MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
Da han var færdig med sin Paaklædning stillede han sig hen foran Præsten , saa truende paa ham og sagde :
» Saa Du vilde løbe din Vej , fordømte Slyngel 1 «
Præsten svarede ikke , men gjorde et Forsøg paa at rejse sig op . Dette forhindrede Jack dog ved at give ham et Spark , saa han tumlede tilbage .
» Svar , vilde Du løbe din Vej ? « raabte Jack rasende .
Præsten svarede endnu ikke .
» Svar , for Satan ! « skreg Jack og stampede i Gulvet .
Præsten blev nu bange for Jack og stammede forfærdet :
» Ja , ja ! «
» Naa , men det bliver der nu ikke noget af , min gode Ven , « sagde Jack , der strax blev mere rolig .
Bekker genvandt ogsaa hurtig sin Fatning , efter at den første Forskrækkelse havde lagt sig . Flan sagde temmelig skarpt :

» Jeg skulde da tro , at jeg har Lov til at gaa , naar jeg vil . «
» Saa—aa 1 «
» Ja , jeg er jo ikke din Fange . «
» Jo , netop ! «
» Hvis jeg giver mig til at skrige , saa vil Husets Folk snart komme og befri mig fra dine Klør , « sagde Præsten .
» Og bringe Dig lige lukt ind i Politiets ! « sagde Jack haanligt .
» Politiet ? «
» Ja . Tror Du maaske , at jeg efter din lumpne Fremgangsmaade vil bryde mig om , at jeg selv kommer i Fedtefadet , naar jeg blot kan opnaa , at jeg faar Dig med deri ? « spurgte Jack koldt .
Præsten gyste , thi han vidste , at Jack var Mand for at holde Ord .
» Hvad er det da egentlig , Du vil mig ? « spurgte han .
» Nej , se , hvor hellig ! « udbrød Jack . » Han har Lommen fuld af Penge , og jeg har i Aftes reddet hans Liv , og saa spørger han endda , hvad jeg vil . «
» Du vil have Penge ! « udbrød Præsten mildt med tilsyneladende Overraskelse . » Hvorfor sagde Du mig ikke det strax , min Ven . Vi vil dele ! «
» Dele ? «

» Ja , Halvdelen af mine Penge staar til din Tjeneste . «
» Hvor ædelmodigt ! « sagde Jack , der hele Tiden talte i en spottende Tone . » Du vil dele med mig , fordi Du ikke kan undgaa det . Dersom Du ikke havde vist Dig saa lumpen at ville løbe bort og snyde mig for den Part , som med Ret og Billighed tilkommer mig , saa vilde jeg ogsaa have nøjedes med det halve , og det skulde jeg mene var nobelt af mig , da Du dog staar i en gammel Gæld til mig fra den Tid , vi var om Bord paa Kaptejn Larsens Skib , hvad Du vel nok husker . Men nu har Tingen jo forandret sig i en betydelig Grad , nu lader jeg mig ikke nøje dermed . «
fler gjorde han en Pavse og saa stift paa Præsten .
» Du skal faa de tre Fjerdedele , lad mig saa gaa , « sagde Præsten .
» Tre Fjerdedele ! Tror Du , jeg lader mig nøje med tre Fjerdedele , naar jeg lige saa let kan tage det hele ? « spurgte Jack , idet han lo ondskabsfuldt .
» Du vil have det hele ? « spurgte Præsten overrasket .
» Ja . «
» Det faar Du ikke . «
» Ikke ? «
* » Nej . «

