text
stringlengths 0
2.13k
|
|---|
— nå , svar , eller jeg angiver dig , råbte |
amerikamanden rasende . |
— jeg kunne ikke blive derovre , stammede skurken . |
Hjemve . . . jeg måtte . . . |
— hvornår rejste du tilbage til Danmark ? |
- kort efter begivenheden . . . jeg kunne ikke |
udholde at blive derovre . Kaptajnens lig lod mig |
ikke sinde ro . |
— rejste du alene ? |
— nej , Johan og Julie rejste med . |
— hvem er Julie ? |
— den myrdede kaptains datter . |
— hvad siger du ? |
— sandhed , hr . Svendsen . Jeg har aldrig løjet . |
— hvorfor tog du Julie med herover ? |
— for at førsone mig med himlen . Jeg mente , |
at jeg ved at tage mig af barnet måske ville erholde |
tilgivelse for min brøde . Et ubetænksomt øjeblik |
har forspildt hele min tilværelse . Det var ikke^ af |
min egen tilskyndelse at feg udførte denne skurkestreg , |
nej , Johan var den egentlige drivfjeder for mig . . . |
Han var den . . . |
— det nytter ikke af du vil agere den uskyldige , |
svarede amerikamandcn . Det er imidlertid ikke stedet |
her af debattere denne sag , — kun så meget vil jeg |
sige dig , af feg ved af du vil tvinge Julie til af |
tage dig til mand , jeg ved af hun nægtede det — |
skjøndt du benyttede dig af hendes moders navn |
under et døkument som den ædle kvinde aldrig har |
tænkt på af skrive - thi Julies moder hadede og |
forbandede dig , morder ! Jeg ved , af Julie , styrket |
ved hendes kærlighed til en ung , retskaffen mand , |
nægtede sit samtykke til en forbindelse med dig ; |
men der er en ting jeg endnu ved , og det er , af du |
har indespærret Julies tilbeder i kælderen hernedefor |
af aflive ham ved hunger , men heldigvis lykkes |
det ikke , thi jeg har opdaget det og er i dette øjeblik |
ifærd med af bryde ind i kælderen udefra for af |
redde ham . |
Om lynet havde slået ned lige for næsen af |
knækbein ville del ikke have gjort en sådan virkning |
som disse amerikamandens ord gjorde . |
— studenten . . . Studenten ! brølede skurken . |
Ham har jeg helt glemt . Er han i kælderen endnu , |
hr . Svendsen ? Ak , hvilken ulykke . |
Disse ord udtaltes med en sådan oprigtighed , |
at det var umuligt at opdage nogen falskhed deri . |
— ja , han er i kælderen endnu , men det varer |
ikke længe før han er befriet . To stærke karle arbejde |
på at bryde ind til ham før at frelse ham . |
— nej , kom , kom . . . skynd dem . . . skynd |
dem ! Det var ikke min hensigt at dræbe det unge |
menneske , jeg ville kun tvinge ham til at afstå Julie |
til mig — thi jeg kan ikke leve uden hende - det var |
ikke min tanke at dræbe ham , det tør jeg sværge på . |
Men skynd dem , lad os redde ham , jeg kan ikke have |
hans død på min samvittighed . |
Med disse ord tog knækbein et nøgleknippe og |
skyndte sig ned i kælderen , fulgt af amerikamanden , |
Arthur og Amanda . |
Medens de er nede i kælderen ville vi give |
læseren en kort beskrivelse over Arthurs og Amandas |
forhold til amerikamanden — der var som en fader |
imod dem . |
Nogle måneder efter at amerikamanden havde |
mistet sin hustru og sit barn , gik han en aftenstund |
— fordybet i tanken om de kære afdøde - omkring |
til de fattige og forladte . |
Sørgens tunge smerte havde påtrykt ham sit |
stempel ; den tidligere livsglade og muntre mand gik |
nu dybt nedbøjet omkring for a/ gøre godt og meddele . |
Som han således vandrede om til de trængende , |
kom han den omtalte aften også til en familie |
i Borgergade . |
Denne familie boede på en kvist , til hvilken en |
gammel og meget skrøbelig trappe førse op . Dog , |
amerikamanden var vant til at gå op ad slige trapper , |
og derfor betænkte han sig heller ikke denne aften , |
skjøndt klokken var over 9 og der var bcelmærkt på |
gangen . |
Uheldigvis trådte han forkert i mørket og styrtede |
hovedkulds ned ad trappen , hvorved han forslog |
sig meget slemt . |
I over en halv time lå han bevidstløs på gangen , |
men da kom en lille pige og hendes Broder |
( det var Amanda og Arthur , den vanvittiges børn . ) |
de så den ulykke der var sket , og kaldte strar folk |
tilhjælp . |
Amerikamanden blev nu båren ind hos en familie |
på 2den sal , og her blev han plejet så godt , |
at han snart atter blev fuldkommen rask . |
Arthur og Amanda tog en ikke ringe del i at |
pleje den tilskadekomne . |
Amerikamanden syntes så godt om de to børn , |
at han fik familien overtalt til at lade ham få børnene |
hjem til sig , han ville da sørge for dem i deres |