MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
fremtid .
Dette indrømmedes ham og nu begyndte et nyt
liv for ham . De muntre og venlige børn forstod at
adsprede den sorgfulde mand og berede ham mange
glæder — hans hjem var ikke længer tomt og øde ,
nej , sang og latter lød stedse deri .
Amerikamanden elskede disse børn som om de
vare hans egne . ,
imidlertid gik det ene år efter det andet , børnenene
voksede til og Arthur og Amanda blev konfirmerede
på en dag .
— nå , Arthur , hvilken fremtid har du så
tænkt dig ? spurgte amerikamanden nogle dage efter
konfirmationen .
— jeg vil være student ! var svaret .
— nuvel , min søn , du skal blive student ,
sagde amerikamanden , og han holdt ord . Han antog -
dygtige lærere , købte kostbare bøger og sparede intet
for at det unge menneske i et og alt kunne uddanne
fin ånd og tilfredsstille fin videbegærlighed .
Arthur forstod at påskønne denne godhed og
opofrelse imod ham .
Det ene år gik efter det andet , og snart bragte

Arthur det så vidt , at han kunne tage den første
eramen .
Det unge menneske havde nu en glimrende fremtid
for sig , thi dels var han meget flittig , dels havde
han en særdeles god forstand , som han forstod at benytte
på rette tid og sted . Dog , hvor glimrende
end udsigten var for ham gik han døg en skrækkelig
fremtid i møde
sjette kapitel .
Morderen .
Vi forlød amerikamanden , knækbcin , Arthur og
Amanda , da de vare på vejen til kælderen i det
forbandede hus , før at skaffe studenten ud af dette
fængsel .
Den store jerndør var vanskelig at lukke op , men
efter nogen anstrengelse lykkedes det døg knækbcin at
åbne den .
Et skrækkeligt syn viste sig for de indtrædende .
Studenten lå udstrakt på det hårde stengulv , uden
spør tu liv .
— han er død ! sagde Arthur forfærdet og bukkede
sig ^ned over studenten . .

— ja , desværre , det synes således , sagde amerikamandcn
og holdt hånden på studentens hjerte ,
for at mærke om del slog . Men han kunne ikke mærke
nøget tegn til liv .
— du har dræbt ham , skurrk ! råbte han og
for heftig ind på knækbein .
— han kan ikke være død , sagde knækbein . Nej ,
han kan kun være b-svimet . Lad os se at få ham
op og give ham nogle dråber , så kommer han nok
til live igen .
— ja lad os forsøge derpå .
Man bar nu studenten op i stuen og forsøgte
ved forskellige midler al gengive ham bevidstheden ,
men forgæves . Der blev nu sendt bud efter en doktor ,
denne kom , rystede betænksom på hovedet , men
ordinerede dog nogle dråber , for om mulig at redde
del unge menneske .
Medens amerikamanden var i færd med at pleje
studenten , luskede knækbein ubemærket ud af døren .
Han gik op på kvisten .
— Johan , er du her ? spurgte han da han var
kommen indenfor , thi der var mørkt i værelset .
— ja , kaptajn ! svarede Johan , der i sin skræk
for amerikamanden var krøben ind under sengen .
— hvad bestiller du dernede ? spurgte knækbein
barsk .
— jeg tænker , kaptajn ! svarede Johan under
sengen .

— nå , så tænk for mig meddei
skol jeg , kaptajn ; men stig mig , hvorledes
går det med studenten ?
— godt , Johan ! de siger at han er bed .
— hvad behager ! er han død ! råbte Johan og
krøb frem fra sit skjulested .
— ja , død som en ansjos , forsikrede knækbein .
Nu er der kun en ting tilbage : vi må indespærre
hans befriere , så har vi spillet gående ; thi medens
vi holde dem i fangenskab opsøger jeg Julie og
rejser med hende til min fødeby og gifter mig der ;
du rejser naturligvis med - forstår du ?
— javel , kaptajn ; men hvorledes få vi alle
disse personer indespærrede ?
— det er jo netop det jeg vil have at du skal
tænke over .
— ja—a , det er jo ikke så lej en sag , svarede
Johan og kløede sig bag øret . Hvor mange personer
er der ?
— tre , men deraf er den ene kun et fruentimmer .
Studenten regner jeg ikke med , thi han er jo
død og de døde har man ikke nødig at indespærre , de
gå såmænd ingen steder .
— haha ! nej del har kaptajnen ret i . — nå ,

fremtid .

