MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
i det forbandede hus , uden af give ham næringsmidler
til af opholde livet med .
Julie , der elskede studenten inderlig , — elskede
ham over alt i verden , — havde indviet amerikamanden
i deres kjærlighcdsforhvld ; derved opklaredes
det , af Vilhelm Petersen var en god bekendt af
amerikamanden , og han lovede nu Julie af studenten
hver aften skulle komme og tale med hende .
For af opfylde dette begav han sig strar til Vilhelm
Petersens hjem , men her fik han den besked , af
stuventen ikke havde været hjemme hele natten og
endnu ikke var kommen . Folkene , hos hvem han boede
vare helt bange for at han var kommen tilskade , thi
han plejede ikke at blive ude om natten .
Da han fortalte Julie dette blev hun meget ulykkelig .
—
han er bestemt gået ud for at besøge mig og

har truffet min onkel hjemme , og da . . . da . . .
Jeg gruer ved at tænke derpå .
— lad os gå ud og undersøge om det forholder
sig således , sagde amerikamanden .
— tak , tusind tak , min ædle velgører , sagde
Julie og greb hans hånd ; de er alt for god imod
mig , jeg kan ikke gjengjælde det .
— å , tal ikke om det , jeg forlanger ingen
gjengjæld .
De fulgtes nu sammen ud til det forbandede hus ,
men døren til hendes onkels lejlighed var lukket og
ingen i huset vidste hvor knækbein var henne .
Næste dag gik de atter derud , men der var atter
lukket . Nogle af husets beboere fortalte Julie at de
for nogle timer siden havde hørt en råbe om hjælp
nede i kælderen , og de frygtede for at knækbein var
indespærret dernede .
— det er umuligt ! råbte Julie fortvivlet . Det
må være ham , ham , Vilhelm Petersen ; jeg frygtede
nok for at onkel havde udført sin truscl .
— bi må se at komme ned i kælderen til den
ulykkelige , sagde amerikamanden .
— ja , det må vi , men hvorledes komme vi
derned ? Kælderen er forsynet med en sølid jerndør ,
som ingen kan gennembryde , og . . .
— ligemeget , vi m a a derned , — vi skal der '
ned , hvorledes vi end bære os ad dermed .
— vi må bryde ydermuren ned , sagde Julie ,
ellers komme vi aldrig derned .

— ja , det er nok det eneste rigtige . Jeg har en
god ven herude på broen , som nok vil hjælpe mig
dermed ; bliv de imidlertid her , Julie , og giv agt
på om de kan høre skrig dernede .
Efter at have udtalt disse ord skyndte amerikamanden
sig hen ad vejen .
— ak hvor han er god , tænkte Julie , — hvilken
himmelvid forskel på onkel og ham .
Kort efter kom amerikamanden tilbage , fulgt af
to stærke karle , der vare forsynede med forskellige
nedbrydningsredskaber .
Medens de vare beskæftigede med at bryde ned i
kælderen var det at de hørte Amanda råbe om hjælp .
— guds død ! råbte amerikamanden . Hvad var
det ? Jeg syntes at det var Amandas stemme .
— ja , det førekom også mig således , sagde
Julie rystende .
Atter hørtes råbet om hjælp .
— arbejd kun videre , folk , medens jeg går
ind og undersøger hvad dette skrig har at betyde ,
sagde amerikamanden og skyndte sig ind i stuen til
knækbcin , i samme øjeblik som Johan slæbte afsted
med Arthur .
— hvad foregår her ? spurgte han barsk , og
så sig om til alle sider .
- mester ! mumlede knækbein og blegnede
synlig .
— Svendsen ! råbte Johan og slap forskrækket
Arthurs arm .

— ja , Svendsen , svarede amerikamanden og gik
truende hen til Johan . Du kender mig altså endnu ,
og dog tør du slyngel vove at berøre dette unge
menneske . Pak dig , ud af døren øjeblikkelig .
Som en våd hund luffede Johan bort .
Derefter henvendte amerikamanden sig til knæk «
Dein , der som en dødsdømt forbryder sad og stirrede
ned mod gulvet :
— du kender mig nok også endnu , ikke sandt ?
Men du ved vel også at du ikke er på din rette
plads her — eller erindrer du måske ikke mere min
befaling ? Svar !
Knækbein trak sig længer tilbage i stuen uden
at svare .
— sig mig , hvorledes er Arthur og Amanda
kommen her ? Nå , svar .
Endnu fulgte intet svar . Det var som om
amcrikamandcns blik havde lammet ham .
— hvor tør du vove at betræde den danske
grund , du elendige . Er det den måde du holder
din ed på ?
Knækbein forholdt sig endnu tavs .

i det forbandede hus , uden af give ham næringsmidler

til af opholde livet med .

