MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
Stilling . Dersom nogen havde set ham saaledes , vilde man have troet , at han aldeles havde givet efter for Fortvivlelsen , og at hans Kraft var brudt for stedse .
Det var dog ikke saaledes .
Til at begynde med følte Præsten sig vel aldeles sønderknust , men han var dog ikke den , der saa let gav tabt .
Han havde altid sat sin Stolthed i selv at være Herre over sin Skæbne , og denne Følelse forlod ham heller ikke nu .
Efter nogle Øjeblikkes Forløb rettede han sig atter i Vejret og saa sig om . Flan trak Vejret aybt , idet han mumlede :
» Vel , det kan ikke nytte at sørge for det , som ikke kan være anderledes . Pengene er og bliver borte , og jeg ejer nu ikke andet end disse faa Guldstykker , altsaa maa jeg betvinge Skæbnen med dem . «
Derefter rejste Præsten sig atter op og beredte sig til at gaa .
» Det er dumt , at jeg har tøvet saa længe her , mine Forfølgere kunde Iet have overrasket mig , « mumlede han . » Hvor mon jeg egentlig først skal gaa ben ? Jeg antager , at det vil være bedst foreløbig at blive her i Byen . Her er jeg vistnok sikker for Opdagelse ; thi de tror selvfølgelig , at jeg af Frygt er løben langt bort . — Jeg vil foreløbig indkvartere mig i et eller andet

lille Værtshus og saa tænke over , hvad der kan være at gøre . Men først og fremmest vil jeg dog skille mig ved denne fordømte røde Paryk , der gør mig altfor kendelig . «
Han saa sig hurtig om . Der var ikke et Menneske i Gaden . Derpaa aftog han den røde Paryk og kastede den over et Plankeværk ind paa en øde Byggeplads , og i Stedet for Parykken bandt han sit Lommetørklæde om Hovedet . I København vilde en saadan Hovedbedækning sandsynligvis vække en hel Del Opmærksomhed , men i Kalifornien er der ingen , som lægger Mærke til sligt . Saa godt , som Omstændighederne tillod det , gjorde han desuden forskellige andre Smaaforandringer ved sin Paaklædning , hvorefter han langsomt gik ned ad den mennesketomme Gade .
Han gik igennem flere Gader .
Endelig stansede han udenfor et temmelig stort Hus , i hvis Stueetage der fandtes en simpel Beværtning .
Den var aaben ; thi i San Francisko skal Beværtningerne ikke lukke paa bestemt Klokkeslæt , men maa holde aabent hele Døgnet , om de har Lyst .
Præsten gik ind .
Det var et stort , lavt Rum , opfyldt af kvælende Dunster .

Uagtet Natten snart var forbi , fandtes der dog mange Mennesker derinde , Mennesker , hvis Ydre stod i den inderligste Harmoni med det skumle Lokale .
Præsten lagde imidlertid ikke videre Mærke til , hvem der var derinde . Han gik hen og satte sig ved et Bord og forlangte noget at spise og drikke .
Flan havde næsten ikke nydt noget i de sidste fireogtyve Timer og trængte derfor haardt til en Forfriskning .
Han spiste og drak ogsaa med Graadighed , og i samme Grad , som han stillede sin Sult og Tørst , vendte efterhaanden hans Mod og Selvtillid tilbage .
Da han havde endt sit Maaltid , satte han sig mageligt tilbage i Stolen og betragtede de tilstedeværende for at se , hvad Slags Mennesker det var .
Det var vilde , forvovne Karle , som alle i større eller mindre Grad bar Præg af at være hengivne til Drik og alle mulige andre Laster og Udsvævelser .
Blandt de tilstedeværende var der en , som fangede Præstens Interesse , idet han syntes at skulle kende ham .
Det var en høj , svær Karl , iført en rød-stribet ulden Skjorte og blaa Benklæder ; paa Flovedet havde han en Straahat .