Dette indrømmedes ham og nu begyndte et nyt

liv for ham . De muntre og venlige børn forstod at

adsprede den sorgfulde mand og berede ham mange

glæder — hans hjem var ikke længer tomt og øde ,

nej , sang og latter lød stedse deri .

Amerikamanden elskede disse børn som om de

vare hans egne . ,

imidlertid gik det ene år efter det andet , børnenene

voksede til og Arthur og Amanda blev konfirmerede

på en dag .

— nå , Arthur , hvilken fremtid har du så

tænkt dig ? spurgte amerikamanden nogle dage efter

konfirmationen .

— jeg vil være student ! var svaret .

— nuvel , min søn , du skal blive student ,

sagde amerikamanden , og han holdt ord . Han antog -

dygtige lærere , købte kostbare bøger og sparede intet

for at det unge menneske i et og alt kunne uddanne

fin ånd og tilfredsstille fin videbegærlighed .

Arthur forstod at påskønne denne godhed og

opofrelse imod ham .

Det ene år gik efter det andet , og snart bragte

Arthur det så vidt , at han kunne tage den første

eramen .

Det unge menneske havde nu en glimrende fremtid

for sig , thi dels var han meget flittig , dels havde

han en særdeles god forstand , som han forstod at benytte

på rette tid og sted . Dog , hvor glimrende

end udsigten var for ham gik han døg en skrækkelig

fremtid i møde

sjette kapitel .

Morderen .

Vi forlød amerikamanden , knækbcin , Arthur og

Amanda , da de vare på vejen til kælderen i det

forbandede hus , før at skaffe studenten ud af dette

fængsel .

Den store jerndør var vanskelig at lukke op , men

efter nogen anstrengelse lykkedes det døg knækbcin at

åbne den .

Et skrækkeligt syn viste sig for de indtrædende .

Studenten lå udstrakt på det hårde stengulv , uden

spør tu liv .

— han er død ! sagde Arthur forfærdet og bukkede

sig ^ned over studenten . .

— ja , desværre , det synes således , sagde amerikamandcn

og holdt hånden på studentens hjerte ,

for at mærke om del slog . Men han kunne ikke mærke

nøget tegn til liv .

— du har dræbt ham , skurrk ! råbte han og

for heftig ind på knækbein .

— han kan ikke være død , sagde knækbein . Nej ,

han kan kun være b-svimet . Lad os se at få ham

op og give ham nogle dråber , så kommer han nok

til live igen .

— ja lad os forsøge derpå .

Man bar nu studenten op i stuen og forsøgte

ved forskellige midler al gengive ham bevidstheden ,

men forgæves . Der blev nu sendt bud efter en doktor ,

denne kom , rystede betænksom på hovedet , men

ordinerede dog nogle dråber , for om mulig at redde

del unge menneske .

Medens amerikamanden var i færd med at pleje

studenten , luskede knækbein ubemærket ud af døren .

Han gik op på kvisten .

— Johan , er du her ? spurgte han da han var

kommen indenfor , thi der var mørkt i værelset .

— ja , kaptajn ! svarede Johan , der i sin skræk

for amerikamanden var krøben ind under sengen .

— hvad bestiller du dernede ? spurgte knækbein

barsk .

— jeg tænker , kaptajn ! svarede Johan under

sengen .

— nå , så tænk for mig meddei

skol jeg , kaptajn ; men stig mig , hvorledes

går det med studenten ?

— godt , Johan ! de siger at han er bed .

— hvad behager ! er han død ! råbte Johan og

krøb frem fra sit skjulested .

— ja , død som en ansjos , forsikrede knækbein .

Nu er der kun en ting tilbage : vi må indespærre

hans befriere , så har vi spillet gående ; thi medens

vi holde dem i fangenskab opsøger jeg Julie og

rejser med hende til min fødeby og gifter mig der ;

du rejser naturligvis med - forstår du ?

— javel , kaptajn ; men hvorledes få vi alle

disse personer indespærrede ?

— det er jo netop det jeg vil have at du skal

tænke over .

— ja—a , det er jo ikke så lej en sag , svarede

Johan og kløede sig bag øret . Hvor mange personer

er der ?

— tre , men deraf er den ene kun et fruentimmer .

Studenten regner jeg ikke med , thi han er jo

død og de døde har man ikke nødig at indespærre , de

gå såmænd ingen steder .

— haha ! nej del har kaptajnen ret i . — nå ,