MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
Jack havde en lignende Fornemmelse af , at disse Spillere ikke var af den Slags Folk , som med Rolighed vilde finde sig i det Tab , de havde lidt .
Han bøjede sig derfor hen imod Præsten 02 hviskede :

» Lad os se at komme afsted . Disse Folks Udseende lover ikke noget godt . «
» Jeg tør ikke gaa endnu , « svarede Præsten ligeledes hviskende . » Lad os først se , hvad de har i Sinde . «
Han satte sit Haab til , at Drikkevarerne vilde bringe dem til at glemme deres Tab , men heri forregnede han sig . Spiritus’en ophidsede dem tværtimod og bragte dem til at betragte deres Uheld som en ligefrem Uret , der var begaaet imod dem .
Midt under deres Samtale om Aftenens Uheld udkastede en af dem en Bemærkning om falsk Spil og om Folk , der ikke undsaa sig for at hjælpe paa Lykken .
Denne Bemærkning fængede som Ild i en Krudttønde . Alles Øjne rettedes øjeblikkelig mod Præsten . Man tog sig den ene Slurk af den hidsende Drik efter den anden , og hurtig steg Forbitrelsen og gav sig Udslag i direkte Beskyldninger .
» Han har vundet alle vore Penge ! « » Ikke en Skilling har han levnet ! « » Han har ikke tabt en eneste Gang ! « » Det er et ubegribeligt Held 1 « » Det kan aldrig gaa rigtig till « » Han maa have brugt Fif ! « » Og Kæltringestreger ! « » Hvem er han ? «

» Hvor kommer han fra ? «
» Det er en Falskspiller 1 «
» Lad os tage Pengene fra ham igen ! «
» Det er fuldstændig i sin Orden , thi han har snydt os ! «
Saaledes raabte de i Munden paa hinanden , idet de mere og mere nærmede sig Præsten og Jack Nejl .
Præsten , som blev greben af Angst over de andres truende Miner , nærmede sig hurtig Døren .
Det var netop Signalet til et almindeligt Overfald .
De var bange for , at han skulde undslippe , og at de saaledes ikke skulde faa fat i de Penge , som de nu følte sig overbevist om , at han havde bedraget dem for .
En af dem greb Præsten i Kraven og holdt ham fast , medens de andre begyndte at undersøge hans Klæder for at linde de Penge , han havde vundet .
Imidlertid gik det ikke saa hurtig for dem , thi de var alle halv eller hel fulde , og Præsten , som var ædru , gjorde al den Modstand , han formaaede .
Hvad Jack angaar , da stod han tilsyneladende rolig og saa sig om . Han syntes ikke om at give sig til at slaas med saa mange —

det vilde ikke være klogt , da der ikke var Udsigt til noget heldigt Udfald .
Han vilde gærne frelse Præsten •— men hvorledes ?
Da fik han en Ide .
Han ilede pludselig hen i en Krog af Gæstestuen .
Et Sekund efter var Stuen mørk , alle Gasblussene slukkedes samtidig .
Jack havde nemlig drejet Hovedhanen om paa Gasledningen .
Da det var sket , ilede han hen mod de stridende og raabte :
» Bekker , her er jeg , nu skal jeg hjælpe Dig ! «
Derpaa slog han om sig til højre og venstre og kastede de drukne til Side , thi han var meget stærk .
» Bekker , hvor er Du ? « raabte han igen . » Kom herhen , og lad os saa komme ud af denne Hule . «
Bekker kom nu hurtig paa Benene .
I Mørket tumlede den ene af de drukne over den anden , forbavsede over den uventede Hjælp , som blev ydet deres Offer . De rasede og bandede , men i Mørket fik de kun fat paa hverandre i Stedet for paa ham , som de vilde til Livs .
Under denne Forvirring naaede Præsten og

Jack snart Døren . Saa snart de kom udenfor , sagde Jack :
» Lad os nu skynde os , thi de vil uden Tvivl forfølge os ! «
Dermed tog han Præsten under Armen og trak ham afsted .
I det samme tumlede de drukne ud ad Døren og gav sig til at løbe efter dem . Jack skyndte derfor endnu mere paa Præsten , som anstrængte sig til det yderste .
Ved at dreje om forskellige Gadehjørner lykkedes det dem endelig at slippe Forfølgerne af Syne .
» Nu kan jeg ikke mere , « sagde Præsten stønnende .
» Nu tænker jeg ogsaa nok , vi kan tage den lidt med Ro , « sagde Jack . » Thi jeg tænker , at vore drukne Forfølgere nu maa have tabt vort Spor . «
» Gudskelov , « sagde Præsten . » Det er da Dig , min Ven , som jeg kan takke for , at jeg undslap . «
» Aa , det er ikke værd at tale om nu , det kan vi altid afgøre senere , « sagde Jack med et ejendommeligt Smil . » Lad os nu først finde en Knejpe , hvor vi kan slaa os til Ro indtil videre . «
» Ja , lad os det , jeg er meget træt , « sagde Præsten .

