MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
» Hvem af os skal gaa ud efter Pengene ? « spurgte Greven .
» Jeg véd ikke , « svarede Tom nølende .
» Naa , lad os saa trække Lod derom , « sagde Greven rask .
» Vel , lad os det , « svarede Tom .
Greven tog to Stykker Papir af ulige Længde og skjulte dem mellem Fingrene , saa kun Spidserne stak frem .
» Den , der faar det længste Stykke , skal gaa , « sagde Greven .
» Vel , « sagde Tom , idet han lukkede Øjnene og trak .
Han fik det længste Stykke .
» Altsaa skal jeg ud og hente Skatten , « sagde Tom . » Lad gaa da . Men pas nu godt paa Præsten , thi hans pludselige Fromhed forekommer mig noget mistænkelig . Og naar jeg kommer tilbage , skal han dø , saa er der ingen Barmhjærtighed mere . «
Dette sagde Tom til Greven i en hviskende

Tone . Greven lovede at passe godt paa Fangen , hvorpaa Tom skyndte sig afsted , efter at han dog først forinden havde kastet et undersøgende Blik paa Præsten for at se , om Rebet , hvormed han var bunden , endnu var i Orden .
Et Øjeblik efter var Grev Taubenheim og Præsten alene .
XXL
Hvad der saa skete .
Da Døren lukkede sig efter Tom , drog Præsten et dybt , lettende Suk . Første Del af hans Plan var nu lykkedes , den ene af hans Fjender var borte , og det var oven i Købet den af dem , han frygtede mest ; thi Tom havde en ganske anderledes fast og energisk Karakter end Greven .
Toms Expedition vilde i det mindste vare fire 'l'imer .
Inden Forløbet af disse fire Timer maatte Præsten være fri ; thi naar Tom kom tilbage , vilde han være langt frygteligere end før , da Historien om Skatten selvfølgelig var Løgn fra Begyndelsen til Enden .
Præsten havde ganske rigtig beregnet Guldets Tryllemagt .

Det gjaldt nu for Præsten om at frigøre sig for de Baand , som sammensnørede hans Arme og Ben . Men det var en meget vanskelig Opgave ; thi han . kunde jo ikke gøre en eneste Bevægelse , uden at Greven absolut maatte bemærke det .
Han fortvivlede dog ikke , men stolede paa , at det inden Forløbet af de fire Timer skulde lykkes ham at blive fri .
Saa snart Tom var gaaet , rejste Greven sig og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet . Tanken om de 100 ,000 Dollars havde sat hans Sind i stærk Bevægelse . Han gned sig i Flænderne og mumlede :
» Rig — jeg bliver rig igen ! «
Da han i nogle Minutter saaledes havde gaaet op og ned ad Gulvet , gik han hen til Skabet i Væggen og fremtog en Flaske og nogle Levnedsmidler , som han satte paa Bordet , hvorpaa han gav sig i Færd med at spise og drikke .
Præsten holdt sig fuldstændig rolig . Flan laa og iagttog Grevens Bevægelser med stor Opmærksomhed .
Da Greven havde spist , lænede han sig tilbage i Stolen og faldt i dybe Tanker .
Det var Udsigten til den forventede Rigdom , som fremmanede de dejligste Billeder i hans Fantasi .

Præsten gættede , hvad det var , der optog Grevens Tanker , og han glædede sig over , at Rigdommens Dæmon havde faaet en saadan Magt over Greven , at han aldeles glemte sin Fange .
» Kunde han endda blot falde i Søvn , saa skulde jeg snart have vundet Spillet 1 « tænkte Bekker .
Et Øjeblik efter begyndte Præsten at synge en Salme paa en langsom , monoton Melodi . Til at begynde med sang han ganske svagt , men lidt efter lidt forstærkede han sin Stemme og sang højere og højere .
Greven tog intet Hensyn til Bekkers Sang , men vedblev at sidde ubevægelig , fordybet i sine egne Tanker .
Da Præsten saa , at Greven vedblev at sidde stille med Ryggen vendt imod ham og uden at lægge Mærke til ham , begyndte han saa smaat at bevæge sig .
Han skubbede sig til Siderne hen ad Gulvet , stille og lydløst som en Slange , medens han uafladelig vedblev sin ensformige , søvndyssende Sang .
Hensigten med Præstens Sang var først og fremmest at skjule den Smule Støj , hans Bevægelser foraarsagede , men ogsaa om muligt at faa Greven til at sove .

