MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k

bidrage dertil , skønt Du ikke har fortjent det af mig , « sagde Tom .
» Ja , det er netop det , der ligger mig paa Hjærte , « sagde Præsten .
» Saa tal . «
» Jeg har gjort Eder megen Fortræd , « sagde Præsten i en klynkende og angrende Tone , » saa megen , som det ene Menneske vel kan gøre det andet . «
» Det har Du . «
» Men det vil jeg nu søge at gøre godt igen , « vedblev Præsten .
» Du ? «
» Ak ja , jeg fortryder , hvad jeg har gjort imod Eder , « sagde Præsten med godt spillet Bedrøvelse .
» Virkelig ! « udbrød baade Tom og Greven tvivlende .
» Ja , og jeg vil se at gøre min Uret mod Eder god igen . «
» Hvorledes vil Du bære Dig ad med det ? « spurgte Tom .
» Jeg véd ganske vist , at jeg aldrig helt kan gøre min Forseelse god igen , men noget kan jeg dog gøre . «
» Hvad mener Du kan veje op mod , hvad vi har gennemgaaet ? « spurgte Tom .
» Guld ! « sagde Præsten og saa stift paa sine Modstandere .

» Guld ? « spurgte Tom og Grev Taubenheim vantro .
» Ja . «
» Har Du Guld ? « spurgte Greven .
» Ja ; «
» Meget ? «
» Ja . «
» En Formue ? « vedblev Greven , hvis Begærlighed var bleven vakt og tydeligt afspejlede sig i hans Ansigt .
» Ja , en Formue , « svarede Præsten , » og det endda en stor Formue . «
» Det er Løgn ! « sagde Tom , der nu blandede sig i Samtalen . » Det er noget , Du bitter paa , for at vinde Tid til at forsøge at slippe fra os . «
» Tom , tror Du virkelig , at noget Menneske kan lyve i sin sidste Time ? « spurgte Præsten højtideligt .
» Dig tiltror jeg alt , « sagde Tom .
» Lad ham dog tale , Tom , « sagde Greven . » Vi kan jo snart se , hvorvidt han lyver eller taler Sandhed . «
» Jeg er vis paa , det er en Snare , « sagde Tom sagte .
» Tror Du , han kan udklække en List , naar han staar Ansigt til Ansigt med Døden ? « spurgte Greven ligeledes hviskende .
» Han er i Stand til alt , « svarede Tom » Men

lad ham tale , vi kan jo sagtens høre , hvad han har at sige . «
» I tror mig ikke , « sagde Præsten i en klagende Tone . » Jeg kan se paa Eder , at I ikke tror mig . «
» Nej , vi tror Dig ikke , « sagde Tom ligefrem , » og sandt at sige har vi heller ingen Grund dertil . «
» Og hvorfor ikke ? Hvorfor vil I ikke tro mig ? « vedblev Præsten . » Nu i min sidste Stund føler jeg brændende Anger over , hvad jeg har gjort imod Eder . Ak ja , nu med Døden for Øje føler jeg først klart , hvorledes jeg har syndet mod Eder . Jeg har vandret paa Syndens brede Landevej og foragtet Guds hellige Bud , jeg har været en saare uværdig Herrens Tjener — en af dem , som vidste det rette , men ikke handlede derefter . O , i denne Stund , nu , da min Sjæl snart skal skilles fra det jordiske Hylster , saa viser mine Misgærninger sig først for mig i hele deres Rædselsfuldhed . Mine Synder tynger paa mig som et Bjærg af Bly og bringer mig til at skælve for Dommen hinsides . O , kan I endnu tvivle paa , at det virkelig er mit fulde Alvor at ville gøre , hvad der staar i min Magt , for dog i det mindste nogenlunde at raade Bod paa det onde , jeg har bedrevet . O , himmelske Fader , smelt dog disse Menneskers haarde Hjærter og bring dem til at lytte til