» Det skal vi dog snart faa at se ! « raabte Jack , idet han pludselig kastede sig over Bekker , der endnu laa paa Gulvet .
Jack var en stor , stærk Karl og havde langt flere Kræfter end Bekker ; denne satte sig vel til Modværge alt hvad han formaaede , men hans Anstrængelser frugtede intet . Det varede kun faa Øjeblikke , saa havde Jack aldeles overmandet ham , gennemsøgt hans Lommer og fundet Skatten , som Præsten saa nødig vilde af med .
» Se saa , min Ven , nu er den Ting afgjort , « sagde Jack , idet han puttede Pengene til sig . » Du kunde gærne have sparet Dig al den lejlighed . «
» Vil Du virkelig berøve mig alt ? « jamrede Præsten .
» Virkelig berøve Dig alt ? « sagde Jack , idet han efterabede Præstens klynkende Tone . » Ja , hvorfor ikke ? Du gjorde Dig vist ingen synderlig Samvittighed af , at jeg for din Skyld maatte vandre i Brummen , da vort Mytteri mislykkedes . «
» Vil Du ikke ogsaa have mit Liv ? « spurgte Bekker i et Anfald af Spydighed .
» Dit Liv ? Hvad Fanden skulde jeg gøre med det ? — — Hvis jeg nu slog Dig ihjel , hvad Du for Resten ærlig havde fortjent , hvilken Fordel havde jeg saa af det ? Ikke den allerfjærneste ,

kun Vrøvl og Bryderier med Politiet , som jeg lige saa lidt som Du skøtter om at komme i for nær Berøring med . — Nej , min Ven , dit Liv maa’ Du gærne beholde . Naar alt kommer til alt tror jeg desuden , at det vilde være altfor barmhjærtigt handlet imod en Skurk som Dig saadan uden videre at slaa Dig paa Planeten . Bliv Du derfor kun ved at leve , det er vistnok bekvemmest for os begge . «
Denne Tale blev holdt i en saa kold , spottende Tone , at det skar Præsten i Sjælen . At blive foragtet af en Person , der var næsten lige saa stor Forbryder som han selv , det var lige haardt nok .
Han svarede ikke et Ord paa Jacks Tale , men blev siddende paa Gulvet og stirrede stift hen for sig , medens han bed Tænderne sammen af Raseri .
» Som sagt , min Ven , « vedblev Jack efter et Øjebliks Tavshed , » dit Liv bryder jeg mig ikke en Smule om , og din behagelige Nærværelse her interesserer mig heller ikke mere . Jeg kan forsikre Dig om , at der er slet ikke den ringeste Fornøjelse ved at se paa dit elskværdige Fjæs . Og da Du ogsaa synes at være besjælet af en brændende Frihedsfølelse , som endog bringer Dig til at staa op af Sengen om Natten for at liste Dig bort fra dine Venner , saa vil jeg ikke længere forholde Dig den koste

lige Nydelse , som jeg kan tænke det maa være for Dig at vide Dig fuldstændig fri — fri som Fuglen i Luften . «
Med disse Ord gik Jack hen og aabnede Døren . Saa vendte han tilbage til Præsten , som han greb ved Armene og løftede op fra Gulvet , hvorpaa han greb ham i Nakken og puffede ham med al sin Magt ud gennem Døren , som l )an derefter lukkede igen , idet han opslog en haanlig Latter .
Udenfor Døren var der en Trappe . Bekker , der kom ud i voldsom Fart , tumlede ned ad den og blev nogle Øjeblikke liggende ubevægelig .
Han havde dog ikke taget nogen videre Skade . Han rejste sig op igen , lidt øm og forstødt , og med et rasende , harmfuldt Udtryk i sit Ansigt .
» Fordømte Skurk ! « mumlede han . » At berøve mig alt , hved jeg ejer — alt ! — Men vent , vi mødes nok en Gang igen , saa vil vi holde Regnskab . « ?
Han gik hen ad Gangen mod Gadedøren , der stod aaben .
Da han kom ud paa Gaden , slog den friske Luft ham i Møde og bidrog noget til at dulme det Oprør , hvori han befandt sig .
Han gik langsomt ned ad Gaden , med Hænderne paa Ryggen og Hovedet bøjet ned