i Medens Bekker spiste , havde denne Person siddet og betragtet ham uafladelig , set paa ham med et uvist og forundret Blik , som om han mente at have set ham før , men dog ikke var vis derpaa .
Præsten , der bemærkede , at denne Mand ufravendt betragtede ham , følte sig ubehagelig berørt derved .
Han paa sin Side syntes ogsaa at skulle kende Manden i den rødstribede Skjorte , men han vidste ikke i Øjeblikket , hvor han skulde føre Bekendtskabet hen .
Den fremmedes Uvished syntes imidlertid snart at være endt . Han rejste sig op , styrede lige hen imod Bekker og sagde uden at tage Kridtpiben ud af Munden :
» Goddag , min Ven ! «
» Gqddagk svarede Bekker i en ligegyldig Tone .
» Du lader til ikke at genkende mig ? « vedblev den fremmede .
» Nej . «
» Da er det s’gu mærkeligt ! «
» Saa—aal «
» Ja , højst mærkeligt ! «
» Hvorfor det ? «
» Fordi det efter din Klædedragt at dømme ikke er gaaet Dig saa overordentlig godt , at Du behøvede at blive storagtig derover , « svarede

den fremmede . » Saa Du skulde virkelig ikke kende mig igen ? «
» Nej , « sagde Præsten , idet han saa stift paa den næsvise fremmede . » Ansigtet synes jeg rigtignok at skulle kende , men jeg kan ikke huske hvorfra . «
» Du har en Satans daarlig Hukommelse . Jeg kommer nok til at hjælpe lidt paa den . Kan Du maaske heller ikke huske Skibet » Elisa « og Kaptein Larsen ? «
» Jo I «
» Naa , nu dages det nok . Saa kan Du vel ogsaa huske en vis Jack Neil , som skulde hjælpe Dig med at rydde Kaptejnen af Vejen og erobre Skibet ? «
» Jo , nu husker jeg det , « svarede Præsten . » Skulde Du være-------- . «
» Denne Jack Neil------------jo , det er ganske rigtig mig . «
» Ja , nu kender jeg Dig igen . Det glæder mig at se Dig og atter træffe sammen med en gammel Kammerat , « sagde Præsten , idet han med tilsyneladende Hjærtelighed trykkede den fremmedes barkede Næve .
» Naa , saa det gør Du , « sagde Jack med et Grin . » Naar det skulde gaa til efter Ret og Retfærdighed , saa skylder jeg Dig egentlig sex Tommer Staal mellem Ribbenene . «

» Hvorledes ! « udbrød Præsten . » Du spøger , min Ven . «
» Nej , aldeles ikke , « sagde Jack . » Du husker nok , at det var mine Kammerater og mig , der maatte bøde for de Hundekunster , Du fandt paa . Du forstod at frelse dit eget Skind , men vi andre blev nok saa net puttede i Brummen , hvor vi maatte kukkelure . «
» Hvis jeg havde kunnet , vilde jeg gærne have frelst Eder , « sagde Præsten , der begyndte at føle sig noget uhyggelig tilmode ved dette uventede Gensyn . » Men det var mig aldeles umuligt . Jeg var den Gang ikke Herre over mine Handlinger . «
» Jeg kunde nok tænke , det forholdt sig saaledes , gamle Kammerat , « sagde Jack Neil formildet og slog Præsten paa Skulderen . » Naa , jeg har ogsaa tilgivet Dig , særlig paa Grund af , at jeg saa Lejlighed til at forlade mit gratis Logis en god Tid før det egentlig var Retfærdighedens Mening . Fortæl mig nu , hvorledes Du har haft det i den lange Tid , gamle Kammerat . For mig er det gaaet saadan baade op og ned . Lige for Tiden ejer jeg saaledes ikke et Øje , og da jeg ikke har andet at tage mig for , saa kunde det more mig at høre din Historie . «
» Ja , jeg har oplevet en hel Del , « sagde