mine Ord med et venligt Øre — lad dem give mig Lejlighed til at vise , at jeg angrer mine Synder . «
Hele denne Tale blev holdt i en saa indtrængende og salvelsesfuld Tone , at den ikke undlod at gøre en vis Virkning paa Præstens Tilhørere .
De tav et Øjeblik og saa paa hinanden . Endelig sagde Tom ;
» Du tror at kunne gøre noget af din Mis-gærning god igen ? «
» Ja . «
» Hvorledes ? «
» Ved , som jeg før sagde , at give Eder Guld . «
» Tror Du , at Guld kan udslette vort Had ? « spurgte Tom barsk .
» Nej , nej , det tror jeg ikke , « svarede Præsten ivrigt , » dertil har jeg forvoldt Eder for megen Fortræd . Men det kan dog for en Del mildne Hadet . I er begge fattige , og jeg tilbyder Eder en Skat . «
» Er den stor ? « spurgte Greven med paafaldende Iver .
» Ja . «
» Hvor stor er den ? «
» Jeg véd det ikke saa nøje , men den er paa over 100 ,000 Dollars . «
» 100 ,000 Dollarsi « raabte Greven med

funklende Øjne . » Hører Du , Tom — 100 ,000 Dollars I «
» Ja , jeg hører det nok , « sagde Tom roligt , » men jeg tror ham ikke alligevel — det er blot et Lokkemiddel for at faa os til at lade ham slippe . Flvor skulde han vel have faaet de Penge fra ? «
» klør mig ! « sagde Præsten . » Du spørger om , hvor jeg har faaet Pengene fra ? «
» Javel . «
» I har vel nok hørt Tale om Falskmøntnerbanden ? «
» Ja , « svarede Tom . » Efter hvad der siges , er den nu paagreben . «
» Det er den , « sagde Præsten , » men dog ikke alle dens Medlemmer , og heller ikke alle dens Penge « '
» Flvoraf véd Du det ? «
» Fordi jeg var Bandens Anfører . «
» Du ? «
» Ja , jeg . Og da - jeg forudsaa , at Banden en Gang vilde blive opdaget , gemte jeg den Sum , jeg nævnede , paa et hemmeligt Sted , for dog at have noget , hvis jeg undgik at falde i Politiets Klør . «
Præstens Forklaring lød ikke helt usandsynlig ; det lignede ham saa aldeles at søge at sikre sig i alle mulige Tilfælde .
Altsaa kunde det være muligt , at han talte

Sandhed . Endogsaa Tom begyndte at tro paa hans Ord — Tanken om den kolossale Pengesum begyndte at udøve sin magiske Virkning ogsaa paa ham .
» Og Du vil give os denne Skat ? « spurgte Tom .
» Ja , som et lille Afdrag paa min Gæld til Eder . «
» Du er ikke den Mand , som giver noget bort for intet , « sagde Tom . » Hvad er ellers din Piensigt — dog vel aldrig , at vi skal lade Dig løbe ? «
» Ak nej , det véd jeg vel , at jeg ikke har nogen Ret til at vente , « sagde Præsten . » Men jeg ønsker ogsaa kun , at I vil forlænge den Frist , I har sat mig . «
» Og naar vi giver Dig Lov til at leve nogle Timer endnu , og det saa viser sig , at din Historie ikke er andet end Løgn , saa har Du igen bedraget os . Nej , det bliver der ikke noget af , « sagde Tom bestemt .
» Hvor I har daarlige Tanker om mig , « sukkede Præsten . » Jeg beder jo blot om at leve saa længe , indtil I har hentet Skatten ; det vil I dog ikke nægte mig , saa haardhjærtede kan I umuligt være . Husk paa , at en saa stor Synder som jeg maa have nogen Tid til at angre , før jeg kan træde frem for min himmelske Dommer . O , nægt mig ikke den Barmhjærtighed , for saa

