MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
kærlighed og længsel drøg ham ; men ak ! hans Julie
var der ikke ; derimod var „ Bussemanden “ hjemme .
Studenten bankede beskedent på døren og ventede
at Julie strar ville komme og lukke op , som hun
plejede , men dette skete ikke i dag . Efter at han havde
banket endnu engang , blev døren åbnet af Julies
onkel .
Studenten studsede uvilkårlig ved at se dette
skræmmebillede istedenfor hans kære Julie .
— hvad , . . hvad vil de ? spurgte onkelen
barsk .
— jeg ville . . . jeg ville . . .
— nå , tal ud !
— jeg ville bede om tilladelse til at hvile mig
lidt hos dem , thi jeg er meget træt , førdi jeg . . .
Førdi jeg . . .
— her er intet hvilested for landstrygere og
vagabonder ! råbte „ Busscmanden “ snærrende og

ville smække døren i for næsen af den forbløffede
elsker .
Men nu tabte studenten tålmodigheden , og opbragt
sagde han :
— min herre ! aldrig har nogen vovet at kalde
mig en landstryger , men førdi jeg ved at de er Julies
onkel , og da det er hende feg ønsker at tale med ,
så vil feg ikke tage mig deres uforskammethed nær ,
ellers . . .
— ah , ah ! De vil tale med Julie ! Hvorfor har
de ikke straks underrettet mig derom ? råbte onkelen
i en forandret tone . Hun venter dem med længsel ,
min herre , thi hun er desværre syg i dag og må
holde sengen . Vær så artig , kom de kun ind .
Nå , så de er hr . . . . Hr . . . .
— mit navn er Vilhelm Petersen , afbrød studenten
ham .
— ja , rigtig , Vilhelm Petersen . Julie har talt
meget om dem , min herre , thi hun . . hun elsker
dem ; hun har betroet mig det som en hemmelighed ,
netop i dag .
— tak fordi de underretter mig derom , — de
ved ikke hvor lykkelig de gør mig , sagde studenten
og bød knækbein hånden . Jeg frygtede for at jeg
var hende ligegyldig .
— å passiar ! Hvor kan de tro at et sådant
ungt og smukt menneske som de , skulle være ligegyldig
i en ung piges hjerte , tilmed da de er student ,
nej , nej , det svarer ikke til nutiden men sæt dem

dog ned , min herre , så skal jeg underrette Julie om
deres ankomst .
Den tone hvori han udtalte dette var så hjertelig ,
at den unge student uden at betænke sig tog
plads på en stol og roste i sit stille sind onkelens
forekommenhed imod ham .
Hvis studenten havde kunnet se ind i det andet
værelse , ville han måske have fået andre tanker
om Julies onkel . '
som en gal hoppede han omkring på gulvet
derinde , medens han med hæs stemme råbte :
— jeg har ham , jeg har ham , den elendige pigerover
!
Truende gik han hen imod døren , idet han vedblev :
— nu skal du , min sandten , så at vide hvad
inderlig kærlighed har at betyde , du bogorm ! Nå
så du vover at forelske dig i min Julie ! Haha !
Det skal du få betalt !
Det varede noget inden onkelen fik rolighed i
blodet igen . Endelig vendte han tilbage og sagde til
studenten :
— vær så god , vil de følge efter mig , så skal
jeg vise dem vej til hendes værelse .
— er hun meget syg ? spurgte studenten og
fulgte efter ham gennem et andet værelse .
-- nej , gudskelov , det er kun stærk hovedpine
hun lider af , svarede onkelen , og gik ned ad en trappe
der førte til kælderen . Derfor har hun i dag taget

ophold i et værelse hernede , thi her er mere køligt
end ovenpå .
— ja , det er meget fornuftigt , svarede studenten ,
der ikke anede noget forræderi .
De gik nu gennem en anden kælder , hvor der
var bælmørkt . Pludselig vender Julies onkel om , og
smækker en solid jerndør i for næsen af studenten ,
idet han opslående en spottende latter råber :
— se så , min gode hr . Student , nu kan du
læse latin med notterne hernede , hvis du har lyst ,
thi andre levende væsener kommer du ikke i berøring
med herefter . Du er gået i fælden min ven .
Lad mig nu se i komme godt ud af det sammen , at i
ikke æde hverandre op . Julie bliver aldrig din !
Hurtig begav onkelen sig atter op og lod studenten
blive alene tilbage i det mørke rum .
Meget uhyggelig til mode vandrede Vilhelm Petersen
frem og tilbage i kælderen , uden at have
nogen anelse om hvorledes han atter skulle komme ud
af denne hule .
Han undersøgte gulv , loft og vægge , før om
mulig at finde noget spor til en udgang , men gulvet

kærlighed og længsel drøg ham ; men ak ! hans Julie

var der ikke ; derimod var „ Bussemanden “ hjemme .