Bekker , » og kan det interessere Dig , skal jeg gærne fortælle det . «
» Javist kan det interessere mig , « svarede Jack . » Men hvis’ Du er saa formuende , at Du kunde give lidt varmt til at skylle Historien ned med , saa var det slet ikke af Vejen . «
Bekker fandt det fornuftigst ikke at afslaa denne Begæring , og et Øjeblik efter stod der Brandy og kogende Vand samt to Glas foran dem paa Bordet .
Præsten gav sig derpaa til at fortælle med tilsyneladende Aabenhjærtighed , men vi behøver vel ikke at sige Læseren , at han kun i saare ringe Grad holdt sig til Sandheden . Han var bange for , at det kunde blive farligt at vise Jack for stor Fortrolighed .
Jack lyttede opmærksomt til Præstens Fortælling . Da den var endt , sagde han :
» Stakkels Fyr , Du har gaaet ikke saa lidt igennem I Og med alt det er Du ikke kommen synderlig videre end jeg . Har Du Mønt — er Du beslaaet ? «
» Ikke videre — her er hele min Formue , « sagde Bekker , idet han tog et Par Guldstykker frem og viste Jack dem .
» Det er ikke meget , men dog altid noget , « sagde denne . » Jeg ejer slet ingen Ting . Men siden jeg har truffet paa Dig , føler jeg mig saa vel tilmode . Naar vi to lægger vore Hoveder

i Blød , saa maa vi da endelig kunne finde paa noget , som kan kaste Mønt af sig . «
I den ene Ende af Stuen havde der hele Tiden været forsamlet en Gruppe Mænd omkring et Bord . Man hørte jævnlig højrøstede Eder og Forbandelser derfra og undertiden Raslen med Penge .
Præsten havde hidtil ikke lagt synderlig Mærke til denne Gruppe , men efterhaanden blev Ederne og Forbandelserne mere højrøstede og lagde Beslag paa Bekkers Opmærksomhed . Flan spurgte derfor Jack :
» Hvad bestiller de derhenne ? «
» Henne ved Bordet ? «
» Ja . «
» De spiller naturligvis . Ligesom Du kom ,* var jeg nylig bleven blanket af . Da jeg kom herind , ejede jeg ti Guldstykker , og nu ejer jeg ikke saa meget som en Kobberskilling . Saadan gaar det , op og ned , det er jo Verdens Gang . Jeg er nu imidlertid vis paa , at hvis jeg blot havde et Par Dollars , saa kunde jeg endnu sprænge Banken . «
Bekker løftede ved disse Ord Hovedet i Vejret , akkurat som en gammel Trompeterhest , der hører Signalhornet .
Guld , de spillede om Guld I Hvorfor skulde Lykken ikke kunne staa ham bi en Gang endnu ! Dog , han ejede jo kun nogle ganske faa Guld

stykker , og satte han nu dem paa Spil og tabte dem , saa ejede han slet intet mere .
Det var i Grunden altfor risikabelt , og han maatte nu være meget forsigtig med den Smule , han havde tilbage .
Men disse Betænkeligheder varede dog ikke ret længe , Fristelsen blev for stærk , han kunde ikke modstaa .
Han rejste sig op for at gaa hen til Spillebordet .
» Haha ! « lo Jack Neil . » Du lugter nok Guld , min Ven . Har Du maaske Lyst til at forsøge din Lykke ? «
» Ja , hvorfor ikke ? «
» Nej , naturligvis . — — Hør , laan mig et Guldstykke eller to , saa vil jeg ogsaa forsøge min Lykke en Gang endnu . Jeg véd ikke , hvordan det kan være , men jeg ligesom kan føle paa mig selv , at jeg er i Stand til at kunne sprænge Banken . «
» Nej , min Ven , « sagde Bekker undvigende , » siden Du er bleven plukket for alt , hvad Du havde , saa er det klart , at Du er i Uheld i Aften . Jeg laaner desuden aldrig noget bort , naar jeg selv spiller . «
» Du vil ikke gøre mig den Tjeneste ? « spurgte Jack .
» Nej , min Ven , jeg vil selv forsøge min Lykke , og da jeg kun har faa Penge , kan jeg