vidt I haaber paa , at der ogsaa en Gang skal vises Eder Barmhjærtighed . Jeg tilbyder Eder alt mit Guld , naar jeg maa leve saa længe , til I har fundet det . «
» Vi kan jo da egentlig gærne tjene ham deri , « hviskede Grev Taubenheim til Tom . » 100 ,000 Dollars er dog nok en slig Villighed værd . «
» Sandt nok , Pengene kan vi jo altid bruge , « sagde Tom . Efter at have tænkt sig lidt om , sagde han derpaa til Præsten : » Hvor har Du skjult Skatten ? «
» Lov mig saa , at jeg maa leve indtil i Morgen , at jeg kan forberede mig til den lange Vandring , som fo'restaar , « sagde Bekker med hellig Stemme .
» Du skal faa Lov at leve saa længe , « sagde Tom , » thi Du skal følge med og vise os Gemmestedet . «
» Ak , kalder I det BarmhjærtighedI « raabte Præsten . » Husk paa , at jeg er en aldrende Mand , som ikke kan udholde denne Vandring ovenpaa de Anstrængelser , jeg har gennemgaaet i Dag .' Betænk dog , at den Smule Tid , som I skænker mig , skulde være helliget angrende Selvbetragtninger over mit hidtidige syndefulde Liv ; men hvorledes skulde dette blive muligt , naar jeg udmattet til det yderste skal gaa en lang Vej med Eder . Nej , det kan jeg ikke ;

den Smule Frist , I skænker mig , tør jeg udelukkende hellige til en Udsoning mellem mig og den almægtige . Forlang ikke af mig , at jeg i mine sidste Timer skal beskæftige mig med jordiske Ting . «
» Vi skulde altsaa gaa bort og lade Dig være alene , og naar vi saa kommer tilbage , finder vi Buret tomt og Fuglen fløjet , « sagde Tom spottende . » Nej , min Ven , saadan leger vi ikke . «
» Ak , I tror endnu , at jeg vil bedrage Eder ! « sagde Præsten bebrejdende . » Jeg skal opgive Eder Stedet saa nøjagtigt , at I vil kunne finde det i Mørke . Kun én af Eder behøver at gaa ud for at hente Skatten , den anden kan jo blive her for at bevogte mig . Findes Skatten ikke , da giver jeg Eder Lov til at fare langt haardere frem mod mig , end I ellers havde til Hensigt . Kan jeg gøre Eder noget mere betryggende Tilbud ? «
Greven og Tom gav sig nu til at tale sagte sammen . Præsten udtalte sig med en saadan Sikkerhed , at de var tilbøjelige til at tro , at han mod Sædvane talte Sandhed . Her var altsaa 100 ,000 Dollars at tjene , saafremt de gik ind paa Forslaget , men gjorde de ikke det , fik de intet , thi saa vilde han naturligvis ikke sige , hvor Skatten var .
De besluttede derfor at ville undersøge ,

om det skulde forholde sig rigtigt med Præstens Fortælling , hvorfor Tom sagde :
» Vi gaar ind paa dit Tilbud . Sig os saa , hvor Skatten er . «
» Faar jeg saa Lov til at leve til i Morgen , saa jeg kan faa Tid til at angre mine Synder ? « spurgte Præsten .
» Du skal faa Lov at leve , indtil vi kommer i Besiddelse af Skatten , men ikke et Minut længere , « svarede Tom .
» Vel , jeg er tilfreds dermed , og jeg takker Eder oven i Købet , « sagde Præsten . » Men I maa sværge mig til ved alt , hvad der er Eder helligt , at I vil holde Eders Løfte . «
Efter at baade Tom og Greven havde aflagt den forlangte Ed , beskrev Præsten meget omhyggeligt et bestemt Sted i den oftere omtalte Skov udenfor San Francisko . Her , sagde lian , laa Skatten nedgravet ved et Træ , i hvis Bark der var indskaaret tre Kork .
» Men én Mand kan jo ikke bære Pengene , « indvendte Greven .
» Jo , med Lethed , « svarede Præsten , » thi Summen er for største Delen i Banknoter ; kun et Par Tusinde Dollars er i Guld . Det hele ligger i et lille Skrin , som man kan bære under Armen . «
Efter Præstens Opgivelse var det let at

finde Stedet , men nu opstod der en ny Vanskelighed .
Hvem af de to skulde gaa ud og hente Skatten ? Vilde den , som gik derud , ikke stikke af med Pengene ?
Saaledes tænkte baade Greven og Tom , idet de tvivlraadig ! saa paa hinanden , gættende hinandens Tanker .

bidrage dertil , skønt Du ikke har fortjent det af mig , « sagde Tom .

