MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
» Nej , ved Gud i Himlen , det sker aldrig ! « udbrød Greven .
» Paa den Maade er min Dom altsaa uigenkaldelig fældet ? « ’
» Ja , uigenkaldelig ! «
» Det vil vi dog først nappes om ! « raabte Præsten .
Og med dette Raab styrtede han med Lynets Fart løs paa Greven , greb ham i Struben med venstre Haand , medens han med det lange Søm , som han endnu holdt i højre Haand , huggede Greven i Ansigtet .
Angrebet kom saa pludseligt og voldsomt , at Greven ikke formaaede at afværge det . Flan styrtede om uden saa meget som at kunne udstøde et Skrig , da Præsten holdt hans Strube tæt sammenpresset .
Blodet flød ned ad Grevens Ansigt , og Bekker vedblev at klemme ham paa Struben , indtil han tabte Bevidstheden .
Da Præsten saa , at Greven var besvimet , rejste han sig op fra sin knælende Stilling og mumlede :
» Denne Gang er det hans egen Skyld — han kunde lade være med at forstyrre mig . Nu maa han dø , hvis jeg vil være sikker paa at slippe bort . Jeg tør ikke udsætte mig for , at han endnu en Gang træder mig hindrende i Vejen . «

Han tog derefter den Øxe , som Tom havde hentet i det tilstødende Kammer , hævede den i Vejret og lod den med et kraftigt Slag falde paa Grevens Hoved .
En uhyggelig , knagende Lyd hørtes — Grevens Hoved var kløvet .
» Nu forstyrrer han mig da ikke mere ! « mumlede Præsten . » Og saa afsted ! «
Han gav sig nu igen til at dirke ved Laasen med det krogede Søm , og denne Gang lykkedes Arbejdet — efter et Par Minutters Forløb sprang Døren op .
Han forlod skyndsomst Værelset uden at se sig om , listede sig ned ad de mørke Trapper og naaede Gadedøren .
Men her mødte der ham en ny Hindring , idet denne Dør ogsaa var aflaaset .
Det var en Hindring , han slet ikke havde tænkt paa . Hvorledes skulde han nu faa denne Dør aabnet ?
Saaledes i sidste Øjeblik at blive stanset , det var til at blive rasende over . Kun en tommetyk Planke stod mellem ham og Friheden , og denne Hindring kunde han maaske ikke overvinde .
Han havde endnu der lange Søm hos sig . Flan stak det ind i Laasen og forsøgte at dirke den op , men denne Laas syntes at være langt

bedre indrettet end den første , det var ham umuligt at faa den op .
Han arbejdede , saa han rev sine Hænder til Blods , men alle hans Anstrængelser var forgæves .
» Fordømt ! « mumlede han mellem Tænderne . » Skulde jeg lide Skibbrud i Havnen , det vilde dog være altfor harmfuldt . Tiden gaar , og Tom kan snart vende tilbage ; faar jeg ikke Døren aabnet forinden , er det sikkert ude med mig . «
Da faldt det ham ind , at der vel maatte findes en Gadedørsnøgle oppe i Grevens og 'Foms Værelse .
Men deroppe — uha , der laa jo han , den myrdede I
Præsten fo’r sammen ved Tanken om at skulle gaa derop igen . Men der var intet andet for — det var den sidste Udvej , og det maatte forsøges .
Han gik hurtig op ad Trapperne igen og ind i Værelset . Lampen var ved at gaa ud og oplyste kun svagt den uhyggelige Scene .
Præsten spejdede omkring for at faa Øje paa en Gadedørsnøgle , men der var ingen saadan at opdage .
Da faldt hans Øje paa den myrdede Greve , som laa paa Gulvet , svømmende i sit Blod .

