Datasets:

MiMe-MeMo

/

Corpus-v1.1

like 1

» Han er bestemt død ! «

» Hvem er han ? «

» Har han Kone og Børn ? «

» Er der ingen , der kender ham ? «

» Hvad skal vi gøre ved ham ? «

Saaledes krydsede det ene Spørgsmaal og Udraab det andet , medens Folk stod raadvilde og saa paa hverandre .

Som sædvanlig ved alle saadanne Lejligheder glimrede Politiet ved sin Fraværelse . Endelig efter et Kvarters T'ids Forløb viste en Betjent sig .

» Hvad er her paa Færde ? « spurgte han med al den Værdighed og Vigtighed , han var i Besiddelse af .

Han fik den Besked , at en Mand var styrtet ned ad Skrænten og vistnok havde slaaet sig ihjel paa Stedet .

Betjenten banede sig nu Vej gennem Klyngen hen til den tilsyneladende livløse Skikkelse . De nysgærrige , der havde samlet sig rundt om , trængte endnu stærkere paa , ligesom om de

ventede at se Betjenten gøre et Mirakel ved den tilskadekomne .

Men uagtet Betjenten som de fleste Betjente ansaa sig for en mere end almindelig klog Person , saa var han dog fornuftig nok til strax at indse , at her kunde han ikke udrette noget . Han indskrænkede sig derfor til med en dybsindig Mine at bemærke :

» Det er bedst , vi faar den Fyr paa Hospitalet ! «

En forbipasserende Vogn blev taget i Brug til at transportere Præsten til Hospitalet . Under Ledelse af Betjenten gav man sig derpaa til at løfte den tilskadekomne op paa Vognen , men da der var altfor mange , der vilde yde en velvillig Haandsrækning , opnaaede de kun at gaa i Vejen for hverandre , saa den ulykkelige paa den Maade fik endnu adskillige drøje Knubs og Stød .

Endelig fik man da Præsten anbragt paa Vognen . Han var endnu stadig bevidstløs og gav intet Livstegn fra sig . Vognen satte sig derpaa i Bevægelse , eskorteret af nogle Lediggængere , der fulgte den lige til Hospitalet .

XXV .

Paa Hospitalet .

Saa snart Vognen var kommen ind i Hospi-talsgaarden , blev Bekker lagt paa en Baare og bragt op paa Operationsstuen for at underkastes en Undersøgelse .

Man klædte ham af og lagde ham paa et Bord . Han var vedblivende bevidstløs . Flere Læger kom og befølte og undersøgte ham fra øverst til nederst .

Denne Undersøgelse varede temmelig længe , og da Lægerne endelig var færdige dermed , var det klart af deres Miner , at de ansaa Patientens Tilstand for haabløs .

Begge Ben var brækkede , og desuden var sandsynligvis ogsaa nogle af de indre Organer beskadigede .

» I Grunden er det slet ikke Umagen værd at forbinde ham , « sagde Overlægen , » han kommer rimeligvis ikke mere til sig selv . Men det er naturligvis vor Pligt at gøre , hvad vi kan , saa længe der blot er en Gnist af Liv til Stede . Mine Herrer , lad os derfor skride til Forbindingen af Patienten , endskønt jeg er overbevist om , at han vil være død , forinden vi bliver færdige . «

Bandager , Skinner og Bind blev nu taget frem . Overlægen tog sit Uhr op af Lommen , saa paa det og sagde :

» Denne Forbinding vil vare omtrent en Times Tid , men jeg er aldeles overbevist om , at Patienten vil være død , inden der er gaaet en halv Time . «

Den halve Time Forløb , men Præsten levede dog endnu , til stor Forbavselse for Overlægen .

Efter at Forbindingen var tilendebragt , blev Patienten baaret ind paa en Sygestue og lagt i en Seng .

Man forsøgte derpaa at vække Præsten af hans Bevidstløshed , uagtet Overlægen ansaa det for haabløst .

Man kan derfor forstaa , at det vakte almindelig Overraskelse blandt de tilstedeværende , da Patienten kort efter slog Øjnene op og saa sig forvirret omkring .

» Hvor er jeg ? « spurgte han med hviskende Stemme .

» Det er dog den mærkværdigste Sejglivet-hed , jeg endnu har kendt ! « mumlede Overlægen betuttet . For imidlertid at redde saa meget som muligt af sin Avtoritet overfor de unge Kandidater , tilføjede han : » Men naar han er kommen til Bevidsthed efter den Omgang , han har faaet , saa skal det sandelig ikke undre

mig , om han lever nogle Timer endnu , maaske hele Dagen . «

Derpaa gik han , idet han overlod Patienten til Kandidaterne .

» Hvor er jeg ? « spurgte Præsten atter . » Og hvad er der sket ? «

En af Kandidaterne fortalte ham nu saa skaansomt som muligt hvor han var og hvad der var hændet .

» Men hvad er det , der er gjort ved mine Ben ? «

» De er forbundne . «

» Men jeg kan slet ikke røre dem . «

» Det bør De heller ikke . «

» Hvorfor ? «

» Fordi de er brækkede . «

Bekker tav et Øjeblik . Derpaa spurgte han stønnende :

» Men hvad er det for en rædsom Smerte , jeg har i Underlivet ? «

» Det er en indvendig Beskadigelse , som De har paadraget Dem i Faldet . «

» O , lad mig faa lidt Vand , « stønnede Præsten svagt .

Han fik øjeblikkelig noget at drikke . Lidt efter spurgte han :

» Er det farligt ? « '

Kandidaten svarede ikke , men saa ned mod Gulvet .