» Ja , det er netop det , der ligger mig paa Hjærte , « sagde Præsten .

» Saa tal . «

» Jeg har gjort Eder megen Fortræd , « sagde Præsten i en klynkende og angrende Tone , » saa megen , som det ene Menneske vel kan gøre det andet . «

» Det har Du . «

» Men det vil jeg nu søge at gøre godt igen , « vedblev Præsten .

» Du ? «

» Ak ja , jeg fortryder , hvad jeg har gjort imod Eder , « sagde Præsten med godt spillet Bedrøvelse .

» Virkelig ! « udbrød baade Tom og Greven tvivlende .

» Ja , og jeg vil se at gøre min Uret mod Eder god igen . «

» Hvorledes vil Du bære Dig ad med det ? « spurgte Tom .

» Jeg véd ganske vist , at jeg aldrig helt kan gøre min Forseelse god igen , men noget kan jeg dog gøre . «

» Hvad mener Du kan veje op mod , hvad vi har gennemgaaet ? « spurgte Tom .

» Guld ! « sagde Præsten og saa stift paa sine Modstandere .

» Guld ? « spurgte Tom og Grev Taubenheim vantro .

» Ja . «

» Har Du Guld ? « spurgte Greven .

» Ja ; «

» Meget ? «

» Ja . «

» En Formue ? « vedblev Greven , hvis Begærlighed var bleven vakt og tydeligt afspejlede sig i hans Ansigt .

» Ja , en Formue , « svarede Præsten , » og det endda en stor Formue . «

» Det er Løgn ! « sagde Tom , der nu blandede sig i Samtalen . » Det er noget , Du bitter paa , for at vinde Tid til at forsøge at slippe fra os . «

» Tom , tror Du virkelig , at noget Menneske kan lyve i sin sidste Time ? « spurgte Præsten højtideligt .

» Dig tiltror jeg alt , « sagde Tom .

» Lad ham dog tale , Tom , « sagde Greven . » Vi kan jo snart se , hvorvidt han lyver eller taler Sandhed . «

» Jeg er vis paa , det er en Snare , « sagde Tom sagte .

» Tror Du , han kan udklække en List , naar han staar Ansigt til Ansigt med Døden ? « spurgte Greven ligeledes hviskende .

» Han er i Stand til alt , « svarede Tom » Men

lad ham tale , vi kan jo sagtens høre , hvad han har at sige . «

» I tror mig ikke , « sagde Præsten i en klagende Tone . » Jeg kan se paa Eder , at I ikke tror mig . «

» Nej , vi tror Dig ikke , « sagde Tom ligefrem , » og sandt at sige har vi heller ingen Grund dertil . «

» Og hvorfor ikke ? Hvorfor vil I ikke tro mig ? « vedblev Præsten . » Nu i min sidste Stund føler jeg brændende Anger over , hvad jeg har gjort imod Eder . Ak ja , nu med Døden for Øje føler jeg først klart , hvorledes jeg har syndet mod Eder . Jeg har vandret paa Syndens brede Landevej og foragtet Guds hellige Bud , jeg har været en saare uværdig Herrens Tjener — en af dem , som vidste det rette , men ikke handlede derefter . O , i denne Stund , nu , da min Sjæl snart skal skilles fra det jordiske Hylster , saa viser mine Misgærninger sig først for mig i hele deres Rædselsfuldhed . Mine Synder tynger paa mig som et Bjærg af Bly og bringer mig til at skælve for Dommen hinsides . O , kan I endnu tvivle paa , at det virkelig er mit fulde Alvor at ville gøre , hvad der staar i min Magt , for dog i det mindste nogenlunde at raade Bod paa det onde , jeg har bedrevet . O , himmelske Fader , smelt dog disse Menneskers haarde Hjærter og bring dem til at lytte til

mine Ord med et venligt Øre — lad dem give mig Lejlighed til at vise , at jeg angrer mine Synder . «

Hele denne Tale blev holdt i en saa indtrængende og salvelsesfuld Tone , at den ikke undlod at gøre en vis Virkning paa Præstens Tilhørere .