Han fo’r gysende sammen , men fattede sig hurtigt igen og mumlede :
» Han maa rimeligvis have Nøglen hos sig . Jeg maa undersøge hans Lommer , hvor ubehageligt det end er . «
Han nærmede sig Liget med en stærk Følelse af Uhygge . Selv denne forvorpne Forbryder følte en knugende Rædsel ved atter at nærme sig sit Offer , saa ærefrygtindgydende er Døden .
Selvopholdelsesdriften sejrede dog hurtig over Angsten ; han bøjede sig ned over Greven og gennemrodede hans Lommer , den ene efter den anden .
Angsten fik Sveden til at perle paa hans Pande . Flan var ikke alene angst for den døde , men ogsaa for de levende ; thi kom Tom tilbage , inden han var sluppen bort , saa var Døden ham vis .
Endelig fandt han to Nøgler i en af Lommerne . Han tog dem begge og skyndte sig paa Vej ned til Gadedøren , som han nu haabede at kunne aabne .
» Blot jeg nu har faaet fat i den rette Nøgle ! « mumlede han , medens han listede ned ad Trapperne .
Flan var kun nogle faa Skridt fra Gadedøren , da han hørte , at der udvendig fra blev stukket en Nøgle i Laasen .

Præsten fo’r sammen . Hvad om det nu var Toml
Det var ikke umuligt , at det kunde være Jægeren ; thi efter Præstens Beregning maatte der være forløbet mellem 4 og 5 Timer siden han gik .
Hvad skulde han gøre ? Selv om det ikke var Tom , vilde det jo være farligt for ham at blive truffen om Natten i et Hus , hvor han var aldeles fremmed .
Hurtig som Tanken stillede han sig op ad Væggen lige ved Siden af Døren , som skulde lukkes op ; den indtrædende vilde saaledes ikke strax kunne se ham , og muligvis blev han slet ikke bemærket .
Strax efter gik Døren op , og en Mand traadte ind .
Idet Døren gik op , opfangede Præsten ved Skæret fra en af Gadelygterne et Glimt af Mandens Ansigtstræk .
Det var Tom .
Præsten skælvede hæftigt , men han gjorde sig al mulig Umage for ikke at forraade sig ved nogen Lyd eller Bevægelse . Han trykkede sig tættere op til Væggen og holdt sit Aandedræt tilbage .
Bekker var heldig . Tom opdagede ham ikke ; da han havde aflaaset Døren , gik han hurtig gennem Gangen og op ad Trapperne .

Bekker stod ubevægelig , indtil Tom var kommen op ad den første Trappe . Saa stak ban hurtig den ene Nøgle i Laasen .
Den passede ikke .
» Fordømt ! « mumlede han og skyndte sig at prøve den anden .
Nu lykkedes det .
Idet Præsten drejede Nøglen om , hørtes et gennemtrængende Raab oppe fra Grevens og Toms Værelse .
» Mord I Mord 1 «
Raabet kunde høres over hele Huset .
» Ha , nu har han opdaget det ! « mumlede Præsten , idet han aabnede Gadedøren . » Hvilket forfærdeligt Spektakel 1 Jeg maa skynde mig bort herfra . «
Præsten indaandede i fulde Drag den friske Luft — han var atter fri , undsluppen en overhængende Fare .
Han kastede hurtig et Blik op og ned ad Gaden for at se , om Passagen var fri , og derefter satte han afsted i Løb saa hurtig , Benene kunde bære ham .
Alle Beboerne i Huset kom paa Benene ved Raabet om Mord ; de fo’r halvt paaklædte og med Lys i Haanden ud paa Gangen for at faa at vide , hvem der var bleven myrdet .
Mord 1 Mord I Det er vel nok et af de

forfærdeligste Raab , der kan vække en sovende , det er et Raab , som bringer vedkommende til at gyse fra Top til Taa .
Naar et Mord er begaaet paa et Menneske , man bor i Hus sammen med , da er det , som om man føler Jorden ryste under sine Fødder . Man giver sig uvilkaarlig til at undersøge , om man selv har hele Lemmer .
» Hvem er myrdet ? «
» Hvorledes er det gaaet til ? «
» Er Morderen paagreben ? «
Saaledes raabte den ene i Munden paa den anden .
Nej , man havde endnu ikke faaet fat i Morderen , og man vidste ikke , hvor han var bleven af .
Det er umuligt at give nogen Beskrivelse af den Forvirring og Ophidselse , som herskede i Huset , hvor Mordet var begaaet .
XXII .
Endnu et uventet Gensyn .
Præsten løb i fuld Fart ned ad Gaden . Det var ham i Øjeblikket fuldstændig ligegyldigt , hvorhen Vejen førte , blot han hurtigst mulig kom bort fra Mordstedet .