Han skubbede sig frem og tilbage paa Gulvet for at lede efter en eller anden fremspringende Genstand , hvorpaa han kunde sønder-slide de Baand , der holdt hans Hænder bundne paa Ryggen .
Men det lod ikke til , at hans Søgen skulde føre til noget Resultat . Gulvet var jævnt og glat , det frembød ingen Ujævnheder eller skarpe Kanter .
» Fordømt ! « mumlede Bekker . » Skulde det da ikke være muligt at blive af med disse Baand ! Skal jeg være fordømt til at ende mit Liv her ! «
Flan fortsatte dog ufortrødent sin Søgen , medens han vedblev sin Sang , stadig holdende Øje med Greven .
Dagens Anstrængelser , det nydte Maaltid og Præstens ensformige Sang — alt dette i Forening syntes at udøve en søvndyssende Virkning paa Greven , idet ban snart begyndte at nikke med Hovedet .
» Bravo ! Nu lader det til , at han falder i Søvn ! « mumlede Præsten . » Blot jeg nu havde Hænderne fri . «
I det samme havde han nær udstødt et Glædesskrig , men han havde dog Selvbeherskelse nok til at lade være .
Han havde fundet , hvad han søgte .
Med sine paa Ryggen bundne Hænder var

han nemlig kommen til at berøre et haardt , skarpt Punkt .
Det var et Søm , der i Tidens Løb havde arbejdet sig lidt op af Gulvet .
Saa stærkt , som det var ham muligt , gav han sig til at gnide de Baand , hvormed hans Hænder var bundne , imod Sømmet for at faa Rebet slidt over .
Det var et strængt Arbejde .
Og hvad der gjorde det endnu yderligere anstrængende , var , at han maatte undgaa enhver Støj for ikke at vække Greven .
Sveden rullede i store Draaber ned ad hans Pande . Der fandtes ikke i hele hans Legeme en Nerve eller Muskel , uden at den var spændt til det yderste .
Hver Gang Greyen i Søvne nikkede , holdt Bekker op med sit Arbejde af Frygt for , at Greven skulde vaagne .
Thi vaagnede han , før Bekker blev fri , saa var alt tabt .
Men saa snart Greven igen sad rolig , fortsatte Bekker sit Arbejde med fornyet Iver ; hans Bryst bevægede sig voldsomt , og Øjnene stod saa stive i Flovedet paa ham , at de truede med at springe ud .
Men det gjaldt jo Liv eller Død , saa der var ikke Tid til Betænkning .

Endelig , efter en god Times Arbejde , havde Bekker faaet Rebet saa vidt slidt igennem , at det lykkedes ham ved et stærkt Ryk at faa Hænderne fri .
Huden var rigtignok gnedet af , og de var forfærdelig ømme , men det var af underordnet Betydning .
Et Øjeblik efter havde han ogsaa løst det Reb , der bandt Benene .
Derefter forsøgte han at rejse sig op , hvad der dog ikke strax lykkedes ham ; den tvungne Stilling havde bevirket en stærk Ømhed og Stivhed i Benene .
Endelig lykkedes det ham at komme paa Benene , og da han stod oprejst , mumlede han med en triumferende Mine :
» Hahaha , de troede allerede , at de havde mig , men de glemte , at jeg ikke saa Iet lader mig fangel «
Han listede sig sagte hen til Bordet , hvor Greven sad i en tryg Søvn , og tog en dygtig Slurk af en paa Bordet staaende Flaske , der var halv fuld af Vin .
» Ah , det hjalp ! « mumlede han . » Nu er jeg da atter Pierre over mine Lemmer . Men jeg er sulten ; jeg vil tage et Par Mundfulde Mad , inden jeg gaar . «
Plan gav sig i Hast til at spise noget Kød og Brød , som Greven havde levnet fra sit