De tav et Øjeblik og saa paa hinanden . Endelig sagde Tom ;

» Du tror at kunne gøre noget af din Mis-gærning god igen ? «

» Ja . «

» Hvorledes ? «

» Ved , som jeg før sagde , at give Eder Guld . «

» Tror Du , at Guld kan udslette vort Had ? « spurgte Tom barsk .

» Nej , nej , det tror jeg ikke , « svarede Præsten ivrigt , » dertil har jeg forvoldt Eder for megen Fortræd . Men det kan dog for en Del mildne Hadet . I er begge fattige , og jeg tilbyder Eder en Skat . «

» Er den stor ? « spurgte Greven med paafaldende Iver .

» Ja . «

» Hvor stor er den ? «

» Jeg véd det ikke saa nøje , men den er paa over 100 ,000 Dollars . «

» 100 ,000 Dollarsi « raabte Greven med

funklende Øjne . » Hører Du , Tom — 100 ,000 Dollars I «

» Ja , jeg hører det nok , « sagde Tom roligt , » men jeg tror ham ikke alligevel — det er blot et Lokkemiddel for at faa os til at lade ham slippe . Flvor skulde han vel have faaet de Penge fra ? «

» klør mig ! « sagde Præsten . » Du spørger om , hvor jeg har faaet Pengene fra ? «

» Javel . «

» I har vel nok hørt Tale om Falskmøntnerbanden ? «

» Ja , « svarede Tom . » Efter hvad der siges , er den nu paagreben . «

» Det er den , « sagde Præsten , » men dog ikke alle dens Medlemmer , og heller ikke alle dens Penge « '

» Flvoraf véd Du det ? «

» Fordi jeg var Bandens Anfører . «

» Du ? «

» Ja , jeg . Og da - jeg forudsaa , at Banden en Gang vilde blive opdaget , gemte jeg den Sum , jeg nævnede , paa et hemmeligt Sted , for dog at have noget , hvis jeg undgik at falde i Politiets Klør . «

Præstens Forklaring lød ikke helt usandsynlig ; det lignede ham saa aldeles at søge at sikre sig i alle mulige Tilfælde .

Altsaa kunde det være muligt , at han talte

Sandhed . Endogsaa Tom begyndte at tro paa hans Ord — Tanken om den kolossale Pengesum begyndte at udøve sin magiske Virkning ogsaa paa ham .

» Og Du vil give os denne Skat ? « spurgte Tom .

» Ja , som et lille Afdrag paa min Gæld til Eder . «

» Du er ikke den Mand , som giver noget bort for intet , « sagde Tom . » Hvad er ellers din Piensigt — dog vel aldrig , at vi skal lade Dig løbe ? «

» Ak nej , det véd jeg vel , at jeg ikke har nogen Ret til at vente , « sagde Præsten . » Men jeg ønsker ogsaa kun , at I vil forlænge den Frist , I har sat mig . «

» Og naar vi giver Dig Lov til at leve nogle Timer endnu , og det saa viser sig , at din Historie ikke er andet end Løgn , saa har Du igen bedraget os . Nej , det bliver der ikke noget af , « sagde Tom bestemt .

» Hvor I har daarlige Tanker om mig , « sukkede Præsten . » Jeg beder jo blot om at leve saa længe , indtil I har hentet Skatten ; det vil I dog ikke nægte mig , saa haardhjærtede kan I umuligt være . Husk paa , at en saa stor Synder som jeg maa have nogen Tid til at angre , før jeg kan træde frem for min himmelske Dommer . O , nægt mig ikke den Barmhjærtighed , for saa

vidt I haaber paa , at der ogsaa en Gang skal vises Eder Barmhjærtighed . Jeg tilbyder Eder alt mit Guld , naar jeg maa leve saa længe , til I har fundet det . «

» Vi kan jo da egentlig gærne tjene ham deri , « hviskede Grev Taubenheim til Tom . » 100 ,000 Dollars er dog nok en slig Villighed værd . «

» Sandt nok , Pengene kan vi jo altid bruge , « sagde Tom . Efter at have tænkt sig lidt om , sagde han derpaa til Præsten : » Hvor har Du skjult Skatten ? «

» Lov mig saa , at jeg maa leve indtil i Morgen , at jeg kan forberede mig til den lange Vandring , som fo'restaar , « sagde Bekker med hellig Stemme .

