text
stringlengths 0
2.13k
|
|---|
— det skal du snart få ar vide , min putte , |
svarede Johan , der sad i vognen . Nu køre vi lige |
ud til kaplainen . |
— kaptajnen , hvem er det ? |
— din onkel , for fanden ! |
— jeg har ingen onkel . |
— jo , det skal du snart få at fornemme , han |
er s ' gu ikke til at spøge med . |
— de må tage fejl , forsikrede Amanda ; jeg har |
sket ingen familie , det må være . . . |
— å , skab dig ikke , Julie ; jeg kender rumlen , |
kaptainen vil bare gifte sig med dig . |
— Julie ! tænkte Amanda . Ah , det er hende de |
vil tillivs ; men jeg skal redde hende , den cnglegode |
pige ! |
Denne tanke gav hende mod . |
— nå , så onkel har sendt dem for at bringe |
mig tilbage til ham ? spurgte hun tilsyneladende |
forundret . |
— ja , det er tydeligt . |
— hvorfor har de ikke sagt mig det sirar ? |
— så måtte jeg nok være gal . Nej , en fugl |
i hånden er bedre end ti på taget ! Kaptajnen vil |
have dig hjem igen og anmode dig om at sende |
studenten til Bloksbjerg . Forsfåer du det ? |
— det kan ikke nytte kaptajnen noget , thi |
studenten bliver her i byen , og jeg . . . |
— det skal du blot lade kaptajnen om ; han |
forstår godt at klare den slags ærter . |
— ja , jeg må vel finde mig i skæbnen , sagde |
Amanda og surmulede . |
— det gsør du fornuftigst i , min putte , thi |
kaptainen er ikke til at spøge med . |
Johan var aldeles overbevist om at Amanda var |
Julie , |
sirgrid sagde intet , men hun var lovlig undskyldt |
— hun var falden isøvn |
pludselig holdt vognen . De vare komne til det |
forbandede hus . De steg nu alle tre ud af vognen |
og begav sig skyndsomt ind i huset , uden at lægge |
mærke til at Arthur samtidig sprang ud af den anden |
droske og fulgte efter dem ind i gangen . |
Johan trådte først ind og sagde fornøjet til |
knækbein : |
— jeg har fanget hende , kaptajn . |
I samme øjeblik trådte Amanda og siegrid ind |
i stuen . |
— nå , så fik feg dig da igen , råbte knækbein |
og gik hen til Amanda . Men hvad Pokker er |
det du bringer mig . . . hvor er Julie ? |
— det er hende , forsikrede Johan . |
— snak ! tordnede knækbein . Hvor er Julie ? |
Henvendte han sig til Amanda . |
— jeg kender ingen ved navn Julie , svarede |
hun dristig . |
— hvad skal det betyde ? brølede knækbein og |
for rasende hen til Johan . |
I dette øjeblik åbnedes døren og Arthur |
Amandas Broder — trådte ind i stuen og gik lige |
hen til hende . |
— kom , Amanda , lad os gå , sagde han og greb |
hende sat i armen . |
— hvad vil de i mit hus ? råbte knækbein . |
— jeg vil have min søster tilbage , hun er bleven |
bortført af denne bandit , svarede Arthur og pegede |
på Johan . |
— lær denne unge mand høflighed ! kommanderede |
knækbein . |
— det skal jeg , kaptajn . |
— skån ham , bad Amanda og styrtede hen imod |
Johan . Husk han er min Broder . |
— Skåne ham , nej det skal jeg nok tage mig |
iagt for , sagde Johan rg tøg fat i Arthur . Han , søm |
har vovet at kalde mig en bandit ! Haha , det skal du |
få betalt , min dreng . |
Han slæbte ubarmhjertig afsled med Arthur , uagtet |
denne stred imod med hænder og fødder . |
Fortvivlet så Amanda på dette ; forgæves anrådte |
hun om skånsel . |
Da fik hun pludselig en ide hurtig løb hun |
hen til vinduet , åbnede dette og råbte af alle kræfter |
om hjælp . |
— jeg synes af det er Amandas stemme , hørte |
hun en mand sige ude på vejen . |
Dette forøgede hendes mod og med gennemtrængende |
stemme råbte hun atter : |
— ja , det er mig ; hjælp , hjælp , man myrder . . . |
mere fik hun ikke sagt , thi med voldsomhed trak |
knækbein hende bort fra vinduet og tilbage i stuen . |
Endnu stred Arthur imod — endnu havde Johan |
besvær med af tumle det unge menneske . Men hans |
modstand blev svagere og svagere , og snart havde |
Johan magten over ham . |
Dg blev døren heftig åbnet og amerikamanden |
trådte ind i stuen . |
Som læseren måske erindrer holdt knækbein den |
unge student Vilhelm Petersen indespærret i kælderen |