ikke undvære nogen af dem , « sagde Præsten , idet han gik hen til Spillebordet .
Det . var just ikke fine Folk , der sad her og spillede . Det var for største Delen robuste , vildt udseende Karle , der saa ud til at være i Stand til alt muligt .
Spillet drejede sig imidlertid om større Summer , end man skulde have formodet efter de spillendes Udseende . Temmelig anselige Bunker af Guldstykker og Seddelpenge laa foran de spillende og skiftede uophørlig Ejermænd , da Spillet gik rask .
Vi behøver vel ikke at sige , at det var Hasard , der spilledes .
Præsten spurgte om Tilladelse til at deltage i Spillet , og det var der naturligvis ikke noget i Vejen for .
Han tog et Guldstykke op af Lommen og kastede det hen paa et Kort , og et Øjeblik efter havde han vundet .
Han lod Pengene staa , og for hver Gang den af Spillerne , der fungerede som Bankier , tog af , fordoblédes Summen .
Efter ti Minutters Forløb maatte de andre spillende erklære sig insolvente . Præsten havde vundet alle deres Penge .
Hans Gevinst beløb sig til et Par Tusinde Dollars .

De andre Spillere saa forbavsede og ærgerlige ud .
De opfordrede ham til at spille videre paa Kredit , men det- afslog Præsten med Bestemthed . Derpaa opfordrede de ham til at give en Omgang Drikkevarer , og da Præsten ikke turde undslaa sig herfor , varede det ikke længe , inden alle de uheldige Spillere var forsynede hermed , hvad der dog ikke var tilstrækkeligt til , at de kunde nære synderlig blide Følelser overfor deres heldige Medspiller .
Uagtet Præsten havde vundet saa betydeligt , at det langt oversteg hans dristigste Forventninger , følte han sig dog noget uhyggelig tilmode . Det var klart , at disse Folk , som han havde vundet fra , var opbragte paa ham , hvad der tydeligt nok fremgik af deres fortrædelige Miner .
Det saa næsten ud , som om de havde ondt i Sinde imod ham . Præsten vilde derfor inderlig gærne have gaaet sin Vej , men han turde ikke af Frygt for , at hele Flokken saa skulde styrte over J ham .

Stilling . Dersom nogen havde set ham saaledes , vilde man have troet , at han aldeles havde givet efter for Fortvivlelsen , og at hans Kraft var brudt for stedse .

Det var dog ikke saaledes .

Til at begynde med følte Præsten sig vel aldeles sønderknust , men han var dog ikke den , der saa let gav tabt .

Han havde altid sat sin Stolthed i selv at være Herre over sin Skæbne , og denne Følelse forlod ham heller ikke nu .

Efter nogle Øjeblikkes Forløb rettede han sig atter i Vejret og saa sig om . Flan trak Vejret aybt , idet han mumlede :

» Vel , det kan ikke nytte at sørge for det , som ikke kan være anderledes . Pengene er og bliver borte , og jeg ejer nu ikke andet end disse faa Guldstykker , altsaa maa jeg betvinge Skæbnen med dem . «

Derefter rejste Præsten sig atter op og beredte sig til at gaa .

» Det er dumt , at jeg har tøvet saa længe her , mine Forfølgere kunde Iet have overrasket mig , « mumlede han . » Hvor mon jeg egentlig først skal gaa ben ? Jeg antager , at det vil være bedst foreløbig at blive her i Byen . Her er jeg vistnok sikker for Opdagelse ; thi de tror selvfølgelig , at jeg af Frygt er løben langt bort . — Jeg vil foreløbig indkvartere mig i et eller andet

lille Værtshus og saa tænke over , hvad der kan være at gøre . Men først og fremmest vil jeg dog skille mig ved denne fordømte røde Paryk , der gør mig altfor kendelig . «

Han saa sig hurtig om . Der var ikke et Menneske i Gaden . Derpaa aftog han den røde Paryk og kastede den over et Plankeværk ind paa en øde Byggeplads , og i Stedet for Parykken bandt han sit Lommetørklæde om Hovedet . I København vilde en saadan Hovedbedækning sandsynligvis vække en hel Del Opmærksomhed , men i Kalifornien er der ingen , som lægger Mærke til sligt . Saa godt , som Omstændighederne tillod det , gjorde han desuden forskellige andre Smaaforandringer ved sin Paaklædning , hvorefter han langsomt gik ned ad den mennesketomme Gade .