» Mord ! Mord ! « lød det uafladelig for hans Øren . Det var for ham , som om det raabtes ud fra ethvert Hus , som om enhver Brosten bidrog sit til at frembringe et uhyre Kor , hvis evige Omkvæd var : » Mord ! Mord ! Grib ham grib Morderen ! «
Præsten løb , indtil han blev ganske aandeløs . Saa var han nødt til at stanse for at trække Vejret .
Han satte sig ned paa en Trappesten og saa sig om .
Det var Nat . Gaslygterne brændte endnu , og der var næsten ingen Mennesker paa Gaderne . Da han saa sig om for at orientere sig , opdagede han , at han var kommen hen i et af San Franciskos mest afsides og øde Kvarterer . For Øjeblikket var han det eneste levende Væsen i Gaden .
Efter at Præsten havde siddet lidt , begyndte hans Besindighed at vende tilbage . De rædselsfulde Raab , han hele Tiden havde troet at høre , forstummede lidt efter lidt , og han blev snart i Stand til med forholdsvis Rolighed at tænke over Situationen .
» Saa slap jeg da atter denne Gang , skønt Faren var overhængende I « mumlede han . » Jeg fanges ikke saa let . «
En kort Tid sad han hensunken i dybe Tanker .

» Hvad nu ? « mumlede han hen for sig . » Hvad staar der vel nu tilbage for mig at forsøge paa ? «
Atter forløb der et Par Minutter , hvorefter han hævede Hovedet og mumlede med en selvtilfreds Mine :
» Jeg finder nok en Maade , hvorpaa jeg igen kan komme paa Benene . Heldigvis har jeg da endnu en Smule Penge hos mig ; jeg var klog nok til i Tide at sikre mig en lille Nødskilling , og Tom og Greven glemte at vende mine Lommer . «
Som det vil erindres , havde Bekker netop den foregaaende Dag taget et Par Tusinde Dollars af Falskmøntnerbandens Kasse , hvilken han i sin Egenskab af Bandens Formand havde uhindret Adgang til , og havde vexlet denne Sum i Banknoter .
» Her i denne Lomme , « vedblev Præsten mumlende , » her har jeg , hvad der skal sætte mig i Stand til atter at skaffe mig Magt og Rigdom . «
Med disse Ord greb han ned i sin Lomme . Men hvad foraarsagede dog det Udtryk af Forfærdelse , der viste sig paa hans Ansigt ? Han blegnede , Øjnene stod stive i Hovedet paa ham , og Haanden for krampagtigt dybere og dybere ned i Lommen .
Haanden fo’r op igen og ned i en anden

Lomme , saa i en tredje og fjerde , men den kom tom tilbage .
Pakken med Banknoterne var ikke til at finde .
» Bortel « mumlede Præsten mellem Tænderne . » Pengene er forsvundne ! Hvorledes er det gaaet til ? «
Han maatte have tabt Pakken uden at lægge Mærke dertil . Rimeligvis havde den under det voldsomme Løb arbejdet sig op af Lommen og var falden paa Gaden .
Præsten hensank nogle Øjeblikke i stum Fortvivlelse . Endelig rejste han sig op , idet han mumlede :
» Forbandede Uheld ! Nu ejer jeg intet , ikke det allerringeste — nu maa jeg begynde forfra igen . «
Han undersøgte paany sine Lommer , men nej , Pakken med Banknoterne var og blev borte , og alt , hvad han fandt , var kun nogle enkelte Guldstykker .
» Dette er altsaa alt , hvad jeg nu ejer — nogle faa , usle Guldstykker . Og saa er der en Hærskare af Fjender , som forfølger mig paa Liv og Død . O , det er snart til at fortvivle over ! «
Aldeles modløs sank han atter ned paa Trappen og sad nogen Tid i en sammenbøjet

» Nej , ved Gud i Himlen , det sker aldrig ! « udbrød Greven .