Præsten og Jack gik derpaa langsomt videre . Efter at have gaaet igennem et Par Gader , stansede de endelig udenfor et temmelig tarveligt Værtshus .
» Her er jeg kendt , her vil vi gaa ind , « sagde Jack .
De gik nu ind og bestilte et Værelse for Natten , og kort efter havde de faaet anvist et Værelse , som man maatte være tarvelig vant for at føle sig tilfreds med .
» Naa , lad os saa se at komme til Ro , « sagde Jack .
» Ja , jeg føler mig saa udmattet , « svarede Præsten .
» De Æsler fik da vel ikke Pengene fra Dig ? « spurgte Jack .
» Nej , dem har jeg da heldigvis endnu , « svarede Præsten .
» Naa , saa er der jo ikke tabt noget . Hvad Nød har vi saa . «
Nogle Minutter efter var de i Seng og laa tilsyneladende i en dyb , rolig Søvn .

XXIV .
Straffen .
Læseren er maaske bleven forundret over , at Jack pludselig blev greben af saa stort Venskab for Bekker , at han gjorde sig saa megen Ulejlighed for at frelse ham' ud af hans Forfølgeres Hænder .
Men det var imidlertid ingenlunde Venskab , der bevægede Jack til at yde Bekker denne Tjeneste .
Tværtimod nærede han et uforsonligt Had til Præsten , fordi han for dennes Skyld var falden i Retfærdighedens Hænder efter at have hjulpet ham med at gøre Oprør paa Kaptejn Larsens Skib .
Hvorfor frelste han ham da ? — spørger Læseren uden Tvivl .
Grunden var ganske simpelt den , at Jack , der ikke ejede en Øre , vidste , at Præsten havde et Par Tusinde Dollars i sin Lomme — de Penge , han vandt ved Hasardspillet og dem kunde Jack selvfølgelig nok ønske at faa fat i en Del af .
Faldt Præsten i sine Modstanderes Kløer , saa gik Pengene naturligvis tabt med det samme . Vilde Jack have Fingre i dem , maatte han sørge for , at de foreløbig forblev i Præstens Besiddelse .

Naar lian først var ene med Præsten , ansaa han det for en' let Sag at faa fat i de fleste af Pengene .
Det var Bevæggrunden til , at han hjalp Præsten og sørgede for at faa ham bragt i Sikkerhed .
Vi sagde , at de tilsyneladende var falden i dyb Søvn .
For Jacks Vedkommende var dette ogsaa virkelig Tilfældet ; han havde næppe ligget i Sengen mere end et Kvarters Tid , før han sov haardt .
Ikke saaledes med Præsten . Uagtet Trætheden efter de udstaaede Anstrængelser var hans Aandsævner dog endnu klare nok til tydeligt at lade ham indse , hvad der havde bevæget Jack til at hjælpe ham .
» Han gaar paa Jagt efter mine Penge , « tænkte Præsten . » I Grunden er det mærkeligt , at han ikke allerede har myrdet mig og taget dem fra mig . Det er derfor bedst , jeg ser at liste mig bort . «
Saaledes omtrent var Præstens Tanker , medens han laa ved Siden af Jack Neil i den samme Seng og lyttede til hans regelmæssige Aandedrag .
» Bare det ikke er Forstillelse med Søvnen , « tænkte Præsten .

