg kan ikke lade være med at sige , at det er den mest kærkomne Efterretning , jeg længe har modtaget . Gudskelov , at den Skurk endelig er død , saa

gør han da ikke flere Ulykker . Ganske vist fik han en voldsom og uhyggelig Død , men jeg kan ikke sige andet , end at han ærlig havde fortjent det . Naa , lad ham nu imidlertid hvile i Fred . «

Tom og Elvira delte saa omtrent Kaptejn Larsens Anskuelser .

Hvad derimod Margrete angaar , saa er det vanskeligt at beskrive hendes Sindsstemning ; thi det var en Blanding af mange forskellige Impulser . Der var en Følelse af Lettelse , Befrielse og Fred over hende , men dog tillige af Sorg — Sorg over , at et Menneske kunde dø saaledes . 'Frods alt , hvad Præsten havde forbrudt imod hende , og uagtet hendes Kærlighed til ham forlængst var udslukket , kunde hun dog ikke andet end føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans forfærdelige Død .

Hostrup var en jævn , skikkelig Natur , der ikke hjemsøgtes af stærke Følelser . Han var glad over , at Præsten var død , fordi Samfundet derved var blevet befriet for et saa farligt Individ , men ynkedes dog paa samme Tid over hans grufulde Endeligt .

Doktor Hansen sad imidlertid i Fængslet , hvor han havde faaet Underretning om Bekkers Død , hvilket foranledigede , at han faldt i dybe Tanker .

Nu var Margrete altsaa fri , men vilde hun derfor bønhøre ham ? Elskede hun ham ? Hvad vilde hun vel svare , naar han spurgte hende derom ?

Og nu denne Beskyldning , som Præsten havde rejst imod ham , hvad vilde Følgen blive af den ? Hans Uskyldighed var jo uomtvistelig , men det var temmelig vanskeligt at føre Bevis derfor , og i Amerika tager man det ikke saa nøje med at hænge en mere eller mindre ; Retfærdigheden kræver en Gang imellem et Olier , og det hænder stundom , at det gaar ud over en uskyldig .

Nogle Dage forløb . Mr . Jenkins gjorde sig al mulig Umage for at finde noget , der kunde tale imod Doktoren . Men alle hans Anstrængelser flugtede intet , ikke et eneste Bevis imod Doktoren var til at finde , tværtimod , alt talte til hans Gunst . Og da Mr . Jenkins endelig kom under Vejr med , at det var Bekker , der som Baron Koch havde optraadt i » San Franciskos Himmerig « , indsaa han , at Angivelsen maatte være falsk , og Doktoren blev løsladt , renset for enhver Mistanke .

Doktor Hansen havde ganske vist været temmelig sikker paa at blive frifunden for den Anklage , der var rejst imod ham , men det var dog alligevel med en ganske ejendommelig velbehagelig Følelse , han forlod Fængslet . Der er

noget saa uhyggeligt ved at komme i Politiets Kløer , at det virker nedtrykkende paa enhver , om man saa er nok saa uskyldig .

Vi vil ikke gøre Forsøg paa at beskrive den Glæde , Doktorens Frigivelse fremkaldte hos hans Venner — Læseren maa hellere selv tænke sig dertil .

Hvorledes indvirkede nu Bekkers Død paa Margrete ?

Medens hun stod ved hans Seng i Hospitalet og var Vidne til hans Lidelser , gjorde det hende ondt for ham , overmaade ondt . Flun ynkedes over , at et Menneske skulde lide saa meget , selv om det “ogsaa var selvforskyldt , og hun var jnu fuldstændig paa det rene med , at Bekker selv havde kaldt al denne Jammer over sit Hoved .

Nu , da han var død , var det , som om der var bleven taget en trykkende Byrde bort fra hendes Skuldre . Skyggen , der havde formørket hendes Liv , var svunden bort , og Solen skinnede atter klart .

Imidlertid følte hun en betydelig Amgstelse for Doktor Hansens Skæbne . Flun interesserede sig for denne Mand i en Grad , der var hende selv paafaldende , og som hun ikke rigtig kunde forklare sig Grunden til , da det ikke alene var Taknemlighed mod ham , fordi han havde bragt

hende til at se og siden saa venligt taget sig af hendes Uddannelse .

Hvorfor var hun saa overstadig lykkelig den Dag , Doktor Hansen var bleven løsladt af Fængslet ?

Forklaringen kom først et Par Dage senere , da Doktor Hansen og Margrete en Aften sad alene i Hostrups Dagligstue .

De havde talt om Præsten og om hans rædsomme Død ,

» Det er egentlig sælsomt nok , « sagde Doktoren . » Bekker har begaaet saa stor Uret imod os begge , langt større , end han nogen Sinde vilde have været i Stand til at afsone , og dog er der maaske kommen noget godt ud af hans slette Handlinger . Uden ham var vi to ikke truffet sammen her i det fremmede Land , uden ham havde jeg næppe haft den Lykke at kunne gengive Dem Synet , og uden ham havde jeg endelig------ . «

Her stansede Doktoren forlegen .

Margrete saa paa ham og blev ogsaa forlegen . Med det for Kvinden ejendommelige fine Instinkt følte hun , hvad der bevægede sig i Doktorens Bryst , og hun forstod i samme Nu , hvorfor Doktorens Skæbne havde interesseret hende saa stærkt — hun følte , at hun elskede ham dybt og inderligt , og at han i lige saa høj Grad elskede hende .

» Velan , « sagde Doktoren efter et Øjebliks Pavse , » uden ham havde jeg ikke i dette Øjeblik haft Lejlighed til at sige : Margrete , vil Du være min Hustru ? «

Margrete betænkte sig ikke paa at sige Ja , og Doktoren beseglede deres Forening med et Kys paa Margretes Læber , da Kaptejn Larsen og Hostrup i det samme traadte ind .

» Haha , saaledes ! « raabte Kaptejnen . » Det kan jeg lide ! Gratulerer ! «

Hostrup og hans Familie føjede naturligvis deres Lykønskninger til Kaptejnens .

» Men ingen lang Forlovelse ! « sagde Kaptejnen . » Jeg vil være med til Bryllupet . Mit Skib skal underkastes en Reparation , som vil kræve et Ophold her af to Maaneder , og inden den Tid skal Bryllupet holdes . «

Hverken Doktoren eller Margrete havde nogen Grund til ar vente , hvorfor de blev enige om at imødekomme Kaptejnens Ønske .

Herefter kom der en travl Tid i Hostrups Hus med Forberedelser til Bryllupet og Anskaffelse af Margretes Udstyr .

Endelig var alt færdigt , og sex Uger efter stod Doktor Hansen og Margrete for Altret .

Samme Dag og i samme Kirke viedes ogsaa et andet Par — Jægeren Tom og Elvira ; de havde hurtig faaet Sympati for hinanden og besluttede at holde Bryllup samme Dag som

Doktoren og Margrete . Doktoren forærede Elvira et fuldstændigt Udstyr , og Tom gav han en Sum Penge , for hvilke denne etablerede en Forretning , der sikrede ham et rigeligt Udkomme .

Doktoren og Margrete aflagde , da de paa Bryllupsdagen vendte hjem fra Kirken , et Besøg ved Bekkers Grav , paa hvilken de plantede et lille Rosetræ , og dette var det eneste Minde , som blev sat over den skalperede Præst — med Rette kaldet » Forbrydelsernes Konge « .

Ende .