» Du skal faa Lov at leve saa længe , « sagde Tom , » thi Du skal følge med og vise os Gemmestedet . «

» Ak , kalder I det BarmhjærtighedI « raabte Præsten . » Husk paa , at jeg er en aldrende Mand , som ikke kan udholde denne Vandring ovenpaa de Anstrængelser , jeg har gennemgaaet i Dag .' Betænk dog , at den Smule Tid , som I skænker mig , skulde være helliget angrende Selvbetragtninger over mit hidtidige syndefulde Liv ; men hvorledes skulde dette blive muligt , naar jeg udmattet til det yderste skal gaa en lang Vej med Eder . Nej , det kan jeg ikke ;

den Smule Frist , I skænker mig , tør jeg udelukkende hellige til en Udsoning mellem mig og den almægtige . Forlang ikke af mig , at jeg i mine sidste Timer skal beskæftige mig med jordiske Ting . «

» Vi skulde altsaa gaa bort og lade Dig være alene , og naar vi saa kommer tilbage , finder vi Buret tomt og Fuglen fløjet , « sagde Tom spottende . » Nej , min Ven , saadan leger vi ikke . «

» Ak , I tror endnu , at jeg vil bedrage Eder ! « sagde Præsten bebrejdende . » Jeg skal opgive Eder Stedet saa nøjagtigt , at I vil kunne finde det i Mørke . Kun én af Eder behøver at gaa ud for at hente Skatten , den anden kan jo blive her for at bevogte mig . Findes Skatten ikke , da giver jeg Eder Lov til at fare langt haardere frem mod mig , end I ellers havde til Hensigt . Kan jeg gøre Eder noget mere betryggende Tilbud ? «

Greven og Tom gav sig nu til at tale sagte sammen . Præsten udtalte sig med en saadan Sikkerhed , at de var tilbøjelige til at tro , at han mod Sædvane talte Sandhed . Her var altsaa 100 ,000 Dollars at tjene , saafremt de gik ind paa Forslaget , men gjorde de ikke det , fik de intet , thi saa vilde han naturligvis ikke sige , hvor Skatten var .

De besluttede derfor at ville undersøge ,

om det skulde forholde sig rigtigt med Præstens Fortælling , hvorfor Tom sagde :

» Vi gaar ind paa dit Tilbud . Sig os saa , hvor Skatten er . «

» Faar jeg saa Lov til at leve til i Morgen , saa jeg kan faa Tid til at angre mine Synder ? « spurgte Præsten .

» Du skal faa Lov at leve , indtil vi kommer i Besiddelse af Skatten , men ikke et Minut længere , « svarede Tom .

» Vel , jeg er tilfreds dermed , og jeg takker Eder oven i Købet , « sagde Præsten . » Men I maa sværge mig til ved alt , hvad der er Eder helligt , at I vil holde Eders Løfte . «

Efter at baade Tom og Greven havde aflagt den forlangte Ed , beskrev Præsten meget omhyggeligt et bestemt Sted i den oftere omtalte Skov udenfor San Francisko . Her , sagde lian , laa Skatten nedgravet ved et Træ , i hvis Bark der var indskaaret tre Kork .

» Men én Mand kan jo ikke bære Pengene , « indvendte Greven .

» Jo , med Lethed , « svarede Præsten , » thi Summen er for største Delen i Banknoter ; kun et Par Tusinde Dollars er i Guld . Det hele ligger i et lille Skrin , som man kan bære under Armen . «

Efter Præstens Opgivelse var det let at

finde Stedet , men nu opstod der en ny Vanskelighed .

Hvem af de to skulde gaa ud og hente Skatten ? Vilde den , som gik derud , ikke stikke af med Pengene ?

Saaledes tænkte baade Greven og Tom , idet de tvivlraadig ! saa paa hinanden , gættende hinandens Tanker .