Han laa længe ubevægelig for ikke at vække Jack , saafremt denne virkelig skulde være falden i Søvn .
I et nærliggende Kirketaarn slog Klokken Time efter Time .
Tre Gange havde Præsten hørt Klokken slaa fuldt Slag . Det havde været en rædsom T'id at ligge saaledes , vogtende paa enhver af den andens mindste Bevægelser , som han gjorde i Søvne .
» Nu maa han vistnok være falden rigtig i Søvn , « mumlede Præsten omsider for sig selv . » Sover Du ? « spurgte han et Øjeblik efter med dæmpet Stemme .
Jack svarede ikke .
Præsten rejste sig langsomt overende og saa paa Jack .
» Sover Du ? « spurgte han igen , denne Gang lidt højere .
Jack svarede lige saa lidt denne Gang som tidligere . Han laa saa stille og roligt og trak Vejret saa regelmæssigt , at der ikke kunde være nogen Tvivl om , at han virkelig var falden i Søvn .
Præsten trak Vejret dybt . Derpaa rejste han sig langsomt op og listede sig sagte og saa forsigtigt ud af Sengen , at han ikke vækkede Jack Neil .
Saa snart han var kommen ud paa Gulvet ,

gav han sig hurtig i Færd med at klæde sig paa , omhyggeligt undgaaende at gøre den mindste Støj .
Denne Forretning stod ikke længe paa — han var snart fuldt paaklædt . Da han var færdig , saa han sig forsigtigt om i Værelset — jo , Jack sov endnu .
Flan gik derpaa hen og tog i Haandtager til Døren . Den var laaset af , men Nøglen sad heldigvis indvendig .
Flan tog fat i Nøglen og drejede den om , hvad der foraarsagede en skærende , gennemtrængende Lyd .
» Fordømt I « mumlede Bekker . » Hvilket
Spektakel I «
Nøglen var imidlertid drejet én Gang om , men Døren kunde alligevel ikke aabnes ; Nøglen skulde drejes om en Gang endnu .
Han tog atter fat i Nøglen , men den gav en endnu mere skrattende og skærende Lyd fra sig end første Gang .
Han havde endnu ikke faaet Nøglen drejet helt om , før en kraftig Haand greb ham i Nakken og kastede ham tilbage .
Det var Jack , der var vaagnet ved den Støj , Omdrejningen af Nøglen foraarsagede . Han havde øjeblikkelig fattet Sammenhængen og var sprungen op .
Hans Greb om Præstens Hals var saa stærkt

og kraftigt , at denne ikke formaaede at udstøde en Lyd . Han faldt om paa Gulvet og blev liggende stille et Par Minutter uden at gøre en Bevægelse .
Denne Pavse benyttede Jack til i al Plast at klæde sig paa .

Jack havde en lignende Fornemmelse af , at disse Spillere ikke var af den Slags Folk , som med Rolighed vilde finde sig i det Tab , de havde lidt .

Han bøjede sig derfor hen imod Præsten 02 hviskede :

» Lad os se at komme afsted . Disse Folks Udseende lover ikke noget godt . «

» Jeg tør ikke gaa endnu , « svarede Præsten ligeledes hviskende . » Lad os først se , hvad de har i Sinde . «

Han satte sit Haab til , at Drikkevarerne vilde bringe dem til at glemme deres Tab , men heri forregnede han sig . Spiritus’en ophidsede dem tværtimod og bragte dem til at betragte deres Uheld som en ligefrem Uret , der var begaaet imod dem .

Midt under deres Samtale om Aftenens Uheld udkastede en af dem en Bemærkning om falsk Spil og om Folk , der ikke undsaa sig for at hjælpe paa Lykken .

Denne Bemærkning fængede som Ild i en Krudttønde . Alles Øjne rettedes øjeblikkelig mod Præsten . Man tog sig den ene Slurk af den hidsende Drik efter den anden , og hurtig steg Forbitrelsen og gav sig Udslag i direkte Beskyldninger .

» Han har vundet alle vore Penge ! « » Ikke en Skilling har han levnet ! « » Han har ikke tabt en eneste Gang ! « » Det er et ubegribeligt Held 1 « » Det kan aldrig gaa rigtig till « » Han maa have brugt Fif ! « » Og Kæltringestreger ! « » Hvem er han ? «

» Hvor kommer han fra ? «

» Det er en Falskspiller 1 «

» Lad os tage Pengene fra ham igen ! «

» Det er fuldstændig i sin Orden , thi han har snydt os ! «

Saaledes raabte de i Munden paa hinanden , idet de mere og mere nærmede sig Præsten og Jack Nejl .

Præsten , som blev greben af Angst over de andres truende Miner , nærmede sig hurtig Døren .

Det var netop Signalet til et almindeligt Overfald .

De var bange for , at han skulde undslippe , og at de saaledes ikke skulde faa fat i de Penge , som de nu følte sig overbevist om , at han havde bedraget dem for .