Studenten bankede beskedent på døren og ventede

at Julie strar ville komme og lukke op , som hun

plejede , men dette skete ikke i dag . Efter at han havde

banket endnu engang , blev døren åbnet af Julies

onkel .

Studenten studsede uvilkårlig ved at se dette

skræmmebillede istedenfor hans kære Julie .

— hvad , . . hvad vil de ? spurgte onkelen

barsk .

— jeg ville . . . jeg ville . . .

— nå , tal ud !

— jeg ville bede om tilladelse til at hvile mig

lidt hos dem , thi jeg er meget træt , førdi jeg . . .

Førdi jeg . . .

— her er intet hvilested for landstrygere og

vagabonder ! råbte „ Busscmanden “ snærrende og

ville smække døren i for næsen af den forbløffede

elsker .

Men nu tabte studenten tålmodigheden , og opbragt

sagde han :

— min herre ! aldrig har nogen vovet at kalde

mig en landstryger , men førdi jeg ved at de er Julies

onkel , og da det er hende feg ønsker at tale med ,

så vil feg ikke tage mig deres uforskammethed nær ,

ellers . . .

— ah , ah ! De vil tale med Julie ! Hvorfor har

de ikke straks underrettet mig derom ? råbte onkelen

i en forandret tone . Hun venter dem med længsel ,

min herre , thi hun er desværre syg i dag og må

holde sengen . Vær så artig , kom de kun ind .

Nå , så de er hr . . . . Hr . . . .

— mit navn er Vilhelm Petersen , afbrød studenten

ham .

— ja , rigtig , Vilhelm Petersen . Julie har talt

meget om dem , min herre , thi hun . . hun elsker

dem ; hun har betroet mig det som en hemmelighed ,

netop i dag .

— tak fordi de underretter mig derom , — de

ved ikke hvor lykkelig de gør mig , sagde studenten

og bød knækbein hånden . Jeg frygtede for at jeg

var hende ligegyldig .

— å passiar ! Hvor kan de tro at et sådant

ungt og smukt menneske som de , skulle være ligegyldig

i en ung piges hjerte , tilmed da de er student ,

nej , nej , det svarer ikke til nutiden men sæt dem

dog ned , min herre , så skal jeg underrette Julie om

deres ankomst .

Den tone hvori han udtalte dette var så hjertelig ,

at den unge student uden at betænke sig tog

plads på en stol og roste i sit stille sind onkelens

forekommenhed imod ham .

Hvis studenten havde kunnet se ind i det andet

værelse , ville han måske have fået andre tanker

om Julies onkel . '

som en gal hoppede han omkring på gulvet

derinde , medens han med hæs stemme råbte :

— jeg har ham , jeg har ham , den elendige pigerover

!

Truende gik han hen imod døren , idet han vedblev :

— nu skal du , min sandten , så at vide hvad

inderlig kærlighed har at betyde , du bogorm ! Nå

så du vover at forelske dig i min Julie ! Haha !

Det skal du få betalt !

Det varede noget inden onkelen fik rolighed i

blodet igen . Endelig vendte han tilbage og sagde til

studenten :

— vær så god , vil de følge efter mig , så skal

jeg vise dem vej til hendes værelse .

— er hun meget syg ? spurgte studenten og

fulgte efter ham gennem et andet værelse .

-- nej , gudskelov , det er kun stærk hovedpine

hun lider af , svarede onkelen , og gik ned ad en trappe

der førte til kælderen . Derfor har hun i dag taget

ophold i et værelse hernede , thi her er mere køligt

end ovenpå .

— ja , det er meget fornuftigt , svarede studenten ,

der ikke anede noget forræderi .

De gik nu gennem en anden kælder , hvor der

var bælmørkt . Pludselig vender Julies onkel om , og

smækker en solid jerndør i for næsen af studenten ,

idet han opslående en spottende latter råber :

— se så , min gode hr . Student , nu kan du

læse latin med notterne hernede , hvis du har lyst ,

thi andre levende væsener kommer du ikke i berøring

med herefter . Du er gået i fælden min ven .

Lad mig nu se i komme godt ud af det sammen , at i

ikke æde hverandre op . Julie bliver aldrig din !

Hurtig begav onkelen sig atter op og lod studenten

blive alene tilbage i det mørke rum .

Meget uhyggelig til mode vandrede Vilhelm Petersen

frem og tilbage i kælderen , uden at have

nogen anelse om hvorledes han atter skulle komme ud

af denne hule .

Han undersøgte gulv , loft og vægge , før om

mulig at finde noget spor til en udgang , men gulvet