Aftensmaaltid , og drak dertil Resten af Flaskens Indhold .
» Saa , nu afsted før min Ven Tom kommer tilbage ! « mumlede han .
Han gik hen imod Døren , men stansede et Øjeblik og saa paa den sovende Greve , idet han mumlede :
» Skulde jeg forlade ham saaledes ? Skal jeg lade ham leve ? Vil det ikke være for farligt ? Jeg behøver blot at anbringe et velrettet Slag paa hans Floved , saa har jeg en Dødsfjende mindre . Dog nej , i Aften er jeg ikke stemt til at udgyde Blod . Hvad skulde hans Død desuden gavne mig ? Der er jo ikke noget at arve efter liam — han er fattig som en Kirkerotte . Lad ham kun leve , jeg skal nok sørge for ikke oftere at løbe i Armene paa ham . «
Han vilde nu gaa bort , men Døren var aflaaset .
Tom havde villet være sikker paa sin Fange . Han mistænkte ham for at have en Ræv bag Øret , hvorfor han udvendig fra af-laasede Døren , da han gik , for yderligere at sikre sig .
» Fordømt ! « mumlede Præsten . » Dette er Tom Mester for , thi Greven har ikke været ved Døren . For Satan , hvorledes skal jeg nu slippe herfra ? «
Han saa sig om i Værelset . I en Krog

laa nogle gamle Jærnsager . Han gik derhen for at se efter , om der ikke skulde være en eller anden Genstand , han kunde bruge til at dirke Døren op med .
Han fandt ogsaa et langt , kroget Søm , med hvilket han strax gjorde Forsøg paa at aabne Døren .
Han kunde ikke forhindre , at Arbejdet foraarsagede en Del Støj , der bevirkede , at Greven vaagnede .
Denne rejste sig op og blev i højeste Grad forbavset , da han saa Præsten travlt beskæftiget ved Døren .
Bekker var saa fordybet i sit Arbejde , at han slet ikke lagde Mærke til , at Greven var vaagnet ; desto større var hans Forskrækkelse , da han fik et let Slag paa Skulderen .
Han vendte sig hurtig om og stod Ansigt til Ansigt med Greven .
Overraskelsen var saa stor paa begge Sider , at det varede lidt , inden nogen af dem mælede et Ord .
Grev Taubenheim var den , som først brød Tavsheden .
» Hvad er dette ? « spurgte han .
» Det ser Du jo , « svarede Præsten , der hurtig havde overvundet sin Forskrækkelse , » jeg er i Færd med at gaa . «
» Gaa ! « udbrød Greven , der endnu ikke

rigtig kunde fatte , at Præsten havde kunnet befri sig for de Reb , hvormed han forsvarligt havde været bunden .
» Naturligvis . Jeg antager nemlig , at Du nu længe nok har nydt godt af mit behagelige Selskab . «
» Aldeles ikke , « svarede Greven . » Du bliver her , til Tom kommer tilbage , eller jeg slaar . Dig ihjel paa Stedet . «
» Det vil jeg dog først se , « sagde Præsten , idet han stillede sig med Ryggen mod Døren og saa paa sin Modstander .
» Det skal Du ogsaa , « svarede Greven . » Nu forstaar jeg det hele . «
» Virkelig ? «
» Ja , jeg forstaar det hele . Din Historie om Skatten var kun en Løgn , beregnet paa at vinde Tid . «
» Hvor Hr . Greven bliver skarpsindig ! « sagde Bekker ironisk .
» Din List var nær lykkedes , « vedblev Greven uden at agte paa Præstens Bemærkning . » Jeg var dum nok til at anse Dig for uskadelig , da Du laa bunden paa Gulvet , og til at fæste Lid til din forstilte Anger . Men Gud være lovet , jeg vaagnede i Tide , og nu sværger jeg ved alt , hvad der er helligt , at Du ikke skal slippe levende herfra . «
» Ikke det ? «

» Hvem af os skal gaa ud efter Pengene ? « spurgte Greven .