mod Brystet , optaget af at tænke over sin mislige Stilling .
Havde Lykken da aldeles forladt ham ? I den sidste Tid var alle hans Planer bleven krydsede og tilintetgjorte naar han var paa gode Veje til at naa sit Maal .
Endnu for en Times Tid siden ejede han 2 ,000 Dollars , og nu stod han ene paa Gaden , daarlig klædt , uden en Skilling i Lommen og uden at vide hvor han skulde gaa hen for at faa sig et Maaltid Mad .
Det var skrækkeligt .
Alt hans Arbejde , alle hans Planer , al hans Stræben — alt havde været forgæves . Her stod han nu saa blottet for alt , som han nogen Sinde havde været .
Disse mørke Tanker beskæftigene ham dog ikke længe . Hans Aand var endnu saa stærk og kraftig , at han var i Stand til at drømme om en Fremtid .
Han var ikke den Mand , som lod sig nedslaa af Ulykken ; tværtimod , den skærpede kun endnu mere hans Higen efter selv at beherske sin Skæbne .
Medens han saaledes vandrede op og ned ad Gaderne uden at se hverken til højre eller venstre , tænkte han uafladelig paa , hvorledes han skulde raade Bod paa den Nød , han var i

for Øjeblikket , og hvorledes han skulde faa Hævn over sine Fjender .
Morgenen begyndte nu at bryde frem , der blev mere livligt paa Gaderne , Folk gik til deres Arbejde , Gaslygterne blev slukkede og tunge Arbejdsvogne begyndte at rulle frem og tilbage gennem Gaderne .
Men af dette brogede Liv bemærkede Bekker intet . Heller ikke lagde han Mærke til , at han i kort Afstand blev fulgt af en Mand , der nylig var passeret forbi ham , men derpaa , da han fik Øje paa Præsten , vendte om og fulgte efter denne .
Manden var Tom Rotter .
Jægeren havde , siden han forrige Nat var kommen hjem og havde funden Grev Taubenheim myrdet , gennemstrejfet San Franciskos Gader for at finde Præsten , indtil han nu pludselig mødte ham .
Toms første Indskydelse , da han saa Bekker , havde været at kaste sig over ham og dræbe ham med et Dolkestød , men da han greb efter sin Dolk , opdagede han , at han mod Sædvane ikke havde den hos sig .
Han fulgte derfor efter Præsten , idet han spekulerede paa , hvad han skulde gøre for at forhindre , at hans Dødsfjende atter skulde undslippe .
Medens Præsten saaledes vandrede fremad ,

stadig fulgt af Jægeren , var de naaet ned til Havnen .
Den Gade , hvorpaa de nu gik , laa et godt Stykke højere end • selve Havneterrænet , saa at der her fandtes en stejl Skrænt . Den Tanke fo’r derfor gennem Tom , at naar han styrtede Præsten ud over Rækværket ned paa den brolagte Havnekaj , vilde han sandsynligvis blive dræbt paa Stedet .
Og da der ikke var Tid til lang Betænkning , sprang Jægeren hurtig hen og tog med et fast Tag Præsten i Armen , idet han med dyb Stemme sagde :
» Saa fik jeg da far i Dig igen , elendige Morder 1 «
Præsten vendte sig forfærdet om , og da han saa Tom , blegnede han og rystede fra Top til Taa .
» Naade ! BarmhjærtighedI « stammede han med klaprende Tænder .
» Nej ! « sagde Tom alvorligt . » Altfor længe er der vist Overbærenhed imod Dig , men Du har stadig lønnet denne Overbærenhed med at udøve ny Forbrydelser , den ene værre end den anden . Nu skal der sættes en Stopper derfor . Egentlig burde jeg først bringe Dig til Doktor Flansen , der har en gammel Gæld at afgøre med Dig , og som har sat mig i Stand til at opspore Dig , men jeg vil ikke risikere , at Du

igen skal undslippe mig , hvorfor jeg hellere med det samme vil sende Dig derhen , hvor Du ikke mere kan gøre Fortræd . Kom , følg med herhen . «
Med disse Ord trak Tom Præsten med sig over imod Rækværket . Præsten var ikke klar over Toms Hensigt , men anede selvfølgelig , at der forestod ham noget forfærdeligt . Instinktmæssig strittede han derfor imod , idet han angst spurgte :
» Hvad har Du i Sinde ? «
» Jeg vil kun lade Dig hoppe ned paa Havnekajen , « svarede Tom koldt . » Jeg vilde helst have plantet en Kniv i dit djævelske Hjærte , men da jeg tilfældigvis har glemt min Dolk hjemme , saa maa jeg nøjes med at sende Dig ud paa denne lille Luftrejse , som jeg imidlertid haaber skal bekomme Dig lige saa godt som et Dolkestød . «
De var nu kommen hen i Nærheden af Rækværket . Præsten gyste ved Tanken om , hvad der forestod ham , men han indsaa , at der ikke var nogen Barmhjærtighed at vente . Den eneste Udvej til Redning var , at han kunde rive sig løs fra Jægeren og saa undslippe ved Flugt .
Med Opbydelsen af alle sine Kræfter gjorde han derfor pludselig et voldsomt Spring tilbage og naaede ogsaa paa den Maade at komme løs

