MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
var af sten , fast og solidt , loftet var så højt at
han ikke kunne nå dertil og væggene , ja de vare
faste og modstod al hans anstrengelse før at rive
dem ned .
Fortvivlet råbte han om hjælp . Ingen hørte

ham ; fortvivlet sparkede han tsl jerndøren før at få
den op , men det var forgæves .
Den ene time forløb efter den anden , og studenten
begyndte at blive dygtig sulten .
— mon han vil begrave mig levende hernede ,
tænkte studenten ; det er rigtignok glædelige udsigter
før mig , uha ! dø af gult , det må være en mager
død , uha !
Det blev nat , og endnu kom ingen for at redde
den ulykkelige .
— gud ved hvor Julie befinder sig ? tænkte han .
Dersom hun vidste at denne bavian af en onkel
havde indespærret mig her , da ville hun sikkert have
udfriet mig af dette fængsel ; men ak , ak ! Alle have
forladt mig , undtagen rotterne , thi dem lader der til
at være overflødighed af hernede . Skal jeg da virkelig
do hungersdøden ! råbte han fortvivlet og sparkede
rasende mod væggen . Nej , jeg vil ikke . . . jeg vil
ikke dø !
I to dage og nætter havde studenten nu været
indespærret i denne kælder , uden at få hverken
vådt eller tørt .
Den unge mand følte sig døden nær ; han havde
aldeles opgivet håbet om livet .
Ville , fantastiske figurer foresvævede ham , og
flere gange rendte han hovedet mod muren for at
ende denne sørgelige tilværelse .

det blev aften , og endnu kom ingen for at redde
ham ud as dette fangenskab .
Han havde lagt sig ned til at sove , men rotterne
lod ham ikke have fred .
Han faldt på knæ og bad en bøn til gud , der
altid trøster de lidende . Han bad om frelse eller om
en snarlig opløsning .
Neppe havde han endt sin bøn , før han han hørte
en dyb , mandig stemme råbe udenfor væggen :
— Vilhelm Petersen , er du her ?
Et vildt hyl var hele det svar studenten formåede
at give .
Som en sindsforvirret løb han hen til den del
af væggen hvorfra stemmen var kommen . Her opdagede
han i muren et lille hul , hvorigennem lysstråler
trængte ind i kælderen til ham .
Atter råbte stemmen udenfor ;
— Vilhelm Petersen , er du her ? Svar !
Studenten åbnede munden for at svare , men
han var så fortumlet ved ' denne uventede udsigt til
frelse , at han istedenfør at tilkendegive at han var
der , udstødte et hæst skrig og kradsede med neglene
på væggen , for at udvide det påbegyndte hul .
— ak , min gud , han er vist død ! hørte han en
kvinde sige udenfor .
Han kendte stemmen — det var som om den
gav ham mælet tilbage , thi med en nogenlunde kraftig
røst råbte han ud til hende :

— nej , Julie , nej , jeg lever endnu , men skynd
dig , skynd dig !
Mere fik han ikke sagt , men faldt bevidstløs øm
på stengulvet .
Femte kapitel .
Den vanvittiges børn .
På samme tid som det øvenfør /fortalte passerede ,
foregik en anden uhyggelig scene inde i byen .
Klokken var omtrent 10 , da to mænd med lange
skridt begav sig ned ad store Kongensgade .
De standsede udenfor et elegant sted , der var beliggende
omtrent midt i gaden .
— her må det være , hans , hviskedee den ene af
disse to mænd til den anden .
— ja , det er tydeligt , forsikrede den tiltalte , en
lille mand med et ægte galgen-fysiognomi . — kaptajnen
har so sagt at det er nr . — i denne gade , så
vi kunne so aldrig tage fejl ; desuden er amerikamanden
så godt kendt her i ' gaden , at når vi blot
spørge en eller anden . . .
— der er siegrid ! afbrød den anden ham ; hun

møder bestemt ; ja det er en kvinde der er mange
penge værd !
— hm ! brummede den anden — en lang mager
mand ved navn Johan , — siegrid er en sand
djævel , der hverken skyer ild eller vand , når hun
er på farten for kaptajnen .
Den omtalte kvinde kom nu farende hen til de
ænd .
— hvad Pokker stå i her og gabe efter ? råbte
hun arrigt .
— bi ventede blot på . . .
— ja . jeg skal vente jer , kan i tro , vedblev
siegrid og puffede hans i ryggen . Skynd dig op ,
ellers gå „ Hønsene “ til ro og så kommer du ikke
ind til dem .

var af sten , fast og solidt , loftet var så højt at

han ikke kunne nå dertil og væggene , ja de vare

faste og modstod al hans anstrengelse før at rive

dem ned .