En af dem greb Præsten i Kraven og holdt ham fast , medens de andre begyndte at undersøge hans Klæder for at linde de Penge , han havde vundet .

Imidlertid gik det ikke saa hurtig for dem , thi de var alle halv eller hel fulde , og Præsten , som var ædru , gjorde al den Modstand , han formaaede .

Hvad Jack angaar , da stod han tilsyneladende rolig og saa sig om . Han syntes ikke om at give sig til at slaas med saa mange —

det vilde ikke være klogt , da der ikke var Udsigt til noget heldigt Udfald .

Han vilde gærne frelse Præsten •— men hvorledes ?

Da fik han en Ide .

Han ilede pludselig hen i en Krog af Gæstestuen .

Et Sekund efter var Stuen mørk , alle Gasblussene slukkedes samtidig .

Jack havde nemlig drejet Hovedhanen om paa Gasledningen .

Da det var sket , ilede han hen mod de stridende og raabte :

» Bekker , her er jeg , nu skal jeg hjælpe Dig ! «

Derpaa slog han om sig til højre og venstre og kastede de drukne til Side , thi han var meget stærk .

» Bekker , hvor er Du ? « raabte han igen . » Kom herhen , og lad os saa komme ud af denne Hule . «

Bekker kom nu hurtig paa Benene .

I Mørket tumlede den ene af de drukne over den anden , forbavsede over den uventede Hjælp , som blev ydet deres Offer . De rasede og bandede , men i Mørket fik de kun fat paa hverandre i Stedet for paa ham , som de vilde til Livs .

Under denne Forvirring naaede Præsten og

Jack snart Døren . Saa snart de kom udenfor , sagde Jack :

» Lad os nu skynde os , thi de vil uden Tvivl forfølge os ! «

Dermed tog han Præsten under Armen og trak ham afsted .

I det samme tumlede de drukne ud ad Døren og gav sig til at løbe efter dem . Jack skyndte derfor endnu mere paa Præsten , som anstrængte sig til det yderste .

Ved at dreje om forskellige Gadehjørner lykkedes det dem endelig at slippe Forfølgerne af Syne .

» Nu kan jeg ikke mere , « sagde Præsten stønnende .

» Nu tænker jeg ogsaa nok , vi kan tage den lidt med Ro , « sagde Jack . » Thi jeg tænker , at vore drukne Forfølgere nu maa have tabt vort Spor . «

» Gudskelov , « sagde Præsten . » Det er da Dig , min Ven , som jeg kan takke for , at jeg undslap . «

» Aa , det er ikke værd at tale om nu , det kan vi altid afgøre senere , « sagde Jack med et ejendommeligt Smil . » Lad os nu først finde en Knejpe , hvor vi kan slaa os til Ro indtil videre . «

» Ja , lad os det , jeg er meget træt , « sagde Præsten .

Præsten og Jack gik derpaa langsomt videre . Efter at have gaaet igennem et Par Gader , stansede de endelig udenfor et temmelig tarveligt Værtshus .

» Her er jeg kendt , her vil vi gaa ind , « sagde Jack .

De gik nu ind og bestilte et Værelse for Natten , og kort efter havde de faaet anvist et Værelse , som man maatte være tarvelig vant for at føle sig tilfreds med .

» Naa , lad os saa se at komme til Ro , « sagde Jack .

» Ja , jeg føler mig saa udmattet , « svarede Præsten .

» De Æsler fik da vel ikke Pengene fra Dig ? « spurgte Jack .

» Nej , dem har jeg da heldigvis endnu , « svarede Præsten .

» Naa , saa er der jo ikke tabt noget . Hvad Nød har vi saa . «

Nogle Minutter efter var de i Seng og laa tilsyneladende i en dyb , rolig Søvn .

XXIV .

Straffen .

Læseren er maaske bleven forundret over , at Jack pludselig blev greben af saa stort Venskab for Bekker , at han gjorde sig saa megen Ulejlighed for at frelse ham' ud af hans Forfølgeres Hænder .

Men det var imidlertid ingenlunde Venskab , der bevægede Jack til at yde Bekker denne Tjeneste .

Tværtimod nærede han et uforsonligt Had til Præsten , fordi han for dennes Skyld var falden i Retfærdighedens Hænder efter at have hjulpet ham med at gøre Oprør paa Kaptejn Larsens Skib .

Hvorfor frelste han ham da ? — spørger Læseren uden Tvivl .