fra Tom . Hurtig vendte han sig om og løb i vild Flugt ned ad Gaden . Men han var ikke kommen ret langt , inden Tom havde indhentet ham og med et Næveslag strakte ham til Jorden , og inden Præsten havde faaet Tid til at rejse sig op , greb Tom fat i ham , løftede ham i Vejret og slyngede ham med Kæmpekraft ud over Rækværket .
Præsten udstødte et hvinende Skrig , idet han fo’r gjennem Luften , og faldt derpaa med en uhyggeligt , dump . Lyd ned paa Havnekajens Stenbro .
Da Tom havde set , at Præsten blev liggende ubevægelig , skyndte han sig bort fra Skuepladsen for hans tilfredsstillede Hævn . Han vilde ikke udsætte sig for at blive Gjenstand for Amerikanernes bekendte hurtige Retsforfølgning , Lynchning , saafremt nogen havde bemærket det passerede ; thi det vilde jo ikke være let for ham i en Fart at overbevise Folk om , at Bekker var en Skurk , der kun havde faaet sin fortjente Straf .
Præstens Skrig bevirkede , at Folk strømmede til ; de havde ikke lagt Mærke til Kampen mellem Tom og Præsten , men troede , at denne sidste ved et Ulykkestilfælde var . styrtet ned ad den stejle Skrænt og var kommen alvorligt til Skade .

417
Man forsøgte at rejse den formentlig forulykkede op .
Men dette lod ikke til at være nogen let Sag . Præsten var bevidstløs , og Blodet sivede ud gennem hans Klæder .
» Herregud , stakkels Mand ! «

Da han var færdig med sin Paaklædning stillede han sig hen foran Præsten , saa truende paa ham og sagde :

» Saa Du vilde løbe din Vej , fordømte Slyngel 1 «

Præsten svarede ikke , men gjorde et Forsøg paa at rejse sig op . Dette forhindrede Jack dog ved at give ham et Spark , saa han tumlede tilbage .

» Svar , vilde Du løbe din Vej ? « raabte Jack rasende .

Præsten svarede endnu ikke .

» Svar , for Satan ! « skreg Jack og stampede i Gulvet .

Præsten blev nu bange for Jack og stammede forfærdet :

» Ja , ja ! «

» Naa , men det bliver der nu ikke noget af , min gode Ven , « sagde Jack , der strax blev mere rolig .

Bekker genvandt ogsaa hurtig sin Fatning , efter at den første Forskrækkelse havde lagt sig . Flan sagde temmelig skarpt :

» Jeg skulde da tro , at jeg har Lov til at gaa , naar jeg vil . «

» Saa—aa 1 «

» Ja , jeg er jo ikke din Fange . «

» Jo , netop ! «

» Hvis jeg giver mig til at skrige , saa vil Husets Folk snart komme og befri mig fra dine Klør , « sagde Præsten .

» Og bringe Dig lige lukt ind i Politiets ! « sagde Jack haanligt .

» Politiet ? «

» Ja . Tror Du maaske , at jeg efter din lumpne Fremgangsmaade vil bryde mig om , at jeg selv kommer i Fedtefadet , naar jeg blot kan opnaa , at jeg faar Dig med deri ? « spurgte Jack koldt .

Præsten gyste , thi han vidste , at Jack var Mand for at holde Ord .

» Hvad er det da egentlig , Du vil mig ? « spurgte han .