» Paa den Maade er min Dom altsaa uigenkaldelig fældet ? « ’

» Ja , uigenkaldelig ! «

» Det vil vi dog først nappes om ! « raabte Præsten .

Og med dette Raab styrtede han med Lynets Fart løs paa Greven , greb ham i Struben med venstre Haand , medens han med det lange Søm , som han endnu holdt i højre Haand , huggede Greven i Ansigtet .

Angrebet kom saa pludseligt og voldsomt , at Greven ikke formaaede at afværge det . Flan styrtede om uden saa meget som at kunne udstøde et Skrig , da Præsten holdt hans Strube tæt sammenpresset .

Blodet flød ned ad Grevens Ansigt , og Bekker vedblev at klemme ham paa Struben , indtil han tabte Bevidstheden .

Da Præsten saa , at Greven var besvimet , rejste han sig op fra sin knælende Stilling og mumlede :

» Denne Gang er det hans egen Skyld — han kunde lade være med at forstyrre mig . Nu maa han dø , hvis jeg vil være sikker paa at slippe bort . Jeg tør ikke udsætte mig for , at han endnu en Gang træder mig hindrende i Vejen . «

Han tog derefter den Øxe , som Tom havde hentet i det tilstødende Kammer , hævede den i Vejret og lod den med et kraftigt Slag falde paa Grevens Hoved .

En uhyggelig , knagende Lyd hørtes — Grevens Hoved var kløvet .

» Nu forstyrrer han mig da ikke mere ! « mumlede Præsten . » Og saa afsted ! «

Han gav sig nu igen til at dirke ved Laasen med det krogede Søm , og denne Gang lykkedes Arbejdet — efter et Par Minutters Forløb sprang Døren op .

Han forlod skyndsomst Værelset uden at se sig om , listede sig ned ad de mørke Trapper og naaede Gadedøren .

Men her mødte der ham en ny Hindring , idet denne Dør ogsaa var aflaaset .

Det var en Hindring , han slet ikke havde tænkt paa . Hvorledes skulde han nu faa denne Dør aabnet ?

Saaledes i sidste Øjeblik at blive stanset , det var til at blive rasende over . Kun en tommetyk Planke stod mellem ham og Friheden , og denne Hindring kunde han maaske ikke overvinde .

Han havde endnu der lange Søm hos sig . Flan stak det ind i Laasen og forsøgte at dirke den op , men denne Laas syntes at være langt

bedre indrettet end den første , det var ham umuligt at faa den op .

Han arbejdede , saa han rev sine Hænder til Blods , men alle hans Anstrængelser var forgæves .

» Fordømt ! « mumlede han mellem Tænderne . » Skulde jeg lide Skibbrud i Havnen , det vilde dog være altfor harmfuldt . Tiden gaar , og Tom kan snart vende tilbage ; faar jeg ikke Døren aabnet forinden , er det sikkert ude med mig . «

Da faldt det ham ind , at der vel maatte findes en Gadedørsnøgle oppe i Grevens og 'Foms Værelse .

Men deroppe — uha , der laa jo han , den myrdede I

Præsten fo’r sammen ved Tanken om at skulle gaa derop igen . Men der var intet andet for — det var den sidste Udvej , og det maatte forsøges .

Han gik hurtig op ad Trapperne igen og ind i Værelset . Lampen var ved at gaa ud og oplyste kun svagt den uhyggelige Scene .

Præsten spejdede omkring for at faa Øje paa en Gadedørsnøgle , men der var ingen saadan at opdage .

Da faldt hans Øje paa den myrdede Greve , som laa paa Gulvet , svømmende i sit Blod .

Han fo’r gysende sammen , men fattede sig hurtigt igen og mumlede :

» Han maa rimeligvis have Nøglen hos sig . Jeg maa undersøge hans Lommer , hvor ubehageligt det end er . «

Han nærmede sig Liget med en stærk Følelse af Uhygge . Selv denne forvorpne Forbryder følte en knugende Rædsel ved atter at nærme sig sit Offer , saa ærefrygtindgydende er Døden .