» Jeg véd ikke , « svarede Tom nølende .

» Naa , lad os saa trække Lod derom , « sagde Greven rask .

» Vel , lad os det , « svarede Tom .

Greven tog to Stykker Papir af ulige Længde og skjulte dem mellem Fingrene , saa kun Spidserne stak frem .

» Den , der faar det længste Stykke , skal gaa , « sagde Greven .

» Vel , « sagde Tom , idet han lukkede Øjnene og trak .

Han fik det længste Stykke .

» Altsaa skal jeg ud og hente Skatten , « sagde Tom . » Lad gaa da . Men pas nu godt paa Præsten , thi hans pludselige Fromhed forekommer mig noget mistænkelig . Og naar jeg kommer tilbage , skal han dø , saa er der ingen Barmhjærtighed mere . «

Dette sagde Tom til Greven i en hviskende

Tone . Greven lovede at passe godt paa Fangen , hvorpaa Tom skyndte sig afsted , efter at han dog først forinden havde kastet et undersøgende Blik paa Præsten for at se , om Rebet , hvormed han var bunden , endnu var i Orden .

Et Øjeblik efter var Grev Taubenheim og Præsten alene .

XXL

Hvad der saa skete .

Da Døren lukkede sig efter Tom , drog Præsten et dybt , lettende Suk . Første Del af hans Plan var nu lykkedes , den ene af hans Fjender var borte , og det var oven i Købet den af dem , han frygtede mest ; thi Tom havde en ganske anderledes fast og energisk Karakter end Greven .

Toms Expedition vilde i det mindste vare fire 'l'imer .

Inden Forløbet af disse fire Timer maatte Præsten være fri ; thi naar Tom kom tilbage , vilde han være langt frygteligere end før , da Historien om Skatten selvfølgelig var Løgn fra Begyndelsen til Enden .

Præsten havde ganske rigtig beregnet Guldets Tryllemagt .

Det gjaldt nu for Præsten om at frigøre sig for de Baand , som sammensnørede hans Arme og Ben . Men det var en meget vanskelig Opgave ; thi han . kunde jo ikke gøre en eneste Bevægelse , uden at Greven absolut maatte bemærke det .

Han fortvivlede dog ikke , men stolede paa , at det inden Forløbet af de fire Timer skulde lykkes ham at blive fri .

Saa snart Tom var gaaet , rejste Greven sig og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet . Tanken om de 100 ,000 Dollars havde sat hans Sind i stærk Bevægelse . Han gned sig i Flænderne og mumlede :

» Rig — jeg bliver rig igen ! «

Da han i nogle Minutter saaledes havde gaaet op og ned ad Gulvet , gik han hen til Skabet i Væggen og fremtog en Flaske og nogle Levnedsmidler , som han satte paa Bordet , hvorpaa han gav sig i Færd med at spise og drikke .

Præsten holdt sig fuldstændig rolig . Flan laa og iagttog Grevens Bevægelser med stor Opmærksomhed .

Da Greven havde spist , lænede han sig tilbage i Stolen og faldt i dybe Tanker .

Det var Udsigten til den forventede Rigdom , som fremmanede de dejligste Billeder i hans Fantasi .

Præsten gættede , hvad det var , der optog Grevens Tanker , og han glædede sig over , at Rigdommens Dæmon havde faaet en saadan Magt over Greven , at han aldeles glemte sin Fange .

» Kunde han endda blot falde i Søvn , saa skulde jeg snart have vundet Spillet 1 « tænkte Bekker .

Et Øjeblik efter begyndte Præsten at synge en Salme paa en langsom , monoton Melodi . Til at begynde med sang han ganske svagt , men lidt efter lidt forstærkede han sin Stemme og sang højere og højere .

Greven tog intet Hensyn til Bekkers Sang , men vedblev at sidde ubevægelig , fordybet i sine egne Tanker .

Da Præsten saa , at Greven vedblev at sidde stille med Ryggen vendt imod ham og uden at lægge Mærke til ham , begyndte han saa smaat at bevæge sig .