» Sig det kun , jeg kan taale at høre det . Er det farligt ? «

» Ja . «

» Meget farligt ? «

» Ja . «

Atter fik Præsten noget at drikke . I nogen laa han og stønnede som Følge af de frygtelige Smerter , han led . Derpaa saa han stift paa Kandidaten , idet han spurgte :

» Er det — — . «

Her stansede han , idet en Gysen fo’r gennem ham .

» Sig mig , er det--------------Døden ? « fik han endelig frem .

» For saa vidt ikke al menneskelig Beregning slaar fejl , « sagde Kandidaten langsomt og højtideligt , » saa vil den Ulykke , der har ramt Dem , have Døden til Følge . — Dog , det er jo ikke umuligt , at vi kan tage fejl , « tilføjede han i den sædvanlige trøstende Doktortone .

Atter fo’r Præsten gysende sammen . Stønnende spurgte han :

» Sig mig — hvor længe — hvor længe kan det vare ? «

» Hvilket ? «

» Inden — Døden kommer ? «

Kandidaten vilde helst være fri for at svare paa dette direkte Spørgsmaal ; han tav derfor og saa ord mod Gulvet .

» Sig mig det , « stønnede Præsten , » hvor længe kan jeg leve ? «

» Nuvel da , « sagde Kandidaten , » naar De endelig vil vide det , saa er der ingen Sandsynlighed for , at De vil leve længere end til Solnedgang . Men vi Mennesker er jo ikke ufejlbarlige . «

» Altsaa til Solnedgang — til Solnedgang ! « mumlede Præsten . » O , disse Smerter i mit Underliv er nær ved at gøre mig rasende — er der dog ikke noget , hvormed de forfærdelige Pinsler kan stilles ? «

» Jeg skal gøre , hvad der staar i min Magt , « sagde Kandidaten .

Han gik bort og kom et Øjeblik efter tilbage med en Sygeplejerske , der bragte et varmt Omslag . Efter at dette var lagt paa , følte Bekker en betydelig Lindring , men Tørsten vedblev at plage ham .

Kandidaten spurgte ham nu , om der ikke var noget , han ønskede udført — om han ikke vilde tale med en Præst .

» En Præst ! « raabte Bekker højt , idet han opslog en vild , uhyggelig Latter . » Nej , ham har jeg ingen Brug for . «

Der var i dette Øjeblik noget saa vildt og forfærdeligt i Præstens Øjne , at Kandidaten blev helt uhyggelig tilmode . Det var ham derfor særdeles kært , at Præsten ytrede et Ønske om

at ville være alene . Han gik , idet han overlod Præsten til sine egne Tanker .

Præsten var nu ene og kunde uforstyrret tænke over Stillingen . Den var alt andet end tiltalende .

Han skulde altsaa dø nu , uden at en eneste vilde savne ham , uden at nogen vilde bryde sig om ham .

» Dø — dø inden Solnedgang ! « mumlede han . » Maaske se Solen gaa ned , men ganske vist aldrig mere se den staa op . Og hvad vilde der saa komme efter Døden ? « spurgte han sig selv , idet en Følelse af Skræk bemægtigede sig ham .

Han kom til at tænke paa alt det , han i sin Tid selv havde doceret fra Prædikestolen .

» Løgn og Bedrag altsammen , « tænkte han saa igen , » der gives intet Liv efter Døden — absolut intet , men det er alligevel skrækkeligt at skulle dø . «

Livet var saaledes afsluttet , og han havde ikke opnaaet det , han havde stridt og kæmpet for — Rigdom og Magt . Han havde flere Gange været paa gode Veje til at naa sit Maal , men hver Gang han troede at skulle til at høste Frugterne af sit » Arbejde « , saa var hans Plane bleven tilintetgjorte .

Og nu laa han her , pint af de rædsomste Smerter og kun med Udsigt til Døden . I sit

sidste Øjeblik kunde han ikke en Gang have den Glæde at hævne sig paa dem , der havde stillet sig i Vejen for ham .

Denne Tanke plagede ham mest , thi hans Karakters uendelige Ondskab kunde end ikke Dødens Nærhed forjage .

Medens Præsten laa og vred sig sig under de forfærdeligste Smerter , fo’r der pludselig ligesom et Smil over hans Ansigt .

En Tanke var falden ham ind . En af hans Fjender kunde han maaske endnu faa Hævn over , og denne ene var Doktor Flansen . Det forekom Bekker , at han ikke kunde gøre nogen bedre Brug af sine sidste Øjeblikke end ved at søge at skade Doktoren .

» Er det ikke hans Skyld , at jeg ligger her ? « mumlede han . » Er det ikke liam , som sendte Grev Taubenheim og Tom Rotter ud efter mig ? Nu tror han , at han har gjort mig fuldstændig uskadelig , men jeg skal vise ham , at han har forregnet sig . «

Flan kaldte paa VaagQkonen og bad om at faa hentet en Politiembedsmand .

Hun saa forundret paa ham og troede , at han fantaserede .

» Jeg er ikke forvirret i Hovedet , min Forstand har ikke lidt nogen Skade , « sagde Bekker , der gættede Konens Tanker . » Hent en Politiembedsmand — helst ingen simpel Betjent , men

en højerestaaende . Jeg har noget af den største Vigtighed at meddele Politiet , forinden jeg skal drage herfra . «

Konen fandt hans Forlangende besynderligt , men lovede dog at opfylde det .

Hun forlod Stuen , og et Kvarter efter ankom en Politibetjent .

» Er det Dem , der bar sendt Bud efter Politiet ? « spurgte han .

» Ja , « svarede Bekker . » Jeg er i Besiddelse af en vigtig Hemmelighed , som jeg ønsker at meddele Politiet . «