Selvopholdelsesdriften sejrede dog hurtig over Angsten ; han bøjede sig ned over Greven og gennemrodede hans Lommer , den ene efter den anden .

Angsten fik Sveden til at perle paa hans Pande . Flan var ikke alene angst for den døde , men ogsaa for de levende ; thi kom Tom tilbage , inden han var sluppen bort , saa var Døden ham vis .

Endelig fandt han to Nøgler i en af Lommerne . Han tog dem begge og skyndte sig paa Vej ned til Gadedøren , som han nu haabede at kunne aabne .

» Blot jeg nu har faaet fat i den rette Nøgle ! « mumlede han , medens han listede ned ad Trapperne .

Flan var kun nogle faa Skridt fra Gadedøren , da han hørte , at der udvendig fra blev stukket en Nøgle i Laasen .

Præsten fo’r sammen . Hvad om det nu var Toml

Det var ikke umuligt , at det kunde være Jægeren ; thi efter Præstens Beregning maatte der være forløbet mellem 4 og 5 Timer siden han gik .

Hvad skulde han gøre ? Selv om det ikke var Tom , vilde det jo være farligt for ham at blive truffen om Natten i et Hus , hvor han var aldeles fremmed .

Hurtig som Tanken stillede han sig op ad Væggen lige ved Siden af Døren , som skulde lukkes op ; den indtrædende vilde saaledes ikke strax kunne se ham , og muligvis blev han slet ikke bemærket .

Strax efter gik Døren op , og en Mand traadte ind .

Idet Døren gik op , opfangede Præsten ved Skæret fra en af Gadelygterne et Glimt af Mandens Ansigtstræk .

Det var Tom .

Præsten skælvede hæftigt , men han gjorde sig al mulig Umage for ikke at forraade sig ved nogen Lyd eller Bevægelse . Han trykkede sig tættere op til Væggen og holdt sit Aandedræt tilbage .

Bekker var heldig . Tom opdagede ham ikke ; da han havde aflaaset Døren , gik han hurtig gennem Gangen og op ad Trapperne .

Bekker stod ubevægelig , indtil Tom var kommen op ad den første Trappe . Saa stak ban hurtig den ene Nøgle i Laasen .

Den passede ikke .

» Fordømt ! « mumlede han og skyndte sig at prøve den anden .

Nu lykkedes det .

Idet Præsten drejede Nøglen om , hørtes et gennemtrængende Raab oppe fra Grevens og Toms Værelse .

» Mord I Mord 1 «

Raabet kunde høres over hele Huset .

» Ha , nu har han opdaget det ! « mumlede Præsten , idet han aabnede Gadedøren . » Hvilket forfærdeligt Spektakel 1 Jeg maa skynde mig bort herfra . «

Præsten indaandede i fulde Drag den friske Luft — han var atter fri , undsluppen en overhængende Fare .

Han kastede hurtig et Blik op og ned ad Gaden for at se , om Passagen var fri , og derefter satte han afsted i Løb saa hurtig , Benene kunde bære ham .

Alle Beboerne i Huset kom paa Benene ved Raabet om Mord ; de fo’r halvt paaklædte og med Lys i Haanden ud paa Gangen for at faa at vide , hvem der var bleven myrdet .

Mord 1 Mord I Det er vel nok et af de

forfærdeligste Raab , der kan vække en sovende , det er et Raab , som bringer vedkommende til at gyse fra Top til Taa .

Naar et Mord er begaaet paa et Menneske , man bor i Hus sammen med , da er det , som om man føler Jorden ryste under sine Fødder . Man giver sig uvilkaarlig til at undersøge , om man selv har hele Lemmer .

» Hvem er myrdet ? «

» Hvorledes er det gaaet til ? «

» Er Morderen paagreben ? «

Saaledes raabte den ene i Munden paa den anden .

Nej , man havde endnu ikke faaet fat i Morderen , og man vidste ikke , hvor han var bleven af .

Det er umuligt at give nogen Beskrivelse af den Forvirring og Ophidselse , som herskede i Huset , hvor Mordet var begaaet .