Han skubbede sig til Siderne hen ad Gulvet , stille og lydløst som en Slange , medens han uafladelig vedblev sin ensformige , søvndyssende Sang .

Hensigten med Præstens Sang var først og fremmest at skjule den Smule Støj , hans Bevægelser foraarsagede , men ogsaa om muligt at faa Greven til at sove .

Han skubbede sig frem og tilbage paa Gulvet for at lede efter en eller anden fremspringende Genstand , hvorpaa han kunde sønder-slide de Baand , der holdt hans Hænder bundne paa Ryggen .

Men det lod ikke til , at hans Søgen skulde føre til noget Resultat . Gulvet var jævnt og glat , det frembød ingen Ujævnheder eller skarpe Kanter .

» Fordømt ! « mumlede Bekker . » Skulde det da ikke være muligt at blive af med disse Baand ! Skal jeg være fordømt til at ende mit Liv her ! «

Flan fortsatte dog ufortrødent sin Søgen , medens han vedblev sin Sang , stadig holdende Øje med Greven .

Dagens Anstrængelser , det nydte Maaltid og Præstens ensformige Sang — alt dette i Forening syntes at udøve en søvndyssende Virkning paa Greven , idet ban snart begyndte at nikke med Hovedet .

» Bravo ! Nu lader det til , at han falder i Søvn ! « mumlede Præsten . » Blot jeg nu havde Hænderne fri . «

I det samme havde han nær udstødt et Glædesskrig , men han havde dog Selvbeherskelse nok til at lade være .

Han havde fundet , hvad han søgte .

Med sine paa Ryggen bundne Hænder var

han nemlig kommen til at berøre et haardt , skarpt Punkt .

Det var et Søm , der i Tidens Løb havde arbejdet sig lidt op af Gulvet .

Saa stærkt , som det var ham muligt , gav han sig til at gnide de Baand , hvormed hans Hænder var bundne , imod Sømmet for at faa Rebet slidt over .

Det var et strængt Arbejde .

Og hvad der gjorde det endnu yderligere anstrængende , var , at han maatte undgaa enhver Støj for ikke at vække Greven .

Sveden rullede i store Draaber ned ad hans Pande . Der fandtes ikke i hele hans Legeme en Nerve eller Muskel , uden at den var spændt til det yderste .

Hver Gang Greyen i Søvne nikkede , holdt Bekker op med sit Arbejde af Frygt for , at Greven skulde vaagne .

Thi vaagnede han , før Bekker blev fri , saa var alt tabt .

Men saa snart Greven igen sad rolig , fortsatte Bekker sit Arbejde med fornyet Iver ; hans Bryst bevægede sig voldsomt , og Øjnene stod saa stive i Flovedet paa ham , at de truede med at springe ud .

Men det gjaldt jo Liv eller Død , saa der var ikke Tid til Betænkning .

Endelig , efter en god Times Arbejde , havde Bekker faaet Rebet saa vidt slidt igennem , at det lykkedes ham ved et stærkt Ryk at faa Hænderne fri .

Huden var rigtignok gnedet af , og de var forfærdelig ømme , men det var af underordnet Betydning .

Et Øjeblik efter havde han ogsaa løst det Reb , der bandt Benene .

Derefter forsøgte han at rejse sig op , hvad der dog ikke strax lykkedes ham ; den tvungne Stilling havde bevirket en stærk Ømhed og Stivhed i Benene .

Endelig lykkedes det ham at komme paa Benene , og da han stod oprejst , mumlede han med en triumferende Mine :

» Hahaha , de troede allerede , at de havde mig , men de glemte , at jeg ikke saa Iet lader mig fangel «

Han listede sig sagte hen til Bordet , hvor Greven sad i en tryg Søvn , og tog en dygtig Slurk af en paa Bordet staaende Flaske , der var halv fuld af Vin .