Julie , der elskede studenten inderlig , — elskede

ham over alt i verden , — havde indviet amerikamanden

i deres kjærlighcdsforhvld ; derved opklaredes

det , af Vilhelm Petersen var en god bekendt af

amerikamanden , og han lovede nu Julie af studenten

hver aften skulle komme og tale med hende .

For af opfylde dette begav han sig strar til Vilhelm

Petersens hjem , men her fik han den besked , af

stuventen ikke havde været hjemme hele natten og

endnu ikke var kommen . Folkene , hos hvem han boede

vare helt bange for at han var kommen tilskade , thi

han plejede ikke at blive ude om natten .

Da han fortalte Julie dette blev hun meget ulykkelig .

—

han er bestemt gået ud for at besøge mig og

har truffet min onkel hjemme , og da . . . da . . .

Jeg gruer ved at tænke derpå .

— lad os gå ud og undersøge om det forholder

sig således , sagde amerikamanden .

— tak , tusind tak , min ædle velgører , sagde

Julie og greb hans hånd ; de er alt for god imod

mig , jeg kan ikke gjengjælde det .

— å , tal ikke om det , jeg forlanger ingen

gjengjæld .

De fulgtes nu sammen ud til det forbandede hus ,

men døren til hendes onkels lejlighed var lukket og

ingen i huset vidste hvor knækbein var henne .

Næste dag gik de atter derud , men der var atter

lukket . Nogle af husets beboere fortalte Julie at de

for nogle timer siden havde hørt en råbe om hjælp

nede i kælderen , og de frygtede for at knækbein var

indespærret dernede .

— det er umuligt ! råbte Julie fortvivlet . Det

må være ham , ham , Vilhelm Petersen ; jeg frygtede

nok for at onkel havde udført sin truscl .

— bi må se at komme ned i kælderen til den

ulykkelige , sagde amerikamanden .

— ja , det må vi , men hvorledes komme vi

derned ? Kælderen er forsynet med en sølid jerndør ,

som ingen kan gennembryde , og . . .

— ligemeget , vi m a a derned , — vi skal der '

ned , hvorledes vi end bære os ad dermed .

— vi må bryde ydermuren ned , sagde Julie ,

ellers komme vi aldrig derned .

— ja , det er nok det eneste rigtige . Jeg har en

god ven herude på broen , som nok vil hjælpe mig

dermed ; bliv de imidlertid her , Julie , og giv agt

på om de kan høre skrig dernede .

Efter at have udtalt disse ord skyndte amerikamanden

sig hen ad vejen .

— ak hvor han er god , tænkte Julie , — hvilken

himmelvid forskel på onkel og ham .

Kort efter kom amerikamanden tilbage , fulgt af

to stærke karle , der vare forsynede med forskellige

nedbrydningsredskaber .

Medens de vare beskæftigede med at bryde ned i

kælderen var det at de hørte Amanda råbe om hjælp .

— guds død ! råbte amerikamanden . Hvad var

det ? Jeg syntes at det var Amandas stemme .

— ja , det førekom også mig således , sagde

Julie rystende .

Atter hørtes råbet om hjælp .

— arbejd kun videre , folk , medens jeg går

ind og undersøger hvad dette skrig har at betyde ,

sagde amerikamanden og skyndte sig ind i stuen til

knækbcin , i samme øjeblik som Johan slæbte afsted

med Arthur .

— hvad foregår her ? spurgte han barsk , og

så sig om til alle sider .

- mester ! mumlede knækbein og blegnede

synlig .

— Svendsen ! råbte Johan og slap forskrækket

Arthurs arm .

— ja , Svendsen , svarede amerikamanden og gik

truende hen til Johan . Du kender mig altså endnu ,

og dog tør du slyngel vove at berøre dette unge

menneske . Pak dig , ud af døren øjeblikkelig .

Som en våd hund luffede Johan bort .

Derefter henvendte amerikamanden sig til knæk «

Dein , der som en dødsdømt forbryder sad og stirrede

ned mod gulvet :

— du kender mig nok også endnu , ikke sandt ?

Men du ved vel også at du ikke er på din rette

plads her — eller erindrer du måske ikke mere min

befaling ? Svar !

Knækbein trak sig længer tilbage i stuen uden

at svare .

— sig mig , hvorledes er Arthur og Amanda

kommen her ? Nå , svar .

Endnu fulgte intet svar . Det var som om

amcrikamandcns blik havde lammet ham .

— hvor tør du vove at betræde den danske

grund , du elendige . Er det den måde du holder

din ed på ?

Knækbein forholdt sig endnu tavs .