Han gik igennem flere Gader .

Endelig stansede han udenfor et temmelig stort Hus , i hvis Stueetage der fandtes en simpel Beværtning .

Den var aaben ; thi i San Francisko skal Beværtningerne ikke lukke paa bestemt Klokkeslæt , men maa holde aabent hele Døgnet , om de har Lyst .

Præsten gik ind .

Det var et stort , lavt Rum , opfyldt af kvælende Dunster .

Uagtet Natten snart var forbi , fandtes der dog mange Mennesker derinde , Mennesker , hvis Ydre stod i den inderligste Harmoni med det skumle Lokale .

Præsten lagde imidlertid ikke videre Mærke til , hvem der var derinde . Han gik hen og satte sig ved et Bord og forlangte noget at spise og drikke .

Flan havde næsten ikke nydt noget i de sidste fireogtyve Timer og trængte derfor haardt til en Forfriskning .

Han spiste og drak ogsaa med Graadighed , og i samme Grad , som han stillede sin Sult og Tørst , vendte efterhaanden hans Mod og Selvtillid tilbage .

Da han havde endt sit Maaltid , satte han sig mageligt tilbage i Stolen og betragtede de tilstedeværende for at se , hvad Slags Mennesker det var .

Det var vilde , forvovne Karle , som alle i større eller mindre Grad bar Præg af at være hengivne til Drik og alle mulige andre Laster og Udsvævelser .

Blandt de tilstedeværende var der en , som fangede Præstens Interesse , idet han syntes at skulle kende ham .

Det var en høj , svær Karl , iført en rød-stribet ulden Skjorte og blaa Benklæder ; paa Flovedet havde han en Straahat .

i Medens Bekker spiste , havde denne Person siddet og betragtet ham uafladelig , set paa ham med et uvist og forundret Blik , som om han mente at have set ham før , men dog ikke var vis derpaa .

Præsten , der bemærkede , at denne Mand ufravendt betragtede ham , følte sig ubehagelig berørt derved .

Han paa sin Side syntes ogsaa at skulle kende Manden i den rødstribede Skjorte , men han vidste ikke i Øjeblikket , hvor han skulde føre Bekendtskabet hen .

Den fremmedes Uvished syntes imidlertid snart at være endt . Han rejste sig op , styrede lige hen imod Bekker og sagde uden at tage Kridtpiben ud af Munden :

» Goddag , min Ven ! «

» Gqddagk svarede Bekker i en ligegyldig Tone .

» Du lader til ikke at genkende mig ? « vedblev den fremmede .

» Nej . «

» Da er det s’gu mærkeligt ! «

» Saa—aal «

» Ja , højst mærkeligt ! «

» Hvorfor det ? «

» Fordi det efter din Klædedragt at dømme ikke er gaaet Dig saa overordentlig godt , at Du behøvede at blive storagtig derover , « svarede

den fremmede . » Saa Du skulde virkelig ikke kende mig igen ? «

» Nej , « sagde Præsten , idet han saa stift paa den næsvise fremmede . » Ansigtet synes jeg rigtignok at skulle kende , men jeg kan ikke huske hvorfra . «

» Du har en Satans daarlig Hukommelse . Jeg kommer nok til at hjælpe lidt paa den . Kan Du maaske heller ikke huske Skibet » Elisa « og Kaptein Larsen ? «

» Jo I «

» Naa , nu dages det nok . Saa kan Du vel ogsaa huske en vis Jack Neil , som skulde hjælpe Dig med at rydde Kaptejnen af Vejen og erobre Skibet ? «

» Jo , nu husker jeg det , « svarede Præsten . » Skulde Du være-------- . «

» Denne Jack Neil------------jo , det er ganske rigtig mig . «

» Ja , nu kender jeg Dig igen . Det glæder mig at se Dig og atter træffe sammen med en gammel Kammerat , « sagde Præsten , idet han med tilsyneladende Hjærtelighed trykkede den fremmedes barkede Næve .