XXII .

Endnu et uventet Gensyn .

Præsten løb i fuld Fart ned ad Gaden . Det var ham i Øjeblikket fuldstændig ligegyldigt , hvorhen Vejen førte , blot han hurtigst mulig kom bort fra Mordstedet .

» Mord ! Mord ! « lød det uafladelig for hans Øren . Det var for ham , som om det raabtes ud fra ethvert Hus , som om enhver Brosten bidrog sit til at frembringe et uhyre Kor , hvis evige Omkvæd var : » Mord ! Mord ! Grib ham grib Morderen ! «

Præsten løb , indtil han blev ganske aandeløs . Saa var han nødt til at stanse for at trække Vejret .

Han satte sig ned paa en Trappesten og saa sig om .

Det var Nat . Gaslygterne brændte endnu , og der var næsten ingen Mennesker paa Gaderne . Da han saa sig om for at orientere sig , opdagede han , at han var kommen hen i et af San Franciskos mest afsides og øde Kvarterer . For Øjeblikket var han det eneste levende Væsen i Gaden .

Efter at Præsten havde siddet lidt , begyndte hans Besindighed at vende tilbage . De rædselsfulde Raab , han hele Tiden havde troet at høre , forstummede lidt efter lidt , og han blev snart i Stand til med forholdsvis Rolighed at tænke over Situationen .

» Saa slap jeg da atter denne Gang , skønt Faren var overhængende I « mumlede han . » Jeg fanges ikke saa let . «

En kort Tid sad han hensunken i dybe Tanker .

» Hvad nu ? « mumlede han hen for sig . » Hvad staar der vel nu tilbage for mig at forsøge paa ? «

Atter forløb der et Par Minutter , hvorefter han hævede Hovedet og mumlede med en selvtilfreds Mine :

» Jeg finder nok en Maade , hvorpaa jeg igen kan komme paa Benene . Heldigvis har jeg da endnu en Smule Penge hos mig ; jeg var klog nok til i Tide at sikre mig en lille Nødskilling , og Tom og Greven glemte at vende mine Lommer . «

Som det vil erindres , havde Bekker netop den foregaaende Dag taget et Par Tusinde Dollars af Falskmøntnerbandens Kasse , hvilken han i sin Egenskab af Bandens Formand havde uhindret Adgang til , og havde vexlet denne Sum i Banknoter .

» Her i denne Lomme , « vedblev Præsten mumlende , » her har jeg , hvad der skal sætte mig i Stand til atter at skaffe mig Magt og Rigdom . «

Med disse Ord greb han ned i sin Lomme . Men hvad foraarsagede dog det Udtryk af Forfærdelse , der viste sig paa hans Ansigt ? Han blegnede , Øjnene stod stive i Hovedet paa ham , og Haanden for krampagtigt dybere og dybere ned i Lommen .

Haanden fo’r op igen og ned i en anden

Lomme , saa i en tredje og fjerde , men den kom tom tilbage .

Pakken med Banknoterne var ikke til at finde .

» Bortel « mumlede Præsten mellem Tænderne . » Pengene er forsvundne ! Hvorledes er det gaaet til ? «

Han maatte have tabt Pakken uden at lægge Mærke dertil . Rimeligvis havde den under det voldsomme Løb arbejdet sig op af Lommen og var falden paa Gaden .

Præsten hensank nogle Øjeblikke i stum Fortvivlelse . Endelig rejste han sig op , idet han mumlede :

» Forbandede Uheld ! Nu ejer jeg intet , ikke det allerringeste — nu maa jeg begynde forfra igen . «

Han undersøgte paany sine Lommer , men nej , Pakken med Banknoterne var og blev borte , og alt , hvad han fandt , var kun nogle enkelte Guldstykker .

» Dette er altsaa alt , hvad jeg nu ejer — nogle faa , usle Guldstykker . Og saa er der en Hærskare af Fjender , som forfølger mig paa Liv og Død . O , det er snart til at fortvivle over ! «

Aldeles modløs sank han atter ned paa Trappen og sad nogen Tid i en sammenbøjet