Fortvivlet råbte han om hjælp . Ingen hørte

ham ; fortvivlet sparkede han tsl jerndøren før at få

den op , men det var forgæves .

Den ene time forløb efter den anden , og studenten

begyndte at blive dygtig sulten .

— mon han vil begrave mig levende hernede ,

tænkte studenten ; det er rigtignok glædelige udsigter

før mig , uha ! dø af gult , det må være en mager

død , uha !

Det blev nat , og endnu kom ingen for at redde

den ulykkelige .

— gud ved hvor Julie befinder sig ? tænkte han .

Dersom hun vidste at denne bavian af en onkel

havde indespærret mig her , da ville hun sikkert have

udfriet mig af dette fængsel ; men ak , ak ! Alle have

forladt mig , undtagen rotterne , thi dem lader der til

at være overflødighed af hernede . Skal jeg da virkelig

do hungersdøden ! råbte han fortvivlet og sparkede

rasende mod væggen . Nej , jeg vil ikke . . . jeg vil

ikke dø !

I to dage og nætter havde studenten nu været

indespærret i denne kælder , uden at få hverken

vådt eller tørt .

Den unge mand følte sig døden nær ; han havde

aldeles opgivet håbet om livet .

Ville , fantastiske figurer foresvævede ham , og

flere gange rendte han hovedet mod muren for at

ende denne sørgelige tilværelse .

det blev aften , og endnu kom ingen for at redde

ham ud as dette fangenskab .

Han havde lagt sig ned til at sove , men rotterne

lod ham ikke have fred .

Han faldt på knæ og bad en bøn til gud , der

altid trøster de lidende . Han bad om frelse eller om

en snarlig opløsning .

Neppe havde han endt sin bøn , før han han hørte

en dyb , mandig stemme råbe udenfor væggen :

— Vilhelm Petersen , er du her ?

Et vildt hyl var hele det svar studenten formåede

at give .

Som en sindsforvirret løb han hen til den del

af væggen hvorfra stemmen var kommen . Her opdagede

han i muren et lille hul , hvorigennem lysstråler

trængte ind i kælderen til ham .

Atter råbte stemmen udenfor ;

— Vilhelm Petersen , er du her ? Svar !

Studenten åbnede munden for at svare , men

han var så fortumlet ved ' denne uventede udsigt til

frelse , at han istedenfør at tilkendegive at han var

der , udstødte et hæst skrig og kradsede med neglene

på væggen , for at udvide det påbegyndte hul .

— ak , min gud , han er vist død ! hørte han en

kvinde sige udenfor .

Han kendte stemmen — det var som om den

gav ham mælet tilbage , thi med en nogenlunde kraftig

røst råbte han ud til hende :

— nej , Julie , nej , jeg lever endnu , men skynd

dig , skynd dig !

Mere fik han ikke sagt , men faldt bevidstløs øm

på stengulvet .

Femte kapitel .

Den vanvittiges børn .

På samme tid som det øvenfør /fortalte passerede ,

foregik en anden uhyggelig scene inde i byen .

Klokken var omtrent 10 , da to mænd med lange

skridt begav sig ned ad store Kongensgade .

De standsede udenfor et elegant sted , der var beliggende

omtrent midt i gaden .

— her må det være , hans , hviskedee den ene af

disse to mænd til den anden .

— ja , det er tydeligt , forsikrede den tiltalte , en

lille mand med et ægte galgen-fysiognomi . — kaptajnen

har so sagt at det er nr . — i denne gade , så

vi kunne so aldrig tage fejl ; desuden er amerikamanden

så godt kendt her i ' gaden , at når vi blot

spørge en eller anden . . .

— der er siegrid ! afbrød den anden ham ; hun

møder bestemt ; ja det er en kvinde der er mange

penge værd !

— hm ! brummede den anden — en lang mager

mand ved navn Johan , — siegrid er en sand

djævel , der hverken skyer ild eller vand , når hun

er på farten for kaptajnen .

Den omtalte kvinde kom nu farende hen til de

ænd .

— hvad Pokker stå i her og gabe efter ? råbte

hun arrigt .

— bi ventede blot på . . .

— ja . jeg skal vente jer , kan i tro , vedblev

siegrid og puffede hans i ryggen . Skynd dig op ,

ellers gå „ Hønsene “ til ro og så kommer du ikke

ind til dem .