» Naa , saa det gør Du , « sagde Jack med et Grin . » Naar det skulde gaa til efter Ret og Retfærdighed , saa skylder jeg Dig egentlig sex Tommer Staal mellem Ribbenene . «

» Hvorledes ! « udbrød Præsten . » Du spøger , min Ven . «

» Nej , aldeles ikke , « sagde Jack . » Du husker nok , at det var mine Kammerater og mig , der maatte bøde for de Hundekunster , Du fandt paa . Du forstod at frelse dit eget Skind , men vi andre blev nok saa net puttede i Brummen , hvor vi maatte kukkelure . «

» Hvis jeg havde kunnet , vilde jeg gærne have frelst Eder , « sagde Præsten , der begyndte at føle sig noget uhyggelig tilmode ved dette uventede Gensyn . » Men det var mig aldeles umuligt . Jeg var den Gang ikke Herre over mine Handlinger . «

» Jeg kunde nok tænke , det forholdt sig saaledes , gamle Kammerat , « sagde Jack Neil formildet og slog Præsten paa Skulderen . » Naa , jeg har ogsaa tilgivet Dig , særlig paa Grund af , at jeg saa Lejlighed til at forlade mit gratis Logis en god Tid før det egentlig var Retfærdighedens Mening . Fortæl mig nu , hvorledes Du har haft det i den lange Tid , gamle Kammerat . For mig er det gaaet saadan baade op og ned . Lige for Tiden ejer jeg saaledes ikke et Øje , og da jeg ikke har andet at tage mig for , saa kunde det more mig at høre din Historie . «

» Ja , jeg har oplevet en hel Del , « sagde

Bekker , » og kan det interessere Dig , skal jeg gærne fortælle det . «

» Javist kan det interessere mig , « svarede Jack . » Men hvis’ Du er saa formuende , at Du kunde give lidt varmt til at skylle Historien ned med , saa var det slet ikke af Vejen . «

Bekker fandt det fornuftigst ikke at afslaa denne Begæring , og et Øjeblik efter stod der Brandy og kogende Vand samt to Glas foran dem paa Bordet .

Præsten gav sig derpaa til at fortælle med tilsyneladende Aabenhjærtighed , men vi behøver vel ikke at sige Læseren , at han kun i saare ringe Grad holdt sig til Sandheden . Han var bange for , at det kunde blive farligt at vise Jack for stor Fortrolighed .

Jack lyttede opmærksomt til Præstens Fortælling . Da den var endt , sagde han :

» Stakkels Fyr , Du har gaaet ikke saa lidt igennem I Og med alt det er Du ikke kommen synderlig videre end jeg . Har Du Mønt — er Du beslaaet ? «

» Ikke videre — her er hele min Formue , « sagde Bekker , idet han tog et Par Guldstykker frem og viste Jack dem .

» Det er ikke meget , men dog altid noget , « sagde denne . » Jeg ejer slet ingen Ting . Men siden jeg har truffet paa Dig , føler jeg mig saa vel tilmode . Naar vi to lægger vore Hoveder

i Blød , saa maa vi da endelig kunne finde paa noget , som kan kaste Mønt af sig . «

I den ene Ende af Stuen havde der hele Tiden været forsamlet en Gruppe Mænd omkring et Bord . Man hørte jævnlig højrøstede Eder og Forbandelser derfra og undertiden Raslen med Penge .

Præsten havde hidtil ikke lagt synderlig Mærke til denne Gruppe , men efterhaanden blev Ederne og Forbandelserne mere højrøstede og lagde Beslag paa Bekkers Opmærksomhed . Flan spurgte derfor Jack :

» Hvad bestiller de derhenne ? «

» Henne ved Bordet ? «

» Ja . «

» De spiller naturligvis . Ligesom Du kom ,* var jeg nylig bleven blanket af . Da jeg kom herind , ejede jeg ti Guldstykker , og nu ejer jeg ikke saa meget som en Kobberskilling . Saadan gaar det , op og ned , det er jo Verdens Gang . Jeg er nu imidlertid vis paa , at hvis jeg blot havde et Par Dollars , saa kunde jeg endnu sprænge Banken . «

Bekker løftede ved disse Ord Hovedet i Vejret , akkurat som en gammel Trompeterhest , der hører Signalhornet .