» Nej , se , hvor hellig ! « udbrød Jack . » Han har Lommen fuld af Penge , og jeg har i Aftes reddet hans Liv , og saa spørger han endda , hvad jeg vil . «

» Du vil have Penge ! « udbrød Præsten mildt med tilsyneladende Overraskelse . » Hvorfor sagde Du mig ikke det strax , min Ven . Vi vil dele ! «

» Dele ? «

» Ja , Halvdelen af mine Penge staar til din Tjeneste . «

» Hvor ædelmodigt ! « sagde Jack , der hele Tiden talte i en spottende Tone . » Du vil dele med mig , fordi Du ikke kan undgaa det . Dersom Du ikke havde vist Dig saa lumpen at ville løbe bort og snyde mig for den Part , som med Ret og Billighed tilkommer mig , saa vilde jeg ogsaa have nøjedes med det halve , og det skulde jeg mene var nobelt af mig , da Du dog staar i en gammel Gæld til mig fra den Tid , vi var om Bord paa Kaptejn Larsens Skib , hvad Du vel nok husker . Men nu har Tingen jo forandret sig i en betydelig Grad , nu lader jeg mig ikke nøje dermed . «

fler gjorde han en Pavse og saa stift paa Præsten .

» Du skal faa de tre Fjerdedele , lad mig saa gaa , « sagde Præsten .

» Tre Fjerdedele ! Tror Du , jeg lader mig nøje med tre Fjerdedele , naar jeg lige saa let kan tage det hele ? « spurgte Jack , idet han lo ondskabsfuldt .

» Du vil have det hele ? « spurgte Præsten overrasket .

» Ja . «

» Det faar Du ikke . «

» Ikke ? «

* » Nej . «

» Det skal vi dog snart faa at se ! « raabte Jack , idet han pludselig kastede sig over Bekker , der endnu laa paa Gulvet .

Jack var en stor , stærk Karl og havde langt flere Kræfter end Bekker ; denne satte sig vel til Modværge alt hvad han formaaede , men hans Anstrængelser frugtede intet . Det varede kun faa Øjeblikke , saa havde Jack aldeles overmandet ham , gennemsøgt hans Lommer og fundet Skatten , som Præsten saa nødig vilde af med .

» Se saa , min Ven , nu er den Ting afgjort , « sagde Jack , idet han puttede Pengene til sig . » Du kunde gærne have sparet Dig al den lejlighed . «

» Vil Du virkelig berøve mig alt ? « jamrede Præsten .

» Virkelig berøve Dig alt ? « sagde Jack , idet han efterabede Præstens klynkende Tone . » Ja , hvorfor ikke ? Du gjorde Dig vist ingen synderlig Samvittighed af , at jeg for din Skyld maatte vandre i Brummen , da vort Mytteri mislykkedes . «

» Vil Du ikke ogsaa have mit Liv ? « spurgte Bekker i et Anfald af Spydighed .

» Dit Liv ? Hvad Fanden skulde jeg gøre med det ? — — Hvis jeg nu slog Dig ihjel , hvad Du for Resten ærlig havde fortjent , hvilken Fordel havde jeg saa af det ? Ikke den allerfjærneste ,

kun Vrøvl og Bryderier med Politiet , som jeg lige saa lidt som Du skøtter om at komme i for nær Berøring med . — Nej , min Ven , dit Liv maa’ Du gærne beholde . Naar alt kommer til alt tror jeg desuden , at det vilde være altfor barmhjærtigt handlet imod en Skurk som Dig saadan uden videre at slaa Dig paa Planeten . Bliv Du derfor kun ved at leve , det er vistnok bekvemmest for os begge . «

Denne Tale blev holdt i en saa kold , spottende Tone , at det skar Præsten i Sjælen . At blive foragtet af en Person , der var næsten lige saa stor Forbryder som han selv , det var lige haardt nok .

Han svarede ikke et Ord paa Jacks Tale , men blev siddende paa Gulvet og stirrede stift hen for sig , medens han bed Tænderne sammen af Raseri .