Grunden var ganske simpelt den , at Jack , der ikke ejede en Øre , vidste , at Præsten havde et Par Tusinde Dollars i sin Lomme — de Penge , han vandt ved Hasardspillet og dem kunde Jack selvfølgelig nok ønske at faa fat i en Del af .

Faldt Præsten i sine Modstanderes Kløer , saa gik Pengene naturligvis tabt med det samme . Vilde Jack have Fingre i dem , maatte han sørge for , at de foreløbig forblev i Præstens Besiddelse .

Naar lian først var ene med Præsten , ansaa han det for en' let Sag at faa fat i de fleste af Pengene .

Det var Bevæggrunden til , at han hjalp Præsten og sørgede for at faa ham bragt i Sikkerhed .

Vi sagde , at de tilsyneladende var falden i dyb Søvn .

For Jacks Vedkommende var dette ogsaa virkelig Tilfældet ; han havde næppe ligget i Sengen mere end et Kvarters Tid , før han sov haardt .

Ikke saaledes med Præsten . Uagtet Trætheden efter de udstaaede Anstrængelser var hans Aandsævner dog endnu klare nok til tydeligt at lade ham indse , hvad der havde bevæget Jack til at hjælpe ham .

» Han gaar paa Jagt efter mine Penge , « tænkte Præsten . » I Grunden er det mærkeligt , at han ikke allerede har myrdet mig og taget dem fra mig . Det er derfor bedst , jeg ser at liste mig bort . «

Saaledes omtrent var Præstens Tanker , medens han laa ved Siden af Jack Neil i den samme Seng og lyttede til hans regelmæssige Aandedrag .

» Bare det ikke er Forstillelse med Søvnen , « tænkte Præsten .

Han laa længe ubevægelig for ikke at vække Jack , saafremt denne virkelig skulde være falden i Søvn .

I et nærliggende Kirketaarn slog Klokken Time efter Time .

Tre Gange havde Præsten hørt Klokken slaa fuldt Slag . Det havde været en rædsom T'id at ligge saaledes , vogtende paa enhver af den andens mindste Bevægelser , som han gjorde i Søvne .

» Nu maa han vistnok være falden rigtig i Søvn , « mumlede Præsten omsider for sig selv . » Sover Du ? « spurgte han et Øjeblik efter med dæmpet Stemme .

Jack svarede ikke .

Præsten rejste sig langsomt overende og saa paa Jack .

» Sover Du ? « spurgte han igen , denne Gang lidt højere .

Jack svarede lige saa lidt denne Gang som tidligere . Han laa saa stille og roligt og trak Vejret saa regelmæssigt , at der ikke kunde være nogen Tvivl om , at han virkelig var falden i Søvn .

Præsten trak Vejret dybt . Derpaa rejste han sig langsomt op og listede sig sagte og saa forsigtigt ud af Sengen , at han ikke vækkede Jack Neil .

Saa snart han var kommen ud paa Gulvet ,

gav han sig hurtig i Færd med at klæde sig paa , omhyggeligt undgaaende at gøre den mindste Støj .

Denne Forretning stod ikke længe paa — han var snart fuldt paaklædt . Da han var færdig , saa han sig forsigtigt om i Værelset — jo , Jack sov endnu .

Flan gik derpaa hen og tog i Haandtager til Døren . Den var laaset af , men Nøglen sad heldigvis indvendig .

Flan tog fat i Nøglen og drejede den om , hvad der foraarsagede en skærende , gennemtrængende Lyd .

» Fordømt I « mumlede Bekker . » Hvilket

Spektakel I «

Nøglen var imidlertid drejet én Gang om , men Døren kunde alligevel ikke aabnes ; Nøglen skulde drejes om en Gang endnu .

Han tog atter fat i Nøglen , men den gav en endnu mere skrattende og skærende Lyd fra sig end første Gang .

Han havde endnu ikke faaet Nøglen drejet helt om , før en kraftig Haand greb ham i Nakken og kastede ham tilbage .

Det var Jack , der var vaagnet ved den Støj , Omdrejningen af Nøglen foraarsagede . Han havde øjeblikkelig fattet Sammenhængen og var sprungen op .

Hans Greb om Præstens Hals var saa stærkt

og kraftigt , at denne ikke formaaede at udstøde en Lyd . Han faldt om paa Gulvet og blev liggende stille et Par Minutter uden at gøre en Bevægelse .

Denne Pavse benyttede Jack til i al Plast at klæde sig paa .