» Ah , det hjalp ! « mumlede han . » Nu er jeg da atter Pierre over mine Lemmer . Men jeg er sulten ; jeg vil tage et Par Mundfulde Mad , inden jeg gaar . «

Plan gav sig i Hast til at spise noget Kød og Brød , som Greven havde levnet fra sit

Aftensmaaltid , og drak dertil Resten af Flaskens Indhold .

» Saa , nu afsted før min Ven Tom kommer tilbage ! « mumlede han .

Han gik hen imod Døren , men stansede et Øjeblik og saa paa den sovende Greve , idet han mumlede :

» Skulde jeg forlade ham saaledes ? Skal jeg lade ham leve ? Vil det ikke være for farligt ? Jeg behøver blot at anbringe et velrettet Slag paa hans Floved , saa har jeg en Dødsfjende mindre . Dog nej , i Aften er jeg ikke stemt til at udgyde Blod . Hvad skulde hans Død desuden gavne mig ? Der er jo ikke noget at arve efter liam — han er fattig som en Kirkerotte . Lad ham kun leve , jeg skal nok sørge for ikke oftere at løbe i Armene paa ham . «

Han vilde nu gaa bort , men Døren var aflaaset .

Tom havde villet være sikker paa sin Fange . Han mistænkte ham for at have en Ræv bag Øret , hvorfor han udvendig fra af-laasede Døren , da han gik , for yderligere at sikre sig .

» Fordømt ! « mumlede Præsten . » Dette er Tom Mester for , thi Greven har ikke været ved Døren . For Satan , hvorledes skal jeg nu slippe herfra ? «

Han saa sig om i Værelset . I en Krog

laa nogle gamle Jærnsager . Han gik derhen for at se efter , om der ikke skulde være en eller anden Genstand , han kunde bruge til at dirke Døren op med .

Han fandt ogsaa et langt , kroget Søm , med hvilket han strax gjorde Forsøg paa at aabne Døren .

Han kunde ikke forhindre , at Arbejdet foraarsagede en Del Støj , der bevirkede , at Greven vaagnede .

Denne rejste sig op og blev i højeste Grad forbavset , da han saa Præsten travlt beskæftiget ved Døren .

Bekker var saa fordybet i sit Arbejde , at han slet ikke lagde Mærke til , at Greven var vaagnet ; desto større var hans Forskrækkelse , da han fik et let Slag paa Skulderen .

Han vendte sig hurtig om og stod Ansigt til Ansigt med Greven .

Overraskelsen var saa stor paa begge Sider , at det varede lidt , inden nogen af dem mælede et Ord .

Grev Taubenheim var den , som først brød Tavsheden .

» Hvad er dette ? « spurgte han .

» Det ser Du jo , « svarede Præsten , der hurtig havde overvundet sin Forskrækkelse , » jeg er i Færd med at gaa . «

» Gaa ! « udbrød Greven , der endnu ikke

rigtig kunde fatte , at Præsten havde kunnet befri sig for de Reb , hvormed han forsvarligt havde været bunden .

» Naturligvis . Jeg antager nemlig , at Du nu længe nok har nydt godt af mit behagelige Selskab . «

» Aldeles ikke , « svarede Greven . » Du bliver her , til Tom kommer tilbage , eller jeg slaar . Dig ihjel paa Stedet . «

» Det vil jeg dog først se , « sagde Præsten , idet han stillede sig med Ryggen mod Døren og saa paa sin Modstander .

» Det skal Du ogsaa , « svarede Greven . » Nu forstaar jeg det hele . «

» Virkelig ? «

» Ja , jeg forstaar det hele . Din Historie om Skatten var kun en Løgn , beregnet paa at vinde Tid . «

» Hvor Hr . Greven bliver skarpsindig ! « sagde Bekker ironisk .

» Din List var nær lykkedes , « vedblev Greven uden at agte paa Præstens Bemærkning . » Jeg var dum nok til at anse Dig for uskadelig , da Du laa bunden paa Gulvet , og til at fæste Lid til din forstilte Anger . Men Gud være lovet , jeg vaagnede i Tide , og nu sværger jeg ved alt , hvad der er helligt , at Du ikke skal slippe levende herfra . «

» Ikke det ? «