» Som sagt , min Ven , « vedblev Jack efter et Øjebliks Tavshed , » dit Liv bryder jeg mig ikke en Smule om , og din behagelige Nærværelse her interesserer mig heller ikke mere . Jeg kan forsikre Dig om , at der er slet ikke den ringeste Fornøjelse ved at se paa dit elskværdige Fjæs . Og da Du ogsaa synes at være besjælet af en brændende Frihedsfølelse , som endog bringer Dig til at staa op af Sengen om Natten for at liste Dig bort fra dine Venner , saa vil jeg ikke længere forholde Dig den koste

lige Nydelse , som jeg kan tænke det maa være for Dig at vide Dig fuldstændig fri — fri som Fuglen i Luften . «

Med disse Ord gik Jack hen og aabnede Døren . Saa vendte han tilbage til Præsten , som han greb ved Armene og løftede op fra Gulvet , hvorpaa han greb ham i Nakken og puffede ham med al sin Magt ud gennem Døren , som l )an derefter lukkede igen , idet han opslog en haanlig Latter .

Udenfor Døren var der en Trappe . Bekker , der kom ud i voldsom Fart , tumlede ned ad den og blev nogle Øjeblikke liggende ubevægelig .

Han havde dog ikke taget nogen videre Skade . Han rejste sig op igen , lidt øm og forstødt , og med et rasende , harmfuldt Udtryk i sit Ansigt .

» Fordømte Skurk ! « mumlede han . » At berøve mig alt , hved jeg ejer — alt ! — Men vent , vi mødes nok en Gang igen , saa vil vi holde Regnskab . « ?

Han gik hen ad Gangen mod Gadedøren , der stod aaben .

Da han kom ud paa Gaden , slog den friske Luft ham i Møde og bidrog noget til at dulme det Oprør , hvori han befandt sig .

Han gik langsomt ned ad Gaden , med Hænderne paa Ryggen og Hovedet bøjet ned

mod Brystet , optaget af at tænke over sin mislige Stilling .

Havde Lykken da aldeles forladt ham ? I den sidste Tid var alle hans Planer bleven krydsede og tilintetgjorte naar han var paa gode Veje til at naa sit Maal .

Endnu for en Times Tid siden ejede han 2 ,000 Dollars , og nu stod han ene paa Gaden , daarlig klædt , uden en Skilling i Lommen og uden at vide hvor han skulde gaa hen for at faa sig et Maaltid Mad .

Det var skrækkeligt .

Alt hans Arbejde , alle hans Planer , al hans Stræben — alt havde været forgæves . Her stod han nu saa blottet for alt , som han nogen Sinde havde været .

Disse mørke Tanker beskæftigene ham dog ikke længe . Hans Aand var endnu saa stærk og kraftig , at han var i Stand til at drømme om en Fremtid .

Han var ikke den Mand , som lod sig nedslaa af Ulykken ; tværtimod , den skærpede kun endnu mere hans Higen efter selv at beherske sin Skæbne .

Medens han saaledes vandrede op og ned ad Gaderne uden at se hverken til højre eller venstre , tænkte han uafladelig paa , hvorledes han skulde raade Bod paa den Nød , han var i

for Øjeblikket , og hvorledes han skulde faa Hævn over sine Fjender .

Morgenen begyndte nu at bryde frem , der blev mere livligt paa Gaderne , Folk gik til deres Arbejde , Gaslygterne blev slukkede og tunge Arbejdsvogne begyndte at rulle frem og tilbage gennem Gaderne .

Men af dette brogede Liv bemærkede Bekker intet . Heller ikke lagde han Mærke til , at han i kort Afstand blev fulgt af en Mand , der nylig var passeret forbi ham , men derpaa , da han fik Øje paa Præsten , vendte om og fulgte efter denne .

Manden var Tom Rotter .

Jægeren havde , siden han forrige Nat var kommen hjem og havde funden Grev Taubenheim myrdet , gennemstrejfet San Franciskos Gader for at finde Præsten , indtil han nu pludselig mødte ham .

Toms første Indskydelse , da han saa Bekker , havde været at kaste sig over ham og dræbe ham med et Dolkestød , men da han greb efter sin Dolk , opdagede han , at han mod Sædvane ikke havde den hos sig .

Han fulgte derfor efter Præsten , idet han spekulerede paa , hvad han skulde gøre for at forhindre , at hans Dødsfjende atter skulde undslippe .

Medens Præsten saaledes vandrede fremad ,

stadig fulgt af Jægeren , var de naaet ned til Havnen .