Guld , de spillede om Guld I Hvorfor skulde Lykken ikke kunne staa ham bi en Gang endnu ! Dog , han ejede jo kun nogle ganske faa Guld

stykker , og satte han nu dem paa Spil og tabte dem , saa ejede han slet intet mere .

Det var i Grunden altfor risikabelt , og han maatte nu være meget forsigtig med den Smule , han havde tilbage .

Men disse Betænkeligheder varede dog ikke ret længe , Fristelsen blev for stærk , han kunde ikke modstaa .

Han rejste sig op for at gaa hen til Spillebordet .

» Haha ! « lo Jack Neil . » Du lugter nok Guld , min Ven . Har Du maaske Lyst til at forsøge din Lykke ? «

» Ja , hvorfor ikke ? «

» Nej , naturligvis . — — Hør , laan mig et Guldstykke eller to , saa vil jeg ogsaa forsøge min Lykke en Gang endnu . Jeg véd ikke , hvordan det kan være , men jeg ligesom kan føle paa mig selv , at jeg er i Stand til at kunne sprænge Banken . «

» Nej , min Ven , « sagde Bekker undvigende , » siden Du er bleven plukket for alt , hvad Du havde , saa er det klart , at Du er i Uheld i Aften . Jeg laaner desuden aldrig noget bort , naar jeg selv spiller . «

» Du vil ikke gøre mig den Tjeneste ? « spurgte Jack .

» Nej , min Ven , jeg vil selv forsøge min Lykke , og da jeg kun har faa Penge , kan jeg

ikke undvære nogen af dem , « sagde Præsten , idet han gik hen til Spillebordet .

Det . var just ikke fine Folk , der sad her og spillede . Det var for største Delen robuste , vildt udseende Karle , der saa ud til at være i Stand til alt muligt .

Spillet drejede sig imidlertid om større Summer , end man skulde have formodet efter de spillendes Udseende . Temmelig anselige Bunker af Guldstykker og Seddelpenge laa foran de spillende og skiftede uophørlig Ejermænd , da Spillet gik rask .

Vi behøver vel ikke at sige , at det var Hasard , der spilledes .

Præsten spurgte om Tilladelse til at deltage i Spillet , og det var der naturligvis ikke noget i Vejen for .

Han tog et Guldstykke op af Lommen og kastede det hen paa et Kort , og et Øjeblik efter havde han vundet .

Han lod Pengene staa , og for hver Gang den af Spillerne , der fungerede som Bankier , tog af , fordoblédes Summen .

Efter ti Minutters Forløb maatte de andre spillende erklære sig insolvente . Præsten havde vundet alle deres Penge .

Hans Gevinst beløb sig til et Par Tusinde Dollars .

De andre Spillere saa forbavsede og ærgerlige ud .

De opfordrede ham til at spille videre paa Kredit , men det- afslog Præsten med Bestemthed . Derpaa opfordrede de ham til at give en Omgang Drikkevarer , og da Præsten ikke turde undslaa sig herfor , varede det ikke længe , inden alle de uheldige Spillere var forsynede hermed , hvad der dog ikke var tilstrækkeligt til , at de kunde nære synderlig blide Følelser overfor deres heldige Medspiller .

Uagtet Præsten havde vundet saa betydeligt , at det langt oversteg hans dristigste Forventninger , følte han sig dog noget uhyggelig tilmode . Det var klart , at disse Folk , som han havde vundet fra , var opbragte paa ham , hvad der tydeligt nok fremgik af deres fortrædelige Miner .

Det saa næsten ud , som om de havde ondt i Sinde imod ham . Præsten vilde derfor inderlig gærne have gaaet sin Vej , men han turde ikke af Frygt for , at hele Flokken saa skulde styrte over J ham .