Den Gade , hvorpaa de nu gik , laa et godt Stykke højere end • selve Havneterrænet , saa at der her fandtes en stejl Skrænt . Den Tanke fo’r derfor gennem Tom , at naar han styrtede Præsten ud over Rækværket ned paa den brolagte Havnekaj , vilde han sandsynligvis blive dræbt paa Stedet .

Og da der ikke var Tid til lang Betænkning , sprang Jægeren hurtig hen og tog med et fast Tag Præsten i Armen , idet han med dyb Stemme sagde :

» Saa fik jeg da far i Dig igen , elendige Morder 1 «

Præsten vendte sig forfærdet om , og da han saa Tom , blegnede han og rystede fra Top til Taa .

» Naade ! BarmhjærtighedI « stammede han med klaprende Tænder .

» Nej ! « sagde Tom alvorligt . » Altfor længe er der vist Overbærenhed imod Dig , men Du har stadig lønnet denne Overbærenhed med at udøve ny Forbrydelser , den ene værre end den anden . Nu skal der sættes en Stopper derfor . Egentlig burde jeg først bringe Dig til Doktor Flansen , der har en gammel Gæld at afgøre med Dig , og som har sat mig i Stand til at opspore Dig , men jeg vil ikke risikere , at Du

igen skal undslippe mig , hvorfor jeg hellere med det samme vil sende Dig derhen , hvor Du ikke mere kan gøre Fortræd . Kom , følg med herhen . «

Med disse Ord trak Tom Præsten med sig over imod Rækværket . Præsten var ikke klar over Toms Hensigt , men anede selvfølgelig , at der forestod ham noget forfærdeligt . Instinktmæssig strittede han derfor imod , idet han angst spurgte :

» Hvad har Du i Sinde ? «

» Jeg vil kun lade Dig hoppe ned paa Havnekajen , « svarede Tom koldt . » Jeg vilde helst have plantet en Kniv i dit djævelske Hjærte , men da jeg tilfældigvis har glemt min Dolk hjemme , saa maa jeg nøjes med at sende Dig ud paa denne lille Luftrejse , som jeg imidlertid haaber skal bekomme Dig lige saa godt som et Dolkestød . «

De var nu kommen hen i Nærheden af Rækværket . Præsten gyste ved Tanken om , hvad der forestod ham , men han indsaa , at der ikke var nogen Barmhjærtighed at vente . Den eneste Udvej til Redning var , at han kunde rive sig løs fra Jægeren og saa undslippe ved Flugt .

Med Opbydelsen af alle sine Kræfter gjorde han derfor pludselig et voldsomt Spring tilbage og naaede ogsaa paa den Maade at komme løs

fra Tom . Hurtig vendte han sig om og løb i vild Flugt ned ad Gaden . Men han var ikke kommen ret langt , inden Tom havde indhentet ham og med et Næveslag strakte ham til Jorden , og inden Præsten havde faaet Tid til at rejse sig op , greb Tom fat i ham , løftede ham i Vejret og slyngede ham med Kæmpekraft ud over Rækværket .

Præsten udstødte et hvinende Skrig , idet han fo’r gjennem Luften , og faldt derpaa med en uhyggeligt , dump . Lyd ned paa Havnekajens Stenbro .

Da Tom havde set , at Præsten blev liggende ubevægelig , skyndte han sig bort fra Skuepladsen for hans tilfredsstillede Hævn . Han vilde ikke udsætte sig for at blive Gjenstand for Amerikanernes bekendte hurtige Retsforfølgning , Lynchning , saafremt nogen havde bemærket det passerede ; thi det vilde jo ikke være let for ham i en Fart at overbevise Folk om , at Bekker var en Skurk , der kun havde faaet sin fortjente Straf .

Præstens Skrig bevirkede , at Folk strømmede til ; de havde ikke lagt Mærke til Kampen mellem Tom og Præsten , men troede , at denne sidste ved et Ulykkestilfælde var . styrtet ned ad den stejle Skrænt og var kommen alvorligt til Skade .

417

Man forsøgte at rejse den formentlig forulykkede op .

Men dette lod ikke til at være nogen let Sag . Præsten var bevidstløs , og Blodet sivede ud gennem hans Klæder .

» Herregud , stakkels Mand ! «